Guldaaren/Kapittel 14
En lys og klar sommerdag kom en stor indiansk kano padlende opover Indian River. Strømmen var sterk, og floden gik i haarde stryk nedover mot Yukon. Men den gamle indianer, som sat ved styreaaren, kjendte alle flodens luner. Han manøvrerte fartøiet trygt og sikkert gjennem alskens bakevjer og benyttet hver eneste chance til at komme fremover mot den svære flom. I mangfoldige timer hadde de tre mænd slitt ved aarerne, mens solens øie glødet over dem. Der stak en lang sandtange ut i floden. Den var næsten oversvømmet nu i flommens tid. Her søkte kanoen ind, og kort efter stod de tre mænd iland og rystet vandet av sine klær og tømte den skrøpelige baat.
—Vi staar os paa at bære kanoen over tangen, sa Sitka Charles. Der ligger en liten hytte en halv mils vei borte, hvor floden bøier vestover. Der bodde en gammel europæer der for nogen maaneder siden. Den onde aand hadde tat bolig i hans hode.
—Hvad het han? spurte Fjeld.
—Han kaldte sig Efraim.
Fjeld nikket.
—La os bære baaten over til Efraims hytte og slaa os ned der saalænge. Saa tok de det lille fartøi paa skuldrene og begav sig paa veien.
Der var kommet en rastløs uro over Fjeld. Hans øine flakket fra det ene til det andet. Det var som om feberen fra Guyanas sumpe brændte i hans blod.
—Hvor skal vi hen? spurte Hart.
Fjeld hadde intet svar at gi. Hvem visste, om ikke Efraims kart løi? Eller om terrænget var optat . . . En hel ny verden var vokset op i hans sind, en verden av haab, længsel og tvil. Det blaa staal i hans øine skinte av haard energi. Der var slængt et rep ut til den ensomme mand, som fløt omkring paa eventyrets lange dønninger, — nu gjaldt det at gripe til.
Men Sitka Charles forstod altsammen. Hans alderstegne visdom opfattet glimtet i den hvite mands blik. Han hadde set det før de tusen ganger likefra den tid da Dawson City var en sandbanke ved Yukon og Klondyke en kirkegaard for utslitte eventyrere. Nu jog man efter guldet. Hundene var paa sporet, og deres næsebor skalv . . . Slik var de, disse mænd med deres lumske begjær efter det kolde metal. De saa intet, de hørte intet omkring sig. Skogens skjønne tale ænset de ikke, og jordens vaarlige krydderaande fløi ubemerket forbi dem . . . For en usseldom!
Og Sitka Charles næsefløie krummer sig av foragt. De var saaledes ikke bedre end de andre mænd, disse hvite kjæmper, som hadde vundet hans hjerte. De led av den store menneskelige galskap, hvis symptomer er kvinder og guld. Maatte Manitou rense deres urene sjæle! . . .
De var nu naadd frem til midten av den svakt heldende landtunge. Skogen hørte op, og foran dem laa fjorddalen i al sin skjønhet. Tilvenstre hævet Domefjeldet sin brede ryg, og tilhøire fortonte aas sig bakom aas, indtil den sidste blaanende kam forsvandt i den bleke vaardis. Men tung og bred, skinnende av ungt livsmod, brusende og bølgende i smaa stryk, snodde Indian River sig gjennem dalen. Det var den store pulsaare i guldlandets hjerte, den sitrende sølvstrøm, som skyllet mot bredder, hvor guldets gule øine stirret frem mellem sanddynerne.
Like foran dem, midt i det vakre landskap, beskyttet av to fattige og utslitte grantrær, stod en hytte, tømret op av svære planker. Den var raat bygget, men soliditeten lot intet tilbake at ønske. En mægtig dør med en svær sort laas stirret truende mot utenverdenen. Der fandtes ikke vinduer i hytten, men to smaa glugger, der samtidig syntes at være bestemt til skytehuller.
De satte kanoen fra sig. Hytten var øiensynlig ubebodd. Ingen røk saaes fra den smale skorsten, En næsten uhyggelig stilhet hvilte over stedet. En død hund laa henslængt under det ene av de to halvraatne grantrær, der lutet sig over hytten som to graanende marskalker ved en begravelse. Det var likesom den frodige natur rundt omkring hadde tat avstand fra det mørke hus og dets beboere. Der hvilte en tyngsel over Efraims hytte, som fik de tre mænd til uvilkaarlig at stanse med en følelse av ubehag.
—Det et en forbandet uhyggelig bolig at se til, mumlet Hart. Efraim kan ikke være nogen koselig mand, later det til.
—Efraim reiste ifjor høst, sa Sitka Charles. Han drog til Frisco. Gamle Efraim hadde ild under fotsaalerne. Han hadde set den gyldne jomfru, sa han. Til vaaren vilde han være her igjen. Det var en taapelig olding. Vanviddet fræste i hans hjerne. Snart vil han være tilbake.
—Jeg har grund til at tro, at Efraim aldrig faar se Indian River igjen, sa Fjeld langsomt. Saavidt jeg kan forstaa, er han blit myrdet av Sam Creek, som blev sprængt ihjel av Glenagan og hans hund . . . Et utrop av Hart stanset ham. Tyskeren hadde kikket ind i hytten gjennem en av gluggerne og var forfærdet styrtet tilbake.
—Hvad er det?
Tyskeren tørret svetten av panden.
—Der staar et skelet derinde, sa han hæst. Et forbandet hus.
Sitka Charles skalv over hele kroppen.
—Et lik, hvisket han angst. De døde sjæle har tat ind her. Ja, dette er dødens hus, den evige forbandelses bolig. Se — livet visner i dens nærhet. La os komme bort før solnedgang.
Fjeld trak paa skuldrerne.
—Vrøvl, sa han kort. Vi staar nu ved vort maal. Og intet kan stanse os. Der er en hemmelighet ved denne hytte, som det vil bli vor opgave at opklare. Da Sam Creek forlot Kennedys hytte juledags morgen, gav han mig en pakke til opbevaring i tilfælde av, at han skulde bli grepet. Sam Creek er død, og jeg aapnet pakken. Den indeholdt et brev, som har ført os hit, et kart og en nøkkel.
—En nøkkel?
—Ja, nøkkelen til denne hytte og dens gaate.
Fjeld tok en stor nøkkel op av lommen, gik hen til hytten og lukket døren op paa vid gap. De gamle hængsler knirket uhyggelig, og Sitka Charles satte sig paa huk under de faldefærdige grantrær og skjulte sit hode i sine hænder.
Fjeld gik resolut ind, og Hart fulgte ham nølende.
Det var et underlig syn, som møtte dem. Hytten hadde kun et eneste rum med et stort bord og en opspikret seng med en svær bjørnefæll. En liten ovn med kokerist stod midt paa gulvet. En gammel rytterpistol og et haglgevær hang paa væggen, og paa bordet laa der ved siden av matrester og opbrukne hermetiske daaser en opslaat bibel.
Men midt i aftensolen stod der et kridthvitt skelet bundet fast til væggen. Der hang en tynd guldkjede med et sort kors om likets hals.
Hart vendte sig gysende bort; men Fjeld løsnet skelettet fra væggen og undersøkte det nøie.
—Dette er skelettet av en ung pike, sa han. Hun har neppe været over 16 aar gammel. Det maa være mange, mange aar, siden hun døde . . . Ansigtsformen tilhører en utpræget intellektuel race: en dolikefal og en sjelden smuk frontallinje . . . Se her, fortsatte han og pekte paa et firkantet hul i bakhodet, — hun er myrdet bakfra antagelig med den firkantede bakside av en tomahawk. Hun er et offer fra indianerkampenes tid — stakkars liten pike. . . . Men hvad er det . . .?
Fjelds ansigt fik et præg av den dypeste forbauselse. Ti inde i bakhodet saaes der et fint lag av guldstøv, som drysset ut ved den mindste bevægelse. Ja, der sovet smaa gyldne partikler ut mellem de uberørte 32 tender, og i ørehulerne glinset der smaa gule korn . . .
Hart nærmet sig motstræbende.
—Hvad kan det være? spurte han.
—Det er greit nok, svarte Fjeld. Denne døde kvinde, som er dræpt i sin bedste ungdom, skal vise os veien til guldaaren. Nu staar alt klart for mig. Det er Efraims gyldne jomfru.