Guldaaren/Kapittel 16
De to eventyrere blev længe staaende tause likeoverfor det mægtige fund. Jorden hadde i et av sine luner vrænget ut sine skatte. Guldpartiklerne glitret i det alluviale lag helt mot fjeldskraaningen, hvor de gule blink gnistret i selve bergets side mellem det lysegrønne glimmer i skiferen.
Hart tok frem guldvaskerskaalen, fyldte den med sand og rystet det med vand. Et fint lag med guldkorn blev liggende igjen. Han rakte Fjeld skaalen.
—Det er ingenting, sa nordmanden, mot de skatte, som selve fjeldet skjuler. Vi staar nu ved en av de store moderaarer i Klondyke. Mac Cormack saa ikke et stoltere syn, da han opdaget aaren ved Bonanza.
—Ja, vi blir berømte mænd, fortsatte tyskeren i samme tone. Vi blir nævnt med ærbødighet paa guldmarkedet.
Fjeld fôr sammen.
—Jeg bryr mig ikke stort om den berømmelse, sa han bittert. Mit navn taaler ikke for megen belysning. Jeg for min del ønsker helst at sælge altsammen og glide ind i skyggen av det største aktieselskap, som Klondyke nogensinde har hat og vil faa. Efraim vilde sælge denne mine for 250,000 dollars. Det var røverkjøp. Han maatte ha en daarlig samvittighet . . . Saa fik han da ogsaa føle guldets forbandelse.
—Du er førstemand her, sa Hart. Det er dit fund, og igrunden har jeg ingen ret til nogetsomhelst.
Fjeld gik hen til ham og la haanden paa hans skulder.
—Kjære ven, sa han. Vi har delt ondt og godt sammen her i ødemarken. Vi deler ogsaa nu som brødre. Ta Sitka Charles med dig og reis til Dawson. Grei alt med sherifen. Henvend dig saa til agenten for Eldorado-syndikatet, . . . faa fyren med dig herop. Simpson har mer forstand paa guldminer end nogen anden her paa 64 grader. Saa skal jeg vogte paa skjærpemerkerne, vi har opsat . . . La det gaa saa kvikt som mulig. For jeg længes hjem . . . Jeg vil ikke bli her et minut længer end høist nødvendig . . . Jorden gløder under mine føtter . . . Lei en dampbaat, hvis der findes nogen. Vi har raad til det nu . . .
Hart saa prøvende paa sin ven.
—Du er ikke frisk, sa han.
—Mulig det, svarte Fjeld. Men det spiller ingen rolle. Jeg har ikke sovet paa mange nætter. Det er et syn som forfølger mig . . . Jeg kan ikke slippe det . . .
—Og hvad er det for et syn?
—Det er vel feberen som raser i mig. Den kommer altid igjen. Feberen fra sumperne ved Orinoko. Det er som en kvern, der maler syner i mine aarer. Den samme melodi — evig og altid . . . Og det samme skjønne forlokkende billede. En kvinde som læner sig over et sovende barn . . .
Hart bøide sig hen mot sin kamerat.
—Bli med til Dawson, sa han indtrængende. Der kan du faa medicin . . .
—Medicin, svarte Fjeld haanlig. Jeg trænger bare en medicin. Og den har jeg her. En medicin for en ond samvittighet og en nagende anger . . . Jeg trænger en gift, som kan fortrænge de andre gifte i mit blod . . .
—En gift . . .?
—Ja — guldet. Det er den farligste gift blandt menneskene. Den er værre end stryknin og arsenik. Men jo mere dødbringende en gift er, desto mere virksom er den som lægemiddel. Arsenik er vidunderlig i sine virkninger. Den støtter legemets vitale kraft paa en forbausende maate. Morfinen er dødssmerternes fiende, og stryknin i smaa doser kan skjænke en halvblind mand synet tilbake.
Og læg merke til guldets venskap med de sterke gifte. I gamle dage blev guldet utvundet av de knuste sten ved hjælp av kviksølv. Guldet amalgamerer sig nemlig med dette giftige, flytende metal.
Men kviksølv var likesom ikke giftig nok. Og i vore dage har man fundet ut, at cyankalium, der i smaa doser lammer aandedrætsmuskulaturen og dræper et menneske i brøkdelen av et minut, danner en kjærlig opløselig dobbeltforbindelse med guld. Man maler og knuser den guldholdige sten til mel og behandler det med cyankalium, som klynger sig fast til guldet. Man kan paa denne maate utvinde det sidste guldstøv av store sandberge, som allerede er utpint av kviksølv . . . Jo, guldet er en gift og en medicin . . . Og ser man saken æstetisk an, vil man komme til samme resultat. Ingen kan negte, at guldet har en utpræget evne til at forene sig med menneskets daarligere egenskaper — de giftige dispositioner i vort sind. Der skal en kjæmpemæssig karakterens konstitution til for at taale guld i store doser. De allerfleste naturer forgiftes av »det ædle metal«. Det skaffer mennesket tørst efter falske livsværdier. Det svækker den ærlige kraft i ens arbeide, der gjør ens hjerte haardt, ondt og begjærlig. Nei — der er ingen lykke med guld. Det er det moderne livs farligste vaaben, — et blinkende sverd, som ofte vender spidsen mot en selv. Det kjæler for lurvetheten og inkassatortilbøieligheterne, det gir de svake rygge sit knæk, det bøier sindene i støvet for uproduktiv spekulation og falsk autoritet . . .
—Hør, hvisket Hart. Der kommer nogen . . .
De reiste sig hurtig og grep sine geværer . . . Det knaste i løvet, og en stor hund sprang frem paa den aapne plads. Det var ulmerdoggen fra Bashwells street. Dens blodunderløpne øine flakket frem og tilbake mellem de tre mænd, som stod ved den uttørrede bæk. Det var, som om den søkte en fiende, . . . men ingen fandt. Langsomt gik den fremover med en sagte knurren og bøiet hode . . .
—Det er Efraims hund, sa Sitka Charles. Skyt den!
—Paa dem! ropte en myndig kommandostemme borte ved skogbrynet. Og en halv snes mænd traadte ind paa pladsen, bevæbnet til tænderne. Foran gik en høi mand i uniform. I den bakerste række saaes Bonanzakongens røde ansigt. Den uniformerte mand gik hen til Fjeld.
—Jeg er sherifen i Dawson, er du Johny Stone?
—Javel, hr. sherif, svarte Fjeld koldblodig. Min ven Hart der og jeg holdt netop paa at tale om Dem. Vi ønsket Deres assistanse ved at lovfæste vort skjærp her. De kommer, som De var kaldet . . .
Sherifen saa et øieblik forvirret paa den høie, bleke mand med de kloke træk.
—Naa, sa han, dere har fundet noget her . . .
—Som De ser . . .
—Ja, det faar De neppe noget godt av, mr. Stone. Jeg har en telegrafisk arrestordre paa Dem.
—Virkelig? Og hvorfra?
—Fra San Francisco.
—Og hvad gjælder affæren?
—De er beskyldt for mord.
—Hvem skulde jeg ha myrdet?
—Og det spør De om, — her paa dette sted . . .
—De mener . . .?
—At De har dræpt jøden Efraim i San Francisco og nu søker at stjæle hans guldmine. Det er grei skuring.
—Saa greit er det ikke, svarte Fjeld. Jeg visste ikke, at Efraim hadde anmeldt noget skjærp.
—Det har han heller ikke.
—Da forstaar jeg ikke, hvorledes hr. sherifen kan tale om at stjæle. Den grund, som min ven her og jeg har opmerket, er ikke optat før av nogen. Den er vor.
—Naaja, hvis det kan være en tilfredsstillelse, saa gjerne for mig. Men De vil være hængt inden en maaned. Og guldminer er ikke i nogen større kurs paa det sted, hvor De kommer hen. Her er en mand fra staterne, som vil tale med Dem. Hans navn er Dan O’Kelly. Han kommer fra Pinkertons byraa. De har Amerikas smarteste detektiv mot Dem, og han siger, han vil se Dem hængt . . .
En liten væver mand i graa lapsete klær traadte frem ved siden av sherifen. Han bar lorgnet og smilte som en væsel . . .
—Til tjeneste! sa han med paatat høflighet: Det glæder mig at se Dem, hr. Stone. Haaber, De lever vel . . .
Fjeld saa interessert paa ham.
—Vi spilder maaske tiden. Men det kunde glæde mig at vite, hvorledes De har kunnet følge mit spor . . .
Den lille mand smattet velbehagelig med de tynde læber.
—Ingen forbryder undgaar sin skjæbne, naar Dan O’Kelly lægger sig i sælen, sa han stolt. Jeg kan hilse Dem fra Efraim. Vi fandt ham i en kloak med et knivstik i ryggen. Hans papirer var borte. Men han blev dog gjenkjendt — desværre for Dem. Det blev endvidere oplyst, at han hadde hat en guldmine tilsalgs ved Indian River. De er blit set med Efraims kart i Deres haand . . . Naa, forstaar De nu?
—Jeg forstaar kun en ting, svarte Fjeld skarpt. At De er en dumrian. De er taapeligere end hunden der. For den kjender Efraims morder.
Detektiven mistet sin lorgnet av raseri.
—Hvad vaager De at si? skrek han arrig.
—Naar blev Efraim dræpt? spurte Fjeld uforstyrret.
—Den 21. april forsvandt han, hvæste Dan O'Kelly.
—Well! 14 dage efter blev jeg fundet døende av det brasilianske krigsskib »Liberdad«. Og vet De, hr. Nick Carter, hvorhenne? Jo, paa kysten av Guyana. Den 11. mai blev jeg bragt paa sykehuset i Colon. Og den 13. mai var admiral Farragut paa »Ohio« saa venlig at ta mig med til San Francisco, hvor jeg ankom den 29. mai efter et kort krydstogt i Det Stille Ocean, — akkurat 5 uker efter Efraims mord . . . De tror det ikke? . . . Well! Telegrafer til admiral Diego Martinez, Rio Janeiro, til sykehuset i Colon og til Farragut, — og De vil bli belært om, at Johny Stone har sit alibi i orden . . .
—Men Efraims kart? . . .
—Det fik jeg ganske rigtig av Efraims morder. Han gav mig det i Kennedys hytte, da han søkte sin tilflugt der sidste julenat. Jeg hadde aldrig set ham før. Han bad mig opbevare pakken.
—Hvad het han? spurte sherifen interessert.
—Han het Sam Creek, sa Fjeld. Nu er han død. Og Efraims lik er fundet. Denne mine var herreløs, . . . nu er den vor.
Den lille detektiv slog sig for panden.
—Sam Creek fra Bashwells street 1059, sa han. Ja, selvfølgelig, jeg var et fæ. Hvor har jeg hat min kalender henne. Jeg visste jo, at De kom med »Ohio« . . .
—Det har jeg sagt hele tiden, sa Bonanzakongen og traadte frem. Hans røde ansigt var blit endnu rødere. Og øinene lyste som kul i hodet paa ham. Han hadde set noget i fjeldsiden, som fik hans hænder til at skjælve . . . Si mig, gutter, vil dere sælge denne minen deres? Den ser ikke daarlig ut.
—Hvad vil De gi? spurte Fjeld.
Bonanzakongen saa lurende paa ham.
—Aa, en 200,000 dollars er den vel værd. Jeg siger det, som det er.
Fjeld og Hart saa paa hverandre.
—Hvad siger De om 300,000 spurte Fjeld. Vi har akkurat bruk for den sum.
Whitestone nølte litt.
—Det er mange penger, sa han og kremtet for at skjule sin bevægelse, men . . .
—Sælg den ikke! hørtes pludselig en frisk, ung stemme fra skogbrynet. Den gamle ræv lurer dere. Forlang 1 million dollars. Jeg kjender Bonanzakongen. Han vil gi det med glæde.
De vendte sig alle forbauset.
Der kom en ung pike slentrende ind i kredsen — smilende og seiersikker. Det var Bessie Lecouvreur.
—Godmorgen, sa hun og nikket til alle kanter. Bonanzakongen saa med en blanding av beundring og raseri paa hende.
—Well, sa han. Jeg vil ikke prutte som en gammel jøde. Det er chance. Men Jack Whitestone har tat en risiko før. Jeg byr 1 million dollars paa guldsyndikatets vegne, men fa’n skal ta mig, om jeg gir en cent mere.
—Vi slaar til, sa Fjeld.
Men Hart gik hurtig gjennem kredsen hen til den unge pike, grep hendes brune haand og kysset den ærbødig.
Hun saa forbauset paa ham. Saa slog hun øinene ned, og der gjød sig en gyldenrød strøm over det vakre, brune ansigt. Hun vendte sig bort. Hvad var det for noget?
Mændene stirret med undren paa hinanden.
De saa et syn, de aldrig hadde set.
Der stod taarer i Bessie Lecouvreurs mørke øine.