Utgitt av Komanditselskapet Narvesens Kioskkompani, Kirste & Sieberth (s. 26-31).
IV.
DEN LØPSKE SPORVOGN


Hvad var det for en djævel, som var sluppet løs i San Francisco?

Der kom en svær brunmalet sporvogn flyvende opover Bowery street med en hale av automobiler spækket av politifolk efter sig. Den suste fremover som et uveir, den buldret i svingene, den hoppet, danset og fløi som et løpsk dyr, den fór frem som selve Belzebub . . .

Men automobilerne slap den ikke. Guichards gule »Minerva« hang som en vældig hveps bak den, og alle revolvere pekte fremover. Men manden ved haandtaket var forsvundet. Formodentlig hadde han gjemt sig paa bunden av vognen sammen med den enslige passager.

Det var en herlig fart: Den brune sporvogn hadde aldrig følt frihetens glæde slik. Nu var den helt sig selv. Ingen kjølig beregning klemte dens lunger. Nu kunde den hvite ildkraft suse som et uveir gjennem dens kobbertraade. Dens ampère og volt vrinsket som fyrige hingster, og staalet klang over de klaprende aksler. — Go ahead! Go ahead!

Men nu nærmet den sig den store hal, hvor den tilbragte sine nætter sammen med de andre elektriske dyr. En lang, snorret linje like ind i den vældige sporvognsgarage, med en svak og behagelig skraaning, — hui, hvor det gik! . . .

De to automobiler begyndte imidlertid at bli nærgaaende. De kjørte op under den bakerste platform, og to heltemodige konstabler sprang op paa flygtningen. Det var i sidste liten. Med revolvere i begge hænder beredte de sig til at angripe den indbildte motstander.

Hvor var han? De krøp ind i vognen . . . Passageren var væk; men derborte paa den forreste platform lurte nok Huysmann og hans revolver . . . De kastet et blik ut. Der maatte handles hurtig nu, ellers gik den løpske sporvogn tvers igjennem sporvognshallen.

Saa ilte de frem og sparket døren op.

De blev forbauset staaende. Hvad var det? Sporvognen var tom. De styrtet hen til maskinen . . . . Haandtaket var væk. De saa sig forvirret om. Vognen løp netop med forfærdelig fart i skyggen mellem ropende og skrikende mennesker: — Stans! Stans for Guds skyld!

Men den brunmalte sporvogn var nu i sit element. Den brølte som et helt jernbanetog, og før dens ufrivillige passagerer fik kastet sig av, styrtet den som en vædder ind i væggen.

Der løftet sig et forfærdelsens rop fra alle kanter. Sporvognen hadde arbeidet sig tvers igjennem murverket, og en støvsky stod om den. Men dermed var ogsaa dens kræfter uttømt. Al dens brune herlighet splintredes, og glasruterne faldt som støv fra den. Den ramlet ut av skinnegangen og la sig paa siden, mens dens hjul endnu rullet omkring som lemmerne paa et dødssprellende dyr . . . Og maskineriet væltet ut av dens indvolde, som endnu laa og fraadet hvitglødende efter den forfærdelige fart.

— Lad os ta fat! skrek Guichard til arbeiderne. Hurtig! Han maa findes død eller levende paa bunden av vognen.

Franskmanden var likblek av spænding. Han sprang selv først op paa resterne av den store sporvogn og begyndte at grave mellem tømmerhopen. Og hundrede arme var kort efter i ivrig beskjæftigelse med at avdække de sørgelige ruiner.

Man fandt kun de to politimænd. Sporvognen hadde tat dem med paa sin dødsfærd. De laa med brukne lemmer og knuste hoder mellem træverket. Døden hadde fundet dem midt i forfølgelsens iver. Jagtens raseri lyste endnu i deres øine. Og revolverne laa spændte i deres hænder.

Men hvor var Jaap van Huysmann?

Guichard blev staaende i dype tanker. Han summerte alle jagtens kjendsgjerninger. Var der virkelig nogen mulighet for at han var undsluppet? Og passageren?

Den franske politimand var intet geni. Hans intelligens holdt ikke engang maal med gjennemsnittet. Men det forholdt sig med hans evner som med enkelte skuespilleres: De talentfuldeste er som regel de taapeligste.

Med al sin aandelige begrænsning var Guichard den sikreste sporhund i det internationale politi. Han kombinerte ikke. Han interesserte sig ikke for Sherlock Holmes. Guichard arbeidet som blodhundene: han luktet paa et spor og forfulgte det med en hurtighet og energi, som aldrig svigtet. Instinktet var hans vuggegave. Det hadde vist ham veien til den fangne Cabot i Brüssels tyvekvarter og til den falske Cabot paa »Ohio«s dæk.

Endelig hadde han faat taket paa Huysmann, den glatteste aal blandt Europas stortyver — han skulde ha kjendt den brede tyrenakke og de dorske øine blandt millioner . . . Og nu var taket glippet i det avgjørende øieblik.

Guichard sparket arrig til de sprukne gulvplanker, hvor Huysmann hadde staat og lekt med sine forfølgere. Hans sidste letetraad var brusten. Her stod han i en ukjendt by sammen med nogen snes forlorne Nick Cartere og skulde binde an med den uovervindeligste av den gamle verdens stortyver. Han fik stole paa den lykke, der hadde fulgt ham hele hans liv. »Heldig som Guichard« het det blandt hans kolleger.

Men hvad var det?

Der stak en hvit lap frem mellem det sprukne træverk. Guichard bøide sig ned og trak den frem. Det var et krøllet brev. Han saa likegyldig paa det. Saa gik der et chok gjennem ham. For brevet var adressert til Aristide Cabot, Grand Hotel, Colon.

Franskmanden tok med skjælvende hænder brevet ut av konvoluten. Det var skrevet i sifferskrift fra ende til anden. Han hadde saa mangen gang forgjæves forsøkt at uttyde dette moderne siffersprog, som vilde ha trodset baade Edgar Poes og Jules Vernes kløkt. Og skuffet la han brevet sammen. Men pludselig fik han øie paa et efterskrift, som syntes at være litt forstaaeligere. Midt i linjen stod der med store tydelige bokstaver:


Bashwells street 1059


Guichard fløitet fornøiet og stak brevet til sig.

— Si mig, sa han til en av konstablerne, findes der en gate her i byen ved navn Bashwells street?

— Jo, det skulde jeg mene, svarte irlænderen. Den ligger paa Nordvestkanten. Ikke nogen særdeles fin gate, sir. Der bor mest fattige haandverkere og niggere. Jeg tænker, vi kjører derut paa et kvarter.

— Aha, mumlet Guichard og gned sine hænder. Det var ikke noget videre heldig for Jaap, at han mistet dette brev. Han har vel hat det i yderfrakken og tapt det, da han rev op revolveren. Det skulde være som pokker, om jeg ikke fik bruk for disse her inden aften! Og Guichard ringlet fornøiet med de fine staalbaand, som laa beredt i hans høire jakkelomme.

— — —

I samme øieblik stod Jaap van Huysmann i en vaabenforretning ved Washington Avenue og kjøpte sig to Winchestere i futteral og 500 patroner. Derpaa steg han uten at forhaste sig ind i en blaamalet sporvogn, som førte ham ut til et litet, uanselig hus med gittervinduer. Der sat en svær neger paa verandatrappen og stanget sine tænder. En ulmerdogge laa ved hans føtter. Den knurret høilydt, da Huysmann gik ind porten.

— Bor Sam Creek her? spurte hollænderen.

— Ja, herre, sa negeren. Han selv er bortreist. Der ligger et brev i salonen til mr. Cabot.

— Det er mig!

Negeren bøide sig ydmygt.

— Da er huset til herrens disposition, sa han.

Den store hæslige dogge reiste sig, gik langsomt hen til gjesten og slikket hans haand med en lang ildrød tunge.