Gyldenløvefeiden
1. Medens Baahuslen eller Viken var norsk og i de første Menneskealdre, efter at det var kommet til Sverige, blomstrede i dette Landskab, en Præsteslægt ved Navn Gjedde. (Gädda). Det fortaltes, at den oprindelig skulde være af Adel, og at den første Præst i Ætten, Hr. Gude Axelssøn havde været Luthers Discipel og siden kjæmpet i Religionskrigen i Tydskland mod Keiser Karl den Femte. Han var Præst i Kville i Viken, men hans Slægt var siden i flere Led Præster i Naverstad ved Bullaren, lige ved den nuværende Rigsgrændse. En af Gjedderne maatte i 1658, da Viken skildtes fra Norge, finde sig i at miste en stor Del af sit Kald, Enningdalen, som nemlig bevaredes for Norge og forenedes med Id Kald i Smaalenene. Paa Gyldenløvskrigens Tid var Peder Gädda Præst i Naverstad, og Krigen her i Egnen begyndte just med, at de Norske fangede denne Mand og bragte ham til Fredrikshald. I de følgende Krige under Karl den Tolvte var Hr. Peder af de mange Præster, som hemmelig tog Parti med Nordmændene. Endnu i 1717 hændte det, da Kong Carl ukjendt reiste igjennem Naverstad, at Kongen spurgte sin Skydsbonde, hvordan det stod til med Præsten i Bullaren. „Aa, han er gammel og rusler med det“, sagde Bonden. „Handler han brav med de Norske?“ spurgte Kongen. „Ja“, sagde Bonden, „Jungfruarne de ere raske og sender meget Korn did.“ Den forbitrede Carl befalede strax, at den gamle Præst skulde forflyttes ind i Sverige, og han maatte da ombytte sit Kald med et andet i Linkøping Stift. Om hans (ligesom ogsaa om hans Forfædres) Død har man det Sagn, at mange af hans Forfædre aabenbarede sig for ham i Drømme og forudsagde ham hans snare Endeligt, hvorpaa han tog høitidelig Afsked med sine Menigheder og kort derefter døde.
Holmberg, Båhuslens Historia och Beskrifning. 2, S. 104–105, 123.
2. I Gyldenløvefeiden eller Brännefeiden, som den ogsaa betegnende nok kaldtes af de Svenske, blev Holmedals Præstegaard i Vermeland brændt af Nordmændene i 1679. Præsten Michael Dusinius havde taget Flugten ved de Norskes Ankomst, men alt i Forveien bortført sit Løsøre og sønderbrudt Døre og Vindueskarme. Da den norske Anfører Cuningham fik dette at see, udbrød han: „Siden alting her er lavet istand til at brændes, saa stik Ild.“ Ved samme Leilighed blev ogsaa Blomskogs Præstegaard i samme Stift brændt. Her havde Gyldenløve selv været nogle Aar i Forveien, men skaanet Gaarden. Han skræmte dog først Præsten, Nils Lubeckius ved at skyde paa ham med løst Krud. Derpaa spurgte han Præsten under Maaltidet, hvor langt det var til Stockholm, og om han kunde være der paa saa og saa mange Dage. „Det kunde visselig Hr. Generalen“, svarede Præsten, „ifald han ikke blev standset paa Veien.“ Ogsaa Hesselskogs Kirke i Dalsland blev plyndret af de Norske 1679, men efter Freden lod den norske Anfører Duncan den røvede Kalk og Disk sende tilbage.
Hammarin, Carlstads Stifts Herdaminne, B. 2, S. 165, 178, 179. Flere Sagn om Gyldenløvekrigen, nemlig om den mandige Præst i Uddevalla Hr. Jens Colstrup, der tog norsk Parti og fulgte med til Norge, hvor han døde 1721 som Sognepræst til Næs paa Romerike, har jeg meddelt i Tidsskriftet Norden, (1868) 5, S. 1–17.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |