Hallingdalske Ættesagn

Ludvig Daae

Norske Bygdesagn

J.M. Cappelens Forlag, 1872 (Anden Samling, s. 5-22).

1. I Slutningen af det sextende Aarhundrede kom en Mand ved Navn Sander Sandersen fra Skotland over til Norge. Han var i Begyndelsen Skrædder, men, da (i 1591) faste Sorenskrivere bleve ansatte for at hjelpe Bønderne at dømme og i det Hele gaa dem tilhaande i Retssager, blev Sander kaldet til at blive første Sorenskriver i Hallingdal. Han boede da paa Stave-Haugen ved Aals Hovedkirke. Om Vinteren holdt han Thing med Almuen ude paa Isen af et stort Vand ved Thorpemoen; derfor heder Vandet endnu Thingvolden. Paa Stave bevaredes længe Sanders Klædning, en Trøie, saa sid, at den naaede til Gulvet, graa Benklæder med Rynker og en tre- snudet Hat med lav, rund Pul. Paa Larsgaard i Hol, hvorhen en af hans Døtre blev gift, findes endnu hans Belte, og paa Raaen (Røo) har man hans Stridshammer.

Paa denne sidstnævnte Gaard Raaen i Hol blomstrer hans Æt endnu den Dag idag. Hans Efterkommere i de tre nærmeste Led var Sander 2 (som døde i Sigdal 1634), Sander 3 (død paa Raaen 1677) og Knut, død 1711. Knut havde en Søn Jon, som var ulykkelig i Kjærlighed. Da han ikke fik Lov af Forældrene til at gifte sig med den, han vilde, rømte han til Christiania og lod sig hverve til Garnisonen paa Akershus. Derfra tog han Hjemlov og fortalte, at han skulde besøge sin Fader, men i dets Sted rømte han videre. Der blev sendt Folk efter ham paa alle Kanter, men Ingen kunde komme ham paa Spor. Nu gik Odelen til Raaen over paa Kvindfolksiden, til en Datter af Knut, som var gift til Hov i Aal. Hun fik da Gaarden, men blev Enke, da hendes Mand Asle Thomassen red sig ihjel i et Bryllup. Hendes Søn var Thomas Aslesen († 1765), derpaa kom Sander Thomassen, Thomas Sandersen, og tilsidst den nulevende Eier, Sander Thomassen. Denne Mand, der i yngre Aar har været Corporal, har et særdeles fortroligt Kjendskab til sin Hjembygds Historie og Traditioner og har anvendt megen Flid paa at indsamle Oldsager o. s. v. for Universitetets Samlinger.

Stamfaderen Sander Sandersens Æt, der udmærker sig ved en særegen Legemsbygning, kaldes endnu den Dag idag „Skotterne“. De ere alle stærke Folk og vare fordum frygtede Modstandere i de jevnlige Bygdekampe. Villandsætten, med hvem „Skotterne“ stundom prøvede Kræfter, pleiede at sige: „Det er ikke værdt at slaas med dem, de lade sig ikke piske.“

Mundtlig fortalt mig af Sander Thomassen Raaen.

2. Paa søndre Helling i Øvre-Aal boede i det syttende Aarhundrede en ilde berygtet Slægt, Efterkommere af en Thorsten Engebretssen, som havde Gaarden 1638. Thorstens ældste Søn hedte Johannes. Han var en Tyv, kom i Arrest hos Lensmanden Sindre Sundre, men rømte til Nordland og blev der siden hængt. Den anden Søn, Engebret, gjorde meget ondt i Bygden og stak tilsidst Præstekonen, Mari Jacobsdatter, med Kniv; derfor kom han paa Bremerholm og gik der i Fængsel sin Livstid. Den tredie Søn Levord blev dræbt af en Harbrand Skrinde, den fjerde Halvor, blev dømt fredløs, blev tilsidst dræbt i Vas-Bygden og blev begraven uden Kirkegaard. Den femte Søn, Tollef, fik da tilsidst Gaarden efter sin Fader Thorsten, men Tollefs Sønner blev ikke bedre end Farbrødrene. Først var det Halvard „Bibi.“ Han begyndte at stjæle allerede som Barn, og var neppe bleven voxen, førend han blev hængt og hans Legeme opbrændt der paa Helling; Moderen byggede da et stort Stabur udenfor Huset, for at slippe for at se Galgen. Saa var det Asser Tollefsen, som blev rettet for Manddrab 1573, dernest Bjørn, som blev dræbt i Vas-Bygden. Nu var der ikke flere igjen af Halling-Ætten end Tollefs to yngste Sønner, Thorsten og Levord. De bleve skrevne til Soldater og maatte ned til Danmark, men kom aldrig mere igjen. „Saa blev Enden paa det onde Folk. De vare Guds Bespottere og Guds Ords Foragtere og hele Almuen til Besværing, idet de sad ofte i Fængsel, den ene efter den anden, og Almuen maatte holde Vagt over dem.“

Efter „En gammel Skoleholders Optegnelse for Aaret 1827 om forskjellige Hændelser i Aals Præstegjeld“ (B. Moes Tidskr. f. Personalhistorie I, 529 flg.) samt mundtlig Beretning af Sander Raaen.

3. En tredie Æt var Viskeslægten i Aal. Til den hørte Sæhvat Engebretsen, som var en af Holstekarlene, det vil sige, en af de mange Nordmænd, som i sin Tid maatte tilbringe flere Aar i Holsten, dengang der ventedes Krig med Rusland.^[1] Men da Sæhvat kom hjem fra Holsten, var han bleven en udlært Skøier og indlod sig paa mange fortvivlede Streger. Der boede dengang nogle Folk i Nordre Vas, som man kaldte Bankokarlene, fordi de gjorde falske Sedler. Sæhvat gav sig i Lag med Bankokarlene og reiste med dem til Bragernæs Marked, hvor de skulde forsøge paa at faa Sedlerne ud. Det var ikke saa let en Sag, og dertil meget farligt, men Sæhvat fandt paa Raad. En Aftenstund gik han ud paa Isen paa Dramselven, kastede sig i en aaben Vaag og begyndte saa at huie og skraale paa Hjelp af alle Kræfter. Omsider kom to Vægtere og drog ham op. Nu tog han op sin Tegnebog, saa efter sine Penge, og anstillede sig yderst forskrækket, over at alle hans Dalersedler vare rent opblødte. Man gav ham da det Raad at gaa op paa „Vexelhuset“ og forsøge at faa dem byttede, og det lykkedes ham da at faa ordentlige Penge for Bankokarlenes falske. Da han saa kom hjem, kjøbte han to Gaarde, begge Thomgaardene, og drev siden paa meget lange Handelsreiser. Paa dem havde han mange Eventyr med Gudbrandsdøler og andre Udbygdinger. En Søn af Sæhvat deltog i Halvor Hoels Opløb i 1818, og kom siden paa Slaveriet, fordi han havde dræbt sin Søstersøn.

4. I Hols Annex ligger Gaarden Søndre Villand, om hvis Beboere der haves mange Fortællinger, som ikke alene kjendes i Hallingdal, men ogsaa i Nabodalene.

Der stod fordum en Bygning der paa Gaarden, som kaldtes Høiloftet, og som maa have været et gammelt Gildehus. Endnu viser man Loftstenene af det Hus. Det bestod af tre Etager eller Høider, først en Bod, hvor man gjemte alle drikkende Varer, saa et Rum ovenfor, hvor Ungdommen dansede, og endelig øverst en Sal, hvor de bedste Folk samlede sig og talte sammen. Thi Huset tilhørte ikke nogen enkelt Mand, men hele Almuen rundt om^[2]. Især holdt Ungdommen sig gjerne lystig i det Hus; Gutterne gjorde da i Forveien Sammenskud til Malt og Humle og leiede en Pige til at brygge Øl. Naar de da kom sammen, blev der først drukket og saa danset. Traf nu Folk, som var Uvenner, sammen i sligt Lag, da blev det gjerne til Slagsmaal, og fordetmeste med Beltesætning. Dette bestod deri, at de bandt hinandens Belter fast sammen og saa tog til at bruge Knivene. Af dem havde de to i hver Slir. I den Tid, da denne Bygning var i Brug, var ellers Mændenes Klædedragt helt anderledes end nu. De gik i fodsid Kjole og rød Undertrøie, begge prydede med Silketraad af sorskjellig Farve. Brystdugen var gjerne grøn og ikke gjenknappet længere end til Midtlivs, saa at der viste sig en lang Rad af Sølvknapper midt efter Brystet, de største øverst og de mindste nedenfor. Dertil kom Knæbuxer med Knæspænder og Knæremspænder. Paa Skoene vare store Sølvspænder. Paa Hovedet bar Hallingen tresnudet Hat og om Livet en Gjord eller Belte af gult Elgeskind med Sølvspænder og dobbelt Knivslir. Haaret lod man voxe saa langt det vilde, og det naaede ofte ned over hele Ryggen. Gult og lokket Haar blev holdt for det smukkeste.

For næsten tohundrede Aar siden var der en Mand paa Myre i Hol, som hedte Ole Tollefsen. Han var bekjendt i vid Omkreds som Hestehandler og reiste fordetmeste over Fjeldet til Sogn med sine Drifter. Han bar altid ualmindelig mange Sølvspænder, Knapper og Søljer, og derfor kaldtes han gjerne Blank-Ola. Som han engang reiste omkring med alle sine Heste i Sogndal, mødte han en Slaaskjæmpe som vilde give sig i Kast med ham. Men Enden blev, at Blank-Ola slog Kjæmpen ihjel. Han blev da sat fast, og der blev lagt Beslag paa Hestedristen hans ogsaa. Tilsidst fik han sin Dom, at han skulde bøde de tre „Tjaug“ eller Snes Lod Sølv, og Fogden, som skulde tage imod Pengene, sagde: „Nu skal vi da saa Søljerne af Bringen og Spænderne af Skoene til Blank-Ola.“ Men Ole havde saa mange Penge hos sig, at han ikke behøvede at sælge sin Stads og lagde de sexti Lod paa Bordet med een Gang. Derpaa spurgte han Fogden, hvad det kostede at slaa til en Mand med Næven. „Ti Daler“, sagde Fogden. Ole spurgte igjen, om han maatte slaa, hvem han lystede, og den Anden sagde ja. Dermed slog han strax til Fogden, saa denne faldt omkuld under Thingbordet og gjorde saa et Hallingkast paa Gulvet med de Ord: „Endnu dandser Blank-Ola med sine Sølvsyljor i Bringen og sine Spænder i Skoene.“ Disse Ord blev til et Ordsprog og er det endnu mellem Hallinger og Numedøler. Saa reiste Ole hjem igjen til Hallingdal med sine Heste og solgte dem. Paa en Sten ovenfor en Støl ved Myre sad han og tog imod Pengene, og tjente ikke mindre end sytti Daler paa sin Handel.

Ole, som hidtil foruden Blank-Ola ogsaa var bleven kaldt Myregutten efter den Gaard, hvor han var født, tænkte nu ogsaa paa at gifte sig. Han friede til Ragnhild, ældste Datter af Elling, Bonden paa søndre Villand.^[3] Ragnhild var en usædvanlig velvoxen og vakker Pige; hendes Hoved ragede op over alle andre Kvindfolks, naar hun kom til Kirke. Da Elling var uden Sønner, havde Ragnhild Odelen til Villand, og Blank-Ola fik derfor ogsaa Gaarden med hende. De fik fem Børn Tollef, Elling, Torkel, Nils og Margit, men om nogle Aar døde Blank-Ola og Ragnhild giftede sig paany med en Ole Larsen Fossgaard og fik med ham endnu fire Sønner, Lars, Ole, Svein og Knut. Alle disse otte Sønner blev store og stærke Karle, de fleste af dem drev ogsaa paa Hestehandel. De kom saaledes vidt omkring i Bygderne, men hvor de kom bleve de berygtede som vilde og raa Slaaskjæmper. Tollef var den stærkeste og efter ham Svein.

Ragnhilds Sønner af det første Kuld viste allerede, medens de var unge, hvad Art der var i dem. De havde en Slægtning paa en Gaard, som hedte Rikansrud, en gammel rig og mægtig Ungkarl eller Busete, som det kaldes i Hallingdalen. Til Rikansruden kom engang reisende nogle ustyrlige Brødre. De drak Manden fuld og fik derpaa fat i en Kapellan og bad denne at trolove ham med hans Tjenestepige, som var deres egen Søster^[4]. Men da Buseten blev ædru igjen, angrede han paa, hvad han havde gjort og sendte Bud til Villand efter de fire ældste af Ragnhildssønnerne for at de skulde skille ham af med hans Brud, og bad dem tage med sig sin Søster Margit, som da var atten Aar gammel. De kom, men Busetens Fæstepige havde af Frygt gjemt sig i Fjøset. Villandsgutterne ledte hende dog op og tog hende og satte hende paa en Slæde tilligemed hendes Kiste. Derpaa spændte de for og kjørte hende ned til Gaarden Haga, hvor hun hørte hjemme og væltede saa uden videre baade Pige og Kiste af Sleden midt paa Tunet. Pigens Brødre, Hagakjæmperne, mødte Villandskjæmperne med ladte Bøsser, men fandt det snart raadeligt at skynde sig ind i Stuen og gjemme sig under Sengen. Da nu Buseten paa Rikansrud paa den Maade var bleven sin Festemø kvit, delte han sine Gaarde og sit Gods mellem sine Skyldfolk, Blank-Olas Børn. Margit fik selve Rikansrud, Elling fik Tane, Torkel fik Nyhus og Nils Nøs. Tollef, som var Odelsmand til søndre Villand, fik vel derfor ingen af Gaardene. Man troede, at denne gamle Busete i sin Tid havde fundet et nedgravet Pengeskrin, og at det var den første Oprindelse til hans store Rigdom.

Tollef, den ældste Broder af Ragnhildssønnerne, slægtede Moderen paa i Høiden og blev en Karl paa tre Alen og to Tommer. Hvor han kom, var han Mester i Slagsmaal, især naturligvis paa Kongsberg Marked. Her var nemlig i gamle Dage det berømteste Samlingssted for alle Kjæmper i lang Omkreds, især fra Numedal, Hallingdal og Thelemarken, og at være Frikarl, som det hedte, paa et Marked her, den største Udmærkelse, som Nogen kunde naa^[5]. Tollef overvandt endog en Mand paa hint Marked som havde været dets Frikarl i syv Aar. Men sin Fader Blank-Ola kunde han dog ikke naa i Kræfter, og skjønt Folk var ræd for Tollef, hvor han kom, havde de været endnu mere rædde for hans Fader. Thi naar Blank-Ola paa sine Reiser hvilede sig og tog sig et Rus paa Aurlandsvangen i Sogn, da turde ingen Karl være hjemme i en halv Mils Omkreds. Tollef nøiede sig med at rydde Stuen, men Blank-Ola ryddede hele Reppen.

Værst gik det til, naar Tollef tog til al slaas med sin egen Slægt. Især levede han i Ufred med sin Halvbroder Ole. Engang var han saa rasende, at det saa ud, til at han vilde dræbe Ole, men Moderen, den gamle Ragnhild Villand, lagde sig imellem og sagde: „Vil du dræbe din Broder, faar du først dræbe mig, jeg har lidt det samme for jer begge to.“ Tollef huggede sin Øxe fast i Hurden, men stødte derpaa saa voldsomt til Ragnhild, at hun faldt baglænds ned ad Hellen udenfor Døren og hendes Hofter kom af Led. Derpaa begyndte han ogsaa at prygle sin Stiffader Ole Larsen. Dette blev dog meldt for Øvrigheden, og Tollef blev dømt til Fæstningen paa Levetiden. Men nu gjaldt det at saa fat paa ham og saa ham ført afsted. Lensmanden var en liden Mand, og havde ikke stort Mod paa at give sig i Kast med Tollef Villand, førend dennes syv Brødre, som holdt med Forældrene, lovede at hjelpe ham. Lensmanden listede sig da hen til Villand, mens Tollef sad og skavede Kubber. Alle Brødrene var allerede komne og sad rundt Huset. Da de saa fik se Lensmanden, sprang Svein først frem til Tollef og sagde: „Jeg kan hjelpe dig lidt med at skave.“ Før den anden vidste Ordet af, slog nu Svein saaledes til ham med en Kubbe, at Kniven fløi ham af Haanden, og strax kastede allesammen sig over ham, kastede ham til Gulvet, greb hans Arme og bagbandt ham, hvorpaa Lensmanden førte ham bort som en vild Oxe. Saa kom da Tollef afsted til Akershus, men efter nogle Aars Forløb satte Generalen paa Fæstningen ham paa fri Fod igjen, thi Tollef kunde opføre sig godt, naar han vilde og havde forstaaet at komme paa god Fod med Kommandanten. Før han slap ud, maatte han dog love at holde sig stille og rolig paa sin Gaard, naar han var kommen hjem. Saa skulde han da tage spaa Hjemveien og gik afsted i en gammel Soldateruniform, som de havde givet ham paa Akershus, hvorfor alle Folk troede, at han var en Gevorben, som havde faaet Orlov. Da han var kommen saa langt som op i Flaa Sogn i den nedre Del af Hallingdal, gik han ind paa et Hvilested, heder Slabænken, hvor han traf nogle drukne Kortspillere. En af dem, som sad oppe paa Bordet lige ved Væggen, kaldte ham en Slamp af en Gevorben, hvorpaa Tollef gik frem paa Gulvet og bød ham en Krogfinger, den anden gav ham sin Finger igjen, hvorpaa Tollef trak ikke alene ham, men endog hele Bordet bort og vred derpaa Fingeren helt af ham. Derpaa ranglede han videre afsted, indtil han paa et andet Hvilested traf et nyt Kortspillerlag, hvor der blev spillet om Brændevin. Der bade de ham spille med, og endelig lod han sig overtale, men var uheldig, tabte i et væk og kunde ikke betale. De vilde nu naturligvis ikke spare ham, men fik da snart føle, med hvem de havde at gjøre; Tollef jog dem ud af Stuen allesammen, drak op alt Brændevinet og gik videre nordover paa Isen. Endnu mange flere Fortællinger kjendes om hans Styrke og Vildskab. Hans Søn Ole, som hedte efter Blank-Ola, blev ogsaa Slagsbroder.

Næst efter Tollef i Kræfter kom Halvbroderen Svein, en overmaade velbygget Karl, med vakkert Ansigt og fodrap, men ikke meget høi. Han var ligesaa ustyrlig som Tollef og holdt just heller ikke altid Fred med sine egne Brødre. Engang dræbte han i Raseri en af sine Sambygdinger og blev derfor ført til Sundre til Lensmanden. Nu var det hans egen Broder Torkel, som var bleven Lensmand, og hos ham sad han et helt Aar fast. Den ene Dom faldt efter den anden, men tilsidst blev han dømt af med Livet ogsaa af den høieste Ret. Men hans Broder Torkel var klogere end de andre Brødre, og han var heller ikke saa raa en Slagsbroder, som de, men havde i dets Sted lagt sig efter Loven og var endog saa vel lært, at han kunde føre en Sag paa Thinget, om det gjaldt. En Aften kom nu Mestermanden^[6] og hans Knegt kjørende til Lensmandsgaarden, og Svein skulde rettes Morgenen efter. Torkel spurgte da Folk, om Mestermandens Hoved sad lige, medens han kjørte. De svarede ja, det sidder lige. „Da“, sagde Torkel med en drøi Ed, „skal Skallen nok faa sidde paa min Broder Svein ogsaa.“ Derpaa gik han strax ned i Arresten til Svein og sagde: „Nu skal du faa leve, Bror.“ „Aldrig bliver jeg saa beredt til Døden mere, som jeg er nu“, sagde Morderen. Han slap da ud, og Hallingerne mente, det var Torkel, som ved sine Kunster havde faaet Dommen formildet til Fredløshed. Siden levede Svein som en fredløs Eneboer oppe i en Støl og døde tilsidst i et Ildhus paa Mørk i Hol. Men i Rollag i Numedal fortælles paa en anden Maade om hans Død. Der heder det, at han virkelig blev rettet, og man ved endnu at tale om, hvad han svarede Præsten, som skulde berede ham til Døden. Da nemlig Præsten bad ham betænke sine Synder, bad Svein først om en Kvannerod at tygge paa, fordi han havde Nag for Bringen. Præsten bad ham atter om at omvende sig; da skulde han endnu samme Dag faa sidde tilbords med Abraham, Isak og Jakob. Svein sagde: „Vil du idag gaa i mit Sted, skal jeg unde dig det Maaltid.“

Den yngste af alle otte Ragnhildssønnerne var Knut, som almindeligvis efter Gaarden, han eiede, kaldtes Anfindseten. Han var kanske ogsaa den slemmeste af dem allesammen og kunde ikke komme nogetsteds, uden at han forsøgte at vælte sig ind paa Folk for at komme til at slaas. Han var ondskabsfuld og grusom og pinte og mishandlede endog Kvindfolk. Engang havde han Penge tilgode af en Fattigkjærring paa en Husmandsplads og vilde derfor have hende til at skjære Korn for sig en Dag. Da nu Konen svarede at hun ikke kunde komme før imorgen, om han saa tog Livet af hende, blev Knut saa rasende, at han greb hende og bandt hende fast med et Reb til Halen af sin Hest, og satte sig saa op og slog paa Hesten med en drabelig Pidsk, saa den løb afsted over Stok og Sten, og Konen maatte følge efter, snart paa Fødderne og snart paa Hovedet, thi Rebet var sat som en Rendesnor over Halsen. Ligedan gjorde han med flere Mennesker, baade Kvinder og Mænd, naar han blev vred. Engang hændte det da, at selv hans Halvbroder Elling, som ellers ikke var stort bedre end Knut, blev rent forfærdet ved at se et sligt Syn og derfor listede sig til at skjære Rebet af og løse det stakkels Menneske, som dennegang var fastbundet til Hestehalen.

Om denne Knut Anfindsets Død fortælles et helt Eventyr, som bedst viser, hvilket skrækkeligt Menneske han gjaldt for at være. En Høst, siges der, havde Knut i Følge med nogle andre Handelskarle været afsted til Kongsberg med Heste og Kreaturer, og da de havde solgt, hvad de havde, gave de sig paa Hjemveien. Samme Dag, de toge ud, blev Anfindseten syg, men de Andre fik ham dog med sig hjem til Sigdal. En Aften kom de til en Gaard i Sigdal, heder Grasvik. Det var senhøstes, og Folkene paa Gaarden blev rent bange, da de saa, at der kom saa fuldt af Hallinger, og ikke havde de Sengerum til dem alle heller. De Fremmede maatte da ligge i Bænke og paa Krakker i selve Stuen. Anfindsseten blev uslere og uslere; Kammeraterne hans fik ham da til at lægge sig i en Bænk mellem Sengen og Peisen, og en af dem lagde en Skræppe som Pude under hans Hoved. Medens nu de andre sad og snakkede sammen, blev de pludselig var, at Knut blev greben som af en usynlig Aand og lagt lige i Ildstedet, saa at han vendte Ryggen af sin hvide Trøie midt ind i Peisen, hvor det brandt saa, at Ilden gik rundt omkring ham. De greb ham da fat, lagde ham i Bænken igjen og sagde: „Vi mener, du er gal, vil du rent brænde dig op?“ Han svarede ikke, og det saa ud, som han fik sove. Men ikke vidste Hallingerne Ordet af, før Knut igjen sad inde i Ilden. En af Kammeraterne greb ham endnu en Gang, og sagde: „Bær du dig saaledes ad, saa vil vi alle reise og saa kan du ligge igjen som et Krøtur.“ Knut svarede: „Hvorfor tog du mig bort igjen fra Varmen, jeg skal saa brænde, hvad som er, og det er det samme, naar det tager paa.“ Kammeraten satte sig nu ved Siden af Knut ved Bænken og holdt ham fast, indtil han opgav sin Aand. Derpaa tog Hallingerne Liget og bar det hen paa Loven, hvor de lagde det paa en Krak i fulde Klæder. Da de kom ind igjen, vare de ikke i Stand til at sove, men bleve siddende oppe og tale sammen. Ud paa Natten kom der da en Fattigmand ind i Stuen og bad om Hus over Hovedet, men Konen paa Gaarden svarede: „Jeg har nok med dem, som alt er her, de tage bort baade Bænker og Krakker i Huset.“ Fattigmanden sagde, at naar han bare maatte faa være under Tag, skulde han gjerne finde sig i at ligge paa Loven. „Ja det kan du gjerne“, sagde da Konen, „men der staar et Lig paa Lovegulvet, og saa vil du nu vel ikke være der.“ „Liget gjør mig da vel Ingenting“, sagde Manden, gik saa afsted og fandt sig lidt Hø i en Krog paa Loven, hvor han da lagde sig. Men da han havde ligget der en Stund, tog det til at lysne saaledes paa Loven, at Manden kunde tælle hver Træski i Taget. Mens han laa og undredes paa dette, kom der ind et Lignelse til en Mand gjennem Døren, som nærmede sig hen til Krakken, hvor Anfindsetens Lig laa, og tog det i Skuldrene og rykkede det frem paa Gulvet. Der tog de til at slaas. Snart laa Liget og snart dette Lignelse af en Mand paa Knæerne, og saaledes gik det frem og tilbage over Gulvet. Den fremmede Mand borte i Krogen vilde gjerne have sluppet ud, men kunde ikke, thi hvor han vendte sig, havde han de to, som sloges, lige foran sig. Endelig saa det ud til, at begge to vare saa trætte, at de ikke orkede mer. Da drog de sig bort til Krakken igjen og den Onde (som Manden nu skjønnede, at det maatte være) hjalp Liget igjen op paa Krakken. Liget prøvede ogsaa paa at vende sig selv, men kunde det ikke, da saa Manden skjelligt, at den Onde lagde det tilrette baade med Hænder og Fødder, som det havde ligget før. Nu først slap Manden ud af Loven og kom ind i Stuen. Husfolket og Hallingerne undredes da paa, om han havde seet Noget paa Loven, for de troede allesammen sikkert, at den Onde om Aftenen havde taget hans Legeme, ligesaa vist som, at han havde taget Sjelen. De spurgte da Manden ad, men han var næsten ikke god for at svare og var saa rent elendig og ussel udaf Forskrækkelse. Da han var kommen sig lidt af sin Angst, fik de vide, hvorledes det var gaaet for sig paa Loven. Hallingerne fik nu tænke paa at faa Anfindsseten i Jorden. De tog Liget med sig og standsede med det ved den første Kirkegaard, de kom til. Saa gik de til Præsten og spurgte, om han vilde kaste Jord paa det, men da han svarede nei, grov de det selv ned og reiste videre. Kort efter hændte det, at en gammel Kone kom ind paa en Plads, og der traf Konen siden ogsaa Aagot Anfindsset, Knuts Kone. Aagot og Konen der i Huset blev Uvenner, og Aagot sagde da, at naar Knut, Manden hendes, kom hjem igjen skulde hun nok faa med ham at bestille. Den gamle Kjærring, som først var indkommen, havde længe siddet stille og tygget paa sin Tobaksbus, men nu blev hun vred paa Aagot for dette og sagde til hende: „Du behøver ikke at sidde slig og snakke, Aagot, nylig en af Dagene tog den Onde Knut ude paa Grasvik i Sigdal.“ Aagot blev ikke glad, da hun hørte de Ord, men vilde, dog ikke tro det heller. Men da Handelskarlene kom tilbage, fik hun vide, hvordan det var tilgaaet.

Villands-Ætten blev sig selv lig ogsaa i de følgende Led, men vi vil her ikke opregne alle de stygge Ting, som fortælles om den, og det baade om Mænd og Kvinder. Kun et Træk endnu skal medtages, det er en liden Historie, som gik for sig 1822, altsaa for ikke mere end halvhundrede Aar siden. Det hændte sig, at en Gut oppe i Hallingdal, som hedte Vebjørn, friede til en Pige. Hun syntes godt om ham, men Forældrene vilde ikke have Vebjørn til Maag. Imidlertid fik de to et Barn. En Dag kom Frieren til Gaarden, hvor Pigen boede, og havde med sig nogle af de værste Kjemper i Dalen. De gik ind, tog først Barnet bort fra Peisen, hvor det laa i Vugge, og saa fulgte Moderen godvillig med sin Kjæreste. Den gamle Mand paa Gaarden bad sin Datter saa vakkert om at blive, han vilde føde baade hende og hendes Barn, men Pigen sagde nei. Konen i Huset, Astrid, var haardere, hun, men det var ogsaa Villands-Blod i hende. „Kom hid du, sagde hun til Frieren, jeg faar da vel Lov at snakke et Ord med dig, før du reiser.“ .Han kom da hen til hende. „Du har kysset Datter min saamange Gange paa den nye Maaden du, Karl, men nu skal jeg kysse dig paa den gamle“, og dermed drog hun op Loftsnøglen, som hun havde gjemt i Barmen, op og slog til Vebjørn, saa Blodet sprudede baade af Næse og Mund. Pigen og Barnet reiste da med ham. Dagen efter gik gamle Astrid paa en Vei mellem to Gaarde i Nærheden. En Mand, som mødte hende, blev forfærdet ved at see, hvor bedrøvet hun saa ud og sagde til hende: „Hvad feiler dig Astrid, du seer saa forandret ud?“ „Aa ikke Stort“, sagde Astrid, „der var Graabener hos os igaar og tog en Ungged og Killingen med, det var Skam Nogen skulde se Noget paa mig efter det.“ De Unge blev gifte, men Vebjørn var ond imod hende, og da hun saa vilde hjem til Forældrene, vilde de ikke have noget med hende at gjøre, og hun døde ogsaa snart efter.

Sagnene om Villands-Ætten, der give et særdeles anskueligt Billede af Fortidens Raahed, ere for største Del allerede meddelte i (en stærkt archaiserende) hallingdalsk Dialekt af J. C. Nielsen. (Hamiltons Nord. Tidsskrift, Aargangen 1868, og senere i „Søgnir fra Hallingdal“, Chra. 1868). Ved mundlige Fortællinger dels af Sander Raaen, dels af Numedøler har jeg selv indsamlet adskillige Tillæg og Varianter til disse Sagn, men jeg har ikke troet at burde optage mer end et Udvalg af dem i min Samling, da deslige Fortællinger om Slagsmaal, Mord, Drab og frygtelige Hændelser kun da have nogen Interesse, naar der i dem forekommer kulturhistoriske Momenter. Hvor stor Vildskaben har været i Hallingdal, derom faar man ogsaa et Begreb, naar man hører, at den ovenfor nævnte Skolelærer i Aal kunde erindre tredive Mord alene i dette Præstegjeld.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Et Sagn fra denne Tid er fortalt i første Samling S. 83–84.
2. Sammenlign „Gildestuen i Kinservik“, 1 Saml. S. 52–54.
3. I et Skattemandtal i Rigsarkivet nævnes Elling som Eier af Gaarden Villand bl. A. i Aaret 1689, og man har heri et Udgangspunkt for disse Ættesagns Tidsregning. Blank-Olas Manddrab maa være foregaaet nogle Aar tidligere, nemlig inden Christian den femtes Lov afskaffede Mandeboden.
4. Indtil 1797 var som bekjendt Trolovelse en i Loven paabuden geistlig Ceremoni, der gjerne ledsagedes af et Gilde, det saakaldte Fæsterøl. I min Barndom sang man endnu i Lyngdal og Kvinesdal en Vise om et saadant Gilde, der skulde have staaet paa Gaarden Tjomsland i Aa Sogn, og hvor Bevertningen havde været noget knap. En af Gjesterne indbildte da midt om Natten Selskabet, at nogle Smaavand eller Tjern ved Gaarden vare forvandlede til Myse, og Alle styrtede da afsted for at se om dette var sandt og for at nyde af den paa en saa vidunderlig Maade tilveiebragte Drik:

   Det va’ inkje ret, som de burde vera,
   Aa Festepigen sprang føre te Døra
   Aa under Bua i de nera Smoje,
   Aa Gudan sprang ette i sama Foje,
   Aa heila Folkje dei te aa gløsa.
   Tru Tjomslands Vatnan e blein te Møsa?

5. Sammenlign „Et Træk af Møllerguttens Liv“, af M. J. Monrad, (For Hjemmet, S. 3. S. 1).
6. „Mestermanden“ spiller naturligvis en stor Rolle i Almuesagnene. Saaledes fortælles i Hurdalen, om at Mestermanden engang i sin Forretning var kommen ind paa en Gaard der i Sognet og havde lagt fra sig sit Sværd paa Bordet. En vakker Pige kom just ind i Stuen og hørte, at det „sang“ i Sværdet og lod falde et Ord, om hvor stygt det var. „Du kommer engang under mine Hænder, men endda kan jeg frie dig, om jeg maa faa Lov til at tage tre Haar af dit Hoved“, sagde Mestermanden. Nei, Pigen var stolt og vilde ikke. Men siden blev hun med Barn, dræbte det og blev rettet. Paa den gamle Velstandsgaard Skjønne i Nore i Numedal sees en Mestermand afmalet i en af Stuerne med sit Sværd i Haanden. Mestermanden nød i sin Tid ogsaa Told af Almuen. Bønderne i det da endnu Norge tilhørende Jemteland bevilgede den 1 Febr. 1623 en Skilling af hver Mand aarlig til Skarpretteren i Throndhjem, som desuden, naar han havde havt en Forretning i Jemteland skulde have fri Skyds paa Hjemveien til Stene i Spogn. (Hagstrøm, Jemtelands økonomiske Beskrifning S. 117).