Halvor Hoels politiske Debut

P. T. Mallings Boghandels Forlag (s. 189-198).

De allerfleste ved, hvem Halvor Hoel var, og kjender vel ogsaa en Smule til den af ham istandbragte Bondereisning, der gik ud paa at faa Storthinget ophævet og Enevoldsmagten gjenindført.

De, der har et nærmere Kjendskab til vort Fædrelands nyeste Historie, ved, at denne hans Optræden var et Udslag af hans personlige Forbitrelse mod Storthinget. Valgt til Medlem af det første ordentlige Storthing 1815 var han bleven afvist her, idet der af et af Medlemmerne fremlagdes en Kommissionsdom, der viste, at der en Del Aar forud var bleven reist Sag mod ham som indviklet i en svær Forbrydelse. Han var imidlertid bleven frifunden for videre Tiltale, og det er vel saaledes meget tvilsomt, om Storthingets Afvisning kan siges at have været helt berettiget.

Grunden til hans Afvisning maa søges i dybere Forhold, som man ikke godt kunde forelægge Offentligheden paa Sagernes daværende Standpunkt. Man har – man tør vel sige selvfølgelig – i Datiden været fuldt vidende om, at Halvor Hoel, der undslog sig for at aflægge Kong Kristian Fredrik Troskabsed, i Løbet af 1814 havde staaet i Forbindelse med Sverige og arbeidet for Norges Forening med dette Rige, – et eiendommeligt Forhold, hvorom der efter Udgivelsen af Grev Essens Korrespondance ikke kan herske Spor af Tvil.

Unionsven i 1814 – Storthingsrepræsentant i 1815 – Tilhænger af Enevældet i 1818 – større Svingninger kan vel ikke godt tænkes mulige, og man har derfor fra den udvortes Side betragtet „Løshed, Løshed i Tale, Løshed i Skrift, Løshed i moralsk Vandel“ som hans mest fremtrædende Kjendetegn. Men om end personlige Motiver noksaa meget tør have spillet ind, maa hans Maal dog altid siges at have været et og det samme. Der er ved denne gaadefulde Karakter mange Træk, som tyder paa en ubændig Energi og en høi Grad af Helstøbthed, som man ellers ikke finder hos en Bonde i hine Dage, og som maatte gjøre ham selvskreven til at blive en Almuetalsmand i Tidens Stil.

Hvem skulde have troet, at den Mand, som i 1818 arbeidede for Enevoldsmagtens Gjennemførelse, i Begyndelsen af 1814 havde fremsat et Grundlovsforslag, som indeholdt ikke blot P. P. Soelvolds, men selv 1860-Aarenes Bondevenforeningers politiske System i kondenseret Form? Og dog er dette Tilfældet.

Blandt de Grundlovsforslag, som ad privat Vei blev Rigsforsamlingen paa Eidsvold forelagte, findes der flere, som hidrører fra Bønder. Disse røber, paa faa Undtagelser nær, samtlige en høi eller høieste Grad af politisk Umodenhed, og man ved, at et yndet Præservativ mod den Kjedsomhed, som paa enkelte Dage greb Rigsforsamlingens Medlemmer, var Oplæsningen af et eller andet af disse Aktstykker.

Til Undtagelserne hører det Forslag, som her skal gjengives, og som tidligere har været trykt i Storthingsforhandlingerne for 1814. Formen lider under en høi Grad af Ubehjælpelighed, og Begrundelsen af de forskjellige Sætninger er ofte høist uklar. Men ingen vil dog bestride, at vi her har for os et klart politisk Program, et gjennemtænkt System, skjønt det i og for sig er saa snevert, som det overhovedet er muligt.

Grundlovsforslaget er i sin Helhed saalydende:

„Til Rigsdagen i Eidsvold den 10de og efterfølgende Dage i April 1814.

1. Souverainiteten benegtes; derimod antages Christian Frederiks Regentskab ved Siden af et Norsk Raad; ingen Dansk eller Udlænding maa have Noget at sige ved Regjeringen, uden Professorer og Doctorer, og ikke engang disse, uden de i Særdeleshed have aflagt Prøve paa Retsind og Patriotisme.

2. Vi ville udbede, at Prinds-Regenten ei tager flere Embedsmænd i sin Tjeneste, end som Landet, efter dets Skyldsætning paa en rimelig Maade, er i Stand til at betale dem. Det er altid et Onde for Regenten og ligesaa for den Skatskyldende, at Udgifterne overstige Indtægterne; thi da maa Papiirmynten forøges, og Landets Gjeld formeres.

3. Trykkefriheden er til Regentens og Landets Bedste; thi ved den kan den Regjerende altid faa vide Nationens Ønske, der er en Rædsel for den Uretfærdige, og den vil forebygge mange Misbrug og isvanggaaende Uordener. Skulde der findes Nogen, der skrev uanstændigt, da vilde denne finde Løn ved Nationens Mishag; aldrig vil en retskaffen Mand være bange for Trykkefriheden, det er kun Lurendreieren, der modsiger denne. Trykkefriheden er altsaa en Ting, som vi eenstemmig begjære af vor Prinds-Regent.

4. Præste- og Konge-Tiende, som er private Eiendomme og ei tilhøre Prinds-Regenten, maa betales i Navne-Værdi og ei i Sølv-Værdi, og iøvrigt rette sig efter Coursen, men aldrig overstige Navne-Værdi.

5. Vores Gaarde, som vi med Ret og Skjel have arvet af vore Forfædre, udbede vi underdanigst ikke maae opmaales; thi, naar en Anden har Ret til at opmaale min Eiendom, da ophører min Ret til Eiendommen.

6. Sølv-Værdien til en ny Bank, som er tagen i vore Gaarde, bede vi maa bortfalde, da det er Indgreb i Eiendoms-Retten.

7. Gager og Pensioner bør betales i Forhold til Individets Formues-Forfatning.

8. Intet Land behøver bedre at opmuntres til Jordbrugets bedre Drift end her. Sidste og flere Aar beviser dette alt for vel; naar Landmandens talrige Classe er velhavende, er ogsaa Regenten det; forresten udrettes ikke Stort med overflødig aflagte Embedsmænd, naar den simple Classe er forarmet. Lidet eller intet Korn skulde Norge behøve af Fremmede, naar man har Tid til Jordens Opdyrkning, og saaledes tør vi haabe ved Freden, at Mynstringerne i Henseende til den lange Tid blive formindskede, og paaseet i Særdeleshed, at de ei blive holdte i Aanne-Tiden.

9. Hver Præst maa især paasee i sin Bygd, at derfra ei udgaae Betlere; dette er Aarsag i, at vi eie Skurke og lade Folk.

10. Som en ufravigelig Regel fordres af hele Nationen, at naar Rigsdagen igjen og for Eftertiden samles, at Hver, som har Lyst og Evne, kan møde, imod at han selv paa egen Regning opholder sig, og at hans Stemme maa gjælde. Valgene iblandt Bondestanden ere nu saa ... Præsten foreslaaer gjerne den, han ynder, og hvem af Almuen, som siger derimod, vil han sige idetmindste er et uroligt Hoved. Om nogle Præster gjøre, hvad Pligt og Ret fordrer, det er derfor uvist, om alle gjøre det.

11. Landkræmmernes Betjeninger maae ophøre. Landkræmmerne er virkelig dem, der ere Aarsag i, at alle vore Sølvpenge er gaaede udaf Landet; thi disse have samlet dem op hos de uoplyste Bønder for Luxus-Varer, og Landkræmmernes Kone have altid glimret som en Stjerne iblandt Bønder, og disse ere eenfoldige nok til at kjøbe, for at være pene og ligne dem.

12. Det nye Regulativ, som Præsterne uden mindste Nødvendighed have paaluret Almuen, maa tilbagekaldes, og det blive som forhen imellem dem og os.

13. Skulde det ikke være billigt, at de, der eie Kirkerne, kunde og burde selv kalde Præster?

14. Naar Regenten og hans Raad føier os i de fleste Poster, som de, der ere lærde Mænd, ansee for Ret, da er vor Formue, Liv og Blod til Regentens Tjeneste, og man skal mærke, hvad et oplyst Folk formaaer.

15. Alene det Partie, der henholder sig til al billig Ret og Skjel, antages; dog ønske vi, at ingen Stand maa blive forurettet; men vi ønske, at den Stand, der er graadig nok, uden Nødvendighed, at paabyrde den ulykkelige Jorddyrker store Byrder, at disse Hedemarkens Præster maatte lade sig nøie med, hvad de tilforn have nydt eller havt til deres aarlige Indkomster.

16. Tillige maae vi til Slutning underdanigst bede, at al Udgift for Landmanden, som i endeel Henseender maatte ansees for overflødig, saasom med Land-Inspecteurer etc., alt som ved Sorenskriveren og kyndige Laugretter kunde udrettes, derved maae spares.

Underdanigst fra
Hedemarkens Fogderie, den 8de April 1814. Paa egne og Øvriges Vegne underskriver
Ole Brenden. Ole Klongsett.
Thord Mælum. Iohannes Purkilstad.

Efterskrist: Skulde dette vort underdanigst indgivne Indlæg og skriftlige Beslutning ikke blive antagelig formedelst de faa Mænds Underskrift, udbede vi underdanigst at maatte erholde Tilladelse at indsende, saasnart muligt, ordlydende Copie med Fleres Paategning“.

Man har hidtil ikke lagt noget større Bret paa dette Grundlovsforslag, og det er derfor aldeles undgaaet de historiske Forfatteres Opmerksomhed, at det er udgaaet fra den Kreds, som stod Halvor Hoel nær.

Den „Halvor-Hoelske Klik“ omtales i Intelligentssedlerne fra 1815 af; men den var af meget ældre Datum. Saavidt Forf. kan se, existerede den allerede i 1812, da den sluttede sig sammen for at fastsætte de Priser, hvorfor Hedemarkingen skulde sælge sit Korn under den herskende Dyrtid og Hungersnød. Den angives ogsaa i Trøndelagen som det virkelige Ophav til de Optøier, som i Mai 1813 fandt Sted i Trondhjems By, da Bønderne fra Bygderne i Indherred og Fjeldbygderne strømmede ind for at ransage Kjøbmændenes Kornbrygger.

Af Grundlodsudkastets Underskrivere kan kun en sees at have deltaget i Bondebevægelsen i 1818; men denne ene, Ole Klungsett, spillede ogsaa en Hovedrolle og var en af dem, som haardest rammedes af Lovens Haand. I det hele synes han at have staaet Hoel nærmere end de fleste.

Men om end Halvor Hoel selv ikke er blandt Underskriverne, er det dog ikke Tvil underkastet, at han er Udkastets eneste og virkelige Forfatter.

Udkastet blev nemlig tilstillet Professor Georg

Sverdrup, der som bekjendt var et af Rigsforsam
Rigsforsamlingen paa Eidsvold.
lingens ypperste Medlemmer, og ledsagedes af følgende

anonyme, men med Halvor Hoels let og vel kjendte Haand skrevne Promemoria, der i bogstavret Gjengivelse var saalydende:

„Hedemarken den 8de April 1814.

De vil ikke fortryde paa, kjære Hrr. Proffessor at vi ærbødigst henvender os til Dem, med Anmodning om, at De vil tjene den arbeidende Bondestand med at faae fremlagt indsluttet, som er Folkets rette Villie. Ikke alene med Mishag, men og med Bedrøvelse er det, at vi ei tør underskrive Navn; thi Præsterne her i Egnen, som: Berg, Bull og Pihl, taaler ikke en Bonde opløfter sin Mund, førend de beærer ham med Navnet Rebeller; disse Mænd vil agere EnevoldsHerre, hver i sin Bøigd. Hrr. Professor! vi kjænder Deres Caracteer, vi veed De er en Sandhedens og Retfærdighedens Talsmand; Hedemarkens Fogderie har intet Forsvar paa Rixdagen fra Bøndernes Side; thi det er en Lensmand fra Østerdalen, som blev valgt, ved at Østerdalen havde flere Stemmer end Hedemarken. Denne skjønne Provintz, der under en god Regjering kunde blive til noget, anraaber Dem om at fremvise indlagde, – og oplæse det i Forsamlingen. Med megen Erkjentlighed skal vi erindre Deres Bistand herved, og maaske i Gjerningen vise Erkjentlighed.

Allerærbødigst

Fra Hedemarkens Folkemængde“.

Betragter vi denne Halvor Hoels Debut i Forbindelse med hans senere politiske Færd, er det utvilsomt, at der bestaar en organisk Sammenhæng mellem hans Virksomhed og „den gode gamle Bondepolitik“ paa den ene Side og den senere Bondeopposition paa den anden.

Der er derfor, saavidt jeg kan se, heller ingen Grund til at stemple den af ham i 1818 vakte Bevægelse som en Reaktion og som dens fuldkomne Modsætning opstille Bondeoppositionen fra 1830-Aarene. Ganske vist er den Hoelske Reisning og den nævnte Bondeopposition i mangt og meget forskjellige; men de peger dog i Virkeligheden begge i en og samme Retning og er udgaaede af de samme Forudsætninger. Til den rette Forstaaelse af Bondeoppositionen, den østlandske som den vestlandske, har man i det fra „Hedemarkens Folkemængde“ i 1814 fremkomne Grundlovsforslag et ret interessant Bidrag.