Hans Jægers sidste ord i bohêmesagen/Inhabilitetsprocedure

Højstærværdige herrer, rigets øverste dommere!

Før retsforhandlingerne begynder maa jeg bestemt forlange at d’hrr. assessorer Christofer og Philip Hansteen erklæres inhabile, og viger sæde. Det bør ikke tilstedes fanatiske fiender af den naturalistiske literatur at sidde til doms hverken over denne literatur selv eller over dens forsvarere. Og de to herrer Hansteen er, overfor naturalistisk literatur, fanatikere paa sit bare liv. De har lagt det saa tykt, saa utilsløret, saa uden al blussel frem i dagen ved det votum de ifjor afgav i Bohêmesagen, at yderligere vidnesbyrd haves derom ikke behov; dhrr.s fanatisme overfor naturalistisk literatur foreligger efter det votum som er bevisligt, et offentlig konstaterligt faktum. —

Jeg gaar, højstærværdige herrer, til at konstatere dette faktum —:

Efterat dhrr. i sit votum i Bohêmesagen ifjor først har erklæret sig enig i byrettens strængere dom over bogens forfatter, og uenig i hr. Lambrechts’ mildere dom, saa siger de — ja det vil sige, det er altsaa hr. Christofer Hansteen som taler paa deres begges vegne; han siger:

„Det formildende som her skulde være tilstede, det skulde da væsentlig ligge i, at forfatteren, som det paastaaes, har havt en alvorlig hensigt, og udelukkende en alvorlig hensigt. Hvad dette angaar, saa holder jeg mig ingenlunde overbevist om, at det dermed forholder sig ganske saaledes, som det fra tiltaltes og hans defensors side er fremstillet. Naar der udkommer et skrift af den beskaffenhed, et skrift der indeholder ting som er stærkt pirrende for en mængde af individer, saa ligger det aller nærmest at tro, at det er skrevet for at skrive noget pikant, og noget som vil bringe pengefordel — det er altid det nærmeste man maa tænke paa ved saadanne lejligheder“.

— Højstærværdige herrer! — det modsatte var bevist. Det var bevist at der her ikke kunde være tale om nogen pengespekulation. Det var bevist at den bog som her forelaa, ikke var skrevet og ikke kunde være skrevet — „for at skrive noget pikant og noget som vilde bringe pengefordel“. Det var bevist indtil evidens.

Først og fremst var det bevist ved bogen selv, ved bogens egen beskaffenhed. Slig som bogen var skrevet, saa var det jo øjensynligt for enhver, at forfatteren da han udgav den, umulig kunde ha gjort det uden med fuld og klar bevidsthed om, at derved risikerte han simpelthen følgende ting:

Den sidste rest af sin borgerlige agtelse — selv om den nu altsaa ikke kunde være saa stor.
Sin økonomiske stilling som referent i stortinget — en stilling som han kort i forvejen havde været lige ved at miste paa grund af en ganske anderledes bagatelsag end dette.
En beslaglæggelse — som kunde medføre et for en mand i forfatterens stilling temmelig føleligt pengetab.
En proces med alle dens viderværdigheder — en proces hvis resultat, slig som højesteret nu engang er sammensat, umulig kunde forudsættes at ville bli noe andet end en fældende dom. Og
En straf som ifølge lovens ordlyd kunde gaa op til strafarbejde i 5te grad.

Slig var bogen skrevet, højstærværdige herrer, at alt dette maatte forfatteren nødvendigvis ha været sig fuldt og klart bevidst at han risikerte ved at udgi den — og saa skulde her foreligge en penge-spekulation.

Forfatteren skulde altsaa ha sagt til sig selv da han sat sig til at skrive denne bog —:

„Der er en mulighed for, at jeg ved at skrive en slig bog kan tjene indtil 6000 kroner“ — det er det beløb, som hr. Hansteen har regnet ud. — „Den er ikke stor den mulighed; men, en mulighed er der dog for det, og jeg vil forsøge om det ikke skulde lykkes. Rigtignok maa jeg, bare for at kunne faa anstillet dette forsøg, først sætte mig ned og arbejde ihærdig i et par aar for at faa skrevet denne bog. Og dernæst saa maa jeg jo gi den ud og derved altsaa sætte paa spil hele min borgerlige existens. Og endelig saa risikerer jeg altsaa noe pengetab og noe strafarbejde. Men — skulde forfatteren altsaa ha sagt til sig sélv — herregud! lumpne to aars arbejde, en sølle borgerlig existens, og noe pengetab og noe strafarbejde — hvad er det for risiko at tale om, naar der faktisk er en mulighed for at jeg derved kan tjene det enorme beløb: 6000 kroner, siger og skriver sex tusinde kroner! Nej, overfor en slig mulighed løber jeg da gladelig den risiko! — og dermed skulde altsaa forfatteren ha sat sig til at skrive denne bog!

Højstærværdige herrer! — en mand som vil spekulere med sin pen, og som ikke tilfældigvis samtidig er vanvittig, han spekulerer ialfald ikke paa den maade. —

Altsaa: bogen selv, slig som den var skrevet, indeholdt allerede i og for sig et fuldkommen tilstrækkeligt bevis for, at der her ikke kunde foreligge nogen penge-spekulation.

Men — ikke nok med det. Nej; da det en maaneds tid havde været tyst og stille omkring beslaglæggelsen og aktionen — hvad sker? — En forsamling paa 400 voksne dannede mennesker, ældre og yngre academici, diskuterer et par timers tid det spørgsmaal: Skal vi „udtale vor misbilligelse“ — eller skal vi „erklære vor afsky“ overfor en presseforfølgelse som den regjeringen her har sat i gang? Og efter et par timers diskussion, saa rejser sig en overvældende majoritet af denne forsamling og — erklærer sin afsky! Erklærer sin afsky, højstærværdige herrer!

Sligt sker ikke, hvor der foreligger noe som minder om, som ligner, en penge-spekulation. —

Og saa kom de da desforuden, ovenikjøbet, til overflod, disse erklæringer fra Jonas Lie, fra Arne Garborg, fra Alexander Kjelland, fra August Strindberg — disse erklæringer som spø sin harme og foragt ud over dette elendige politi-angreb paa literaturen.

Jeg skulde tro, højstærværdige herrer, at det hermed maatte være offentligen konstateret, at hvad der her forelaa, det kunde ialfald ikke være nogen penge-spekulation.

Men — heller ikke nok med det. Nej; spurgte saa noen sig selv: jaja, men naar det nu altsaa ikke er en penge-spekulation som foreligger — hvad foreligger da her? hvad er da hensigten med disse nøgne brutale virkeligheds-skildringer, som i den grad maa støde alle anstændige mennesker? — spurgte noen om det, saa forelaa ogsaa derom fuld oplysning. Man vidste ikke blot at de ikke var skrevne, disse skildringer, „for at skrive noe pikant, og noe som vilde bringe pengefordel“; nej man vidste ogsaa positivt, i hvilken anden hensigt de var skrevne.

Først havde jo forfatteren allerede i sin fortale til bogen erklæret, at med denne bog vilde han indføre den naturalistiske literatur i Norge. Og dernæst saa havde forfatteren, lige før sagen gik under dom, altsaa lige før hr. Hansteen afgav sit votum, her i retten git Dem, højstærværdige herrer, en fremstilling af, hvad naturalismen egentlig var for noe. Og efterat han i den fremstilling først havde pegt paa den store civilisatoriske opgave, som udviklingen netop nu har lagt tilrette for den naturalistiske literatur, saa havde han, med en klarhed som intet lod tilbage at ønske, paavist, hvorledes den naturalistiske literatur, for at kunne fyldestgjøre denne sin store opgave i udviklingens tjeneste, med nødvendighed maatte benytte sig af, med nødvendighed maatte ta med — disse anstødelige skildringer, som altsaa godtfolk endnu er saa lidet vant til at se paa tryk. Med en klarhed som intet lod tilbage at ønske havde forfatteren paavist det, og der kunde efter den fremstilling ikke længer være spor af nogensomhelst tvil tilbage om, hvad hensigten havde vært med disse anstødelige skildringer. Der kunde ikke det. Den var, den fremstilling, — jeg tror jeg tør si det højstærværdige herrer — den var saa enkel, saa simpel, og saa letfattelig, at snart sagt enhver skolegut kunde forstaa den. Jeg havde jo sagt til mig selv da jeg sat mig til at udarbejde den, at skal virkelig den naturalistiske literatur bli fradømt sin borger-ret i dette land — min skal ialfald ikke skylden være. Og derfor saa havde jeg sat mig til og havde støbt den om igjen og om igjen denne fremstilling af naturalismens væsen; jeg havde støbt den og støbt den, om igjen og om igjen og om igjen — indtil den til syvende og sidst stod der klar som glas, saa enhver der havde øjne og vilde aabne dem, han kunde se tværs igjennem; enhver der ejed den mindste bitte smule forstand og vilde bruge den, han ikke blot kunde forstaa højstærværdige herrer, men han kunde ikke la være at forstaa.

Men, det er jo saa —: fanatikere, de kan ikke forstaa, og de vil ikke forstaa. De sidder bare der med sin ene fixe idé, som fanatismen driver rundt, og rundt, og rundt i hjernen paa dem, uafladelig og uafladelig; og hvadsomhelst De forresten søger at forklare dem, det gaar altsammen ind ad det ene øre og ud af det andet; der blir ingenting hængende igjen derinde i hjernen paa dem — med mindre det tilfældigvis skulde la sig rime sammen med den ene fixe idé som svirrer omkring der inde i hjernen paa dem og behersker hele deres tankegang — ja for da griber de det.

Og slig var det det gik til, at af hele den glas-klare fremstilling af naturalismens væsen var der bare en en eneste ting som d’hrr. Hansteen havde forstaat, og det var det: at den naturalistiske literatur, den vilde bli læst, og læst mere end nogen anden literatur i verden før den. Det passed ind i hr. Hansteens kram; det greb hr. Hansteen —: „Aha! læst mere end noen anden literatur før den!... rigtig ja... altsaa: solgt mere... altsaa: tjenes der flere penge paa den... altsaa: en pengespekulation... de naturalistiske forfattere pengespekulanter... skriver for at skrive noe pikant, og noe som kan bringe pengefordel... rigtig ja —; det er altid det nærmeste man maa tænke paa ved saadanne lejligheder...“

Skal man le, eller skal man græde, højstærværdige herrer, ved den slags barokke indslag af fanatisme hos en mand, der beklæder et dommersæde?

Nuja, jeg tilstaar, at idag er jeg kanske mest tilbøjelig til at le. Men, højstærværdige herrer! — dengang jeg ifjor sad her ved dette bord og led det nederlag, som kosted den naturalistiske literatur dens borgerret i dette land, da var jeg ikke oplagt til at le. Jeg var ikke det: to aars nervøst arbejde havde den kostet mig denne bog; i to lange aar var jeg vaagnet, hver morgen, hver morgen var jeg vaagnet med bevidstheden om dette arbejde hvilende over mig som en mare; de utallige gange havde jeg kylet det hele fra mig, og forbandet det, og flygtet fra det og villet, villet! opgi det — i dyb følelse af uformuenhed; men altid var jeg biet drevet tilbage til det igjen, og hver gang saa havde jeg svoret en dyr ed ved mig selv, at blev der engang en ende paa dette — jeg paatog mig det aldrig mere! — Og da der saa tilslut var blet en ende paa det, efter to aars nervøst opslidende arbejde — saa kom kampen for at faa det ud, dette værk som skulde indføre naturalismen i Norge; en tre maaneders modbydelig kamp med de modbydeligste ting — jeg havde jo hverken penge eller forlægger eller noe saant. Og da saa den var kjæmpet til ende, og bogen var kommet ud, og jeg paa udgivelsen af den havde sat ind hele min borgerlige existens — naa ja, saa kom altsaa beslaglæggelsen. Og i de 9 maaneder, ide tre fjerdingsaar, som hengik fra den dag af da beslaglæggelsen fandt sted og til den dag da dommen faldt her i højesteret, i de tre fjerdingaar havde jeg gaat der, hver dag, hver dag, pint og plaget af den ene fixe idé: skulde det ikke være muligt... saa umuligt det ser ud, skulde det ikke alligevel paa en eller anden maade kunne la sig gjøre pludselig at finde paa noe som kunde frelse for den naturalistiske literatur dens borgerret i dette land. Jeg havde gaat der hver dag, hver dag, i disse tre fjerdingaar, besat af denne ene fixe idé. Men ingenting havde jeg kunnet finde paa, ingenting, højstærværdige herrer, uden dette ene: at tvinge Dem til at forstaa, og saa spørge Dem: kan De dømme dette? — og paa det havde jeg saa sat ind hele min kraft paa det sidste.

Og da saa tilslut det hele havde vist sig forgjæves, og sagen var definitivt tabt, og jeg sad her ved dette bord, en slagen mand, og led nederlaget — da jeg saa fik mig spyttet ind i ansigtet af hr. Hansteen denne infame insinuation om at det hele havde jo bare været en pengespekulation — — — ja højstærværdige herrer! jeg følte mit ansigt forstenes af indignation, og jeg var lige ved at rejse mig op med dette forstenede ansigt og skrike det hæst ind iblandt Dem —:

— Blufærdighed! højstærværdige herrer — blufærdighed! — — —

Jeg skal ikke indlade mig paa i detaljen at gjennemgaa dette fanatiske votum og paavise, hvorledes fanatismen pibler ud gjennem hver eneste linje fra først og til sidst. Jeg skal indskrænke mig til at minde Dem om, hvad De vistnok allesammen vil huske, de af Dem som var tilstede, nemlig at mod slutten af dette votum saa løb fanatismen aldeles løbsk med hr. Hansteen.

I begyndelsen af sit votum havde han haanet bogens alvorlige mening —: „pengespekulation, far!“ havde han sagt, og saa havde han stukket den gevinst dybt ned i den ene lomme. Men da han saa længe nok havde kjælet for den, saa blev den ham ikke mere nok; fanatismen lod ham ingen ro, han maatte ha hele grisen — og saa strækker han ud den anden haand og siger —: „alvorlig mening... ja, naturligvis har bogen ogsaa en alvorlig mening... og af hvad forfatteren her selv har sagt, saa ser man endog at den er meget alvorlig; men, jo alvorligere, desto strafbarere! — og saa stikker han gud hjælpe mig den gevinst dybt ned i den anden lomme...

Jeg skulde tro, at hvad jeg her har anført, maa være fuldkommen tilstrækkeligt til at vise, at i sager, som paa ringeste maade angaar naturalistisk literatur, der er d’hrr. Hansteen ganske og aldeles inhabile.

Til slutning endnu ét:

Jeg ved, højstærværdige herrer, at der er dem, som anser mig for en særling, og jeg vil derfor, før jeg nedlægger min paastand, for en sikkerheds skyld først ha konstateret, at denne min opfatning af hr. Hansteens votum som et fanatisk votum, den er ialfald ikke særegen for mig; den gaar ialfald ikke ind under mine særlingemæssigheder. Den opfatning, den deles nemlig ikke blot af mine venner, og ikke blot af det store publikum, men den er ogsaa trængt ind bag denne skranke, ind mellem de højstærvferdige herrer selv:

Den dag, da dommen over mig var faldt her i højesteret ifjor, og jeg ved middagstide gik der op og ned paa Karljohan sammen med en bekjendt af mig, og vi talte om denne sørgelige dom og den skadelige, indflydelse den vilde faa paa norsk literatur — saa mødte vi oppe ved Gløersens hjørne en af dommerne, en af de højstærværdige herrer. Han kjendte den mand, jeg gik ved siden af, han hilste paa ham og stopped op — og sa saa, hen vendt til mig —:

— Naa, hvad synes De saa om højesteretsdommen?

— Aa, sa jeg, efter omstændighederne saa kunde jeg jo ikke vente mere. Det Lambrechts’ votum var jo meget pent og humant; det saa jo næsten ud som om hr. Lambrechts beklaged, at vi havde disse bestemmelser i krl. 8—1 og 3; skjønt det jo rigtignok paa den anden side saa ud, som om han ikke kjendte til existencen engang af grundlovens § 100. Men altsaa, det var jo et pent, humant votum. Men den Hansteen!... hans votum — det var da aldeles utrolig skiddent!

Nu, vedkommende assessor var jo altsaa en kollega af hr. Hansteen, han følte sig, som rimeligt kunde være, ubehagelig berørt, og han tog derfor øjeblikkelig til sin hat og bare sa, lidt stødt, idet han gik —:

— Hr. Hansteen er en fanatiker ligesom højstærede!

De ser, højstærværdige herrer: jeg staar ikke alene med min opfatning af hr. Hansteen som fanatiker.

Og har De endnu mere vidnesbyrd behov, saa spør jeg bare til syvende og sidst —: Hvorfor præsiderer hr. Hansteen ikke i denne ret? — Nej, højstærværdige herrer! fordi den kgl. norske regjering har fundet, at en fanatiker bør ikke præsidere i Norges riges højeste ret.

For én gangs skyld er jeg enig med den kgl. norske regjering.

Min paastand er altsaa denne:

D’hrr. assessorer Christopher og Philip Hansteen erklæres inhabile og viger sæde.