Hans skål i øl

Har du hört min malör igår?

(Gluntarne).

Odin så ifra Hlidskjalf ned,
lo så af fulde kjæver:
hvad er det for moderne træ,
som imod Valhal stræver?
Alle de Guder la’ sig ned,
så mod jorden og gav besked:
er det ikke et flaske-træ,
et flaske-træ!

Alle guderne lo i kor,
synet mon overraske:
thi af flasker var bygd en stor,
en umådelig flaske!
Og oppå korken der stod en mand,
holdt en flaske mod skyens rand:
Odin skulde nok smage, han,
hvis det gik an!

Alle flasker, hin jordens dværg
havde fyldt af sin gjæring,
stablet var i et flaske-bærg:
manden stod på sin gjærning!
stod der så stolt i stut tullup,
bød gud Odin en smage-sup. . .
„Hvad“, sa’ Odin, „er det for søl?“ —
„Jo, det er øl!“

„Øl!“ han svared med ynksomt smil;
„øl blir ej mjødens bane!“ -
„Smag!“ sa’ manden og brummed til,
— det var en gammel vane! —
Odin da smagte, — blev lidt flau,
så på korken og læste: „Schou“.
„Hent mig“, sa’ han, „det træet op
med rod og top!“

Odin drak, og de guder drak,
alle, de blev lidt øre; —
vilde i en begejstret tak
manden til guddom gjøre !
Tænk dig, den gamle sa’ rent ud: „nej;
jeg skal idag til {{sp|Sinsen}, jeg!" —
— Sådan hædret vi har ham her -
i gude-skjær!

Altså: øllet på mjøden vandt,
(brændevins-djævel’n tuder;
thi den Fenris den gamle bandt!)
øllet er stort blandt guder! —
Skal vi så få hans skål i øl
i det øllet, „han brygde sjøl?“
Gamlens skål i hans eget øl —
hans skål i øl!

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.