Wikikilden

Harham. Et Exempel fra Fiskeri-Distrikterne/2

< Harham. Et Exempel fra Fiskeri-Distrikterne

Harham.
Et Exempel fra Fiskeri-Distrikterne.
Af
Eilert Sundt.
(Fortsættelse).
8. Fromme Skikke.

For et halvt Hundrede Aar siden hændte følgende Begivenhed: En af Mændene paa Gaarden Rogne, paa en af Harhams Nord-Øer, var tilfældigvis ude om Natten og saa da et „Ildstegn“ paa Himmelen. Han kunde ikke netop se Gaarden, som det viste sig over; men af Retningen sluttede han, at det maatte være Rørvik paa Vigren, en halvanden Mils Vei borte, og næste Dag sendte han Bud did, med nogle Folk, som agtede sig nedover der. Men Budet blev lagt ned eller forsømt og kom ikke frem, før det var for sent. Thi en af Nætterne i denne Mellem-Tid gik det saaledes til paa Rørvik: En Kaarmand laa vaagen og stod op for at tænde sin Pibe i Kjøkkenet; men han fandt ingen Varme og maatte lægge sig igjen uden sin Pibe. Men kort efter hørte han noget brage i Kjøkkenet, og dette blev ved, saa han fik Betænkning og stod op og saa ud: da var Kjøkkenet opfyldt af Ild og Røg, og inden kort var Huset brændt ned. Konen i Huset var ung da; men i 1856, da jeg hørte Historien fortælle, levede hun endnu, i over 80 Aars Alder.

Denne Historie[1] har for Almuen her været som et Erfarings-Bevis for en Troes-Sætning: Troen paa Ildstegnet.

Jeg ønskede at træffe Nogen, som af egen Beskuelse kunde beskrive mig dette Ildstegn. Saa heldig var jeg dog ikke i selve Harham, men vel i el af de nærmeste Fastlands-Sogne. En Bonde her fortalte mig, at han for 7–8 Aar siden havde seet Ildstegn over en Gaard i Sognet – det var et svævende Luft-Syn med Lys og Lue af Skikkelse og Størrelse som Seilet paa en Stor-Baad (af Andre havde jeg ogsaa hørt, at det skulde se ud saa) – og næste Dag blev der sendt Bud til Gaarden; men Folkene her kom ikke hurtigt nok til med at at give eller love Noget, og saa kom Ulykken: en Stue og et Stabbur brændte. Og den samme Mand fortalte mig videre, at der engang af Andre var blevet seet Ildstegn over den Gaard, hvor han selv boede, og uopholdelig da Budet kom, traadte de 7 Opsiddere paa Gaarden sammen og enedes om at give 1 B℔ Korn hver, Gaven blev ogsaa strax udredet (af Nogle endogsaa med et frivilligt Tillæg), og de fik beholde sine Huse[2].

Ildstegnet er et Varsel om forestaaende Ildsvaade paa den Gaard, det viser sig over. Hvo der ser saadant Varsel, bør strax budsende Gaarden, og Husfædrene her gaa tilsammen til Raadslagning – ikke om, hvad der skal gjøres, thi det vide alle, men om, hvor meget der skal gives, og hvorledes Gaven skal indsamles, ved Ydelse efter Gaardskylden eller efter Formuen eller ganske frivilligt efter hvers Hjertelag – Der skal gives til de Fattige, og nogle af Giverne paatage sig det Hverv at bringe den fælles Gave til Bestemmelsen og det strax.

De Fattige, som Almuen i Harham betænker ved saadan Leilighed, ere de Spedalske i Ræknæs Hospital ved Molde. Paa andre Steder – og denne Tro paa Ildstegnet gjælder vidt, helt syd for Bergen – bestemmes Gaven til Menighedens Fattige, og efter gammel Skik og Givernes Ønske sker det tildels, at Præsten paa første Messe-Dag, fra Prædikestolen eller Chordøren, gjør det bekjendt for Menigheden, at nu have Opsidderne paa den og den Gaard givet saa og saa meget til de Fattige, hvorefter Menigheden opfordres til at indslutte Giverne i sine Forbønner, at de maa bevares for truende Ulykke.

Af Almuesfolk paa Harham hørte jeg oftest saadant kort Begreb om Tingen: Med Ildstegnet varsler Gud om sin Vrede og den fortjente Straf over Menneskenes Synd; Gaven betegner Bodfærdighed, og den bliver til Bod, til den fortørnede Guds Formildelse og Ulykkens Afvendelse, formedelst de Fattiges Forbønner. Thi – saa blev det sagt om de Spedalske – de bede saa vakkert.

Af Enkelte fik jeg yderligere høre dette Begreb forsvare med omtrent følgende Tankegang: Gud vil jo, at vi stadig skulle bekjende vor Ringhed og bede om hans Naade og Beskjærmelse; men formedelst Synden ere vi ofte lunkne og søvnige, og det er da en Naade af Gud, at han stundom viser os en forestaaende Ulykke eller Straffedom for dermed at vække os, og naar vi saa først selv tro og bede og derhos betænke de Fattige med et villigt Sind, da kunne disses Forbønner ydermere komme vor Svaghed til Hjælp; thi vi have jo lært, at en Troendes Bøn formaar meget. Men naar paa den Maade Guds egentlige Hensigt bliver opnaaet, nemlig at vække os af vor Synde-Søvn, til Bodfærdighed, saa kan hans Naade fremdeles forskaane os for den ellers fortjente Straf. Skulde derimod et Menneske vise sig saa forhærdet, at han ikke engang vilde give Slip paa en liden Del af sit jordiske Gods til en Gave til de Fattige og til Tegn paa sin Bodfærdighed, saa var det jo endnu tydeligere efter Fortjeneste, om Trudselen gik i Opfyldelse og et større Tab paa det kjære Gods rammede. Gud handler med os Mennesker som en Fader med sine Børn: han advarer og truer, men lader sig i sin Godhed nøie med et lidet Tegn paa Underkastelse og lader saa Straffen fare. Med dette Middel har Gud ogsaa for Øie, at de Rige skulle bevæges til at betænke de Fattige, som nok ellers vilde blive forsømte.

Og jeg traf ingen Mand, som havde nogen anden Tanke om denne Sag; jeg maatte forundre mig over, hvor disse Forestillinger sad fast i Folkets Sind. Og saaledes har det vel været i mange Slægters Tid.

Hvad skulle vi dømme om dette? Jeg kan visselig godt tro, at naar Bud kommer til en Gaard og melder, at der er seet Ildstegn over den, saa kan den første Følelse hos de dybere Gemytter være en bevæget Bekjendelse for Herren om, at det altfor meget har manglet paa aandelig Aarvaagenhed og Taksigelse og Bøn. Ja, der lader sig vel endog anføre Grunde for den Kirke-Skik, at Præsten betegner for Menigheden de ængstede Sjele, som have givet Gaver til de Fattige og anraabe om Menighedens Forbøn: saaledes kan Samvittigheden gribes, at den føler sig dreven til offentlig at bekjende sin Skyld og sin Trang til Naade.

Men det er jo at befrygte, at denne Tanke oftest ligger i Baggrunden: „Det var dog godt at faa slippe med de 12 Merker Korn og saa beholde Huset uskadt“. Men denne meget verdslige Attraa er tilhyllet i et Væv af de fra Munketiden nedarvede Sætninger om Gaver og dermed kjøbte Forbønner, Sætninger, som her – lig Renning og Islæt i Væven – endog have blandet sig med nogle af Spøgelse-Troens Indbildninger.

Gud handler anderledes alvorligt med os Mennesker end at give os Aabenbaringer om Ildebrande, om Stuebygninger og Stabbure. Heller kaster han en Brand i Samvittigheden. Eller finder han en udvortes Tugtelse tjenlig, saa sender han denne selv og ikke et Ildstegn som et Baads-Seil. Og hvem har aabenbaret Eder det, gode Folk! at samme Baads-Seil netop skal bebude Ild og ikke lige saa vel en anden Ulykke, f. Ex. Forlis paa Søen? Eller dersom der er særskilt Tegn for Ildsvaade, hvorfor er der da ikke ogsaa Tusinde andre Tegn for de Tusinde andre Slags Ulykker? Og hvoraf kommer det, at Naturforskerne, som granske Lynet og Nordlyset, ikke vide af Ildstegnets Lys at sige? Eller hvorledes kan del have sig, at der nok sjelden eller aldrig tales om dette Slags Aabenbarelser her paa Østlandet, men at de just skulle være saa hyppige paa Vestkysten? – Mon der ikke nu begynder at gaa et Lys op om, at Ildstegnet nok er en af disse mange Indbildnings-Ting, som man først tror paa og saa synes at se?

Dog, Indbildning er ogsaa Noget. Jeg forstaar, at den, der fra Barnsben har indsuget denne Tro paa Ildstegn, ikke har saa let for at slippe fra den, og jeg siger derfor saa: Tror Nogen, at Gud har sendt ham dette udvortes Varsel til Opvækkelse af Syndesøvn, saa følge han Varselet med god Samvittighed saaledes, at han sørger for sin Sjel – og saa trøstigen lader Huset brænde, om Gud saa vil! Med Gaver til de Fattige turde det bedst bero, indtil Skrækken er over; thi da vil Giveren bedre kunne vide med sig selv, at han giver af et godt Hjerte.

Ret ofte kan der dog ikke falde Gaver til de Fattige formedelst Ildstegnets Varsel. Men jeg har allerede ovenfor, i første Kapitel, fortalt et Exempel paa, at en Mand i Livsfare paa Søen lovede Penge til de Spedalske, hvis han blev reddet, og jeg mener, at der ikke saa sjeldent gjøres saadanne Løfter i Anledning af Ønsker, som skulle opnaaes, eller af Ulykker, som skulle afvendes, eller Synd, som skal afbedes, og jeg formoder, at saadan Skik, skjønt vistnok ogsaa kjendt paa andre Steder, fornemmelig agtes og befølges i det Strøg af Landet, hvor hine Sætninger om Ildstegnet ere gjældende.

Endelig er det Skik i Harham at sende Gaver til de Spedalske en Gang hvert Aar, uden nogen særskilt Anledning. Harhams-Boerne have ellers ikke stor Fart paa Molde, hvor Hospitalet for de Spedalske er; men ud paa Høsten, naar Aarets Grøde er bragt i Hus og Aarets Fiskerier ere sluttede, pleier hver større Gaard eller flere mindre Nabo-Gaarde i Forening at sende en Baad did for at overbringe Gaverne. De Familier, som holde sig for omtrent lige rige, give nogenlunde ligt, fattige Familier give mindre. Det Visseste er fra hver Familie nogle Mærker Byg- og Havremel (12–24 M℔), derhos efter Omstændighederne et Smale-Lem, et Fleske-Stykke, en Uldmark, stundom lidt Tørfisk, virket af Seid, som efter et heldigt Notekast kan være udtaget med denne Bestemmelse.

Ved at lage til og afsende disse Aarsgaver gaa maaske de Fleste saa temmelig tankeløst til Værks, idet de kun følge Skikken. Men stundom kan vel en naturlig Medfølelse for de ulykkelige bevæge Husfaderen til at lægge endnu en god Næve Mel til de engang bestemte og opveiede Merker. Kanske ogsaa den Uldmark eller det Fleske-Stykke, som Husmoderen lagde i Sækken, er et hemmeligt Vidne om en Hjerte-Sag, hun har med sin Gud, og for hvilken hun synes at tiltrænge de Fattiges Forbønner; thi, som før sagt, de Spedalske skulle bede saa vakkert.

Nogle Uger efter at jeg i Harham havde hørt om alt dette, var jeg paa Molde og besøgte de Spedalske paa Hospitalet. De bo i flere Værelser, og i hvert var der vel en 10–12 Lemmer, Mænd og Kvinder, Gamle og Unge, med deres Senge, Madskabe, Kaffekjedler og Kopper. Thi hver har sit eget Madstel. Hos Nogle havde Sygdommen allerede udrettet det meste af sit Værk: Fingrene faldne af, Hænderne visne, Arme og Ben nummene, Øinene værkede ud af deres Huler, Læberne slappe, saa Munden ikke længer kunde lukkes, Halsen saar og Stemmen hæs, saa den lød som af en Grav. Og vel endnu mere skar det mig i Hjertet at se de Unge (der var endogsaa Børn), paa hvem Sygdommen netop havde sat sit Mærke, saa de hørte den til som dens redningsløse Bytte; paa deres ældre Lidelses-Fæller maatte disse se, hvad de selv lidt efter lidt skulde blive: Mennesker, hvem Forraadnelsen har grebet, endnu førend de ere lagte i sin Grav. Ellers er Døden saa skaansom, at den gaar usynlig omkring blandt os og arbeider i det Skjulte, indtil det temmelig pludselig viser sig, at nu er dens Gjerning gjort; men her træder den det bange Hjerte imøde paa en saa at sige synbar Maade, under Forraadnelsens forfærdelige Billede. – Og dog skulde det ske mig i den Time, jeg var her, at min voldsomme Medlidenhed for en Stund maatte vige for en Følelse af Uvillie. Det hændte nemlig, at der kom en Mand ind for at overbringe Gaver. Det var en Bondemand fra Nordmøre, og Gaverne vare fra nogle af hans Sognefolk, 12 Skilling fra En, 24 fra en Anden og saa bort efter, mest Kobber-Skillinger, som han talte op paa Bordet. Thi Gaverne leveres ikke til nogen Forstander eller Bestyrelse, men bringes lige ind til de Syge selv, som fordele dem sig imellem og bruge dem til Mad og Klæder; Hospitalet selv yder dem nemlig kun varmt Hus og Sygepleie samt nogle, men ikke tilstrækkelige Kost-Penge. En af de Syge, som i sin Tid maa have kunnet skrive ganske godt, satte nu Pennen mellem Stumpen af Tommelfingeren og selve Haandfladen og skrev Modtagelses-Beviser, et særskilt for hver Giver, og medens han skrev, blev Takken frembaaren af de Andre: først kom nogle frem, de, som kunde gaa, og takkede Manden ganske naturligt og enfoldigt; men derefter begyndte, hvad der lod til at skulle være den egentlige Taksigelse: en ældre Mand, som sad og bandt paa et Fiskegarn, og en Kvinde, som sad med sin Bunding, fremførte en Strøm af Ord og en overvættes Overflødighed af Forbønner og Guds Velsignelser og af Ros over de fromme Mennesker, som betænke de Ulykkelige; undertiden talte de i Munden paa hinanden, men oftest var det, som at den Ene løste den Anden af, og det Hele skede paa saadan indøvet Maade, at jeg – endnu i denne Stund – kunde ønske ikke at have hørt det!

Naar den nye Pleiestiftelse ved Molde bliver færdig, saa ville vel de Spedalske fremdeles kunne modtage Besøg og Velgjerninger; men forhaabentlig skal det ogsaa bære en af Fordelene ved den nye Indretning, at det ikke skal behøves og ikke tilstedes, at der bringes Gaver til Lemmerne saaledes iflæng.

Efter Løfter i Nødstilfælde bringes ogsaa hyppig Gaver til de forskjellige Fattighuse i Bergen, af Almuesfolk i Nabo-Egnene. Ligesaa faar Fattigstuen i Throndhjem, en af den Angellske Stiftelses vældædige Indretninger, en temmelig aarvis Pengesum paa denne Maade. Men her i Throndhjem blev det mig sagt, at det var mest fra Søkanten og Fjord-Distrikterne, at disse Gaver kom, mindre fra Ørke- og Guldalens Opland og Fjeldbygder[3]. Jeg synes ogsaa ved personlige Iagttagelser at have fundet, at der i Indlandet er mindre at spore af hine fra den katholske Middel-Alder nedarvede Begreber om Almisses Værd. Derimod har det forekommet mig, at der i de samme Indlands-Bygder er mere af det Slags Overtro, som maa ansees for Levning fra Hedenskabets Tider; hertil regner jeg f. Ex. den hyppige Brug af Staal imod allehaande Troldskab, hvorved man mindes om den underfulde Hammer, som Asa-Thor knuste Jemterne med. Jeg har nævnt dette for med det samme at faa yttret, at en omstændelig Kundskab om alle de overtroiske Sætninger, som endnu gjælde eller dog kunne mindes omkring i Bygderne, rimeligvis skulde være et godt Bidrag til at forstaa de mange Uligheder i vore adskilte Egnes Folkeliv[4].

Dog, jeg vender tilbage til Harham. Her vises megen Stadighed med Guds Ords Brug. Næst stadig Kirkegang er det Skik, at paa de Søndage og Helligdage, hvor der ikke er „Messe“ i Sognets Kirke, kommer Folket paa hver Gaard gjerne sammen i en Stue for at høre Postillen forelæse, helst naar Skoleholderen paa sin Omgang er tilstede paa Gaarden. Paa disse folkerige Gaarde vil man da kunne se en Forsamling som en liden Kirke-Almue, og dersom Forelæseren og Forsangeren besidder nogen Gave til at lede Andagten, saa kan denne blive i Sandhed opbyggelig. Jeg mindes en vakker Søndag Formiddag, hvor jeg var tilstede ved en saadan Samling; det gjør mig endnu godt at tænke paa den Stund, og ret inderlig ønsker og haaber jeg, at Herren vil ledsage sit Ord under denne dets Forkyndelse i Stuerne, ledsage det med sin vækkende Kraft, med sin Trøst og Fred. Der er vel dem, som endnu trænge til Ordets Vækkelse; men jeg tror ogsaa, at ret Adskillige ere modtagelige for dets Trøst. Jeg syntes ialfald at mærke flere Tegn til en vis Blødhed og Bevægelighed i Gemyttet, et vist Anlæg til Følelse og Fromhed i Folke-Charakteren[5].

Men til Forstaaelse af den her i Egnen herskende Tænkemaade med Hensyn til gudelige Øvelser tør jeg berette, hvad jeg erfarede i en Nabobygd, fremdeles i Søndmøre. Jeg besøgte en af Præstens Medhjælpere og sad en Aftenstund i Samtale med ham og nogle af hans mest agtede Naboer, og vi kom til at tale om Søndags-Andagten. Alle klagede over, at nu paa en Tid havde det taget af med den. Paa Prædikedagene var det vel som før, med stadig Kirkegang; men paa de andre Søndage havde først unge Karle og siden adskillige Husfædre begyndt at gaa Gaardimellem paa selve Formiddagen for at udrette allehaande Erinder, og formedelst disse Udvandringer og Besøg bliver Hus-Andagten med Læsning og Sang ofte forhindret selv der, hvor Husfaderen ellers ønskede at holde ved med den gamle Orden. Denne Sag, hørte jeg videre; havde ofte været paa Tale, saaledes i Møder i Skolekommissionen, og det havde været paatænkt „at sætte Mulkt mod at gaa saaledes om Søndagene;“. Meningen var at faa dannet en Forening af Husfædre, som skulde forpligte sig til at holde sine Husfolk hjemme indtil en vis Tid paa Dagen, og i Tilfælde af Overtrædelse skulde da Foreningens Medlemmer lægge Mulkt. Men da Præsten ikke havde skjænket dette Forslag sit Bifald, vare disse Forhandlinger endte med, at Præsten fra Chor-Døren havde henvendt en almindelig Formaning til Menigheden angaaende Hus-Andagt. Noget, hørte jeg videre, er dog endnu overholdt af den gamle Søndags-Skik, skjønt heller ikke dette fuldt saa nøie som før: Børnene holdes inde det meste af Søndagen og slippe ikke løs, ud paa Lege-Volden, før ud paa Eftermiddagen, de skulle holdes til Bogen om Søndagen.

Men hvad det for Børn paa disse Kanter har at betyde at holdes til Bogen, det fik jeg Begreb om paa en af Harhams-Gaardene. Omgangsskolen var paa Gaarden og Skoleholderen skulde netop begynde sit Dag-Værk; da indtraf et betænkeligt Sygdom-Tilfælde i Nabolaget, og han blev anmodet om at være med paa Baaden for at hente Doktoren; men han var i Beraad med sig selv, om han turde forlade Skolen. Dette fik jeg høre, og Overveielserne endte saaledes, at han reiste og jeg tog Skolen. En 10–12 Skolebørn samledes. I Førstningen skalv de for den nye Skolemester, og jeg maatte godsnakke lidt med dem; men saa begyndte Overhøringen. De havde mest hver sin Lexe, i Katechismen, Spørgsmaalsbogen eller Bibelhistorien, nogle foran i Bogen, andre midt i eller langt ude. En Pige paa vel 12 Aar sad mig nærmest og havde Stykket om Kain og Abel, og jeg synes at mindes bogstavelig, hvordan det gik med Overhøringen. „Hvem handler dette Stykke om?“ Intet Svar. „Hvem har du læst om i dette Stykke?“ „Sig mig, min Pige, hvad hedde de To, som du har læst om til idag?“ „Hvad var det for to Brødre?“ Nei, fremdeles intet Svar. „Nu, de hedte jo Kain og Abel, og hvem vare de Sønner af?“ „Hvad hedte deres Fader og Moder?“ „Aa, du veed nok, at det var Adam og Eva – men sig mig: hvem var det, Adam og Eva?“ Da Pigen forblev stum, maatte jeg omsider tro, at hun havde læst forlidet paa sin Lexe, og at hun derfor ikke vovede at komme frem med det Lidet, hun sagtens vidste. Altsaa gav jeg hende Lexen om til næste Dag, og derhos gjennemgik jeg Stykket for hende paa den Maade, at jeg mundtlig fremsatte Indholdet for hende i de allerfatteligste Ordlag. Men da dette var bestilt, faldt det mig pludselig en Ting ind: „Læs Lexen!“ sagde jeg til hende – og nu strømmede Leren ud af hendes Mund med en saa ustandselig Fart, at jeg ikke forstod et Ord, og da jeg skyndsomt kastede Øiet i Bogen for at følge med, kunde jeg ikke det heller, saa fort gik det. Og jeg, som mente, at hun ikke havde læst paa sin Lexe! En slig flittig Pug-Læsning havde jeg vanskelig hørt Mage til – men da jeg skulde overhøre de andre Børn, fik jeg høre Magen. Hvor jeg bestræbte mig for at tale tydeligt og spørge fatteligt og saaledes faa fremlokket en selvstændig Tanke ved Siden af de udenadlærte Bogstaver – men forgjæves. Sommetider brød jeg tvært af og talte med Børnene om dagligdags Ting, om hvor mange Sødskende der var hjemme, om Fiske-Toure, om Kjøerne paa Marken; men naar vi saa vendte tilbage til vore Lexer, om det andet Bud, om Arve-Synden o. s. v., saa blev det atter som før: enten gik det istaa, eller det løb surr. Jeg arbeidede mig aldeles træt den Dag.

Men hvilken Flid dog hos disse Børn, eller hvilken Ihærdighed hos Forældrene, som saaledes „holde dem til Bogen“![6] Vistnok maa det jo befrygtes, at Meget, at kanske det Meste og Bedste af Guds Ords Kjerne gaar tabt under denne Læsning, som jo næsten kun bemøier sig med Skallen. Men dog vil det Barn, som er blevet drevet til at lære sin Bog ud, have lært en Ting: at lyde, at tvinge sin Ulyst og bøie sig under Forældrenes Befaling. Mon vi ikke ogsaa heri tør se en Grund til at her i det Hele taget er et meget lovlydigt og skikkeligt Folk i disse Bygder?

Ja, den Myndighed hvormed Børnene holdes til Bogen, har endog været anvendt over Ungdommen langt ud over Børne-Aarene. Indtil for ganske faa Aar siden var det Kirke-Skik her i Harham at alle Ugifte, „Drenge“ og Piger (Tjenere og hjemmeværende Børn), maatte møde frem i Kirken til Overhøring for Præsten. Det var gjerne en Lørdag, før Altergangen Vaar og Høst. Dette har engang været almindelig og lovbestemt Skik hele Landet over,[7] og her paa Østlandet har jeg hist og her hørt gamle Kirkesangere tale om den som brugelig i deres første Tid. Men kan paa Harham har jeg truffet til at høre, at den gamle Skik har staaet ved Magt indtil for ganske nylig, og havde Præsten føiet de Ældre i Menigheden, saa skulde den vel bestaaet fremdeles. Thi at de Gifte, „Mændene,“ vare frie, men at „Drengene,“ de Ugifte (skjønt ofte gamle nok), vare underkastede saadant Tilsyn med deres Christendoms-Kundskab, det stemmede saa vel med de herskende Begreber her om god Hustugt, og at „Ungdommen“ fik slippe fri i dette Stykke, det kunde se ud til at være Noget af samme Slags, som at Loven nu ogsaa tilsteder en ung Person at være Løskarl istedetfor at tage fast Tjeneste, hvilken Frihed, som før viist er Gjenstand for Mændenes Bekymring og Modstræben (Kap. 3).

Overhovedet, ved at betragte disse Skikke og Begreber med Hensyn til Guds Ords Hørelse og Læsning, maatte jeg idelig mindes om, hvad gamle Mænd paa Østlandet havde fortalt mig om den religiøse Tilstand her for et Par Menneske-Aldere siden, i Slutningen af forrige Aarhundrede, før Fritænkeriets Udbredelse. Det var mig, som om jeg nu saa for mig i Søndmøre de Tilstande og Forholde, som jeg ellers kun havde faaet en dunkel Forestilling om ved Sagn fra en forsvunden Tid. Jeg fik dog det Indtryk, at denne eiendommelige, stive og tvungne Tænkemaade og Skik nok nu i den allerseneste Tid holder paa at opløse sig og give Plads for nye Anskuelser og en større Frihed i Gjøren og Laden. Skal saa den gamle Tvang kanske afløses af det Fritænkeri, som i mange østlandske Bygder traadte istedetfor den troende Enfoldighed? Neppe, thi den Tids Fritænkeri gjælder ikke som Visdom nu, har ikke længer sin engang saa forførende Magt. Den nye Interesse, som nu for Tiden snarest udbreder sig til Bygder, hvor det religiøse Liv hidtil synes lidet berørt af Tidens Bevægelser, er Dagens Spørgsmaal om Stats-Kirken og hvad dertil hører. – Jeg har nævnt dette for at slutte med en Antydning om, hvor overmaade vanskeligt det vilde være at skrive et Lands religiøse Historie: Udviklingen gaar ikke samtidig for sig i alle Landets Egne, og en Bevægelse, som ellers maaske har grebet Mængdens Sind og i mange Stykker har omdannet Begreberne og Sæderne, kan have gaaet et eller andet Bygdelag forbi; saa, et halvt Hundrede Aar efter, naaes dette samme Bygdelag af en anden Bevægelses Paavirkninger og saasom den historiske Forberedelse nu er anderledes her end paa andre Steder, saa opstaar der meget ulige Sammenstød og Forviklinger.

I dette Kapittel har jeg nævnt Overtro. Og en Forklaring om de overtroiske Sætninger og Skikke kunde vel høre hjemme i en Afhandling om, hvad der blandt et Folk gjælder for fromt og godt, for sandt og – fornuftigt. Men jeg fik kun liden Tid tilovers til at agte paa denne Side af Folkelivet. Et Træk skal jeg dog tillade mig at anføre; det er vistnok ganske uvigtigt i og for sig; men det synes mig mærkeligt af den Grund, at det lader til at være eiendommeligt for Kyst-Egnene ligesom Ildstegnet og den egne Brug med Gaver til Fattige. Hvad jeg har for Øie, er dette, at naar en frugtsommelig Kvinde drømmer en Afdød, saa holdes der for, at denne „gaar efter Navne,“ og at Barnet maa opkaldes efter ham, om det skal gaa vel. Dette omtaler ogsaa Strøm i hans Søndmøres Beskrivelse, og han føier til, at naar en Mands-Person er drømt og et Pigebarn fødes, saa maa Mands-Navnet fordreies til et Kvinde-Navn, og omvendt. I Harhams Ministerialbog saa jeg ogsaa mangfoldige slige nydannede og uskjønne Navne som Larine af Lars, Ivrine af Iver o. s. v. Ja, dette Drømme-Væsen synes endogsaa at have tiltaget i den sidste MenneskeAlder. Dette slutter jeg af Følgende: naar Moderen drømmer to eller tre Personer, saa maa de alle opkaldes, og derfor døbes Børn ofte med saadanne dobbelte eller tredobbelte Navne: Jensine Christine Ivrine, Knud Andreas Sæbjørn. o. s. v.;[8] men naar jeg gik en 20–30 Aar tilbage i Ministerialbogen, fandt jeg mindre af disse Sammensætninger. Men alt dette er stærkt stridende mod Skikken i de mere gammeldags Oplands-Bygder: her vil man ikke vide af saadanne Forvanskninger eller Sammensætninger af Navne; her skulle Bedsteforældre og andre Slægtninger opkaldes, slet og ret samt i en vis Følge-Orden. Eller har i enkelte Strøg, her paa Østlandet f. Ex., et nyere Væsen med Børnenes Døbe-Navne indsneget sig, saa er det som Følge af en misforstaaet Fornemhed, men ikke af Tro paa Drømme. – Man maa tilvisse undre sig over, hvorledes slig DrømmeTro kan holde sig i vore Tider, og det tør nok være, at naar Forældre ikke forlod sig paa Sligt, saa skulde de være snarere til at lytte til Lægers og Læreres Raad om den bedste Maade at pleie og opdrage sine Børn, at det maatte gaa dem vel.[9] – Og hvorledes den samme Tro kan være opkommen, mon den skulde være en Levning fra den Tid, da man brugte at opkalde Helgener?



9. Yderst ude.

Jeg glemmer vel ikke saa let en Søndag Morgen i Oktober, jeg stod paa den yderste Spidse af en af Harhams-Øerne og saa ud over Havet: det klareste Sol-Lys, det stilleste Veir, det blankeste Hav-Speil! Kun nogle lette Skyer drev hen over Himmelen, og de sagte, jevne, men mægtige Dønninger brødes i hvidt Skum over et og andet Skjær, og en underlig langstrakt Fugl fløi skrigende forbi. De graa Klipper og brune Lyng-Marker, selv den fattige Hus-Klynge paa den nærliggende Gaard, alt var i dette Nu, som det skulde være for at den Tanke skulde paatrænge sig: der er dog vakkert hvorsomhelst i en saadan Stund, under en saa stille og sollys Himmel. – Men det var mig ogsaa, som om det mere behøvedes her paa disse Ud-Øer end andetsteds, at Himlen nu og da er blid.

Anderledes saa det ud nogle Dage efter paa Gaarden Rønstad. Jeg var gaaet ud for at bese den meget omtalte Rønstad-Heller, en stor og usædvanlig smuktdannet Fjeld-Grotte. Men da jeg efter en god Stunds Betragtning af de underlige Hvælvinger igjen kom frem i Dagen, havde Veiret mærkelig forandret sig: det blæste en alvorlig Storm nu. Samme Morgen vare 12 Mand paa 4 Baade tagne ud fra Rønstad, for at forsøge det med Sekte-Noten, og jeg saa nu tre af disse Baade stævne indover, flygtende for Uveiret paa Havet; men den 4de kunde jeg ikke opdage. Skyndsomt ilende tilbage til Gaarden fandt jeg her Alt i Bevægelse: speidende Mænd og grædende Mødre og Hustruer, alle ængstede for den ene Baad. Snart kom de tre Baade saa nær, at de kunde kjendes, og det vidstes altsaa, hvilken den fjerde var; men hvorledes var det gaaet den? Nu laa Baadene allerede udenfor Gaardens Strand og toge sine Seil ind og lagde Masterne ned for med nogle Aaretag, en for en, at lægge ind i Baadstøden; men det gjaldt at passe Øieblikket; thi det kan mærkes ved Bølgegangen, at i visse Mellemrum hæve Bølgerne sig til større Høide end sædvanligt, og saa voldsomt kunne de brydes mod Stranden, at ingen Baad tør nærme sig da; kun i Mellemrummene er det farbart. En af Gaardens Mænd stillede sig yderst paa Vorren; Haaret flagrede i Vinden, men selv stod han alvorlig og rolig, ivrigt fæstende Blikket paa Bølgernes Gang; paa Tegn af ham styrede den første Baad ind, og øieblikkelig kastede alle Mænd sig ud af Baaden for, med de Omstaaende til Hjælp, at hale den høiere op, øieblikkelig, for at den ikke skulde naaes af den brølende og skummende Braad-Sø, som lig et uhyre jagede efter den. Ligesaa den anden Baad, og da den tredie og sidste kom, blev den, medens Brændingen sprøitede omkring, greben og løftet af Mændenes stærke Arme, og nogle Kvinder fik fat i Fæstet og halte – Kvinder endnu med Graad paa Kind og Angst i Hjertet, thi hidtil havde man neppe saaet spurgt og hørt, at den savnede Baad dog var i Behold, for Sikkerheds Skyld seilet om paa den anden Side af Øen. Men siden ud paa Dagen drev en mennesketom fremmed Baad iland nær ved Gaarden, og det formodedes, at Folk den samme Dag havde kuldseilet med den.

Her havde jeg været Vidne til Fisker-Folkets Angst og Fare. Men en af de nærmeste Dage skulde jeg faa høre, hvorledes Ulykken kan ramme, med Kummer og Nød i sit Følge.

Jeg tør nok nævne Gaarden og fortælle Noget af, hvad jeg saa og hørte; thi det bør vides, hvorledes nogle af vore Landsmænd maa leve og lide, og det skal forhaabentlig ikke være Beboerne imod, om de saa erfare, at de dog ere erindrede af den Fremmede, som for et Par Aar siden besøgte dem.[10]

Det er Gaarden Hellerviken. Paa Udsiden af det høie Fjeld som danner Lepsøen, er der formedelst en Fordybning i Fjeldet dannet en liden Vig og et Slags Dal, og her, langt fra andre Folk, staa Hellervikens Huse. Næst nogle indegjærdede Jord-Flekker omkring Hus-Klyngen ser man kun Fjeld og Urd og det vilde Hav, og selv hin saakaldte Vig har saa lidt af Ly og Fred, at Folkene ikke engang kunne have sine Baade liggende her. Baadstøden og Naustene ere ved et Sted, som hedder Homnen, etgodt Styrke borte, men ligeledes paa Øens Udside. Her stode ogsaa Vaaningshusene før, paa en snæver Strand mellem Havet og Fjeldet; det var fire Familier den Tid ligesom nu; men selv denne Plads var det dem ikke forundt at beholde: et Sten-Rab fra Fjeldet nødte dem til at flytte Husene til Hellerviken; dette var, som det vil sees, for nogle Mands-Aldere siden.

En af Flytningsmændene hed Per. Da han nogen Tid havde boet paa den nye Tomt, kom han engang hjem fra en Fiske-Tour, stubte i Fjæren, idet han skulde svinge sig af Baaden, og forslog sig saa, at han døde, inden man fik bragt ham hjem til Huset. Hans Søn Erik tog ved Bruget og overgav siden som udslidt Mand Bruget til sin Søn Ingebret, hos hvem han da skulde nyde Kaar; men Fader og Søn blev (omkom paa Søen) sammen paa en Reise til Romsdalen. Enken efter Ingebret ægtede en Lars, og denne forliste med en Ottring og blev, sammen med det hele Mandskab, hvoriblandt 2 andre Mænd fra Hellerviken. Nu tog en Søn af Ingebret, Rasmus, ved Bruget og giftede sig; han maatte lægge Kaar til sin Moder, skjønt hun omtrent ved samme Tid giftede sig for tredie Gang med en Kaarmand og Enkemand inde paa Fastlandet. Efter 2 Aars og 1 Maaneds Ægteskab var Rasmus og en Grande fra samme Gaard ude paa en Færing, og de blev. Hans Enke fødte 6 Uger efter et Drengebarn og blev siddende ved Bruget i sin Enkestand to Aar; da blev hun gift igjen. Med denne sin anden Mand levede hun sammen i 8 Aar; men saa sit han Sot, laa længe og døde. I denne Tid var det rigtig ondt for Konen: en syg Mand, 4 smaa Børn og derhos Lidet at leve af. Thi foruden at det ellers var smaat for dem, havde hun havt allehaande Uheld i sit Hus-Stell. Et Træk maa jeg fortælle, saaledes som jeg hørte det af hende selv: i Aarenes Løb vare 7 Kalve, som hun havde sat paa, døde for hende, saa liden Lykke havde hun; da var en Broder af hende, som sad paa Faders-Gaarden, saa betænkt, at han laante hende en Kalv paa sin Lykke; denne Kalv trivedes da ogsaa og skulde netop bære og blive Ko; men endda var det ikke saa beskikket, at Konen skulde nyde godt af den, thi den blev taget fra hende af en Kreditor. – Kort at fortælle, da hun anden Gang var Enke og rent udfattig, oplod hun sin Bygsel-Ret til Gaarden til en anden Bygselmand, den nuværende Opsidder Hans. Af ham skulde hun have Kaar, først noget mindre, nemlig saalænge Svigermoderen eller den fornævnte tidligere Kaar-Kone levede, siden større, naar denne var død; dette Dødsfald er nu indtruffet, og det nævnte Kaar ere 3 Voger Havre, 2 Voger Byg, 1 Vog Blandingskorn, Foster for 2 Sauder samt halvt Foster for en Ko, endelig Brugen af en Agerflek. Hun har den Sorg, at hendes Søn af første Ægteskab er lidet „framtøkjen“, og denne samt det næstmindste Barn maa forsørges af Fattigvæsenet; en Datter er saa stor nu, at hun tjener som Barnepige, og det mindste Barn har Moderen hos sig her paa Hellerviken, hvor hun fremdeles bor i det gamle Hus og med de sørgelige Minder.

Jeg har allerede nævnt den ene af Hellervikens 4 Opsiddere, Hans. Han havde været en af de mange Tjenestefolk, som jeg har omtalt komme fra Indlandet her ud til Harham; hans Kone ligesaa. De tjente paa en og samme Gaard, og der droges de tilsammen; de giftede sig, da de fik bygslet dette Brug, for 6 Aar siden. Vi skulle se, hvad det var for Herlighed, de flyttede til her. For Bruget lagdes i Bygsel 58 Spd. samt lægges aarlig i Landskyld 3 Spd. Her kan fødes 3 til 4 Stykker Storfæ (dog, Storfæet er meget smaat paa disse Kanter), 10 til 12 Sauder samt og Hest (to og to af disse fire Naboer ere tilsammen om en liden Hest, føde og nytte den hver sin Uge), og her avles 15 til 20 Tønder Korn samt nogle Tønder Potetes. Af dette maatte Brugeren, som allerede nævnt, forbinde sig til at lægge Kaar, i Begyndelsen til to Enker. Paa Gaarden voxer ikke en Busk, og til Brænde bruges Torv; men denne maa hentes langt borte og paa de mest besværlige Veie.[11] – Af omtrent samme Størrelse ere de andre Gaardens Brug, som ogsaa ere Bygsel-Gods.

For en meget stor Del skal da disse Familiers Næring tages fra Søen. Og herom følgende Forklaring. De fire Mænd hedde (ja, jeg taler om dem, som jeg traf for 2 Aar siden; men nu har maaske Storm og Uveir paa Havet gjort Forandring!) – de hedde Hans og Jakob, Ivar og Ole. De to første eie, for Vaar-Fiskets Skyld, tilsammen Parter af en Ottring, som Bonden Andreas paa Nabogaarden Sæt eier Resten af; hine to have dermed Retten til 3 af Baadens 7 Mands-Luter, hvorfor de ogsaa tilsammen leie en Rorskarl, saa de kunne besætte Baaden med 3 Mand og altsaa tage Dele af Fiskeriets Udbytte. – Iver og Ole have en lignende Part i et Baadlag sammen med Pladsemanden Anders og Bonden Jens, begge paa nævnte Gaard Sæt. – Smaabrugere, som leie en Rorskarl i Fællesskab, holde denne gjerne med Kost hver sin Uge, og her mindes jeg, hvad en af hine Mænd fortalte mig, at uagtet han og hans Fælle ikke altid havde Raad til at kjøbe Fiske-Brændevin for sine egne Munde, maatte de dog kjøbe noget for Rorskarlen, saa de efter Skik og Brug kunde skjænke ham i ondt Veir; sidste Vinter havde de hertil kjøbt 6 Pægle; de havde været sammen om at betale de Draaber, og den ene af dem havde dem i Forvaring og forestod Skjænkingen. – For Seid-Fiskeriets Skyld eie Hans, Iver og Ole tilsammen 1 Øre. (1 Hjørne, 1 Fjerde-Del) af en Sekke-Not; Resten tilhører Andreas Sæt (1 Øre), Jens Sæt (1 Øre) samt Pladsemændene Anders Sæt og Siver og Lars Stølen (1 Øre). Til hvert Øre hører en Treroings Baad, og en saadan eie de 3 Hellerviks-Mænd tilsammen. Jakob Hellerviken har derimod ingen Andel i denne Herlighed. Hver sin Gang fører en af Baadene Noten ud og ind og forvarer den; naar Baadene fra Sæt og Stølen komme udenfor Hellerviken og raabe i Land, saa maa Mændene her ile i sin Baad og være med. – Hver af Hellervikens 4 Mænd have desuden en Færing, det mindste Slags Baade, til at ro Erinder og drive Fiske med Snøre og Line i godt Veir.

Med Baadlagene fulgte ogsaa Fællesskab i Jule-Lag. Indtil for nogle faa Aar siden bleve disse holdte saaledes, at tre af Hellerviks-Mændene (ikke den fjerde, saasom han dengang hverken havde Part i Ottring eller i Sekke-Not) med fine Husfolk gjæstede en Aften den ene og en anden Aften den anden af de to Bønder paa Sæt, hvorimod de tre Mænd igjen i Fællesskab havde Sæt-Folket hos sig en Aften. Forpligtelsen til Beværtning svarede altsaa nogenledes til Luterne i Fisket. Men disse Lag ere ophørte for Hellervikens Vedkommende; Familierne her fandt dem mere bekostelige end nyttige, og det er ikke altid, at de brygge til Jul eller have Smør nok til Kakerne. Derimod hygge Familierne i Hellerviken sig sammen saaledes, at de gjerne holde fælles Søndags-Andagt, og i Julehøitiden indrettes det saa, at paa de Helligdage, hvor der ikke er Messe i Sognets Kirke, holdes Sammenkomsten skifteviis hos Familierne, og efter Læsningen trakteres med en Dram eller en Øl-Skaal for Mandfolkene og en Kake-Skive at smage paa for Kvinder og Børn. – Men før Jul lage Hellerviks-Folkene istand Gaver til de Spedalske. Mel, undertiden ogsaa lidt Suvl, saa temmelig lige meget fra hver Familie, men mindre end fra de større Gaarde, og det sendes, alt i en Sæk, med Baad fra en anden Gaard.

At give Forklaring om det Kosthold, som i dagligt Lag bruges i disse fattige Huse, det maa jeg her som andetsteds i denne Afhandling lade være, for Vidtløftighedens Skyld. Og at beskrive selve Boligerne, med deres lave Stuer og ringe Bohave og smaa Vinduer, med den kvalme Luft og de morkne Vægge og mørke Gulve – det tør min Pen ikke prøve paa. Men naar jeg i min egen Stue stundom kan mærke en ringe Smule Træk ved Vindue eller Dør, saa maa jeg tænke paa hine skrøbelige Huse, der ude paa den stormfulde Strand, og naar jeg paa Kartet over Norges Kyst ser, at der bor Folk paa smaa Holmer langt ude i Havet, udenfor Frøyen og Vigten og Hestmand-Øen o. s. v., saa maa jeg tænke: Mon her ogsaa ser ud saasom i Hellerviken?

Et Par Dage efter mit Besøg paa Gaarden kom nogle af Mændene og en af Konerne hen til mig som i en Deputation og bad, at jeg ved min Hjemkomst skulde tale med Vei-Departementet og bede for dem om Hjælp af Kassen til at rydde et Slags Vei fra Hellervlken hen til den gamle Baadstød Homnen, hvor de, som før sagt, maa have sine Naust og Baade; thi nu maa de, om Vinteren ofte i Mørke, med sine Redskaber og sin Fisk fare frem og tilbage over en storstenet Urd, hvor uvante Folk kunne have ondt ved at gaa om Dagen; Noget, jeg selv prøvede. – Bede Vei-Departementet? jeg, som gjerne vilde paakalde alle Menneskers Deltagelse for Folk, som maa leve i saadanne Kaar og bo saaledes til, hvor skulde jeg ikke ogsaa ville bede Departementet, naar jeg troede, det kunde nytte?

Men derhos vilde jeg nok ogsaa gjerne have fremsat en Tanke til Overveielse for Folket selv paa disse Kanter. Jeg spørger: Skal det endelig blive ved saa Slægt efter Slægt, at der bor Folk paa saadanne golde Steder og ugjæstmilde Strande? Er der nogen Nødvendighed og Rimelighed i dette? – Se, en af de Mænd, jeg traf i Hellerviken, henved 50 Aar gammel og bosat her i 15 Aar, havde tidligere i andre 15 Aar tjent hos Harhams-Bønder, hans Kone ligesaa i 13 Aar: i den Tid var det ikke Stort, en Tjener kunde lægge sig til Gode, saasom det endda ikke var kommet ret i Gang, at Tjenere fik Lov til at deltage i Vaar-Fisket for egen Regning og med Udsigt til Vinding; det var altsaa som fattig Mand, at han – ligesom de andre Mænd her – havde sat sig ned paa denne fattige Gaard, og der var vel allerede da kun liden Udsigt til, at han nogensinde skulde hæve sig op til større Velvære. Efter dette Exempel siger jeg saa: Unge Mænd, som kun have Lidet at begynde med, skulde betænke sig tre Gange, for de vælge saadan Bolig; det kan blive altfor haardt for Konen, som fulgte ham hid, og altfor uvist for Børnene, som skulle voxe op og faa sin Opdragelse her; for Fattigfolk turde det være raadeligere at bosætte sig paa mere folksomme Steder, hvor der vel maa være mere Anledning til Arbeidsfortjeneste og Hjælp og Trøst. Lad heller Velstands-Folk sætte sig paa Steder som Hellerviken. Folk, som have Pengemagt nok til at bygge sig forsvarlige Huse og rydde op noget i Urden og skaffe sig Baade og Garn og alt andet Slags „Sjø-Vegn,“ saa de fra første Begyndelse af i noget anseelig Udstrækning, med Tjenere og andre Leie-Folk, kunne drive de Fiskerier, som danne Fiske-Værets Herlighed! Og saa turde det blive i Fremtiden, dersom den Forandring blev indført i Nærings-Driften her paa disse Kanter, at de egentlige Bønder mere udelukkende holdt sig til sit Jordbrug og da andre Mænd som rette Sø-Bønder valgte Fiskeriet som sin Dont og Næring, Mænd, der først som Tjenere hos ældre Fiskere maatte have faaet Lærdommen og Øvelsen og siden som Løskarle eller frie, men ugifte Folk kunde have været heldige paa Havet og samlet sig nogen Formue.

Denne Tanke har jeg allerede fremsat paa det første Blad af denne Afhandling; men den faldt mig først ind, medens jeg var i Hellerviken og betragtede Stedets Usseldom og Beboernes tunge Kaar.[12]


10. Sammenligning med Nabo-Egnene.

Her har jeg for Øie den betydelige Del af den norske Vest-Kyst fra Naboskabet af Bergen til henimod Grændsen af Nordlandene.

For hver Gang der fødtes 100 ægte Børn fødtes følgende uægte:

Provsti. 1846–50. 1851–55.
Indre Sogn 15 17
Yttre Sogn 12 13
Søndfjord 3 5
Nordfjord 2 4
Søndre Søndmøre 3 5
Nordre Søndmøre 7 10
Romsdalen 17 19
Nordmøre 21 21
Fosen 19 21.

Eller for hver Gang 100 Par Folk bleve ægteviede, var der følgende Antal Par, som havde Barn sammen udenfor Ægteskab:

Provsti 1840–50. 1851–55.
Indre Sogn 64 71
Yttre Sogn 46 47
Søndfjord 13 21
Nordfjord 9 14
Søndre Søndmøre 10 19
Nordre Søndmøre 27 34
Romsdalen 64 66
Nordmøre 73 76
Fosen 66 68

Hvilken af disse to Beregningsmaader man end monne foretrække, saa vil det forstaaes, at de mindre Tal udtrykte en bedre Tilstand, de større Tal en slettere. Og man vil se, at stadig er Tilstanden bleven noget slettere i Aarene 1851–55 end i 1846–50.

Men hvad jeg fornemmelig maa bede bemærket, er dette, at baade i det første og i det andet Tidsrum er Tilstanden mærkelig bedre i de fire midterste Provsti-Distrikter Søndfjord, Nordfjord, Søndre og Nordre Søndmøre, end i Strøget søndenfor, Indre og Yttre Sogn, eller i Strøget nordenfor, Romsdalen, Nordmøre og Fosen. Det er som et lysere Strøg imellem tvende mørke. Denne Forskjel mellem disse Nabo-Distrikter er saa meget mere paafaldende, som hint lyse Strøg hører til de lyseste i Landet, disse mørke derimod til de mørkeste.[13]

Denne bestemte og igjennem lange Tidsrum vedvarende Forskjel maa have sin Aarsag.

Jeg vidste om Forskjellen før; men jeg foretog min Undersøgelsers-Reise til Harham og flere af disse Bygder netop for at prøve, om jeg kunde udfinde den rimelige Aarsag.

Nogen vil sige saa: „Løsagtighed er Synd; Aarsagen til Forskjellen maa simpelthen være den større eller mindre Ugudelighed, Mangel paa Gudsfrygt – her behøves ingen videre Undersøgelse.“

Men tænkeligt er det dog, at den moralske Tilstand i Grunden kan være lige god eller lige slet, kun at en Last er mere fremtrædende i et Bygdelag, en anden Last i et andet. Eller om der virkelig var Forskjel i selve den moralske Tilstand, i Folkets Gudsfrygt og Dyd, saa er det ogsaa tilladt at spørge om og forske efter Aarsagen til en saa overmaade vigtig Forskjel.

Saadan Undersøgelse sigter ikke blot til at lære Folkelivet i de enkelte Bygdelag at kjende; et klart Exempel fra en Kant af Landet kunde blive et godt Bidrag til at forstaa nogle af Folkelivets Gaader i det hele store Land.

Netop i Harhams Præstegjeld kom jeg til at danne mig en Formodning om Sammenhængen i denne Sag. Det skede derved, at jeg der forefandt en lignende Forskjel mellem de to Kirke-Sogne og med al Flid søgte at komme efter Aarsagen (Kap. 5) Siden forfulgte jeg hin Formodning, og jeg skal nu fremsætte den her.

Her er ikke Stedet til at afhandle Sagen med den Omstændelighed, som i videnskabelig Henseende kunde fordres. Jeg maa søge at fatte mig i Korthed og Simpelhed.

For hvert 100 Bønder (Eiendoms-Klassen) var der i 1855 i Land-Distrikterne følgende Personer af Arbeidsklassen[14]:

Husmænd med Jord Husm. uden J. Haandværkere. Daglønnere. Sum.
Indre Sogn 162 53 25 62 302
Yttre Sogn 58 29 3 5 95
Søndfjord 50 17 1 7 75
Nordfjord 37 10 2 4 53
Søndre Søndmøre 19 7 1 3 30
Nordre Søndmøre 29 7 2 6 44
Romsdalen 68 8 10 26 112
Nordmøre 87 22 18 27 154
Fosen 74 34 8 29 145.

Naar man nu sammenligner denne Tabel med de foregaaende, saa springer det i Øinene at de fire midterste Provstier, som udmærkede sig ved mindre Hyppighed af uægte Fødsler, nemlig Søndfjord – Nordre Søndmøre, de samme Provstier udmærke sig ogsaa derved, at Arbeidsklassen er mindre talrig. Den Mening paatrænger sig, at der er en Sammenhæng mellem disse to Ting: de uægte Fødslers Hyppighed og Ardeidsklassens Talrighed.

Nu ville maaske de Fleste forklare denne Sammenhæng saa: Folk af Arbeidsklassen er nu engang af flere Grunde mere udsatte for at forfalde til Løslevnet, og denne Klasses større Talrighed i enkelte Bygdelag er derfor Aarsagen til, at Forholdet der viser sig saa misligt.

Men Sagen forholder sig ikke just saa. Man vil komme til at anskue Sammenhængen anderledes, naar man noget opmærksomt betragter de Oplysninger, jeg nu skal anføre. – De Beregninger, som jeg hertil har anført, ere fundne ved Hjælp af Regjeringens Folketællings-Tabeller; men efter yderligere private Meddelelser fra Præsterne kan jeg beregne de uægte Fødslers Hyppighed særskilt inden Eiendoms-Klassen og Arbeids-Klassen i de to Aar 1855 og 1856. For hvert 100 Par Folk, som bleve ægteviede, var der følgende Antal Par, som havde Bom udenfor Ægteskab:[15]

I begge Klasser Særskilt i under Et. Eiend.-Kl. Arb-Kl.
Indre Sogn 74 43 95
Ytre Sogn 53 26 91
Søndfjord 17 8 30
Nordfjord 16 10 23
Søndre Søndmøre 17 9 38
Nordre Søndmøre 33 14 58
Romsdalen 67 50 84
Nordmøre 78 37 108
Fosen 59 42 71.

Disse Tal vise, at vel er Tilstanden overalt betydelig misligere inden Arbeids- end inden Eiendoms-Klassen, men at derhos det Fortrin, vi før have fundet i de fire midterste Bygdelag Søndfjord – Nordre Søndmøre, fremtræder i begge Klasser: hvad enten vi tage Hensyn til den ene eller til den anden Samfunds-Klasse, forefinde vi i Nabo-Distrikterne en større Hyppighed af uægte Fødsler. Forskjellen mellem Bygdelagene gaar igjennem det hele Samfund. Jeg slutter saa: Uligheden i Bygdelagenes Sædeligheds-Tilstand kan ikke ligefrem tilskrives Arbeids-Klassen alene; men Aarsagen maa søges dybere, i de Omstændigheder, som længer op i Tiden – have fremvirket den paaviste Ulighed i Samfunds-Tilstanden, eller at i nogle Bygdelag Arbeids-Klassen er voxet saa stærkt op og bleven saa meget talrigere end i andre.

Med Hensyn hertil skal jeg anføre endnu en Sammenligning.

Bønderne, som efter denne min Fremstilling danne Eiendoms-Klassen, ere ikke alle Selveiere; nogle ere kun Leilændinger. I efternævnte Aar var der for hvert 100 Selveiere følgende Antal Leilændinger:


1825. 1835. 1855.
Indre Sogn 30 23 14
Yttre Sogn 105 80 50
Søndfjord 81 68 42
Nordfjord 111 81 23
Søndre Søndmøre 198 160 85
Nordre Søndmøre 195 194 118
Romsdalen 37 33 20
Nordmøre 60 42 19
Fosen 90 54 20

I alle Bygder er, som man her kan se, det forholdsvise Antal af Leilændinger betydelig aftaget fra 1825 til 1855. Vi maa forestille os, at dette hovedsagelig er skeet derved, at Opsidderne have kjøbt de fordums Bygsel-Gaarde. Men naar vi holde os til Tilstanden, som den var i 1825 og 1835, altsaa for en Mands-Alder siden, saa finde vi, at de Bygdelag, som nu for Tiden udmærke sig ved en talrigere Arbeids-Klasse, allerede den Gang gjerne havde et mindre Antal Leilændinger. (Den væsentligste Afvigelse herfra forekommer i Forholdet mellem Yttre Sogn og Søndmøre; muligt dog, at om vi havde Oplysninger endnu længer op i Tiden, f. Ex. fra Aaret 1815, saa skulde samme Afvigelse ikke have fundet Sted da).

Hvorledes jeg opfatter Forholdet, kan jeg kanske bedst udtrykke ved at sige saa: For 100 eller for 200 Aar siden vare maaske den allerstørste Mængde af Gaardbrugere i alle disse Bygdelag kun Leilændinger; men hvis saa, da var der rimeligvis i alle Bygdelagene kun et lidet Antal af Husmænd og Haandværksfolk og Daglønnere, og da var fremdeles efter Sandsynlighed den Utilbørlighed, som vi nu for Tiden forefinde i den sædelige Tilstand, en lige stor Sjeldenhed overalt. Men i Tidens Løb er Forholdet med Jordens Besiddelse blevet anderledes, og denne Forandring er foregaaet i ulige Grad i de forskjellige Bygdelag, og dermed er fulgt Ulighed baade i den hele Samfunds-Tilstand og i Sædeligheds-Tilstanden.

Man tænke sig ind i Sagen, og man vil maaske give min Formodning Medhold.

At Leilændingsvæsenet finder Sted i stor Udstrækning, det antyder en ringe Grad af Udvikling og Velmagt hos Bønderne. En Bygd af Leilændinger maa vi forestille os som en Bygd af Arbeids-Bønder – gjerne flittige og sparsommelige, men lidet foretagsomme: de udføre gjerne selv alt det Skomager- og Skrædder-, alt det Snedker- og Smede-Arbeide, som forefalder paa deres Gaarde; men det falder dem ikke lettelig ind enten selv eller ved Daglønneres Hjælp at grave et skikkeligt Dige paa den vandsyge Mark eller at oprydde et Stykke Ny-Land: Jorden er jo ikke deres, og saadan Jordforbedring skulde maaske mere komme Eiermanden end dem selv tilgode. Men paa den Maade bliver her ikke Sted for Skomagere og Snedkere og Daglønnere, og der bliver ikke Rum for nogen ny Familie, uden hver Gang en gammel Familie gaar af og dermed et Gaardsbrug bliver bygsel-ledigt. Derfor heller ingen Tanke om Giftermaal uden Udsigt til at faa Gaard og det ved at træde ind i en ældre Gaardbrugers Ret. Men herved bliver Ungdommens Giftermaals-Anliggende i høi Grad afhængigt af de Ældres, af Forældrenes Tykke og Raad, en Afhængighed, hvorom f. Ex. den Skik med „Heimda-Byte“ vidner, som man endnu hist og her i Bergens Stift, f. Ex. i Søndfjord, kan høre tale om, og som bestaar deri, at to Fædre enes om, at den enes Søn skal ægte den andens Datter, mod at dennes Søn igjen skal faa hins Datter, saa begge Familiers Vinding og Tab med Brude-Udstyr og Arv kan gaa op i op. At Ungkarle hyppig gifte sig med Enker, det hører ogsaa hjemme i saadanne Bygder; thi naar Enken ikke sidder paa Eiendoms-Gaard, saa kan hendes Søn af første Ægteskab ikke med nogen Odels-Ret tage Gaarden fra hendes anden Mand.[16] Men under saadanne Forholde vil det ofte ske, at der indgaaes meget ulige Partier, mellem unge Mænd og gamle Kvinder og omvendt, eftersom Forbindelsen kan synes fordelagtig for Levebrødets Skyld, men med mindre Hensyn til den personlige Tilbøielighed; ja, Vanens Magt gjør, at saadanne ulige Forbindelser ikke forekomme anstødelige, og den Tanke bliver lidet udviklet, at Ægteskabet ogsaa skulde være en Hjerte-Sag. Derimod vil der lettelig uddanne sig meget strænge Begreber med Hensyn til løse Elskovs-Forbindelser: hvor det ifølge Bygdens Begreb tilkommer Faderen at gifte sin Datter bort, der maa ingen Karl søge hende paa ulovlige Veie og hun ikke indlade sig med ham i Løndom; Beileren maa henvende sig til Pigens Fader, og hun maa ikke have Tanke om Andet, end at det Ægteskab er det bedste, som Faderen bestemmer for hende for at sikkre hende godt Udkomme i Verden. Men under saadan Tugt og Tvang trives Elskov kun lidet, og Elskovs-Forseelser høre til de store Sjeldenheder.

Men nu tænke man sig den Forandring foregaa i en saadan Bygd, at Leilændingerne blive Selveiere, og man vil forstaa, at dette har stor Indflydelse i flere Retninger. Selveierens Søn vil ofte paatage sig Gjæld, naar han skal overtage Faderens Gaard og løse sine Medarvinger ud, og Gjælden nøder ham kanske til at dele sin Gaard i flere Brug eller til at oplade et Stykke Rydnings-Land til en Husmand, som sætter sig ned der. Eller om han slipper at udstykke sin Gaard, saa sker det gjerne derved, at han viser en større Driftighed, saa han bliver istand til at afbetale sin Gjæld, og den driftige Bonde sysselsætter og lønner flere Tjenere, Daglønnere, Haandværkere – Folk, som gjerne slutte med at blive Husmænd paa de Pladse, som enkelte Selveiere bestemme sig til at oprette i Udkanterne af deres Gaarde. Men paa disse Maader dannes der lidt efter lidt ved Siden af Selveierne en egen Klasse af Arbeidere og Rydningsmænd. – Men samtidigt hermed og i ikke mindre Maal indtræder adskillig Forandring i Begreber og Leve-Skikke. Med Exemplerne paa, at det gaar an at stifte Familie uden noget af de gamle Gaardsbrug, nemlig som Daglønner, som Haandværker, enten som „Inderst“ eller som mere selvstændig Husmand – med saadanne Exempler for Øie kan det snarere falde en Gut og en Pige ind at gjøre Aftale sig imellem om Ægteskab: der er nu flere Veie til Levebrød aabne for dem, de behøve ikke saa meget at spørge om Forældres Tilladelse, og de Ældres gamle Myndighed over Ungdommen taber sig. Længst vedligeholder denne Myndighed sig vistnok i de mere velstaaende Bonde-Familier; thi jo mere en Fader kan tilstaa eller nægte sine Børn af Gaver eller Arvemidler, desto større Indflydelse kan han udøve paa dem. Men saa er ogsaa det at mærke, at med Selveiendom følger ogsaa Uafhængigheds-Sind og Friheds-Aand og ædel Tænkemaade i Familierne, saa Bondens Sønner og Døttre nu ere mere tilsinds at ville raade sig selv i sine Hjertes-Anliggender og ikke lade sig altfor meget bestemme af Udsigten til nogle Dalers Medgift. Det kan ogsaa begribes, at naar det daglig spørges, hvorledes Husmandens Søn forener sig saa frit med den Pige, som han har fattet Godhed for, saa maa ikke Bonden vente, at hans Søn saa ganske og aldeles skal følge Faderens Raad om, hvem han skal tage sig til Hustru. Men denne Ungdommens Frihed viser sig for det Første som en Tilsnigelse, og Kjærligheds-Forbindelserne sluttes i Løndom. Dette er Oprindelsen til Nattefrieriets Skik. Men Nattefrieriet fører igjen næsten uundgaaeligt til det ustadige og kaade Natteløberi og Løslevnet. Mange af de saaledes letsindigen stiftede Forbindelser føre til ubetimelige Ægteskaber, hvorved Tallet af ubemidlede Familier yderligere forøges og Arbeidets Klassen voxer; andre Frugter af hint Løslevnet er, at Børn fødes og voxe op udenfor Ægteskab og desværre altfor ofte faa en forsømt Opdragelse og arte sig slet, og Saadanne kunne igjen bidrage til, at Usædeligheden tager mere og mere Overhaand.

Jeg kan, som sagt, ganske vel tænke mig, at Tilstanden i alle disse Henseender har været paa det Nærmeste ens i de her omhandlede Bygdelag for nogle Menneske-Aldere siden, men at saa den nuværende Forskjel i Tidens Løb er opkommen derved, at de sidste antydede Forandringer efter Leilændingsvæsenets mere eller mindre fuldstændige Afløsning ere indtraadte mere i nogle Bygdelag (Indre og Yttre Sogn, Romsdalen, Nordmøre og Fosen), mindre derimod i andre (Sønd- og Nordfjord, Søndre og Nordre Søndmøre). Og jeg mener, at naar man yderligere vilde første efter de allerførste Aarsager til disse Forandringer og Uligheder i Folkelivet, saa maatte man lægge an paa at faa vide, hvad det har været for Omstændigheder i Bygdelagenes Historie, som have bevirket, at Næringsveiene i nogle af dem mere end i andre ere blevne eller have vedblevet at være bundne i Leilændingsvæsenets Baand.[17]

For at sikkre mig mod Misforstaaelse skal jeg dog tilføie, at det naturligvis ikke er min Mening, at man paa den Maade skulde finde nøiagtig Forklaringsgrund til de nuværende Forskjelligheder i alle deres Enkeltheder. Jeg mener kun at have antydet Udviklings-Gangen i et af dens Hoved-Træk.

Paa min Reise gjennem nogle af Præstegjældene i nordre Søndmøres Provsti studsede jeg ved at høre, at saa mange Bønder vare kun Leilændinger; det vakte ogsaa min Opmærksomhed, at der i det Hele var saa faa Husmænd og mindre Folk af den saakaldte Arbeidsklasse, ja at Bønderne tildels, som paa Vigren i Harham (Kap. 5), med bevidst Hu modsatte sig Arbeidsklassens Formerelse; derhos blev det snart Gjenstand for min Iagttagelse, at her, især dog i de ydre Bygder, var mere frit for Nattefrieriets Uvæsen end i de fleste Egne, hvor jeg hidtil var kjendt, og at istedet derfor Frieriet foregaar med Mellemkomst af „Kvæmmelsmanden“, som paa Frierens Vegne henvender sig ikke til Pigen selv, men til hendes Forældre (Kap. 6).

Fra Søndmøre kom jeg over til Romsdalen. Allerede i det første Præstegjæld her, Vestnæs, lagde jeg Mærke til, at saa godt som alle Bønder vare Selveiere. Her forefandt jeg ogsaa en talrig Arbeidsklasse; især mellem 1825 og 1840 skulle mange nye Husmandspladse være blevne oprettede, og Bønderne vare nu blevne betænkelige derover og studerede paa Raad til at sætte Grændse for den yderligere Formerelse: Formandskabet søgte for nogen Tid tilbage at faa en Forening istand, hvor Bønderne skulde love enten ingen nye Husmænd at nedsætte eller ogsaa at give dem Jord nok og i Nødsfald forsørge dem i deres Alderdom, saa Bygden ikke skulde faa Byrde af dem. Og i det samme Vestnæs sagde Almuesmænd mig, at den Søndmørske Frier-Skik med Kvæmmelsmandens Bud og Omtals-Øllet ikke er kjendt og i Mands Minde ikke har været kjendt; de unge Folk stifte Bekjendtskab, som de bedst kunne, ved natlige Besøg o. s. v., og gjøre Aftale sig imellem og paa egen Haand, saasom Forældrene ikke saa meget blande sig ind i deres Giftermaals-Planer. Ja, da jeg kom længer ind i Romsdalen, maatte jeg endog studse ved at høre Nattefrieriet forsvaret og det af en af Bygdens hæderligste og mest oplyste Mænd, i hvem jeg netop mente, jeg skulde finde en Medhjælper til at faa modarbeidet hin Skik, saa meget mere, som han havde en Datter i den Alder, at Friernes Nattebesøg snart kunde ventes i hans eget Hus: han saa i Nattefrieriet en Yttring af den naturlige Kjærlighed, og denne kunde han ikkun villige, medens han harmedes over det gammeldags Væsen med Fornuft-Partier, som endnu selv i Romsdalen enkelte Velstands-Familier befattede sig med. Her i Romsdalen hørte jeg ogsaa oftere Almuesfolk med Uvillie tale om deres Naboer Søndmøringerne, som, sagde de, ofte sende Bud flere Mile bort i fremmede Bygder for at fri til Enker, som de aldrig have seet o. s. v.

I Anledning af dette Sidste kan jeg ogsaa anføre følgende Beregning: Af 100 Ungkarle eller af 100 Piger, som i Aarene 1846–1855 bleve gifte, var der følgende, som bleve gifte med Enker eller med Enkemænd:

Ungkarle med Enker. Piger med Enkemænd. Indre–Yttre Sogn 6 11
Søndfjord–Søndmøre 11 13
Romsdalen–Fosen 9 10.

Og med Hensyn til Nattefrier-Skikkens Herredømme i disse samme Strøg kan jeg efter private Meddelelser af Sogne-Præsterne, som derom have afgivet sit Skjøn, anføre Følgende: I efternævnte Antal af Præstegjælde[18] herskede Skikken

almindeligt. delvis. undtagelsesvis. slet ikke.
Indre–Yttre Sogn 7 2 1 1
Søndfjord–Søndmøre 1 5 8 7
Romsdalen–Fosen 9 7 5 -

Det sees, at i de fire oftnævnte midterste Provstier, Søndfjord–Søndmøre, hvor vi fandt mindst af uægte Fødsler, der hersker ogsaa Nattefrieriet i mindst Udstrækning (kun i 1 Præstegjæld „almindeligt“, i 7 Præstegjælde derimod „slet ikke“); men i det samme Strøg er det ogsaa mest hyppigt Tilfælde at der indgaaes disse ulige Forbindelser mellem Ungkarle og Enker eller mellem Piger og Enkemænd[19].

Endnu en Sammenligning. Det af Romsdalens Præstegjælde, hvor de uægte Fødslers Onde er allerværst, er Næsset[20]. Jeg kom ikke selv did; men da jeg talte med en kjendt Mand om Tilstanden der, sagde han, altsaa meget han end maatte beklage denne Plet paa Folkelivet, kunde han dog ikke dølge for sig selv, at netop Næssets Almue behagede ham fremfor andre i Romsdalen formedelst dens større Oplysning, Manerlighed, Fremskridts-Aand.

Og et lignende Lov hørte jeg af flere Mænd om visse Bygder i Nordmøre, som dog ogsaa vise et meget misligt Forhold i hint enkelte Stykke.

Omvendt blev det sagt om Akerø og Bod Præstegjælde Romsdalen, yderst ude mod Havkanten, „at vel forekom uægte Fødsler sjeldnere der end i de indre Bygder, men at Folket derude ogsaa mere slægtede Søndmøringerne paa, et Udtryk, som skulde betegne et lavere Trin af Udvikling og Dannelse.

Mere almindeligt sagt: det skulde ikke komme mig uventet, om en nøiagtig Sammenligning paaviste saadan Forskjel mellem samtlige de i dette Kapitel nævnte Bygdelag, mellem dem med faatallig Arbeidet-Klasse og sjeldne uægte Fødsler paa den ene og de andre Bygdelag paa den anden Side: hist mere jevn Arbeidsomhed paa gammel tilvant Vis – her noget mere Foretagelses-Aand og Fremadstræben; hist større Tarvelighed og Nøisomhed, ja vel endog Hang til Smaalighed og utidig Paaholdenhed – her mere Sands for Renlighed og huslig Hygge, men kanske ogsaa nogen Tilbøielighed til Pyntesyge og Vellevnet; mulig ogsaa, at Sparsommeligheden hist for en Del har hæmmet Misbrugen af stærke Drikke, men at det friere Liv her har havt mere Drukkenskab i Følge med sig.

Man kan betegne den hele Forskjel saa: paa den ene Side en mere gammeldags stillestaaende, paa den anden en nyere, mere fremskreden Kultur-Tilstand, hver med sine eiendommelige ledsagende Misligheder.

Den Almue-Kultur, som tilsteder Nattefrieriets Skik og deri har et af sine Kjende-Tegn, maa jo endnu kaldes meget lav; og dog er den med sin friere Retning vistnok et Fremskridt i Sammenligning med den tunge Livs-Anskuelse og strænge Leveskik, som blandt Andet er kjendelig derpaa, at Forældrene udøve ikke alene en raadende, men tvingende Indflydelse paa Børnenes Ægteskabs-Forbindelser, saa disse i altfor mange Tilfælde aabenbart indgaaes blot for Levebrødets og Forsørgelsens Skyld.

Med den stigende Kultur udvikles Nærings-Virksomheden, og Arbeids-Klassen bliver talrig, lettelig endog for talrig. Med den stigende Kultur udvikles den personlige Selvstændighed, og Livet, som før var fast bundet i gamle Synsmaader og nedarvede Skikke, bliver friere, og Friheds-Følelsen forleder snart En og Anden til Udskeielser. I de indbyrdes nærbeslægtede Bygdelag fra Søndfjord til Søndmøre er denne Udvikling foregaaet langsommere eller begyndt senere end i de andre.

Men uden Tvivl staar Forandringen for Døren i disse samme Bygder. Thi for en meget væsentlig Del maa jo denne Forandring netop ønskes, og der arbeides derfor ivrig paa at fremskynde den, f. Ex. ved at sætte Damp-Skibe i Fart paa disse Fjorde – en af de Foranstaltninger, hvormed forhaabentlig Nærings-Rørelse og Oplysning skal fremmes. Men dersom saa for Resten Alt gaar sin skjæve Gang, saa er det sandsynligt, at de moralske Onder, som vi nu med Beklagelse forefinde i Sogn samt i Romsdalen o. s. v., netop for Alvor ville begynde i de Bygdelag, hvor det hidtil har været mere frit. Tænkeligt er det, at navnlig de uægte Fødslers Onde ligesom af sig selv vil standse i sin Væxt i hine Bygdelag, og at det paa samme Tid skal holde paa at i voxe i disse[21].

Dersom alle Mand i Søndfjord og Nordfjord og Søndmøre, lig Bønderne paa Vigren (Kap. 5), forenede sig i fast Sammenhold for at hindre unge Folk i at leve som Løskarle og fremdeles for at hindre Løskarle og andre ubemidlede Folk i at stifte Familie, hindre dem ved at nægte dem Husvær o. s. v., se, saa vilde Tilstanden kanske forblive, som den er, ogsaa i sædelig Henseende. Men, vilde Saadant være ønskeligt og ret? Vi behøve ikke at strides herom; thi det er ingenlunde rimeligt, at saadant stort Sammenhold skal komme istand. – Lige saa lidt kan Tilstanden holdes stillestaaende i en Bygd, som den i nogen anden Bygd kan tvinges tilbage til et forgangent Standpunkt. Elven kan hverken standses eller tvinges opover; Tiden kan hverken staa stille eller gaa baglænds. Nye Tider komme for de nys nævnte Bygdelag ogsaa, og med de nye Tider noget forandret Tænkemaade og Leve-Skik, andre Kaar og andre Sæder.

Men skjønt der synes at være en vis indre Nødvendighed i Tingenes Gang, som det ikke staar i menneskelig Magt at gjøre noget ved, saa tror jeg dog ogsaa dette, at Fremtidens Tilstande for en Del, ja for en stor Til ville afhænge af den Maade, hvorpaa Nutidens Mænd tage Tingene, af den Bevidsthedens Klarhed og Villiens Alvor, hvormed de paa en og samme Tid søge at befordre Frihedens og Kulturens Udvikling og at forebygge de Misbrug og Ulemper, som saa let følge med. Jeg betegner kortelig min Mening ved at at sige saa: Med samme Menneskekjærlighed og Alvor og Iver, som der i Indre Sogn eller i Nordmøre bør arbeides hen til at faa fjernet de Uskikke og Misligheder, som have sneget sig ind der, bør der i Søndmøre o. s. v. vaages over, at de ikke saa snige sig ind eller tage Overhaand.

Men hvorledes fremkalde og veilede saadan Iver, hos – jeg mener ikke Præster og Skolelærere og Saadanne, men endnu mere hos selve Almuernes Husfædre, som nærmest have at vaage over Sæderne hos de unge Folk, Børn, Tjenere, logerende Løskarle? Hertil vilde det være ønskeligt, om Nogen med overbevisende Klarhed og fuldt Eftertryk kunde stille de nuværende Tilstandes Fortrin og Mangler for Øie og saa at sige tvinge Opmærksomheden hen paa de Forandringer i Folkelivet, som daglig foregaa, og hvoraf Fremtidens Velfærd vil afhænge.

Der skal vel gjøres mange Forsøg, før det lykkes nogen Gransker at trænge ind til fuld Forstaaelse af disse Egnes Folkeliv, og før det lykkes nogen Forfatter at fremstille al denne Mangfoldighed paa en heldig Maade, baade grundigt og klart tillige. Men et saadant foreløbigt Forsøg vilde nærværende Afhandling være. Idet jeg slutter den, har jeg en Fornemmelse, som om jeg har gjort et Vovestykke: efter ganske ufuldstændige Iagttagelser har jeg forsøgt baade at beskrive mange Enkeltheder og at danne mig Meninger om Tingenes Sammenhæng. Men jeg mente, at jeg derved kunde bidrage til, at andre Forfatteres Arbeider i samme Retning kunde lykkes bedre. Og endnu en Hensigt havde jeg: jeg veed jo, at der kun kan paaregnes ganske faa selvstændige Forfattere; men jeg har tænkt mig, at naar Mænd, som bo i disse Egne og have levet sig ind i Folkets Kaar og Sæder, af disse Blade se, hvad jeg ønsker at vide, og hvorledes jeg fremdeles, om Gud vil, tænker at nytte de Oplysninger, jeg erholder, saa skulle nogle maaske være saa gode at nedskrive og sende mig deres yderligere Forklaringer og Bemærkninger. Og jeg beder ret indstændigt derom[22].



Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Historien blev mig fortalt af en gammel og hæderværdig Mand. Men en Rednings-Historie, som jeg bar fortalt i 1ste Kapitel (Folkev. for 1858, Side 331, Anm.), viser, hvor overmaade let saadanne Fortællinger blive udsmykkede med Tildigtninger. I dette Tilfælde var jeg ikke saa heldig at træsfe den Person, som vel maatte vide bedst Besked, nemlig den nævnte gamle Kone.
  2. ↑ Manden fortalte mig fremdeles, at han havde været Soldat og tjent i Bergens Garnison, og mere end en Gang, naar han stod paa Post paa Fæstningen, havde han seet Gjenfærd, hvidt og svævende, af en Soldat, som var bleven dræbt ved en Kanons Sprængning. En anden Gang havde han været paa en Fisker-Baad udenfor Vigren; i Nærheden var en anden Baad, og midt imellem Baadene hørtes tre Gange et dybt Suk: „Aa – haa“, henover Vandet – netop der vare nogle Folk druknede, og de vare ikke blevne gjenfundne og begravede.
  3. ↑ En Bonde høit oppe i Guldalen, i Soknedalen, fortalte mig dog, at han engang havde været inde paa Fattigstuen med en Gave; Anledningen var, at han var til Byen med et Smør-Las og havde solgt Alt paa en hvid Gjede-Ost nær: for dens Skyld vilde han ikke standse længer i Byen, og saa faldt det ham ind at levere den af i Fattigstuen. Men – saa sluttede hans Fortælling – han havde aldrig tænkt, at der kunde siges saa megen Tak for en saa ringe Ting; han syntes, at det var for meget. – Jeg maatte mindes, hvad jeg havde hørt blandt de Spedalske paa Hospitalet.
  4. ↑ En Præst i det Bergenser yttrede den Mening, at Aarsagen til, at der netop paa den Kant af Landet var saa mange Levninger af katholsk Tænkemaade og Skik (han mente især det nu Omtalte om Gaver til de Fattige), kunde være at søge deri, at der netop her havde været saa mange Klostere og altsaa meget Munke-Væsen. Jeg vilde heller yttre saadan Formodning: Dersom dit virkelig stadfæster sig, at der i den gammeldags Folketro og Overtro forekommer mere af hedenske Erindringer i Indlandsbygderne og af katholske Forestillinger i Kyst-Egnene, saa kunde det maaske forklares saa: Katholicismen og den hele middelalderske Kultur, som skulde afløse Hedenskabet, trængte vel mere igjennem i Kyst-Egnene, som formedelst Næringsveienes Mangfoldighed og Søveienes lette Forbindelse i gamle Dage tør have været bedre befolkede og Sædet for en livligere Kultur-Udvikling fremfor de uveisomme og skovopfyldte Indlandsbygder. I de sidste Menneske-Aldere er Forholdet blevet omvendt; Agerbrugets Udvidelse og det formedelst tiltagende Handel alt mere og mere vigtige Skovbrug har gjort det mere folksomt og livligt i Indlandsbygderne; men i den gammeldags Folketroen Levninger tør der endnu være Spor af den Forskjel i Oplysning og Dannelse, som der monne have været for to til tre Hundrede Aar siden.
  5. ↑ Med mine Erindringer fra Indlandsbygderne var det mig helt paafaldende her paa Udøerne stundom at se Taarer bryde frem undet Samtalen. – Engang gik jeg forbi en stor Ager, hvor den nærliggende Gaards Familier havde hver sit Stykke og netop holdt paa at skjære sit Korn. Den første Hob raabte hen til mig for at faa vide, hvor jeg var fra, hvad jeg foer med, hver jeg agtede mig hen o. s. v.; den anden og den tredie Hob ligesaa. En Familie stod længere nede paa Ageren, saa langt borte, at de ikke kunde raabe til mig; men de standsede med sit Arbeide og saa efter mig. Saa syntes jeg, at jeg maatte gaa de faa Skridt for at føie dem og fortælle, hvor jeg var fra. „Fra Christiania?“ sagde Konen; det er vel langt borte det?“ Saa saa hun lidt paa mig og vedblev: „Tænk Du – ja, det er kanske galt, jeg siger Du, men vi vide ikke bedre her paa Udøerne – tænk, jeg havde 2 Børn, og nu ere de nylig døde begge“ – – og nu græd hun saa saart. Men jeg fik ikke svare hende stort: Manden saa paa en Skind-Taske, jeg bar over Skulderen, og spurgte, om jeg havde Varer at sælge, og nu bøiede Konen sig ned og gav sig atter ifærd med sit Arbeide.
  6. ↑ Og som Børnene nu lære Pontoppidans lille Forklaring, saaledes lod det til, at de fleste Ældre i sin Tid havde lært den store eller dobbelte. Og jeg hørte Harhams-Bønder yttre den bestemte Mening, at det vilde være rettest at begynde paa igjen med denne store Forklaring; det syntes næsten at ansees som Mangel paa Rettroenhed, naar man ikke delte denne Mening.
  7. ↑ Det tydeligste Lovbud herom er vel Res. 2 December 1740. Ved Loven om Almueskolevæsenet af 1827 blev det gamle Bud afskaffet, idet det nu bestemtes, at kun i de første 2 Aar efter Konfirmationen skulde Ungdommen være pligtig efter Tilsigelse at deltage i Katechisationen paa Kirke-Gulvet.
  8. ↑ En Kone, som havde givet sit Pigebarn tre Navne, fortalte mig, at det ene var efter en Præst, hun havde drømt; det var rigtignok en gammel Præst, som hun aldrig havde seet, men kun hørt omtale af gamle Folk.
  9. ↑ Endnu klages der fra disse Egne, ligesom allerede af Præsten Strøm, over Folks Uforsigtighed med at bringe Børn saa tidlig til Kirke. En Præst i Nordfjord skriver mig til, at den store Dødelighed her blandt spæde Børn som oftest har sin Grund i den Ilfærdighed, med hvilken man søger at faa dem døbte, uden Hensyn til, om det er Sommer eller Vinter, Storm eller Stille. „Dette skriver sig igjen dele fra Overtro, dels fra Sparsomhed, da det nok er Skik at traktere Enhver, der kommer ind til en Barselkone, inden Barnet er døbt.“ Tilføie bør jeg dog, at i selve Harham bruges Hjemme-Daab hyppig, saa Børnene her ikke føres saa tidlig til Kirke.
  10. ↑ Skjønt jeg, som sædvanligt, paa Stedet nedskrev, hvad jeg hørte, maa jeg dog tænke mig, at jeg maaske opfattede en eller anden Enkelthed mindre nøiagtigt. Ved denne Leilighed faldt det mig heller ikke ind, at jeg skulde komme til at gjøre saadan Brug af mine Optegnelser, som jeg nu vover.
  11. ↑ I Egne som Gudbrandsdalen maa man idelig høre Klage over, at det mindker med Skoven, saa det bliver saa ondt for Brænde; her i Harham hørte jeg den samme Klage med Hensyn til Torv-Myrene. I Fortiden har der været rig Skov paa disse Øer; det sees endnu paa Stubberne, som staa igjen, og som, efter Bøndernes Sigende, stundom bære Mærke efter Øxen, som fældede Træerne; nu er dog ikke alene Skoven ganske og aldeles forsvunden, men mange Torvmyre ere ogsaa udtømte, saa Torven maa hentes længere og længere borte. Saaledes maa Opsidderne paa Gaarden Flem nu skjære sen Torv oppe paa det høie Fjeld Skulen, og derfra maa de med sine Slæpe-Slæder kjøre den i 4 Vendinger: først opad Bakke til Aas-Brunen, saa halvveis nedover, derefter ned paa Fladen, endelig til Gaards. Til hvert Hus behøves, sagde man, omtrent 60 saadanne Læs. Opsidderne have oparbeidet en Vei paa det værste Stykke; men den vil ikke holde Stand, saasom der er for brat; de tænkte derfor paa en ny Vei og stilede en formelig Anmodning til mig om, at jeg skulde henvende mig til „Vei-Departementet“ om Hjælp for dem til dette Arbeide. Dette kunde jeg dog ikke love; men jeg benyttede senerehen Leiligheden til at henlede Amtmandens Opmærksomhed paa Sagen. – Der tør være ligedan Torv-Mangel paa andre Steder i Amtet, og Ondet vil vel vore jevnt, saasom Almuerne nok ikke have Tanke om at behandle Myrene saaledes, at de kunne voxe til igjen.
  12. ↑ Med Hensyn til hin Arbeide-Deling mellem Land-Bønder og Sø-Bønder kan jeg endelig anføre, hvad en meget forstandig og agtet Harhams-Bonde, Medhjælper Karl Langva, yttrede for mig: „Nu har jeg, sagde han, drevet Vaar-Fisket siden 1817; men jeg mener, at det havde været altsaa godt, om jeg havde sluttet med Fisket og drevet mere med Jorden; ikke skulde Tjenerholdet været saa stort da, og endda skulde jeg havt Gaarden i anderledes god Stand end nu.“
  13. ↑ Ja, i Indre Sogn og i Romsdalen o. s. v., især i enkelte af Præstegjældene, er Mueligheden saa stor, at den maatte vække Opsigt i hvilketsomhelst Land i Europa – naar man erindrer, at det er Landsbygder, hvor man er vant til at tænke sig Tilstanden bedre.
  14. ↑ I 1845 var Arbeidsklassen idet Hele noget mindre talrig; men det indbyrdes Forhold mellem Bygdelagene var i denne Henseende paa det Nærmeste ligedant da som nu. – Blandt Daglønnerne i Tabellen er medregnet et lidet Antal Folk som i Folketællings-Listerne ere anførte under Benævnelsen Søfarende.
  15. ↑ Ved denne Beregning har jeg manglet Opgaver for Prætegjeldene Førde i Søndfjord og Bolsø (med Molde By) i Romsdalen; derhos har jeg her saa vidt gjørligt holdt mig alene til Land-Distrikterne og derfor udeladt Opgaverne for Byen Aalesund. Derfor, samt fordi disse Opgaver kun omfatte de to Aar 1855 og 1856, kunde der ikke ventes nøiagtig Overensstemmelse med den tilsvarende Beregning ovenfor for Aarene 1851–1855. – Tabellen forstaaes saa: Naar i Indre Sogn 100 Par Folk af Eiendomsklassen bleve ægteviede, saa var der 44 Par af samme Klasse som havde uægte Børn; i Arbeidsklassen var Forholdet som 100 mod 95.
  16. ↑ I Harham forstod jeg ogsaa Bønder saa, at de ikke ansaa Bygsel-Gaardenes Overgang til Selveiendom for noget Attraaværdigt, og det netop af den Grund at Enke paa Odels-Gaard ikke havde saa let for at blive gift igjen med en Mand, hun kunde være tjent med: hendes Søn af første Ægteskab vilde engang i Tiden tage den fra ham igjen. Dette samme omtaler ogsaa Strøm (oftnævnte Værk, 1, 372), og han nævner det som Aarsag til, at mange Leilændinger lode være at kjøbe sine Gaarde.
  17. ↑ Det forekommer mig ialfald aldeles sandsynligt, at den Tænkemaade og Leveskik, som vi endnu den Dag idag lære at kjende i Sønd- og Nordfjord samt i Søndmøre, er mere gammeldags, og at Tilstanden i de andre her omhandlede Bygdelag er en nyere Dannelse. I hine Bygder synes jeg at have fundet saa megen Lighed med det Folkeliv, som fremstiller sig for os i de oldnorske og islandske Sagaer. Til Exempel skal jeg anføre, hvad en Præst i Søndfjord skriver mig til: „Ved Forlovelser sees der i Gaardmandsklassen stærkt paa, at begge de Forlovede, hvad Formuen angaar, kunne „svare ligt imod“, da det, som den Ene eier mere end den Anden, betragtes som fragaaet Familien og overgaaet til den anden som en Gave af Nødvendighed. Denne Anskuelse er derfor stundom Aarsag til, at paatænkte Partier gaa overstyr, Noget, hvortil begge Familier virke lige meget; thi den ene vil nødig, som det hedder, „gaa i Tab“, og den anden nødig finde sig i den ydmygende Tanke at modtage en ufrivillig Gave, der oftere vilde blive Gjenstand for Drøftelse og Omtale. Denne Opfattelse af Ægteskabet har formentlig fremkaldt det saakaldte „Heimda-Byte“, eller naar en Gaardmands Søn ægter en anden Gaardmands Datter, da maa til Vederlag sidstmeldte Gaardmands Søn ægte den førstes Datter, hvor ulige endog Alderen er imellem dem; thi saaledes sker et Bytte af Hjemmet, og paa begge Sider er der stillet fyldestgjørende Erstatning. Her tages altsaa mest Hensyn til at faa Børnene godt gifte eller, som det hedder, at se dem i et godt Brød. Børnenes Villie kommer kun lidet i Betragtning. I Almindelighed gjøre de dog ikke synderlig stærk Modstand, dels fordi de fra Barnsben ere vante til at betragte dette Forhold som det rette, dels fordi de, især hvad Pigerne angaar, selv anse det sikkre Brød for bedre end det uvisse. Alderen kommer, som sagt, ikke i Betragtning, med mindre Forskjellen skulde være altfor stor. Det er endog en ganske almindelig Anskuelse, at Konen bør være ældre end Manden, og er Forholdet omvendt, ansees det for et uheldigt Parti. Unge, velstaaende Gaardmand, som have staaet aldeles upaavirkede af Familie-Forholde, have giftet sig med endog meget ældre Kvinder af Hensyn til de Ældres større Dygtighed som Husmødre. – I Arbeidsklassen finde mere de saakaldte Inklinations-Partier Sted; Hensynet til Formuen er for en Del udelukket her; Fornuften tages mindre med paa Raad, og Fornuft-Partier ere derfor sjeldnere.“ Og fra Nordfjord skriver en Præst saa: „Fast uden Undtagelse leve Ægtefolkene i Fred og Enighed med hinanden og finde sig lykkelige ved Forbindelsen, mere end man skulde tro, naar man tager Hensyn til, at det i Regelen et er gjensidig Tilbøielighed eller Kjærlighed, men Forældrenes Villie, ja tildels Magtsprog, som knytter den.“ Men ved Læsningen af de gamle Sagaer vil man idelig finde Exempler paa samme Tænkemaade og Skik: Forældrene raade for sine Børns, navnlig Døttrenes Giftermaal, og idelig tages Hensyn til den Fordel, som kan ventes af Svogerskabet, saasom stor Medgift, mægtig Bistand i Hevn-Sager og Rets-Trætter o. s. v. – Men ret ofte siges det ogsaa i Sagaerne, at Konen klagede og fandt sig „ilde gift“. Og mon dette virkelig skulde være saa aldeles sjeldent nu i vore Dage?
  18. ↑ Opgave mangler for et Præstegjæld i Søndfjord og et i Romsdalen. Ellers er Præstegjældenee Antal, som det var før Borgunds, Surendalens og Ørlandets Deling for kort Tid siden.
  19. ↑ I en af de indre Bygder i Romsdalen blev det mig af vel kjendte Mænd forklaret, at Folket her gjerne ser op til Lesje og det øvrige Gudbrandsdalen som Forbillede paa Leve-Skik, saa nye Moder i Klædedragt og Husvæsen og Omgjængelse hentes derfra. Et Exempel herpaa har jeg meddelt i Afhandlingen Om Ædrueligheds-Tilstanden i Norge“, Side 89, Anm. Noget Lignende skal ogsaa have fundet Sted med Nattefrieriets Skik: denne er nok blevet til ligesom af sig selv her i Romsdalen, men bestod længe som et mere raat og vildt Væsen, indtil den efter Bekjendtskab med Gudbrandsdalen blev noget mere ordnet, saa der skal kunne skjelnes mellem ordentlige Nattefrieres Skik og udannede Folks Uskik. Saaledes forstod jeg ialfald Forklaringen. Og jeg har nogen Mistanke om, at formedelst Smitte fra Romsdalen af er Nattefrieriet – og det i den oprindelige Skikkelse – blevet udbredt til Nabobygden Nordre Søndmøre. Idetmindste lader det til, ifølge de mundtlige og skriftlige Efterretninger, jeg har erholdt, at det er blevet mere kjendt og herskende der end i Søndre Søndmøre samt Nordfjord og Søndfjord. Og deraf kan det vel komme, at Tilstanden med uægte Fødsler er mærkelig slettere i Nordre Søndmøre end i de nævnte sydlige Nabo-Distrikter, skjønt det ifølge de andre her omhandlede Omstændigheder skulde være jevngodt. – Til Sammenligning mellem Sogn samt Sønd- og Nordfjord med deres meget ulige Folkeliv kan jeg henvise til nævnte Afhandling „Om Ædr.-Tilst.“, Side 78 og 85. Se ogsaa sammesteds om Nordmøre og Fosen, Side 89 og 90.
  20. ↑ I de fem Aar 1851–1855 fødtes her 394 Børn, og af dem vare 138 – altsaa over Tredie-Delen – uægte!
  21. ↑ I den Beregning over de nægte Fødslers Hyppighed, som jeg fremsatte i Begyndelsen af dette Kapittel, ere de dødfødte Børn tagne med. Naar jeg sætter disse ud af Betragtning og kun agter paa de levende fødte Børn, kan jeg – ved Hjælp af Tal-Opgaver, som jeg har samlet i min Afhandling „Om Sædeligheds-Tilstanden i Norge“ – forfølge Sagen saa langt op i Tiden som til 1831, og jeg skal her fremstille Forholdet for hver af disse tre Samlinger af Bygdelag: 1) Indre og Yttre Sogn, 2) Sønd- og Nordfjord samt Søndre og Nerver Søndmøre, og 3) Romsdalen, Nordmøre og Fosen. I hver af disse 3 Egne og i hvert af de nedenfor angivne Tidsrum var det saa at naar der ægteviedes 100 Par saa blev der født følgende Antal nægte Børn:
    1831–35. 1836–40. 1841–45. 1846–50. 1851–55.
    1) 43 49 50 52 55
    2) 13 43 15 14 20
    3) 50 49 59 64 66.

    I hver af de tre Egne sees jo en stigende Forværrelse; men derhos ser det ud, som at Forværrelsen gaar forholdsvis mest for sig i Egnen 2 (Søndfjord-Søndmøre), som om denne Egn snart skulde indhente de andre; thi Forholdet er steget som fra 13 til 20 eller med 54 Procent, medens Stigningen i de to andre Egne kun er omkring 30 Procent. – Fra nu af bør man ialfald med Opmærksomhed agte paa disse Tal-Forholde, for hvert Fem-Aar, som henrinder.

  22. ↑ Dette Slutnings-Kapittel har udbredt sig over Strøget fra Fosen i Throndhjems Stift til Sogn i Bergens Stift, og det var kun for at undgaa Vidtløftighed, at jeg indskrænkede mig hertil. Men hin Anmodning tillader jeg mig at udstrække til Læsere ogsaa i de øvrige bergenske Bygdelag, Hordeland, Hardanger og Voss. Bygd for Bygd i dette store Strøg kunde jeg ønske at have saadanne ret i det Enkelte gaaende Oplysninger, som jeg selv gjorde mig Flid for at samle i Harham. Jeg venter naturligvis ikke, at nogen for min Skyld skulde skrive en hel Bog om alle de Ting, som jeg i mine Kapitler har berørt; men om En meddelte mig et Træk, en Anden beskrev mig et andet Stykke, enten om Folkets Kaar eller om dets Sæder, saa skulde jeg være meget takskyldig. Heller et enkelt Stykke ret omstændeligt beskrevet end flere løseligt behandlede; thi det er Enkelthederne, de saakaldte Smaating, som det er saa vanskeligt for den fremmede Reisende at opfatte, men som hver af Stedets Indbyggere have saa vel inde, og netop Smaatingene kunne ofte allerbedst lede til at opfatte og bedømme de store Ting. Ved denne Leilighed tør jeg ogsaa bede erindret en Side af Folkelivet, som jeg mindre har talt om i nærværende Afhandling, men som jeg har udbredt mig vidtløftigere over i Folkevennen for 1858, Side 189–233, nemlig de ulige Bygde-Skikke med Hensyn til Venlighed.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Harham._Et_Exempel_fra_Fiskeri-Distrikterne/2&oldid=224485»