Til det Paradisiske ved min Hjembygd hørte ogsaa, at jeg var Almuens Yndling. Endnu blomstrer denne Kjærlighed som Vintergrønt’et i den øde Have. Og jeg elskede de gode Folk igjen, og jeg gjør det endnu, endskjøndt denne lidenskabsløse Kjærlighed har bragt mig flere Ulykker og ladet mig begaae farligere Daarskaber end hiin sværmerske, hvis Magt til at dreje Hovedet om paa Folk man har seet Prøver paa.

„Holloi! Hei!“ raabte en ægte Jydestemme efter en Officeer og mig paa en Ridetur en smuk Sommeraften just som vi havde passeret den majestætiske Allee til hiin velsignede Nabogaard. „Holloi! have Mherrer slig Hast?“ lød Røsten atter fra Jordet ved Siden af Vejen med den hule Hæshed, som røber, at man har ført et raskt Liv i Ungdommen.

Det var den daværende Ejer af Gaarden, som raabte os an, ilende til Gjærdet fra sine Slaattefolk for at invitere os ned til en Eftasvel. Og en Eftasvel under de store Træer hos denne yderst gjæstfri og vittige Mand og i de gode Gamles Nærhed, var Noget jeg satte høi Priis paa. Han havde ligesiden min Konfirmation været min kjæreste Omgang, ja jeg satte ham høit mellem mine Venner, og at han nærede oprigtig Hengivenhed for mig, derom var og er jeg overbeviist. Han var den første voxne Mand, som havde drukket Dus med mig før jeg var bleven Student, og han fik mig til at dandse paa min Konfirmationsdag ved at hviske mig i Øret, da han saae hvor forhippet jeg var derpaa: „For de Rene er Alting rent.“

Men nu! Havde han budet mig Dagen før, havde jeg strax sagt Tak og gjort omkring. Men nu — til Tak for den artige Indbydelse bruser jeg ud, med Blodet pumpet op i Panden: „Nei Tak for mig! Mellem os maa det være forbi, Hr. Palle, siden jeg hører De er saa haard imod Almuen. Fy for Fanden o. s. v.“ Det ene Ord tog det andet. Udtrykkene fra begge Sider stege, ligesom sammenhvirvlede Blade i en Hvirvelvind, indtil de forsvandt, ligesom disse i Luften, udenfor Sprogets Omraade i Tvi’er og alskens paa Stedet opfundne Interjektioner. Tænker man sig Mundhuggeriet som en Bue, dalende i udtømt Mathed, da befandt Udtrykkene „Blodsuger,“ „forvorpne Dreng,“ „fordømte Jyde, som skal komme her og gifte sig ind i en agtværdig Familie“ og andre deslige sig allerede i Nedgaaende.

Men pludselig skyder der sig to grønne Straaler, som jeg aldrig havde seet før, ud af Hr. Palles smaa plirende Øine. „Hans, Gulbrand, Ole, Peter, Jakob hid hid!“ raaber han til sine Folk. „Have I hørt hvad han har sagt?“

„Ja, at I er en fordømt Blodsuger,“ brølede jeg, figurerende chevaleresk med Hest og Ridepidsk.

„Naa! Det er saa meget som I høre paa,“ lagde han til, tørrende Fraaden af Munden. „Det er nok. De skal høre fra mig, Hrr. W.“

Allerede samme Dag troer jeg Stevningsmændene indfandt sig. Stevningen blev vel ikke forfulgt; men den aabnede dog Rækken af de Stevninger jeg siden har været plaget med. Palle glemte mig denne Rencontre aldrig. Den blev Drageægget til Processer, der have fortæret flere af mine indre Kræfter og Mere af min Livsfriskhed, end en yderlig Fattigdoms Elendighed vilde have gjort. Da jeg i Høst paa Sottesengen havde Omarbeidelsen af Mennesket og Messias for mig, følte jeg mig overtydet om, at jeg ikke vilde have kunnet skrive dette Værk, om dette ikke var skeet før hine Prometheusgribbe af Processer begyndte at æde paa min Lever.

Siden jeg slap fra mine Processer føler jeg en Slags Isnen over Ryggen bare jeg seer et Udskud af en Inkassator. Den, som engang er bleven bidt af „en lang styg levandes En,“ bliver ogsaa bange for en Tougende, hedder det.

Saa dyrt har jeg betalt den Lære, som mine Læsere faae for intet, at ingen Last er farligere end den ædle Dyd, Oprigtighed, paa urette Tid og Sted.