Hauk-varpet
Tyldølerne og rendølerne har fra lang tid tilbage havt ret til at fiske i Tufsingdalen, en fjelddal, som hører under Tolgens prestegjeld, øverst i Østerdalen. Endnu den dag i dag har det sik- og ørretfiske, som her foregaar, stor betydning og afgiver en ikke uvigtig næringsgren for bønderne i Tolgen og omliggende bygder.
Men i gamle dage var det saa, at de, som vilde benytte sig af denne rettighed, maatte indfinde sig paa en bestemt dag, da folk fra forskjellige bygdelag i dalen samledes her. Kom nogen for sent, saa havde han forspildt sin andel i fisket for det aar, »thi i de dage gjaldt en bondes ord ligesaa meget som lovens bogstav i vore tider«.
Paa Haukstad i Tyldalen levede der langt oppe i tiden en mand, som hed Hauk; i hans dage var gaarden kun et eneste brug. Engang han reiste til dette fiske, stødte han paa et elgshold, som han gjorde jagt paa og omsider fik nedlagt. Men herved var tiden draget saavidt ud, at han kom for sent til at faa sin not knyttet til de øvrige fiskeres. Han tilbød dem andel i sit veide mod at faa være med, men forgjæves. For at han ikke skulde komme aldeles tomhændet hjem, tillod man ham dog at gjøre et eneste kast med det fælles fiskeredskab. I dette fangede han 9 fulde kløver fisk og en voksen bæver. Nu var der intet i veien fra de øvriges side for, at han kunde faa anpart i hele fisket, naar han vilde dele sine elgsdyr med dem. Men Hauk afslog det og drog hjem. Mindet om hans notkast lever endnu i dalen under navn af »Hauk-varpet».
Menigmands Ven, udgivet af Anthon Bang. Femte aargang s. 119–121. Meddeleren er sandsynligvis den som kirkesanger til Kvikne i 1872 afdøde Anders Reitan (»Stigers-Anders«).
De fleste sagn, som er bevarede i fjeldbygderne i nordre Østerdalen, knytter sig til enkelte nybyggere og deres fiskeri bedrift. Saaledes har man i Tolgen en fortælling om en enslig mand, som fiskede i Langsjøen og kun havde en hund til selskab. Naar manden fik fisk, spiste han selv kjødet af fisken og gav hunden benene. Da han saa, at hunden blev fed, medens han selv magredes, lod han hunden faa kjødet og tog selv benene. Da blev manden fed og hunden mager.
Engerdalen og Heggeriset, to af Østerdalens fjeldtrakter, blev ryddede i slutningen af det 17de og begyndelsen af det 18de aarhundrede, den første fra Rendalen, den sidstnævnte fra Trysil. Tidligere havde disse egne ligesom Tufsingdalen været fiskepladse for østerdølerne.
Om nogle andre traditioner fra Østerdalen se Hamar Stiftstidende f. 1884 no. 60 og 61.
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |