Hedals Kirke i Valders
Ogsaa i Valders afsidesliggende Fjelddale rasede den sorte Død med frygtelig Vælde. Mangen Gaard og enlig Dal mistede alle sine Beboere, tilvoxte med Skov og blev aldeles forglemt af de tilbageblevne Indbyggere og ubekjendt for de indvandrende Nybyggere. Paa disse fordum beboede, men da øde Steder vandrede for flere Aarhundreder siden en Skytte for at skyde Ryper. Da han afskjød sin Piil efter en Fugl, som sad i et Træ, hørte han Pilen støde an mod noget, der gav en forunderlig Klang fra sig. Nysgjerrig nærmede han sig Stedet og stødte til sin store Forundring paa en gammel Kirke. Ifølge den gjengse Tro, at saadanne Ting strax forsvinde, hvis man ei kan tilintetgjøre Trolddommen eller Forblindelsen ved at kaste Staal over det Fundne, greb han flux sit Ildjern, og kastede det over Kirken. Paa det Sted, hvor dette faldt ned, blev siden bygget en Gaard, der til Minde om denne Begivenhed, den Dag i Dag kaldes Eiljøinstad eller Ildjarnstad. Efter at denne Forsigtighedsregel var anvendt, besluttede Skytten at undersøge Kirken. Nøglen stod i Kirkedøren, som var halv aaben. Midt paa Gulvet stod en stor Klokke, og ved Alterets Fod havde en stor Bamse taget sit Vinterhie. Denne blev fældet af den raske Skytte og dens Skind blev til Minde om denne selsomme Tildragelse ophængt i Kirken; hvor Levninger af en stor Bjørnefeld endnu findes. I Kirken skal han blandt andre Ting have fundet nogle Billeder, en lille Messingkirke, samt 4 store Klokker og en liden. Mod en af disse havde Skyttens Piil stødt an, og derved foraarsaget den Klang, som gjorde ham opmærksom. Den lille Klokke bruger man endnu, naar Nogen har forvildet sig i Skoven; thi da troer man, at den Forvildede stedse kan høre Klokken, og saaledes igjen komme paa ret Vei. Af de øvrige 4 vilde man føre den største til Hovedkirken; men, da den skulde føres over et Vand, faldt den i samme, „og ei kunde andet ventes, naar man vilde skille den fra dens Søskende.“ – I klart og stille Veir kan man endnu see den i Vandet; men at faae den op er fast umuligt, thi dertil udfordres 7 kjødelige Brødre, der under Arbeidet ei maae tale et Ord. Engang gjorde 7 Brødre et Forsøg og havde allerede faaet den op paa Baadkanten, da en af dem udbrød: „Gud skee Tak, nu har vi den da;“ men i det samme Øieblik dumpede Klokken atter ud i Vandet.
(Mundtligt).
Anm. Andre fortælle at Pilen traf Kirkens Væg og at Skytten lagde sit Ildstaal paa Alteret, hvor han dræbte Bjørnen. Efter en anden Variation, som Kraft i sin Beskrivelse over Norge (2, 208) meddeler, blev Kirken omtrent for 400 Aar siden funden af to Skyttere. „De svere Stolper og de brede Bord, hvoraf den ældgamle Kirke bar været opført, bevise dens høie Alder. Denne gamle Kirke, hvis Snitverk røber uendelig Flid, skjønt udført i en maadelig Stiil, er senere udvidet og forsynet med Orgel. Et Mariebillede, udhugget af en Egeblok, en Reliqviekifte i Form af en Kirke overtrukken med Messing, et Røgelsekar, ligeledes af Messing, samt en liden Horaklokke, ere endnu Levninger af Katholicismen.“ Reliqviekisten, som kaldes St. Olafs Skrin, er udentvivl Sagnets Messingkirke. C. N. Schwach har poetisk bearbeidet dette Sagn. (See Hermoder 1ste Aarg. S. 206).