Heia, min hingst!
Heia, min hingst på den grønne eng,
heia, min guldtop!
Med fløiel jeg sadler dig ryggen så rund,
og guldbidsel lægger jeg ind i din mund,
med silketømmer og sølverdusk
og skinnende fjær på din nakke!
Så bær det afsted, så det ryger med støv,
fosser i luften og synger i løv,
og blomsterne springer i dale.
Heia min hingst med den vilde man,
heia, min ganger!
Min Guldfakse styrted. Så, heia og hop!
Jeg haster, må frem, — over klint, over klop,
om sneen skal fyge forbi din man,
og stormen skal stå mod din bringe.
Den skinnende sne og den ravnsorte hest,
bringen, som bryder den brusende blæst,
hei, — slig var det deiligt at fare!
Heia, min sidste, min stolte hest!
Heia, Snehvide!
Se slottet det sorte på klippen så rød, —
afsted, så det gnistrer! Til liv eller død!
Hvis ei til bryllup og søde kys,
så død i bølgen den sorte!
Jeg stanser og svinger min fløielsbaret:
Her bor prinsessen i svanedun klædt
med valmueblomster i håret.
Heia, min hest ved det sorte hav,
heia, Snehvide!
Med fløiel jeg sadler dig ryggen så rund,
og guldbidsel lægger jeg ind i din mund,
med silketømmer og sølverdusk
og skinnende fjær på din nakke.
Så bærer det ud i det natsorte hav.
Hør blot, Snehvide, hvad klang ved vor grav
fra klokken, som ringer til bryllup.