Henrik Wergeland (Bull)
| Henrik Wergeland av Olaf Bull |
Silhouettslægten→ |
Blandt stunder, jeg har mærker av, fortoner
sig underligst en dyster, ensom kveld,
da «Samfundet» stod stengt som et kastell
om en af sine store diskussioner!
Fra Universitetets bjærkehage
fornam jeg, frysende, at løvet faldt
med dyp, skolastisk visdom overalt,
for det var slut med sommerlekens dage!
Urokkelig og bomstærk stod portalen,
og gaten glinset, likesæl og øde,
men ovenpaa, i gamle samfundssalen,
stod alle ruterne fanatisk røde!
Debattens leder var en kjendt forfatter.
Dèr gik det for sig. Ofte steg en dur,
fra dem deroppe, som fra hjørn i bur,
og saa en lang lavine af en latter!
Jeg stod med ryggen imot sprinkelgjærdet
med kraven opslaat, trist og nattenummen —
saa overflødig kan en ener være,
som latterlig er utestængt af summen!
Men bommes porten grundig slike kvelder,
for folk, som søker fortsat underhold,
naar stamkaféen lukker klokken tolv,
saa faar en saan en finde andre fæller!
Chimærer rører sig bak ruten for
en mand, som skjændig er stængt utenfor!
Uvirkelige stemninger bereder
ham fjerne, vennesæle opholdssteder!
En anden samfundssal, skjønt meget mindre,
blev tømret i min tanke, og steg frem,
med spæde vægger, i den stores indre:
De første norske rabulisters hjem!
— — —
En liten sal, med lavt til bræddeloftet —
en mægtig kakkelovn fra Bærums værk —
i kroken stabelen med florhvit bjærk,
for der var kallt, der maatte fyres ofte!
Rundt bordet og langs væggene sat hen
en haandfuld unge, distingverte mænd
med favoritter og korrekte knebler,
en kreds af ynglinger med sikker logg,
som nød sit thevand, sine stekte æbler,
skjønt ogsaa gjerne bollepunch og grogg —
thi selv om minen var litt censor-bister,
saa var man ikke derfor no’n filister!
Hvor vilkaar skifter! Fler end én af dem,
som stod og trængte sig forbindtlig frem
og saaes bøiet over puncheboller,
i fadermordere og høie slips,
staar nu paa hylderne, i toga-folder,
og tørster, majestætiske, i gibs!
— — —
Den lange, ferme feiekosten, Tiden
har sopet større punchebollers skaar,
og fjernet værre baccanaler siden,
end dem, man undte sig i hine aar!
Thi svang en yngling af og til sin pægel,
var borgeraand og gode sæder regel!
Det var en meget respektabel tid,
glorværdig i sin aandelige id.
Det var en saare ansvarsvigtig kreds,
saa nærsyntklar og taktfuldt selvtilfreds!
Det gjaldt om, fremfor alt, at faa «Begrepet»
i skarpe linjer formet ut og slepet.
En slags æsthetisk alkymi blev drevet,
deviser digtet, epigrammer skrevet!
Slagfærdigheten svirret over bordet —
begyndelsen og slutten, det var ordet!
Og dog var tiden drømmesyk, og dog
var hver i kredsen født ideolog!
Besynderlig, hvor ypperlig det gik
ihop, dialektik og romantik!
En haarfin slægt! Det syntes utenpaa den,
at store drømme ikke kunde naa den!
Det laa i øiekroken, laa i næsen,
saa embedsmæssig, fint og fornemt krummet,
hvor kredsen var høitidelig og kræsen,
og hvor forlite overmot den rummet!
Forøvrig kan man heller ikke si,
at denne tiden manglet poesi —
men poesien var en kundskapsperse,
og alt, en kunde, skulde med i verset!
Man drev og tygget lidt romantisk drøv
som siden blev til bruk for læseboken,
og producerte meget aandfuldt støv,
som hang igjen og hygget sig i kroken!
— — —
Men — over dette smuldrende arkiv
af sprøde tanker, spinkle aforismer,
faldt ned, som fra vidunderlige prismer,
en ensom straale, funklende af liv!
I salen dèr, som ellers vilde falme
og slettes ut i mørke og i mugg,
blev slængt, livsalig drivende af dugg,
en tvundet kvast af lindeløv og palme!
Hvem skuldret sig? O Norge, det var han,
den grønne jæger, Henrik Wergeland!
Ja, over salens dørstok var han steget —
han tok sit sæte ved de vises bord!
Han kjeklet løs! Han lignet dem i meget —
han dyrket ogsaa ord — men hvilke ord!
For dem blev bræddesalen fort forliten,
og borgeraanden dèr for indpaasliten!
Men han var møiekjær! Saa kort det drøide,
hans nærvær, var det mere end et gløtt —
og om han ute først fik glans og høide,
saa var han indom samfundssalen støtt!
Men først i dagen utenfor blev manden
af kongelige kræfter fyldt til randen!
Dèr tok han himlen like ned i bringen —
hans store, underlige øine saa,
hvor sneen sov i sine bjærge blaa,
og vaarningen var liten, næsten ingen!
Hans rike lynne følte, hvor det bar —
et enkelt veirskjøn sa ham, der var fare
i folkets sære sind, for varig skarde,
saa kummerligt og karrigt veir, det var!
Her maatte daggry til, af aand og ild —
ret sagt, hans eget hjerte maatte til!
— — —
Aa, alle vet, hvad dette hjertelag
af gjemte vekster bragte for en dag!
Vi vet, hvad landet fik sig for en daab
av varme voner, ædelmodigt haab!
Vi vet, der kom i lierne en linne,
en ikke hadde set i mandeminde!
Men kjæmpen følte sig saa sæl og stærk,
saa rak i ryggen og i hovdinghærden,
at det, han hadde hug til, var et værk,
som høvet baade fædreland og verden!
Det var hans høie vilje, at fortolke
i samme sang, sit eget folk — og folket!
At, digtende, faa dradd i samme løft,
et land paa kjøl — og mugen af sin grøft!
Og se! Til hjælp for denne virkefryden,
steg herlig, kampglad varme op fra syden!
Paa Frankeriges grund slog tricoloren
som folkelige flammer ut af jorden!
Der sprat med nye nationalkokarder,
i kampene paa forstadsboulevarder!
Han fulgte, med sin lille fælleflok,
det hellige regimes Ragnarokk,
og offerrøken fra en blodig hop af
beskutte barrikader i Paris,
blev, blandet ind Eidsvoldsbjærkens bris,
til hymnen «Det befriede Europa»!
— — —
Det si’r sig selv, han maatte vel fortørne
en sprød, pertentlig samtid, saan en mand,
som ikke søkte kos i noe hjørne,
men fôr tilveirs, saa saare det gik an!
Som nægtet plent at ligge musestill
i politikkens spinkle pindespil!
Men om hans ri’er passet slægten ilde,
saa blev han skyldig i, hvad værre var:
Han stanset ikke, hvor hans venner vilde,
men fulgte lydig sindet, dit det bar!
Som da han, midt i kampen, lot i stikken
sit ideal fra fordum: Republikken!
Men just paa samme sæt, som foran flammen,
som foran glædestaaren i hans blik,
hans fædreland og folkene fløt sammen,
løb kongedom i ét med republik!
Endvidre blev han opført under tap
af romantikkens ømme broderskap!
ja, i romantisk mythos laa han efter —
for «dunkle dale» var en seer blind,
som ut af rike, kongelige kræfter
forstørret landet med sit eget sind!
Ti over splid om «retninger» og sligt,
steg blændende, berusende, hans digt!
Den samme stærke, tropehete draapen,
som drev mot dag og utsyn i hans blod,
dén gjorde ogsaa, han saa himlen aapen —
han hadde aanderum til overflod!
I hver begeistring fulgte han en frihet —
i hvert et deiligt billede han ga
paa tingenes forunderlige likhet,
blev hemmelige lænker kastet af!
Slik var i baade liv og digt den stolte
i evig, lyrisk tilstand af revolte!
Hans felt var rummet, og nationen fik
høimodig del i det, for da han gik,
laa landet vort med klippen, fossen, lien,
og fjeld og viddevang og bræ og top
legende-luftigt, himmelsk, løftet op
med tusen fine baand i fantasien,
og var, trods alle vorned-vilkaar, blit
i ædel, underdeilig mening, frit!
— — —
Forstod man denne ridderlige mening
med poesi og frihet i forening?
Jo, rundt i daler, bygder, mange steder
begrep de daaden, men i byen, nei!
Den kalle, lille by’n med fire stræder,
den slængte smuds og stener paa hans vei!
I al hans færd, ja, endog i hans kaar,
forfulgte den ham faafængt gjennem aar —
ti kjæmpen var af dem, hvis syner blaanet
desmere han i støvet blev forhaanet!
Livsalig lot han génierne lande
med lykkelige budskap paa sin pande!
Heroisk svøbt i sine syners vrimmel,
var Ariel umulig at raa méd —
for det var rummet selv, — den aabne himmel! —
som hellig hadde forbeholdt sig dèt!
Den himlen, som han dristet sig at elske
i alle dens foranderlige veir,
dén var det, som fik lokket den rebelske,
en vældig, jordisk vaardag, altfor nær,
for saa med ensom, majestætisk kulde
at slaa hans høie levehaab tilmulde!
— — —
Saa kom de hellige, de talte dage,
bak hospitalets dunkle lønnehage —
de dagene, hans feber gjorde om
til store, klare perler, som der kom
et gyldent blodskjær i, af mandig klage!
Hvor byen ligger mild, med aasen dèr,
og sommersus i sine løkkers trær!
Saa lyst i gaterne! Et folk, som grunder —
en fattig søndagsstemning, ren og tyst,
og i et lite rum, det triste under:
Titanen, knust imot sin himmels kyst!
Men om han, selv i vê, paa sottesengen,
beholdt den gyldne tonen i sin røst,
saa kom det vel, hos ham, af sammenhængen
imellem sjælens lykke og dens trøst!
Og manden bøiet sig mot Gud, og lød
detdype, forte fald fra lys til død!
— — —
| Tilbake til toppen av siden. |