Henrik Wergeland (Janson)
— — Frihedens Tanker kan aldrig dø;
thi de er Guds evige Skaberfrø,
de gik som en Ild Europa rundt
og skabte det syge om til sundt,
slog Trældom af Bonden og fik op Skoler
og klædte af gallonerede Kjoler.
De traf ogsaa os i Nød og Trængsel,
slog Laasen af Standsforskjellens Fængsel,
paa Svenskegrænsen de dobles i Blod,
i Eidsvoldssalen de malmfast stod,
for første Gang taled med Loven som Tolk
det norske, fri, suveræne Folk. —
Saa sovned man af, lidt slappet og mattet
og straks der blev paa Papirerne klattet,
Bæk randt i Bæk, og det samled sig i
et lidet pent Bureeaumkrati.
Det vilde kun efter bedste Evne
lidt mellem os og Svensken jævne,
de „dannede“ skulde med Staten stelle,
mens man skrød af Bonden og fik ham at trælle,
det norske var raat, og vi alle som een
for svage at staa paa egne Ben;
det „nordiske“ gjaldt det nu at samle,
og alt forøvrigt bli ved det gamle. —
Da kom Henrik Wergeland som et Skred
og styrted paa alt det „pene“ ned;
han pisked med Svøber Selskabstonen
og istemte Sangen fra Revolusjonen;
han saa Republikens skinnende Taarne
som Folkefrihedens Former fuldbaarne;
det norske Flag lod han flyve fra Stangen;
thi syttende Maj gav sig ikke fangen;
han Smaafolk og Bonden til sig drog
og trofast for deres Ære slog,
igjennem hans Digtning den norske Natur
klang blødt som en Sommerdrøm, frisk som en Lur.
Han Skjældsord, Processer og Had fik til Løn,
og Norge glemte sin største Søn,
lidt Taarer paa Baaren, som man kunde ventet,
men Jøderne rejste Monumentet. —
Efter den Tid vi kjemped saa mangen Kamp;
thi Friheden her gaar ikke med Damp,
det norske Folk er forsigtig, det bier,
det sadler ej samme Dag som det rider,
det sjelden gjør noget med rigtig Mun i,
det trænger at ruskes af „niende Juni“.
Reaksjonen kommer, den gode, gamle,
og den forstaar sine Kræfter at samle.
men medens man slæber paa Vetohalm,
saa støbes og Wergeland i Malm. —
Ja det er en underlig gjærende Tid,
der er Liv i Norge skjønt bitter Strid,
selv under hans Støtte man frister at flytte
hans Grænsepæle — men det skal ei nytte!
Vi ved, hvad han var, og med ham er nu støbt
til et evigt Liv, hvad paa Ejdsvold blev døbt.
Ja op mit Folk og ryst af dig Døsen,
husk: Frihed og Lighed! — det gamle Løsen,
det som har gjort vort Aarhundreds Forvandling,
ikke som Mundsvejr, men kun som Handling.
Vær god mod de smaa, skaf Arbeideren Ret,
vær stød paa Foden og blæs ej Retræt,
vær selv din selvvalgte Friheds Tolk,
da skal Wergeland smile stolt til sit Folk.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |