Wikikilden

Henrik Wergeland som Embedsansøger

HENRIK WERGELAND SOM EMBEDSANSØGER.
AF
D. THRAP.

Der var i Aarene 1830—40 neppe nogen Mand i Kristiania, der var mere bekjendt for den opvoxende Ungdom, end Henrik Wergeland. Han saaes jo overalt i sin grønne Frakke og runde Hue. Hans Kjæmpeskikkelse og hans milde tiltalende Ansigt maatte falde de smaa i Øinene. Vi kjendte naturligvis ikke til hans Digtning, men havde altid hørt, at han var Digter og — en Normand over alle! Af noget vildt fremstormende maatte selv Børnene faa et Indtryk, naar vi saa ham farende gjennem Gaderne med det tilbagekastede Hoved. Dette maatte jo i høi Grad tiltale Gutterne, og uden at kjende ham eller vide, hvad han egentlig var, maatte vi i det stille beundre ham. Hvis nogen havde sagt os, at denne Mand skulde blive Prest, vilde det visselig have vakt Latter. Noget mere urimeligt kunde vi vel neppe tænke os, end at Henrik Wergeland skulde indtage en Plads ved Siden af de 4 værdige Prester, Kristiania dengang havde, og som vi saa ofte fik se vandre gravitetisk gjennem Gaderne.

Dette barnlige Sværmeri for Henrik Wergeland fulgte vel flere end mig op igjennem Aarene, og mange vil vel mindes den inderlige Smerte, hans lange Sygdom vakte, og det dybe Indtryk af hans Død og Begravelse. Ved denne Tid udkom hans „Hasselnødder“ og et Udvalg af hans Digte ved Nils Dahl og C. N. Schwach, og der er ikke mange Bøger, jeg har læst med større Interesse end disse, og min Beundring af Wergeland blev kun større og større op igjennem Ungdomsaarene. Da jeg saa 1857 kom til Bergen, blev jeg meget forundret ved at høre hans Artiumskammerat, Presten Claus Reimers, omtale ham i meget nedsættende Udtryk som en Student, der blev skyet for sit Ulevnet. Reimers havde altid været en Mand af meget stræng Sædelighed og som Student meget flittig, og hans Personlighed gav mig i det hele Grund til her at tænke mig en Overdrivelse. Men 8 Aar efter — 1865 — kom en anden af Wergelands Artiumskammerater, Stiftsprovst Claus Daae, til Bergen, og han havde med sine strænge Sæder, sin Flid og store Interesse for det theologiske Studium dog levet mere med i Studenterverdenen. Navnlig havde han gjennem Fætteren Ludvig Kristensen Daa havt Anledning til at komme i nærmere Berørelse med Henrik Wergeland. Han gjentog Reimers’s Dom i meget stærke Udtryk. — Nu, dette kunde ikke have nogen Indflydelse paa min Betragtning af Wergeland i hans Digterstorhed og hans Betydning for vort Folk. Det kunde derfor ikke heller forundre, naar Hartvig Lassen gaar det over med et Pennestrøg, da han ikke har anlagt sin Bog som en alsidig Fremstilling af Henrik Wergelands Liv og Personlighed. Af denne Grund er det vel ogsaa, han kan fremkomme med en Ytring som denne: „Tildels paa Grund af den Praemske Sag, der efterhaanden blev mere og mere forviklet, søgte han forgjæves Prestekald, uagtet „Regjeringen erkjendte hans Fortjenester“ heder det i Faderens Optegnelser. Han søgte da at aabne sig en anden Løbebane og begyndte (i 1834) at studere Medicin. Det var maaske paa Grund af denne Ytring, der paa det sidste nær Intet har med Virkeligheden at gjøre, at M. Birkeland for adskillige Aar tilbage bad mig undersøge Henrik Wergelands Forhold som Embedsansøger. Skal dette ske, maa man nødvendigvis komme ind paa Ting, som Lassen har sprunget over.

Det var 1819 Henrik Wergeland blev sat i Kristiania Latinskole. Han kom da i Huset til sin Onkel, General Aubert, hvor han havde det godt. Imidlertid vilde han, da han voxede til, have mere Frihed og fandt saa paa at klage til Faderen over, at de 6 Fættere mishandlede ham. Det var en paatagelig Umulighed, da han var en Kjæmpe, som ingen af dem vovede at fornærme, men det har neppe været Wergeland ubekjendt, at hans Fader aldrig kunde fordrage denne Svoger, i hvis Hus han havde faaet sin Hustru, og Faderen var svag nok til at høre paa ham. Han fik da Lov at skaffe sig Logis ude i Byen og kom saaledes altfor tidlig til at føre et frit Liv[1]. Han fortæller selv derom i „Hasselnødder“, hvor de 2 Studenter, han fik Logis med, var Gert Rubach, død 1848 som Assessor i Bergens Overret, og Hans Tornøe Krohn, der døde i 1860-Aarene som Kjøbmand i Bergen. De var begge bekjendte som lystige Fættere[2]. Den, som han imidlertid nærmest sluttede sig til, var Fredrik Georg Lerche[3], hans Klassekammerat i Skolen. Det er mig fortalt af Wergelands Samtidige, at denne var den, der har havt den skadeligste Indflydelse paa ham. Wergeland skal selv have udtalt dette, og — sikkert er det, at Venskabet mellem ham og Lerche en Tid var afbrudt. Lerches Ungdomsliv er tilstrækkelig bekjendt af hans egne Meddelelser[4]. Han var som Wergeland en voldsom Natur, synes at have havt mere Mod — om man kan stole paa Kammeraters Meddelelser om Wergelands Mangel paa dette — og maaske mere Klogskab. Han viste i alle Fald under den bekjendte Begivenhed paa Gardermoen, hvor han holdt til Hest ved Wergelands Side, saa megen Klogskab, at han lød Befalingen at ride væk — efter at have givet fra sig endel Grovheder, medens Wergeland ihærdigen blev, hvor han var, og nægtede at lyde. Ogsaa Lerche blev skyet af Kammeraterne. Man var bange for ham. Der blev saa let Slagsmaal, hvor han var tilstede[5]. Vi skal ikke opholde os videre ved disse Ting, men kun anføre til yderligere Bestyrkelse, at her foreligger Vidnesbyrd fra 3 af Wergelands Kammerater, Rektor F. M. Olsen, Adjunkt G. H. Magnus og den gamle Student Knoph, hvis drastiske Skildringer vi ikke behøver at opholde os ved[6]. Det samme gjælder naturligvis disse gode Mænds Bemærkninger om Wergelands Karakter. Vi skal kun notere den Besynderlighed, at Knoph, der var Assistent i Rigsarkivet under Wergeland, beskylder ham for Gjerrighed. Dette er visselig en stor Feiltagelse, som tilfalde bevises ved det selskabelige Liv, han førte efter at være bleven gift, men man tør heraf slutte, at Wergeland var en god Økonom. Under Gardermosagen fremkom et Vidnesbyrd fra Prokurator Praem om, at Wergeland ikke var hengiven til Drik, om han end kunde give sig hen i et Selskab, hvor en Rus dengang ansaaes tilladelig. Han kan altsaa neppe have brugt overflødige Penge til sin Levemaade. Vi hører ogsaa, at han strax kunde kjøbe en Hytte for de 400 Spd., han fik for „Campbellerne“, hvoraf kan sluttes, at han ingen Gjæld har havt at betale.

Wergeland har vist ikke et Øieblik været i Tvivl om Valget af sit Studium. Veien var ham jo ligefrem banet: han skulde begynde som Kapellan hos Faderen for saa snarest mulig at gaa ind i en Landsprests idylliske Liv, der jo maatte tiltale en saa varm Natur, alt fra den tidligste Ungdom opfyldt af Kjærlighed til Landalmuen. Man skulde nu tro, at en vis indre Beredelse maatte staa som et Krav, en vordende Prest maatte stille sig selv under sit alvorsfulde Studium under saadanne Lærere som Hersleb og Stenersen, men herom tør man neppe tale høit. Der har været Tider, da der i dette Stykke blev krævet for meget, men i 1820-Aarene er der utvivlsomt krævet for lidet. Der var endnu megen Rationalisme i Luften, om end Universitetslærerne var hjertelig kristelige Mænd. Men ikke dette alene maa her komme i Betragtning. Der var i disse Aar en Mængde ledige Kald i Landet, og Wergelands Studenteraar faldt i en Tid, da det gjaldt at skaffe Kandidater, der hartad haandverksmæssig maatte expederes fra Universitetet for saa at gaa ned i Departementet og udse sig det Kald, de vilde have. Der kunde fremkomme en vis Overfladiskhed i Betragtningen af Prestegjerningen i en Tid, da man saa let kom til den. At et Ungdomsliv endog i temmelig vidt gaaende Løshed, naar man ikke fuldstændig kompromitterede sig og blev f. Ex. en Drukkenbolt, skulde have nogen Betydning med Hensyn til Ansættelse i presteligt Embede eller dettes Førelse — har maaske flere end en kun lidet tænkt paa i hine Dage. Saa meget tør siges med Vished, naar man har kjendt en Flerhed af hin Tids Mænd, at det ikke kan have været nogen Sjeldenhed, at de ansaa sit private Liv og hvad det førte med sig, som noget for sig selv, der ikke kunde blive til Skade for en fremtidig prestelig Gjerning, end sige hindre fra at komme ind i den. At Wergeland har havt denne Opfatning, tør vel ansees for aldeles sikkert, og han kunde derhos skrive meget paa sin Ungdoms Regning, da han blev Kandidat, før han var 21 Aar gammel.

Theologien var ham — et Aag. Han synes ikke at have havt den mindste Interesse for den. „Jeg tørster efter Examen“, skriver han 10. Oktbr. 1827, „thi Theologien, som den foredrages, gjøres ethvert ikke aldeles mechanisk taaget Hoved modbydelig, og jo længer det varer, des mere. 1828 taler han om „denne formaledidede Theologi, der sidder ham paa Nakken, som en Igle, der suger al Geist ud — næsten“, — 1. Febr. 1829 — faa Maaneder før han skulde op til Examen — sidder han og læser Hebraisk om Formiddagen, Græsk om Eftermiddagen, Dogmatik om Aftenen og — i den sildige Aftenstund skriver han paa „et Opus, som gjør ham Hovedet broget“ — kan ikke være andet end „Skabelsen, Mennesket og Messias“. Dette sidste kan bringe os til at forstaa, hvorledes Theologien, „saaledes som den foredroges“ af Hersleb og Stenersen, maatte blive ham modbydelig. Hersleb var — saavidt jeg tør tale efter et Blik i hans Forelæsninger — noget tør med al sin overordentlige Lærdom, men Stenersen var sprudlende og livfuld. Imidlertid har de vel begge fra sit orthodox-lutherske Standpunkt ikke kunnet finde nogen Gjenklang hos Wergeland, der opdragen ved Faderens Rationalisme allerede nu havde sat sig fast i den Deisme, der fik sit Udtryk i hans store „Verdensdigt“. Ud over dette Standpunkt kan han ikke nogensinde være kommen. „Jeg døer som Deist, som en Allahs oprigtige Dyrker“, skriver han fra sit Dødsleie 1 Maaneds Tid før sin Død, 17. Mai 1845[7]. Fra hans Examen har man den Fortælling, at han under Herslebs Examination gav sig til at forsvare Læren om ἀποκαταστασις, hvorpaa Hersleb: „Causas explices quaeso!“ Wergeland slog sig paa sit Bryst med de Ord: „habeo hic“[8]. Han skal ellers efter C. Monsens Biografi, der er trykt, medens han levede og bærer Præg af at være væsentlig en Autobiografi, have staaet sig godt i alt undtagen det gamle Testamente. Vi havde ellers troet, at han netop her havde været hjemme, da her jo er mere end nok af Næring for en Digteraand. Han er jo ogsaa en af de faa Kandidater i Norge, der har leveret et Arbeide i gammeltestamentlig Theologi[9], og i sine sidste Aar driver han Spas med Presternes — formodede — Ukyndighed i det hebraiske Sprog[10].

Da Wergeland var bleven Kandidat, var der ikke Spørgsmaal om andet end, at han maatte drage hjem til Eidsvold. Der var Intet at bestille for en theologisk Kandidat, som ikke havde Alder til at blive Prest. Selv en af de mest fremragende Kandidater fra hine Aar, Claus Daae, maatte strax efter sin Examen hjem og være Huslærer for sine Sødskende. Lærerposter var ikke at opdrive i hine Dage, og at leve af sin Pen var ikke at tænke paa. Han maatte da hjem, hvor han flittig prædikede, læste med Konfirmanderne og hjalp Faderen med alt Arbeide, hvortil Ordination ikke blev krævet. Meningen har upaatvivlelig været, at han skulde blive Kapellan, naar han var 23 Aar gammel, som man i de Tider ikke sjelden fik Lov til, men der kom noget iveien. Wergeland taler oftere om, at han ikke — som Kammerater — var bleven Kapellan, men aldrig om Grunden til dette. Han fremhæver kun, at han har brugt sin Tid paa samme Maade som en Kapellan, og at dette maatte komme ham tilgode, om han end ikke var bleven ordineret. Det maa ansees som sikkert, at hans Liv paa Eidsvold og andre Steder paa Romerike, hans Ungdommeligheder og gjentagne Kvinde-Eventyr har været den Hindring, som han ikke kunde faa ryddet afveien, hvor ivrig han end arbeidede derpaa. Da det viste sig umuligt at faa ham til Kapellan i Eidsvold, søgte Faderen at faa ham anbragt hos sin Ven Provst Jacob Finckenhagen paa Næs, men det lykkedes heller ikke — af samme Grunde[11]. Vi anser det muligt, at Wergeland tidligere ikke har tænkt sig, at hans Liv kunde blive ham en farlig Hindring paa Veien til den geistlige Stilling, men nu maatte han se, at det var Alvor, og gjøre alt for at rydde denne Hindring afveien. I „Hasselnødder“ taler han om, at hans Fiender vilde have fundet Hevnlyst som et fremtrædende Karaktertræk hos ham, men han mener selv, at det kun var Selvforsvar. Der kan anføres slaaende Vidnesbyrd om, at Fienderne har havt Ret i sin Paastand, men Wergeland, som her vel nærmest har tænkt paa sit Livs store Ulykke, Processen med Praem, har utvivlsomt ogsaa i dette Tilfælde paa sin Side Berettigelse til at tale, som han gjør. Wergelands Processer har Hartvig Lassen behandlet med Lethed, da de kun lidet vedkommer hans Digterliv, men de maa her berøres noget nærmere, da de har en ikke ringe Betydning for hans Stilling som Embedsansøger.

Det var 20. Septbr. 1828, det ulykkelige Optrin paa Gardermoen fandt Sted, da Wergeland, forvisset om sin Ret til den Plads, han indtog, ikke vilde lystre Ordre og flytte sig, hvoraf resulterede, at Overvagtmester Lie gav ham et Sabelrap, og der blev saa anlagt Sag baade mod Slagets Modtager og Giver. Til Overvagtmester Lies Defensor var beskikket Prokurator Jens Obel Praem, og da han som saadan optraadte 19. Oktbr. 1829, viste det sig, at han var Wergelands Fiende. Praem dikterede til Protokollen, at han ansaa Wergeland for „et af denne Jords Creaturer i udstrakt Betydning, som i den Grad søge at skade, at Comparenten ønsker, at Have laa imellem dem“. Derimod erkjendte Praem, at han — saavidt erindredes — ikke i de senere Aar havde seet Wergeland fuld, og aldrig under andre Omstændigheder eller paa andre Steder end der, hvor „ethvert skikkeligt Menneske uden Skam kunde være det“. Wergeland taler paa sin Side om de af Praem fremførte „af en galdedyppet Fiendskab aabenbart røbende Pen udflydte beskjæmmende Træk af Wergelands Levnet“.

Der maa altsaa fra Wergelands tidlige Ungdom mellem ham og den danske Prokurator have hersket et Fiendskab, hvis Grund vi ikke skal efterspore. Dette maatte jo nødvendigvis øges under Processen, men — det kunde jo være blevet ved dette. Her kan man imidlertid ikke fritage Wergeland for Tanken om Hevn. Andet kan ikke have bevæget ham til i Morgenbladet 26⁄8 1829 i en anonym Artikel at stille Praem i Gabestokken og lægge Hindringer iveien for hans mulige Valg til Storthinget. Praem kunde ikke offentlig imødegaa disse Grovheder, da han ikke var nævnt ved Navn, men lod Wergeland vide, at han kunde vogte sig, da man var istand til at offentliggjøre farlige Ting om ham, ja han vedgik det som sin Plan ved alle mulige Midler at bevirke, at W. ikke skulde faa Embede[12]. Der gik imidlertid 11⁄2 Aar, men da har der vel været Tale om, at Wergeland, snart 23 Aar gammel, skulde blive Kapellan, og nu har han seet, at Praem kunde blive farlig for hans Fremtid, og en voldsom Avisartikel i Morgenbladet vidner herom. Det er 5 Ting, Praem anklages for. Den første er, at Praem udspreder alskens opdigtede Letfærdigheder om ham, og den sidste, at Prokuratoren udspreder, at W. er en Forhaaner og Ringeagter af de bestaaende Troessætninger. Han har derhos omtalt Wergelands Møder med Bønderne til Folkeoplysnings Fremme som farlige, da de — formentlig — benyttedes til at udbrede politiske (antiunionelle) Ideer. Dette blev fremdraget af Wergelands Sagfører, der erklærede, at W. for at kunne udrette hvad han vilde til Almuens Gavn maatte fremtvinge Processen mod Praem. Det sidste er rimeligvis rigtigt, men det første neppe. W. har fremtvunget Processen — til Selvforsvar, ikke for at holde sine Ideer og sin folkelige Gjerning oppe. Det gjaldt hans Fremtid, og han kunde ikke faa mortificeret Praems Beskyldninger, der var i høieste Grad ødelæggende „for en ung Theolog, hvis conditio sine qua non det er, saa fremt han vil vorde Præst, forud at øve sig i at kunne vorde sin Menigheds Mønster, et Billed af Christus“[13] — uden ved at faa ham stemplet som en Mand, der ingen Agtelse og Tiltro fortjente. Han greb da til det Middel, at han besvarede Praems korte og ufarlige Artikel[14] med det bekjendte Avertissement, der omtales i „Hasselnødder“ som Frugt af en Ophidselse efter Nydelsen af et Par Glas Portvin. Han taler her om Praems „skurkeagtige Fremfærd“ og kalder ham en „Forbryder mod Stat og Menneskehed“. —

Wergeland har vist i sin Ungdom aldrig tænkt sig nogen anden Fremtidsstilling end den prestelige, om han end ikke havde Smag for Theologien og aldrig kom ud over sit deistiske Standpunkt. Dette kunde vist neppe været blevet nogen Hindring for hans Befordring. 2 af vore Biskoper paa den Tid var Rationalister. Der blev visselig i hine Dage lidet spurgt, om en Kandidat ved fortsatte Studier vilde gjøre sig mere dygtig til at være en Evangeliets Forkynder. Derimod blev der spurgt meget om Folke-Oplysning, og Kirkedepartementet havde 11. Juli 1833 udsendt en Rundskrivelse, hvori Prester, der havde lagt Nidkjærhed for Almuens Oplysning for Dagen, fik Løfte om at komme i fortrinlig Betragtning, naar de søgte Befordring. I dette Stykke var Wergeland langt forud for hver eneste søgende Kandidat. Han havde holdt Skole paa Eidsvold og undervist Almuens Børn i Norsk og Geografi — noget i den Tid næsten uhørt, — og han havde udgivet 6 Hefter „For Almuen“. Om dette har hørt til de Ting, Departementet havde for Øie i ovennævnte Skrivelse, er vel mer end tvivlsomt. Der har vel nærmest været tænkt paa Oprettelse af faste Skoler og Uddannelse af Skolelærere, da der endnu ikke var Seminarier. Wergelands Skrifter for Almuen var jo derhos ikke uden politisk Farve, — og det hørte jo til Praems Beskyldninger, at han paa sine hyppige Møder med Almuen rundt om i Romeriks-Bygderne benyttede Leiligheden til at opvigle Folket mod Unionen. Imidlertid maa det staa fast, at han, endnu ikke 25 Aar gammel, havde arbeidet mer end alle andre Kandidater paa Folkets Oplysning.

Prest maatte han blive. Det var ikke blot en Ungdomsdrøm om en Landsprests idylliske Liv paa sin Prestegaard med en Menighed, for hvis Oplysning han kunde arbeide som den, der havde alle til Venner, han vilde se opfyldt. Han maatte simpelt hen have en Stilling, hvori han kunde leve. Dette er sikkert nok, hvor prosaisk det end falder, naar Talen er om en Personlighed, der saa helt igjennem var Digter som Henrik Wergeland. Der var ikke Arbeide for theologiske Kandidater i hine Dage. Kunde de ikke blive personelle Kapellaner, maatte de ud som Huslærere. Borgerskole-Posterne var ikke mange, og i flere Smaabyer var de besatte med gamle Studenter, der sad længe i det. Det er ovenfor anført, at Wergeland var en god Økonom, om han end neppe — som Faderen — nogen Tid har tænkt at lægge sig til Formue. I en Landsprests Stilling vilde han kunne leve sorgfrit og hengive sig til sit Kald som Digter og Folkeskribent, og hans ihærdige Søgen om Embeder viser tilfulde, at dette var hans Maal. Hvilken Betragtning han har havt af Liv og Studium i Forhold til dette Maal, der ikke stod ham fjernt, skal vi ikke indlade os paa, og heller ikke tør vi her fælde nogen Dom fra vor Tids Synspunkt. At han elskede Folket og gjerne vilde ofre alt for dets Vel, synes hos ham at have været den Kjærlighed, han vilde bringe med til sin Menighed, medens Kravet paa Personlighedens Mildhed og Handlemaadens Visdom, for ikke at gaa videre — synes i det mindste at have været lidet fremtrædende for hans Betragtning.

Strax Wergeland var bleven myndig, beredte han sig til at søge Embede. Han prædikede til Dimis 1. Trin. 1833 og holdt Katekisation for Biskop Sørenssen over 2 Bud. Han fik Laudabilis til begge Prøver, — for Dimisprædikenen dog kun ob specimen scriptum. Det er bekjendt, at hans ydre Gaver som Taler ikke var glimrende. Dimisprædikenen er trykt, og vi skal ikke udtale os nærmere om den. Wergelands Forhold til Kristendom og Theologi er tilstrækkelig bekjendt, og det skal kun bemærkes, at dette aldrig var ham til Hinder paa hans Ansøgerbane. Da han havde afsluttet de praktiske Prøver, fik han sit testimonium publicum dateret 3. August 1833 og undertegnet af Steenbuch, Stenersen, Rathke, C. A. Holmboe, Fr. Holst. Det var vistnok af et mærkværdigt Slags. Det omtalte tilsidst hans udmærkede Aandsgaver og det Haab „— — — ut spreta juvenili levitate, non minus pietate vitae qvam accurata doctrina rem religionis, qvantum in ipso sit, augeat dignitatumqve ordinis sui tueatur.“ Endnu samme Maaned — 25. August 1833 — sendte han fra Eidsvold sin første Ansøgning om Næsoddens Sognekald. Intet Embede kunde være mere tillokkende for en ung Mand, der elskede Landlivet, men trængte til Forbindelse med Hovedstaden, og som 4 Aar gammel Kandidat kunde han under almindelige Omstændigheder have Haab om her at komme i Betragtning. Han anfører sin Virksomhed som Hjælper i Eidsvolds Sognekald med Prædiken og Katekisation og sine Folkeskrifter, der antages at have Værd efter Departementets ovennævnte Rundskrivelse. Men saa maatte han ogsaa omtale sine ulykkelige Processer. Gardermosagen var afsluttet ved Høiesteret, der havde idømt ham en Mulkt paa 30 Spd. Han antog, at han var „straffet langt ud over den antagne Forseelse, ligesom og almindelig Opinion antager, at Retten her ikke har været saa heldig at ramme det Rette“. Sagen med Praem var endnu ikke paadømt, men han kunde vedlægge en Bevidnelse fra sin Sagfører, den senere Amtmand Gulbrand Thesen, der erklærede, at Wergelands bekjendte Annonce i Morgenbladet var fremkaldt ved, at han saa sig sat „i en Slags Nødværgestand for at nøde sin Avindsmand tilat anlægge Sag“. Dette er vist aldeles rigtigt, om end Advokaten fortier den egentlige Braad i Praems Optræden: hans Beskyldninger i Retning af letfærdig Vandel og Fornegtelse af den kristelige Tro og Lære. Han ansaa det imidlertid for afgjort, at her ikke kunde blive Tale om at belægge Wergeland med vanærende Straf. At her intet Haab var om, at W. kunde vinde Sagen, skinner tydelig nok igjennem. Der har i Departementet neppe været Tale om ham, da Embedet blev givet til en ordineret Mand, der blev Kandidat Aaret efter at Wergeland blev Student.

Det næste Kald, han søgte, var Alten-Talvik, der blev kundgjort ledigt 12. Januar 1834. Han anfører atter sin Virksomhed som Folkeskribent og synes med Begeistring at have tænkt paa en Virksomhed blandt Finnerne. „Det forekommer mig“, siger han, „at i Anbetroelsen af et saadant Embede ligger fordoblede, næsten apostoliske Opfordringer til geistligt Gavnvirke og at jeg kun paa egedesk og stockflethsk Maade skulde kunne takke for en saadan Naade“. Skulde han ikke faa dette, saa søgte han om Tønsbergs Kateket-Embede. Det trak ud med Besættelsen af disse Embeder, og imidlertid faldt Underretsdommen i Sagen med Praem. Wergeland blev her dømt til en Mulkt af 300 Spd., medens ogsaa hans Modpart fik en mindre heldig Omtale i Præmisserne. De betydelige Omkostninger blev paalagt det offentlige, og Dommen indeholdt endvidere, at „den af Hovedeitanten i Stævning af 29. April og Indlæg af 16. Mai 1831 mod Contracitanten nedlagte ærerørige Paastand mortificeres, saa den ei kommer denne til Skade paa Ære, gode Navn og Rygte“. Wergeland sendte dette ind til Departementet, men har han herved anseet sig sikret fra denne Side, saa blev han skuffet. Han sendte flere Ansøgninger ind, medens der endnu forhandledes om Alten-Talvik. De residerende Kapellanier i Lier og Borgund samt Sognekaldet i Justedalen, Landets mindste, søgte han 29. April 1834. Hans Fader var dette Aar paa Udenlandsreise, og det var Wergeland betroet bl. a. at læse med Eidsvolds Konfirmander. Han tør nu antage, at Collegii academici Haab „ut levitas ejus juvenilis sperneretur“ maa ansees opfyldt. Han mener, at enhver „levitas“ uden den, som tilhører Alderen — og da en nu forsvunden — er hans Natur fremmed. Han mener derhos, at de hædrende Udtryk i Testimoniet rigelig opveier denne Bemærkning, og anfører, at det samme Udtryk — „spreta juvenili levitate“ — forhen ikke har udestængt fra geistlig Befordring. Han har vistnok adskillige gode Venner her at tænke paa. Han mener ogsaa, at der her ikke kan sigtes til hans Levemaade, da han i sine Studenterdage fordetmeste boede paa Eidsvold og ikke havde Raad til noget udskeiende Liv, men der var andre Ting iveien. Han var tidlig indviklet i en vidtløftig Proces og var kommen i Folketale som „satiriserende over visse publike Begivenheder og Personer og omnævnt ved Begivenheder, som tillagdes politisk Character“. Heri vil han kun se „Temperamentsfeil“ og „ikke stort andet end hvad der lader sig sige om unge Mennesker og Ungdom overhovedet“.

Der kan jo ikke være Tvivl om, at Regjeringen har bemærket Wergelands Ansøgninger og nøie overveiet, hvorledes den skulde behandle en saa fremtrædende Personlighed, men der findes Intet herom protokolleret før 17. Oktbr. 1834, da der afgik Indstilling om Justedalens. Sognekald, Landets mindste, der blev søgt af 18 Kandidater, af hvilke Wergeland var den ældste. Departementet — Statsraad Diriks — fandt, at det kunde være ønskeligt at anbefale Wergeland paa Grund af hans udmærkede Evner og de Prøver, han har givet paa Virkelyst. Man kunde ogsaa muligens finde sig forsikret om, at Alder og Erfaring herefter vilde værne ham mod Ubesindighed, hvortil han synes hidindtil altfor let at have ladet sig forlede, — men det ansaaes utilraadeligt at betro ham noget Embede, saa længe Sagen mod Praem, hvori der var nedlagt ærerørig Paastand mod ham, ikke var endelig afgjort. Biskop Sørenssen havde ogsaa havt sine Tvivl i dette Stykke, ligesom han troede, at Wergeland — om han skulde befordres — helst burde have et residerende Kapellani.

Wergeland har visselig haabet, at som den bekjendte „levitas juvenilis“ maatte antages at være svunden med Aarene, saa vilde ogsaa Sagen med Praem ikke længere staa som nogen Hindring, efter at den ærerørige Paastand var mortificeret ved Underrets-Dommen. Han maa være bleven bitterlig skuffet, da han snart fik vide, at han her havde taget Feil. Det har vel været i et Slags Fortvivlelse, han nu besluttede sig til at studere Medicin, da den geistlige Embedsbane syntes at være lukket. Den af Regjeringen anførte Grund har han vel anseet for et Paaskud, medens den virkelige var politisk Had, som han skriver til Ridderstad[15]. Denne Mening er ogsaa i den seneste Tid udtalt af Schwanenflügel[16], men dens historiske Værd bliver ikke derved større. Vi tør ikke negte Muligheden af, at den af Regjeringen anførte Grund — Processen med Praem — ikke var den virkelige, og det synes at fremgaa af senere Indstillinger, at hans Vandel i det hele og da vel maaske ogsaa hans ofte yderst uforsigtige politiske Optræden har været den egentlige Hindring for hans Udnævnelse til Prest. Selv maa han i nogen Tid have anseet Hindringen uoverstigelig, naar han for Alvor begyndte at studere Medicin om Sommeren 1834 og drev paa med denne hele det følgende Aar. Han kalder det selv „et Nødanker, han kun ved Anstrængelser, Opofrelser og formørkede Udsigters tunge Sind har udkastet“[17].

Har han nogen Tid opgivet Haabet om at naa den Stilling, han saa ivrig eftertragtede, maa det snart være kommet igjen, da han i Julen 1834 atter begyndte at søge. Maaske det er Faderen, som har overtalt ham, og maaske har Tanken nærmest været den at indsende et Forsvars-Indlæg, thi som et saadant ser hans Ansøgning om N. Aurdal (eller Nissedal, Strandebarm, Vedø resid. Kapellani), dateret Eidsvold Prestegaard 28. Decbr. 1834, ud. Det er naturligvis Processen med Praem og det ulykkelige Udtryk i hans Testimonium, det gjælder, men han kommer her ogsaa ind paa den Omstændighed, at han ikke har været personel Kapellan. Hans Argumentation er her svag. Han har i længere Tid, end personelle Kapellaner pleier at fungere som saadanne, udført alle de geistlige Forretninger, som kan betroes en uindviet Kandidat. Han har „foretrukket en grundig og flersidig Øvelse i Faget, hvorved han antog at kunne uddanne sig til Statens og Kirkens Tjeneste, før han antog at burde ansøge om at komme deri“. Denne „grundige og flersidige Øvelse i Faget“ kunde han vel ligesaa godt have skaffet sig som Kapellan. Hvor meget det har været ham om at gjøre at erholde geistlig Ansættelse, viser de usædvanlige Skridt, han har gjort for at rydde Hindringerne afveien. Han havde — formodentlig under Kronprinds Oscars Ophold i Norge 1833 — søgt Audiens og faaet hans „eget dyrebare Tilsagn at ville beskytte mig, om mine juridiske Forviklinger, som jeg befrygtede, skulde true med at udeholde mig fra den geistlige Embedsbane“. Han havde derhos af Regjeringens første Medlem, Statsraad Collett, faaet den Erklæring, „at de omtalte private Forhold ingen saadan Følge kunde have“, og to andre Statsraader havde ogsaa givet ham Haab. 4 Maaneder efter — 10. Mai 1835 — søgte han Hof resid. Kapellani i Solør og belagde sin Ansøgning med et Responsum fra det juridiske Fakultet, hvori erklæredes, at hans Supplikant-Adkomster ikke var suspenderede ved Modpartens Paastand i den verserende Sag. Departementet maatte vistnok finde, at han kunde „konkurrere blandt de første ved denne Leilighed“, men blev ved sin tidligere Mening, at Sagen mod Praem først maatte føres til Ende. Hans Supplikant-Adkomst har aldrig været „imodsagt“, men en Supplikants Adkomster kan ikke blive at bedømme alene efter juridiske Regler, „men hans Levnets Omstændigheder i det Hele maa tages i Betragtning, hvilket i Særdeleshed synes at maatte gjælde Supplicanter til geistlige Embeder, i hvilke det er af væsentlig Vigtighed, at Mænd ansættes, der ei alene have Kundskab og Talent, men hvis Vandel ogsaa er daddelfri“.

Med Aaret 1836 indtræder en Forandring i Wergelands Stilling, da han blev ansat som Amanuensis ved Universitetsbibliotheket. Han lod nu det medicinske Studium fare, men vedblev at søge, om end den fortvivlede Proces ikke vilde tage Ende. Den er, siger han, af en saa langvarig Beskaffenhed, „at jeg skal siges ikke at lide for min egen Skyld, idet jeg forgjæves har tilbudt Acqviesceren, men for en tvungen Sags vidtløftige Natur, om mine Adkomster som Supplicant fremdeles suspenderes“. Sin Ansøgning af 10. Januar 1836 om Hospitalsembedet i Throndhjem kunde han bilægge med Attest fra Professor Hersleb, der hævede den tidt omtalte Bemærkning om hans levitate juvenili. Denne kan vel heller ikke mere omtales, naar han kort før har været blandt de indstillede til Inspektørposten ved Kristiania Borgerskole. 1 Maaned efter — 20. Febr. 1836 — søgte han Ullensakers resid. Kapellani og fremhæver her, at dette Embede vilde give ham Leilighed til at oprette et privat Skolelærer-Seminarium, der da i Tidens Løb kunde gaa over til det offentlige. —

Hermed standser Wergelands Ansøgninger for næsten 3 Aar. Man skulde tro, at han vilde slaa sig til Ro i den ringe Stilling som Amanuensis ved Bibliotheket, hvor han efter fremlagte Attester udviste al ønskelig Flid og Orden, men det har aldrig været hans Tanke, og denne Gjerning kunde jo heller ikke føre ham videre frem. Imidlertid fik han andre Ting at tænke paa i den bevægede Sommer 1836, da de politiske Begivenheder — Storthingets Opløsning — rev ham med, og hans Flyveblade og end mere hans Stilling som Redaktør af „Statsborgeren maatte gjøre ham umulig som Embedsansøger. Der var jo ogsaa Tale om at anklage ham for Majestætsforbrydelse, da han i en Prædiken i Garnisonskirken ved Synet af flere tilstedeværende Storthingsmænd fik den fortvivlede Ide at bede for Kong Karl den tredje[18]. Imidlertid gik Tiden, og der kom Rolighed i Gemytterne, og da Aaret 1838 nærmede sig sin Ende, traadte han atter ind paa den for ham saa tornefulde Ansøgerbane. Landets mindste geistlige Embede, Nannestad resid. Kapellani, var ledigt, og 12. Novbr. 1838 indgav han en Ansøgning om dette Embede, maaske i Haab om, at Kongen, der var ventende til Landet, personlig vilde tage sig af ham. I den vidtløftige Ansøgning taler han mindre om sin ulykkelige Proces, der endnu venter paa sin Afslutning, men han maa nu ind paa sine politiske Sager. Han erklærer sig fri for „al smaalig Regjeringskritik“, medens han kun har handlet i en „stærk Følelse for Folkets Nationalitet“ og „aldrig fornegtet Enthusiasmen for dets Konge“. Han har forlængst fjernet sig fra en Kampplads, „hans Aand ingen Tilbøielighed har for, og længes ret hjertelig efter Rolighed“. — Det er bekjendt, at han nu stod nær ved sine Ønskers Maal, og at han glædede, sig inderlig til det idylliske Prestegaardsliv, han snart skulde træde ind i. Selv fortæller han i „Hasselnødder“, at han havde faaet et Tilsagn af Kongen, og at han havde en Velynder, der ikke nævnes[19]. Regjeringen havde sine Betænkeligheder, og Statsraad Holst, med hvem han havde en Samtale om Sagen 30. Januar 1839, og som vel sagtens har kjendt til det kongelige Tilsagn, antydede sin Frygt for, at han kunde gjøre Standen Skam. I en Skrivelse til Statsraaden den følgende Dag stiller han herimod Sogneprest Hesselbergs Formening, at han tvertimod vil kunne gjøre den Ære, hvad ogsaa skal være hans ivrige Stræben. Her fremfører han ogsaa det Haab, han kunde have netop i dette Embede at kunne finde Tid til at samle, hvad han vilde have opbevaret af sine mangfoldige spredte Skrifter og Digte. Det er bekjendt, hvorledes det gik. Wergeland var i Selskab med et Par Tydskere. De skulde — det var nok 12. Februar — over Isen gaa ud til hans Hytte i Grønlien. Paa Veien fik han det Indfald at gaa indom Pælæet til sin Ven Løjtnant Jens Gamborg. De havde Punschextrakt med, og Wergeland havde faaet sin Pibe tændt og sat sig i Sofaen. Efter hans eget Sigende var det blot et Kvarter efter hans Indtræden, at Pladsmajor Glad viste sig i Døren. Wergeland mener, at Glad — som alle andre Kavalleriofficerer — var ham ugunstig efter Gardermohistorien, men hertil skal kun bemærkes, at Glad var en stræng Officer, og han havde vel ikke heller behøvet at være dette for at finde adskilligt at bemerke ved det, han her fik se. Løjtnanten blev kaldt ud, forgik sig mod Disciplinen og blev efter Krigsrets Dom ved Ordre af 26. Februar indsat i Fredrikstens Officers-Arrest paa 2 Maaneder. Vagtstuen blev ryddet. Sagen kom for Kongen, der blev meget vred, og der blev naturligvis Intet af Kapellaniet. Departementet kunde nu skride til Behandling af Sagen og vel sagtens efter Palæ-Begivenheden udtale sig med større Frihed end tidligere om den egentlige Grund til Wergelands Forbigaaelser. Sagen med Praem betragtes nu ikke længer som nogen absolut Hindring, da den paa Grund af mangelfuld Retspleie har trukket sig utilbørlig længe ud og man kan forudse, at den vil faa et Udfald, der ikke vil være ødelæggende for Wergelands Stilling som Embedsansøger. Departementet maa ogsaa anerkjende de gode Vidnesbyrd, han har fremlagt — bl. a. fra Collegium academicum og Sogneprest Hesselberg — men kan dog ikke finde, at det endnu er den rette Tid at ansætte ham i geistligt Embede. Departementet[20] behøver ikke her officielle Data, da Wergeland „aldrig har undladt at give sig til Pris for den offentlige Kritik“. Det er stærke Ord, der bruges. „Det er vist, at han ofte har vist sig kun lidet at tage Hensyn til de Former og Regler, der maa betragtes som almenerkjendte i den dannede Verden, og at han letteligen skrider over paa det usømmeliges Gebet. Der mangler neppe heller Beviser paa, at hans Genialitet har været i hans Lidenskabeligheds Tjeneste og fjernet ham fra den Tolerants, den Sagtmodigheds og Kjærligheds Aand, der er den kristelige Læres Særkjende“. Som Bevis kunde Departementet pege paa den Proces, Wergeland for Tiden havde med en Kandidat, med hvem han i Juni 1838 var kommen i Trætte paa et Spisekvarter, hvor det havde taget en Ende med Haandgribeligheder, og — dette medens han tænkte sig ind i prestelig Stilling.

Som bekjendt fik Wergeland ganske kort efter sin Ulykke i Palæet af Kongen tilstaaet 200 Spd. aarlig i 2 Aar, hvorefter Hs. Majestæt vilde se ham befordret. Han blev nu gift og holdt foreløbig op med at søge. Vi finder ham ikke igjen før i Februar 1840. Rigsarkivar-Embedet var oprettet som et Kontor under Finansdepartementet. Det blev søgt af L. K. Daa og de kongelige Fuldmægtige Wangensteen og Platou. 8. Febr. 1840 indstillede Regjeringen L. K. Daa. Indstillingerne blev i de Dage bekjendtgjorte, og — Daa traadte strax tilbage. Han har vel ikke villet opgive sine Udsigter til at komme paa Storthinget. Allerede 17. Februar afgaves ny Indstilling. Der var nu kommen en ny Ansøger, Henrik Wergeland. Der blev ikke Tale om ham, og Wangensteen blev indstillet, men der maa være bleven Tale om ham i Stockholm, thi Kongen udsatte atter og atter Embedets Besættelse. At dette skede af Hensyn til Wergeland, viser jo Udfaldet.

Wergeland, der naturligvis kjendte den nye Indstilling, har vistnok snart slaaet Rigsarkivet af Tankerne, medens et Preste-Embede fremdeles stod som hans Ønskers Maal. Kongen havde sagt, at han om 2 Aar vilde se ham befordret — naturligvis til et geistligt Embede, da der i hint Øieblik ikke kunde tænkes noget andet — og da 2 Maaneder var hengangne af det andet Aar, traadte han atter frem som Ansøger til Røken Sognekald 9. Marts 1840. Han minder strax om det Haab, hans Majestæt har givet ham, dengang han skjænkede ham sin Understøttelse til hans Arbeide for Almuens Oplysning. For denne hans Virksomhed maatte det være en stor Fordel, om han kunde være Sogneprest i Røken, der ligger mellem 2 Byer med en betydelig Arbeiderbefolkning. Kaldets Forretninger kunde heller ikke være flere, end at de maatte tillade ham at fortsætte sin Virksomhed med Bladet „For Arbeidsklassen“. Han maatte kunne udrette mere, naar han havde „det prestelige Navn“, medens hans spredte Menighed, „der rigtignok hverken yder Offer eller Tiende, men endel Erfaring, som Presten ikke bør undvære“, nu let kunde faa Betænkeligheder ved sin „Moralisator“, naar denne ikke var istand til at blive Prest. Samme Dag søgte han Hafslo. „Imellem den gamle Fylkisbygds Naturmennesker vilde han ikke savne Anledning til at kunne gjøre Kirken og Civilisationen Tjenester“ 14. April søgte han Urskog, 25. April nedre Kvinesdal og endelig 29. Juni Grans residerende Kapellani. 3. Mai 1840 kunde han meddele, at Overretsdom var falden i Sagen mod Praem, hvis ærerørige Paastand mod ham var mortificeret. Den ham paalagte Mulkt var nedsat fra 300 til 100 Spd. Det sees ikke, at Regjeringen har taget det mindste Hensyn til disse Ansøgninger, men heri behøver ikke at ligge nogen absolut Forkastelse. Det kan vel være kommen til dens Kundskab, at Kongen vilde gjøre Wergeland til Rigsarkivar, og at dette var den egentlige Grund til de idelige Udsættelser af denne Sag. At Regjeringen nødig vilde se Wergeland i prestelig Stilling, fremgaar tilstrækkelig af Indstillingen til Nannestad, der kun var 1 Aar gammel, og hvad det kongelige Tilsagn angaar, saa kunde man jo lade de 2 Aar gaa tilende, før man satte ham paa Indstillingslisten.

Det sees saaledes, at Wergeland den hele Sommer og vel udover Høsten 1840 har været opfyldt af sine gamle Ønsker og Forhaabninger om at naa frem til en Landsprests idylliske Liv, medens der i Stockholm har været forhandlet om hans Befordring til Rigsarkivar. At der var en Mellemmand mellem Kongen og Wergeland allerede under Kongens Ophold i Kristiania 1838—39, er sikkert nok af Wergelands egne Ytringer i „Hasselnødder“. At denne har befundet sig i Kongens Nærhed og der talt Digterens Sag, tør være rimeligt. Omsider gav Kongen i November den norske Regjering Paalæg om at indkomme med fornyet Indstilling om Rigsarkivar-Embedet, og Indstillingen, der blev afgiven i November 1840, lød atter paa Wangensteen og C. Platou. Det var dog vel bekjendt, at Wergeland skulde have Embedet, og 18. Novbr. 1840 blev han udnævnt samme Dag som Welhaven blev Lector i Filosofi. —

Saavidt vi ved, er Regjeringen ikke fra nogen Side bleven klandret, fordi den undlod at gjøre Wergeland til Prest. Det eneste, vi har fundet, er, at en Storthingsmand 1836 optog en Fortegnelse over de Embeder, Wergeland havde søgt 1835, og ved hvis Besættelse han var forbigaaet. Den skulde være til Brug for Protokolkomiteen, men blev ikke benyttet. Man skulde tro, at baade Wergelands Venner og Fiender har været enige i den Tanke, at han var uskikket til at være Prest. Hvor forskjellig man end i hine Dage har tænkt om en Prests Stilling som Kristi Tjener og Menighedens Sjælesørger, som Kongens Embedsmand og Oplysningens Befordrer, — saa meget vidste alle, at hans Gjerning var Stilhedens alvorsfulde Virken, og ind i denne har man vist med fuld Grund havt Vanskelighed ved at tænke sig Henrik Wergeland. Det kunde synes underligt, at ikke Regjeringen med Glæde greb Leiligheden til at sætte ham ind i Rigsarkivar-Embedet, hvorfra han neppe kunde tænkes at ville komme tilbage med Ansøgninger om Prestekald, saa meget mere, som det ikke kunde være Regjeringen ubekjendt, at Kongen vilde give ham dette Embede. Maaske har man tænkt, at Embedet alene kunde betroes en Jurist eller en Historiker, og Wergeland var ingen af Delene. At man ikke har følt sig forpligtet til at belønne ham som Digter paa den eneste Maade, som var mulig — ved Befordring — kan forekomme besynderligt for os, der kun med Beundring ser paa hans Digterpersonlighed, men hin Tids raadende Mænd havde i Almindelighed lidet Øie for denne, medens andre Sider af hans Væsen, der laa klart nok for Dagen, let kunde gjøre det betænkeligt at sætte ham i Embedsstilling. Man faar ogsaa ved de Indstillinger, hvori Regjeringen har taget noget Hensyn til ham og skjænket ham en kortere eller længere Omtale, et Indtryk af, at de anførte Grunde ikke er de virkelige.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Professor L. C. M. Auberts Meddelelse.
  2. ↑ Provst W. F. Korens Meddelelse.
  3. ↑ Prof. L. C. M. Auberts Meddelelse.
  4. ↑ F. G. Lerche: Om Nødvendigheden af Reform i vor Retspleie. T.hjem 1845. 91.
  5. ↑ Meddelelse af Provst Jacob Hveding († 1895).
  6. ↑ De ere opbevarede i Rigsarkivet.
  7. ↑ Morgenbladets Extra-No. 35, 1902.
  8. ↑ Meddelt af Dr. L. Daae — i M. Birkelands Papirer. Jeg hørte ogsaa dette i mine Skoledage af en anden Prestesøn, hvis Fader var W.s Samtidige.
  9. ↑ Hans Oversættelse af Habakuk i Wexels’ Tidsskr. f. Kirkekrønike og Theologi.
  10. ↑ Schmahrs Proces.
  11. ↑ Professor Dr. L. Daaes Meddelelse.
  12. ↑ Wergeland i Morgenbladet 37/1831.
  13. ↑ Morgenbladet 37/1831.
  14. ↑ Morgenbladet 99/1831.
  15. ↑ 12⁄8 1834. Wergelands Breve udg. af H. Lassen.
  16. ↑ H. Schwanenflügel: H. Wergeland, Kbh. 1877. S. 200.
  17. ↑ Ansøgning om Hof resid. Kapellani 10⁄5 1835.
  18. ↑ Wergelands saml. Skr. VIII, 640. P. C. Holsts Optegnelser 251.
  19. ↑ Det kan neppe være nogen anden end Statssekretær Due, der i hans sidste Leveaar oftere traadte i Forbindelse med Wergeland.
  20. ↑ Indstillingen, dat. 13. Marts 1839, er uden Tvivl forfattet af Expeditionssekretær Honoratus Bonnevie.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Henrik_Wergeland_som_Embedsansøger&oldid=249082»