Historisk-geographisk Beskrivelse over Kongeriget Norge (Noregsveldi) i Middelalderen/6
6. Den nysnævnte Inddeling stod i nøieste Forbindelse med de administrative og judicielle Indretninger. Efter Harald Haarfagres Bestemmelse skulde der være en Jarl i hvert Fylke., og hver Jarl have fire eller flere Hersere under sig, hvilket vel er saaledes at forstaa, at der skulde være en Herser i hvert Hered. I hvert Hered kunde Sager afgjøres paa Hereds-Thinget; fra Heredsthinget stevnedes, naar man ej kunde blive enig, til Halve- eller Fjerdings- eller Tredings-Thinget, derfra i lignende Tilfælde til Fylkes-Thinget, og fra Fylkes-Thinget til det store Lagthing for flere Fylker, hvor ogsaa offentlige Sager afgjordes, Love vedtoges o. s. v. Ethvert af disse Lagthing havde sine bestemte Districter med særskilt Lovgivning; disse Districter vare fra Olaf den Helliges Tid af:
a) Frostuþingslög, hvis fælles Thingsted var paa Frosten; det indbefattede Naumdølafylke, de 8 throndhjemske Fylker, Nordmørefylke og Raumsdølefylke.
b) Gulaþingslög, hvis fælles Thingsted var paa Gulen (Gula), omtrent ved Evindvik Kirke, nu i yttre Sogn, forhen i Nordhørdeland; det indbefattede Søndmøre, Firdafylke, Sygnafylke, Valdres, Haddingjadal, Hørdafylke, Rygjafylke og Egdafylke.
c) Eiðsivaþingslög, hvis fælles Thingsted var paa Eid eller Eidsvold (Eið, Eiðsvellir) ved Vormen paa øvre Raumarike; det indbefattede Gudbrandsdalens Østerdalene, Heina-, Hada- og Rauma-Fylker.
d) Borgarþingslög eller Víkin, hvis fælles Thingsted var paa Borg eller Sarpsborg; det indbefattede Grønafylke, Vestfold, Vingulmark og Ránrike. Det maa dog bemærkes, at Borgarthingslagens Fylker før Olaf den Helliges Tid hørte under Eidsivathinget, og først ved Sarpsborgs Opkomst skiltes derfra.
Hálogaland, Jemteland og Herjedalen regnedes ikke under nogen af disse Afdelinger, men havde Thing for sig selv, uagtet deres Lovgivning synes at have været Frostathingets.
Frostuþingslög synes oprindeligen kun at have omfattet de 8 throndhjemske Fylker, hvorved det saaledes var eenstydigt med Þrœndalög, Thrøndelagen, hvortil senere de øvrige Fylker maa have sluttet sig. Paa samme Maade synes Gulaþingslög ifølge Egils Saga (c. 57) oprindeligen blot at have omfattet de tre Fylker, Firdafylke, Sogn og Hørdafylke. Formodentlig har ligeledes den egentlige Kjerne af Eidsivathinget været de tre frugtbareste oplandske Fylker, Heina-, Hada- og Rauma-Fylke, medens de tre fornemste Fylker i Viken, Vestfold, Vingulmark og Alfheim ogsaa have hørt nærmere sammen. De indre Districtet Valdres, Haddingjadalr, Rábyggjalög, Þelamörk, Guðbrandsdalir, Eystridalir, synes da, ligesom senere Jemteland og Herjedalen, ikke at have været regnede under noget bestemt Lagdømme.
I den sidste Tid af Borgerkrigene oprettedes det saakaldte Lagmands-Embede, hvis Jurisdiction fik saadan Betydning og Anseelse, at Retstrætters Afgjørelse paa de fire Hovedthing efterhaanden blev sjældnere og omsider ophørte, medens derimod de samme Sager afgjordes hos Lagmanden, der endog til bestemte Tider holdt Thing, paa hvilke Benævnelsen lögþing anvendtes. Derved begrundedes en ny Inddeling i Lagmandsdistricter, nemlig: Steigarþing, indbefattende Hálogaland.
Frostuþing, som forhen.
Gulaþing, indbefattende Firda, Sygna- og Hørda-Fylker.
Ögvaldsnes eller Avaldsnesþing, indbef. Rygjafylke og Egdafylke.
Skíðuþing, Skiens Thing, indbefattende Grønafylke.
Borgarþing, for Vestfold, Oslóarsýsla og Borgarsýsla.
Fors eller Bagahólmsþing for Ránríkis- og Elfarsýsla.
Sproðeiðsþing, for Jemteland og Herjedalen.
Upplanda-þing, først tvende, senere forenede til eet.
Desforuden havde hver af de fire Hovedbyer, Niðaróss, Björgvin, Túnsberg og Osló sin egen Lagmand, af hvilke idetmindste Tunsbergs og Oslo Lagmænd ogsaa synes at have udøvet Jurisdiction over de tilliggende Landdistricter, hiin over Vestfold, denne over Oslóarsýsla.