Historiske Oplysninger om det juridiske Fakultet ved det Norske Fredriks-Universitet

Ludvig M. B. Aubert

Historiske Oplysninger om det juridiske Fakultet ved det Norske Fredriks-Universitet

H. Tønsbergs Trykkeri, 1870 (s. 1-57).

Historiske Oplysninger

om det juridiske Fakultet ved det

Norske Fredriks-Universitet

Af

L. M. B. Aubert,

Prof. jur.

(Gjennemseet Aftryk af Ugeblad for Lovkyndighed).

Christiania.

H. Tønsbergs Bogtrykkeri.

1870.

I.

(1812–16. Vanskelighederne ved at faa Fakultetet besat. – Universitetskommissionens Forslag. – Falck udnævnt 1813, men tiltræder ikke. – Krohg og Diriks udnævnes 1814, men uden varig Følge. J. A. Hielm konst. Docent. – Forgjæves Forsøg i 1815. – Endelig udnævnes Lange og Steenbuch 1816).

Efterat Fredrik VI ved kongelig Resol. af 2den September 1811 havde befalet Oprettelsen af et Universitet i Norge, nedsatte han under 29de Novbr. s. A. en Kommission for at udarbeide en Forestilling om Universitetets Anlæg og Indretning. Denne Forestilling, der blev afgiven under 15de Marts 1812^[1], blev i alt Væsentligt approberet ved kgl. Resol. af 24de Marts s. A. og tjente derfor, i Forbindelse med Dele af Fund. 7. Mai 1788, som et Slags Fundats for Universitetet, indtil man fik Loven af 28 Juli 1824. Efter den deri indeholdte Plan skulde Universitetet have 25 faste Lærere, hvilte efterhaanden skulde ansættes i 3 Perioder, saaledes at Universitetet kunde, om muligt, være i fuld Virksomhed paa alle Felter den 1. August 1815. Af dette Antal skulde det juridiske. Fakultet have 3; desforuden skulde der være et statsøkonomisk Fakultet, hvorom mere siden. Efter Planen skulde i det juridiske Fakultet foredrages: Almindelig Retslære, Romersk Ret, Dansk og Norsk borgerlig og kriminal Ret, Almindelig protestantisk og dansk-norsk Kirkeret, ligesom der skulde holdes juridisk praktiske Øvelser.

Man mødte imidlertid saa store Vanskeligheder ved at skaffe de nødvendige Lærerkræfter tilveie, at det juridiske Fakultet først kunde træde i ordentlig Virksomhed i 1816. Kommissionen havde selv afgivet en „Fortegnelse paa de Mænd, som Kommissionen anser duelige til Lærerposter ved det norske Universitet, og som efter deres Stilling muligen kunde ønske der at ansættes“. Blandt disse var for det juridiske Fakultet: A. S. Ørsted, da Assessor i Høiesteret, Chr. Krohg, Assessor i Throndhjems Stiftsoverret, C. F. Lassen, Justitiarius i Kjøbenhavns Politiret, Nic. Falck, Kontorchef i det slesvig-holstenske Kancelli og F. C. Sibbern, mag. art. og Dr. philos. (den senere saa bekjendte Filosof). „Desuden“, siger Kommissionen, „har meldt sig ved skriftlig Ansøgning en i Amsterdam sig opholdende Dr. juris Belderdyk, men om hvilken iøvrigt Intet er Kommissionen bekjendt“. Jeg ser mig heller ikke i Stand til at oplyse noget om ham. En under 29de Mai 1812 indkommen Ansøgning fra en Dr. juris Prockner i Østerrige om Ansættelse som Professor i de ikke rent nationale juridiske Discipliner – blev uden videre henlagt. Af de ovenfor nævnte Mænd var imidlertid de fleste uvillige til at modtage den tilbudte Ansættelse. Saaledes svarede Chr. Krohg under 8de December 1812, at han ikke turde modtage Tilbudet, da han i de 8 Aar, siden han havde forladt Kjøbenhavn, ikke havde havt Leilighed til at gjøre sig bekjendt med Videnskabens Fremskridt, undtagen hvad umiddelbart angik den danske Ret. Kun Falck svarede under 29de Oktober 1812, at han med Erkjendtlighed modtog Kommisionens Tilbud om at bringe ham i Forslag til Professor og udtalte tillige som sit Ønske, at han maatte komme til at foredrage juridisk Encyclopædi og Naturret foruden romersk-germanisk Ret. Falck (f. 1784, † 1850) var derfor den første, som blev udnævnt til Professor i Lovkyndighed ved vort Universitet, hvilket skete 8de Marts 1813. Ifølge sit eget Ønske fik Falck kort efter et Reisestipendium for i Udlandet at uddanne sig til sin Post. Paa Grund af Krigsforholdene kom han imidlertid ikke længere end til Kiel, hvor han studerede i dette Øiemed Vinteren 1813–14 Efter Kielerfreden har han formodentlig tabt Lysten paa at tiltræde sit Embede; han kom aldrig til Norge, men blev i Stedet, som det synes i Mai 1814 udnævnt til Professor ved Universitetet i Kiel, hvor han senere virkede i en lang Aarrække, bekjendt for sin Deltagelse i de slesvig-holstenske Stridigheder før 1848, og af flere juridiske Værker, navnlig en „Juristische Encyclopædie“. Der var nogen Forhandling om, hvorvidt Falck skulde tilbagebetale sit Reisestipendium; men som det synes, blev der Intet deraf^[2].

Kort efterat Falck endeligen havde opgivet sin Post, foretog den nyvalgte Konge, Christian Fredrik, under 3die Juni 1814, overensstemmende med Indstilling fra den ved Resolution af 2den Marts 1814 oprettede og 1ste April 1815 ophørte „Oplvsnings-Kommitte“, – en Mængde Udnævnelser af Universitetslærere, og blandt disse var ogsaa to juridiske Professorer. Det var daværende Assessor ved Throndhjems Stiftsoverret, Christian Krohg (den senere saa berømte Statsraad og Storthingsmand, som havde været Adjunkt og extraordinær Professor ved Kjøbenhavns juridiske Fakultet 1800–04) samt daværende Byfoged i Laurvik, Justitsraad Christian Adolph Diriks (f. 1775 † 1837 som afsk. Statsraad) Sandsynligvis har Krohg været udnævnt, uden at man iforveien har forvisset sig om hans Villighed til nu at modtage Embedet; thi man erfarede strax efter, at han nu ligesaalidt som i 1812 vilde være Professor. Diriks overtog derimod Embedet fra det den 1ste August 1814 begyndende 2det Semester og bekjendtgjorde Forelæsninger over Personret og Naturret. Hvorvidt han virkelig kom til at holde Forelæsninger, vides ikke, men de mange samtidige Hverv han havde, gjør det mindre sandsynligt^[3]. Diriks var nemlig tillige Generalpolitidirektør i Kristiania, Medlem af Lovkommitteen og af det overordentlige Storthing i Oktober og November 1814, og blev desuden af Christian Fredrik brugt til vigtige Statsforhandlinger, saasom da Kongen og Statsraadet 7de og 8de Juli 1814 fattede Beslutning om, hvilke Forandringer der burde foretages i Grundloven af 17de Mai, saafremt hans Svenske Majestæt skulde gaa ind paa en Forening med Anerkjendelse af Grundloven som Hovedprincip, – samt ved Forhandlingerne paa Moss i August Maaned. I hvert Fald mistede Universitetet ham snart; thi Diriks blev allerede 15de November 1814 udnævnt til Statsraad.

Allerede medens Diriks endnu var Professor, – nemlig i September 1814, – havde Oplysningskommitteen forlangt Kollegiets Forslag til „Indretning af en juridisk Concurs for at erholde ansat en juridisk Lector eller Adjunkt“. Hvorvidt dette kom i Stand, kan jeg ikke oplyse, men det er ikke sandsynligt; ialfald ledede det ikke til Noget.

Da man nu forgjæves havde stræbt at faa de nødvendige faste Lærerkræfter, og der for Øieblikket ingen Udsigt var til bedre Held, maatte den nye Regjering stræbe ialfald at, skaffe midlertidig Lærerhjælp for at kunne holde de nødvendigste Forretninger gaaende. Ogsaa her mødte man i Begyndelsen Afslag. Saaledes svarede daværende Regimentskvartermester Roll (netop død som pensioneret Justitiarius i Throndhjem) under 17de Januar 1815 i Anledning af Oplysningskommitteens Skrivelse af 13de s. M., at han ikke ansaa sig voxen til at overtage en Post som konstitueret Docent i Lovkyndighed^[4]. Strax efter fandt man imidlertid en hertil villig Mand i den bekjendte, daværende Overauditør, Høiesteretsadvokat Jonas Anton Hielm (f. 1782, † 1848), hvem Regjeringen i sin Indstilling betegnede som en Mand, der „saavel ved sin Embedsførsel som Høiesteretsadvokat i Kjøbenhavn som ved de fordelagtigste Vidnesbyrd fra det juridiske Fakultet sammesteds har godtgjort sine Indsigter og Duelighed“. Han blev da under 9de Februar 1815 „constitueret som Docent i Lovkyndighed for at holde 6 a 9 Timers ugentlige Forelæsninger over de Dele af denne Videnskab, som 1ste Departement (ɔ: Kirkedepartementet) nærmere bestemmer samt afholde Examiner med aarlig Gage af 1000 Rbd. S. V.“ Hielm holdt Forelæsninger allerede i 1ste Semester 1815, men hvilke, kan ikke opgives, da de ei findes anmeldte i Index. I 2det Semester 1815 og 1ste Semester 1816 har han efter denne læst over den almindelige Retslære, norsk Tingsret, sammenlignet med almindelig Retslære og med Romerret; desuden har han holdt Examinatorier og Øvelser samt muligens læst over Grundloven^[5].

En Lærer, og det en midlertidig, var dog for lidet, og man maatte da fremdeles gjøre Anstrængelser for at saa faste Lærerkræfter. Treschow, der baade var Medlem af Oplysningskommitteen og som Statsraad fra November 1814 Chef for vedkommende Departement, henvendte sig, da der i Landet selv havde vist sig saamange Vanskeligheder, til Danmark og søgte gjennem Ørsted at opdrive dertil villige Mænd. Ørsted anbefalede da – efterat to andre, som han ansaa mere skikkede, havde erklæret sig uvillige – den senere saa berømte Botaniker og Politiker J. F. Schouw (f. 1789), dengang juridisk Manduktør og Underkancellist i det danske Kancelli –, hvem Ørsted tillagde gode Evner og Studier i sin Videnskab, „om han end ikke havde aflagt saadanne Prøver paa Duelighed til en Universitetslærerpost, som man under andre Omstændigheder burde forlange“ (sigter til den Vanskelighed, man i Norge havde for at saa juridiske Lærere). Treschow indlod sig da i Underhandlinger med ham, og dette ledede til, at han ansøgte om en Lektorpost i Lovkyndighed. Samtidig meldte sig ganske uventet en anden Ansøger, en svensk Mand, daværende Magister docens ved Lunds Universitet Ebbe Samuel Bring (f. 1785, Docent i Literaturhistorie i Lund 1810, juris cand. med Udmærkelse 1815; samme Aar Adjunkt i Romersk og Nordisk Kriminalret sammesteds, 1821 Prof. i Filosofi og 1828 i Historie; Forfatter af flere juridiske og historiske Skrifter). Kollegiet, som fik Ansøgningerne tilligemed nogle af Bring fremsendte Disputationer til Betænkning, indstillede Schouw, „da han taler Landets Sprog og har lagt sig efter den Norske Lovkyndighed og har særdeles fordelagtige Vidnesbyrd fra det Kjøbenhavnske Universitets Lærere“. Ogsaa Regjeringen indstillede Schouw til Lektor under 7de November 1815; men medens Sagen var i Stockholm, indberettede Regjeringen, under 1ste December s. A., at Schouw ikke længere var villig til at modtage Posten, hvortil Grunden formodentlig har været, at han samtidig i sit Fædreland fik offentligt Stipendium for at foretage en naturvidenskabelig Reise^[6]. Kongen sendte da Sagen tilbage til den norske Regjering; om Bring synes der ikke at have været videre Tale. Regjeringen, som i sin Indstilling angaaende Schouw havde erklæret: „Vel have vi søgt at træsfe et saadant Valg, som kunde være til Fordel for Videnskaberne og til Ziir for Universitetet, idet vi have gjort nogle ved Kundskaber udmærkede Mænd passende Tilbud, men vore Bestræbelser have hidtil vist sig forgjæves“, – maatte da atter søge efter skikkede Mænd. Hielm, som var den nærmeste til at faa fast Ansættelse, erklærede sig dertil uvillig, medmindre han som Professor ogsaa kunde vedblive som Advokat, Noget, som man fandt uheldigt. Han ansøgte, for det Tilfælde, man ei vilde indgaa paa hint Vilkaar, om Entledigelse fra sin Konstitution, og denne blev ham derfor – efter nogen Forhaling – i Naade meddelt under 23de Marts 1816 fra Halvaarets Slutning.

Grunden til, at Regjeringen, som først forhalede Hielms Entledigelse, nu gik ind paa den, var, at Anstrængelserne endelig kronedes med Held, og det inden Landets egne Grændser. Den 23de Marts 1816 fik Fakultetet sine første faste Lærere, – idet nemlig daværende Assessor ved Kristianssands Stiftsoverret, samt Lagthingspræsident Lorents Lange (f. paa Hedemarken 1783, Kand. 1805, 1810 Assessor i Overretten, † 1860) udnævntes til Professor, og daværende Overretsprokurator i Throndhjem, Advokat Henrik Nikolai Steenbuch (f. i Melhus 1774, Kand. 1810, 1812 Prøveprof. i Helsingør 1814, Prof. i Throndhjem, † 1839) til Lektor i Lovkyndighed. Om Lange heder det i Regjeringens Indstilling, at han havde erklæret sig villig til at modtage en fast Lærerpost, naar han med det samme kunde blive udnævnt til Professor; „han havde udmærket sig paa den akademiske Bane og siden vist sig som en duelig Embedsmand“. Om „Advokat“ Steenbuch heder det derimod, at han havde „ytret ønske“ om at blive ansat som „Docent“ og i den Anledning havde man indhentet det akademiske Kollegiums Betænkning, hvilket havde ytret: „at bemeldte Steenbuch vel ei har aflagt nogen Prøve paa fortrinlig Erudition, men at det er Kollegiet bekjendt, at han i en Række Aar flittig har dyrket Lovkyndigheden og efter Juristers Dom er en i sit Fag meget duelig Mand, ligesom hans „Bemærkninger over Kongeriget Norges Grundlov“ røber Studium af hans Videnskab og især en anbefalelsesværdig Orden og Tydelighed i Fremstillingsmaaden“; Kollegiet anbefalede ham derfor til at blive Lektor juris^[7]. – Saaledes var da endelig Fakultetet besat om end med færre Lærerposter end efter den oprindelige Plan; ved Gageplanen af 25de Mai 1815 synes det, som om man havde nedsat dette Tal til to (jfr. det før citerede Skrift af Kammerherre Holst p. 254). Tantæ molis erat. Det Hele er et godt Billede af det udholdende Arbeide, hin Slægt maatte anvende for at bringe det nye Norge i den nødvendigste Orden^[8].

II.

1816–29.

(Lange og Steenbuch – Lange afgaar 1825 – C. Winter Hjelm Lektor og Arntzen konst. Docent – Hjelms og Arntzens Afgang 1827 – Steenbuch alene – Motzfeldts Prøveforelæsninger og Udnævnelse til Lektor 1829 – Stang konstitueret som Docent og senere udnævnt til Lektor).

Lange og Steenbuch, som begge begyndte sin Virksomhed i 2det Semester 1816, udgjorde da i det derpaa følgende Tiaar det juridiske Fakultet. I 1818 udnævntes Steenbuch til Professor. Nogen Deling af Fagene kunne de ikke sees at have foretaget; de læste begge efterhaanden over samtlige almindelige Discipliner. Ved Examen var nu og endnu senere Høiesterets Assessorer og Andre behjælpelige.

Under 14de Oktober 1825 udnævntes Professor Lange til Assessor i Høiesteret, i hvilken Stilling han blev staaende indtil 1858, og i hans Sted udnævntes 4de Februar 1826 daværende konstitueret Docent i Filosofi, Claus Winter-Hjelm (f. 1797, nu Assessor i Høiesteret) til Lektor juris; Kollegiet oplyste om ham i sin Indstilling, at „denne unge Mand har erholdt bedste Charakter med Udmærkelse til Embedsexamen og har siden med uafbrudt Iver lagt sig efter Lovkyndigheden som Hovedsag, idet han iøvrigt ogsaa er hæderligen bekjendt som Videnskabsmand i andre Fag“. Kollegiet havde andraget om, at der samtidig maatte udnævnes en tredie Lærer og indstillede til Lektor Kand. jur. Arntzen (f. 1801, nu Justitiarius i Kristiania Stiftsoverrets 1ste Afdeling), som havde taget Embedsexamen med „bedste Charakter og siden flittigen dyrket sin Videnskab“. Regjeringen var enig i, at en 3die Post burde oprettes, men da Arntzen var „en meget ung Mand, som ei hidtil havde havt nogen særdeles Anledning til at lægge for Dagen, at han er i Besiddelse af en saa omfattende Theori af sin Videnskab, som synes at burde være en Betingelse for at faa kongelig Udnævnelse til Universitetslærer“, saa fandt Regjeringen det, „uagtet det bedste Haab om hans Flid og Talenter“ rettest kun at konstituere ham som Docent med 600 Spd. aarlig Gage. Dette toges til Følge ved kongelig Resolution. Fakultetet fik saaledes en tredie midlertidig Lærer. Hjelm og Arntzen begyndte sine Forelæsninger 2det Semester 1826; Hjelm, som til Udgangen af samme Aar tillige vedblev at docere Filosofi, læste især over almindelig Retslære og Norges offentlige Ret og Arntzen over Tingsret og Lovfortolkning.

Denne gode Forsyning med Lærerkræfter varede imidlertid ikke stort mere end et Aar.

Allerede ved Kgl. Resol. af 4de September 1827 blev Lektor Hjelm, i Medhold af Storthingsbeslutning af 24de Juli 1827, beskikket til at udarbeide Udkast til en Civillovbog for Norge (jfr. Grdl. § 94). Han blev vistnok i Formen staaende ved Universitetet, saalænge Lovkomitteen vedvarede, nemlig indtil hans Udnævnelse som Assessor i Høiesteret 1843. Men i Virkeligheden ophørte hans Forretninger ved Universitetet ganske, idet nemlig Storthingsbeslutningen forpligtede ham til at at fratræde sit Embede, medens han ved Lovarbeidet var beskjæftiget. Docent Arntzen fratraadte ogsaa allerede samme Aar, idet han 7de November 1827 udnævntes til Prokurator; han vedblev sine Forelæsninger ved Universitetet til Aarets Udgang.

I Aaret 1828 føltes derfor Trangen til nye Lærerkræfter stærkere end nogensinde. Steenbuch var Fakultetets eneste Medlem, og selv han var i 1ste Semester for en Del optaget af det overordentlige Storthing, hvoraf han var Medlem. Allerede i Aarsberetningen for 1827 udtales denne Trang af Kollegiet, og end stærkere kom den frem i Beretningen for 1828. I Hjelms Sted ønskede Universitetet at faa ansat daværende Overretsprokurator Lasson (nu Justitiarius i Høiesteret). Men da Lasson ikke kunde antage en Lektorpost, medmindre han fik Tilladelse til at vedblive med sin Sagførerpraxis, indstillede Kollegiet under 31te Januar 1828, at Lasson skulde udnævnes til Professor juris, samt Kand. jur. U. A. Motzfeldt som tredie Lærer, til Lektor. Denne Indstilling nød imidlertid ikke naadigst Bifald. Udnævnelsen af Lasson til Professor kunde ei ske, fordi man ei havde de fornødne Pengemidler. Og hvad Motzfeldt angik, saa vilde Regjeringen paa Grund af hans Ungdom (21 Aar) ikke uden videre udnævne ham til Lektor, men ønskede helst at prøve ham ved at konstituere ham som Docent, ligesom man havde gjort med Arntzen. Motzfeldt var imidlertid, som edsvoren Fuldmægtig hos en Høiesteretsadvokat og som Manduktør, i saa god økonomisk Stilling, at han ei vilde modtage nogen Docentpost. Da man nu trængte ialfald en anden Lærer, maatte Regjeringen bøie sig for Nødvendigheden; men for dog ikke at ansætte en ganske uprøvet Mand, indstilledes af Kirkedepartementet og vedtoges ved Kgl. Resol. af 10de Juli 1828, at det „tillades Kand. jur. Motzfeldt offentlig at afholde 3 Prøveforelæsninger for dertil beskikkede Censorer, da hans Majestæt, naar disse vare afholdte paa en tilfredsstillende Maade, agtede at beskikke ham til Lektor ved Universitetet“. Dette er formentlig første Gang, det er blevet paalagt Nogen at holde Prøveforelæsninger her ved Universitetet; den almindelige Resolution derom udkom først 1837. Kollegiet gav sig imidlertid ikke; men indgik under 18de August 1828 med Forestilling om, at Prokurator C. Arntzen „som ved sin gavnlige Virksomhed for det juridiske Studiums Fremme havde og har, efter Fakultetets Dom, særdeles Krav paa Universitetets Taknemmelighed“, maatte udnævnes til Professor juris. Men ved „høieste Resolution“ af 9de September 1828 blev det „naadigst“ bestemt, at denne Sag skulde udsættes. Kollegiet klager i sin Aarsberetning for 1828 over, at det var blevet aldeles uvidende om, hvilken Skjæbne disse Forestillinger senere havde mødt.

I det følgende Aar 1829 begyndte imidlertid et nyt Tidsrum; man fik da unge, friske og dygtige Kræfter. Motzfeldt havde imidlertid i December 1828 holdt Prøveforelæsninger, hvis Ordning var bestemt ved Resol. 18de Oktober 1828. Tvende af disse Prøveforelæsninger, til hvis Udarbeidelse der levnedes ham 4 Uger og som ikke maatte vare over 1$\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Time, ere trykte i „Juridiske Samlinger“ for 1828. Den ene af dem er over følgende Emne: „Kunne de forskjellige Principer, som man maatte lægge til Grund for Sædelærens Afhandling, tillægges nogen væsentlig Indflydelse paa den almindelige Retslære, og ifald dette antages, hvori bestaar da formentlig denne Indflydelse?“ (l. c. 1829–30 1, 1–21) og den anden over dette: „Hvilke Forandringer maa den i Christian V. N. L. grundede Lære om crimen majestatis og sammes Strafbarhed antages at have undergaaet ved vore senere offentlige og private Love?“ (l. c. 1828 1, 55–87) Den tredie, som er utrykt, var af Romerretten: Qvomodo subinde mutata fuerunt statuta juris Romani de usucapionibus et longi temporis præscriptionibus numqve ejus statuta cum jure partrio concurrunt an ab eodem differunt? Censorerne, Assessor Lange, Justitiarius J. C. Berg og Advokat Sørenssen, afgave derpaa følgende Dom:

1. At Kand. jur. Motzfeldt ved de af ham afholdte Forelæsninger har afgivet Beviser paa, at han er i Besiddelse af Evne til med Orden, Indsigt og en hensigtsmæssig Benyttelse af de fornødne Hjælpemidler at behandle omfattende juridiske Gjenstande, samt af den Maade, hvorpaa han har vidst at begrunde sine Resultater – selv hvor disse Resultater maaske ikke kunne gjøre Regning paa ubetinget Bifald – røber en Tænksomhed, hvoraf man med Tiden kan forvente de heldigste Frugter.

2. At de naturlige Anlæg til det mundtlige Foredrag, hvilke han allerede besidder, lade formode, at han ved mere Øvelse ogsaa i denne Henseende vil vorde sat istand til at præstere noget Mere end almindeligt.

3. Og at de, med Hensyn til det saaledes Anførte, nære det grundede Haab, at Kand. juris Motzfeldt, ligesom han allerede i sin Tid har med Hæder bestaaet i den latinsk juridiske Examen, saaledes ogsaa, ved stadigen at gaa frem paa den af ham betraadte Bane, vil med Hæder udfylde den Plads, hvortil han er udseet, til hvilken Censorerne derfor paa bedste Maade anbefale ham“.

Som Følge heraf blev da Ulrik Anton Motzfeldt (f. 1807 † 1865 som Assessor i Høiesteret) 9 Februar 1829, kun 22 Aar gammel, udnævnt til Lektor juris, med Gage fra 18de Oktober 1828, fordi han paa Grund af sin Ansøgning da havde maattet opgive sin private Ansættelse. Han begyndte allerede i Marts s. A. sine Forelæsninger, over den norske Søret, samt paa Latin over Romerret. Baade Fakultet og Kollegium vedblev sine Anstrængelser for at faa en tredie fast Lærer. De indstillede omtrent samtidig med Motzfeldts Udnævnelse, at Kand. jur. Fredrik Stang (den nuværende Statsraad), som var konstitueret Fuldmægtig i Justitsdepartementet og dengang kun gik i sit 21de Aar, ogsaa skulde udnævnes til Lektor. Fakultetet bemærkede i Anledning af Stangs Ungdom, „at han for enhver offentlig Prøve, han har underkastet sig, næsten aldrig har modtaget anden Karakter end udmærket Ros, og at han fra sit 15de Aar stedse har beskjæftiget sig, ved Siden af sit eget Studium, med at undervise sine Medftuderende, først i de filologiske og senere i de juridiske Videnskaber“. „Da Kandidat Stang saaledes maa ansees som en ung Mand, hvis Dannelse gaar langt forud for hans Alder“, tog Kirkedepartementet – som fandt, at de tidligere Ansøgninger om Lasson og Arntzen maatte ansees som stiltiende tilbagekaldte og man derfor nu kun havde at veie Stangs Dygtighed – ikke i Betænkning at indstille ham til Lector, dog saaledes, at han ganske paa samme Maade som Motzfeldt først skulde holde Prøveforelæsninger.

Men Regjeringens øvrige Medlemmer opretholdt „det i senere Aar antagne Princip, ikke uden Nødvendighed at ansætte ved Universitetet Mænd, der ei har naaet Myndighedsalderen og ei forinden enten ved høiere akademiske Prøver, ved i Trykken udgivne Skrifter, ved Reiser i Udlandet eller ved Embedsstilling i Staten have havt Anledning til at aflægge andre Prøver paa mere end almindelig Duelighed end med Held at have udholdt Embedsexamen“. Derimod foreslog de at gjøre, som man havde gjort flere Gange forhen for at uddanne unge Mænd til nyttige Universitetslærere, (saasom Hjelm,) Arntzen, Abel, Keyser) nemlig at konstituere Stang som Docent. Dette havde man ogsaa agtet at gjøre ved Motzfeldt, men denne havde vægret sig derfor og Nødvendigheden af at faa en anden Lærer (ingen Anden end Motzfeldt vilde nemlig indgaa i Fakultetet uden som Professor) havde derfor brudt Principet for den enkelte Gang. Nu havde imidlertid Stang underhaanden erklæret med Taknemmelighed at ville modtage Ansættelse som konst. Docent, og Principet kunde altsaa nu atter følges. Denne Flertallets Indstilling nød naadigst Bifald og Stang blev den 19de September 1829 konstitueret som Docent i Lovkyndighed med aarligt Honorar af 600 Spd. (Lektorgagen var 750), og ved Resol. af 24de November s. A. tilpligtet ogsaa at deltage som Censor og Medexaminator ved juridisk Embedsexamen og i Fakultetets øvrige Forretninger og Forhandlinger, lige med Lektorer. Sine Forelæsninger begyndte han først i 1830, da Resten af 2det Semester medgik til Forberedelse derfor, samt til Examen.

Først under 4de Juni 1831 blev Stang udnævnt til Lektor overensstemmende med en Indstilling fra Kollegiet, hvori anførtes: „at den passende Tid hertil nu synes at verre forhaanden, da han har i fuldt Maal stadfæstet de Forventninger, man allerede dengang nærede om hans Duelighed til det juridiske Lærembede, og udført alle de med Embedet forbundne Forretninger til Enhvers Tilfredshed; – at Kollegiet neppe kjender nogen ung Mand, som dertil er mere skikket end konst. Docent Stang, og at det skulde have Vanskelighed ved at finde hans Lige. Kollegiet har med Hensyn til den ringe Forskjel, som er mellem den Gage, Stang nu oppebærer, og Lektor-Gagen, troet, at der heller ikke fra denne Side kunde være Noget til Hinder for den foreslaaede Forfremmelse, men at derimod var at befrygte, at om end ikke Docent Stang vilde anse et Afslag som et concilium abeundi, samme dog skulde gjøre ham misfornøiet med sin Stilling, i hvilken han, ifølge sine private Forhold, neppe vilde længe kunne ønske at vedblive, hvorved Universitetet unægtelig vilde tabe mest, og det fra mere end een Side betragtet“. – Denne nye Lektorgage blev med flere andre forelagt Storthinget i 1833, som endeligen bevilgede den (Storthforh. 1833, V. 165 jfr. 179). Fakultetet havde da saaledes faaet sin tredie faste Lærerpost.

Allerede i 1829 blev af Kollegiet udtalt Ønsket om en fjerde Lærer ved Fakultetet, og det en Professor, for at lette Byrden for den eneste Professor; Steenbuch, der stadig som saadan maatte være Decanus.

III.

(1829–35. Steenbuch, Motzfeldt og Stang; – Studieplanen – Stangs Afgang).

Steenbuch, Motzfeldt og Stang udgjorde da i de 5 Aar 1829–34 Fakultetets Medlemmer. Og i dette Tidsrum kan man først sige, at en selvstændig norsk Retsvidenskab begyndte at grundlægges ved de nye Kræfter. Ørsteds Rydningsarbeide havde nu baaret Frugter ogsaa hos os; Fakultetets første Lærere Lange og Steenbuch vare Ørsteds Samtidige og stod vistnok tildels paa samme videnskabelige Standpunkt som Ørsteds Forgjængere, hvor dygtige Mænd de – ialfald Lange – end kunne have været. De nye Lærere havde derimod faaet sin juridiske Opdragelse væsentlig gjennem Ørsteds vækkende og frigjørende Skrifter. Dette gjælder vistnok ogsaa om Hjelm og Arntzen; men disse vare for kort ved Universitetet til, at deres Virksomhed kunde være af blivende Betydning. Navnlig maa det fremhæves, at man nu fik det første større norsk-juridiske Værk, nemlig Stangs bekjendte „Fremstilling af Norges konstitutionelle Ret“, saameget mere mærkværdigt, som det var Frugten af en 25-aarig Mands Studier og saagodtsom uden Støtte af Andres Forarbeider eller en fast konstitutionel Praxis. De Forelæsninger, som laa til Grund for det trykte Værk, holdtes 2det Semester 1831 og 1832. Af Stangs øvrige Forelæsninger maa især mærkes hans Fremstilling af den almindelige Retslære, hvoraf man endnu stundom læser haandskrevne Exemplarer. Dette er maaske sidste Gang, der her ved Universitetet er holdt fuldstændige Forelæsninger over denne Videnskab.^[9] Motzfeldt foredrog især Romerret, og det paa Latin, hvilket vel er de sidste latinske Forelæsninger, der har været holdt her ved Fakultetet; forøvrigt kan fremhæves hans Forelæsninger over Søret og Tingsret.

I dette Tidsrum forfattedes den første og eneste „Studieplan“, som kjendes her ved Fakultetet, overensstemmende med Fundatsens § 17 og 21. Der opstod herom en vidtløftig Skriftvexel mellem Fakultetet og Kollegiet, som havde at approbere Planen. Kollegiet forlangte af Fakultetet, at det skulde forfatte en „Studieplan“ for de Studerende, indeholdende en Anvisning af den Orden, som de antoges at burde følge i sine Studier. Men Fakultetet paastod, at Fundatsens Mening ikke kunde være denne, men alene en Plan, hvorefter de vigtigste Fag i en vis Orden og i en vis Tid skulde foredrages.^[10] Det mente, at „Studieplanen“ kun var et Kontrolmiddel ligeoverfor de enkelte Fakulteter og Lærere, og at de Studerendes rette Studiemaade burde foredrages under Videnskabens Methodologi (i Encyklopædien), uafhængig af nogen høiere Approbation. Kollegiet maatte give efter, idet det under 20de Juni 1832 meget forbeholdent erklærede, „at det ikke har villet nægte at vedtage ovenstaaende Fortegnelse over Forelæsninger – – hvilken Fortegnelse Fakultetet har indsendt til Kollegiet som den i Univ.fund. § 17 befalede Studieplan.“ Denne Studieplan, som i trykte Exemplarer uddeltes til de Studerende, lyder saaledes:

„Studieplan

hvorefter

Retsvidenskaben ved det Kgl. Norske Fredriks Universitet vil vorde foredragen i et Cursus af fire Aar, at regne fra det ved August Maaned 1832 begyndende Semester indtil Udgangen af det først akademiske Halvaar 1836, forfattet i Henhold til de af det Juridiske Facultet i Skrivelse til det Akademiske Kollegium af 22de Februar 1832 udviklede Motiver.“

Den Ældste blandt Fakultetets fungerende Lærere (Stenbuch) vil foredrage^[11]:

Juridisk Encyclopædi,

Positiv Folkeret i Forbindelse med den positive Statsret,

Fædrelandets Criminalret.

Den næstældste Lærer (Motzfeldt) vil i den Orden, hvori de her følge paa hinanden, foredrage følgende Discipliner:

Indledning til Fædrelandets Privatret i Forbindelse med juridisk Hermeneutik,

Fædrelandets Personret,

Fædrelandets umiddelbare Tingsret,

Almindelig Retslære,

Af Romerretten jus obligationum et actionum med dertil hørende Retshistorie og Antikviteter.

Facultetets yngste Medlem (Stang) vil i nedenstaaende Orden foredrage Følgende:

Fædrelandets middelbare Tingsret,

Fædrelandets offentlige Ret,

Af Romerretten almindelig Indledning samt jus personarum og jus in rem med dertil hørende Retshistorie og Antikviteter,

Fædrelandets Proces.

Saafremt Tiden maatte tillade det, skulle Fakultetets Medlemmer ikke undlade ved Forelæsninger over Norsk Lovhistorie samt nogle af de vigtigste specielle Discipliner, saasom Militairret, Politiret, Sø- og Handelsret, Landboret o. s. v. saavelsom ved practiske Forelæsninger og Øvelser efter bedste Evne yderligere at fremme Studiet.“

Denne „Studieplan“ var altsaa kun forskjellig fra den senere almindelige Fagfordeling, deri, at den tillige indeholdt den Orden og den Tid, hvori de for Examen nødvendige Forelæsninger skulde holdes. „Studieplanen“ blev forresten fulgt, saalænge Stang var ved Universitetet, men som vi strax skulle se, afbrødes hint fireaarige Kursus af hans Bortgang. Udenfor de i Studieplanen nævnte Forelæsninger foredrog Stenbuch i denne Tid Norsk Lovhistorie, Motzfeldt Søret og Stang Politiret. Der læstes altsaa i denne Tid over enkelte Fag, som ikke vides senere at have været foredragne ved Fakultetet (Encyclopædi, Politiret). Forøvrigt kan det tilføies, at Fakultetet selv fandt fire Aar at være et for langt Kursus for de Studerende, og da man desuden ved de daværende Kræfter ikke kunde foredrage enkelte andre Fag, som ansaaes nødvendige, androg Fakultetet gjentagne Gange, men forgjæves, om en fjerde Lærerposts Oprettelse.

I 1834 konstitueredes Motzfeldt som Professor mod aarlig Gagetillæg af 200 Spd., nemlig af den Grund, at Hjelm, der i Formen endnu stod i Fakultetet, men var uden Forretninger og uden Gage som Universitetslærer, samtidig udnævntes til Professor.

Af større Betydning var den Forandring, at Fakultetet snart mistede Stang. Sommeren 1834 indgav Stang Ansøgning om at erholde Tilladelse til at aflægge Prøve for Høiesteretsadvokaturen, og han var hertil mod sit Ønske bevæget af den Grund, som i Ansøgningen er anført, „at hans økonomiske Forfatning og Stilling som Familieforsørger gjorde ham det til Pligt snarest mulig at forlade en Embedsbane, paa hvilken han efter Omstændighederne^[12] umuligen kan vente i Fremtiden at ville kunne erhverve det Fornødne til Subsistence for sig og Sine.“ Høiesteret udtalte sig imod denne Ansøgnings Indvilgelse, da han ikke havde været Stiftsoverretsprokurator (jfr. L. 2den Juni 1821 §§ 4 og 5). Overensstemmende med Justitsdepartementets Indstilling fik imidlertid Stang ved kgl. Resol. af 27de Aug. 1834 den ansøgte Tilladelse. Han aflagde derpaa Prøven, hvor han efter Høiesterets Indberetning „lagde særdeles Duelighed, Skarpsindighed og grundige Indsigter for Dagen“, og blev derfor ved kgl. Resol. af 27de November 1834 udnævnt til Høiesteretsadvokat. Ligesom han fremdeles havde holdt sine Forelæsninger i 2det Semester 1834, vedblev han som midlertidig konstitueret Lektor sine tidligere Forretninger, navnlig for at kunne deltage i Embedsexamen i Slutningen af 1834 og Begyndelsen af 1835, indtil han under 2den Febr. 1835 endeligen entledigedes fra sin Stilling ved Fakultetet. Stang forlod altsaa Universitetet allerede i en Alder af knapt 27 Aar, efter kun at have været der i vel 5 Aar. Kollegiet beklager i sin Aarsberetning, at Universitetet i ham tabte „en erkjendt duelig og talentfuld Lærer.“

Heldigt var det, at han just nu kunde erstattes. Thi Stangs Eftermand i Fakultetet blev Schweigaard.

IV.

(Schweigaards Examen, Udenlandsreise og Udnævnelse som Lektor i Lovkyndighed; hans første Universitetsaar.)

Anton Martin Schweigaard underkastede sig efter 2$\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Aars Studietid, hvori han ogsaa besøgte Forelæsningerne ved det daværende filologiske Seminarium, den juridiske Embedsexamens theoretiske Del i November og December 1831, i en Alder af 23$\scriptstyle {\frac {3}{4}}$ Aar (f. 11te April 1808). Hans Besvarelser gjemmes endnu, som alle andre juridiske Examensarbeider, i Fakultetets Arkiv. Den theoretiske Examen var dengang og endnu nogle Aar senere indrettet temmelig forskjelligt fra den nuværende. Ifølge Fakultetets Beslutning af 22de Febr. 1831 varede Prøven i 4 Dage, hvorunder der gaves 10 Opgaver, – 3 hver af de første Dage, nemlig 2 om Formiddagen, hvilke bleve samtidig givne Kl. 8 og skulde være besvarede inden Kl. 2, og 1 om Eftermiddagen (Kl. 5–8), samt endelig den sidste Dags Formiddag Opgaven i Romersk Ret (Kl. 9–12; fra 1832 til Kl. 2)^[13]. Den nuværende Bestemmelse om den skriftlige Prøves Varighed, Tiden til hver Besvarelse o. s. v. er i alt Væsentligt af 19de Mai 1836. Hine 10 Opgaver vare ogsaa fordelte anderledes end nu; der gaves 2 i almindelig Retslære (fra 1835 kun 1), 1 i Kriminalret, 1 i Fædrelandets offentlige Ret, 1 i Folkeret (gives ikke siden 1838), 1 i Processen (fra 1838: 2), 1 i Indledning eller „Fortolkningslære“, 1 i Tingenes Ret eller Formuesret (fra 1835 2), 1 i Personernes Ret og 1 i Romersk Ret. Af disse gaves og besvaredes de 4 Opgaver, nemlig i almindelig Retslære, i Folkeret og i Romersk Ret, i det latinske Sprog.^[14]

De „Qvæstioner“, som bleve fremsatte til Besvarelse for Schweigaard og Medexaminander, vare følgende: Den 30te November 1831 om Formiddagen: Ex jure privato universali: 1) An et quatenus notiones imputabilitatis juridicæ et imputatabilitatis moralis inter se differunt? 2) An ex jure universali ad omnia, quæ jus aliorum non lædant, obligare nos possumus? Om Eftermiddagen: Ex jure gentium: Anne civitati tum civimn tum extraneorum delicta in alias civitates harumve cives commissa officium vel jus est puniendum? Den 1ste December 1831 om Formiddagen: Af Fortolkningslæren: „Hvilke ere Betingelserne for Anvendelsen af den saakaldte indirekte-udvidende eller antithetiske Lovfortolkning?“ Af Fædrelandets off. Ret: „Er den i Grundl. §§ 76, 77 og 78 foreskrevne Form for Behandlingen af Lovforslag ogsaa anvendelig paa Forslag til Storthingsbeslutninger angaaende Paalæg af Skatter, Afgifter, Told og andre offentlige Byrder?“ Om Eftermiddagen: Af Personretten: „Hvorvidt kunne Ægtefæller ved Forening forandre det mellem dem som saadanne umiddelbart efter Loven bestaaende Forhold?“ Den 2den December om Formiddagen: Af Tingsretten: „Hvad Virkning medfører en Kjøbekontrakts Thinglæsning?“ Af Kriminalretten: „Hvorvidt finder Straffekumulation Sted, naar Nogen i en Handling overtræder to Straffebud?“ Om Eftermiddagen: Af Processen: „Hvorvidt kan den saakaldte frivillige Prorogation af Jurisdiktion finde Sted?“ Den 3die December. Af Romerretten: „Quæ fuit ratio actionum jure Romano ad res vindicandas proditarum, numque eadem in jure nostro obtinet?“ – Den mundtlige Prøve underkastede Schweigaard sig den 21de December 1831. Han bestod hele den theoretiske Embedsexamen paa en saadan Maade, at Fakultetet derom fandt, at burde „underdanigst indberette“, at han, „efter samtlige Censorers^[15] enstemmige Dom, har lagt saa ualmindelige og grundige Kundskaber for Dagen, at Fakultetet har anseet det Tilfælde at være forhaanden, som den kgl. Resol. af 7de Mai 1828 omhandler, og desaarsag har troet at burde underdanigst henlede Deres Kgl. Majestæts naadigste Opmærksomhed paa denne unge Mand, af hvem uden Tvivl Fædrelandet og Videnskaberne i lige Grad kunne vente sig Gavn“ – en Indberetning, som under 8de Mai 1832 blev Kongen af Regjeringen forelagt. Dette er den eneste Gang siden hin Resol. af 1828, Udmærkelse er bleven nogen juridisk Examenskandidat til Del.^[16] Den praktiske Prøve underkastede han sig den 11te Januar 1832 med Karakteren Laudabilis.

Det følgende halvandet Aar tilbragte Schweigaard i Kristiania som Manuduktør til Examen artium og juridisk Embedsexamen. Han var ogsaa fra Høsten 1832 Medredaktør af „Studenterforbundets“ Ugeskrist „Vidar“, hvori han under Mærket „–d“, foruden en Del Indlæg i Skolestriden, skrev sin første statsøkonomiske Afhandling: „Om Bankens uforanderlige Vexlingsforhold“.

Allerede under 10de April 1832 indgav Schweigaard følgende Ansøgning til Kongen om at faa offentligt Stipendium til en videnskabelig Reise i Udlandet:^[17]

„Efter Fuldendelsen af mit juridiske Studium ved det norske Universitet, er det mit høieste Ønske ved en Reise i Udlandet at udvide min Kundskab i Retsvidenskaben og dermed beslægtede Discipliner. Saavel den erkjendte Vigtighed af videnskabelige Reiser i Almindelighed til en levende og flersidig Kundskabs Erhvervelse, som især Lovkyndighedens praktiske Tendents og dens Forhold til ydre og lokale Institutioner, fremstiller mig Opholdet paa de Steder, hvor Videnskaben har sit Sæde, som et ønskeligt Dannelsesmiddel for Enhver, der ved Studium og Beskuelse stræber at opfatte Retsbegrebet i dets Anvendelse og Virkelighed. Men da jeg aldeles mangler egen Formue til denne Plans Virkeliggjørelse, saa ansøger jeg underdanigst Deres Majestæt om et Reisestipendium af Statskassen, i det Haab, Tiden at kunne gavne mit Fædreland for den Opofrelse fra det Offentliges Side, som med denne Ansøgnings naadigste Indvilgelse vilde være forbunden. Gjenstandene for denne Reise vilde være den preussiske, franske og romerske Ret, Statsøkonomi, Bank- og Pengevæsen samt, saavidt muligt, at stifte Bekjendtskab med fremmede Strafanstalters Indretning. Til disse Øiemeds Opnaaelse anser jeg Berlin og Paris for de hensigtsmæssigste Opholdssteder, og vover underdanigst at foreslaa Tiden til et Aar paa første og et halvt Aar paa andet Sted, samt det ansøgte Stipendiums Størrelse til femhundrede Sølvspecies aarlig“.

Denne Ansøgning blev paa det varmeste anbefalet af alle Autoriteter. Fakultetet erklærede det som sin „enstemmige Overbevisning, at Hr. Schweigaard ved sin aflagte Prøve i Lovkyndighed ikke blot har bevist ualmindeligt Forraad af forberedende Kundskaber, udmærket Flid og Opfatningsevne, men tillige en selvstændig og omfattende videnskabelig Anskuelse, og i det Hele et videnskabeligt Anlæg, der hører til det Overordentlige, og i Forbindelse med hans bekjendte Fasthed og Alvor i Arbeide berettiger til de skjønneste Forhaabninger baade for Videnskaben og Fædrelandets Hæder . Fakultetet ytrede med det samme det Ønske, „at Schweigaard saasnart som muligt maatte kunne blive ansat ved Universitetet som Lærer i Lovkyndighed, da man maa anse det at være af høieste Vigtighed for Staten, at konservere for denne Stilling en Mand med faa udmærkede Evner.“ Ogsaa for dette Øiemed vilde en Udenlandsreise være særdeles ønskelig, og „Fakultetet tror, at kunne gaa i Borgen for, at Fædrelandet, saafremt Forsynet vil bevare for det denne udmærkede Mand, skal i Tiden høste rigelige Frugter af, hvad der paa hans Dannelse vil blive anvendt.“

Universitetets Prokantsler, Grev H. Wedel-Jarlsberg, erklærede, at han kjendte „Supplikanten som en særdeles udmærket haabefuld ung Mand, hvoraf Fædrelandet kan vente fortrinlig Ære og Gavn“. „Det maa derfor efter min Overbevisning i høi Grad interessere Riget i Almindelighed og Universitetet i Særdeleshed, at ham gives Anledning til endvidere at uddanne og forøge sine udmærkede Talenter og Kundskaber ved udenlandske Reiser, og det skulde være saare beklageligt, om Regjeringen ikke skulde finde Midler dertil“.

Det var imidlertid meget vanskeligt for Regjeringen, trods al anvendt Umage, at finde disse Midler, da der dengang endnu ikke gaves nogen særlig Bevilling til saadant Øiemed. Finantsdepartementets Chef, J. Collett, til hvem Kirkedepartementet henvendte sig, maatte, skjønt meget mod sin Vilje, svare, at Statskassen ikke for Tiden havde noget Fond, hvoraf Summen kunde udredes, og foreslog den Udvei at opføre den nødvendige Sum paa Budgetpropositionen for næste Storthing. Heller ikke Universitetskassen, fandt man, kunde bære Udgiften, og Kirkedepartementet og Regjeringen saa sig da efter langvarige Undersøgelser nødt til i Begyndelsen af 1833 at indstille til Kongen paa Afslag af Schweigaards Ansøgning, men at derimod 700 Spd. aarlig til Reisestipendier for Videnskabsmænd skulde opføres paa Budgetpropositionen. Kongen bifaldt 19de Febr. 1833 det sidste, men udsatte Schweigaards Ansøgning for at faa detaillerede Opgaver over Universitetskassens og Oplysningsvæsenets Fonds Status. Disse blev da senere afgivne, men uden bedre Resultat.

Imidlertid bevilgede heldigvis Storthinget overensstemmende med den kongelige Proposition 700 Spd. aarlig „til videnskabelige Reiser i Udlandet“, – en Post, som siden stadig har staaet paa Budgettet, og som altsaa egentlig indkom for Schweigaards Skyld.^[18] Under 16de Oktober faldt da endelig Kongelig Resol. om, at den bevilgede Sum, 700 Spd. aarlig, forundtes Schweigaard for et Tidsrum af $\scriptstyle 1{\frac {1}{2}}$ Aar, „for i denne Tid under en videnskabelig Reise, og under Ophold dels i Berlin, dels i Paris, at studere fremmede Lovgivninger og Statsøkonomien, samt at gjøre sig bekjendt med Bank- og Pengevæsen, og saavidt muligt, med fremmede Straffeanstalters Indretning“. Schweigaard fik altsaa i det Hele 1,050 Spd. eller 300 Spd. mere, end han havde søgt.

Schweigaard havde under 15de August 1833 paany henledet Departementets Opmærksomhed paa sin Ansøgning for om muligt at faa afgjort den saa snart, at han kunde komme afsted med sidste Dampskib. Dette Ønske opnaaede han ikke; dertil kom Resolutionen for sent. Han maatte derfor senhøstes sætte over fra Kragerø til Strømstad paa en Lodsbaad, da Kolerakvarantænen hindrede Reisen over Land. Han reiste derpaa gjennem Sverige, opholdt sig en Uge i Lund, satte over til Pommern, hvor han ogsaa opholdt sig en Uge i Greifswalde; ved begge Universiteter gjorde han Bekjendtskab med de fleste Lærere og fik Anbefalinger til Berlin. Til denne Stad ankom han sidst i November, og opholdt han sig der til den 29de April. Han studerede navnlig den preussiske Retsforfatning, theoretisk og praktisk; særlig interesserede det ham desuden at besøge Straffe- og Undervisningsanstalter i Berlin og Spandau. „Universitetet“, siger han i et Brev til Kirkedepartementet af 7de Febr. 1834, „har jeg jevnligen besøgt, og bivaanet Forelæsninger i alle de Fag, der ikke ligge ganske udenfor min Sfære; men til noget vist Kollegium har jeg ikke bundet mig for at gjennemgaa et helt Kursus, fordi Forelæsningerne, idetmindste i Lovkyndigheden, ere indrettede efter en saa kompendiarisk Plan, at jeg i den romerske Ret ikke fik at vide Andet, end hvad der forhen fuldstændigen var mig bekjendt, og i den Preussiske Ret Kildestudinm med de rige Hjælpemidler, som her staa til min Tjeneste, er mig langt frugtbarere, end den blot oversigtlige Fremstilling, der gives fra Kathedret. Derimod har jeg især havt til Hensigt at danne mig et klart Billede af Studiets Methode, Plan, Omfang, Foredrag og Standpunkt ved dette Tydsklands fornemste Universitet, der fra disse Synspunkter ikke ubetydeligen afviger fra den hos os herskende Methode“. Sine Fagstudier fortsatte han især ved at sætte sig ind i den nyere, navnlig romerretslige og statsøkonomiske Literatur. Det var ham ogsaa et væsentligt Øiemed her i dette Tydsklands daværende videnskabelige Middelpunkt at blive fortrolig med hele det tydske Aandsliv i forskjellige Retninger. Sit Ophold i Berlin havde han egentlig bestemt til et Aar; men da han havde faaet et rigeligere Stipendium, end han havde søgt om, besluttede han at reise mere omkring og forlod Berlin allerede efter et halvt Aars Forløb. Han drog over Halle, Leipzig, Dresden, Prag, Wien, til München, hvor han opholdt sig fra 19de Juni til 5te Juli. „Det er vist nok“, siger han i et Brev fra München til Kirkedepartementet, „at der under de hyppige Afbrydelser og Stedforandringer, der ere forbundne med en Reise af halvandethundrede Mil i 2 Maaneder, ikke kan være Tale om noget Studium i streng Forstand, eller lader sig opvise noget enkelt videnskabeligt Udbytte som et bestemt vundet Resultat; men paa den anden Side er det ogsaa vist, at den almindelige videnskabelige Interesse og Belærelse, som flyder af et i et kortere Tidsrum afvexlende Besøg paa flere litterære Centralpunkter, fuldstændigen, skjønt paa en anden Maade, opveier den speciellere Fordel af et statarisk Ophold paa et enkelt Sted“. – – „Især i Halle, Leipzig, Dresden og München har jeg havt Anledning til dels at komme i personlig Berørelse med, dels fra Kathedret at høre Tydsklands betydeligste Videnskabsmænd, og ved mundtlige Meddelelser, ved Besøg i Stænderforsamlinger og Læsning af temporaire og lokale Skrifter, at blive bekjendt med flere Forgreninger af disse tydske Staters indre Økonomi, deres statsretslige Forholde og videnskabelige Indretninger, en Kundskab, der, skjønt adspredt i Enkeltheder, dog ved sin umiddelbare Anskuelighed tjener til at kaste et Lys paa det Hele.“

Fra München gik han gjennem Tyrol til Schaffhausen, derfra, efter en Fodreise i Schweitz, over Genf til Paris, hvor han ankom 23de Juli 1834. Han opholdt sig her til Slutningen af Aaret. Forelæsninger besøgte han her lidet, Retterne desto mere, og han søgte at skaffe sig „en sammenhængende Oversigt over den franske Literatur i dens nyeste Periode, der hos os, der altfor udelukkende slutte os til Tydskland, indeholder meget Lærerigt“. „Opholdet i Paris har været den frugtbareste Del af min Reise; ikke desto mindre er det vanskeligt, at gjøre nøiagtig Rede for Anvendelsen deraf, fordi jeg i Grunden her ikke har faaet saameget at vide, som meget mere berigtiget Meget, som jeg vidste før^[19].“ Her i Paris optraadte han første Gang som juridisk Forfatter. Som en Frugt af hans Studium af den tydske Videnskabelighed maa ansees nogle „Betragtninger over Retsvidenskabens Tilstand i Tydskland“ (navnlig Retsfilosofiens og Romerrettens), som han sendte til det i Kjøbenhavn udgivne „Juridiske Tidsskrift“, hvor de ere indrykkede XXIII, 292–340,^[20] – samt en i Pariser-Maanedsskriftet „France literaire“ optagen Afhandling om den tydske Filosofi og Muligheden af dens Optagelse i Frankrige.^[21] Hans Dom over den tydske Filosofi og Retsvidenskab var, som man kan forstaa, ikke meget gunstig. At han ikke engang undtog den tydske historiske Retsskole fra en temmelig streng Dom, maa vel tildels forklares deraf, at Savigny dengang endnu ikke havde udgivet sit berømte Hovedværk „System des heutigen rømischen Rechts“. – Ligesaa skrev han i den af Fælix dengang redigerede „Révue étrangère de legislation“, en Afhandling om Kvindernes Retstilstand efter norske Love.

Paris forlod han Juledag 1834 og drog over Brüssel, Loewen, Aachen, Goettingen og Hamburg – opholdende sig en kort Tid paa hvert Sted – til Kjøbenhavn, hvor han ankom, saavidt vides, allerede i Februar 1835. Her opholdt han sig i flere Maaneder. I de første Dage af Mai kom han tilbage til Norge og til Kristiania kom han den 17de Mai, samme Dag, som hans Udnævnelse til Lektor ankom fra Stockholm.

Imidlertid havde nemlig Stang, som før meldt, forladt Universitetet i Februar 1835, og paa vanlig Vis – det var først nogle Aar senere, man begyndte med at kundgjøre Universitetslærerposter ledige – indhentede Regjeringen Kollegiets og Fakulteters Betænkning om den ledige Posts Besættelse. Kirkedepartementets Foredrag i Sagen indeholder herom Følgende:

„Det juridiske Fakultet, hvis Betænkning Kollegiet i denne Anledning har indhentet, har erklæret, at den Mand, som er den eneste, hvem Fakultetet siden den Kongelige Resolution af 7de Mai 1828 har fundet værdig til om ham at gjøre den i nysnævnte Kgl. Resol. ommeldte Indberetning, og hvem Fakultetet senere har havt Anledning til at anbefale til at erholde naadigst Stipendium til den Reise, hvorfra han endnu ikke er hjemkommen, nemlig Kand. jur. Anton Martin Schweigaard, ogsaa af Fakultetet ansees for at være den Mand, som der nu spørges efter. – Vel har Fakultetet ikke havt speciel Anledning til at lære hans Evner til Undervisning og Foredrag at kjende, men forsaavidt der af andre Egenskaber og Omstændigheder lader sig drage nogen Slutning i sidstnævnte Henseende, tvivler det ikke om, at jo Schweigaard ogsaa er i Besiddelse af hine Evner, og frygter ikke for, at man skulde ville lade denne Leilighed gaa forbi til at tilbyde ham Ansættelse ved Universitetet, for hvilket maaske ellers det Talent, til hvis yderligere Udvikling Staten allerede gjennem meddelt Reisestipendium paa en særdeles Maade har virket, muligens kunde gaa tabt. – Fakultetet har derfor foreslaaet, at han naadigst maa vorde udnævnt til Lektor i Lovkyndighed, en Ansættelse, der vil være til største Baade for Videnskaben, som for Universitetet. – Saavel Collegium academicum, der har erklæret, at det har modtaget paalidelig Underretning om, at Kand. jur. Schweigaard ogsaa ønsker at modtage Ansættelse som Lektor i Lovkyndigheden, som Prokantsleren, have aldeles tiltraadt det juridiske Fakultets Forslag. – Departementet, for hvilket Kand. jur. Schweigaard er bekjendt som en ligesaa talentfuld som med sjelden videnskabelig Dannelse udrustet Mand, kan ikke drage i Tvivl, at han besidder den fornødne Dygtighed til at overtage den omhandlede Lektorpost.“

Overensstemmende hermed blev da Schweigaard, som dengang nys havde fyldt sit 27de Aar, under 13de Mai 1835 udnævnt til Lektor i Lovkyndighed.

Den 27de Mai 1835 var Schweigaard for første Gang tilstede i det juridiske Fakultets Møder. Han deltog allerede i den strax derpaa begyndte theoretiske Embedsexamens skriftlige og mundtlige Del og aabnede i 2det Semester 1835 sine Forelæsninger, nemlig over Proces og Romerret. Over andre juridiske Discipliner læste han ikke i det første Tidsrum 1835–40. Det var hans Forelæsninger i disse Aar over Processen, som kort efter bleve kontratrykte, og som ligge til Grund for den senere trykte Bearbeidelse. Derimod holdt han allerede nu udenfor de 6 ugentlige Timer Forelæsninger over Statsøkonomi og Statistik, hvorom mere siden, og i sit første Semester for et talrigt Auditorium en ugentlig Forelæsning over „Videnskabernes almindelige Methode“^[22].

Omkring 1840 foregik der store Forandringer i Fakultetet, navnlig ved Oprettelsen af en Lærerpost i Statsøkonomi og Statistik. Men til nærmere Forklaring bliver det her nødvendigt, at gaa lidt tilbage i Tiden.

V.

(Statsøkonomiens og Statistikens forhenværende Plads ved Universitetet. – G. F. Lundh. – Schweigaard midlertidig Lærer i Statistik. – Oprettelsen af en egen Lærerpost i Statsøkonomi og Statistik. – Striden om dens Henlæggelse til det filosofiske eller det juridiske Fakultet. – Dens Overdragelse til Schweigaard 1840).

Som før meddelt, indeholdt Planen for Universitetets Oprettelse af 1812, at et af de „8 Hovedvidenskabsfag eller Fakulteter“ skulde være et „statsøkonomisk“, hvori der skulde foredrages Statsøkonomi, Finants- og Kameralvidenskab, Land- og Forstøkonomi, Manufaktur- og Handelsvidenskab af 3 Professorer. Denne storartede Plan, som var et Udtryk for Tidens Lyst til at give Universitetet et mere praktisk Tilsnit, kom i saa liden Grad til Udførelse, at Statsøkonomien istedetfor at være Hovedsag i et eget Fakultet, i en hel Menneskealder først maatte staa ganske udenfor, og derefter nøie sig med en beskeden Plads i et Pulterkammer af en Lærerpost, som senere oprettedes.

Statistiken laa udenfor Planens Ramme. Efter den ældre Videnskabernes Encyclopædi var Statistiken nemlig et Hjælpefag for Historien, og Læreren i Historie foredrog derfor længe Statistik ligesom ved Kjøbenhavns og mange andre ældre Universiteter. Statistiken henlaa altsaa under der filosofiske Fakultet, men den statistiske Lærer var dog Medcensor og Examinator ved juridisk Embedsexamens mundtlige Del, den eneste, hvorved hint Fag var repræsenteret jfr. Frdn. 7de Mai 1788 § 16^[23] og Univ. fund. 1824 § 33. Den første Lærer i dette Fag, var Ludvig Stoud Platou (f. 1778, 1806 Overlærer i Kristiania), udnævnt 16de Januar 1813 til Professor i Historie og Statistik. I 1815 udnævntes han til Expeditionssekretær med Bibehold af sin halve Professorgage, for fremdeles at holde Forelæsninger over „Statsøkonomi, Geografi, og Statistik“. Af Statsøkonomien blev der Intet, men Statistiken læste han stadig over, ligesom fremdeles ogsaa over Historie. I 1825 udnævntes Platou til Statssekretær, hvad han ogsaa for havde været som konstitueret, og var fra nu af Professor kun i Statistik. Ved Siden heraf var Platou Universitetets Økonom^[24] ligefra Begyndelsen uden særlig Godtgjørelse; fra 1825 oppebar han for samtlige sine Forretninger Lektorgage. I 1833 nægtede Storthinget den hertil midlertidigt givne Bevilling, og samme Aar døde Platou (30te November). Imidlertid var Rudolf Keyser i 1828 konstitueret som Docent i Historie og Statistik og 1829 udnævnt til Lektor i samme Fag, dog saaledes, at hans Forpligtelse til at foredrage Statistiken ikke traadte i Kraft, saalænge Platou levede. Og i 1834 fritoges han, da det var overdraget ham at forberede Udgivelsen af Norges gamle Love, ganske for denne Forpligtelse, som da i Stedet blev paalagt Professoren i „Økonomi“ efter dennes eget Tilbud.

Denne Lærerpost i „Økonomi“ var det besynderlige Embede, hvorunder Statsøkonomien sognede indtil 1836. Nogen selvstændig Lærerpost i Statsøkonomi blev der ved Universitetets Oprettelse ikke Tale om. Derimod udnævntes den bekjendte Christen Smith 3die Juni 1814 til Professor i Botanik og Statsøkonomi, hvilken Post han imidlertid ikke tiltraadte, da han samme Aar drog ud paa den lange videnskabelige Reise, hvorfra han ikke vendte tilbage († paa Kongokysten 1816). Den 25de Oktober 1814 udnævntes Kapitain og Bureauchef Gregers Fougner Lundh til Lektor i Technologi ved Universitetet. Denne Mand kom i 20 Aar til alene at repræsentere hint „statsøkonomiske Fakultet.“ Lundh, som synes at have staaet udenfor det almindelige Avancement og 1815–25 ogsaa var Sekretær ved Universitetet, ansøgte 1822 om at maatte blive udnævnt til Professor og om en Forandring af sit Embede. Karakteristisk for Karl Johans Regjeringstid er det, at han bilagde sin meget korte Ansøgning en udførlig fransk Fremstilling (egentlig Resumé af en Skrivelse til Statsraad Treschow). Hans Ønske blev ogsaa opfyldt, idet han 1ste November 1822 udnævntes til Professor i „Økonomi“ med Forpligtelse til ogsaa at holde Forelæsninger over „Landhusholdning og Statsøkonomi“, foruden over sine tidligere technologiske Videnskaber. Denne Lærerpost i „Økonomi“ fremkaldte en Række af meget brogede Forelæsninger; foruden Technik, Bergfabrik- og Bergbygningslære, som var et af de væsentligste Fag, foredroges „Læren om Bygningsmaterialier“, undervistes i Diplomkundskab – Lundh var tillige Bestyrer af Diplomsamlingen – ligesom der gaves „en rationel Fremstilling af flere til det indre Husholdningsvæsen hørende Gjenstande“, ja, i et Semester endog „for Medborgere, der attraa det, af Kunsten at tilberede Øl“. Ved Siden heraf læstes der meget stadigt over „Statshusholdningslæren“; men Lundh beklagede selv i sit Bidrag til Aarsberetningen for 1834 med Mismod, at han „efter for 12 Aar siden med den oprigtigste Iver og de bedste Forventninger at have begyndt Foredraget over Statsøkonomien, saa sine Forhaabninger skuffede, da der stedse havde været vist den ubegribeligste Ligegyldighed mod dette Studium“, – ligesom han udtalte, at Studiet neppe vilde vinde Indgang uden ved en juridisk dannet Lærer. Hertil kom endelig ogsaa fra 2det Semester 1834 Statistik. Efter det noget underlige Indtryk, som denne Fortegnelse gjør, bør det fremhæves, at Lundh var en Mand af ikke ringe videnskabelige Fortjenester.

Efter Lundhs Død (ved et ulykkeligt Tilfælde den 11te Juli 1836) kom man i nogen Forlegenhed med, hvorledes man bedst skulde sørge for de forskjellige under den „økonomiske“ Lærerpost henlagte Videnskaber. Bergfabriklære overdroges til Professor Esmark, Technologien antog man ikke burde foredrages ved Universitetet, da man burde afvente en polyteknisk Læreanstalt i Kristiania. En lignende Mening gjorde sig gjældende med Hensyn til Landhusholdningslære. Om Lundhs egentlige Fag, „Økonomien“, reiste der sig derimod længere Forhandlinger, som navnlig angik Embedets Omdannelse til Lærerpost i Statsøkonomi og Statistik.

Da det strax viste sig, at man ikke snart vilde komme til Enighed herom, blev det nødvendigt at træffe en midlertidig Foranstaltning angaaende Statistiken, som jo var Examensfag, medens Statsøkonomi ikke før Lov af 17de Sept. 1845 blev optagen blandt den juridiske Embedsexamens Emner. Kollegiet, hvoraf Stenbuch var Medlem, indstillede da i Oktober 1836 efter at have indhentet alene det filosofiske Fakultets Betænkning, at Cand. mag L. K. Daa (dengang siden 30te Marts 1836 konstitueret som Docent i Historie under Keysers Fravær i Anledning af de gamle Norske Loves Udgivelse) skulde midlertidig ansættes som Lærer i Statistik, og deltage i juridisk Embedsexamen for dette Fags Vedkommende med et Tillæg af 150 Spd. aarlig, hvilket anbefaledes af den fungerende Prokantsler Biskop Sørensen. De to øvrige Medlemmer af det juridiske Fakultet, som følte sig tilsidesatte ved, at Fakultetets Mening om denne Sag ikke var indhentet, skyndte sig, da de kom til Kundskab om Kollegiets Indstilling og de troede, det hastede, at indgive en kraftig Forestilling direkte til Departementet, hvori de fremhævede Nødvendigheden af, at Foredraget og Examinationen i Statistik blev overdraget til en Jurist. Det Væsentlige af denne Forestilling, som uden Tvivl er forfattet af Schweigaard, er trykt i Dept.-Tid. 1837 p. 293–8. Efter at have fremhævet det Uheldige i den hidtilværende Ordning, at en Lærer fra et andet Fakultet og selv Ikke-Jurist, skulde deltage som Examinator og Medcensor ved den juridiske Embedsexamen, hvor Statistiken ingen særlig Karakter fik, men bidrog til den fælles Hovedkarakter, – fremstillede de udførligere sin Mening om, at Statistiken selv hørte naturligst med blandt „den juridiske Encyklopædis Discipliner“. Man vil vistnok i følgende Udtalelser finde Schweigaards Opfattelse af Statistiken som Universitetsfag:

„Den hidtil bestaaende Vedtægt med Hensyn til dette Fag er saa aabenbar mangelfuld, at det synes at være Tid til at slaa ind paa en anden Vei. En rigtig Indsigt i vort Beskatningsvæsen og dets Historie, i vort Toldsystem, vore Bankindretninger, Brand- og Pensions-Forsikringsanstalter, det beneficerede Gods, Rigets forskjellige Inddelinger i geistlig, judiciel, administrativ, militær, medicinsk og metallurgisk Henseende o. s. v. kan ikke lettelig erhverves og end mindre forudsættes uden hos dem, der ere bevandrede i Lovgivningen og kunne gaa til Kilderne. Men tages saadanne Statsindretninger bort, hvoraf kun nogle her exempelvis ere nævnte, saa bliver der lidet for Statistiken tilbage. Men selv om man holder sig til det mere faktiske eller historiske, der danner Økonomiens Elementer og den økonomiske Videnskabs Data, som Matrikulens Beløb, Bygningernes Assurancesum, de indirekte Skatters Sum, deres Af- og Tiltagende i de forskjellige Perioder, de forskjellige Exportartiklers afvexlende Beløb og indbyrdes Vigtighed, bestemt ved Talstørrelser, Handelens Tilstand og Gang, Rigets Eiendom i Kommercelæster og de hæmmende og befordrende Omstændigheder, som komme i Betragtning ved denne vigtige Del af Nationalformuen, Fragtfartens Gang, hvilken Rang vi i denne Henseende indtage blandt Søstaterne, og lignende Fakta, hvoraf de allerinteressanteste og og frugtbareste Konklusioner lade sig udlede, naar man ikke tager dem isoleret, men i deres historiske Udvikling og deres samtidige Forhold – saa vil man dog erkjende, at, ihvorvel juridiske Indsigter for at skaffe sig en Kundskab om lignende Data ei ere absolut fornødne, saa ligge de dog Juristen, der i sine Granskninger slaar i en umiddelbar Berørelse med Virkeligheden, nærmere, da Adgangen til de Kilder, hvor Oplysningerne skulle hentes, ere ham mere bekjendte og tilgjængelige end Medlemmerne af de øvrige Fakulteter, og navnligen end Filologerne. Skal derfor det, man kalder Statistik, hvilket Fag som juridisk Hjælpevidenskab hovedsagelig maa rette sig mod det Kameralistiske og Statsøkonomiske, faa nogen rigtig Betydning som Examensfag og tjene til Afrundelsen og Fuldstændiggjørelsen af de juridiske Discipliners Kreds, saa maa den fuldstændig inkorporeres i den juridiske Encyclopædie. Dens Foredrag maa ikke betragtes som et Accessorium til en historisk eller filologisk Docents Embede, men, som positiv og tillige national Statsvidenskab, foredrages af en Lærer, der selv er bevandret i de Kandidaters Hovedfag, som han skal danne. Thi i de bindrige Registre over vort Statslivs Aabenbarelser, der strække sig gjennem Aarhundreder, i den chaotiske Masse af gjældende og ugjældende Anordninger, hvoraf vore nærværende Tilstande ere et Produkt, ligge der store Skatte begravede. Hvad der er ophævet som bindende Norm, er ikke magtesløst som historisk Datum. Her kommer Alt an paa at give en tro Beskrivelse over Tilstande og Institutioner, ikke alene, som de nu ere, men ogsaa, hvorledes de ere blevne saaledes. Overalt, hvorhen man vender sig, naar der er Spørgsmaal om, hvad der i vore materielle Statsindretninger skal forandres, rettes eller forbedres, er dette Savn føleligt. Hvormange store Misgreb, hvormeget vandigt Ræsonnement havde man ikke sparet sig, hvis den store Sum af Erfaringer, der ligge skjulte i Anordningerne, udredede og opklarede havde slaaet de besluttende og bestemmende Autoriteter for Øiet. Vore Storthings trykte Forhandlinger, der allerede selv ere blevne vigtige Kilder til Rigets kameralistiske Statistik, og endnu mere deres mundtlige Debatter ere helt igjennem talende Vidnesbyrd om den her antydede Mangel, og denne vil ikke blive afhjulpen, førend Resultaterne af Statsvirksomheden blive fremstillede under et Billede i deres sukcessive Udvikling og samtidige Sammenhæng. Dette er formentlig hvad der ved Besættelsen af den statistisk-statsøkonomiske Post bør haves for Øie. Ikke paa Navnet, men paa Tingen, ikke paa Scholastikens vilkaarlige Kategori, men paa Statslivets paatrængende Anfordringer kommer det her an. Ved kun at gjengive, hvad man kan læse sig til af tydske Bøger, vilde en Lærer i de statistiske Discipliner ved vort Universitet ligesaalidt kunne fyldestgjøre sine Pligter, som en Docent i Lovkyndigheden ved vor Høiskole ved at udskrive sine Forelæsninger af fremmede Systemer“.

Forøvrigt fremsatte disse Medlemmer intet Forslag om nogen varigere Ordning, da dette senere skulde komme paa Tale, men de tilbøde sig begge at examinere i Statistik, hvortil de ansaa sig mere skikkede end nogen filologisk Kandidat.

Departementet indhentede i denne Anledning Vedkommendes Erklæring. Kollegiet vedblev sit Forrige. Men Motzfeldt fremkom nu som Medlem af Kollegiet i et dissenterende Votum med et Forslag om, at Schweigaard, som dertil var villig, skulde midlertidig overtage Lærerposten. Ligesaa havde nu meldt sig endnu en Ansøger, Kand. jur. C. Platou (formodentlig den nuværende Borgermester). Prokantsleren, Grev Wedel Jarlsberg – som forresten erklærede, at han sandt Motzfeldts og Schweigaards Fremgangsmaade „aldeles uformelig“ og foreslog, at Departementet skulde tilkjendegive dem, at det ikke kunde bifalde deres direkte Henvendelse – var i Realiteten enig med dem og foreslog, at Schweigaard skulde midlertidig ansættes som Lærer i Statistik mod passende Godtgjørelse. Motzfeldts og Schweigaards Mening vandt Medhold hos Regjeringen, og jeg har intet Spor fundet til, at den foreslaaede Irettesættelse blev givet dem. Schweigaard, som allerede Sommeren 1836 havde examineret i Statistik efter Anmodning af Lundh, som ansaa sig selv uskikket dertil, blev – da Sagen drog ud – strax konstitueret til at examinere ogsaa ved Juleexamen 1836. Og Departementet indhentede dernæst gjennem Kollegiet Schweigaards Erklæring om, paa hvilke Vilkaar han var villig til at overtage en saadan midlertidig Lærerpost ved Siden af sine øvrige Forretninger. Han svarede hertil under 14de Januar 1837:

„Ved Skrivelse fra det ærede Kollegium af Gaars Dato er jeg bleven tilspurgt om, paa hvilke Vilkaar jeg var villig til midlertidig at overtage Statistikens Foredrag ved Universitetet samt Examinationen i dette Fag ved den juridiske Embedsexamen.

Tilfølge heraf tillader jeg mig at underrette det ærede Kollegium om, at jeg paa Grund af de vidtløftige Eftersøgelser i adspredte Kilder, som udfordres til en efter de forhaandenværende Data nogenlunde fuldstændig Fremstilling af Fædrelandets Statistik, ikke kan forbinde mig til at holde mere end to statistiske Foredrag om Ugen, førend Norges Statistik tilendebringes, fra hvilken Tid jeg med mindre Møie kan læse tre Gange ugentlig, der synes at være det passende Timetal for denne Disciplin. Mit Forlangende om Honorarium for et saadant Foredrag samt for den dermed i Forbindelse staaende Examination ved den juridiske Examen indskrænker sig til 150 Spd. aarlig. Vel ved jeg af egen Erfaring, at denne Godtgjørelse ingenlunde er tilstrækkelig Erstatning for det Arbeide, som Fremstillingen af Fædrelandets Statistik, endog efter Krafts fortjenstfulde og berømmelige Værk, udkræver; men da jeg ingen Hjemmel har til at paaberaabe mig det, der bør præsteres, som det der virkelig vil blive præsteret, saa finder jeg, efter hvad det er mig bekjendt, at der i denne Sag er passeret^[25], overveiende Grunde til indtil videre at nøies med ovenanførte Sum, i det Haab, at høie Vedkommende ikke vil negte mig fuldere Godtgjørelse, hvis Engagementet bliver af længere Varighed, og Frugten af dette Foredrag maatte indeholde Bevis for, at der var et Misforhold mellem Møie og Løn“.

Ved kgl. Resol. af 27de Marts 1837 blev det som Følge heraf „midlertidig overdraget Lektor juris Schweigaard at foredrage og examinere i Statistik mod en aarlig Godtgjørelse af 150 Spd.“ Schweigaard læste fra nu af stadig 2 Timer ugentlig over Statistiken.

Angaaende selve den økonomiske Lærerpost faldt der samme Aar, 20de November 1837, en kongelig Resolution, hvorved bestemtes, „at der i afgangne Prof. Lundhs Sted ansættes en Lærer ved Universitetet i Statsøkonomi med Forpligtelse til, naar Anledning dertil gives, ogsaa at foredrage Økonomiens Grundsætninger i dens Anvendelse paa enkelte Næringer“. Det skulde altsaa fremdeles være en økonomisk Lærerpost; men efter Prokantslerens Forslag var her Statsøkonomien rykket ganske anderledes i Forgrunden.

Ved denne Resolution var imidlertid Intet afgjort om Lærerpostens Stilling og Besættelse. Vistnok var der ved Universitetet under Erklæringerne, der gik forud for Resolutionen, forefaldt en liden Forpostfægtning, idet det allerede nu udtaltes, at den burde besættes med en Jurist, medens der fra andre Sider paastodes, at den burde besættes med L. K. Daa. Men man var bleven enig om, at disse Spørgsmaal, ligesom om Statsøkonomiens Ophøielse til Examensfag, først skulde afgjøres, efterat selve Posten var anordnet.

Kirkedepartementet indhentede derfor nu, strax Resolution af 20de November 1837 var falden, Universitetets Betænkning om Postens Besættelse, og dette fremkaldte en af de værste Feider, som have fundet Sted ved vor Høiskole^[26]. De stridende Parter vare især det juridiske og det filosofiske Fakultet, som navnlig stredes om Nødvendigheden af at ansætte en Jurist i Posten og om dennes Henlæggelse fra det filosofiske til det juridiske Fakultet. Det filosofiske Fakultet erklærede, „at det for Tiden ikke kjender nogen Videnskabsmand, som har gjort Statsøkonomien til speciel Gjenstand for sine Forskninger, naar undtages Lektor Schweigaard, der vel neppe vil forlade sin Stilling som Lærer i Jurisprudentsen for at gaa over i et andet Fakultet, der ikke har saamange Udveie at byde sine Medlemmer, om de skulle ville forlade Universitetet, som det juridiske. Blandt dem derimod, af hvilke Fakultetets fleste Medlemmer antog at kunne gjøre sikker Regning paa, at Universitetet, forsaavidt han vilde opofre sig til Statsøkonomiens Studium, vilde erholde en duelig Lærer, troede samme at burde nævne Kand. mag. L. Kr. Daa, hvis historiske og statistiske Forkundskaber og øvrige grundige og omfattende videnskabelige Dannelse efter Fakultetets Formening frembyde fortrinlige Hjælpemidler til at kunne uddanne sig i dette Fag.“ Et Medlem nævnte ogsaa som dertil skikket Kand. jur. B. Dunker. Daa selv – som følte sig tilsidesat ved Resolutionen om den midlertidige statistiske Lærerpost og senere ved Besættelsen af en Lektorpost i Historie, hvortil P. A. Munch blev udnævnt Mai 1837, uagtet Daa ogsaa hertil var bleven indstillet af det filosofiske Fakultet og Kollegiet, – indgav under 16de Februar 1838 en udførlig Forestilling til Kollegiet imod Nødvendigheden af at ansætte en Jurist i Posten, kritiserede skarpt Schweigaards og Motzfeldts Skrivelse til Kirkedepartementet om den statistiske Lærerpost og erklærede sig villig til at underkaste sig en Konkurrence, bestaaende i Afhandlinger og deres offentlige Forsvar.

Det juridiske Fakultets Flertal – Motzfeldt og Schweigaard – fremhævede, ligesom før ved Statistiken, at den samlede Lærerpost burde besættes af en Jurist. Af denne Betænkning, som er forfattet af Schweigaard, hidsættes følgende:

„Som Læren om de bedste Befordringsmidler til de materielle Interessers Fremme forudsætter Statsøkonomien en omfattende og indtrængende Indsigt i de Statsinstitutioner, der betinge de produktive Elementærkræfters Udvikling, og hemmende eller befordrende gribe ind i den offentlige og private Økonomi. Ligesom de statsvidenskabelige Discipliner overhovedet have Vanskelighed for at skaffe sig Indgang i Almenerkjendelsen og kun lede til ringe Resultater, saalænge de holdes i en saadan abstrakt Almindelighed, og i den Grad udvikles uafhængigt af bestemte faktiske Forudsætninger og bestaaende Forholde, at de lige godt og lige ilde passe overalt, saaledes kan en dogmatisk Fremstilling af den statsøkonomiske Læres Almensteder kun lidet virke til at afhjælpe det Savn, hvorover der fra mange Sider har været klaget. Forholdt dette sig ikke saaledes, saa vilde det være meget let hos os at fremkalde en hel statsøkonomisk Literatur ved Oversættelse af denne Videnskabs Hovedværker i fremmede Sprog. Men hertil udfordres der en ganske anden og selvstændig Virksomhed. En økonomisk Lære, der i den Betydning er norsk, at den kan yde rigtig Veiledning om, hvad der hos os hør rettes og forbedres, og tjene til at lede og befæste Almenanskuelsen angaaende vore egne økonomiske og financielle Anliggender og Foranstaltninger, fremkommer først ved en saadan Gjennemarbeidelse af vort Lands økonomiske Institutioner, at de i deres Grundsætninger, Formaal og Virkninger fremstilles til Beskuelse i Videnskabens Lys.

Hvorhen Statsøkonomen vender sit Blik, fremstiller sig Nødvendigheden af at kjende det System af retslige Bestemmelser, hvorigjennem Staten er virksom til Befordring af det materielle Velvære. Man behøver blot at tænke sig enkelte Hovedpartier af Gjenstandene for den økonomiske Statsvidenskab, som Finantsvæsenet, Beskatningssystemet, Leilændingsvæsenet, Udskiftnings- og Udparcelleringsprincipet, Betingelserne og Grændserne for Næringsveiene, der skarpest fremtræde i Modsætning mellem Kjøbstad, Ladested og Land, – Bank- og Myntvæsenet o. s. v., for at overbevise sig om, hvilken Masse af positive Forudsætninger og juridiske Indsigter man maa være i Besiddelse af, for at sætte Statsøkonomiens Grundsætninger i en organisk Forbindelse med de hos os bestaaende Forholde. Blot til at forstaa et Lovgivningsværk, som Loven af 1ste Juli 1816, der udgjør Grundlaget for en vigtig Side i vort Beskatningsvæsen, udkræves der et Apparat af juridisk Kundskab, der ikke kan erhverves uden ved et alvorligt Studium i den store Række af Anordninger, der ere Kilderne til vor nu bestaaende Retstilstand. Men Erhvervelse af tilstrækkelig Raadighed over det positive Stof, der paa engang danner Udgangs- og Slutningspunktet for den praktisk-økonomiske Lære, vil blive særdeles vanskelig for Enhver, der ikke har gjort Retsvidenskaben til sit Studium, og derved er bleven saa bevandret i vore Institutioner og deres Kilder, at han føler sig paa sit eget Gebet, naar der spørges om at bringe Rede i Lovgivningen. Vor Ret er endnu ikke bearbeidet paa den Maade og i det Omfang, at man ved at flaa efter i juridiske Skrifter kan finde hvad man ønsker at vide, og denne Mangel paa juridisk Bearbeidelse træffer just de Partier af Lovgivningen, som gaa ind paa Statsøkonomiens Gebet. Her haves i Almindelighed ingen anden Udvei, end at gaa til Kilderne, der ofte strække langt oppe i Tiden, og hvori der hersker stor Urede.“

I Slutningen af deres Betænkning anføres, „at man efterat Retsstudiet er kommet i den Gang, at en stor Del af de talentfuldeste akademiske Borgere vælge dette Fag, ikke vil være i Forlegenhed med i heromhandlede Anledning at bringe unge kvalisicerede Mænd i Forslag“, og har Fakultetet som saadanne „der ved deres Talent, Forstudier og Granskningslyst vække de bedste Forhaabninger, specielt paapeget de juridiske Kandidater P. J. Collett og G. F. Hallager, der begge have ytret Lyst til en saadan Ansættelse“.

Steenbuch udtalte sig i særskilt Votum paa 70 Foliosider mod Flertallet og for Daas Ansættelse.

Kollegiets Flertal var enigt med det filosofiske Fakultet, da det ei vilde drage Schweigaard, som det forresten ansaa mest skikket, bort fra den Post, „han nu med saa megen Duelighed beklæder“, og indstillede derfor 9de August 1838 Daa til Ansættelse. Kollegiets Mindretal foreslog, at man først udtrykkelig skulde opfordre Schweigaard til at erklære, om han vilde overtage en Lærerpost i Statsøkonomi og Statistik med Opgivelse af sin nuværende Post.

I sin Erklæring af 28de Februar 1839 udtalte Prokantsleren Grev Wedel-Jarlsberg, at de Betænkeligheder, man havde næret ved at udnævne den utvivlsomt mest skikkede Mand, Schweigaard, vilde fjernes, naar Lærerposten henlagdes til det juridiske Fakultet, under hvilken Betingelse Schweigaard for Prokantsleren havde erklæret sig villig til at overtage Foredraget af de nævnte Videnskaber. Han foreslog derfor dette, hvilket han i og for sig fandt at være det væsentligste, og at Posten overdroges til Schweigaard, som da skulde fritages for at holde juridiske Forelæsninger, forsaavidt han ikke dertil saa sig i Stand. Dette Forslag er altsaa, som det sees, tilblevet ved privat Forhandling mellem Grev Wedel og Schweigaard, som rimeligvis allerede da har stillet i Udsigt, at han ikke ganske behøvede at opgive sin juridiske Lærervirksomhed, om han end overtog Statsøkonomi og Statistik.

Prokantslerens Forslag sendtes da i 1839 Universitetet til ny Erklæring. Samtlige vare da – undtagen Professor Steenbuch – enige om, at Schweigaard var den til Posten mest kvalificerede. Han havde jo ogsaa særligt studeret Statsøkonomien, blandt andet under sin Udenlandsreise, havde offentliggjort flere statsøkonomiske Afhandlinger og holdt private Forelæsninger derom allerede i flere Aar. Stridens Hovedgjenstand var derfor nu Postens Henlæggelse til det juridiske eller det filosofiske Fakultet.

Det filosofiske Fakultets Flerhed søgte at imødegaa det juridiske Fakultets forhen anførte Grunde. Uden at ville negte Nytten af juridiske Kundskaber for Statsøkonomen mente man dog, at andre Kundskaber vare langt vigtigere, navnlig Naturvidenskaber og Historie; „om vedkommende Stats Love er der mere Spørgsmaal, forsaavidt de skulle gives, end ere givne“. Statsøkonomien hørte derfor naturlig ind under samme Fakultet som de nævnte Videnskaber (det filosofiske Fakultet var dengang udelt). I de fleste andre Lande henlaa ogsaa Statsøkonomi under dette Fakultet, der efter sin Ide omfatter alle Videnskaber, som behandles uden særligt Hensyn paa Embedsmænds Dannelse.

Fakultetets Flertal indstillede derfor, forsaavidt Schweigaard fremdeles vægrede sig ved at gaa over til det filosofiske Fakultet, atter Daa til Ansættelse, hvilket Fakultetet saameget tryggere kunde gjøre, som han i Mellemtiden havde foretaget en Reise paa egen Bekostning til Frankrig og England for at studere Statsøkonomi; Hansteen og Munch dissenterede.

Kollegiets Flertal henholdt sig til det filosofiske Fakultet; Holst og Motzfeldt dissenterede.

Protantsleren fandt, at man havde tillagt Statsøkonomiens Plads i Videnskabens Encyclopædi for megen Betydning, og fremhævede som det væsentligste og mest praktiske Hensyn, at man burde se til at faa den Mand, som Alle ansaa mest skikket, nemlig Schweigaard, og af den Grund henlægge Posten til det juridiske Fakultet. Han vedblev derfor sin Indstilling.

Overensstemmende med Kirkedepartementets Indstilling, hvori alle Regjeringens Medlemmer undtagen Statsraad Vogt vare enige, afgjordes Striden endelig ved den kongelige Resolution af 26de Marts 1840, der er affattet ganske efter Grev Wedel-Jarlsbergs Forslag, saalydende:

„1. At Lærerposten i Statsøkonomi og Statistik henlægges under det juridiske Fakultet og

2. at denne Lærerpost overdrages til Lektor juris Anton Martin Schweigaard, som forøvrigt fritages for at holde Forelæsninger over de juridiske Discipliner, forsaavidt han ikke dertil maatte se sig istand, men fremdeles deltager i det juridiske Fakultets Forretninger, navnlig i dets Examina, paa samme Maade som hidtil“.

Herved havde da Fakultetet faaet sin fjerde Lærerpost. Selvfølgelig bortfaldt herved den midlertidige Lærerpost i Statistik. Schweigaards Embede var nu en enkelt Lærerpost i „Lovkyndighed, Statsøkonomi og Statistik“, saaledes som den ogsaa benævntes, da han under 11te August 1840 efter sin Anciennitet rykkede op til Professor. Han oppebar ogsaa fra 1840 kun almindelig Professorgage uden noget Tillæg^[27].

VI.

(Steenbuchs Død. – Hallagers og Colletts Udnævnelse. – Motzfeldts Afgang og Platous Udnævnelse. – Senere Forandringer. – Schweigaards Forelæsninger. – Slutning.)

Omkring 1840 foregik der store Forandringer i det juridiske Fakultet. Ikke blot fik Fakultetet nu en fjerde Lærer, idet Schweigaard overtog Posten i Statsøkonomi og Statistik, men der blev endnu en Post ledig, idet nemlig Fakultetets ældste Medlem nu afgik ved Døden. Steenbuch oplevede ikke at se Enden paa den bitre Strid, hvori han havde taget saa megen Del, idet han nemlig døde 11te Oktober 1839, ugift og 65 Aar gammel. Steenbuch havde Fortjenesten af at være den første juridiske Lærer, som blev ved Universitetet lige til sin Død, ligesom han i de 23 Aar oftere havde havt svære Byrder som Dekanus og Medlem af Kollegiet. Men hans Docentvirksomhed havde vistnok, i det Hele taget, liden Betydning, ligesom hans retsvidenskabelige Virksomhed var ringe. Hans vigtigste juridiske Værk var hans førnævnte „Bemærkninger om den norske Grundlov“, hvis Indledning (XXX S.) indeholder en ganske velskreven naturlig Statsret efter de da gjengse Theorier, men som forøvrigt ere uden Betydning. Des righoldigere var hans øvrige Forfatterskab, idet han navnlig lige til sin Død først var en af Nationalbladets, dernæst en af Morgenbladets vigtigste Støtter. Han har ogsaa nogen Fortjeneste som historisk Forfatter. (Se navnlig en Afhandling om Landets og Sprogets Benævnelse, Saml. t. N. F. etc. II, 379).

Der var altsaa nu tvende Lærerposter ledige, Steenbuchs og Schweigaards forrige Post. Forhen havde Universitetets Lærerembeder været udenfor den almindelige Konkurrence; de havde aldrig været kundgjort ledige, men det var blevet overladt Kollegium og Fakultet underhaanden at anstille Undersøgelser og derefter foreslaa skikkede Mænd. Ved dette Tidspunkt begyndte man ogsaa, ifølge kgl. Resol. 23. Novbr. 1839, at kundgjøre Universitetsposterne som ledige paa almindelig Maade. I Løbet af 1840 blev dette derfor Tilfældet med de tvende Lektorposter i Lovkyndighed. Hertil meldte sig da de to juridiske Kandidater, som Fakultetet allerede i 1838 havde udpeget som Universitetsemner, P. J. Collett og G. F. Hallager, hin til den første, denne til den sidste Post. Begge Ansøgninger kom imidlertid under Behandling paa en Gang. Fakultetet udtalte om begge det Haab, at de vilde blive dygtige Universitetslærere, og anbefalede deres Udnævnelse; naar de først tilfredsstillende havde afholdt Prøveforelæsninger. Siden sidste Ledighed i Fakultetet var nemlig nu kommet en kgl. Resol. af 20de November 1837 om Prøveforelæsninger af følgende Indhold: „Da det saavel for det Offentlige som for den studerende Ungdom er ønskeligt at erholde den størst mulige Vished for, at de til Lærerposterne ved Universitetet udnævnende Mænd, isærdeleshed naar de for første Gang optræde som Universitetslærere, dertil besidder ikke alene de udfordrende Kundskaber, men ogsaa Lethed og Tydelighed i Foredrag, anser Hs. Majestæt det rigtigt, enten at de til Lærerposterne ved Universitetet mest kvalificerede Ansøgere gives Adgang til ved Prøveforelæsninger at lægge disse Egenskaber for Dagen, eller at den til en Disciplin indstillede Kandidat ved en midlertidig Ansættelse erholder Anledning til under denne Tid at vise, hvorvidt han til egen og sine Tilhøreres Tilfredshed ser sig istand til at røgte sit ansvarsfulde Kald“. Denne Resolution er et kongeligt Diktamen af Karl Johan, som han tilførte Protokollen, med det samme han bifaldt Regjeringens Indstilling om Oprettelsen af Lærerposten i Statsøkonomi og Statistik. Resol. blev, forsaavidt Prøveforelæsningerne angaar, første Gang bragt i Anvendelse ved denne Leilighed. Og tillige var det den første offentlige Konkurrence her ved Universitetet.

Ved kgl. Resol. af 12te Januar 1841 tillodes det Collett og Hallager at afholde hver 3 Prøveforelæsninger, for efter et fyldestgjørende Udfald at udnævnes til Lektorer i Lovkyndighed. Den nærmere Anordning skete ved høieste Resolution af 11te Febr. s. A. overensstemmende med Fakultetets Forslag. Som Censorer forrettede Fakultetets Medlemmer og Advokat Stang. Af Forelæsningerne, som holdtes fra 10de til 16de Marts 1841, var den ene over selvvalgt, de to andre over opgivne Emner; til Udarbeidelse af hver tilstodes 8 Dage. Collett holdt over følgende opgivne Emner: 1) „Om den romerske Rets Indflydelse paa den systematiske Fremstilling af vor Ret“; 2) „om Anvendeligheden af Begrebet om Besiddelse og af de Erhvervelsesmaader, som dermed staa i Forbindelse, samt af de almindelige retslige Betryggelsesmidler, paa ulegemlige Gjenstande“, samt 3) over følgende selvvalgte: „om hvorvidt det ene Storthing kan binde det andet“. Hallager holdt Forelæsninger over følgende opgivne Emner: 1) „Om den Forskjel mellem det norske og romerske Tingsretssystem, der er en Følge af, at der hos os haves et Thinglæsningsvæsen, som Romerretten ikke kjender“, 2) „om den forskjellige Virkning af kontraktsmæssige Retserhvervelser med og uden Vederlag, saavel i Forbindelse mellem Kontrahenterne indbyrdes som til Trediemand“, samt 3) over det selvvalgte: „Om den ældre Odelslovgivning i Forhold til Loven af 26de Juni 1821“. Prøven havde det Udfald, at Censorerne indstillede begge Kandidater til Ansættelse og Hallager som den første i Ordenen. I Overensstemmelse hermed blev da under 8de Mai 1841 Georg Fredrik Hallager (f. 1816, Kand. 1837) og Peter Jonas Collett (f. 1813, Kand. 1835) udnævnte til Lektorer i Lovkyndighed, Hallager med ældst Anciennitet, hvilket havde Betydning for Oprykningen til Professor. Fakultetet, som tidligere gjentagne Gange havde bedet om en fjerde Lærer i Lovkyndighed, svarede i Anledning af disse nye Udnævnelser paa en Forespørgsel fra Kollegiet, at „ uagtet Retsvidenskabens Omfang og Retsstudiets større Frekvents gjør det ønskeligt, at de juridiske Læreres Antal kunde forøges, saa afholder man sig dog fra herom at fremsætte noget bestemt Forslag, da Fakultetet vil være talrigt nok til at holde de befalede Examina i regelmæssig Gang, hvilket hidtil ofte er faldet vanskeligt“. Der vides heller ikke senere at være andraget om nogen ny Posts Oprettelse.

Det saaledes omdannede Fakultet vedtog følgende Fagfordeling: Motzfeldt: Indledning, Proces, Folkeret og positiv Statsret, Militærret, Kirkeret; Schweigaard „fortsætter sine paabegyndte Forelæsninger over den administrative Ret, og vil forøvrigt, efter Aftale med sine Kolleger, foredrage enkelte Dele af Retsvidenskaben, forsaavidt hans Forelæsninger over Statsøkonomi og Statistik dertil levner Tid“; senere paa Aaret overtog han ogsaa Kriminalret^[28]; Hallager: Middelbar Tingsret, Kriminalret, Romerret, Lovhistorie; Collett: Personret, Grundlov, umiddelbar Tingsret, Naturret.

I 1842 mistede Fakultetet Motzfeldt, som havde været Lærer i 13 Aar, og siden 1834 desuden – mod aarligt Honorar af 100 Spd. – havde holdt Forelæsninger over Kirkeret ved det praktisk-theologiske Seminarium.^[29] Han søgte nemlig det efter Henrik Bjerregaard ledige Assessorembede i Høiesteret, hvor han forresten allerede i 3 Aar havde forrettet som extraordinær Assessor. Overensstemmende med Høiesterets Indstilling, hvori udtaltes, at „han ved sin erkjendte Dygtighed og Retskaffenhed, ikke mindre end ved sin hidtilværende Stilling, maa ansees fortrinlig skikket“, tillodes det ham ved kgl. Resol. af 9de Juni 1842 at aflægge den i Lov om Høiesteret af 1818 § 34 befalede Prøve. Ifølge Høiesterets Indberetning bestod han Prøven – at votere i 5 Sager af forskjelligt Slags – „med et aldeles fyldestgjørende Udfald“. Og Motzfeldt blev derfor under 8de August 1842 udnævnt til Assessor i Høiesteret. Fakultetet tabte i hans Lærdom, Grundighed og Arbeidsomhed en god Støtte. Som en Frugt af hans Universitetsvirksomhed maa man forresten ogsaa anse hans senere Værker: „Veiledning til den juridisk-praktiske Prøve“ (1843), „Den Norske Kirkeret“ (1844), og „Odels- og Aasædesretten“ (1846).

Til det ved Motzfeldts Afgang ledige Embede meldte sig 4 Ansøgere, Prokuratorerne O. H. Rolfsen (nu Advokat) og R. P. Berg († 1846), og Kandidaterne N. P. Vogt (nu Stiftamtmand i Kristianssand) og Chr. Platou, hvilke samtlige Fakultetet anbefalede at stede til Prøveforelæsninger. Rolfsen og Vogt trak sig imidlertid snart tilbage, – Rolfsen, fordi han kun vilde konkurrere under den Betingelse, at han med en Gang blev udnævnt til Professor, om han seirede, hvilket, da kun et af Fakultetets Medlemmer udtalte sig derfor, ikke toges tilfølge i den kongelige Resolution af 15de April 1843, som nemlig afgjorde, at Embedet skulde besættes som Lektorpost. I sidste Øieblik, nemlig efterat allerede Opgaverne vare vedtagne, faldt ogsaa Berg fra, idet han af Justitsdepartementet havde modtaget det Hverv, at undersøge og afgive Betænkning om Rigets Fængselsvæsen. Platou, som allerede i 1842 efter Fakultetets Anbefaling havde faaet Tilladelse til at holde Forelæsninger ved Universitetet, stod altsaa nu igjen som eneste Ansøger; men ved høieste Resolution af 17de Mai 1843 bestemtes, at Prøveforelæsningerne alligevel skulde have sin Fremgang. Prøveforelæsningerne bleve denne Gang indrettede noget anderledes end den forrige Gang og paa det Nærmeste i Overensstemmelse med den senere Sædvane. Deres Tal var 4, hvoraf en over selvvalgt Emne, „dog ikke udenfor Kredsen af den fædrelandske Ret“, og 3 over opgivne Emner; til de tvende af disse levnedes 8 Dages Forberedelse; den tredie blev given 3 Timer, før den skulde holdes, og maatte udarbeides uden Brug af videnskabelige Værker. Denne sidste Forelæsning behøvede ikke at forfattes skriftlig, hvorimod de øvrige maatte forud indleveres i renskrevne Exemplarer. Platous Prøveforelæsninger afholdtes sidst i Mai 1843 over følgende Emner: 1) om Paatale af Forbrydelser efter den nye Kriminallov (selvvalgt). 2) Om Agnation efter den romerske Ret. 3) Om kontraktmæssige Forpligtelsers forskjellige Retsvirkninger ifølge den norske Ret, eftersom Forpligtelsen gaar ud paa Handlinger, Pengeydelser eller Andet. 4) Hvad Indflydelse har det paa en Pantekreditors Ret, at Andre have Pant i samme Ting? – den sidste med 3 Timers Forberedelse. Censorerne – Fakultetets Medlemmer samt Stang og Motzfeldt – anbefalede enstemmig Platou til det ledige Embede, og under 28de Juni 1843 blev da Fredrik Christian Platou (f. 1811, Søn af førnævnte Statssekretær Platou, Kand. 1839, nu Sorenskriver i Næs) udnævnt til Lektor i Lovkyndighed.

Fagfordelingen mellem Fakultetets Medlemmer var fra 1843 følgende: Platou foredrog Proces, Kriminalret og Tingsret; Hallager: Obligationsret, Indledning, Lovhistorie og Folkeret; Collett: Personret, Fædrelandets offentlige Ret og almindelig Retslære, og Schweigaard, som i 1843 holdt de mærkelige Forelæsninger over den nye Kriminallov, som ligger til Grund for hans Kommentar, foredrog Statsøkonomi, Statistik, positiv Statsret og Romerret. De Forelæsninger, som i disse Aar (1842–45) holdtes ved Fakultetet, ere overhovedet mærkelige i vor Jurisprudents’s Historie, da de danne Grundlaget for flere af vore juridiske Hovedværker. Hin Fagfordeling, som udtrykkelig atter vedtoges for 3 Aar ved Fakultetsbeslutning af 14de Decbr. 1849, var den gjældende ligetil 1862, idet ved Colletts Død 1851 hans Eftermand Prof. Aschehoug indtraadte i hans Fag. I 1862 blev Platou udnævnt til Assessor i Høiesteret og efterfulgtes af Universitetsstipendiat Fr. Brandt. I 1864 gik Hallager over i samme Embedsstilling, og esterfulgtes af nærværende Forfatter.

Schweigaard læste fra 1844 altid over de nysnævnte Fag. I hvert Semester foredrog han Romerret og Statsøkonomi, hin almindelig i 4 Timer ugentlig i et Kursus paa 3 Semestre, og denne i 2 Timer gjennem 2 Semestre. Desuden læste han almindelig 2 Timer ugentlig over forskjellige Landes Statistik, navnlig Norges og Sveriges sammenlignende Statistik, Englands, Frankriges og de nordamerikanske Staters. Stundom foredrog han i Stedet for Statistik de vigtigste Staters Forfatning (positiv Statsret), idet han forresten ogsaa i de statistiske Forelæsninger gav mange Oplysninger herom, om deres Retsvæsen og forskjellige andre Sider af Folkenes aandelige Liv.

En kortfattet Fremstilling af Statsøkonomien dikterede Schweigaard i begge Semestre 1847, da den fra Juleexamen 1847 skulde være Examensfag, ligesom han i Christiania-Posten for 1850 No. 680 meddelte en, halvanden Spalte lang, Indholdsfortegnelse vedkommende hans statsøkonomiske Forelæsninger for det næstforegaaende Halvaar. Dette skete som Svar paa en anonym Artikel i samme Blads No. 674: „Hvad er gjort for at fremme Studiet af Statsøkonomi og Statistik hos os?“, hvori paastodes, at Schweigaard ikke havde foredraget Økonomi i dens Anvendelse paa de enkelte Næringer, hvorom der var talt i Res. af 20de November 1837, ligesom der udtaltes Beklagelse over, at han drev Statsøkonomien som Bifag. Denne sidste Paastand imødegik han saaledes: „Denne Mening maa jeg uden Omsvøb erklære for ugrundet og uefterrettelig. Jeg har som Universitetslærer betragtet Statsøkonomien som en Hovedsag, og gjort den til Gjenstand for en ivrig, stadig videregaaende, og naar man ikke tager Ordene altfor bogstavelige, aldrig hvilende Granskning, hvis Resultater, jeg tør være forvisset om, have afspeilet sig hos de videre komne og mere udholdende af mine Tilhørere, som Afpræg af et sig stedse foryngende Studium“. Ligesaa har Schweigaard dikteret, i 1843–4, en Oversigt over de vigtigste Statsforfatninger og i 1841 en Fremstilling af den norske Administrativret, hvilken afbrødes ved Storthinget 1842 og ikke senere blev fuldendt. Af Forelæsningerne over Statistik har man Intet fra hans egen Haand udenfor den ufuldendte „Norges Statistik“ af 1840, hvorfor hans tidligste dikterede Forelæsninger ligge til Grund. Forøvrigt havde han kun skrevet ganske faa Notitser, væsentlig Tal, til sit eget Brug. Heller ikke har man Nogetsomhelst skrevet af ham selv over Romerret.

Schweigaard læste i Regelen 8 Timer om Ugen, Alt offentligt. Under Storthingene maatte han dog for en Del eller endog ganske indstille sine Forelæsninger, men saa læste han ogsaa stundom i de nærmest følgende Semestre 11–12 Timer ugentlig, saasom i 1845 og 1858. Det var saa langt fra, at hans Universitetsvirksomhed med Aarene blev mindre, at han tvertimod i de sidste Aar kun var ivrigere. Ligesom under Storthinget i 1842 og 1845, læste han ogsaa under de 3 sidste Storthing fordetmeste sine 4 Timer ugentlig over Romerret, kun med den Forskjel, at han tog Timen fra 8–9 om Morgenen istedetfor, at han ellers læste 2 Gange ugentlig fra 9–11. Under de tvende sidste Storthing deltog han, paa enkelte Dage nær, i det anstrængende Examensarbeide. Under sidste Storthing hændte det flere Gange, at han, efterat have havt en varm 7 Thingdag, deltog i mundtlig Examen om Eftermiddagen fra Kl. 4–10. Ja, en af de Dage i Sommer, da Thinget baade Formiddag og Eftermiddag behandlede Jernbanesagen, hvori han som bekjendt tog en saa ivrig Del, havde han forinden fra Kl. 6 til 8 Morgen været med ved Censur over den juridiske Examens skriftlige Prøve. Og det behøver ikke at siges, at han i al Fakultetets fælles Gjerning til sidste Stund tog den største Byrde. Kun en Ting unddrog han sig for, saa ofte det lod sig gjøre, – at forrette som Medlem af det akademiske Kollegium; det var ikke, fordi han skyede Arbeidet; men dets Art smagte ham ikke. Hans sidste Forelæsninger vare over Statsøkonomi, Romerret, hvor han ligefør Jul standsede midt i Læren om Servituter, samt Norges og Sveriges sammenlignende Statistik. Sine Forelæsninger i dette Semester havde han endnu ikke begyndt, ligesaalidt som deres Begyndelse var kundgjort; han pleiede ellers altid at begynde med de første: om Høsten omkring den 23de August, saavidt vides efter gammel Kjøbenhavnsk Sædvane, og om Vinteren omkring 20de Januar. Men i Aar havde hans Hustrus Sygdom forvoldt en Udsættelse, som altfor snart skulde blive bestandig.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Den findes in extenso trykt i det af Universitetssekretær, Kammerherre Holst udgivne Skrift: „Det kongelige Norske Fredriks Universitets Legater, samt Aktstykker, vedkommende Universitetets Oprettelse, dets Donationer m. V. Christiania 1851“ (egentlig Aftryk af Universitets- og Skoleannaler), jfr. ogsaa Norske Universitets- og Skoleannaler I. 21.
2. Adskillige af disse Oplysninger ere hentede fra Universitetskommissionens Papirer i Rigsarkivet.
3. Man har før 1825 kun Index scholarum at gaa efter, da der før den Tid ingen Aarsberetning findes. Kollegiet afgav rigtignok under 28de November 1817 en Indberetning om Universitetets Virksomhed, men den findes hverken i Kirkedepartementets eller Kollegiets Arkiv.
4. Meddelt af Hr. Rigsarkivar Birkeland, hvem ogsaa flere Vink om andre Oplysninger skyldes.
5. Af Regjeringens Indstilling af 22de Marts 1815 sees Hielm at have ansøgt om en Portomoderation for et paatænkt Tidsskrift: „Annaler for norsk Lovkundskab“, samt om Adgang til at undersøge Arkiverne for at finde Lovenes Motiver; det første indrømmedes, men det sidste fandtes „ikke tilraadeligt“. Saavidt vides, udkom aldrig hint Tidsskrift. Han var senere Medudgiver af „Juridisk Repertorium“ 1818–23.
6. Se Ørsteds „Af mit Livs og min Tids Historie“ IV. Fortalen p. XXVII i Noten, Clemens Biografi af Schouw i Dansk Maanedsskrift IV, 274.
7. Denne Betænkning var afgivet efter Professor Jakob Keysers Mening, der „selv er Jurist og nøie kjender ham.“ Prof. Sverdrup forlangte tilføiet, „at han i denne Sag ingen Stemme vilde have“.
8. Der er vistnok gjort flere forgjæves Forsøg paa at faa Fakultetet besat, end jeg har kunnet opdage. For Fuldstændigheds Skyld kan her tilføies følgende Oplysninger.
    Den bekjendte danske Etatsraad N. M. Spandet fortæller i sin Autobiografi (Barfods Tidsskrift: Folke, I, 171), at Treschow under en Fest, Studenterne holdt for ham ved hans Afreise til Norge 1813, beklagede for Sp., at han ikke havde valgt den akademiske Vei, da man isaafald kunde faat ham til Lærer i Retsvidenskaben ved Kristiania Universitet. Spandet oplyser forresten sammesteds, at han senere fra Professor Sverdrup modtog et Tilbud om at blive Docent i Filosofi ved vort Universitet; men han ansaa sig hertil ikke dygtig.
    Den bekjendte danske Literat Jens Krag Høst (f. 1772, konkurrerede om en juridisk Adjunktur 1799, ved Dom afsat fra sit Embede som Assessor i Hof- og Stadsretten 1808, Udgiver af en juridisk Lommebog, men især historisk Forfatter) fortæller i sine Erindringer p. 119–20, at han i Sommeren 1816 ansøgte om at blive Professor juris i Kristiania, – altsaa paa en Tid, da Fakultetet allerede var besat. Gjennem formaaende svenske Venner, navnlig Rosenskjöld, sørgede han for, at Ansøgningen kom til Karl Johans Kundskab, og opnaaede en Samtale om Sagen med den svenske Premierminister Engeström. „E. lovede Alt godt, men at man isaafald haabede, at jeg vilde cimentere Foreningen mellem Norge og Sverige; jeg svarede, at jeg som ærlig Dansk ikke kunde fremme en saadan Forening, naar den ei omfattede Danmark og ei gik ud fra Danmark“. Han slog derfor Ansøgningen ganske ud af Sinde.
9. Prof. Collett læste derover mellem 1840 og 50; men det er mig ubekjendt, hvorvidt dette var noget fuldstændigt Kursus. Senere har der kun været læst over Retsfilosofiens Historie.
10. Fund. § 17: „Det paaligger Kollegiet at vaage over, at enhve Videnskab vorder foredragen i Overensst. med de af Lærerne i hvert Fakultet forfattede og af det akad. Kollegium vedtagne Prælectionskataloger og Studieplaner“ jfr. § 21: Enhver Universitetslærer er forpligtet til i ethvert Halvaar at holde i sit Fag de offentlige Forelæsninger, som efter Studieplanen paaligger ham, uden at noget Honorarium for disse Forelæsninger erlægges.“
11. Stenbuch, der her som almindelig var i Minoriteten ligeoverfor sine unge Kolleger, vilde ikke forbinde sig til nogen vis Orden.
12. Det maa bemærkes, at Udsigterne til at rykke op som Professor dengang vare slette; de forbedredes et Par Aar efter betydeligt paa Grund af uventet stærk Afgang blandt de ældre Universitetslærere.
13. Forhen vare Reglerne endnu strengere; der dikteredes 3 (en Dag endog 4) Opgaver paa en Gang, hvilke skulde besvares i Dagens Løb; i de første Aar gaves 5 Opgaver hver Dag. Men dette blev i 1831 forandret, da „Erfaringen synes at udvise, at ikke alle Examinanders Helbred udholder den uafbrudte Anstrengelse ved Afhandlingers Udarbeidelse den hele Dag.“
14. Fra 1835, 2det Halvaar, gaves Opgaverne i alm. Retslære paa Norsk. I Folkeret vedblev man at give og besvare den paa Latin, til den bortfaldt. Den sidste Levning af Latinens Brug ved juridisk Examen var Opgaven i Romerret, som ligetil 1858 dikteredes i dette Sprog. Man havde da forlængst ophørt at besvare den paa Latin. Til samme Tid ophørte den Skik, at give det første Spørgsmaal i Romersk Ret ved mundtlig Examen paa Latin. Det hændte dog stundom ogsaa siden, at Professor Schweigaard gjorde det af gammel Vane.
15. Censorerne vare: Stenbuch, Lasson, (som var konstitueret i Stangs Sygdomsforfald), Motzfeldt. Statssekretær Platou, hvilke samtlige examinerede, samt desuden Assessor Holst og Expeditionssekretær (senere Borgermester) Bonnevie.
16. Resol. 7de Mai 1828 befaler, at der herefter kun skal gives 3 Karakterer ved latinsk Embedsexamen, Laud, Haud ill. og Non cont., og at, dersom Nogen udmærker sig ved ualmindelige og grundige Kundskaber, bør derom gjennem Koll. akad. og Prokantsleren ske underdanigst Indberetning, og bør tillige i det meddelende Testimonium anmeldes, at saadan Indberetning er skeet (Laudabilis cum literis commendatitiis, som det kaldes). – Forhen gaves Udmærkelse i Form af en egen Karakter. Assessor C. Winter Hjelm er den eneste latinske Jurist, som forhen havde faaet den, nemlig Decbr. 1823 i de eiendommelige Udtryk: „Laudabilis et promte respondit.“ Af „norske“ Jurister er Udmærkelse tildelt 1819 J. C. Schrøder († som kgl. Fuldm.) og i 1822 H. O. Christensen (nu Byfoged i Stavanger), den sidste i Formen: „bekvem med Anmærkning, at han under de aflagte Prøver har udmærket sig ved Grundighed og omfattende Kundskaber,“ – samt i 1826 Mons Lie (nu Sorenskr. i Mandal) for den praktiske Prøve („Lie, som efter Censorernes enstemmige Dom med udmærket Nøiagtighed og Fuldstændighed havde besvaret Opgaven“); – Lie er den eneste Jurist, som har faaet Udmærkelse ved denne Prøve.
17. Efter Originalen i Kirkedepartementets Arkiv.
18. Storthingsforh. 1833 V. 712 jfr. 766.
19. Brev fra Paris til Kirkedepartementet af 24de Juli 1834. Man har kun de citerede korte Indberetninger fra ham; nogen samlet Indberetning kan han ikke sees at have afgivet.
20. Hans Brev til Kirkedepartementet leder til den Mening, at de ere skrevne i Paris; de ere dog muligens skrevne allerede i Berlin.
21. Den sidste findes ikke nævnt i Forfatterlexikonet, og det har ei været muligt her at overkomme noget Exemplar af den. Men dens Tilværelse er sikker nok, da han selv nævner den i sit Brev fra Paris. Ifølge et Privatbrev er den foranlediget af en Samtale med den i Paris boende berømte Digter Heinrich Heine.
22. Ifølge en senere Meddelelse holdt Schweigaard omkring 1840 et privat kursorisk Foredrag over den samlede norske Ret.
23. Enhver Studiosus juris skal ved denne Examen af en professor historiarum examineres in notitia statuum Europæ, og i Særdeleshed Kundskaben om de danske Staters naturlige og politiske Forfatning.
24. Kvæstors Forretninger var til 1834 delt mellem en Økonom og en Kasserer.
25. Sigter til Kollegiets Indstilling om Daas Ansættelse for samme Løn.
26. Se den officielle Fremstilling i Deptstid. 1840 p. 593.
27. Den lange Strid, som i høi Grad havde optaget Universitetets og Almenhedens Opmærksomhed, havde sine heftige Mellemspil. En nu forlængst afdød ældre Universitetslærer havde i et Votum sigtet Schweigaard for af egennyttige Bevæggrunde at have bevirket det juridiske Fakultets første Erklæringer i Sagen. Dette bevægede Schweigaard til under 25de Juni 1838 at indgive en meget kraftig „Protestation“ til det akademiske Kollegium, hvori han bl. A. sagde: „Disse uværdige Insinuationer erklærer jeg herved med en brav Mands Selvfølelse for usande og grundløse, døde og magtelsløse, kun beskjæmmende og kun karakteriserende for deres Ophavsmand. Jeg ved ikke, hvilke Grunde der har ledet Hr. Professoren til at antage, at den samme Embedsstilling, ifølge hvilken han har Adgang til at ræsonnere over en Erklæring, hvori jeg har Del, ogsaa skulde give ham Ret til at ræsonnere over mit Hjerte, min Hjerne og min Person. Men det ved jeg, at en saadan Skrivemaade er en Forstyrrelse af den Fred, som bør herske inden Universitetsanliggendernes Enemærker.“ – Se ogsaa Efterspillet i Pressen (L. Kr. Daa i Morgenbladet 1840: Breve til Lektor Schweigaard i No. 115, 119, 134–136, 152 og Brev til Prof. Motzfeldt i No. 139, Schweigaards Svar i „Den Constitutionelle“ 1840 No. 121, 122, 151 og Motzfeldts Svar sammesteds No. 139.)
28. I 1840 læste Schweigaard over den norske Handelsret, hvilket vel hang sammen med hans Arbeide i Handelslovkommissionen; hans Fremstilling af Handelsretten – egentlig Særaftryk af et Anhang til Kommissionens Indstilling – udkom 1841.
29. Motzfeldt, som siden 1834 havde været konstitueret Professor mod aarligt Gagetillæg af 200 Spd., blev først 1839 virkelig Professor. Han var allerede tidligere indstillet dertil af Kollegiet, men skal være bleven forbigaaet af Karl Johan selv, efter Sigende, paa Grund af hans Forfatterskab som Redaktør af „Den Constitutionelle“.