Hr. Jacob Wisseltoft
I den skaanske Krig tog en Student, Jacob Wisseltoft, der selv var født i Skaane, Tjeneste som Løitnant i dansk Tjeneste. Han fik derfor Løfte om Præstekald og blev 1686 Vicepastor paa Inderøen, det vil sige, han havde at bestyre Kaldet, men maatte afgive en stor Del af Indtægterne til Sognepræsten til Frue Kirke i Throndhjem, til hvis Embedes Forbedring Inderøens Kald var henlagt. Som Præst vakte han den største Forargelse. Han fortalte i sine Drikkelag, at han i Krigens Tid havde seet sine Kammerater levende spiddede paa Landeveiene og da trøstet dem med Brændevin og Tobak. Paa en Herregaard i Skaane, fortalte han, havde han hugget Hovedet af en adelig Frøken, fordi han ikke turde bie og give sig Tid til at lukke Laasen op paa den Guldkjede, hun bar om Halsen. Paa Inderøen udfandt han et kløgtigt Middel til at faa Bønderne til at betale for Ligtaler over de Soldater, der faldt i Krigen mod Karl den Tolvte. Han sankede en Hoben Søkrabber, bandt brændende Lys fast ved dem og lod dem om Natten krybe om paa Kirkegaarden. Derpaa kaldte han Klokkeren, Medhjælperne og Bønderne til, for at de kunde se dette Under, som jo maatte betyde deres Sjæle, der vare faldne og nu ei kunde finde Hvile, førend de vare jordfæstede. Saa maatte de Faldnes Slægt bekoste Ligtale. Undertiden kom Wisseltoft til Throndhjem og prækede i Vor Frue Kirke, „som paa den Maade blev Byens Komediehus“. Han var allerede i 1711 saa forhadt, at Almuen stængte Kirkedøren for ham, saa at han maatte gaa ind ad Vinduet og præke for tomme Vægge, medens Kirken var fuld, naar Kapellanen forrettede. Endelig blev han afsat 1732 og levede sine sidste Aar i Bergen. – I Wisseltosts Tid indtraf den berygtede „Skjæg-Sag“. Præsten til Frue Kirke i Throndhjem, Mag. Withe, gjorde nemlig i 1690 en Reise til Inderøen for at opkræve sin Tiende og spurgte ved den Leilighed Bønderne, om de nogensinde havde seet Judas. De svarede Nei. Derpaa sagde Withe: „Naar I faar se den nye Biskop, kunne I skinbarlig se ham, thi Iudas havde rødt Haar, ligesom Bispen.“ Han var nemlig en Uven af Biskop Krog, fordi han selv forgjæves havde søgt Bispestolen. Da nu Krog kom paa Visitats i Bygden, stirrede Almuen paa ham, og hveranden Mand havde Judas-Navnet i Munden. Krog spurgte nu Wisseltoft om Aarsagen hertil, og denne fortalte ham Mag. Withes Samtale med Almuen. Biskopen klagede til Kongen, men denne dømte, at Sagen skulde bortfalde.
Hammonds Missionshistorie, S. 86–87. Gjessings Jubellærere, I. S. 392.
Om Ligprædikener over Afdøde, der havde mistet Livet paa Søen, og hvis Legeme ikke gjenkjendtes, se E. Pontoppidans Glossarium Norvegicum, S. 52–53, der oplyser, at Saadant var almindeligt paa P.’s Tid i Bergens Stift, en Levning, som det synes, af Fortidens Sjælemesser.
Det Træk, at Sagnet lader Wisseltofts Lys binde til Søkrabber er interessant. I Wültkes Der deutsche Volksaberglaube (2te Bearbeitung, S. 448) vil man nemlig sinde, at „arme Seelen“ i Tyrol og Kärnten troes at vanke om paa Jorden i Skikkelse af Søkrabber.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |