Huldren (Kinck)/1

Det var saa trivligt og saa varmt borti ovnskrogen her i præstegaarden.

Vetle-Ivar hadde netop sat sig paa en skammel. Hodet var stort, sad nedpaa brystet ligesom. Svart haar; runde, mørkeblaa øine, med lange øienhaar og stærke bryn over. Anletsfarven var graa, men under øinene laa en mørkebrun ring.

Han saa sig var rundt om.

— — For en stor speiel præstefolket hadde! Den stod paa sned opfra gulvet og rak lige op i taget næsten. — Og slig en voldsomt lang blôm, som gemte sig av ind under den hvide gardinen, kom igen og gemte sig av attl den naadde helt fra kroghyllen her op ved ovnen nedover til døren. — I vinduet var det og fuldt av fine blômer.

— Det var saa lyst og gildt! Lampelyset laa stærkt paa bordene under de røde papirskærmene. Det var noget andet end tyriflisen fra gruen hjemme hos moren paa Leite!

— Og saa blødt og stilt alt! — Det var saa langt borte, uveiret udenfor. Høststormen kunde faa druse paa, det den vilde, og gerne drive regnet mod vindusruden i store draaber, som siled ned og smaasmaldt mod sprosserne. — Og hvad brød han sig om, at en og anden gren fra vedbendsbusken skrabed og knirked i bordvæggen og napped i snøret, som holdt den indtil! Og der fôr ikke noget rykk av uhygge gennem ham, slig Som hjemme paa pladset til mor hans, hvergang et blad kom seilende mod ruden og krafsed nedover. —

Han snudde sig om mod præsten, som spaserte op og ned paa gulvtæppet med svart lue paa.

— — Aa, saa snil han var den gamle præsten, at han vilde ha ham og mor hans her i kvæld! — De skulde være med og arbeide klær til nogen fæle fo1k, som kaldtes hedninger, og som bodde langt, langt borte, saa langt, at én stod i fare for at dætte udfor og bli væk med det samme, naar én vilde reise did; præsten hadde sagt, at de leved næsten bent under dem. Han var det og skoleholderen, som først hadde faat besked om dem. — — Disse fæle folkene hadde ikke klær; de gik splitter nakne midt paa dagen. Det skulde de ikke gøre længer nu. Og derfor sad mor hans her og sømmed understak til kærringerne, for de laut ha klær først. —

— — Hun sad der borti sofaen, Eli, mor hans; — hos præstefruen, gigtbroten og mager og bleg. Præsten hadde selv sagt, at Eli Leite skulde sætte sig der.

Det var blit aldeles stilt, da hun kom ind i stuen med Vetle-Ivar. Men saa med ét begyndte kærringerne at kviskre og tiske saa smaat. Ivar skønte ikke, hvad det var, bare tog mor sin i stakken.

Men præsten saa op: «Jeg har selv bedt Eli komme idag,» sa han alvorlig og la vægt paa hvert ord.

Saa tagde de. Bare Vetle-Brita, som sad med et nøste, vilde ikke gi sig, saa Ivar; hun la sig fremover til Pera-Jon’en, en av ungerne,som sad paa andre siden av ovnen, og kviskred høit: «Ka ska Huldraa her i præstagaren?» Hun kaldtes almindelig saa; hun bar slig mængde haar og hadde en kryll paa ryggen og gik foroverbøiet; — og kanske det var for de blaa, stive øinene hendes ogsaa. Det var bare ungerne, som brugte det navnet.

«Ja; — aa sitja i sofaen og!» svarte Pera-Jon’en.

— — Men det var det samme. Præsten likte mor hans, det var greit, det. Saa kunde det være slig slag, hvad Vetle-Brita sa! — — Nu fik hun sidde atved præstefruen, mens mor til Brita, Lisbet Holmen, maatte sidde ved bordet henved ovnen næsten.

Aa, præsten var en gastakar ligevel! — — Ivar sad og lydde paa det bløde knirket fra stegene hans. — — —

— Der kom en svær vindflage, som rusked stærkt og sled bortefter husvæggen. Præsten gik hen til ovnen og la hænderne om den, én paa hver side. Saa snudde han sig, strøg den ene haand blødt om den anden og saa nedover stuen, hvor kvindfolk fra bygden sad og strikked for hedningemissionen; siden, ud paa vinteren, skulde der være udlodning og trækning oppe i skolehuset.

Ja, han hadde bedt hende Eli Leite komme derind denne mandagskvælden. Det glæded ham at ha hende her; hun var paa omvendelsens sti.

Eli Leite hadde stjaalet en sau fra enken paa Neset, nu sidste smalehentingen fra fjældet var, og merket den om med sit merke. Hun hadde nok længe nægtet og synt dem, at merket i øret var hendes. Men paa resten maatte hun gi sig. Folk saa, der hadde været et andet merke før i øret; det var jo og saa snøgt gjort at lage et «svalemerke» av en «kluft» — bare at klippe en vik indover i øret paa sned, saa stykket gik ud. Mange kendte ogsaa sauen igen paa andre ting. — Og saa trued de paa Neset med melding til lensmanden.

Da var hun kommet ind til præsten rent overgit og hadde angret inde paa kontoret.

Og da var det, han bad hende komme igen idag. Hun kunde ikke fortjene noget ved det, det maatte hun ikke tænke; men en Gud velbehagelig gerning var det, som øged evnen i én til at tro og bøied hjærtet. Det kunde en saa stor synderinde som Eli Leite ha godt av. — Hun hadde ikke hat noget pent ord paa sig, den tid hun var ung; hun hadde hat lag med forskellige løskarer, paastod folk; men støtt hadde hun været heldig til nu paa sine gamle dage, da far hans Vetle-Ivar kom. Hun var ikke til at tro nu heller saan, sa somme; men det mente ikke præsten. —

— Præsten kremted; han vilde holde en liden bøn. Mens han bad for dem, som sad i dødens land og skygge, uden haab, uden tro, uden liv, og nedkaldte Herrens velsignelse til deres arbeide i vingaarden, stod han og saa paa hende hele tiden; hvad han sa, faldt i god jordbund, det hadde han forstaat paa hendes anletsdrag og paa de Sky, graatfyldte øinene, som dog endnu ikke turde se op paa ham og fortrøstningsfuldt tilegne sig naaden.

Ja, tænkte han, da han begyndte at drive paa tæppet igen, op og ned gulvet, og smilte tungsindig, hun Eli Leite er ikke det samme mennesket længer, hun.

Han var saa glad! —

De snufsed og snød sig ovenpaa bønnen. Saa blev det stilt, — bare spøtepinderne, som rendte mod hverandre, og saxen, som en og anden gang gik paa det lange bordet foran præstefruen, hvor man skar til klær, der de kyndigste sad.

Vetle-Ivar saa bort i sofaen, hvor præstesønnen holdt til. — — Det skulde været saa gildt at faa spelt sig med ham engang! han var vel en 8 aar ligesom han. Men præstefruen raabte paa ham, strax han rørte paa sig; hun var saa ræd, han skulde komme bort til ovnskrogen og lære stygt. —

De var lidt ældre end Ivar, ungerne, som sad opved ovnen. De hadde ikke synderlig at gøre. Et par jenter holdt paa at nøste. Men Pera-Jon’en sad og kasted træspaan bag ovnen paa Vetle-Brita, som var nærmest; stundom traf han og stundom ikke. Og Brita hev igen.

Mor hendes, Lisbet Holmen, hadde siddet og set paa det en stund; hun risted paa hodet og trued med næven, da præsten var nedved døren, og kviskred: «Ja voga deg berre!» Men det hjalp ikke. —

Nei, dette gik ikke; præsten kunde komme til at se det; der snudde han jo opover gulvet igen. Lisbet Holmen reiste sig og gik op mod ovnen.

«Æ ’kje nyste færegt?» sa hun høit — hun saa nok, at det ikke var halvhæspet — og la sig udover jenterne, som sad i ring. Hun naadde i det røde livet til Vetle-Brita:

«Æ du ’kje i ro no, ska du faa so mykje pisk, atte —, naar me kjeme heim!»

Hun snudde sig og gik.

«Nei, dei æ ’kje færege,» smilte hun og risted paa hodet, da hun mødte præsten paa opvei fra døren.

«Du maa gi taal, bedste Lisbet; du kan da ikke vente det.» ,

«Aa nei,» sa hun og satte sig. «Bodn æ no bodn, da, kor ein fere.»

«Ja, det var sandt, Lisbet.» Saa gik han nedover. —

Ivar sad og lydde paa stegene igen; han syntes, det var saa leit, dette. — Og endda vilde ikke Brita gi sig; hun skydde ingen ting, naar det gik paa det.

Mor hendes kunde ikke sy; hun lydde bare ogsaa paa præstens steg langs tæppet; naar han var paa nedvei og vendte ryggen til, pusted hun lettere og spøted lidt.

Der sigted Pera-Jon’en, og dennegang fremfor ovnen. Brita huked sig, og spaanen fôr videre, klasked indtil speilet med et smæld, dratted saa ned paa konsolen og slog om en liden esbuketflakon.

Fruen blev var det strax og reiste sig for at se, om speilet var gaat i stykker; præsten fulgte og reiste flakonen. Men kærringerne vendte sig bare og saa bort.

«Æ du — æ du spika galen!» kviskred ungerne til Jon, som sad og saa ned, stille, som synden drypped av ham.

«Hvem var det av dere, som gjorde det?» kom saa præsten hen og spurgte; ungerne kendte, at sinne og godlynthed rann om hinanden.

Ingen svarte.

«Naa da barn?»

Atter stilhed.

Saa risted Vetle-Brita let paa hodet og la haaret bag øret. «Da va han Vetle-Ivar, so heiv ette meg,» sa hun.

Det var nett passe; mor hans var saa ilskefuld og stygg til at skændes med mor hendes. — Og nogen maatte de jo nævne.

Ivar rørte paa sig. «Ve du teia!» Det var Laavikj’en, som spændte ham i foden.

«Ja, da va han,» sa alle med éngang.

«Ne—i,» kviskred han og var paa graaten.

Eli Leite hørte det borti sofaen:

«Da va ’kje guten,» sa hun; «da va einkvan anen — eg saag da.»

«Jau, da va han Vetle-Ivar,» svarte ungerne.

«Ja, da va nok da,» sa Lisbet Holmen stilt; hun undte Huldraa dette.

«Nei!» tog Eli kvasst i.

Præsten snudde sig, gik hen til hende og sa alvorlig:

«Du kan da vel høre, alle barna siger det, alle som én.» Han blev staaende og se paa hende.

Hun le’ed paa sig lidt for at si, at de løi. Men saa lod hun det være; hun var jo ikke gammel paa pladsen.

Han snudde sig langsomt og gik bort til ungerne igen:

«Det hadde jeg ikke ventet af dig, Ivar!» —

Vetle-Ivar var saa ræd, at han bare sad og saa ned og ikke turde svare.

Saa gik præsten bort til fruen og snakked sagte og bad hende skaffe arbeide bort til børnene; de sad jo bare og hang.

«Aa du — aa du, kor go ein snek!» sa Vetle-Brita, hun snused til sig af esbuketen, som var rendt ud paa konsolen. —

Vetle-Ivar sad med vand i øinene og tung-pusted og rækked op en sokk, som en av kærringerne hadde strikket galt. — — Her var ikke noget moro længer! — — Han skotted bort til moren. Om hun vilde gaat hjem nu! — Men hun saa ned og sømmed. — —

Og præsten gik vel paa tæppet og tænkte paa, hvor skælmet han Ivar var. — —

— Nu tog de til at kviskre, ungerne igen. Vetle-Brita strakte sig fremover og spurgte, om nogen vilde tat præstesønnen, hvis han fridde; og saa svarte én, at det vilde hun nu ikke betænkt sig paa heller, det. De andre fniste og kaldte hende fru Bjørk, slig som præstefruen hed; og saa fniste de alle og kasted hodet ned i fanget.

Præsten blev var det og kom opover gulvet mod dem. De tog hverandre i armen og saa paa hverandre med øine, som irettesatte:

«Oi, du maa ’kje læ slik!» sa de.

«Hvad ler dere av da, barna mine?» spurgte han godmodig, men med et snev av mistanke — det var jo andre gangen i kvæld, det var noget der borti krogen. Han skøv brillerne fra panden ned paa næsen og saa paa dem.

Kærringerne le’ed paa sig, smilte ubestemt og skotted mellem præsten og den krogen, hvor jenterne sad.

De blev røde og saa ned. «Sei da du!» kviskred de til hverandre. «Ja sei berre noke!»

«Naa — vil dere ikke svare mig, smaapiger?»

Vetle-Brita saa op, rød og med stive øine: «Jau, ho Anna feldte sokkehælen so løie.» Det var den flinkeste, som var blit betrot en sokk at strikke paa efter spaankastingen.

«Faa se!» bad præsten. Han fik sokken.

«Men Anna er jo ikke kommet til hælen endda!» Stemmen undred sig og prøved paa samme tid.

«Hælen seir eg!» skyndte Brita sig; «smal-lædjen meinte eg.» Hun blev endda rødere.

Præsten smaalo og blinked blidt.

«Var det det, dere lo av!» sa han og snudde sig.

Og saa lo de nærmeste kærringer ogsaa, lavt og mildt, det hele var gledet av saa uskyldig dennegang; og længst borte, hvor de intet hadde hørt, døde det hen i et mat smil.

«Fedla smallædjen!» kvisk.red flere paa samme tid, strax præsten var gaat. «Jau, du Brita æ go!» De slog sig paa fanget og fniste.

Vetle-Ivar var færdig med sokken; han stirred hugbunden fremfor sig og smaaskalv rykkevis — — At ungerne ikke kunde holde sig i ro nu! — — Det var, som han ikke hadde klær paa. Ja, om han kunde faat kommet hjem strax! — — Det var saa varmt herinde, at han stod ikke i det. — — — Og præsten var ikke noget til kar. —

— Præsten spaserte op og ned med et stille smil. Pludselig stansed han:

«Skulde Teigland ville læse lidt høit for os nu?» spurgte han; han saa hen paa skoleholderen, som sad paa en stol ind ved væggen ved siden av sofaen; hænderne var foldet om det ene knæ. Sød mund uden skæg, med graat i øinene.

Han rørte lidt paa sig ved præstens ord; han skulde intet særdeles ha derimod, sa han.

«Ja, skulde ikke dere andre ogsaa ville det?» spurgte præsten.

«Jau—u,» gik det som en sagte vindflage bortefter bordene.

Han gik hen til en hylde.

«Ja, da æ vel noke aandelegt, vel?» spurgte Eli Leite ængstelig og kasted øinene op paa præsten, hun vilde gøre godt igen det stride neiet for en stund siden. «Da ve no eg helst ha», la hun til; hun saa ned og pressed ivrig med fingrene paa en rynke i understakken, hun sydde paa.

Anna Pladset, som sad nærmest, kom med et lavt ja for grandeskabens skyld. De andre lod, som de ikke hørte hende; men længst borte kviskred de sinte: «Høir paa utyskje du!» —

«Ja da,» svarte præsten. «Jeg hadde tænkt, vi skulde ta Missionstidenden.»

Han fandt frem det sidste numer til skoleholderen, som kremted og gjorde halsen ren; det var greidt, han grudde. Læberne var knebet sammen til en tut, da han begyndte, saa stemmen blev saa blufærdig og tynd; en og anden gang læsped han. —

Eli Leite forstod nok, han læste om missionsmarken og arbeidet der. Men hun sad og undred sig over, at theen og kavringerne ikke kom; det hadde hun hørt, de fik, hvergang kærringerne var og arbeided i præstegaarden; the med sukker og fløde var det bedste, hun vidste, næsten vel saa godt som kaffe. Og saa de fine brødene til! —

Men i kvæld kom det saa sent, klokken var snart 7, den tid de pleied slutte.

Hun saa bort paa præstefruen; men hun sad stille og hørte efter. — Jaja, hun fik prøve lye efter, hun og. — —

— — Ja, var det ikke storarta, saameget de fik gjort dernede i Afrika, disse missionærerne! — —

Det var svært, saa søvnig hun var ligevel. Hun saa sig forsigtig omkring; hun havde vist duppet. — Men det gjorde ingen ting; de sad jo alle og lydde saa ihærdig efter.

Hun strøg sig nedover ansigtet og gæsped i haanden. Det var vel heller ingen her, som hadde været saa tidlig paa han idag som hun — klokken halv fire. — —

— — Der hadde været slagsmaal blandt de indfødte, de hadde nok faret stygt med hverandre, — dræbt, saavidt hun skønte.

Men nu blev det borte efter hvert; skoleholderens stemme blev tyndere og tyndere, og munden blev saa liden og rund som piben i en nøkkel; længre og længre bort kom det hele. Hun begyndte at faa det saa godt, slig hvile i blodet og slig stilhed i hodet. —

Med ét saa stak et svart hode op, og de ilskefulde øinene glodde saa stygt. Det kom nærmere og nærmere, og den fæle karen blev længre og længre. — Nu kom der et skib ude i havet ogsaa, det var missionsskibet «Paulus», lastet med bønamænd fra Stavanger, slig som det stod paa billedet i Missionstidenden. Og en svær sol høit oppe, som stegte. — Og manden med de ilskefulde øinene la sig paa lur efter skibet bag en palme nedi tangen. — — Men saa krøb manden op i træet, og det stod ligesom paa bringen hendes med svære rødder; der sad han og lurte. Det var blit en svær zulukaff, en stygg en, uden klær, en av de allerværste. Han trued hende og snakked til hende i et grovt mæle:

«Jeg er fra dødens land og skygge,» sa han.

Hun gjorde et rykk; det var saa urimelig tungt. Han sad støtt, den karen.

Hun tog spændetag. Jo, nu letted hun ham og træet saavidt; tilsidst fik hun rødderne løs og slængt ham væk ned i tangen.

«Besæt te fant og!» slog hun efter ham.

Hun vogned i det samme. Hun dirred over hele kroppen, slig hadde hun tat i. Lynsnøgt saa hun sig omkring, — hun skulde nu vel aldrig snakket i søvne? — Aa nei, ingen hadde lagt merke til hende. —

Nu hørte hun thekopperne i køkkenet; det skulde altsaa ikke slaa feil i kvæld heller. —

Skoleholderen var færdig med stykket. «Det var smukt skrevet,» sa præsten.

«Aa ja du!» sukked Eli Leite; hun fik slig lyst til at si noget, før theen kom ind; da blev den slig forstyrrelse. «Der æ nok maangein skuffelse fø missionæren dernere. Men so ha han no og maang ei livsaleg stond — ved Guds naade,» la hun langsomt til, for nu var theen paa døren; hun vilde si noget aandeligt, i det samme den kom ind.

«Ja, jeg skulde nok mene det,» forsikred præsten og reiste sig. —

Theen blev budt omkring med en overkavring og en underkavring paa hver skaal.

«Nei tak, da va skam slikt, verkjeleg og da! — setja kostna paa folk!» Saa forsynte de sig hver med sin kop og prøved at arbeide videre. —

Eli braaned mer og mer op borti sofaen og blev snaksom.

«Aa nei du!» sa hun til Anna Pladset, som sad ved siden. «Igaar kvæld hadde eg da so gott, du.» Hun sa det langsomt og syngende og slog de graatdøbte øinene op.

«So du?» spurgte Anna stilt, hun skønte, det blev noget aandeligt. «Korleisna meine du daa?»

Eli saa ned og svarte ikke; hun var borte, det saa én paa fingrene, som pilked paa stakken.

«Kanskje du hadde fræmande sjaa deg?» kom Anna igen forsigtig; hun vidste, at en bønamand skulde ha tat ind paa Leite igaar.

«Aa ja, da va ’kje frit, du.» Der var stille begeistring i mælet. Eli saa op; men saa skakked hun paa hodet igen og gav sig til at pilke tænksomt paa stakken. Der blev ikke sagt noget paa en stund.

Saa slog Eli øinene op og sa høit: «Han Mons, bønapræsten du veit, kom inom te meg aa guten; aa so sat me aa song samen aa las heile kvælden.»

Hun saa bort paa præstefruen, om hun ikke skulde ha hørt det.

Anna Pladset la den ene haanden op paa den anden og sukked:

«Da æ kostbart te faa slikt inom døraa.» Hun saa ind i den andens ansigt: «Ja, da æ da verkjeleg og, da.»

Saa sukked de begge. —

— Men ved det andre bordet bort ved ovnen sad kærringerne og skulte. Der sad Lisbet Holmen, høi og rank, mørkebrun bud med svarte øine. De hadde skændtes mer end én gang, hun og Eli Leite. Men Lisbet var vakt nu og var begyndt at komme i præstegaarden disse mandagene, saa nu hændte aldrig sligt midt paa lyse dagen mer, — udfra hver sit nes, saa folk hørte det over hele stranden og fik sig en latter.

Kinderne hendes var blit let røde, og øinene stive. Hun hadde set sig sint paa den kviskringen og tiskingen der borte i sofaen; det var da ikke maade paa heller, slig som Huldraa gjorde sig til for præstefruen.

Sidste mandag hadde Lisbet hat plads der i sofaen.

Hun hadde spøtet galt og rækked op, saa det spraked i sokken. — — De snakked om kalkede grave! — Hun nikked truende med hodet. — Ja, hun skulde nu faa høre det engang, at hun hadde stjaalet sauer og merket om; det skulde ikke traakkes ned paa den maaden ligevel. —

Hun knepte læberne til.

Præsten spaserte forbi i det samme og kom bort i den ene strikkepinden med haanden.

«Eg merkte præsten, eg,» fjased hun. Stemmen var klar og stærk, og det skalv lidt i mælet.

Præsten snudde sig, trak brillerne op til øinene og saa usikker paa hende. Men hun lo saa stilt og hjærtelig en lang stund lige op i ansigtet hans. Der var ingen svig her, saa han; han likte den gode, aabne latteren, den gjorde saa godt. Og saa smilte han og gik.

Guro, som sad ved siden, nidstirrede paa Eli Leite for at se, om hun ikke blev var det, som blev sagt.

Men hun sømmed trutt paa understakken, lange, stærke sting, uden at se op.

«Aa, da merkje gaar no ut att, da,» sa Guro, saa paa præsten og smilte uden svig. —

— De hadde bedt farvel og var kommet udpaa tunet. Det regned, og de kvælved overstakken over hodet. Vetle-Ivar holdt mor sin i stakken.

Lisbet Holmen gik ved siden af Guro:

«Veit du, dei merkje smalen sin om hausten paa Leite i aar?» Det blev sagt høit, saa Eli Leite skulde høre det. Hun tagde, de andre fnizte.

De gik en stund uden at si noget. Saa stansed Lisbet Holmen braadt. Det terged hende, at Eli tagde. Hun snudde sig om mod hende og skalv i mælet:

«Eg vilde no skæmmest, var eg so deg, te koma i præstagaren no.»

«Vorherra er de hoffærdige imod, men de ydmyge giver han naade,» svarte Eli langsomt og tydelig; hun dirred af sinne.

«Smala-tju!» svarte det. «Jau du saag meg ut so ei ydmyg ei, du, der du sat i sofaen aa knixa mæ hove aa lite visste, kor du sku gjera taa deg!»

Saa blev det stilt en stund.

— — «Aa ka æ da, Mons’en kjeme so støtt te deg om kvældane fø? — — fø te lesa aa syngja? — Jau vist! — — Monsa- —!» Hun sa ikke mer; men der kom en slig pust efter, at alle skønte, hvad det var, Lisbet Holmen mente, selv om de i mørket ikke kunde se gæpet i høire mundvigen hendes.

«Aa, — ei slik ei kan du faa vera sjøl, da!» skreg Eli i.

De andre gik; de var rædde, præsten skulde faa høre resten. Men Eli gik efter:

«Du ha nok gløimt, du lite vann gaa te kjyrkje den dagjen, du sto brur, — so tjuk va du.» —

De slog op en skratt de andre: «Nei, no har eg alder høirt so gale likavel. — Hui-j,» lo de længe efterpaa.

«Da va fint sagt!» sa Anna Pladset; hun greb anledningen til at bytte parti nu, hun var kommet bort fra sofaen. —

De drog Lisbet Holmen med sig bort over veien; hun fik ikke lov til at svare, det var jo lige udfor hagele’et til præsten.

Eli stod og pusted ujævnt. Hun hadde svart til pass; slig skulde hun ha det, Lisbet Holmen, som var saa selvgod.

«Men Lisbet fek daa Per’en paa resten, ho likavel,» skreg Guro.

Eli hørte det og tagde.

Jaja, det var ikke noget at si mod det. Det var altfor meget sandt, at Eli Leite hadde aldrig været gift.

Hun blev staaende og stirre efter dem; de skulde indover bygden og hun udover. — Saa retted hun sig; hun vidste, hun hadde angret inde paa kontoret for det ogsaa.

Og mørket og braket fra sjøen tog det, og vinden, som gik med langtrukkent dur og kvasse ryst gennem de gamle lindetrær. —

«Ve du kjøpa smale!» skar en unge i bort fra veien; det var Vetle-Brita.

«Tst-tst!» stagged moren. Men de andre lo.

«Da va rett!» sa de.

«Jamæn ho ska ’kje skrika soleis».

«Jamæn da æ sant.»

Lisbet Holmen lo: «Ja da æ so; men da hjælp’ ikje, — ho ska ’kje korser. Bodn ska ’kje læra seg te kadla.»

— Vetle-Ivar skønte, det var noget ondt, de sa om mor hans. Han forstod det alt paa det, hun gjorde slige rykk og la paa at gaa saa svært for at komme udover fra dem.

«Jau—u, da æ fine folk!» sa hun bare av og til.

Og han syntes, det var saa leit; det var, som de kaldte ham.