Huldren (Kinck)/10
Senhøstes var det og regn. Byvaagen laa med graa regnringer og hopped for hver smaadamp, som gled ind og ud med askegraa røgstriber efter. Fra pakhustagene silte regnet plaskende lige ned i vandet, og det risled ned gennem sprækker i bryggen i ustanseligt dryp dryp. Fjorddampskibene laa indtil med svartvasket skrog; alt, som var hvidmalt ombord, var rent og koldt. Av og til bare kom et vindkast fra sydvest og slængte vandet fra tagene ind mod væggen og rev draaberne løs fra messingkanten paa kommandobrættet og feied dem indover gangen under, hvor styrmanden stod og drev gøi med opvartningspigen.
Huldr’en var vel 20 aar nu. Han stod paa bryggen med regnhat og saa paa baaden indenfra hans fjord lægge ti1; han pleied oftest det søndag eftermiddag. Nye klær hadde han, hvid papirkrage og stiv hat; han hadde lagt til lidt av sine egne penge, saa han hadde faat en slig en istedenfor lue.
Landgangen blev lagt, og folk kom op paa bryggen fra tredje plads, krogryggede, forlegne folk i blaat vadmel med en falmet regnhat, som de ikke brugte.
Huldr’en flytted sig bort paa bryggen lidt.
— — Det var ikke sligt blaat vadmel i hans klær, det var andenslags tøi, med render i, og regnhatten hans hadde ikke krokete spiler, naar han slog den sammen, eller stygt, lyseblaat træk. —
De stansed op midt paa selve landgangen, saa matroserne maatte raabe til dem, at de skulde gaa av veien; saa gik de nogen lange steg til og blev staaende paa bryggen og se sig om utrygge og sky eller gik i tunn og vidste ikke, hvor de skulde hen.
Han var ikke ræd for at se dem lige ind i anletet; han kendte sig stærkere end de, han var blit uvørren og lige sæl, syntes han, nett som byguten, — av og til ialfald, og naar han var alene, ikke sammen med kamraterne fra smedjen; og det var han ikke idag. Sigvart var nok paa bryggen, han og et par til av drengene; men han hadde aldrig noget lag med dem udenfor arbeidstiden. —
Blandt jenterne, som kom i land med rødmalet skrin og hvidt hodeplagg, kendte han én. Det var Vetle-Brita. — Hun var blit længre, og saa var hun mere grann om livet end før.
Han stak sig bag om en mand for at se, uden at hun blev var ham. Hun snudde ryggen til og stod og saa paa dampen.
— — Hvad skulde hun hid? — — Hun var ikke i følge med nogen av dem, som kom med saueskrotter eller frugt. — — —
Hun var seig til at staa og se. —
Han tog sig en tur udover bryggen og saa en sving opover, langsomt, lige fremfor hende; han stirred bent fremfor sig, som han ikke saa hende.
«Nei! — æ da ’kje Ivar?» hørte han; han var fri for, hun sa ikke Huldr’en nu.
Han saa sig lidt til side. Saa kom haanden hendes frem til hilsing.
«Go dag,» sa det.
«Jau,» sa han og tog haanden; «da sku just so vera da. — Aa da — æ Brita, ser eg.» Han var ikke rigtig stø ligesom. —
Han snudde sig halvt bort.
«Ja daa,» svarte det.
«Detta ser eg,» sa han og spytted, han skraadde hver søndag nu paa det sidste. Saa blev det stilt. Han saa udover vaagen.
— — Hun var fin, var hun, — lang, — og saa grann. Og saa slængte hun saa blidt paa hodet, saa hagen skød sig frem, naar hun snakked til ham; — hun var fegjen, at hun hadde truffet ham. —
Han lurte sig til at se bort paa ansigtet hendes, der hun stod og Saa ned i dampen igen.
— — Men det var de samme snøgge, lønskeblaa øinene, som ledte efter fantord. — — — Aa, hun husked saa vel, han hed Huldr’en og var søn til Huldraa — han saa det greit paa ansigtet hendes; — og at han hadde stygt ord paa sig hjemme for en gammel budeie. —
Saa saa han udover vaagen igen.
— — Det var, som han faldt hodestup. — — Han laa ned i veiten i kolde sneen nedenfor veien, og ungerne kaldte ham Huldr’en og sparked sne og lo. — — Det gøs nedover ham, og ansigtet blev slapt, og øinene saa ikke. — — Han kendte sig ikke karslig som før. Det var bare saa leit, saa synkende leit, at gaa med papirskrage og stiv hat; — han kunde hevet begge dele og traakket paa det og gemt sig av op i et smug. — — —
Hun snudde sig om imod ham. «Kor staar du deg?» spurgte hun.
«Jau — bra! — Aa du daa?»
«Aa jau!» — Og saa fortalte hun, at hun var reist til byen for at besøge en ældre søster, som var gift her. —
— Sigvart og de to drengene kom drivende opover bryggen igen; de strøg lige forbi.
«No, Monsen?» sa den ene. — «Har du faat deg ny kjæreste no?»
Vetle-Brita saa undrende efter dem og flirte lidt. — Huldr’en retted sig og voxed; han kendte sig frisk som nylauget. Ja, hvergang han hørte «Monsen», kvakk det i ham, og smaaskalv efterpaa, — det var det, han — var, Iver Monsen.
«Eg skriv’s fø da!» sa han til Vetle-Brita.
— — «Ny kjæreste» — ja! — Det kunde vel ha truffet, at Huldr’en hadde været hos Smee-Marie en og anden gang disse par aarene; — og saa hadde han Sigvart faat tag i det og bragt det ud. — — Jaja, det gjorde ingenting; det var gildt, om Vetle-Brita trodde noget sligt.
Hun vedblev at se efter dem; de snudde sig av og til og flirte.
«Kamratane mine!» sa Huldr’en, han skøv hatten bag i nakken, klødde sig i panden og spytted. — «Da æ goe skjælma,» lo han stolt. Han heite Sigvart, han te vinstre, Sigvart Jensen fraa Laxevaag; aa so kjem’ Peder Larsen og Olaf Andersen. — — Nokre store skjælma!» gentog han langsomt og lo igen. —
Vetle-Brita tog skrinet, hun hadde sat ned paa bryggen. «Du æ kjend i bydn, du?» spurgte hun. «Veit, kor Hollændargataa æ? — Dar æ da, ho Marta vor bur.»
Jo, det vidste han da og skulde gerne syne hende veien. De gik op paa bryggen og indover Strandgaden; den var fuld av regnhatter, som stod som halvtækker paa skraa mod vindkastene.
Det var stilt en stund. Huldr’en gik og saa ned. Saa sa Vetle-Brita:
«Du æ i smelære, ha eg høirt.»
«Ja daa!« Han hilste paa en bygut i det samme, tog op i hatten; Vetle-Brita skulde se, han hadde ikke saa faa kendinger her, og at han hilste som storfolket, ikke bare nikked.
— — Saa hun hadde spurgt sig for om det! — — Eller kanske det var almindelig snak om det i bygden.
«Aa du lika deg bra, — da gaar gott?» spurgte hun.
«Aa jau, eg kan ’kje kjæra. — — Meistaren vilde ’kje slæppa meg paa 5 aar — so æ kontraktaa. So han tykje vel, han æ tent mæ meg daa paa ein maate, si han vilde sikra seg meg fø so laang ei ti.»
«Du veit da! — han hadde ’kje butte deg eldest.»
Han saa snøgt bort paa hende, han var ikke stø paa, om hun trodde det eller ikke.
«Stondo so vett’ eg sett te bestyrar fø heile værkstaen,» sa han ligehændt.
«Nei veit eg!»
Ikke dennegang heller kunde han se, om hun trodde. Han skøv hatten bag i nakken, klødde sig i panden og spytted:
«Jau om kvældane elde so, naar meistaren ikje æ paa værkstaen.»
Saa lo han let:
«Einkvann lyt’ no vera bestyrar daa og, maavetta.» Han trak hatten frem i panden igen.
«Aa so æ da no votte meg daa.» Han trak lommekluden op — han hadde en hvid en — og snød sig.
«Du aatleina!»
«Ja; — sku da vera so faarlegt daa!»
«Haa —, du hadde no ’kje votte da daa, hadde ’kje meistaren set, du va ført te noke taa kvart.»
Huldr’en stapped lommekluden ned i brystlommen og snused.
— — Det fik bli med det; vilde hun ikke tro, saa fik hun gøre, hvad hun vilde! — De gik og tagde en stund.
— — Men om hun nu trodde! — — og kom hjem og fortalte paa stranden, at Iver Monsen Leite var bestyrer paa et værksted i byen. — — Da skulde præsten undre sig og si til præstefruen, saa sønnen og indepigen hørte paa, at han nok ikke hadde forstaat, hvad der bodde i den karen, den tid han gik og læste; han kunde sluppet frem før. — Og mor hans kom til at skryde for konen til Ola Haugjen, hvor sønnen hadde folket sig. — Og Pera-Jon’en og de andre vilde længes til den tid, han kom hjem, for at kunne bli kamrat til Iver Monsen Leite. — — — Men de skulde ha tak! — det skulde de slippe; han hadde kamrater i byen, han. —
De var naat ud paa Torvet.
«Dar gaar kamratane mine,» sa han; de saa tre gaa jævnsides opover paa den anden side av Christie-statuen.
«Eg sku ha snakt mæ Sigvart Jensen,» la han til. Saa pegte han nedover paa skraa og synte, hvor Hollændergaden var.
«Farvel daa!» Han tog til hatten og sprang opover; han hadde det saa travelt, hadde ikke tid at vente, til hun hadde takket fra sig. —
Ryggene paa de tre var ved at bli borte bag Torvet. — Han plystred slig, som han hadde hørt dem gøre. De snudde sig og vented.
— — Fødderne kendte han ikke under sig, de bar ham saa let; Vetle-Brita hørte det nok og snudde sig og saa, hvor god kamrat han var til byguten. —
— Men han hadde slig hug til at snu sig om, — stod hun og saa paa? Han var ikke god for at la det være.
— — Jo, hun stod der.
«Eg træffe deg alti sia,» skreg han, og vendtesig igen og sprang.
Hun var saa langt borte, at hun kunde ikke ha hørt det. Men det var det samme, — hunstod og saa paa! — —
— «Ka er det, du farer aa skriker etter?» skarred en av følget.
Hu1dr’en var saa anpusten, at han ikke kunde svare strax.
«Er du ute me den vetle gryten din idag?» spurgte Sigvart; de andre flirte.
«Ja, den hatten bruker han kver søndag, den,» svarte én.
«Han tror nok, det er høieste mode, han, toskjen, — de uten bræm; han vet ikje bedre,» kom Sigvart igen. —
Huldr’en snudde sig halvt væk og ledte efter buxelommen med den haanden, som ikke bar regnhatten.
«Ka var det, du ville daa?» spurgte to utaalmodig med én gang.
Huldr’en saa ned; de var saa besætt stive og stygge i øinene, disse bygutterne, naar de satte sig paa det.
«Aa —, ikje større!» sa han og snudde sig til dem, men vedblev at se ned, og dreied den ene foden rundt paa hælen.
«Ja, vi vil ikje ha deg me, det er saa møkke, du vet det,» sa‘ Sigvart, og fik de andre med. «Du kan ha den kjæresten, du har, du!»
Men én la til med næven midt i hattepullen: «Kenner efter, om botten er go i den gryten hans.»
«Nei, du skulle ikje det!» lo de andre; og saa gik de jævnsides videre indover mod Veiten.
Det var ikke moro at ha Monsen med, det var saa lidet prat i ham. Og nogen kæk kamrat var han ikke heller. Han skød aldrig til eller blev med paa noget, naar de var paa rangel lørdagskvælden og hadde brændevin oppe paa loftet paa Nykirkealmenningen. Han bare krøb under aaklædet. Og det endda de vidste, han hadde penger; Sigvart hadde set det en dag, han kom over ham, han sad over skrinet sit, som han var saa ræd for. —
— Huldr’en slap regnhatten ned paa skuldren, saa de ikke saa hodet hans. Saa tog han hatten av og trykked buklerne ud igen.
Han blev staaende bort paa fortoget og vidste ikke, hvor han skulde hen.
— — Ja, slig var byguten; én vidste aldrig, hvor én hadde ham. — — Og aptes gjorde de med én paa en anden maade end ungerne hjemme, for der var det bare, naar voxne ikke saa det; — men her i byen var de lige sæl, om folk kom til. — — Byfolket var saa stor paa det og stolt; — bare det, at de ikke hilste paa hverandre, naar de mødtes paa gaden! — de gik forbi hverandre, som det skulde være beist og ikke folk. — — — Han længtes næsten hjem att. Han syntes, det var underligt, — men han trodde det mest. — —
Han tog av sig hatten igen for at se, om buklerne var kommet vel ud. —
— — Regnet sang ned gennem zinkrenden og spruted fremover fortoget, og der var bare en to-tre ude paa hele Torvet.
— — Hvor skulde han hen?
Øinene faldt nedpaa, og ansigtet blev slapt. — — Smee-Marie? — — tja! — — men det var vel til hende, de tænkte sig, de andre. — —
Et stærkt vindkast kom og bøied paa regnhatspilerne.
Saa gled han nedover Torvet paa skraa mod Hollændergaden; det var for tidlig at gaa hjem og krabbe sig op paa loftet med det samme. Han vilde bare bortover et stykke, did hvor gaden begyndte, og se ind i den.
— — Vetle-Brita var saa myg i lemmerne, naar hun gik, — hele Vetle-Brita var blit saa myg ligesom. — — — Og hun hadde slig sid stak, — og det var saa fint! — — — —