Huldren (Kinck)/12
Det var aaret efter en søndag formiddag.
Inde i beitehagjen paa øvresiden av pâsgærdet sad Vetle-Brita og ingenting gjorde. Hun var i træsko, og de løse fletterne hang sig nedover ryggen ned i bakken; den ene haanden var stukket ind i stakken paa siden.
— Hun har nok ikke god nok stakk da, til at gaa i kirke, tænkte Huldr’en, han stansed bag en olderbusk længer op i hagjen og saa nedover mod pladset til Lisbet Holmen, mor til Brita, der det bag risgærdet stak frem med det vesle helletaget. — — Den korte skjorten hang løs ned, var ikke stukket ind under stakkelinningen engang. — Ja, hun var slig, Vetle-Brita, — ligehændt. —
Han hadde nok truffet hende i byen siden dagen, hun kom med dampen, men ikke snakket med hende. Snart fik hun nu kærester ogsaa; og tilsidst reiste hun. Men her hjemme hadde han ofte mødt hende, men bare sagt goddag; hun flirte saa underlig og utrygt hvergang, — øinene lurte bort i den ene kriken. —
Han turde ikke staa der længer, hun kunde snu sig og se ham; han vidste ikke grant hvorfor, men han var ligehændt om at træffe hende. Det var nu ogsaa underligt at gaa ude slig alene i hagjen midt paa søndag formiddag og ikke være i kirke eller ialfald sidde hjemme ligesom for at læse texten.
Han gik ind i olderskogen igen og styred langsomt nedover mod skolten, som gik Stupbrat lige i sjøen. — Det var saa stilt i luften, sollys himmel og skælvende varmt, og det rasled tørt i det fjorgamle løv, som han traakked i mellem trærne — varsomt traakked og stod længe paa hver fod, for han var saa ræd, Vetle-Brita skulde høre.
Han satte sig paa bærgnakken i mose bag en brakerynning; han vilde ikke see fra fjorden, der kirkebaadene gled forbi udover og skar i stimer av smaabølger de blinkende dønninger fra havgulen ude i fjorden, som ikke rakk tillands.
— — Hvad skulde han til kirke her efter! — hvor Laavikj’en og Pera-Jon’en og de andre stod og lo ind ved kirkegaarden og kviskred om ham. — — Nei, i byen hadde de andre greier, der! — der hadde de ordentlig orgel ogsaa; — men her var det skoleholderen, Teigland, som sad og skamslog de blanke tænderne paa det vesle orglet, den samme, som hadde læst bibelhistorie og forklaring med ham. — Og bag ham op paa lemmen holdt ungerne leven og stak med naaler. — —
Ingen sa noget i baadene nedenfor; det var, som de skulde ha noget at tænke paa, — noget, som han ikke kunde bli med paa. — Kirkeklokkerne begyndte at gaa ude i bygden. — — — Ja, de i baadene kendte sig ligesom hjemme der, de. — — — Aldrig kunde han bli slig som andre folk, slig som «hit folkje». Det blev Huldr’en — Huldr’en, — den samme Huldr’en, som ikke likte sig i kirke og skydde store lag. — —
— Det lugted fra birk, det blinked fra blad. Det dirred og storbrann paa sjø, og aarene hev sig lynrappe fremover med et lidet kvasst smæld i keipen og skar stilt ned i som smale kniver av ild, og slukned.
Baadene og menneskerne og alt kom saa langt bort. Han blev ør og tung i hodet, han syntes, at smaafuglen tagde.
Men der, paa hin side fîorden, der ind i den lyse himlen bag det moeblaa fjældet og bræen, som blinded, der inde saa han engler, som stak hodet frem; der var kvindfolk og, med fletter i nakken, — Gurina var med. — — Han saa hodet og brystet først, de laa og støtted sig med armene op paa fonnen, slig som han hadde set, de gjorde paa et billede, Ola Haugjen hadde i glasstuen. De var uden klær. — — — Men saa slængte de sig op paa bræen, saa han saa dem helt. — —
— — Det var stygt, han vilde ikke se det. Han spratt op, sled i brakerynningen, saa han fik den op med roden, slængte den udover stupet i sjøen. — Han vilde ha disse nakne skrotterne væk, — men de var saa seige; — — og Vetle-Brita var med. — Han rev og sled løs stene og rulled dem til nedover, saa det skrabed langs skarvet, og plasked og smaldt i vandet. — Han slog efter skrotterne med haanden. «Fa-an!» sa han.
Men nedfor laa en baad sti1le, med aarene oppe; den var fuld av folk, som sad og saa op og undred sig.
Huldr’en skæmdes og blev borte indover hagjen.
Han var ikke ør længer. Nu vilde han træffe Vetle-Brita; hun sad vel der ovenfor pâsgærdet endda. —
«Æ da du, Ivar?» sa hun forundret, han hadde støttet sig op mod en askestu lige foran hende.
«Hja—ha,» svarte han, han kunde næsten ikke for pusten.
«Kor ha du vore no, du æ so anpusten?»
Han rev av et stykke gammel bark av asketræstammen og saa skæmd ned.
«Aa, eg va berre bort paa skarve her; — aa so sprong eg hit hagjen.» — Han slap sig ned paa volden ved siden av hende.
«Du leika deg mæ deg sjøl, du.» Hun smaalo, strakte sig paa rygg bortover græsset og gæsped. Han sad og pilked stykker av barken. En lang stund blev han siddende saa og hun liggeude, begge uden at si noget.
«Æ ’kje du i kjyrkjaa idag?» prøved Huldr’en tilsidst. —
«Nei, du ser da, veit eg!» svarte Vetle-Brita kvasst, hun rørte sig endda ikke.
Huldr’en reiste sig. «Nei—j, eg fær vel heim att,» sa han og gik et par skridt. Saa snudde han sig halvt om til Vetle-Brita, som blev liggende uden at svare; hun hadde ikke faat skjorten ned under stakkelinningen endda. Den var oppe i halsen ogsaa. — Det koged i ham, pusten satte sig fast. Det var ligesom bort paa skarvet. Han lukked halvt til øinene.
«Du Vetle-Brita,» sa han saa stilt, han kunde; — — «eg tykje so vent om deg.» Det sidste kom som en nedklemt ynk, hvert ord rapt paa det andre.
Det gik rundt alt, da han saa op. Vetle-Brita reiste paa sig lidt, og øiet hendes lo, da det traf hans.
«A du æ ein tosk!» sa hun. Saa snused hun: «Jau lyt’ eg læ likavel!» — Hun slap sig flad ned paa bakken igen.
«Nei—j, — — eg fær vel heim. att,» sa han tonløst og saa op i veiret.
— — Men da han kom ind i olderkrattet, stansed han. — — — For en tosk han var! — — si det slig paa den maaden!
Han kendte igen, hvor solen stegte, og pusted ind i store drag løvtrælugten, som heden pressed frem. Han blev ør som før; han saa hende strække sig, myg og grann, bortover græsset.
Han sprang tilbage, kasted sig bort paa hende, greb hende med begge hænder under nakken. «Eg ve ha deg, eg ve ha deg,» skalv han i mælet.
Hun dirred over hele legemet, saa ræd blev hun; men fandt ingen ord, prøved bare at komme løs. Men han holdt, holdt haardere og haardere; det var Gurina, han holdt under haaret i nakken. Det blev stille inde i ham og ro.
«Ivar daa!» skreg det; Vetle-Brita hadde faat stemmen igen. Han slap hende og reiste sig, han var ikke god for at se paa hende; det var, som han krøb avsted ind imellem olderstuerne. Hun kom ogsaa paa fode:
«Du turte ha pisk mitt i berre, skjælm der du fere! — — — Jau vist, — hit folkje sku veta, ka slags kar du æ, — din helvetes lausongje!» Hun greb en olderkvist og slængte indover smaaskogen. — «Du æ ein taa rette sorten, æ du,» illskreg hun.
Huldr’en stod døende stille bag en stu og lydde. Han var lige sæl med, hvad hun sa, det var, som hun var saa langt borte.
Saa hørte han, det gik i døren nedenfor gærdet «Ka æ da!» raabte en sint stemme; det var Vetle-Brita’s mor, Lisbet Holmen. — Han holdt pusten, hjærtet hans slog, saa det dunked mod brystet.
«Aa, — — eg berre stokk so! — dar va ein orm bort i stuen,» kom det tilsidst. Huldr’en Sled av en kvist i det samme og sprang opover hagjen; han brydde sig ikke om at høre mer. — «Jau gu lang ho likavel fø mor si!» sa han hen for sig, da han stod ved smedjedøren og ledte op under bjælken efter nøklen. —
— Han kom ikke udenfor smedjen mer den dag
Hver tanke stod stille; der var noget stort, som fyldte sindet og vided ud, han vidste ikke, hvad det var; det var paa en maade noget, som vented ogsaa, og som han ligesom sad og lydde efter. Men han kendte ogsaa noget til, langt nedenunder alt, noget bestemt ondt, som værked og aad sig længre og længre frem. Det var dette, som drog ham i sæng tidlig, før han hadde spist tilkvælds; under kvitlen kunde det faa komme, der skulde han magte at ta imod det, hvad det saa var.
Og Strax han kom i Sæng inde i det avpanelte kammerset, skønte han ogsaa, hvad det onde var; det var øinene til Gurina, som saa paa ham blidt og ingenting vidste.
Angsten gjorde det stilt inde i ham en stund. Saa rev han sig løs: — jaja, — men hun var jo død, han hadde ikke gjort noget mod hende. — Gik ikke folk kanske hen og gifted sig op igen? — — og de hadde lovet sig bort fast ogsaa, de. — Nei, han kunde gøre, hvad han vilde, om han saa vilde gaa efter Vetle-Brita de hundre ganger! — ingenting var det, som bandt. — —-
— — Men Vetle-Brita hadde lét ham ud og efterpaa kaldt ham. — — Han slængte sig om i sængen og greb med begge hænder om pudespidsen og bored hodet ned i.
«Gurina!» kviskred han med graat. «Gurina!»
Ja, det var hendes anlet, han hadde set idag langt borte bag fonnen. Det var hun, som brydde sig om ham, og det var hende, han brydde sig om! — — Han rev puden op, tog den ind i armene sine og knepte til av al kraft.
«Du æ konaa mi, du — — — Gurina!» kviskred han langt. —
— Huldr’en holdt sig inde flere dage i træk efter dette. Det pusted i bælgen og sang i slæggen fra morgen til kvæld. Folk undred sig lidt, de saa ham ialfald sidde i døren av og til ellers. Men ingen gik op i smedjen for at se; de pleied aldrig det med Huldr’en, for de hadde lært, at det ikke nytted prøve at faa greie paa ham.
Og den ene ljaa blev færdig efter den anden. Men da han skulde se over dem i æggen, der de laa i haug bort paa gulvet, risted han paa hodet; han hadde nok smedet bedre ljaar før. —