Huldren (Kinck)/13

Saa var det næste vaar i begyndelsen av april, Huldr’en stod op i udmarken under en heller med hænderne i lommen og vented, at Vetle-Brita skulde komme nedover igen støileveien, som kroged sig mellem brakestuer paa anden side av myren. — Han hadde set hende i formiddag gaa op lien med taug; hun skulde vel op efter en vedbør. Og saa hadde han slængt slæggen og var strøget efter. —

— — «Dar va ein orm bort i stuen,» hadde hun sagt den dagen ifjor ned ved pâsgærdet; hun løi for mor sin, hun vilde ikke si det, som sandt var. Han var kommet det i hug, ret som det var i vinter.

— Hun hadde sparet ham. — — Det var ikke saa sagt, at det var for at spare, forresten; det kunde jo være bare for sin egen skyld, — hun syntes, det var skam, at moren skulde vide, en kar som Huldr’en gik efter hende. Men Lisbet Holmen var nu heller ikke rig, og forskellen var ikke saa stor endda, — saa det kunde ikke være bare det — — — Eller ogsaa var det, fordi hun var ræd, moren skulde se, hvor godt gutterne i bygden var vant, siden de kunde gaa til hende slig midt paa søndagsformiddagen. — Men Lisbet Holmen hadde vel saa pass kjendskab til datter sin fra før, at det var vel heller ikke grundenialfald ikke hele grunden.

— — Der kunde ha været en anden grund til, at hun løi for moren. — — Ja, selv om hun ikke brydde sig om ham, saa var der nu ialfald noget, — det mødet maavide, som bare de to, han og Vetle-Brita vidste om, noget som de to bare eied.

Og dette drog ham tilbage mod hende. — — Hvem anden skulde hun ogsaa tænke paa at faa? Laavikj’en gik for tiden til en gaardmandsdatter, efter det han hadde hørt, og Pera-Jon’en var omtrent som forlovet med den rige gaardjenten paa Brække; og saaledes var det med de andre ogsaa, som han kendte til. — —

Han maatte ha nogen nu, han stod ikke i dette, — især nu naar vaaren og sommeren kom, og nætterne blev lyse; han maatte ha nogen at tænke paa, nogen som han hvilte hos med hugen. — — Gurina var død, hun; det var ikke mer at snakke om, det. Og han var blit træt av at presse sig ind til puden, han vandt ikke længer tro, det var hende nu; det blev det grove sækkestri og ikke det varme ansigtet hendes, hvad han end kviskred og prated for at faa sig narret.

Vetle-Brita stak sig frem i mindet hans næsten hver nat, han laa slig og hev sig i sængehalmen, med den myge, kaade skrotten. — Gurina var kantet og rukket mod hende; øinene — det var nok saa — de suged og drog ham mer hos Gurina, for de var blidere, og det var, som hun smelted rent bort og bare blev øine, som lauged og rann og lod ham bli væk i sig; han kendte i dem tak, som graat — — — Vetle-Brita’s øine hadde aldrig set slig paa ham, han trodde ikke, hun kunde heller; de var strammere og braaere i kastene.

— Hun var nok gaat langt, Vetle-Brita, han saa hende ikke bort i veien endda.

— — Men hvad kunde det gøre, om øinene til Gurina var blide, hun leved jo ikke alligevel! — — — Vetle-Brita, hun var uvørren og kaat; hun ægged ham, saa han kendte, han kunde gøre, hvad det skulde være, naar hun vilde. Hos Gurina blev han bare væk, braaned i tanke og sind og kviskred; han kunde gi sig til at graate uden grund, bare fordi det var godt, — og hun kunde graate ogsaa. Og da kendtes det, som de var ét; han kunde ikke skønne, at der fandtes noget, som var bedre. — — —

Han stod og saa bortover den brune myren og bakken opover, med en og anden isflæk, og fulgte den opover til skarene, hvor sneen laa i lange striber, videre frem til selve høifjældet med snefonnlaget, som stod med fin linje mod den blaa luft bagenfor.

Han gjorde et rist paa sig. Jaja! — men saa at faa Vetle-Brita, som ingenting skydde! — — Han skulde bygge sig op en stue ved siden av smedjen, hvidt hus tækket med rudeheller; og han kom til at gaa i kirken og da, og bli med, naar det var noget, paa moro og bryllup, om han blev buden; han blev et andet menneske, og de skulde faa slutte med at kalde ham Huldr’en. Hun prated og staaked, saa han ikke vilde høre «hit folkje» kviskre. — —

— Vetle-Brita kom frem mellem braken paa veien langs myren; hun gik fremoverbøiet med børen og hadde løftet stakken op foran for ikke at trø i den. — Huldr’en sprang op paa en sten. «Hoi—j!» skreg han.

Hun vendte sig halvt med børen og saa bort over myren. Saa gik hun igen, han syntes, hurtigere end før.

«Hoi—j!» gentog han. — Jamen skyndte hun sig mer endda. Han stod raadløs en ørliten stund. Saa sprang han ned av stenen og bortover myren; han hopped fra tue til tue, av og til paa raadne furustokke, men stundom sank han nedi. Det gjorde ingenting, op igen kom han og hopped, saa den svarte myrjorden drev.

«Hoi—j!» skreg han vildt. Vetle-Brita snudde sig om og fik se ham; hun satte i et kvasst skrig, rev sig løs fra børen og la paa sprang nedover støileveien. Men da Huldr’en var over myren og fik fast grund under foden, moned han strax ind paa hende, skønt Vetle-Brita var vond at ta paa sprang. De var naat langt ned, før han tog hende igen, helt til det første kvile for budeierne, naar de gik til støils, der de kunde se ned til Ola Haugjen og de hvide husene paa Neset.

Begge pusted, saa de ikke fik frem et ord. Huldr’en sprang ind paa hende, greb hende i nakken og satte hende hodestup ind imellem braken paa siden av veien. Han kasted sig over hende.

«Dit utyskje!» pusted han; «eg konde slaa deg spænt i hel.» — Han holdt hende fast og bed hende i armen oppe ved axlen. Hun slog og prøved at skyve ham fra sig med begge hænder.

«Dar staar noken ner i garen aa ser,» pusted hun.

Han spratt op. «Da æ lygn!» sa han og slog efter hende med en kvist; men det var let, for sinnet var alt over hos ham, — hun sad i braken og stormpusted saa og var ræd.

«Oi—j!» ynked hun sagte alligevel; det gjorde ikke ondt, men hun var etande sint, saa han. — Hun sprang op og snudde sig mod ham, vild saa det spruted:

«Ka æ da, du tenkje paa! — — trave der du staar!» Hun stirred bleg paa ham, saa øinene vided sig ud; han kunde ikke andet end se ned. — «So sandeleg, ska dei ’kje faa greia paa da in aa ut strandaa, ka slags kar du æ!» — Hun knytted næven, saa den skalv.

Men sinnet slog over i graat: «Fara soleisna!» Hun for med haandbagen nedover ryggen, der kvisten hadde truffet. «Skamslaa ein!» — Hun nistirred ind i anletet hans igen. — —

«Ja, bringa du ’kje vebøraa ne paa timen, saa Gud naade deg!» — —

— Han vendte sig og gik opover.

— — Folk skulde faa vide det udover stranden! — Jamen hadde han stelt sig godt! — nu skulde de faa noget at tiske om i stuerne. — — — Han begreb ikke, hvor han hadde været; — han maatte da ha skønt det, at Vetle-Brita var lige hændt om ham; hun var ikke saa sky, naar hun likte nogen. — — —

Han fik børen paa sig og rusled nedover; der fandtes ikke det i ham, som sa nei, længer. —

Vetle-Brita sad endda paa kvilet, da Huldr’en kom med børen, og saa ned til gaarden.

«No ska du ber ’na fram te plasse og,» sa hun.

Hun foran og han efter; begge tagde.

— — Var hun nu rigtig ill, saa kunde han vel komme i straf for dette; det var ligesom han kendte riset, fra den tid han fik pisk av moren, hver høst hun var kommet fra sætrene. —

Hun gik fort, saa han blev sved. Nede i lien snudde hun sig om, saa paa ham og flirte: «Jau, du ser meg ut te ein friar, du! — — hui—j!» — Saa vendte hun sig og gik.

— — Og saa det, at hun sa det udover hele bygden! — Han kendte paa sig, at de prated nok om ham, som de gjorde. —

«Ja, no kan du koma mæ ’na!» sa Vetle-Brita, hun snudde sig om bort ved pâsgærdet ovenfor pladset for at ta imod høren; hun vilde komme med den hjem selv. Han hjalp hende den op paa ryggen, trak op ledet, saa hun slap frem, og skøv det indtil igen.

Han blev staaende og se paa hende, da hun gik. «Du Vetle-Brita!» kviskred han høit efter hende. Hun snudde sig om. — «Du fær ’kje seia detta daa!» bad han og prøved at se op.

Hun lo: «Jau gu ska da vetta sagt, jau!»

Saa gik hun. Men han hørte paa mælet, hun var blid. — — Kanske hun tagde! — —

Han rusled op til smedjen og krøb under kvitlen, endda det var midt paa lyse dagen. —

— — — — — — — — — —

Han vidste ikke, hvordan det var gaat for sig, men ud var det kommet; han forstod det paa unggutterne. En søndagskvæld hadde de samlet sig ned paa veien og git sig til at skrige og kalde ham — han hørte ikke, hvad det var alt; men at de kendte til det der med Vetle-Brita, det skønte han.

Saa Vetle-Brita ikke hadde tagd alligevel!— —

— Og en dag kom en jentunge op i smedjen fra præsten; hun skulde be, om han vilde komme ud til ham samme kvælden.

— — Jamen hadde han stelt sig godt! — han var endda fegjen, at det ikke var fra lensmanden —

Han gik først, da det var begyndt at skumre.

Præsten sad med piben inde paa kontoret. Der var kommet ny præst nu, en bleg en uden skæg, med svarte øine og stor mund og langt rum mellem hver tand; han var ikke saa godslig som den gamle, men vilde gerne ruske efter i bygden, naar det var noget.

«God kvæld, Ivar!» svarte han og tog sig op i haaret. Der var noget i maaden at si det «Ivar» paa, som synte, at han kendte, han hadde al magten over Huldr’en. «Du faar sætte dig ned, gutten min.» Han var rusten og langsom i mælet. —

Saa reiste han sig og begyndte at gaa bort over gulvet; han harked høit og spytted.

Huldr’en sad stille paa stolen bort ved ovnen. Han likte sig aldrig i præstegaarden, ikke engang paa præstegaardsjordet, siden den kvælden, han var med mor sin og arbeided for hedningerne; og nu kendte han sig, som han sad paa bænken i drengestuen; det gik skælvende rykk gennem ham, slig uhygge tog ham. —

«Din vandel, min kære Ivar, skal nok ikke være, som den burde være,» sa præsten, han la begge hænder paa ryggen og saa ud gennem vinduet; piben lod han dingle frem og tilbage efter røret.

Huldr’en sad dødsens stille.

«Det er bedrøveligt, det!» kasted præsten sig braadt om. «A—oh!» harked han bort i spyttebakken. Saa snudde han sig mod ham:

«Der er klaget for mig over — jeg siger ikke fra hvem, — at pigerne i bygden ikke faar gaa i fred for dig.»

«Ken ha sagt da?» for Ivar forveten op, han forglemte sig rent; halvmørket inde paa kontoret gjorde ogsaa sit til, at han fik mod. Men præsten risted utaalmodig paa hodet:

«Det er sandt altsaa!»

Huldr’en tagde; han skønte det nok, Lisbet Holmen var den, som hadde været inde og sladret; — hun hørte jo til læserne, hun. — Ja, hun glemte nu aldrig mor hans, den Lisbet Holmen! — nu var hun død, men saa skulde hun ta sig tag igen paa ham. — Han glemte rent av præsten, som gik der og spytted og sa, det var bedrøveligt. —

«Ja, du forstaar det selv og, det,» sa præsten og bøied sig ned mod Huldr’en.

«Ja!» svarte han høiere, end han vilde, om det hadde været helt lyst paa kontoret.

— Han skulde da mindes sin mor, som var død og salig, og ikke vanære hendes minde. — «A—oh!» kasted præsten sig om. «Saa faar vi beflitte os paa et bedre levnet, — søge Guds ord —.»

Det blev stilt en stund.

«Du gaar jo aldrig i kirken, efter du blev konfirmeret.»

Det hadde han fra Marie, indepigen; Huldr’en hadde hørt, at hun støtt sad nederst ved døren og saa efter, hvem gik i kirke.

«Ivar,» sa han med et mæle, som smelted. «Du, som jo var saa vankundig, da du gik til konfirmation! — du kunde godt trænge til at øge din kristendomskundskab, istedenfor at gaa dag ud og dag ind i det samme, tale med Per og Paal om dit og dat og en god pibe tobak.» — Han snakked længe om det samme og sa tilsidst, han skulde be om tilgivelse hos Gud for det, han hadde gjort.

«Ja, farvel da Ivar! — Nu faar det bli anderledes for fremtiden.» Han la haanden paa skuldren hans. —

Der flød varme ned gennem ham i det samme; han reiste sig ikke, saalænge haanden kendtes; det var saa godt, han blev hed i øinene. — «Eg skjyr jamnt store lag,» sa han.

Det var, som ordene aabned brystet, graaten kom, saa han ikke kunde styre den, — vildt; den brød ham sammen, saa han gled ned paa gulvet, ansigtet og armene paa stolsædet.

For præsten vilde ham vel!

«Naa—naa—naa!» stagged præsten; men Huldr’en graat som før.

«Hvad er det da, Ivar far?» Han skønte ikke dette, det var kanske noget andet end tørst efter den Helligaand.

Huldr’en reiste sig.

«Hvad er det da, Ivar far, som var saa ondt og tungt?» gentog præsten.

«Aa da æ ’kje noke viare,» hixted han.

«Aa nei, et syndigt liv er tungt nok i sig selv, skulde jeg mene.» — Han tog Huldr’en i haanden og fulgte ham til dørs.

«Gak til Jesus med al din kvide,» sa han, han prøved med haandbagen at tørke bort taarerne av kinden.

«Farvel,» sa Huldr’en.

«Farvel.»

Kontordøren blev trukket til. —

— — Præsten var snilsleg kar, han; han var ikke, som folk vilde ha ham til. —

Han tog sig op paa skuldren, der haanden til præsten hadde ligget; det kendtes som et søkk. — —

Bort paa veien stansed han og saa ud over fjorden. Nordenvindskastene kom hivende frem mellem husene, ulte og hven om hjørnene, slængte sig ned i den brune marken og suste gennem de tørre græsstraarne fra ifjor, ligesom i sinne, fordi den var blit hæftet, — lige luxt i sjøen og jaged udefter med krusende graa bølger, som ikke vandt følge med.

— — Ja, han kunde gerne prøve med Jesus, altid; — — men —, han var ikke god for at forstaa det, for alle, saa sa de det modsatte og lod vel, — han hadde aldrig kendt nogen forskel paa sig, før og efter han hadde bedt; saaledes bad han støtt til maden endda, han turde ikke andet. Men det var vel ikke videre mening i det, han sa; kanske det var det, som gjorde det. — —

— — Det var saa underligt at se kastene, hvor de slap følget sit, dreied om skarvnakken og la udover fra smaabølgerne, tog igen andre større vel, som de ikke hadde blaast ud og rendte sig væk, lige ud i mørke, kolde vaarkvælden, der den laa graa indunder det andre landet. — — —

— — Ialfald kunde han læse lidt i testamentet; han hadde endda det, han fik til konfirmation av menigheden. — —

— Da Huldr’en kom hjem, var det for mørkt at læse. Næste morgen var han tidlig oppe. Men strax han tog testamentet i haanden, var det, som han blev skøvet bort paa bænken i drengestuen; det dirred koldt over hele kroppen. Saa la han testamentet igen. Han skønte det ikke, — det var vel, fordi han var vankundig, som præsten sa. — —

— Han la paa avlen, og dag efter dag pusted bælgen, og slæggen sang. Han holdt sig i smedjen en hel uge denne gang ogsaa. Først søndag morgen var han ude og suged ind vaarsol fra smedjedørsstokken.

Han vilde arbeide op en hel del ljaa til at sælge ud, naar s1aatten begyndte i sommer. Men i disse ljaarne laa staalet ikke bedre end i dem, han arbeided ifjor. —