Huldren (Kinck)/6

Ingen kendte noget nøiere til Gurina Røisheim, for hun var kommet fra nabobygden; — og ingen spurgte videre heller.

Slægten hendes var reist til Amerika, og mosteren hadde skrevet over for et par aar siden, vidste man, og tilbudt billet. Men hun vilde ikke reise. Folk kunde ikke begribe det; — hvad hadde hun her at gøre? og de trodde hende ikke, naar hun sa, det var somrene og høifjældet, som holdt igen.

Altid hadde hun ligesom staat udenfor. Hun gik aldrig til «hit folkje» eller hadde noget lag med det mer, end det behøvdes. — Og i tjenestevar hun slem at faa til at trives. Ja, somme paastod, det var lidet raad at ha hende i hus; ikke engang hos gamle sagføreren, hvor fruen var død, og jenterne gjorde, hvad de vilde, hadde de jo set syn med at ha hende aaret ud. Hun var saa ujævn, naar hun maatte være hos «hit folkje»; snart graat hun og gemte sig bort, snart lo hun, saa det hørtes over gaarden. — Strid var hun ogsaa og vilde støtt følge sit eget hode, naar hun først hadde sat sig paa noget.

Og det besned ikke med aarene. Nu var hun endel over de 30, saa hun hadde ingen tro paa, at hun kom til at ta tjeneste mer. Selv var hun ogsaa lige hændt og likte sommersturene paa bygdestøilen bedre.

— Nu i sommer hadde hun ogsaa tat Vetle-Ivar med, uden at moren vidste om det, — hun var alt reist ind paa sætren sin inde i fjorden. — Gurina hadde fundet sig en kamrat nu, hadde hun sagt til ham, da hun bad ham bli med, og blunked saa blidt med øinene; og nu laut hun ha kamraten sin med — det blev saa einsligt ellers. — Og hjælp kunde hun ogsaa ha av ham til at hente kyrene fra nuten, naar det en og anden gangen hændte, de ikke kom hjem tilkvælds av sig selv. Hun fik heller betale lidt for kosten — det kunde nu ikke bli saameget. —

Det var sollys eftermiddag. Ivar sad paa en sten ovenfor selet, barhodet, i uldskjorte, og den lappede blaa vadmelsbuxen, som bare rak til midt paa læggen, hvor traader hang, som var raknet op i nedre kanten. De store træskorne, han var faret or, stod ved siden av ham; forklaringen laa i fanget.

Han var en 16 aar nu og gik for præsten. Han kunde nok gaat aaret før for alderens skyld; men præsten hadde sagt, det nok ikke vilde nytte; hans kristendomskundskab var ikke slig, at han kunde slippe ham frem. — —

Det var ikke gildt at gaa for præsten, syntes Ivar; ikke var han svær til at læse, og i fristunden mellem forklaringen og bibelhistorien apte de med ham og kaldte ham. Det hadde været saa godt idag at komme op paa støilen igen. Her paa høgfjældet var han fri for alt; det var anderledes at sidde her end paa præstegaarden i den gamle, lave drengestuen med de smaa vinduerne. Og her syntes han, han forstod den tredje artikel og, — saa nogenlunde; naar solen lyste paa forklaringsbladet, saa han blev saa løierlig slap i alle lemmer — lige ud i stortaaen kendte han det —, og han blev ør i øinene og tumlen i hodet og ikke vidste, hvor han var, da stod altid præstens ord for ham om den «Hellig-aands velsignelsesrige gerning paa os»; han trodde, han kendte ligesom noget av den Hellig-aand — han vidste ikke, hvordan det hadde sig. —

Nu hadde han just maattet begi at læse, for det skar saa, lyset fra bogen.

Han saa bortover. Først det frisk-grønne fjældgræsset, kyrene og smalerne med den enstonige klang fra bjælderne, saa den brune lyngen nedenfor og den graa mosen; og endda længer ned og bortover stak aas sig bagenfor aas med lav, rødbrun furuskog, og blankt fjældvand gang efter gang imellem, og saa rigtig langt borte i hele sin længde den solfyldte bræ, som blinded med sin glans. Men hittenfor, imellem, laa fjorden blaa, langt nede.

Vetle-Ivar begyndte at tone en længtende melodi:

«Dei da de li, da de lo — da de lo.» —

Han fulgte med øiet fjorden, som den arbeided sig udover, vred sig om næssene, blev borte lange tider og saa kom igen langt ude. Det blaaste paa fjorden, forstod han paa de fyldte, sollyse seil, som gled indover.

— «Dei da de li, da de lo — da de lo.» —

Der var byveien, det vidste han; der gik fjorddamperen til byen. Og der langt, langt borte, i aabningen mellem de to smale, blaa strimler, som var blit saa lyse av varme-moen, de som gik til mødes, kvasse som tyndslibte ljaa, med den mørke skyhausen bagenfor, dernede laa nok havet, eller — — kanske det var selve oseanet.

Han lukked øinene.

— — — Og saa hadde han en jægt, — en jægt, som stod ind fra havet med breifok og storseil; men forseilene, de slarked og slog, for det skulde være bene børen. —

Blodet bruste i ham, han tonte i snøggere takt.

— — Og saa — ja saa kom havgul-flagen, den ene efter den anden, og fôr ind i storseilet, og jægten la sig over, og det purled og bruste om baugen, og sjøskvætten stod. —

Han gav sig til at plystre melodien, han tonte. —

— — Men nei gu, om hun skulde faa skære sig op i vinden, — han skulde nok holde roret, han, saa hun skulde slippe for det, lel! — — Store sjøstøvler, som rak til midt paa laaret. — Og gul setlabog med penger i! — —

Og paa land kendte de jægten og vidste, hvem det var, og de snakked om ham; — men han brydde sig ikke om nogen mer! —

Gurina var kommet opover bakken med spøtet; hun var stanset flere gange og hadde set sig rundt, for det var saa ualmindelig fint paa fjældet idag.

Men saa fik hun høre, Ivar plystred. Hun stod bag ham en stund og lydde. Saa sa hun:

«Eg trur, du æ spi—kande galen! — site du ’kje her mæ forklaaringjaa — — aa — plystra!» — Hun gik fremmenfor ham: «Veit du ’kje, den vonde dansa, naar du plystra?»

Saa blev det stilt.

«Ka trur du, hit folkje sa, om dei høirte deg?» Hun blev staaende og se paa ham.

Samme hun snakked til ham, slog han øinene ned og tagde; men da han hørte om «hit folkje», blev han etande sint, han hadde hug til at rende hende i koll nedover braatet, der hun stod.

— Hun ogsaa! — — Det var jo nett derfor, han hadde gaat efter hende ned i hølen alle de gangerne, netop fordi de to skulde være sammen, aammen om «hit folkje», staa mod det og ikke bry sig om, hvad det sa. — —

Han risted ligehændt med hodet og plystred mod hende; men hun snudde sig halvt fra ham og sa lavt, som det ikke var meningen, han skulde høre det:

«Jau, — du æ ein taa rette sorten, du!»

Saa gik hun. —

Han tagde; saa ingen ting uden bjældekyren bort i braatet, som prøved at klø sig bag øret med bagfoden. Han hadde faat saa illt for bringen, noget ondt og tungt hadde lagt sig om ham.

Han fôr i træskorne og tog forklaringen. Opover bar det; — han maatte paa høgaste nuten! —

Deroppe blev han staaende og se udover. Den graa skybanken ude fra havet var voxet, og nu begyndte det at blaase saa smaat.

«Hit folkje!» — Han brydde sig skidt om «hit folkje»! — han var lige sæl, hvad andre mente og sa om ham — Gurina og alle sammen, — — naar han kom paa jægten sin! — —

Han kom til at se paa den skidne blaa permen om forklaringen; da var jægten og havgulen og alt borte. Han kendte sig slig, som naar han sad paa den lange træbænken i den mørke drengestuen, og præsten stod og snakked om, hvad vi burde gøre og lade. — Aa, det blev saa tosket og kedsomt alt sammen!

Ja, hvad skulde han nu op paa denne her nuten ogsaa! — det var jo, som han ikke skulde være rigtig. — Det grøssed over hele kroppen.

Han slog op forklaringen, der han hadde ny 1exe om den Hellig-aands gerning. Bladene var skidne og graa blit av fingrene, ja dernede var stykket gaat helt ud for tommelen hans. Han prøved at læse og høre sig; men tankerne vilde ikke ned i bogen. —

— — «Den vonde dansa,» hadde Gurina sagt. Ja, det hadde han hørt saa titt av andre ogsaa. Derfor hadde han heller aldrig villet plystre før; han vidste, det var synd. Og nede i bygden hadde han syntes, det var stygt at lye paa om kvældene, naar ungerne plystred; det var altid de værste utangerne, som gjorde det, de som djævelen hadde rigtig faat magt med.

Han saa ansigtet til Gurina: «Jau, du æ ein taa rette sorten,» sa hun! hun hadde ligesom slængt ham fra sig, jaget ham væk, — og laget hans, ja det skulde egentlig bli disse gutungerne, som apte med ham, de og saa den vonde. —

— Det saa ud til at bli en tordenbyge. En sort sky skød fremover; Ivar syntes, det stod koldt av den. Han grued, for han var altid saa ræd, naar tordenen slog; det var dette braket, han var saa ræd, av Vorherre, naar han var blit sint, og Vetle-Ivar skalv og frøs over hele kroppen. Og nu, ja noget var det, Vorherre var sint for denne gang og, — og da var det vel for plystringen, ialfald tænkte han nu paa den og. Han gik nedover igen. Slik en angst, som hadde sat sig under bringen hans! det værked og gnog. Han hadde hug til at trykke det mod noget haardt, — eller skære i det, saa det kunde ordentlig svie istedenfor dette. — —

— — Den, som hadde sig et hus eller en kælder dybt ned i jorden, aldeles under det tunge fjældet, hvor en ikke kunde høre eller se nogen verdsens ting! — Det skulde være aldeles stilt og roligt, dyttet tæt til, saa en ikke vidste engang, om der var uveir oppe paa jorden eller ikke. —

Vetle-Ivar gik og frøs, med begge hænder i lommen. — Før, naar det var tordenveir, hadde han siddet inde i selet hos Gurina; — hun var nok fælen, hun og, det hadde han set, — men naar det var to sammen, saa —. Men nu var han ikke god til at gaa ind til hende, han fik være ude. —

Det første tordenbraket hadde han hørt for en stund siden langt borte, da han naadde ned til melkestøilen. Det dropled og smaaregned alt, og den sorte skyen la sig fremover nuten. Aa, saa ræd han blev! — —

Ved bækken laa en del melkekoller hvælvet; Gurina hadde baaret dem ud for at vaske dem i kvæld. Han strøg bort til bækken, la sig paa knæ, trev efter tvaagen, dupped den i sand og gav sig til at skure. — Det letted under bringen i det samme, han fik tag i kollen.

Men tordenen slog en gang til; det kvakk i ham. «Jau, du æ ein taa rette sorten,» sang det i øret hans, op igen og op igen. Han skurte, saa sveden randt, skurte og skolled, og skurte op igen samme kollen. —

Vindflagerne jaged regnet indover i skraa strimer, saa det suste og røg bortoven vidden, og smalen stod stille paa de blankvaskede skarvene. Og tordenen slog alt i ét. Stundom var det, som Vorherre slap ham, Vetle-Ivar hørte bare, hvor han trued og knurred bagom skolten langt oppe. Men saa kom han att, i et forsinne, og risted ham: «Ve du vera fin gut no? — Ka? —» Han slap og tog ham igen flere vender paa den maaden.

Med ét greb en haand ham i axelen. Det var Gurina, som hadde ledt efter ham med øinene fra selsdøren.

«Æ du tussete? — — sitja slik ute i vind aa væta!» Hun saa paa kollerne og var saa blid: «Sjaa aa grav deg onde tak!» —

Hun satte sig ind med ham paa bænken: «Du ve vera finsleg kar, du, veit eg?» Hun smilte. «Ka? — guten min!» spøgte hun.

Han le’ed ikke paa munden, krøb bare sammen længst inde i selshjørnet og sad der og frøs. Derude lynte det og braked.

Pratet trøt for Gurina. Hun gik ud i skaalen og la paa gruen, hun vilde koge kvældsgrøden. Og idag tog hun rømme, lidt fra hver mand, hun melked for; det skulde ikke tê paa nogen enkelts flødebytte.

Ivar hakked tænder; men han sad stille som en mus; øinene knepte han til, for han vilde ikke se lynet og vente paa braket. Vorherre slap ham og tog ham igen herinde og, ligesom ude ved bækken.

«Æ du ’kje vaat?» spurgte hun og kom frem i døren. Han svarte ikke.

«Ja, no ska du daa faa varm mat,» sa hun og stak en tør brakegren under gryden.

Lidt efter kom hun igen; hun kom helt ind og tog ham paa hodet:

«Eg trur meste, du æ versjuk,» sa hun og var saa blid med øinene. —

Kyrene blev melket, kvældsmaden kom paa bordet. Men Vetle-Ivar vilde ingenting spise.

«Æ du ratt laak, Ivar?» spurgte hun.

«Nei—j!»

«Ja, so êt daa, veit eg!» Hun drog ham frem fra krogen; han var traa.

«Æ du kjeteg?» tog hun han kaad op under armen; haanden gnek ham op og ned paa siden.

Med ét retted han sig; det var, som ild var kommet i blodet hans, det suste om ørene. — —

Stærk var han blit. — — Stærk! — — stærk! — — — Og han var ikke ræd tordenbraket længer og ikke ræd Vorherre; han var ikke samme karen.

Han tog hende i bringen: «Æ du kjeteg kanskje?»

«Au daa! — — din —!» tog hun hænderne hans bort og lo; hun var saa glad, at Ivar var levnet op igen.

«Nei, no fær me eta,» sa hun lidt ustø i mælet.

Og saa satte de sig paa bænken foran sængen deres og spiste.

De klarte al grøden. De la skeen bort, sa jøsses for maden og tørked sig om munden.

Saa snudde hun sig om mod ham og tog ham under armene med begge hænder igen; hun maatte kvikke ham op lidt til: «Æ du mæt? — — ka?» Saa lo hun.

«Æ du kjeteg kanskje? — — — æ du kjeteg dar? — — — elde dar daa?»

Og han igen. Han saa, hun blev glad, saa hun skalv.

«Du æ so go imot meg,» graat hun og la sig ind imod ham. —

Det var som braket fra en overhændig foss, som brød indover og rev ham avsted med sig.

Et ørlidet bil sad han og stridstirred hende ind i anletet. Det var første gang, han gjorde det paa noget menneske. Saa gik alt i tunn. — — — — — — —

— Nu hadde de ligget jævnsides hver nat, men aldrig før hadde han tænkt paa, at hun var et kvindfolk. — — —