I Sølvlandets Nat/Kapittel 2
Hele den store meksikanske høislette sov under stjerneteltet. Mørket laa som et tykt uldent teppe over de forfærdelige vidder. De fine stjernestraaler formaadde ikke at trænge gjennem den tropiske nats dystre tungsind. Som en mur laa mørket henover jorden og verget dens hemmeligheter. Ikke en eneste ildflue lyste op mellem agaverne, og ikke en frøs kvækken brøt stilheten.
Der findes intet i verden saa taust som en nat ved Krebsens vendekreds. Det er som om den sovende naturs aandedrag ikke høres. Alt hviler under nattetaakens svake kjølighet for at samle kræfter til den kommende dag . . . Og den lille præriehund, coyoten, kryper ind i sin hule og drømmer om rov . . .
Ja — alle drømmer om rov i Meksiko. Det har faat skjønhetens og rigdommens forbandelse i vuggegave. Hele dets historie er en saga om rov, likefra hine tider, da rovmorderen Fernando Cortez presset guldet og sølvet ut av Montezumas røde barn med det glødende jern.
Aldrig har Meksiko faat hvile. Altid har griskhetens tænger fræset i dets legeme.
Der var engang en mand, som i en hel menneskealder holdt sølvlandet under sin jernhæl. Han het Porfirio Diaz og hans navn fortjener plads ved siden av de største i verdenshistorien. I en menneskealder tæmmet han det store bastardfolk med sin klokskap, sin ubøielighet og sin handlekraft . . . Men saa traadte der frem en liten sort jurist, en almindelig demagog med brede kjæver og forfærdelig mange ord. Og da ord i Meksiko som alle andre steder veier mere end handling, tok man den snakkesalige jurist til præsident og jog Diaz væk. Ordets mand blev hersker, og handlingens mand, som imidlertid var blit en træt olding, lagde sig med bitterhet til hvile i landflygtighet.
Der sat han den lille sortsmudskede jurist og skulde herske. Stakkels Francisko Madero! Han kunde visselig holde en ophidsende tale fra et bord, men herske kunde han ikke. Saa forsvandt han, saaledes som man almindelig forsvinder i Meksiko . . . og gav plads for et nyt kaos . . . Natten hvælvet sig paany over sølvlandet, . . . Tausheten, stilheten, rædselen!
Hvad vilde den nye dag bringe?
Men hør! . . . Langt, langt borte, helt ute fra den vældige høislettes ytterste rand, lød der en dæmpet lyd. Det var som en svak mumlen av en fjern folkeskare. Og se! — frem av det beksvarte mørke vokset der en liten gul stjerne. Den blev større og større, den stirret ind i mulmet som en kyklops øie. Og den svake mumlen steg til et jevnt bulder. Det var som en kjæmpemæssig bas, der prøver stemmen før den store konsert.
En underlig grønlig tone skar ind paa himmelen og gjød en perlemorsagtig glans over den gule slette. Og mot syd reiste der sig pludselig en mægtig mørk kontur av fjelde, der hævet sig over hinanden i altid dristigere former.
Det blev lysere og lysere. En hunds ynkelige hyl skar ind i stilheten, — og coyoterne bjæffet som bedst de kunde . . .
Saa vældet pludselig lyset ind over sletten. Det var maanen, som kom, — det var maanen, der som et diadem om Dianas pande hævet sig over Orizabas snedækkede kuppel. I en eventyrlig høide løftet dette Meksikos skjønneste berg, fjeldenes stjerne, sig op i den sølvlysende æter og stirret utover den vaagnende jord.
Fra sine høider opdaget det alt: Den graagrønne slette og jernbanetoget som med anspændte lunger kløvet sig frem gjennem den milelange gule ensformighet, mens støvbølgerne føk omkring lokomotivets staalsider. Det saa ogsaa den lille graarøde station med de tykke fæstningslignende mure, som ved siden av nogen jordhuler, hvor indianere og svin hadde sit hjem, var slettens eneste dekoration . . .
I stationsbygningens dør stod den kinesiske vert og saa sig bekymret omkring, mens hans smaa øine glippet mot maanelyset. Fire meksikanere med ridebukser og graa sombreros slentret frem og tilbake med hænderne i lommen. I bakgaarden stod et halvt snes opsadlede heste.
Toget suste ind paa stationen.
En mand og en kvinde steg ut av en førsteklasses vogn. De hadde hver sin haandkuffert og gik hurtig hen til kineseren.
—Har De et værelse med to senger? spurte manden paa godt spansk.
—Javel herre, svarte kineseren ydmygt og slog ut med armene for at antyde utstrækningen av sin gjestfrihet. Men han rørte sig ikke.
—Saa vis os det, sa den fremmede med et venligt smil. Min hustru er træt.
Men kineseren rørte sig ikke. Hans øine flakket frem og tilbake som om han søkte hjælp et sted. Han vilde si noget, men en sagte knurren bak hans ryg lukket hans kjæver. Det var en av de smaa meksikanere, som gik forbi. Maanelyset faldt paa et rynket og arret, safrangult hode med to spidse fremstaaende fortænder.
Den fremmedes smukke ansigt med det fjerne blaserte smil fik pludselig et grundende uttryk, som forandret dets karakter. Han tok maal av situationen. Den interesserte ham. Og en opmerksom iagttager vilde ha opdaget, hvorledes den unge mands næsefløie bevæget sig. Det var som en jagthund, der hadde faat lugten av et kjendt og kjært vildt.
—Hvad er det? spurte den unge kvinde paa tysk og saa op paa sin ledsager. Den lille meksikaner passerte netop forbi og stanset i brøkdelen av et sekund. Hans rynkede skurkeansigt var av den slags, man i billedbøkerne skræmmer smaa barn med. Det foretrak sig til et forfærdelig, sødligt smil, da maaneskinnet lyste paa det skjønneste pikehode, en mand kunde se for sine øine. Han knurret igjen, men denne gang med en vis undertone av anerkjendelse.
—Det var da en motbydelig fyr, sa den unge kvinde rolig og hyllet et reiseslør om sit hode. Men hvad feiler dig, fortsatte hun smilende. Lugter du et eller andet?
—Jeg lugter blod, svarte den unge mand og la sin haand paa sin ledsagerskes skulder. Det stinker av mange gode mord i dette land. Se paa kineseren der! Han hakker tænder. Det er en skikkelig mand, som lever av Zapatas naade . . .
—Og nu frygter han for sit liv?
—Nei, han frygter for vort liv. Vi er kommet godt op i det. Men de gode herrer vet ikke, hvilke ulve der er sluppet iblandt dem. Lad os imidlertid komme op paa vort værelse, før toget gaar . . . Nu, fortsatte han til den skjælvende kineser, hvad blir det til?
Den stakkels vert bøiet resignert sit hode og grep motstræbende kufferterne.
—Reis videre, hvisket han, mens han lænet sig over bagagen. Her er ikke noget sted for unge egtefolk.
Kineseren talte daarligt engelsk. Men advarslen var tydelig nok.
Det gjorde imidlertid ikke noget indtryk paa den fremmede. Han gad ikke svare engang, men gik med sin unge kone op mot den svære murbygning.
Kineseren trak paa skuldrene og vraltet langsomt efter som en mand, der mener at ha gjort sin pligt og nu er beredt til at vaske sine hænder.
Da pep toget. Alle vendte sig. Lokomotivet rykket til, det skranglet i koblingerne, og langsomt satte Meksiko ekspress sig i bevægelse. Pludselig blev døren til pullmanvognen slaaet op. En liten mørk skikkelse saaes paa stigbrettet, en stor tung sæk rullet ut paa platformen og blev liggende i maanelyset.
Det var en ganske almindelig sæk av grovt lærred, — av den sort, som meksikanerne bruker at ha kokosnøtter i . . .
Men ekspressen ilet videre utover mot sletten ved Puebla.
—Det var en underlig manøvre, sa den unge dame hviskende. Er det en postsæk?
Den fremmede svarte ikke med engang. Hans blik fløi henover til de fire meksikanere, hvis grinende ansigter røpet en særlig tilfredshet.
—Ja, det er en pudsig sæk, sa han. Se nøiere paa den. Vi er midt oppe i djævelskapet, Natascha. Den sæk der er et skrøpeligt hylster om en eller anden anonym mands liv. Lad banditterne æte ham . . . Det sømmer sig ikke for Jacques Delma at gaa sine kolleger i næringen!
Den unge mand lo. Det var rigtig en hjertelig latter, men der klang noget i den, som fik manden med de gule fortænder til at tænke paa en telegrafstolpe og fem meter god manilahamp.