I Sølvlandets Nat/Kapittel 25
Langt inde ved Perotefjeldenes vestlige skraaninger, midt oppe i høilandets hjerte, ligger der en liten indsjø. Den er ikke større, end at en mand kan ro over den paa et par minutter. Men sjøen ligger som et blankt øie mellem en frodig vegetation, hvor muldyrene kan fryde sig ved livet.
Det er ikke let for en ukjendt mand at finde frem mellem de krinklede stier, som sniker sig op mellem den stenede fjeldvæg. Og heller ikke er det raadeligt for nogen at begi sig opover den hulvei, som fører ind til Eratoaasens fete græsgange. Der sitter nemlig altid en eller anden aarvaaken røver og holder utkik, og bøssen ved hans side er ikke ræd for at uttale sit mest alvorsfulde varsko til den dristige vandrer, som klyver opover fjeldet.
Men hænder det, at en eller anden hvid mand med sans for Vorherres smukke vidundere faar passere den klippekløft, som i det længste skjuler indsjøen for vandrerens øie, vil han stanse med et forbauselsens utraab. Ti den lille gryte foran ham er et helt litet Eden av rik og kraftig tropisk vegetation. Og paa den venstre side av indsjøen staar der som en fin dusch fra den brune fjeldside, — en tynd sløragtig streng med en svak taakedis i sit følge.
Det er den hellige kilde, som drypper ned fra det store svovlfjelds urgamle sider. Og indianerne sier, at det er denne kilde, som spreder sin grønne og frodige velsignelse over det underlig bortgjemte dalføre.
Da Emiliano Zapata for mange aar siden kom i skade for at slaa en mand ihjel, tok han flugten fra Puebla med et halvt snes av den myrdedes slegtninge i hælene. Han blev jaget fra sted til sted, han truedes av knivstik og hungersnød. Saa kom han en morgenstund op Perotedalen og fandt frem til den hellige med blødende føtter og en strupe, der brændte som ild. Han læsket sig med kildens vand, og da følte æseldriveren fra Puebla nye og uante kræfter i sit indre. Saa grep han sin bøsse, anbragte sig i hulveien og skjøt sine rasende forfølgere ned en for en.
Det var Zapatas morderiske debut, der skaffet ham et godt navn blandt distriktets permanente revolutionsmænd. Men selv glemte han ikke den hellige kilde. Den blev hans festning, hans operationsbasis, hans lille kongerike.
Det merkelige skulde hænde, at denne gryte i fjeldene skulde bli den evigt rykende revolutionsvulkan i Meksikos nyere historie. Altid hadde Zapata sine klør fremme, naar en eller anden præsidentkandidat kjæmpet for magten. Hans spioner gik overalt. Han støttet den ene og motarbeidet den anden, som det faldt ham ind. Det fandtes ikke noget, som han ikke gjorde for penger. Han røvet togene, han sendte sine bander like ind i staten Meksikos hjerte, han myrdet og brændte, han presset penger av alt og vasket aldrig som Pilatus blodet av sine hænder . . .
Det var en aarle morgenstund under den hellige kildes fine duschregn. De fire fanger laa utenfor et litet telt. Zapata hadde git dem al mulig frihet. Den store røverhøvding var blit mild og venlig. Han gjødede sine gjester som en kanibalhøvding, der længes efter et festmaaltid. Ingen kunde vurdere et menneskeliv som han, naar det var et depositum for mange gode checker i Bank of Newyork.
—Jeg skulde ha været i Meksiko City nu, sa han med et sledsk smil til Fjeld. Der er megen omsætning for tiden. Men min tid er endnu ikke kommen. Felix Diaz, den fordømte hund, har slukket revolutionens brand for denne gang. Men der kommer en dag, da jeg skal sætte min hæl paa en brændende ruinhob og mine sporer skal klirre i Chapultepecs sale. Hadde min ven Castella levet . . .
Han stanset. Delma var pludselig sprunget op og slog sig for panden.
—Castella? spurte han aandsfraværende og grep til sin brystlomme. Hvor har jeg hat mine tanker henne?
—Ja, José Castella, svarte Zapata lurende. Kjendte De ham?
Delma smilte. Den unge franskmand var blit blek og mager, og hans mørke øine var rødkantede av nattevaaken.
—Jeg kjendte ham godt, sa han hen for sig. Han var en av vore.
—Hvad mener De? spurte røverhøvdingen spændt. Hvor findes han nu? Jeg har ikke hørt fra ham paa lang tid.
—Det har sine gode grunde.
—Hvorledes . .?
—José Castella kan ikke skrive mer. Han døde for et halvt aar siden.
Meksikaneren tok sin hat av sig og gjorde korsets tegn.
—Fortæl, hvad De vet, mumlet han hæst.
—Castella døde i sit kald, fortsatte Delma. Det gik ham, som det formodentlig gaar Dem. Han blev hængt. Men før han klyngedes op, fik han smuglet et par breve ut av fængslet. Og det pudsige er, at et av dem var adressert til — Emiliano Zapata. Jeg hadde rent glemt det. Det ligger i min lomme. Her er det. Det er det sidste livstegn fra José Castella.
Zapata stirret forbauset paa den gule konvolut, som raktes ut mot ham. Det var som om han nødig vilde røre ved den.
—Et bud fra graven, hvisket han hen for sig. Et daarlig tegn.
—Man sier det, ja, lo Delma haanlig. Jeg ser det ogsaa paa Deres øine. Strikken venter paa Dem.
Røverhøvdingen rynket brynene og grep til sit belte.
—Der er mange, som skal dø før mig, hvæste han. Min tid er endnu ikke kommen. Den strikke er endnu ikke spunden, som skal ligge om min hals.
Zapata hadde reist sig og grep den gule konvolut med en ed. Saa rev han den op og læste med møie de store, underlig snirklede bokstaver. Han nikket og gjorde atter korsets tegn.
—Der nævnes i dette brev en mand, som heter Jacques Delma, sa han langsomt. Han skriver, at hvis det blir for hett for mig herover skal jeg henvende mig til ham . . . Kjender De noget til ham?
—Ja, sa franskmanden.
—Det maa være en stor mand, fortsatte Zapata livlig. Han er lederen av den store internationale liga, hvis haand er imot alle. Kanske der kommer en dag, da jeg reiser til ham.
—Det behøves ikke.
—Hvorfor ikke?
—Fordi jeg selv er Jacques Delma.
Banditen saa skarp paa det bleke mandsansigt likeoverfor sig. Det var, som om han vilde læse bak de rolige træk.
—Det er altsaa Dem, som blev chef for de sorte gribbe, da Josias Saimler døde, sa han langsomt. Det er Dem, som fik verden til at skjælve og guldet ophævet som verdensmagt.
—Det var mig. Og min hustru der, — det er Josias Saimlers datter.
Zapatas gustne, gulrøde hud fik en dypere farve.
—Vær velkommen, sa han næsten varmt. Vi er gribber, som er født av den samme mor. Verden har ikke mange av vor slags. De er fri. Dere kan gaa, hvor dere vil. Castellas herre og Saimlers ven har Zapatas fripas og gjestevenskap. Men bli hos os. Her er store ting at gjøre i Meksiko for mænd av vor klasse. Og her er mange penger at tjene for hurtige hænder og klare hoveder. Ja — bli hos os. Jeg er en gammel mand og . . .
—Nei, sa Delma hurtig. Jeg har penger nok. Og jeg vil resten av mit liv leve i fred.
Zapatas rystet paa hodet.
—Den, som er skapt til ørn, kan aldrig bli en pelikan, sa han med en vis værdighet. Store opgaver venter Dem. Ikke mindst hevnen —
—Hevnen?
—Ja, hevn over den mand, som knuste gribbene.
Da lo Delma.
—De snakker som en taabe, sa han. For den mand, De taler om, er her tilstede.
Fjeld hadde reist sig og strakte sine lemmer. Den kraftige skikkelse med den senede hals og det lyse hode skinnet formelig i morgensolen.
—Er det ham? hvisket Zapata.
—Ja, ham er det. Hans navn er Fjeld. Og hvis De vil vite det, saa er det min mening at denne tre alens nordmand vil bli det fjeld, hvorpaa Emiliano Zapata vil knuse sit hode. Læg merke til, hvad jeg sier. Jeg kjender ham. Slip ministeren løs. Jo fortere desto bedre. Tag pengene andetstedsfra. Det er mit raad, og det er godt.
Da løftet Zapata sit hode.
—Der er vel en anden utvei, mumlet han sagte.
—Hvilken?
—Jeg kunde jo dræpe ham, hvisket han med et grusomt smil. Som jeg har dræpt alle mine fiender.