I Stavanger

Prægtig By dette her; Afstande eksisterer ikke. De Par Smaating, jeg skulde udrette, har kostet mig ti Minutter istedetfor den paaregnede halve Time; nu har jeg hele 3 Kvarter igjen, til Jædertoget skal gaa.

Men hvor jeg nu egentlig skal gjøre af disse tre kvarter —? det er et Spørgsmaal.

Man kunde gaa op paa Byens Kafé — jo! Stavanger har en saadan — og drikke en Kop Kaffe. Jeg har været tidlig oppe og er lidt søvngrætten; Kaffe kunde ikke være det værste, man kunde finde paa. Men saa husker jeg den store, kirkestille Ensomhed der oppe og betænker mig. Lad mig spare de Øre. Snadden smager ogsaa bra. Og saa kan man sove i Kupeen.

Jeg tager det roligt op gjennem Parken, forbi Domkirken, langs Bredevandet; paa den Maade gaar der vel endnu en halv Snes Minutter. De fremdeles resterende 35 Minutter faar man afsone i Venteværelset.

— — Er det ikke mærkværdigt, at der skal være noget saa vakkert i Stavanger som disse Korvinduer i Domkirken? Og Spidsbuen over Indgangen? Jeg blir lykkelig, hver Gang jeg gaar forbi. Jeg har en Følelse omtrent som den, jeg havde der nedi Taormina eller Palermo, da jeg gik og bare fraadsede i fine Buer og Søjlegange, — Levninger og Reminiscenser fra mauriske og normanniske Tider; — forunderligt med det, som er rigtig vakkert. Man blir saa god og rolig af det; og andagtsfuld.

Der er Bredevandet, Byens blide, blanke Øie. Bredevandet med sine Omgivelser, de grønne Balker og Lunde, Villaerne med sine Haver, Kongsgaard og i Baggrunden Domkirken med de to Taarn — dette lille Parti hører i al Stilhed og Uskyldighed til det nydeligste, man kan se. En liden fin, blød Idyl — midt i det mørke Fastland. Kan de Alvorlige i Stavanger virkelig taale noget saa pent lige for Næsen af sig? Det er besynderligt.

Man kunde forresten ønske Bredevandet lidt større. Da vilde her bli som mere Luft og Lys; „Bredevandet“, som det nu er, er jo næsten bare en Dam; gir en Fornemmelse som af noget indestængt. Det var jo større en Gang; men saa blev det delvis tilkastet, sagtens mest for at skaffe Plads til denne kjedelige Jernbanestationen. Men lad os takke for, hvad vi har! Her om Dagen læste jeg i et Stavangerblad, at Byens Fædre skal pønse paa at gjøre Bredevandet — endnu mindre. Endnu en Del af det skal tilkastes, — og af hvilen Grund? Jo, for at Parken kan blive større. Ja, men hører ikke Bredevandet med til Parken? Er ikke netop dette lille Tjern med sine Svaner og den grønne Holme midt udi — er det ikke Parkens aller dejligste Pryd og Klenodium? — Jo. — Men Stavanger Fædre trænger flere Spasereveie, paa hvilke de kan promenere sine Maver og den megen anden Alvorlighed; og altsaa skulde Byens Øje blindes. Var ikke Avisen indigneret over denne Vandalplan? Nej, sletikke. Den muntrede Byens Fædre til at rappe sig lidt med det der. „Det er sandelig paa høj Tid“, skrev Redaktionen.

Brave Mænd har trøstet mig med, at der sletikke tænkes paa noget sligt. Men jeg er ikke sikker for noget, som er skjønt — i Stavanger.