Åpne hovedmenyen

I Stavanger

Prægtig By dette her; Afstande eksisterer ikke. De Par Smaating, jeg skulde udrette, har kostet mig ti Minutter istedetfor den paaregnede halve Time; nu har jeg hele 3 Kvarter igjen, til Jædertoget skal gaa.

Men hvor jeg nu egentlig skal gjøre af disse tre kvarter —? det er et Spørgsmaal.

Man kunde gaa op paa Byens Kafé — jo! Stavanger har en saadan — og drikke en Kop Kaffe. Jeg har været tidlig oppe og er lidt søvngrætten; Kaffe kunde ikke være det værste, man kunde finde paa. Men saa husker jeg den store, kirkestille Ensomhed der oppe og betænker mig. Lad mig spare de Øre. Snadden smager ogsaa bra. Og saa kan man sove i Kupeen.

Jeg tager det roligt op gjennem Parken, forbi Domkirken, langs Bredevandet; paa den Maade gaar der vel endnu en halv Snes Minutter. De fremdeles reſterende 35 Minutter faar man afſone i Venteværelſet.

— — Er det ikke mærkværdigt, at der ſkal være noget ſaa vakkert i Stavanger ſom disſe Korvinduer i Domkirken? Og Spidsbuen over Indgangen? Jeg blir lykkelig, hver Gang jeg gaar forbi. Jeg har en Følelſe omtrent ſom den, jeg havde der nedi Taormina eller Palermo, da jeg gik og bare fraadſede i fine Buer og Søjlegange, — Levninger og Reminiſcenſer fra mauriſke og normanniſke Tider; — forunderligt med det, ſom er rigtig vakkert. Man blir ſaa god og rolig af det; og andagtsfuld.

Der er Bredevandet, Byens blide, blanke Øie. Bredevandet med ſine Omgivelſer, de grønne Balker og Lunde, Villaerne med ſine Haver, Kongsgaard og i Baggrunden Domkirken med de to Taarn — dette lille Parti hører i al Stilhed og Uſkyldighed til det nydeligſte, man kan ſe. En liden fin, blød Idyl — midt i det mørke Faſtland. Kan de Alvorlige i Stavanger virkelig taale noget ſaa pent lige for Næſen af ſig? Det er beſynderligt.

Man kunde forreſten ønſke Bredevandet lidt ſtørre. Da vilde her bli ſom mere Luft og Lys; „Bredevandet“, ſom det nu er, er jo næſten bare en Dam; gir en Fornemmelſe ſom af noget indeſtængt. Det var jo ſtørre en Gang; men ſaa blev det delvis tilkaſtet, ſagtens meſt for at skaffe Plads til denne kjedelige Jernbaneſtationen. Men lad os takke for, hvad vi har! Her om Dagen læſte jeg i et Stavangerblad, at Byens Fædre ſkal pønſe paa at gjøre Bredevandet — endnu mindre. Endnu en Del af det ſkal tilkaſtes, — og af hvilen Grund? Jo, for at Parken kan blive ſtørre. Ja, men hører ikke Bredevandet med til Parken? Er ikke netop dette lille Tjern med sine Svaner og den grønne Holme midt udi — er det ikke Parkens aller dejligſte Pryd og Klenodium? — Jo. — Men Stavanger Fædre trænger flere Spaſereveie, paa hvilke de kan promenere ſine Maver og den megen anden Alvorlighed; og altſaa ſkulde Byens Øje blindes. Var ikke Aviſen indigneret over denne Vandalplan? Nej, ſletikke. Den muntrede Byens Fædre til at rappe ſig lidt med det der. „Det er ſandelig paa høj Tid“, ſkrev Redaktionen.

Brave Mænd har trøſtet mig med, at der ſletikke tænkes paa noget ſligt. Men jeg er ikke ſikker for noget, ſom er ſkjønt — i Stavanger.