Vel en maanedstid før jul var det og i en af distriktets søndre bygder. Omkring en stor vik af fjorden, som her var bredere — over en mil bred — videde slettelandet sig ud. Saa hævede det sig i runde bakker opad mod lave aaser, og til aasryggene var skogen trængt tilbage. Men hist og her skilte lund og snar de tætbygde grænder.
Det var kvæld. Fjorden laa gjemt af frosttaagen, som bølgede sølvhvid under fuldmaanen; den hang høit over de fjerne fjeld paa vestsiden. Et tyndt snelag dækkede markerne, næsten ikke mer end rim, og veiene slyngede sig bare og sorte fra gaard til gaard. Føret var elendigt. Ikke saasnart var ordentlig sne faldt, saa var den skyllet væk af regn og slud. Nu lod det alligevel til, at vinterkulden var kommet for alvor, og at der kunde vare haab om, at sneen vilde blive liggende paa den haardfrosne jord.
Langs aaserne dæmrede svagt nordlys, af og til flimrende op i blaalige straaler, men blegnende for maaneglansen.
Det var tyst paa gaardene. Nogen faa steder skinnede rødt skjær fra et enkelt vindu.
Men paa lensmandsgaarden midt i bygden lyste det festlig baade fra kjøkken og stue og sal. Dér holdtes høstting tredie dagen, og paa en oplandsk lensmandsgaard talte aaret fordum seks store høitider: Julen og høsttinget var størst; dernæst kom vaarting og paaske, men pinse og sommerting havde ikke meget at betyde nogen af dem.
Det lyste fra kjøkkenet, dér skydsgutter og husmænd ventede, og jenter fór travelt om, mens gryden med punschevandet kogte og surrede over peisens flammende baal.
Det lyste fra stuen, dér lensmandsmadamen sad tilfreds og fornøiet med barnene og en talrig flok frivillige medhjælpersker og opvartere fra naboerne og spiste efter til aftens. Drammebuteljen gik rundt, og flittig brugtes ølkanderne. Maset havde været overmaade, trætte var de, og maden var fed. — Hun var tilfreds og fornøiet, for alt var gaaet bra, endda hun denne gangen ikke havde havt den vanlige, kyndige støtte ved madlagningen. Før tingene havde de altid pleiet at hente madame Nannestad fra det nærmeste sogn; men hun var ikke mere. Da krigen bragte forstyrrelse i pengevæsenet, saa hendes pension smeltede sammen til næsten intet, og mindskede selskabeligheden, saa den indtægtskilde sivede bort for hende, blev kogekonen syg og døde, glemt af alle, og det sagdes, at dødsaarsagen var nød og mangel, skjønt det kanske var lidet troligt. — Men gudskelov, der havde endda ikke været noget at udsætte hverken paa fisk eller steg eller saucerne.
Det lyste fra salen; thi dér var øvrigheden.
Det store, skumle rum med de brune bjelkevægger og gardiner af hvidt lærred for de fem fag vinduer paa den ene langvæg blev kun brugt ved høitidelige anledninger og var bare forsynet med de nødvendigste møbler. —Lensmand Krogsti stod og rensede sin pibe henne ved ovnen tæt ved et lidet bord, paa det kardusdaasen og den dampende punschebolle var stillet. Hans lille trivelige figur var iført en stramtsiddende, grøn kjole med forgyldte knapper, stribet vest og sorte fløiels knæbukser. Alt mens han blaaste i piberøret, saa hans trinde kinder blev ligesaa kobberrøde som hans knudrede klumpnæse, passiarede han smilende med to stilfærdige kontorister og en ganske ung officer, der lænede sig op mod brandmuren. Han titulerede stedse officeren for løjtnant Bangsberg, som om det ikke skulde være hans egen søstersøn Martin. Men lensmanden havde været korporal, inden han arvede sin nuværende stilling efter svigerfaderen, og det var hans stolthed, at en af hans paarørende var naaet høiere op i graderne, end han nogensinde selv havde vaaget drømme om. Hele tinget igjennem havde det været ham en kilde til glæde at vise frem gutten, som var indkvarteret i nærheden, da en afdeling af hæren allerede var trukket saa langt tilbage som til denne egn i forventning om, at en vaabenstilstand snart skulde blive afsluttet.
Det øvrige selskab havde skilt sig i to grupper. I den ene ende af salen sad cancelliraad Weydahl, foged Jespersen, procurator Høegh samt en collega af den sidste fra Christiania og prøvede at slaa tiden ihjel med en boston, som gik temmelig trevent. Weydahl tog sig dominerende ud i sin røde uniform og lyttede taalmodig til den fremmede procurator, som med stærkt bergensk tonefald og megen tungefærdighed udbredte sig om landets tilstand og del nyeste nyt fra byen. Det havde han gjort hver eneste dag under tinget, saa Høegh var kjed af ham og blev søvnig. Fogden havde kastet uniformsfrakken og trukket paa en bekvem, graa trøie. Han var sygelig og træt, strøg uafladelig sit tynde, hvide haar op fra den furede og svedige pande, stirrede frem for sig med mysende, nærsynte øine, som om han havde opdaget noget mærkeligt borte i en mørk krog, og hørte neppe, hvad der blev sagt.
Den anden ende af salen var afdelt ved en grønmalet skranke; bagom den var et stort bord, hvorved skriveren og fogden og deres kontorister havde resideret, saalænge forretningerne havde varet. Nu sad der fem storbønder. De fire af dem havde været tilsagt som lagrette og var ifølge skik og brug bedt om at stanse paa tingstedet til kvælds. De snakkede vart og halvhøit for ikke at forstyrre øvrigheden, og af hensyn til den var det ogsaa, de spillede haljan om otte skilling spillet og ikke var gaaet igang med en liden schervensel. Den femte spillede ikke, og han rørte kun sjelden det glas, han som de andre havde ved siden af sig. Men han talte meget og søgte ikke at dæmpe sine ord. Tvertimod laa der noget udfordrende i hans skarpe, klingende stemme, som var det hans vilje at tiltvinge sig opmærksomheden hos alle, der tilstede var. Den lille, spædvoksne mands ydre lignede ikke en bondes. Han havde sko med gyldne spænder, sorte silkestrømper og en kjole af fint blaat klæde; kalvekrydsets blonder var omhyggelig kruset. Ansigtet var meget blegt; hans mørke haar var ordnet i lokker om den høie, steile pande; næsen var ret og tynd. Den brede mund havde ualmindelig store, hvide tænder mellem stærkt røde læber. Hagen var liden og tilbagevigende. De brune øine glimtede ustadig, og han plagedes af nervøse trækninger i de buede bryn. Det var let at se paa hans smale hænder, som legte febrilsk med, hvad de fik fat i, at han ikke var vant til legemligt arbeide.
Han vendte sig oftest eggende til en skaldet og koparret gamling, der syntes ligesom forvitret i vellevnet, og som hvergang lagde kortene fra sig og svarede med en dosig, godmodig latter. De andre — tre høie, blonde karer med en viss slægtslighed i de storskaarne, haarde træk — lo med og skaalte. Den blege følte sig aabenbart smigret ved deres bifald, stak haanden indunder vesten og lod blikket rapt glide forbi værten, kontoristerne og officeren opover mod bostonpartiet.
Lensmanden likte sig ikke, naar han mødte dette blik. Det var saa sin sag at huse Hans Dahlbye under samme tag som øvrigheden. Et held var det, at amtmand Winterfeldt, som havde beæret tinget med sin nærværelse, alt var reist igjen andendagen, før den selvbudne gjæst kom. Men ingen skulde sige Erik Krogsti paa, at han ikke turde vise gjæstfrihed mod en af slægten, og til den hørte nu engang ogsaa Dahlbyen.
Et høirøstet udbrud af latter lød fra bostonpartiet. «Nei, nei, nei!» raabte fogden. «Jeg tog feil — jeg troede det var knægten!»
«Unnskyld, hr. foged, men bordet fanger,» svarede den fremmede procurator bestemt. Høeghs hikstende latter klang længe, efter de øvriges havde lagt sig: «Du har en vaagen makker, cancelliraad.»
Fogden kløede sig i hodet: «Det er synet, som svigter, og ikke forstanden. De beseirer en brilleløs og blind stymper, procuralor Lehmann. — Aa herregud! lensmand,» sukkede han, «hvorfor har De ikke faaet stelt paa brillerne mine? De har da havt dem under behandling mindst et par maaneder.»
Krogsti var en mangesidig mand, til hvis færdigheder det hørte at reparere sine kjendingers ur og briller og desligeste. Han holdt op at blaase i piberøret og nærmede sig vraltende og hjulbenet: «Deres velædelhed maa tilgive mig, men som jeg før har tilladt mig at forklare, de brukne stænger kan ikke heles uden ved lodning, og paa grund af krigen har de til lodningen fornødne species ikke været at erholde, end ikke i Christiania.»
«Mine arme øine lider sandelig under krigen,» mumlede fogden.
«Paa den vis maa jo ogsaa denne landsdel lide — nemlig gjennem en af sine embedsmænd,» sagde Lehmann sarkastisk.
«Jeg skulde mene, den har lidt nok ellers.» Fogden ventede grættent paa næste udspil.
«De talte nylig selv, hr. foged, om de stigende kornpriser, om krigen som aarsag til fortjeneste for befolkningen heroppe — —»
Jespersen bladede mysende i sine kort. «Aaja, kornpriserne har vel steget — desværre, for den, som ikke er gaardbruger — men . . . Hvad er det for én?» spurgte han og trak udspillet til sig.
«Rudersyv er lagt,» oplyste cancelliraaden.
«Fanden gale mig!» fór pludselig fogden op, «har ikke vi embedsmænd lidt nok i hvert fald!» Og han lagde ud om alt, hvad han i det sidste havde havt at staa i. De gamle forretninger øgedes, intet gik paa den regelmæssige maade — bare det evindelige plynder og kluds med skatteinddrivelserne fordoblede næsten antallet af ekspeditionerne. Dertil den uoverkommelige mængde af extraordinære foranstaltninger — oprettelse af vardevagter, tilsigelse af transportskyds, militære rekvisitioner, stræv med almuens bevæbning og med disse fordømte svenske indflyttere, der skulde skaffes frem og affordres en troskabsed, som bandt dem saa lidet som en hyssing en hest, og med omstreifere og tatere og betlere, der vrimlede paa landeveiene og fyldte arresterne! Misfornøiede var de, som udstedte ordrerne, og misfornøiede var de, som skulde udføre dem. Som en lus mellem to negle var den civile embedsmand — — — — — Aa jøie mig! Dersom man endda ikke samtidig havde sorgerne for det daglige brød til sig og sin familie. — Vidste procurator Lehmann, hvad hans faste indtægter havde beløbet sig til i dette aar? Neppe tohundrede rigsdaler, far, neppe tilstrækkeligt til kontorhold! Der gaves ikke den lensmand i hele fogderiet, der var saa ilde deran som fogden. Lensmændene fik da sin løn for det meste i kornskjæpper, og korn var penge — Men den stakkar, som hverken havde embedsgaard eller formue! — —
Han sank forpint tilbage i stolen og svøbte trøien om sig, som han frøs, mens sveden perlede paa hans pande og magre, indsunkne kinder. «Man faar gjøre sin pligt og slide sig tildøde», endte han. «Fanden gale mig, jeg længes bare efter ro en eneste nat for bekymringer og tanken paa det meget arbeide, om det saa skulde være i min grav!»
Der blev ganske stille i selskabet, ogsaa hos bønderne. De kjendte Jespersen, og den bandende, varmblodige trønder var afholdt blandt dem. De vidste, han sagde sandt.
Cancelliraaden nikkede langsomt: «Ja, det har virkelig taget paa dig, Jespersen.»
«Skaal, foged!» tilføiede Høegh beroligende. «Det maa da tilslut blive bedre tider for dig ogsaa.»
Krogsti stod og saa paa sin overordnede, til han følte, vandet sved i øienkrogene. «Det har været stridt for os gamle,» sagde han, men angrede det straks, for det var kanske at tillade sig en for stor frihed at udtale sig saavidt.
Lehmann kremtede gjentagne gange eftertrykkelig. Han var til en viss grad forarget og vilde med høflig finhed udvikle, hvor overordentlig liden ret Oplandene havde til at beklage sig. Her var det fornemmelig krigen med Sverige, der trykkede, og ikke som i byerne og langs kysten blokaden og samtlige de bitre savn, den medførte.
Han kom ikke tilorde. Fogden, som ikke havde agtet paa nogen af dem, reiste sig med glasset i haanden. I afbrudte, ophidsede sætninger takkede han sine tilstedeværende venner for de mange aar, han havde arbeidet sammen med de fleste af dem. Gode dage havde de delt med hinanden, og omsider var ogsaa de onde kommet. Han var imidlertid blevet en syg og skrøbelig mand, hvis saare pligt det snart maatte være at overlade sin plads til yngre kræfter. Thi selv hans ringe stilling i staten krævede under alvorlige og farefulde omstændigheder at anbetroes til en fuldt virkedygtig person. Dette var rimeligvis den sidste tingreise, han var med paa, og mange hyggelige høstting havde han oplevet. De hyggeligste — han kunde erklære det uden forkleinelse for nogen — dog altid i lensmand Krogstis hus: han var den fuldkomne vært. — Naa, det var ikke det alene, fogden vilde sige iaften. Han vilde i særdeleshed takke Krogsti for den nidkjærhed, hvormed han havde bistaaet ham og stillet sin erfaring til hans disposition efter krigens udbrud. Krogsti var den eneste inden distriktet, som i sin stilling havde erfaring fra en tidligere ufred, nemlig fra 1788, da han havde lært meget paa korte uger — meget, som nu havde været til stor nytte; de havde undertiden confereret hver evige dag. Og fanden gale ham! Den civile myndighed havde saa gu' maattet sørge for at skaffe sig veiledning selv heroppe i svært vanskelige stykker, uagtet de regjerende vist ikke havde ladet det skorte paa flid og omhu for rigernes vel og allenfals ikke paa plakater og kundgjørelser i hobetal. Skaal for den, som trofast hjalp, da det gjaldt for dem at hjælpe sig selv — Erik Krogstis skaal!
Lensmanden var dybt rørt. Han stammede, og hans koirporalstemme blev som en sint hunds gjøen. Større ære var ikke vederfaredes ham i de syv og tredive aar, han havde været i kongens tjeneste, deri tre aar som menig soldat medregnet. Han vilde takkende ryste fogdens haand, men bevægelsen tog magten fra hans korte ben, og Jespersen opfangede ham i sine arme og trykkede hum hjerlelig til sit bryst.
Cancelliraaden og Høegh var med ét i en ivrig samtale om udsigterne til kværnvand for vinteren, og bønderne fortsatte sin haljan, idet Hans Dahlbye nu blandede og gav.
Men procurator Lehmann spaserede frem og tilbage med hænderne paa ryggen og knirkende støvler. Det humoristiske ved optrinet forekom ham blot tildels at bøde paa dets anstød mod decorum. Det var dog ikke passende for embedsmænd saaledes at lade sin værdighed fare i bønders nærværelse. I del hele likte han ikke den tone, som havde hvilet over selskabet siden amtmand Winterfeldts afreise. Winterfeldt var en saa aimabel og dannet herre som nogen, men en pryd for sin stand og vilde f. eks. aldrig have tilladt denne — denne jovialitet, der idag havde hersket ved aftensbordet, og som visselig ikke havde svækket disse indbildske bønders naragtighed. Se kuns til den blege fyr der, Hans Dahlbye, hvem procuratoren endnu ikke havde nedladt sig til at veksle en stavelse med, var det overensstemmende med hans stilling — han var dog blot en almuesmand — at lapse sig i et antræk, der vilde have været særdeles pynteligt for en velstaaende kjøbstadsborger? — —
Lehmann hentede sit glas, stansede foran officeren, som havde vundet hans behag ved sit korrekte væsen, drak med ham og med en vittig henspillen paa fogden og lensmanden, som netop klinkede med hinanden, antydede han, at løitnanten sagtens ikke havde til hensigt at lade sig rustificere i denne egn.
«Jeg er herfra, og bliver der fred, slaar jeg mig ned her for alvor,» svarede officeren og rødmede som en ung pige.
«Saa? — De har maaske eiendomme her?»
«Far min er gaardbruger og noget tilaars og vil gjerne tage føderaad.» Lehmann rettede sig lidt stivt og ytrede, at lensmand Krogsti trakterede med en udmærket punsch.
«Den er bra. Der findes da endnu ærligt fransk brændevin at faa for den, som er saa gammel kjendt med bykræmmeren som morbror.»
Kontoristerne stod fremdeles stilfærdige ved ovnen. De var saamæn de eneste i laget, der var sig sin sande stilling bevidst og det, skjønt de utvilsomt havde nydt adskilligt af drikkevarerne. Procuratoren nærmede sig den ældste af dem: «Den blege fyr, som spiller kort med bønderne, er det ikke — proprietær Dahlbye, synes jeg han hed?»
Den tiltalte svarede hastig med læspende hvisken: «Hans Dahlbye, jovist. Muligens bekjendt ogsaa i Christiania; berygtet vilde jeg sige, hvis det ikke var, fordi værten er i slægt med ham.»
«Er han det?»
«Ja, han er søskendbarnet til mor hans.»
«Familieskabet regnes nok i temmelig vidtløftige led her,» sagde procuratoren høit og fornemt. «I hvilken retning er det forresten, hans bedrifter mest har tildraget sig opmærksomhed?»
«Akterne mod ham er snart over et mandsløft, det ikke saa ligetil at specifisere indholdet,» hviskede kontoristen videre og skottet sig varsomt om: «Men han blivet bestandig frifunden — barestens dømt for smaatterier med bøder tilfølge.»
«Se, se — ser mand det! Hans Dahlbye er saaledes en forfulgt uskyldighed — det havde jeg dog ikke anet. Det skal især være præster han lægger sig efter med sine chikanerier og specielt sin egen ærværdige sognepræst?»
«Ærværdige? — Hum, det er vist omtrent samme ærværdighed og rangel og krangel på begge sider dér, med Deres tilladelse.» Kontoristen trak mundvigerne ned med en fiffig mine og pustede gjennem næsen, som om han veirede noget ubehagligt. Hans kamerat knæggede beundrende.
«Jasaa, jasaa — høistærede,» svarede procuratoren koldt, øste op i sit glas fra bollen og fjernede sig. Lensmanden havde sat sig paa hans stol ved bostonbordet og høstede nu ogsaa lovtaler af Høegh. Selv Weydahl hældede sig velvillig fremover mod ham og sagde ham smukke ting. — «Til og med cancelliraaden falder ind i den rette tone, og jeg tror næsten, der gaar et smil over hans høitidelige træansigt,» tænkte Lehmann. Efterhaanden følte han sig ovenpaa som den eneste intelligente og dannede iagttager af scenen — udenfor og hævet over det hele, og idet han stillede sig lige ved skranken, besluttede han paa nært hold at studere denne Hans Dahlbye, hvem amtmand Winterfeldt havde skildret for ham som en type paa en uforskammet og bedærvet bonde.
Hvad var det ikke for historier, der var i omløb om dette menneske? Hvad var det ikke for egenskaber og handlinger, der tillagdes ham altsammen? Han beskyldtes for saa mangt, at det ikke lod sig holde rede i — atheisme og et fiendskab til den kristelige religion saa fanatisk, at der var stærke grunde til at antage, at han havde ophidset sine redskaber til kirkeran blot for at forhaane religionen og dens symboler — usædelig vandel, hvorunder han havde avlet flere uægte børn, som opdroges efter nogle løierlige «Rousseauske principer» og omtrent udelukkende undervistes i musik — samkvem med alt det løse pak, der streifede fra svenskegrænsen udover det østenfjeldske Norge — en hevngjerrighed, som havde ledet til anstiftelse af mordbrand og anslag mod medborgeres liv — mened, og under krigen kornaager og forræderske stemplinger med fiendens spioner! Og distriktets øvrighed taalte denne mand blandt sig! — —
Hans Dahlbye fandt sig en stund i den nærgaaende beskuelse, men de nervøse trækninger i hans bryn blev lidt efter lidt livligere, og han rykkede urolig paa sig til fornøielse for den anden, som nød sin overlegenhed. Det varte et par minutter, saa vendte Dahlbye sig braat og saa fast paa procuratoren: «Vil De mig noget?» — De fire bønder glante morsk paa ham.
«Nei da, jeg vil Dem intet. Jeg hører kun, De er den bekjendte proprietær Dahlbye.»
«Hvem er De?»
«Mit navn er procurator Bernt Eckhoudt Lehmann, til tjeneste,» kom det med megen ro og sikkerhed.
«Saa, De heder det. — Forresten er jeg bonde, gaardbruger.»
Det irriterede Lehmann, at han igjen mødte dette, som han opfattede som kryhed over bondenavnet. «En af Norges frie odelsbønder altsaa,» smilte han ironisk.
«Odelsbonde, forsaavidt som bestefar min ogsaa eiede gaard. Det gjorde formodentlig ikke Deres.»
«Nei, han var saamæn agent i Bergen.» Lehmann morede sig kostelig.
Hans Dahlbye snudde sig helt om til ham og sagde hvast.: «Enten De er odelsarving til kræmmeralenen eller skrædderalenen, skiller ikke mig. Skaal mand min!»
Lehmann vilde ikke indvikles i yderligere trætte med dette menneske og gik hastig med meget knirkende støvler opover mod bostonpartiet, som ventede paa ham. Bag sig hørte han proprietæren spørge: «Du Bangsberg, aa var det han kaldte sig?» og gryntende latter fra bønderne.
Kort efter sagde løitnanten godnat. Høegh benyttede anledningen til at tømme et bæger for de tapre landets sønner, der havde værget dets grændser mod fienderne, og denne skaal blev modtaget med begeistring. Derfor foreslog Lehmann, at man skulde synge «For Norge, kjæmpers fødeland». De stod alle op med glas i haand. Men Høegh og bønderne bare brummede melodien, fogden slog taus takten, cancelliraaden rørte ikke læberne, og Lehmann blev alene om at synge, indtil den læspende kontorist, som var blevet overstadig, stemte saa skingrende i med, at fogden i forskrækkelse raabte: «Hold da kjæft, Jensen!» Og det endte med almen jubel, hvorunder kontoristerne forsvandt.
Men forsøget havde dog løftet stemningen og løsnet tungebaandene. Den ene tale fulgte paa den anden: for cancelliraaden, for fogden, for Norges driftige kjøbstæder adresseret til Lehmann, for den norske bonde og mange, mange flere. Glassene tog til at ryste i ustø næver, punschen at spildes over bordpladerne og kortene at blive vaade og ubrugelige. Og i den sky af tobaksrøg, som indhyllede forsamlingen, smeltede dens skilte elementer snart sammen. Øvrigheden forlod sin plads, man bænkede sig om bøndernes rummelige bord og skaalede og drak endrægtigen. Talerne afløstes af historier, de fædrelandske sange af skjæmteviser, og for hver ny melodi blev koret fyldigere.
Der blev gløttet paa døren. Saa blev den aabnet helt, og udenfor paa gangen viste sig madamen, over hvis brede skuldre tjenestjenternes aasyn tittede ind paa de glade gjæster. Hun struttede af stolthed ved at se Erik sidde kjærlig omslynget af fogdens arm.
Folkene, væggene, hele salen bølgede i skiftende taager for Lehmann, han blev mildt forsonlig tilmode. Men midt i et vers stoppede han. Lige overfor sig saa han et blegt ansigt fortrække sig til en spottende grimase. Det var Hans Dahlbye, som flirte koldt og ondskabsfuldt af ham. Lehmann tog sig kraftig sammen, satte sig værdig op i stolen og spurgte cancelliraaden, om det ikke var paa tide at begive sig tilsengs. De skulde tidlig ud at kjøre imorgen.
Weydahl svarede kort, de havde det hyggelig. Han havde ikke snakket stort, men drukket tæt, sad med armene overkors, og det var som han lyttede til sangen og larmen langt borte fra.
Klyngen af kvinder i døren delte sig og gjorde plads for nogen, som trængte sig gjennem, og lensmanden saa op, fordi én bankede ham paa akselen. «Er det dig, Martin, gutten min?» spurgte han med uklart mæle og lidt forbauset over, at søstersønnen kom tilbage. «Du syntes vel, det var ensomt i kvarteret? Kjedede dig vel? Det var rigtig. Sæt dig — skaal!»
«Det var ikke det,» sagde løitnant Bangsberg. «Men jeg fandt brev fra byen hjemme — og en efterretning, som jeg tænkte . . . . . som jeg vil overbringe straks.»
Støien tysnede. Den unge officers stemme skalv. Han var ganske betaget af sin efterretning.
«Hvad er det?» sagde cancelliraaden og vaagnede til.
Spørgsmaal om krigen, nyt slag, Augustenborgeren og Napoleon lød om hinanden. Løitnanten blev forlegen og satte sig halvt paa skranken. Ætatsraad Falsen er død,» sagde han lavt og hurtig. Før spørgsmaalene atter kunde blusse op, fortsatte han: «Han har berøvet sig selv livet. Gik fra theatret om kvelden og druknede sig i Bjørvigen. Han var syg af overanstrengelse og sorger og mistvivlede om fædrelandets redning —»
De reiste sig og stirrede paa ham, spændt og skræmt. Ingen mands navn havde været mere agtet og kjært blandt dem, siden krigen og dens ulykker kom, og budskabet om den fortvilende Envold Falsens død lagde Norges fortvilede stilling frem for deres syn og jog rusen væk fra dem.
Da faldt fogden sammen i krampegraad og skjulte ansigtet i sine hænder. Han havde kun flygtig kjendt den afdøde og aldrig staaet ham personlig nær. Men noget — det var hændt for faa maaneder tilbage — voksede nu for ham op til en begivenhed, som fyldte ham med selvanklage. Han bildte sig ind at have gjort sit til at forbitre Falsens sidste dage. Han fortalte, saa godt han aarkede: Regjeringskommissionen havde til militære øiemed anvist betydelige forskud paa fogedkassen, og da anvisningen ikke kunde effectueres, bebreidet ham, at han gik for sløvt tilværks med skatteinddrivningen. Jespersen havde saa i en yderst uærbødig skrivelse afvist dadelen som ubeføiet og uforstandig. Envold Falsen returnerede brevet med den egenhændige paategning, at da han ansaa det for upassende baade for en embedsmand at afsende et saadant brev og for hans midlertidige overordnede, regjeringskommissionen, uden videre at modtage det, vilde han betragte det som uskrevet. Forøvrig bad han fogden meget om tilgivelse for den uret, han i et overilet øieblik maaske havde tilføiet ham, og bad ham tillige betænke, at kommissionens medlemmer havde et overvældende vanskeligt hverv.
«Har I seet sligt!» klagede fogden. «Jeg skammede mig som en hund, som det asen jeg er over, at jeg ikke selv havde kunnet forstaa saa pas — over, at jeg havde kunnet saare og krænke den, som var bedre end nogen af os, det ædleste hjerte og det mest fintfølende sind! Fanden gale mig!»
Han fattede sig langsomt og med møie.
Cancelliraaden traadte frem og hævede sit glas: «Etatsraad Envold de Falsens minde!» sagde han, og hans ord klang dumpt i den store sal. De drak i taushed.
Fra gangen hørtes drukkent spektakel fra kontoristerne og opvarterkonerne, til dem nyheden endnu ikke var naaet. Der blev hysset paa dem.
Det havde gjæret i procurator Lehmann. Visselig var det ikke hykleri af disse mennesker, at de var grebet af sørgebudskabet — det skjønte han. Dog, amtmand Winterfeldt havde sat ham ind i sagerne, og han syntes, de tilstedeværende bønder maatte have meget at bebreide sig med hensyn til mangel paa patriotisk aand og iver. Øieblikket maatte være inde til at foreholde dem dette, mens de var under det friske indtryk af den sande fædrelandsvens bortgang.
Han talte med høi røst og i veltalende ordelag, reves med selv ved sin skildring af Envold de Falsen, og det forekom ham, at han gjorde en særdeles vellykket overgang, da han sagde: Hvad kan vi ikke lære af dette skjønne eksempel, af denne ægte og store patriots liv og virken? Hvad kan vi ikke have at blues over, naar vi tænker paa, hvorledes vor efterladenhed kan have bidraget til at nedbøie hans sjæl? — Han vilde dvæle ved, hvad han fra sikreste kilde havde erfaret om den manglende borgeraand i denne af naturen saa rigt velsignede egn, og opfordrede dens indvaanere til at bestræbe sig for at indhente det, som de havde forsømt. — Med glød og kraft revsede han, at de bedste korngaardes eiere i dette Norges kornkammer ofte end ikke havde tegnet sig for det mindste, da der indbødes til frivillige ydelser til hærens proviantering. Lidet monnede det da, at de øvrige stænder, militære, geistlige og civile embedsmænd tidt gav over evne.
Han afmalede krigens rædsomme ulykker og hjemsøgelser paa andre kanter og udbrød patlietisk: «Hvorfor ofrer I ikke om det saa var den sidste blodsdraabe og den sidste rest af formue?» —
«Hvorfor faar vi da ikke fred?» skjød en tørt ind.
Lehmann saa vredt efter spørgeren. Det var igjen denne Hans Dahlbye; ham behøvede han dog ikke at skaane. — — Dette spørgsmaal skulde ingen, som var sin konge tro og havde sin ære kjær, formaste sig til at fremsætte saaledes. Freden fik vi ikke, før monarchens visdom og tvillingrigernes velfærd tillod det —
Hans Dahlbye gren: «Danske kongens visdom og Danmarks velfærd og de røde fjæres forstandighed!»
Lehmann gik rent fra sig selv. Gestikulerende vildt snart skreg han, snart hvæsede han proprietær Dahlbyes synderegister ud: Den, som ved sin offentlige og private færd ingensinde havde høstet andet end skjændsel og foragt; den, hvis fremturen paa usædelighedens og irreligiøsitetens bane havde erholdt sin fortjente løn i medborgeres afsky og endog af justitsens retfærdige strenghed — den person vovede her at opmuntre til illoyalitet, og det uagtet han ei alene paa grund af sin frække tunge kunde mistænkes for forræderske intriger med svensken, for at være en af den lumske og nedrige fiendes kreaturer!
«Dansken og danskekongens kreaturer har støt været tapre i munden mod svensken,» haanede Hans Dahlbye, som var blevet endnu blegere end før. Hans brune øine gnistrede, og fingrene sled det fine kalvekryds i filler.
De to modstandere stod tværs overfor hinanden paa hver sin side af bordet. Fogden og lensmanden bad dem forgjæves være rolige. Bønderne seg sammen i en klynge bagom Hans Dahlbye. Men cancelliraaden og Hæegh havde trukket løitnanten hen til et vindu og talte sagte med ham om de nøiere omstændigheder ved dødsfaldet.
«Kornaagrer er du!» raabte Lehmann. «Du benytter dig af fattige fjeldbønders nød til at afpresse dem deres sidste dalere!»
«De har ofte nok budt mig arvesølvet med,» svarede Dahlbye.
«Kornaagrer! — Forrædere er du og alle dine venner! — Horkarl!»
Da greb Hans Dahlbye en lang lineal, som laa paa bordet, og hug efter procuratorens hoved, men lensmanden fattede ham om haandledet. Og Lehmann kjendte et haardt tag i skulderen. «Nu er det bedst, De gaar med mig,» sagde Weydahl.
«Jeg kalder Dem til vidne paa, at jeg er overfalden og fornærmet af denne skurk! — Brud paa tingfreden!» protesterede Lehmann, men fulgte godvillig med gjennem den opskræmte kvindeflok paa gangen og ind paa cancelliraadens værelse. Det sidste han skimtede af selskabet var den tykke, udlevede bonde, som knyttede næven efter ham og snøftede af sinne.
Det var halvmørkt hos dem. Det brændte i ovnen, og ilden flammede stødvis op og spredte et usikkert skjær udover. Lehmann satte sig opgivet paa sengekanten og turde ikke rigtig tale til cancelliraaden, som gik frem og tilbage, af og til sparkende unda en stol, der var i hans vei.
Om lidt hørtes mange menneskers trin i trappen, og der blev stille paa salen. — Lensmand Krogsti kom ind med et lys og tændte to andre, som var stillet paa natbordet. Høegh og fogden var med ham. De var alle blevet ædru.
«Dette var da svært leit — dygtig leit — svært leit —» gjentog lensmanden og saa sig fortumlet, og ynkelig om; han mærkede ikke, at talgen fra lyset, han bar, dryppede ned paa de fløiels bukser.
«Bryd Dem ikke om det, De er ganske uden skyld,» sagde Weydahl, som var tydelig ophidset. «Er Dahlbye reist?»
«Han kan ikke godt reise hjem inat.»
«Nei, vist ikke! Lad os bare undgaa at træffe ham ved frokosten — — De er som sagt undskyldt. Godnat, lensmand.»
Krogsti fattede vinket og fjernede sig. «Jamen var det dygtig leit,» sutrede han i døren.
Cancelliraaden hev sig i en lænestol ved ovnen. Høegh tog plads ved bordet sammen med fogden, som slukkede det ene lys, fordi skinnet plagede hans svage øine. Fra skyggerne af himmelsengens omhæng ragede Lehmanns tynde, hovmodige profil frem.
«Den elendige knægt!» sagde han dirrende. «Jeg forlanger ham tiltalt og straffet.»
Jespersen og Høegh satte begge i at le, forceret hjertelig, som om de vilde fri sig fra en trykkende uhygge. «De slap, fanden gale mig, godt fra det, synes jeg,» forsikrede fogden. «Og dog var det et skammeligt optrin ved en saadan leilighed,» lagde han sørgmodig til.
«Jeg var i min fulde ret,» mente Lehmann værdig.
«Det var De ikke,» sagde cancelliraaden haardt og hæst. «For det første burde De have taget i betænkning hvor De befandt Dem, procurator — De havde ingen ret til at insultere lensmand Krogstis gjæster i hans hus — og for det andet burde De have forvisset Dem om rigtigheden af Deres injurier, før De udslyngede dem.»
«Jeg tillader mig at bemærke,» fór den tiltalte iltert op, «at denne proprietær Dahlbyes private liv er til saa almindelig forargelse — —»
«Aa, ti stille med dette om hans private liv! Det har aldrig generet Dem og os og er desuden ikke værre plettet end mangfoldiges. De skulde vel ikke kjende ligesaa slemme skandaler fra de bedste kredse i Christiania som om Hans Dahlbye? — Hvad? Og flere steds fra ogsaa? — Og irreligiøsitet snakkede De om? Vi er religiøse og troende nu for tiden — ikke sandt?»
Der var en egen bydende tone hos cancelliraaden, som gjorde Lehmann spag. «Med hensyn til samme Dahlbye henviser jeg iøvrigt til de udbredte rygter om hans kornaager og forbindelser med fienden, og til det skudsmaal, der gaves ham af amtmand Winterfeldt, hvis retsindighed og sanddruhed naturligvis ingen af os drager i tvil.»
Fogden lod sit ur repetere og mumlede noget til Høegh, som gjespede langt.
«NaturIigvis ikke,» begyndte cancelliraaden atter. «Men maaske Winterfeldt alligevel ikke er den mest skikkede til at bedømme Hans Dahlbye. Gud give — havde jeg nær sagt — at amtmanden ikke havde været saa retsindig, saa korrekt og retskaffen i alle maader. Ved De hvad? Jeg kunde fristes til at paastaa, at det er folk som Winterfeldt og De og vi her, som har det største ansvar for Hans Dahlbye .... Kanhænde, kanhænde — dersom Winterfeldt ikke havde været en retsindig mand, vilde Hans Dahlbye være blevet det.»
Det kunde skjønnes, at Weydahl grundede paa andet og mer, end hans ord udtrykte. Der lagde sig noget vildt og tungt over ham, efter hvert som han talte. Hans sprog ændrede sig og blev blandet med dialekt. De hørte forbauset paa ham.
«En copierer ikke netop sin fiendes dyder, én prøver helst at blive ham saa ulig som muligt. Den, som tilfældigvis raaker i slagsmaal paa liv og død med et dydigt menneske, han elsker ikke dyden; han hader sin modpart med hud og haar — dyden indbefattet. Og skjæbnen kan bringe os i totterne paa de gode, ser De.»
«Det er en eiendommelig forklaring,» indvendte Lehmann, som havde gjenvundet sin selvsikkerhed. «Men naar De kun indrømmer rigtigheden af min karakteristik — —»
«Det gjør jeg ikke,» kom det barsk. «Brug Deres forstand, procurator! Skralt kjendskab har De til Oplandene, men dog tilstrækkeligt til, at De selv kan afgjøre sagen. — Ingen anden mands vilje har saa stor vægt i bygderne heromkring som Hans Dahlbyes; det kan De forlade Dem paa, og det vil vi desværre kanske faa vidnesbyrd om inden saa svært længe. Lad nu Oplandenes storbønder — de af kulturen fordærvede, unaturlige bønder, som den geistlighedens pryd pastor Lind kalder dem, hehe! — lad dem have laster saa svarte, De sværte dem vil, smaalige aagerkarle og kornpugere er de ikke skabt til at være, og mindst af alle vilde den slags patroner blive taalt mellem dem. Hans Dahlbye og hans slægt og venner — høvdingerne blandt kakserne — gjerrige har de ikke vist sig, for satan I — — — — Hid til distriktet vælter og slæber sig nuomstunder en hær af nødlidende langveis fra, fordi det er rygtedes, at her er mad tilovers for tomme tarmer. Tiggere og pak og skikkelige stakkarer i flokkevis har uden forskjel stillet sin hunger i deres huse baade under ufredens dyre tider og tidligere. Aldrig, tror jeg, er en betler vandret sulten fra Dahlbyes gaard — det skulde da være én, som pleiede at mæske sig i hans avindsmænds kjøkken, og som derfor tjenerne jagede paa porten. Hjælpsommere og gavmildere mod fattige har ingen været end den, De skylder for aager og udsugelse. — — Snakket om fjeldbøndernes sidste dalere og arvesølv? — — Sludder og skryd er det! Kald en oplænding for en fordømt synder, og han vil skryde som en styg djævel — — — De, Lehmann, kan ligesom andre inde i byen paa opfordring af høie herrer og ædle hjerter have skjænket tyve, tredive, trehundrede rigsdaler til nødens lindring, og pent er det. Men det forslaar ikke mod Hans Dahlbye; han har ladet det mangedobbelte springe. Grundrig har han været, og neppe nogensinde har han giddet have greie paa, hvor stor del af hans formue, som er gaaet med. Han har ikke givet en enkelt gave en enkelt gang — han har givet dagstøt, bliver ved med det, sløser uden fornuft, da han ikke kan nægte — holder hof for slyngler og snyltegjæster og aabent taffel baade for armodsdommen og rakket — — Forresten tror jeg gjerne det værste om ham og hans — mer end gjerne. Mened, forførelse og voldtægt, besudling af kirker, mordbrand — hele stasen — forræderiet paa kjøbet!»
Høegh hostede og stod op, som om han vilde afbryde samtalen. Weydahl lagde sig tilbage i stolen, saa den, knagede. «Dette er dog de sælsomste udtalelser, jeg har hørt af en dommer om tilstanden inden hans egen jurisdiction,» bemærkede Lehmann.
«Adskillige gaardbrugere har vistnok ikke tegnet sig for synderligt paa de circulerende subscriptionslister til arméen,» sagde fogden. «Men de har rigeligen understøttet mandskaberne fra sine egne sogne. Jeg har nemlig expederet officerernes takkeskrivelser til dem.»
«Og jeg kan bevidne,» faldt Høegh ind, «at hvor ofte jeg saa har været saavel actor som defensor i sager mod Hans Dahlbye, har jeg sjelden fundet ham slettere end hans modpart og stedse bedre end hans rygte.»
«Man lokkes næsten til at sympathisere med den berømte proprietær, der synes at spille Schillers Karl Moor paa Oplandene,» spottede Lehmann. «Dog kan jeg ikke ganske forsone mig med en viss selvraadig smagløshed i valget af kriminelle forgaaelser og mistanken om visse landsforræderske negotiationer.»
Cancelliraaden bøiede sig ned for at lægge i ovnen. «De er ligesaa belæst som vittig, procurator — De bringer mig i excellent humør, gutten min.»
Det gav et sæt i Lehmann; men han bed sig i læben og taug, da Jespersen nikkede advarende.
«Skal vi ikke begive os til ro?» spurgte Høegh mæglende.
Weydahl satte sig paany tilrette: «Nei, bi lidt! Jeg vil meddele den unge hr. Lehmann nogle nyttige vink til tak for hans aandrighed. Han kan behøve dem, om han senere skulde benaades med et velaflagt embede heroppe; thi man vil huske ham den strid, som yppedes ikvæld; den vil ikke kunne udjevnes. Ifald vi, foged, havde været nye i distriktet, vilde det vanskelig blive os tilgivet, at vi havde været tilstede ved klammeriet.» Del klang som en dæmpet, men eggende trudsel.
«Smagløsheden har sit naturlige hjem i disse afstængte bygder uden kjøbstæder, selvraadigheden ligeledes. Imidlertid er jeg forvisset om, at den første vil minke ved oplysnings udbredelse — hvad den sidste angaar, er jeg ikke saa sikker paa det. Selvraadighed, forstaar De, gror frodig dér, hvor de, som skulde holde den itømme, bliver seet paa som en fremmed regerings fremmede udsendinger. De, vi taler om, bemenger sig ikke med svensken for guld og vinding. — Andre gjør det, kræmmersjæle og velagtede folk, der ellers smyger sig logrende om øvrighedens ben og bruger høiforræderske forbindelser som paaskud til smugleri og lignende. — Nei, de indlader sig med ham for at plage og skade os, for moro skyld: svensken er modgift mod os —»
«De sigter til danskehadet. Jeg tror aldeles ikke derpaa,» sagde Lehmann fornærmet. «De fleste af os, som skal være saa daarlig likte, er gode, indfødte nordmænd, og Winterfeldt stammer endog fra Oplandene, mens etatsraad Falsen, hvem bønderne vist oprigtig sørgede over, var dansk af fødsel. Desuden er vi alle undersaatter af den dansk-norske stat —»
«Jeg skal fortælle Dem noget,» smaalo fogden. «Jeg har en staldkar, som er gift med amtmandens tidligere stuepige. Kjærringen vilde lære sønnen deres fadervor efter bogen, og manden sad og hørte paa en stund. Men saa slog han i bænken: Fanden steike dig, Grete, lære du ongen aa danske! — Hvad siger De om den — om hjertelaget i den? Og det er blevet et formeligt ordsprog efter ham.»
«Naa, det er ikke slig, at vi ikke er nordmænd,» blev cancelliraaden ved. «Javel er vi nordmænd — vi er i den grad gode nordmænd og borgere af det hele Norge, at for os er det af ringe betydning, hvor vi er født; vi er hjemstavnsløse. Vi er loyalere og mere trofaste undersaatter end Hans Dahlbye og hans fæller. Det bliver der sandsynligvis fuld anledning til at vise med aarene. — Men tænk saa paa, at de eier gaard og grund i landet, og de vil være de første i sin kreds som deres fædre før dem. Og saa kommer vi. Med kongelig majestæts rangforordning som en glorie om panden og lovbogen i haanden kræver vi skattens mynt, lydighed og respekt af dem. — Skattens mynt knurrer de over, men rykker ud med den. Lydigheden, som loven fordrer, colliderer med den patriarkalske myndighed, de har øvet i sine grænder. De underkaster sig dog — tilsyneladende, de er nødt til det, men begaar overtrædelser i smug og er stolte for hver lovparagraf, de krænker. — Men rangforordningen og respekten, den bøier de sig ikke under. Dét er deres ømmeste punkt, dér saarer vi lidt mer end deres forfængelighed, nemlig deres barbariske æresfølelse.
De har ikke villet give efter, og vi har ikke villet give efter, og saa har vi sat dem udenfor. Og de føler sig sat udenfor i det samfund, hvor de eier gaard og grund, ikke bundet til det, men kun til slægten og i høiden til sine sambygdinger. Men vi trænger os med overmodig pukken paa vor stand ogsaa ind i deres egne bygder og trykker dem tilside dér — — —
Jeg talte om ansvar. — Det vil engang hænde, at enten vi eller efterslægten maa bære følgerne af dette, og at de vil være tirret for længe. Vi faar haabe, at de omsider vil søge at tage magten tilbage, og at de da maa være stærkere end vi. Da vil statens piller rystes; men bukker de under, vil den norske nation opløses. Og vi faar tillige haabe, at de ikke reiser sig for snart; thi da vil det ikke alene gaa ud over os, men over hele vort fødeland.
Naar opgjøret skal holdes, vil De og Winterfeldt og jeg og alle vore lige tillægges en tung byrde af ansvar for det, som sker og vil komme til at ske — —»
Weydahl sluttede braat og ludede sig forover. Noget hindrede ham fra at fortsætte.
«Cancelliraaden tager opsætsige bønder i forsvar, kunde jeg være tilbøielig til at uttrykke mig,» sagde Lehmann.
«Weydahl saa paa ham: Blodet er altid tykkere end vand, og jeg er selv udgaaet fra en landsens æt —»
«Ogsaa hr. cancelliraaden er muligens odelsbonde?» spurgte Lehmann spidst.
«Nei desværre, jeg er bare klokkersønnen, som har skubbet sig op igjennem og op over storbøndernes tætte flok — og bærer mærker af det,» svarede cancelliraaden sagtmodig, næsten mildt.
Høegh havde været fortabt i stum undren over Weydahl; slig havde han aldrig seet sin ven. Han var ilde tilmode. «Skal vi ikke lægge os?» foreslog han igjen. — Lehmann og han delte værelse, og de gik ud sammen, cancelliraaden ænsede dem ikke.
Fogden blev staaende. Den graa trøie hang løst om hans afmagrede, udslidte krop. Det sygelige, furede ansigt var sorgfuldt. Han rakte haanden ud: «Godnat, Weydahl.»
Cancelliraaden tog den og holdt den: «Godnat, Jespersen. — — Tror du — mener du . . . . Der var begivenheder i Envold Falsens liv, mørke punkter . . . tror du, tænker du, erindringen om dem, samvittigheden — naget — har kunnet drive ham i døden, uagtet han vidste, at fædrelandet trængte ham? —» Ordene arbeidede sig langsomt og svært frem.
Fogdens haandtryk blev fastere: «Kanske. Men jeg tror, han har strævet, saalænge han aarkede, og gjorde sit bedste. Større er vist ikke Vorherres krav; lad heller ikke menneskenes være det. — Godnat, Weydahl, og farvel du, hvis vi ikke skulde mødes mere. — Jeg reiser før frokosten.»
«Godnat, Jespersen — farvel og tak for nu.»
Cancelliraaden blev ene. — Lyset brændte ned i stagen, saa den kogende talg hvislede og oste. Han slukkede det og satte sig igjen i lænestolen foran ovnen.
Skinnet fra ilden faldt klart over hans ben og store, hvide hænder, som hvilte slapt paa knæerne. Saa blussede den stærkere op, og det naaede hans ansigt. Haaret hang uordentlig ned i panden; læberne var presset sammen i smerte.
Et spørgsmaal borede sig ind i hans sind; ubarmhjertig rev det op i det, som dybest var skjult og nedgravet i hans sjæl, vakte minder og tvang tanker tillive. Det skjøv tilside alt, brød ned alt, han vilde stemme det med. — Det, han havde virket, blev saa betydningsløst; hans stolthed, mønsterbruget paa skrivergaarden, saa ligegyldigt; hvad han havde udrettet i disse bygder, dem han havde klamret sig til, saa lidet og saa altfor dyrekjøbt mod de midler, han havde brugt, og hans ungdoms og manddoms ærgjerrige drømme saa uværdig smaa.
Han vaagede ikke at lade spørgsmaalet tage klar og tydelig form. Han vilde trodse, trodse! — ryste det af sig! — —
Det er sent paa natten,» sagde, han høit og kvak for sin egen røst. «Bedst at komme sig i seng,» lagde han til, men blev likevel siddende.
Det suste for hans øren. Trætheden forbandt sig med stilheden. Da svigtede hans modstand, og spørgsmaalet var dér: Kunde du nu gjøre det store? Nei. Kunde du have gjort det? Kunde du have hjulpet dette land i dets nød, kunde du have gavnet det fremfor mange, dersom du ikke havde forskjærtset dig selv og din evne? — Ved ikke, kan ikke vide det, undskyldte han sig.
Et glimt af haab lettede et øieblik tyngselen fra ham: Du kan det endnu, du kjender bedre end de fleste, hvad der skal til — du faar prøve — — som Envold Falsen. — — — —
San fortrak hans ansigt sig atter i smerte: Du har ikke længer styrken, som kræves til det store, du har ikke længer den rene vilje, som kræves i det smaa. Du kan ikke staa som den forsonende mellem de stridende og uforligte; de vilde sige, hvem er du, som formaner os og giver os raad? Og da kan du ikke svare dem.
Han stønnede i skam. Hænderne knugede sig om lenestolens karmer.
Aa, denne forbandede nattestilhed! — Han løftede hovedet og lyttede. Fra landeveien lød støi af kjøring. Hjul rumlede over frossen, ujevn jord — hestetramp foran tunge læs.
Støien tog til, kom nærmere, lige til huset, som næsten rystede. Han reisle sig, rullede gardinet op og aabnede med besvær et iset, ugjennemsigtigt vindu. Maanen stod lavt paa himmelen. Under ham var landeveien. Dér kjørte læs efter læs i række og rad. Nogle var allerede forbi huset. Et halvhundrede kjærrer drog sig frem borte paa veien. Hestene og mændene kastede lange skygger over de rimhvide marker. — Han vidste, hvad det var, men raabte alligevel ned og spurgte, hvorhen de skulde.
Den nærmeste kar stoppede sit læs. Det gav et ryk i hele rækken, som fulgte; den stansede ogsaa. Skyer af graa damp steg fra hestenes rygger.
Karen svarede, det var transportskyds til Glommen, til skanserne deroppe. Han snakkede lidt om det daarlige føre, som ventede han paa at blive spurgt om mere; men manden i vinduet taug. Saa smattede han til hesten, og toget kom igang paany. Læs efter læs drog forbi; trætte, dampende hester og trætte karer, som slang søvnøre ved siden af kjærrerne.
Endelig var de draget forbi alle. Da lukkede cancelliraaden vinduet, satte sig paa sengekanten og tog til at klæde af sig. Denne transportskyds, dette slidsomme stræv i vinternatten paa tungt føre, det var ogsaa endel af krigen. Uden den vilde man neppe have kunnet samle saa mange folk til fælles foretag. Kanske det var krigen, som skulde sveise de stridende og uforligte sammen til enighed?