Ihering – Windscheid
Der er to forskjellige maader, paa hvilke en videnskabsmand kan sikre sig en varig plads i sin videnskabs historie. Den ene er ved at aabne den videnskabelige forskning nye horizonter, at betræde hidtil ubanede veie, pege op til høider, som endnu ikke har været bestegne – og saaledes vise os, hvor langt vi endnu kan komme. Den anden er gjennem en over hele vedkommende videnskabs felt udstrakt detaljforskning at mure op det sikre grundlag for al videre forskning, at forene i en metodisk sammenfatning alt, hvad vi til en given tid besidder af sikker viden – og saaledes vise os, hvor langt vi nu er komne. Videnskabernes historie kan opvise enkelte sjeldne aander, der har forenet i sig de evner, der forudsættes for at kunne gjøre sig i lige grad fortjent af videnskaben paa begge disse maader; men i regelen vil netop de evner, der betinger den ene art forskning gjøre vedkommende mindre skikket for den anden. Det er vistnok saa, at enhver anvisning af nye forskningsmetoder og enhver opstikning af nye maal for videnskaben, der skal have nogen sand og varig betydning, maa hvile paa fuldt herredømme over videnskabens aktuelle kapital, ligesom omvendt ingen detaljundersøgelser vil kunne forbindes til et virkeligt sammenhængende grundlag for videre forskning, hvis de ikke er baarne af den vaagne sans for, at deres betydning netop ligger i at være grundlaget for videre fremskridt. Men den, der ser sin væsentligste opgave i at aabne nye syner, og som derfor nødvendigvis maa lægge hovedvægten paa en generalisation af de vundne forskningsresultater, vil have en naturlig tilbøielighed til kun at tillægge detaljforskningen betydning, forsaavidt den kan bruges i denne generalisations tjeneste, og at lægge mindre vægt paa de enkelte positive forskningsresultater, end paa den anviste metodes gyldighed. Den derimod, der ser sin opgave i en omhyggelig sammenstillen af vor positive viden, vil have en naturlig ængstelse for at betræde veie, hvor resultaterne nødvendigvis bliver mere usikre, for at opstille generalisationer, der endog blot har skinnet af at være vundne ved en overfladisk undervurderen af alle enkeltheder; han vil lettelig – for at bruge et udtryk af Grimm – savne det «mod til at begaa feilgreb», der er en nødvendig forudsætning ikke mindre for videnskabelige end for andre tindebestigninger.
De i overskriften nævnte navne, der begge vil have krav paa at mindes, saalænge der existerer en europæisk retsvidenskab, tilhører forskere, der hver for sig er repræsentanter for de oven skildrede retninger i den videnskabelige forskning. Begge er i disse dage med kort mellemrum kaldte bort, efterat det var bleven dem forundt gjennem et langt liv at ofre et anstrengt arbeide udelukkende i videnskabens tjeneste, og at efterlade sig værker, der vil staa som monumenta aere perenniora over retsforskningen i den sidste halvdel af det nittende aarhundrede.
Bernhard Windscheid (født 26 juni 1817, død 25 oktober 1892 som professor ved Leipzigs universitet) har nedlagt sin rige viden i sin «Lehrbuch des Pandectenrechts», et klassisk hovedværk, der i en plastisk helstøbt form giver en fremstilling af pandektrettens hovedsætninger, og som tillige behersker alle enkeltheder ligesaa vel som hele emnets nærsagt overvældende litteratur, – en fremstilling, der ligesom i et klart speilbillede giver os resultaterne af hele den moderne pandektforsknings resultater, og som dog ikke er noget blot kompilatorisk kompendium, men et værk, udgaaet af en helt igjennem selvstændig og i dybet trængende forskning og præget af sin forfatters personlighed og videnskabelige metode – en fremstilling der i over en menneskealder har øvet en bestemmende indflydelse ikke blot paa den romanistiske teori, men ogsaa paa tysk retspraxis, og som har sat dybe mærker i særlig det første udkast til den nye tyske borgerlige lovbog, i hvis udarbeidelse Windscheid ogsaa personlig har havt andel[2]. Ved siden af dette store værk er som hans hovedskrifter særlig at nævne: Zur Lehre des Code Napoléon von der Ungültigkeit der Rechtsgeschäfte (1847), Die Lehre des römischen Rechts von der Voraussetzung (1850), et emne, hvortil forfatteren kort før sin død kom tilbage (i en afhandling i 78de bind af Archiv für die civ. Praxis) for at tage stilling ligeoverfor den righoldige videnskabelige diskussion, hvortil det ovennævnte skrift havde givet anledning, samt «Die Actio des römischen Civilrechts» (1856). Sin opfatning af retsvidenskabens opgave har han nedlagt i sin formfuldendte og beaandede rektoratstale ved Leipzigs universitet i 1884 «Recht und Rechtswissenschaft».
Overskuer man den righoldige litteratur) der hidrører fra Rudolph v. Ihering (død, 74 aar gammel, som professor i Göttingen den 17 sept. 1892), vil to tilsyneladende rent paa overfladen liggende ting straks falde i øinene. For det første, at intet af hans hovedværker er naaet til fuldendelse Hans «Geist des römischen Rechts auf den verschiedenen Stufen seiner Entwicklung», af hvilket 1ste bind første gang udkom i 1852, 4de bind i 1865, og som senere er udkomne i flere oplag, stanser endnu, før forfatteren er naaet til behandlingen af den klassiske romerske rets periode. Han var nemlig i sin fremstilling – saaledes som nedenfor nærmere skal forklares – kommet ind paa den tankeretning, der udgjør emnet for hans gigantisk anlagte værk «Der Zweck im Recht», hvoraf 1ste bind udkom 1877, 2det bind 1883, men hvoraf senere ingen fortsættelse er kommet. Windscheid har meddelt mig, at han indtrængende havde opfordret Ihering til at fortsætte arbeidet med sin «Geist des röw. Rechts», et værk, til hvis fuldførelse Windscheid foreholdt ham, at han besad ganske enestaaende betingelser, men Ihering gav det karakteristiske svar «Ich bin meinem Zwecke verkauft.»
Den anden eiendommelighed, der falder i øinene ved Iherings produktion, er den mærkelige fordomsfrihed, hvormed han har været istand til at opgive de af ham selv tidligere indtagne standpunkter og bekjæmpe meninger, han selv har opstillet. En fremragende tysk retslærd (I. E. Bekker) har fortalt mig, at han engang havde sagt til Ihering: «Naar De først har sat en idé ud i livet, synes De ikke at hvile, før De selv har taget livet af den,» hvortil Ihering svarede: «Ja, wäre ich wohl sonst Ihering.»
I de tvende her gjengivne bemærkninger af Ihering forekommer det mig, at han selv har givet et meget karakteristisk billede af sin egen intellektuelle personlighed og sin videnskabelige betydning. Hvad der først og fremst udmærker ham, er den ægte forskers uudslukkelige sandhedstørst, for hvilken ingen vei er for lang, ingen dybde for dyb, ingen høide for høi, naar det gjælder at finde tingenes inderste væsen, og som aldrig naar sit maal, fordi der altid dukker nye maal op bag de først stillede. Det er en forskeraand, som aldrig kan se tilbage, men kun fremad, som er for betaget af aktuelle opgaver til at kunne vende tilbage til forladte veie og gjenoptage afbrudte traade, en aand, som kun finder plads paa ruinerne af mange nedarvede og tilvante forestillinger, men som er for optaget af forskningens idealitet og maalets storhed til at bekymre sig om, at der blandt disse ruiner ogsaa findes bygværker, opførte af den selv. Det er med ét ord en forsker, hvis hovedbetydning ligger i at have været et ferment i sin videnskab og at have givet denne nye impulser, ikke saa meget i opførelsen af nogen enkelt, solid bygning, der vil staa gjennem alle tider.
Spørger man, hvad der i Iherings litterære produktion er det, der har givet den sin største betydning og varigst vil sikre dens indflydelse paa retsvidenskabens udvikling, kan svaret neppe være tvivlsomt, forsaavidt det gjælder at pege paa et enkelt arbeide. Af alle Iherings skrifter vil utvivlsomt intet bevare sin plads blandt retsvidenskabens hovedværker længer end hans («Geist der römischen Rechts». Dette arbeides blivende betydning viser sig i flere forskjellige retninger. For det første har det anvist en helt ny og frugtbar metode for den retshistoriske forskning ved at pege paa den store forskjel, der bestaar mellem de til en given tid i retsoptegnelser eller love formulerede og den virkelig gjældende og levende ret. Den retshistorie, der kun fæster sit blik ved de første, vil vanskelig – og desto vanskeligere, jo fjernere vedkommende periode ligger os, og jo sparsommere de overleverede retsmindesmærker er – komme videre end til, hvad Ihering kalder at optage et inventarium over retten. Den vil ikke oplyse os om den aandelige sammenhæng mellem rettens enkelte bestemmelser, der betinger, at en given periodes eller et givet folks retstilstand fremtræder for os som et i sandhed organisk hele, hvis liv suger sin næring fra kilder, der hænger sammen med det hele folkeliv og dets udvikling, og hvis forstaaelse derfor først er given ved, at denne organisme sees i lys af folkets og tidsalderens karakter i det hele. En belysning af den romerske rets udviklingsfaser ud fra dette synspunkt var det, Ihering tilstræbte at give i sin fremstilling af, hvad han kaldte den romerske rets aand. Selvfølgelig kunde et saadant værk, der intet sidestykke havde i den tidligere retsvidenskabelige litteratur, ikke straks lede til afsluttede, for alle tider gyldige resultater. Men paa mange punkter har utvivlsomt de af Ihering anviste synspunkter givet uvurderlige bidrag til forstaaelse af navnlig den ældste romerske rets karakter; og selve den af ham i dette værk befulgte historiske metode er bleven banebrydende ikke blot for den romanistiske retshistoriske forskning, men for den moderne retshistorie i det hele[3].
For Ihering var imidlertid ikke hovedopgaven med hans værk at belyse den romerske retshistorie som et særeget nationalromersk produkt. Han har selv i en af fortalerne til de senere oplag oplyst, at han oprindelig havde givet værkets titel tillægget: «Et bidrag til rettens naturlære», men at han strøg dette for ikke at gjøre titlen mere udfordrende end den allerede var, men som han udtrykkelig beder læseren underforstaa. For Ihering havde den romerske ret ikke fortrinsvis sin betydning deri, at den var et nationalt produkt af en af verdens mærkeligste nationer, men deri, at romerne havde bragt til udfoldelse og praktisk gyldighed tanken om rettens universalitet og derigjennem omdannet sin ret til et almengyldigt kulturelement, der kunde optages og tilgodegjøres ogsaa af andre folk og andre tidsaldre. Ihering traadte i opposition til den historiske skoles ensidige betoning af rettens nationale karakter og pegte med føie paa, at man fra dette synspunkt aldrig vilde kunne forklare et saadant fænomen som den romerske rets sædvanemæssige optagelse som gjældende ret i Tyskland. Men naar den romerske rets betydning for nutiden saaledes maa sees i dens egen kulturelle gehalt, kan forskningen ligeoverfor den ikke slaa sig til ro med undersøgelsen af, hvad den positivt bestemmer, men maa ogsaa spørge, hvorfor? Kun derved kan slaggerne sondres fra guldet, de nationale – de forbigaaende og partikulære – særegenheder fra de blivende kulturelementer. Ihering traadte derfor ogsaa i opposition til ensidigheden i den herskende «positivisme» i den tyske romanistiske retsdogmatik, der ansaa sin opgave udtømt i en grundig udforskning af kildernes positive indhold, og som vistnok – for at bruge Iherings eget billede – havde udviklet de luper og mikroskoper, hvormed de betragtede disse kilder, til en saadan skarphed, «at de ligesom kunde se blodet cirkulere i de ubetydeligste steder af pandekterne eller Gajus», men som aldrig spurgte efter de vundne resultaters legislatoriske almenværd. Han krævede, at den romanistiske retsvidenskab ogsaa skulde betragte sit stof paa større frastand for at sætte sig istand til at øve kritik paa det og skabe betingelserne for en fremtidig udvikling af retten udover det af de romerske jurister skabte grundlag. «Gjennem den romerske ret, men ud over den», var det bevingede ord, hvori han her gav sit standpunkt udtryk, og som blev løsenet for hele den nyere romanistiske videnskab. Og i angivelsen af dette løsen ligger den anden store hovedfortjeneste ved hans «Geist». Da dette værk selv imidlertid, som allerede bemærket, ikke naaede ned til den periode i den romerske ret, hvor netop de for efterverdenen betydningsfulde retselementer fik sin tilblivelse og udvikling, blev det ikke fornemmelig i dette værk, Ihering fik anledning til at gjennemføre sit program ved behandlingen af de enkelte retsinstituter. Dette satte han imidlertid som opgave for det af ham sammen med germanisten Gerber i 1857 grundede berømte tidsskrift «Jahrbücher für die Dogmatik des heutigen römischen und deutschen Privatrechts», i hvilket de allerfleste af Iherings afhandlinger over enkelte romanistiske emner har seet lyset[4].
Idet Ihering gjennem en fremstilling af den romerske rets genetiske udvikling vilde give en paavisning af rettens udvikling overhovedet, anskueliggjort paa den romerske, lededes han naturlig ind paa rettens almindelige teori i det hele; og navnlig kom han, idet han fremstillede den romerske jurisprudents, ind paa den juridiske teknik og fandt derved anledning til at give en juridisk metodelære, der staar ganske uden sidestykke i retsvidenskabens litteratur; og deri ligger den tredje, ikke mindst betydelige fortjeneste ved hans «Geist des röm. Rechts»[5]. Men forøvrigt viste det sig, at han her var naaet til den yderste grænse, hvor en indtrængen i retsudviklingens almindelige væsen endnu lod sig forene med belysningen af en enkelt retsforfatnings udvikling, og at forfølgningen af den første opgave nødvendigvis maatte sprænge den optrukne ramme. Det fjerde bind af hans «Geist» – det sidste, der overhovedet er udkommet – sluttede med en grundlægning af de subjektive rettigheders teori, i hvilken han i modsætning til den herskende opfatning, der byggede begrebet paa den subjektive vilje, opstillede sin berømte definition, hvorefter rettighed er en «retslig beskyttet interesse». Efter hvad Ihering selv har oplyst[6], skulde det følgende bind have indeholdt den videre begrundelse og udnyttelse af dette synspunkt. Ved udførelsen heraf kom han imidlertid snart udover sit oprindelige synspunkt. Begrebet interesse tvang ham til at fæste blikket paa øiemedet, og retten i subjektiv forstand trængte ham videre til den objektive ret; og saaledes formede sig for ham det oprindelige undersøgelsesobjekt til det, der udgjør emnet for hans andet hovedværk øiemedet i retten («Der Zweck im Recht»).
Side:Francis Hagerup - Udvalgte mindre juridiske afhandlinger (1901).djvu/76 Side:Francis Hagerup - Udvalgte mindre juridiske afhandlinger (1901).djvu/77 Side:Francis Hagerup - Udvalgte mindre juridiske afhandlinger (1901).djvu/78 Side:Francis Hagerup - Udvalgte mindre juridiske afhandlinger (1901).djvu/79 Side:Francis Hagerup - Udvalgte mindre juridiske afhandlinger (1901).djvu/80 Side:Francis Hagerup - Udvalgte mindre juridiske afhandlinger (1901).djvu/81 Side:Francis Hagerup - Udvalgte mindre juridiske afhandlinger (1901).djvu/82 Side:Francis Hagerup - Udvalgte mindre juridiske afhandlinger (1901).djvu/83 Side:Francis Hagerup - Udvalgte mindre juridiske afhandlinger (1901).djvu/84 Side:Francis Hagerup - Udvalgte mindre juridiske afhandlinger (1901).djvu/85 Side:Francis Hagerup - Udvalgte mindre juridiske afhandlinger (1901).djvu/86 Side:Francis Hagerup - Udvalgte mindre juridiske afhandlinger (1901).djvu/87 Side:Francis Hagerup - Udvalgte mindre juridiske afhandlinger (1901).djvu/88 Side:Francis Hagerup - Udvalgte mindre juridiske afhandlinger (1901).djvu/89 Side:Francis Hagerup - Udvalgte mindre juridiske afhandlinger (1901).djvu/90 Side:Francis Hagerup - Udvalgte mindre juridiske afhandlinger (1901).djvu/91 Side:Francis Hagerup - Udvalgte mindre juridiske afhandlinger (1901).djvu/92 Side:Francis Hagerup - Udvalgte mindre juridiske afhandlinger (1901).djvu/93
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Tidsskr. f. retsv. 1893.
- ↑ Man har endog ligefrem betegnet dette udkast som «ein kleiner Windscheid».
- ↑ Se den aandfulde fremstilling af den moderne retshistorie af E. Hertzberg i 4de og 5te aargang af Tidsskr. f. retsv.
- ↑ De fleste af disse afhandlinger er ogsaa samlede i et eget værk: Gesammelte Aufsätze, 3dje bd. (1881–6). De berømteste af dem er: Uebertragung der Reivindicatio auf Nichteigenthümer (Cession derselben, reivindicatio utilis, Connossement). Mitwirkung für fremde Rechtsgeschäfte (1857–58). Beiträge zur Lehre von der Gefahr beim Kaufcontract (1859 og 1861). Culpa in contrahendo oder Schadenersatz bei nichtigen oder nicht zur Perfection gelangten Verträgen (1861). Zur Lehre von den Beschränkungen des Grundeigenthümers im Interesse der Nachbarn (1863) Beiträge zur Lehre vom Besitz I. Ueber den Grund des Besitzesschutzes (1868); til hans særskilt udgivne sidste større afhandling, der paa en maade udgjør fortsættelsen af disse bidrag, Der Besitzwille, kommer jeg senere tilbage; en kort oversigt over den hele besiddelseslære har I. i 1890 givet i artikelen «Besitz» i Handwörterbuch der Staatswissenschaften (udgivet af Conrad m. fl.). Die Reflexwirkungen oder die Rückwirkung rechtlicher Thatsachen (1870). Passive Wirkungen der Rechte, ein Beitrag zur Theorie des Rechts (1871). Gutachten, betreffend die Gaubarhn (1880, indeholder navnlig et berømt bidrag til spørgsmaalet, om obligatoriske forpligtelser er betinget af, at der til disse knytter sig en økonomisk interesse). Rechtschutz gegen injuriöse Verletzungen (188S). Die active Solidarobligation (1886). I denne forbindelse kan ogsaa nævnes hans i 1867 som festskrift udgivne Das Schuldmoment im Römischen Privatrecht; endvidere Abhandlungen aus dem Römischen Recht (1844) og Vermischte Schriften juristischen Inhalts (1879). – Efter Iherings død er udgivet: Entwicklungsgeschichte d. röm. Rechts Einleitung. Verfassung d. röm. Hauses (1894).
- ↑ Jfr. foran p. 21 ff.
- ↑ Se forordet til 1ste bd. af «Zweck im Recht».