Iliaden/Hektors fald.
< Iliaden
TO OG TYVENDE SANG.
HEKTORS FALD.
Saaledes flygtet de ind gjennem byporten, rædde som raadyr.
Nu fik de kjølet sin sved, og lænet til murenes brystvern,
drak de og slukket sin brændende tørst; men akaiernes sønner
stevnet mot murene frem med skjoldene støttet mot skuldren.
Fjetret av skjæbnens usalige magt blev den straalende Hektor
staaende hist ved den skaiiske port foran Ilions mure.
Talte da Foibos Apollon et ord til helten Akillevs:
«Pelevs’ søn, hvi jager du nu paa hurtige føtter,
dødelig selv, en udødelig gud? Du har ikke endnu
kjendt mig og set at du følger en gud, naar du raser saa hidsig.
Kampen mot troernes mænd som du jog, forsømmer du ganske;
ti mens du fjernet dig hit, har de flokket sig sammen i byen.
Mig kan du ikke faa dræpt; ti aldrig kan dødslodden naa mig.»
Sukkende tungt tok helten, den raske Akillevs, til orde:
«Fjerntrammer, ondt har du voldt mig, du grummeste guddom av alle,
da du fra muren fik lokket mig hit; ti mangen en stridsmand
hadde vel ellers sat tanden i muld, før han naadde til Troja.
Nu har du røvet mig straalende ry og frelst dem i nøden
farefrit nok; ti en kommende hevn har du ikke at frygte.
Visselig skulde jeg hevne mig grumt, saasandt som jeg evnet.»
Saa han talte og vendte sig stolt og ilte mot byen,
strækkende ut som en veddeløpshest, naar den seirende farer
let over sletten for rullende vogn i flyvende firsprang.
Saaledes løp han med smidige knær paa lynrappe føtter.
Oldingen Priamos øinet ham først, da han nærmet sig hastig
hen over sletten i straalende glans lik stjernen som stiger
lysende op, naar det lider mot høst, og med blinkende straaler
skjelnes saa klart i høstnattens mulm blandt stjernernes vrimmel,
den som man kalder Orions hund, naar navnet skal nævnes.
Vel er den klarest av alle, men sat som et ulykkens jertegn,
bringende feberens sott over menneskers plagede slegter.
Saaledes blinket den straalende malm om hans bryst under løpet.
Oldingen jamret sig lydt og slog sig med haanden for panden,
løftende hænderne høit, og ropte i stønnende klage
tryglende ned til sin elskede søn; ti utenfor porten
stod han og stundet med stormende mod paa en kamp med Akillevs.
Jamrende ropte den gamle med fremstrakte hænder til sønnen:
«Hektor, min elskede søn, aa, vent ikke, skilt fra de andre,
ene paa høvdingen hist, saa du ikke skal finde din bane,
kuet av Pelevs’ søn; ti din overmand er han i styrke,
grum som han er. Aa, gid han saasandt var elsket av guder
likesaa høit som av mig; da slukte vel hunder og gribber
snarlig hans lik, og en smertefuld kval blev tat fra mit hjerte.
Mangen en søn, mandhaftig og gjæv, har han røvet mig grusomt.
Somme blev dræpt, og andre blev solgt til de fjerneste øer.
Endnu et sønnepar øiner jeg ei blandt troer som stimlet
sammen til byen i flok, Polydoros og helten Lykaon,
begge Laótoes barn, som hin dronning blandt kvinder har født mig.
Dersom de end er ilive i fiendens leir, kan vi siden
kjøpe dem fri med kobber og guld, som vi har i vort eie.
Rikt har jo gubben, den navngjetne Altes, utstyrt sin datter.
Men er de døde og vandret til Hades’ bo, vil det vorde
baade for mig og for heltenes mor en hjertesorg bitter;
men av de andre i byen vil sorgen vel snarere glemmes,
hvis ikke ogsaa du selv skulde dø for Akillevs’ hænder.
Skynd dig da indenfor muren, mit elskede barn, for at frelse
troernes kvinder og mænd, saa du ikke skal unde Akillevs
seierens herlige ry og selv miste livet i kampen.
Ynk ogsaa mig, din usalige far, som endnu maa leve
knækket og brutt, og som Zevs paa alderens terskel vil ramme
snart med en jammerfuld død, naar mit øie har skuet det værste:
sønner som mister sit liv og døtre som slæpes til skjendsel,
kamrene herjet med plyndring og mord, og uskyldige smaabarn
slængt imot jorden i stridslarmens gru, og sønnernes kjære
hustruer slæpte avsted av akaiernes blodige hænder.
Saa vil tilsidst ved forhallens dør de graadige hunder
slæpe mig om, naar en mand med det hvæssede kobber har dræpt mig
enten med sverd eller spyd og skilt mine lemmer ved livet,
hunder som vogtet min dør og blev matet ved bordet i hallen.
Da skal de drikke mit blod og vilde av raseri ligge
fremme ved døren. En yngling er skjøn, naar han ligger paa valen
fældet i kampen med gapende saar av det skjærende kobber.
Herlig er alt hvad man ser av hans legeme selv efter døden.
Men naar en gubbe er dræpt og hunder faar skjæmme hans hvite
haar og det graanede skjeg og det som han dækker i blygsel —
tungere lod kan aldrig en jammerfuld dødelig times.»
Saaledes talte den gamle og slet i de graanede lokker,
rykkende haar av sit hode; men Hektor var ei til at rokke.
Ogsaa hans jamrende mor stod nær, og opløst i taarer
løftet hun folden fra barm og blottet sit bryst med den venstre.
Graatende talte hun vingede ord til sønnen og mælte:
«Hektor, mit barn, la dig røre ved synet av dette! Ha medynk
med mig, saasandt jeg har stillet din graat ved at række dig brystet.
Mindes da dette, mit barn, og verg dig her indenfor muren
kjækt mot din fiende; gaa ikke frem til kamp mot hin voldsmand.
Dræper han dig, kan hverken jeg selv faa graate ved baaren
over min søn, min herligste livsfrugt, eller din kjære
rikt utstyrede hustru; men fjernt fra os begge skal griske
fotrappe hunder fortære dit lik ved akaiernes snekker!»
Saaledes ropte de ned til sin søn med strømmende taarer,
begge i brændende bøn; dog Hektor var ei til at rokke;
men paa Akillevs ventet han kjækt, da han nærmet sig vældig.
Likesom huggormen, mættet paa fjeld med giftige urter,
lurer paa gjæteren lumsk i sit hul i rasende vrede
— stikkende lyser dens blik, mens den bugter sig om paa sit leie —
saaledes vek ikke Hektor, men stod med uslukkelig ildhu
støttende fast det skinnende skjold mot kanten av taarnet.
Trykket av tungsind talte han saa til sit mandige hjerte:
«Ve mig! Skynder jeg mig bak murene ind gjennem porten,
da vil Polydamas laste mig haardt med haanende tale,
han som bad mig at føre de troiske stridsmænd til byen
før denne grufulde nat, da Akillevs har reist sig i vrede.
Bedst om jeg da hadde hørt paa hans raad; men jeg gjorde det ikke.
Nu da jeg voldte fordærv for mit folk ved mit kortsynte stivsind,
skammer jeg mig for troernes mænd og langslørte kvinder,
dersom en ringere mand end jeg med tiden skal vidne:
«Hektor har styrtet vort folk i fordærv i lit til sin styrke.»
Saa vil de si. Da var det for mig langt bedre at møte
helten Akillevs og volde hans fald, før jeg vender tilbake,
eller med hæder at dø for hans haand her utenfor byen.
— Men om jeg nu lægger fra mig det buklede skjold og min sterke
malmtunge hjelm og stiller mit spyd ved muren og derpaa
selv stiger frem og træder den gjæve Akillevs i møte,
og jeg saa lover at Hélena selv, som voldte os krigen,
hende og alt hendes eie, det gods som min bror Aleksandros
førte paa skibe til Troja, skal Atrevs’ sønner faa føre
med sig tilbake, og lover at gi akaiernes sønner
likelig del i alt hvad vor by maatte gjemme av skatte,
og jeg saa efterpaa lar vore troiske høvdinger sverge
dyrt at de ikke skal gjemme det bort, men likelig dele
alt hvad der findes av gods inden kongsstadens herlige mure —
— Dog, hvi drøfter jeg vel i min sjæl saa faafængte tanker?
Nei, la mig ikke gaa tiggergang nu. Han vil ikke føle
medynk og agte min bøn, men slaa mig ihjel som en kvinde,
blottet og bar som jeg er, naar jeg lægger til jord mine vaaben.
Tænkelig er det jo ei at jeg nu skulde tale med manden
venlig om gammelt og nyt, som en ungmø taler med vennen,
ja, som en fæstemø hvisker saa ømt med sin elskede brudgom.
Bedre paany at møtes i strid og snart faa at vite
hvem av os to den olympiske drot vil unde at seire.»
Saaledes stod han og grublet. Da nærmet Akillevs sig hastig,
lignende Ares, den kampglade gud, med den vaiende hjelmbusk.
Lansen, den grumme, av Pelions ask, over skuldren til høire
svang han, og kobberet skinnet om høvdingens lemmer med straaler
klare som solens ved gryende dag eller luende flammer.
Hektor blev grepet av skjælvende frygt, da han saa ham, og vaaget
nu ikke længer at staa, men flygtet i rædsel fra porten.
Pelevs’ søn fôr efter i lit til de hurtige føtter.
Likesom høken, den rappeste fugl blandt vingede skarer,
stiger fra tinden og jager saa let den skjælvende due —
fuglen vil flygte til siden; men skrikende følger den efter
glupsk efter fangsten, og gang efter gang slaar den ned efter byttet —
saaledes stormet Akillevs avsted som paa vinger, men Hektor
vek langs troernes mur, og knæerne løftet han lynsnart.
Baade den kneisende varde og fikenens stormbøide stamme
fôr de forbi ad den banede vei, og bort ifra muren
ilte de fremad og kom til de to skjøntrislende bækker.
Der har Skamandros, den hvirvlende elv, sine dobbelte kilder.
En av dem strømmer med vand som er varmt, og hvirvlende dampe
hæver sig op av dens væld som røk fra en brændende flamme.
Kold er den andens forfriskende strøm i sommerens hete,
kold som hagel og sne eller vand som er islagt av kulden.
Nær ved de strømmende væld er der store og prægtige kummer
muret av sten, hvor troernes døtre og hustruer fagre
pleide at vaske det skinnende tøi i fremfarne dage,
medens der endnu var fred, før akaiernes sønner var kommet.
Der løp begge forbi, én flygtning og én som forfulgte.
Ypperlig helt maatte fly; langt bedre var helten som hastig
fulgte hans fjed; ti ei var et offerdyr prisen som lokket,
eller et skind, som lønner en mand, naar han vinder i kapløp.
Hektors, den vældige vognkjæmpes liv var prisen de løp om.
Som naar et travende spand av veddeløpshester om maalet
svinger i flyvende fart, naar en stormand skal jordes og prisen
lokkende vinker, en blomstrende mø eller kostelig trefot,
saaledes stormet de begge i hast paa hurtige føtter
treganger rundt om Priamos’ by i gudernes paasyn.
Da tok guders og menneskers far til orde og mælte:
«Dette er haardt. Jeg ser for mit blik en mand som jeg elsker,
jages om muren. Mit hjerte er tungt. Jeg sørger for Hektor,
han som av okser har ofret mig tidt de feteste stykker
hist paa den kløftede top av det skyhøie Ida og ofte
ellers paa Ilions borg. Nu jager den gjæve Akillevs
helten i løp rundt Priamos’ by paa hurtige føtter.
Gaa da, I guder, paa raad med jer selv og tænk paa hans skjæbne,
om vi skal frelse fra døden hin helt, eller straks la ham kue,
kjæk som han er, av Pelevs’ søn, den gjæve Akillevs.»
Da tok gudinden, den blaaøide Pallas, til orde og svarte:
«Lynsvinger, skyomhyllede far, hvad var det du mælte?
Vil du da frelse en dødelig mand, som skjæbnen, den grumme,
kaaret forlængst, fra en jammerfuld død paa den larmende valplads?
Gjør det; men ei vil din gjerning bli rost av samtlige guder.»
Talte da Zevs, hin skyernes drot, og svarte sin datter:
«Fat dig, Tritogeneia, mit elskede barn! hvad jeg nævnte
var ikke ment for alvor; ti dig vil jeg føie saa gjerne.
Gjør hvad du selv maatte finde for godt og nøl ikke længer.»
Saa han talte og egget end mer den higende Pallas.
Ilsomt fôr hun avsted fra Olympos’ svimlende tinder.
Hektor blev jaget imens i ustanselig løp av Akillevs.
Som naar en hjortekalv følges paa fjeld gjennem daler og kløfter
hidsig av halsende hund som har jaget den op fra dens leie —
selv om den søker et skjul og gjemmer sig inde i holtet,
hviler ei hunden, men følger dens spor, til den finder dens gjemsel —
saaledes fandt ikke Hektor et skjul for den raske Akillevs.
Hvergang han rettet sit løp mot dardanernes porte og søkte
ilsomt et skjermende ly under murenes velbygde taarne,
om de kanhænde med spyd kunde verge ham oppe fra muren,
straks var Akillevs i flygtningens vei og jaget ham altid
ut imot sletten og holdt sig til stadighet nærmest ved muren.
Som naar man drømmer og aldrig kan naa en flygtende uven —
flygtningen finder ei skjul, og ei kan forfølgeren naa ham —
likesaa litt kunde denne naa frem, eller hin faa et forsprang.
Ei var det mulig for Hektor at frelses fra dødens gudinder,
hvis ikke endnu engang tilsidst Apollon var kommet
nær ham og straks hadde styrket hans mod og de hurtige føtter.
Helten Akillevs forbød sine mænd med et nik av sit hode
strengt at slynge mot Hektor de smertende lanser og vinde
ry ved at ramme ham først, saa han selv skulde være den anden.
Men da de fjerdegang kom paa sit løp til de rislende bækker,
da tok Alfader vegten av guld og stillet den like.
Dræpende dødslodder la han paa skaalene, tvende i tallet,
en for Akillevs og en for den hestetumlende Hektor.
Midt over vegtstangen grep han, og dødsloddet dalte for Hektor
like til Hades. Da blev han forlatt av Foibos Apollon.
Stevnet da hen til Akillevs den blaaøide Pallas Atene,
traadte ham nær og talte med vingede ord til sin yndling:
«Ædle Akillevs, som elskes av Zevs, nu haaber jeg sikkert
at vi skal bringe akaiernes mænd stor hæder til flaaten,
naar vi faar fældet i strid den utrættelig kjæmpende Hektor.
Nu er han færdig; han vil ikke mer kunne fly fra os begge,
selv om fjernskytten Foibos ydmyger sig aldrig saa meget
veltende sig for sin fars, for aigissvingerens føtter.
Bli nu staaende her for at hvile dig, medens jeg iler
hen til Hektor og mander ham op til at vaage en tvekamp.»
Saaledes lød hendes ord, og han fulgte dem glad i sit hjerte.
Støttet til lansen med malmhvæsset odd blev han staaende rolig.
Gik hun da bort fra Akillevs og hen til den straalende Hektor.
Helten Deifobos skuffende lik av vekst og av stemme
traadte hun nær, og med vingede ord hun talte til helten:
«Elskede bror, nu trænges du haardt av den raske Akillevs,
jaget av helten rundt Priamos’ by paa hurtige føtter.
La os nu vente og kjækt holde stand og verge os kraftig.»
Hektor, den hjelmbuskvaiende helt, tok ordet og svarte:
«Altid, Deifobos, var du tilforn mig kjærest av alle
brødre som Priamos avlet, og Hékabe fødte til verden.
Høiere endnu end før vil jeg herefter prise din manddom,
siden du, da du fik se mig, har vaaget for min skyld at ile
utenfor porten, mens andre saa feigt har ventet derinde.»
Svarte da straks gudinden, den blaaøide Pallas Atene:
«Elskede bror, vor far og vor mor og de trofaste venner
tryglet mig, favnende en efter en mine knær, om at vente
indenfor muren; ti bævende frygt har grepet dem alle.
Men i mit bryst var hjertet forpint av sorgtunge kvaler.
La os nu trøstig gaa frem til en dyst og la os ei spare
lansernes malm, saa vi snart kan vite forvisst, om Akillevs
seirende fælder os begge og bærer vor blodige rustning
hen til de stavnkrumme skibe som rov, eller dør for din lanse.»
Saaledes lokket Atene ham frem med svigefuld tale.
Da de var kommet paa nærmeste hold og gik frem mot hinanden,
talte den straalende Hektor og rettet et ord til Akillevs:
«Pelevs’ søn, ei mer vil jeg fly, som jeg hittil har flygtet
treganger rundt om Priamos’ by og ikke har vaaget
freidig at staa, til du kom. Nu byder mit mod mig at stanse
ansigt til ansigt med dig for at volde dit fald eller fældes.
Men la os kalde paa guderne først; ti disse vil være
tryggest som vidner og vogte vor pakt, om vi nu kunde enes.
Ti dersom Zevs vil unde mig seir, og jeg røver dig livet,
skal jeg, Akillevs, ei skjende dit lik med rædsomme vunder.
Naar jeg faar røvet dig rustningens pragt, skal jeg sende det urørt
hjem til akaiernes leir, og lov mig at gjøre det samme.»
Svarte da barsk, med rynkede bryn, den raske Akillevs:
«Tal ikke, Hektor, til mig, du evig forhatte, om edspakt;
ti mellem løver og mænd er en edelig avtale faafængt.
Likesaa litt som det hænder at ulver og lam kan forlikes,
men til dagenes ende maa hate hverandre til døden,
likesaa litt er det mulig for os at møtes som venner.
Ei kan der sluttes en pakt mellem os, før en av os tvende
falder og mætter med blod den utrættelig kjæmpende Ares.
Mindes din manddom i alleslags kamp; ti nu har du nødig
rigtig at vise med lansen din kunst som den frygtløse kriger.
Nu skal du ei kunne fly. Nei, snart skal Pallas Atene
kue din kraft ved mit spyd. For al den kval skal du bøte
som jeg har følt over venner du vog, naar du raste med lansen.»
Saa han talte og slynget med kraft sin vældige lanse.
Dog, den straalende Hektor holdt øie med spydet og undvek;
ti da han saa det, knælte han ned, og spydet fløi over
fæstende odden i muld; men Atene grep det og gav det,
skjult for høvdingen Hektor, paany til den raske Akillevs.
Hektor talte da saa til helten den gjæve Akillevs:
«Feil har du kastet, Akillevs, du gudernes like. Du hadde
altsaa ei endnu av Zevs faat vite min lod som du paastod;
men du har faret med tungerapt snak og talt som en løgner,
forat jeg ræd skulde glemme mit mod og min mandige styrke.
Ei skal du dog kunne fæste dit spyd i min ryg under flugten.
Nei, jag det ind i mit bryst, naar jeg frygtløst stormer imot dig,
dersom en gud gir dig kraft; men søk nu at undgaa min lanses
malmhvasse odd. Aa, maatte du faa den i brystet til skaftet!
Lettere blev det for troernes mænd at færdes i kampen
efter dit fald; ti størst er den sorg som du har forvoldt dem.»
Derefter svang han sit vældige spyd og rammet ved kastet
midt i Akillevs’ skjold. Ei fôr det forbi; men tilbake
sprat det fra skjoldet og slyngedes fjernt. Da harmedes Hektor
over at spydet, det skarpe, forgjæves fôr ut av hans næve.
Haandfalden stod han og hadde ei mer nogen lanse at kaste.
Ropende lydt paa sin skjolddækte bror Deifobos bad han
helten at gi ham sit vældige spyd; — men han stod ikke nær ham.
Hektor forstod i sin sjæl hvad snart maatte komme, og mælte:
«Ve mig! Tilvisse har guderne selv villet sende mig dødsbud;
ti jeg har stolt paa at helten Deifobos stod ved min side;
men han er indenfor muren, og mig har Atene forblindet.
Fjern er ei nu den grufulde død; den nærmer sig hastig.
Faafængt at fly; ti klarlig har slikt forlængst været kjærest
baade for Zevs og hans søn fjerntrammeren, de som saa naadig
hjalp mig tilforn; — men nu er det saa at skjæbnen har naadd mig.
Ei vil jeg dø en vanærende død uten manddom og hæder.
Nei, la mig øve en stordaad, som kommende slegter skal mindes.»
Saa han talte og rev med et ryk av skeden sit svære
skarpslepne sverd, det tunge, som hang i en rem ved hans side.
Lutende styrtet han frem som ørnen fra himmelens høider,
naar den slaar ned gjennem skyernes mulm for at røve paa sletten
enten et hjælpeløst lam eller haren som flyr til sit gjemsel.
Saa fôr Hektor avsted og svang sit skarpslepne slagsverd.
Fyldt av rasende harm i sin sjæl sprang Akillevs imot ham.
Foran sig holdt han som dækkende vern sit herlige malmskjold,
hamret med kunst, og den straalende hjelm om høvdingens isse
nikket med firdobbelt skjerm, omflagret av talrike skjønne
guldhaar i vaiende busk, som Hefaistos selv hadde formet.
Som naar det lider mot nat og den skjønneste stjerne paa himlen,
Hesperos, vandrer sin lysende vei blandt stjernernes vrimmel,
saaledes blinket det klart fra det hvæssede spyd som Akillevs
svang i sin høire i nagende hat til den straalende Hektor,
speidende efter hans herlige hud hvor den bedst kunde saares.
Dækket var ellers hans hud overalt av den straalende rustnings
plater av malm, som han vandt, da han vog den sterke Patroklos;
men han var blottet hvor skuldre og hals ved nøkleben skilles
like ved strupen, hvor snarest et saar kan røve en livet.
Helten Akillevs fik ram paa ham der, da han stormet imot ham,
haardt med sit spyd, og den skjærende odd fôr tvers gjennem halsen.
Dog, det malmtunge spyd skar ei gjennem strupen, saa helten
endnu fik bruke sit mæle til svar i vekslende tale.
Segnet han da til jord, og jublende ropte Akillevs:
«Hektor, du mente dig visst saa tryg, da du fældte Patroklos.
Ikke det ringeste frygtet du mig som var borte fra kampen.
Daare; ti sat jeg end fjernt fra min ven ved de stavnkrumme snekker,
var jeg dog endnu i live og blev ham en sterkere hevner;
ti dine knær har jeg lammet, og dig skal hunder og gribber
slæpe til spot og spe; men ham skal akaierne jorde.»
Lammet av dødstræthet svarte den hjelmbuskvaiende Hektor:
«Bønlig ber jeg dig nu ved dit liv, dine knær og forældre:
La dog ei hundene æte mit lik ved akaiernes snekker.
Nei, ta skinnende kobber og guld i rikelig mængde,
alt hvad min far og ærværdige mor vil gi dig som gaver;
men send liket tilbake, saa troer og troiske kvinder
hjemme kan reise mit baal og unde mig hædrende likfærd.»
Truende svarte, med rynkede bryn, den raske Akillevs:
«Favn ikke, hund, mine knær, og tig mig ei ved forældre.
Aa, om min rasende harm kunde egge min sjæl til at skjære
kjøt av din krop og æte det raat for den sorg du har voldt mig.
Ingen skal nu kunne verne mot graadige hunder dit hode,
selv om de bragte som skjænk og lagde paa vegten til soning
tifold og tyvefold bot og lovet mig andet til gave.
Vilde dardaneren Priamos end med guldet, det røde,
veie dig op, saa skal ei din værdige mor kunne lægge
selv den søn, hun har født, paa baaren med jamrende klage.
Nei, men hele din krop skal flænges av hunder og gribber.»
Døende mælte paany den hjelmbuskvaiende Hektor:
«Ja, jeg kjender dig godt, som du staar mig for øie. Jeg skulde
altsaa ei røre din sjæl; ti av jern er dit hjerte i barmen.
Vogt dig, at ikke min lod skal volde at guderne vredes,
naar den er kommet den dag, da Paris og Foibos Apollon
fælder dig hist ved den skaiiske port, hvor kjækt du end kjæmper.»
Saa han talte, og over ham gled den evige dødssøvn.
Bort fra lemmerne svævet hans sjæl og vandret til Hades,
jamrende over sin lod, at skilles fra mandskraft og ungdom.
Selv til den avdøde talte paany den stolte Akillevs:
«Dø! — og efterpaa tar jeg min lod, naar Zevs og de andre
evige guder vil styre det saa at døden skal naa mig.»
Saa han talte og rykket sit malmspyd ut av den faldne,
lagde det fra sig og rev hans blodige rustning fra skuldre.
Stimlet da sammen om Hektor de andre akaier, og alle
saa de med undren paa høvdingens vekst og herlige skjønhet.
Alle, som traadte ham nær, gav liket en flænge med spydet.
Mangen en mand saa hen til sin nærmeste nabo og mælte:
«Jo da, tilvisse, langt bløtere nu er Hektor at ta paa,
end da han brændte med flammende ild vore tjærede snekker.»
Saaledes talte saa mangen og gik og stak ham med lansen.
Men da Akillevs, den fotrappe helt, hadde røvet hans rustning,
stod han og talte med vingede ord til akaiernes sønner:
«Venner, argeiernes drotter i kamp og formænd i raadet.
Eftersom guderne undte mig nu at kue hin kjæmpe,
ham som har plaget os mer end alle de andre tilhobe,
la os da friste rundt byen vort held med vaaben og verge,
saa vi faar vite med visshet hvad troerne agter at gjøre,
om de vil rømme den kneisende borg, naar denne er falden,
eller har mod til at bli, naar Hektor ei mer er i live.
Dog, hvi drøfter jeg nu i min sjæl saa faafængte tanker?
Ujordet ligger Patroklos’ lik ved flaaten, og ingen
graater for ham; men jeg glemmer ham ei saa længe jeg færdes
her i de levendes tal og knærne endnu kan røres.
Ja, om saa andre i Hades’ bo maa glemme de døde,
jeg skal dog mindes min elskede ven for evig selv hisset.
La os nu gaa, akaiiske mænd, til et seierskvads toner
førende denne avsted til vor leir ved de stavnkrumme snekker.
Glimrende ry har vi vundet. Vi dræpte den herlige Hektor,
helten, som troernes mænd har prist som en guddom i byen.»
Saa han talte og øvet en gruelig gjerning mot Hektor;
ti ifra ankel til hæl paa begge hans føtter bak vristen
stak han i senerne hul, trak oksehuds remmer igjennem,
bandt ham saa fast til sin vogn og lot hovedet slæpe i støvet.
Derefter steg han tilvogns med hans herlige rustning som bytte.
Hestene pisket han frem, og de ilte avsted som paa vinger.
Støvskyen hvirvlet hvor liket blev slæpt, og de blaasorte lokker
flagret fra issen, og hele hans før saa deilige hode
laa i det smudsige støv; ti nu hadde Alfader tillatt
fiender hatske at skjende det grumt i hans fædrene hjemland.
Dækket blev saaledes helt hans hode av støv, og i vaande
rykket hans mor av hodet sit haar og kastet den fine
hodeduk bort med fortvilede skrik ved synet av sønnen.
Klagende stønnet hans elskede far, og henover byen
lød overalt fra det samlede folk de jamrende angstrop.
Skrikene skingret saa vildt som om Ilions kneisende kongsstad
sank for de herjende flammer i grus fra ende til anden.
Bare med nød kunde oldingens mænd faa holdt ham tilbake,
da han, avsindig av sorg, vilde trænge sig ut gjennem porten.
Tryglende bad han dem alle og vred sig fortvilet i smudset,
medens han høilydt nævnte ved navn hver enkelt i skaren:
«Venner, aa slip mig og la mig, saa tungt det end tykkes jer, vandre
ene fra byen og finde mig frem til akaiernes snekker.
La mig faa tigge hin ildgjerningsmand, hin gudløse kjæmpe.
Kanske han agter mit blekede haar og ynker en olding.
Gammel som jeg er jo ogsaa hans far, den aldrende Pelevs,
han som har avlet og fostret ham op til kval for det hele
troiske folk; men mig har han voldt de bitreste sorger;
ja, ti for mig har han dræpt mangfoldige blomstrende sønner.
Dog, i min sorg er der ingen som martrer min sjæl som den ene.
Kummer for Hektor vil føre mig ned til Hades’ bolig.
Aa, om det bare var undt mig at favne ham endnu i døden!
Da hadde begge med jammer og graat kunnet mætte sit hjerte,
baade jeg selv og min viv, den usalige mor som har født ham.»
Hulkende talte han saa, og borgerne sukket i medynk.
Men blandt de troiske kvinder lød Hékabes jamrende klage:
«Hvorfor, mit barn, skal jeg ribbet og arm maatte leve i jammer
efter din død, du kjære, som var gjennem nætter og dage
her i vor stad min stolthet og lyst og en hjælper for alle
troer og troiske kvinder, som hædret dig høit som en guddom.
Visselig var du jo ogsaa for dem den herligste hæder,
medens du levde, men nu er du død, og skjæbnen har naadd dig.»
Hulkende talte hun saa; men Hektors viv hadde endnu
intet faat vite; ti ingen var gaat som bud for at melde
at hendes husbond alene holdt stand hist utenfor porten.
Oppe paa kongsborgen vævet hun nu i sit kammer en dobbelt
kappe av purpur i farverik pragt med straalende blomster.
Ropende høilydt bød hun de haarfagre terner paa borgen
hastig at sætte paa ilden en rummelig kjele, saa Hektor
straks kunde faa sig et bad, naar han vendte tilbake fra kampen.
Stakkar! hun visste jo ei at den blaaøide Pallas Atene
kuet ham nys for Akillevs’ haand langt borte fra badet.
Nu fik hun høre de jamrende skrik og klager fra taarnet.
Lemmerne rystet av angst, og skyttelen slap hun paa gulvet.
Ropte hun da paany til de fagertlokkede terner:
«Følg mig to av jer straks. Jeg maa se hvad der hændte derute.
Tydelig hørte jeg nys min svigermors røst, og i barmen
hamrer mit hjerte i aandeløs angst, og knæerne stivner.
Visst er det nu noget ondt som nærmer sig Priamos’ sønner.
Maatte jeg aldrig faa høre slikt bud; men i pinefuld rædsel
gruer jeg for at Akillevs har stængt for den modige Hektor
veien til byen og jager ham om alene paa sletten.
Kanske han alt har stanset for godt den usalige kjækhet
som var ham egen. Blandt mængden av stridsmænd holdt han sig aldrig.
Langt foran fylkingen løp han og vek ei for nogen i manddom.»
Saa hun talte og hastet med bankende hjerte fra hallen,
lik en avsindig at se, og tjenestekvinderne fulgte.
Men da hun naadde til taarnet og kom til mændenes skare,
stod hun paa muren med speidende blik. Da saa hun sin husbond
slæpes avsted foran byen. De fotrappe hester for vognen
trak ham i skaanselsløs hast til akaiernes stavnkrumme snekker.
Mørke som høstnattens sænket sig ned over hustruens øine;
bakover sank hun, og sjælen forlot med et suk hendes lemmer.
Lokkernes lysende baand, diademet og huen, den skjønne,
løsnet fra issen og faldt med de knyttede sløifer til jorden
sammen med sløret, en skjænk som den guldfagre elskovsgudinde
gav hende just hin dag, da den hjelmbuskvaiende Hektor
førte sin brud fra Eetions borg for utallige gaver.
Svogrenes søstre og hustruer stod omkring hende samlet,
støttende ømt den arme, til døden fortvilede kvinde.
Da hun fik aande paany og atter var kommet til samling,
gav hun sig over i jammer og klaget blandt troernes kvinder:
«Hektor, aa ve mig arme! Til selvsamme grufulde skjæbne
fødtes vi begge, du selv i Priamos’ haller i Troja,
jeg under Plakos’ løvrike skrænt i det kneisende Tebe,
hist paa Eetions borg. Han fostret mig da jeg var liten,
skjæbneforfulgt til en skjæbnetung lod. Aa, hadde han aldrig
avlet sin datter; ti nu maa du gaa til Hades’ bolig,
dypt under jord og lar i din hal som enke tilbake
mig i min grufulde kval, — og vor søn som vi arme gav livet,
er jo et hjælpeløst barn. Du faldt jo, min Hektor, og aldrig
blir du en hjælper for ham, eller han for sin far nogen støtte.
Frelses han end i den graatsvangre kamp med akaiernes sønner,
faar han dog livet igjennem kun møie og sorger at bære.
Andre vil røve hans odel og trænge sig ind paa hans marker.
Venneløs blir jo et barn den dag, da hans far gik i graven.
Øinene sænker han altid med kinderne vaate av taarer,
og i sin nød maa han tiggergang gaa til de fædrene venner,
nappende én i kjortelens flik og en anden i kappen.
Ynkes de, sætter de vel til hans mund et ørlitet bæger,
nok til at væte hans læber, men ei til at læske hans gane.
Tidt vil vel ogsaa en gut, hvis far og mor er i live,
jage ham bort fra det dækkede bord og slaa ham med haansord:
«Væk med dig straks! Ei bænkes din far som gjest ved vort maaltid.»
Hjem til sin enslige mor vil vor lille Astyanaks komme
graatende saart; ti tilforn hos sin far, paa hans knæ blev han mættet
bare med lammenes lækreste kjøt og marven, den fine.
Og naar saa søvnguden tok ham i favn og han stanset med leken,
sov han paa leiet saa søtt og hvilte paa arm hos sin amme
bløtt i sin seng, naar han helt hadde faat hvad hans hjerte begjærte.
Nu har han mistet sin elskede far, og mangen en motgang
vil nu Astyanaks friste. — Det navn har jo troerne git ham;
saasom du selv var det eneste vern for porte og mure.
Ormenes myldrende kryp skal nu ved de stavnkrumme snekker
langt fra forældrenes hjem, naar hunder har fraadset sig mætte,
æte dit blottede lik; men hjemme i kamrene ligger
fine og prægtige klær, som kvindehaand virket paa væven.
Nu vil jeg brænde dem alle i flammende luer til aske.
Dig blir de ikke til gagn; ti i dem skal du aldrig faa hvile;
men det skal øke dit ry blandt troer og troiske kvinder.»
Hulkende talte hun saa, og kvinderne sukket i medynk.
Nu fik de kjølet sin sved, og lænet til murenes brystvern,
drak de og slukket sin brændende tørst; men akaiernes sønner
stevnet mot murene frem med skjoldene støttet mot skuldren.
Fjetret av skjæbnens usalige magt blev den straalende Hektor
staaende hist ved den skaiiske port foran Ilions mure.
Talte da Foibos Apollon et ord til helten Akillevs:
«Pelevs’ søn, hvi jager du nu paa hurtige føtter,
dødelig selv, en udødelig gud? Du har ikke endnu
kjendt mig og set at du følger en gud, naar du raser saa hidsig.
Kampen mot troernes mænd som du jog, forsømmer du ganske;
ti mens du fjernet dig hit, har de flokket sig sammen i byen.
Mig kan du ikke faa dræpt; ti aldrig kan dødslodden naa mig.»
Sukkende tungt tok helten, den raske Akillevs, til orde:
«Fjerntrammer, ondt har du voldt mig, du grummeste guddom av alle,
da du fra muren fik lokket mig hit; ti mangen en stridsmand
hadde vel ellers sat tanden i muld, før han naadde til Troja.
Nu har du røvet mig straalende ry og frelst dem i nøden
farefrit nok; ti en kommende hevn har du ikke at frygte.
Visselig skulde jeg hevne mig grumt, saasandt som jeg evnet.»
Saa han talte og vendte sig stolt og ilte mot byen,
strækkende ut som en veddeløpshest, naar den seirende farer
let over sletten for rullende vogn i flyvende firsprang.
Saaledes løp han med smidige knær paa lynrappe føtter.
Oldingen Priamos øinet ham først, da han nærmet sig hastig
hen over sletten i straalende glans lik stjernen som stiger
lysende op, naar det lider mot høst, og med blinkende straaler
skjelnes saa klart i høstnattens mulm blandt stjernernes vrimmel,
den som man kalder Orions hund, naar navnet skal nævnes.
Vel er den klarest av alle, men sat som et ulykkens jertegn,
bringende feberens sott over menneskers plagede slegter.
Saaledes blinket den straalende malm om hans bryst under løpet.
Oldingen jamret sig lydt og slog sig med haanden for panden,
løftende hænderne høit, og ropte i stønnende klage
tryglende ned til sin elskede søn; ti utenfor porten
stod han og stundet med stormende mod paa en kamp med Akillevs.
Jamrende ropte den gamle med fremstrakte hænder til sønnen:
«Hektor, min elskede søn, aa, vent ikke, skilt fra de andre,
ene paa høvdingen hist, saa du ikke skal finde din bane,
kuet av Pelevs’ søn; ti din overmand er han i styrke,
grum som han er. Aa, gid han saasandt var elsket av guder
likesaa høit som av mig; da slukte vel hunder og gribber
snarlig hans lik, og en smertefuld kval blev tat fra mit hjerte.
Mangen en søn, mandhaftig og gjæv, har han røvet mig grusomt.
Somme blev dræpt, og andre blev solgt til de fjerneste øer.
Endnu et sønnepar øiner jeg ei blandt troer som stimlet
sammen til byen i flok, Polydoros og helten Lykaon,
begge Laótoes barn, som hin dronning blandt kvinder har født mig.
Dersom de end er ilive i fiendens leir, kan vi siden
kjøpe dem fri med kobber og guld, som vi har i vort eie.
Rikt har jo gubben, den navngjetne Altes, utstyrt sin datter.
Men er de døde og vandret til Hades’ bo, vil det vorde
baade for mig og for heltenes mor en hjertesorg bitter;
men av de andre i byen vil sorgen vel snarere glemmes,
hvis ikke ogsaa du selv skulde dø for Akillevs’ hænder.
Skynd dig da indenfor muren, mit elskede barn, for at frelse
troernes kvinder og mænd, saa du ikke skal unde Akillevs
seierens herlige ry og selv miste livet i kampen.
Ynk ogsaa mig, din usalige far, som endnu maa leve
knækket og brutt, og som Zevs paa alderens terskel vil ramme
snart med en jammerfuld død, naar mit øie har skuet det værste:
sønner som mister sit liv og døtre som slæpes til skjendsel,
kamrene herjet med plyndring og mord, og uskyldige smaabarn
slængt imot jorden i stridslarmens gru, og sønnernes kjære
hustruer slæpte avsted av akaiernes blodige hænder.
Saa vil tilsidst ved forhallens dør de graadige hunder
slæpe mig om, naar en mand med det hvæssede kobber har dræpt mig
enten med sverd eller spyd og skilt mine lemmer ved livet,
hunder som vogtet min dør og blev matet ved bordet i hallen.
Da skal de drikke mit blod og vilde av raseri ligge
fremme ved døren. En yngling er skjøn, naar han ligger paa valen
fældet i kampen med gapende saar av det skjærende kobber.
Herlig er alt hvad man ser av hans legeme selv efter døden.
Men naar en gubbe er dræpt og hunder faar skjæmme hans hvite
haar og det graanede skjeg og det som han dækker i blygsel —
tungere lod kan aldrig en jammerfuld dødelig times.»
Saaledes talte den gamle og slet i de graanede lokker,
rykkende haar av sit hode; men Hektor var ei til at rokke.
Ogsaa hans jamrende mor stod nær, og opløst i taarer
løftet hun folden fra barm og blottet sit bryst med den venstre.
Graatende talte hun vingede ord til sønnen og mælte:
«Hektor, mit barn, la dig røre ved synet av dette! Ha medynk
med mig, saasandt jeg har stillet din graat ved at række dig brystet.
Mindes da dette, mit barn, og verg dig her indenfor muren
kjækt mot din fiende; gaa ikke frem til kamp mot hin voldsmand.
Dræper han dig, kan hverken jeg selv faa graate ved baaren
over min søn, min herligste livsfrugt, eller din kjære
rikt utstyrede hustru; men fjernt fra os begge skal griske
fotrappe hunder fortære dit lik ved akaiernes snekker!»
Saaledes ropte de ned til sin søn med strømmende taarer,
begge i brændende bøn; dog Hektor var ei til at rokke;
men paa Akillevs ventet han kjækt, da han nærmet sig vældig.
Likesom huggormen, mættet paa fjeld med giftige urter,
lurer paa gjæteren lumsk i sit hul i rasende vrede
— stikkende lyser dens blik, mens den bugter sig om paa sit leie —
saaledes vek ikke Hektor, men stod med uslukkelig ildhu
støttende fast det skinnende skjold mot kanten av taarnet.
Trykket av tungsind talte han saa til sit mandige hjerte:
«Ve mig! Skynder jeg mig bak murene ind gjennem porten,
da vil Polydamas laste mig haardt med haanende tale,
han som bad mig at føre de troiske stridsmænd til byen
før denne grufulde nat, da Akillevs har reist sig i vrede.
Bedst om jeg da hadde hørt paa hans raad; men jeg gjorde det ikke.
Nu da jeg voldte fordærv for mit folk ved mit kortsynte stivsind,
skammer jeg mig for troernes mænd og langslørte kvinder,
dersom en ringere mand end jeg med tiden skal vidne:
«Hektor har styrtet vort folk i fordærv i lit til sin styrke.»
Saa vil de si. Da var det for mig langt bedre at møte
helten Akillevs og volde hans fald, før jeg vender tilbake,
eller med hæder at dø for hans haand her utenfor byen.
— Men om jeg nu lægger fra mig det buklede skjold og min sterke
malmtunge hjelm og stiller mit spyd ved muren og derpaa
selv stiger frem og træder den gjæve Akillevs i møte,
og jeg saa lover at Hélena selv, som voldte os krigen,
hende og alt hendes eie, det gods som min bror Aleksandros
førte paa skibe til Troja, skal Atrevs’ sønner faa føre
med sig tilbake, og lover at gi akaiernes sønner
likelig del i alt hvad vor by maatte gjemme av skatte,
og jeg saa efterpaa lar vore troiske høvdinger sverge
dyrt at de ikke skal gjemme det bort, men likelig dele
alt hvad der findes av gods inden kongsstadens herlige mure —
— Dog, hvi drøfter jeg vel i min sjæl saa faafængte tanker?
Nei, la mig ikke gaa tiggergang nu. Han vil ikke føle
medynk og agte min bøn, men slaa mig ihjel som en kvinde,
blottet og bar som jeg er, naar jeg lægger til jord mine vaaben.
Tænkelig er det jo ei at jeg nu skulde tale med manden
venlig om gammelt og nyt, som en ungmø taler med vennen,
ja, som en fæstemø hvisker saa ømt med sin elskede brudgom.
Bedre paany at møtes i strid og snart faa at vite
hvem av os to den olympiske drot vil unde at seire.»
Saaledes stod han og grublet. Da nærmet Akillevs sig hastig,
lignende Ares, den kampglade gud, med den vaiende hjelmbusk.
Lansen, den grumme, av Pelions ask, over skuldren til høire
svang han, og kobberet skinnet om høvdingens lemmer med straaler
klare som solens ved gryende dag eller luende flammer.
Hektor blev grepet av skjælvende frygt, da han saa ham, og vaaget
nu ikke længer at staa, men flygtet i rædsel fra porten.
Pelevs’ søn fôr efter i lit til de hurtige føtter.
Likesom høken, den rappeste fugl blandt vingede skarer,
stiger fra tinden og jager saa let den skjælvende due —
fuglen vil flygte til siden; men skrikende følger den efter
glupsk efter fangsten, og gang efter gang slaar den ned efter byttet —
saaledes stormet Akillevs avsted som paa vinger, men Hektor
vek langs troernes mur, og knæerne løftet han lynsnart.
Baade den kneisende varde og fikenens stormbøide stamme
fôr de forbi ad den banede vei, og bort ifra muren
ilte de fremad og kom til de to skjøntrislende bækker.
Der har Skamandros, den hvirvlende elv, sine dobbelte kilder.
En av dem strømmer med vand som er varmt, og hvirvlende dampe
hæver sig op av dens væld som røk fra en brændende flamme.
Kold er den andens forfriskende strøm i sommerens hete,
kold som hagel og sne eller vand som er islagt av kulden.
Nær ved de strømmende væld er der store og prægtige kummer
muret av sten, hvor troernes døtre og hustruer fagre
pleide at vaske det skinnende tøi i fremfarne dage,
medens der endnu var fred, før akaiernes sønner var kommet.
Der løp begge forbi, én flygtning og én som forfulgte.
Ypperlig helt maatte fly; langt bedre var helten som hastig
fulgte hans fjed; ti ei var et offerdyr prisen som lokket,
eller et skind, som lønner en mand, naar han vinder i kapløp.
Hektors, den vældige vognkjæmpes liv var prisen de løp om.
Som naar et travende spand av veddeløpshester om maalet
svinger i flyvende fart, naar en stormand skal jordes og prisen
lokkende vinker, en blomstrende mø eller kostelig trefot,
saaledes stormet de begge i hast paa hurtige føtter
treganger rundt om Priamos’ by i gudernes paasyn.
Da tok guders og menneskers far til orde og mælte:
«Dette er haardt. Jeg ser for mit blik en mand som jeg elsker,
jages om muren. Mit hjerte er tungt. Jeg sørger for Hektor,
han som av okser har ofret mig tidt de feteste stykker
hist paa den kløftede top av det skyhøie Ida og ofte
ellers paa Ilions borg. Nu jager den gjæve Akillevs
helten i løp rundt Priamos’ by paa hurtige føtter.
Gaa da, I guder, paa raad med jer selv og tænk paa hans skjæbne,
om vi skal frelse fra døden hin helt, eller straks la ham kue,
kjæk som han er, av Pelevs’ søn, den gjæve Akillevs.»
Da tok gudinden, den blaaøide Pallas, til orde og svarte:
«Lynsvinger, skyomhyllede far, hvad var det du mælte?
Vil du da frelse en dødelig mand, som skjæbnen, den grumme,
kaaret forlængst, fra en jammerfuld død paa den larmende valplads?
Gjør det; men ei vil din gjerning bli rost av samtlige guder.»
Talte da Zevs, hin skyernes drot, og svarte sin datter:
«Fat dig, Tritogeneia, mit elskede barn! hvad jeg nævnte
var ikke ment for alvor; ti dig vil jeg føie saa gjerne.
Gjør hvad du selv maatte finde for godt og nøl ikke længer.»
Saa han talte og egget end mer den higende Pallas.
Ilsomt fôr hun avsted fra Olympos’ svimlende tinder.
Hektor blev jaget imens i ustanselig løp av Akillevs.
Som naar en hjortekalv følges paa fjeld gjennem daler og kløfter
hidsig av halsende hund som har jaget den op fra dens leie —
selv om den søker et skjul og gjemmer sig inde i holtet,
hviler ei hunden, men følger dens spor, til den finder dens gjemsel —
saaledes fandt ikke Hektor et skjul for den raske Akillevs.
Hvergang han rettet sit løp mot dardanernes porte og søkte
ilsomt et skjermende ly under murenes velbygde taarne,
om de kanhænde med spyd kunde verge ham oppe fra muren,
straks var Akillevs i flygtningens vei og jaget ham altid
ut imot sletten og holdt sig til stadighet nærmest ved muren.
Som naar man drømmer og aldrig kan naa en flygtende uven —
flygtningen finder ei skjul, og ei kan forfølgeren naa ham —
likesaa litt kunde denne naa frem, eller hin faa et forsprang.
Ei var det mulig for Hektor at frelses fra dødens gudinder,
hvis ikke endnu engang tilsidst Apollon var kommet
nær ham og straks hadde styrket hans mod og de hurtige føtter.
Helten Akillevs forbød sine mænd med et nik av sit hode
strengt at slynge mot Hektor de smertende lanser og vinde
ry ved at ramme ham først, saa han selv skulde være den anden.
Men da de fjerdegang kom paa sit løp til de rislende bækker,
da tok Alfader vegten av guld og stillet den like.
Dræpende dødslodder la han paa skaalene, tvende i tallet,
en for Akillevs og en for den hestetumlende Hektor.
Midt over vegtstangen grep han, og dødsloddet dalte for Hektor
like til Hades. Da blev han forlatt av Foibos Apollon.
Stevnet da hen til Akillevs den blaaøide Pallas Atene,
traadte ham nær og talte med vingede ord til sin yndling:
«Ædle Akillevs, som elskes av Zevs, nu haaber jeg sikkert
at vi skal bringe akaiernes mænd stor hæder til flaaten,
naar vi faar fældet i strid den utrættelig kjæmpende Hektor.
Nu er han færdig; han vil ikke mer kunne fly fra os begge,
selv om fjernskytten Foibos ydmyger sig aldrig saa meget
veltende sig for sin fars, for aigissvingerens føtter.
Bli nu staaende her for at hvile dig, medens jeg iler
hen til Hektor og mander ham op til at vaage en tvekamp.»
Saaledes lød hendes ord, og han fulgte dem glad i sit hjerte.
Støttet til lansen med malmhvæsset odd blev han staaende rolig.
Gik hun da bort fra Akillevs og hen til den straalende Hektor.
Helten Deifobos skuffende lik av vekst og av stemme
traadte hun nær, og med vingede ord hun talte til helten:
«Elskede bror, nu trænges du haardt av den raske Akillevs,
jaget av helten rundt Priamos’ by paa hurtige føtter.
La os nu vente og kjækt holde stand og verge os kraftig.»
Hektor, den hjelmbuskvaiende helt, tok ordet og svarte:
«Altid, Deifobos, var du tilforn mig kjærest av alle
brødre som Priamos avlet, og Hékabe fødte til verden.
Høiere endnu end før vil jeg herefter prise din manddom,
siden du, da du fik se mig, har vaaget for min skyld at ile
utenfor porten, mens andre saa feigt har ventet derinde.»
Svarte da straks gudinden, den blaaøide Pallas Atene:
«Elskede bror, vor far og vor mor og de trofaste venner
tryglet mig, favnende en efter en mine knær, om at vente
indenfor muren; ti bævende frygt har grepet dem alle.
Men i mit bryst var hjertet forpint av sorgtunge kvaler.
La os nu trøstig gaa frem til en dyst og la os ei spare
lansernes malm, saa vi snart kan vite forvisst, om Akillevs
seirende fælder os begge og bærer vor blodige rustning
hen til de stavnkrumme skibe som rov, eller dør for din lanse.»
Saaledes lokket Atene ham frem med svigefuld tale.
Da de var kommet paa nærmeste hold og gik frem mot hinanden,
talte den straalende Hektor og rettet et ord til Akillevs:
«Pelevs’ søn, ei mer vil jeg fly, som jeg hittil har flygtet
treganger rundt om Priamos’ by og ikke har vaaget
freidig at staa, til du kom. Nu byder mit mod mig at stanse
ansigt til ansigt med dig for at volde dit fald eller fældes.
Men la os kalde paa guderne først; ti disse vil være
tryggest som vidner og vogte vor pakt, om vi nu kunde enes.
Ti dersom Zevs vil unde mig seir, og jeg røver dig livet,
skal jeg, Akillevs, ei skjende dit lik med rædsomme vunder.
Naar jeg faar røvet dig rustningens pragt, skal jeg sende det urørt
hjem til akaiernes leir, og lov mig at gjøre det samme.»
Svarte da barsk, med rynkede bryn, den raske Akillevs:
«Tal ikke, Hektor, til mig, du evig forhatte, om edspakt;
ti mellem løver og mænd er en edelig avtale faafængt.
Likesaa litt som det hænder at ulver og lam kan forlikes,
men til dagenes ende maa hate hverandre til døden,
likesaa litt er det mulig for os at møtes som venner.
Ei kan der sluttes en pakt mellem os, før en av os tvende
falder og mætter med blod den utrættelig kjæmpende Ares.
Mindes din manddom i alleslags kamp; ti nu har du nødig
rigtig at vise med lansen din kunst som den frygtløse kriger.
Nu skal du ei kunne fly. Nei, snart skal Pallas Atene
kue din kraft ved mit spyd. For al den kval skal du bøte
som jeg har følt over venner du vog, naar du raste med lansen.»
Saa han talte og slynget med kraft sin vældige lanse.
Dog, den straalende Hektor holdt øie med spydet og undvek;
ti da han saa det, knælte han ned, og spydet fløi over
fæstende odden i muld; men Atene grep det og gav det,
skjult for høvdingen Hektor, paany til den raske Akillevs.
Hektor talte da saa til helten den gjæve Akillevs:
«Feil har du kastet, Akillevs, du gudernes like. Du hadde
altsaa ei endnu av Zevs faat vite min lod som du paastod;
men du har faret med tungerapt snak og talt som en løgner,
forat jeg ræd skulde glemme mit mod og min mandige styrke.
Ei skal du dog kunne fæste dit spyd i min ryg under flugten.
Nei, jag det ind i mit bryst, naar jeg frygtløst stormer imot dig,
dersom en gud gir dig kraft; men søk nu at undgaa min lanses
malmhvasse odd. Aa, maatte du faa den i brystet til skaftet!
Lettere blev det for troernes mænd at færdes i kampen
efter dit fald; ti størst er den sorg som du har forvoldt dem.»
Derefter svang han sit vældige spyd og rammet ved kastet
midt i Akillevs’ skjold. Ei fôr det forbi; men tilbake
sprat det fra skjoldet og slyngedes fjernt. Da harmedes Hektor
over at spydet, det skarpe, forgjæves fôr ut av hans næve.
Haandfalden stod han og hadde ei mer nogen lanse at kaste.
Ropende lydt paa sin skjolddækte bror Deifobos bad han
helten at gi ham sit vældige spyd; — men han stod ikke nær ham.
Hektor forstod i sin sjæl hvad snart maatte komme, og mælte:
«Ve mig! Tilvisse har guderne selv villet sende mig dødsbud;
ti jeg har stolt paa at helten Deifobos stod ved min side;
men han er indenfor muren, og mig har Atene forblindet.
Fjern er ei nu den grufulde død; den nærmer sig hastig.
Faafængt at fly; ti klarlig har slikt forlængst været kjærest
baade for Zevs og hans søn fjerntrammeren, de som saa naadig
hjalp mig tilforn; — men nu er det saa at skjæbnen har naadd mig.
Ei vil jeg dø en vanærende død uten manddom og hæder.
Nei, la mig øve en stordaad, som kommende slegter skal mindes.»
Saa han talte og rev med et ryk av skeden sit svære
skarpslepne sverd, det tunge, som hang i en rem ved hans side.
Lutende styrtet han frem som ørnen fra himmelens høider,
naar den slaar ned gjennem skyernes mulm for at røve paa sletten
enten et hjælpeløst lam eller haren som flyr til sit gjemsel.
Saa fôr Hektor avsted og svang sit skarpslepne slagsverd.
Fyldt av rasende harm i sin sjæl sprang Akillevs imot ham.
Foran sig holdt han som dækkende vern sit herlige malmskjold,
hamret med kunst, og den straalende hjelm om høvdingens isse
nikket med firdobbelt skjerm, omflagret av talrike skjønne
guldhaar i vaiende busk, som Hefaistos selv hadde formet.
Som naar det lider mot nat og den skjønneste stjerne paa himlen,
Hesperos, vandrer sin lysende vei blandt stjernernes vrimmel,
saaledes blinket det klart fra det hvæssede spyd som Akillevs
svang i sin høire i nagende hat til den straalende Hektor,
speidende efter hans herlige hud hvor den bedst kunde saares.
Dækket var ellers hans hud overalt av den straalende rustnings
plater av malm, som han vandt, da han vog den sterke Patroklos;
men han var blottet hvor skuldre og hals ved nøkleben skilles
like ved strupen, hvor snarest et saar kan røve en livet.
Helten Akillevs fik ram paa ham der, da han stormet imot ham,
haardt med sit spyd, og den skjærende odd fôr tvers gjennem halsen.
Dog, det malmtunge spyd skar ei gjennem strupen, saa helten
endnu fik bruke sit mæle til svar i vekslende tale.
Segnet han da til jord, og jublende ropte Akillevs:
«Hektor, du mente dig visst saa tryg, da du fældte Patroklos.
Ikke det ringeste frygtet du mig som var borte fra kampen.
Daare; ti sat jeg end fjernt fra min ven ved de stavnkrumme snekker,
var jeg dog endnu i live og blev ham en sterkere hevner;
ti dine knær har jeg lammet, og dig skal hunder og gribber
slæpe til spot og spe; men ham skal akaierne jorde.»
Lammet av dødstræthet svarte den hjelmbuskvaiende Hektor:
«Bønlig ber jeg dig nu ved dit liv, dine knær og forældre:
La dog ei hundene æte mit lik ved akaiernes snekker.
Nei, ta skinnende kobber og guld i rikelig mængde,
alt hvad min far og ærværdige mor vil gi dig som gaver;
men send liket tilbake, saa troer og troiske kvinder
hjemme kan reise mit baal og unde mig hædrende likfærd.»
Truende svarte, med rynkede bryn, den raske Akillevs:
«Favn ikke, hund, mine knær, og tig mig ei ved forældre.
Aa, om min rasende harm kunde egge min sjæl til at skjære
kjøt av din krop og æte det raat for den sorg du har voldt mig.
Ingen skal nu kunne verne mot graadige hunder dit hode,
selv om de bragte som skjænk og lagde paa vegten til soning
tifold og tyvefold bot og lovet mig andet til gave.
Vilde dardaneren Priamos end med guldet, det røde,
veie dig op, saa skal ei din værdige mor kunne lægge
selv den søn, hun har født, paa baaren med jamrende klage.
Nei, men hele din krop skal flænges av hunder og gribber.»
Døende mælte paany den hjelmbuskvaiende Hektor:
«Ja, jeg kjender dig godt, som du staar mig for øie. Jeg skulde
altsaa ei røre din sjæl; ti av jern er dit hjerte i barmen.
Vogt dig, at ikke min lod skal volde at guderne vredes,
naar den er kommet den dag, da Paris og Foibos Apollon
fælder dig hist ved den skaiiske port, hvor kjækt du end kjæmper.»
Saa han talte, og over ham gled den evige dødssøvn.
Bort fra lemmerne svævet hans sjæl og vandret til Hades,
jamrende over sin lod, at skilles fra mandskraft og ungdom.
Selv til den avdøde talte paany den stolte Akillevs:
«Dø! — og efterpaa tar jeg min lod, naar Zevs og de andre
evige guder vil styre det saa at døden skal naa mig.»
Saa han talte og rykket sit malmspyd ut av den faldne,
lagde det fra sig og rev hans blodige rustning fra skuldre.
Stimlet da sammen om Hektor de andre akaier, og alle
saa de med undren paa høvdingens vekst og herlige skjønhet.
Alle, som traadte ham nær, gav liket en flænge med spydet.
Mangen en mand saa hen til sin nærmeste nabo og mælte:
«Jo da, tilvisse, langt bløtere nu er Hektor at ta paa,
end da han brændte med flammende ild vore tjærede snekker.»
Saaledes talte saa mangen og gik og stak ham med lansen.
Men da Akillevs, den fotrappe helt, hadde røvet hans rustning,
stod han og talte med vingede ord til akaiernes sønner:
«Venner, argeiernes drotter i kamp og formænd i raadet.
Eftersom guderne undte mig nu at kue hin kjæmpe,
ham som har plaget os mer end alle de andre tilhobe,
la os da friste rundt byen vort held med vaaben og verge,
saa vi faar vite med visshet hvad troerne agter at gjøre,
om de vil rømme den kneisende borg, naar denne er falden,
eller har mod til at bli, naar Hektor ei mer er i live.
Dog, hvi drøfter jeg nu i min sjæl saa faafængte tanker?
Ujordet ligger Patroklos’ lik ved flaaten, og ingen
graater for ham; men jeg glemmer ham ei saa længe jeg færdes
her i de levendes tal og knærne endnu kan røres.
Ja, om saa andre i Hades’ bo maa glemme de døde,
jeg skal dog mindes min elskede ven for evig selv hisset.
La os nu gaa, akaiiske mænd, til et seierskvads toner
førende denne avsted til vor leir ved de stavnkrumme snekker.
Glimrende ry har vi vundet. Vi dræpte den herlige Hektor,
helten, som troernes mænd har prist som en guddom i byen.»
Saa han talte og øvet en gruelig gjerning mot Hektor;
ti ifra ankel til hæl paa begge hans føtter bak vristen
stak han i senerne hul, trak oksehuds remmer igjennem,
bandt ham saa fast til sin vogn og lot hovedet slæpe i støvet.
Derefter steg han tilvogns med hans herlige rustning som bytte.
Hestene pisket han frem, og de ilte avsted som paa vinger.
Støvskyen hvirvlet hvor liket blev slæpt, og de blaasorte lokker
flagret fra issen, og hele hans før saa deilige hode
laa i det smudsige støv; ti nu hadde Alfader tillatt
fiender hatske at skjende det grumt i hans fædrene hjemland.
Dækket blev saaledes helt hans hode av støv, og i vaande
rykket hans mor av hodet sit haar og kastet den fine
hodeduk bort med fortvilede skrik ved synet av sønnen.
Klagende stønnet hans elskede far, og henover byen
lød overalt fra det samlede folk de jamrende angstrop.
Skrikene skingret saa vildt som om Ilions kneisende kongsstad
sank for de herjende flammer i grus fra ende til anden.
Bare med nød kunde oldingens mænd faa holdt ham tilbake,
da han, avsindig av sorg, vilde trænge sig ut gjennem porten.
Tryglende bad han dem alle og vred sig fortvilet i smudset,
medens han høilydt nævnte ved navn hver enkelt i skaren:
«Venner, aa slip mig og la mig, saa tungt det end tykkes jer, vandre
ene fra byen og finde mig frem til akaiernes snekker.
La mig faa tigge hin ildgjerningsmand, hin gudløse kjæmpe.
Kanske han agter mit blekede haar og ynker en olding.
Gammel som jeg er jo ogsaa hans far, den aldrende Pelevs,
han som har avlet og fostret ham op til kval for det hele
troiske folk; men mig har han voldt de bitreste sorger;
ja, ti for mig har han dræpt mangfoldige blomstrende sønner.
Dog, i min sorg er der ingen som martrer min sjæl som den ene.
Kummer for Hektor vil føre mig ned til Hades’ bolig.
Aa, om det bare var undt mig at favne ham endnu i døden!
Da hadde begge med jammer og graat kunnet mætte sit hjerte,
baade jeg selv og min viv, den usalige mor som har født ham.»
Hulkende talte han saa, og borgerne sukket i medynk.
Men blandt de troiske kvinder lød Hékabes jamrende klage:
«Hvorfor, mit barn, skal jeg ribbet og arm maatte leve i jammer
efter din død, du kjære, som var gjennem nætter og dage
her i vor stad min stolthet og lyst og en hjælper for alle
troer og troiske kvinder, som hædret dig høit som en guddom.
Visselig var du jo ogsaa for dem den herligste hæder,
medens du levde, men nu er du død, og skjæbnen har naadd dig.»
Hulkende talte hun saa; men Hektors viv hadde endnu
intet faat vite; ti ingen var gaat som bud for at melde
at hendes husbond alene holdt stand hist utenfor porten.
Oppe paa kongsborgen vævet hun nu i sit kammer en dobbelt
kappe av purpur i farverik pragt med straalende blomster.
Ropende høilydt bød hun de haarfagre terner paa borgen
hastig at sætte paa ilden en rummelig kjele, saa Hektor
straks kunde faa sig et bad, naar han vendte tilbake fra kampen.
Stakkar! hun visste jo ei at den blaaøide Pallas Atene
kuet ham nys for Akillevs’ haand langt borte fra badet.
Nu fik hun høre de jamrende skrik og klager fra taarnet.
Lemmerne rystet av angst, og skyttelen slap hun paa gulvet.
Ropte hun da paany til de fagertlokkede terner:
«Følg mig to av jer straks. Jeg maa se hvad der hændte derute.
Tydelig hørte jeg nys min svigermors røst, og i barmen
hamrer mit hjerte i aandeløs angst, og knæerne stivner.
Visst er det nu noget ondt som nærmer sig Priamos’ sønner.
Maatte jeg aldrig faa høre slikt bud; men i pinefuld rædsel
gruer jeg for at Akillevs har stængt for den modige Hektor
veien til byen og jager ham om alene paa sletten.
Kanske han alt har stanset for godt den usalige kjækhet
som var ham egen. Blandt mængden av stridsmænd holdt han sig aldrig.
Langt foran fylkingen løp han og vek ei for nogen i manddom.»
Saa hun talte og hastet med bankende hjerte fra hallen,
lik en avsindig at se, og tjenestekvinderne fulgte.
Men da hun naadde til taarnet og kom til mændenes skare,
stod hun paa muren med speidende blik. Da saa hun sin husbond
slæpes avsted foran byen. De fotrappe hester for vognen
trak ham i skaanselsløs hast til akaiernes stavnkrumme snekker.
Mørke som høstnattens sænket sig ned over hustruens øine;
bakover sank hun, og sjælen forlot med et suk hendes lemmer.
Lokkernes lysende baand, diademet og huen, den skjønne,
løsnet fra issen og faldt med de knyttede sløifer til jorden
sammen med sløret, en skjænk som den guldfagre elskovsgudinde
gav hende just hin dag, da den hjelmbuskvaiende Hektor
førte sin brud fra Eetions borg for utallige gaver.
Svogrenes søstre og hustruer stod omkring hende samlet,
støttende ømt den arme, til døden fortvilede kvinde.
Da hun fik aande paany og atter var kommet til samling,
gav hun sig over i jammer og klaget blandt troernes kvinder:
«Hektor, aa ve mig arme! Til selvsamme grufulde skjæbne
fødtes vi begge, du selv i Priamos’ haller i Troja,
jeg under Plakos’ løvrike skrænt i det kneisende Tebe,
hist paa Eetions borg. Han fostret mig da jeg var liten,
skjæbneforfulgt til en skjæbnetung lod. Aa, hadde han aldrig
avlet sin datter; ti nu maa du gaa til Hades’ bolig,
dypt under jord og lar i din hal som enke tilbake
mig i min grufulde kval, — og vor søn som vi arme gav livet,
er jo et hjælpeløst barn. Du faldt jo, min Hektor, og aldrig
blir du en hjælper for ham, eller han for sin far nogen støtte.
Frelses han end i den graatsvangre kamp med akaiernes sønner,
faar han dog livet igjennem kun møie og sorger at bære.
Andre vil røve hans odel og trænge sig ind paa hans marker.
Venneløs blir jo et barn den dag, da hans far gik i graven.
Øinene sænker han altid med kinderne vaate av taarer,
og i sin nød maa han tiggergang gaa til de fædrene venner,
nappende én i kjortelens flik og en anden i kappen.
Ynkes de, sætter de vel til hans mund et ørlitet bæger,
nok til at væte hans læber, men ei til at læske hans gane.
Tidt vil vel ogsaa en gut, hvis far og mor er i live,
jage ham bort fra det dækkede bord og slaa ham med haansord:
«Væk med dig straks! Ei bænkes din far som gjest ved vort maaltid.»
Hjem til sin enslige mor vil vor lille Astyanaks komme
graatende saart; ti tilforn hos sin far, paa hans knæ blev han mættet
bare med lammenes lækreste kjøt og marven, den fine.
Og naar saa søvnguden tok ham i favn og han stanset med leken,
sov han paa leiet saa søtt og hvilte paa arm hos sin amme
bløtt i sin seng, naar han helt hadde faat hvad hans hjerte begjærte.
Nu har han mistet sin elskede far, og mangen en motgang
vil nu Astyanaks friste. — Det navn har jo troerne git ham;
saasom du selv var det eneste vern for porte og mure.
Ormenes myldrende kryp skal nu ved de stavnkrumme snekker
langt fra forældrenes hjem, naar hunder har fraadset sig mætte,
æte dit blottede lik; men hjemme i kamrene ligger
fine og prægtige klær, som kvindehaand virket paa væven.
Nu vil jeg brænde dem alle i flammende luer til aske.
Dig blir de ikke til gagn; ti i dem skal du aldrig faa hvile;
men det skal øke dit ry blandt troer og troiske kvinder.»
Hulkende talte hun saa, og kvinderne sukket i medynk.