Iliaden/Hektors utløsning.
< Iliaden
FIRE OG TYVENDE SANG.
HEKTORS UTLØSNING.
B
rutt blev den festlige kreds, og mændene spredtes og vandret
hjemad til skibene hver i sin flok, og alle de andre
tænkte med længsel paa kveldsverd og kvægende søvn; men Akillevs
tænkte paa vennen og graat, og den altbetvingende slummer
favnet ham ei; men han veltet sig hit og dit, og med vemod
mindedes helten Patroklos’ kraft og herlige manddom,
og hvad av møie og nød han sammen med ham hadde døiet,
baade i mændenes kvalfulde kamp og paa brusende bølger.
Dette randt helten i hu, og taarerne strømmet saa stride.
Over paa siden han kastet sig om, snart laa han paa ryggen,
snart paa sit ansigt. Snart reiste han sig fra sit leie og flakket
sansesløs om paa den sandige strand, til han skuet i østen
Eos som spredte sit straalende skjær over havet og stranden.
Og naar han saa hadde spændt under aak sine hester og bundet
Hektor til vognstolen fast for at slæpe hans lik gjennem støvet,
trak han ham treganger rundt om den faldne Patroklos’ gravhaug,
førend han hvilte paany i sit telt; men ham lot han ligge
henslængt i støvet med ansigtet ned; men Foibos Apollon
vernet mot skjæmmende vunder hans hud; ti selv efter døden
ynket han helten og dækket ham helt med den guldsmykte Aigis
for at hans fiende ei skulde flænge hans hud, naar han slæptes.
Saaledes skjendet han, pint av sin harm, den straalende Hektor.
Guderne saa det og ynkedes saart og bød at den raske
speidende lysbringer Hermes med list skulde bortføre liket.
Alle de andre var villige straks; men det huet ei Hera,
ikke Poseidon, ei heller den blaaøide Pallas Atene;
men de var likesaa hatske som før mot det hellige Troja,
og imot Priamos selv og hans folk for Paris’ brøde,
han som med haan lot gudinderne gaa, da de gjestet hans fjeldgaard,
medens han priste den ene som gav ham fordærvelig vellyst.
Men ved det rødmende gry, da den tolvte av dage var kommet,
talte i gudernes kreds den straalende Foibos Apollon:
«Guder, for haardt og for hatskt er jert sind. Har Hektor da aldrig
ofret jer laarstykker fete av okser og lytefri gjeter.
Dog, I kan ikke faa kommet jer til at frelse ham endnu,
selv efter døden, saa hustru og mor og barn kan faa se ham,
Priamos ogsaa, hans sørgende far, og hans folk som tilvisse
straks vilde reise hans baal og gi ham en hæderlig likfærd.
Derimot hjælper I guder med lyst den barske Akillevs,
skjønt han er haard og ubillig av sind, og hans hjerte i barmen
slaar i ubøielig trods, og han raser saa vildt som en løve,
naar den i lit til sin vældige kraft og sin glubende vildskap
styrter sig grumt over mændenes kvæg for at fraadse i byttet.
Slik er Akillevs. Han mistet forlængst al medynk og kjender
ikke til skam, som kan skade en mand, men oftest maa gavne.
Mangen maa lide et tungere tap og miste for altid
enten en kjødelig bror eller søn, sit dyreste eie.
Dog, der kommer en tid, da han stanser sin graat og sin klage.
Moirerne gjorde jo menneskets sind taalmodig i motgang.
Denne har derimot nu, da han dræpte den herlige Hektor,
bundet hans lik til sin vogn, og om graven hvor vennen er jordet,
slæper han ham. Slikt bringer ham dog hverken gavn eller hæder.
Gjæv som han er, maa han vogte sig vel for at vække vor harme;
ti den umælende jord forhaaner han jo i sin vildskap.»
Heftig forbitret i hu tok den armhvite Hera til orde:
«Sølvbuegud, det ord du har talt, kunde gjælde for rigtig,
hvis I vil sætte jer Hektor i rang saa høit som Akillevs.
Hektor var dødelig mand, og en kvinde har lagt ham til brystet,
medens Akillevs er født av den skjønne gudinde som fordum
selv jeg har fostret og pleiet og viet til dødelig husbond,
Pelevs, hin drot som blev elsket saa høit av de evige guder.
Alle I guder var med ved hans bryllupsfest. Selv med din lyre
gjestet du gildet, du stymperes ven, som altid maa lyve.»
Da tok den mægtige skysamler Zevs til orde og svarte:
«Stans nu, Hera, og ras ikke saa mot de evige guder.
Ei skal de hædres med selvsamme rang; men Hektor var ogsaa
guderne kjærest av alle som bor inden Ilions mure.
Mig var han kjær; ti han glemte mig ei med herlige gaver.
Aldrig lot helten mit alter staa tomt for et rikelig offer,
funklende vin eller duftende fett. Slik hædres jo guder.
Dog, la os opgi den tanke at bortføre Hektor i løndom.
Ei er det mulig at holde det skjult for Akillevs; ti altid
vanker hans mor ved nat og ved dag omkring ved hans side.
Bedst om en gud vilde skynde sig bort og hente mig Tetis,
saa jeg kan gi hende selv det forstandige raad at Akillevs
villig bør ta hvad Priamos byr til løsning for Hektor.»
Saa han talte. Da ilte som bud den stormsnare Iris.
Midt mellem Samos og Imbros’ kyst med de styrtbratte skrænter
hoppet hun ned i det mørkeblaa hav, saa bølgerne plasket.
Ned imot havbunden fôr hun saa raskt som den synkende blyklump,
som, naar den fæstes til røret av horn av den beitende okse,
daler mot bunden til død og fordærv for de graadige fisker.
Fandt hun da hist i den hvælvede hal den haarfagre Tetis.
Havets gudinder var samlet omkring, og inde i kredsen
hulket hun saart for sin herlige søn; ti han skulde jo snarlig
fjernt fra sit fødeland miste sit liv ved det frugtbare Troja.
Nær hende traadte da straks den fotrappe Iris og mælte:
«Skynd dig nu, Tetis; ti Zevs, vor alvise far, lar dig kalde.»
Derefter svarte gudinden, den sølverfotede Tetis:
«Hvi har den mægtige budsendt mig nu? At færdes blandt guder
blues jeg ved; ti mit hjerte er pint av utallige sorger.
Dog, jeg maa gaa. Hvad han sier, maa ske; det kan ikke rokkes.»
Saaledes talte gudinden og hyllet sig ind i det mørke
dækkende slør. Ei fandtes en dragt mer kulsort end denne.
Derefter gik hun avsted, og den stormsnare Iris gik foran.
Havdypets vandstrømme kløvde sig let om de tvende gudinder.
Da de var steget paa land, fôr de op til den lysende himmel.
Snart kom de frem til Kronos’ søn, og alle de andre
salige guder, som aldrig kan dø, sat samlet omkring ham.
Tetis tok sæte hos alfader Zevs; ti Atene vek pladsen.
Rakte da Hera med venlige ord gudinden den skjønne
gyldne pokal, og Tetis drak ut og gav den tilbake.
Guders og menneskers far tok derpaa til orde og mælte:
«Tetis, du kom dog, gudinde, skjønt sorgfuld i sind, til Olympen,
pint i din sjæl av uendelig kval. Jeg vet hvad du lider.
Dog, trods alt maa jeg si av hvad grund jeg nu lot dig kalde.
Ufred har raadet ni dage i træk blandt de evige guder,
striden om Hektors lik og hin stadødelægger Akillevs.
Somme vil ta det med list og egger den speidende Hermes,
medens jeg selv til Akillevs’ navn vil knytte slik hæder,
saasom jeg ønsker for altid at eie dit trofaste venskap.
Skynd dig til leiren. Gaa hen til din søn og meld ham mit budskap.
Si ham at gudernes mishag er vakt, og at jeg fremfor alle
evige guder er harm, fordi han i rasende vrede
holder paa Hektor ved skibenes stavn og negter ham løsning.
Kanske han da vil ræddes for mig og gi Hektor tilbake.
Selv skal jeg sende til Priamos bud med den stormsnare Iris,
at han skal gaa til akaiernes leir for at løskjøpe sønnen,
bringende med til Akillevs en bot som kan mildne hans hjerte.»
Saa han talte, og Tetis, den sølverfotede guddom,
lød ham og svævet i hast fra Olympos’ mægtige tinder.
Snart kom hun frem til Akillevs’ telt og traf ham derinde,
sukkende tungt i sin sorg, mens alle de trofaste venner
syslet omkring ham med iver og gjorde i stand til et maaltid,
hvortil et stort og tætuldent faar var slagtet i teltet.
Tetis, hans værdige mor, gik hen og satte sig hos ham,
klappet ham kjærlig paa kind, og trøstende tok hun til orde:
«Aa, hvor længe, mit elskede barn, vil du endnu fortære
hjertet i jammer og sorg og glemme din mat og dit leie?
Kanske det bragte dig trøst, om du favnet en kvinde i elskov.
Snart er jo ogsaa dit livsløp forbi; ti døden og skjæbnens
vældige magter har nærmet sig alt og staar ved din side.
Lyt nu straks til mit ord: Fra Zevs er jeg kommet med budskap.
Guderne, sier han, laster din færd; han selv fremfor alle
evige guder er harm, fordi du i rasende vrede
holder paa Hektor ved skibenes stavn og negter ham løsning.
Gi nu hans lik tilbake og ta de gaver som bydes.»
Straks tok Akillevs, den fotrappe helt, til orde og svarte:
«Vel, la da ham som bringer mig bot, faa hjemføre liket,
siden for alvor han byder det selv, hin gud paa Olympen.»
Saaledes drøftet nu mor og søn ved skibenes række
mangt med hinanden med vingede ord; men den høie Kronide
sendte den fotrappe Iris imens til det hellige Troja:
«Skynd dig, stormsnare Iris, avsted fra vor borg paa Olympen.
Il til Ilions by og gi Priamos bud om min vilje,
at han skal gaa til akaiernes leir for at løskjøpe sønnen,
bringende med til Akillevs en bot som kan mildne hans hjerte.
La ingen troer faa følge ham dit. Han maa vandre alene.
Bare en ældre herold kan følge ham, en som skal styre
mulernes spand og den rullende vogn og bringe tilbake
liket av ham, som den herlige helt Akillevs har fældet.
Dødstanker skal ikke ængste hans sjæl. Han har intet at frygte;
ti som hans følgesvend sender vi med den lysende Hermes.
Han skal følge hans fjed, til han fører ham frem for Akillevs.
Og naar han først faar ledet ham ind i Akillevs’ leirtelt,
skal han ei dræpe sin gjest, men verne ham trygt mot de andre;
ti han er hverken uvittig og ond eller blind for det rette;
men han vil skaane en tryglende far med den ytterste omhu.»
Saa han talte. Straks ilte den stormsnare Iris med budet.
Frem til Priamos kom hun. Der møtte hun jammer og klage.
Rundt om sin far i en kreds sat sønnerne inde paa gaarden,
vætende alle med taarer sin dragt, og den gamle i midten
svøpte sig stramt i sin kappe, mens oldingens hals og hans hode
dækkedes helt av det smudsige støv som gubben i mængde
drysset med hænderne over sig selv, mens han vred sig paa jorden.
Døtre og sønnernes hustruer laa i jamrende klage
inde i hallen og mindedes saart de mange og kjække
helter som faldt og mistet sit liv for akaiernes hænder.
Hen til Priamos skred hint ilbud fra Zevs, og til gubben
talte hun dæmpet og mildt. Dog skalv hans lemmer av rædsel:
«Fat dig, Priamos, ætling av Dardanos. Frygt ikke mere;
ti det er ei med et ulykkesbud jeg gjester din bolig.
Hjertelig vil jeg dit bedste. Fra Zevs er jeg kommet med budskap,
han som vil dig saa vel og ynker din nød i det fjerne.
Alfader byder dig nu at løse den herlige Hektor,
bringende med til Akillevs en bot som kan mildne hans hjerte.
La ingen troer faa følge dig dit. Du maa vandre alene.
Bare en ældre herold skal følge dig, en som skal styre
mulernes spand og den rullende vogn og bringe tilbake
liket av ham som den herlige helt Akillevs har fældet.
Dødstanker skal ikke ængste din sjæl. Du har intet at frygte;
ti som din følgesvend sender han med den straalende Hermes.
Guden skal følge dig frem til han fører dig ind hos Akillevs.
Men naar han først faar ledet dig ind i Akillevs’ leirtelt,
skal han ei dræpe sin gjest, men verne dig trygt mot de andre;
ti han er hverken uvittig og ond eller blind for det rette;
men han vil skaane en tryglende far med ytterste omhu.»
Saaledes talte den fotrappe mø og hastet tilbake.
Priamos bød nu straks sine sønner at spænde de raske
muldyr for rullende vogn og binde en kurv til dens fating.
Selv gik han derefter ned i det herlige duftende kammer,
høiloftet, bygget av ceder. Der gjemtes hans talrike skatte.
Dit lot han Hekabe kalde, sin værdige hustru, og mælte:
«Trofaste hustru. Fra Zevs paa Olymp er der kommet det budskap
at jeg skal løse vor elskede søn ved akaiernes snekker,
bringende med til Akillevs en bot som kan mildne hans hjerte.
Nu maa du gi mig et raad og si hvad du mener om dette;
ti i mit hjerte og sind staar hele min hu til at drage
gjennem akaiernes vidtstrakte leir til de hurtige snekker.»
Saa han talte, og hulkende tok hans hustru til orde:
«Ve mig arme! Hvor er din forstand som fordum blev lovprist
viden blandt fremmede mænd og av dem som lyder dit magtbud.
Hvorledes tør du alene gaa hen til akaiernes snekker,
trædende ham under øine som dræpte saa grumt vore mange
herlige sønner? Av haardeste jern maa dit hjerte jo være.
Ti dersom manden, saa haard som han er, saa blodgrisk og troløs,
ser dig for øie og faar dig i vold, han ynker dig ikke,
blues ei heller. Aa nei, la os fjernt fra den døde faa graate
her i vor hal over Hektor. For ham har vel skjæbnen, den haarde,
spundet det ind i hans livstraad straks, da jeg bar ham til verden,
at han saa fjernt fra forældre og hjem skulde ætes av hunder,
hist hos den grusomme mand. Aa, kunde jeg midt i hans lever
hugge min tand og æte den raa, da fik jeg vel fuldgod
hevn for min søn; ti det var ingen usling han vog; men han kjæmpet
modig for troernes mænd og slanktombeltede kvinder,
uten at tænke paa flugt eller feigt at vike tilbake.»
Svarte da drotten, den graanede Priamos, gudernes like:
«Stans ei min færd, naar jeg ønsker at gaa, og spaa ikke vanheld
selv som en ulykkesfugl i vor hal. Du rokker mig ikke;
ti hvis en anden, en dødelig mand, hadde budt mig at drage,
enten en sandsiger eller en prest som tar varsel av ofre,
vilde vi kaldt det for paafund og løgn og skydd ham end mere.
Nu vil jeg derimot gaa; ti jeg hørte og saa jo gudinden
ansigt til ansigt, og ei skal hint bud være bragt mig forgjæves.
Selv om det vorder min lod at dø ved akaiernes skibe,
vil jeg det dog. Ja, Akillevs kan straks faa røve mig livet,
naar jeg faar favnet min søn og stillet min trang til at graate.»
Saa han talte og lukket saa op de prægtige kister.
Tolv av de herligste slør tok han ut og tolv av de bedste
enkelte kapper og tepper av uld i selvsamme antal.
Likesaa stort var tallet av herlige kaaper og kjortler.
Derefter tok han og veiet av guld ti fulde talenter.
Ett par treføtter hentet han frem og tvende par kjeler,
dertil en herlig pokal, en skat som trakerne gav ham
engang han kom paa en sendemandsfærd; men selv ikke denne
sparte den graanede drot i sin hal; ti av hele sit hjerte
stundet han efter at løse sin søn; men hver eneste troer
jog han fra forhallens søilegang ut med de bitreste skjeldsord:
«Væk med jer, uslinger! skadefro pak! Har I ikke derhjemme
fuldtop at hyle for, siden I kom for at øke min pine?
Synes I ei den jammer er nok at Zevs lot mig miste
denne min kjækkeste søn? Det tap skal I selv faa at føle;
ti langt lettere blir det jo nu for akaiernes sønner,
efterat Hektor er falden, at ta jer andre av dage.
Aa, om det maatte forundes mig selv at vandre til Hades,
før jeg faar se for mit øie at byen blir herjet og plyndret.»
Saa han talte og fôr med sin stav gjennem flokken, og alle
vek for den hidsige gubbe. Saa skjendte han paa sine sønner,
Helenos først og den straalende Agaton, dernæst paa Paris,
saa kom Antífonos, Pammon, Deifobos, dernæst Polites,
høimælt og rask, Hippótoos sidst og den mandige Dios.
Gubben fôr løs paa samtlige ni og ropte i vrede:
«Skynd jer, I slyngler av sønner, elendige! Gid at I alle
laa ved de hurtige snekker som lik istedetfor Hektor.
Ve mig, usalige mand; ti jeg avlet de ypperste sønner
her i det vidtstrakte Troja; men ingen av dem er tilbake:
Mestor, saa kjæk som en gud, og Troïlos, freidig i vognkamp,
ja, og min Hektor som var som en gud blandt jordiske helter.
Ei saa han ut som en dødeligs barn, men som søn av en guddom.
Disse har krigsguden dræpt; men alle de værste er sparet,
mestre i løgn og i dans, i alleslags fagter og krumspring;
helter som skaffer sig gjeter og lam ved ran ifra landsmænd.
Kan I da ei i en fart faa ordnet med vognen og fylde
kurven med sakerne her, saa vi snart kan faa git os paa veien?»
Saaledes talte den harmfulde far, og skræmt ved hans tilrop
bar de fra skuret den flunkende ny, letrullende, skjønne
mulæselsvogn, og fast til vognstolen snørte de kurven,
tok saa fra knaggen et mulæselsaak, arbeidet av buksbom.
Knappen var kraftig og stor og ringene fæstet forsvarlig.
Sammen med aaktræet bar de dets rem, ni alen i længde,
lagde saa aaket omhyggelig ned paa den glattede vognstang,
ytterst ved stangens beslag, saa ringen gled ned over bolten.
Treganger fæstet de remmen paa kryds over knappen og slynget
enderne rundt og knyttet dem fast under spidsen av bolten.
Derefter bar de av kammeret ut og læsset paa vognen
dynger av herlige gaver til bot og løsning for Hektor.
Mulerne spændte de for, sterkhovede, raske i sælen,
herlige dyr som Priamos fik av myserne fordum.
Men for Priamos spændte de for de hester som gubben
selv hadde røgtet som ypperste spand ved den glattede krybbe.
Medens nu Priamos selv og hans svend, de forstandige gubber,
begge lot dyrene spænde for vogn i den kneisende borggaard,
traadte den værdige Hekabe frem med kummer i hjertet,
rækkende frem i sin høire en gylden pokal med den søte
kvægende vin, saa de, før de drog bort, kunde bringe et offer.
Fremme ved hestene stillet hun sig og talte til gubben:
«Ta det og bring fader Zevs et drikoffer. Bed om at komme
frelst ifra fiender hjem til din borg, siden hele din længsel
stunder mot skibene frem, og du ikke vil føie min vilje.
Bed til den skyomhyllede søn av Kronos, som troner
oppe paa Ida og ser over hele det vidtstrakte Troja,
at han vil sende fra høire hin fugl, sit hurtige ilbud,
den som er Alfader kjærest og sterkest av vingede fugler,
forat du selv, naar du faar den at se, i lit til dens varsel
trøstig kan gi dig paa vei til danaernes hurtige snekker.
Men hvis den tordnende Zevs ei gir dig sit varslende budskap,
da vil jeg ei kunne raade dig til eller be dig at drage
hen til akaiernes leir, om du ønsker det aldrig saa ivrig.»
Priamos, gudernes like, tok straks til orde og svarte:
«Kjæreste hustru, dit velmente raad skal jeg visselig lyde.
Løfte mot Zevs sine hænder er bedst, om han kanske vil ynkes.»
Saaledes talte den gamle og bød sine terner at helde
over hans hænder det klareste vand, og tjenestekvinden
nærmet sig straks med en kande i haand og fatet til tvætning.
Hænderne vasket han saa og tok fra sin hustru pokalen.
Midt paa borggaarden traadte han frem, og med blikket mot himlen
heldte han ofret av funklende vin paa jorden og mælte:
«Alfader Zevs, Idæiske drot, høilovet og mægtig,
und mig at naa til Akillevs som ven og vække hans medynk.
Send mig fra høire den varslende fugl, dit hurtige ilbud,
den som er kjærest for dig og er sterkest av vingede fugler,
forat jeg selv, naar jeg faar den at se, i lit til dens varsel
trøstig kan gi mig paa vei til danaernes hurtige snekker.»
Saaledes bad han, og Zevs, den alvise, hørte ham naadig.
Straks lot han flyve sin ørn, den stolteste fugl under himlen,
jagtfuglen mørk; den spraglede kongeørn kaldes den ogsaa.
Lange som fløien er høi i rikmandens døre som stænger
trygt for hans skatkammers høireiste hvælv med de mægtige laaser,
likesaa lange var vingernes par, og de saa at den svævet
hen over byen til høire, og da de fik øie paa fuglen,
følte de inderlig glæde, og alle blev varme om hjertet.
Oldingen skyndte sig op paa den skinnende vognkarm og kjørte
under den drønende søilehal ut av den hvælvede borgport.
Foran med firehjulsvognen gik spandet av kraftige muldyr,
kjørt av den kloke Idaios, og bakefter fulgte hans hester,
styret av oldingen selv, som drev dem med svepe og tilrop
hurtig avsted gjennem byen. Da fulgte ham alle hans kjære
jamrende høit, som skulde han nu gaa døden i møte.
Da de var kjørt gjennem troernes by og var kommet paa sletten,
vendte hans sønner og døtrenes mænd tilbake til Troja.
Ei blev det skjult for den tordnende Zevs at de to kom tilsyne
ute paa sletten, og guden blev rørt, da han øinet den gamle.
Straks til Hermes, sin elskede søn, han vendte sin tale:
«Hermes, det er jo for dig den kjæreste syssel at hjælpe
venlig en mand, og du hører en bøn, naar den huer dit hjerte.
Skynd dig avsted! Før Priamos frem til akaiernes snekker,
stille og tyst, saa end ikke én av de andre danaer
ser eller merker hans færd, før han naar til Akillevs’ leirtelt.»
Saa han talte, og Hermes, hans straalende ilbud, var villig.
Straks under føtterne snørte han fast de himmelske saaler,
gyldne og skjønne, som bærer ham hen over vandenes vidder
og over landene viden paa jord saa hurtig som vinden.
Derefter grep han sin stav. Med den kan han trylle i dvale
menneskers øine saa ofte han vil, og vække av slummer.
Holdende denne i haand fløi han bort, den mægtige lysgud.
Straks da han kom til troernes by og til Hellespontos,
vandret han fremad, av skikkelse lik en kongsbaaren yngling,
skygget om haken av spirende dun, i sin fagreste ungdom.
Men da de tvende var kommet forbi kong Ilos’ gravhaug,
stanset de muldyr og hester og lot dem faa drikke ved elven;
ti over markerne bredte sig alt det natlige mørke.
Snart blev herolden ham var og kunde i skumringen skjelne
Hermes som nærmet sig raskt, og til Priamos talte han lønlig:
«Dardanos’ ætling, giv agt. Her gjælder det raadsnar beslutning.
Hist kan jeg øine en mand. Jeg er ræd han vil dræpe os begge.
Kom, la os stige tilvogns og friste at fly, eller ogsaa
favne hans knæ og be for vort liv, om han kanske vil ynkes.»
Saa han talte. I lammende gru skalv oldingens hjerte.
Haarene reiste sig stive av skræk paa de krokete lemmer.
Haandfalden stod han. Da nærmet sig raskt den venlige guddom.
Hjertelig trykket han oldingens haand, tok ordet og spurte:
«Hvor skal du hen, ærværdige far, med hester og muldyr,
nu i den signede nat, naar mennesker ellers kan sove?
Ræddes du ei for akaiernes mænd, de modige helter,
fiender haarde som hater dig vildt og er i din nærhet.
Si, hvordan blev du tilmote, hvis nogen av disse fik se dig
kjøre avsted i den belgmørke nat med saa talrike skatte?
Selv er du sletikke ung, og gammel er han som er med dig.
Verge jer kunde I ei mot en mand som først yppet trætte.
Jeg skal tilvisse ei volde dig men. Jeg verger dig heller
trygt mot en anden. Min elskede far du tykkes mig ligne.»
Oldingen Priamos svarte ham da med guddommelig høihet:
«Ja, du har ret, min søn; du har ret i alt hvad du sier.
Over mig holder dog endnu en gud sine naadige hænder,
siden han sendte mig nu, da det gjaldt, en vandrer i møte
saadan som dig, saa kraftig av vekst og herlig av aasyn,
dertil saa klok. Lyksalige de som er dine forældre!»
Straks tok gudernes straalende bud til orde og svarte:
«Gamle, ja visselig gir jeg dig ret i alt hvad du nævnte.
Si mig nu bare og la hvert ord være sandt som du sier:
Fører du dette dit gods, dine mange og herlige skatte
bort til fremmede mænd for at ha det i sikker forvaring?
Eller kanhænde I alle drar bort fra det hellige Troja,
slagne av frygt; ti helten, din søn, eders tapreste høvding,
faldt jo fornys. I kamp mot akaierne svigtet han aldrig.»
Svarte da drotten, den graanede Priamos, gudernes like:
«Si mig, min ven, hvem du er og fra hvilke forældre du stammer,
siden du talte saa smukt om min søns usalige skjæbne.»
Derpaa tok gudernes straalende bud til orde og svarte:
«Gubbe, du prøver mig visst, naar du spør om den herlige Hektor.
Ham har jeg set saa mangen en gang i de hædrende kampe
for mine øine, ja ogsaa fornys, da han jaget og dræpte
hist ved flaaten akaiernes mænd med det flængende kobber.
Undrende stod vi og saa paa hans færd; ti vred paa Atreiden
hadde Akillevs forbudt os selv at kjæmpe paa valen.
Ja; ti jeg tjener hos ham, og det selvsamme prægtige langskib
førte os hit. Myrmidoner jeg er, og min far er Polyktor.
Grundrik er han og gammel, en gubbe omtrent paa din alder.
Jeg er hans syvende søn; de seks er hjemme paa borgen;
ti da vi alle trak lod, var det mig som hit maatte drage.
Nu er jeg kommet til sletten fra skibene. Tidlig imorgen
agter akaiernes klarøide mænd at kjæmpe om byen.
Alle er kjede av hvile og ro, og danaernes konger
kan ikke holde de kamplystne mænd tilbake fra striden.»
Oldingen Priamos, guderne lik, tok ordet og svarte:
«Er du en kriger hos Pelevs’ søn, den stolte Akillevs,
si mig da sandheten helt om min søn og fortæl om han ligger
endnu ved skibene hist, eller kanske den haarde Akillevs
alt har hugget i stykker hans lik og lagt det for hunder.»
Gudernes straalende bud tok atter til orde og svarte:
«Nei, ærværdige gubbe, han er ikke endnu fortæret,
hverken av hund eller fugl. Ved Akillevs’ telter og snekker
ligger han endnu som før. Naar morgenen gryr, blir det tolvte
dagen han ligger. Ei raatner hans lik, ei æter ham endnu
ormenes kryp som fortærer de mænd som er faldne paa valen.
Rigtignok slæper Akillevs hans lik i skaanselløs vrede
daglig ved tidligste gry om vennens, den elskedes, gravhaug.
Dog, han skader ham ei. Selv vil du faa se, naar du kommer,
hvordan han ligger der dugfrisk og skjøn og tvættet for blodet
uten det ringeste smuds, og lukket er alle de vunder,
fienden slog; ti av mangen en mand blev han stukket med spydet.
Saaledes vernes din herlige søn av de evige guder,
selv naar han ligger som lik; ti de elsker ham høit i sit hjerte.»
Saa han talte. Den gamle blev glad og svarte ham venlig:
«Ja, mit barn, det er godt at bringe de evige guder
sømmelig offer. Ei glemte min søn, — mit barn som jeg mistet —
hist i den hjemlige hal de guder som bor paa Olympen.
Derfor kom de ham ogsaa i hu, da dødslodden traf ham.
Ta nu, du kjære, som gave fra mig dette herlige bæger.
Verg mig mot farer og følg mig paa vei med gudernes bistand,
indtil jeg kommer til teltet hvor Pelevs’ søn er til huse.»
Atter tok gudernes straalende bud til orde og svarte:
«Gamle, du frister mig, ung som jeg er; men du ber mig forgjæves
motta en gave fra dig, naar jeg ikke har lov av Akillevs.
Nei, jeg frygter og skyr av hele mit hjerte at vinde
det som er hans, forat ei noget ondt skal ramme mig siden.
Men som din følgesvend, selv om det var til det herlige Argos,
følger jeg tro over land eller hav paa den hurtige snekke.
Ingen skal gaa dig for nær, fordi han foragter din fører.»
Saaledes talte den naadige gud, og op paa hans stridsvogn
steg han og grep i en fart baade svepe og skinnende tøiler.
Kræfter i lemmerne blæste han ind paa hester og muldyr.
Men da de kom til murene frem og til graven om flaaten,
netop da vogterne gav sig ifærd med at lage sin kveldsverd,
dysset den lysende budbringer straks hver vogter i slummer.
Bommene skjøt han tilbake i hast, og da porten var aapnet,
førte han Priamos ind med de herlige gaver paa vognen.
Derefter naadde de frem til Akillevs’ mægtige bolig,
teltet som myrmidonernes mænd hadde reist for sin hersker.
Tømmeret hugg de av rankeste gran og lagde paa taket
strittende dække av siv som de meiet paa myrlændte enge,
og for sin hærkonge gjærdet de ind med en række av pæler
rummelig plads om teltet. Dens port var stængt med en enkelt
bjelke av gran. Med nød kunde tre av de andre akaier
skyve den for, og tre maatte til for at trække den tunge
tverbom tilbake; men helten Akillevs skjøv den alene.
Nu var det Hermes, den naadige gud, som aapnet og førte
gubben med gaverne ind til den fotrappe høvding Akillevs.
Derefter sprang han fra oldingens vogn til jorden og mælte:
«Vit, graahærdede drot, at jeg er en udødelig guddom,
Hermes som kom dig til hjælp; ti min far har sendt mig som fører.
Nu maa jeg vandre tilbake i hast; jeg vil ikke møte
helten Akillevs’ blik; ti det sømmer sig knapt at en guddom
aapenlyst skjænker en dødelig mand saa kjærlig sin bistand.
Selv kan du trøstig gaa ind til Pelevs’ søn for at favne
ydmyg hans knær i inderlig bøn ved hans far og hans kjære
haarfagre mor og hans søn, saa du rører hans hjerte til medynk.»
Saaledes talte Hermeias og fôr til det høie Olympen.
Priamos selv steg ned fra sin vogn; men ute paa gaarden
lot han Idaios tilbake. Der ventet han nu for at holde
hester og muldyr; men gubben gik ind i Akillevs’ leirtelt,
der hvor han sat, hin yndling av Zevs, og han fandt ham derinde.
Høvdingens væbnere sat for sig selv. Kun to av hans svende
Alkimos, krigsgudens ætling, og helten Avtomedon syslet
travelt omkring ham. Sin mat og sin vin hadde drotten fornylig
nytt ved sin kveldsverd; det dækkede bord stod foran ham endnu.
Uset av alle kom Priamos ind, og da han var nær ham,
favnet han bønlig Akillevs’ knær og kysset de barske
mordvante hænder som dræpte paa val hans talrike sønner.
Som naar en mand som tynges av blodskyld, naar han i hjemmet
dræpte en anden og fjernt iblandt fremmede træder som flygtning
ind i en rikmands hus, og alle som ser det maa undres,
saaledes studset Akillevs, da Priamos kom ham for øie.
Ogsaa de andre fôr sammen og saa paa hverandre med undren.
Priamos rettet en brændende bøn til Akillevs og mælte:
«Tænk paa din far, Akillevs, du helt, som er gudernes like.
Jevngamle er vi og staar paa den sorgtunge alderdoms terskel.
Ogsaa din far blir vel haardelig trængt av fiendske grander
uten en ven som kan verne ham trygt mot skjendsel og voldsdaad.
Dog, naar han hører det budskap om dig, at du end er i live,
glæder han sig i sin sjæl, og hver eneste dag kan han haabe
at han skal gjense sin elskede søn, naar du kommer fra Troja.
Jeg er jo ribbet for alt; ti jeg avlet de ypperste sønner
viden i troernes land; men av dem har jeg ingen tilbake.
Femti var de i alt, da akaierne stevnet mot byen.
Nitten av disse er født i mit hus av selvsamme hustru.
Elskede kvinder som bor paa min borg, har født mig de andre.
Mange blev lammet paa val og dræpt av den stormende Ares.
Aa, men den bedste, den ene som verget vor by og os alle,
Hektor, vor redningsmand, dræpte du nys, da han vernet sin hjemby.
Ene for hans skyld kommer jeg hit til akaiernes snekker.
Nu vil jeg kjøpe ham fri og bringer dig rikelig løsning.
Ynk mig, Akillevs, og gjør det i sky for gudernes vrede.
Tænk paa din far. End mere end han fortjener jeg medynk.
Endnu har aldrig en mand som har mistet sin søn, maattet taale
likesom jeg at føre hans banemands haand til sin læbe.»
Saa han talte og vakte hans trang til at graate for Pelevs.
Varsomt rørte han oldingens arm og skjøv ham tilbake.
Begge kom sine i hu. For Hektor, hin vældige stridsmand,
hulket den ene og vred sig paa jord for Akillevs’ føtter,
medens Akillevs, snart for sin far og snart for Patroklos,
jamret sig lydt. Deres stønnende suk gav gjenlyd i hallen.
Men da Akillevs i hulkende graat hadde lettet sit hjerte,
og fra hans lemmer og sind den sorgtunge længsel var svunden,
steg han fra tronstolen op og reiste den gamle med haanden,
ynkende oldingens graanede skjeg og graanede hode.
Trøstende talte han vingede ord til den gamle og mælte:
«Arme, usalige drot! ja mangt har du lidt i dit hjerte.
Hvor fik du mod til alene at gaa til akaiernes snekker,
trædende mig under øine som vog dine mange og gjæve
sønner i kamp? Av haardeste jern maa dit hjerte jo være.
Sæt dig til hvile i stolen og la os, hvor tungt vi end sørger,
bringe vor kummer til ro og gjemme den dypt i vort hjerte.
Ja, ti det nytter jo ei at klage i vaandefuld jammer.
Guderne spandt det jo ind i de usæle menneskers livstraad
at de maa leve i sorg. Selv kjender de ikke til kummer.
Fremme paa gulvet i Alfaders hal to krukker er stillet,
fyldte, den ene med onde, den anden med herlige gaver.
Blander den lynglade Zevs for en mand de gaver han skjænker,
times ham snart en ulykke svar, snart finder han lykken.
Skjænker han ublandet ondt, blir manden foragtet av alle,
og paa den hellige jord maa han, pint av hungerens kvaler,
flakke omkring. Hverken gud eller mand vil vise ham hæder.
Ogsaa til Pelevs har guderne git, den stund da han fødtes,
herlige gaver. Blandt mænd blev han prist som den første av alle
baade i rigdom og magt som myrmidonernes hersker.
Skjønt han var dødelig, gav de ham dog en gudinde til hustru.
Ulykke sendtes ham dog fra en gud; ti der fødtes ham ikke
sønner som hist i hans hal kan arve hans rike som fyrster.
Mig har han avlet som eneste søn, og snart skal jeg segne.
Ei kan jeg pleie min aldrende far; ti fjernt fra mit hjemland
sitter jeg her ved Troja, til sorg for dig selv og dit avkom.
Dig har vi ogsaa hørt nævne tilforn som en lykkelig hersker.
Likefra Lesbos i vest hvor Makar har raadet som konge,
liketil Frygiens land og den vældige strøm Hellespontos,
var du den mægtigste drot, velsignet med gods og med sønner.
Men siden ulykken rammet dig, sendt av himmelens guder,
raser jo altid den vildeste kamp og manddrap om byen.
Tving dig og pin ikke længer din sjæl med ustanselig klage.
Faafængt at klage i sorg for din søn. Du vækker ham aldrig
op fra de døde. Nei, før kan en ny hjemsøkelse naa dig.»
Oldingen Priamos, guderne lik, tok ordet og svarte:
«Byd mig ei endnu at sætte mig ned, saa længe min Hektor
ujordet ligger ved teltene her. Nei gi ham tilbake!
La mine øine faa skue ham straks, og ta saa de mange
herlige gaver jeg bringer. Ja, maatte de glæde dit hjerte.
Maatte du komme i fred til dit fædrenehjem, naar du naadig
under mig selv at leve og skue det straalende sollys.»
Barsk og med rynkede bryn tok den raske Akillevs til orde:
«Plag mig ei længer, du gamle. Jeg agter frivillig at gi dig
Hektor tilbake. Med budskap fra Zevs kom nylig til teltet
hun som har født mig, min mor, hint barn av den graanende havgud.
Ei er der tvil i min sjæl, men jeg skjønner jo godt at en guddom
ogsaa har ført dig, Priamos, hit til akaiernes snekker.
Ja, ti en dødelig mand i sin fuldeste kraft hadde aldrig
vaaget sig ind i vor leir og undgaat vakten og skjøvet
bommen som stænger den mægtige port, tilbake med lethet.
Plag nu ei mere min sorgpinte sjæl, ærværdige gubbe,
forat jeg ei i mit telt skal forgripe mig paa dig og krænke
tryglende gjest og forsynde mig haardt mot Alfaders paalæg.»
Saa han talte; men oldingen skalv og lød hans formaning.
Pelevs’ søn fôr ut og sprang som en løve mot døren,
ikke alene, men fulgt av to av de ypperste svende.
Alkimos fulgte sin drot, og Avtomedon, mænd som Akillevs
hædret blandt krigerne mest næst efter den faldne Patroklos.
Muldyr og gangere spændte de løs fra aaket, og venlig
førte de gubbens herold med den klingende stemme til teltet,
bænket ham saa paa en stol, og ned fra den hjulsterke lastvogn
løftet de oldingens herlige gods til løsning for Hektor.
Dog, av kapperne levnet de to og en prunkende kjortel.
Svøpt i dem skulde liket bli ført tilbake til hjemmet.
Ternerne kaldte han ut og bød dem at tvætte og salve
liket, men bære det bort, saa Priamos ei kunde se det,
forat den sorgfulde drot, naar han skuet sin søn, i sin harme
ei skulde glemme sig selv, saa Akillevs i sansesløs vrede
slog ham ihjel og forsyndet sig haardt mot Alfaders paalæg.
Men da hans tjenestekvinder i hast hadde tvættet og salvet
liket med olje og hyllet det ind i kappen og kjortlen,
løftet Akillevs det op og lagde det varsomt paa baaren.
Derefter løftet hans svende det op paa den prægtige lastvogn.
Klagende nævnte han vennen ved navn og utbrøt i jammer:
«Kjære Patroklos! aa, vredes dog ei, om du hører det budskap
endog i Hades’ bo, at jeg sendte den herlige Hektor
hjem med hans far; ti rikelig bot har han git mig til løsning.
Dig skal jeg vie en rundelig del av hans gaver som offer.»
Saaledes talte Akillevs og vandret tilbake til teltet.
Inde ved teltvæggen satte han sig paa den prægtige tronstol,
hvorfra han reiste sig nys, og til Priamos talte han venlig:
«Gamle! ja, nu er det skedd. Din søn er løst, som du bad om.
Nu er han lagt paa baaren. Imorgen ved gry skal du se ham.
Da kan du føre ham hjem; men nu maa vi tænke paa kveldsverd.
Niobe selv maatte tænke paa mat, den haarfagre dronning,
som i sin hal maatte se tolv herlige barn lide døden,
seks fremblomstrende døtre og seks mandhaftige sønner.
Sønnerne dræpte Apollon med sølvbuen; døtrene segnet
alle for Artemis’ pil. Paa Niobe harmedes begge,
saasom hun lignet sig stolt med den rosenkindede Leto.
Leto var mor til de to; hun selv var mor til de mange.
Dog, skjønt de bare var to, var de nok til at dræpe dem alle.
Blodstænkte laa de ni dage i træk, og ingen begrov dem,
eftersom Kronos’ søn til sten hadde gjort deres landsmænd;
men paa den tiende dag bar guderne selv dem til graven. —
Ja, selv hun blev træt av sin graat og tænkte paa næring.
Oppe paa Sipylosfjeldet i bjergenes ensomme øde,
der hvor de hellige nymfer, som rygtet fortæller, skal hvile,
trætte av dansen omkring Akelóios’ speilklare flodseng,
ruger hun, stivnet til sten, over sorgen som guderne sendte.
La ogsaa os, ærværdige drot, nu tænke paa kveldsverd,
Naar du har ført din elskede søn tilbake til Troja,
kan du jo graate paany. Han vil volde dig strømme av taarer.»
Derefter reiste Akillevs sig straks og slagtet et snehvitt
lam som svendene flaadde og gjorde i stand som det bør sig.
Lemmerne delte de skjønsomt og stak dem med omhu paa spiddet,
stekte dem kyndig ved arnen og trak dem tilbake fra ilden.
Helten Avtomedon satte saa frem i prægtige kurver
brød paa det dækkede bord, mens kjøttet blev delt av Akillevs.
Alle tok for sig med lyst av de fremsatte herlige retter.
Men da de saa hadde stillet sin trang til mat og til drikke,
saa med beundrende blik først Priamos, Dardanos’ ætling,
hen paa Akillevs, hvor vældig han var og skjøn som en guddom,
medens Akillevs beundrende saa paa Priamos’ skjønne,
værdige aasyn og lyttet til Dardanosætlingens tale.
Men da de begge med fryd hadde skuet hinanden i øiet,
rettet den graanede Priamos først til helten sin tale:
«Bring mig nu snarlig til sengs, zevsfostrede drot, saa vi begge,
naar vi er kommet til ro, kan nyte den kvægende slummer;
ti mine øienlok lukket sig ei over mødige øine,
siden min søn for din vældige haand maatte segne i døden.
Nei, men med stønnende suk og med talløse sorger i hjertet
veltet jeg mig paa den smudsige jord bak borggaardens gjærde.
Nu har jeg først kunnet nyte min mat og læske min strupe
liflig med funklende vin; før smakte jeg ikke det mindste.»
Saa han talte, og Pelevs’ søn bød svende og terner
straks at sætte i forhallen frem to senger med skjønne,
purpurfarvede bolstre og lægge paa disse de bløte
tepper og kapper av langhaaret uld at svøpe sig ind i.
Tjenestekvinderne gik fra hans hal med fakler i hænde,
skyndte sig ivrig og redte i hast to senger derute.
Spøkende tok saa den fotrappe helt Akillevs til orde:
«Læg dig nu utenfor, graanede ven, forat ingen skal komme
over dig her av akaiernes mænd, de fyrster som stadig
sitter hos mig, som rimelig er, for at raadslaa om planer.
Dersom av disse en drot i det natlige mørke fik se dig,
varslet han vel i en fart hin mændenes drot Agamemnon.
Da kan det hænde det vilde gaa sent med løsning av liket.
Svar mig nu ogsaa paa dette, og si hvad du finder er rigtig:
Nævn hvad av dage du tænker er nok til at jordfæste Hektor,
saa jeg kan hvile imens og holde vor fylking tilbake.»
Oldingen Priamos, guderne lik, tok ordet og svarte:
«Hvis du, Akillevs, vil unde mig tid til at jorde min Hektor,
gjør det da saa som jeg sier dig nu, saa gjør du min vilje.
Indestængt er vi jo helt, som du vet, i byen, og veden
henter vi langveis fra fjeldet, og troerne gruer for veien.
Godt, om vi kunde ni dage i træk faa graate paa borgen
og paa den tiende jorde hans lik og feire hans gravøl
sammen med folket og reise hans haug, naar den ellevte kommer.
Maa det saa være, saa gaar vi paany til kamp paa den tolvte.»
Straks tok Akillevs, den fotrappe helt, til orde og svarte:
«Ja, ogsaa dette skal ske, som du ber om, værdige gubbe,
ti jeg skal stanse med strid i al den tid som du ønsker.»
Saa han talte og grep om oldingens haandled og trykket
venlig hans høire, saa frygt ei mer skulde pine hans hjerte.
Ute i forstuen foran hans telt gik begge til hvile,
Priamos selv og herolden, de tvende forstandige gamle.
Men i det inderste rum av det fast opbyggede leirtelt
hvilte Akillevs med møen, den fagre Briseis, ved siden.
Alle de øvrige guder og vældige kjæmper paa stridsvogn
slumret den utslagne nat, av søvnguden blidelig bundet;
men over Hermes, den naadige gud, sank slummeren ikke,
saasom han pønset paa raad i sit sind til at skuffe de sterke
vakter ved porten og føre kong Priamos bort ifra flaaten.
Guden gik frem for hans aasyn, tok venlig til orde og mælte:
«Gubbe, du aner nok ei noget ondt, saa trygt som du sover
midt iblandt fienders flok, fordi du fik fred av Akillevs.
Nu har du løst din elskede søn, og dyrt har du kjøpt ham;
men dine sønner, som nys du forlot der hjemme, vil kjøpe
livet for dig med tredobbelt bot, saasandt Agamemnon,
Atrevs’ søn, blir dig var, og alle akaier faar se dig.»
Saa han talte. Den gamle blev ræd og vækket herolden
Hermes gik selv for at spænde for vogn deres hester og muldyr,
kjørte saa hen gjennem leiren i hast og uset av alle.
Men da de kom til hint overfartssted ved den hvirvlende Ksantos,
der hvor den deilige elv, som Zevs har avlet, kan vades,
hastet den straalende Hermes avsted til det høie Olympen.
Eos spredte i gyldent gevandt sit lys over lande,
just da de styret til byen sit spand under klager og sukke,
mens deres muldyr kom efter med liket paa vognen, og ingen
merket dem hverken av mænd eller skjøntombeltede kvinder.
Bare Kassandra, som kappedes med Afrodite i skjønhet,
saa da hun vandret til Pergamos op, sin far og den gjæve
utroper, byens herold, som de stod paa den rullende stridsvogn.
Ogsaa sin bror blev hun var paa hans baare i mulæselsvognen.
Jamrende ropte hun høit, saa vidt over byen det hørtes:
«Kom nu, troiske kvinder og mænd for at skue vor Hektor.
Tidt, da han levet, var jubelen stor, naar han vendte tilbake
uskadt fra kampen. Han var jo en fryd for byen og folket.»
Saa hun talte, og hverken blev mand eller kvinde tilbake
inde i byen. Ulidelig sorg hadde grepet dem alle.
Tæt ved byporten møtte de ham som kjørte den døde.
Foran dem ilte hans værdige mor og hans elskede hustru
frem mot den rullende vogn og rev i sin sorg over helten
haaret av issen, mens mængden stod om i jamrende hulken.
Visst hadde skaren den utslagne dag, til solen var dalet,
jamret for Hektor i klagende graat hist utenfor porten,
hvis ikke oldingen barskt fra sin vogn hadde skreket til folket:
«Plads! La muldyr og hester faa slippe igjennem. Med taarer
kan I jo mætte jer siden, saasnart jeg faar ført ham til borgen.»
Saa han talte. Da vek de i hast til side for vognen.
Men da de ind i den herlige hal hadde baaret den døde,
lagde de ham paa den utskaarne seng og bragte til sæte
fremme ved baaren et forsangerkor som i klagende toner
istemte sorgens vemodige kvad, mens kvinderne sukket.
Hektors hvitarmede viv Andromake utbrøt i klage
holdende ømt mellem hænder sin kampglade egtemands hode:
«Husbond, du døde i ungdommens vaar, og mig som din enke
lot du tilbake i hallen, og han som vi arme gav livet,
er jo et hjælpeløst barn, og manddommen naar han vel aldrig.
Længe forinden vil denne vor by være styrtet i gruset.
Død er jo du som vogtet den trygt og verget den mandig,
du som har vernet umyndige barn og trofaste kvinder.
Snart vil de alle, ja ogsaa jeg selv, paa de stavnkrumme snekker
slæpes fra hjemmet, og enten vil du, mit barn, maatte følge
mig, din mor, til et land, hvor du tvinges til skammelig trældom
under en haardhjertet drot, eller ogsaa vil snart en akaier
ta dig ved armen og slænge dig ned fra muren i døden,
egget av vrede mot Hektor, fordi han i kampen har fældet
enten hans bror eller far eller søn; ti mange akaier
har jo for Hektors, den vældiges, haand maattet bite i græsset.
Bløthjertet var han jo aldrig, din far, i de grufulde kampe.
Derfor maa folket i hele vor by nu jamre for helten.
Graat og nagende sorg har du voldt dine kjære forældre,
elskede Hektor; men mig er den bitreste kummer beskaaret;
ti paa dit dødsleie rakte du ei dine hænder imot mig.
Ei fik du sagt mig et trøstende ord, som jeg kunde for altid
gjemme i mindet ved nat og ved dag, naar taarerne strømmet.»
Graatende talte hun saa, mens kvinderne stønnet og sukket.
Derpaa faldt Hekabe ind og begyndte den jamrende klage:
«Hektor, min elskede søn, mit hjertebarn fremfor de andre.
Høit var du elsket forvisst av guderne, medens du levet,
naar de saa ømt har skjermet dig nu, da dødslodden traf dig,
ti mine øvrige sønner som helten, den raske Akillevs,
fanget i kamp, har han solgt og ført over havet, det golde,
snart til Samos og Imbros og snart til det rykende Lemnos;
men da han røvet dig livet paa val med det skjærende kobber,
slæpte han stadig dit lik om vennen Patroklos’ gravhaug,
hans som du vog; men han vakte ham dog ei op fra de døde,
medens du ligger her nu i vor hal, som dræptes du nylig,
dugfrisk og skjøn som en helt hvem sølvbueguden Apollon
rammet med smertefri pil og mildelig sendte i døden.»
Graatende talte hun saa og vakte ustanselig jammer.
Men som den tredje faldt Hélena ind i klagende vemod:
«Hektor, aa du som i svogrenes flok var mig kjærest av alle;
ja, ti jeg har jo til husbond den gudfagre helt Aleksandros,
han som har ført mig til Troja. Aa, gid jeg var død før det skedde.
Nu er det alt paa det tyvende aar jeg arme har levet
siden jeg fulgte ham hit og forlot mit fædrene hjemland.
Dog, et bebreidende ord har jeg aldrig av dig maattet høre;
men naar en anden i hallen forhaanet mig, snart dine brødre,
snart deres langslørte hustruers flok og snart dine søstre,
eller din mor; — ti mild var din far, som var jeg hans datter, —
holdt du dem venlig tilbake og talte dem altid til rette
mildt med forsonende ord, som kom fra dit kjærlige hjerte.
Nu maa jeg graate for dig og min egen usalige skjæbne,
sorgfuld i sind; ti jeg eier ei nu i det vidtstrakte Troja
mer nogen ven som er kjærlig og mild. Nu skyr de mig alle.»
Graatende talte hun saa. Tungt sukket den talløse mængde.
Men til det samlede folk tok Priamos derpaa til orde:
«Skynd jer, troer, hent ved til vor by og frygt ikke længer
lumskelig bakhold fra Argos’ mænd; ti forvisst har Akillevs
lovet mig nys, da han sendte mig hjem fra de tjærede snekker,
ikke at volde os mén, før den tolvte av dage er kommet.»
Saa han talte. Da spændte de straks for de rullende vogner
okser og muldyr, og snart var mændene samlet ved byen.
Mængder av skogsved kjørte de frem ni samfulde dage.
Men da den straalende Eos steg op den tiende morgen,
bar de med strømmende taarer den modige Hektor fra borgen,
lagde saa liket paa baal og tændte de luende flammer.
Men da hun straalte paany, den rosenfingrede Eos,
sanket sig folket i kreds om Hektors, den herliges, likbaal,
og da de stimlet om baalet i flok, og alle var samlet,
slukket de først, overalt hvor den vældige ild hadde raset,
baalet med stænk av den funklende vin, og derefter sanket
brødre og venner i graat og jamrende klage de hvite
smuldrende ben, mens taarerne stridt over kinderne strømmet.
Benene viklet de ind i et klæde av fineste purpur,
tok saa et skrin av det pureste guld og gjemte dem varlig.
Guldskrinet sænket de straks i en opkastet grav, og som dække
veltet de tæt over graven et lag av vældige stener.
Gravhaugen reiste de raskt. Overalt sat svende paa utkik,
forat akaierne ei skulde storme imot dem for tidlig.
Hjemover gik de, da haugen var reist, og derefter samlet
folket sig atter til maaltid og smakte de herlige retter
oppe paa Priamos’ borg i den høibaarne folkedrots haller.
Saaledes jordet de Hektor, den vældige kjæmpe paa stridsvogn.