Iliaden/Troerne drives bort fra skibene.
< Iliaden
FEMTENDE SANG.
TROERNE DRIVES BORT FRA SKIBENE.
M
en da de kom paa sin flugt over pælenes række og graven,og for danaernes haand mangfoldige helter var faldne,
stanset de op og slog sig til ro ved de forspændte vogner,
bleke av lammende skræk. Da vaagnet paa toppen av Ida
Zevs av sin kvægende søvn hos den guldstoltronende Hera.
Straks stod han op og saa for sit blik akaier og troer,
disse i sansesløs flugt, mens Argos’ mænd og Poseidon,
havdypets hersker, forfulgte dem haardt i vildeste tummel.
Saa han da Hektor som laa i en kreds av trofaste venner
ute paa sletten. Hans bryst gik tungt, og i lammende dvale
brækket han blod; ti svak var han ei den kjæmpe som traf ham.
Guders og mennekers far blev grepen av ynk, da han saa ham.
Truende rynket han barsk sine bryn og talte til Hera:
«Hera, forvisst er det dig som lumsk og listig har stanset
Hektor med svig i hans kamp og jaget hans svende paa flugten.
Ja, jeg vet ikke ret; men jeg burde vel først la dig smake
atter min svepe og gi dig din løn for din listige ondskap.
Mindes du ei da du svævet saa høit og jeg hængte de tvende
ambolters vegt ved føtterne fast og bandt dine hænder
sammen med lænker av guld. Da hang du i himmelens skyer.
Guderne fnyste av harm paa det høie Olympos; men ingen
magtet at komme dig nær og løse dig. Den jeg fik fat paa,
grep jeg og kastet ham ut over terskelen, indtil han styrtet
halvdød til jorden; men end ikke da vilde smerten den grumme
slippe min sjæl for min herlige søn den gjæve Herakles,
han som du jog over vildene hav, da du lumskelig lokket
vindenes lydige hær og Boreas hjalp dig at drive
ædlingen over til Kôs, hin ø med de velbygde byer.
Derfra frelste jeg selv min søn og førte ham atter
hjem til Argos, til gangernes land, da han mangt hadde døiet.
Slikt vil jeg minde dig om for at selv du kan stanse med svigen,
og kan faa se om du gavnet din sak ved elskov og favntak
nu da du snek dig fra guderne bort og daaret mig listig.»
Saa han talte, da skalv den mørkøide, værdige Hera.
Straks gav hun svar og talte med vingede ord til sin husbond:
«Jorden skal være mit vidne og himmelens mægtige hvælving,
Styks, som strømmer i dypet, hin elv som de salige guder
nævner med hemmelig gru, naar de sverger de dyreste eder.
Ja, ved dit hellige hode, ved leiet hvor engang jeg hvilte
først som din brud, — og ved det vil jeg ei kunne sverge en mened:
Jeg har ei egget Poseidon, hin jordryster sterk, til at volde
Hektor og troerne jammer og nød og hjælpe de andre.
Nei, men han drives vel frem av sin harm og er grepet av medynk,
nu naar han ser akaiernes nød ved de hurtige snekker.
Selv skal jeg gjerne gi guden et raad og be ham at drage
dit hvor du leder hans gang, du drot for de sortnende skyer.»
Saa hun talte, og guders og menneskers far maatte smile.
Talte han da med vingede ord til sin hustru og mælte:
«Aa, om du nu fra idag, du mørkøide, værdige Hera
tænkte og vilde som jeg, naar du sat blandt de evige guder,
da maatte havguden straks, om det end var saare uvillig,
ændre sit sind og gjøre som du og jeg maatte ønske.
Er det nu virkelig saa at du taler den skjæreste sandhet,
gaa da i hast til gudernes kreds og sørg for at kalde
hit baade Iris og Foibos, min søn, hin mester med buen.
Hen til akaiernes malmklædte hær skal den fotrappe Iris
gaa for at melde Poseidon, den mægtige drot, som min vilje
at han skal stanse med kamp og skynde sig hjem til sin bolig.
Foibos Apollon skal egge til kamp den straalende Hektor,
og i hans barm skal han indblæse mod, saa han glemmer de grumme
smerter som piner ham nu i hans sjæl, og saa skal han drive
alle akaier tilbake og slaa dem med lammende rædsel.
Da skal de ty paa sin flugt til Akillevs’ toftede snekker.
Pelevs’ søn skal sende sin ven Patroklos til striden.
Ham skal den straalende Hektor i kamp ta av dage med lansen
utenfor Ilions mur, naar han først har fældet en mængde
kraftige mænd og min herlige søn, den gjæve Sarpedon.
Hektor skal dø for Akillevs’ haand til hevn for Patroklos.
Men i den kommende tid vil jeg styre det saa at de stadig
drives fra skibene bort, til akaierne engang kan storme
Ilions kneisende by ved et raad av den høie Atene.
Før vil jeg ei kunne dæmpe min harm eller taale at andre
evige guder skal laane sin hjælp til danaernes stridsmænd,
førend Akillevs, Pelevs’ søn, har faat hvad han ønsker,
det som jeg fordum har lovet ham dyrt med et nik av mit hode,
dengang da Tetis tok fat om mit knæ og den skjønne gudinde
bad mig saa bønlig at hædre hin stadomstyrter Akillevs.»
Saaledes lød hans bud, og den armhvite Hera var lydig.
Fôr hun da op til det høie Olymp fra toppen av Ida.
Likesaa rask som tankernes flugt hos en mand som har vanket
vidt over jorderigs kreds og lønlig i hjertet sig ønsker:
«Gid jeg var der eller der!» naar minderne vækker hans længsel;
likesaa ivrig og rask fløi Hera, den høie gudinde.
Snart kom hun hjem til det høie Olymp, og de evige guder
traf hun forsamlet i Alfaders hal, og de reiste sig alle,
straks da de saa hende komme, og hilste med funklende bægre.
Dog, de øvrige ænset hun ei, men av Temis’ hænder
tok hun et bæger; ti hun løp først gudinden i møte.
Talte hun da med vingede ord til den værdige Hera:
«Hera, hvi kommer du hit? Du tykkes mig ganske forstyrret.
Aa, nu har Kronos’ søn, din husbond, visselig skræmt dig.»
Talte da straks gudinden, den armhvite Hera, og svarte:
«Spar mig, Temis, og spør ikke saa; ti selv maa du vite
hvordan hans sindelag er, hvor voldsom og haard han kan være.
Gaa du blandt guderne først til det herlige maaltid i hallen.
Snart skal baade du selv og samtlige guder faa høre
alt hvad Zevs lar os vite av skjendige planer, og neppe
tror jeg at alle vil glædes derved, hverken mænd eller guder,
selv om der endnu er dem som kan frydes ved maaltidets glæder.»
Saaledes lød hendes ord, og den værdige Hera tok sæte.
Guderne fnyste i Alfaders hal, og om hendes læber
spillet et haanende smil; dog glattedes ei hendes pande
over de blaasorte bryn, men vred tok gudinden til orde:
«Aa, vi er barnslige taaper, som vredes paa Zevs i vor daarskap
og som har lyst til at stanse hans færd og gaa ham paa livet
enten med ord eller vold. Han ænser os ikke det mindste
hist hvor han sitter; ti svimlende høit over alle os andre
evige guder tror han at staa i magt og i vælde.
Hver faar da føielig finde sig i det onde han sender.
Ja, jeg maa tro at ulykken alt har rammet vor krigsgud.
Nys er Askálafos fældet i strid, hin helt som den sterke
Ares har nævnt som sin søn og har elsket blandt mennesker høiest.»
Saaledes talte gudinden. Da slog den vældige Ares
hænderne haardt mot de kraftige laar og skrek i sin vaande:
«Guder som bor i olympiske hjem! I maa ikke harmes,
om jeg vil gaa for at hevne min søn til akaiernes snekker,
skulde jeg end bli rammet av Zevs med lynet og ligge
midt i en dynge av lik paa det blodige leie i støvet.»
Saa han talte, og Flugten og Rædselen bød han at spænde
hestene for og akslet i hast sin straalende rustning.
Nu vilde visselig Zevs end mer ustyrlig ha raset
vildt i utæmmelig vrede og harm mot de evige guder,
hvis ikke Pallas Atene i angst for gudernes skjæbne
straks hadde reist sig fra stolen og ilet i hast gjennem døren.
Rev hun da raskt fra hans hode hans hjelm og fra skuldrene skjoldet.
Ut av hans vældige haand hun vristet den malmtunge lanse,
satte den bort og skjendte med fynd paa den stormende Ares:
«Rasende galning, det blir dit fordærv. Si, har du da ikke
ører at høre med? Gaar du da rent fra sans og fra samling?
Hører du ei hvad hun sier, gudinden, den armhvite Hera,
hun som jo netop er kommet fra Zevs, den olympiske hersker?
Vil du da tømme tilbunds dit ulykkes bæger og vende
tvungen og skamfuld i sind til Olympen tilbake og volde
alle os andre, saa mange vi er, utallige kvaler?
Ja, ti straks vil han skynde sig bort fra akaier og troer.
Hjem vil han gaa til Olymp forat tumle os om i sin vrede.
En efter en vil han gripe os fat, uskyldig og skyldig.
Lyd da mit raad og la fare din harm for sønnen, den gjæve.
Mangen en helt som var bedre end han i armenens kræfter,
faldt jo tilforn, eller falder tilsidst; for svært vil det vorde
altid at frelse hver dødelig mand som blandt mennesker fødtes.»
Saa hun talte og bragte den stormende Ares til sæte.
Nu lot den værdige Hera Apollon kalde fra hallen
sammen med Iris, som iler med bud mellem salige guder.
Derefter talte hun saa med vingede ord til dem begge:
«Vit, det er Alfaders bud at I straks skal ile til Ida.
Men naar I kommer derhen og stedes for Alfaders aasyn,
gjør ham da begge tillags i alt hvad han ønsker og byder.»
Da hendes tale var endt, gik den værdige Hera tilbake.
Atter til sæte hun gik; men hine fløi bort fra Olympen.
Oppe paa Ida, hvor bækkene gaar og vilddyr har hjemme,
fandt de paa Gargarostinden den viden skuende hersker,
Kronos’ søn, og han sat i et slør av duftende skyer.
Da de var fremme og kom for den mægtige skysamlers aasyn,
stanset de brat, og han vrededes ei i sit sind, da han saa dem,
saasom de straks hadde lystret et bud fra hans elskede hustru.
Først lød herskerens vingede ord til den fotrappe Iris:
«Skynd dig, hurtige Iris, og meld til drotten Poseidon
alt hvad jeg sier, og ta ikke feil naar du bringer mit budskap.
Byd ham at stanse den blodige kamp og ile fra striden
enten til gudernes kreds eller ned i det herlige havdyp.
Dersom han ikke vil lyde mit bud, men trodser min vilje,
da faar han efterpaa tænke sig om i sit sind og sit hjerte,
om han, saa sterk som han er, tør vaage at staa, naar jeg kommer.
Jeg er den ældste av aar, og jeg tror at jeg ogsaa i styrke
mestrer ham let; men han drister sig til i sit hjerte at tro sig
like i kræfter med mig, for hvem ogsaa andre maa ræddes.»
Saaledes talte han barsk, og den stormsnare Iris var lydig.
Ned til det hellige Troja hun fôr fra toppen av Ida.
Som naar fra skyen den fykende sne eller iskolde hagel
farer for vældige kast av Boreas’ klarnende byger,
likesaa stormsnart fôr hun avsted, den vingede Iris.
Trædende nær til den herlige jordryster tok hun til orde:
«Hersker som favner vor jord, du drot med de kulsorte lokker!
Hit fra den aigissvingende Zevs er jeg kommet med budskap.
Alfader bød dig at stanse med kamp og ile fra striden
enten til gudernes kreds eller ned i det herlige havdyp.
Dersom du ikke vil lyde hans bud, men trodser hans vilje,
truet han med at ogsaa han selv skulde komme og kjæmpe
ansigt til ansigt. Han raader dig dog til at fly for hans næver.
Han er den ældste av aar og tror at han ogsaa i styrke
mestrer dig let; men du drister dig til i dit hjerte at tro dig
like i kræfter med ham, for hvem ogsaa andre maa ræddes.»
Da tok den herlige jordryster vred til orde og svarte:
«Sandelig, sterk som han er, tar han munden for fuld, hvis han agter,
skjønt vi er like i ret, med vold at tvinge min vilje.
Ti vi er trende i tal, vi sønner av Kronos og Reia,
Zevs og jeg selv og Hades som hersker blandt skygger i dypet.
Tredelt blev alt som er til, og hver fik sin værdighet tilmaalt.
Jeg fik det graalige hav til evindelig odel og eie,
da vi trak lod, men Hades blev drot i det taakede mørke.
Zevs fik himmelens hvælv blandt skyer som æterens hersker.
Hittil har jorden og høien Olymp været fælles for alle.
Derfor staar ikke min hu til at vike for Zevs. La ham rolig
bli paa den del som han fik, om han end er aldrig saa mægtig.
La ham ei skræmme med nævernes kraft, som var jeg en usling!
Snarere sømmet det sig om han skræmte med voldsomme trusler
alle de guder hvis ophav han er, sine døtre og sønner.
De maa jo lystre hans bud og hans vink; ti dem kan han tvinge.»
Straks tok Iris, den stormsnare mø, til orde og spurte:
«Hersker, som favner vor jord, du drot med de kulsorte lokker!
Skal jeg da melde til Zevs saa barsk og voldsom en tale,
eller vil svaret du ændre? De ædlestes sind kan jo ændres.
Husk at hevnens gudinder bestandig vil følge den ældste.»
Da tok den sterke Poseidon paany til orde og svarte:
«Iris, du raske gudinde! nu talte du meget forstandig.
Ja, det er godt, naar et sendebud vet at træffe det rette;
men i mit hjerte og sind blir jeg pint av nagende harme,
hvergang han følger sin lyst til at haane med truende tale
mig som av skjæbnen fik likelig lod og selvsamme vilkaar.
Dog, saa bittert det harmer min sjæl, vil jeg dennegang gi mig.
En ting vil jeg dog si, og nu vil jeg true for alvor:
Dersom han, uten at høre paa mig eller Pallas Atene,
eller paa Hera og Hermes og drotten Hefaistos, vil skaane
Ilions kneisende by og ikke vil lægge den øde
slik at han skjænker akaiernes mænd en straalende seier,
da skal han vite forvisst at han aldrig kan sone vor vrede.»
Saa han talte, og guden gik bort fra akaiernes fylking.
Ned i havdypet steg han, og heltene savnet ham saare.
Men til Apollon tok Zevs, hin skyernes herre til orde:
«Kjæreste Foibos! gaa straks avsted til den malmklædte Hektor;
gaa, ti Poseidon, min bror, som favner og ryster al jorden,
dukket nu ned i det herlige hav for at fly for min vrede.
Visselig hadde en kamp mellem os maattet meldes av rygtet
endog i Kronos’ kreds, blandt guderne nede i dypet.
Baade for mig og for havguden selv var dog dette en vinding
at han, saa harmfuld han var, paa forhaand trak sig tilbake
for mine næver; ti ei uten sved var vi kommet fra kampen.
Nu skal du løfte min Aigis paa arm med de hundrede kvaster.
Ryst den av ytterste magt, og skræm de akaiiske helter.
Sørg saa selv, fjerntrammende gud, for den straalende Hektor.
Væk du hans mod og mandige kraft, til akaiernes sønner
jages paa flugten til skibene frem og til Hellespontos.
Derefter agter jeg selv at drøfte i ord og i gjerning,
hvordan akaierne atter skal faa en hvil efter kampen.»
Saaledes talte hans far, og Apollon var villig og lystret.
Ned ifra toppen av Ida han fôr saa hurtig som høken,
duernes morder, den rappeste fugl blandt vingede skarer.
Fandt han da Hektor, Priamos’ søn. Han laa ikke længer.
Nys var han kommet til sæte, og samlende tungt sine tanker
kjendte han vennernes flok. Ei strømmet hans sved, og han aandet
rolig paany. Skjoldsvingeren Zevs hadde kaldt ham tillive.
Foibos Apollon gik nær og stanset og talte til helten:
«Hektor, Priamos’ søn! hvi sitter du fjernt fra de andre
kraftløs og mat? Er du rammet fornys av et sørgelig vanheld?»
Svarte da, lammet av træthet, den hjelmbuskvaiende Hektor:
«Si hvem er du, du naadige gud som spør mig om dette?
Hørte du ei at Aias, den vældige stridsroper, nylig
rammet mig haardt med en sten i mit bryst, da jeg dræpte hans venner
hist ved skibenes stavn, og lammet mit stormende kampmod?
Visselig trodde jeg nu at jeg endnu idag skulde gjeste
Hades og skyggernes hjem; ti min aand var jeg nær ved at opgi.»
Atter tok fjernskytten Foibos, den mægtige hersker, til orde:
«Fat nu mod; ti Kronos’ søn har sendt dig fra Ida
hjælperen sterk, som skal verne dig trygt og staa ved din side.
Vit, jeg er Foibos Apollon, hin gud med sverdet det gyldne,
han som hittil har verget dig selv og det kneisende Troja.
Gaa nu avsted og byd dine vognkjæmpers skare at drive
freidig de fotrappe gangeres spand mot de stavnhøie snekker.
Selv skal jeg gaa som den første og jevne for hestene veien
like til maalet og jage paa flugt akaiernes helter.»
Saa han talte og fyldte med mod hin folkenes hyrde.
Likesom hingsten som æter sit byg fra krybben i stalden,
sliter sit baand og stormer i dundrende trav over sletten,
vant til det kjølende bad i de speilklare vande i elven —
stolt den løfter sit hode og kaster med nakken. I løpet
vifter om bogen den flagrende man, og kry av sin skjønhet
farer den let paa foten til hoppernes velkjendte beiter —
likesaa myke var Hektors knær og rappe hans føtter,
da han paa Foibos’ bud løp hen for at egge sin fylking.
Som naar de halsende hunder og kraftige svende fra bygden
jager den springende bukk eller hjorten med grenede takker —
dog, det undes dem ei at fælde sit bytte; ti vildtet
frelses paa svimlende skrænt eller inde i skogenes skygger.
Kommer da, lokket ved larmen, en langskjegget løve paa veien,
skræmmer den straks de modigste mænd og jager dem alle —
saaledes fulgte en stund danaernes flokker de slagne
haardt under sverdhugg og stik av de dobbelthvæssede lanser.
Men da de saa at Hektor fôr om i mændenes rækker,
gyste de alle, og modet sank ned i de skjælvende føtter.
Toas, en søn av Andraimon, aitolernes gjæveste høvding,
tok nu til orde iblandt dem, en mester med spyd, og i nærkamp
likesaa kyndig og kjæk. Kun faa av de yngre akaier
maalbandt paa tinge den sindige helt, naar det kom til en ordstrid.
Saare forstandig og klokt tok han ordet iblandt dem og mælte:
«Aa, for et syn! Hist skuer mit blik et merkelig under.
Se hvordan Hektor har reist sig paany og er reddet fra døden!
Visselig haabet enhver av os nys i sit inderste hjerte
at han var falden for Telamons søn, for Aias’ hænder.
Saa har da atter en hjælpende gud villet verne og frelse
Hektor som lammet saa mangt et knæ i danaernes rækker.
Slik maa jeg tro det vil gaa ogsaa nu; ti mot tordnerens vilje
træder han ei saa seiersviss frem i forreste række.
Vel, jeg skal nævne mit raad, og la os saa følge det alle:
Menige stridsmænd sender vi straks tilbake til flaaten;
men la os selv, som kalder os stolt de bedste i hæren,
kjækt holde stand, om vi da med løftede spyd kunde møte
helten og holde ham væk; ti med alt sit mod vil han sagtens
gripes av gru for at kaste sig ind i danaernes skare.»
Saa han talte: De lød hans ord og fulgte det villig,
og om Idómenevs, kreternes drot, og de tvende Aianter,
helten Meriones, Tevkros og Meges, modig som Ares,
ordnet de flokken til strid og kaldte de tapreste helter
frem til kamp mot Hektor og troerne. Bakenfor disse
stevnet de menige krigere bort til akaiernes snekker.
Frem gik troernes kjæmper i flok, og forrest gik Hektor
raskt med vældige skridt; men Foibos Apollon skred foran
hyllet om skuldre i sky, og den grufulde, skræmmende aigis
bar han, det frynsede, straalende skjold som smeden Hefaistos
skjænket som gave til Zevs, at bæres til mændenes rædsel.
Bærende dette paa arm gik han frem foran krigernes skare.
Kjækt holdt argeierne stand, og fra begge de kjæmpende hære
gjaldet de skingrende rop, og pilene fløi ifra strengen.
Mangen en lanse som slyngedes ut av modige hænder,
rammet og fæstet sig dypt i krigernes kraftige kropper.
Mange blev fæstet i muld underveis og stanset i farten,
førend de naadde den skinnende hud som de grisk vilde smake.
Medens Apollon urokkelig holdt aigiden paa armen,
traf de fra begge de kjæmpende hold, og mændene segnet;
men da han rettet sit blik mot danaernes aasyn og rystet
skjoldet og skrek med rungende røst, da lammet han ganske
modet i heltenes bryst, og de glemte at verge sig kraftig.
Som naar i natmørkets dypeste mulm to glubende vilddyr
styrter sig frem og spreder en flok av beitende okser
eller av talrike faar, naar dyrenes gjæter er borte,
saaledes flygtet i angst akaiernes mænd; ti Apollon
slog dem med gru; men Hektor og troerne skjænket han hæder.
Spredt var striden, og mand vog mand i blodige kampe.
Stikios segnet for Hektors spyd og Arkesilaos.
Denne var fører og drot for boioternes malmklædte stridsmænd;
hin var den krigerske helt Menestevs’ trofaste væbner.
Drotten Aineias fik tat baade Medons og Iasos’ rustning.
Medon var drotten Oilevs’ søn. Hans mor var en frille.
Halvbror var han av Aias. I Fylake var han til huse,
fjernt fra sit land og sit fædrenehjem, fordi han i vrede
dræpte en kjødelig bror av Oilevs’ viv Eriopis.
Iasos var blandt atenernes mænd en høibaaren fører.
Bukolos’ sønnesøn, Sfelos’ søn, han kaldtes med hæder.
Helten Polydamas fældte i forreste række Mekistevs.
Ekios sank for Polites, og Klonios faldt for Agenor.
Paris fik ram paa den flygtende helt Deiokos bakfra
nederst i skuldren og drev ham det malmhvasse spyd gjennem kroppen.
Medens nu troerne røvet i hast de fældedes rustning,
styrtet akaierne ned mot pælenes række og graven,
flygtende hit og dit og blev jaget med vold over muren.
Ropte da Hektor med rungende røst til troernes fylking:
«Skynd jer mot skibene frem! La de blodige rustninger ligge!
Træffer jeg en som holder sig fjernt fra de stavnhøie snekker,
da skal jeg volde ham bane i selvsamme stund, og hans frænder,
mænd eller kvinder, skal ei kunne reise ham hædrende dødsbaal.
Nei, men hunder skal flænge hans lik her utenfor byen.»
Saa han talte og pisket om bog sine hester med svøpen,
eggende troernes rækker med rop, og i høvdingens følge
styrte de alle med gjaldende skrik de forspændte hester
frem med usigelig larm, og Foibos Apollon som stevnet
foran dem, sparket med føtterne let den mægtige jordvold
ned i voldgravens midterste dyp og banet en veibro
lang og tillike saa bred som en utkastet lanse kan flyve,
naar den blir slynget avsted av en mand som vil prøve sin styrke.
Der fôr de frem i række og rad, og Foibos gik foran
bærende aigis paa arm, og han sprængte akaiernes ringmur
let som et barn, naar det jevner paa strand en opdynget sandhaug;
ti naar det først i sin barnslige lek har bygget sin sandborg,
jevner det lekende haugen paany med føtter og hænder.
Saaledes spredte den herlige helt hvad akaierne nylig
bygget med møie og stræv, og slog dem med gru, saa de flygtet.
Fremme ved skibene søkte de ly og stanset med flugten.
Hver mand egget den anden til strid, og med løftede hænder
tryglet de samtlige guder om hjælp i brændende bønner.
Inderligst bad akaiernes vern, den gereniske Nestor,
løftende hænderne op mot den stjerneglitrende himmel.
«Alfader Zevs! saasandt i det kornrike Argos saa mange
bad dig om hjemfærd og ofret dig fromt av faar eller okser
laarstykker fete og fik av dig selv usvigelig tilsagn,
kom da, olympier, dette i hu og frels os fra jammer!
La ei akaierne kues saa haardt av de seirende troer!»
Saaledes bad han, og Zevs, den alvise himmeldrot tordnet
høit, da han hørte den brændende bøn fra den graanede Nestor.
Men da nu troerne hørte at aigissvingeren tordnet,
stormet de ind paa argeiernes mænd og tænkte paa kampen.
Som naar paa storhavets alfare vei den mægtige bølge
slaar over rælingen ind, naar stormvindens vældige kræfter
jager den frem; ti den løfter mot sky de brusende bølger,
saa fôr troernes mænd med rungende rop over muren.
Hestene pisket de frem, og med dobbelthvæssede lanser
kjæmpet de mand mot mand ved skibenes bakstavn fra stridsvogn,
medens akaierne steg paa de tjærede snekker og kjæmpet
høit fra skansen med vældige spær, som laa der til sjøslag,
lange, med sterke beslag og med spidser av skinnende kobber.
Mens nu akaiernes mænd og troerne kjæmpet om muren
utenfor pladsen hvor skibenes rad var trukket paa stranden,
sat Patroklos i ro i Evrypylos’ telt, og han frydet
helten med venlige ord og strødde de lægende urter
lindt paa det verkende saar for at stille de sviende smerter.
Men da han merket at troernes mænd fôr frem imot muren,
medens danaernes hær under angstrop flygtet tilbake,
drog han et stønnende suk og slog sig med hændernes flater
haardt paa de kraftige laar, og jamrende tok han til orde:
«Kjære Evrypylos! nu kan jeg ei, skjønt du trænger det høilig,
være her længer i ro; ti frygtelig raser jo striden.
Nu faar din svend ta vare paa dig; men selv vil jeg ile
hen til Akillevs i hast og vække hans lyst til at kjæmpe;
ti hvem vet om jeg ei med gudernes hjælp kunde røre
endnu hans hjerte? Et raad av en ven er altid en vinding.»
Saa han talte og hastet avsted; men akaiernes helter
stod som en mur mot troernes storm; men skjønt de var færre,
magtet de ei at drive dem bort fra de stavnhøie snekker.
Likesaa litt var troernes mænd istand til at bryte
fiendens rækker og trænge sig frem til telter og skibe;
men som den mægtige kjøl til et skib blir rettet med snoren,
naar den blir strammet med haand av den kyndige mester som kjender
hele sit haandverk tilbunds og har lært sin kunst av Atene,
saaledes stod som efter en snor de kjæmpendes rækker.
Kjæmpet da andre sin kamp ved de øvrige snekker; men Hektor
gik til en tvekamp mand imot mand med den navngjetne Aias.
Haardt gik de paa og stred om et skib; men ei kunde Hektor
drive ham ut og faa det i brand, og ei kunde Aias
jage sin fiende bort; ti en gud hadde drevet ham fremad.
Slynget da Aias sit spyd og rammet i brystet Kalétor,
Klytios’ søn, da han kom med en luende brand imot skibet.
Drønende sank han til jord, og branden faldt ut av hans næve.
Men da den straalende Hektor blev var at hans mandige frænde
sank ved den tjærede snekke til jord og segnet i støvet,
skrek han med rungende rop til troers og lykiers skare:
«Troer og lykiske mænd og kjække dardaniske kjæmper!
Vik ikke nu, mine venner, fra kamptumlens larmende trængsel.
Kom forat bjerge hin Klytios’ søn, saa akaierne ikke
røver ham rustningen her hvor han faldt ved skibenes leie.»
Saa han talte og slynget sin blinkende lanse mot Aias.
Spydet gik feil og rammet Lykofron, Aias’ væbner,
Mastors søn fra Kytera, som bodde hos Aias som flygtning,
siden han hist paa den hellige ø hadde fældet en uven.
Ovenfor øret traf høvdingen nu med den hvæssede lanse
svenden ved Aias’ side, og baklængs til jorden i støvet
faldt han fra fartøiets stavn, og alle hans lemmer blev lammet.
Aias fôr sammen i gru og ropte til Tevkros, sin halvbror:
«Tevkros, min elskede bror, nu faldt vor trofaste fælle,
Mastors søn fra Kytera, vor ven som vi huset og hædret
hist paa vor hjemlige borg saa høit som de kjære forældre.
Hektor, den vældige, vog ham. Hvor er dine dødssvangre piler?
Hvor er din bue, det vaaben du fik av Foibos Apollon?»
Hørte da Tevkros hans ord og nærmet sig ilsomt. I haanden
holdt han den spænstige bue og koggerets pilfyldte gjemme.
Lynsnart sendte han pil efter pil mot troernes rækker.
Kleitos rammet han først, den herlige søn av Peisenor,
helten Polydamas’ svend, som holdt for Pantoos’ ætling
hestenes tøiler. Nu strævet han haardt med det vælige tvespand;
ti for at vinde sin gunst hos Hektor og troernes stridsmænd
kjørte han frem hvor tumlen var værst; men ulykken rammet
snarlig ham selv. Skjønt villige nok, kunde ingen faa hjulpet;
ti med den sviende pil blev han bakfra rammet i nakken.
Ned fra stridsvognen faldt han, og hestene steilet og tumlet
vildt avsted med den raslende vogn; men Polydamas merket
snarlig hans fald og kastet sig først mot de flygtende hester.
Dem lot han nu Protiáons søn, Astýnoos, holde,
bød ham med iver at speide omkring og holde hans hester
nær ham, og kastet sig ind paany blandt de forreste helter.
Tevkros tok sigte paany med en pil paa den malmklædte Hektor.
Kampen var visselig endt ved akaiernes snekker, hvis Tevkros
nu hadde rammet den ypperste helt og røvet ham livet.
Dog, det blev ikke skjult for den alvise Zevs, og han vernet
Hektor og voldte at Telamons søn gik glip av sin hæder.
Ti da han spændte mot helten den snoede streng paa sin bue,
lot han den briste, og pilen den malmtunge ilte til siden
langt fra sit maal, og buen faldt ut av hans kraftige næve.
Tevkros fôr sammen i gru og ropte til Aias, sin halvbror:
«Ve os! visselig er det en gud som krydser i kampen
alle de planer vi lægger; ti nu har han slaat mig av haanden
buen og sprængt den nytvundne streng som jeg fæstet ved daggry,
forat den trygt kunde sende saa mangen en pil fra min bue.»
Straks tok Telamons søn, den vældige Aias, til orde:
«Kjære, læg bort din bue og pilenes bundt, da en guddom
nu i sit nid mot danaernes mænd har knækket dit vaaben.
Ta i din haand det vældige spyd og skjoldet om skuldren.
Kjæmp saa mot troerne selv og egg de andre til striden.
Vel har de kuet os haardt, men ta vore toftede snekker
skal de dog ei uten stræv. La os tænke for alvor paa kampen.»
Saa han talte, og ind i sit telt bar Tevkros sin bue.
Derefter slængte han skjoldet av firdobbelt hud om sin skulder,
satte saa malmhjelmen, smedet med kunst, paa det kraftige hode,
prydet med hestehaarsbusk, som truende vaiet foroven.
Lansen, den sterke, med malmhvæsset odd tok helten i haanden,
ilte saa hen til Aias og stillet sig raskt ved hans side.
Men da Hektor blev var at Tevkros’ buestreng sprængtes,
skrek han med rungende røst til troer og lykiske stridsmænd:
«Troer og lykiske mænd og kjække dardaniske kjæmper!
Te jer som mænd, mine venner, og tænk paa det stormende kampmod
her ved de stavnhøie snekker; ti nu har jeg set at en høvding,
tapper som faa, ved Alfaders raad, har mistet sin bue.
Zevs, den almægtiges, kraft kan av mennesker lettelig kjendes,
baade av dem som han skjænker sin gunst og seierens hæder,
og av dem som han knuger i knæ og ikke vil hjælpe,
som han nu hjælper os selv, men lammer argeiernes styrke.
Kjæmp da ved skibene samlet i flok, og den som blir saaret,
enten med spyd eller sverd, og finder sin død og sin bane,
vel, la ham dø; ti døden har mistet sin gru, naar en stridsmand
verger sit land; da frelser han jo sine barn og sin hustru.
Uskadt eier de jordlod og hjem, naar akaiernes sønner
engang maa flygte paa skibene bort til det elskede hjemland.»
Saa han talte, og kræfter og mod hos alle han vakte.
Aias tok ogsaa til orde og egget de trofaste venner:
«Aa for en skam, argeier! Nu gjælder det enten at falde
eller at frelse os selv og verne vor flaate mot faren.
Tror I kanhænde, hvis Hektor faar tat vore tjærede snekker,
at I kan komme tilfots, enhver til fædrenes hjemstavn.
Hører I ei at fiendens flok blir egget av Hektor,
han hvis higen det er at stikke i brand vore snekker!
Sandelig ei til en dans, men til kamptumlen ber han dem ile.
Ikke den kløktigste plan kan baade os bedre end denne
at vi i nærkamp styrter os ind med kraftige næver.
Bedre at frelse sit liv eller miste det engang for alle
end i langsommelig tid at pines i grufulde kampe
faafængt som nu av ringere mænd ved de stavnhøie snekker.»
Saa han talte, og kræfter og mod hos alle han vakte.
Hektor hugg ned Perimedes’ søn, Fokaiernes fører,
høvdingen Skedios. Helten Laodamas, søn av Antenor,
fører for troiske stridsmænd tilfots, blev fældet av Aias.
Helten Polydamas tok Kylleneren Otos’ rustning.
Kjæmpen var Meges’ ven og drot for de kjække epeier.
Meges fik se det og kastet sig frem; men Polydamas bøide
hastig til side, og spydet gik feil; ti Foibos Apollon
lot ikke Pantoos’ søn bli dræpt blandt de forreste kjæmper.
Derimot rammet han Kroismos med spydsodden like i brystet.
Drønende faldt han til jord, og fra skuldrene rev han hans rustning.
Frem mot Meges gik Dolops imens, en mester med lansen,
helten som Lampos, Laomedons søn, en ypperlig stridsmand,
avlet, en mand som var kyndig som faa i stormende kamplek.
Nu fôr han ind paa Fylevs’ søn, og midt gjennem skjoldet
drev han sit spyd; men han skjærmedes trygt av brynjen, den sterke,
fast sammenføiet av hvælvede lag, hint panser som Fylevs
hjem hadde ført fra Efyra, fra elven Selleis’ bredder.
Ti av sin gjesteven, mændenes drot, den bolde Evfétes,
fik han den engang at bære i strid mot fienders angrep.
Nu var det høvdingens søn som panseret skjermet mot døden.
Men mot Dolops’ malmsmidde hjelm med den vaiende hjelmbusk
slynget nu Meges sit spyd og rammet den øverst i kammen.
Hele dens hestehaarsbusk, nys farvet i straalende purpur,
sprængte han bort saa den faldt og hvirvlet til jorden i støvet.
Medens han kjæmpet med helten og end hadde haab om at seire,
kom Menelaos, den krigerske drot, og hjalp ham i striden.
Uset traadte han frem med sit spyd fra siden og traf ham
bakfra i skuldren, og gjennem hans bryst sig boret det grumme,
fremover higende spyd, og han faldt paa sit ansigt til jorden.
Begge sprang frem for at rive i hast fra høvdingens skuldre
rustningens malm; da egget til kamp den straalende Hektor
brødrenes skare; men først Hiketáons søn Melaníppos
lastet han strengt, hin helt som vogtet de langsomme okser
hist i Perkote, saa længe som fienden var i det fjerne;
men da danaernes hær var kommet paa stavnhøie snekker,
drog han til Troja paany og var blandt de første i byen.
Priamos hædret ham høit som en søn, og han bodde hos drotten.
Rettet da Hektor et alvorsord til helten og mælte:
«Skal vi da rent gi tapt, Melanippos? Føler i hjertet
end ikke du en nagende kval, naar din frænde er fældet?
Ser du da ei, hvor travelt de har med Dolops’ rustning?
Kom og gaa med! At kjæmpe mot Argos’ helter paa avstand
gaar ikke længer; ti nu maa de selv bli dræpt eller styrte
Ilions kneisende by og slaa ned vore landsmænd for fote.»
Saa han talte og gik. Ham fulgte den herlige høvding.
Aias, den vældige, egget paany argeiernes stridsmænd:
«Te jer som mænd, mine venner, og føl dog blygsel i hjertet.
Agt paa andenmands dom i kampenes vældige tummel.
Kjæmper enhver for æren, saa frelses der fler end der falder.
Hverken er ry eller tryggende vern at finde paa flugten.»
Saa han talte. I brændende lyst til at verge sig kraftig
tok de til hjerte hans ord og stillet sig nær sine skibe
tæt som et gjærde av malm, mens Zevs gav troerne kræfter.
Men til Antilokos lød Menelaos’ eggende tale:
«Ingen er yngre end du, Antilokos, her blandt akaier.
Ingen har kræfter i kampen som du eller rappere føtter.
Aa, om du nu vilde vaage dig frem og dræpe en troer!»
Saa han talte og skyndte sig bort, da han hin hadde egget.
Frem fra de forreste rækker han fôr og slynget sin lanse,
speidende rundt, og troerne vek, da høvdingen sigtet.
Dog, han slynget ei ut sin blinkende lanse forgjæves;
ti Hiketáons søn, den modige helt Melanippos
rammet han, just som han stevnet til kamp, i brystet ved vorten.
Drønende faldt han til jord, og dødsmørket slørte hans øine.
Rask sprang Antilokos frem lik en hund som glubende styrter
frem imot raadyrets saarede kalv, som jægeren rammet,
just da den sprang fra sit skjul, og lammet dens lemmer med pilen.
Saa, Melanippos, stormet mot dig for at røve din rustning
helten Antilokos frem. Dog, Hektor, den herlige høvding,
saa ham og hastet i ilende løp imot ham paa valen.
Ei holdt Antilokos stand, skjønt ellers en ypperlig kriger.
Rapt tok han flugten og vek lik et dyr som har øvet en udaad;
ti, har det flænget en hund eller dræpt en gjæter ved kvæget,
flygter det bort, før skarer av mænd faar flokket sig sammen.
Saaledes vek han i hast; men Hektor og troerne slynget
efter ham hvinende spyd under gjaldende hærskrik, og helten
vendte sig først og holdt stand, da han kom til vennernes skare.
Troernes høvdinger styrtet paany som glubende løver
frem mot skibenes rad, og Alfaders vilje blev fuldbragt.
Altid forøket han troernes kraft; men argeiernes hjerter
slog han med gru og negtet dem ry, men egget de andre;
ti det var Hektor, Priamos’ søn, han agtet at skjænke
seierens ry, forat helten mot skibenes stavn skulde slynge
frygtelig luende ild og helt opfylde den haarde
Tetis’ grufulde bøn; ti Zevs, den alvise, ventet
nu paa at se den lysende glans fra en brændende snekke.
Derefter var det hans agt at jage de troiske stridsmænd
atter fra skibene bort og skjænke danaerne seier.
Saa han tænkte og egget til strid ved de stavnhøie snekker
Hektor, Priamos’ søn, som selv av kampiver flammet.
Høvdingen raste som krigsguden selv, naar han svinger sin lanse,
eller som herjende ild i fjeldenes tætteste skoger.
Fraadende skum stod helten om mund, og de lynende øine
luet i brand under buskede bryn, og om høvdingens tinding
nikket saa barsk den straalende hjelm da han stevnet til kampen.
Zevs var selv fra æterens blaa hans kraftige hjælper.
Hektor alene forundte han nu i mændenes vrimmel
hæder og straalende ry; ti snart var hans livsvei til ende.
Pallas Atene lot nærme sig raskt hin dag, da den sorte
død skulde vorde hans lod for Akillevs’ vældige næver.
Nu vilde høvdingen friste at bryte med vold deres rækker,
der hvor han øinet den tætteste flok og de ypperste vaaben.
Dog, at sprænge dem magtet han ei, saa gjerne han vilde;
ti deres rækker stod tæt som en mur og stanset hans fremgang
trygt, som en fjeldvæg mægtig og brat ved det graalige havdyp
stanser de hvinende støt av vældige storme og trodser
bølgernes mægtige brott, naar de drønende velter mot stranden.
Saa stod danaerne fast mot troerne uten at flygte.
Dækket av luende malm fôr Hektor frem imot skaren
stormende frem lik bølgen som slaar over seilende snekke,
næret av byger fra stormsvanger sky. Fra for og til agter
skjules den helt av det hvirvlende skum, mens mægtige vindstøt
hvinende slaar mot de svulmende seil. Da skjælver i rædsel
sjømandens hjerte; ti bare med nød kan han slippe fra døden.
Saaledes skalv i akaiernes bryst deres hjerter av rædsel.
Frem han fôr lik løven som mordlysten kaster sig over
talløse kjør som beiter i flok paa sidlændte myrer,
vogtet av gjæter som ikke har skjøn paa at kjæmpe mot dyret,
naar det er ute paa rov og vil dræpe en krumhornet okse.
Snart ved de forreste kjør og snart ved de bakerste gaar han
ivrig paa vakt; men midt i bølingen styrter den grumme
løve og æter et dyr, mens alle de andre tar flugten.
Saaledes flygtet for Hektor og Zevs i vildeste rædsel
alle akaier; men bare en eneste mand, Perifetes,
vog han, en helt fra Mykene, en søn av Koprevs som fordum
vandret som drotten Evrystevs’ bud til den sterke Herakles.
Avlet av ringere far blev en søn som i alle slags idræt,
baade i føtternes ledige løp og i kamp, var hans mester.
Ogsaa i kløkt var han en av de gjæveste mænd i Mykene.
Nu maatte høvdingen skjænke til Hektor en glimrende seier;
ti da han vendte sig, tørnet han haardt mot skjoldet som dækket
helten fra isse til fot og vernet ham trygt imot spydkast.
Skjoldkanten snublet han i, saa han tumlet paa ryggen, og hjelmen
klirret i faldet med frygtelig skrald om høvdingens tinding.
Hektor, som merket det straks, løp til og stillet sig nær ham.
Spydsodden boret han dypt i hans bryst, og nær ved hans landsmænd
dræpte han ham, og hvor dypt de harmedes, kunde dog ingen
hjælpe sin ven; ti de bævet i gru for den herlige Hektor.
Foran sig hadde de nu og omkring sig de ytterste skibe,
de som laa forrest paa land, og troerne stormet imot dem.
Snart blev argeierne nødt til at fly fra de forreste snekker.
Fremme ved teltene stanset de dog og verget sig samlet
uten at spredes i leiren; ti skam og bævende rædsel
holdt dem tilbake. Ustanselig lød deres eggende tilrop.
Ivrigst var Nestor, akaiernes vern. Den graanede gubbe
tryglet hver eneste mand og mindet om slegt og forældre:
«Kjære, aa te jer nu alle som mænd, og føl dog i hjertet
blygsel for menneskers dom, og enhver maa dra sig til minde
hustru og barn, hvad han eier av gods, og de kjære forældre,
enten de hviler forlængst under muld eller end er i live.
Aa, jeg ber eder her ved disse som ei er tilstede:
Vend eder ikke til flugt, men staa som kraftige stridsmænd!»
Saa han talte, og kræfter og mod hos alle han vakte.
Pallas Atene fordrev fra heltenes øine den tætte
belgmørke taake, og straks blev det lyst baade foran og bak dem
baade ved skibenes rad og hist hvor kampene raste.
Hektor, den høimælte helt, og hans kampfæller øinet de alle,
enten de nu hadde stillet sig bak og ei kunde kjæmpe,
eller de stred i det blodige slag ved de hurtige snekker.
Ei vilde Aias, den modige helt, bli staaende længer
fjernt blandt de andre akaiiske mænd som ventet paa avstand.
Hen over skibene sprang han med vældige skridt, og i haanden
svinget han spæret det sterke, beslaat med vældige malmbaand.
To ganger elleve alen var det langt og bruktes i sjøkamp.
Likesom ofte en mand som forstaar at tumle med hester,
naar han blandt talrike dyr har valgt sig et ypperlig firspand,
jager dem frem mot en folkerik by fra sletten og sprænger
henad den alfare vei, mens mænd og kvinder i mængde
undrende ser paa hans færd; ti han hopper usvigelig sikkert
stadig fra hest til hest, mens de farer i flyvende firsprang,
saaledes sprang i vældige hop over talrike skibe
Aias fra dæk til dæk, og mot æteren runget hans stemme.
Rungende ropte han stadig og egget danaernes helter
fremad til tryggende vern for skibe og telter; men Hektor
dvælte ei heller i ro blandt troernes malmklædte skarer;
men som en brunrygget ørn over skarer av vingede fugler
styrter sig ned, naar de søker i flok sin føde ved elven,
traner og gjæs eller ogsaa en sværm langhalsede svaner,
saaledes styrtet i stormende løp den straalende Hektor
frem mot et mørksnablet skib, og Alfader førte ham bakfra
frem med sin vældige haand og egget hans følge av kjæmper.
Fremme ved skibene reistes paany en frygtelig stridslarm.
Nu da de møttes i strid, saa det ut, som kunde de aldrig
trættes og kræfterne lammes. Saa kjækt gik de alle til kampen.
Kjæmperne stred i frygt eller haab. Akaiernes helter
trodde de nu maatte dø og ei kunde flygte fra faren.
Troerne derimot haabet enhver i sit hjerte at tænde
fiendens snekker i brand og dræpe akaiernes stridsmænd.
Saaledes tænkte enhver, da de stevnet til kamp mot hverandre.
Hektor grep fat i den bakerste stavn av en skarpbygget seiler,
snekken den skjønne som bar over hav til det kneisende Troja
Protesilaos, men ei skulde føre ham atter til hjemmet.
Rundt om høvdingens skib gik akaier og troiske kjæmper
løs paa hverandre med flængende hugg. De stod ikke længer
fjernt og ventet paa hvinende spyd eller piler fra buen.
Heltene gik hverandre tillivs, og med selvsamme ildhu
kjæmpet de haardt med øksernes egg og med skarpslepne biler,
eller med vældige sverd og dobbelthvæssede lanser.
Talrike prægtige sverd med sortomviklede hefter
slængtes i støvet fra heltenes haand eller fra deres skuldre
midt under kampen, og blodstrømmer fløt paa jorden den sorte.
Hektor slap ikke sit tak i fartøiets kneisende bakstavn.
Stavnspidsen holdt han i haand og egget de troiske svende:
«Hit med en brand! Løft alle som én et gjaldende hærskrik!
Nu har Zevs forundt os en dag som lønner vor møie.
Nu skal vi ta deres snekker, som kom mot gudernes vilje,
og som har voldt os saa mangen en sorg, fordi vore gamle
gruet og stanset mig selv og holdt vore stridsmænd tilbake
hvergang jeg brændte av lyst til at kjæmpe ved skibenes bakstavn.
Dog, hvis dengang den tordnende Zevs har daaret vor tanke,
egger han selv vort kampmod idag og byder os stride.»
Saa han talte, og frem mot argeierne stormet de modig.
Længer holdt Aias ei stand; ti han trængtes av spyd og av piler.
Høvdingen trak sig tilbake et skridt, og paa styrmandens skammel
steg han fra fartøiets dæk og trodde hans dødsstund var kommet.
Oppe paa skammelen stod han og speidet omkring, og med lansen
jaget han troerne bort, naar de nærmet sig flaaten med brande.
Rungende ropte han stadig og egget akaiernes helter:
«Kjære danaiske helter, I krigsguders mandige svende!
Te jer som mænd, mine venner, og tænk paa det stormende kampmod!
Mener vi kanske at bak os vi har en hjælpende skare
eller en sterkere mur som kan verne vor fylking mot døden!
Nei, vi har ikke nær os en by med murfaste taarne
hvor vi i nød kunde finde en hjælp hos kraftige stridsmænd;
men paa en slette i troernes land, de malmklædte helters,
ligger vi nær ved det brusende hav og fjernt fra vort hjemland.
Frelse kan vindes ved armenes kraft, men ikke ved feighet.»
Saa han talte og vildt han svang sin hvæssede lanse.
Vaaget en troer sig frem mot akaiernes stavnhøie snekker,
lydende Hektors bud, med en blussende brand i sin høire,
sigtet den vældige Aias og støtte ham ned med sin lanse.
Fremme ved skibene dræpte han tolv i den blodige nærkamp.