Illustreret Norges Historie/4/21

Allerede i 1487 var Kristiern, Kong Hans’s Søn, hyldet af de danske Stænder, og to Aar efter fulgte det norske Rigsraad Danskernes Exempel. Senerehen havde det danske Rigsraad 2 Gange (i 1497 og i 1512) gjentaget sine Forsikringer, ligesom ogsaa enkelte af Rigsraadets Medlemmer havde udstedt skriftlige Forpligtelser om at hjælpe Kristiern til at blive Faderens Eftermand efter dennes Død. Ikke desmindre var hans Anerkjendelse som Landets Konge langtfra sikret, da hans Fader var falden fra. Thi omendskjønt Kristiern i 1512 ved sit Komme fra Norge, hvor han havde opholdt sig næsten uafbrudt i 6 Aar, var bleven modtagen med almindelig Jubel og Begeistring, viste det sig dog nu, at der i Jylland var et sterkt Parti, som heller vilde have hans Farbroder Fredrik til Konge. Med denne aabnedes der saa Underhandlinger i al Hemmelighed. Men Fredrik modtog ikke den Krone, som saaledes blev ham tilbudt. Selv sagde han senere, at det var af “Modestie“ (Beskedenhed); det har neppe nogen magtet at tro, men Grunden til hans “Beskedenhed“ har man ikke rigtig Rede paa.

Kristiern havde imidlertid truffet Anstalter til at sikre sig Rigets Slotte og Stridsmagt, og da han tillige havde Stemningen i de andre Landsdele og hos Almuen for sig, vovede Fredriks Parti ikke at reise Hovedet altfor høit.

Vi har ovenfor set, at der paa Mødet i Malmø det foregaaende Aar var bleven vedtaget, at der ved St. Hans Tider 1513 skulde holdes en Forsamling af Udsendinge fra de nordiske Landes Rigsraad. Paa dette Møde blev der ikke, som Hensigten med dets Berammelse havde været forhandlet om en Fornyelse af Unionen med Sverige, men om Kongevalget for Danmark og Norge. Paa det norske Rigsraads Vegne mødte 8 Medlemmer nemlig 5 Prælater, Erkebiskopen af Nidaros, Biskoperne af Oslo, Hamar og Bergen samt Provsten ved Apostelkirken i Bergen, og tre verdslige Herrer, nemlig Nils Henrikssøn (Gyldenløve) til Østraat, Knut Knutssøn Baat og Henrik Krumedike, hvilken sidste dog for Tiden ikke var bosat i Norge. Det var en yderst kummerlig Repræsentation for det norske Folk; de tre af dem var danskfødte, en svensk og en var bosat i Danmark. Men værre var det, at Raadet neppe talte stort flere Medlemmer; thi det fremgaar, at der den sidste Tid tydelig var lagt an paa ikke at besætte de ledige Pladse med de faa Overhoveder, de sidste Adelsslægter endnu talte. Anledningen blev nu benyttet til at vedtage en kongelig Haandfæstning.

Under Forhandlingerne herom, som førtes skriftlig, fremlagde det norske Rigsraad en Forestilling om de Brøst, som fandtes i Norge.

I denne Forestilling beklager Rigsraadet sig over, at Kongen fører Titel af “ret Arving til Norge“, skjønt ingen mere har Ret til at føre denne Titel. Thi, heder det, “den Tid, Kong Olaf døde af Norge (1387), da tømtes Arven i Norges Rige og var da ingen ret Arving til Norges Rige igjen af Kongeæt“. Senerehen havde Landet været et Valgrige som de ved hvert Kongevalg udfærdigede Recesser tydeligen udviser. Dernæst klages der over, at Kong Hans tvertimod sit edelige Tilsagn ikke havde indløst de pantsatte Orknøer og Shetlandsøer med Skatten af Man og Suderøerne. Dernæst heder det: “Det er og vort Begjær, at Eders Naade vil forse Norges Riges Raad og indfødte Ædlinger med Norges Riges Slot og Len og lægge de Len til Slottene, som pleier at ligge dertil, og at Eders Naade vil sætte dem paa mulig Afgift, saa at de kan forbedre Slottene og kan holde Folk, dem uden Skade og Eders Naade og Riget til Tjeneste, at afværge Rigets Skade og Fordærv, efterdi Eders Naade er ikke selver tilstede. Og at Eders Naade ikke vil sætte os nogen Vanbyrding over Hovedet, som hertil været haver, og ingen Len sætte høiere paa Afgift, end som de stod udi Eders Naades Faders og Farfaders Tid.

Item, at Kirker og Klostere skal have deres frie Kaar og Valg efter deres Privilegier og Friheder, og de Kirker, som Kronen haver jus patronatus til, maatte forses med Norges Riges indfødte Mænd.

Item skal ei nogen Skat eller Tyngsel lægges paa Riget, Almuen eller Kjøbstadsmænd uden Rigets Raads “Fuldbyrde“ eller Samtykke.

Item, at Raadet nordenfjelds og sønden skal have fuld Magt at høre alle Sager udi Rette og skal ingen skyde sig fra deres Ret og uden Riget med mindre end Rigets Raad dømmer dem selv udaf Riget og for Eders Naade Og desligeste at ingen skal stevnes af Riget, med mindre de har været udi Rette for Rigets Raad tilforn.

Item kunde her findes noget Brev eller Register, som Norges Rige er anrørendes, at Eders Naade vilde værdiges at skille dem did til Riget igjen.

Item, at Norges Riges Raad og gode Mænd skal have deres frie Kjøbmandskab med indenlandske og udenlandske, ihvor dem det Behov gjøres.

Item, at Raadmænd og Kjøbstadsmænd i Norge maa nyde deres Frihed, som de udi langsommelig Tid har havt og deres Privilegier indeholder, som de har derpaa.

Item, at ingen Privilegier gives udenlandske Kjøbmænd imod Norges Lov og Privilegier uden Rigets Raads Samtykke i den Landsende.

Item, at Eders Naade vil holde de Breve, som Eders Naades Fader og Farfader har udgivet paa Pant eller Tidsbreve og Privilegier og dertil alle de Artikler, som Eders Naades Herre Fader Kong Hans lovede og svor, som Riget og Rigets Indbyggere paarører og til Bestand er, skal holdes og blive ved Magt baade gamle og nye.

Item ingen Hesteløb skal paalægges eller holdes ydermere end gammel Sædvane.

Item, at alle de Fogder, som ikke er indfødte, maa nu strax afsættes.

Item, at Raadet, gode Mænd og Rigets troe Indbyggere ei foragtes, haanes eller beskattes af Kongens Fogder, Tjenere eller Sendebud.

Item, at de, som løber fra sin Husbonde med “Umynde“ og ufortjent Løn, skal ei have Forsvar af Kongen eller hans Embedsmænd eller af nogen anden.

Item, at ingen Udlændinger annammes udi Raadet uden Rigets Raads Raad, Villie og Samtykke.

Item skal ingen gives Frihed (d. e. Adelsrettighed), uden det er med Rigets Raads Samtykke, om han er “befællig“ dertil, uden han forhverver det udi Marken.

Item skal Rigets Raad og Norges Riges Ædlinger og indfødte Mænd nyde deres Skoge, Fiskeri og Eiendele frit og ubehindret“.

Hertil blev der senere, sandsynligvis efter Samraad med det danske Rigsraad, der paa samme Tid ogsaa indgav lignende Besværinger, udtalt Ønsket om, at alle Slotslove i Landet efter Kongens Død skulde holdes til Raadets Haand.

Men medens der fra Kongens Side ligeoverfor Danskernes Fordringer, der tildels var af det mest ublue Slags, vistes den største Imødekommenhed og Hensynsfuldhed, affeiedes Nordmændenes Klagemaal paa en om just ikke frastødende og afvisende, saa dog selvsikker og tildels spids Maade. Han vidste godt, at han ligeoverfor Nordmændene ikke havde noget Hensyn at tage; thi de gik saa den Vei, de danske Rigsraader anviste, alligevel. Enkelte af de opstillede Fordringer afviste han derfor, andre forbigik han i Taushed eller besvarede han undvigende, atter andre henstillede han til det danske Rigsraads Afgjørelse. Med Hensyn til Titelen “Arving til Norges Rige“, som ikke blot Kristiern, men ogsaa hans Farbroder Hertug Fredrik brugte, svarede Kongen saaledes, at han vilde overlade det til Danmarks Rigsraad at afgive Kjendelse derom eller med andre Ord dømme mellem det norske Rigsraad paa Landets Vegne og Kongen. Denne Udvei var sagtens kløgtig nok; thi Foreningen mellem Danmark og Norge opretholdtes jo netop derved, at det sidste Riges Arving valgtes til Konge i det førstnævnte. Hvad Nordmændenes Krav paa Indfødsrettens Ukrænkelighed angik, saa var der neppe nogen, som for Alvor vilde bestride Rimeligheden af denne Fordring; men den var umulig at gjennemføre, da Strømmen fra Danmark havde taget en stedse mere og mere rivende Fart i de sidste Aartier. I det Svar, Kongens Kantsler afgav paa det norske Rigsraads Indlæg, heder det saaledes: “Om den Artikel, at forse Norges indfødte Ædlinger med Kronens Slotte og Len der i Riget, haver min Herres Naade overveiet, at Adelen udi Norge er fast uddøet, og vil hans Naade forse Kronens Len og Slotte i Norge med Norges og Danmarks Ædlinger og indfødte Mænd. Om at sætte Kronens Len og Slotte i Norge paa skjellig Afgift, vil hans Naade med Norges Riges Raads Raad gjør derpaa en venlig og skjellig Skikkelse“.

Endvidere heder det: “Om de Kirkens Len, Kronen haver „jus patronatus til, samtykker min Herres Naade, at forses med Norges og Danmarks indfødte Mænd“. Heller ikke skulde der i det norske Rigsraad optages andre end “Danmarks og Norges indfødte Mænd“, og med Hensyn til Afsættelsen af de ikke indfødte Fogder skulde “hans Naade tale med Raadet“ derom. Hvad Orknøerne og Hjaltlands Indløsning for den norske Krone angik, lovede Kongen baade foreløbig og i sin Haandfæstning at gjøre sit Bedste efter Overlæg med Rigsraadet og med Hjælp og Trøst af Norges Indbyggere.

Efter lange Forhandlinger blev saa Haandfæstningen vedtagen den 22de Juli 1513, hvorpaa den strax udfærdigedes i to Exemplarer, et for hvert Rigsraad. Ingen af de tidligere Haandfæstninger, hverken Kristiern I’s eller Hans’s, lægger saaledes som denne an paa at fastslaa Norges Afhængighed af Danmark og fremstille de to Riger som et Hele. Her et der ikke mere Tale om begge Rigers Jevnbyrdighed og Selvstændighed ved Siden af hinanden, men alt, hvad der endnu blot havde en Tanke af Norskhed eller indeholdt en Mulighed for Udvikling af de endnu existerende nationale Spirer, søgte man i Kraft af Haandfæstningen at faa skaffet ud af Tilværelsen.

Haandfæstningen stadfæster i det væsentlige alle de Privilegier, som Adelen og Geistligheden var i Besiddelse af, hvorhos den indrømmer disse Stænder flere nye Forrettigheder. Kongemagten blev dog ikke i nogen væsentlig Grad indskrænket; kun erholdt Adelen en udvidet Ret til at kræve Sagefald af Bønderne, hvorhos Kongen maatte love ikke at foretage i levende Live noget Skridt, der tilsigtede at betrygge Thronfølgen efter hans Død. Rigets Len og Slotte maatte kun anbetroes til fødte Adelsmænd, og hvis der for Øieblikket fandtes nogen Vanbyrding, som var i Besiddelse af en Forlening, skulde han strax afsættes derfra. Alene Adelsmænd maatte tilhandle sig adeligt Gods. I Adelsstanden maatte Kongen herefter ikke optage nogen uden Rigsraadets Samtykke; Undtagelse gjordes alene for det Tilfælde, at vedkommende havde udmerket sig paa Valpladsen. Hertil kom endnu den Bestemmelse, at hvis Kongen overtraadte Haandfæstningens Bud eller undlod at høre sit Raad, skulde alle Landets Indvaanere have lovlig Ret til at gjøre, hvad de vilde, for at tvinge Kongen. Med Undtagelse af Bestemmelsen om Orknøerne og Hjaltlands Indløsning til Norges Krone findes der i den hele Haandfæstning ikke en eneste Bestemmelse, der har taget specielt Sigte paa Norge.

Paa Herredagen i Kjøbenhavn skulde ogsaa Forholdet til Sverige ordnes, og i denne Anledning havde 9 svenske Rigsraader, 7 verdslige og 2 geistlige, indfundet sig sammen med Udsendinger fra de vendiske Stæder, som skulde mægle mellem Rigerne. Men de svenske Sendebud havde ingen Fuldmagt til at deltage i Kongevalget, ligesaa lidt som at vedtage at udrede en aarlig Sum af den svenske Krones Midler til Kong Kristiern, som man ved Overenskomsten i Malmø det foregaaende Aar var bleven enig om. Derimod blev der truffet Aftale om, at Opfyldelsen af Malmøfredens Bestemmelser skulde udsættes til et nyt Møde, der skulde holdes i Kjøbenhavn i Juni 1515, og Freden skulde i ethvert Fald opretholdes til Marts Maaned 1516. De vendiske Stæder fik sine Privilegier stadfæstede og mellem Stæderne og Hollænderne sluttedes der en Vaabenstilstand paa et Aar, og den blev i det følgende Aar paa et Møde i Bremen fornyet paa 10 Aar.

Ikke ret længe efter, at Herredagen i Kjøbenhavn var opløst, begav Kongen sig til Hertugdømmerne for der at modtage Hylding Paa et Møde, som var udskrevet til Flensborg, traf han sammen med sin Farbroder Fredrik, der ikke lod Anledningen hengaa ubenyttet til at forestille sin Brodersøn, hvor skammelig han var bleven snydt af Kong Hans, som ikke havde undt ham noget af Danmark eller Norge. Han lod nu gjennem nogle af sine Raadgivere Kristiern forestille, at det ikke var mere end ret og billigt, at han bødede paa det. Men da blev Kristiern harm. “Guds Dros,“[1] udbrød han, “af mig faar han intet. Er han ikke fornøiet med det, han har, skal jeg tage det fra ham.“ Ikke desmindre maatte han dog udrede til Farbroderen 30000 Gylden, som denne i Utrængsmaal havde udbetalt Lübeckerne paa Faderens Vegne, da Ridderskabet negtede at hylde ham paa anden Vis. Men neppe var han hyldet, før han lod de gode Herrer føle, hvem de var, og hvem han var. Tre fornemme holstenske Adelsmænd, to Ahlefelder og en Sehested havde med en Skare paa 36 Knegte feidet med Hansestæderne og kapret deres Skibe. De var nu fakkede og fik sin Dom, der lød paa Livsstraf. Man søgte at bevæge Kongen til at vise Skaansomhed, da de jo var Adelsmænd. Men han svarede: “Adelsmand er kun den, som opfører sig som Adelsmand;“ dermed lod han Dommen fuldbyrde.

Trefoldigheds Søndag, 11te Juni 1514, blev Kristiern kronet som Danmarks Konge i vor Frue Kirke i Kjøbenhavn. Derpaa begav han sig, ledsaget af det danske Rigsraad, i den følgende Maaned opover til Norge, hvor han antagelig paa Olafsdagen, 29de Juli, i St. Halvards Kirke i Oslo blev kronet som dette Lands Konge. Kroningsakten forrettedes sandsynligvis af Throndhjems Erkebiskop Erik Valkendorf, der ved denne Anledning optraadte med respektbydende Pomp. Hans Følge talte ikke mindre end 140 Mand, en Optræden, som ovenikjøbet maa siges at have været beskeden, da t. Ex. Aaslak Bolt paa sine Nordlandsreiser pleiede at have 200 Mand i sit Følge. I Forbindelse med Kroningen stod ganske vist Ridderslag og Ridderspil, hvorom vi dog ingen Besked har. Saavel før som efter Kroningen ses Kongen at have været fuldt optaget med Regjeringsanliggender, Konfirmation af ældre Rettighedsbreve og Udstedelse af nye Forordninger. En, som var tilstede ved Kroningen, har ogsaa udtalt, at Kongen “daglig sad paa Thinge, hørte og dømte i Retstrætter saavel mellem Bønder som Adelsmænd“. En Sag, som ses at have beskjæftiget Kongen, var det Forsøg, som Rostockerne nu gjorde paa at faa sine gamle Privilegier fornyede, som Kristiern i 1508 havde berøvet dem. I dette Øiemed havde de sendt et Gesandtskab med en Mester Kristian Schabow i Spidsen opover. Denne havde med sig baade Foræringer og Anbefalingsskrivelser fra de mecklenburgske Fyrster; men Kristiern beklagede, at han ikke kunde indlade sig paa at fornye Rostockernes Privilegier, da han netop havde stadfæstet de Rettigheder, han havde givet Oslo Borgere. Ogsaa Orknøernes og Hjaltlands Indløsning maa have ligget Kongen alvorlig paa Hjerte, og han aabnede i denne Anledning Underhandlinger med den skotske Regjering. Forholdene her lagde sig imidlertid hindrende i Veien, og snart gav de svenske Sager ogsaa Kongen andet at tænke paa, saa han ganske tabte de gamle norske Besiddelser af Sigte.

Den 11te Juni 1514 var ogsaa i en anden Henseende en Merkedag i Kong Kristierns Liv. Paa denne Dag blev han nemlig med den danske Stormand Mogens Gjø som Fuldmægtig i Brüssel viet til den 13-aarige habsburgske Prinsesse Isabella eller Elisabet, Keiser Maximilians Sønnedatter.

Kong Kristiern havde siden sit Ophold i Norge uden Sky fortsat sit Samliv med Dyveke, som han sammen med hendes Moder temmelig snart havde hentet nedover til Sjæland, hvor han havde anvist dem Bolig paa Hvidøre Slot, nær Taarbæk. Alligevel tilsagde hans kongelige Værdighed og Statskunsten ham, at det nu, da han allerede var 33 Aar gammel, var paa høi Tid, at han ved en legitim Forbindelse skaffede sig en Arving, hvis blotte Tilværelse vilde krydse de Planer, hans intrigante Farbroder omgikkes med. At hans Kjærlighed til Dyveke skulde være kjølnet, har man ingen Grund til at tro.

Allerede som ung udvalgt Konge var Kristiern et attraaværdigt Parti og et Formaal for Samtidens diplomatiske Beregninger. Et fyrsteligt Giftermaal var nemlig i den Tid stedse et Moment af indgribende Betydning, en Faktor, om man vil, til hvem de største Statsinteresser knyttede sig. Allerede længe før Kristiern havde traadt fine Barnesko, havde der været flere Giftermaalsforslag fore, baade med russiske og franske Prinsesser. Men intet af de Forslag, som forelagdes, vandt Bifald. Skulde Kong Kristiern gifte sig, saa maatte det ialfald være med en Fyrstedatter af det Hus, som sad inde med den største Glans og Magt, med en Ætling af den habsburgske Keiserfamilie. Herpaa synes de Overveielser, han anstillede i Forening med Rigsraadet, sin Moder Dronning Kristina og sin Morbroder, Kurfyrst Fredrik den vise af Sachsen, at have gaaet ud.

Keiser Maximilians Søn Filip († 1506) havde i sit Ægteskab med Ferdinand den katholskes Datter Johanna 6 Børn, hvoriblandt Sønnen Karl, den senere saa bekjendte Keiser, i hvis Riger Solen aldrig gik ned, og Døttrene Eleonore og Isabella. Kong Kristiern havde nok mest Hu paa den ældste, Eleonore, men hun var alt bortlovet eller saa godt som bortlovet til det portugisiske Kongehus. Men hendes Søster Isabella, der var født i 1501, ansaas i alle Maader for et jevngodt Parti, da hun som Spanierinde var tidlig udviklet baade med Hensyn til Aand og Legeme. Braavakker var hun ikke; dertil var hendes Underlæbe — som hos de fleste Habsburgere — noget for svær. Men hun var yndig og tækkelig, og Godheden lyste hende ud af Øinene. Da hun blev ældre, viste hun ogsaa, at hun var i Besiddelse baade af Forstand og af Kraft, og da Ulykkerne brød sammen over hende, udfoldede hun en sand Heltindes Dyder. Derfor staar hun ogsaa som en af Verdenshistoriens om ikke største, saa ialfald ædleste Kvindeskikkelser.

Et Gesandtskab, i hvis Spidse stod Biskop Gottskalk Ahlefeld af Slesvig og den danske Ridder og Rigsraad Mogens Gjø, begav sig om Vaaren 1514 til Keiser Maximilian, der var Sønnedatterens Formynder. De traf ham i Linz, og da alt Giftermaalet vedkommende allerede paa Forhaand var ordnet af Kristierns Morbroder Kurfyrst Fredrik, kunde Ægteskabspagten allerede den 29de April besegles. I denne blev det bestemt, at Bryllupet og Brudens Hjemførelse til Danmark skulde foregaa ved St. Hans Tider 1515. Medgiften blev fastsat til 250,000 rhinske Gylden. Efter saa forrettet Erende begav Gesandtskabet sig til Nederlandene, hvor Vielsen som ovenfor fortalt fandt Sted.

Til den Tid, Brudens Hjemførelse skulde foregaa, sendte Kristiern til Nederlandene et Gesandtskab, der anførtes af Erkebiskop Erik Valkendorf af Throndhjem og Nils Henrikssøn (Gyldenløve) af Østraat, der vistnok i denne Anledning havde faaet Titelen Norges Riges Hovmester. Men ved det nederlandske Hof synes der at have reist sig Vanskeligheder ved at anbetro den unge Fyrstinde til hendes Gemal. Egentlig havde Keiser Maximilians Datter Margreta, der var Regentinde i Nederlandene og hidtil havde været sine Broderbørn i Moders Sted, da deres Moder, den sindssyge Johanna af Kastilien, længe havde været ude af Stand til at varetage sine Pligter som saadan, aldrig havt noget tilovers for Partiet. Først gjordes der Ophævelser i Anledning af den Trediedel af Medgiften, som ifølge Ægteskabspagten nu skulde have været udredet. Dernæst havde Kongens Forhold til Dyveke vakt Betænkeligheder, og der var dem, som mente, at Bryllupet af den Grund maatte udsættes et Aar, for at Kongen kunde faa Tid til at løsrive sig fra denne Forbindelse. Meningen var sandsynligvis hermed kun at have et Paaskud til at faa Partiet endelig hævet. Erik Valkendorf lovede derfor, at han af al sin Magt og Evne skulde søge at faa Dyveke fjernet. Endda kan det hænde, at det hele Gesandtskab havde maattet vende om med uforrettet Sag, om ikke den unge Prinsesse havde bevaret den Troskab, hun skyldte den Mand, til hvem hun havde knyttet sin Skjæbne for Livet. Den 26de Juli 1515 kunde hun endelig tiltræde sin Reise til Danmark, ledsaget af et anseligt Gesandtskab. Med dyb Sorg saa hendes Faster og hendes Undersaatter hende drage afsted, ret som om der var opstaaet hos dem en Anelse om, hvilken stormfuld og ulykkelig Fremtid hun gik imøde.

I Kjøbenhavn havde de mange fornemme Bryllupsgjæster, som havde samlet sig fra nær og fjern, Uge efter Uge ventet paa Brudens Komme. Taalmodigheden havde forgaaet dem, og idet de vistnok gjorde sig alskens Forestillinger om Aarsagerne til hendes Udebliven, havde en Del allerede forladt Kjøbenhavn og en Del gjort sig rede til Opbrud, da det spurgtes, at den kongelige Flaade var gaaet under Seil. Skjønt Kongen, der allerede ved de tidligere førte Forhandlinger ikke skulde være sat i den til Brudens Modtagelse forønskede Stemning, og endnu mindre blev det ved det Ophold, som saaledes fandt Sted, gjorde han dog alt istand til hendes festlige Modtagelse, da hun den 9de August holdt sit Indtog i Kjøbenhavn. Overreisen havde været haard, og hun havde været saa søsyg, at hun tyktes Døden nær, og hun beholdt i mange Dage Mindelse om sin Færd. Neppe var hun kommen i Land fra Flaaden, før der brød løs et voldsomt Regnskyl, der gav Indtogshøitidelighederne et alt andet end festligt Præg. Den 12te August viedes hun, fremdeles syg og medtagen, til Kongen paa Kjøbenhavns Slot, hvorpaa hun paasattes Kronen som Rigets Dronning.

Fra Isabellas Komme til Danmark var hendes Fred og Ro borte. Foran hende laa Livet i hele sit strenge Alvor, strengere maaske, end nogen kan danne sig en klar Forestilling om. Hendes Ægteskab blev hende en Skole for idel Selvfornegtelse, for Savn og Lidelser af alle Slags. Kongen, hvem hun omfattede med den vaagnende Kjærligheds hele Enthusiasme, og som var hendes et og alt, havde ialfald i den første Tid af deres Ægteskab kun liden Plads for hende i sit Hjerte; thi det tilhørte nu engang Dyveke. Det taler til denne hendes Medbeilerindes Fordel, at hun aldrig benyttede sin Magt over Kongen til paa nogensomhelst Maade at fortrædige Dronningen eller nedsætte hende i hendes Ægtefælles Øine. Tvertimod finder vi, at Kongen paa sin Vis altid viste hende Agtelse og Hengivenhed, gav hende Andel i Regjeringssagerne, betroede hende endog de vigtigste Hverv og anviste hende betydelige Indkomster til hendes Underhold. Selv gamle Mor Sigbrit, som mindst af alt synes at have været et Følelsesmenneske, holdt snart oprigtig af den unge Fyrstinde, ja efter Datterens Død overførte hun ganske sin moderlige Kjærlighed paa hende og — fik den besvaret. Endda uudgrundeligere bliver disse Gaader, naar man iagttager den Holdning, som Keiser Maximilian og det nederlandske Hof indtog ligeoverfor Kongen for Dyvekes Skyld af Hensyn til Isabella eller Elisabet, som vi herefter vil kalde hende. Fra Elisabets nederlandske Selskabsdamer forplantede Rygtet om Kongens fortsatte Samliv med Dyveke sig snart til Nederlandenes Hof, hvor Skandalen udnyttedes til at haane den dansk-norske Konge i Alverdens Øine. Herfra var Veien til Keiser Maximilian ikke lang, og fuld af Harme over den Overlast, som hans Sønnedatter skulde lide af Kongen, hans Bolerske og det Slæng, som omgav hende, var han ikke lang at tøie. De sikre Forlydender, Elisabets Hofdamer havde bragt til Torvs, bevægede Kejseren i Begyndelsen af 1516 til at sende en Gesandt ved Navn Sigismund Herberstein opover til Danmark for at faa Kongen til at afbryde det stødende og forargelige Samliv med Dyveke og sende hende tilbage til Holland og bortgifte hende der. Ikke nok hermed skulde den keiserlige Gesandt gjete Kongen saalænge, til den keiserlige Formaning var efterkommet. Man har bevaret Herberfteins Dagbog over denne Reise, og efter den at dømme maa Kristiern have været alt andet end blid over den Indblanding i hans huslige Forhold, som hans Dronnings Familie tillod sig. Til en Begyndelse svarede han de fremmede Gesandter, at hans Forhold til Dyveke ragede hverken Dronningens Farfader eller hendes Broder, og at han ikke agtede at afbryde sin Forbindelse med den elskede, fordi hans Dronnings Familie fordrede det. At det var hans ramme Alvor, ikke et Øiebliks Opbrusning, som bragte ham til at tale saaledes, fremgaar noksom af, at han et Par Dage, før Gesandterne kom, havde kjøbt en Gaard i Kjøbenhavn, som Dyveke og hendes Moder strax efter tilflyttede; derhos havde han sat de hollandske Klaffersøstre, som naturligvis af pur Ærbarhed havde plapret hans Forhold ud, paa Porten, og strax efter var det gaaet samme Vei med Dronningens Hovmesterinde, som havde villet tage ham i Skole for hans Tilsidesættelse af Dronningen. Skulde der være Sladder, mente han vel, saa maatte der sladdres, saa der var Forslag i det! Han for sin Del gav hele Koret og den høifyrstelige Familie, som skulde stikke sin Næse i alt, en god Dag.

Ogsaa den bitre Kalk, som herigjennem blev Dronning Elisabet iskjænket, tømte hun med beundringsværdig Resignation. Da hendes nederlandske Hofdamer blev sendte fra hende, vendte hun sig til det Folk, hvis Dronning hun var, og satte sig ind i dets Sprog og dets Tankegang, saa at hun var ganske som hjemme i dets Midte. Hun skrev temmelig snart Dansk saa godt, at mangen Indfødt kunde havt Grund til at misunde hende hendes Færdighed. Stilen i hendes Breve saavelsom hendes Skrivemaade efter Udtalen synes at vise, at det har været den af hendes Ægtefælle saa høit skattede Borgerstand, som udgjorde hendes fornemste Omgang. Men til Trods for at hun ogsaa herigjennem tør have virket til at bevare Middelstandens og Almuens Hengivenhed for sin Husbonde og Herre, skulde der endnu gaa Aar hen, før denne lærte at vurdere den umistelige Skat, han besad i sin lovlig ægteviede Hustru og Dronning.

  1. Dros betyder Mø. Guds Dros altsaa Jomfru Maria. Dros er et norsk Dialektord, der har holdt sig fra Oldsproget.