Åpne hovedmenyen

Imod Pastor Kristensens Kristusfornægtelse

Imod
Pastor Kristensens Kristusfornægtelse.
————————
Svar
af
Kristofer Janson.
————————
Kristiania.
Olaf Norli.
1894.
E. Walls & Co.s Bogtrykkeri

Hr. Pastor Kristensen af Stavanger har værdigedes at udgive et Foredrag mod min første Forelæsning: „Hvad bør den intelligente Ungdom kunne kræve af Religionen?“ Paa Titelbladet alt kalder han mig en „Kristusfornægter“. Altsaa, fordi jeg har en anden Opfatning af Kristus end Pastor Kristensen, saa skal jeg fornægte Kristus. Pastor Kristensen, ligesom de mange hundrede, der gjør det samme, gaar altsaa paa Forhaand ud fra, at han har Ret og Modstanderen Uret; men se — det var netop det, som skulde bevises. At kaste ud over sin Modstander Skjældsord, der indjager Skræk for ham hos den uvidende Almue, og lade det bero med det, synes jeg er uværdig Polemik for en Prest. Jeg tvivler ikke paa, at Pastor Kristensen anser mig for en Kristusfornægter, fordi han naturligvis mener, at han har Ret i sit Syn paa ham; men med akkurat samme Ret kan jeg bruge dette Ord om Pastor Kristensen, skjønt jeg ikke vilde brugt det, hvis han ikke havde lært mig det. Jeg er nemlig personlig lige saa vis paa, at Jesus kun var Menneske, som jeg er paa, at der er en Gud til, men dette kan ikke være noget Bevis for andre. Jeg maa tilrettelægge denne min Tro med Grunde. Jeg er vis paa, at ingen Jøde blandede sin Messias sammen med den evige Skaber, og naar Apostlerne antog Jesus af Nasaret for Jødernes belovede Messias, vidste de vel at skille ham fra Gud. Ligesaa hele den første Kirke. Naar altsaa Pastor Kristensen med de ortodokse Sekter erklærer ham for Gud, saa har jeg fra mit Standpunkt lige god Ret at sige, at han har forvrængt, forkvaklet Jesusskikkelsen, ja fornægtet den sande Jesus, som han mener at have Ret til at sige det samme om mig. Vi har begge at levere Beviser for vore Paastande, og Læserne faar da dømme, hvem de synes har Ret. Jeg vilde aldrig have valgt dette stygge Udtryk om Pastor Kristensen; men naar jeg alligevel sætter det her paa Titelbladet, er det kun for at henlede Publikums Opmærksomhed paa, at jeg har akkurat samme Ret til at bruge det om ham, som han om mig. Jeg vil iøvrigt henstille til de Herrer Pastorer og andre, som vil nedlade sig til at dyppe sine Penne i Anledning af mine Foredrag, om det ikke skulde være paa Tide at bruge mere sømmelige Udtryk om sine Modstandere og ikke søge at virke ved paa Forhaand at sætte Publikum i en ophidset Stemning mod Synderen, idet de tiltaler Læsernes Fordomme og Uvidenhed. Lad os strides roligt og sagligt og tro, at vi paa begge Sider er alvorlige, sandhedssøgende Mennesker; da kan der komme noget godt ud af Tankeudvekslingen; ellers blir der bare vakt Bitterhed. Til Punktet om Kristus vil vi komme senere; jeg vil nu tage for mig Pastorens Foredrag Stykke for Stykke.

Hans første Anke er Titelen. Han mener, at Ingen har Ret til at fordre noget af Religionen; men at Religionen blot har Ret til at fordre noget af os. Det sidste, at Religionen har Ret til at fordre noget af os, er sikkert nok; men det var ikke det Spørgsmaal, jeg vilde behandle. Det er en ganske anden Ting og kan blive Gjenstand for et andet Foredrag; men hvad jeg vilde tale om i mit Foredrag var netop, hvad et dannet Menneske maa kunne fordre af Religionen. Det er nemlig min Mening, at hvert Menneske fordrer noget og bør fordre noget af sin Religion. Pastor Kristensen fordrer saaledes noget af sin. Han fordrer, at den skal tilfredsstille hans aandelige Trang og Syn. Den lutherske Kirke har gjort dette for ham, derfor er han Lutheraner. En anden derimod finder, at Katolicismen tilfredsstiller hans Trang, saa blir han Katolik. Hvert Menneske, som overhovedet tilhører noget Kirkesamfund, har valgt netop dette Kirke samfund, fordi han fordrede noget af sin Religion, og dette Kirkesamfunds Opfatning tilfredsstiller denne Fordring, i alle Fald kommer nærmest til det. Og de, som intet Kirkesamfund tilhører, gjør dette netop af den Grund, at intet af de bestaaende Kirkesamfunds Religion tilfredsstiller deres Fordringer til Religionen. Jeg tror saaledes at have Ret til at bruge dette Udtryk, at Menneskene kan fordre noget af Religionen. De, som bare dumt tager en Tro, fordi en Pave eller Prest byder den, er uvidende Slaver, ikke intelligente Mennesker, og til de sidste regner jeg Pastor Kristensen. For at man skulde kunne tilegne sig en Tro bare paa en andens Autoritet, maatte man være vis paa, at denne Tro var ufeilbar; men se her kommer hvert Kirkesamfund stikkende med sit som det ene ufeilbart rette, og man har at vælge mellem alle disse indbildte Ufeilbarheder. Og da vælger man det, som man tror er Sandheden nærmest, som tilfredsstiller Ens aandelige Trang. Man altsaa fordrer, og man vælger, og dette er ganske naturligt og ret, med mindre man som Katolikerne lukker Øinene og siger: „Paven er Kristi Statholder paa Jorden, hans Mening er Guds Mening, følgelig tror jeg, hvad han siger. Udenfor den katolske Kirke ingen Frelse.“ Blind Autoritetstro passer ikke for frie Sjæle; de maa vide, hvad de tror, og hvorfor de tror saaledes og ikke anderledes. Ligesaavist som det er, at Religionen maa fordre noget af Mennesket, ligesaavist er det, at Mennesket maa fordre noget af Religionen. Pastor Kristensen burde forstaaet, at det var dette, jeg mente, og ikke søge at faa Folk til at tro, at jeg prædiker, at Ungdommen — og da helst den flotte, irreligiøse Ungdom — skal sidde til Doms over Religionen. Han siger nemlig: „men en anden Sag er det, naar man vil omforme hele Kristendommen efter en indifferent Ungdoms Smag og Behag eller i Fornuftens Navn vække Foragt for den, da faar man tage til Gjenmæle, saa godt man kan“. Dette beskylder han altsaa mig for at have gjort i bemeldte Foredrag. Men jeg tænker hverken paa at omforme Kristendommen eller vække Foragt for den; mit Foredrag gik netop ud paa at vække Begeistring, Beundring for Kristendommen, men rigtignok ikke for Pastor Kristensens Theologi. Og her kommer vi ind paa et særdeles vigtigt Punkt. Mine Modstandere synes altid at gaa ud fra, at deres Theologi er ensbetydende med Kristendommen. Og jeg føler mig saa overbevist om, at den er saa afvigende fra den oprindelige Kristendom, fra Jesu Lære, at jeg er sikker paa, at baade Paulus og alle de andre Apostle vilde gaa rejekt til theologisk Embedseksamen, iallefald erklæres for høist usunde i Troen og jages ud til de unitariske Kjættere. Jeg søger at bevise dette ved at bede Folk læse opmærksomt det nye Testamente; thi med al sin Mangelfuldhed indeholder dog disse temmelig ukritisk sammensatte Beretninger nok til at slaa den lutherske Theologi af Marken som ikke-kristelig, naar man ved Kristendom forstaar Jesu Lære.

Men tror nu Hr. Janson da, at den intelligente Ungdom vil blive enig i sine Fordringer til Religionen? Langtifra — ikke i det Enkelte. „Saamange Hoveder saamange Sind“ hedder det, og de forskjellige Kulturstandpunkter vil kræve hver sit forskjellige. Deraf de mange Sekter. Men jeg tror dog, der er visse store Grundprinciper, hvorom vor oplyste, sandhedssøgende Ungdom vil samle sig trods Forskjellighederne i det enkelte. Og det var netop disse, jeg søgte at finde, og jeg nævnte som disse tre Ting: at Religionen maa være fornuftig, moralsk, praktisk. Dette synes jeg ikke er det mindste latterligt, heller ikke synes jeg det indeslutter, at „Ungdommen skal være Dommer over Religionen“ paa anden Maade end hvert Menneske — Pastor Kristensen indbefattet — skal være Dommer over den, og jeg tror heller ikke Ungdommen vil finde, at den „gjør sig latterlig“ ved at stille denne Fordring. Pastor Kristensen synes at mene, at det er saa forfærdeligt at tro, „at man i Hode og Hjerte har et Mønster for, hvordan en Religion skal være og virke og derefter skal man da dømme, vælge og vrage“. Men hvoretter dømmer, vælger og vrager da Pastor Kristensen? Hvorfor har han valgt den lutherske Lære? Fordi den tilfredsstiller hans Ho’de og Hjerte, antager jeg. Hvis der var en anden Religion, der gjorde dette bedre, vilde han sandsynligvis valgt den. „Nei“, vil kanske Hr. Pastoren svare, „jeg har valgt den, fordi den er bygget paa og lært i Guds hellige Ord“ (og dermed menes Bibelen). Men saa kommer vi jo straks ind paa Spørgsmaalet om Bibelens Inspiration og deraf følgende Ufeilbarhed. Og saa kommer de andre Sekter stormende og siger: „Det er ikke sandt; thi vor Kirkes Lære er bygget paa og over ensstemmende med Bibelens Udsagn.“ Tilslut maa det blive „vort Hode og vort Hjerte“ — jeg vilde gjerne tilføiet vor Samvittighed —, som faar vælge alligevel, vælge for mig, men ikke for de andre.

Dette at man er saa ræd for at betro sig til sin egen Aands Dom i religiøse Sager — den, som man dog bruger til at dømme alt andet med —, kommer af, at man sætter Religion paa en anden Plads end alt andet Aandsarbeide, og saa igjen mellem Religionerne Kristendommen paa en ganske særlig Plads over de andre som den eneste rette. Man betragter den theologiske Frelsesplan, som man har digtet ind i Kristendommen, som noget særskilt, aabenbaret i Jesus af Nasaret, løsriver ham saaledes fra alle andre religiøse Reformatorer og fra hans Sammenhæng med Menneskeslægten som en af den, og gjør ham til Gud. Se her er en væsentlig Forskjel i Udgangspunktet mellem den ortodokse og den liberale Forkyndelse, som jeg vil bede mine Læsere være opmærksomme paa; thi derved kommer nødvendigvis Hr. Pastor Kristensen og jeg at se paa samme Ting med forskjelligt Øie. Vi liberale betragter ikke Kristendommen at være nogen mere særlig Aabenbaring af Gud end de andre ædlere Religioner, vi sætter den saaledes ikke udenfor de andre, men sammen med dem som et Led i Kjæden, om vel det dyrebareste Led, saa som vi mener, den har naaet høiest i Idealitet. Vi tror ikke paa saadanne Guds Aabenbaringer som at en Bog er særskilt dikteret eller bleven ufeilbar som et Guds eget Dokument paa en eller anden Maade, heller ikke, at nogen Gud er steget ned i Menneskeskikkelse, for at udføre en forud lagt Frelsesplan. Vi erkjender ingen andre Aabenbaringer end dem, som Gud har givet gjennem sine Love i Naturen saavel som Menneskeverdenen. Og i Menneskeverdenen taler han gjennem „det Lys, som oplyser hvert Menneske, der kommer til Verden“ (Joh. 1,9). Disse Aandsevner, som er givne, nærede, beaandede af Guds egen Aand, naar hurtigere og sterkere Udvikling hos enkelte Mennesker end hos andre, og disse blir da sit Folks Ledere og Lærere. Vi kan saaledes tale om, at et Folks Digtere, Seere, Profeter, Videnskabsmænd, Martyrer er „inspirerede“ af Gud, at saaledes ogsaa Bibelens Forfattere kan have været inspirerede; men ikke paa anden Maade, end Veda Bøgernes og Zend Avestas Forfattere har været det, og ikke saaledes, at det udelukker, at disse Mænd var Børn af sin Tid, og at deres Tids Vildfarelser eller manglende Kundskab blandede sig med deres Profetier eller Digte og Love. Vi betragter al Religion — saaledes ogsaa Kristendommen — som et menneskeligt Tankearbeide, hvor Slægt har bygget paa Slægt, Folk paa Folk, stadigt mere oplyst ved sin Tids voksende Kundskab og ledet af Guds vaagende Omsorg, der giver, hvad Tiden taaler. Og naar vi om Kristendommen vil bruge Udtryk som, at den er en Guds Aabenbaring, saa mener vi ikke dermed andet, end at Gud aabenbarer sig i og paavirker Menneskers arbeidende Hjerner og følende Hjerter og altid sørger for, at hans Budbærere findes overalt, for at Slægten ikke skal gaa under i Vankundighed og Sløvhed. Vi kan derfor og tale om Konfusius’s og Lao Tses og Buddhas Lære som Guds Aabenbaringer til sin Tid. De andre Religioner blir ikke Karikaturer af Kristendommen og Djevelskab — som jeg har hørt mange Theologer paastaa —, men de blir Perler i Kransen af Menneskeverdenens famlende Forsøg paa at naa Idealet, naa Gud. Af dette følger simpelthen, at vi maa kunne udtale os om Bibelen og Jesus og Kristendommen paa en langt lettere og naturligere Maade end de Ortodokse, som ser paa Jesus som Gud og Kristendommen som afdækkende et Mysterium, vi med vor Forstand ikke kan gjennemtrænge. Og deraf kommer det, at baade min og andre Ligetænkendes Udtalelser synes for vore Modstandere at mangle Ærbødighed, mens dette langt fra er Tilfældet. Vi ser bare mere menneskeligt paa Tingen. Naar derfor Pastor Kristensen bemærker, at Religionen kan fordre Ærbødighed af Ungdommen, saa er ingen mere enig med ham deri end jeg. Men saa maa han rigtignok ikke sammenblande alle Ortodoksiens Dogmer med Kristendommen og fordre, at man skal have Ærbødighed for dem. De kristne Sekter har gjennem Tiderne fundet paa saa mange Galskaber, at de ikke kan kræve Ærbødighed for alle disse, fordi om de kalder sig kristne. Naar en Sekt i det fjerde Aarhundrede — Messalianerne — gjorde det at spytte til en religiøs Akt, fordi de derved haabede at bli kvit alle de Djævle, de sugede i sig med hvert Aandedrag, saa vil jeg ikke derfor have en særskilt Ærbødighed for det at spytte, og naar Pastor Kristensen med Venner siger, at Tre er det samme som En, og En som Tre (Treenigheden), saa vil jeg heller ikke have nogen særskilt Ærbødighed for den Slags hellige Mathematik, men simpelthen sige, at det er meningsløst. Og det vil jeg faa Lov til uden at anklages for Uærbødighed mod Kristendommen.

Hr. Pastor Kristensen anker først over min første Paastand, af Religionen bør være fornuftig. Han paastaar, at dette er et meget ubestemt Krav og citerer en hel Del Tilfælde, hvor hele Verden har udleet som ufornuftigt det, som senere viste sig dog at være det ene fornuftige. Dette sidste er ganske sandt; men det vedrører ikke, hvad jeg sigter til. Jeg forklarede nemlig nærmere, hvad jeg mente med denne Fordring, eller hvorledes jeg ønskede den opfattet, nemlig, at Religionen intet maatte indeholde, som sagde sig selv imod, da Selvmodsigelse er Løgnens Mærke. Man kan saaledes ikke i Religionens Navn paastaa, at sort er det samme som hvidt, eller at tre er det samme som én. En saadan Paastand dræber sig selv i Fødselen. Hvis det derfor er sandt, hvad En fortalte mig — jeg har selv ikke seet det og kan saaledes ikke indestaa for den absolute Paalidelighed —, at det stod trykt i en Konstitution for en norsk luthersk Menighed i Chicago, at naar du træffer paa noget i Bibelen, som er selvmodsigende, saa skal du bare bøie dit Hoved og tro begge Dele, saa er dette at taksere et Menneskes Troesmulighed for ikke at sige Taabelighed for stærkt. Jeg anvendte desuden, hvad jeg sagde, paa Treenighedslæren og Jesu Guddom paa en saadan Maade, at Pastor Kristensen burde forstaaet mig, hvis han havde hørt godt efter. Nu kommer han imidlertid med et Indlæg om, at Kristendommen er en af de mærkeligste Magter, som har vist sig paa Jorden, noget, hvorom Ingen kan være mere enig med ham end jeg. Men saa fortsætter han: „det var da intet andet, end hvad man kunde vente, at den menneskelige Fornuftighed vilde stødes og oprøres ved mangt og meget, saavel hos Kristendommens Grundlægger som ved hans Lærdomme. Evangelierne fortæller, at man forargedes paa ham, man sagde, at han havde „Djævelen“ osv. Paulus udtrykker det saa, at Evangeliet var Jøderne en Forargelse og Grækerne en Daarskab.“ Man fik altsaa paa kristeligt Hold tidligt høre og mærke det Krav, at Religionen skal være fornuftig[1].“ Se her har vi, hvad jeg vil kalde en Tilsnigelse, da jeg ikke kan bruge Ordet Uvidenhed. Thi Hr. Kristensen ved ligegodt som jeg, at det, som forargede Farisæerne, ingenlunde var det, at Jesu Lære indeholdt fornuftstridige theologiske Dogmer, men det, at den tvertimod rev ned deres, at han optraadte som Frigjøreren for alt deres Ceremoni- og Bogstavvæsen, at han kuldkastede deres aandelige Pavedømme, og kastede dem Ordet Hykler bent i Fjæset. Og det, som forargede Jøderne ved Paulus, var jo, at han vilde give Hedningerne Adgang til Messiasriget uden at tvinge dem først til at blive Jøder gjennem Omskjærelsen, og det, som forargede Hedningerne ved ham, var netop, at Kristendommen var for fornuftig og simpel, at den ikke fordybede sig i alskens metafysiske Spekulationer, skjønt Paulus gjorde sit bedste for i saa Maade at gjøre den smagelig for Hedningerne, samt at den havde et Kjærlighedens Ord for de Undertrykte og Slaverne og tog disse op med i Broderskabet. Det var saaledes det, at Kristendommen var for simpel og fornuftig, der vakte Samtidens Forargelse snarere end det, at den var ufornuftig. Jesu Lære var den Tids Kjætteri, det Nye, som kom i Oppposition til den gamle, i Dogmer og Former stivnede, Jøde-Ortodoksi. Det blir Jesu Læres Stilling ogsaa nu at træde i Opposition til den forstenede Ortodoksi, der vel kalder sig med hans Navn, men ikke har mere tilfelles med ham, end „den Kalv, Jøderne opreiste ved Sinai, havde med den levende Gud“[2]. Naar Pastor Kristensen derfor mener, at Kristendommen „i sin oprindelige Ufornuftighed gjorde den ene Erobring efter den anden“, saa vil Historien ikke være enig med ham i, at dette skyldtes dens Ufornuftighed, men meget mere dens Fornuftighed. Naar han, derimod tilføier, at „dens Forsvar laa i dens Magt og Høihed"“, saa er dette ganske rigtigt, men denne Magt og Høihed havde den netop den Tid, just fordi den ikke havde belemret sig med de theologiske Spekulationer, som plagede den siden, men endnu var simpel og naturlig, mere et Kjærlighedens Liv end nogen dogmatisk Lære. Jeg taler ikke om nogen „smaaskaaren Fornuftighed“, men jeg taler om det gudtændte Lys i hvert Menneskes Indre, der maa og vil blive det endelig afgjørende, selv for det, man tilegner sig i Tro. Hvad var det, de Mænd brugte, der paa Kirkemøderne i sin Tid voterede over, hvilke Bøger man skulde tage med i det nye Testamente eller ei? Mon ikke sin gud givne Fornuft, sit bedste Skjøn, ledet af Historie og Kritik, indviet med Bøn til Gud? Det blir altid for ethvert alvorligt Menneske den afgjørende Dommer, hvor lidet det saa vil være ved det. Pastor Kristensen siger, at man, „ikke faar begynde med kritisk Overlegenhed, med med Ærbødighed for den Aandsmagt, som træder En i Møde“. Ganske vist, og det er netop af Ærbødighed for Gud og for Kristendommen, at jeg vil protestere mod den Mishandling, som er gjort af ham og af Jesu oprindelige Lære. Fornuftsstridige og umoralske Dogmer, der nedværdiger Gud, er ingen Aandsmagt og kan ikke kræve nogen Ærbødighed af Mennesker, der ikke vil være Slaver af noget Presteherredømme. Mærkeligt nok berører Pastor Kristensen, at Kristendommen skal være barnslig; men det burde han ikke gjort; thi det er netop vor Anke imod den i Ortodoksiens Form, at den har glemt dette. Eller synes han, at Treenighedslæren er barnslig, eller Blodmysteriet eller Nadveropfatningen efter det lutherske Ritual eller det evige Helvede? Nei, det er vel saa ubarnsligt, som det bedst kan være.

Saa ser det ud til, at Hr. Pastoren mener, at jeg har anført Pauli Ord om „at tage Fornuften fangen under Troens Lydighed“ for derved at forsvare Tankeløshed. Dette begriber jeg ikke. Jeg sagde, at Præsterne ofte misbrugte dette Pauli Ord derhen, at de vilde, man skulde dræbe Fornuften. Dette var alt, jeg sagde. Men naar Hr. Pastor Kristensen vil paastaa, at der „paa det religiøse Omraade er en Tænkning, hvor Gudsforholdet og Troen er det ledende Princip“, da vil jeg alvorlig protestere; thi jeg føler mig forvisset om, at Hr. Pastoren vil forklare Troen med sin Dogmatik, Barnelærdommen, det inden sit Kirkesamfund tillærte, altsaa at der er en Tænkning, der skal gaa ud fra det, som skulde bevises. Nei, er noget frit, saa maa Tænkningen være det; den maa ikke gaa ud fra paa Forhaand, at noget er ret, som i Virkeligheden er omtvistet; ingen Fordomme, ingen forudfattede Meninger burde hæmme den. Den burde kun være ledet i sine Undersøgelser af en brændende Tørst efter at finde Sandhed, ikke af nogen forud vedtagen Tro. Det er jo netop dette, vi lider saa forferdelig af, at man ikke kan diskuttere med Folk om Dogmerne, fordi de gaar ud fra, at de nu engang er rette. De gaar til sin Undersøgelse med forudfattet Tro, og finder de ikke det, de har Lyst til, saa tvister og trækker og tøier de sin Hindring, til de paa en eller anden Maade faar den til at passe ind i deres Kram. Saaledes især, naar de vil faa Bibelen til at forsvare deres særegne Paastande. Denne Pastor Kristensens Paastand er altfor vel praktiseret desværre; men den er kun skikket til at standse eller hæmme og umuliggjøre al fri naturlig Vækst paa det religiøse Omraade. Saa fortsætter Pastoren: „Den religiøse Tænkning gaar ud fra som en Grundsandhed, at den levende Gud er traadt i Forhold til Menneskeverdenen ved Aabenbaring.“ Dette sidste kan alle indrømme; men saa fortsætter han: „Følgelig kan Underet her anerkjendes eller troes, nemlig som et Middel for guddommelig Aabenbaring.“ Jeg forstaar rent ud sagt ikke den Følgeslutning, at fordi Gud aabenbarer sig i Verden, maa Underet troes. Jeg vil meget mere sige det modsatte, at fordi Gud aabenbarer sig i Verden, kan Underet ikke troes; thi Gud er overalt, hvor han optræder, Ordenens, Harmoniens, Fuldkommenhedens Gud, og derfor kan han ikke forstyrre, bryde eller flikke paa sine egne Love, da de ellers ikke var fuldkomne. Jeg forudsætter her, at Pastor Kristensen ved Under mener Brud paa Naturlovene. Det er aldrig skeet og kan aldrig ske, hverken af Gud eller Mennesker. Naar Hr. Kristensen altsaa slutter, at Hr. Janson ved at kræve en Religion uden Under viser, at hans Tænkning bevæger sig udenfor den kristelige Religion, maa jeg absolut benægte det og heller snu Sætningen om og sige, at naar Hr. Kristensen kræver af sin Religion Underet, viser han, at hans Tænkning lidet har opfattet den kristne Gud.

Jeg har før talt om, hvorledes jeg tænker mig Guds Aabenbaringer ikke gjennem Undere, ikke gjennem at levere nogen Bog ligesom fra Himlen og sige: se her er Opskriften paa, hvorledes I Mennesker har at forholde Eder; men gjennem Love, Love i Naturens Verden, Love i Menneskeverdenen, Love, som aldrig kan krænkes ustraffet, men som gjennemborer hver den, som vil forsøge at trodse dem. Gud aabenbarer sig altid gjennem levende Mennesker som sine Redskaber til at løfte Menneskeverdenen ved at forædle, begeistre disse Menneskers Aand og forkynde sin Sandhed gjennem deres Mund, en Sandhed, afpasset efter hvad Tiden kan taale og ingenlunde fri fra, at den Tids Vildfarelser klæber ved den, men dog den høieste Sandhed efter det Folks og den Tids Forholde. Jeg glemmer saaledes slet ikke, som Hr. Kristensen mener, at tage Gud med som Faktor i Aabenbaringen til Menneskeheden, endnu mindre tænker jeg paa „at sætte min egen lille Fornuft istedetfor Gud og erklære, at disse to er et og det samme“ (det er ikke vakkert at komme med saadanne Misforstaaelser, som der ikke var Antydning til i Foredraget). Jeg har kun erklæret, at jeg anser Fornuften og Samvittigheden som gudtændte Lys i Mennesket, og det troede jeg dog, Pastor Kristensen var villig til at indrømme.

Saa begynder Pastoren at gaa i Enkeltheder og omtaler da først Treenigheden. Det er værdt at lægge Mærke til, at Hr. Kristensen gjennem hele Foredraget bruger Ordet Kristendom istedetfor Ortodoksi eller Theologi. Derved slaar han fast paa Forhaand det som skulde bevises, at de to Ting er det samme. Naar han derfor siger, at „ifølge Hr. Jansons Paastand skal Toppunktet af al den Uforstand, som Kristendommen har samlet sammen, være Læren om den treenige Gud“, saa er dette slet ikke sandt; thi Hr. Janson mener, at denne Lære sle intet har med Kristendommen at gjøre, men er et theologisk Foster udklækket i Presters Hjerner og slet ikke hverken ment, tænkt eller lært af Jesus eller hans Apostle. Jeg vil ikke ramme Kristendommen, da jeg netop vil rense og forsvare den mod de theologiske Indgreb, som har forkvaklet den gjennem Tiderne. Jeg ønsker dette forstaaet af mine Læsere, om Pastor Kristensen ikke synes at ville forstaa det. Han finder det som en Modsigelse af mig, at jeg uagtet min Forkastelse af Treenigheden dog kan holde paa Troen paa Faderen, Sønnen og Aanden, efter de apostoliske Troesartikler. Nu har jeg ikke nævnt de apostoliske Troesartikler i hele mit Foredrag med et eneste Ord; men Hr. Pastoren har tydelig under Udarbeidelsen af sit Foredrag arbeidet under den Vanskelighed, at han ikke har havt mit Foredrag i trykt Form liggende ved Siden af sig, og derfor ikke har let for at huske alting ordret. Hvad jeg sagde, var simpelthen dette, at hvis man vilde sige, at Faderen, Sønnen og Aanden var de tre store Grundpiller, hvorpaa Kristendommen hvilede, Faderen som den ene udelelige Gud, alle Tings Skaber og Opholder, Sønnen, som Menneskeidealet, den som viser os, hvor høit en Menneskesøn kan stige, naar han overgiver sig helt til Gud og gjør hans Vilje og Aanden som Bindeleddet mellem Gud og Menneske, den Guds Kraft som inspirerer, styrker, hjelper os til at kunne naa Fuldkommenheden — ja saa vilde ingen Kristen kunne indvende noget mod det, det var fornuftig Sandhed; men det er noget ganske andet end den kirkelige Treenighedslære. For at kunne finde i de tre apostoliske Troesartikler noget om Treenigheden udfordres der stærke theologiske Briller. Mine maa være for svage; thi jeg har saa mange Aar, jeg har set og læst dem, intet kunne finde derom. Der staar hverken, at Jesus er Gud, eller at Aanden er en Person; den sidste staar tvertimod sammen med andre Gjenstande som en almindelig Kirke, Syndernes Forladelse o. s. v., heller ikke at „disse Tre er Eet“. Og nu kommer et lidet theologisk Mesterstykke. Der staar i Kristensens Foredrag: „at bekjende „Tro paa“ Sønnen og Aanden ved Siden af Faderen kan ikke betyde andet end, at Sønnen og Aanden er sand Gud, ellers vilde det være Afguderi“. Begriber I dette? jeg gjør det sandelig ikke. Jeg kan da, tro paa mange Ting, tro paa Fædrelandet, tro paa Venstrepartiet, tro selv paa Pastor Kristensen, uden at dermed er sagt, at jeg mener, at nogen af disse er Guder. Her er vist mange Mænd, som i disse Dage siger med Salvelse: „Jeg tror paa Gud, Kongen og Unionen“ uden at derved skal være ment, at Kongen og Unionen er Gud, eller at disse danner en Treenighed. Jeg kan saaledes sige, at jeg tror paa Faderen, Sønnen og Aanden uden at tænke paa nogen Treenighed, og de, som først opfandt og brugte disse tre Ord som Døbeformel kjendte ikke til Treenigheden; ja, denne Døbeformel bruges — jeg har selv i sin Tid brugt den — i unitariske Kirker, hvor Treenigheden ikke anerkjendes. I den Døbeformel staar jo ikke nævnt engang, at nogen af de Tre er Guder, heller ikke at de er eet, heller ikke at de er lige, og alligevel har man faaet ud en Treenighed af dem. Ja de Theologer! Hr. Kristensen indrømmer, at Ordet Treenighed ikke forekommer i det nye Testamente, heller ikke i Daabspagten. Men saa lægger han til: „men hvad enten man spørger den hellige Skrift eller den levende Menighed, om der til Kristendommen hører Tro paa den treenige Gud, da vil Svaret ikke være tvivlsomt“. Jo, det vil være saare tvivlsomt, Hr. Kristensen. Thi Protesten vil først udgaa fra Jesus og hans Apostle, saa fra alle de Menigheder, der kjæmpede med Næb og Klør for den oprindelige Kristendoms Tro paa den ene Gud, og nu i vore Dage vil det svare i et rungende Ekko fra over tusind kristne Kirker (de liberale Samfunds) alene i Amerika: „nei, vi tror ikke længer paa Treenigheden; vi tror paa „den eneste sande Gud og den han udsendte, Jesum Kristum“.

Hr. Pastor Kristensen vil atter søge at faa slaa fast, at jeg ønsker at forkaste Kristentroen. Jeg siger, han ikke har Lov til dette, naar jeg netop i mine Foredrag staar op som Værge for den oprindelige Kristentro. Det er en Paastand, som kun kan gjøres, hvis man paa Forhaand gaar ud fra, at han har Ret og jeg Uret, at Dogmerne og Kristentroen er et og det samme. Han siger, at „naar jeg forkaster alle Undere, maa jeg selvfølgelig ogsaa forkaste Kristi Opstandelse, og med den staar og falder unegtelig hele Kristendommen“.

Aldeles ikke, Hr. Kristensen! Jeg tror ikke paa nogen Legemets Opstandelse, følgelig heller ikke paa Jesu Legems Opstandelse, og alligevel tror jeg paa en Opstandelse og paa, at Historierne om, at Jesus viste sig i materiel Form for Disciplene, er sand i sine Hovedtræk, skjønt Sagnet har udsmykket meget. Jesus aabenbarede sig med sit aandelige Legeme, det samme som vi og faar eller rettere eier ved vor Død, og hvad der skede med ham, er intet andet end, hvad man kan se de hundrede Gange i vore Dage med andre Menneskeaander, som materialiserer sig under visse Betingelser. Her er altsaa ikke Tale om noget Under. Ja, selv om man antog, at det var Jesu Kjødlegeme, der var opstaaet — hvad man ikke er berettiget til efter Evangelierne, da der staar, at han gik gjennem lukkede Døre og pludselig forsvandt — er det da noget Bevis for hans Guddom, eller er det et Under? Pastoren lærer jo selv, at alle Menneskers Legemer skal staa op og det længe efter de er hensmuldrede — det maatte da være et endnu større Under end det med Jesu Legeme, som dog var forholdsvis friskt; men slutter Pastoren af dette større Under, som foregaar efter hans egen Tro med alle Mennesker, at alle Mennesker derfor er Guder? Nei. Altsaa det som alle Mennesker har tilfælles med Jesus, Opstandelsen — enten man altsaa tager denne legemlig eller bare aandelig — det kan da ikke skille ham fra os, men heller bevise, at han var Menneske som vi, ogsaa delagtig i en Opstandelse gjennem Guds Kraft. Enten denne foregik lidt før eller lidt siden kan da intet gjøre til Sagen. Om denne Pastorens Paastand her gjælder det derfor bogstaveligt, at „den gaar over min Forstand og ind i Prestens“.

Hr. Pastor Kristensen siger, at jeg gjør et stort Nummer ud af den athanasianske Bekjendelse; men jeg gjør ikke et større Nummer af den, end den gjør af sig selv; jeg læser den nemlig bare op og lader Tilhørerne selv dømme. Han indrømmer dog, at den „indeholder en Mængde logiske Monstrøsiteter, som intet Menneske kan døie“, og alligevel vil han paastaa, at den er en „myndig Røst“, som overdøver Kamplarmen og bringer den til Taushed, idet den fastslaar, hvad der her skal gjælde for ret kristelig Forstaaelse“, at dens „korte fyndige Sætninger raaber afveien til alle Kjættere og til alle Forstandens Indvendinger mod denne Hovedsandhed,“ Treenigheden nemlig. Dette er høist besynderligt af Hr. Pastoren. Først at betegne en Ting som en logisk Uhyrlighed og saa bagefter gjøre denne logiske Uhyrlighed til ufeilbar Dommer i en Salighedssag, mod hvilken man ikke skal have Lov at gjøre en Indvending, det er dog formeget. Man kan jo sige det samme om hvilkensomhelst theologisk Galskab og med lige stor Ret fordre, at denne skal lydes ubetinget, fordi den er Galskab. I Kraft af at Treeninghedslæren, som den er udtrykt i det athanasianske Symbol, er en „logisk Monstrøsitet,“ skal altsaa Fornuft, Kritik, Samvittighed og Historie bøie sig for den. Begribe det Ræsonnement hvo der begribe kan, jeg kan det ikke. Jeg prøver aldeles ikke paa at latterliggjøre den athanasianske Bekjendelse, men den latterliggjør sig selv, om man vil bruge et saadant Udtryk, netop fordi den, trods sin selvmodsigende Umulighed, optræder saa pavemæssigt, og jeg har ingen Ærbødighed for et Dokument, der lyser dem i evig Fortabelse, der ikke tror saaledes og derfor har tendt Forfølgelsens Fakkel over hele Kristenheden, et af de mest bloddryppende Dokumenter i Historien. Pastoren indrømmer, at der om Treenigbedslæren blev fort en langvarig og bitter Kamp; men paa den anden Side synes han at ville fastholde, at den har fulgt den kristne Menighed fra Begyndelsen og været festet til Troesartiklerne. Hvorledes rimer disse to Ting sig sammen. Hvis den havde fulgt Menigheden fra Begyndelsen som en afgjort Ting, hvorledes kunde der da opstaa slig rasende Kamp om den? Hvorledes kunde Kirkefaderen Lactantius († 338) i sin Dogmatik tale om en „Toenighed“? hvorledes kunde Kirkefaderen Basilius den store i Midten af det fjerde Aarhundrede sige, at de som paa hans Tid erkjendte Aandens Guddommelighed, blev anklagede som indførende nye Dogmer paa dette Felt? hvorledes kunde Justinus Martyr, († 166) antage Aanden som et skabt, med Englene beslægtet Væsen? hvorledes kunde Kirkefaderen Origenes († 254) sige: „ligesom Guds Søn og den hellig Aand er uden Sammenligning ophøiede over alt andet, ja over Aandeverdenens høieste Grader, ligesaa meget, ja endnu mere, er Faderen ophøiet over Sønnen.“. Hvorledes kunde det nye Testamente bruge Udtryk om Aanden som at den blir udgydt, at man skal fyldes med den, døbes med den osv. hvis de tænkte sig den som en Person og tredie Led i Guddommen? Den Gang Apostelen Paulus besøgte Ephesus, fandt han nogle Kristne der, som han spurgte, om de havde modtaget den hellige Aand, da de blev troende; men de sagde til ham: „vi har ikke engang hørt, at der er en hellig Aand“ (Ap. Gj. 19, 2). Men skulde den hellig Aand være et med Faderen og Sønnen og selv Gud; og skulde Kjendskabet til denne Hemmelighed være nødvendig for alle Menneskers Frelse, som den athanasianske Bekjendelse paastaar, saa var det dog mærkværdigt, at disse Kristne aldrig skulde have hørt denne Ting nævne. Nei vi slutter simpelthen heraf, at Læren om Treenigheden ikke var kjendt i den apostoliske Tidsalder. Men de anførte Steder af Kirkefedrene er ogsaa yderst interessante, fordi de viser, hvorledes Materialerne samles lidt efter lidt til den Bygning, der senere blev til den ortodokse Treenighedslære, fremdrevet af, at Hedningespekulation blandede sig ind i Kristendommens simple Lære og skjæmte den ud. Kirkehistorikeren Neander erklærer ogsaa ærligt: „Treenighedslæren hører ikke til den kristelige Troes Grundartikler, hvilket er klart bare deraf, at den ikke udtrykkelig læres paa et eneste Sted i det nye Testamente; thi det eneste Sted, hvor dette sker, nemlig Sætningen om de tre som vidne (1 Joh. 5, 7) er afgjort uægte.“[3] Jeg tror derfor at være paa Historiens og Sandhedens Grund, naar jeg siger, at Treenighedslæren ikke har hørt den oprindelige Kristendom til, og det bør de Herrer Theologer ligesaa godt indrømme først som sidst. Derfor kan den jo være efter deres Mening lige berettiget.

Og saa kommer da Pastoren til Spørgsmaalet om Jesu Guddom, der staar og falder med Treenighedslæren? — Det samme her igjen, de som ikke deler hans og Lutherkirkens Anskuelser er vantro og „Kristusfornægtere“. Naar skal vi faa lidt Toleranse, lidt Taalsomhed mod anderledesmenende mellem os, og ikke straks falde over dem med Navnene Fritænker og Vantro straks de har en anden Mening end vi selv. Jeg vil nu paastaa og tror at levere Bevis for, at hverken det nye Testamente eller de første Kirkefedre lærer Jesu Guddom; men at de, som efterhaanden af velment Iver for at forherlige Kristus byggede op Læren om hans Guddom, forkvaklede eller, for at bruge de lutherske Pastorers Udtryk, fornægtede den sande historiske Jesus, Tømmermanden fra Nasaret. Her er naturligvis ikke Plads til at føre et udførligt Bevis. Jeg maa i saa Henseende henvise til min Bog, „har Ortodoksien Ret“ hvor jeg gjennemgaar disse Ting udførligere. Jeg skal bare minde om Beviserne fra mit første Foredrag og saa søge at møde de Indvendinger, som Hr. Pastor Kristensen gjør i sin Traktat. Hr. Pastoren mener, at Arianismen var Angreb paa den bestaaende Lære om Kristi Guddom. Jeg tror tvertimod, at Arianismen var Protesten fra den gamle overleverede Kristendom mod Athanasius og Kollegers Dogmelaven, skjønt vi ser, hvorledes den oprindelige simple Kristendom om den eneste Gud og den han udsendte, Jesus Kristus, allerede i Arianismen var opblandet med Spekulation, der søgte at gjøre Kristus overmenneskelig.

Han indrømmer, at Jesu Guddom blev fastslaaet paa Mødet i Nicæa 325 ef. Kr. væsentlig ved keiserligt Magtsprog, og jeg indrømmer, at Keiseren renere angrede, gav Arianerne Ret og forviste Athanasius; men se da var alt Ondet skeet, og det nicænske; Kirkemødes Beslutning var fattet. Men Pastoren glemmer saa at tilføie Enden paa dette sørgelige Drama, at de ortodokse Kristne ikke vidste anden Maade at rydde sin forhadte Modstander af Veien end ved at give ham Gift, netop da han skulde holde sit triumferende Indtog i Konstantinopel. I det hele spiller Intriger, Dolke, Gift, Snigmord og Slagsmaal en væsentlig Rolle paa de Kirkemøder, hvor disse Dogmer blev fastslaaede, der nu skal gjælde for os som en Salighedssag. Det er et af Kirkehistoriens sørgeligste Blade dette. Hvorledes tør jeg nu paastaa, at Arius forsvarede Levningerne af den oprindelige Kristendom? Jo simpelthen ved det nye Testamentes og Kirkehistoriens Vidnesbyrd. Jeg vil paastaa, at det nye Testamentes Evangelium intet lærer om Jesu Guddom; jeg viste det udførligt i mit omtvistede Foredrag. Jeg vil her bare kortelig gjentage, hvad jeg der sagde, at naar Jesus var et hjælpeløst Spædbarn afhængig af en jordisk Kvinde for sin Næring, naar han maatte gaa paa Almuskole og „vokste i Visdom hos Gud og Mennesker“ naar han kunde fristes og lide og dø, saa passer ikke dette paa den evige, almægtige, allestedsnærværende, ubegrænsede Gud; men det passer godt paa et Menneske. De græske Hedninger fortalte om deres Gud Zeus, at han havde Elskovseventyr med jordiske Kvinder og avlede Børn med dem, og skabte saaledes en Række Halvguder; men vi Kristne skulde dog have saa megen Respekt for vor Gud, at vi ikke vilde paadigte ham noget saadant hedensk Barbari, som vi virkelig har gjort i Sagnet om den saakaldte mirakuløse Undfangelse. De, som først satte dette Sagn i Omløb, har givet efter for samme Fristelse, som de andre østerlandske Folk, der forteller det samme om sine religiøse Reformatorer i den barnlige Tanke at ophøie dem over sig selv. Motivet til dette Sagn er ædelt nok, Beundring og Ærbødighed for dette gudsendte Menneske, der blev seet paa som sin Samtids Under.

Tillige oplyste jeg i Foredraget, at Jesus i Evangelierne aldrig kalder sig selv eller lader sig kalde Gud. De Titler, han vedkjender sig, er Menneskens Søn (hans kjæreste Navn) og Guds Søn, et Navn, som ikke kunde skurre i nogen Jødes øren, da det almindelig var brugt om Israel i det gamle Testamente og hver usædvanlig god Mand kaldtes med denne Titel, som ogsaa er anvendt paa den første Adam i Lukasevangeliet (3, 38). Jesus nægter han er almægtig, nægter han er alvidende (Math. 20, 23; Joh. 8, 18—29; Mark. 13, 32) skjelner mellem sin Villie og Faderens. (Joh. 6, 38), paastaar, at hans Disciple skal kunne gjøre større Ting end han gjorde (Joh. 14, 12) erklærer at Faderen er større end ham (14, 28), kalder sig selv et Menneske (Joh. 8, 40), taler om sin Fader og sin Gud (Joh. 20, 17), raaber paa Korset, at Gud har forladt ham, altsaa kan han ikke være denne ene Gud. Jesus erklæres udtrykkelig for et skabt Væsen (Kol. 1, 15; Aab. 3, 14; Hebr. 2, 11) et Menneske (1 Tim. 2, 5; Rom 5, 15; 1 Cor. 15, 21; Ap. Gj. 17, 31). De faa Steder i Brevene, hvor man mener at have fundet Støtte for Jesu Guddom, har jeg gjennemgaaet i min Bog: „har Ortodoksien Ret“, til hvilken jeg maa henvise. Ligesaa vil man der finde en Række af Kirkefædrenes Vidnesbyrd fra den første Tid og opover, som er umaadelig interessante for dem, som vil studere, hvorledes Dogmet om Jesu Guddom efterhaanden har dannet sig. Nu til Kirkehistorien. Den første kristne Kirkehistoriker, vi kjender, er Hegesippus. Han reiste Verden over for at samle Underretning om de kristne Kirker og Lærdomme og skrev saa en Historie i 5 Bøger om de første kristne Tider, et Verk, som desværre er gaat tabt. Nu kjender vi hans Historie kun fra Omtale og Uddrag hos Eusebius. Denne Hegesippus var Ebionit, det vil sige nægtede ikke alene Jesu Guddom men enddog enhver mirakuløs Fødsel; men han paastaar at „han talte med de fleste Biskoper og at han modtog samme Lærdom fra alle“. I de clementiske Homilier, et Verk, som ogsaa hører til denne Retning, er følgende Ord lagte i Peters Mund. „Vor Herre (Jesus altsaa) hverken tilstod, at der var Guder undtagen alletings Skaber, heller ikke udraabte han sig selv for Gud; men han kaldte den velsignet, der kaldte ham en Søn af den Gud, som ordnede Universet“ (Clem, Hom. 16, 15). Kirkefaderen Tertullian, der er den første til at bruge Ordet Treenighed, udtaler alligevel bestemt: „der var en Tid, da der hverken fandtes nogen Synd eller nogen Søn, det første, som gjorde Gud til Dommer, det sidste som gjorde Gud til Fader“. (Til Hermog. Kap. 3). Dette er Arius’s senere Standpunkt, og viser, at Tertullian med sin Treenighed har ment noget ganske andet, end hvad der senere blev udtrykt i den athanasianske Troesbekjendelse. I Slutningen af det andet Aarhundrede prædikede ogsaa Theodot og Artemon midt i Roms Kirke, at man maatte holde sig til „de tre første Evangeliers Kristus“ til det „af den Helligaand inspirerede Menneske Jesus“ og deres Tilhængere søgte at vise, at ligetil Zephyrinus steg op paa Roms Bispestol omkring 200, „havde den kristne Befolkning i Keiserstaden Rom ikke havt nogen anden Tro end deres“.

I Antiokia, Syriens Hovedstad, prædikede Biskopen Paul af Samosata, at Kristus var kun et Menneske, men et Menneske, som var bleven guddommeliggjort gjennem sin religiøse og moralske Fuldkommenhed, altsaa fuldkommen den unitariske Paastand. Han fik mange personlige Fiender mellem sine theologiske Brødre; der blev trommet sammen et Kirkemøde, hvor de fik Paul afsat Aar 269; men forunderlig nok, dette Kirkemøde slog fast, at Sønnen ikke er af samme Væsen som Faderen, hvad som 50 Aar senere paa Kirkemødet i Nicæa blev erklæret for kjættersk. Saa meget er disse Kirkemøders Beslutninger at stole paa. Naar Hr. Pastor Kristensen derfor siger, at „de Ortodokse trængte igjennem med sin Lære paa Grund af Sand hedens Magt“, saa maa jeg faa Lov at sætte et Spørgsmaalstegn ved dette.

Gjennem hele Middelalderen var der en livlig Protest mod Treenighedslæren og saaledes ogsaa mod Jesu Guddom. Den blussede op paa Reformationstiden i stærke Bevægelser i Sweitz, Tyskland, Holland, Italien, Spanien, Ungarn og Polen, men blev forfulgt med Ild og Sverd af Luther og Calvin og Zvingli lige meget som af Katolikerne. Den tiloversblevne Levning, der kaldte sig den Tid Socinianere, fik endelig et Fristed i Siebenbürgen, hvor den endnu har baade sine Kirker og sit Universitet, ja har kjæmpet sig frem til at blive en af de 4 erkjendte Statskirker i det østerrigske Keiserdømme. Mine Modstandere har saaledes fuldkommen Ret i at erklære, at Unitarismen ikke er noget nyt, der er ingen heller som paastaar dette. Den er ligesaa gammel som Jesus og Apostlerne, den er nemlig den oprindelige Kristendom.

Nu til Hr. Pastorens Indlæg for Jesu Guddom. Det indskrænker sig til tre Gitater af Johannesevangeliet, og to af Mathæusevangeliet. De tre første er: „Jeg og Faderen vi er eet (Joh. 10,30). „Hvo som har seet mig, har seet Faderen (14, 9). „Alle skal ære Sønnen ligesom de ærer Faderen (5, 53). Vi skal først tale lidt om disse tre Steder. Som I ser, er alle disse tre Steder af Johannesevangeliet. Det er vel nu erkjendt af de fleste moderne Theologer, at Johannes ikke har skrevet dette Evangelium. Det er saa forskjelligt i Anlæg, Tone, Behandling fra de første tre Evangelier; Jesus er en saa fuldstændig anden Figur, at nogen Forsoning mellem disse er umulig. Man maa vælge mellem de 3 første Evangeliers Jesus eller det fjerde Evangeliums. I de tre første er han Tømmermanden fra Galilæa, der taler i Lignelser fra det daglige Liv; i det sidste er han Theologen, der optræder med lange sammenhængende, fint uarbeidede Taler. I det sidste Evangelium forekommer ikke en eneste Parabel, der dog var den almindeligste Maade Jesus underviste paa. Jeg maa forøvrigt ogsaa her henvise til min Bog: „har Ortodoksien Ret“ hvor Forskjellen paavises udførligt. Vist er det, at man maa behandle Johannesevangeliet mere som et Opbyggelsesskrift, et Tendensskrift, end som et historisk Dokument. At citere de Yttringer, som er lagte Jesus i Munden der, som virkelig yttrede af ham, blir altid en betænkelig Sag; men derfor kan Yttringerne være lige poetisk sande. Og saaledes ogsaa med de af Pastor Kristensen citerede Yttringer. Jeg kan fra mit Standpunkt underskrive hver en af dem. Hvad Johannesevangeliet tilsigter er at fremstille Jesus som „Guds Ord“ det vil sige Iklædningen af hans Ideer paa Jorden, det guddommelige Menneske, om man saa vil. Det er en Forherligelse af Menneskeracens Mulighed gjennem Jesus; men aldrig falder det selv denne Evangelist ind at sammenblande Jesus med den evige Gud. „Ingen har nogensinde seet Gud“ siger han udtrykkelig, men den enbaarne Søn, Jesus altsaa, har aabenbaret ham; altsaa saameget som Gud kan aabenbare af sig selv gjennem et Menneske, har han aabenbaret i Jesus. Det er jo Pastor Kristensens Mening, at man altid bør belyse en dunkel Ytring i Testamentet mod en anden, der kan give os Nøgle til Forklaringen. Saaledes og med det af ham citerede „Faderen og jeg vi ere eet“. I den saakaldte yppersteprestelige Bøn i 17de Kap. af samme Evangelium V. 21—23, siger den samme Jesus, „at de alle maa være eet, ligesom du Fader i mig og jeg i dig at ogsaa de maa være eet i os“. — — „Jeg i dem og du i mig for at de skulle være fuldkommede til eet“. Altsaa Jesus er ikke eet med Faderen paa anden Maade end vi er et med ham. Skal dette være Bevis paa Jesu Guddom, maa det ogsaa være Bevis paa, at alle vi Mennesker er Guder. Overalt i Johannesevangeliet optræder Jesus ikke som sit eget Selv, om jeg saa tør udtrykke mig uden at misforstaaes, men som Guds Ærendsvend, Udsending, Repræsentant til Menneskene, og derfor kan han bruge disse Ord, som ellers vilde være utaalelig hovmodige og formastelige, — vi kan nu ogsaa trøste os med, at de er uhistoriske — nemlig, at hvo som har seet ham, har seet Faderen og alle skal ære Sønnen som de ære Faderen. Jesus er Guds Lov, Guds Vilje til os legemliggjort, han er med andre Ord Menneskeidealet, Sønnetanken virkeliggjort — det er Johannesevangeliets Standpunkt. Og læg vel Mærke til, det siger ære Sønnen, aldrig tilbede. 1 Joh. Aab., som Kritikerne antager virkelig for en Del er skrevet af Apostelen, gjøres altid denne Forskjel. Til den gamle paa Tronen vises Tilbedelse 4, 9—11; til Lammet derimod kun Ære og Pris 5, 12. 13 sml. Vers 14.

Hvormeget det fjerde Evangelium søger at ophøie sit uhistoriske Jesusideal, ved det dog altid at skjelne mellem „Gud“ og „den han udsendte“. Man skal ingen Støtte for Jesu Guddom finde der, om man her end har Broen, der førte over til dette Dogme siden. Naar Pastor Kristensen udenvidere siger, at Ære er det samme som Tilbedelse, vi! vi protestere; det nye Testamente gjør Forskjel paa de to. Hvad Stederne i Mathæievangeliet angaar, som ogsaa citeres (25, 31 fig. 11, 27—28; 28, 18) at Jesus er given al Magt i Himlen og paa Jorden, saa viser jo disse, at han ikke har dette af sig selv, at han altsaa ikke selv er Gud, men kun har faaet denne Stilling givet, betroet af Faderen.

Hr. Kristensen slutter denne Del af Udviklingen saaledes: „hvo som ikke er med mig er imod mig“ har Kristus sagt og Sandheden deraf viser sig tydelig paa Hr. Janson og Meningsfeller. Mange Tak Hr. Kristensen! maa jeg i al Ærbødighed udtrykke som min Formening, at Jesus staar paa min Side i denne Kamp og ikke paa Deres, han min bedste Ven og Bror, mit Ideal, min Helt. Fra hans Side skal ingen af Eder Sortkjolers Banstraaler faa rive mig.

Hr. Kristensen vil gjerne faa Folk til at tro, at jeg vil oplære Ungdommen til Haan og Spot ved at sige, at de Ortodokse lærer, at Gud var et skrigende Spædbarn, Gud gik paa Skole i Nazareth, Gud var Tømmermand osv. Men gjør de da ikke dette? De holder jo paa, at der bare er een Gud, og at Jesus er Gud, og om Jesus forteller de alt det der. Kan det da blive nogen Spot fra min Side, at jeg siger, de gjør det. Jeg nævner jo bare Kjendsgjerninger; men hver faar drage sine Slutninger af disse Kjendsgjerninger. Idethele er jeg kjed af denne Beskyldning for Spot. Jeg maa da have Lov at ytre som min Mening, at disse gamle Dogmer ikke er sande og levere mine Grunde for det, uden at faa slængt i Ansigtet, at jeg spotter. Det er en uærlig Krigsførsel dette. At de Ortodokse forsvarer Meninger, der for mig løber ud i en Latterlighed, faar bli deres Sag.

Hr. Kristensen udtaler endog som en Mulighed, at „det Hele er et Udslag af Had og Uvilje fra min Side“. Dette er uværdigt Pastor Kristensen, som jeg agter og ærer som en gjennemgaaende retskaffen og bra Mand. Tro heller det bedste om Deres Modstander end det værste, Hr. Kristensen.

Tilslut siger Pastoren, at Guds Menneskevorden, denne Hemmelighed, er en Virkelighed, et Faktum. Ja se det er nu et Postulat — det var jo netop det som skulde bevises. Jeg siger, at den er en U-Virkelighed, et Ikke-Faktum, en from Fantasi — faar da se, hvem som har størst Grund for sine Paastande. Pastoren indrømmer ogsaa villig, at der ikke kan fremlægges noget Bevis, men vel en Tankegang, der skal vise det sandsynlige i det. Denne Tankegang leverer han da; men den har bare den Feil, synes det mig, at den er usandsynlig. Man haandterer Gud, man leger med ham, som skulde han være et andet Menneske. Først vil nu Pastoren have sine Læsere at tro, at jeg „forkynder Gud mere som den almægtige, vældige, der i himmelsk Høihed og Salighed holder sig borte fra Menneskehedens Nød“, mens hans Parti da skulde forkynde ham som Kjærligheden. Jeg vil heller snu det om. Jeg synes de, som forsvarer, at Gud holder Stedbørn, Hedninger nemlig, som ikke har Del i Israels, de Udvalgtes Forjættelser, de som lader deres Gud kræve Blod i Bod for Synd og det tilmed af en Uskyldig, de som la’r deres Gud straffe Størsteparten af sine egne Skabninger i et evigt Helvede — de skulde snakke saa smaat om deres Prædiken om Kjærlighedens Gud. For mig blir en saadan Gud Partiskhedens, Uretfærdighedens, Grusomhedens og Hevnens Gud. Hvis Kristensen havde kjendt til min Forkyndelse, vilde han vidst, at Gud som Kjærlighed netop er dens Alfa og Omega. Det er for at hævde Gud som Kjærlighed, at jeg optræder som jeg gjør.

Saa kommer han med den Paastand, at Guds Kjærlighed er det nye, som ved Kristus er aabenbaret. Han lægger rigtignok til: „selvfølgelig har Gud altid fra Evighed været Kjærlighed; men dette er i hans Aabenbarelse for Menneskene traadt tilbage, indtil det ved Kristendommen kom for Dagen. Hvor ægte theologisk! De lægger Gud og hans Egenskaber i Skuffer, og saa trækker de snart en frem og snart en anden, eftersom det høver i deres System. At tænke sig, at ikke Gud evigt skulde været den samme uforanderlige, at han ikke evigt skulde ladet sin Kjærlighed straale ud lige til alle sine Børn! En anden Sag er det, at ikke alle Mennesker kan i samme Grad tilnyttegjøre sig Guds Lys, Guds Tale til dem gjennem Naturen og gjennem de fremragende Aander i Folket, fordi ikke alle staar paa samme Udviklingstrin; men Guds udstraalende Kjærlighed maa være den samme ligesom Solens Straaler er de samme. Saa kommer Hr. Pastoren igjen med tre theologiske Skuffer, at Guds Kjærlighed maa vise sig 1) i Trang til at træde i Samfund med dem som elskes, 2) i Evne til at give Afkald paa den Herlighed som ellers eies og 3) til at lide for andres Skyld. Den første af disse Paastande, at den som elsker maa have en Gjenstand at elske og følgelig træde i Samfund med den, skal vi ikke kriges om; thi det er en Naturnødvendighed; men de to andre maa vi nedlægge en stærk Protest imod; thi de drager Gud ned inden Menneskelighedens Grænser og foreskriver ham Menneskers Vilkaar. Kan Gud give Afkald paa sin Herlighed? kan Gud lide? En Fuldkommenhed, som kan afklæde sig sin Fuldkommenhed, blir ikke Fuldkommenhed i sin ufuldkomne Form, blir altsaa ikke Gud længer. Gud kan ikke slaa sig selv ihjæl for at tjene Pastor Kristensen. Gud er ogsaa ophøiet over Lidelse, og naar Bibelen bruger saadanne Udtryk om ham, er det kun fordi vi Mennesker ikke evner andet end tale menneskeligt Sprog. Fordi om Bibelen taler om Guds Øine, Guds Arme, Guds Hjerte, kan vi derfor ikke tro, at Gud har virkelig dette, thi da var han begrænset, i Menneskeform; men vi kan nu ikke engang tale om ham anderledes i vort Sprog. Jesus kan afklæde sig sin Herlighed, Jesus kan lide, fordi han var Menneske, og netop disse Udtryk hos Paulus og andre viser mig Umuligheden af, at disse Forfattere har tænkt sig Jesus som Gud.

Hr. Kristensen spørger tilsidst, hvorledes Guds Kjærlighed er aabenbaret paa Jorden om ikke paa hans Maade? Dertil skal jeg svare, at Guds Kjærlighed er aabenbaret deri, at han har skabt Menneskene med en saadan Rigdom af Muligheder og Evner, at Vildmanden i Skoven skal kunne vokse til en Lysengel, at han hjælper Menneskene i denne deres Kamp for at blive Gud lig med sin Aands Kraft paa utallige Kjærlighedens Maader ved aldrig at blive træt af deres Misgreb men altid give dem nye Leiligheder, ved at sende dem Ledere og Lærere, der kan reise deres sunkne Haab og tænde nye Lys i dem og ved sin Martyrdød for Sandhedens Skyld feste denne ved sit Blod. At gjøre den Paastand, som Hr. Kristensen gjør „at skulde Gud aabenbares som den, der er Kjærlighed, da maatte den, han udsendte dertil, være sand Gud“, er et ægte theologisk Postulat uden nogen Rimelighed. Jeg maa tvertimod snu Sætningen og Ræsonnementet om og sige, at skulde Gud aabenbares som den, der er Kjærlighed, da maatte den han udsendte dertil være sandt Menneske: thi ellers kunde han ikke kjæmpe min Kamp, overvinde mine Fristelser, dø min Død, ellers kunde han ikke være noget Eksempel til Etterfølgelse for mig.

Til Slutning siger Hr. Kristensen, at hvis Fritænkerne (det er det Navn han giver i Flæng alle dem, der ikke deler hans Syn paa Kristus) vil komme nogen Vei, da maa de ikke bare levere nedrivende Kritik, men noget Positivt, en Religion, som i Livskraft og Evne til at vinde Menneskers Hjerter saa nogenlunde kan maale sig med den „gamle Kristendom“. Dette er sandt, og mente vi ikke at have en Forkyndelse, som ikke alene „nogenlunde“ kunde maale sig med den gamle, men mangehande stod over den, vilde der ikke være Mening i vore Angreb paa den gamle Ortodoksi. Men det er netop en saadan Religion vi forkynder.

Vi holder ikke paa en Gud, der angrer og hævner sig og slaar ihjel for Fode som den gammeltestamentlige Gud, heller ikke paa en Gud, som kræver Offerblod som Bod for Synd og saa ovenikjøbet lar den Uskyldige slagte istedetfor den Skyldige, vi holder ikke en Gud, som la’r Menneskehedens Velgjørere, de ædleste og frommeste Mænd, gaa til et evigt Helvede, fordi de ikke vilde tro paa visse umoralske Dogmer, der blev budt dem som Guds Frelsesplan, mens den gemeneste Morder, det brutaleste raaeste Menneskedyr, sendes direkte til Himmels i hvide Klæder for at svinge Palmegrene for Guds Trone, naar disse paa sit Dødsleie har bekjendt, at de tror paa, at Jesus har med sit Blod kvittet for dem; vi tror ikke paa nogen Gud, der sender Størsteparten af sine Skabninger til et evigt Helvede, eller paa en Himmel, hvis Salighed bestaar blandt andet i Fornøielsen af at beskue de Usaliges Kvaler. Vi siger bent ud, at disse Forestillinger om Gud skriver sig fra raa barbariske Tider, er Udslag af uudviklede Menneskers Tanker om Gud.

Vor Gud er en fuldkommen, ren, hellig Gud, hvis Væsen og Udstraalen er Kjærlighed, en Gud som elsker os, som aldrig blir træt af os, men med uendelig Taalmodighed ser paa vore Misgreb og Synder mod hans Love og søger ved alle optænkelige Midler at hjelpe os tilrette og lede os fremover, en Gud som ikke stanser, før alle hans Skabninger er vundne ind igjen til Salighed gjennem eget Valg og Selvarbeide, støttet og ledet af alle hans kjærlige hjelpende Aander, en Gud som aldrig har ladet sig uden Vidnesbyrd men givet Folkene, eftersom de har kunnet taale, af Lys, en Gud, der i sin ophøiede Uendelighed og dog Nærhed til os er Gjenstand for vor dybeste Ærbødighed, Tilbedelse og Kjærlighed, men aldrig for vor Frygt, en Gud, som vil, at vi skal vise vor Kjærlighed til ham og vor Forstaaelse af ham ved at elske, arbeide for og hengive os til vore Menneskebrødre og Søstre, gjøre vort til at løfte os selv frem ved at løfte andre. Vi tror ikke, at den ufeilbare Sandhed er nogen enkelt Religions Monopol, saaledes heller ikke den saakaldte Kristendoms. Vi tror der findes Sandhedskorn i alle Troesbekjendelser, ligesom der i alle findes Tilsætninger af Vildfarelse. Vi vurderer den alvorlige Søgen efter Sandheden hos alle Mennesker, og denne Søgen kan findes hos alle Religionsbekjendere; derfor prædiker vi Tolerance, mens vi paa samme Tid naturligvis elsker og forsvarer det, vi har fundet Hvile i som Sandhed. Vi finder i vort eget Bryst, i vor gudgivne og gudoplyste Fornuft og i vor Samvittighed en Norm for det Rette, der skal lede os og ikke i nogensomhelst Bog af ukjendte Forfattere, fra ukjendte Tider. Vi tror at Synd medfører Straf, Renhed og Retfærdighed sin Velsignelse, at ingen kan sone for min Synd uden jeg selv, og at dette er en Retfærdighedens Grundlov, som ikke kan krænkes. Vi tror at al Aabenbaring fra Gud til Menneskene sker ved menneskelig Mellemkomst og følgelig ogsaa til en vis Grad maa besmittes af menneskelig Vildfarelse. Derfor tror vi ogsaa der gives Vildfarelser i Bibelen som i andre inspirerede Bøger, hvis vi vil bruge dette Udtryk om dem.

Jeg tror denne Lære har en ganske anden Magt til at smelte, fengsle, oplyse Menneskenes Sind, end den gamle Skrækkens Religion, der syr Sovepuder under Folks Synder ved at lære, at Menneskene er totalt fordærvede og kan intet gjøre selv, at et Liv i Laster og Letsindighed skal kunne udsones og Aanden renses ved blind Antagelse af en Troeslære; at det saaledes ikke kommer an paa Livet, Karakteren, Godheden men blot paa en vis dogmatisk Tro.

Og saa ender Pastor Kristensen med den ubeviste og ubevislige Paastand, at intet Fritænkersamfund (og hertil regner han alle liberale Samfund, Universalister, Unitarer, Spiritister, formodentlig og Kvækere) har noget kraftigt Menighedsliv eller nogen Begeistring, eller nogen Kjærlighedsvirksomhed at fremvise, som kan maale sig med den gamle Kristenheds, at „Fritenkeriet paa det religiøse Omraade kun har den pure Fattigdom og Vanmagt at opvise“. Jeg skal ikke gjengjælde disse Hr. Kristensens Komplimenter, men jeg vil alvorligt spørge ham, om han kjender til, hvad han her taler om. Jeg tænker de fleste af Menneskehedens Velgjørere, af Videnskabens Martyrer, har været saadanne, som deres Samtid har kaldet Fritænkere, og mod hvem den bestaaende Kirke har vist sin Tak og sin kristne Broderkjærlighed ved Lænker, Baal og Forfølgelse.


  1. Udhævet af mig.
  2. Oxon: Fra den bedre Verden.
  3. Allgemeine Geschichte der christlichen Religion und Kirche I. Pag. 984—85.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.