D
en næste Dag, langt ud paa Formiddagen, vaagnet jeg med et Rykk, og jeg havde straks Følelsen af, at jeg ikke var alene i Værelset. Jeg reiste mig halvt op i Sengen og lod Blikket flakke omkring. Der stod en sort Kasse paa mit Bord, en Kasse som ikke tilhørte mig og som jeg slet ikke havde seet der før. Det var et Fotografiapparat. Paa en Stol ved Siden af Bordet sad en middelaldrende Herre.

Jeg dalet tilbage i Sengen uden egentlig at opfatte nogetsomhelst, jeg var endnu forvirret af Søvnen.

En rolig og elskværdig Stemme sa:

— Lig... lig bare stille, lad mig ikke forstyrre.

Det maa være ham, tænkte jeg, Politimanden

Jeg spurgte:

— Hvorledes er De kommet ind i mit Værelse?

— Meget let, svarede den elskværdige Stemme, gennem Døren.

— Saa maa De ha gaaet stille. Jeg sover overordentlig vart.

— Ja, svarede Manden, jeg vidste at De sov og derfor listet jeg meget forsigtig ind. Jeg gjorde ingen Støi.

Jeg reiste mig igjen halvt op i Sengen, stirret forbløffet paa Manden og spurgte:

— Hvorfor vilde De ikke gjøre nogen Støi?

— For ikke at forstyrre Dem.

Den fremmede Herre smilte, et paa samme Tid velvilligt og sarkastisk Smil. Der jeg laa i Sengen kunde jeg betragte ham meget nøie. Jeg gjettet paa, at hans Alder var femogtredive eller firti. Han var middels høi, bredskuldret. Hans Hoved synes noget lidet til den brede og stærke Hals, han var lidt skaldet, havde et graasprængt Overskjæg og bar Lorgnetter i sort Indfatning; hans Øine var besynderlige og stadig skiftende. Naar han kneb dem sammen, laa de som to sorte Streger bag Lorgnetglassene og derved fik hele hans Ansigt et Præg af Sarkasme og Mistroiskhed, men naar han saa skarpt paa mig, blev de unaturlig store og meget stikkende. Han virket ikke helt sympatisk.

— Hvem er De? spurgte jeg.

— Det har De sikkert allerede gjettet, svarede han, mit Navn er Asbjørn Krag.

— Politimanden?

— Detektiven, rettet han, Betegnelsen Politimand forudsætter, at man er ansat i Statens Tjeneste. Det er længe siden jeg var paa Gage. Jeg er fuldstændig min egen Herre, jeg kalder mig ogsaa privat Opdager. De har iøvrig ret i, at De sover meget let.

— Hvad behager?

— Jeg behøvet bare at se lidt paa Dem for at faa Dem til at slaa Øinene op.

— Kan De vække sovende ved at se paa dem?

— Bevares, det er meget let. Havde jeg vidst, at De sov saa vart, vilde jeg ikke ha seet saa intenst paa Dem.

— Hvorfor ikke?

— Det interesserer mig bestandig at se paa sovende Mennesker. Og høre. Enkelte taler jo i Søvne, ved De.

— Hvad vil De mig?

— Jeg vil tale med Dem om Mordet. Man har sagt mig, at De sidst af alle har seet den dræbte i levende Live.

— Ja, jeg saa ham Klokken halv elleve om Aftenen.

— Og han er slaaet ihjel temmelig nøiagtig ved Ellevetiden.

Mit Ansigt maa i dette Øieblik ha afspeilet nogen Forundring over Mandens Skraasikkerhed, for han sa:

— Det er slet ikke saa vanskeligt at slutte. Fra Herregaarden til Mordstedet er der en halv Times Gang.

— Man kan ikke vide, om han har været andre Steder, indvendte jeg.

— De glemmer Regnet, svarede Detektiven, Sporene viser tydeligt, at den Ulykkelige er faldt overende forinden Regnet kom.

Jeg havde intet at svare til dette. Hr. Asbjørn Krag reiste sig.

— Jeg driver omkring her udenfor til De har klædt Dem, sa han. Det er sjelden jeg har Anledning til at være paa Landet og da er det fornuftig at benytte de faa Timer, som staar til min Raadighed. En herlig Luft.

— Skal De reise saa hurtig?

— Muligvis; men jeg reiser ikke alene herfra.

— Hvem skal da være Deres Følge?

Detektiven kneb Øinene sammen og svarede smilende:

— Morderen, det er da let at skjønne.

I Værelset ved Siden af hørtes Stemmer. Krag lyttet.

— De taler om den Døde, sa han, alle Mennesker taler om ham.

Han nikket til mig og gik ud af Døren. Fotografiapparatet tog han med sig.

Jeg laa en Stund og summet mig i Sengen. Jeg havde slet ingen Lyst til at staa op, men endelig hoppet jeg da ud af Lagnerne og iførte mig mine lette Sommerklær. Da jeg slog Vinduerne op, stod Varmen udenfor igjen, stille og dampende. Himlen laa lavt ned mod Jorden, det var ligesom den trykket Luften sammen, saa den blev tyk af Hede. Ikke et Blad dirret, Vinden fra igaaraftes var forlængst blæst forbi.

Jeg blev staaende en Stund og lytte efter Stemmerne derinde fra Værelset ved Siden af. Det er Satans lydt, tænkte jeg. Jeg puttet en Cigaret i Munden og gik. Mit første Spørgsmaal, da jeg kom ned i Salonen, gjaldt Værtinden. Jeg bad om at faa et andet Værelse, det var for lydt deroppe, jeg blev forstyrret af Stemmer omkring mig. Værtinden lovet at ordne Sagen og saa gik jeg ud til Detektiven. Jeg saa ham straks i Skyggen under nogle store Trær.

— Staa stille, raabte han til mig, nu faar jeg en udmærket Profil af Dem.

Det knakk i hans Fotografikasse. Han kom smilende mod mig og bad om Undskyldning.

— Amatørfotografien, sa han, er min sidste Lidenskab og da jeg bestandig overdriver mine Lidenskaber er jeg som Amatørfotograf en Fare for mine Omgivelser. De stod saa udmærket mod den brune Fjeldvæg, jeg haaber De undskylder. Har De spist Frokost?

Hans Spørgsmaal kom ganske hovedkuls.

— Nei, svarede jeg, siden det er Dem saa meget om at gjøre at tale med mig vilde jeg ikke opholde Dem længere.

— Tænkte det, tænkte det, mumlet han, idet han gemytlig tog mig i Armen, kom med skal De se, hvorledes jeg har arrangeret det.

Han drog mig ind i et af Hotellets Kabinetter. Her stod et Frokostbord dækket til to. Der var Ræddiker og Æg, mygt, hvidt Brød, Hummer, kold Fisk, en Mængde lys Mad, herlig i Sommervarmen, blaahvide, kjølige Servietter. jeg kom i godt Humør og takket Detektiven for hans omtænksomme Elskværdighed.

— Vi taler bedre sammen ved et saadant Bord, sa han, jeg har glubende Appetit. Jeg har trasket meget omkring idag.

— Saa kom De kanske tidlig?

— Klokken halv seks med Motorbaad. Jeg har allerede hilst paa Præsten.

— Hvad i Alverden vilde De med Præsten?

— Blot stille ham et enkelt Spørgsmaal. Han havde ikke Telefon og saa maatte jeg søge ham personlig. Jeg vilde vide om hans Hest var i Kjøring Nat til igaar.

Jeg saa paa Detektiven.

— Saa har De sikkerlig allerede talt med Fiskeren Jan Jansen.

— Ja, tror De paa Jernvognen?

Efter en Stunds Betænkning svarede jeg:

— De spør saa underlig. Deres Spørgsmaal overfalder mig formelig. Hvorledes vil De, at jeg som et nogenlunde fornuftigt Menneske skal tro paa det gamle, fantastiske Sagn.

— Men De har altsaa hørt Vognen rulle?

— Ja.

— Fjernt?

— Ja, langt, langt borte. Og dog tør jeg bande paa, at den Vogn jeg hørte rullet over Sletten.

— Hvorledes vil De karakterisere Lyden? Lignet den en Raslen med Lænker?

— Nærmest. Ialfald var Jernlyden overordentlig tydelig.

— Det er meget interessant, mumlet Detektiven, vil De saa være saa venlig at fortælle mig alle Deres Oplevelser fra De saa den ulykkelige Forstmester i Herregaardens Have og til De lagde Dem igaaraftes. Helst saa omstændeligt som mulig.

Og saa fortalte jeg da alt hvad jeg vidste. Da jeg kom til Fundet af den Døde, glemte jeg hverken Damernes Rædsel eller den unge Mediciners Vigtigmageri med at agere Detektiv. Tænk, han snuset i Sporene, sa jeg, ja, han maalte vist endog Afstanden hen til det nærmeste Træ.

Men disse Enkeltheder syntes ikke at interessere Detektiven.

— Saa — sa han halvt aandsfraværende, saa—aa, videre.

Da han hørte om Hatten, spurgte han:

— Hatten laa altsaa et Stykke fra den Døde?

— Ja.

— Hvor langt borte?

— Saa nøie kan jeg ikke si det, jeg antar etpar Meter.

Da jeg var færdig sad Asbjørn Krag længe eftertænksom.

— En underlig Sag, mumlet han.

— Ja, nu er jeg kommet til igaaraftes, sa jeg, men jeg har endnu en liden Ting at fortælle.

Detektiven kneb Øinene sammen og det sarkastiske, mistroiske Udtryk i hans Ansigt blev igjen fremherskende.

— Naar lagde De Dem inat? spurgte han.

— Klokken to, svarede jeg.

— Da ved jeg paa en Prik, hvad yderligere De har at fortælle. Jeg tør bande paa, at De ogsaa inat har hørt Jernvognen.

Jeg kunde ikke svare noget til dette, for han havde virkelig truffet det rette.

En Vogn stanset nede paa Veien. Detektiven kastet et Blik gjennem Vinduet.

— Det er Lensmanden, som kommer for at hente mig, sa han, De maa følge med.

— Hvorhen?

— Til Herregaarden. Der har jeg endnu ikke været. Har De ikke Lyst?

Jeg betænkte mig.

— De maa jo forstaa, sa jeg, at jeg er endel oprevet af Hændelserne igaar. Jeg vil nødig udsættes for nye Rystelser.

— Hvad skulde vel det være for Rystelser? spurgte Detektiven. Jeg skal tale med Eieren paa Gjærnæs, jeg vil bare høre lidt om den Ulykkeliges sidste Besøg der. De gjør mig en Tjeneste ved at følge med.

— Men jeg interesserer mig slet ikke saa meget for denne Sag. Tag heller Medicineren med.

Men Detektiven greb mig resolut i Armen.

— Saa kom nu, sa han, De har intet at forsømme.

Lensmanden behandlet den fremmede Opdager med udsøgt Høflighed, han børstet endog af Vognsædet, skjønt det aldeles ikke var smudsig. Da vi kjørte ud fra Hotellet stod en hel Del Gjæster paa Verandaen og betragtet os med stor Nysgjerrighed, Medicineren kom nedover i knaldende hvide Sportsklær, ivrig efter at faa være med, men vi kjørte fra ham og han blev staaende skuffet og se efter os med Haanden skyggende for Øinene. Jeg vinket til ham ironisk; jeg syntes ikke, han virket sympatisk, dertil var han for pen og saa havde han en altfor velpleiet Knebelsbart og under Barten laa et bestandigt Lønsmil.

Da vi kom til Sandgraverhytten stanset Lensmanden Hesten paa Asbjørn Krags Anmodning. Krag ordnet lidt ved sit Fotografiapparat og bad Lensmanden om at aabne Hytten.

— Hvad vil De derind? spurgte jeg, har De ikke allerede seet den Døde.

— Jo, svarede Detektiven, men da var der ikke Lys nok.

— Lys nok?

— Ja, der var ikke Lys nok til Fotografering, forstaar De ikke det?

— Men saa bryder De Overenskomsten, indvendte jeg, De garanterede mig jo mod nye Rystelser.

Lensmanden var allerede ifærd med at trække Slaaen fra Døren. Asbjørn Krag og jeg stod alene henne ved Vognen. Nu fik igjen Detektiven det modbydelige Udtryk i sit Ansigt, det sammenknebent mistroiske.

— Er De ræd for at se ham? spurgte han, saa kan De jo bli herudenfor. Jeg tvinger Dem ikke til at gaa med ind.

Uden at svare gik jeg raskt henimod Hytten. Asbjørn Krag fulgte efter, fremdeles ordnende med sit Fotografiapparat.

Den lille Sandgraverhytte var ikke ulig de smaa Boliger, som opføres ved Jernbaneanlæg i Ødemarker. Hytten var i sin Tid blit benyttet til Opbevaringssted for Spader, Hakker og andre Redskaber, som brugtes ved Sandgravningen. Langs Væggene stod endnu endel af disse Redskaber, bedækket med Skorper af størknet Jord og Lere.

Der var kun et Rum.

Detektiven slog Vinduerne op, saa den friske Luft ude fra Vidden kunde fylde Værelset. Midt paa Gulvet stod et bredt uhøvlet Bord. Ovenpaa dette var den Døde lagt.

Jeg gik hen til den Døde og saa ind i hans Ansigt. Nu husket jeg hvad Medicineren havde sagt Dagen i Forveien, jeg maatte stiltiende gi ham ret. Det var ligesom den Døde smilte og over hans Smil var der noget haanligt, næsten triumferende.

Jeg fór let sammen ved at høre et Knækk i Detektivens Fotografiapparat og da jeg saa mig om, opdaget jeg, at Detektiven betragtet mig skarpt.

— Jeg troede det var den Døde, De skulde fotografere, sa jeg.

— Det er det ogsaa, svarede Detektiven, men jeg maatte ta Deres Ansigt med. De havde et uforligneligt Udtryk af Forundring og Gru. Jeg har en ren Mani for at fæste Følelser til Fotografipladen.

Detektiven flyttet den Døde, saa Lyset faldt over hans Ansigt. Forstmesteren var nu fuldstændig som levende, han havde endnu Livets Rødme i Kinderne. Jeg stod og beundret hans skarpt skaarne Profil med den høie Pande. Hans Haar var tykt og brunt, jeg kunde se, hvorledes det var kjæmmet over til høire. Hans Skæg stak i det rødlige.

— Skulde vi ikke rette paa hans Slips, sa jeg til Detektiven. Slipset var under Faldet skjøvet bagover, saa Knuten var kommet op over det ene Øre, og hans stivede Snip var brukket paa to Steder.

Nei, sa Detektiven hvast, lad ham bare være som han er.

Det forekom mig, som om Detektiven aldrig skulde bli færdig med Fotograferingen af den Døde. Luften blev stadig mere trykkende i Værelset, jeg følte mig ilde tilmode, men jeg vilde nødig la Detektiven mærke min Svaghed. Endelig blev han færdig, da han klappet Apparatet sammen var jeg nærved at besvime.

Asbjørn Krag aabnet Døren, saa Gjennemtrækken fór gjennem Værelset. Det virket velgjørende. Jeg kunde se, at Lensmanden var blit en smule bleg. Han havde aldrig før havt med en saadan Sag at gjøre. Men Asbjørn Krag derimod var lige rolig, lige uforanderlig. Han slap nye Plader ind i Apparatet og plystret medens han holdt paa med det. Det lod til, at den Døde som laa der paa Bordet, for ham bare var et interessant fotografisk Motiv.

— Skal vi saa kjøre videre? spurgte jeg.

— Endnu ikke, svarede han, jeg vil først se paa Hatten.

Han tog den Dødes Hat, satte den paa sine Fingertupper og betragtet den grundende, som om han skulde staa i en Herreekviperingsforretning og vælge sig ud et Hovedplag.

— Husker De, spurgte han mig, hvorledes han bar Hatten, da De sidst saa ham.

— Som man bestandig pleier at bære en grøn Jagthat, ikke anderledes, svarede jeg.

Detektiven oversaa tilsyneladende fuldstændig min Misnøie med at han saa længe dvælede her i den Dødes Værelse.

— Lad mig se engang, mumlet han, idet han uden videre trykket den grønne Jagthat ned paa mit Hoved.

— Saaledes ja, fortsatte han sin Enetale. Han rettet lidt paa Hatten. Saaledes maa den ha siddet... Det er særdeles interessant. Føler De Dem ilde tilmode? spurgte han.

— Jeg har ikke Nerver af Staal, svarede jeg, se paa Lensmanden, han liker sig heller ikke.

— Tvertimod, skyndte Lensmanden sig at bemærke, jeg synes bare, at Luften herinde er lidt... lidt stillestaaende og trykkende.

— Ja, men nu er vi ogsaa færdige. Undskyld min Sendrægtighed.

Detektiven lagde Haanden paa mine Skuldre og sa, idet han kneb Øinene sammen, saa de blev til to sorte Streger bag Lorgnetglassene:

— De har ret; De har ikke Nerver af Staal.

Han lagde den grønne jagthat tilbage paa den Dødes Bryst, og saa forlod vi alle tre Sandgraverhytten. Lensmanden skjøv Slaaen for Døren.

Det føltes for mig som en vældig Befrielse at gaa over den aabne Slette, aande i fri Luft og under den høie blaa Himmel. Hesten havde under vor Fraværelse græsset længere og længere væk fra Landeveien og trukket Vognhjulene ned i Grøften. Tre Mænds Løft maatte til for at faa Vognen op paa Veien igjen. Saa kjørte vi videre mod Gjærnæs. Klokken var to.

Det lod til, at Detektiven ogsaa havde Sans for Landskabets Skjønhed. Han gjorde nogle Haandbevægelser hen mod Skogen og Tjernene, ligesom han indrammet et Billede og sa:

— Hvilket Motiv for en Maler.

Det var underligt, at han kunde tænke paa saadanne Ting nu hans Tanker burde være optat af den uhyggelige og eiendommelige Gaade, som han havde paatat sig at løse.

Vi nærmet os Gjærnæs. Ude paa Markerne var Arbeidet i fuld Gang, Folkene rettet sig op og skygget for Øinene, da vi kjørte forbi. Asbjørn Krag beundret ogsaa den smukke Løvalle, som stødte op til Gaarden; hvor den duftende Tunnel endte, kunde vi se Gaardens hvide Facade; idet vi kjørte forbi Haven, slog en stærk Farvemængde os lige i Synet: violette Syrenklaser, som duvet mellem de kridhvide Gjærdestaver. I Hovedbygningen stod alle Dørene og Vinduerne aabne, Vinden fór frit gjennem Huset og bar Gardinerne med sig indover. Der duftet stærkt af Eng og Korn og groende Kløver, — en lys herlig Sommerdag for vidaaben Himmel.

Lensmanden stanset Hesten med et Rykk, saa den varme Singel knistret under Hoverne. Vi blev siddende i Vognen og stirre mod Indgangsdøren, om nogen skulde komme, og endelig fyldtes da Dørgabet af en barhodet Mand i en hvid Sommerjakke. Det var Forvalteren; jeg nikket og hoppet af.

— Herskabet hjemme? spurgte jeg.

— Ja.

Manden rørte sig ikke; han stod med Hænderne i Bukselommerne og stirret nysgjerrig paa os.

— Vi vil helst tale med Gjærnæs selv, sa jeg og gik.

— Saa faar De komme indenfor, svarede Forvalteren uden at gi Plads i Dørgabet.

Nu saa jeg nøiere paa ham. Det var Manden fra iforgaars Aftes, Forvalteren som negtet mig Adgang til Huset. Han var endnu meget bleg, det kunde jeg se ganske tydelig. Hans Øine pliret smaa og ledet Tanken hen paa søvnløse Nætter; og der var noget gustent og gult og tyndnæset over hans Bleghed — som bestandig hos grove og robuste Folk, som gribes af en dyb Sorg eller overfaldes af en heftig Skræk.

Endelig kom der lidt Rørlighed i Mandens tykke Saaler; han fulgte os ind i en af Stuerne. Detektiven stillet sin Fotografikasse paa Bordet og gav sig derpaa udenvidere til at se paa Forvalteren. Han saa længe paa ham. Forvalteren forbausedes over hans Nysgjerrighed og spurgte:

— Hvem er den Karen?

— Jeg er fra Kristiania, svarede Krag, jeg er Detektiv.

Krag saa igjen granskende paa ham og tilføiet:

— Og De er Forvalter her, ikke sandt?

— Jo.

Forvalteren vendte sig om, idet han mumlet noget om, at han skulde varsle sit Herskab. Han var rimelig nok blit forlegen og da han kom til Døren vendte han sig en Gang om men mødte atter Asbjørn Krags Blik og forsvandt hurtig.

Et besynderligt Smil gled over Detektivens Mund. Han havde tat Plads henne ved Vinduet og sad med Ryggen mod Lyset. Hans Øine var halvt nedslagne og det forekom mig, at han med uhyre Interesse betragtet Straahatten, som laa paa hans Knær. Iøvrig sad han ganske stille. Lensmanden stod henne ved Vinduet og holdt Øie med Hesten. Et eller andet Sted i Bygningen talte en ilter Kvindestemme og ude fra Veien bares Lyden af en Cycleklokke ind til os; ingen kom.

— Lagde De Mærke til Forvalteren? spurgte jeg.

— Ja, svarede Detektiven spørgende, omtrent som han vilde si: Naada?

— Lagde De Mærke til hans Ansigt; det forekom mig, at han var ganske ulykkelig.

— Saa—aa —

— De burde tale med ham.

— Saa—aa —, hvorfor det?

— Kanske han ved noget.

— Hvad skulde han vide?

Spørgsmaalet forvirret mig. Jeg fortsatte ikke Samtalen. Endelig hørtes Skridt i det tilstødende Værelse, vi havde da ventet i over ti Minuter, og en Mand traadte tungt ind til os.

Det var Gjærnæs selv, en sværbygget Mand i Firtiaarene. Han nikket venlig til mig og trykket min Haand, og da Asbjørn Krag forestilledes for ham, ønsket han os alle velkommen.

Ligefrem spurgte han Detektiven:

— De kommer formodentlig i Anledning Mordsagen.

Asbjørn Krag bekræftet det. Gjærnæs nikket tankefuldt og mumlet halvt for sig selv:

— Ja, ja, det er besynderligt, hvad man kan opleve.

Hele hans Fremtoning var i dette Øieblik saa paafaldende, at jeg blev slagen med Forbauselse. Det fór gjennem min Hjerne: Hvad maa ikke Asbjørn Krag tænke. Han kommer her for at opklare et gaadefuldt Mord. Hos de Mennesker han hidtil har truffet, har han bare seet Afsky og Skræk over selve Gjerningen; men nu kommer han til denne Gaard, hvor han venter at faa nogle Oplyninger om hvad den Ulykkelige foretog sig i de sidste Timer før sin Død. Han træffer Gaardens Forvalter og maa forbauses over, hvor ulykkelig og nedtrykt denne Mand ser ud, og Gaardens Eier selv optræder saadan, at man absolut maa tro, han nylig er rammet af en stor og uoprettelig Ulykke. Jeg har aldrig seet et Menneske saa forsagt, saa dybt ulykkelig som Gjærnæs. Der skulde meget mindre til for at indgi en Fremmed den bestemte Mistanke, at Gaardens Folk, baade Eieren og Forvalteren, vidste mere om Forbrydelsen end vi andre. Asbjørn Krag ser paa ham og studser. Gjærnæs driver først frem og tilbage paa Gulvet foran Detektiven; han forsøger at beherske sig, han tilkjæmper sig en vis Ro og blir staaende ganske urørlig fremme paa Gulvet, han blir staaende saa stille, at det ikke engang dirrer i hans Fingertupper eller plirer i hans Øienlaag. Jeg kjender denne Tilstand, da selve den overvældende Nervøsitet gjør en rolig, medens alle ens Nerver brænder som glødende Fibre

— Forstmester Blinde gik herfra Klokken elleve Nat til igaar, begyndte Detektiven, han er seet ved Hotellet Klokken ni. Man har altsaa Grund til at tro, at han har opholdt sig hos Dem i halvanden Times Tid; er det rigtig?

— Ja, det er rigtig.

— Hvad var Hensigten med hans Besøg?

— Han kom i et vigtig Anliggende.

Meget vigtig?

— Ja, han anholdt om min Søsters Haand.

Ovenpaa dette Svar fulgte en trykkende Stilhed, som varede i mange Sekunder.

Saa spurgte Asbjørn Krag igjen:

— Var Blinde lykkelig, da han gik herfra, eller var han ulykkelig?

— Jeg formoder, svarede Gjærnæs, at han var meget lykkelig. Thi han elsket min Søster høit og hun lovet at gifte sig med ham.

Jeg afventet ikke, hvorledes Detektiven vilde lede Samtalen videre, men skjød ind:

— Før han forlod Dem talte han kanske om, at han havde Fiender?

— Det forekom mig, at han nævnte noget saadant.

Asbjørn Krag saa paa mig granskende fra Siden og lod mig fortsætte med mine Spørgsmaal.

— Nævnte han Navne?

— Nei, det gjorde han ikke. Han var saa glad og fornøiet, at Tanken paa hans Fiender kun ganske forbigaaende formørket hans Sindstilstand. Jeg husker, at han udbrød lige før han gik:

— Aa, hvor mine Misundere vil bli mange. Aa, hvor jeg vil faa enkelte forfærdelige Fiender.

— Gav De Deres Samtykke til Forbindelsen? spurgte Krag.

— Ja, selvfølgelig, svarede Gjærnæs.

— Hvorfor selvfølgelig?

— Fordi hun selv vilde. Det kunde aldrig falde mig ind at sætte mig imod hendes Vilje.

— Saa vil jeg spørge Dem mere direkte, fortsatte Asbjørn Krag, likte De Forbindelsen?

— Nei, svarede Gjærnæs alvorlig.

— Hvorfor ikke?

— Naturligvis fordi jeg ikke likte Forstmesteren selv. Han virket usympatisk paa mig. Det forekom mig bestandig, at han var overlegen og arrogant og han vandt slet ikke ved nærmere Bekjendtskab. Selv da han havde faaet min Søsters ja, syntes han mig en Smule modbydelig. Der var noget triumferende over ham.

Asbjørn Krag blev pludselig mere interesseret.

— Vil De bruge det Ord, spurgte han, triumferende.

— Ja, det faldt mig ind...

— Men det kan benyttes i forskjellig Betydning. Mener De triumferende, fordi han havde opnaaet den Lykke at bli forlovet med Deres Søster, eller mener De egoistisk triumferende, fordi netop han og ikke en af de andre havde opnaaet den Lykke?

— Jeg mener egoistisk triumferende. Der var bestandig noget egoistisk over ham.

— Blev De forbauset ved at høre om Ulykken?

— Forbauset er et altfor mildt Udtryk, svarede Gjærnæs, jeg blev skrækslagen.

— Og Deres Søster?

— Hun har grædt i hele Dag. Hun er netop gaaet tilsengs, da hun føler sig syg og nedbrudt.

— Jeg vilde gjerne tale med hende.

Gjærnæs blev pludselig saa urolig, at han stammet.

— Det kan slet ikke la sig gjøre, sa han, hun er gaaet tilsengs.

Asbjørn Krag svarede ikke noget til dette. Derimod fik han med en Gang en paafaldende Interesse for Værelsets Udstyr. Det var temmelig lavloftet, som i de fleste gamle Herregaarde, Møblerne var gamle, Stolene betrukket med lyst, stribet Klæde.

— Jeg har en særlig Glæde ved at gaa gjennem gamle Gaarde, bemærket Detektiven, idet han reiste sig; maa jeg ikke faa se de andre Stuer, Hr. Gjærnæs.

— Jo, med Fornøielse, men De kommer lidt ubeleiligt nu, svarede Gjærnæs, vi staar midt op i Sommerarbeidet, og har ikke Tid til at ha det hyggeligt.

— Gjør intet.

Detektiven saa ud gjennem Vinduet. Han nikket tilfreds. Derude paa Tunet stod Forvalteren og holdt i Hestens Tøiler, skjønt det slet ikke var nødvendig; Forvalteren smaasnakket med Hesten, som virret med Ørene og rystet Fluerne væk. Jeg fik den bestemte Tro, at Forvalteren stod og ventet paa Detektivens Tilbagekomst.

Gjærnæs fulgte os nu omkring i de gamle Stuer og Asbjørn Krag besaa alt med Interesse, spurgte og grov om dette eller hint, vilde ha rede paa, hvor gamle Møblerne var og hvem Familieportrætterne forestillede. Over Gjærnæs’ Skrivebord hang en Bromidforstørrelse efter et Fotografi. Det forestillede en gammel Mand med Bukkeskjæg, smaa skarpe Øine og en kroget Næse.

— Hvem er det? spurgte Krag.

— Min Far, svarede Gjærnæs haardt.

Jeg forsøgte at gi Detektiven et Tegn om, at han ikke maatte spørge videre, da jeg erindret Fiskerens Fortælling om den gamle Mands tragiske Endeligt. Men enten oversaa Detektiven mit Vink eller ogsaa vilde han ikke følge det.

— Er han død? spurgte han.

— Ja, svarede Gjærnæs og slog Døren op til det næste Værelse.

— Hvorledes døde han?

— Han døde pludselig, mumlet Gjærnæs.

— Jasaa, pludselig, hm —

Detektiven blev staaende og betragte Fotografiet, men da Gjærnæs febrilsk begyndte at tale om andre Ting, maatte han løsrive sig fra det.

Gjærnæs viste os ogsaa Frøkenens Værelser.

— Men hun er der jo ikke, udbrød Asbjørn Krag forbauset.

— Hvadbehager?

— De sa, at hun var gaaet tilsengs.

— Ja, javist, men hun hviler i et andet Værelse.

Gjærnæs stirret ind hendes solfyldte Leilighed.

— Hun ligger i et Værelse til Skyggesiden, sa han.

— Naa, saaledes.

Vi gik videre og kom ind i Gjærnæs’ Bibliothek. Han var en stor Bogven. Et tæt Rullegardin var trukket ned for Værelsets eneste Vindu, saa det var noksaa mørkt herinde.

— Nu har jeg ikke mere at vise Dem, sa Gjærnæs.

— Men den Dør? spurgte Asbjørn Krag og pegte paa en Dobbeltdør ligeoverfor, hvor fører den hen?

Gjærnæs stillet sig beskyttende foran Døren.

— Derinde ligger min Søster og sover, sa han.

Jeg fór uvilkaarlig sammen. En Klang af Haabløshed og Forsagthed var nu igjen i Mandens Stemme og jeg kom til at huske paa Optrinet Mordaftenen, da Forvalteren saa ivrig negtet mig Adgang til Huset.

Jeg ved ikke om Asbjørn Krag lagde Mærke til Forandringen i vor Værts Optræden, den lod ialfald ikke til at gjøre mindste Indtryk paa ham. Hans Tanker var igjen vendt tilbage til Mordet. Da vi langsomt drev gjennem Værelserne den samme Vei vi var kommet, spurgte han:

— Aner De hvem Morderen er?

Gjærnæs stanset og støttet sig med Haanden mod en Stolryg.

— Jeg kan ikke fatte det, svarede han.

— Og Deres Søster?

— Det er ogsaa en Gaade for hende.

— Og De kan ikke gi Oplysninger, som har nogen Værdi for Eftersøgelsen?

— Nei, tvertimod. Alle de Oplysninger, som jeg kan gi om den Ulykkeliges Besøg her, tjener jo bare til at gjøre det hele mere gaadefuldt.

— De har ret, svarede Asbjørn Krag.

Idet vi skulde ta Afsked med Gjærnæs, sa Detektiven:

— Men saa har vi Vognen.

Gjærnæs forstod intet.

— Vognen? spurgte han.

— Ja, ved De ikke det, svarede Asbjørn Krag, man har hørt Jernvognen Mordnatten.

Vor Vært smilte — et besynderligt, tvungent Smil —

— Det gamle Sagn, mumlet han, ja naturligvis er det gamle Sagn dukket op igjen nu i Folks livlige Fantasi. Hvad mener De om Jernvognen, Hr. Detektiv?

— Jeg tror ikke paa Spøgelser, svarede Asbjørn Krag, men man har hørt en Vogn rulle henover den øde Slette, det er sikkert nok.

— Ja, og hvad saa?

— Saa har det naturligvis været en Vogn, ikke en Spøgelsesvogn, men en virkelig Vogn. I Miles Omkreds er det bare De og Præsten og Lensmanden, som har Heste. Præstens Heste har ikke kjørt. Og heller ikke Lensmandens.

— Og heller ikke mine, svarede Gjærnæs i stort Hastværk.

Idetsamme fik han gjennem det aabne Vindu Øie paa Forvalteren som stod og hjalp Lensmandens Hest med at faa Fluerne afveien.

Han førte Haanden op til Panden, han var med en Gang blit besynderlig ophidset.

— De har en lang Vei at kjøre, mumlet han, skjønt vi slet ikke havde nogen lang Vei at kjøre, det er kanske bedst at gi Hesten Deres lidt Havre.

Lensmanden protesterede forbløffet og sa, at det ikke var nødvendig.

Men Gjærnæs fór ud paa Tunet og vi fulgte efter ham.

Nu kunde alle og enhver se, at dette med Havren var et Paaskud, Gud ved hvorfor, men det var iallefald forfærdende tydelig. Gjærnæs gik hen til Forvalteren og hvisket nogle hastige Ord, medens han febrilsk kløede Hesten paa Mulen, saa den rykket Hodet iveiret og vrængte de hvide Tænder frem. Vi saa det baade Lensmanden og jeg; kun Asbjørn Krag var med en Gang blit optat af noget andet. Han betragtet smilende en liden sort og hvid Rottehund, som knurret mod os — med Øinene sigtende forarget over Snuden, der var rund og svart som en Bøssemunding.

Endelig steg vi til vogns. Asbjørn Krag vinket Farvel til Gjærnæs.

— Farvel, raabte han, jeg haaber vi sees igjen. Jeg bor paa Hotellet.

Men idetsamme saa han paa Forvalteren, som slog Øinene ned.

Da vi kjørte gjennem Alléen, sa jeg:

— Jeg forstaar ikke, at De ikke spurgte Forvalteren ogsaa.

— Om hvad?

— Naturligvis om nogen af Gjærnæs’ Heste har været ude den Natten.

— Det forekom mig at være ganske unødvendig, svarede Detektiven.

Vi kjørte ud paa Sletten.

Asbjørn Krag skjøv Straahatten ned over Øinene for at skygge for Solen, som brændte ubarmhjertig. Fremme paa hans Knær dinglet den uundgaaelige, sorte Fotografikassette.

Han var længe taus, men jeg havde en Følelse af, at han sad og tænkte under Straahatten.

Endelig spurgte han:

— Hvad døde han af?

— Hvem?

— Den gamle Mand, Faderen.

— Han druknet.

— Han blev altsaa ikke dræbt? spurgte Detektiven.

— Nei, svarede jeg.