Jernvognen/4

I nogle Døgn hændte intet af Betydning. Den besynderlige Gaade deroppe fra Sletten lagde Uhygge over Stedet og flere Sommergjæster forlod Hotellet.

Jeg skulde egentlig ogsaa ha reist, men Asbjørn Krag bad mig indstændig om at bli. Han paastod, at jeg kunde være ham til Hjælp. Den medicinske Student, som hemmelig sværmet for Politikunsten, blev efterhaanden grøn af Misundelse, fordi Asbjørn Krag ikke vilde vide noget af ham. Men hvorledes jeg kunde gjøre ham Tjenester, forstod jeg rigtignok ikke. Hidtil havde jeg iallefald ikke hjulpet ham; tvertimod. Jeg havde nu og da ironiseret over hans Maade at arbeide paa. Den forekom mig høist paafaldende og lidet værdig en energisk Detektiv. Hans Dage gled hen i rolig Ladhed; han sov til langt ud paa Formiddagen, spiste grundig ved alle Maaltider, badet og gik Fodture. Kortsagt, han optraadte fuldstændig som en ferierende Gentleman. Naar nogen spurgte ham ud, svarede han undvigende eller slet ikke og saa blot med sine sammenknebne Øine sarkastisk paa Spørgerne. Med absolut Ligegyldighed tog han de mange Udlægninger af Grundene til Forbrydelsen, hvad enten det var Sommergjæster, Bygdens Folk eller Stedets Politimænd, som udbredte sig. Han hørte taalmodig efter og naar Meddeleren kom til Konklussionen, at „jeg tror nu saadan eller saadan,“ da svarede Asbjørn Krag blot med sin allerligegyldigste Stemme:

— Saa — aa —

Eller han sa:

— Ja, ja, hm, jassaa.

Men naar nogen spurgte ham:

— Hvad er nu Deres Mening, Hr. Detektiv, da svarede han, ligesom han skulde være forbauset over Spørgsmaalet:

— Nei jeg, — jeg har slet ikke faaet Tid til at opgjøre mig nogen Mening endnu.

Gud ved, hvad han egentlig bestilte. Saavidt jeg kunde se, drev han ikke de allerringeste Undersøgelser længer. Naar han tilfældigvis traf Proprietæren, Gjærnæs, paa en af sine Spadserture, talte han med ham om Udsigterne for Aarsvæksten. En Dag blev der mørke Punkter i Sommergjesternes lyse Klynger. Det var den Dødes Familie som kom for at ordne med Hjemsendelsen af Liget; men Crepeslørene og de hvide Lommetørklær i de sorte Hansker forsvandt hurtig igjen. Krag havde ikke engang bekymret sig om at hilse paa Familien, og saa blev alt som før.

Imidlertid arbeidet Lensmanden og det øvrige stedlige Politi uafhængig af Detektiven. Lensmanden cyclet og kjørte og havde et farligt Rend, men han kom selvfølgelig ikke Gaadens Løsning en Linje nærmere. Tanken om Rov kunde nu ikke længer helt bortvises, thi det kom op, at Forstmesteren i de Dage havde været i Besiddelse af en Sum Penge, — nogle faa hundrede Kroner. Videre, at han eiede en grøn Lommebog af presset Alligatorskind. Hverken Lommebogen eller Pengene fandtes paa Liget. Imod Antagelsen om Rov talte rigtignok, at baade hans Guldur og hans Ringe var i Behold; men alligevel blev der sendt ud Stikbreve efter Tatere, som kunde tænkes at ha opholdt sig i Nærheden paa den Tid.

Men Asbjørn Krags Ladhed og Ligegyldighed beroliget Stemningen, Ophidselsen og Nervøsiteten lagde sig lidt efter hvert og Sommerlivet gled ind i sine gamle Folder, den dystre Hvisken, den lavmælte hemmelige Passiar veg for glædesfyldt Latter og Tale udover Veiene og fra Sjøen klang igjen Badegjæsternes regelløse Aareslag.

Man vil erindre, at jeg samme Morgen, som Asbjørn Krag dukket op, bad om at faa anvist et andet Værelse. Ved et Tilfælde opdaget jeg, at Hotellet var lydt som en Telefontrakt, og det, at jeg ikke kan tale paa et Værelse uden at det blir hørt tilhøire og venstre har bestandig irriteret mig. Men nu var der ikke flere Værelser ledige paa Hotellet. Værtinden fik opsnuset et for mig, som laa nogle Minutters Spadservei derfra ude paa en liden Odde, Kobbeodden kaldet. Der boede jeg ganske alene i en liden Hytte; men jeg spiste fremdeles paa Hotellet.

Den første Dag efter min Flytning, spurgte Detektiven mig:

— Er De ikke bange for at bo saa ganske alene?

— Nei, hvorfor skulde jeg være bange, svarede jeg.

— Endnu er Nætterne lyse, sa Asbjørn Krag og veiret op mod Himmelen, men der kommer mørke Nætter efter disse.

— Jeg forstaar Dem ikke.

— Denne uhyggelige Hændelse har altsaa ikke angrebet Deres Nerver?

— Nei.

— Det er godt. De er netop den Mand som kan bistaa mig. Jeg haaber De blir nogle Dage til.

— Jeg blir gjerne nogle Dage til, svarede jeg, og jeg tror det falder mig let at bistaa Dem.

— Naada!

— For jeg kan ikke indse, at De selv bestiller nogetsomhelst.

Asbjørn Krag smilte og saa sa han noget, som da forundret mig meget, men som jeg ved en senere Leilighed husket. Han sa:

— Men De maa da indrømme, at Tiden gaar.

— Hvad beskæftiger De Dem egentlig med om Dagen? spurgte jeg.

— Skriver Breve, svarede han, jeg har paalagt nogle Agenter i Kristiania et svare Bryderi med at indhente Oplysninger. Og saa venter jeg — paa noget som skal hænde.

— Skal hænde?

— Ja.

Jeg skulde netop ved den Leilighed tilbage til min lille Hytte ud paa Odden og Asbjørn Krag fulgte med mig. Asbjørn Krag næret en paafaldende Interesse for denne Hytte. Han sa, at den mindet ham om et lidet Fyrhus som den laa der yderst ude paa Odden.

Da vi nærmet os Hytten, pegte han paa den og sa:

— Kan De nu se, hvor De bor ensomt?

— Javist bor jeg ensomt.

— Her er vi ved det nærmeste Hus og der er flere Minutters Vei herfra og hen til Deres Bolig.

— Jeg forstaar det.

Detektiven rystet betænksomt paa Hovedet og gik videre.

Han forlod mig henne ved Hyttevæggen.

Før han gik spurgte jeg ham:

— Tror De noget paa den Antagelsen om Taterne?

— De kan da forstaa, svarede han, at Forstmester Blinde ikke gav sig til at hilse paa nogen Tater, som kom forbi ham om Natten.

Jeg saa forbløffet paa ham.

— Hilse —

— Javist, fortsatte han og nu var han virkelig for en Gangs Skyld lidt ivrig, Forstmester Blinde har faaet det dræbende Slag, idet han hilste paa nogen.

— Hvorledes tør De paastaa det?

— Forskjellige Omstændigheder tyder bestemt derpaa. Husker De Hatten? Den laa etpar Skridt fra Liget. Hatten var ganske uskadt og dog har Blinde faaet det dræbende Slag i Baghovedet. Hvis Hatten i det Øieblik havde været paa hans Hoved, saa vilde ogsaa Hatten ha fremvist Mærke efter det forfærdelige Slag. Men han har holdt Hatten i Haanden, han har hilst.

— Hvem har han hilst paa?

— Paa Morderen, svarede Asbjørn Krag, og idetsamme har Morderen slaaet til ham.

— Det De der siger virker forbløffende, svarede jeg efter en Stunds Betænkning, meget muligt, at De har Ret.

— Jeg har Ret. Med andre Ord: Morderen har været en Bekjendt af Forstmesteren. Han har været en af de Fiender, som Blinde talte om før han forlod Gjærnæs hin Aften.

Det var første Gang jeg af Asbjørn Krags Snak kunde mærke, at han tænkte paa Dramaet og gjorde Slutninger. Jeg greb derfor Anledningen og spurgte ham ivrig ud, da jeg troede, at han pludselig var kommet i det meddelsomme Hjørne. Jeg spurgte, om han havde fundet andre Spor, om han kunde tænke sig, hvem Forbryderen var eller iallefald hvilken Samfundsklasse han tilhørte.

Men Detektiven vilde ikke nærmere ind paa Spørgsmaalet; han affeiet mig ved igjen at komme tilbage til min Hyttes ensomme Beliggenhed.

— Farvel, sa jeg.

— Farvel, svarede han, jeg gaar tilbage til mit Værelse for at vente.

— Hvad venter De egentlig paa?

Istedetfor at svare saa han paa mig med et underligt Blik og spurgte:

— Tror De paa den Magt som kan ligge etpar Øine?

— Mener De Hypnotisme?

— Ja, De kan gjerne kalde det Hypnotisme. Jeg har med mine Øine tvunget et Menneske til at komme. Det er dette Menneske jeg venter paa.

Han vilde ikke forklare sig nærmere og gik langsomt fra mig. Jeg blev staaende og se efter ham og undre mig over hans mærkelige Optræden. Pludselig huket han sig ned og holdt Fotografikassetten foran sig. Hvad vilde han nu fotografere, bare blanke Sjøen? Solen slog Gnister omkring ham i de hvide Stene. Han havde kanske alligevel et Motiv, Tufser og Sjøgræs stak op hist og her og nogle smaa Skjær blev liggende bare og glinsende, naar Sjøen trak væk. Saa kom en rolig Dønning og lukket sig over det hele som en stor Læbe; Krag kneppet af, reiste sig og vandret videre. Et besynderligt Menneske.

Ved 8-Tiden gik jeg ned til Hotellet for at spise; jeg mødte Asbjørn Krag paa Veien.

— Jeg har noget at fortælle Dem, sa han straks, nu er Manden kommet.

— Jeg ved ikke, hvem De taler om.

Asbjørn Krag tog mig i Armen og under dette Anfald af Gemytlighed fortalte han:

— Husker De ikke, at jeg for lidt siden talte om Øinenes Magt. Godt. Jeg havde med mit Blik befalet et Menneske at komme hen til mig. Det er dette Menneske jeg har ventet paa nu i nogle Dage. Det er en Mand som ogsaa De kjender og han sidder nu oppe paa mit Værelse.

Jeg mindedes nu Detektivens Afsked med Gjærnæs, da han til Proprietæren sa, medens han saa paa Forvalteren: Vi sees igjen. Jeg bor paa Hotellet.

— Det maa være Forvalteren paa Gjærnæs, som er kommet, sa jeg.

— Rigtig sluttet, svarede Detektiven, jeg vil, at De skal paahøre vor Samtale og derfor gik jeg for at møde Dem.

Hans Meddelelse greb mig stærkt.

— Der er altsaa alligevel en Forbindelse med Gjærnæs og Mordet, mumlet jeg. Du store Gud, naar jeg tænker paa, hvad De nylig fortalte om den Dræbtes Hat.

— Han hilste med Hatten, idet han fik det forfærdelige Slag.

— Ja, og husker De hvad Gjærnæs selv sa, at han absolut var imod Ægteskabet mellem Blinde og Søsteren. Maaske har Gjærnæs hadet Blinde, han siger jo selv, at Blinde virket usympatisk og egoistisk.

— „Egoistisk triumferende“, rettet Detektiven.

— Javel; men Hovedsagen er, at Morderen har kjendt Blinde. Jeg skjælver af Spænding efter at høre, hvad Forvalteren har at fortælle.

Asbjørn Krag rystet paa Hovedet og plirret mod mig med sine sammenknebne sarkastiske Øine.

— Nu er De for ivrig, sa han langsomt og ligesom beroligende, De løber for hurtig, kjære Ven.

— Jeg bare sammenholder de forskjellige Omstændigheder, svarede jeg.

Lad høre engang, hvorledes De slutter.

— Gjærnæs var imod Ægteskabet.

— Rigtig, men han gav alligevel sit Samtykke, fordi Søsteren vilde.

— Men han var iallefald stærkt imod det. Og han likte ikke Blinde. Naar han ligeoverfor os har udtrykt sig saa stærkt, kan vi kanske gaa ud fra, at han hadet Forstmesteren.

— Før De gaar videre vil jeg gjerne spørge Dem rent ud, sa Krag, om De tror, at Gjærnæs selv er Morderen?

Dette voldsomme Spørgsmaal fik mig til at skjælve.

— Jeg vil ikke udkaste en frygtelig Sigtelse, svarede jeg. De har bedt mig om at fremstille en Slutningsrække. Jeg synes det er affekteret af Dem at benegte, at der er Omstændigheder, som peger direkte hen paa Gjærnæs. Jeg formoder iøvrig, at De allerede selv har opgjort Dem en Mening. Jeg tror ikke, at Gjærnæs er den skyldige, men naar vi samler alt, hvad der taler imod ham, saa blir det kanske lettere for os at redde ham fra denne frygtelige Mistanke. Gjærnæs er min Ven.

Detektiven holdt mig fremdeles under Armen. Han sagtnet sin Gang for at vi ikke skulde komme for snart til Hotellet. Jeg fik pludselig det Indtryk, at han meget gjerne vilde høre min Mening — og det var paafaldende, at han atter en Gang direkte satte Gjærnæs’ Navn i Forbindelse med Forbrydelsen.

— Vi maa ikke bare holde os til Indicier, sa han, vi maa se menneskeligt paa det ogsaa. Kan De tænke Dem Muligheden af, at Gjærnæs kunde begaa noget saadant.

Efter en Stunds Betænkning svarede jeg.

— Vanskelig.

— Sæt Dem i hans Sted, fortsatte Detektiven, De har en Søster, som De holder forfærdelig meget af.

— Og ser op til.

— Meget vel. Hun erklærer sig villig til at indgaa i Ægteskab med en Mand, som De hader.

— Forudsætningen for, at jeg hader ham er naturligvis, at jeg ved han er et slet Menneske.

— Naturligvis. De forsøger at overtale Deres elskede Søster til at hæve Forbindelsen; men den forhadte er en meget vakker Mand og hun er forblindet af en voldsom Elskov. De forstaar, at Ægteskabet er forfeilet og at Deres Søster blir dybt ulykkelig; men De indser det haabløse i Overtalelser. Hun gir den forhadte sit ja og derefter indtræder det Moment, at Elskeren afslører sig som „egoistisk triumferende“. Jeg liker godt det Udtryk, som Gjærnæs uvilkaarlig slap ud mellem Læberne; jeg kan tænke mig, at han har vidst om Broderens Modstand og at han har lagt sin egoistiske Triumf aabent for Dagen, da han havde Søsterens ja. Sæt Dem nu i Gjærnæs’ Sted. Kan De ikke tænke Dem til, at De i et Øiebliks Ophidselse ved at se hans triumferende haanlige Smil, ved at vide den elskede Søster i dette slette Menneskes Vold kunde være fristet til at slaa ham ihjel —?

Asbjørn Krag havde talt meget indtrængende og jeg følte mig underlig grebet af hans Ord.

— Jeg tror nok, svarede jeg usikkert… Jeg tror det nok. Men jeg vilde naturligvis ikke gjøre det med Overlæg.

— Naturligvis ikke. De vilde handle i et Øiebliks Ophidselse, under Indtrykket af en pludselig opstaaet voldsom Ærgrelse eller forbitrende Nedstemthed. Lad mig si, at De traf ham paa en øde Vei, at han hilste paa Dem og smilte sarkastisk, triumferende, som han vilde si: Der kan Du se, min Ven, nu har jeg Din kjære Søster i min Magt, hun er min, — hvor langt kommer Du nu med alt dit Had… Hvad saa? Da tror jeg nok, at De kunde klemme til ham, kanske uden Tanke paa at dræbe ham, bare mestret af en uovervindelig Trang til at slaa ham ned… Hvad tænker De paa? Liker De ikke denne Passiar?

Jeg tørret Sveden af min Pande. Jeg havde en Følelse af, at mine Læber begyndte at bli kolde.

— Jeg tænkte paa den Døde, stammet jeg, husker De hans Ansigt, det var netop saa ondskabsfuldt triumferende som De siger. Og saa tænker jeg paa min kjære Ven Gjærnæs forstyrrede Optræden, han var bleg og skjælvende, det saa ud som om han ikke havde sovet paa flere Døgn. Og saa Forvalteren. Nu er han altsaa kommet til Dem, hvad har han at fortælle?

— Det er hvad vi nu skal høre, svarede Detektiven.

Vi gik op paa hans Værelse. Da vi traadte ind reiste Forvalteren sig og hilste forlegent. Han var i Søndagspuds, men der var ellers ingen Forandring at mærke ved ham; den samme Nedtrykthed i hans Væsen, det samme usikre, flakkende Blik.

— De kjender min Ven, sa Detektiven, han hjælper mig i mine Undersøgelser; han vil ogsaa gjerne høre, hvad De har at fortælle.

— Ja —

Forvalteren sa bare ja med et uhyre Alvor; han vidste ikke rigtig, hvorledes han skulde begynde, var stille og forsagt.

— Jeg har nok noget at fortælle, fortsatte han om lidt, men det er saa vanskeligt for mig at vide, hvorledes jeg skal komme frem med det. Kunde De ikke spørge?

— De vil muligens snakke om Mordet?

— Nei, Mordet kjender jeg ikke noget til. Han saa sky til Siden. Jeg kjender ikke noget til det. Og jeg vil ikke fortælle om andet end hvad jeg selv har seet.

— Om andet vil vi heller ikke høre, svarede Detektiven.

Forvalteren nikket over mod mig.

— Husker De den Aften, da jeg ikke vilde slippe Dem ind?

— Ja, svarede jeg, det forekom mig, at De var lidt brutal ved den Leilighed.

— Brutal ja, men jeg var nødt til at være det. Den Aften var det, at det begyndte.

— Hvad begyndte?

— Alt det hemmelighedsfulde Opstyr borte paa Gaarden. Det er sørgeligt, at dette skulde komme nu, da vi har levet fredeligt i saa mange Aar. Jeg kan gjerne fortælle Dem, at jeg holder meget af Gjærnæs, han er baade flinkere og greiere og mindre opfarende end den Gamle var.

Her afbrød Asbjørn Krag.

— De mener Gjærnæs’ afdøde Far?

— Ja.

Her vendte altsaa Detektiven atter tilbage til dette forlængst glemte Dødsfald.

— Ved man sikkert, at han druknet? spurgte han.

— Ja, svarede Forvalteren, han druknet, Baaden drev hvælvet iland ude i Skjærene… Ja, det begyndte som sagt den Aften, fortsatte han, en Mand kom med et Brev til Gjærnæs, og da han havde læst det Brevet fór han som en gal Mand gjennem Værelserne og raabte paa Frøkenen.

— Ved De hvorfra Brevet var?

— Nei, jeg ved ikke det. Men jeg stod inde paa Gjærnæs’ Kontor, da det kom. Det var en stor gul Konvolut.

— Saa De Skriften?

— Nei, men da Gjærnæs læste Udenpaaskriften, blev han ligesom saa underlig med en Gang.

— Sa han noget?

— Ja, han sa: Store Gud, nu har jeg aldrig seet noget saa likt… Saa brød han Brevet og læste det. Og da han havde læst de første Linjerne holdt han paa at besvime, iallefald blev han forfærdelig bleg, ja, mens han sad der i Stolen var han saa bleg som et Lig. Jeg har aldrig oplevet noget saa underlig.

— De sa, at han rendte gjennem Værelserne?

— Ja, det var efterat han havde summet sig det. Men først jaget han mig ud. De maa ikke være her længer, sa han, De maa Død og Pine ikke være her længer. Han ventet ikke til jeg var gaaet, men fór ganske vetløs gjennem Værelserne og raabte paa Frøkenen.

— Var hun hjemme?

— Ja, hun var hjemme.

— Hvad sa han til hende?

— Det ved jeg ikke. Jeg gik. Men siden hørte jeg af Pigerne, at Frøkenen havde skreget op, men dog forsøgt at berolige Gjærnæs. De to talte længe sammen i Biblioteket for lukkede Døre og Vinduer. Derefter blev jeg raabt ind. Hør nu, min kjære Forvalter, sa Gjærnæs, jeg fik et overraskende Brev for lidt siden. Det var paa en Maade meget sørgeligt, men det var ogsaa paa en Maade meget glædeligt. Jeg blev i alle tilfælde stærkt bevæget ved Læsningen af det, og jeg vil bede Dem om at glemme Optrinet og ikke fortælle det til nogen. Det gjælder en helt privat Sag. Det er ikke noget mere at snakke om. Det sidste troede jeg nu ikke, for Husbond var fremdeles meget bleg.

— Naar hændte dette?

— Ved 9-Tiden om Aftenen.

— Det var altsaa før Forstmester Blinde kom?

— Ja, en halv Time før. Da han kom, vilde først Gjærnæs negte ham Adgang, men Frøkenen slap ham ind. De tre havde en lang Samtale sammen. Det var mod Slutningen af denne Samtale, at De kom.

Her nikket Forvalteren mod mig.

— Frøkenen saa Dem gjennem Vinduet, fortsatte han, hun løb ud til mig og bad mig endelig ikke slippe Dem ind. Gjærnæs selv kom ogsaa tilstede og raabte op som om han skulde være gal. Jeg maa være alene, raabte han, kan De ikke se at jeg er syg. Derfor maatte jeg være saa brutal mod Dem, det var ikke for noget andet.

— Hørte De slet intet af hvad der blev sagt? spurgte Detektiven.

— Nei, ikke no videre. Men engang hørte jeg, at Frøkenen kom med Bebreidelser mod Gjærnæs. Du burde jo være glad, sa hun og istedet er Du saa fortvilet som Døden.

— Hvad svarede han til det?

— Han sa: Jovist er jeg glad, Hilde, men dette er jo forfærdeligt alligevel. Hvorledes skal vi kunne holde det hemmeligt. Men jeg hørte ogsaa, at han sa noget andet.

Detektiven spurgte ikke mere. Jeg forstod, at vi nu var kommet til et vigtigt Punkt i Forvalterens besynderlige Fortælling.

— Han sa ogsaa noget andet, gjentog Forvalteren halvhøit, næsten hviskende. Og jeg kunde ikke la være at høre det, fordi jeg netop gik gjennem Stuerne. Gjærnæs sa: Men han er dødsens.

Detektiven hørte paa dette uden at fortrække en Mine.

— Hvem sa han det til? spurgte han.

— Til Frøkenen.

— Hvorfor ikke til Forstmester Blinde, som ogsaa var tilstede.

— Blinde var ikke sammen med de to da; han ventet i Frøkenens Leilighed. Frøkenen og Gjærnæs var alene paa Kontoret.

— Har De nogen Formening om hvem Gjærnæs talte om.

— Hvorledes kan jeg det?

Forvalteren stirret igjen sky tilside.

— De kan vel kanske ha Deres Tanker, sa han, samme Aften hændte jo det frygtelige ude paa Sletten. Forstmester Blinde gik fra Gaarden Klokken 11.

Asbjørn Krag sad længe taus; saa rammet han direkte i Sagens Kjerne ved at spørge:

— Hvordan kan Gjærnæs ha noget med dette Mord at gjøre? Gjærnæs blev jo paa Gaarden.

Forvalteren svarede ikke. Han sad med ludende Hoved og tumlet forlegent sin Hat mellem Fingrene. Lidt efter mumlet han:

— Jeg havde ikke tænkt at gaa til Dem. Men saa fik jeg høre noget... Jeg fik høre af andre, at De gik omkring og spurgte efter en Hest… eller en Vogn.

— Ja, jeg vilde ha rede paa om nogen af Egnens Folk havde været ude og kjørt den Nat.

Forvalteren saa op.

— Det var vel ingen, kan jeg tænke?

— Nei… hverken Lensmanden eller Præsten.

— Eller Gjærnæs?

— Heller ikke Gjærnæs.

Der blev en lang Pause.

Detektiven spurgte:

— Hvad var det Gjærnæs sa til Dem, da vi kjørte bort fra Gaarden den Dagen?

— Det kan De vel tænke Dem, svarede Forvalteren. Han bad mig om at holde Mund, det samme som han har sagt nu hver Dag, siden Brevet kom.

— Hvad skulde De da holde Mund med?

Langt om længe fik Forvalteren fremstammet:

— Gjærnæs… var alligevel ude og kjørte Mordnatten.

Jeg havde ventet, at Asbjørn Krag skulde springe op efter dette afgjørende Udsagn. Men han blev siddende fuldstændig rolig, som om intet var hændt. Og hans Ro irriterte mig, jeg følte, at en forfærdelig Uhygge trak ind mod mig, jeg fik Lyst til at gaa udover Engene og svale mit hede Ansigt i Sommervinden, men jeg blev siddende ligesom lammet men med dirrende Nerver. Jeg havde ogsaa Lyst til at si noget, spørge, men jeg vovet ikke at aabne Munden af Frygt for min egen Stemme, jeg kunde kanske ikke faa Ordene frem, jeg havde en saar Tyngde i Halsen. Og der sad denne Mand, smilende, med næsten lukkede Øine, stenrolig; han forekom mig i dette Øieblik modbydelig, jeg næsten hadet ham, fordi jeg vidste, at jeg ikke kunde gjette en eneste af hans Tanker. Hvad tænkte han paa? hvad trodde han nu? Og saa talte han saa irriterende almindelig, næsten ligegyldig.

— Gjærnæs var alligevel ude og kjørte den Nat. Saa—aa —

— Ja, svarede Forvalteren, og ingen paa Gaarden uden jeg vidste om det. Saasnart Forstmesteren vel var gaaet, bad Gjærnæs mig om i al Stilhed at spænde Hesten for, da han vilde ud og kjøre. Dette var jo underligt, for hvad i Alverden skulde han kjøre efter saa sent paa Natten. Og saa maatte ingen anden vide om det. I al Stilhed fik jeg ledet Hestene hen til Bagsiden af Gaarden; der havde vi staaende en gammel Vogn, som jeg spændte for.

— Hvorfor benyttet De just denne Vogn?

— Jeg kunde ikke gaa i Vognremissen, for da havde jeg vækket op alle Folkene, og hvordan kunde det saa holdes hemmelig længer, at Husbond skulde ud og kjøre?

— Kjørte han alene?

— Ganske alene. Jeg tilbød mig at følge med, men da blev han ganske forskrækket. Er De gal, sa han. Jeg maatte love ham at gaa lige tilsengs og ikke bekymre mig om hans Tilbagekomst. Gjærnæs kjørte udover Sletten og jeg stod og saa efter ham til han blev borte i Mørket. Saa gik jeg og lagde mig.

— Sovnet De?

— Nei jeg kunde ikke sove. Jeg laa vaagen hele Natten og tænkte paa, hvad jeg havde seet og hørt. Jeg skjønte at noget besynderligt maatte være hændt. Husbond saa frygtelig ud, da han kjørte, ligesom han skulde være fuld. Men han havde ikke drukket noget, det ved jeg bestemt.

— Hørte De ham komme tilbage igjen?

— Ja, jeg hørte Dunk og Larm fra Stalden, da han satte Hesten ind.

— Den Vognen, han kjørte med, hvordan var den?

— En gammel, skranglet Trille.

— En Jernvogn? spurgte Detektiven.

Forvalteren smilte.

— Jeg ved, hvor De vil hen, svarede han, jeg har ogsaa hørt det gamle Sagn, men jeg tror ikke paa Spøgelser. Det kan godt være, at den gamle Trille skrangler lidt, men det er iallefald meget vanskeligt at skjelne den ud fra andre Vogner, naar den høres et Stykke borte.

— Saa er det ikke den Vognen jeg har hørt, indskjød jeg ivrig.

— Aa jo, svarede Forvalteren smilende, det er nok den, De har hørt.

Jeg taug.

Detektiven spurgte:

— Men efter den Nat har De kanske ikke seet eller hørt noget besynderligt paa Gaarden?

— Det er netop, hvad jeg har. Gaarden har faaet sin Hemmelighed. Jeg synes der foregaar besynderlige Ting paa hver Tid af Døgnet. Baade Gjærnæs selv og Frøkenen er blit helt anderledes end de hidtil har været.

— Hvad tænkte De, da De hørte om Mordet?

— Jeg tænkte ingen Ting, mumlet Forvalteren, men da jeg fik vide, at De gik omkring og spurgte efter Vognen, kunde jeg ikke for min Samvittigheds Skyld længer tie med hvad jeg vidste.

— Jeg skjønte, at De vilde komme, sa Detektiven.

— De saa saa underlig paa mig, da De reiste bort fra Gjærnæs, svarede Forvalteren, jeg turde ikke vente længer.

Han reiste sig.

— Og jeg tror ikke, jeg har gjort noget galt, fortsatte han, jeg har sagt til Husbond, at jeg vilde besøge Dem.

— Søgte han ikke at forhindre det?

— Jo, og da han skjønte det ikke nyttet, udtalte han, at alt som var foregaaet kun vedkom ham personlig.

Asbjørn Krag sad længe og tænkte sig om.

— De faar gaa tilbage til Gaarden, sa han sluttelig.

— Javel.

— Og saa kan De hilse Gjærnæs fra mig og spørge naar det er ham beleilig at modta mig.

— Beleilig! raabte jeg forbauset.

Asbjørn Krag holdt Haanden advarende mod mig og fortsatte henvendt til Forvalteren:

— Og De kan endvidere si ham, at jeg ikke skal trænge ind i hans Hemmeligheder.

Lidt efter gik Bondemanden, og saa blev jeg alene med Asbjørn Krag.

— Hvad tror De saa? spurgte han.

— Det forekommer mig, at Gjærnæs er fældet, svarede jeg, det er jo en forfærdelig Ulykke, stakkels Ven.

Men Asbjørn Krags Tanker maatte være langt borte, for han sa aandsfraværende:

— Fældet, jasaa. Saa mener De det?

Han blev mere og mere ordknap, og da jeg skjønte, at han vilde være alene med sine Grublerier, forlod jeg ham.

Jeg kom sent til Aftensbordet og Klokken blev elleve, før jeg var færdig med Spisningen. Da jeg gik forbi hans Vindu hørte jeg ham trave frem og tilbage indenfor, jeg vilde ikke forstyrre ham og tog Veien hjemover til min lille Hytte. Det trak op til Uveir, Kvælden havde hidtil været mild og sommerblank, men etsteds ude i Horisonten stod Regnveiret og pustet, saa Luften blev dugget og gusten; det kom med en Gang, ligesom naar man aander paa en glinsende Metalplade, Sjøen vrængte en blygraa Bug op inde i Havnen. Det havde været blikstille i flere Timer, men nu slog Havet yderst ude en sort Rynke, Blæsten og Regnet kom nærmere.

Jeg gik hurtig langs Stranden for at naa i Betids hjem til min Hytte. Det slog mig, hvor den laa ensomt derude. Jeg havde aldrig følt det saadan før og jeg angret paa, at jeg ikke havde sørget for et andet Hus. Da jeg lukket Døren efter mig, randt Regnet nedover Ruderne.

Man kan forstaa, at der ikke kunde være tale om Søvn for mig efter alt, hvad jeg havde hørt og oplevet. Jeg stængte Døren, trak Gardinerne sammen foran Vinduerne og tændte et Lys. Jeg forsøgte at læse i en Bog jeg havde og læste lange Stykker op igjen og op igjen, uden at forstaa, hvad jeg læste. Jeg kunde ikke samle Tankerne. Tilslut lagde jeg Bogen væk, lukket Øinene og gjentog halvhøit for mig selv den sidste Sætning, Asbjørn Krag havde sagt: Fældet, jasaa. Saa mener De det....

Jeg faldt lidt efter lidt sammen, døset hen, jeg mærket, hvordan Regnet stilnet og tilslut holdt op, om et Minut eller to vilde jeg ha sovnet, men saa blev jeg med et lysvaagen ved at høre, at der blev banket haardt paa min Dør.

Det banket paa Døren.

Min første Tanke var: Døren er laaset; det er godt. Det banket igjen.

— Hvem er det? raabte jeg.

Intet Svar. Jeg kunde tælle mit Hjertes Slag, saa kraftig slog det. Det var jo taabeligt af mig at være bange, men kanske faldt Angsten saa let over mig, fordi jeg netop var gledet ud af Slummeren.

Men saa banket det igjen mod Døren med haarde, knoklede Knoer. Det var en ubeskrivelig Følelse at vide, at i Mørket derudenfor stod nogen. Hvem i alverden kunde det være?

Jeg spurgte igjen, raabte saa høit jeg formaaede. Langt om længe kom Svaret, men jeg opfattet det ikke; det var en lav, skjægget Stemme.

— Hvem er det?

— Luk op, svaredes der.

Det var Detektiven. Jeg vred Nøglen om og slog Døren op paa vid Væg. Ude i Skumringen stod han. Han hilste ironisk med Hatten dybt mod Marken, saa hans blanke Isse skinnet i Mørket.

— Dem? spurgte jeg forbauset, kommer De saa sent?

— Ja, svarede han, Klokken er et. Skræmte jeg Dem?

— Paa ingen Maade.

— Aa, tilstaa bare. Sov De?

— Nei.

— Hvorfor har De ikke lagt Dem?

Jeg troede han holdt mig for Nar, jeg blev sint, men, uden at afvente mit Svar, skyndte Detektiven sig at si:

— Jeg haaber De undskylder. Men jeg kommer i et vigtigt Anliggende.

— Hvorfor svarede De ikke, da jeg spurgte første Gang?

Asbjørn Krag lo, en stille, tør Latter. Jeg kunde utydelig skimte Manden og det hørtes som om Latteren kom fra selve Skumringen.

— Tilgi mig, svarede han, men jeg eksperimenterede. Jeg forstod, at De var bange og det moret mig at høre Dem endnu engang. Saaledes, tænkte jeg, saaledes raaber et Menneske i Rædsel.

— De tar feil, svarede jeg og skjøv Døren halvt igjen, som De vel kan forstaa er jeg ved at gaa til Ro. Jeg vil nødig forstyrres.

Men Detektiven stak udenvidere sin Spadserstok mellem Døren og Tærskelen.

— Kom med, sa han, hvorfor vil De svigte mig netop nu?

— Hvad er der paafærde? Er noget hændt?

— Ja.

Jeg syntes, at Asbjørn Krag var meget alvorlig og jeg besluttet mig til at følge med ham alligevel. Jeg tog min Hat paa og aabnet derefter saa stille som muligt en Bordskuffe, hvor jeg havde min Revolver liggende.

— Aha, hørte jeg Detektiven mumle, De bevæbner Dem.

— En gammel Vane fra mine Reiser, svarede jeg, der hænder jo desuden saa meget mærkeligt denne Tid. Bør jeg ta Regnkappen paa?

Detektiven saa op mod Himlen.

— Der er Flugt i Skyerne, svarede han, vi faar sikkert ikke mere Regn.

Vi gik.

Da vi havde gaaet en hundrede Skridt eller saa, stanset Asbjørn Krag og sa:

— De glemte at slukke Lampen.

Han pegte mod min Hytte, der nu lyste som et virkeligt Fyrhus i Sommerskumringen.

— Javel, svarede jeg, men det gjør intet. Saa slipper jeg at ha Bryderi med at tænde den, naar jeg kommer tilbage. Det varer forhaabentlig ikke længe.

Detektiven svarede intet til dette, men da vi havde gaaet yderligere et hundrede Skridt, spurgte han:

— Var det med Vilje De glemte at slukke Lampen?

— Jeg forstaar Dem ikke

Asbjørn Krag lo igjen kort og knitrende.

— Deres Hytte ligger ensomt, sa han. Forfærdelig ensomt. Og netop denne Nat er meget mørk.

For at afbøde det Udbrud af Harme, som kokte op i mig, tog han mig gemytlig under Armen og frempludret en Mængde Undskyldninger, fordi han havde forstyrret mig.

— Ja, hvorfor har De egentlig gjort det? spurgte jeg utaalmodig.

— Det skal jeg si Dem, svarede han, i visse Øieblikke stoler jeg ikke paa mine egne Sanser. Jeg har hørt noget inat.

— De har altsaa siddet oppe?

— Ja, og ikke bare i denne Nat. Jeg sover meget lidet, kjære Ven.

— Hvad har De hørt?

— Jeg har hørt Jernvognen, svarede Detektiven.

Han fortalte det ligefrem uden Pathos, som man kan fortælle om et Musikstykke, man har hørt, eller en Fugl. Vi gik og gik, Sjøen skyllet mod Stranden, saa vi ikke kunde høre vore egne Skridt.

— De tror mig kanske ikke, fortsatte Detektiven, De svarer ikke noget.

— Jo, jeg tror Dem. Men hvad skal jeg si?

Vi aabnet en Grind og kom forbi nogle smaa Huser. Intetsteds saaes lys, alle Vinduerne var sorte, jeg havde en Følelse af, at Husene var tomme og at alle Mennesker var langt, langt borte. Vi kunde ikke se meget, Veien, Trærne og Husene gled mod os fra Mørket eftersom vi gik, rundt omkring os stod i en Ring sorte Takker og Koller mod Himlen som en Pallisade af Mørke.

— Hvor skal vi hen? spurgte jeg.

— Ud paa Sletten, svarede Asbjørn Krag.

— Tror De paa Jernvognen?

— Jeg har hørt den. Jeg stod ved mit aabne Vindu og hørte den fjernt, som en Raslen af Lænker. Lyden bares nedover til mig med Vindkastene. Og nu vil jeg ud paa Vidden for at se, hvad det egentlig er, som kjører omkring derude om Nætterne.

Vi gik ind i Skogen, som lukket sig beklemmende omkring os; nu var der heller ingen Lyd længer, for Suset fra Sjøen naaede ikke herop. Vi gik hurtigere.

— Tror De ikke det lysner snart? spurgte jeg.

— Om en halv Time begynder Dæmringen, svarede Krag.

Men alligevel var det som at komme ud i Halvdagen, da vi lod Skogen bag os, jeg kunde tælle de nærmeste Træstammer og se ganske vidt ud over Sletten, før Mørket stængte mit Syn. Tilhøire for os løftet Fjeldet sin rolige Pande mod den flakkende Nattehimmel. Ved Fjeldets Grund laa Sandgraverhytten, den havde et bredt, fremspringende Tag, som mindet om et Øielaag.

— Se paa den graa Hytten, sa Detektiven, det er ligesom den stirrer levende paa os.

Jeg tilføiet uvilkaarlig og meningsløst:

— Ja, men nu er Liget bragt bort.

Vi blev staaende stille og lytte.

Jeg hørte intet.

— Den fordømte Klokken, hvisket Asbjørn Krag, jeg hører bare den.

Og da jeg blev gjort opmærksom paa Lyden, hørte jeg ogsaa det evindelige Tik-tak.

Krag rev Uret op af Lommen og stanset det.

Men hvor der dog er en bestandig og stærkt klingende Tone i en saadan Nat. Naar man ikke lytter, fornemmes en død og absolut Stilhed omkring en; men naar Øret lægges ind mod denne Stilhed, suser det straks. Det kan være en svag Gliden af Vinden i Trætoppene, jo længere man lytter efter den, des stærkere blir den. Men det behøver ikke være nogetsomhelst, det er ligesom selve Tausheden surrer i Øret, surrer og spinder og vokser til en tung, fjern Storm, en Anelse, en Fornemmelse af noget stort og hemmelighedsfuldt, som ligger udenfor Menneskenes Sanser. Men saa knirker en virkelig Lyd, et Skridt i Sandet, en Stemme, og straks er Stilheden der igjen. Og saa er det intet, man har hørt.

— Lad os gaa, sa Krag.

Jeg vilde spørge ham om, hvor vi skulde gaa hen. Jeg kom saa langt som til at si:

— Jeg forstaar ikke rigtig hvor....

Da Asbjørn Krag greb mig haardt i Armen.

Det var ikke nødvendig at anstrænge Sanserne længer, for nu hørte vi tydelig og klart den fjerne, eiendommelige Klang af Metal, — som om Lænker blev slæbt langs Jorden af et Slavetog, langt bag Horisonten. Det var Jernvognen.

Lyden steg og sank. Den kunde være saa kraftig, at vi formelig kunde høre, hvordan Jernhjulene svirret paa Akslerne, men saa dalet Lyden igjen, gled langt væk, klirret en Mil borte, krøb ind i Tausheden. For atter at stige og synge høit i vore Øren.

Vi stod og lyttet efter Jernvognen i ti Minutter eller mere.

— Jeg har en Følelse af at den gaar i Ring, mumlet Asbjørn Krag, at den kjører rundt i en uhyre Cirkel langt ude paa Sletten.

Han forsøgte at gjennembore Mørket med sit Blik, men det var ham ikke mulig; han bandte ærgerligt, fordi der ikke var mere Lys.

Jeg spurgte om vi ikke skulde løbe henover Sletten for muligens at faa et Glimt af den mystiske Vogn.

— Men hvilken Retning skal vi ta? spurgte Krag, det er jo umuligt at afgjøre, hvorfra Lyden kommer. Den gaar i store Buer, snart er den i Nord og snart er den i Vest. Hør, nu lader det til, at den kommer nærmere.

Og det lod virkelig til det, for Lyden af det klingende Jern blev skarpere og tiltog i Styrke.

Lidt efter sa Krag:

— Nu kan den ikke være langt borte.

Jeg hører bare Hjulenes Raslen, hvisket jeg, og slet ikke Hestehovene. Det maa være en underlig Vogn.

Men vi kunde fremdeles ikke se den. Vognen arbeidet inde i Mørket. Vi rykket uvilkaarlig ind mod Træstammerne, for vi havde en Følelse af, at den om nogle Minutter vilde dukke frem fra Mørket og glødende fare forbi os.

Asbjørn Krag greb mig pludselig i Armen.

— Hørte De det? hvisket han. Hans Ansigt var forfærdelig spændt.

— Jeg hører ikke noget andet end Jernvognen.

— Det forekom mig, mumlet han, at jeg hørte et Skrig… Men kanske tar jeg feil.

Vi havde hidtil havt den rullende Vogn lige imod os; men nu var det ligesom den forandret Retning, svinget bag Skogen; Jernlyden dæmpedes ogsaa med et.

— Du store Gud, raabte jeg, den kjører mod Sjøen.

— Er der ingen Vei paa den side af Skogen?

— Nei, ingen Vei, bare Knauser og Sandgroper.

Der var ingen Tvil længer. Vognen kjørte lige mod Sjøen; Lyden af de rullende Jernhjul dulmedes, eftersom den fjernet sig mere og mere.

— Den maa jo kjøre istykker, sa jeg, dette er dog fuldstændig vanvittig.

— Og dog er Lyden lige regelmæssig, svarede Asbjørn Krag og saa over mod Skogens takkede og mørke Silhouet, den bare høres fjernere og fjernere.

— Nu maa Vognen snart være ved Stranden, sa jeg, som kjendte Egnen. Krag nikket.

Og saa ophørte med en Gang Larmen.

— Vognen er kjørt fast, raabte jeg.

— Eller splintret, svarede Krag, kom lad os løbe derhen.

Uden at afvente, hvad jeg vilde foreta mig, lagde han paa Sprang. Jeg fulgte efter ham, men han løb saa hurtig og var kommet saa langt foran mig, at han var nærved at forsvinde for mig i Mørket.

Vi kom paa den anden Side af Skogen og fortsatte nedover Skraaningen. Nu var Mørket veget saavidt, at vi kunde skimte Havet nedenfor. Sjøens kjølige Aande løftedes op til os; det isnede gjennem mit Bryst. Krag stanset og saa udover den uhyre Skraaning. Hist og her stod Furuer, hvis Grene den evige Havblæst havde kjæmmet fladt indover Land. Skraaningen var opfyldt af Runestene, af Groper, af sammenblæste Sandbanker, hvis fattige, glisne Græsvækst ledet Tanken hen paa noget ubarberet. Der fandtes ingen Vei, her var næsten ufremkommeligt for Gaaende. Men en Vogn —! Hvordan kunde en Vogn ha kommet frem her? Den maatte jo straks blit splintret. Og dog havde vi hørt Lyden af dens rullende Hjul, regelmæssig og taktfast, fjernere, fjernere til den stanset. Hvor var den blit af? Vi stirret udover Skraaningen, vore Øine jaget Vidden rundt. Men vi saa bare Græstufser og Stene og Sandbanker og ingen Vogn.

Asbjørn Krag gik et langt Stykke henover Skraaningen og saa hele Tiden ned mod Jorden.

Da han vendte tilbage til mig, sa han:

— Ingen Hjulspor.

— Ingen Hjulspor, gjentog jeg uforstaaende, saa er Vognen kanske ikke kjørt denne Vei alligevel.

— Den kan da umulig ha kjørt gjennem tætte Skogen, udbrød Detektiven, kom lad os gaa ud paa Sletten igjen.

Da vi kom saa langt frem, at vi ikke længer kunde se Havet, sa Asbjørn Krag:

— Omtrent her var det, at Vognen vendte. Det hørtes saa paa Lyden.

— Eller kanske det var endnu længere frem, sa jeg.

Asbjørn Krag tænkte sig om.

— Ja, kanske det, mumlet han.

Vi gik endnu nogle Skridt fremover. Pludselig stanset jeg.

— Kjender De Dem igjen, hvisket jeg.

Detektiven saa paa mig, plirende, næsten ondskabsfuldt.

— Ja, svarede han, jeg kjender mig igjen. Hvorfor blir De saa bleg?

— Jeg blir slet ikke bleg, svarede jeg, men kanske al denne Nattevaagen angriber mine Nerver

Jeg pegte:

— Derhenne var det vi fandt Forstmesteren, derhenne ved den graa Sten, den Døde laa med Ansigtet ned mod Jorden.

Asbjørn Krag rynket Panden.

— Den graa Sten, sletikke, mumlet han. — Han saa granskende omkring sig, — Jeg kan ikke forstaa, hvor den Stenen er kommet fra.

Jeg lo og svarede:

— Og dog ligger Stenen der. Den ligger akkurat der, hvor vi fandt den Døde.

Asbjørn Krag gik hen til Stedet. Jeg saa, at han bøiet sig ned over den graa Sten. Og … i hurtigt Løb var jeg ogsaa derhenne.

Det var slet ikke nogen graa Sten, det var et Menneske, som laa der, en gammel Mand. Han havde et stygt Saar i Baghovedet.

— Han er død, sa Asbjørn Krag og vendte ham om, saa vi fik se hans Ansigt, han er død for mindre end et Kvarter siden.

Jeg husker ikke nu, hvad jeg tænkte eller følte i det Øieblik. Formodentlig resonnerte jeg ikke. Jeg saa paa den Døde uden at forstaa… Jeg havde en lammende Fornemmelse af at befinde mig i en gaadefuld Uvirkelighed. Og jeg var fuldstændig Maalløs. Men jeg husker, at jeg optraadte ganske meningsløst og forvirret. Jeg bøiet mig ned og kjendte paa den Dødes Tøi, som var af stribet Vadmel.... Asbjørn Krag vækket mig op ved at si:

— Det er Jernvognen, som har dræbt ham.

— Jernvognen, mumlet jeg…

— Ja, svarede Detektiven, kjender De ham ikke?

Jeg saa paa hans gamle, graa Ansigt. Jo. Men hvor havde jeg seet ham før. Min Tanke strøg ubevidst forbi et Minde —

— Husker De da ikke Portrættet? spurgte Detektiven haardt, Portrættet i Stuen paa Gjærnæs. Bukkeskjægget, den krøgede Næse, de smaa Øienhulninger.

Jeg saa forfærdet paa Detektiven.

— Jovist, jovist, stammet jeg, gamle Gjærnæs. Det er gamle Gjærnæs, som ligger her. Men du store Gud, han er jo druknet for fire Aar siden.

— Men først nu er han endelig død, svarede Asbjørn Krag.

Detektiven tog mig varsomt i Armen.

— De vakler, sa han, det er nok rigtig, at Deres Nerver angribes —

Nu var igjen mine Læber ved at bli kolde og jeg kjendte denne varme Susen i Nakken og Baghovedet, som bestandig har varslet mig om en nær forestaaende Besvimelse. Jeg saa mig omkring. Landskabet antog mine forvirrede Øine de underligste Former. Jeg saa at Dagen gryed. En lang Lysarm strakte sig over Sletten og pillet ved Skogen, de yderste Furustammer blev gyldne. Jeg saa paa den døde Mand, paa Asbjørn Krag, jeg lod Blikket flakke udover Sletten, jeg forstod intet, i nogle Sekunder beherskedes jeg af den bestemte Fornemmelse, at jeg drømte; men mine Sanser var følsomme og modtagelige, og et besynderligt Billede af Solopgangen, seet i et Tiendedels Sekund, brændte ind i min Bevidsthed. Himlen derhenne i Øst var ikke længer Himmel men en Afgrund af Lys ind mod uanede og fjerne Verdener, en Vold af Skyer sprængtes ud fra Horisonten, og Skyerne blev til en fantastisk Vandring af underlige Dyr med Flammer i Mankerne og Ildmørje under de vingede Hover, en tumlende Horde, som Solen tøilet med sine blinkende Straaler; det var Dagens gyldne Forspand. Saa rullet selve Solen med stor Larm op af Horisonten.

… Jeg hørte Asbjørn Krags Stemme langt, langt borte —