Jernvognen/5
Min Bevidstløshed varede i flere Timer. Jeg kom til mig selv igjen ved at føle mig gjennemrystet. Jeg laa paa en Vogn. Jeg hørte en Stemme og saa et kjendt Ansigt. Det var Lensmanden.
— Saa er De kommet Dem nu, sa han, ja bli bare rolig liggende. Nu er vi snart fremme.
— Hvormange er Klokken? spurgte jeg.
— Syv, svarede han.
— Syv om Morgenen?
Han lo.
— Ja, svarede han.
Nattens Eventyr stod endnu uklart for mig. Jeg turde ikke spørge. Jeg vidste ikke om jeg havde drømt eller om jeg havde været syg.
— Hvor er Asbjørn Krag?
Lensmanden gjorde et Kast med Hovedet.
— Derhenne. — Ude paa Sletten.
Saa maatte jeg alligevel ha oplevet det. Jeg reiste mig halvt op i Vognen. Vi var allerede nede ved Havnen, Folk gik og stelte med Baadene, snart kunde jeg være i min Hytte. En forfærdelig Mathed laa over mig, jeg længtet efter en Seng, efter en lang, lang Hvile.
Det bød mig imod at være saa svag og jeg stavret derfor selv ned af Vognen. Da jeg kom ind i Hytten, saa jeg, at Lampen fremdeles stod og brændte paa Bordet. Jeg slukket den og styrtet straks i Sengen. Da jeg vaagnet Klokken fire om Eftermiddagen sad Asbjørn Krag i mit Værelse.
Jeg følte mig fuldstændig frisk og vilde staa op.
— Lig endnu lidt til, sa Asbjørn Krag, De har bare godt af at hvile Dem.
— Jeg har havt en besynderlig Nat, svarede jeg, jeg ved ikke, hvad jeg har drømt og hvad jeg har oplevet.
Detektiven smilte.
— Vi fik iallefald ikke fat i Jernvognen, sa han, og det var den vi gik efter.
— Nei, jeg husker det, vi fandt heller ikke noget Spor.
— Den efterlader intet Spor.
— Er det Deres Mening at ville ha mig til at tro paa en Spøgelsesvogn, kjære Krag?
— Ingenlunde; men den Jernvognen efterlader intet Spor.
— Saa har De kanske løst Hemmeligheden?
— Ja.
— Og fundet Vognen?
— Nei, men der vil ikke gaa lang Tid, før jeg finder den. Naar De nu blir helt rask igjen, gaar vi sammen ud paa en ny Ekspedition og da skal vi finde Jernvognen.
— En ny Ekspedition … mumlet jeg og saa usikkert, undersøgende paa Detektiven.
Han smilte igjen.
— Jeg gjetter Deres Tanker, sa han, De er ræd for at spørge.
Og det var jeg virkelig. Jeg var bange for at spørge. Jeg saa endnu tydeligt for mig den døde Mand ude paa Sletten, gamle Gjærnæs, som var druknet for fire Aar siden. Jeg maatte jo ha drømt, men drømt forfærdelig klart og levende, hele Solopgangen dirret endnu i min Bevidsthed, jeg kunde gjenkalde enhver Detalj, Græstufserne udover Sletten, Træstammerne, der skinnet som Sølv i det første Morgenlys, og saa den Dødes Klær, som var af stribet Vadmel — men det maatte jo være en Drøm.
— Jeg maa reise, sa jeg, jeg begynder at frygte for disse Rystelser.
— Ja, De er ikke saa stærk, som jeg fra først af troede, svarede Detektiven, den sidste Oplevelse greb Dem temmelig haardt; hvis jeg ikke havde opfanget Dem i mine Arme, var De styrtet pladask til Jorden.
Jeg reiste mig halvt op i Sengen; aa, nu kjendte jeg, at det endnu susede lummert i min Hjerne.
— Vær oprigtig mod mig, bad jeg indtrængende, fortæl, hvad vi oplevet sammen inat.
— Det husker De sikkerlig ligesaagodt som jeg selv.
Jeg vilde ikke gaa direkte ind paa Sagen. Jeg spurgte:
— Har De talt med unge Gjærnæs?
— Ja, svarede Detektiven, han er netop kjørt hjem.
— Alene?
— Alene levende. Detektiven reiste sig fra Stolen og drev tankefuldt frem og tilbage paa Gulvet.
— Kjære Krag, fortsatte jeg, er det virkelig Deres Mening at paastaa, at vi virkelig har oplevet alt hvad jeg nu synes jeg har oplevet.
Detektiven stanset foran mig og betragtet mig længe i Taushed.
— Ja, svarede han, vi har havt mærkelige Oplevelser inat.
— Det forekommmer mig, at vi fandt en død Mand.
— Ja.
— En gammel Mand. Og vi fandt ham akkurat paa det samme Sted, hvor vi for tre Uger siden fandt den dræbte Forstmester Blinde.
Asbjørn Krag nikket.
— Akkurat der hvor vi syntes, at Jernvognen svinget nedad mod Sjøen.
Han nikket igjen.
— Men denne gamle Mand, stammet jeg, denne gamle Mand, … men det er jo umuligt, kjære Krag, … det kan ikke være muligt —
— Denne gamle Mand, fortsatte Detektiven rolig, var unge Gjærnæs Far.
— Men han er jo druknet for fire Aar siden.
— Nei, det kan han jo ikke være.
— Kan han ikke —
— Det er da begribeligt, svarede Detektiven; eftersom han var ilive iallefald til Klokken to inat.
— Baaden drev hvælvet iland yderst ude i Skjærene, mumlet jeg —
— Og hans Hue flød op, fortsatte Detektiven, idet han gik hen til Vinduet og skjøv Gardinet tilside, — alle Remedier var iorden.
Jeg tænkte mig om. Jeg begyndte at ane, hvor Detektiven vilde hen.
— De mener altsaa, spurgte jeg, at gamle Gjærnæs har sat hele Drukningen i Scene?
— Ja.
— At han flygtet, forsvandt — og med Hensigt lod Folk være i den Tro, at han var druknet.
— Ja.
— Men hvorfor, hvorfor —
Asbjørn Krag tog igjen Plads paa Sengekanten.
— Det skal jeg fortælle Dem, sa han. Gamle Gjærnæs har været en Bedrager, alene Døden har reddet ham fra at bli anmeldt for Assurancesvig.
— Hvoraf ved De dette?
— Jeg har anet det længe, men jeg har endelig nu faaet fuld Bekræftelse paa min Mistanke, dels ved at se den gamle og dels ved at høre unge Gjærnæs’ Fortælling. Kjære Ven, De har svævet i den Tro, at jeg har levet herude som en ferierende Gentleman, — at jeg væsentlig har fordrevet Tiden med Fodture, med Læsning, Spisning og Bad. Og dog har jeg i hverteneste Minut af Døgnet, hvor jeg ikke sov, bare været optat af denne forfærdelige Sag. Jeg har gaaet Fodture, det er sandt, men det har jeg bestandig havt en Hensigt med, det havde Forbindelse med Sagen, enten var det noget, jeg skulde se paa, eller det var nogen, jeg skulde snakke med. Under Maaltiderne har jeg flittig deltat i Passiaren og jeg har mange Gange ledet Samtalen did, hvor jeg vilde ha den. Og naar jeg tilsyneladende har været optat med Læsning, da har jeg i Virkeligheden Time efter Time siddet for mig selv og grublet eller sammenlignet og nyttiggjort de Indberetninger som jeg modtog fra mine Agenter.
— Deres Agenter? spurgte jeg, men De har jo hele Tiden opereret fuldstændig alene hernede.
— Ja, hernede, svarede Detektiven, her i Begivenhedernes Brændpunkt har jeg været selv og alene. Men jeg har havt mine Agenter i Kristiania og andetsteds. En Detektiv maa ha mange Oplysninger og jeg har faaet mange Oplysninger baade om Gjærnæs og om den dræbte Forstmester.
— De kunde vel faa bedre Oplysninger her paa Stedet, indvendte jeg.
— Ingenlunde, svarede Detektiven, det var ikke bare om Forstmesterens Liv lige før Døden jeg vilde ha Oplysninger. Jeg vilde ogsaa vide, hvad han foretog sig i sit daglige, sedvanlige Liv. Han kom jo fra Kristiania.
— Jeg har selv truffet ham i Kristiania.
— Jeg ved det, svarede Detektiven, jeg har ogsaa faaet Meddelelse om, hvem han pleiede at omgaaes. De hørte ikke til hans nærmeste Omgangsfæller, men De traf ham dog nu og da i Selskaber, for det meste i de Selskaber, hvor ogsaa Hilde Gjærnæs var buden.
— Det husker jeg ikke saa nøie, meget muligt er det forresten. Hilde Gjærnæs og jeg vanket i de samme Kredse, medens hun boede i Kristiania og Forstmesteren elsket jo Hilde. Naturligvis sørget han for at være tilstede, hvor hun var.
— De slutter logisk, svarede Detektiven og det ironiske Smil fløi igjen over hans Ansigt, godt, men nu er det ikke saameget Forstmesteren vi skal tale om. Det er gamle Gjærnæs.
— Javist. Og hvad fik De saa vide om ham.
— Noget af det første jeg fik vide var, at han havde livsassureret sig for 30,000 Kroner. De ved selv, at hans Affærer, da han for fire Aar siden forsvandt, eller druknet, som man da sa, stod overordentlig slet. Senere har hans Søn faaet nogenlunde Orden i Sagerne væsentlig ved Hjælp af de 30,000, som Assuranceselskabet udbetalte. Unge Gjærnæs har fortalt mig, at hans Far desværre ogsaa efterlod sig to falske Veksler. Disse Veksler hang netop i de Dage for fire Aar siden truende over den gamles Hoved og det var Frygten for en Katastrofe, som drev ham til at spille den dristige og forfærdelige Komedie. Gamle Gjærnæs var en passioneret Fisker og det var slet ikke noget underligt i, at han forlod Gaarden alene Klokken tre om Morgenen den 24de August for at dra ud paa Fisketur. Ud paa Dagen fandt man den hvælvede Baad og hans Hat ilanddrevet. Jeg har Grund til at tro, at han med stor Klogskab har planlagt Flugten. Han havde tat med sig, hvad der var af Kontanter, vel et par tusen Kroner. Jeg har allerede for flere Dage siden undersøgt Dampskibsruterne fra den Tid og det viser sig, at netop den 24de August Klokken 7 om Morgen afgik et Dampskib herfra til Kristiania. Sandsynligvis har han forklædt sig og fra Kristiania reist til Udlandet. I Aviserne har han saa seet om sin egen Død.
— Et besynderligt Eventyr, mumlet jeg forfærdet, kan dette virkelig ha hændt.
— Ja, svarede Detektiven, og De tar feil, naar De tror, at det er noget enestaaende. Tvertimod er denslags Assurancesvig godt kjendt, særlig i den internationale Kriminalistik. Jeg har i mit Retsbibliotek et interessant Eksempel paa, at en Mand over i England opnaaede at dø fjorten Gange, før han endelig blev fakket levende.
— Jeg har en Følelse af, sa jeg, at De hele Tiden har havt en Mistanke om dette.
— Jeg havde en bestemt Mistanke om at noget saadant var paafærde, rettet Detektiven, men at der forelaa et saa blankt og rent Bedrageri, troede jeg rigtignok ikke. Allerede da jeg kom herned, havde jeg en mængde Oplysninger, fler end De anede. Jeg kjendte til Historien om gamle Gjærnæs’ ulykkelige Død, jeg vidste om hans falske Veksler, om den Assurancesum som straks efter udbetaltes Sønnen og som bragte Affærerne paa Fode. De maa indrømme, at jeg allerede da havde et glimrende Materiale; jeg havde, for at benytte Opdagerjargonen, Fingrene fulde af Mistænkeligheder. Jeg konstaterte, at det var i et paafaldende heldigt Øieblik, at gamle Gjærnæs forsvandt fra Skuepladsen og netop fordi dette Tilfælde slaaende mindet mig om et lignende, som nylig var forefaldt i Holland, vaktes min Mistanke, endskjønt jeg jo ikke kunde finde nogensomhelst Forbindelse mellem Mordet paa Forstmesteren og gamle Gjærnæs’ Død.
Detektiven fortsatte sin Udvikling, medens jeg hørte paa ham i stigende Spænding. Asbjørn Krag talte langsomt og koncist og det var ligesom han gjennemtænkte enhver Sætning, før han gav den fra sig. Hans Fremstilling mindet mig paafaldende om en sagkyndig Retsbelæring.
— Men saa kom jeg herned, sa han, og da jeg fik høre, hvad De havde oplevet samme Nat, som Forstmesteren blev slaaet ihjel, kom jeg straks et Skridt videre. De blev negtet Adgang til Huset, ovenikjøbet paa en meget ostentativ Maade. Jeg forstod, at der maatte være noget indenfor, indenfor Dørene, som De ikke maatte se.
— Men Forstmesteren, indvendte jeg.
— Ja, Forstmesteren, svarede Asbjørn Krag, — han indtog en Særstilling. Forstmesteren stod ifærd med at bli Medlem af Familien, det var nødvendig at han gjordes bekjendt med den forfærdelige Hemmelighed. Jeg skjønte altsaa, at noget var hændt den Aften, noget meget alvorligt. Samme Nat blev Forstmesteren slaaet ihjel ude paa Sletten.
— Ja, hvorledes vil De faa det til at stemme? spurgte jeg, hvorfor skulde den stakkels Mand slaaes ihjel?
— Hvorledes vil De forklare Hændelsen?
— Kanske har unge Gjærnæs angret. Kanske har Forstmesteren trukket sig tilbage og truet med at røbe Hemmeligheden for Politiet. Og saa har han kjørt efter ham … og saa har han —
— Tror De det? spurgte Detektiven.
Og det forekom mig, at Asbjørn Krag smilte igjen, ligesom skadefro og ertende. Men saa med et blev han alvorlig og sa:
— Jeg har fra første Stund været paa det Rene med, at det ikke har været Sammenhængen. Jeg tror ikke, at unge Gjærnæs er Morderen.
— Men hvem er det saa?
Istedetfor at svare spurgte Detektiven:
— Skal jeg gaa videre?
— Ja tak, gaa videre, sa jeg og lænet mig tilbage i Sengen med Armene under Nakken. Jeg lyttet anspændt og Detektiven fortsatte:
— Gjennem mine Undersøgelser omkring paa Egnen blev jeg mere og mere bestyrket i min Mistanke om, at der hin Aften paa Gaarden var foregaaet et eller andet overordentligt, noget afgjørende og alvorligt. Allerede før jeg aflagde mit Besøg paa Gaarden, fik jeg vide om Eierens forstyrrede Optræden. Og straks, da jeg fik se Forvalteren og fik talt med den unge Proprietær var jeg paa det rene med, at der skjultes en Hemmelighed. Men endnu var ikke Historien med Faderens Drukning kommet i Forgrunden i mine Slutningsrækker. Men min Tanke streifet stadig indom dette; jeg kunde ikke faa det til at passe, jeg forsøgte op igjen og op igjen. I det Spil, jeg spilte, var Faderens Død et vigtig Træk, eller rettere sagt, denne Omstændighed var en vigtig Brikke, men jeg vidste bare ikke, hvor jeg skulde sætte den for at faa hele Spillet klargjort med en Gang. De husker, at jeg interesserte mig for den gamles Portræt, som hang paa Væggen i Gjærnæs’ Arbeidsværelse. Meget vel, men husker De Døren —
— Døren, spurgte jeg, hvad mener De?
— Kjære, fortsatte Asbjørn Krag, den lille Hændelse med den lukkede Dør var jo noget af det vigtigste vi oplevet under Besøget paa Gjærnæs. Lægger De da ikke mærke til, hvad der sker, og hvad der ikke sker! Naar jeg med Opmærksomhed iagttar Begivenhederne omkring mig, saa ved jeg, at det og det skal hænde, hvis alt er rigtig. Men hvis nu ikke alt sker, som jeg har ventet, da ved jeg, at det har en eller anden bestemt Grund, som jeg maa søge at udfinde. Paa den Maade er jeg mangen Gang blit ledet ind i Marven af mange Hemmeligheder. Synes De ikke det var besynderligt, at ikke Frøken Hilde var tilstede ved vort Besøg?
— Det havde vel sin Grund, svarede jeg, hun var syg og angrebet af Begivenhederne. Hendes Broder sa jo utrykkelig, at hun havde gaaet tilsengs.
— Det er meget rigtig. Derfor bad jeg ogsaa om at faa bese Gaardens Indre.
— Derfor?
— Ja, netop, for jeg sluttet som saa, at hvis Frøken Hilde laa tilsengs, saa kunde vi naturligvis ikke faa se hendes Leilighed. Men det var netop, hvad vi gjorde, vi fik se helt ind i hendes lyseblaa Soveværelse. Der var hun ikke.
— Hun var et andet Sted, svarede jeg, hun var i Værelset ved Siden af Biblioteket.
— Javel, hun var bag Døren. Jeg tror ogsaa, at hun virkelig var der. Men nu vil jeg bede Dem huske paa én Ting. Da vi stod inde i Biblioteket, gjorde jeg et Forsøg paa at komme gjennem den lukkede Dør. Men Gjærnæs gik straks iveien for mig. Bare Tanken paa, at jeg skulde slippe der ind, lod til at gjøre ham forskrækket. I det Øieblik blev jeg fuldstændig overbevist om at han skjulte noget. De kan formodentlig gjette, hvem som opholdt sig i Værelset ved Siden af Biblioteket?
— Frøken Hilde, svarede jeg.
— Høist sandsynlig, men hun var sammen med en anden. Og denne anden har været Gjærnæs’ Fader, den gamle Mand, som vi fandt død ude paa Sletten inat.
Jeg laa med dirrende Nerver i Sengen og hørte paa Detektivens Fremstilling. Jeg havde længe forstaaet, hvor han vilde hen, langsomt var jeg gledet ind i den sikre Overbevisning, at alt hvad jeg mindedes fra Nattens Oplevelser var Virkelighed og ikke Drøm. Jeg vilde ha ham selv til at si det… Og alligevel gav det et heftig Ryk gjennem mig, da jeg hørte ham bemærke med sin tørre og sonore Stemme: Den gamle Mand, som vi fandt død ude paa Sletten inat —.
Detektiven tilføiet, idet han smilte igjen:
— Altsaa, kjære Ven, De har ikke drømt.
— De har gjettet mine Tanker, mumlet jeg.
Asbjørn Krag sad taus i næsten et Minut og hans Taushed forekom mig trykkende. Jeg blev mere og mere nervøs, og jeg ønsket Detektiven langt væk, saa jeg kunde staa op og komme ud i den frie og friske Luft, som jeg hørte suse omkring Huset.
Jeg skottet op paa Asbjørn Krag. Han sad mellem Vinduet og Sengen, hans renskaarne Profil, hans skaldede Isse og brede Kjæve stod skarpt mod Lyset. Hvorfor talte han ikke? Hvad tænkte han paa? Pludselig vendte han Ansigtet mod mig, jeg saa, at hans Øine skinnet unaturlig store bag Lorgnetglassene.
— Ja, sa han, jeg kan læse i Dem som en opslagen Bog.
— Hvem har slaaet ham ihjel? hvisket jeg hurtig.
— Hvilken af de to?
— Den gamle — Faderen — som vi fandt inat.
— Skal jeg gaa videre? spurgte Krag.
— Javel, svarede jeg, idet jeg lod Blikket fare andetsteds i Værelset, gaa videre.
Og saa fortsatte Detektiven:
— Da jeg forlod Gjærnæs, saa jeg nok Komedien mellem Eieren og Forvalteren, men jeg lod alligevel, som om jeg ikke bemærket den, da jeg vidste, at Forvalteren var min Mand. Før eller senere maatte det Menneske komme til mig og fortælle mig, hvad han vidste. Og det var mig straks klart, at han vidste noget. Han tyngedes af sin Viden; den onde Samvittighed lyste ud af hans Øine. Jeg bor paa Hotellet, sa jeg. Det var nok. Han kom ogsaa nogle Dage efter og fortalte alt. Og imedens havde jeg indhentet nye Oplysninger. Efter at ha hørt Forvalterens Fortælling blev jeg overbevist om, at Gjærnæs skjulte sin Fader paa Gaarden. Den Omstændighed forklarer jo hele hans Nervøsitet og underlige Adfærd. Hvad Forvalteren angaar, da svæver han visnok fremdeles i den Vildfarelse, at Gjærnæs har havt noget med Mordet paa Forstmester Blinde at gjøre. Det var da ogsaa et underligt Træf, at han skulde faa Brevet fra sin Fader akkurat den samme Aften, som Forbrydelsen blev begaaet. Efter at Blinde havde forladt Gaarden, kjørte Gjærnæs over Øen for at træffe den gamle, som i al Hemmelighed var kommen med Postbaaden til X Stoppested. Derfor var det, at han maatte kjøre i al Stilhed og alene, men han optraadte klodset, han burde ha betroet sig helt til sin Forvalter, saa havde vi kanske aldrig faaet en Lysning i dette forfærdelige Drama.
Detektiven stoppet op igjen og langsomt, næsten affekteret langsomt, tog han et Cigaretui op af Lommen. Han valgte ud en Cigar og tændte den, dampet nogle tykke, hvide Røgmasser ud i Værelset og blev siddende med Etuiet Haanden.
— Dette er bare af almindelig Skind, sa han, men det er sølvbeslagent. Det Cigaretui, som man savnet hos Blinde, var af grøn Alligatorhud, ikke sandt?
— Det var slet ikke et Cigaretui, svarede jeg, det var en Tegnebog.
Asbjørn Krag skjøv en stor Røgring ud i Værelset og saa begyndte han at le —.
— Naturligvis, svarede han, men var den ikke guldbeslagen?
— Det ved jeg ikke… det har jeg ikke hørt noget om.
Detektiven vendte sit Ansigt mod mig. Han lo fremdeles.
— Jeg vil staa op, sa jeg, jeg føler mig lidt mat endnu. Jeg vil ud i den friske Luft. Men da holdt Asbjørn Krag sin Haand advarende frem mod mig.
— Paa ingen Maade, svarede han alvorligt, jeg maa først bli færdig med min Fortælling, jeg ynder ikke lange Afbrydelser… Jeg kan jo aabne Vinduerne.
— Ja, tak slaa Vinduerne op. Alle Vinduerne.
— Kjære Ven, sa han, Vinduerne er aabne, de har staaet aabne hele Tiden. Haha.
Han lo. Jeg sa ikke noget mere, og jeg turde ikke se paa ham, jeg var bange for at fare op i et forfærdeligt Anfald af Vrede. Jeg hørte, at han knækket Cigaretuiet sammen og lagde det Lommen.
— Hvor jeg godt kan forstaa, mumlet han lidt efter halvhøit, ligesom han sad og talte med sig selv, hvor jeg kan forstaa Gjærnæs’ Optræden i denne Tid. Han var ikke bange for Mordet. Naar han talte om Mordet paa Forstmesteren var det aandsfraværende, næsten ligegyldigt. Han havde andre og alvorligere Ting at tænke paa; det faldt ham ikke engang ind, at han kunde mistænkes. Derimod laa Hemmeligheden med hans Far over ham som en forfærdelig Vægt, Katastrofen var kommet pludselig, den oprev ham fuldstændig, gjorde ham sansesløs og uklog. For enhver Pris maatte han jo skjule Gaardens mystiske tredie Beboer og han var saa ivrig, saa planløs i sine Bestræbelser efter at bevare Hemmeligheden, at han slet ikke mærket, at han blottet sig. Tilslut kunde alle og enhver pege paa ham og sige: Han har dræbt Forstmesteren. Han udleverede sig formelig som Morder. Men saaledes slutter kun tankeløse Mennesker, Fæhoder, som ikke eier Gnist af Kombinationsevne. Med et halvt Øie kunde jeg se, at saaledes var det umuligt at optræde for en Mand, som havde begaaet Forbrydelsen ude paa Sletten. Selv det dummeste Individ kunde ikke gaa hen og udlevere sig saadan Stykke for Stykke. Nei, han havde en stor Hemmelighed at værne om, Mordet vedkom ham ikke, han havde ikke Tid til at tænke paa det. Saa kom igaar Forvalteren hen til ham og sa: Nu gaar jeg til Detektiven og fortæller ham alt. Jeg kan ikke for min Samvittigheds Skyld tie længer. Forvalteren var fremdeles i den Tro, at det gjaldt Mordet. Unge Gjærnæs kunde slet ikke tænke sig Muligheden af, at det gjaldt noget andet end Hemmeligheden med den fra det Døde gjenopstandne gamle Mand. Og hvad skulde saa Gjærnæs si til Forvalteren andet end det han sa: Hvad har Detektiven med disse Affærer? Det er en privat Sag. Jeg sendte Forvalteren tilbage til sin Husbond med en Hilsen, som De kanske fandt besynderlig. Jeg bad ham opgi mig Tiden, da jeg kunde komme og besøge ham. Jeg vilde ikke komme uforvarende, jeg vilde ikke resikere en ny Katastrofe, jeg kunde jo vente mig alt af Gjærnæs i den oprevne Sindstilstand som han var. Og dertil havde jeg en særlig Hensigt med at optræde som jeg gjorde, for paa den Maade tvang jeg Gjærnæs til at sende sin Fader bort fra Gaarden. Han turde ikke beholde ham længer, naar han ventet Besøg af mig. Jeg gjettet paa, at han allerede samme Nat vilde sende ham ud af Gaarden. Og det traf ind, men, kjære Ven, paa den Maade blev jeg uforvarende Skyld i den gamle Mands Død.
— De, raabte jeg, har De dræbt ham?
Detektiven rystet paa Hovedet.
— Jeg har jo sagt Dem, svarede han, at Jernvognen har slaaet ham ihjel, — denne forunderlige Ulykkesvogn, som ruller og ruller og efterlader intet Spor. Jeg vidste, at den gamle vilde komme over Sletten, han maatte passere gjennem Stedet her for at naa Dampbaaden. Og jeg holdt Vagt ved Veien, jeg havde foresat mig at gaa hen til ham, lægge min Haand paa hans Skulder og si: Kjære Ven, lad os tale lidt sammen. Men medens jeg vandret omkring og ventet paa hans Komme, fik jeg høre Jernvognen.
Detektiven sluttet:
— Det er Historien, alt hvad jeg kan fortælle Dem. Resten kjender De.
— Jeg er lige klog, svarede jeg, akkurat lige klog, som da De begyndte. De siger, at Jernvognen har slaaet gamle Gjærnæs ihjel. Men hvad er da denne Jernvogn, hvor kommer den fra og hvem styrer den?
— De samme Spørgsmaal har jeg atter og atter stillet mig selv, svarede Detektiven, og jeg har ikke fundet nogen Løsning før inat.
— De kjender Hemmeligheden med Jernvognen?
— Ja.
Asbjørn Krag saa paa sit Ur.
— Klokken er nu halv seks, sa han, om en Time har vi Ebben, maaske vi da kan faa et Glimt af Jernvognen.
— Ebben? spurgte jeg forbauset.
— Ja, svarede Krag, Jernvognen er ikke mere. Den er druknet.
Detektiven talte alvorligt, der var slet ikke noget spøgefuldt over ham.
— Naar vi finder Jernvognen, sa han, da vil De forstaa meget, af det, som nu er gaadefuldt og dunkelt. Jeg begynder at tro, at denne Sag fra først af har været enklest mulig, men ved et underligt Skæbnens Spil er den oprindelige Sag blit indblandet i endel gaadefulde Omstændigheder, som samtidig er stødt til og som intet har med den oprindelige Sag at skaffe. Det har hændt mig før i min Praksis. De aner ikke, hvor det kan umuliggjøre en Undersøgelse, at to hinanden uafhængige Affærer blandes sammen. I denne Sag har vi nu for det første den unge Gjærnæs’ kompromitterende Forhold, som peger direkte hen paa Deltagelse i Forstmesterens Mord, dernæst Mordet og saa Jernvognen, som ogsaa synes at høre sammen med dette. Saa længe jeg beregnet mine Slutninger ud fra den Forudsætning, at disse tre Foreteelser hørte sammen, øinet jeg intet andet end Virvar og atter Virvar. Men saasnart jeg begyndte at skille ud, at løse Tvindingerne i Gaaden, blev det hele tydeligere. Kjære Ven, det er ikke bare én Sag, vi har med at gjøre, — det er tre. Først unge og gamle Gjærnæs, det er én Sag for sig. Saa Jernvognen — en Sag for sig.
— Og saa Mordene, sa jeg.
— Mordet, rettet Detektiven, der er bare et saadant. Gamle Gjærnæs er ikke dræbt. Bare Forstmesteren.
— Men aner De da ikke, hvem som har dræbt Forstmesteren? spurgte jeg.
— Jo, svarede Asbjørn Krag, jeg kunde endnu denne Dag gaa hen og pege paa ham.
Detektiven gik raskt ud af mit Værelse. Han raabte ind til mig:
— Jeg sidder her og venter paa Dem. De maa skynde Dem nu, for vi har Ebben Klokken seks.
— Lover De saa at la mig faa se Jernvognen? spurgte jeg overgivent.
— Jeg skal gjøre, hvad jeg kan, svarede han.
— Jeg tror De kan, hvad ingen andre Mennesker kan, raabte jeg ud til ham, De er jo en ren Troldmand.
— Jeg er bare et Menneske, svarede Asbjørn Krag, men jeg tar sjelden feil. Skynd Dem nu.
Jeg klædte mig hurtig. Jeg havde faaet Feber i Blodet. Var det efter Spændingen under Detektivens Fortælling, eller var det Reaktionen ovenpaa Besvimelsen? Det var sikkerlig baade det ene og det andet, men jeg vidste iallefald, at jeg glædet mig stærkt til at komme ud; Asbjørn Krags evindelige, optrevlende Snak om den gamle døde Mand, om Mordet, om Jernvognen, havde efterhaanden nedtrykt mig stærkt. Og saa duftet der Kamfer i mit Værelse, mens Sjøen udenfor fyldte mit Vindu lyseblaat.
Endelig var jeg færdig. Asbjørn Krag sad paa en Sten ved Veien og ventet. — — —
… Det blev alligevel til det, at jeg ikke fik se Jernvognen og heller ikke løstes Hemmeligheden, som omgav dette ulykkesbringende Kjøretøi. Men det var mig dog en Trøst, at Asbjørn Krag muligens var ligesaa skuffet som jeg selv.
Detektiven trak mig med henover Sletten til det Sted, hvor vi Natten i Forveien havde hørt Jernvognen rulle ned mod Sjøen. Det var blit ganske stille og udenfor Stranden laa nogle Smaabaade, hvorfra der soknedes i Sjøen med lange Staker og Lodliner.
— Efter Jernvognen? spurgte jeg.
Asbjørn Krag nikket.
— Den er kjørt udi her.
Asbjørn Krag dirigerede Sokningsarbeidet en Times Tid. Han blev efterhaanden utaalmodig, fordi man intetsomhelst fandt. Og saa steg Vandet. Og Detektiven blev tvunget til at indstille Arbeidet for denne Dag.
— Daarlige Greier, mumlet han ærgerlig, jeg blir nødt til at telegrafere til Kristiania.
Han skrev et Telegram og sendte et Bud afsted til Telegrafstationen.
Og saa vendte vi tilbage til Hotellet. Det begyndte allerede at skumre.
Asbjørn Krag, hvis Snakkesalighed hele Eftermiddagen havde været saa umaadelig og paafaldende, var nu blit ordknap. Jeg fik dog vide, at den gamle Gjærnæs Lig var bragt til Gaarden og at Sønnen allerede imorgen vilde reise ind til Hovedstaden for at ordne sig med Assuranceselskabet.
Da vi stod paa Hotellets Veranda, som vrimlet af Gjæster, hvisket jeg i Asbjørn Krags Øre:
— Vil De ikke pege paa Forbryderen.
Men Detektiven bare rystet paa Hovedet.
— Endnu ikke, sa han.
Han var virkelig et underligt Menneske. Til sine Tider kunde han blusse op i ren Snakkesalighed, saa blev han pludselig tilsyneladende uden Foranledning taus og indesluttet. Jeg havde et bestemt Indtryk af, at det sidste i Grunden var det naturligste hos ham, og at han snakket løs, fordi han havde en eller anden mig uforstaaelig Hensigt med det.
Men enten han snakket eller han var taus — bestandig havde han det spottende Træk omkring Munden og hans Øine var stadig iagttagende, granskende.
Han kunde komme med de besynderligste Spørgsmaal, overrumplende og tilsyneladende yderst meningsløse. Som denne Aften. Klokken var allerede blit halv elleve, jeg havde siddet og samtalt med nogle af mine Venner blandt Gjæsterne, jeg følte ingen Trang til at gaa til Ro, der blev foreslaaet et Kortparti og jeg var villig til at spille med. Jeg skulde gaa ind i et af Værelserne for at hente Kortene og idet jeg stødte Døren op stod jeg pludselig Ansigt til Ansigt med Asbjørn Krag, som jeg da ikke havde seet i den sidste Timestid. Jeg fór sammen; man studser jo uvilkaarlig, naar man finder et Menneske i et Værelse, som man tror er tomt.
— Jeg troede De var gaaet hjem, sa han.
— Som De ser, svarede jeg, er jeg ikke gaaet. Jeg blir endnu siddende en Stund.
Asbjørn Krag fortrak Ansigtet til en Grimace. Hans store hvide Tænder formelig skinnet i Mørket.
— De liker nok ikke den enslige Hytten Deres, sa han.
Jeg kunde ikke svare noget til dette. Jeg var bare forbauset; det var ikke første Gang Detektiven havde talt næsten truende om min lille Hyttes enslige Beliggenhed.
Asbjørn Krag greb mig ved Jakkekraven og fortsatte:
— Hør, det er noget, jeg vil spørge Dem om. De har et eneste Vindu i Stuen, ikke sandt?
— Jo, men det er meget stort, hvorfor spør De?
— Hører der ikke et Rullegardin til Vinduet?
— Jo.
— Pleier De at ha dette Gardin nedrullet?
Jeg lo.
— Jeg forstaar ikke denne Spøg, sa jeg.
— Jeg spøger ikke.
— Godt, siden De interesserer Dem, kan jeg gjerne fortælle, at naar Solen staar paa, har jeg Gardinet nedrullet.
— Men om Aftenen? spurgte han, naar De har Lampen tændt. Hvad saa?
— Hvad saa? Jeg har ingen Gjenboere, jeg har Sjøen ret ud for min Hytte. Det er ikke bestandig jeg ruller Gardinet ned, fordi om jeg tænder Lampen.
Asbjørn Krag grinte igjen med sine hvide Tænder.
— Men naar Vinduet ikke dækkes for, sa han, da er det ligesom Værelset er aabent ud mod Mørket, der kan være nogen udenfor, som ser ind.
Detektiven løsnet Grebet i min Jakkekrave. Jeg gik et Skridt fra ham.
— De gjør nogle yderst mærkelige Forsøg paa at skræmme mig, sa jeg, tror De jeg er et Barn, jeg er ikke mørkeræd.
— Undskyld, svarede han spagfærdig, det var ikke min Mening at støde Dem. Men naar jeg gaar og grubler over noget, hænder det, at jeg i ren Tankeløshed retter de besynderligste Spørgsmaal. De kan forresten gjøre mig en Tjeneste.
— Nu iaften? spurgte jeg misbilligende, idet jeg rystet Kortskrinet for at gjøre ham opmærksom paa, at jeg havde andre Ting fore.
— Jeg holder paa med en skriftlig Beretning netop nu, sa han, og jeg er kommet til Beskrivelsen af Liget.
Det gav et Rykk i mig og der gik med engang en Aande af Uhygge gjennem det halvmørke Værelse, hvori vi to var alene.
— Liget? stammet jeg, skriver De om Liget —.
— Javist, jeg maa jo gi Indberetninger. Hvorledes var det nu Liget saa ud. Tænk Dem om —.
— Mørkebrunt Haar, begyndte jeg uvilkaarlig.
Asbjørn Krag klappet mig let paa Skulderen.
— Kjære Ven, sa han, hvorfor spurgte De ikke om, hvilket Lig jeg mente … Jo, De har ret, det er om den døde Forstmester, jeg skriver nu. — Vil De være saa venlig at høre efter om jeg har gjort nogen Feil: Hans mørkebrune Haar var delt med en tydelig Skilning paa Venstre Side, han havde udstaaende, lidt store Øren, hans Pande var høi og meget lys i Modsætning til Underansigtet, som var brunet af Sol og Vind. Pandens paafaldende Lyshed skrev sig fra, at han bestandig pleiede at gaa med Hatten trukket ned mod Øinene. Hans Skæg var silkeblødt og rødligt, meget velpleiet og lidt krøllet, hans Læber skjultes ikke af Skægget, de var fintformede, røde og blodfulde, hans Øine var nærmest lyseblaa, men da Pupillen var meget liden og Øieæblet stort, laa det hvide omkring Pupillen som et Belte, hvilket gav hans Øine et stirrende Udtryk. Skægget grodde langt nedover hans Hals, som var kort og tyk. Da man fandt ham, var hans Snip knækket paa flere Steder og hans grønne Slips sad skjævt op mod det venstre Øre. Saaledes saa den Myrdede ud, ikke sandt?
— Jo, svarede jeg, saavidt jeg forstaar er Deres Beskrivelse meget træffende.
— Jatak, det var bare det, jeg vilde vide, sa Asbjørn Krag, men idetsamme stirret han saa underlig ret frem for sig. Der var noget stikkende, ubehageligt i hans Blik. Jeg aabnet Døren, saa Lyset faldt paa ham. Detektiven var bleg, men han smilte. Han nikket til mig og smilte. Aa, dette evige Smil. —
Jeg gik hurtig ud i Salonen. Mine Venner sad og ventet. Jeg lagde Kortene frem og sa:
— Der maa findes en anden Fjerdemand, mine Herrer. Jeg spiller ikke med.
Jeg havde med en Gang tabt Lysten til at spille. Jeg sad og lyttet efter Detektivens Skridt, som tabte sig indover i Værelserne… Udstaaende lidt store Øren, høi lys Pande, røde Læber, som ikke skjultes af hans Skæg. Hvor jeg vendte mine Øine, syntes jeg at se den Dødes Træk… Snippen knækket… Det grønne Slips skjøvet hen mod det høire Øre… For at afvende min Opmærksomhed fra det frygtelige Billede, blandet jeg mig paa en uopdragen Maade i de andres Spil, paaviste Feil, hvor der slet ikke var nogen Feil og gav høirøstet mit Bifald tilkjende over ingenting. Det misbilligedes heftig, jeg fik rasende Øiekast. Tilslut gik jeg.
Jeg gik forbi Asbjørn Krags Vindu, det lyste indenfor, Gardinet var rullet ned, men jeg saa ingen Skygger, formodentlig sad han rolig ved sit Skrivebord og skrev paa Indberetningen om den Dødes Udseende —.
Aftenen var skyet og disig og der var slet ingen Vind længer. Men Regnet og Blæsten den foregaaende Nat havde baaret Kulde med sig. Det er besynderlig med Høisommeren, Landet ligger tynget af Grøde, alt er modent og faldefærdig, Stænglerne kan ikke bære længer og det dufter varmt af Jordens Overflod, men saa kan der meningsløst komme et koldt Døgn, hvor Potetsgræsset fryser, et Vift fra Høsten, det er Oktober, som klimprer fjernt henne med kjølige Fingre, det varer i nogle Timer kun, for saa er Varmen der igjen i ludende Overmagt.
Og nu var det netop en saadan Kvæld med en Anelse af Høst i Luften, en Aande af Kulde over mine Fingerknoker. Mørket søgte at lægge sig til rette under den skyede Himmel, men det lykkedes ikke helt, de gule Kornmarker, de røde Huse og det graa Veistøv kunde endnu omend svagt hævde sine Farver.
Men Kvældens usommerlige Tristhed greb ind i min Stemning, en besynderlig Lede anfaldt mig og en stærk Længsel efter at komme langt bort — ind i Byer med trange Gader og mange Mennesker. Jeg tænkte ved mig selv: Denne Mordsags Uhygge fanger Dig, Du maa reise…
Jeg var nu paa Veien til min enslige Hytte; — da jeg kom ned mod Sjøen, saa jeg paa mit Ur, Klokken var allerede over tolv. Jeg stanset i Nærheden af Bryggen, herfra kunde jeg se Hytten yderst ude paa Odden, i Mørket lignet den en hvid Ligsten. Og jeg fik pludselig Lyst til at vente endnu en Stund med at gaa hjem. Jeg var ikke egentlig angst for noget, men jeg havde en Fornemmelse af, at der forestod mig endel Bryderi med at tænde Lampen. — Jeg drev ned paa Bryggen. Her fandtes ikke et Menneske. overhovedet saa jeg ikke en levende Sjæl i Nærheden, Folk var gaaet i Hus. Og alle Husene saa døde og forladte ud, saadan virker Husene bestandig om Natten, naar der ikke skinner Lys i Vinduerne eller Mennesker bevæger sig udenfor.
Sjøgræsset stod ret op i Vandet og rørte sig ikke, jeg kunde høre en svag Smuldren inde i Stranden og nu og da hulket Sjøen mod Bryggens morkne Pæler med en Lyd som om Porcellæn knak istykker, Smaabaadene laa fortøiet i slakke Tauger, de flød ind paa hinanden som Korker i en Pyt, længere ud laa en stor aaben Sjægte fyldt til Randen med Mørke. For Mørket var ikke mægtig nok til at dække over alt, det samlet sig i Revner og Sprækker, i Krokene, indunder Bryggerne og det fyldte Skogene; men det fik ikke Fang over Fjeldene, som kneiste med klare Pander og heller ikke over de glatte runde Skjær yderst ude i Havgabet, hvor Sjøen skinnet i en blygraa Strime…
Jeg stod længe og stirret udover Bryggekanten og talte Maneterne, der gik som Blodspor i Sjøen. Jeg ventet paa at faa høre en menneskelig Stemme. Men det var ligesom alle Mennesker var døde, jeg hørte ikke Aareslag, ikke et Raab, ingen Støi. Saa forlod jeg Bryggen og slog ind paa Veien til Hytten. Jeg gik hurtig.
Veien laa som et smalt Baand mellem Sjøen og en brat Fjeldvæg, ingen kunde komme ubemærket forbi mig. Men jeg ventet heller ikke at træffe nogen, jeg boede alene i Hytten og hvem kunde vel falde paa at besøge mig saa sent? Saaledes som jeg gik fremover mod Hytten, havde jeg Døren ret mod mig, Vinduerne vendte ud mod Sjøen til den anden Side.
En besynderlig Tanke greb mig. Det var sikkerlig en Forudanelse af hvad der skulde ske. Jeg tænkte: Om der nu sad et Menneske og ventet inde i Hytten. Jeg havde en værkbruden Gyngestol i mit Værelse; jeg kunde ikke bli kvit den Tanke, at kanske sad et Menneske i den Stolen, jeg havde endog en Forestilling om hvorledes dette Menneske kunde se ud… en kridhvid Pande… Naar jeg traadte ind, vilde Mennesket ligge der ganske rolig i Gyngestolen med den hvide Pande skinnende i Mørket og ikke si noget... Jeg gik hurtigere og hurtigere, jeg jaget for at komme frem, forat ikke den besynderlige Angst, som vokste og vokste, skulde overmande mig. Før jeg rigtig vidste Ordet af det, stod jeg midt i Stuen. Gyngestolen var tom, jeg lukket Døren efter mig.
Medens jeg famlet omkring efter Fyrstikkerne, hørte jeg ganske tydeligt, at et Ur tikket, men det var ikke mit Ur. Jeg følte en isnende Rædsel omkring Hjertet og jeg var nærved at fare paa Dør igjen, men saa kom jeg til at tænke paa Dødningeuret, det lille Insekt, som synger i gamle Huse. Det var bare Dødningeuret jeg hørte — og jeg fortsatte at lede efter Fyrstikkerne. Men jeg kunde ikke lade være at lytte efter den intense Tikken, den syntes at flytte Plads, at forfølge mig, og i min forvirrede Fantasi troede jeg, at et Menneske lydløst var efter mig, et Menneske som jeg ikke kunde se, men hvis Lommeur jeg hørte. Endelig fandt jeg Fyrstikkerne, jeg tog Glasset af Lampen, — det var varmt. Lampeglasset var varmt.
Jeg blev staaende ligesom lammet, jeg havde Glasset i den ene Haand og en brændende Fyrstikke i den anden, Fyrstikken brændte til Flammen sved i Fingrene, saa sluknet den og alt blev mørkt. Men den eneste Følelse, som derefter behersket mig, var en vældig Længsel efter at sprede Mørket, efter at faa Lys omkring mig. Jeg husker ikke, hvordan det gik til, men pludselig havde jeg faaet Lampen tændt og mine Øine søgte uvilkaarlig hen til Vinduet. Det var et stort gammeldags Vindu, delt i otte Felter. Mørket stod mod disse otte Felter og gjorde dem sorte som Ibenholt… Rullegardinen!… Jeg reiste mig for at trække den ned, jeg dirret af Angst…
Men da saa jeg ude i Mørket et Ansigt, som stirret paa mig. Det var den myrdede… Den høie Pande… de lyserøde Læber, der skilte Skjægget som et aabent Saar… Ansigtet stod rammende tydeligt i det sorte Ibenholtsmørke. Ansigtet kom nærmere. Nu kunde jeg ogsaa se Halsen, den brukne Snip og Slipset som stod skjævt mod det høire Øre. Den Døde var ifærd med at stige ind i Værelset.