Jernvognen/6

Jeg vaklet bort fra Vinduet, vendte mit Ansigt mod Væggen og blev i flere Minutter liggende paa Knærne og med Armene støttet mod Sengekanten. Med en Stemme som lød underlig og fjern raabte jeg flere Gange kortaandet af Skræk:

— Nei, nei, nei!

Jeg turde ikke for alt i Verden vende Øinene mod Vinduet, men jeg følte med Nakken, at det frygtelige Ansigt derude i Mørket kom nærmere. Nu flød det ind gjennem den grønne Glasrude, gled gjennem Glasset som et Lig der trækkes gjennem Sjøen — langsomt og forfærdelig, stille og stadig nærmere. Jeg turde ikke se derhen, ikke for alt i Verden, men pludselig vendte jeg Hovedet. —

Dér stod Ansigtet igjen, hvidt og grusomt, høit med Panden, Læberne var lyserøde som et Barns. Jeg kastet mig ned over Sengen og skjulte Øinene, men jeg følte et Vift af en isnende Rædsel i Nakken, en Kulde som af Maanens Ligskin.

… Jeg vaagnet op af en Besvimelse, som maa ha varet en Times Tid; det graa Morgenlys kom ind i Værelset. Jeg orket endnu ikke at se mod Vinduet, men jeg vidste, at det stadig blev lysere udenfor. Jeg havde en Følelse af at jeg laa i en liden Kahyt, som havde været ude paa en Reise gjennem Mørket og nu kom Dagen og Lyset nærmere. —

Men eftersom jeg begyndte at skimte Gjenstandene omkring mig tydeligere, gled Rædselen væk. Og da jeg saa det gamle hyggelige Stueur, som ikke havde været igang i en Menneskealder, de smaa Oljetryk, Billedet af Norges Mænd i 1905, Blomstervaserne og de hvide Papirer paa Bordet, altsammen hjemligt og farefrit, var jeg hurtig paa det rene med, at jeg i Grunden havde opført mig ikke saa lidet uværdig. Det var nu anden Gang, jeg havde besvimet, jeg var svagere end en hysterisk Kvinde. Jeg sat mod Vinduet…

Udenfor stod Trærne stive mod en dyvaad graa Himmel. Jeg aabnet Vinduet, straks stod Gardinerne som buede Seil, endskjønt der ikke var nogen Vind. Men selve Luften var tung og trængte paa, den var fyldt af Havgufs, den var blaanet af lyse Sommerbølgers Reflekser og bar med sig al Høisommerens herlige Aande, den kom fra store, nyslaaede Høimarker, fra vindtørre, solfyldte Multeheier, fra Granskogene, hvor den havde trukket med sig Duft af Kvae og raadnende Kongler og den havde sikkerlig været indom mange hemmelighedsfulde Urer, Sommerens Søppeldynger, hvor Bringebær og Jordbær vokser frodig i det tørre Kvas og hvor vaade Hugormer glider indunder Stenene. Luften kjendtes trykkende under den graa Skydyne; men nu kom Solgangsvinden for at styrte Dynen udover Horisonten, henne Øst brød allerede lyseblaa Lanser gjennem Skydækket og det blinket og skar gyldent i Luften ligesom tusen lynende Sværd var i Bevægelse.

Befriet for Mørket og befriet for Skrækken kunde jeg nu i Ro overveie, hvad der var skeet. Jeg blev hadefuld mod mig selv for min Mangel paa Mod og Beherskelse. Det hele havde været en Halucination, et Syn født af mine ophidsede Sanser. Og hvilke Nerver kunde vel forbli uberørt i Tider som disse, jeg havde en Følelse af at ha vasset omkring i Blod.

Der kunde nu ikke være tale om nogen Søvn, jeg vilde gaa ned til Sjøen for at høre Larmen af Baadene som lagde fra og roedes ud til Fiskepladsene, jeg likte ikke længer den absolutte Stilhed.

Døren var ikke laast. Gudskelov, tænkte jeg, at jeg ikke vidste om det inat, for det havde værer en ny Kilde til Skræk.

Jeg gik rundt Huset, hen til Vinduet. Jeg maalte med Øinene Afstanden fra Jorden til Vindueskarmen og jeg kom hurtig paa det rene med, at naar en middelhøi Mand stod nedenfor Vinduet, vilde han række akkurat saa høit som det Ansigt, jeg havde seet mod Ruden inat. Det var et besynderligt Tilfælde. Nedenfor Vinduet er der en liden Jordflek, et par fattige Æbletrær stod op af den sorte Muld og langs Væggen laa et Blomsterbed, hvor Blomsterne grodde forkrøblet og glissent, fordi der bestandig var Skygge.

Jeg sér paa dette Blomsterbed, og med en Gang er det ligesom jeg faar et lidet Vift af Nattens Rædsel farende gjennem mig. Midt oppe i Blomsterbedet, tydelig aftegnet i den sorte Jord staar to Fodaftryk. Jeg skyver Trærnes Grene tilside for at se nærmere efter. Jo, ganske rigtig, der har nylig staaet et Menneske. Jeg sætter min venstre Fod ved siden af og da jeg gaar tilside ser jeg, at min Fod er en liden Smule, en halv Centimeter eller saa længere end de to Aftryk. Ellers er der ikke nogen Forskjet paa de tre Fodspor, de staar der lige tydelige i Jorden. Og netop dette overbeviser mig om, at her maa et Menneske ha staaet og seet ind gjennem mit Vindu ganske nylig, for ikke mange Timer siden… I nat? jeg bøier mig ned paa Knærne og undersøger Terrænet nærmere. Jeg finder flere Spor… Jeg kan se hvor han er kommet ind fra Veien som gaar over Stenhellen; — hér har han gaaet… og hér. Saa er han kommet ind paa den lille Haveflæk, har bøiet Grenene tilside og har tat Stilling midt oppe i Blomsterbedet. Her har han staaet længe, i flere Minutter, kanske i en halv Time. Jeg kan se det af disse to Fodspor, de er dypere end de andre. Han har staaet urørlig stille… og seet ind i mit Værelse. —

Uden at være paa det rene med hvorfor jeg gjør det, tramper jeg Fodsporene ud, huserer stygt i Blomsterbedet med mine Fødder, roder Jorden op og knækker Stænglerne. Da jeg er færdig, ler jeg af min egen Hidsighed, — hvorefter jeg stiller mig ind til Væggen og ser gjennem Vinduet.

En Sitren flyver gjennem mig. Jeg venter at faa se noget inde i mit Værelse. Jeg forestiller mig, at det nu er ganske anderledes derinde end da jeg forlod det. Jeg har en Forudanelse af den samme Skræk, som maa gribe et Menneske der gaar hen til et Speil og ser et andet Ansigt end sit eget i Speilets grønne Afgrund.

Men Værelset var slet ikke forandret det mindste. Dér stod Bordet, dér Stolen, derhenne Sengen; og saa paa Væggene de samme Billeder, Oljetrykkene og Norges Mænd i 1905.

Nu stod jeg og saa gjennem det nederste Felt i Vinduet. Jeg erindret, at netop i dette Felt havde jeg seet den Dødes Ansigt mod det ibenholtsorte Mørke. Og den dræbte Forstmester Blinde var af akkurat samme Legemshøide som jeg. Det passet. Den Døde havde staaet udenfor mit Vindu inat.

Jeg gik hurtig bort fra Huset.

Fodsporene, denne uomtvistelige Virkelighed, forvirret mig og vendte opned paa alle mine Slutninger. Saa havde det alligevel ikke været en Hallucination; men Forstmesteren var jo død, den dræbte var død og begravet, hvorledes kunde han da staa udenfor mit Vindu om Natten og se ind til mig?

Jeg gik hen over Veien langs Stranden, gik tungt, for endskjønt Solen endnu ikke var brudt frem, laa Heden trykkende over Jorden, jeg vidste det vilde bli en stampende varm Dag.

Mennesker var endnu ikke at se, men nede fra Stranden hørte jeg forskjellig Støi, Bundtiljer lagdes tilrette, Baadene østes læns. De røde Sjøboder syntes mig rødere end sedvanlig, fordi Nattevæden fra Havet havde slaaet sig paa Farven. Sjøen laa aldeles stille fastklæbet til Fjeldvæggen og Skjærene. Men nu gled en Robaad frem fra Skyggen inde ved Land, den roedes af en gammel Mand, skar langsomt frem for stønnende Aaretoller og slog en Vifte af Rynker udover hele Bugten.

Jeg gik og gjettet paa, hvad Klokken vel kunde være. Fire—fem? For saaledes begyndte Livet ved den Tid. Flere Baade kom roende. Nu hørte jeg Stemmer ogsaa, skjægget Snak etsteds i Nærheden af Bryggen.

Og medens jeg staar her ved Sjøen og Indtrykkene af Dagens gryende Liv strømmer mod mig, medens jeg halvt ubevidst den hele Tid har havt mine Tanker streifende omkring den uhyggelige natlige Hændelse, vokser en bestemt Mistanke frem hos mig. Jeg ved at denne Mistanke nu og da har flagret ind i mine Tanker, men den har ikke fæstnet sig før netop nu. Og nu staar den pludselig klar og tydelig og uangribelig. Jeg kan ikke bli kvit den. Jeg gaar frem og tilbage paa Bryggen, jeg dirrer af Spænding: Saaledes maa det være, saaledes hænger det sammen. Og saaledes faar alt sin Forklaring. Det er ligesom Sløret med en Gang blir trukket bort fra alle Gaader. Men samtidig falder igjen en dump Følelse af Skræk over mig, en Anelse af en nær forestaaende stor Fare.

Jeg gaar op til Hotellet. Jeg venter ikke at træffe nogen Gjæster, jeg tænker, at jeg muligens kan faa fat i et Glas Øl eller en Kop Boullion. Efter Besvimelsen føler jeg mig mat som efter en lang Sult.

Da jeg kommer frem til Græsplænen, som skiller Hotelbygningen fra Veien, ser jeg, at den rødstribede Verandamarkise slet ikke har været oprullet for Natten, jeg gaar op Trappen, kommer frem paa Verandaen og kiger gjennem Glasdøren til Spisesalen.

Det store Værelse er selvfølgelig mennesketomt; Døren er ikke laast, jeg gaar derind. Bordet er duget og der forefindes Rester fra Aftensmaaltidet, Brødsmuler ligger udover, ved Kuverterne staar halvtømte Melkeglas, man venter ikke Gjæsterne saa tidlig paa Morgenen. I et Hjørne bag nogle falske Palmer staar et sort Piano og gliser med sine snehvide Taster, jeg ved om at det staar der, jeg lar Øinene glide henover det. Ovenpaa Panelet, rundt alle Væggene er der en latterlig Opstilling af Glas og Kopper. Ved Døren ud til Kjøkkenet staar en Disk, ovenpaa denne Disk en Fonograf og en gul Maskine til at trække op Flasker med. Straks jeg ser denne Maskine, forekommer det mig i min nervøse Ophidselse, at jeg hører den surre. Jeg er meget træt og glider ned paa en Stol ved Vinduet.

Da hører jeg, at det knirker henne ved Pianoet og nu flyver mit Blik igjen hastigt didhen. Der farer et voldsomt Stød gjennem mig… men du store Gud, der sidder jo en Mand paa Pianostolen, saa sløv har jeg altsaa været, at jeg ikke har mærket dette Menneske, endskjønt jeg vitterlig har seet Pianoet.

Da jeg opdager, hvem Manden er, blir jeg uvilkaarlig meget ubehagelig tilmode. Det er Asbjørn Krag, Detektiven. Han kommer hen mod mig, nikkende med sit blankskallede Hoved, smilende. Jeg føler med ett en mærkelig Rædsel for ham og ønsker, at han ikke maa komme nærmere, hans Ansigt er benet og blegt og hans Smil, som skal være elskværdig velvilligt, blir stygt. Han gaar lige hen til mig.

— Har De sovet godt? spør han.

Og nu, naar jeg ser ham i Øinene og fornemmer hans Blik, føler jeg tungt og overvældende, at min Mistanke er blit Vished, jeg har ikke længer nogen Mistanke, jeg ved, forfærdelig klart og uigjendrivelig sikkert.

Saa rolig jeg formaar svarer jeg:

— Ja, tak, jeg har sovet godt.

Da griber han i Lommen efter sit Ur, han haler det langsomt frem. Det er et dobbeltkapslet Guldur. Knæk, siger det, og Laaget springer op.

— Klokken er fem.

— Saa. Ja, jeg tænkte det næsten.

— Klokken er fem, gjentar Detektiven, og selv om De har sovet godt, har De iallefald ikke sovet længe. Desuden kan jeg se paa Deres Øine, at De har havt onde Drømme.

— Jeg har havt én ond Drøm, svarer jeg, og den vækket mig op. Men kan det forundre Dem, at jeg er nervøs og udslidt, her er jo Rystelser at gjennemgaa hver Dag.

Detektiven staar og ser paa mig en Stund granskende og interesseret.

— Jeg synes De skulde flytte tilbage til Hotellet, siger han saa.

— Hvorfor?

— Her er mange Mennesker. Her har De Venner og Bekjendte. De behøver jo slet ikke at bo saa ensomt.

— Tror De virkelig jeg er bange?

— Jeg antar, at Fornemmelsen af den store Ensomhed maa gjøre Dem nedtrykt.

— Ingenlunde. Jeg liker at være alene. Og jeg kan forsikre Dem om, at jeg hverken er blit forstyrret af levende Mennesker eller Gjenfærd den Tid, jeg har boet derude paa Odden.

— Saa—aa — virkelig ikke —.

Jeg kunde ikke længer udholde Detektivens modbydelige undersøgende Øine. Jeg gik ud paa Verandaen. Lidt efter stod han ved min Side. Men nu talte han ganske anderledes, venskabeligt og indsmigrende. Han kunde saa godt forstaa, at jeg vilde tidlig op for at nyde den herlige Dag fra Begyndelsen.

— Idag blir her Varme over Egnen, sa han og pegte ud over Kornmarkerne; de gule Flater, som flimret lyst i Morgensolen, skyllet nedover mod Skogen, Trærne stod i Korn til langt opover Stammerne.

Asbjørn Krag saa paa sit Ur igjen.

— Hvad venter De paa? spurgte jeg.

— Folkene som skal ta Jernvognen op af Sjøen, sa han, har De virkelig allerede glemt det?

— Nei, jeg er glad for at endelig Hemmeligheden om Jernvognen skal løses.

Lidt efter hørtes Fodtrin inde i Hotellet, Døre aabnedes og lukkedes. Asbjørn Krag sa at han havde en vældig Morgenappetit, han knirket Værtinden op, dampende Kaffe kom ind. Jeg forsøgte at spise, men det var mig næsten umuligt. Hele Tiden havde jeg Asbjørn Krags iagttagende Øine over mig.

— De er nok ikke vant til at være oppe saa tidlig, bemærket Detektiven, De mangler jo fuldstændig Appetit.

— De har Ret, og nu føler jeg at jeg kanske alligevel har sovet forlidet. Mine Øienlaag er varme og tunge.

— Men De maa endelig ikke lægge Dem, sa Krag ivrig, De maa følge med ned til Sjøen. Jernvognen skal trækkes op. Jeg lover Dem en interessant Oplevelse. Og denne gang uden Blod, tillagde han lavmælt, ikke sandt, vi har havt Blod nok?

Jeg svarede ikke.

Asbjørn Krag lo, en tør og knitrende Latter.

— Hvad ler De af?

— Undskyld, sa han, jeg er kanske lidt hjærteløs, men det er nu engang min Natur og jeg kan ikke hjælpe for det. Jeg kan se, at Deres Fingre skjælver, Gaflen klirrer mod Tallerkenen. Jeg saa en Rykning i Deres Ansigt, da jeg talte om Blodet. Det interesserer mig at lægge Mærke til, hvordan Uhyggen griber enkelte Mennesker og lidt efter lidt knækker dem fuldstændig.

— Jeg er ikke knækket.

— Det har jeg heller ikke sagt, men De er voldsomt angrebet, det kan jeg se paa Dem.

— Finder De det underligt?

— Tvertimod, kjære Ven, jeg vilde ha anseet det for langt mere underligt, om De var gaaet ufølsom gjennem alle disse Begivenheder. Men nu hører jeg Folkene.

En Vogn kom skranglende fremover Veien. Asbjørn Krag foldet Servietten sammen, lagde den rolig ved Siden af Tallerkenen og gik hen til Vinduet.

Da han kom derhen, mumlet han:

— Jo, der er de.

Jeg gik ogsaa hen til Vinduet.

Dernede paa Veien stod der en Firehjuler. En Mand hoppet netop af Vognen, en anden holdt i Tømmerne. Disse to maatte være Fremmede, jeg havde aldrig seet dem før.

Jeg stod lige bag Asbjørn Krag, og da jeg var noget høiere end ham, kunde jeg se hans blanke, skaldede Isse. Huden over hans Isse var hvid og fin som paa et nyfødt Barn, jeg kunde se Aarerne, de var blaagrønne og bevægedes ved Pulsslagene. Lige dér, ved Haarranden, tænkte jeg, var Forstmesteren blit rammet af det dræbende Slag, hans Hjernehvælv knust som Porcellæn… En underlig Sitren jaget gjennem mig, jeg kunde ikke faa Øinene bort fra den blanke Isse og de blaagrønne Aarefibre… Pludselig vendte Detektiven sig hurtig om og saa paa mig.

— Oh, hvilke Øine, udbrød han.

Jeg stirret ret forbi ham, ud mod Veien. Jeg betragtet med Interesse Hesten, som forgjæves søgte at naa med Mulen ned til Græsset ved Grøftekanten. Jeg stod urørlig stille, jeg turde ikke bevæge mig, en uforklarlig Angst var sunket ned i mig. Men hvad var jeg bange for? En Tanke, jeg ikke havde tænkt.

Det føltes som en Befrielse at høre Asbjørn Krags naturlige, rolige Stemme igjen.

— Skal vi saa gaa, sa han, Folkene venter.

Jeg fulgte taus med ham ud til Vognen og tog Plads ved hans Side paa Bagsædet. Saa kjørte vi gjennem Skogen, over Sletten og hen til den ulændte Bakke, som fra Sletten randt ned mod Sjøen.

Dernede, hvor Jernvognen druknet, som Asbjørn Krag udtrykte det, laa nu et Dampskib og nogle mindre Baade. Folk var ude i Baadene med Lodliner og Stænger. En Winch var igang, jeg hørte dens Skratten. Sjøen laa blytung og stille, de yderste Skjær kunde jeg ikke se, for Morgentaagen trak udover Havet og gjemte dem under sig, det hele var farveløst og graat som en blas Kultegning. Vi gik ned til Stranden, vasset gjennem Sand og over Græstufser. Sandet var skorpet og fugtig af Dugg, Stenene var ogsaa fugtige og Fartøierne derude saa gjennemvaade ud. Saa voldsomt slaar Væden op fra Sjøen om Nætterne.

Men gjennem den raa Morgenluft gik Lyden som gjennem en Telefontrakt. Asbjørn Krag stod paa Stranden og raabte ud til Folkene ombord i Damperen og skjønt den laa temmelig langt ude, hørte vi Svarene tydeligt og klingende.

— Har De fundet noget? spurgte Detektiven.

— Dykkeren har været nede to Gange, blev der svaret fra Damperen, han har seet en underlig Tingest nede paa Bunden, men den blir vanskelig at faa op.

— Er det en Vogn? spurgte Krag.

— Det ser slet ikke ud som en Vogn, svarede Manden ombord, men den har Hjul og den er helt af Jern eller Staal. Dykkeren har aldrig seet noget saadant før.

— Kan De snart faa den op af Sjøen.

— Aa, det vil ta nogle Timer, den er meget tung.

Folkene i Smaabaadene havde staaet og lyttet til Samtalen. Fra et sted blev der kastet ind:

— Den ligger paa tyve Favnes Dyb; vi kan slet ikke forstaa, hvorledes den er kommet saa langt ud.

Asbjørn Krag vinket og svarede:

— Den har naturligvis rullet paa Bunden. Har De fundet nogen Passager?

Efter en paafaldende lang Taushed kom et forundret Svar tilbage.

— Nei. Har der været en Passager med?

— Hvem ved, svarede Krag, se nøie efter.

Asbjørn Krag gik nogle Skridt langs Randen, Arbeidet i Baadene fortsattes, Winchen skranglet igjen.

Jeg var meget forundret over det store Apparat, som var sat i Bevægelse, der maatte mindst være en tyve—femogtyve Mand i Aktivitet.

— Hvor kommer alle disse Mennesker fra? spurgte jeg Krag, og denne Baaden, hvorledes har De faaet fat i den.

Det er en Dykkerbaad, svarede Detektiven, det kan De vel se. Jeg telegraferede efter den igaar. Folkene hører til Baaden.

Han saa udover Sjøen og mumlet halvt for sig selv:

— Det nytter ikke at vente. De er neppe færdige før om nogle Timer. Jeg faar vende tilbage til Hotellet saalænge.

Jeg blev staaende en Stund og se udover Sjøen. Baadene laa spredt. Naar de nu har fundet Stedet hvor Vognen ligger, tænkte jeg, hvorfor samles da ikke Baadene paa dette Sted. Det maa da være en let Sag at faa Vognen rullet iland iallefald.

Jeg fremholdt dette for Asbjørn Krag, men han svarede:

— Aa, det er en vanskelig Affære. Vognen er baade tung og stor.

Pludselig husket jeg, hvad han havde sagt om Passageren.

— Det er da vel ikke Deres Mening, spurgte jeg forfærdet, at vi skal finde endnu en død Mand?

— Man maa bestandig regne med det allerværste, svarede Asbjørn Krag, kom lad os gaa. Vi faar tidsnok vide Sandheden.

Vognen ventet oppe paa Toppen af Bakken og jeg mente, at vi skulde kjøre tilbage til Hotellet. Asbjørn Krag foreslog en Spadsertur og det havde jeg intet imod. Jeg vilde gjerne bli kvikket op med en rask Gang. Jeg følte Trætheden gjennem alle Lemmer, men jeg var for nervøs til at sove, det vidste jeg. Pulsen jog med rappe Slag gjennem mine Aarer, og grusomme, tyste Eksplosioner brændte i Nerverne.

Krag gik fremdeles langs Sjøen sydover og jeg fulgte efter ham. Mon han ikke havde en Hensigt med at gaa denne Vei? Jeg sa intet. Nogen Tid efter fik jeg Øinene op for, at Detektiven virkelig havde en Hensigt med denne Spadsertur, den indgik i hans Plan. Overhovedet foretog han sig vistnok intet, uden at han havde en Tanke med det. Og dog var hele hans Færd saa almindelig, saa dagligdags, han vakte ingen Opmærksomhed og tilsyneladende gjorde han intet usedvanlig.

— Hvor fører De mig hen? spurgte jeg omsider.

— Tilbage til Hotellet, sa han, jeg skal vise Dem en Vei, som De kanske aldrig har gaaet, Veien over Fjeldet.

— Jeg vidste slet ikke, at der var nogen Vei.

— Jo, en forholdsvis bred Sti, prægtig at spadsere paa. Det er rigtig en Ønskevei for os i denne herlige, friske Morgen.

Han eiede ikke Naturiagttagelse; han sa, at Morgenen var herlig og frisk, den var stille, stille og døvende med lav Himmel og udvisket Horisont, Sjøen var dynamitfarvet og laa saa urørlig, at Undervandsbaaerne vovet sig frem. I saadanne Morgener gaar Fisken med Raseri paa Krogen og kommer op med blodfraadende Øine, for Menneskene er det Selvmordsveir. Jeg stod oppe paa Fjeldet og længtet mod en frisk Luftning, en ilende Bris, som kunde fare med Kulde mod Brystet. Jeg vædet Fingeren for at kjende, hvordan Luftdraget gik. Men der var slet ingen Kjølighed at mærke; Dagen skulde bli varm og uudholdelig, jeg følte allerede Heden mine Øine.

Detektiven stanset sin Gang.

— Nu er vi ved det høieste Punkt, sa han og pegte udover en brat Styrtning, som gik lige ned til Sjøen.

Jeg gik hen til Randen… men fjernet mig hurtig igjen.

— Er De svimmel.

— Maaske; jeg liker iallefald ikke at se ned i Afgrunde.

Asbjørn Krag stod en Stund taus… Nu kommer der noget, tænkte jeg og ventet i Spænding paa, hvad han skulde si.

— Jeg har tit forundret mig over, begyndte Detektiven, hvor dumt Mordere som Regel bærer sig ad.

— Mordere?

— Ja, og af Mordere er igjen de allerværste de som handler instinktivt, uden Overlæg. Men selv de som handler efter en lagt Plan optræder ofte irriterende klodset. Se nu for Eksempel paa den Mand, som har slaaet Forstmesteren ihjel —

— Er De da vis paa, at han er dræbt?

— Fuldstændig.

— Jeg kan ikke forstaa, at De udtaler Dem saa bestemt om dette. Gamle Gjærnæs og Blinde fandtes død paa samme Sted; de havde begge et Saar i Baghovedet. De siger selv, at gamle Gjærnæs er død ved et Ulykkestilfælde og at den mystiske Jernvogn er Skyld i hans Død. Hvorfor kan ikke det samme siges om Forstmesteren?

— Nei, fordi jeg ved at han er slaaet ihjel.

— Det blir iallefald vanskeligt at bevise.

— Meget vanskeligt, svarede Asbjørn Krag tankefuldt, men derfor arbeider jeg ogsaa i denne Sag helt usedvanligt. Men De maa da gi mig Ret i, at Morderen har handlet meget dumt.

— Jeg ved ikke om Dumrian er den rette Betegnelse af en Mand, som gaar hen og slaar en anden ihjel.

— Selvfølgelig ikke, men jeg mente ogsaa kun at karakterisere den Maade, hvorpaa Gjerningen er begaaet. Hvor meget lettere var det ikke at faa ham afdage her paa dette Sted.

— Her?

— Javist. Sæt at Morderen havde havt saa megen Selvbeherskelse, at han kunde ha gaaet rolig samtalende med sit Offer denne Vei, akkurat som vi nu. Saa kunde han bare ha skjøvet til ham, et lidet Puf i Skulderen og han havde styrtet udfor og slaaet sig ihjel. Hvem tror De saa havde faldt paa Tanken om Mord? Et Ulykkestilfælde, vilde man ha sagt, en sørgelig Ulykke. Eller kanske et Selvmord.

— Men den som gik sammen med ham? hvisket jeg.

— Han gik alene. Ingen behøvet at faa vide, at Morderen havde spadseret sammen med sit Offer. Her vandrer sjelden Folk paa denne Vei. Fra Sjøboderne kan man komme ind paa den, uden at nogen lægger Mærke til det.

Detektiven lo høit.

— Der kan De høre, hvor let det er at være Morder, naar man kjender Terrænet. Kjære Ven, fortsatte han, idet han klappet mig paa Skulderen, nu er jeg igjen kommet ind paa disse uhyggelige Emner. Men det er nu engang min Gjerning, det hører til min Livsopgave stadig at tænke paa disse Ting. Men jeg skal søge at undgaa at tale om det, naar jeg er sammen med Dem. Nu kan jeg se paa Dem igjen, at det bekommer Dem høist ilde.

Med en Stemme, som jeg selv syntes laa underlig langt nede i Struben, svarede jeg:

— Tal til mig om hvad De vil… Jassaa, De mener, at Morderen paa den Maade kunde ha udført sin Gjerning fuldstændig sikkert?

— Nei, kjære Ven, udbrød Krag paafaldende elskværdig, nu maa ikke De bringe mig ind paa Emnet igjen; det er altfor høfligt af Dem, jeg ved, at De ikke liker det.

Dermed gik han videre, nogle Skridt foran mig. Han dukket Hovedet en Smule, hans Jakke krølledes op mod Nakken. Det forekom mig, at han kluklo.

Da vi kom tilbage til Hotellet, gik Asbjørn Krag straks ind paa sit Værelse for at arbeide. Jeg drev en Stund omkring og talte med de andre Gjæster. De skulde allesammen hen for at se paa Arbeidet med at faa Jernvognen op. Rygtet om Dykkerselskabets Ankomst havde spredt sig, og det blev fortalt, at Dykkeren allerede flere Gange havde været nede og seet paa Vognen, men at han endnu ikke var paa det Rene med, hvad det egentlig var for noget. Man ønsket at ha mig med, men jeg vilde ikke. Jeg tænkte paa Passageren, den døde Passager. Og jeg saa ham for mig, som han laa dernede i det grønne Vand. I dette Øieblik blev han kanske trukket langsomt gjennem Vandet, aa, hvor jeg tydeligt kunde se hans Ansigt i Sjøen. Det var ligesom det gled frem foran en grøn Glasrude… Jeg fik et desperat Indfald… Asbjørn Krag havde sit Værelse i Hotellets første Etage, og hans Vindu vendte ud mod en liden Haveflek akkurat som mit. Jeg vidste, at han sad derinde og arbeidet ved sit Skrivebord med Ansigtet vendt mod Ruden.

Jeg listet mig ind under Grenene saa stille som jeg formaaede og stod pludselig ret op udenfor hans Vindu. Jeg saa straks hans hvide Isse mod Værelsets mørke Baggrund. Han skrev ikke, men arbeidet med noget som laa foran ham paa Bordet. Han havde ikke hørt mig. Jeg gik langsomt og forsigtig nærmere. Saaledes, tænkte jeg, gled den Dødes Ansigt ind mod mit Vindu inat. Da jeg var fjernet en Alen eller saa fra Vinduet opfanget han Lyden af Kvaset, som knustes under mine Fødder. Han hævet pludselig Hovedet, jeg saa hvorledes han med ett blev forundret. Jeg sa intet, men mit Ansigt kom stadig nærmere, ind mod Vinduesruden. Saa greb han hurtig en Avis og la den udbredt over Skrivebordet. Det slog mig straks, at han skjulte noget for mig, der var noget jeg for alt i Verden ikke maatte se, det forstod jeg af hans rappe, nervøse Bevægelser. Og dette havde jeg ikke ventet. Med ett stod ogsaa min meningsløse Optræden klart for mig. Hvad vilde jeg ham?

Han aabnet Vinduet.

— Kan jeg hjælpe Dem med noget? spurgte han.

Jeg svarede det første det bedste, som faldt mig paa Tungen:

— Skal De ikke snart se efter Jernvognen?

— Endnu ikke; — men hvis De har nogen særlig Interesse af at gaa derhen, saa skal jeg gjerne følge Dem —.

— Nei, tak, sa jeg, ingen særlig Interesse.

Jeg vilde trække mig tilbage. Jeg følte mig beskæmmet og latterliggjort og jeg blev endnu mere ærgerlig paa mig selv, da han sa:

— Stakkels Mand, De er jo ganske bleg, har De endnu ikke sovet?

— Jeg sover ikke midt paa Formiddagen, svarede jeg.

Detektiven lukket Vinduet, men han fjernet ikke den skjulende Avis fra Bordet, saalænge jeg kunde se ind i Værelset.

Jeg drev bort fra Hotellet og gik meget hurtig men uden Maal henover Veien. Nu var Solen rullet op paa Himlen. Støvet fór iveiret som løst Mel under mine Skridt. —

… Ved Middagsbordet blev der talt ivrig om Jernvognen. Dykkerbaaden havde endnu ikke faaet den op, man mente, at hele Dagen vilde gaa med.

En af Damerne, som kjendte den dræbte Forstmesters Familie, kom med en Oplysning, som berørte mig stærkt.

Hun havde faaet et Brev fra den Afdødes Søster. Forstmesteren havde en Hund som hed „Lord“. Helt siden Begravelsen havde „Lord“ ligget over sin døde Herres Grav og ulet og gjøet ligesom for at kalde ham tillive igjen. Tilslut maatte Hunden skydes.

Efter Middagen forsøgte jeg at sove ude paa Græsbakken, men det forfærdelige Lys, som strømmet ned fra Himlen forstyrret mig. Naar jeg lukket Øinene var mine Øienlaag røde og gloende; jeg saa op mod Himlen, Luften var et Diamanthav. Jeg gik hjem til Hytten.

Men her ventet en ny Overraskelse mig. Jeg kunde ikke undgaa at se Pladsen under Vinduet, drevet af en nervøs Nysgjerrighed maatte jeg derhen. Før jeg forlod Stedet om Morgenen havde jeg rodet Jorden op og slettet de to Fodspor ud. Men nu stod Sporene der igjen, to tydelige Fodaftryk i den løse Jord. Jeg undersøgte Sporene nøie. De var akkurat som de første, det var den Dødes Fodspor. Han havde været herhenne og seet gjennem mit Vindu, medens jeg var borte.

Jeg skyndte mig ind i Stuen; jeg vilde ikke tænke længer paa dette, jeg var ræd for at bli gal. Var da den dræbte ikke død? Jeg havde jo seet hans Lig i Sandgraverhytten, han var begravet, hans Hund skudt… Nu syntes jeg ogsaa at høre Hundeglam etsteds fjernt borte, underligt, sørgmodigt Hundeglam. Jeg lukket Vinduet og rullet Gardinet ned, saa det blev halvmørkt i Værelset. Jeg vilde alligevel forsøge at sove.

Jeg sov ganske længe, men jeg vaagnet af en uhyggelig Drøm. Jeg syntes at jeg stod foran Speilet og gransket mit eget Ansigt, som var blegt og sygt. Medens mine Øine var fæstet paa Slipset, syntes jeg at det skiftet Farve. Det var oprindelig blaat og blev hurtig grønt, samme Farve som i den Dødes Slips. Jeg bemærket dette med Forundring og Interesse, uden egentlig at bli bange. Men saa pludselig bevæget Slipset sig, det løsnet i Knuden og gled langsomt tilside, tilslut var det skjøvet op mod høire Øre, akkurat som paa den Døde. Jeg havde fremdeles mine Øine — saaledes drømte jeg — udelukkende henvendt paa Slipset, jeg kunde ikke se noget andet. Og nu kom Skrækken med en Gang seilende indover mig; hvis jeg flyttet Blikket, vilde jeg faa se Ansigtet, men stod fremdeles mit blege, syge Ansigt i Speilet? Eller en andens? Pludselig gled hele Skikkelsen i Speilet langsomt nedover, nu saa jeg et rødbrunt Skjæg, nu saa jeg en lyserød Mund. Og der var Ansigtet, den Døde med den høie, kridhvide Pande mod en ibenholtsort Baggrund… Idetsamme jeg vaagnet hørte jeg et Skrig, mit eget.

Klokken var nu blit ni om Aftenen; det var Spisetid, men jeg eiede ikke Lyst paa Mad og jeg vilde ikke forlade Hytten. Da jeg heller ikke vilde rulle Gardinet op, maatte jeg tænde Lampen. Jeg læste nogle Sider i en Bog aandsfraværende og uden at vide, hvad jeg egentlig læste om. Ordene gik forbi min Bevidsthed som et stridt Regnveir forbi et Vindu. Saaledes gik etpar Timer, da hørte jeg med ett Skridt i Sandet udenfor Husvæggen. Skridtene gik ikke mod Døren, de gik mod Vinduet.

Jeg reiste mig hurtig og greb efter min Revolver. Skridtene stanset. Men saa hørte jeg et Trin og saa ett til, nærmere. Det var en forfærdelig Følelse at staa inde i Hytten og ikke vide, hvem som gik udenfor. Men alligevel var det jo saare almindeligt at høre Trin udenfor Stuen, jeg var jo ved et tæt befolket Badested. Jeg husker at jeg tænkte paa dette og foragtet mig for min Skræk; men jeg var nu saa opjaget og nervøs, at den mindste uventede Støi fuldstændig kunde bringe mig ud af Fatning.

Jeg hørte nu slet intet i nogen Tid, men saa mærket jeg at nogen famlet ved Hyttevæggen udenfor. Der var noget mærkeligt i denne Famlen, det var ligesom et loddent Dyr skulde stryge sin Krop mod Væggen. Saa blev alt stille igjen i nogle Sekunder og saa hørte jeg, at haarde, benede Knoker banket paa Døren.

Døren var ikke laast.

— Kom ind, raabte jeg med en Stemme som jeg slet ikke kjendte igjen.

Døren sloges op og Asbjørn Krag traadte hurtig ind i Værelset.

Da han fik se mig med Revolveren i Haanden studset han.

— Nei, nu gaar det for vidt, sa han, nu blir De for nervøs. Tror De virkelig, at nogen stræber Dem efter Livet.

Jeg kastet Revolveren frem paa Bordet.

— De har en mærkelig Maade at komme paa, sa jeg, hvorfor gik De forbi Vinduet.

— Jeg husket ikke, hvor Døren var.

Det forekom mig, at han smilte. Iallefald kunde jeg se hans hvide Tænder, som gjorde det skarpe Ansigt saa uhyggeligt.

— Var det ogsaa Dem, som famlet langs Husvæggen.

— Ja. Jeg ledte efter Døren.

Krag satte sig ned ved Bordet og greb min Revolver. Han veiet den prøvende i Haanden og eftersaa Magasinerne.

— Ladet i alle Løb ser jeg, sa han, det er et prægtig Vaaben. Er De flink til at skyde?

— Ja meget flink.

Lidt efter la han Revolveren fra sig.

— Har De noget paa Hjertet, Hr. Krag.

— Ja, svarede Detektiven, jeg vilde bare spørge Dem, om De har Lyst til at se Jernvognen.

— Har man faaet den op af Vandet nu?

— Ja.

— Og Passageren? spurgte jeg hviskende.

— Passageren har vi ogsaa fundet. Han er død.

— Jeg havde egentlig tænkt at lægge mig til at sove nu, svarede jeg.

— Naa De er bange.

— Slet ikke.

Detektiven pliret med Øinene mod mig. Der laa baade Ondskab og Skadefryd i hans Blik; det vakte mit Raseri og jeg sa:

— De gjør iallefald Deres til, at jeg skal bli bange. Det maa være ærgerligt for Dem at se Forsøgene mislykkes saadan Gang paa Gang.

— Nu forstaar jeg Dem slet ikke, svarede Asbjørn Krag.

— Det var naturligvis med Hensigt De gik forbi Vinduet. Og De havde vel Deres Hensigt med at luske som et andet Dyr langs Væggen.

— Jeg har jo forklaret Dem Grunden til disse Fænomener. De er altfor opskræmt, kjære Ven, De ser eller hører Spøgelser overalt. Er det da ikke meget naturligt, at man i Mørke famler lidt omkring, før man finder Dørlaasen.

— Det er slet ikke særlig mørkt iaften.

— Jo. Himlen er overskyet og ligger lavt ned mod Jorden.

Men jeg var bestemt paa, at vise Detektiven min Misbilligelse.

— Det var med Hensigt De gjorde det, sa jeg, De tasset omkring som et Dyr, som en Ulv.

Asbjørn Krag svarede ikke straks noget. Han satte sig ved Bordet, greb min Revolver og lod det smukke Vaaben legende glide mellem Fingrene.

Om lidt mumlet han eftertænksomt:

— Jassaa, var det saadan det hørtes ud. Som et Dyr, som om en Ulv skulde gaa frem og tilbage udenfor og tasse.

— Ja, eller en Hund.

— Hørte De Hunden iaften?

Detektiven saa mod Vinduet, hvor Rullegardinet sagte bevæget sig af Lufttrykket fra Sprækkerne.

— Hørte De Hunden? gjentog han.

— Hvilken Hund?

— Hunden.

Han talte ganske rolig, men der var dog en liden Klang af Utaalmodighed i hans Stemme, ligesom han vilde si: Kjære, der kan ikke være mere end én Hund, som jeg mener. Og De ved godt, hvilken Hund det er.

Jeg sad og vugget langsomt i Gyngestolen. Jeg laa med Hovedet saa lavt, at Detektiven ikke kunde se mit Ansigt.

Jeg tænkte paa den Dødes Hund. Den fjerne Gjøen lød endnu i mine Øren, der var noget besynderligt og truende i disse klagende Hundehyl.

Efter en Taushed, som havde varet i flere Minutter, sa jeg endelig:

— Jeg hørte en Hund gjø for en Stund siden. Er det den De mener?

— Ja, svarede Detektiven.

Derefter blev han siddende og lytte. Lampeskjæret faldt lige paa hans Ansigt, som blev hvidt og gjennemsigtig. Jeg stanset Gyngestolen og saa paa ham. Jeg var inderlig tilfreds ved Tanken paa, at jeg selv sad i Skyggen, medens hans Ansigt var skarpt belyst. Detektiven støttet den høire Albue mod Bordet. Jeg betragtet hans Haand nøie, den var mager og stærkt haaret ved Haandledet, Fingrene var lange og benet og blaalige i Huden… Men hvorfor sad han slig og lyttet? Jeg følte, at nu blev jeg nervøs igjen. Det var ligesom denne intense Lytten varslet mig om, at der var en tredie tilstede i Værelset, et fremmed og usynligt Væsen. Og saa Stilheden… Der var den igjen denne Stilhed, som jeg hin Morgen fornemmet saa voldsomt ude paa Sletten. Stilheden, som man ikke skal lytte efter, fordi man da bare hører et Mylder af fremmede Lyde, Myrriader af Skrig og tilslut en fjern og tung Drønen, som ikke tilhører dette Liv… Jeg maatte høre Stemmer, jeg vilde høre min egen Stemme.

— Hvad lytter De efter? spurgte jeg.

Han holdt Haanden advarende op.

— Hyss, jeg synes, at jeg hører —.

— Hvad hører De ?

Han svarede ikke. Han lyttet fremdeles.

Og nu kom det endelig. En klagende, saar Lyd. Det var Hunden.

Jeg reiste mig saa hurtig fra Gyngestolen, at det knaket i det værkbrudne Møbel.

— Jeg taaler ikke at høre disse Hundeglam, aa… denne forfærdelige Ulen. Hører De det, Krag. Hunden kan ikke være langt borte.

Asbjørn Krag reiste sig nu ogsaa. Han nærmet sit Ansigt til mit. Jeg havde en Fornemmelse af at være kommet lige ind i hans Øine.

— Kjender De Hunden? spurgte han.

— Nei. Men her bor jo flere Hundeeiere.

— Jeg har aldrig hørt saadanne Hundehyl før hernede, sa Asbjørn Krag. Jeg hørte ogsaa Hunden, da jeg var paa Veien hid. Og jeg studset uvilkaarlig. Jeg søgte at finde ud, hvorfra Lyden kom, men det var mig umulig, den skiftet stadig Plads.

— Saaledes, hvisket jeg, saaledes hyler Hundene, naar nogen skal dø.

Asbjørn Krag lyttet fremdeles.

Nu gled den klagende, saare Hylen over et truende Hundeglam.

Asbjørn Krag greb mig i Armen.

— Det er en Jagthund, sa han.

— Kan De høre det?

— Ja, paa Mælet. Og her findes ikke Jagthunde i Miles Omkreds, saavidt jeg ved.

Jeg følte ikke det meningsløse i hans Ord. Jeg var betat af en eiendommelig Uhyggestemning, og han fik mig til at skjælve ved at si:

— Den dræbtes Hund var ogsaa en Jagthund.

— Ja, men den er skudt, sa jeg.

— Ja, fordi man ikke fik den bort fra sin Herres Grav. Den laa og hylte over Graven for at kalde ham tillive igjen. Og jeg kan tænke mig, at den maa ha hylt og tudet akkurat som denne Hund vi nu hører.

Jeg svarede intet til dette. Lidt efter sa Detektiven:

— Tænk, kjære Ven, tænk om det bare er vi to, som hører den? Tænk om intet andet levende Menneske hører den?

Jeg følte mig grebet, men jeg bekjæmpet min Bevægelse og sa:

— Det forekommer mig, at det er Dem, som gjøgler Spøgelser frem.

Asbjørn Krag knappet sin Jakke sammen.

— Tænk over, hvad jeg har sagt.

Det var besynderlig, at netop i samme Øieblik holdt Hunden op at gjø.

— Skal De forlade mig?

— Ja. Jeg skal ned og se paa Jernvognen og paa den døde Passager.

Baade Jernvognen og den døde Passager var fuldstændig gledet ud af min Bevidsthed, saa optat havde jeg været af Hunden. Men nu slog denne nye Virkelighed pludselig ned i mig. Jernvognen var fundet og Passageren var død.

— Er han ogsaa dræbt? spurgte jeg.

— Nei.

— Saa er han død ved Ulykkestilfælde.

— Ja. Akkurat som gamle Gjærnæs. Her er kun en, som er dræbt, og det er Forstmesteren.

— Er De fremdeles sikker paa det?

— Ja. Han er dræbt en Nat som denne, da graa Skyer gaar sin flakkende Gang under Himlen.

— De er tragisk iaften, Asbjørn Krag.

Detektiven smilte.

— Jeg er i Grunden meget af en Lyriker, sa han, en Lyriker i Rædsler. Skal De gaa med?

Jeg tænkte mig om.

Skulde jeg gaa med, eller skulde jeg bli tilbage? Det var mig magtpaaliggende, at ikke Detektiven fik Indtryk af, at jeg var bange.

— Jeg synes det er meningsløst, sa jeg, at jeg skal se endnu et Lig, men jeg kan gjerne gaa med Dem, for Jernvognen interesserer mig. Har De seet den?

— Ja.

— Blev De overrasket?

— Nei. Den var akkurat saaledes som jeg de sidste Dage havde tænkt mig den.

— Tror De, at jeg vil bli overrasket?

— Ja. Gaar De med?

— Jeg gaar med.

Detektiven gik hen til Bordet og løftet min Revolver op.

— De skal naturligvis ha denne lille Gjenstand med Dem, sa han.

— Hvorfor?

— For Sikkerheds Skyld. Jeg tror, De er lidt bange. De kunde for Eksempel møde en Hund underveis.

Et Haansmil lyste igjen op i hans Ansigt; Detektiven viste Tænder.

— Jeg er ikke bange, sa jeg, lad Revolveren ligge.

Han betragtet Revolveren nærmere.

— I Sandhed et smukt Vaaben, mumlet han. Han aabnet for Magasinerne.

— Ladet i alle Løb, ser jeg.

— Selvfølgelig er den ladet. Hvilken Nytte kunde jeg ellers ha af Vaabenet.

— De kunde skræmme med det, svarede Detektiven, De aner ikke, hvor langt man kan komme med at skræmme Folk.

Jeg aabnet Døren.

— Saa gaar vi, sa jeg.

Detektiven la Revolveren tilbage paa Bordet og fulgte med mig.

Da vi havde fjernet os nogle Skridt fra Hytten, hørte jeg, at Detektiven lo, en tør og ubehagelig Latter.

— Hvad ler De af.

— Lampen, sa han, nu staar Lampen igjen og brænder inde hos Dem.

— Ja, det var en ren Forglemmelse.

— For anden Gang. Naa, men det er jo ogsaa godt at ha den brændende. Saa slipper De alt det Bryderi med Tændingen, naar De kommer hjem.

Jeg vilde slaa ind paa Veien, som gik forbi Hotellet, men Asbjørn Krag stanset mig.

— Ikke den Vei, sa han. Det er snarere at gaa over Aasen.

Han vilde samme Vei, som den vi havde gaaet om Morgenen. Jeg husket hans uhyggelige Snak under denne Spadsertur — og gyste.

Det var nu ganske mørkt og ingen Mennesker at se. Vi gik hurtig forbi de smaa, døde Huse og kom ind paa Fjeldveien.

— Der kan De selv se, sa Asbjørn Krag, nu er det ingen, som har seet os to sammen. Hvis nu en af os forsvandt —.

Jeg maa uvilkaarlig ha gjort en Bevægelse, for Detektiven brød af.

— De liker ikke dette?

— Nei, jeg synes det er meningsløst at snakke slig.

Detektiven tog mig under Armen. Han blev næsten kameratslig indsmigrende, da han sa:

— Kjære Ven, nu er det saa længe siden vi har talt om disse Ting, nu maa De tillade mig at være lidt taktløs. Jeg har en personlig Interesse af at overbevise Dem. Nu kommer vi snart til det Sted, hvor et saadant Mord kan udføres. Man behøver bare at gi sin Ledsager et Puf — og dermed styrter han udover Afgrunden. Det er meget let, ikke sandt. Og saa er det ingen som faar vide om det. Og hvis Liget findes blir der ikke tale om et Mord en Gang. For det ligger da klart i Dagen, at det ene og alene kan være et Ulykkestilfælde.

Jeg forsøgte igjen at afbryde ham, men det lykkedes ikke.

Han fortsatte uanfægtet.

— Haha, ja nu ler De naturligvis, men jeg synes at Sammenligningen er altfor god til ikke at bli benyttet: Sæt at jeg af en eller anden Grund hadet Dem. — Kan det ikke tænkes?

— Det kan jeg neppe tro, mumlet jeg. Mine Tanker var langt borte. Jeg længtet igjen efter min fredelige Hytte. Det forekom mig, at Eventyret allerede begyndte at bli uhyggeligt.

— Jovist kan det tænkes, fortsatte Asbjørn Krag. Man kan ta Eksempler af alle mulige Forhold. Det kan godt tænkes, at jeg af en eller anden Grund hadet Dem. Jeg sætter, at De vidste noget om mig, som kunde skade mig forfærdeligt, hvis De fortalte det til nogen. Hvad saa? Tror De ikke da, at jeg vilde hade Dem. Jeg vilde ganske sikkert hade Dem saameget, at jeg ønsket Deres Død. Og da maa De indrømme, at jeg meget let kunde falde paa at puffe Dem i Afgrunden under en Spadsertur som denne.

— De taler saa underlig, sa jeg, nu kan jeg slet ikke forstaa Dem igjen.

— Jeg synes, at jeg fremstiller Sagen meget klart.

— Eller altfor tydeligt, svarede jeg, kjære Asbjørn Krag, det nytter ikke, at De benegter det. Men jeg er nu overbevist om, at De har en bestemt Hensigt med Deres Optræden.

Nu lo han igjen — den samme tørre, usympatiske Latter.

— Hvilken Hensigt skulde jeg da ha? spurgte han.

— Det ved jeg virkelig ikke.

Men jeg vidste det. Jeg vidste det saa altfor godt. Jeg anet hele Sammenhængen.

Vi nærmet os Afgrunden — hvor man bare behøvet at puffe til et Menneske, som man gjerne vilde være kvit. Afgrunden laa paa venstre Side af Veien, og jeg holdt mig hele Tiden paa høire Side af Asbjørn Krag.

— Her er det, sa han og stanset.

En kold Gufs slog op til os fra Afgrunden og Sjøen.

— Skal vi ikke gaa videre? spurgte jeg.

Istedetfor at svare pegte Asbjørn Krag ned mod Sjøen, hvor etpar grønne Lanterner skinte som Katteøine i Mørket.

— Dernede ligger nu Jernvognen trukket op paa Stranden. Og paa Bjergningsbaadens Dæk, indtullet i Seildug ligger den døde Passager. Ser det ikke uhyggeligt ud med de grønne Lanterner… Og saa er her jo ganske stille, ikke en Lyd naar op til os dernedefra… Jo… dernede ligger han, den døde.

— Kjender De ham? spurgte jeg hviskende.

— Nei, og heller ikke De. Han er vild Fremmed.

— Det var da besynderligt.

— Naar De ser Vognen, saa vil De finde, at alt er meget rimeligt.

— Og det er ham, denne Fremmede, som har kjørt omkring om Nætterne i Jernvognen.

— Ja, men kun i de sidste Dage. Han har neppe kjørt mere end fire—fem Gange over Sletten.

— Dette er en Gaade. Men kjørte han over Sletten den Nat, da… da Forstmesteren døde.

— Ja, det gjorde han. Da Forstmesteren blev dræbt var han ikke langt undda. Men alt dette vil De skjønne, naar De ser Jernvognen.

Lidt efter spurgte jeg:

— Var De tilstede, da man fandt Passageren?

— Ja, jeg saa, at han blev trukket op af Vandet. Det var ikke noget behageligt Syn. Hans Ansigt var saa underlig blegt nede i Vandet. Det lignet… Ja, hvad lignet det egentlig. Har De nogengang seet et Lig bag en grøn Glasrude?

De sidste Ord Detektiven sa, gav mig et voldsomt Stød.

Med én Gang var det ligesom jeg igjen saa for mig den Dødes Ansigt bag Ruden… Den hvide Pande… de lyserøde Læber… En heftig Rædsel gjennemrystet mig, og jeg oplevet igjen i et Tiendedels Sekund Skrækken fra hin Nat. Og ligesom fjernt borte hørte jeg Asbjørn Krags Stemme si:

— Skal vi ikke gaa videre, saa kan De om et Øieblik selv faa se ham.

Men nu vilde jeg ikke for alt i Verden derned. De grønne Lanterner mindet mig om Fosforskjæret i en Dødnings Øienhulninger.

Jeg vendte om.

— Jeg gaar ikke derned, sa jeg, jeg vil hjem igjen til Hytten.

Jeg gik nogle Skridt fremover og stanset saa med et.

Langt inde i Mørket hørte jeg Hunden igjen. Et høit skingrende Hundeglam, saa en lang Tuden og derpaa en truende, lang Gjøen.

— Jagthunden, sa Asbjørn Krags Stemme, hører De Jagthunden.

Gjøingen fortsatte.

Den lød saa uendelig langt borte, den kom fra selve Mørket bag Horisonten. Jeg lyttet efter den; den steg i Styrke, blev lodden og syg men stadig mere truende. Tilslut var det ligesom Gjøingen fyldte hele Østhimlen…

Jeg følte det som om selve Rædslen aandet ud af Mørket. Men der var alligevel noget kaldende i disse mørke Hundeglam, noget befalende. Jeg gik.

Men da hørte jeg Asbjørn Krags Stemme lige ved mig.

— Gaa ikke efter Lyden! raabte han.

Men jeg gik efter Lyden.

Den lodne Gjøen la sig som en ulden Taage omkring mig og forvirret mig ganske. Jeg følte, at Rædselen laa i selve Luften og aandet mod mig med varme Pust… Jeg gik uden selv at vide af det efter Lyden. Da jeg kom ned mod Husene var det ligesom Gjøingen fjernet sig igjen, den dukket ned under Horisonten. Om lidt hørte den helt op. Jeg var da ganske alene, Asbjørn Krag havde forladt mig og gaaet videre ned til Jernvognen, ned til den grønne Døde. Jeg gik hurtigere og hurtigere for at komme ind i min Hytte.

Da jeg kom i Nærheden af Hytten, hvor Havgabet aabnet sig for mit Blik, saa jeg at et hvidt og fremmed Lys skinnet paa Sjøen. Der var noget spøgelsesagtig ved dette Lys og det føltes saa underligt med Stilheden og det graasorte Mørke omkring. Det faldt mig slet ikke ind, at det var de første hvide Streif af Dagbrækningen som tindret mod Havfladen…

Lampen stod og brændte fremdeles —.

Jeg var nu forfærdelig ophidset, Nerverne eksploderet i tusinde smaa glødende Knappenaalsstik omkring i min Krop —.

Jeg glædet mig over, at Rullegardinet var nede. Derved var Værelset ligesom lukket ude fra Verden. Efter at ha rodet en Stund meningsløst i mine Papirer, tog jeg Plads i Gyngestolen. Det beroliget mig lidt; netop fordi Gyngestolen var tom, havde jeg Følelsen af, at der sad én i den, naar jeg vendte Ansigtet om. Jeg vilde opta Pladsen.

Jeg sad en Stund og vugget og tænkte, medens jeg hele Tiden havde Øinene stivt heftet paa Revolveren som laa der paa Bordet og blinket mod mig. Jeg undret paa i hvormange Timer jeg endnu kunde leve dette Liv, før jeg blev gal.

Saa hørte jeg igjen Dødningeuret.

Dennegang forskrækket det mig ikke, endskjønt Lyden stadig skiftet Plads og sværmet omkring mig som et tirret Insekt. Det var akkurat ligesom der skulde gaa et usynligt Menneske omkring, et Menneske jeg ikke kunde se, men hvis Lommeur jeg hørte. Nu staar det dér, … nu gaar det langsomt over til høire… nu staar det stille henne ved Lampen. Jeg synes, at det et Øieblik mørkner over Glansen i min Revolver, ligesom en Skygge skulde gribe om den. Men saa blinker Revolveren igjen staalkoldt som før og saa hører jeg Dødningeuret fjernere. Nei, det forskrækker mig ikke det mindste, jeg blir tvertimod tryggere, fordi jeg ved Aarsagen til dette ene Fænomen.

Hvorfor var det Asbjørn Krag saa magtpaaliggende i denne Nat at faa mig hen til Jernvognen og den døde Fremmede? Jeg husker hans underlige Snak underveis, da han vilde true mig til at høre paa hans Udlægninger om, hvordan en Morder bør optræde. Gang paa Gang har han nu villet ha mig hen til det Sted, hvor man bare behøver at gjøre et Puf, — en ganske liden uventet Bevægelse for at bringe et brydsomt Medmenneske over i den anden Verden… Og hvorfor gik han fra mig, da jeg vendte Ansigtet mod Østhimlen og gik efter Lyden?

Gik efter Lyden… Nu husket jeg Gjøingen igjen, og jeg gyste dirrende ved i mine Sanser at føle Ekkoet af de lodne, forfærdelige Dyreskrig… Naturligvis havde det været Hunden paa en af Gaardene, ja, jeg var sikker paa det, men alligevel kunde jeg ikke lade være at tænke paa Forstmesterens dræbte Jagthund, jeg saa den for mig, den havde langt silkeblødt Ragg og store forundrede Øine. I dette Øieblik kunde jeg godt forstaa, at Gjøingen af mig kunde opfattes som kaldende og advarende.

Jeg stanset pludselig den sagte Gyngen af Stolen og blev siddende og lytte med aabne Øren.

Jeg havde opfanget en Lyd udenfor mit Vindu. En Gren var blit knækket og det raslet svagt i Buskene. Det var ikke Vinden. Det lød som om lange Fingre skulde glide mellem Bladene.

Straks efter banket det paa Ruden, et haardt knep. Den Lyd havde jeg hørt før. Det var sikkerlig en Fugl, tænkte jeg, som kom farende ind i Lysningen og stødte Nebbet mod Glasruden.

Men lidt efter hørte jeg igjen at det banket mod Ruden, dennegang med to haarde Slag, som mindet om Knokler.

Jeg reiste mig pludselig og greb efter Revolveren, jeg følte dens iskolde Skjæfte i min Haand. Nu var der ikke længer Tvil hos mig, jeg vidste, hvad jeg vilde.

Jeg vilde med et raskt Greb smække Gardinet op. Jeg havde allerede paa Forhaand en Fornemmelse af, hvorledes det vilde foregaa. Saasnart jeg fik se den kulsorte Rude, vilde jeg springe tilbage. Et flygtig Billede fór nervøst gjennem min Bevidsthed: En Dyretæmmer paa et Menageri, som aabner Tremmerne og løber tilside for det store, gaadefulde Dyr derinde, som ligger paa Sprang. Nu knakk det igjen mod Ruden, dennegang haardt og truende.

Jeg greb om Snoren som holdt Gardinet, rykket hurtig til og slap den igjen. Med et Smeld gled Gardinet i Veiret.

Jeg tumlet tilbage i Værelset.

I det nederste, ibenholtsorte Felt stod Ansigtet igjen, grusomt og tydelig, den lyserøde Mund og den kridhvide Pande skinnet imod mig.

Men nu skjulte jeg ikke mit Ansigt, jeg gik fremover mod Rædselen, jeg gik fremover mod Vinduet; den store, hadefulde Vilje havde besat mig. Jeg saa intet andet end dette Ansigt og jeg kjendte Revolveren i min Haand, jeg kjendte hvordan den vilde, forbitrede Vrede steg mig til Hovedet. Jeg vilde raabe noget, en Ed, en Forbandelse, men jeg fik det ikke til, en utydelig Gurglen fyldte min Mund, det var ligesom jeg tygget Blod.

Saa sigtet jeg med Revolveren mod Ansigtet, saa nær Ruden som muligt, og trykket af.

Skuddet klikket.

Den lille, blanke Metallyd drev ned min Hjerne som en Spiker.

Jeg trykket igjen af.

Men atter klikket Skuddet.

Og det forfærdelige Ansigt stod der lige rolig mod Ruden, ikke en Mine fortrak sig, Øienlaagene faldt ikke ned, men Øinene stirret mod mig, hvide og døde.

Saa trykket jeg af for tredie Gang.

Den samme Klikking, den samme frygtelige Følelse af at faa en Metalstift gjennem mine Nerver.

Men nu blev Ansigtet utydeligere, de lyserøde Læber blev graa og den kridhvide Pande viskedes lidt efter lidt ud. Jeg lod Revolveren synke. Ansigtet forsvandt mere og mere, begravedes af Mørket, der lukkedes foran det, som et tykt, sort Forhæng. Tilslut saa jeg intet andet end Mørket og et svagt Gjenskin i de øverste Felter af det hvide, fremmede Lys fra Sjøen.

Jeg blev staaende en lang Stund og stirre mod Ruden, forvildet over hvad jeg havde oplevet. Saa eftersaa jeg Revolveren, aabnet Magasinet.

Magasinet var tomt, alle Kuglerne tat ud.