Jesu Döds-Angest i Urtegaarden/3
Gud! du est stor, din Magt og Ære
Forkynde alle Himlens Hære.
Hvo er dig, Gud, blant Guder liig?
Men intet Skabt dit Væsen fatter,
Forgiæves Tanken sig udmatter,
Naar den vil stræbe op til dig.
Din Throne skiuler sig i Straaler,
Som ei Seraphens Öie taaler,
Hvad kan da Menneskets Forstand?
Beundre, knæle og tilbede,
Og tabe sig i hellig Glæde,
Er alt, o! Skaber, hvad den kan.
Jehova er dit Navn, o Herre!
Du var, du est, og du skal være
Fra Evighed til Evighed.
Almægtig, alviis, stor og herlig,
Velgiörende og from og kierlig,
Fra Evighed til Evighed.
Du bödst, og Himmelen og Jorden
Blev til, og Skiönhed, Pragt og Orden
Blev til ved samme Almagts Bud.
Du bödst, og Stövet fik den Evne
At tænke, skiönne, föle, nævne,
Og prise Skaberen, sin Gud.
Usynlig styrer du dit Rige,
Selv holder du dit Værk vedlige,
Et Solegran forkommer ei.
Den Haand, ved hvilken Alt er blevet,
Har Ormens Bane foreskrevet,
Og lært Kometer deres Vei.
Din Magten er. Du ikkun vinker,
Og Torden brager, Lynild blinker,
Flux lydes du, thi du est Gud.
Du truer, Jordens Indvold ryger,
Og Hunger, Krig og fule Syger
Udrette dine Almagts Bud.
Du vinker atter, Himlen smiler,
Og Solen i sin Glands fremiler,
Og alting frydes fiærn og nær.
Du kalder Helbred, glade Dage,
Og Fred og Frugtbarhed tilbage,
Og alting blomstrer fiærn og nær.
Det Folk, som sig paa dig forlader,
Est du en huld, en kierlig Fader,
Gud! vi forlade os paa dig.
Din blide Trofasthed vi kiende,
Den er foruden Maal og Ende;
Den varer ved evindelig.
Du gavst os Fyrster i din Naade;
Du vendte alting os til Baade,
Höit lyder Danmarks Jubelraab!
Dets Lod er skiön og herlig vorden.
Hvor er et Folk, som vi, paa Jorden?
Hvor er et Haab, som Danmarks Haab ?
Her med sit Folk sig Kongen glæder,
Og Folket deler Held og Hæder,
Og Styrke, Mod Og Lyst med Ham.
Du hörer, Gud, de varme Bönner,
Som ofres dig af Christians Sönner,
Du smiler ned — og signer Ham.
Gud! du est stor, din Magt og Ære
Forkynde alle Himlens Hære,
Seraphers Chor besynger dig.
Men Stövets Sang du og annammer,
Naar det sin Fryd og Tak udstammer,
Hvo er dig. Gud, blant Guder liig?