Julenat
Det evige vaade snefald
synker foruden en lyd
nedover jernstakittets
rækker af rustne spyd.
Da stiger en sælsom tuden
fra sør. Det er havets gjø.
Det hvidner. Nogen i ruden
ser mod den sorte sjø.
En blaasende dør staar aaben.
Der skrider en pige, stiv.
Hun bærer i kolde kaaben
en stump af sit eget liv.
Og nedover armens vugge
brer hun det mørke haar,
at ikke et stænk skal dugge
det levende liv, som slaar — — —
Og selv er hun streng og stille
og endelig rolig nu.
Hun bærer sin tause lille
ud i den store gru — —
Men midt i en storm som svulmet,
forrykende vild og graa,
syntes hun se bag mulmet
glans af den himmel blaa — —
Der rødmer et barneminde
fra Bibelens Betlehem —
der toner en stemme: Kvinde!
Din skyld er forladt. Gaa hjem!
Men drømmene dør — det falmer,
det deilige paradis —
og høie med kors og palmer
synker i sne og is —
Og ensomme taarer brænder,
for bønner blev aldrig brød —
og begge de nakne hænder
holder et barn af kjød.
Det bærer hun frem i skyggen
under den frosne strand.
Der hopper hun bent fra bryggen
ned i det svarte vand.
* * *
Stille gaar dag af dvale.
Høit fra sin prækestol
holder en præst en tale
gjennem den tynde sol.
Han trykker med blege hænder
sin elskede hjord i favn,
og kalder dem alle venner
i frelserens, Jesu navn.
Og øverst i alterskinnet
sidder Guds moder huld,
bøiet i dybblaat linnet
over et barn af guld.