Jury-Institutionen i Storbritanien, Canada og de forenede Stater af Amerika

Claus Winter-Hjelm

Jury-Institutionen i Storbritanien, Canada og de forenede Stater af Amerika

Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur, 1853, 1853 (s. 129-290).

Norsk Litteratur.

24. Jury-Institutionen i Storbritanien, Canada og de forenede Stater af Amerika. Indberetning i Anledning af en efter offentlig Foranstaltning foretagen Reise af Munch Ræder. Første Bind, 694 S., udkommet 1850; Andet Bind, 828 S., samt Tredie Bind (Anhang) 432 S., begge udkomne 1852. Comm. hos Chr. Tønsberg. Heftet 1 Spd. 60 ß.

I dette Tidsskrifts 4de Aargs. 3die Hefte, S. 274 ff., er den ene af de til Juryvæsenets Undersøgelse udsendte Mænd, nuværende Amtmand Auberts Indberetning anmeldt. Ved her at anmelde den anden, nuværende Expeditionssecretær Munch Ræders ovennævnte Indberetning, skal man være udførligere i Angivelsen af Indholdet; thi uagtet Fremstillingen, som sædvanligt fra denne Forfatters Haand, er saa klar og let, som Gjenstandens Natur tilsteder, og den i sin Heelhed maa være af høi Interesse, især for dem, der skulle eller kunne have Indflydelse under de stedfindende Bevægelser for at faae Juryindretningen indført her i Landet, er det dog ikke at formode, at ret Mange ville see sig i Stand til selv at gjennemlæse dette et Par Tusinde Sider stærke Verk over en i sig indviklet og for os fremmed Materie, hvorfor det maa være hensigtsmæssigt, at give dem, der alligevel ønske at høste Frugterne af de anstillede Undersøgelser, eller ville dømme Forfatteren og Anmelderen imellem, et nogenlunde fuldstændigt Begreb om det Vigtigste af denne indholdsrige Beretning. Derhos skal man i Korthed berøre nogle i England senere indførte væsentlige Forandringer.

Som Indledning findes i Begyndelsen indtagen den Skrivelse til Justitsdepartementet, hvormed Forfatteren ledsagede sin Indberetning og gjorde Rede for Maaden, hvorpaa han havde opfyldt sit Hverv. Deraf sees, hvad ogsaa fremgaaer af selve Verket, at han overalt har havt Anledning til at benytte de bedste Kilder. Tillige sees, hvorfor han har fundet det nødvendigt at følge den mindre bekvemme og derfor ogsaa mindre betraadte Vei, der „snoer sig trangt mellem de optaarnede og afskrækkende Masser af engelsk og amerikansk Jurisprudents,“ nemlig fordi Juryvæsenet maa betragtes „i nær Forbindelse med Procesreglerne og det Retsmaskineri, hvorigjennem dets Virksomhed fremtræder.“ Sandheden af denne Bemærkning vil nærmere vise sig i det Følgende, hvor ogsaa bedre Anledning vil gives til at omhandle de øvrige Bemærkninger, han dertil har knyttet. Men, om Forfatterens Belysning af den engelske Retstilstand end ikke var saa fornøden, som den er, til en rigtig Opfatning og Vurdering af den dermed forbundne Juryindretning, vilde den alligevel være af stor Interesse, fordi den aabner en vigtig, hidtil hos os for Størstedelen savnet, Adgang til kaste et dybere og alsidigere Blik ind i det Folks Charakteer og Historie, som vi altid, men fornemmelig i senere Tider, have ydet saa megen Beundring, idet den lader os see mange væsentlige Forhold fra en heelt anden Side, end vi have været vante til. Desuden fremstiller den mange eiendommelige Træk, som i og for sig endog ere meget underholdende.

Selve Indberetningen begynder med det Spørgsmaal: Hvad er Jury? og Forfatteren viser her det Uholdbare i de hidtil forsøgte Definitioner af dens Væsen – der ikke lader sig fæste til nogen bestemt Indretning eller noget paatageligt Begrebsskjelnemærke – hvorfor han, uden at definere, gaaer over til at fremstille Forholdet, som det findes i de Lande, hvor han havde at undersøge det.

I første Afdeling opkastes det Spørgsmaal: I hvilke Sager anvendes Jury? Dette besvares med Opregnelsen af de Sager, hvori den ikke anvendes, nemlig:

1) Militære Sager. Efter den blot for eet Aar ad Gangen gjældende og derfor aarlig gjentagne Parliamentsact, der kaldes the Mutinyact, dømme Landkrigsretterne i Storbritanien alle Officierer og Soldater ved Liniearmeen, d. e. alle dem, der modtage Løn som saadanne, for Brud paa deres militære Pligter, og for almindelig slet og umoralsk Opførsel, som Disciplinarforseelse betragtet, hvorimod den hvervede Soldat for almindelige Forbrydelser udleveres og stilles for vedkommende almindelige Domstole. Samme Regel gjælder for Landværnet eller Militsen, naar den er opbuden i Krig, eller samlet til Øvelse i Fred, og for Søtropper, naar de ere paa Land. For Øvrigt gjælder i det Væsentlige samme Regel med Hensyn til Søkrigsretternes Jurisdiction. Forskjellen er kun den, at Mutinyacten bemyndiger Kronen til at udgive Krigsartikler, hvori de militære Forbrydelser og Straffe, som ikke selve Acten navnlig beskjæftiger sig med, nærmere bestemmes, dog saaledes, at Straffene ikke maae strække sig til Berøvelse af Liv eller Lemmer, medens man for Krigsmarinen har permanente Parliamentsacter, hvori Forbrydelserne udførligere ere opregnede og Straffene bestemte. Krigsretternes Domme staae under Kronens Revision. For Canada og de øvrige Colonier gjælde de samme Regler, kun med nogen Forskjel, hvad Landværnet angaaer. I de forenede Stater, hvor Unionsconstitutionen bemyndiger Congressen til „at give Regler angaaende Bestyrelse og Regulering af Land- og Sømagten,“ samt til at „sørge for Bestyrelsen af en saadan Deel af Militsen, som anvendes i de forenede Staters Tjeneste,“ er den militære Jurisdiction deels med Hensyn til Personerne, deels med Hensyn til Gjenstandene, af større Omfang. I første Henseende bemærkes, at alle ved Krigsmagten ansatte geistlige og verdslige Bestillingsmænd staae under Krigsretterne, om end maaskee ikke i samme Omfang, som egentlige Krigsmænd, og i sidste Henseende, at ei alene militære og disciplinære Forseelser ere inddragne under den militære Jurisdiction, men at flere Forbrydelser, der vanskelig lade sig henføre under noget af disse Begreber, ere medregnede, saa som „foragtelige eller respectløse Ord“ mod Unionspræsidenten eller Congressen, Gouvernøren eller Legislaturen i den Stat, hvor de Paagjældende ligge i Kvarteer, o. s. v.; ja endog „alle ikke med Livsstraf belagte Forbrydelser og al Uorden og Forsømmelse, hvori Officierer og Soldater gjøre sig skyldige til Skade for god Orden og militær Disciplin,“ høre under Generalkrigsretten. Derhos er Krigsretternes Jurisdiction, saa vidt den strækker sig, ogsaa der udelukkende, og deres Domme staae kun under Revision – i Tilfælde af Livsstraf eller Afsættelse under Præsidentens, paa Søen under den Høistcommanderendes. Søkrigsretterne have ogsaa Jurisdiction i Tilfælde af Mord, begaaet udenfor de forenede Staters territoriale Grændser, og Capitainerne kunne uden Krigsretsdom dictere Straf for Tyverier af indtil 20 Dollars Værdi.

Den saa kaldte „Krigslov,“ eller Sætten under Krigsloven, har i tidligere Tider oftere været anvendt og misbrugt i England, hvor den endelig under Carl den første, ved Indvilgelsen af den saakaldte petition of right, der siden er bleven betragtet som en af Rigets Grundlove, blev afskaffet. Da imidlertid Parliamentet i vidtløftigere Forstand (Kongen, Overhuset og Underhuset i Forening) ansees som almægtigt, kan det fremdeles suspendere saavel Grundlove som andre Love, og det anvendte dette Middel i Canada under Insurrectionen i 1837, da det viste sig umuligt, især i Nedrecanada, at faae Insurgenterne dømte af Juryer, hvorfor de bleve satte under Krigsretter. Den samme Umulighed har, som bekjendt, viist sig i Irland. I de forenede Stater har kun to Gange været Spørgsmaal om Krigsloven, nemlig første Gang i 1815, da Englænderne vare landede i Nærheden af New Orleans, og General Jackson fra sin Leir proclamerede Krigsloven i denne By, hvilket vel blev erklæret for et ulovligt og ugyldigt Skridt, saa at han blev dømt i Bøder, som han maatte betale; men Congressen erstattede ham siden Pengene, og Folket belønnede ham med Præsidentskabet. Anden Gang blev Krigsloven proclameret i 1843 i Rhode Island, under den besynderlige Insurrection, hvorved man søgte at gjøre en ved Stemmesamling omkring i Staten af et stort Parti (angivelig Majoriteten) istandbragt ny Constitution gjældende i Stedet for den bestaaende, som Legislaturen søgte at beskytte ved den nævnte Proclamation – der dog ikke kom til Anvendelse.

2) Rigsretssager. Disse have i Storbritanien ikke Synderligt tilfælles med vore Rigsretssager. De anlægges vistnok efter Anklage af Underhuset (impeachment), og paadømmes af Overhuset, men ere ikke beregnede paa at gjøre Ansvarlighed gjældende mod Ministeriet eller Cabinettet som saadant, da dette er tilblevet udenfor Loven, og ignoreres af den, medens Parliamentshusene danne Kongens almindelige, offentlige eller store Raad (the great council), og the special eller privy council, der bestaaer af Flere end Ministrene tildeels valgte blandt Parliamentets Medlemmer i Lovens Øine danner hans Raad i sædvanlig Forstand. Det skulde træde i Stedet for Parliamentet, naar dette ikke var samlet, men sammenkaldes kun sjælden, og da meest for Formens Skyld, eller som det heder: i Helligdagsøiemed. Efter at den Anskuelse har vundet Indgang, at et Ministerium, som ikke har Majoritet i Parliamentet for sig, maa aftræde, har der heller ikke været Spørgsmaal om nogen juridisk Ministeransvarlighed, især da man i England ikke erkjender nogen Ansvarlighed før de blotte Raad, der gives Kongen i Regjeringsanliggender. Rigsretsanklagen synes fra først af indført for at naae mægtige Forbrydere, mod hvem der under den ringe Anseelse, hvori Loven stod, ikke var noget Haab om at faae Retfærdigheden haandhævet ad den almindelige Vei. Den synes derfor at have strakt sig til Alle for hvilke som helst Forbrydelser, især politiske og skjønt man har paaberaabt sig et senere Præjudicat, som skulde medføre nogen Indskrænkning heri, synes dette Præjudicat dog ikke at bevise, hvad det skulde. Tillige er Rigsretten privilegeret Værnething for Pærskabet, hvad grovere Forbrydelser angaaer. Den kommer imidlertid nu saare sjælden til Anvendelse. I ældre Tider udøvede Parliamentet derhos ofte en vilkaarlig Jurisdiction ved de saakaldte bills of attainder eller bills of pains and penalties, Parliamentsacter, hvorved de seirende Partier under voldsomme Uroligheder tog Hævn over de overvundne, ved at bestemme høiere Straf for allerede stedfundne Handlinger, end de almindelige Love medførte, eller ved at sætte sig ud over de gjældende Regler om Beviset. I Colonierne har der ikke været noget constitutionelt Maskineri, hvorigjennem impeachment kunde iverksættes. I de forenede Stater have Rigsretssagerne derimod Mere tilfælles med vore. De anlægges ei alene efter impeachment af Repræsentanthusene, og paakjendes af Senaterne, men strække sig kun til civile Embedsmænds Forbrydelser. Rigsretsdommen indskrænker sig derhos til Afsættelse og Uværdighed til at beklæde Embeder i Unionen eller Staten, eftersom det er Unions- eller Statsrigsret, der dømmer, hvorimod den Paagjældende siden kan tiltales for almindelig Ret, for saa vidt Forbrydelsen dertil egner sig. For Præsidentens Handlinger, hvortil intet Raad behøves, staaer han alene til Ansvar, og Ministrene ligeledes for egne Handlinger, som Departementschefer, hvorhos de efter almindelige Regler staae til Ansvar for Deeltagelse i hans Forbrydelser, naar de have bistaaet ham deri. I de enkelte Stater, hvor Gouvernøren i forskjellig Grad har mindre og Ministrene større eller mere uafhængig Myndighed, gjælder forholdsviis det Samme. I Unionen har der »været Tvivl, om Congresmedlemmerne kunde henregnes til civile Embedsmænd, og følgelig stilles for Rigsret ved impeachment, men Spørgsmaalet er blevet afgjort benegtende. I nogle af de enkelte Stater kunne derimod ogsaa Medlemmerne af Lovstiftningerne stilles for Rigsret; i andre ere kun visse Embedsmænd Gjenstand for Rigsretstiltale – og med Hensyn til Forbrydelsernes Art er Regelen ligeledes forskjellig i de forskjellige Stater. Antallet af impeachments har i det Hele i de forenede Stater, som i Storbritanien, været lidet, da det i Almindelighed ansees rigtigst, at overlade de ringere Embedsmænds Forbrydelser til de almindelige Retters Paakjendelse; og da de høiere Embedsmænd deels kunne afsættes uden Dom, deels vælges for kort Tid, har man for det Meste ladet det beroe dermed. Da imidlertid Dommere i Unionen og i mange enkelte Stater vælges for Livstid; da deres Myndighed ikke er af saa underordnet Natur, at den udelukker Skinsyge; og da de have at haandhæve de constitutionelle Grændser mod Angreb af Lovstiftningerne – der lettere ledes af den foranderlige og lidenskabelige Stemning hos Folket – saa komme de ikke sjælden i Collisioner med disse, som almindeligviis ikke have andet Middel til at sætte sin Vilje igjennem mod dem, end Rigsretsanklage; men den er dog for det Meste falden ud til Frifindelse. Et andet Middel, som i nogle af de enkelte Stater kan bruges mod Dommere, men sparsomt er blevet anvendt, er dette, at Lovstiftningens Afdelinger med 2 Stemmer i begge, eller i en af dem og simpel Fleerhed i den anden, kunne beslutte deres Afsættelse.

3) Sager angaaende Disciplinarforseelser og Foragt (contempt) for Lovstiftningerne og Domstolene. Hvad det engelske Parliament angaaer, da have begge Huse, men især Underhuset, været temmelig driftige i Udøvelsen af sin Disciplinarmyndighed, og derved ikke sjælden skredet ind paa Domstolenes Gebet. Mod deres egne Medlemmer er denne Myndighed bleven anvendt gjennem Fængsling, Afbigt for Skranken, eller Udstødelse, og ofte meget vilkaarlig. Mod Andre er den bleven anvendt, naar Huset ansaae sig fornærmet af dem paa en eller anden Maade. Saaledes blev Grandjuryen i Kent 1701 kaldt til Ansvar i Underhuset for en Adresse, den havde indgivet om, at Huset vilde „forandre sine loyale Adresser til Pengebevillinger, og sætte hans Majestæt i Stand til at understøtte sine Allierede, forinden det blev for silde,“ uagtet en stor Deel af Folket var af samme Mening som den kentske Grandjury. I Jacob den førstes Tid anvendte baade Overhuset og Underhuset haarde og forsmædelige Straffe for Meningsytringer, som egentlig ikke vedrørte Huset selv, og i Carl den førstes Tid ansaae Underhuset saa godt som Alt, hvad der mishagede det, som Brud paa dets Privilegier. For at ramme Biskop Laud, erklærede det „alle nyopfundne Ceremonier i Kirketjenesten,“ for contempt mod Underhuset. Da Overhuset i Begyndelsen af forrige Aarhundrede havde hjemviist en Sag mellem en Valgbestyrer og en Mand, hvis Stemme han havde negtet at modtage, til court of kings bench, Manden derpaa havde faaet en Dom mod Valgbestyreren, som han lod exseqvere, og flere Søgsmaal bragtes mod samme Valgbestyrer, lod Underhuset alle Angjældende indespærre i Newgate; og da de havde indbragt Sagen ved writ of habeas corpus for court of kings bench, som ikke ansaae sig competent til at sætte dem i Frihed mod Underhusets Arrestordre, saa at der atter blev Spørgsmaal om Appel til Overhuset – der i England ellers ansees som høieste Appelinstants – besluttede Underhuset, for at forebygge dette, at fængsle alle Advocater og andre Agenter, som havde søgt at gjøre habeas corpus gjældende, og androg hos Dronningen (Anna) om at negte Appel. Overhuset erklærede dets Adfærd for Anmasselse, og Dronningen skilte Trætten ved at hæve Parliamentet. Court of kings bench, som tidligere havde anseet sig incompetent til at bedømme Grændserne for Underhusets Privilegier, fandt siden med Overhuset, at Underhuset ikke paa egen Haand kunde bestemme disse, og ansaae sig følgelig competent til at dømme derom. Der opstod nu en lignende Kamp imellem denne Domstol og Underhuset. Det mærkeligste Exempel haves fra 1837, da Underhuset i Anledning af en falden og exseqveret Dom af court of kings bench lod Domhaveren og Sherifferne, som havde exseqveret, fængsle, og ilagde disse Erstatning, hvorhos det, da Domhaveren vedblev med sin Forfølgning gjennem et Par Advocater, ogsaa lod disse, ja endog en af deres Contorbetjente, arrestere. Over denne Underhusets Udstrækning paa egen Haand af sin Disciplinarmyndighed klages af de engelske Skribenter, med Støtte i den almindelige Mening, som over et Constitutionsbrud. I de britiske Besiddelser i Nordamerika har man vel brugt samme Myndighed mod Lovstiftningens egne Medlemmer, men i Øvrigt almindeligviis indskrænket dens Udøvelse til saadanne Handlinger, som umiddelbar berørte Forhandlingernes Ro eller Værdighed, skjønt der i Newfoundland 1836 eller 1837 blev gaaet videre, og opstod Strid med den almindelige Dommermyndighed. I de forenede Fristater, hvor Lovstiftningens Jurisdiction er mere bestemt, skjønt ikke overalt i lige Grad, strækker den sig ei alene til Fængsling og Udstødelse af egne Medlemmer, men til Forsamlingens og Medlemmernes Beskyttelse mod Andre, efter et temmelig udstrakt Begreb, hvorunder til Ex. indgaaer Bekjendtgjørelse af deres Hemmeligheder, eller af falske Beretninger om Forhandlingerne eller Medlemmerne som saadanne, Bestikkelser af eller Udfordringer til disse, og deslige, hvorhos den har samme Myndighed som Domstolene mod indkaldte Personer. Skjønt meget sjældnere, har man ogsaa der Exempler paa Strid om Jurisdictionsgrændserne mellem Lovstiftningerne og Domstolene, hvortil blandt Andet Unionsforholdene give særegne Anledninger. Domstolene have i Storbritanien og Amerika omtrent samme Disciplinarmyndighed, som hos os, med Hensyn til processuale Forseelser og Brud mod Retspolitiet, Tvang mod Gjenstridighed, med Mere. Om deres store Myndighed over Juryen vil senere blive handlet.

4) Chancerysager. For at kunne gjøre sig en nogenlunde rigtig Forestilling om, hvor vidt Chanceryrettens Jurisdiction nu strækker sig, og Juryen følgelig er udelukket fra civile Sager, maa man gaae lidt dybere i Tingen, og det Historiske er her af Vigtighed i flere Henseender, hvilket senere (nedenfor) vil sees. Som Indledning har Forfatteren derfor forudskikket en almindelig Oversigt over det engelske Retsvæsen, der tillige nærmere belyser den ellers ikke let fattelige Forskjel mellem flere Gjenstande og Benævnelser, hvorom i det Følgende handles.

Den første Oprindelse til den saakaldte common law er den med Angelsachserne indbragte germaniske Ret, der senere er bleven uddannet, deels ved Parliamentsacter, som nu ere tabte, deels og fornemmelig ved Retsbrug (Præjudicater af de almindelige eller saakaldte common law Retter, og navnlig de høiere eller Westminsterretterne), dog ikke uden en i flere Dele, skjønt ingenlunde i det Hele, væsentlig Indflydelse af civil law (Romerretten), trods alle de Bestræbelser, der i sin Tid fandt Sted, for at holde denne Indflydelse ude. Da nemlig de fra Normandiet efter Wilhelm den førstes Erobring i stor Mængde indvandrede Geistlige medførte Studiet af de i Amalfi opdagede justinianske Pandekter, blev disses Udbredelse med stor Iver modarbeidet af Baronerne, der fandt sig bedre tjente med den sachsiske, simplere, efter deres egne Interesser allerede lempede Ret, end med et dem ubekjendt og kunstigt System, som de ikke selv til egen Fordeel kunde bringe i Udøvelse, men hvorefter de kloge Fremmede maatte skifte Ret i Landet; og Folkets Masse, der allerede havde følt Trykket af den ved Lehnsvæsenet indførte Omskiftning i de ældre Retstilstande, frygtede for yderligere Undertrykkelse ved et tredie Retssystems Indførelse, hvorfor den gav Baronerne Medhold. I Midten af det 12te Aarhundrede blev Romerrettens Studium, der var indført ved Universitetet i Oxford, strengt forbudt; da Prælaterne søgte at faae anerkjendt den canoniske Retsregel, at uegte Børn legitimeres ved Forældrenes paafølgende Egteskab, erklærede Jarlerne og Baronerne sig derimod; og et Aarhundrede senere afgav de en heftig Erklæring mod Romerretten. Men alt dette hindrede ikke Geistligheden i at lære den i Skoler og Klostre, samt ved Universiteterne, der stod under dens Control. Tidligere havde Geistlige ogsaa virket som Dommere og Sagførere ved de almindelige Domstole. Da dette endog af Kirken selv var blevet dem forbudt, vedblev de alligevel nogen Tid i Smug med samme Virksomhed, idet de skjulte sin Tonsur med Parykker – der siden ere blevne uundværlige i de engelske Retter –; men endelig afstod de fra al Retspraxis ved de almindelige Retter, og indskrænkede sig til Chanceryretten, Admiralitetsretten, de geistlige Retter og Cantslerretterne ved Universiteterne hvor de forfulgte common law med samme Iver, som man udenfor forfulgte civil law. Imidlertid udkom et modsat Forbud, idet Pave Innocents den fjerde forbød Geistligheden at læse common law, medens den canoniske Ret anpristes som indeholdende Guds egne Befalinger. Alt dette imponerede Folket, og common law Juristerne, der desuden havde følt de romersk-canoniske Juristers Overlegenhed i Discussionerne, fandt nu fornødent at tilegne sig den samme Dannelse. Deres fortrinligste Forfatteres saa som Bractons og Fletas Skrifter, der senere blev Ledestjerner for de Retskyndige ved common law Domstolene, røbe en saa stærk Indflydelse fra fremmede Kilder, at man næsten kunde have ventet den gamle Ret lidt efter lidt fortrængt, saafremt man ikke havde oprettet egne Dannelsesanstalter for common law Juristerne, og Hadet ikke var blevet vedligeholdt ved de stedse vedvarende Jurisdictions-Stridigheder. Common law Juristerne, der vare udelukkede fra Universiteterne i Oxford og Cambridge, fandt nemlig paa at oprette et Slags egne Universiteter i de saa kaldte Inns of court (Retskroer) i London, hvoraf fire (Inner Temple, Middle Temple, Grays Inn og Lincolns Inn) senere tildeelte de Studerende lærde Grader (barristers og sergeants at law) i Lighed med de egentlige Universiteter (baccalaurei og doctores). I disse Inns benyttede man dog af Modstandernes System Et og Andet, der passede med common law, og behøvedes til at udfylde dens Huller, ligesom man og anvendte den af Modstanderne lærte Dialektik. Nu ere disse Læreanstalter nedsunkne til en Skygge af hvad de var. Den saaledes uddannede common law gjælder ved de almindelige Retter, som i det Følgende nærmere ville blive omhandlede.

Ved Chanceryretten gjælder derimod under Navn af equity (Billighed) heelt andre Grundsætninger, som nu nærmere skal vises. Denne Domstol, der er af senere Oprindelse end de almindelige Retter, har omtrent samme Øiemed i civile Sager, som Benaadningen i criminelle. Ei alene for at faae Beskyttelse mod mægtige Voldsmænd – som ikke frygtede de almindelige Domstole, men vel Kongen, der truede med umiddelbar Tugtelse, hvis de ikke adlød –, men fornemmelig for at faae Bod paa de mange væsentlige Misviisninger fra den sande Retfærdighed, som den ulempelige og besynderlige common law medførte, især efter de almindelige Retters snævre Anskuelser under dens Anvendelse, tyede man til Kronen, som Retfærdighedens Kilde, og naar Kongen tog sig af Sagen, handlede han paa een Gang som Retfærdighedens Haandhæver og Naadens Kilde. Cantsleren var efter sin Stilling den naturlige Mellemmand i saadanne Tilfælde, og foredrog i Begyndelsen Sagerne for Kongen; men da hans Embede lige ned til Henrik den ottendes Tid næsten altid, og senere ofte, beklædtes af en Geistlig, der var Vogter over Kongens Samvittighed (keeper of the kings conscience), blev det snart overdraget Cantsleren selv at afgjøre dem. Da de Geistlige Lidet eller Intet kjendte af common law, kunde den ikke komme synderlig i Betragtning ved Siden af de summariske Billighedshensyn, der fulgtes; og de almindelige Retter klagede saa meget mere over Anmasselse ved denne stedse videre om sig gribende Jurisdiction, som Cantsleren endog tiltog sig at ophæve eller tilintetgjøre Virkningen af deres Domme, naar han fandt disse bevirkede ved Midler, som billigviis ikke burde have været brugte. I 1616 opstod saaledes en Strid mellem Lordcantsleren Ellesmere og den bekjendte common law Dommer Sir Edward Coke, hvorunder Sagsøgerne og Sagførerne, med Flere, i chancery eller equity blev dragne til Ansvar paa deres Liv i Westminsterretterne (de store common law Retter, hvorom nedenfor), da de havde negtet Gyldigheden af en Dom, som var opnaaet ved Bedrageri. Imidlertid følte Cantslerne snart Nødvendigheden af en regelmæssigere Fremgangsmaade, og søgte Reglerne i den dem tilgjængeligste Kilde, Romerretten, hvoraf de i Forbindelse med deres egne Præjudicater dannede sig et eget Retssystem; og efter at Retslærde, der kjendte common law, hyppigere var blevne Cantslere – fra 1625 ophøre Geistlige at beklæde Embedet –, ophørte ogsaa Vilkaarligheden og Striden med de almindelige Retter efter Haanden. Hvad der allerede fra Begyndelsen gav Chanceryretten en nogenlunde bestemt og berettiget Plads ved Siden af de almindelige Retter, var en af de mange besynderlige Egenheder, der fandtes og for en stor Deel endnu findes ved den engelske Retspleie. Denne Egenhed bestod i følgende: Fra umindelige Tider var det en nedarvet Regel, at man for at kunne anlægge en Sag ved Domstolene maatte henvende sig til Kronen, og faae et Paalæg til vedkommende Ret om at tage den under Behandling. Dette Paalæg gaves i et saakaldt original writ fra Cancelliet til Sheriffen, som derefter havde at underrette Modparten om Klagen, med Opfordring til, enten at tilfredsstille Klageren, eller at indfinde sig i vedkommende Ret med sit Forsvar; og naar dette writ med Forkyndelsespaategning var indsendt til Retten, ansaaes den først bemyndiget til at tage Sagen under Behandling. Ethvert original writ – der skulde indeholde Klagegrunden – maatte indrettes efter Sagens Beskaffenhed; men Cancelliets underordnede Embedsmænd, som udfærdigede disse writs, dannede sig visse Formler for de forskjellige Arter af forekommende Tilfælde, og standsede snart med Forflerelsen af disse Formler, hvoraf Følgen blev, at Sager, som ikke passede ind i nogen allerede vedtagen Formel, udelukkedes fra de almindelige Retter. Vel blev der ved et af Westminsterstatuterne i 1285 anordnet en heel Deel nye Former for writs, samt derhos bestemt, at Cancelliets Embedsmænd skulde danne flere, for Tilfælde, hvis Afgjørelse væsentlig beroede paa samme Retsgrundsætninger, og flere blev følgelig opfundne inden de saaledes betegnede Grændser; men dette forslog heller ikke, som let begribes, og imidlertid hade Formularvæsenet faaet legal Sanction i den strenge Betydning, hvori det allerede dreves. En Mængde Sager, som hørte under andre Retsgrundsætninger, eller ikke gik ind under Ordene i de vedtagne Formler, blev fremdeles udelukket fra de almindelige Domstole, da Formlerne ikke betragtedes som veiledende Forbilleder, men som ubevægelige Rammer, hvori Sagerne, for at kunne indkomme, ligefrem maatte passe, og følgelig som Jurisdictions-Grændseskjel. Actionerne (ɔ: hvad vi kalde Irettesættelse og Paastand, Deduction, o. s. v.) maatte nøie svare til det forudgaaede writ – kort: man havde et med selve common law paa dens egen Jordbund opvoxet Sidestykke til det første eller ældste romerske Formularsystem. Senere oversprang man vel original writ, og gik lige til Retterne, der i dette som i flere Tilfælde hjalp sig med en Fiction, den nemlig, at det originale writ allerede med Sheriffens Paategning var indkommet – hvad Slags Stævning der traadte i Stedet, vil siden blive berørt –; og endelig blev dette writ for alle personlige Actioner udtrykkelig afskaffet. Men herved vandtes intet Andet, end at Actionerne traadte i Stedet som Udgangspunkter, under det samme Formularsystem i Øvrigt, skjønt Formlerne bleve simplere og færre. Man indrettede derhos Paastanden saaledes, at samme Fremgangsmaade kunde bruges, som efter den strenge Ret hos Romerne, nemlig at til- eller frakjende i det Hele hvad der var paastaaet, hvilken Indretning Forfatteren mener truffen af Hensyn til Juryernes Uvidenhed og Raahed. Det begribes imidlertid let, hvor lidet man i Almindelighed var tjent med denne stive og snævre Formularproces, hvorved det desuden i væsentlig Grad manglede paa Midler til at drage Sandheden for Lyset, og at man, da der ikke ad Lovgivningsveien blev holdt Skridt med Retsforholdenes naturlige Udvikling, maatte taale Chancery-Retspleien, som derfor valgtes i de vigtigste Tilfælde. De Grundsætninger Cantslerne derved fik Anledning til at gjøre gjældende i hele Klasser af Sager, gik for en Deel lidt efter lidt over i de almindelige Retters Praxis i lignende Tilfælde, saa at de nu komme til Anvendelse paa begge Steder; men det er langt fra, at denne Udjævning er skreden frem i nogen væsentlig Grad – skjønt, som siden skal vises, de værste Spidsfindigheder ved Procesmaaden i England nu endelig ere afskaffede – hvorimod de almindelige Retter endnu ansee sig forpligtede til at bedømme de meest omfattende og indgribende Retsforhold efter den gamle og besynderlige common law, som de have at haandhæve, medens Chanceryretten haandhæver den nye og naturligere common law, eller equity, der ved dens egen Retsbrug har vundet Hævd. Der staaer saaledes endnu to Retssystemer ved Siden af hinanden, med lige Krav paa Gyldighed i den Strid, hvori de ere geraadede. For at oplyse dette, ville vi her berøre nogle af de mærkelige Exempler, Forfatteren i denne Forbindelse omstændeligere har anført. Efter common law gaaer Konens Personlighed ved Giftermaalet op og forsvinder i Mandens, der i sin Person repræsenterer begge saaledes, at hun ved de almindelige Domstole ikke mod ham kan faae anerkjendt nogen Rettighed af tidligere eller sildigere Oprindelse, om den end støttes paa hans egen Vedtagelse, da alle Contracter mellem Egtefæller, efter common law, formedelst selve Egteskabet ansees som rene Nulliteter. Hendes Søgsmaal bliver altsaa ved de almindelige Retter, hvor det ellers vilde henhøre, ubetinget afviist som aldeles ugyldigt. Gaaer hun derimod til Chanceryretten med samme Søgsmaal, vil det blive antaget, da den erkjender, at der maa være et Retsforhold mellem Egtefæller som mellem andre Mennesker, og at følgelig Konen maa have Adgang til at indtale sine Rettigheder imod Manden, som i dette Tilfælde ikke kan repræsentere hende. Da efter det Ovenanførte Romerretten i Forbindelse med denne naturligere Anskuelse af Egteskabet har skaffet sig Indpas igjennem chancery, bliver altsaa baade Egtepagt og Særeie under ellers bindende Betingelser der anerkjendt. Den Myndighed, Chanceryretten udøver over de geistlige Retter, der ellers have en omfattende Jurisdiction i Egteskabssager, og den særegne Maade, hvorpaa common law og equity kunne komme til at virke i Forening under saadanne Forhold, vil nærmere sees hos Forfatteren. Samme Anskuelse af Fællesskabsforholdet, som i common law har gjort sig gjældende med Hensyn til Egtefæller, har ogsaa der gjort sig gjældende med Hensyn til andre Fæller. En Interessent kan ikke for nogen almindelig (common law) Ret indtale sit Krav mod Interessentskabet eller dets Firma, fordi han efter denne Anskuelse vilde sagsøge sig selv – ja det ene Interessentskab eller Firma kan ei en Gang indtale sin Ret mod det andet, naar Nogen er Medlem af begge. I Chanceryretten gaaer derimod et saadant Søgsmaal af ganske naturlige Grunde meget vel an. Efter common law kan man i Følge Dom mod Interessentskabet gjøre Indførsel i et Medlems Særeie, inden den fælles Formue er udtømt, og omvendt efter Dom mod en Interessent, hvis Særeiendom er tilstrækkelig til at dække hans Gjæld, udsøge sit Tilgodehavende hos ham af den hele fælles Formue, uden Indskrænkning til hans Andeel deri, og uden at den fælles Gjæld er betalt. Imod saadanne Forrykkelser af de naturlige Forhold yder Chanceryretten ligeledes den fornødne Bistand. Talen er her dog alene om de uauctoriserede Interessentskaber, eller de saakaldte partnerships, ikke om de auctoriserede, eller corporations, saasom joint-stock-companies og lignende Selskaber, Communer, Laug, offentlige Stiftelser, og deslige, der paa en eller anden Maade ere unddragne fra denne besynderlige Regel i common law. Med Hensyn til Gjældsbreve, Cautioner, Underpant og flere almindelige Retsgjenstande blev det ligeledes nødvendigt at gaae til Chanceryretten for at komme Forholdenes Natur nærmere, da common law greb ind med saa vrange og stive Regler, at det kun ad Omveie var muligt, nogenledes at undgaae de haandgribeligste Urimeligheder – og endnu have de almindelige Retter kun i enkelte Dele fulgt hiin Rets Exempel. Efter common law kunde man lige saa lidt i civile som i criminelle Sager tvinge den Paagjældende selv til at bidrage til Udfyldelsen af det manglende Beviis imod ham. Naar man derimod henvendte sig til Chanceryretten med bill of discovery, ledsaget med Forsikring om, at Oplysningen var af Vigtighed, og at Beviset ikke anderledes kunde tilveiebringes, blev Modparten ei alene tvungen til at udlevere Beviismidler – hvilket de almindelige Retter forlængst have efterfulgt, og endelig ved Statut af 7de August 1851 have faaet udtrykkelig Hjemmel for –, men ogsaa paalagt Ed i fornødent Fald, hvortil disse Retter ikke vilde bekvemme sig, og hvorfor man fremdeles derom maatte henvende sig til hiin Ret, indtil det ved nysnævnte Statut blev bestemt, med visse Undtagelser, at Parterne selv kunne føres som Vidner i civile Sager. Dog er der Fare forbunden med Anvendelsen af dette Retsmiddel, da Chanceryretten i Edspunktet lader den beedigede Forklaring gjælde ogsaa for den Sværgende, om den end modsiges af et lovfast Vidne – der ellers nu ogsaa af Chanceryretten antages for fuldt Beviis –, naar ikke andre Omstændigheder bestyrke dets Udsagn, medens det ikke vides, om common law Retterne nu, da de ligesom Chanceryretten modtage Partsed, i saa Henseende følge samme Maxime, eller ei. Kommer i nysberørte Tilfælde bestyrkende Omstændigheder til Vidneprovet, vil vel Chanceryretten foranledige, at Spørgsmaalet om Bevisets Tilstrækkelighed forelægges en Jury, men kun naar Sagen staaer eller tilsigtes indbragt for en common law Domstol, og ikke ved prayer of relief forlanges afgjort af den selv – hvilket i mange, skjønt ikke alle, Tilfælde vil blive bevilget. Dette skeer fornemmelig i saadanne Sager, hvor Spørgsmaalet er om gjensidige, betingede, forgrenede og forviklede Retsforhold. Forfatteren bemærker, at Flere paastaae, Vanskeligheden ved at bringe saadanne Spørgsmaal til heldig Afgjørelse ved Hjælp af Jury har bidraget meget til Udvidelsen af Chancery-Jurisdictionen, idet den er gaaet videst, hvor saadan Vanskelighed var tilstede, og Erfaring har viist dens heldigere Indflydelse i disse Sager. Vanskelige Regnskabssager bringes vel endnu hyppig for common law Retterne, men man bruger der temmelig sædvanlig den Maade, med Parternes Samtykke at henvise dem til Voldgift, og næsten altid til en Advocat, der bemyndiges til at edfæste og forhøre begge Parter – da de nemlig samtykke i denne Fremgangsmaade – fordre Fremlæggelse af de fornødne Beviisligheder, afgjøre Sagen og bestemme Omkostningerne. Fra Chanceryretten henvises ogsaa ofte Sagen til Afgjørelse af en blandt chancerys egne Embedsmænd, som derved faaer større Myndighed end Voldgiftsmanden ved de almindelige Retter. Chanceryretten har nemlig, som allerede viist, aldrig været bunden til en bestemt Action, saaledes som common law Retterne indtil 1852 var i England, og for Størstedelen endnu ere i Amerika, men kan i en meget vid Udstrækning opgjøre Regnskaber efter egen Anskuelse, da det over Hoved er dens Pligt at tage sig af Parternes Tarv, hvor der findes Bedrageri, Feiltagelse eller Tilfælde (fraud, mistake or accident), og man i Anvendelsen giver disse Begreber en stor Udstrækning. Naar til Ex. en Fordringshaver har retlig Adgang til at gjøre sit Krav gjældende ad to Veie, der fore til Maalet, men den enes Benyttelse vil skade Skyldnerens øvrige Fordringshavere, den andens Brug ikke, og han vælger den første Vei, bliver det under Navn af fraud in law eller constructivt Bedrageri forebygget af Chanceryretten, der tvinger ham til at indskrænke sig til den anden. Naar i et ellers omtvistet Regnskab en hjemlet Fordring er udeladt eller en uhjemlet indtagen i begge Parters Opgjør, kan Retten, uden bestemt Paastand derom, tilføie den første eller udslette den sidste, hvis Feilen kan antages at reise sig af Vildfarelse. Naar Opfyldelsen af en Overeenskomst bliver umulig formedelst „Guds Tilskikkelse“ af en Naturhindring (Dødsfald i Regelen dog ikke medregnet), kan Chanceryretten ordne Forholdet efter equity. De almindelige Domstole kunne ogsaa negte Gyldigheden af en Overeenskomst, og tilkjende Erstatning for Tab, paa Grund af beviist Bedrageri i strengere Forstand; men Chanceryretten kan i Mangel af Beviis kræve Partsed, og tvinge Ihændehaveren, hvis Overeenskomsten er skriftlig, til dens Udleverelse og Tilintetgjørelse, for at forebygge videre Søgsmaal, eller „Skyer,“ hvis det er et Heftelsesbrev paa fast Eiendom. End videre kan, som før viist, Chanceryretten, men ikke de almindelige Retter, omstyrte Domme, som ere opnaaede ved Bedrageri, idet den forbyder deres Benyttelse. Fremdeles kan den fremtvinge ligefrem Opfyldelse (specific performance) af Forpligtelser, hvis Beskaffenhed er saadan, at den Rethavende ikke kan ansees lige saa vel tjent med Erstatning – som var det Eneste, de almindelige Domstole indtil de seneste Tider i Regelen kunde tilkjende i Vegringstilfælde. Om Undtagelserne efter den ældre Ret, og om de Udvidelser af de almindelige Retters Tvangsmyndighed, som i 1852 maae være gjorte, vil i det Følgende blive talt. Da Formyndervæsenet i videst Forstand hører under Cantsleren som Øvrighed, og de deraf opstaaede Sager følgelig under Chanceryretten, udgjør dette en vidt forgrenet Gjenstand for dens Jurisdiction. De mange Tilfælde, hvor der er causa connexa mellem flere Parter i forskjelligt Forhold, høre selvfølgelig derunder. Forfatteren anfører en Mængde andre Exempler paa Tilfælde, hvori man formedelst Chanceryrettens større Myndighed til at lempe sig efter Forholdenes Natur maa tye til den om en Retshjælp, som de almindelige Domstole, i det Mindste for 1852, ikke kunde yde; men det vilde her blive for vidtløftigt at gjentage dem alle, og de allerede berørte Exempler ville uden Tvivl være tilstrækkelige til at give et Begreb om den udstrakte Jurisdiction, som udøves af denne Ret – der ei alene kunde regnes blandt de almindelige Domstole, men endog kaldes den almindeligste af dem alle, hvad civile Sager angaaer. Medens common law og dens Domstole af Mangel paa tilstrækkelige Retterbøder fra den lovgivende Magts Side ere blevne langt tilbage, har Chanceryretten med megen, men for en stor Deel fornøden, Dristighed fulgt den naturlige Udvikling af Retsforholdene, idet dens Former, som Forfatteren bemærker, „tillod den med Lethed at slutte sig til dem alle, og gribe alt for Sandhedens Udfindelse og Retfærdighedens Haandhævelse brugeligt Stof, under hvilken Skikkelse det end maatte fremtræde“ – og heri har den fulgt sit oprindelige, i Begyndelsen bestredne men i Tidernes Løb mere og mere aner- kjendte Kald, som den uden Tvivl endnu længe vil beholde om det ellers nogensinde vil ophøre. Hvor Lovgivningsmyndigheden er lagt i saa mange, deels af modsatte Interesser drevne, deels af forklarlige Aarsager uduelige Hænder, kan det ingenlunde væntes, at selve Lovgivningen betimelig vil følge Forholdenes naturlige Udvikling med Bestemmelser, som svare til Behovet, hvorimod man der altid vil blive nødt til at overlade Retsudviklingen i mere eller mindre væsentlig Grad til Theori og Praxis af de Retskyndige, der imidlertid, da de ikke bevæge sig paa et saa frit Felt som Lovgiverne, alene kunne faae et nogenledes taaleligt Flikverk i Stand, trods al den Dristighed, hvormed de deels omgaae eller bortforklare, deels ligefrem trodse de endnu gjældende forældede og skadelige Love fra svundne Tider. Saa- ledes gik det med det romerske jus honorarium, og saaledes med den engelske equity. Kommer nu dertil, som i England, en ellers agtværdig men overdreven Vedhængen ved nedarvede Indstiftelser og Frygt for væsentlige Forandringer, begribes let, at saadanne besynderlige Rester, som de oven anførte og mangfoldige flere af lignende og værre Slags, fra den gamle og raae Tid ere blevne tilbage. Denne Vedhængen ved det Gamle og Nationale gjøe det forklarligt, at den lærde common law Dommer Sir Matthew Hale i Slutningen af det syttende Aarhundrede klagede over, at Cancellidoctrinerne „spiste Hjærtet ud af common law“; at Sir William Jones, næst at bemærke, at Romerretten er den sande Kilde til næsten alle engelske Love, der ikke ere af feudal Oprindelse, tilføier, at „faa engelske Lovkyndige vove at gjøre en saadan Tilstaaelse“; at selv Jeremias Bentham, i Slutningen af det attende Aarhundrede, da Cancellidoctrinerne med al sin Lempelighed efter Forholdene havde vundet lige saa megen Fasthed som Udvikling, kaldte equity „den lunefulde og sig selv ulige Herskerinde over vore Skjebner, hvis Træk ingen Eneste er i Stand til at skitsere,“ uagtet Chanceryretten saa trolig som nogen Domstol i Riget følger sine Præjudicater. Blackstone siger derimod om common law: „Den ligner en gammel gotisk Borg, oprettet i Ridderskabets Tider, men indrettet for en Beboer i vor Tid. De med Vandgrave omgivne Volde, de til Kamp rustede Taarne og de med Trofæer smykkede Sale ere pragtfulde, men unyttige, og derfor forsømte. De ringere Væxelser, nu indrettede til daglig Brug, ere mindre og bekvemme, skjønt Adgangen til dem kan være krøget og vanskelig.“ Denne i al mulig Pietet indklædte Bemærkning har Blackstone gjort med specielt Hensyn til den historiske Udvikling af common law, hvilket Ord efter den forskjellige Forbindelse, hvori det forekommer, har forskjelligt Omfang – et mindre, i Modsætning til equity, et større, i Modsætning til statute law (Parliamentslovgivningen, for saa vidt den haves opbevaret som skreven Ret), i hvilken Forbindelse det omfatter den hele paa Præjudicater beroende uskrevne Ret, altsaa tillige equity. At statute law ikke, som common law i streng Forstand og equity samt civil law – hvorom nedenfor ved de geistlige og Admiralitetsretterne nærmere skal handles – blot gjælder ved visse egne Domstole, følger af sig selv); men hvor meget den end griber ind i visse Forhold, udgjør den dog ingen stor Deel af den engelske Ret. Forfatteren bemærker, at „saa længe common law ikke er bleven codificeret, kan man med temmelig Rigtighed opstille Forholdet mellem den og Statutlovgivningen saaledes, at denne ikke er meget mere end Rammen for hiin; den organiserer de ydre Betingelser for common laws Virksomhed, medens dennes egentlige Kjerne er Massen af Retsgrundsætningerne selv, der gjennem Aarhundredernes Løb have udviklet sig, og som, naar de drages frem i deres Nøgenhed fra det halv barbariske og halv lærde Hylle, hvorunder de skjule sig, for Størsteparten ikke ere Andet end hvad sund Fornuft, ledet af Humanitet, selv dicterer.“ Dette Sidste maa vel især være meent om equity, som en Deel af common law i videre Forstand, da common law i snævrere Betydning, som allerede for en Deel viist, griber vidt og dybt ind med Grundsætninger, der ingenlunde fortjene denne Dom. Foruden at Statutloven saaledes i og for sig ikke gaaer vidt, lider den ogsaa nogen Indskrænkning i sin Virkekreds derved, at man foretrækker en tvungen Fortolkning af Statutet, naar den leder til mindre Forandring i den ældre Ret, og at man ikke gaaer videre, uden at dets udtrykkelige Ord og klare Mening absolut kræver det. „Er det paa nogen Maade muligt,“ siger Forfatteren „at begge bestaae sammen, saa ville Domstolene ikke ansee common law Regelen som hævet, men blot betragte Statutet som ydende et nyt Middel, ved Siden af det gamle, til Benyttelse efter Vedkommendes Valg for Sandhedens Udfindelse eller Retfærdighedens Haandhævelse. Selv med Hensyn til Straffen for Forbrydelser er dette Tilfældet, saa at man undertiden ved at indrette Anklageacten efter common laws Former kan faae common laws Straf anvendt; hvorimod man maa følge Statutets Former, hvis man ønsker Anvendelse af Statutets Straffebestemmelser.“

Den samme Vedhængen ved sine gamle Indretninger, som den angelsachsiske Stamme viser i Moderlandet, viser den ogsaa i andre Verdensdele, hvor den raader, og Anglo-Amerikanerne have derfor i det Væsentlige bibeholdt den medbragte common law, der af dem betragtes med samme Ærefrygt for dens Ælde og Beundring af dens Fortræffelighed, som ydes den i England. Dog følger det af sig selv, at saadanne Partier deraf, som tabte sin Gjenstand, til Ex. Lehnsvæsenet, maatte bortfalde, ligesom det „forkunstlede og med raffinerede Distinctioner luxurierende System“ – som Forfatteren mildt nok udtrykker sig – om fast Eiendoms Erhvervelse og Besiddelse, som nødvendig Følge af de nye Forholds Natur, maatte afløses af et simplere System, o. s. v. I Religionsanliggender greb common law ikke ind, undtagen for saa vidt den christelige Religion erklæredes for en Deel af den, Noget, der ogsaa i England er anseet foreneligt med de Afvexlinger og Blandinger af Troesbekjendelser, som der have fundet og finde Sted, og den samme Grundsætning er derfor vedbleven i de forenede Stater, efter at den engelske Høikirkes Lovgivning, som indførtes i nogle af Colonierne, var afskaffet, og Puritanerne i Massachusetts havde ophørt med de der i Begyndelsen udøvede Forfølgelser mod andre Sekter, som de selv i Moderlandet havde unddraget sig. Man har i Europa, selv i England, troet, at common law i de forenede Stater allerede var codificeret; men dette er ikke Tilfældet, da man i de flere tildeels omfangsrige amerikanske Lovbøger kun har samlet og ordnet Statutlovgivningen, ikke common law, hvorfor de ogsaa bære Navnet revised statutes, for det Meste underkastede hyppige Revisioner paa Nyt, som Følge af de idelige Forandringer i Enkelthederne, hvorigjennem de indbyrdes kæmpende og vexelviis seirende Interesser eller Opinioner hos et saa bevægeligt Folk under saa demokratisk Forfatning med Lethed kunne gjøre sig gjældende, til liden Baade for Retssikkerheden. Imidlertid havde denne idelige Slingren gjennem Statutforandringer, om det synes, hidtil kun i ringe Grad strakt sig til common law, hvilken det conservative Parti derfor holdt fast ved som det bedste Nødanker mod Skibbrud i de demokratiske Bølger og Brændinger – og saa snart vil det vel heller ikke blive muligt under saadanne Bevægelser at istandbringe en gjennemgribende Reform i den endnu med saa megen nedarvet Ærbødighed betragtede Sædvansret, mod hvilken Skinsygen ikke kan vende sig. Dog har man, som nedenfor vil sees, i New York allerede gjort en ganske mærkelig Begyndelse, hvad Retspleien angaaer.

Skjønt af noget anden og mere compliceret Indretning, svare de forenede Staters Domstole i Betydning eller Jurisdiction omtrent til de engelske; dog er den mere eller mindre forskjellig i de forskjellige Stater – hvis Afvigelser fra hinanden i Constitution og Lovgivning ingenlunde indskrænke sig til, hvad der flyder af selve Forholdenes Forskjellighed. Hvad Chanceryretten i Særdeleshed angaaer, da bemærker Forfatteren, at den i det Væsentligste har samme Myndighed, som i England; men for saa vidt den gaaer videre i de forenede Stater, har man der almindeligviis sørget for, at Jury kan bruges, ligesom Chanceryretten ogsaa i England, naar den finder det tjenligt, kan henvise Spørgsmaalet til Afgjørelse ved Jury i common law Ret, hvilket dog nok sjælden skeer.

Som Jury ikke brugtes i Chanceryretten, brugtes heller ikke den, hvor Talen er om Juryinstitutionen, for saa særdeles vigtig og uundværlig anpriste egne Iagttagelse af Vidnernes Tone og Maneer under Afhørelsen, hvorimod man – uagtet common law Regelen om eet Vidnes Tilstrækkelighed længe siden var gaaet over til Chanceryretten, som i sin Tid fordrede to Vidner til fuldt Beviis – fremdeles der lod Vidnerne afhøre ved en underordnet Embedsmand eller Fuldmægtig (master, examiner), der indsendte Thingsvidnet beskrevet til Dommeren. Vel har man i New York og et Par andre af de forenede Stater 1846, 1847 og 1848 i selve Constitutionerne indført den ved de almindelige Domstole brugelige Afhørelsesmaade i Chanceryretten; men et Par af en Advocat i Nem Yorks constituerende Forsamling 1846 anførte forbausende Exempler paa, hvorledes de amerikanske masters og examiners of chancery forstod at sportulere ved Hjælp af Vidtløftiggjørelse (saa som 3000 Dollars for et Vidnes Afhørelse i 60–80 Dage, og Beskrivelse af dets Prov paa omtrent 7000 Foliosider), gjøre denne Forandring, hvorved ingen Jury tillige blev indført, heelt forklarlig. Senere, nemlig i 1848, har man i New York, hvor Reformerne gjerne begynde tidligst og gaae videst, ladet Grændsen mellem begge Jurisdictioner falde, ophævet Actionerne, og lagt Chanceryproceduren, berøvet alle unødvendige Formaliteter, til Grund for det fælles System. Dette Exempel turde maaskee i flere af de forenede Stater snart blive fulgt, om det ikke allerede er skeet. Der hørtes nemlig almindelig Klage over de Urimeligheder, som opstod af at have to sideordnede, af hinanden uafhængige Jurisdictioner med forskjellige Grundsætninger og i et saadant Forhold, at den ene, Chanceryretten, kunde standse Fuldbyrdelsen af den andens Domme; at der af samme Søgsmaalsgrund kunde opstaae flere Sager, der ikke lod sig behandle under Eet, uagtet de udgjorde causa connexa, og Spørgsmaalet kun var om, hvilket af de forskjellige Alternativer skulde gjælde; at en Sag formedelst det usikre i Jurisdictions-Grændsen i mange Tilfælde kunde blive afviist fra den Ret, hvor den var fremskreden, eller endog fra begge Retter; at der med de trange Actioner fulgte Fictioner, som gjorde Retspleien uforstaaelig for Lægmand og til en vis Grad demoraliserende, o. s. v. Imidlertid maatte Juryen i New York bibeholdes, da det i Constitutionen af 1846 heder: „Forhandling ved Jury skal blive uantastet i alle de Sager, hvori den hidtil har været sædvanlig; men Parterne i alle civile Sager kunne frafalde Forhandling ved Jury paa den Maade, som vil blive foreskreven ved Lov“ – og Loven af 1848 anseer Juryforhandling frafalden, ei alene ved skriftligt eller for Retten mundtlig afgivet Samtykke af Parten eller hans Sagfører, men ogsaa ved Udeblivelse fra Forhandlingen. Det sees ellers at være saavel i Amerika som i England temmelig almindeligt at frafalde Jury i civile Sager, og heller at bruge Voldgift, hvortil efter den nye new-yorkske Lov enhver af Parterne har at vælge Een, og disse To en Tredie (Opmand), hvorhos Retten efter en af Parternes Forlangende eller af egen Drift kan udnævne Liqvidationsmænd i Regnsskabssager og deslige. Skjønt Jury efter Constitutionen af 1846 fremdeles kunde have været udelukket fra saadanne Sager, som hidtil havde hørt under Chanceryretten, og der indvendtes at deres større Vanskelighed gjorde dem uskikkede for Jurybehandling, fandt dog Lovforfatterne at burde gjennemføre Ligheden til den Side, hvor det lod sig gjøre, da Vanskeligheden ikke forekom dem saa stor, og Jury allerede brugtes i Handelssager, hvorunder ofte forviklede Forhold mellem flere Parter forekom; og skulde de førte Klagemaal over Ulighed samt Vanskelighed i at udfinde Grændserne mellem begge Arter af Sager afhjælpes, maatte den ogsaa for Øvrigt ønskeligere Eenhed i Behandlingen unegtelig foretrækkes. Denne Lov, der indeholder en omfattende Reform af den civile Proces i det Hele, har været betragtet med megen Interesse, ei alene i Amerika, men ogsaa i England, og turde drage lignende Reformer efter sig i Amerika, naar Udfaldet af dens Anvendelse i New York har viist sig; men da Forfatteren forlod Amerika (Høsten efter at den om Sommeren var traadt i Kraft), var det endnu for tidligt at tale om nogen Erfaring, skjønt de kyndigste Jurister havde de bedste Forhaabninger om dens gavnlige Indflydelse paa Retspleien. Hvad senere er skeet i Amerika, er Anmelderen ubekjendt. Derimod har man i England, hvor Reformerne ellers gaae langsomt og gradviis frem, især i saadanne Anliggender som de her omhandlede, indført væsentlige Forbedringer i common law Retspleien ved to Statuter af 30te Juni 1852, hvoraf det ene forandrer den underordnede Betjening og dens Aflønning, saa at de af Sportelvæsenets tidligere Indretning flydende Ulemper maae være forebyggede, det andet afskaffer de stive Actionsformler, i det Mindste hvad de personlige Actioner angaaer, og giver Dommeren Adgang til at afskjære Krogveie, udbedre eller lade udbedre Feil og Mangler, saa vidt det kan skee uden Skade for Retsøiemedet, og gaae ligefrem ind paa Sagens Kjerne, samt give Opreisning efter Udeblivelse paa Grund af Forfald, hvorhos common law Retterne have faaet en større Adgang til at give Paalæg, i Lighed med hvad der gjælder om Chanceryretten, med Mere, hvorom paa sine Steder nedenfor vil blive handlet.

I Chancery-Retspleien er ved to andre Statuter, af 1ste Juli 1852, indført tilsvarende Forbedringer – skjønt af mindre Omfang, da Chancery-Behandlingen ikke led af saa mange væsentlige Mangler – idet deels Betjeningen er forandret, og navnlig den saa kaldte master in ordinary er afskaffet (jævnfør hvad ovenfor er bemærket om masters og examiners i New York med Hensyn til Vidneførsel, Beskrivelse og Sportulering), deels Formerne ere tilbageførte til det naturligere og nødvendigere Maal. Skjønt Vidneførselen for Øvrigt er bragt i større Samklang med common law Retternes, kunne Thingsvidner fremdeles optages af Andre end Chancerydommerne selv, hvorimod den overdrevne Brug af skriftligt Vidnesbyrd er indskrænket, men den skriftlige Forhandling i Øvrigt endog udvidet – og Jury er ikke indført ved Chanceryretten. Man kan heller ikke sige, at der i Amerika har ytret sig nogen almindelig Tilbøielighed til Benyttelse af Jury i Chancerysager, naar undtages saadanne Tilfælde, hvor der handles om egentlige Skjønsgjenstande, og hvor ogsaa hos os pleier at henvises til Skjøn af uvillige Mænd; thi uagtet det for det Meste har været overladt til Chancerydommerens Godtbefindende, at henvise til Jurybehandling, er dog Antallet af saa- danne Henviisninger selv i Amerika kun lidet i det Hele taget, og i det Enkelte saa forskjelligt ved de forskjellige Chanceryretter, at det, som Forfatteren ogsaa mener, deels maa forklares af de enkelte Dommeres Overlæsselse, deels af deres Individualitet, naar de saa meget hyppigere end andre Chancerydommere henskyde Spørgsmaalet til Juryen, da de derved deels undgaae Vidtløftigheden deels Ansvaret ved de tvivlsommere factiske Afgjørelser. Paa Oprigtigheden af de lovprisende Ytringer i de lange Taler, hvormed Dommerne i Amerika gjerne henvende sig til Juryerne, kan derfor ikke bygges saa Meget, som paa Parternes hyppige Afkald paa Jurybehandling, hvor Valget staaer til dem selv, Noget, hvorpaa der ogsaa i Motiverne til den nye new-yorkske Proceslov er regnet, til Lettelse i Jurybyrden, hvilken der nævnes som den tungeste af alle borgerlige Tyngsler.

Efter hvad i det Foregaaende er bemærket om Chancery-Jurisdictionens store Udstrækning vil man let indsee, at Chanceryretterne maatte blive overlæssede med flere Sager, end de kunde faae behandlede og paadømte i tilbørlig Tid, og dette har ogsaa været Tilfældet i den Grad, at man har maattet vænte i mange Aar paa Sagernes Afgjørelse, Noget, der i Forbindelse med de store Omkostninger, hvorpaa ovenfor er givet et Exempel – og flere anføres af Forfatteren – havde vakt almindelig Utilfredshed i begge Lande med Chancery-Behandlingen. (Common law Retterne havde for en Deel været i samme Tilfælde). Der er ellers under Chanceryretterne baade i England og i Amerika nu oprettet egne Domstole for Fallittilfælde, courts of review, og i England for Opbudstilfælde lignende Domstole, insolvent courts, der for en Deel maae lette Chanceryretten Arbeidet, ligesom Chanceryretten i England ved Parliamentsaet af 7de August 1851 har faaet en Forstærkning hvorved den som Appelret kan dømme i to sideordnede Sectioner.

5) Admiralitetssager. Admiralitetsretterne ere i det Væsentlige Søretter, skjønt Omfanget af deres Jurisdiction ikke saa lige svarer til, hvad man i Almindelighed henregner til Søretsgjenstande, og det i de forskjellige her omhandlede Lande er forskjelligt. I England, hvor Kongen fra Begyndelsen i alle Retninger var Magtens Kilde, udøvede han nemlig sin Myndighed over Havet ved sin Storadmiral, som afgjorde Søretsanliggender. Imidlertid havde de mangfoldige smaa Baronetter, hvormed England da var oversaaet, Jurisdiction i Vragsager, og benyttede den til at bemægtige sig Alt, hvad de kunde komme over fra forulykkede Skibe. Men da Admiralen blev opmærksom paa det Indbringende i denne Virksomhed, slog han den ind under sin egen Jurisdiction. Søstæderne, som begyndte at frigjøre sig og faae egne Rettigheder, hvoriblandt egne Domstole, bestræbte sig for at faae Vraggods tilbagegivet Eierne, og klagede til Parliamentet, hvor Baronerne greb Leiligheden til at hævne sig paa Admiralen – og ved et Par Parliamentsacter under Richard den anden indskrænkedes Admiralitets-Jurisdictionen til Sager, som var opstaaede paa Søen, med Udelukkelse af, hvad der var foretaget inden Grændserne af et county, til Lands eller til Vands, og deriblandt Bjergningen af Vrag, fordi det maatte være stødt mod Land, for at kunne blive Vrag. Admiralen vidste imidlertid længe at beholde sin Myndighed; men endelig vendte Westminsterretterne sin Opmærksomhed paa Tingen, og begyndte at udstede Forbud til Admiralitetsretten mod at befatte sig med Gjenstande, som just dannede de væsentligste Grene af dens Jurisdiction. De paastod, at den ikke burde blande sig i Sager, hvori Jury overeensstemmende med common laws almindelige Regel kunde tilkaldes, og der udspandt sig en af de heftigste og langvarigste Krige, den engelske Jurisprudents kjender. Under Elisabeth kom det til et Forlig, hvorved temmelig betydelig Myndighed tilstodes Admiralitetsretten; men det varede ikke længe, inden denne klagede over Brud paa den trukne Grændse, og efter nye Overeenskomster i Carl den førstes og Republikkens Tid brød Kampen atter ud efter Stuarternes Restauration. Common law Domstolene var nu mægtige nok til at opnaae et yderst gunstigt Resultat, idet de fik udelukkende Jurisdiction baade over Contracter, der var sluttede i Land, men skulde opfyldes paa Søen, og over Contracter, der var sluttede til Søs, men skulde udføres paa Land, skjønt de fandt sig i, at Admiralitetsretten beholdt Jurisdictionen over visse efter sin Natur søretlige Sager, uden Hensyn til, hvor Contracten var afsluttet, saa som Hyrecontracter og Bodmeri under forskjellige Indskrænkninger, Bjergning i aaben Sø, og deslige. Men Admiralitetsretten fik ikke paa sin Side udelukkende Jurisdiction, hvorimod man i de fleste af de under samme henlagte Sager ogsaa kan gaae til common law Jurisdictionen, uagtet dens locale Natur. Man fingerer ogsaa her, som i saa mange andre Tilfælde, nemlig ved at localisere paa Land, hvad der er foretaget til Søs, og Admiralitetsrettens Tilhængere have forgjæves paapeget Umulig- heden af et Skibs Tilstedeværelse paa Londonerbørsen i Cornhill, saaledes som det ofte ved common law Retten fremstilles. Det Retssystem, der fra først af fulgtes i Admiralitetsretten, var naturligviis Billighed og Romerrettens Analogi. Det har siden uddannet sig gjennem Præjudicater, som de øvrige Systemer, i Forbindelse med Folkerettens Udvikling i internationale Forhold; men hvorledes denne kommer til Anvendelse i Prisesager, lærte vi af den bekjendte Scotts Domme under den sidste Syvaarskrig. Procesmaaden i Admiralitetsretten, hvis Dommer ansees at sidde i Storadmiralens Sted, er temmelig lig den, der blev indført ved den oven omhandlede nye new-yorkske Proceslov, naar Adgang til Jury tænkes borte, siden den i 1840 blev reformeret ved Parliamentsact. For lignede den meget Procesmaaden i de geistlige Retter. Colonierne have Viecadmiralitetsretter. I de forenede Stater, hvor Admiralitetsrettens Jurisdiction allerede før Adskillelsen blev udstrakt til Toldsager – hvilket udgjorde et af Coloniernes Klagepunkter – beholdtes den senere for saa vidt i samme Omfang, og har for Øvrigt med Hensyn til Sagernes Art modtaget Udvidelse ved Praxis, men tabte betydelig i Udstrækning derved, at Admiralitetsretten blev gjort til Unionsret, og Unionens Myndighed over Søretsanliggender blev indskrænket til Forholdet mellem Staterne indbyrdes samt til Udlandet, medens indre Søretsanliggender i enhver Stat høre under dens egen Lovgivning, og de deraf opstaaede Tvistigheder følgelig under dens egne Domstole, hvoriblandt ingen særskilte Søretter findes. Inden de Grændser, Admiralitetsretten saaledes har faaet, har man ikke villet indføre Jury, skjønt derom undertiden har været Tale – dog uden at Forslaget har været drevet med Iver. Efter at have anført et Par berømte amerikanske Forfatteres Ytringer om de politiske Grunde herfor, tilføier vor Forfatter: „Paa Europas Fastland er man tilbøielig til at antage, at Juryen just fortrinsviis hører hjemme i saadanne Sager, som i Følge deres Natur indbyde politiske Anskuelser eller Stemninger til at gjøre sig gjældende; man seer saaledes endog politiske Sager og Presseforseelser specielt fremhævede som undergivne Jurys Bedømmelse, hvor de paa Grund af deres ringe Strafbarhed ikke komme ind under de almindelige Betingelser for Jurys Anvendelighed.“ (Her henpeges paa flere af de nyeste tydske Jurylove, hvori Juryen endog alene skal være erklæret anvendelig i politiske Sager, til Ex. i Sachsen). „I Amerika som i England har man derimod fundet det farligt at overlade Juryen Bedømmelsen af Sager, hvori politiske Betragtninger burde lede Undersøgelserne; man har anseet det overmaade vigtigt, at Loven var Jurymændene vel bekjendt, eller at i alle Fald dens Aand lettelig kunde i Følge Dommernes Ledelse erhverve sig Herredømmet over deres Sind.“ I tidligere Tider havde Admiralitetsretten ogsaa criminel Jurisdiction; men dette ophørte, og de af Blackstone anførte Grunde for denne Forandring var uden Tvivl Aarsagen dertil, nemlig at det stred mod den engelske Lovgivnings Aand at lade een Mand, uden Jury, afgjøre Anklagedes Skjebne, endog hvor det gjaldt Livet, og at hyppig store Forbrydere undgik Straf, fordi efter den romerske Beviisregel Ingen kunde fældes til Livsstraf uden egen Tilstaaelse eller to Vidner imod sig. Efter et forgjæves Forsøg under Henrik den fjerde blev Forandringen under Henrik den aattende indført med Hensyn til de grovere, og siden fra Georg den tredie til Victoria udvidet til alle Forbrydelser, der nu behandles og straffes eens, enten de før henhørte under Admiralitetsretten eller ei.

6) Sager, der høre under de kirkelige og de dermed analoge Domstole. Kirkeretterne, som man i et Snees Aar har været beskjæftiget med at faae reformerede, eller nu endog afskaffede indførtes allerede ved Erobringen, og have siden holdt sig, skjønt med en mere indskrænket Jurisdiction. Fra Begyndelsen strakte den sig over alle geistlige Personer og Anliggender – hvis Begreb med Pavemagtens Tilvæxt udvidede sig – og endnu er den ikke ubetydelig. Den er baade criminel og civil. Under den criminelle Jurisdiction høre ei alene Geistliges Overtrædelser af Embedspligter og af Morallovene, samt Andres Forsyndelser mod Kirkepolitiet og deslige, men ogsaa en Deel Forseelser, som ikke særlig vedrøre Kirken. Saaledes have de geistlige Retter, foruden Sager angaaende upassende Opførsel i Kirke eller paa Kirkegaard Apostasi, Kjætteri, Blasfemi, Sværgen og Banden, Bigami, o. s. v., at paakjende Sager angaaende simpel Løsagtighed, Bagtalelse, m. M. Imidlertid have disse Domstole, for hvis Forhandlinger alene den canoniske Ret afgav Normen, neppe nogensinde været berettigede til at anvende verdslige Straffe af Betydenhed, skjønt der for de Forbrydelser, de tog under Paakjendelse ofte fandtes haarde Straffe fastsatte i Landsloven; thi i saa Fald overleveredes Forbryderne til Kongen, for at blive behandlede efter Lovens Strenghed (brændte for Kjætteri, saa længe det var verdslig Forbrydelse, o. s. v.), medens de kirkelige Retter sjælden eller aldrig selv udtalte strenge Domme, men for det Meste holdt sig til Advarsel, Pønitents, Excommunication, Suspension fra geistligt Embede, og deslige, og ikke gik videre, end til Fængsling og Confiscation af Vedkommendes Formue til fromt Brug (in pios usus). De fleste oven nævnte Forbrydelser toges desuden umiddelbar under Paakjendelse af de verdslige Retter, naar man fandt for godt. Af større Betydenhed er de geistlige Retters civile Jurisdiction, da den foruden Kirkens verdslige Anliggender (Tienderettigheder m. M.) omfatter Sager angaaende Egteskabers Gyldighed og Skilsmisse, samt Testamenter, hvis Bedømmelse dog nu maaskee allerede er henlagt under Chanceryretten. Anledningen til, at Tvistigheder om Testamenter blev henlagte under de geistlige Retter, var uden Tvivl den, at Præsten gjerne var ved Dødsleiet, modtog og nedskrev den Døendes sidste Vilje, som altsaa maatte bevises ved hans Vidnesbyrd; og da han vegrede sig ved at møde for den verdslige Ret, drog han Tvisten om Testamentets Gyldighed ind for den geistlige, hvor Kirken i saadanne Sager almindeligviis havde eget Tarv at varetage. Men selv hvor Testament manglede, drog den geistlige Net Boets Penge og Løsøre ind under sin Behandling. At døe uden Testament, hvori Kirken var betænkt, betragtedes som et Bedrageri mod den, og allerede i Henrik den førstes Tid bestemtes, at den Afdødes Bo i saa Fald skulde deles saaledes, at hans Sjæls Bedste toges i Betragtning, hvilket naturligviis Geistligheden selv paatog sig, og det saaledes, at ikke altid Fordringshavernes Tarv kom i Betragtning. I Edward den tredies Tid blev det den dog paalagt at udnævne det nærmeste Familiemedlem til Boets Bestyrer; og da de Beslægtede siden blev betragtede som arveberettigede, blev den geistlige Jurisdiction i disse Tilfælde mindre fordeelagtig end for, men vedblev dog fremdeles. Den er i Testamentsager deels udelukkende, deels sideordnet, idet Chanceryretten har en udstrakt Myndighed med Hensyn til Fideicommisser og Legater. Testation af fast Eiendom hører under common law Retten; og er løst og fast Gods under Eet bortgivet ved samme Testament, kan der opstaae Strid mellem de forskjellige Retters Domme om samme Gjenstand. Saaledes er et og samme Testament kjendt gyldigt i geistlig Net, men ved Jurykjendelse i common law Ret erklæret falskt. Striden blev i et Tilfælde hævet derved, at common law Dommeren paalagde den geistlige Ret at tilbagekalde sin Anerkjendelse (probate) af dets Gyldighed. I et andet Tilfælde, hvor Testator af Juryen erklæredes at have været uden fornøden Samling (hvad det faste Gods angik), af den geistlige Ret derimod at have været ved fuld Fornuft (hvad Løsøret betraf), rettede Overhuset (den høieste dømmende Instants) paa Sagen. Da de canoniske Skilsmissegrunde for en væsentlig Deel erkjendes i common og statute law, vil for saa vidt ingen Strid opstaae; men da den canoniske Ret gaaer videre, kan den geistlige Ret erklære et Egteskab ugyldigt, som den almindelige Ret ellers vilde lade gjælde, skjønt court of kings bench har forbudt den geistlige Ret at forfølge Conseqventserne i et Tilfælde, hvor den ene Egtefælle var død, fordi dens Jurisdiction forstodes saaledes, at dens Opløsning af Egteskabet alene sigtede til Sjælens Frelse, ikke til de borgerlige Følger efter Døden, hvorimod det tillodes den at fælde den Gjenlevende for Blodskam. I de hyppigere forekommende Sager om Adskillelse fra Bord og Sæng følge de geistlige Retter, for saa vidt Spørgsmaalet er om Mishandling, Tidens Begreber. For Hor anvendes ved de geistlige Retter Adskillelse fra Bord og Sæng, ikke Skilsmisse ved Egteskabets fuldkomne Opløsning, som dog i det sidste Aarhundrede oftere er tilstaaet ved Lov, naar først Forbrydelsen ved Dom er bleven erkjendt. Underholdningsbidrag til adskilte Koner og vilkaarlig Unddragelse fra egteskabeligt Samliv hører ogsaa under de geistlige Retter. Deres Jurisdiction i Kirkens verdslige Anliggender (Præstegaarde, Indtægter, m. M.) er for en stor Deel omtvistet, og visse Sager desangaaende komme ofte ind under de almindelige Domstole. Den Control, som de almindelige Retter og Chanceryretten udøve over andre Domstole, er saa meget lettere at haandhæve mod de geistlige som disse ikke have bedre Midler til at sætte sine Kjendelser igjennem i civile end i criminelle Tilfælde. Med Hensyn til Vidnebeviset gjorde de geistlige Retter i ældre Tider efter den canoniske Ret strenge Fordringer (mindst 2 eller 3 Vidner, stundom 5, 7 eller flere, til Ex. 7 Øienvidner for at overbevise en Cardinal om Ukyskhed); men man er lidt efter lidt gaaet over til common law Anskuelsen, og nøies nu med eet Vidne. Dette skulde synes at gjøre Indførelsen af Jury i de geistlige Retter tilraadelig hvorom ogsaa et Par Gange er gjort Forslag (i 1813 og 1833), men forgjæves. Misnøiet med de geistlige Retter reiser sig ikke saa meget af Mangel paa Jury, som af andre Aarsager, hvoriblandt det Mangelfulde ved Vidneførselen, det Bekostelige ved at maatte bruge en af de faa ved disse Retter ansatte Sagførere (proctors og advocates), uden selv eller ved sin almindelige Sagfører, der ofte alligevel maa benyttes under hiins Navn, at kunne pleie Sagen. I de forenede nordamerikanske Stater, hvor ingen Statskirke findes, gives naturligviis heller ingen tilsvarende Domstole, skjønt der i Anledning af Geistliges Forseelser af deres Foresatte udøves en temmelig streng Disciplinarmyndighed, almindeligviis i Retsformer, med Vidneførsel, Discussion ved Advocater, og deslige. At Egteskabssager i Amerika indgaae under Chancery-Behandling vil findes i sin Orden, og at Jury, hvortil ellers kan henvises i Chancerysager, heller ikke i disse Tilfælde ganske er udelukket, vil findes saa meget rimeligere, som de for en større eller mindre Deel maae afgjøres ved Skjøn. En egen og ubetinget Ugyldighedsaarsag i de amerikanske Egteskaber, der indtil de seneste Tider gjaldt i alle og endnu gjælder i nogle Stater, er Forskjel i Hudfarve, idet en Hvid ikke kan indgaae gyldigt Egteskab med en Farvet. Det foreløbige Beviis for Testamenters Tilværelse og Gyldighed, samt Skifte af Dødsboer føregaaer ved egne dertil oprettede Domstole, courts of probate eller orphans courts eller courts of surrogate. Disse kunne bruge Jury, ligesom deres Kjendelser i Appelretten kunne omstødes ved Hjælp af Jurykjendelse. For Øvrigt er Forholdet i dette, som i Andet, forskjelligt i de forskjellige Stater.

Universiteterne Oxford og Cambridge fik tidlig en Cantslerret, der har Jurisdiction over Studerende og andre under Universitets-Privilegierne hørende Personer i civile Sager, som ikke angaae fast Eiendom, og criminelle, som ikke angaae grovere Forbrydelser (felonies). At Romerretten dermed blev indført, følger af det Foregaaende. Der gaves for Resten i ældre Tider forskjellige andre Domstole, som deels ere afskaffede, deels gaaede af Brug, naar undtages de, som i det Følgende ville blive berørte.

7) Sager, som paa Grund af sin Ringhed ere unddragne Jurybehandling. Disse Sager ere saa talrige og gribe saa dybt ind i Folkemassens Liv og Forretninger, at Nationens Velvære, som Forfatteren bemærker, ikke meget mindre afhænger af deres end af de større Sagers Behandling. At saadanne Sager ikke taale Inddragelse under de større (centrale) Domstoles formelige, langsomme og kostbare Behandling, hvorved Forretningerne desuden vilde blive aldeles uoverkommelige, er klart nok. De behandles derfor af locale Dommere med summarisk Myndighed. Allerede i det 14de Aarhundrede skal Fredsdommer-Embedet i England være oprettet, og snart være kommet til Anseelse ved at besættes med de agtværdigste, lærdeste og meest velhavende Mænd i Districterne. En Tid lang var det Regel, at de maatte være kyndige i Loven, men da de senere Statuter om Fredsdommere ikke opstille andre Betingelser end en vis Formuenhed, faaer nu i Regelen Enhver, som deraf er i Besiddelse, med Undtagelse af Sagførere paa Landet, gjennem chancery kongelig Bevilling til at udøve Fredsdommer-Embedet, der betragtes som en Ærespost, hvorfor det ogsaa, skjønt det ikke lønnes, søgtes af dygtige Folk, indtil det lidt efter lidt blev saa overlæsset med alskens Forretninger, at det nu er vanskeligt, at faae det besat med saadanne Folk. Enkelte høiere Embedsmænd ere Fredsdommere i Kraft af sin høiere Bestilling, og nogle endog over hele Landet, som Dommerne af kings (queens) bench og Medlemmerne af privy council, følgelig Ministrene eller Statssekretærerne, som Medlemmer af dette høie Raad. Alle almindelige eller simple Fredsdommere ere afsættelige, og de øvrige tabe Myndigheden med sit høiere Embede. De criminelle Tilfælde, der behandles ved Localretterne og næsten udelukkende af Fredsdommere, ere Overtrædelser af Politilovgivningen i videre Forstand, Toldovertrædelser, mindre Tyverier, Overfald, og deslige, som efter Haanden ere lagte under disse Retters bekvemmere Behandling. Straffene ere for det Meste mindre Boder, Fængsel, Confiscation af Forbrydelsens Gjenstand eller Middel, undertiden Pidskning, Tjeneste i Marinen, sjælden over 3 Maaneders Strafarbeide eller 1 Aars simpelt Fængsel – dog kunne de i visse Tilfælde ilægge 1 Aars Strafarbeide og Bøder af £ 100. I visse Tilfælde paadømmes Sagen af flere Fredsdommere, eller haves Appel til flere, som da kunne høre nye Beviisligheder, men ligeledes afgjøre summarisk og uden Jury; i andre Tilfælde ikke. Til Westminsterretterne haves kun Appel med Hensyn til Formfeil og Retsspørgsmaal. Derimod kan Fredsdommeren kaldes til Ansvar for høiere common law Ret til Erstatning. I de privilegerede Byer kunne Fredsdommere vælges uden Hensyn til Formuenhed, og disse Byers selvvalgte Embedsmænd ere som saadanne tillige Fredsdommere; men efter den under Wilhelm den fjerde udkomne reformerende Lov om Kjøbstadcommunerne – som dog ikke angaaer London – er det overladt til Kronen at vælge saakaldte Politimagistrater, der maae være Jurister, og lønnes af Communen (almindeligviis med £ 1000–1100 aarlig); og Communerne befinde sig saa vel ved dette System, at det mere og mere udvides. Disse Politimagistrater, hvoraf der i Følge særskilte Bestemmelser i London findes 27, udøve den oven nævnte criminelle Politi-Jurisdiction i Byerne. Fredsdommerne have civil Jurisdiction i flere omfattende Arter af Sager, saa som om Fattiges Forsørgelsesret og om Forholdet mellem Herrer og Tjenere, Mestere eller Fabrikanter og simple Arbeidere der kunne sættes i Klasse med Tjenestefolk, hvorimod Stridigheder med Arbeidere af høiere Klasser eller Stykarbeidere kun efter Overeenskomst mellem Parterne afgjøres af Fredsdommeren og ellers, i Mangel af anden Overeenskomst, af 2 Voldgiftsmænd blandt 4–6 af Fredsdommeren foreslaaede, hvoraf hver Part vælger 1. I Sager mellem Skippere og deres Folk af ikke over £ 20 Værdi har Fredsdommeren Jurisdiction under Appel til Admiralitetsretten, ligesom han ogsaa har Jurisdiction i Bjergningssager. Udenfor London og nogle flere Steder dømmer han i Tiendesager af ikke over 40 sh. eller i visse Tilfælde £ 10 aarlig for hver Yder, forudsat at selve Tienderetten ikke bestrides, da han i modsat Fald, naar Caution stilles, ikke har at blande sig i Sagen. I Sager, som reise sig af de saakaldte venlige Selskaber (friendly societies, d. e. gjensidige Forsikringsselskaber for Tilfælde af Død, Ildebrand, Skibbrud, Armod, o. s. v., for at skaffe Stillingsmænd til Militsen, og over Hoved for at komme hverandre til Hjælp i hvilket som helst lovligt Øiemed) har Fredsdommeren ligeledes Jurisdiction, saafremt Selskabets Love ikke anvise anden Afgjørelsesmaade, og det i Tide ansætter dertil valgte Mænd. Ogsaa i civile Sager betjenes Retten undertiden af flere, eller appelleres til flere Fredsdommere, nemlig i genøral quartersessions (hvor Fredsdommerne ellers besørge administrative Anliggender af større Omfang); men hvor en Jurist er ansat som assisterende (egentlig ledende) Dommer i disse Sessioner, blive ofte alle Fredsdommerne borte fra Retssagerne, som da behandles og paakjendes af ham alene. De juridiske Forfattere have hyppig ført Klage over den Fjernelse fra common law, som Udvidelsen af Fredsdommer-Jurisdictionen ikke mindre end af Chancery-Jurisdictionen medførte. Dr. Burn paaberaabte sig „den berømte Artikel i det store Charte, at en Mand skal dømmes af sine Lige, hvilken var Landets Lov længe før det store Charte, endog fra umindelige Tider, tidligere end al Historie og skriftlige Vidnesbyrd.“ Blackstone frygtede for, „at den beundringsværdige og i Sandhed engelske Juryproces vil gaae af Brug i alle andre Sager end de, der angaae Livet.“ Men Forfatteren bemærker: „Trods disse og mange senere Forfatteres Advarsler er dog Lovgivningens Tendents forbleven den samme. Forholdenes praktiske Nødvendighed har ledet Samfundets Repræsentanter til at sætte sig ud over de theoretiske Skrupler, for at opnaae en billig og hurtig Haandhævelse i en Mangfoldighed af Tilfælde, hvor disse Fordele antoges at have et større Værd end de, der kunne opnaaes ved Jurymaskineriet. Hvor hensigtsmæssig end Jurybehandling antoges at være til Sandhedens Udfindelse, var den dog i praktiske Mænds Øine forbunden med alt for megen Besværlighed og Omstændelighed, til at være anvendelig med Hensyn til den myldrende Masse af Smaaforseelser, hvoraf Landet er hjemsøgt.“ De forskjellige ældre smaae locale Domstole, fornemmelig for civile Sager, som deels ere gaaede af Brug, deels ophævede, ville vi her forbigaae. Derimod skulle vi her omhandle de i Følge Parliamentsact af 1846 i næste Aar oprettede Countyretter, der afløste de ældre af samme Navn, med flere, og fik Jurisdiction i civile Sager af ikke over £ 20 Værdi, med visse nævnte Undtagelser, men Udvidelse til £ 50 Værdi, naar det gjaldt Leiere, som ikke vilde flytte efter Opsigelse, under Forbehold af disses Adgang til Erstatningssøgsmaal mod Eierne ad almindelig Vei. Senere er disse Retters Jurisdiction ved Parliamentsact af 14de August 1850 i Almindelighed udvidet til £ 50, og vil vel efter Haanden blive yderligere udvidet. En summarisk Chanceryproces bruges ved disse Countyretter, der af Lordcantsleren besættes med Jurister (Barristers af 7 Aars Praxis eller tidligere Localdommere, som nu lønnes med indtil £ 1500 efter Act af 30te Juni 1852, og af ham kunne afsættes, naar de findes uduelige). Skjønt Parterne paa Forlangende kunne faae Jurybehandling, naar Gjenstanden overstiger £ 5, ved 5 Jurymænd, som kun betales med 5 sh., fandt Forfatteren dog, i en Opgave desangaaende, kun saadan Behandling forlangt i 3 af 3000 Sager. Disse Countyretter have dog ikke fortrængt alle mindre Retter af lignende Slags. I Londons City bestaaer endnu den saakaldte Samvittighedsret (court ok conscience eller court of request), ligesom ogsaa enkelte andre Retter for civile Smaasagers Opgjør, som Lordmayors- og Sheriff-Retterne, hvorved vi dog ikke skulle opholde os. I Skotland – om hvis afvigende Indretninger for øvrigt senere skal handles – ligger Grændsen for Juryens Brug i Smaasager i det Hele noget høiere; men der er ingen klar Regel om, hvilke criminelle Sager ere at ansee som betydelige nok til Jurybehandling, og Praxis har i den senere Tid udvidet dens Anvendelse, rimeligviis fordi en Dom ikke kan tilsidesættes paa Grund af unødig, men vel paa Grund af manglende Jurybehandling. Man mener dog, at der i Tyvssager kun fordres Jury, naar Indbrud har fundet Sted, eller Paagjældende har været fældt flere end een Gang, eller er Tyv af Næringsvei, eller det Stjaalne er af £ 10 eller større Værdi, eller deslige. I Canada er Grændsen mellem den summariske Behandling af Smaasager og Jurybehandlingen omtrent den samme som i England, i criminelle Sager dog noget lavere i visse Punkter.

I de forenede Stater haves overalt Fredsdommere med meget nær samme Myndighed i criminelle Sager, som i England; men i civile Sager er deres Virksomhed langt betydeligere, idet de for saa vidt indtage omtrent samme Stilling som Samvittighedsretterne eller de nye Countyretter. Unionsconstitutionen begyndte med at fordre Jury i alle criminelle Sager, undtagen i Tilfælde af impeachment (Rigsrets-Anklage), medens en Tillægsartikel bestemte, at Retten til Drøftelse ved Jury skulde bevares i common law Søgsmaal, hvor Gjenstanden oversteg 20 Dollars. Dette lod de enkelte Stater staae for Unionens Regning, og have deels tidligere deels senere i sine egne Constitutioner opstillet selvstændige Regler, hvoriblandt New York i 1846 den ovenfor nævnte, at Jury skal anvendes i alle Tilfælde, hvor den hidtil har været brugelig, men med Ret for Parterne i civile Sager til at frafalde dens Brug. Herved traadte man allerede et godt Skridt tilbage fra Unionsconstitutionens Fordring, og i Anvendelsen gik man endnu videre, end denne Bestemmelse lod formode. Første Gangs smaat Tyveri (25 Dollars eller mindre), der straffes med indtil 6 Maaneders Fængsel eller 100 Dollars Bøder eller begge Dele; Overfald, som ikke har forstyrret den offentlige Rolighed, eller er begaaet mod en Embedsmand i Udøvelsen af hans Embede; Salg af forgiftede Substantser uden lovbefalet Etikette, og mange andre saadanne Ting høre under Fredsdommerens Jurisdiction, og kunne, skjønt criminelle, behandles uden Jury, med mindre Paagjældende forlanger det, og i saa Fald kun med 6 Jurymænd – men det forlanges kun sjælden. I Byerne udøve Recorderne (altid Jurister) Fredsdommer-Jurisdictionen, i Staden og Countyet New York med to Aldermænd, og med noget mere indskrænket Myndighed, men uden at Jury kan fordres, hvorimod der gives Appel, som dog sjælden benyttes, da den koster Meget, og Caution maa stilles. I Staden New York paadømmes derhos mindre Politiforseelser af tre Politiretter, hver med to alternerende Dommere, uden Jury. (Dommerne lønnes med 1500–1600 Dollars, Skriverne med 1000 Dollars). I civile Sager strækker Fredsdommer-Jurisdictionen sig til 100 Dollars eller, i gjensidigt Regnskabsopgjør, til en Balance af 400 Dollars. I Massachusetts blev det ved Constitutionen af 1780, altsaa før Unionsconstitutionen, forbudt at give Love, hvorved Nogen underkastedes Dødsstraf eller vanærende Straf uden Jury, med mindre det angik Armeen eller Flaaden, hvorhos der blev givet Parterne Ret til at kræve Jury i civile Sager, undtagen hvor hidtil anderledes var praktiseret, samt i saadanne Søretssager, som senere indgik under Unionsretterne. Fredsdommerne og Politiretterne i Byerne, der staae ved siden af dem, have der omtrent samme Jurisdiction, som oven berørt. I Pensylvanien, hvis Constitution af 1790 siger, at Juryproces skal vedblive som forhen, og Retten dertil forblive ukrænket, i Strafsager navnlig til en upartisk Jury af Nabolaget, har man derimod kun i ganske enkelte Tilfælde givet Fredsdommerne criminel Jurisdiction; men deres civile Jurisdiction strækker sig til 100 Dollars Værdi, med Appel, naar Gjenstanden overstiger 5 Dollars 33 Cents. I Byerne have Aldermændene samme Jurisdiction, og paakjende desuden Brud paa Bylovene. Omtrent samme civile Jurisdiction, som her berørt, og samme criminelle Jurisdiction, som i de først nævnte Stater, have Fredsdommerne og Politiretterne i de øvrige Stater, hvorhos i nogle af dem kan fordres Jury med 6 Mænd, i de fleste ikke; men hvor Jury kan forlanges, skeer det dog ikke ofte, i Vesten neppe i en Tiendedeel af civile Sager, men omtrent i en Fjerdedeel eller flere af criminelle Sager, fornemmelig, som det synes, fordi man haaber Frifindelse paa Grund af Uenighed mellem Jurymændene. I Slavestaterne have Fredsdommerne uden Jury en vidtstrakt Jurisdiction over Slaverne. Med Hensyn til uegte Børns Opfostringsbidrag have Fredsdommerne baade i England og Amerika ligeledes en større Myndighed end ellers. Men disse Enkeltheder maae her forbigaaes. Jurister findes udenfor Byerne temmelig sjælden blandt Fredsdommerne i Amerika, hvor de paa Landet for det Meste vælges blandt- Gaardbrugerne altid i stort Antal, indtil 4 i hvert Town, og lønnes med Sportler. Da Sagsøgeren har Valget mellem de flere Fredsdommere paa Stedet, bliver han gjerne betragtet med gunstige Øine af den, han ved sit Valg skaffer Fortjenesten, og Fredsdommerne staae derfor ikke overalt i det bedste Ry for sin Upartiskhed. Imidlertid er Trangen til den simplere Retspleie saa følelig, at man ingenlunde vil have Fredsdommernes Jurisdiction indskrænket, men snarere udvidet.

Af det Anførte sees, i hvilket Omfang Jury paa Grund af Sagernes Art i Almindelighed er udelukket fra den engelske og amerikanske Retspleie. I det Følgende vil sees, hvilke yderligere Indskrænkninger dens Anvendelse lider indenfor dens almindelige Omraade. Imidlertid ville vi her omhandle et Par af Forfatteren indskaltede Capitler om Jurys Anvendelse i civile Sager, hvor Forskjellen mellem Proces at law og Proces at equity ikke findes, samt om nogle med Jury forbundne exsecutive Procesarter, nemlig writs of mandamus, prohibition, quo warranto og habeas corpus. I Skotland, hvor den engelske common law ikke er trængt ind, men den gjældende Ret i det Væsentlige har sin Oprindelse fra Romerretten, skal dog Jury i tidligere Tider have fundet Sted saa vel i civile som i criminelle Sager; men den var længe siden forsvunden fra Retternes Praxis, ja endog fra deres Traditioner, i civile Sager, da den efter Unionen med England først 1707 blev indført i Kammerretssager, og siden, 1815, i flere civile Sager. Imidlertid finder, som Følge af det Anførte, ingen saadan Forskjel Sted mellem common law Retspleie med Jury og equity Retspleie uden Jury, som i England, hvorimod den almindelige civile Høiesteret i Skotland, the churt of sessions, for en Deel har samme equity Myndighed, som Chanceryretten i England, i Lighed med den Prætorerne i Rom tilstaaede Ret til at lempe paa Lovgivningen. Man begyndte i 1815 med, til en Prøve, at indrette en egen af 3 Dommere bestaaende Juryret, der forbandtes med, og paa en Maade indordnedes under the court of sessions, hvis to Afdelinger hver fik Myndighed til at sende omtvistede factiske Spørgsmaal i hensigtsmæssig Form til Juryretten, som da indkaldte Juryen, der afgav sin Kjendelse, efter at Vidner vare afhørte og andre Beviisligheder fremlagte, samt Spørgsmaalet i det Hele forhandlet paa den for en Jury sædvanlige Maade. Afdelingen, hvortil Jurykjendelsen derpaa opsendtes, betragtede de derved „fundne“ Kjendsgjerninger som beviste eller, hvad der er det Samme, som tilstaaede, og byggede derpaa sin Dom. Denne Adskillelse mellem factum og jus, hvorved de henlagdes under forskellige Myndighedsgrenes Afgjørelse, foranledigede en temmelig forviklet Fremgangsmaade, især da der gjerne opstod megen Discussion, inden Spørgsmaalet kunde nedsendes. Skjønt Prøven var beregnet paa 7 Aar, indbragtes derfor allerede i 1819 Forslag til Forandringer, som vedtoges ved Parliamentsact, og gik ud paa at alle Processer, der bragtes for the outer house of the court of sessions (hvor Dommerne enkeltviis og for det Meste afvexlende udføre den forberedende Behandling, i Modsætning til the inner house, hvor den hele Afdeling handler) ved almindeligt Søgsmaal eller anderledes, angaaende reelle eller verbale Injurier mod Person, eller Skade paa rørlig Eiendom eller Land, hvor ikke tvistedes om Adkomsten, eller Brud af Egteskabsløfte, Forførelse eller Hor, eller delicta eller quasi delicta, saafremt Paastanden alene gik ud paa Erstatning og Omkostninger, skulde sendes ned til Juryretten, naar der fandtes factiske Spørgsmaal at besvare. Derhos paalagdes Admiralitetsrets-Dommeren ligeledes at indsende alle civile Sager angaaende Overseiling eller anden Skade paa Skibe, Søassurancer og Certepartier, samt over Hoved alle maritime og mercantile Sager vedkommende hans Jurisdiction, hvori der fandtes omtvistede Facta. Factiske Spørgsmaal kunde oftere i samme Sag sendes til Juryretten; og fandt Juryretten, at visse juridiske Spørgsmaal først maatte afgjøres, forinden de factiske Spørgsmaal kunde bringes i behørig Form for Juryen, tilbagesendte den Sagen, for at faae dem afgjorte. Ligeledes kunde den tilbagesende Sagen, naar den fandt, at Striden Lar om „complicerede Regnskaber eller andre Materier, hvor Juryproces ikke er velgjørende og anvendelig,“ og vedkommende Afdeling af the court of sessions skulde da gaae frem dermed, „som den ansaae bedst til Retfærdighedens Haandhævelse.“ Ogsaa i andre Tilfælde kunde denne Ret nedsende factiske Spørgsmaal, som den selv formulerede. I 1825 blev atter anordnet, at Jury skulde anvendes i alle Assurancesager, i Sager angaaende Skipperes, Fragtfolks, Værtshuusholderes og Fleres Ansvar for hvad de som saadanne havde at tage Vare paa, og i Sager angaaende Documenters Annullering paa Grund af væsentlige Mangler ved deres Oprettelse, saa som Sindssvaghed, og deslige. Det saaledes indførte System er kun for saa vidt forandret, som Jurybehandlingen saa vel som Admiralitetsrettens Jurisdiction er inddragen under selve Sessionsretten. I Østcanada, hvor den franske Befolkning ved at komme under engelsk Herredømme i det Væsentlige beholdt sin gamle Lovgivning, og hvor common law ikke indtrængte, undtagen i mercantile Forhold, blev Juryen kun indført i Sager angaaende disse Forhold, eller angaaende personlige Fornærmelser der kunde afsones med Erstatning, og kun for saa vidt nogen af Parterne forlangte det. Senere blev den under samme Betingelse udvidet til Erstatnings-Søgsmaal for delicta og quasi delicta med Hensyn til fast Eiendom, og til Gjældssager af en vis Betydenhed. I Louisiana, hvor Fleertallet af Colonisterne ligeledes var af fransk Herkomst, trængte heller ikke common law ind. Ogsaa der har man bundet Juryens Anvendelse i civile Sager til Parternes Forlangende.

Hvad endelig de ovenfor nævnte writs of mandamus, o. s. v., angaaer, da vil sees, at man i England og Amerika ikke skjelner strengere mellem dømmende og udøvende end mellem sideordnede dømmende Grene af Statsmyndigheden, en Følge af Maaden, hvorpaa de forskjellige Retssædvaner ere opstaaede, som allerede tildeels viist, og nedenfor nærmere vil sees. Writs of mandamus (tvingende Paalæg) udstedes af de høiere common law Retter i England og Amerika ei alene til underordnede Dommere, men til geistlige og verdslige Embeds-, Ombuds- og Bestillingsmænd om saadanne Gjenstande, som efter vore Begreber høre under den udøvende Magt. De synes først at være komne i Brug for at bevirke Gjenindsættelse af municipale Embedsmænd, der var berøvede sine Poster, men have siden strakt sig til Paabydelse af Valg i saadanne Communer, som ikke uopfordrede opfyldte sin Pligt, og mange lignende Gjenstande, end sige til hvad der ligger nærmere. Et saadant writ tilstaaes efter beediget Fremstilling af de factiske Omstændigheder og given Anledning for Modparten til at svare, nemlig ved foreløbig Opfordring af Retten til enten at opfylde Begjæringen eller gjøre Rede (show cause) for Vegringen, i Mangel af hvilket han arresteres i Følge attachment, indtil han føier sig. Negtes de factiske Omstændigheder, fortsættes Sagen ved Juryproces, saafremt de af Sagsøgte paaberaabte factiske Omstændigheder, deres Sandhed forudsat, findes tilstrækkelige til hans Forsvar. I modsat Fald behøves ingen Jury; og føier han sig da ikke efter det peremtoriske mandamus, er han underkastet attachment eller Mulkt. I England er det alene kings (queens) bench, som har denne Myndighed – der kaldes dens „Blomst“ – i Amerika er det Høiesteretterne; dog foregaaer Jurybehandlingen ved de underordnede Retter. Writ of prohibition (tvingende Forbud) finder især Anvendelse, naar en Ret af lavere, om end sideordnet, Stilling befatter sig med Gjenstande, som den høiere ikke finder henhørende under dens Jurisdiction – hvorpaa ovenfor allerede er anført Exempler – og selv om dette efter Sagens almindelige Natur ikke er Tilfældet, anvendes dog prohibition mod den lavere stillede Net, naar den støder an mod Regler, som den høiere Ret har antaget som Grændser for dens Virksomhed, og den saaledes kommer i Strid med den høiere Rets Grundsætninger. Der tales saaledes med Føie i England om en transcendent jurisdiction hos de høiere Retter. Ligesom writ of mandamus, tilkommer ogsaa writ of quo warranto i England alene kings bench Retten, i Amerika Høiesteretterne. Det har megen Lighed med hiint, idet det under samme Betingelser og med samme Følger indeholder en tvingende Opfordring til at gjøre Rede for, med hvad Hjemmel (quo titulo eller warranto) Paagjældende tiltager sig den Myndighed eller Ret, han udøver, saa som Embede, Privilegium, eller deslige. Dette Middel blev i ældre Tider misbrugt i England, især under Carl den anden, som derved fik flere municipale Corporationers Charters tilbageleverede, eller erklærede forbrudte, blandt andre Londons, saa at han fik over hundrede ombyttede med nye Charters, indrettede efter hans Tykke. I de amerikanske Colonier gik man frem med endnu mindre Lempe. Writ of habeas corpus, eller Befaling til at bringe den Fængslede op i Retten tilligemed Arrestordren (the warrant of commitment), for at afgjøre dens Lovlighed, er fra umindelig Tid blevet anvendt i England; men i slette Tider vovede man ikke at anvende det, naar Arrestordren var udstedt af Kongen eller et Medlem af hans Raad. Under Carl den anden kom imidlertid den berømte habeas corpus Act i Stand, hvorved denne Undtagelse ophørte, og det blev fastsat, at den Fængslede, hvis han ikke i Arrestordren med Bestemthed nævntes som beskyldt for treason eller felony, kunde udenfor Westminsterretternes Sessionstid henvende sig til en af deres tolv Dommere eller til Cantsleren, som da havde at tilstaae et writ of habeas corpus, naar blot en Gjenpart af Arrestordren bragtes, eller Ed gjordes paa, at den var negtet; og dette writ befalede vedkommende Fangevogter at bringe den Fængslede op inden en efter Afstanden afpasset Tid, i England i det Høieste inden 20 Dage. Svære Bøder blev bestemte saa vel for Dommeren, som for Fangevogteren, saafremt han ikke opfyldte sin Pligt i saa Henseende, og Adgang blev given den Fængslede til selv at indtale disse Bøder. Naar han saaledes var indbragt, skulde han frigives, hvis han stillede Caution for sit Møde i den Ret, som havde Jurisdiction i Sagen. Den, der beskyldtes for treason eller felony (grovere Forbrydelser), havde samme Ret til Frigivelse mod Caution ved første sammentrædende Retssession efter Fængslingen, hvis hans Sag ikke da kom for, og det heller ikke bevistes, at der havde stillet sig Hindringer i Veien for at skaffe Vidnerne for Anklagen frem i rette Tid. Bragtes Sagen ikke for Juryen i den derpaa følgende Session, skulde han aldeles frigives. Paa Grund af Aarsagernes Lighed blev dette writ ogsaa brugt, hvor ingen saadan Ordre, som i Parliamentsacten berørt, fandtes udstedt, eller Tilfældet ikke gik ind under Begrebet om egentlig Fængsling, saa som hvor Nogen var presset til Flaaden, tilbageholdt i Lære eller Tjeneste, af Uberettigede tilbageholdt fra Forældre eller Værger, og deslige. Denne Retsbrug blev under Georg den tredie bifaldt ved en Parliamentsact, der gav vedkommende Dommer – i Tilfælde, hvor hans writ kom tilbage med et Svar, som under Forudsætning af dets Sandhed i factisk Henseende maatte ansees at retfærdiggjøre det paaklagede Frihedstab – Myndighed til selv at undersøge det factiske Forhold, og, hvis det forekom ham tvivlsomt, at løsgive Personen mod Caution for at ville indfinde sig i første Session af den Ret, hvortil Dommeren hørte. Her foretoges da nærmere Undersøgelse ved at gjennemsee beedigede skriftlige Erklæringer (afsidavits), ikke ved at forhøre Vidner, og den angik ikke Paagjældendes Skyld eller Forpligtelse i og for sig, men alene Betingelserne for fuld Frigivelse eller Caution, hvilken sidste efter et senere Statut altid kan antages, naar der enten ikke handles om Høiforræderi, eller naar man henvender sig til kings bench; men hvor der er nogen Formodning imod ham, vil han ikke let slippe uden Caution, førend han kommer for Juryen. I Skotland haves en habeas corpus Act fra 1701, hvorefter den Fængslede kan fordre Frigivelse mod Caution inden 24 Timer, hvis det ikke gjælder Livsstraf i hvilket sidste Tilfælde han kan fordre Sagen bragt for Juryen inden 61) Dage; og hvis dette ikke skeer, bliver han fri baade for Fængsel og Tiltale i samme Anledning. I Canada er Regelen omtrent som i England. I de forenede Stater ligeledes, kun med nogen Forskjel mellem de Tilfælde, hvor Caution kan, og hvor den ikke kan stilles, og mellem Myndighedens Indehavere, idet den er tillagt de underordnede Retter, og kun Unionsretterne, for saa vidt Fængslingen er skeet i Henhold til Unionslov, hvorhos ogsaa Vidner der afhøres ved Undersøgelsen. Man indlader sig dog ikke gjerne paa factiske Spørgsmaal videre, end behøves for at bedømme, om der er Grund til at ansee Sagen alvorlig, og i saa Fald overlades Spørgsmaalet til Juryens Afgjørelse. I England har, som bekjendt, habeas corpus Acten i urolige Tider ofte været suspenderet. Saa vel Unionens som de enkelte Staters Constitutioner give ligeledes Legislaturerne Ret til at suspendere den, dog kun i Tilfælde af Rebellion og Invasion. Men man har endnu intet Exempel paa Anvendelsen af denne Ret. Paa den anden Side anvendes baade i England og Amerika writ of habeas corpus sjælden, naar undtages Tilfælde, hvori adskilte Forældre gjøre Paastand paa at beholde eller erholde sine Børn under sin Varetægt. Efter den ældre Ret var ogsaa dertil liden Anledning, da Faderen i Regelen havde Fortrinnet. Senere er Faderens Fortrinsret bleven betinget af et Skjøn om, hvad der kan ansees Barnet tjenligst, hvilket ofte fordrer omfattende factiske Undersøgelser, men dog afgives af Dommerne. I Amerika finder dette writ desuden Anvendelse paa bortløbne Slaver.

I anden Afdeling fremstilles Sagernes Behandling førend de indkomme for den „lille Jury;“ men forinden gives en nærmere Forklaring om Organisationen af common law Domstolene, ved hvilke Juryvæsenet egentlig hører hjemme. I den ældste normanniske Tid var hele den øverste, kongelige Retspleie at law concentreret i curia regis, som fulgte med Kongen paa hans Reiser i Landet; men ved magna charta bestemtes i 1215, at de almindelige civile Sager skulde forhandles paa et bestemt Sted, og court of common pleas blev derfor oprettet som fast Domstol i Westminster, samt derefter, maaskee i Slutningen af det 13de Aarhundrede, ligeledes court of exchequer, der oprindelig kun var hvad man pleier at kalde Kammerret, idet den blot havde med Sager angaaende Statsindtægter at bestille. Resten af den gamle fælles Ret, curia regis – der saaledes blot fik de criminelle og saadanne civile Sager, hvori Kronen var interesseret, uden at de hørte under court of exchequer, at paadømme – vedblev under Navn af court of kings bench at reise om med Kongen, (der endnu i Formen betragtes som tilstedeværende i Retten), og fik endelig ogsaa Plads i Westminster, hvor den senere, formedelst en forskjellig Indretning med Hensyn til Sagførerne, fik Anledning til at udvide sin Jurisdiction og forøge sine Sportler paa Bekostning af court of common pleas, ved en Fiction, som nu endelig er afskaffet, den nemlig, at Kronens Interesse var med i de civile Sager, der saaledes droges ind under dens Jurisdiction. Dog strakte denne Anmasselse sig ikke til de reelle Actioner, som endnu udelukkende henføres under common pleas. Disse tre store common law eller Westminster-Retters Jurisdiction er siden for en væsentlig Deel udjævnet paa en eiendommelig Maade, saaledes som det Følgende vil vise. Enhver af disse Retter har 5 Medlemmer, hvoraf kun 4 holde samlet Ret, medens 1 altid sidder særskilt for at afgjøre mindre betydelige, Procesmaaden vedkommende Spørgsmaal, og udstede Ordrer til Processernes Fremme. Den samlede Ret holdes i fastsatte Sessioner 4 Gange aarlig i Westminster, den første Gang, hilary term, fra 11te til 31te Januar, den anden, Easter term, fra 15de April til 8de Mai, den tredie, Trinity term, fra 22de Mai til 12te Juni, og den fjerde, Michaelsmas term, fra 2den til 25de November. Da enhver af disse tre store common law Retter har Jurisdiction over hele England og Wales, ei alene som Appelinstants, hvorom siden, men ogsaa som første Instants, og Juryen maa være fra det County, hvorfra Sagen har sin Oprindelse, saa vilde det have været altfor besværligt og bekosteligt, at lade den Deel af Sagerne, som fordrer Juryens Nærværelse, altid behandle i Westminster, hvorfor det lige fra disse Retters Nedsættelse der har været bestemt, at Dommerne paa Omreiser (circuits) i Countierne skulle modtage Jurykjendelserne, og disse Omreiser finde almindeligviis Sted to Gange aarlig, mellem første og anden samt tredie og fjerde Session, og i fornødent Fald atter om Høsten, samt vare 6–7 Uger ad Gangen. En Dommer bliver tilbage i hver Ret for at besørge de løbende Forretninger, medens de øvrige tolv reise om, hver Gang forsynede med fire kongelige Fuldmagter, nemlig: en commission of the peace til Udøvelse af deres Fredsdommer-Myndighed; en commission of nisi prius til Jurybehandling af dertil modnede Spørgsmaal i de ved Retterne i Westminster anhængiggjorte civile Sager; en commission of oyer and terminer til at høre (oyer, ouir) og afgjøre (terminer) alle Sager angaaende Forbrydelser, for hvilke Anklage besluttes under de forestaaende circuits eller Assiser (Extraretssessioner), og endelig en commission of general gaol (jail) delivery til Oprymning af Fængslerne i Sager af ældre Oprindelse, ved disses fortsatte Behandling, m. M. I paatrængende Tilfælde udfærdiges speciel commission of oyer and terminer til Westminsterdommere, for strax at reise og behandle Sagen. For de almindelige circuits’s Skyld er England, med Undtagelse af Middlesex, deelt i Kredse, saaledes, at to Dommere komme i hver, og Wales i et Par Kredse, hvor kun een Dommer kommer i hver Kreds. De drage om fra County til County, og i England dele de to sammenreisende Dommere Forretningerne saaledes, at den ene behandler civile, den anden criminelle Sager, og at de ombytte Forretningerne i hvert følgende County. Ved denne Fordeling faae Assiserne to Sider, the crown side for criminelle, og nisi prius side for civile Sager. Denne sidste Benævnelse har sin Oprindelse deraf, at naar en civil Sag anlagdes ved en af Westminsterretterne, og Jury behøvedes, udstedtes Ordre til vedkommende Sheriff om at bringe Juryen ind til Retten i Westminster paa en fastsat Dag, „hvis ikke forinden“ (nisi priuns) Kongens Dommere kom til Countyet; og Dagen var altid fastsat saaledes, at dette maatte skee. De forskjellige oprindelig latinske Ordres eller writs of venire facias juratores, (lad komme Jurymændene) ved Tvang, om det be- høvedes, ere nu ved Statutet af 1852 afskaffede mod en almindelig simpel Ordre til Sheriffen om at indkalde Jurymændene til at røgte sit Kald i alle civile og criminelle Tilfælde. Formedelst Forretningernes Mængde ved circuits faae Dommerne ved Fuldmagterne et vist Antal Medhjælpere – valgte blandt de mere udmærkede Sagførere, de saa kaldte sergeants at law, hvoraf Dommerne i de høiere Retter ogsaa i Vacancetilfælde almindeligviis vælges – og til disse Medhjælpere kunne de overdrage en Deel af sine Forretninger, saa at der undertiden sidder 3–4 Retter paa een Gang i samme Huus. Paa nisi prius Siden eller i civile Sager have de dog kun at optage Jurykjendelser (verdicts), uden at afgjøre Tvisten ved endelig Dom; men paa crown Siden eller i criminelle Sager have de ogsaa endelig at paakjende Sagen, hvorfor de paa denne Side kaldes courts (of oyer and terminer og of jail delivery), og den criminelle Dommer betragtes som repræsenterende Monarchen selv, hvorfor han første Dag sidder i Skarlagenskaabe med Hermelins Bræm og i en umaadelig Paryk, men siden i sort Kaabe og med beskednere Paryk, som hans civile Collega. Fra den criminelle Side af Assiserne kunne dog vanskelige Retsspørgsmaal henvises til den samlede court of kings (queens) bench, og for Øvrigt Appel i den juridiske Deel føres ved writ of error, men fra den civile Side kan der ikke være Tale om egentlig Appel, da det Juridiske, der skulde være dens Gjenstand, ikke afgjøres ved Assiserne, men allerede ligger til den af Westminsterretterne, hvor Sagen er anhængiggjort, og i den juridiske Deel altid skal afgjøres. For saa vidt Westminsterretterne have fælles Jurisdiction – nu i de fleste civile common law Sager – kan man ved Anhængiggjørelsen vælge hvilken af dem man vil. Appellen fra enhver af de tre store Westminsterretter ligger til en (af de to andre) sammensat Ret, der kaldes exchequer chamber, og fra denne kan man endelig appellere til Overhuset, som høieste Appelinstants, hvilket dog yderst sjælden skeer, blandt Andet fordi det er forbundet med uhyre Bekostning. I Countyet Middlesex og London optages ogsaa Jurykjendelser i særskilte sittings af en eller flere Westminsterdommere, men sjælden, nemlig et Par Gange om Aaret, efter Anklage for Grandjuryen ved kings bench, og i mindre betydelige Sager – som det synes, for at vise, at denne Ret ikke har opgivet at behandle mindre criminelle Sager i første Instants, om den saa finder for godt. Massen af criminelle Sager i London og Middlesex afgjøres af den i 1834 oprettede central criminal court, hvis Jurisdiction senere ved flere Parliamentsacter er udvidet, og i de under Admiralitetsretten forhen hørende Strafsager strækker dens Jurisdiction sig over hele Landet. Den tæller et overordentligt Antal Medlemmer (Lordcantsleren, Dommerne i Westminsterretterne, i Bankerotretten, i Admiralitetsretten, i lue court of arches (geistlig), Londons Lordmayor, Aldermænd, Recorder og common sergeant, Medlemmerne af Sheriffretten, alle afgaaede Lordcantslere og Dommere i Westminsterretterne, og saa mange Andre, som Kronen dertil maatte ville udnævne), hvoraf dog faa indfinde sig, sjælden flere end to eller tre i hver Afdeling, nemlig i vigtigere Sager en Westminsterdommer, i mindre vigtige enten Recorderen, eller the common sergeant eller et Medlem af Sheriffretten, som præsiderende, og Lordmayoren eller en eller flere Aldermænd som Bisiddere. Foruden de nævnte criminelle Retter haves de oven berørte quartersessions of the peace i hvert County, de saa kaldte London sessions, samt boroughsessions i visse Byer, til mindre betydelige Strafsagers Behandling. Skjønt endnu Størstedelen af den criminelle Retspleie paa Landet besørges ved Mænd, der ikke ere opdragne til denne Forretning, og Fredsdommernes Bestalling fra gammel Tid indeholder, at de i vanskelige Tilfælde skulle henvende sig til Westminsterdommerne, skeer dette dog saare sjælden, da Westminsterdommerne paa sine Omreiser ikke have Tid til at befatte sig dermed, men endog ofte af Mangel paa Tid henvise Retsspørgsmaal, som de selv kunne afgjøre, men som fordre udførligere Behandling til den samlede Ret i Westminster. Ei heller kunne quartersessions of the peace, som de større Retter, bevilge ny Forhandling for Jury, naar de finde den foregaaende ufyldestgjørende og ledende til et uretfærdigt Udslag. Følgen er, at de, der lede Forhandlingerne i disse Sessioner af Fredsdommere, hyppig tilraade Frifindelse, til Skade for Retssikkerheden, naar der er Tvivl om et eller andet Retspunkt, eller deslige; og skjønt der i den senere Tid baade i og udenfor Parliamentet er gjort Forslag til Reformer, vides dog endnu ingen at være istandbragt. Vistnok haves Adgang til Appel ved writ of error, men denne er kun af lidet Værd, da den paa det Nærmeste indskrænker sig til formelle Feil – hvorom nedenfor – og er forbunden med uforholdsmæssig Bekostning. Af større Vigtighed er maaskee the writ of certiorari, hvorved hele Behandlingen kan drages op for kings bench. Men foruden at ogsaa dette koster meget, vil kings bench ikke indlade sig paa Sagen, med mindre det gjøres sandsynligt, at den i sig selv er af vanskelig eller særegen Beskaffenhed. Begge Retsmidler anvendes derfor sjælden. At en meget stor Deel af de criminelle Sager saaledes bliver behandlet paa en ganske utilfredsstillende Maade, beklages jævnlig i England, og med Styrke i en Indberetning af 1845 fra the commissioners on criminal law.

Læren om Dommermagtens Uafhængighed har i England endnu ikke arbeidet sig frem til fuld Anerkjendelse, undtagen for de vigtigste common law Retters Vedkommende. Deres Medlemmer kunne nu ikke afsættes uden Lov og Dom eller Adresse af begge Parliamentshuse med Kronens Sanction, og de nyde meget høie Lønninger. De staae derfor nu i høi Anseelse, ei alene for Dygtighed, men ogsaa for Retskaffenhed. Efter at have omtalt deres Uafhængighed og Reenhed bemærker Brougham, „at Besiddelsen af et saadant judicielt System vilde være uvurdeerlig for hvilken som helst Nation; men under en fri Constitution, som udfordrer, at en betydelig Myndighed overdrages i Folkets uansvarlige Hænder, er det absolut væsentligt, for at Orden kan existere i Forbindelse med Frihed.“

I Irland er der tilsvarende common law Domstole, saa vel som Chanceryret. I Skotland er the court of sessions Appelinstants i ringere civile Sager, og første Instants i de vigtigere, medens the court of justiciary modtager Appeller i mindre, og handler som første Instants i mere betydelige criminelle Sager. Om den førstes Deling i inner og outer house er før talt. Af dens 13 Medlemmer – hvoraf 8 sidde i de to Afdelinger af inner house, medens enhver af de 5 øvrige sidder som lord ordinary i the outer house – danne 6 the court of justiciary. Med disse Retters circuits forholder det sig omtrent som i England. Fra the court of sessions ligger Appel til Overhuset i London, men Dommene i the court of justiciary ere endelige. Dommerne i disse Retter ere uafsættelige, og nyde ligesom i England høie Lønninger. Lige saa lidt kan man afsætte Sherifferne, der ere Lovkyndige, udøve dømmende Myndighed i mindre betydelige civile og criminelle Sager, og bruge Jury i visse Tilfælde, hvorfor dog Grændsen ikke er paa det Rene. I Østcanada med en Befolkning af omtrent 800,000 Mennesker har man ikke mindre end 5 courts of kings (queens) bench, der i det Væsentlige ere hverandre sideordnede, og danne Appelinstantser i de mindre, men dømme selv i første Instants i de mere betydelige Sager. Appel fra en saadan enkelt Ret ligger til en Sammensætning af Kingsbenchretterne i Montreal og Qvebek. I Vestcanada, med en Befolkning af omtrent 700,000, haves kun een court of kings bench, besat med 5 Medlemmer, der holde circuits et Par Gange om Aaret med commissions of assize og nisi prius. Desuden haves Districtsretter for civile Sager af respective £ 20, 25 og 50 Værdi, og selv større Sager kunne fra kings bench nedsendes til disse Retter, naar de ikke ere forbundne med vanskelige juridiske eller factiske Spørgsmaal. For mindre criminelle Sager haves quartersessions, hvori Districtsdommeren præsiderer hvis han tillige er Fredsdommer, og Jury bruges. Der er en Appelret, hvoraf Præses i kings bench og Vicecantsleren ere Medlemmer, og hvorfra, ligesom fra Østcanada, haves Appel til England. Medlemmerne af de høiere Retter kunne nu ikke længer afsættes uden efter Adresse fra begge Lovstiftningens Huse.

I de forenede Stater var den fra Forbindelsen med England nedarvede Retsorganisation temmelig lig Moderlandets, men undergik siden efter Haanden væsentlige Forandringer. For det Første maatte som Følge af Unionen særskilte Domstole oprettes, svarende til dens Lovgivnings Udstrækning. I Spidsen for Unionsretterne staaer Høiesteret i Washington, som øverste Appelret, besat med 1 chief justice og 8 assistant justices. Med Hensyn til Jurykjendelser er den paa samme Maade som de engelske Appelretter kun Cassationsret. Dens Appel-Jurisdiction er imidlertid meget indskrænket, idet kun civile Sager af 2000 Dollars Værdi kunne indbringes, og i criminelle Sager ingen egentlig Appel kan finde Sted til den, skjønt man i Sager af begge Slags, der staae for anden Instants, i Tilfælde af Meningsulighed mellem dennes Medlemmer, har at opsende de omtvistede Spørgsmaal til Høiesterets Afgjørelse. Derimod holder den circuits, hvortil Unionen er inddeelt i 9 Kredse, et Par Stater i hver, hvor et af Høiesterets 9 Medlemmer træder sammen med en Districtsdommer, og danner Unionskredsretten, der er første Instants i civile Sager af over 500 Dollars Værdi, naar Unionen er Sagsøger, eller Tvisten er mellem Parter fra forskjellige Stater, eller deslige, og i criminelle Sager, der høre for Unionsret; men for Øvrigt har man at henvende sig til Unionsdistrictsretterne, hvoraf der findes en eller flere i hver Stat, og man har i visse Tilfælde Valg mellem dem og Statsretterne, eller mellem dem og Kredsretterne. Under Staternes egne Domstole høre de Sager, som ikke ved Unionens Constitution eller Love ere henlagte under Unions-Jurisdictionen. Disse Domstole var, som man let begriber, i Begyndelsen saa vidt muligt indrettede efter engelsk Mønster, hvorved det ikke er regnet saa nøie med Hensyn til Adskillelsen mellem lovgivende, dømmende og udøvende Magt. – I New York blev i 1846 Appellen til det legislative Senat afskaffet, og en øverste Appelret oprettet, bestaaende af 8 Medlemmer, hvoriblandt 4 af den nye saakaldte Høiesteret; og da den alene er Appelret, er der ingen Anvendelse for Jury. Før havde man ogsaa en saakaldt Høiesteret common law Ret, ved Siden af Chanceryretten, under Appel til Senatet, men ved Afskaffelsen af disse Domstole kom den nye Høiesteret til at forene begge Jurisdictioner (common law og equity). Denne bestaaer i det Hele af 32 Medlemmer, hvoraf 4 aarlig vælges til at sidde i Appelretten. Høiesteret har 8 Afdelinger, hver med fuld Myndighed, for Statens 8 Kredse, og der haves altsaa i New York 8 Høiesteretter, som dog staae under Appel til den først berørte øverste Appelret, medens de ere traadte i Stedet for de 8 Kredsdommere – der under den forrige Høiesteret, som ikke sendte sine Medlemmer paa circuits, optog Jurykjendelserne – og tillige afgjøre Sagerne som circuit courts i civile, som courts of oyer and terminer i criminelle Tilfælde. De aatte Afdelinger i den nye Høiesteret svare saaledes omtrent til Assiserne i England, med den Forskjel, som deres afgjørende Myndighed i civile Sager medfører, og med flere Sessioner eller terms, som Gouvernøren for en Deel kan paa- byde. Før havde man en court of common pleas i hvert County, bestaaende af 5 Medlemmer, med concurrerende Jurisdiction i Forhold til Høiesteret, saa at man kunde henvende sig til hvilken af dem, man vilde; men i 1846 bestemtes, at der kun skulde være een Countydommer i hvert County for specielle Sager; i 1847 gaves denne Dommer Jurisdiction i flere civile Sager; men i 1848 indskrænkedes hans Jurisdiction til Appel fra Fredsdommer-Retterne og til enkelte Arter af civile Sager i første Instants, og Jury bruges kun i factiske Punkter, naar Parterne forlange det. Maaskee er under den bevægelige newyorkske Lovgivning allerede flere Forandringer indtraadte. I Byerne er der særegne Domstole af forskjellig Indretning. I flere af de øvrige Stater (Massachusetts, Pensylvania, Ohio, Wisconsin, Louisiana) haves Høiesteretter, der deels ere Appelinstantser, deels sende sine Medlemmer paa circuits – men det vilde her blive for vidtløftigt at berøre alle de forskjellige Indretninger af Retspleien i de forenede Stater. Unionsdommerne ansættes i Almindelighed før Livstid, Statsdommerne i nogle Stater ligesaa, men i andre paa forskjellig Maade for nogle Aar, for ikke at blive Aristokrater „i Følelse,“ og de ere derfor, om de end have opført sig nok saa vel, udsatte for ikke at blive gjenvalgte. De fleste af dem ere Jurister, men lønnes saa slet – rimeligviis blandt Andet af den anførte Grund – at man tildeels ikke har kunnet faae Embederne besatte med Mænd af fornøden Dygtighed, til Ex. i Massachusetts, hvor man derfor har seet sig nødt til at forhøie Lønningerne for Høiesterets Medlemmer.

Forfatteren gaaer derefter over til at omhandle Actionerne, eller de forskjellige Formler, der maatte bruges ved Sagsanlægget. Oprindelsen til disse Formler er allerede i det Foregaaende fortalt. Man havde gjennem Tidernes Løb faaet en Mængde reelle, personelle og blandede Actioner, formulerede saaledes, at det var vanskeligt at undgaae Feilgreb, hvorved Sagen tabtes. De reelle og blandede Actioners Antal var især blevet meget stort; men i 1833 blev alle reelle Actioner, med Undtagelse af to, nemlig dower og quare impedit, samt alle blandede, paa een nær, nemlig ejectment, ophævede, og saaledes bortstrøges over femti. De tilbageblevne var tildeels af ringe Betydning, de to først nævnte af sjælden Anvendelse, den sidste hyppigere brugelig, fordi den satte Sagførerne i Stand til at undslippe fra de tusinde Finesser, hvormed de reelle Actioner var opblandede og vanskeliggjorte. Man havde nemlig fundet paa at benytte denne Formel i flere Tilfælde for at faae Adkomsten til Eiendommes Besiddelse provet, og en Mængde Fictioner var derfor blevne indførte med Rettens Tilladelse, under Betingelser, som den fandt hensigtsmæssige, for at hindre Parterne i at benytte sig af de Formmangler, som lettelig opstod formedelst Kunstigheden af det gamle Processystem, til at opnaae Resultater, som stred mod sand Retfærdighed. De personelle Actioner ex contractu og ex delicto blev imidlertid endnu tilbage, de første 7 i Tallet, nemlig: debt, detinue, covenant, assumpsit, account, annuity og scire facias; de sidste 4 i Tallet, nemlig: trespass, case, trover og replevin. Men der var ogsaa Vanskelighed ved at skjelne rigtig mellem disse, især mellem trespass og case, hvorved man først gjennem en Mangfoldighed af Domme kom nogenledes paa det Rene. Desuden var man, som nedenfor vil blive viist, nødt til at bruge disse trange Formler paa en Maade, som forvandlede det hele Factum, hvorfor Juryen maatte give verdict, til factisk Løgn eller juridisk Fiction. Ved Statutet af 1852 blev derfor i England bestemt, at heller ikke de personelle Actioner skulle behøve Indklædning i nogen bestemt Form, som før, og at i Øvrigt Formfeil kunne rettes under Sagen, uden at medføre dens Tab, hvorhos ejectment er undergaaet tilsvarende Forandring. Statutet omfatter blot de britiske Øer; men samme eller lignende Reform er eller vil væntelig senere blive indført i Canada og Colonierne. I de forenede Stater ere de gamle Spidsfindigheder vel for en mere eller mindre væsentlig Deel ogsaa afskaffede eller gaaede af Brug, men, naar undtages New York, dog ikke i den Grad, som i England siden 1833, og især siden 1852, er blevet Tilfældet.

Stævningsmaaden i civile Sager for de store Westminsterretter var, især fra Begyndelsen, meget besynderlig. Saa længe det ovenfor omhandlede original writ var i Brug, bestod Stævnemaalet, the summons, i Forkyndelse deraf, og mødte Indstævnte ikke, ansaaes det som contempt of court (Foragt for Retten), hvorpaa der fulgte flere writs. Naar der ei handledes om Voldsomhed eller Forstyrrelse af Kongens Fred, udstedtes et writ of attachment, hvorefter, i Mangel af Caution for Mødet, noget Gods arresteredes. Hjalp ikke dette, udstedtes et writ of destringas, der paabød Udpantning af hans Gods, som gjentoges, indtil han mødte eller ikke havde mere Gods. Handledes derimod om Vold eller Brud paa Freden (trespass i ældre Betydning), fulgte paa forgjæves attachment og destringas et writ of capias ad respondendum, for at faae hans Person bragt frem, hvilket mod Fattige hyppig anvendtes, hvor ingen Vold eller Fredsforstyrrelse havde fundet Sted. Denne Fremgangsmaade brugtes endog, efter at original writ var bortfaldt og blevet til Fiction. Vilde Indstævnte ikke lade sig finde, blev han, efter flere forgjæves writs of capias, ved en Proclamation erklæret udenfor Loven, og hans Gods forbrødes da til Kongen. Lod han sig siden finde, udstedtes et writ of capias utlagatum (den uden for Loven Satte), hvorefter han arresteredes, indtil han fik hævet sin outlawry eller den Act, hvorved han var erklæret udenfor Loven, Noget der altid skede, naar han føiede sig og betalte Omkostningerne. Men da original writ, følgelig the summons, allerede længe siden var gaaet ud af Brug og over til Fiction, fandt man det omsider noget haardt at fængsle en Mand for et contempt of court, der nu ligeledes maatte fingeres, og det blev derfor lidt efter lidt Skik, som endelig stadfæstedes ved Lov, at Sheriffen først sendte Sagsøgte en Gjenpart af writ of capias med Opfordring til at møde i Retten. Mødte han, blev det protokolleret med Tilføiende, at han stillede John Doe og Richard Roe (to fingerede Personer) til Sikkerhed for, at han ogsaa senere vilde møde; men mødte han ikke, kunde Sagsøgeren selv lade protokollere for ham som anført, og gik siden frem, som om han havde mødt. Hvis Sagsøgeren besvor, at Sagen angik £ 10 (siden 20) eller Mere, antoges han dog at kunne fordre virkelig Caution eller Arrest i Tilfælde af actio ex contractu; men var det actio ex delicto, kunde Arrest, som før, alene finde Sted efter speciel Ordre af en Dommer – og saaledes blev Forholdet, med Hensyn til Arrest, det omvendte af hvad det tidligere havde været. Ved Statuter under Wilhelm den fjerde og de næst følgende Statuter under Victoria blev vel denne egte common law Fremgangsmaade (en af de høieste Tinder paa den „gamle gotiske Borg“) efter Haanden afskaffet, saa at man endelig indskrænkede sig til et writ of summons (Stævning); men dette skulde endnu indeholde en af de tilbageblevne Actionsformler, hvor den fandtes anvendelig, og der skulde tilføies, at Sagsøgeren i Mangel af Indstævntes Møde kunde protokollere for ham som oven anført, samt derpaa gaae frem til Dom og Exsecution. Ved Statutet af 1852 blev endelig, som allerede bemærket, ogsaa de tilbageblevne Actionsformler afskaffede, saa at man nu ligefrem og simpelt kan anføre de virkelige Omstændigheder, hvorpaa Søgsmaalet støtter sig (the particulars of the claim). Arrest kunde efter det næst foregaaende Statut heller ikke opnaaes, uden at der i Følge edelig Forsikring (affidavit) var Sandsynlighed for, at Sagsøgte vilde forlade Landet, og Beløbet var £ 20 eller Mere, i hvilket Tilfælde Dommeren gav Ordre til Caution, hvorefter writ of destringas og capias kunde erholdes. Ved Statutet af 1852 er writ of destringas og de paafølgende Tvangsanstalter afskaffede, ogsaa med Hensyn til outlawry (utlagatum). I de nye Countyretter og andre underordnede Retter er Fremgangsmaaden lige saa simpel; dog bruges ogsaa der Retsstævninger, hvori Retsskriveren, som modtager Klagen, indfører det Væsentlige af den. Saaledes er man i England, hvad Stævnemaaden og Modet angaaer, endelig kommen tilbage fra nogle af de væsentligste Ulemper ved common law Proceduren, hvormed man gjennem Aarhundreder har været plaget.

Til Sagens Forberedelse, og navnlig til Udfindelse af de egentlige Tvistpunkter i factisk eller juridisk Henseende (issues of fact eller of law), som skulle bringes til Afgjørelse, de første ved Jurykjendelse, de sidste ved Retskjendelse alene, bruges skriftlige Indlæg, der kunne opløbe indtil 7, nemlig: Deduction (declaration), Tilsvar (plea), Replik (replication), Duplik (rejoinder), Triplik (surrejoinder), Qvadruplik (rebutter) og Qvintuplik (surrebutter). Saa længe de besynderlige stive og trange Actionsformler i det Hele eller for en Deel maatte bruges, og man mere eller mindre strengt overholdt den gamle Grundsætning, at hvilken som helst Forskjel, der ved den endelige Forhandling fandtes mellem en materiel Deel af Declarationen og de Beviisligheder, som anbragtes til Støtte for den, var fordærvelig for Sagsøgeren, idet den bevirkede, at han blev non suited, som det hed, endog ved en feilagtig Bogstavering, Interpunktion eller deslige, saa at Sagen derved (tidligere) uundgaaelig tabtes, eller (senere) alene kunde reddes ved en klækkelig Sportel for Rettelsen af saadanne Feil; og saa længe man paa den anden Side med eller uden Rettens Tilladelse havde Adgang til alskens Fictioner, hvorved Størstedelen af Sagens Fremstilling for den almindelige Betragtning viste sig som factisk Usandhed, om end ikke i Rettens Øine som juridisk Løgn; saa længe maatte Sagførerne, der ikke altid havde sat sig saaledes ind i Sagen, at de kunde beregne, hvad der vilde komme, i Declarationen opstille saa mange forskjellige selvstændige Fortællinger om de factiske Søgsmaalsgrunde og saa mange Afændringer af enhver af disse Fortællinger, at den ene eller anden kunde væntes at ville svare til Beviislighederne; dog maatte alle disse Fortællinger (counts) være saaledes indrettede, at de indgik under samme Formel, hvorimod der ikke saaes paa, at de indbyrdes modsagde hverandre. Valgte man saaledes den mindst snævre og derfor hyppigst brugte Formel for Søgsmaal i Anledning af contractmæssig (middelbar eller umiddelbar) paadragne Forpligtelser, nemlig assumpsit, til Indtalelse af en Fordring paa £ 100, saa opgav man for Ex., at Sagsøgte var bleven dem skyldig 1) for kjøbte eller efter Forlangende leverede Varer; dernæst 2) for efter Begjæring udført Arbeide eller leverede Materialier; derpaa 3) for Penge, der var ham paa Forlangende laante; end videre 4) for Penge, der efter hans Ønske var udlagte eller anvendte til hans Fordeel; fremdeles 5) for Penge, han havde modtaget til Sagsøgerens Brug, uden dertil at have anvendt dem; og endelig 6) for Penge, han skyldte efter opgjort Mellemregning. Den bekjendte Anekdot om Manden, som søgtes til Erstatning for Spræk i en laant Gryde, og som paa een Gang negtede at Gryden var leveret ham, foregav at den var leveret med Spræk, og paastod at den var tilbageleveret uden Spræk, er saaledes ikke saa ganske udenfor alle Lande, som man har troet. Fra Regelen, at de forskjellige counts maatte høre under samme Formel, gjordes dog den Undtagelse, at debt (Gjæld) og detinue (Tilbageholdelse af bestemte Ting), kunde slaaes sammen. Men da Formlerne, som allerede tidligere bemærket, kun lidet slog til, maatte man i mange Tilfælde benytte sig af fuldstændige Opdigtelser, for at komme til sin Ret. Under Forhandlingerne om den newyorkske Reform klagede en af de meest fremragende Lovkyndige over denne Usandhed i common law Processen, og anførte som Exempel, at naar En vilde søge Erstatning hos en Anden for et Ur, denne havde frarøvet ham, maatte han i sin Declaration fortælle, at Manden paa en vis Dag havde kjøbt og faaet det leveret mod Løfte om, paa Anfordring at betale, hvad det rimelig kunde være værd. Sagsøgte vilde negte dette; ethvert Ord i Klagerens Fremstilling vilde være falsk; Forbryderens Negtelse derimod sand. Men der var ingen Dommer i Landet, som ikke vilde instruere Juryen saaledes, at den under sin Ed kom til at sandsige Klagerens Opgave, da Paadragelsen af Forpligtelsen (assumpsit) dog her var given, og Sagsøgeren kunde eftergive Tiltale for den brugte Vold. – I sit Tilsvar var Sagsøgte indskrænket til een Forsvarsgrund (plea) mod hver count, og det Samme gjaldt om Sagsøgerens Replik, o. s. v. Paaberaabte Sagsøgte sig til Er. Umyndighed mod Sagsøgerens assumpsit, i Tilfælde af kjøbte men ubetalte Varer, kunde denne ikke derimod paaberaabe sig baade at det var Nødvendighedsvarer, som Umyndige gyldigen kunde kjøbe, og at Sagsøgte efter opnaaet Myndighed havde godkjendt Forpligtelsen, men Sagsøgeren maatte indskrænke sig til een af disse Grunde. Da Sagsøgte ikke befandt sig i mindre Fare end Sagsøgeren ved Misforholdet mellem Paastanden og Beviset, blev det en Tid tilladt, at anføre forskjellige Forsvarsgrunde (plead several pleas) mod hver count, naar Dommeren samtykkede; og man fik derved lige saa mange eller endog flere Fortællinger og Afændringer i Gjenmælet. Overmaalet af disse Fortællinger ledede til en den forberedende Behandlings Øiemed undergravende Fremgangsmaade, idet Sagsøgte efter Haanden fik Adgang til, i de sædvanligste Tilfælde (assumpsit, debt og case) indtil videre at benytte almindelig Benegtelse (general issue) i svævende Udtryk, og derefter, naar Sagsøgeren havde ført sit Beviis, under de mundtlige Slutningsforhandlinger at fremkomme med alskens Indsigelser (special pleas), hvorpaa altsaa Sagsøgeren, saa godt han kunde, maatte forberede sig ved et kostbart og vidtløftigt Beviis for en Mængde Omstændigheder, hvorom der ofte slet ikke blev Spørgsmaal, medens Sagsøgte hittede paa andre Udflugter, bragte den derpaa uforberedte Sagsøger i Forlegenhed, og undslap et retfærdigt Søgsmaal, som derved gik tabt. Imidlertid havde ogsaa Retten, af Mangel paa den Veiledning, de forberedende skriftlige Forhandlinger skulde give under Vidneførselen, Udfindelsen af Stridspunkterne, og deslige, været i Forlegenhed og Besvær med unødige Ting. For at bode paa saadanne Ulemper blev under Wilhelm den fjerde først ved en Retsbeslutning opstillet den Regel, at Sagsøgeren i Gjældssager skulde ledsage sine counts med Specification, for saa vidt den kunde gjøres i 216 Ord (3 Foliosider), dernæst ved en Parliamentsact givet Westminsterretterne Bemyndigelse til at opstille yderligere Regler, som udkom i 1834, og bestemte: at forskjellige counts i Declarationen ikke skulde være tilladte, med mindre man tænkte at bevise en særskilt Actionsgrund med Hensyn til enhver af dem, og dermed bortfaldt Afændringerne af en og samme count, med Undtagelse af enkelte Pengefordringer; at de almindelige Benegtelser kun skulde forstaaes om Actionens Væsen eller Grundlag, og at samme Indskrænkning i Afændringerne af counts skulde gjælde for Tilsvaret som for Deductionen; at Dommeren under den endelige eller mundtlige Forhandling skulde kunne tillade Forandringer i Indlæggene, følgelig i Protokollen, med Hensyn til Alt, hvad der ikke berørte Sagens Væsen, og hvorved ikke Modparten kunde være bleven hindret fra at varetage sit Tarv – under Appel af Kjendelsen, hvis Rettelsen tilstodes, men uden Appel, hvis den negtedes; at utilladte Ting i Indlæggene, efter summarisk Indkaldelse af den Feilende, kunde stryges af Dommeren; samt at Omkostningerne saa vel derved som ved ubeviste counts skulde ilægges den, der havde foranlediget dem. Denne Forandring, hvorved Parterne for en stor Deel blev nødte til betimelig at aabenbare hinanden sine gjensidige Forehavender i Sagen, fandtes vel gavnlig i det Hele, men vanskelig at gjennemføre med Hensyn til de endnu gjældende Formler, skjønt Sagsøgeren fremdeles havde Adgang til at anføre saa mange Hovedfortællinger, som kunde henføres under den valgte Formel, ligesom og Sagsøgte kunde fordre nærmere Angivelse af Enkelthederne (bill of particulars), for at faae Sagen bragt ind i en bestemtere Retning, Noget, der ogsaa gjaldt fra den anden Side, naar Sagsøgte indbragte Modfordringer, hvortil der haves en næsten uindskrænket Adgang. En Grund til ikke uden Nødvendighed at fortælle particulars var den i mange Tilfælde medfølgende Forpligtelse til at bevise dem, og den Regel, at et Indlæg, som i nogen Deel var imod Forskrifterne om, hvad der maatte indflyde, ansaaes i Alt, hvad dermed stod i Forbindelse, forkasteligt, hvis man ikke fik Tilladelse til dets Rettelse; dog gjenstod enhver selvstændig count, som fandtes rigtig, medens den eller de øvrige, som anført, i det Hele bortfaldt. Imidlertid vedblev den Regel, at man i Svaret paa en count eller plea blot maatte anføre een Forsvarsgrund, saaledes som ovenfor er viist. Ogsaa denne Indskrænkning er, saa vidt vi af den korte Beretning have kunnet forstaae, bortfalden ved Statutet af 1852, hvorved ei alene alle personelle Actionsformler ere afskaffede alle opdigtede Fortællinger (fictious averments) ere forbudne, alle formelle Omsvøb i Indledninger o. s. v. ere gjorte overflødige, men tillige alle unaturlige Indskrænkninger i materielle Henseender ere ophævede, og en stor Myndighed er tilstaaet Dommerne til at jævne paa Tingen ved at rette Feil, give nye Regler, med Mere. Blandt Andet ere de saa kaldte special demurrers eller Indsigelser med Hensyn til techniske eller formelle Feil afskaffede, Adgang aabnet til Opreisning paa Grund af Forfald i Udeblivelsestilfælde, til Rettelse af Ufuldstændighed (omission), Feiltagelser (substituion by misltake or inadvertence), o. s. v., og følgelig de fleste og væsentligste Afvigelser fra den simple og naturlige Fremgangsmaade ophørte i England som i New York.

Da det i Almindelighed erkjendes, saa vel i England som i Amerika, at Juryen i civile Sager ikke har at afgjøre juridiske, men alene factiske Spørgsmaal, og da det saa vel i common law Retterne som ellers ofte hænder, at det Factiske enten ikke omtvistes, eller at det henskydes under Voldgiftsbehandling, hvorhos Parterne, som allerede bemærket, hyppig give Afkald paa Jury, saa indsees let, at den ikke finder synderlig Anvendelse i civile Sager, i alle Fald ikke, hvor Spørgsmaalet alene er om Beviset, ikke om Skjøn i Sagens materielle Deel, eller med andre Ord: i Ordets norske Forstand. Men da det i criminelle Sager ingenlunde er saa almindelig erkjendt, at Juryen alene har at afgjøre de factiske Spørgsmaal, og da den forberedende Behandling i sit Væsen er og har været den samme i criminelle som i civile Sager, maa den forudskikkede Fremstilling af de civile Procesreglers Grundtræk og Udvikling gjennem Tidernes Løb være af Vigtighed for Juryindretningens Bedømmelse i det Hele – især da man derved saa meget bedre sættes i Stand til at vurdere den Ros og Beundring, der er bleven den hele [[common law}} til Deel hos det Folk, som i begge Verdensdele er opvoxet i den, og saa trolig har holdt paa dens Egenheder indtil de allersidste Tider.

For at fremtvinge den Anklagedes Møde i criminelle Sager havdes omtrent samme Midler, som i civile, hvor ikke Arrest fandt Sted, hvilket dog hyppigst var Tilfældet, idet Dommeren, naar Anklagede skulde møde, beordrede ham arresteret, om det ikke allerede var skeet. Imidlertid gik outlawry Methoden (Fremgangsmaaden mod utlagatum) allerede længe før Statutet af 1852 for Størstedelen af Brug i criminelle Sager, hvor den var undergiven saa kunstige Betingelser, at den blev saa godt som uanvendelig, idet der med deres Iagttagelse var saa store Vanskeligheder forbundne, at man ikke let undgik en eller anden Uregelmæssighed, som medførte, at Foranstaltningen blev knust (quashed). Der udstedes nu ingen særskilt Stævning (summons), men en Arrestordre, hvori Forbrydelsen kortelig angives.

Den egentlige Anklage, Grundlaget for Strafsager, svarende til Declarationen i civile Sager, kaldes indictment (eller presentment, hvorom nedenfor), hvis den udgaaer fra Grandjuryen; information, hvis den udgaaer fra Generaladvocaten eller Andre, med eller uden Samtykke af Retten, men uden Bifald af en Grandjury. Svaret, the plea, afgives mundtlig af den Anklagede for Retten, som Følge af, at der kun forelægges ham det simple Spørgsmaal, om han erkjender sig skyldig eller ei, og at han for det Meste svarer benegtende (not guilly), hvorved the general issue er given. Da det imidlertid ofte kan forudsees, at Anklagen vil blive beviist, og det altsaa gjælder at omgaae den ved Indsigelser, om de haves, saa fremsættes i criminelle som i civile Sager ogsaa andre pleas, og dertil gives endnu ikke saa sjælden Anledning; men især gav Fordringerne til Anklageacten, indtil den sidste Parliamentsact desangaaende af 7de August 1851, hvorom nedenfor vil blive handlet, en rig Anledning til alskens Indsigelser, hvorfor den maatte affattes med den største Varsomhed, da den mindste Feil kunde foranledige, at Anklagede frifandtes, eller Anklagen i det Mindste for den Gang og stundom flere Gange spildtes. Vi skulle anføre nogle Exempler. At Anklagedes Navn maatte opgives, saa vidt det kjendtes, følger af sig selv, og gik han under afvexlende Benævnelser, maatte de alle opgives med et alias imellem. Men ogsaa hans borgerlige Stilling og sædvanlige Opholdssted maatte tilføies, hvilket naturligviis gav endnu større Vanskelighed, fornemmelig i England, hvor saa megen Vegt lægges paa de mangfoldige Benævnelser, og saa meget løst Folk af ubestemt Stilling og Ophold findes. Ogsaa maatte den Fornærmedes Navn og, hvis han havde en Standstitel, denne nøie opgives, hvilket heller ikke altid var let, til Ex. ved et corpus delicti, hvori Flere var interesserede, saa som naar Tingen tilhørte et Selskab, eller et Lig var bestjaalet o. s. v. Nævntes en for sit Skjørt bestjaalen Kone i Stedet for hendes Mand, var det en Feil, da hun Intet kunde eie, men han alene eiede Skjørtet. Havde et Kvindemenneske dræbt sit Barn, og dette i Anklageacten kaldtes Harriet Stroud, men befandtes at hede Harriet alene, blev det Hele kjendt ugyldigt, skjønt Anklageacten tillige indeholdt, at Navnet var ubekjendt (ei tilstrækkelig bekjendt). Nævnte man Hest i Stedet for Vallak, Griis i Stedet for Galt, eller deslige, var Følgen den samme, da Benævnelsen ikke ansaaes nøiagtig nok, om den end stemte med Sprogbrug, naar den ikke stemte med Statutets Benævnelse. Til Angivelsen af Tid og Sted gjordes, om muligt, endnu strengere Fordringer. Det var ikke nok, at man sagde, Morderen havde paa bestemt Tid og Sted mødt og umiddelbar derpaa nedstødt den Dræbte; thi „umiddelbar“ var ikke bestemt nok, naar man ikke havde tilføiet „der og da.“ Redskabet (Kniven, eller hvad det nu var) maatte med samme Nøiagtighed beskrives, og Maaden, hvorpaa det var brugt, ligesaa. I Beskrivelsen af Forbrydelsens øvrige Beskaffenhed var samme Nøiagtighed fornøden, saasom i Angivelsen af den Grad, hvori den var fremskreden. En Mand, som sigtedes for Indbrud, men af Juryen alene befandtes skyldig i forsøgt Indbrud, blev frifunden, og da han derpaa blev tiltalt for forsøgt Indbrud, men af en ny Jury funden skyldig i fuldbragt Indbrud, blev han ligeledes frifunden, fordi Anklageacten lige saa lidt i sidste som i første Tilfælde svarede til Juryens Anskuelse af Forholdet. Det maa være overflødigt, her at anføre flere Exempler paa de utallige Finesser i Fordringerne til Anklageacten, hvorpaa den kunde strande. Med alle sine vidtsvævige og besynderlige Formaliteter var den engelske Anklageact dog meget mager i Fremstillingen af det Factiske, og dannede saaledes en skjærende Modsætning til den franske, der saa godt som fri for techniske Former fortæller selve Begivenheden med dens Omstændigheder, saaledes sammenstillede, at man faaer en klar Forestilling om deres Betydning og Sammenhæng. I Amerika har man ikke været mindre nøieregnende med det Techniske ved Anklageacten end i Moderlandet. Endelig har man dog i England fundet det Uvæsen, der saaledes var indført af common law Juristerne – uden Tvivl deels for at kunne omgaae de forældede strenge Straflove, deels for at gjøre sin Kløgt og Eneviisdom gjældende – alt for utaaleligt, og ved et Statut af 7de August 1851, har man tilbageført Anklageacten til de naturlige og nødvendige Betingelser. Det er herefter nok, i denne Act at anføre det Væsentlige, hvorpaa Sigtelsen beroer, og skulde nogen Forskjel findes mellem det Opgivne og det Beviste, kan Sigtelsen rettes derefter naar kun Paagjældende ved Forandringen ikke lider nogen virkelig Uret, men faaer behørig Anledning til at iagttage sit Tarv. Den, der anklages for fuldbragt Forbrydelse, kan nu derefter blive dømt for Forsøg, og er han anklaget for en mindre Forbrydelse, bliver han ikke frifunden, fordi der overbevises ham en større, men kan nu slippes for den mindre, og i Stedet derfor anklages for den større. Heller ikke kan den Anklagede længer opsætte sine formelle Indsigelser for saa vidt endnu saadanne haves, indtil Beviset har vendt sig imod ham, men maa fremsætte dem forinden, hvorhos Formfeil kunne rettes under samme Sag, med Rettens Tilladelse. I Amerika, og navnlig i New York, er man uden Tvivl i Færd med lignende Forandringer, hvis de ikke allerede ere gjennemførte, da man i sidst nævnte Stat ved Forfatterens Afreise derfra arbeidede paa betydelige Reformer i den criminelle Proces, og blandt Andet i Anklageacten, i den her omhandlede Retning.

Som allerede bemærket, udgaaer Anklagen enten ved indictment fra Grandjuryen (anklager den af egen Drift, efter Medlemmers Forslag, kaldes det presentment) eller ved information, uden Mellemkomst af Juryen. Hvad det første Tilfælde angaaer, da er Fremgangsmaaden følgende: I England indtræder Grundjuryens Virksomhed for det Meste efter foregaaende Undersøgelse af en Fredsdommer eller Politimagistrat; men denne Fremgangsmaade er forholdsviis ny. Oprindelig forebragte Medlemmerne af Grandjurven de Tilfælde, der under Haanden var komne til deres Kundskab, og undersøgte dem i Fællesskab, under fælles Risico, da det ofte var en farlig Sag for den Fornærmede, offentlig at fremstaae som Klager mod Forbryderen. Under indtrædende større Sikkerhed for den Enkelte ophørte denne Fremgangsmaade for Størstedelen, skjønt den endnu af og til bruges, da foreløbig Undersøgelse ikke er gjort nødvendig. Men i Amerika er den endnu temmelig almindelig, maaskee fordi Grandjurymændene der sjælden tillige ere Fredsdommere, ligesom vel og deres Myndigheds i Øvrigt noget ringere Omfang der bevæger dem til ikke at lade den ubenyttet. Naar Grandjuryen selv sætter Sagen i Bevægelse, henvender den sig ved presentment til Retten, ligesom Klageren ellers med sin Opgave af det Fornødne til indictment. I England forfattes Udkastet til indictment for det Meste af en blandt vedkommende Rets Skrivere, men da disse ofte have liden juridisk Dannelse, forfattes det i vigtigere Tilfælde gjerne af en Sagfører; og hvor det Offentlige optræder som Klager, forfattes det af vedkommende attorney. Udkastene sendes fra Retten til Grandjuryen (almindeligviis flere paa een Gang), og efter at den af Rettens Formand er tagen i Ed paa at ville omhyggeligen undersøge de forelagte Sager, o. s. v., samt opmanet i et Foredrag om sine Pligter, trækker den sig tilbage for at undersøge Beviislighederne. I Grandjuryen ved court of kings bench er altid en Retsskriver tilstede for at lede Sagen fra det Offentliges Side; de andre Retter tillade ofte Klagerens Sagfører at være tilstede ved deres Grandjuryer for at besørge Vidneforhøret. I Amerika forfattes Udkastet i Regelen af en Sagfører, som i Massachusetts er tilstede i Grandjuryen for at indlede Sagen, begynde Vidneforhøret og besvare ethvert Spørgsmaal, der stilles ham angaaende Retspunkter; men han maa ikke selv indblande sig i Discussionerne, eller røbe det Forhandlede, og ikke en Gang paa Opfordring af Grandjuryen erklære, om han anseer Klagen antagelig eller forkastelig. I New York har han kun paa Juryens Forlangende, som dog ikke gjerne udebliver, at indfinde sig til Vidneforhøret, og han spørges der ogsaa flittig om Retspunkter. Af sig selv kan han ogsaa indfinde sig med factiske Oplysninger, men maa ikke være tilstede under Afstemningen. Vidnernes Møde besørges overalt af ham. For saa vidt deres Afhørelse ikke ledes af en offentlig Anklager, skeer det af Juryens Formand, hvorefter dens øvrige Medlemmer kunne forelægge dem Spørgsmaal – Noget hvortil samtlige Medlemmer i ethvert Tilfælde ere berettigede. Det Udkast, om hvis Antagelse eller Forkastelse der efter fuldendt Undersøgelse bliver Spørgsmaal, forfattes ikke altid inden Beviisførelsen, men undertiden efter at den er forbi, da det saa meget lettere kan lempes efter de fremkomne Oplysninger. Dette forebyggede dog ikke altid de for berørte Ulemper ved Anklageacten, da den Anklagede, som ikke maa være tilstede, undtagen i Connecticut, eller for saa vidt han fører gjensidig Klage, kan bringe andre Oplysninger for Dagen, der give den hele Beviisførelse (som for Grandjuryen, hvor et stort Antal Sager efter eensidig Anviisning i Hast skal behandles heller ikke er eller kan være synderlig paalidelig) et ganske andet Udfald, om ikke ved Andet, saa dog ved gjensidigt og krydsende Forhør af de samme Vidner for Retten. Endnu gives der ogsaa i England en heel Deel Indsigelser mod indictments af andre Grunde end de oven anførte, som hentedes fra de nu afskaffede Formaliteters manglende Iagttagelse, nemlig naar Vidnerne ikke paa lovlig Maade ere blevne edfæstede, eller naar der findes Mangler ved selve Grandjuryen i Almindelighed eller i den enkelte Sag, o. s. v. Et af de tvivlsomste Spørgsmaal ved Grandjuryens Kjendelse er, hvad Beviis der udkræves for at beslutte indictment. Nogle have meent, at der blot udfordres Sandsynlighed for den paaklagede Forbrydelse (probable evidence), da der ellers ikke behøvedes en ny Jury for efter nærmere Undersøgelse at bedømme Bevisets Tilstrækkelighed, og Grandjuryens Bifald til det forelagte indictment blot skal bane Adgang til en saadan nøiagtigere Granskning og Afgjørelse; Andre have meent, at Grandjuryen kun da har at beslutte indictment, naar den finder Beviset saa stærkt, at den selv som Pettyjury vilde fælde den Anklagede, forudsat, at der fra hans Side ikke forebragtes Noget, der kunde svække dets Vegt. Efter nogle Ytringer af Coke maa den sidste Mening have været den gjældende indtil Edward den førstes Tid, men siden være afløst af den først anførte, som Hale med Flere har forsvaret, hvorimod denne nu har maattet vige for hiin, der havde Coke og for Tiden har de Fleste for sig. Der klages imidlertid over Mangel paa Holdning i Grandjuryens Forhold, især i England, hvor den mindst veiledes af Dommerne – og savnede Pettyjuryen, der bestaaer af mindre dygtige Mænd, Rettens Anviisning til dens verdict, vilde den vist ikke give Anledning til færre eller mindre begrundede Klager. Grandjuryen tilkjendegiver sin bekræftende Beslutning, hvorfor mindst 12 Stemmer maae haves, ved at paategne Udkastet „true bill,“ og sin negtende ved at paategne det „not true bill“ eller „not found,“ eller „ignoramus;“ og efterhaanden, som der er fattet Beslutning til et vist Antal indictments, gaaer Grandjuryens Formand, fulgt af dens øvrige Medlemmer, ind i Retsværelset, og afleverer dem til Dommeren. Hvor megen Tid Grudjuryen ofrer paa Sagernes Undersøgelse ved sine Vidueforhør, med Mere, kan sluttes deraf, at den gjerne bliver færdig inden Fjerdedelen af Sessionen, og at den londonske Grandjury, til Ex., i een Uge ofte affærdiger mellem 300 og 400 Sager. Skjønt den i Amerika bruger noget længere Tid, kan den dog neppe antages at ofre mere paa hver Sag, da den offentlige Anklagers nødvendige Nærværelse saa vel i Retten som i Grandjuryen maa foraarsage Afbrydelse af Forhandlingerne paa begge Steder. Men Hensyn til Grandjuryens Oprindelse, Betydning og Værd maa bemærkes, at den har sit Udspring fra en Tidsalder, da man tiltrængte den mod mægtige og voldsomme Forbrydere, som alene en større Forsamling af Egnens første Mænd, under hemmelig Afstemning, uhævnet kunde beslutte overgivne i Rettens Hænder. Efter at denne Hovedaarsag til dens Indførelse var ophørt, og den ikke længer som før kunde betragtes som noget uundværligt Skjold for Klagerne mod de Anklagede, maatte den nedarvede Tro paa denne gamle Indstiftelses Nødvendighed for Retshaandhævelsen søge sin Grund paa den modsatte Side. Man kom saaledes til at betragte den som et Værn for de Anklagede mod Klagerne, og har indtil det sidste Snees Aar udtømt sig i almindelige Lovtaler over Grandjuryen, ei alene som et af de skjønneste Mindesmærker om Forfædrenes Viisdom, men tillige som et af de stærkeste Bulverker for engelsk Frihed. Blackstone, der antog Juryen indført af Angelsachserne, ansaae det som givet, at Grandjuryen var en fortræffelig Indretning til Betryggelse for de Anklagede, og denne Mening var ei alene paa hans Tid herskende, men vedblev at udøve sit Herredømme indtil de sidste Tider, uden at Nogen vovede offentlig at modsige den, i det Mindste ikke under sit Navn. Englands for Tiden meest anseede Jurist, Denman, der i 1828 ved en anonym Opsats i Edinburgh Review blottede Grandjuryens sande Beskaffenhed, og kaldte den en anomal Udvæxt paa den criminelle Retspleie, tilføiede, at det ikke var uden Frygt og Bæven, at han i Forbindelse med sin almindelige Argumentation udtalte Ordet Jury – „et Ord, der klinger saa musikalsk i engelske Øren“ – uagtet hans Opsats, som sagt, var anonym. Senere har den nedarvede blinde Tro paa Grandjuryens vedvarende Hensigtsmæssighed tabt sig i den Grad, at der i det sidste Decennium har været alvorligt Spørgsmaal om dens Afskaffelse. Men, som oftere bemærket, gaaer det ikke saa hurtig med Reformer i England, selv om de have den almindelige Mening for sig. Antallet af dem, der frygte for, at indgribende Forandringer i det Bestaaende ville lede til den hele Forfatnings Omstyrtelse, er endnu ikke saa lidet, og hvad der synes at have bevirket Nølen hos de Flere, som ansee Grandjuryen forældet og moden til at fældes, er den Omstændighed, at endnu ingen Mand af Anseelse er optraadt med bestemt Forslag til, hvad der skulde træde i Stedet. Imidlertid ere forberedende Skridt gjorte. I 1843 og 1844 blev en Mængde af de erfarneste Mænds Erklæringer ved den criminelle Lovcommission indhentede over denne Gjenstand, og en stor Fleerhed af dem var for Grandjuryens Ophævelse, især naar man sætter dem ud af Betragning, hvis Grunde alene eller næsten alene talte for en mellem Fredsdommeren og Domstolene staaende Anklagemagt. Forfatteren har som Exempel meddeelt et Par af disse Erklæringer, en mod, en for Ophævelsen, og dertil valgt de første i den trykte Indberetning. Recorder Lewin af Doncaster, der erklærer sig imod Ophævelsen, bemærker vel, at han ikke er af dem, der ansee Grandjuryen som et nødvendigt Appendix ved den criminelle Retspleie, men mener dog: at den virker som en Stopper mod ondskabsfuld og upaakaldt Retsforfølgelse (man vil nedenfor faae at see, med hvad Grund); at den viser de lavere Klasser, at de første Personer i Landet (hvoraf Grandjuryen fremdeles tages) have Interesse for Retfærdighedens Haandhævelse; at den giver hine Klasser det Indtryk, at de ikke uden upartisk Undersøgelse ville blive sendte for Retten af Personer i disses høie Stilling; at den er et Middel til at indvie disse Personer i den criminelle Lovgivning og dens Forandringer, idet dens Medlemmer faae Leilighed til at høre Dommerens Bemærkninger om Lovens praktiske Virken; at de derved sættes i Stand til at antage Regler for sin egen Optræden som Fredsdommere, og at de saaledes modtage Vink for Lovgivningsvirksomhed. Politimagistrat Bingham af London, der erklærer sig for Ophævelsen, mener derimod: at man bekvemt kan undvære Grandjuryens Antagelse af indictments, hvor en Undersøgelsesdommer (Fredsdommer, o. s. v.) har fængslet den Angjældende, eller taget Sikkerhed for hans Tilstedeblivelse; at de Uleiligheder, der ere forbundne med Grandjuryens Mellemkomst, ere store og aabenbare, og at det vilde være vanskeligt at angive nogen Fordeel ved den; at Grandjuryens med Lovgivningen for det Meste ubekjendte Medlemmer med megen Uleilighed og Bekostning for dem selv samles, for i Følge en ufuldstændig og eensidig (ex parte) Forklaring af Klageren og hans Vidner at afgjøre, om der er tilstrækkelig Grund til at drage den Beskyldte til Ansvar; at derimod den foregaaende Undersøgelse (som ikke maa benyttes af Grandjuryen, lige saa lidt som dennes af Pettyjuryen) er udført af Mænd, som selv kjende Loven, eller have Skrivere, som kjende den, under gunstigere Omstændigheder for den Angjældende, som de have for sig, og ved hvis Paastande og Adfærd de kunne komme paa sikrere Spor. Han bemærker, at det oftere hænder, at indictments forkastes af Grandjuryen, fordi de Vidner, der nødte Undersøgelsesdommeren til at fængsle den Anklagede eller tage Sikkerhed af ham, ikke ere tilstede, og at Forkastelsen af et indictment kun er den Beskyldte til liden Nytte, da den kun viser, at de Oplysninger, der ere bragte for Grandjuryen, ikke ere fundne tilstrækkelige, og han kan anklages paa Nyt, naar de fornødne Beviisligheder tilveiebringes. Denman var fremdeles af samme Mening som før (i 1828, da han støttede sig paa de af Bingham siden anførte med flere Grunde), og bemærkede, at han ikke saae nogen Fordeel ved Grandjuryen, undtagen den mellem de høiere Klasser og Middelklasserne (hvoraf Pettyjuryen udgaaer) stedfindende Samvirken ved Retspleien, Noget, hvorpaa han vel satte høi Priis, men som han haabede paa en eller anden Maade at kunne vedligeholdes under enhver Forandring. I Underhuset blev 1837 et Forslag til Grandjuryens Ophævelse fremsat og understøttet af flere Medlemmer, men kom da for tidlig. Generaladvocaten, der ellers lagde for Dagen, at han ikke deelte den gamle Fordom for denne Indstiftelse, erklærede, at han ikke kunde understøtte Forslaget, da der var liden Rimelighed for at faae det drevet igjennem, og Robert Peel satte sig bestemt imod det, idet han forsvarede det Bestaaende dermed, at de fleste af de mod den store Jury anførte Grunde ligeledes vare anvendelige mod den lille Jury; at en pludselig Ophævelse kunde befrygtes at medføre store Uleiligheder; og at der, naar Grandjuryen borttoges, ikke vilde blive anbragt noget Andet i Stedet mellem den foreløbige Undersøgelse og Retsbehandlingen. Forslaget maa altsaa ikke have gaaet ind paa nogen bestemt Anklagemyndighed eller Anklage i saadanne Tilfælde, følgelig have været ufuldstændigt, og i alle Fald var den Gang Hentydningen til Følgerne for den hele Juryindstiftelse tilstrækkelig til at bringe det til at strande; thi Pettyjuryens Popularitet var da urokket, skjønt heller ikke den nu længere synes at være saa uangribelig, efter hvad senere skal blive anført. I 1848 blev, for en Overhuuscomitee, Lyndhurst (en af Englands meest anseede og erfarne Mænd, hvad dette Spørgsmaal angaaer) afæsket sin Formening, og erklærede sig for Ansættelsen af en offentlig Anklager i Stedet for Grandjury, som i Skotland, hvor ingen Anklagejury findes, men alene en saadan offentlig Embedsmand, der har en Fuldmægtig i hver Kreds, som udfører hans Embede, og hvor ingen Utilfredshed med denne Indretning spores, saa vidt man af Forfatterens Verk kan see. Lyndhurst meente, at ei alene de med Anklagejury-Indretningen forbundne betydelige Omkostninger i ethvert Tilfælde vilde blive besparede, men at Sagernes Antal vilde blive mindre, ved Forebyggelsen af uskjønsom Forfølgning, paa samme Tid, som forholdsviis flere indictments vilde lede til Fældelse. Han ansaae nemlig en bekjendt, kyndig og ansvarlig Embedsmand bedre skikket, end en ubekjendt, ukyndig og uansvarlig Fleerhed af Grandjuryen, til at afgjøre, om den Anklagede bør drages for Retten eller ei, og til at beskytte ham mod ubeføiet Forfølgning. Han ansaae heller ikke under politisk Gjæring Retfærdigheden bedre tjent med en Grandjury end med en offentlig Anklager. At Comiteen, eller i alle Fald dens Præses Campbell (en lige saa anseet og erfaren Mand af Faget, som Lyndhurst) har været af samme Mening, fremgaaer af Maaden, hvorpaa Spørgsmaalene blev stillede. Denman erklærede sig ligeledes for Ansættelsen af en offentlig Anklager, og gjentog, at Grandjuryens hemmelige Forkastelse af Anklagen ikke bortryddede Mistanken. Endelig maa bemærkes, at Grandjuryen i the central criminal court i London samme Aar (1848), efter at have udført sit Hverv, afgav en lang Indstilling hvori den klagede over sin egen Unyttighed og Indstiftelsens forsinkende Indflydelse paa Retspleien, samt at Grandjuryen i Edinburgh Review for 1849 i Forbigaaende omtales som en monstrøs Levning fra en barbarisk Tidsalder, Noget, der synes at vise, at man ikke længere, som Denman i 1828, behøvede at frygte og skjælve ved at dadle den, men at dens Forkastelighed kunde betragtes som given. Efter de oven anførte Forløbere (Statuterne af 1851 og 1852) er det saa- ledes at vænte, at Reformen snart vil strække sig til Anklagemyndigheden, som den har strakt sig til Anklageacten, med Mere.

I det Foregaaende er allerede sagt, at Anklageacten ei alene bliver til ved et af Grandjuryen besluttet presentment eller bifaldt indictment, men ogsaa ved information. Anklagemagten ligger nemlig allerede hos Generaladvocaten (attorney general) eller hans Substitut (solicitor general) med Hensyn til statsfarlige Opløb, oprørske eller gudsbespottelige Taler og Skrifter Smædeskrifter mod høiere Embedsmænd (Ministre, Westminsterdommere o. s. v.) angaaende deres Embedsførelse, Foretagender, som gaae ud paa at hindre saadanne Embedsmænd i Udførelsen af deres Embedspligter, eller Oppebørselsbetjente i Inddrivelsen af Statsindtægterne, og deslige, ligesom omvendt Embedsmændene ere undergivne saadan Anklage for Bestikkelse eller anden Uretskaffenhed i sit Embede. Denne Anklage kaldes information ex officio, og det beroer alene paa Generaladvocatens eget Skjøn, hvor vidt Sag skal anlægges paa denne Maade. I lignende Tilfælde af mindre graverende Beskaffenhed, saasom hvor Opløbet ikke er statsfarligt men blot forargeligt, Smædeskriftet ikke gjælder høiere men lavere Embedsmænd, Parliamentsmedlemmer, Jurymænd, o. s. v., finder den simple information Sted, idet Vedkommende anmelder Sagen for Retten ved en beediget Forklaring (affidavit), hvorpaa Retten efter foreløbig Undersøgelse, dog uden Vidneførsel, efter samme Regel, som Grandjuryen har at følge, bifalder eller negter Sagsanlægget. En meget stor Deel af Tiden medgaaer i court of kings eller queens bench med saadanne foreløbige Undersøgelser, hvorved begge Parter høres. Tidligere behøvedes ikke disse Undersøgelser af Retten selv, men dens Kronebetjent (master of the crown office) havde i saadanne Tilfælde samme Myndighed, som Generaladvocaten i de vigtigere Tilfælde. Dette medførte imidlertid, formedelst en besynderlig Regel med Hensyn til Omkostningerne, store Ulemper i hine Tider, hvorfor den nævnte Retsundersøgelse under Wilhelm og Maria blev indført. Med Generaladvocatens Myndighed opstod i ældre Tider oftere Misfornøielse, især hvad Presseforseelser angik, men de Forsøg, der blev gjorte til Indskrænkning i denne Myndighed, strandede. Den sidste Anke førtes i Parliamentet 1812, da Lord Holland i Overhuset og Burdett i Underhuset klagede over, at en indskreven information et heelt Aar kan hænge uforfulgt over den Anklagedes Hoved, inden den bortfalder, og søgte i det Mindste at bevirke en Indskrænkning heri, men forgjæves. Siden har, som allerede viist, Misnøien vendt sig mod Grandjuryen.

I tidligere Tider var baade indictment ved Grandjury overflødigt, og information ved Generaladvocaten uanvendelig, naar først en Coroners Jury havde erklæret sig mod den Paagjældende efter foregaaende Undersøgelse. En saadan Undersøgelse af Coronerjury var og er endnu nødvendig efter Dødsfald, der ere skeede pludselig, paa voldsom Maade, eller i Fængsel, idet en Jury da af Coroneren maa sammenkaldes, for under hans Ledelse, efter Besigtigelse af det døde Legeme og Afhørelse af de Vidner, der kunne haves, at afgive Skjøn, i Form af Kjendelse, over Dødsmaaden. Det var denne Kjendelse, der betragtedes som Anklageact, naar den erklærede Nogen for Drabsmand; og endnu er ingen legal Hindring i Veien for at faae en Sag bragt for den lille Jury i Følge en saadan Kjendelse. Men det er for det Meste gaaet af Brug. Grunden hertil var deels den, at Kjendelsen næsten altid led af en eller anden Formfeil, hvilket dog nu, efter de nye Bestemmelser om Anklageacten, ikke vilde have synderlig Ulempe til Følge, deels den, at en anden og bedre forberedende Undersøgelse tiltrængtes, da der, efter hvad for Criminallov-Commissionen i 1844 blev oplyst, ikke kan bygges paa Coronerjuryens Undersøgelse, der maa være meget mislig. I en af de indhentede Erklæringer heder det, at Coronerjuryens Fremgangsmaade hyppig er partisk, lidenskabelig, voldsom og uordentlig, saa at den afgiver et meget lærerigt Billede af et Folketribunal; i en anden, at Coroneren er Juryens Slave, uden Indflydelse paa den Undersøgelse, han skulde lede, at Vidnerne ofte grovelig insulteres, og at Juryen anseer sig hævet over alle legale Regler, udtaler stærke Fordomme i sine Kjendelser, og bekjendtgjør dem til Krænkelse for Paagjældende, som ikke have Adgang til at bevirke en upartisk Undersøgelse. I en af sine Taler har Campbell bemærket, at Coronerjuryen samles af Constabelen blandt hvem han først kan finde, da der ikke udfordres bestemte Egenskaber hos denne Jury; at den sammentræder mellem Dunsterne i et Ølhuus, efter at have hørt alskens Rygter, som den er desto tilbøieligere til at troe, jo mere gruelige og usandsynlige de ere; at Coroneren, der burde udvikle for dem de fine legale Distinctioner, ofte er en ved populære Kunster valgt Embedsmand, der ikke kjender det Mindste til Loven, o. s. v. I tidligere Dage var Coroneren og hans Jury (der maa bestaae af Tolv) bedre Mænd end nu, da Indstiftelsen er nedsunken til den nys beskrevne Tilstand.

Saaledes som Grandjuryen overførtes til Amerika, er den ogsaa i alt Væsentligt forbleven; og uagtet dens Organisation er bleven mere demokratisk, besættes den dog ogsaa der med de dygtigste og meest anseede Mænd, medens man i Pettyjuryen nøies med Mænd af en simplere Klasse. Om Afændringerne i Forhandlingsmaaden er allerede ovenfor paa sit Sted talt, og den Forskjel, der i de forskjellige forenede Stater gives med Hensyn til presentments med Mere i Grandjuryens Omraade, kan her forbigaaes. Skjønt Grandjuryen i Amerika, efter hvad ovenfor er viist, i Regelen har langt bedre Adgang til stadig Retsveiledning, end i England, og følgelig – trods sin mindre Dygtighed, især paa Landet og i visse Stater – maatte kunne ramme Maalet bedre, har man dog al Grund til at antage, at Grandjuryen ikke nyder større Anseelse i Amerika end i England. Den newyorkske Police Gazette, der vel veed at agte det suveræne Folks Stemning, har snart klaget over „Systemets oprørende Uretfærdigheder og Tyrannier,“ snart paastaaet, at „det er paa den høie Tid, at Grandjuryens Usurpationer og Tyrannier og Usømmeligheder og Galskaber indskrænkes eller afskaffes.“ Boston Herald farer ikke lempeligere frem. Den kalder Grandjuryen en engelsk Anomali, uden Ansvar almægtig til Ondt, afmægtig til Godt; sammenligner den med den hellige Vehme, den hellige Inqvisition, Stjernekammeret, St. Marcus’s Løves Gab, o. s. v.; og kalder dens Medlemmer sande Ignoramuser, Dumrianer, Æsler. Om Afskaffelse af hele Indretningen er der imidlertid ikke Tale. Skinsygen mod al Myndighed er saa stor i de forenede Stater, at det, for at forebygge dens Opløsning, har været nødvendigt, deels at udstykke den saa meget som muligt, deels at lade den umiddelbar udgaae fra Folket, og hurtig igjen synke tilbage i det. Den hele Juryindretning maa saaledes betragtes som et nødvendigt Onde i de forenede Stater, hvor man uden Tvivl vilde afskaffe al Embedsmyndighed, de egentlige Dommere iberegnede, hvis man nogenledes kunde undvære dem. Efter det Anførte begribes let, at Anklagen ved information i de forenede Stater deels er forbuden, deels lidet anvendt. Coronerjuryen er derimod overalt i Unionen vedligeholdt, og har faaet en bedre Organisation, forskjellig i de forskjellige Stater, idet Læger deels ansættes som Coroners, deels skulle tilkaldes, inden Kjendelsen afgives, og for det Meste udfordres samme Egenskaber hos Coronerjuryen som hos den almindelige Jury, m. M., som her kan forbigaaes.

Forundersøgelserne ved Coronerjuryen finde, som allerede bemærket, kun Sted i Tilfælde af mistænkeligt Dødsfald. I andre Tilfælde skulle de foreløbige Undersøgelser anstilles af en Fredsdommer eller Politimagistrat, nærmest for at afgjøre, om der er tilstrækkelig Grund til strax at foretage Fængsling eller fordre Sikkerhed for den Paagjældendes Møde i Tilfælde af Sagens Forfølgning ved indictment eller information, da Anklage kan besluttes uden saadant foreløbigt Forhør, og det hverken ved den store eller den lille Jury kan lægges til Grund for Undersøgelserne, men alene benyttes af vedkommende Sagfører som Veiledning under Vidneforhøret for Juryen. Behøves nogen Oplysning for Juryen om hvad der er forklaret for Fredsdommeren eller Politimagistraten, maa han selv eller en Anden, som har været tilstede, fremstilles som Vidne, naar den ikke kan udbringes ved ny Afhørelse for Retten af dem, han har forhørt – og dette kan naturligviis let hænde, da det er vanskeligere at lægge Skjul paa Sandheden, naar man paa friske Spor uforberedt kaldes til Forklaring af hvad man veed, end naar man efter indhentet Underretning om hvad ellers er fremkommet, har havt Tid til at indrette sig derefter. De foreløbige Forhør faae efter det Anførte kun liden Indflydelse, skjønt de i Regelen foregaae offentlig i Paagjældendes Overvær, og han ikke, som ved Grandjuryens eensidige Vidneforhør, er udelukket fra al Adgang til at iagttage sit Tarv, men kan fremsætte Spørgsmaal til Vidnerne, og tillige fra sin Side fremstille Vidner. Imidlertid har man dog fundet det hensigtsmæssigt for det Brug, Sagførerne kunne gjøre deraf, at lade det Væsentlige af Forklaringerne nedskrive og med vedkommende Fredsdommers eller Politimagistrats Underskrift indsende til Retten; og under Georg den fjerde blev denne Fremgangsmaade ved Statut indført. Der gives for Resten ingen bestemt Regel for Optagelsen af disse foreløbige Forhør, hvoraf Følgen har været den, at Fremgangsmaaden er meget forskjellig paa de forskjellige Steder. Snart edfæstes Vidnerne først, snart sidst; snart nedskrives alene, hvad der vidnes for Ank’lagen, endog med Forbigaaelse af, hvad samme Vidner svare paa Anklagedes Spørgsmaal, snart medtages ogsaa, hvad der paa disse Spørgsmaal eller ved de af ham selv førte Vidner udbringes til hans Fordeel; snart forhøres løselig, snart omstændelig, o. s. v. Medens Nogle paasee med Ængstelighed, at den Mistænkte ikke uforsigtig udsiger Noget, der kan være ham til Skade, ja endog søge at hindre ham i frivillig Tilstaaelse søge Andre snarere at fremkalde den. Man savner dog ikke fast Regel i dette Punkt. Blandt andre med common law i indskrænket Forstand nedarvede Grundsætninger hører ogsaa den, at „Ingen er pligtig at vidne mod sig selv.“ Efter hvad allerede i det Foregaaende er viist, havde Chanceryretten, der følger equity, længe siden sat sig ud over denne Grundsætning i civile Sager med Hensyn til Partsed og editio instrumentorum, i hvilken sidste Henseende common lav Domstolene havde efterfulgt dens Exempel, ligesom de i criminelle Sager taalte Undersøgelser efter Tyvekoster med Mere – da endelig ved Statut af 7de August 1851 blev bestemt, med visse Undtagelser, at Parter kunne føres som Vidner i civile Sager; men i criminelle Sager, som egne sig til indictment, er fremdeles Ingen forpligtet til at beskylde (criminate) sig selv, og deri indskrænke Domstolene sig, som det Følgende vil vise, til blot at spørge den Anklagede, om han erkjender sig skyldig eller ei, uden at undergive ham noget Forhør i Anledning af de Oplysninger, der ere fremkomne imod ham. Nogle Fredsdommere fremsætte imidlertid ikke en Gang hiint eneste Spørgsmaal til den Anklagede; andre fremsætte det vel, men ledsage det for det Meste med den udtrykkelige Bemærkning, at han ikke behøver at svare, hvis han ikke vil, og denne Advarsel følges naturligviis gjerne, skjønt Anklagede, som frygte for Følgerne af Vidneprovene, undertiden benytte Leiligheden til at bortforklare dem saa godt de formaae, og i saa Fald nedskrives deres Bemærkninger, uden at de videre adspørges.

Forfatteren drager vel her stærkt til Felts imod vort og andre Landes Forhørsdommere, hvorom Mere nedenfor, men beretter dog, at Meningerne i selve England ere forskjellige i dette vigtige Punkt, og anfører et mærkeligt Svar til Criminallov-Commissionen af en blandt de i 1813 tilspurgte praktiske Jurister Paynter, hvori det heder: „Under den nærværende Praxis bruges gjerne unødvendig Omhu for at forebygge nogen Forklaring af Sandheden eller nogen Udvikling af Omstændighederne ved. den Part, som bedst kjender Facta. Gjenstanden for alle saadanne Forholdsregler skulde være at beskytte Uskyldigheden, men deres praktiske Tendents er at blande den Uskyldige med den Skyldige; thi i Juryens Øine vil den Taushed, der iagttages af den Arresterede, naar han først beskyldes, ofte skade ham lige saa meget som en Tilstaaelse. En Fremstilling af Sandheden kan ikke skade den Uskyldige; og hvis en saadan Fremstilling alene skader den Skyldige, synes heri ikke at være nogen Grund til at udelukke samme.“ Forfatteren bemærker imidlertid, at saadanne Anskuelser ikke ere almindelige, og at Denman ved samme Leilighed erklærede, at han i det Hele bifaldt den Maade, hvorpaa Forklaringer afgives for Fredsdommere og Politimagistrater, samt at „han var aldeles imod, at nogen med Auctoritet beklædt Person maatte udspørge den Arresterede.“ Det vilde ogsaa være at rykke Hovedhjørnestenene under den „gamle gotiske Borg,“ for at bruge Blackstones Lignelse, og lade de „til Kamp rustede Taarne“ falde i Gruus, om man lod saadanne Grundsætninger, hvorigjennem Aanden i common law stærkest udtaler sig og dybest griber ind, aldeles fortrænge af Chancery-Grundsætningerne, der allerede i saa høi Grad have „spiist Hjertet ud af common law,“ som Hale udtrykker sig. Da nemlig Jurybehandling ved Anklagedes egen Bekjendelse bliver overflødig, sees let, hvad Indflydelse den her omhandlede common law Regels Ophævelse vilde have paa dette pragtfulde Taarn, hvis ene Hjørne (Grandjuryen) allerede er undergravet. For en uhildet Betragtning maa det imidlertid synes klart, at den, der anklages for en Lovovertrædelse, ikke derved for nogen Deel løses fra den almindelige – i England og Amerika mod Vidner endog over alle rimelige Grændser strengt overholdte – Forpligtelse til, ved Sandhedens Oplysning i fornødent Fald at bidrage til Retsordenens Haandhævelse, og at man lige saa lidt bør kunne unddrage sig fra Vidnepligten, fordi man ved dens Opfyldelse udsætter sig for selvforskyldte Onder, som man kan unddrage sig fra Værnepligten, fordi man ved dens Udøvelse er udsat for at miste Liv eller Lemmer. Derfor har man selv i England, hvor Mammon ikke mindre end i andre Lande dyrkes med dyre Ofre af Frihed og Velvære, trods common law gjennem equity indført Paalæg af Partsed i civile Sager, Noget der maatte synes langt betænkeligere end Paagjældendes blotte Afhørelse i criminelle – ei at tale om den hyppige Brug, man saa vel in law som in equity tilsteder af Eden i de mange besvorne skriftlige Forsikringer (affidavits), hvorved den ene Part kan opnaae Retsmidler mod den anden, som ellers ikke vilde staae til hans Tjeneste, og følgelig stilles paa en Samvittighedsprøve, hvori den ucontrolerede Fristelse af Pengeinteressen, med Mere, let kan faae Overhaand. Tvangen til Fremskaffelse af Beviismidler, hvoraf Modparten vil betjene sig (editio instrumentorum), Huusundersøgelsen efter Koster, Afhørelsen af mistænkelige Vidner, og deslige, der ogsaa hører til common law Praxis, stemmer heller ikke saa ganske med den her omhandlede Regel. Et heelt mærkeligt og ganske engelsk Exempel paa, at en saadan Regel ikke mod Tingenes Magt lader sig gjennemføre, er ogsaa den Omstændighed, at man i criminelle Sager almindeligviis omgaaer den paa en Maade, der er langt farligere for den Paagjældende, end hans Afhørelse for Retten nogensinde kan blive – en Omstændighed, der staaer i skjærende Modsigelse med den affecterede Liberalitet, hvori nogle Dommere overbyde hinanden, idet de under det offentlige Retsforhør endog advare den Anklagede mod at bekjende sin Brøde. Det er nemlig, som Forfatteren beretter, temmelig almindelig Skik, at Politibetjentene, der arrestere mistænkelige Personer, benytte de første Øieblik af Forvirring efter Paagribelsen, inden de aflevere sine Fanger hos vedkommende Magistratspersoner til at fraliste dem compromitterende Ytringer, for siden at optræde som Vidner mod dem, ei alene for Fredsdommeren eller Politimagistraten, men ogsaa for Grandjuryen og ved den endelige Behandling, og at man ikke forsmaaer at tage deres Vidnesbyrd til Indtægt, naar de deri indeholdte Oplysninger kun ikke opdages at være tilveiebragte ved at vække Frygt eller Haab hos den Paagjældende – uagtet Politibetjentene faae et klækkeligt Tillæg til sin Løn for de Dage, hvori de møde som Vidner; og skjønt Retterne ofte med Strenghed dadle denne Fremgangsmaade, begribes dog let, hvorledes Daddelen er meent, naar de alligevel modtage og benytte saadanne Vidnesbyrd. Man er efter Forfatterens Beretning endog kommen saa vidt med Brugen af Politibetjente som Vidner, at det nu næsten er sjældent at see en Strafsag, hvor ingen af dem benyttes. Paa samme Maade omgaaes Regelen ved at føre Fredsdommeren eller Politimagistraten og Andre, der have været tilstede ved Forhøret, som Vidner om de derunder afgivne Bekjendelser, medens de paa Stedet umiddelbar efter Afhørelsen nedskrevne Forklaringer, der med Bekræftning (Underskrift) indsendes til Veiledning for den offentlige Sagfører under den gjentagne Afhørelse af Vidnerne, ikke maa forelægges Juryen til noget som helst Brug, ei en Gang ved dens egne nærmere Spørgsmaal til Vidnerne. Det Urimelige i, gjennem selve Loven at give den Anklagede Tilladelse, altsaa Ret, til at stille sig paa Feltfod med Retspleien; at beskytte ham mod egen Bekjendelse, men dømme ham efter enkelt Vidneprov, eller tilsvarende Indiciebeviis; at fratage ham en Byrde, som nærmest tilfalder ham, og velte den med forøget Vegt over paa Andre som Vidner og Jurymænd; at spilde det simpleste og bedste Beviismiddel, der ofte ikke kan erstattes trods al Bekostning og Besvær, o. s. v., er heller ikke blevet upaaagtet i selve England. De oven anførte Citater lægge for Dagen, at Spørgsmaalet om Anklagedes Afhørelse er blevet Gjenstand for alvorlig Drøftning under Forberedelserne til en almindelig Reform i den criminelle Retspleie, og at flere, om endnu ikke de fleste, Stemmer have reist sig til Forsvar for dette naturlige Middel til Sandhedens Opdagelse. Denman synes heller ikke at have Noget imod, at den Anklagede udspørges, naar det kun ikke skeer ved nogen med Auctoritet beklædt Person, hvor lidet tilbøielige end Fredsdommerne og Politimagistraterne have viist sig til at misbruge sin Myndighed, og hvor meget sikrere deres offentlige og omhyggeligere Forhør maatte synes at være. Det er for Resten, som man af flere i det Foregaaende indflydte Exempler vil have erfaret, ikke usædvanligt i England, at der paa Liv og Død kæmpes for common law Grundsætninger som imidlertid endog selve Forkæmperne ved Fictioner eller paa anden Maade omgaae, indtil den derved forsinkede Statutlovgivning endelig rydder de gamle Afgudsbilleder af Veien. At Denman imidlertid ikke mindre end Erskine og de flere tidligere Jurister af første Rang taknemmelig holder fast ved den Stige, paa hvis øverste Trin han ikke uden lang og tung Anstrengelse har hævet sig op og er bleven staaende, vil undes rimeligt nok. Mindre begribeligt er det, at Forfatteren stiller sig paa samme Side, uagtet han ikke er opvoxen i nedarvet Ærefrygt for common law, ikke har levet sig ind i denne under haarde Kampe for et lovende Mesterskab, og ikke derved har vundet nogen saadan Seirspriis, som Denman og hans Medbrødre først som Sagførere og siden som Dommere have hjembragt fra den ved deres Veltalenhed under Tilhørernes Beundring bøiede Jury, men uvant til saadanne Besynderligheder, som common law vrimler af, havde kunnet betragte dem med fordomsfrie Øine. Han bemærker nemlig, at naar Forhøret gaaer ud paa at fremkalde Tilstaaelse kommer Forhørsdommerens Selvkjærlighed derved med i Spillet paa en Maade, som let kan lede til Misforstaaelse fra hans Side, og til en voldsom eller besnærende Opførsel mod den Mistænkte, medens der under det engelske System ingen Anledning er til Veddekamp om, hvo der kan vise den største Sluhed, og ikke behøves kløgtige Paafund for at hilde den Paagjældende i Modsigelser med sig selv og med givne Kjendsgjerninger, og aldrig høres Skjeldsord eller Grovheder eller Tordentaler, eller speides efter svage Øieblik hos den Beskyldte, for at styrte ind paa og tvinge ham til at tale, naar den under hans Forhold naturlige Angst, forøget ved Udmattelsen af en langvarig og anstrengende eller oftere gjentagen moralsk Tortur, snart for Rettens Skranke, snart for Præsten, har svækket hans Evne til at beherske sig selv og overlægge med Rolighed. Faren for at see Retfærdighedens Krav tilsidesatte paa denne Maade finder Forfatteren saa meget større, hvor Forhøret kan lægges til Grund ei alene ved Anklagen men ved Domsbehandlingen, som denne ofte tildeels ledes af samme Mand, og hvor den Særegenhed finder Sted, at Forklaringerne ikke tilføies ordret. Saadanne Udfald mod Undersøgelsesmaximen og dens Anvendelse ere vel ikke usædvanlige, især i Skrifter om Juryvæsenet, men vi maae dog tilstaae, at vi ikke havde væntet at finde dem hos Forfatteren gjentagne i hans eget Navn. Som allerede i det Foregaaende viist, er den Anskuelse af Forholdet mellem Retssamfundet og den Anklagede, som nu underskydes den engelske Forhørsregel, saa grundfalsk, at man maatte forundre sig over at den nogensinde var opstaaet selv i England, hvor saa mange besynderlige Retssætninger ellers findes antagne, dersom man ikke kunde forklare sig det paa samme Maade, som det senere Forsvar for Grandjuryen, og ved Siden deraf forklare sig selve Regelen af historiske Grunde. Men disse Grunde ligge her temmelig nær. I ældre Tider var man nemlig lige saa tilbøielig til at fælde en Ulv i hvert Faar, der udpegedes til denne Jagt, som man nu er tilbøielig til at slippe Ulve ud iblandt Faarene. Man anvendte ei alene langvarigt Fængsel, for at fremkalde Tilstaaelser eller Anklager – de sidste tillige ved Løfte om egen Benaadning – men man brugte ogsaa Pinebænken, i det Mindste lige ned til Aar 1640. Juristerne erklærede vel dette stridende mod common law; men da de tillige erkjendte, at Kronen blandt Andet havde det Prærogativ at kunne dispensere sig selv og Andre fra Loven, saa underkastede de sig – og Coke med Flere lod sig ei alene villig bruge som Redskab i saadanne Tilfælde, men priste endog Elisabeths Mildhed, fordi hun kun lod Hovedanklagede, ikke tillige Medanklagede og Vidner pine. I State paper office findes derhos fra hiin Tid Forhørsacter, som vise, at man ikke tog i Betænkning, ved Forandringer at lempe deres Indhold efter sin Hensigt, da disse Forhør brugtes ved Juryerne som Beviis mod Anklagede. Heraf lader sig forklare, at man er gaaet over til ganske at afskaffe Anklagedes Afhørelse, forbyde Benyttelsen af de foreløbige Forhør for Juryerne, o. s. v. Man har ved Forhøret da, som ved Brændeviinsdrikken nu, ikke stolet paa Maadeholdsregler, og er derfor gaaet over til Afholdsregler. Men man havde den Gang heller ikke Grund til at stole paa Juryerne; thi disse var ikke mindre villige Redskaber i Magtens Hænder, end de øvrige Haandlangere. Herpaa kan man finde Exempler nok i Macaulays Englands Historie, og hos Forfatteren med Flere. Hvor Retspleiens Grundbetingelse (en herskende offentlig Moral) savnes, der hjælper lige saa lidt det ene som det andet System, og Jurysystemet er under mislige Omstændigheder – som man nylig i modsat Retning har erfaret i Irland og Canada – just ikke det bedst skikkede til Haandhævelse af Retsordenen. Men hvor dens naturlige Betingelser ere tilstede, behøver man ikke at gribe til saa unaturlige Midler, som de oven berørte, og det kan ingenlunde forklares af Frygt for Indsnigelse af de gamle eller lignende Misbrug, at man nu holder paa den her omhandlede Regel. Den har ligesom Grandjuryen længe siden overlevet sin Aarsag, og forsvares nu af heelt andre Grunde. Saa urimeligt det er at tillade, ja endog at fremme Undsnigelse fra Loven ved at tilsidesætte en af de naturligste og nødvendigste Betingelser for dens Haandhævelse, saa rimeligt er det, at de, der have at overholde Retsordenen, træde i Kamp mod dens Fiender med saa uskyldige Vaaben som de flere Midler, hvorved en Tilstaaelse kan fremkaldes, uden at dens Troværdighed derved svækkes. „Værer kloge som Slanger men fromme som Duer“ – og skal en Forhørsdommers Klogskab lede til Maalet, maa den være from i christelig Forstand, deels fordi Tilstaaelsen derved saa meget lettere fremkaldes, deels fordi den derved bliver saa meget paalideligere. Hvis Forhørsdommeren forstaaer sin Dont, vil hans Selvkjærlighed altsaa tage denne Retning; hvis ikke, duer han heller ikke som Vidnedommer, især hvor Vidnerne kjendelig søge at lægge Skjul paa Sandheden – som hvor en Huusbonde har brændt Brændeviin, en Kammerat har begaaet Overfald, eller deslige – og følgelig maae afhøres paa samme Maade, som Anklagede, der ikke saa sjælden er mere tilbøielig til at rykke ud med Sandheden, eller i alle Fald er lettere at behandle end Vidnet, hvori der undertiden stikker en Medskyldig. Der mangler saaledes ikke heller Anledning eller Fristelse til voldsom eller besnærende Opførsel mod Vidner, og Mistydninger ere saa meget lettere, hvad egentlige Vidner angaaer, som disse almindeligviis have mindre Opfordring i sin Stilling, end Anklagede, til at tage sig i Agt derfor. Hvad i Særdeleshed angaaer vore Forhørsdommere – hvem Forfatteren ikke har undtaget, men endog nærmest synes at have tilsigtet i de oven anførte Betragtninger – da maa bemærkes, at der af de flere Tusinde til Høiesteret indkomne Forhør, som Anmelderen har havt at gjennemgaae, er al Grund til at uddrage den Slutning, at vore Retsbetjente røgte sit Hverv med megen Retsindighed, og især vise Omhu for at forebygge Misforstaaelser. Vel findes Forklaringerne ikke ordret tilførte, naar undtages saadanne Dele, der gjælde væsentlige Omstændigheder, paa hvis Bedømmelse det kan have nogen Indflydelse – i hvilke Tilfælde endog ofte Provincialismer af Almuesproget gjengives med tilføiet Oversættelse i Skriftsproget – men der findes bemærket, at den tilførte Forklaring blev oplæst til Vedtagelse eller Forandring, og ikke saa sjælden tilføiet, at de Afhørte paapegede Misforstaaelser af Dommeren eller Feiltagelser af sig selv, gjorde Rettelser, Tillæg o. s. v., uden Modsigelse, naar undtages saadanne Tilfælde, hvor Paagjældende have brugt Udflugter for at tilbagekalde Tilstaaelser, dække tidligere Løgne som ere modbeviste, eller deslige, da der i saa Fald findes tilført Lavrettets saa vel som Dommerens Erklæring om, at Paagjældende virkelig havde forklaret sig som tidligere tilført, hvorhos Ordene i saadanne Tilfælde gjerne omstændeligen gjentages. Som nogen Særegenhed kan det heller ikke ansees, at Dommeren ikke ordret gjengiver alt det Snak, der falder under Forhørsforklaringer, en Fremgangsmaade, hvormed ingen ordentlig Retspleie vilde kunne bestaae; og kan man stole paa hans Uddrag af det Væsentlige i Øvrigt, kan man ogsaa stole paa den Omskrivning, hvori det gjengives, især naar den oven berørte Omhu ved Forklaringernes Foreholdelse er brugt. Forfatterne af den newyorkske Proceslov sees ogsaa at have været af denne Mening. De Skjeldsord, Grovheder og Tordentaler, der hos os undertiden kunne falde i Paagjældendes Lod, og hvorom Forhørene ikke bære Vidne, ere uden Tvivl i Regelen bedre fortjente, end den lignende Behandling, som i England og Amerika af Sagførerne bruges og af Retten taales mod Vidnerne – der alligevel ikke ere blevne Gjenstand for saa megen Deeltagelse, skjønt de, især naar de ere Anmeldere (Fornærmede, Politibetjente, med Flere), i den Grad overøses med Grovheder af Paagjældendes Sagførere, at Politibetjentene ofte unddrage sig fra at modtage Tilstaaelser, Noget, hvorover der i England for Criminallov-Commissionen i 1843 blev klaget. Hos os tillade Anklagede sig som oftest selv at bruge Skjeldsord, Grovheder og Tordentaler, snart imod Dommeren, snart og især mod Vidnerne, hvem de falde i Talen, og ikke sjælden forstyrre i den Grad, at de efter gjentagne Advarsler maae udvises. Man kan i Øvrigt være forvisset om, at disse Gentlemen, medens de ere Gjenstand for Andres Beklagelser, i Regelen selv finde den brugte Behandling lige saa fortjent som passende, og at de hverken finde sig saarede eller kuede derved, men vilde finde det haardt, om man i Stedet derfor i al Høflighed straffede dem for en tilvant, halv bevidst halv ubevidst Uforskammethed, som de ikke strax forstod at beherske, og svagt, om man uden at tæmme dem paa anden Maade lod dem ytre sig som de vilde. Ved at følge common law Regelen vilde man hos os, hvor den ikke gjennem Aarhundreder er tilvant, snarere fremkalde end forebygge saadanne Optrin under Vidneforhøret, da det vanskelig vilde kunne begribes, at den, der ikke skylder Sandheden egen Bekjendelse, bor taale Andres Paasagn, og Vidnerne vilde mindst faae det her som i England og Amerika. Allerede nu klages der i flere Egne, til Ex. i Hallingdal, over at det er vanskeligt at faae Vidnebeviis for begaaede Forbrydelser, fordi Gjerningsmanden ved Trusler skræmmer Vidnerne, og ikke sjælden hævner sig paa dem, naar de vidne imod ham, medens han finder det i sin Orden, at han selv stilles under Forhør og lægges paa den logiske Pinebænk. Man støder nemlig ikke saa sjælden paa Ytringer der røbe denne Anskuelse hos Tiltalte, men aldrig paa Ytringer der tilkjendegive det Modsatte. Den moralske Tortur, som paa denne Pinebænk maa udholdes, er heller ikke at beklage, da den alene rammer den Skyldige. For Skranken som for Skriftestolen vil den Uskyldige ved en sandfærdig Fortælling i Regelen staae fast mod al Snuhed, alle kløgtige Paafund, al Skjelden, Speiden o. s. v., uden at behøve Tid eller Ro til Selvbeherskelse eller Overlæg – som alene den Skyldige tiltrænger for at kunne udholde en ellers ulige Kamp. Om den Uskyldige end ikke altid formaaer at afvæbne al Mistanke, vil man almindeligviis dog ikke finde Sider ved hans Forklaring, hvor der er Synderligt at hænge sig ved. Hans fuldkomne Sanddruhed vil altid bevare ham for Modsigelser, og hans gode Samvittighed i Regelen frie ham for Angst. For saa vidt imidlertid ogsaa den Uskyldige i sjældne Tilfælde kan have mistænkelige Omstændigheder imod sig, der friste ham til Afvigelser fra Sandheden, eller han ved uforsvarlig langt eller hyppigt, trættende eller krydsende Forhør kan bringes i Vilderede, maa man kun beklage det som Noget, der ikke uden større Ulemper lader sig forebygge. Hans tilladte Taushed kan, som allerede viist, for en Jury endog have værre Følger. For Øvrigt er han ikke mindre som Vidne end som Anklaget udsat for en saadan Behandling, især hvis man, som i England og Amerika, vil lade Sagførerne selv afhøre Vidnerne, da de naturligviis ikke ere mindre fristede til at besnære disse, end Dommerne hos os til at besnære Paagjældende – og den Control, Retten kan udøve under Parternes Vidneforhør, har Erfaring hos os længe siden viist at være høist utilstrækkelig. (Jfr. Frd. af 3die Marts 1741). Endelig begribes ikke, hvorledes Forfatteren kan finde Betænkelighed derved, at ofte samme Dommer, som har optaget Forhøret, behandler Sagen. Under selve common law har man, til Ex. i Massachusetts, ingen Betænkelighed fundet ved, at den dømmende Ret selv udfører den foreløbige Undersøgelse, og det indsees heller ikke, hvad Forskjel der kan være mellem denne og den endelige Undersøgelse (trial), hvorunder man endog anseer det som en Betryggelse, at den dømmende Jury kan blande sig i Vidneforhøret. Til begge Undersøgelser medbringes hos os samme Egenskaber, begge foregaae under samme Betingelser, og kan der befrygtes Misligheder under den ene, som maae væntes dækkede under den anden, vil Forholdet være det samme med Hensyn til de forskjellige (foregaaende og efterfølgende) Dele af den saakaldte Sagsbehandling. En ganske naturlig Følge af, at Anklagede ikke maa underkastes videre Afhørelse end Spørgsmaalet, om han erkjender sig skyldig eller ei, er den Forlegenhed, hvori man befinder sig med Hensyn til hvad Vegt der kan lægges paa hans summariske Tilstaaelse, naar der ikke allerede er eller kan væntes fuldt Beviis imod ham. Man forudsætter nemlig at Enhver, der har sund Sands, især da Loven tillader ham det, vil erklære sig uskyldig, naar han ikke har Grund til at antage, at der vil fremkomme fuldt Beviis imod ham, og man betragter derfor hans Bekjendelse, hvor dette ikke er Tilfældet, med mistænkelige Øine. Om han er gal, kan ikke let sees paa ham, og om han handler af andre Bevæggrunde end Sanddruhed, tør ikke undersøges ved det simpleste og sikreste Middel, ɔ: hans egen nærmere Afhørelse. I Almindelighed tør man dog ikke forkaste hans Tilstaaelse, men hjælper sig med den Forudsætning, at han veed, der kan fremkomme tilstrækkeligt Beviis – som nemlig ikke behøver at føres, naar han tilstaaer – hvortil kommer den nedarvede Anskuelse, at han ikke lider nogen Uret, naar han saaledes frivillig underkaster sig, hvad han maa forudsee at ville blive Følgen af hans Tilstaaelse. For Øvrigt vil nedenfor blive nærmere Anledning til at omhandle denne Gjenstand.

Forfatteren vil imidlertid ikke have alt Forhør over Anklagede afskaffet, men troer, at „dette kraftige Middel til Sandhedens Oplysning,“ naar det anvendes af den ledende Dommer under Sagens endelige Forhandling i Juryens, Advocaternes og Publicums Nærværelse, ikke lettelig vil kunne komme til at medføre ubillig Haardhed mod den Anklagede, og at saaledes det „Inhumane og med Nationens Culturgrad og frie Statsforfatning Uovereensstemmende i vor criminelle Proces kan afhjælpes, uden just at gjøre Forandring i den foreløbige Undersøgelse selv.“ Men vi ere overbeviste om, at denne vilde tabe i Kraft og vinde i Haardhed ved at behandles som anført. En af Fordelene ved tidligere Undersøgelse i mindre Forsamling er, at Paagjældende ikke har faaet Tid til at berede sig paa Udflugter, og ikke veed, hvad der paa anden Maade kan blive oplyst, hvorfor han da ofte tilstaaer eller nærmere oplyser, hvad han senere vilde negte eller besmykke, hvorfor man ikke saa sjælden i senere Møder endog seer tidligere Forklaringer tilbagekaldte eller omgjorte, selv hvor de ere afgivne for samme Dommer og Retsvidner, og stadfæstede ved senere Oplysninger, som man ved Hjælp af Tilstaaelsen har seet sig i Stand til at indhente. En anden Fordeel er, at man saa meget lettere fremkalder en aaben Bekjendelse, fordi Paagjældende ikke gribes af en saa kunde Undseelse i Dommerens og Retsvidnernes som i en større Forsamlings Overvær, skjønt der gives Forbrydere, som ellers villige til Bekjendelse endog i den Grad undsee sig ved et Fleertal af Tilhørere, at de ikke en Gang i Retsvidnernes Overvær kunne bringe den første Bekjendelse over sine Læber, men bede om at tale med Dommeren i Eenrum for at afgive sin første Tilstaaelse, hvilken de siden saa meget lettere vedtage i alle Dele, efter at den er tilført. Man behøver for Resten ingen Retspraxis for at komme til den Overbeviisning, at det for Enhver, der ikke har bidt Hovedet af al Skam, er en større moralsk Tortur, at fortælle sin Skjændsel for en talrig Forsamling end for et Par Mennesker eller under fire Øine til en Begyndelse, saa at han siden kan slippe med simpel Bekræftelse af hvad der foreholdes ham; thi med Voxne som med Børn haves ikke saa sjælden Anledning til at gjøre denne Erfaring, som desuden den naturlige Følelse paa Forhaand tilsiger. En saadan Opsættelse af og Forsamling ved den Anklagedes Forhør, som af Forfatteren foreslaaet, vilde derfor ei alene være til stor Hinder for Sandhedens Oplysning, men ogsaa til stor Skjærpelse af den Haardhed i Behandlingen, som derved skulde undgaaes. Endelig bor Jurymaskinen med alt sit Tilbehør af Vidners Sammenslæben fra fjerne Steder, o. s. v., ikke sættes i Gang, forinden man veed, om den behøves, da der efter Forfatterens Forslag ikke altid her, som i England og flere Steder, kan væntes at ville være andet Brug for den, og dens Anvendelse ved tidligere Forhør kan blive overflødig. Det Inhumane ved vor criminelle Proces turde saaledes ved nærmere Betragtning forsvinde som et Foster af Forfatterens alt for levende Indbildningskraft. Derimod negtes ikke Hensigtsmæssigheden af at man i vigtigere Tilfælde, hvor Anklagede ellers maa antages at behøve Defensor, saa snart muligt tilkalder denne for at overvære Undersøgelserne i det Hele, og bidrage til alsidig Oplysning om Forholdet, dog uden Adgang til at give Anklagede Raad eller Vink under hans Afhørelse, men alene til at lede Forhørsdommeren paa Spor, hvor det maatte findes fornødent, saavel ved Anklagedes og Vidnernes Forhør, som ved andre Undersøgelser i Sagen. Ei heller negtes Hensigtsmæssigheden af at sørge for dygtigere og paalideligere Retsvidner, end man nu ofte maa nøies med.

Naar den foreløbige Undersøgelse er endt, og Forhørsdommeren finder tilstrækkelig Grund til videre Forfølgning af Sagen – som det da ikke længere staaer til Klageren at lade falde – fordrer han Caution, ei alene af Anklagede, hvis Tilfældet ikke er af den Beskaffenhed, at han maa holdes fængslet, i alle Fald til habeas corpus i court of kings bench er gjort gjældende, men ogsaa af Vidnerne for, at de skulle møde ved Sagens videre Behandling, naar paafordres. Under et saa besværligt og bekosteligt Maskineri var dette ogsaa en Nødvendighed. Tidligere var det ikke usædvanligt, at Vidnerne i Mangel af Evne til at stille antagelig Sikkerhed for sit Møde maatte vandre i Fængsel, men nu lader man sig i England nøie med, at de gaae i Borgen for sig selv, om det end er Børn, som i dette Tilfælde ansees bundne ved sit Løfte, og for Koner gaae deres Mænd i Borgen. I Amerika har man derimod nylig havt Exempel paa, at en Fornærmet som Vidne er holdt arresteret i længere Tid af Mangel paa Caution, medens Fornærmeren mod Caution har gaaet frit omkring. I England har man imidlertid klaget over, at mange Sager som Følge af den slappere Praxis maae opgives, eller falde ud til Frifindelse, fordi Vidnerne blive borte. Det hænder nemlig der ikke saa sjælden, at Vidner bortskaffes, ja endog sendes ud af Landet, for at spilde Beviset, hvilket ofte kan svare god Regning.

Men hvad værre er: der fordres ogsaa Caution for Sagens videre Forfølgning – som imidlertid altid foregaaer i Kronens Navn. Der gives nemlig i England ingen Embedsmand, hvem det i Almindelighed paaligger, at forfølge Strafsager, naar undtages attorney general og hans Substitut, solicitor general, med Hensyn til de oven berørte Gjenstande for information ex officio, samt Skatkammeradvocaten, med Hensyn til Kammerrets-Gjenstande. Forfølgningen er altid mere eller mindre bekostelig, og der gives kun Erstatning i Sager angaaende felonies (grovere Forbrydelser) samt for en Deel i Sager angaaende misdemeanors, (mindre Forgribelser), men for Øvrigt ingen Godtgjørelse. I alle Fald er Udlægget tungt, og Erstatningen var desuden utilstrækkelig, især ved Qvartersessions, der ei alene ere Domstole, men Formandskaber for Countyerne, af hvilke Erstatningen skal udredes; men herpaa er for en Deel rettet ved Statut af 1ste August 1851, der udvider Erstatningen, og blandt Andet fratager Qvartersessions Bestemmelsen deraf, samt henlægger den til vedkommende Statssecretær. Desuden er man, naar Forfølgningen mislykkes, hvilket før især let kunde følge af en eller anden Formfeil, udsat for at blive sagsøgt af Angjældende til Erstatning for de gjorte Beskyldninger. Endelig frygter man for at ansees hevngjerrig, eller skræmmes man ved Udsigten til den hensynsløse Behandling, som Defensor meget ofte tillader sig mod Klageren – ei at tale om den Fornærmedes Medlidenhed, især naar han hører, at Straffen vil blive streng. Følgen heraf er, at en stor Mængde Sager, som vilde egne sig til Forfølgning, ikke blive anmeldte, og at en Mængde anmeldte Sager bortfalde af Mangel paa Bistand ved den foreløbige Undersøgelse til Indhentelse af de fornødne Oplysninger. Selv hvor det er kommet saa vidt, at Forhørsdommeren ved Cautionspaalæg har sikret videre Forfølgning, kommer der, paa Landet især, i mangfoldige Tilfælde ikke Noget ud af det Hele, fordi den tvungne Forfølger ikke anvender synderlig Omhu paa at sikre Beviset, og gjerne vælger den billigste ɔ: sletteste Sagfører. Der gives desuden mange Tilfælde, hvor ingen Forurettet haves, hvem man kan tvinge til at paatage sig den altid offentlige Forfølgning af Sagen, saasom i Tilfælde af Drab, Barnefødsel i Dølgsmaal, o. s. v. I saadanne Tilfælde var det før temmelig almindeligt, at Fattigforstanderen optraadte som Klager, og fik Cautionspaalæg af Fredsdommeren. Efter den nye Fattiglovgivning gaaer dette ikke mere an, og det er nu gjerne en af Politibetjentene, der faaer dette Paalæg. Han maa da bruge Sagfører – og naar Godtgjørelsen af Countyet som sædvanligt var utilstrækkelig, maatte han for henvende sig til Sognets Fattigvæsen for at faae Resten tilskudt, samt, naar dette paa Grund af dets tvivlsomme Forpligtelse negtedes, selv bære eller lade Sagføreren beholde Tabet, hvis ikke Præsten eller en anden godhjertet Mand hjalp ham, hvilket ikke sjælden skede. Nu maa vel Erstatningen blive nogenledes tilstrækkelig, hvor Godtgjørelse er tilstaaet – hvilket dog, saa vidt kan sees, endnu for en stor Deel ei er Tilfældet. Paa flere Steder er det blevet sædvanligt, ogsaa i andre Sager at give Politiet Forfølgningspaalæg, men man har paa nogle Steder tillige ansat Sagfører til at udføre Forfolgningen. Hvad ogsaa før nogenledes bødede paa Ulempen, var den Omstændighed, at Fredsdommernes Skrivere ofte fandt sin Regning ved, for en efter engelske Forhold billig Betaling at udføre Sagerne for Qvartersessions som Retsfuldmægtige for dem, der havde faaet Forfølgningspaalæg. Denne Betaling, der før bestod i Sportler (fees), er nu ved det nævnte Statut forandret til Salarium. End videre hjælper det noget paa Tingen, at der gives en Mængde private Selskaber til Forfølgning af visse Arter Forbrydelser, nemlig saadanne der, uden at ramme nogen Enkelt især, nedbryde Sædeligheden i det Hele eller krænke Anstændigheden. Til Udryddelse af Horehuse, Spillehuse og andre saadanne uordentlige Huse er det desuden bestemt, at naar to Indvaanere skriftlig anmelde dem for en af Politiets Embedsmænd eller Betjente, skal denne følge dem til Fredsdommeren hvor de beedige Anmeldelsen og stille Caution (£ 20 hver) for at ville skaffe Beviisligheder, hvorhos han ligeledes stiller Caution (£ 30) for at ville forfølge Sagen ved næste Ret, hvorefter han faaer Erstatning bestemt af to Fredsdommere og betalt af Fattigkassen, der tillige betaler dem, som have sat Sagen i Bevægelse, en Belønning. I de flere Tilfælde, hvor disse Surrogater ikke strække til, beroer det paa Dommeren, om han selv vil optræde som Actor, eller han vil opfordre en af de tilstedeværende Sagførere til at tage sig af Forfølgningen. I begge Tilfælde gaaer det gjerne slet, fordi de mangle fornøden Bistand til Sagens Oplysning. Ved de mange Discussioner i senere Aar om denne Gjenstand er man dog ikke kommen videre end til Erkjendelsen af, at det Bestaaende har store Mangler. Brougham har i et 1847 offentliggjort „Brev“ til Lyndhurst om Criminalpolitiet og den offentlige Opdragelse blandt Andet ytret: „Jeg skammer mig over endnu at tale om Klagere, frivillige og ulønnede Klagere, som udforderlige til at sætte de criminelle Love i Virksomhed. Intet Land i Verden, undtagen England, er i en saa barbarisk Tilstand, at det er uden offentlig Anklager,“ o. s. v. Han var i 1834 nær ved at faae rettet herpaa.

Efter alt dette tager det sig besynderligt ud at forsvare Bibeholdelsen af den lidet betryggende Grandjury, som Lewin og Flere, med den Paastand, at den behøves eller virker som en Stopper mod ondskabsfuld og upaakaldt Retsforfølgning. Medens man dog i England nu arbeider paa Afskaffelsen af Grandjuryen og Indførelsen af offentlige Anklagere; medens „en meget stor Majoritet af Landets dygtigere Mænd“ finde det Bestaaende beheftet med store Mangler, saa at „man nok tør antage, at en Reform allerede vilde have fundet Sted, hvis det ikke havde været saa vanskeligt at enes om den Indretnings Charakteer, som skulde træde i Stedet,“ og medens Brougham samt uden Tvivl mange Flere med ham skamme sig over den heri endnu vedvarende barbariske Tilstand, kan man ikke fortænke Forfatteren, naar han finder det mærkeligt, at „det samme System, som i England selv er blevet betragtet som saa forkasteligt sees til samme Tid at være Gjenstand for temmelig megen Ros og Anbefaling i andre Lande,“ især da det, der under denne Beundring tildeels ved Misforstaaelse betragtes som det Bestaaende, „turde være endnu værre end det, der findes.“ Men det gaaer med Nationer som med Individer i saa Henseende. Det er ikke enhver liden Mand, der blændet af Beundring for en stor Mand ønsker at efterligne ham, givet at udfinde, hvori hans Storhed egentlig bestaaer, eller hvad der er dens Aarsager. Han troer ofte, det er fordi (parceque), ikke uagtet (quoique) han har denne eller hiin Egenhed ved sig, at han er stor, og da den store Mands svageste Sider som oftest ere de meest afstikkende, følgelig de meest iøinefaldende for den lille Mand, vælger denne helst at efterligne ham deri, da det ei alene er lettest, men Ligheden deri ogsaa bliver meest iøinefaldende for Andre. Men selv hvad der hos den ene Person eller Nation fortjener Bifald, kan hos den anden fortjene Daddel. Da de sydamerikanske Fristater efter Sønderrivelsen af det svage Baand, der bandt dem til Moderstaten, skulde ordne sine offentlige Anliggender, stræbte de, saa godt de formaaede, at efterligne de nordamerikanske, men forvexlede det Væsentlige med det Uvæsentlige. I Stedet for, som disse, paa bedste Maade at indrette sig efter de givne Elementer, som i Nordamerika og Sydamerika var høist forskjellige, bortkastede de det Gode, de havde og med Fordeel kunde have benyttet, idet de stræbte ligefrem at efterligne Nordamerikanerne i Instiftelser, der ikke kunde trives under saadanne Forhold som de, der fandtes i Sydamerika. Herpaa gjorde nordamerikanske Forfattere opmærksom, men forgjæves. Paa samme Maade er det gaaet med lignende Forsøg i den gamle Verden. Englænderne ere derimod ikke synderlig tilbøielige til at efterligne Andre, og dette er formodentlig en af Aarsagerne, hvorfor man har modsat sig den stærke Tendents, der har viist sig til at efterligne den skotske Indretning, som nedenfor vil blive omhandlet. Den betænkeligste Deel af den Myndighed, hvorom her handles, er imidlertid allerede fra umindelige Tider lagt i underordnede Embedsmænds Hænder, idet de kunne hefte den Paagjældende og holde ham i Fængsel i flere eller færre Maaneder (man erindre sig de oven anførte terms for circuits), indtil Grandjuryen ved de samme Assiser, hvor Sagen om muligt skal tilendebringes, træder sammen og afgjør Anklagespørgsmaalet, hvis Sagen ikke er Gjenstand for information ex officio, der i længere Tid kan hænge over den Paagjældendes Hoved – og dog høres nu ingen Klage over Misbrug af Arrest- eller Informations-Myndigheden. At omtrent 1 af 15 Committerede (ɔ: ved Forhørsdommeren i foreløbig Anklagestand stillede, fængslede eller mod Borgen frigivne Paagjældende) ved Grandjuryen undgaaer at stilles for Retten, hjælper Intet, efter hvad oven S. 194 af Bingham er anført, og beviser Intet; thi selv Denman har erklæret Behandlingen for Fredsdommeren langt mere tilfredsstillende end den, der haves for Grandjuryen, hvorfor han har villet, at denne Embedsmands Mening, i det Mindste i almindelige Tyvssager, skulde være nok til Sagens videre Forfølgning.

I Skotland, hvor ingen Grandjury findes, ankes, saa vidt vides, heller ikke over ubeføiet Forfølgning, uagtet de offentlige Anklagere, der baade beslutte og udføre Forfølgningen, endog ere ansvarsfrie, medens den private Anklager, der uden offentlig Mellemkomst selv kan forfølge Sagen, i Tilfælde af ubeføiet Forfølgning kan drages til Ansvar af Paagjældende. De offentlige Anklagere bestaae af Kronadvocaterne i Edinburgh, Lordadvocaten, hans Substitut solicitor general, og dennes saakaldte Fuldmægtige (advocate deputies), der ansættes og afsættes af Lordadvocaten, en for hvert af de tre circuits, og en til at gaae Lordadvocaten til Haande i the court of justiciary; hver af dem med en Løn af £ 500. I de vigtigste Sager optræder Lordadvocaten, eller i hans Forfald solicitor general, ved the court of justiciary i Edinburgh. Ved circuits understøttes Advocatfuldmægtigerne ved Forberedelserne af saakaldte Procuratorfiskaler, der paa Landet udnævnes af Sherifferne, i Byerne af Fredsdommerne og Magistraterne. Forfatteren finder det mærkværdigt, at i Skotland den samme Auctoritet, som beslutter Anklagen, ogsaa selv kan udføre Sagen som Actor – og efter engelske Begreber kan det synes besynderligt nok, skjønt Forholdets Natur tilsiger, hvad Erfaring ogsaa har viist, at ingen Ulempe dermed er forbunden, hvorfor der heller ikke findes opdreven nogen klækkelig Indvending mod denne Indretning. At den, hvem Anklagen betroes, ogsaa kan betroes Udførelsen under Rettens og Defensors Control, maa være klart. Finder han Grund til at forandre eller frafalde sin Anklage, kan det, naar han selv er Actor, uden videre Omstændighed skee; men er en Anden Actor, kan denne ikke paa egen Haand gjøre et saadant Skridt uden at overskride sin Myndighed, hvorimod han efter Pligt og Evne maa stræbe at udføre den besluttede Forfølgning, saa længe han ikke ved Modforestillinger kan bevæge sin Foresatte til at forandre eller tilbagekalde Ordren, Noget, der i alle Fald er forbundet med Tidsspilde, Bekostninger o. s. v., og desuden ofte kan have sine Vanskeligheder, deels fordi det ikke altid er saa let, efter en Andens om end nok saa udførlige Fremstilling at bedømme Omstændighederne – og paa det blotte Omdømme af en Mand, til hvem Anklagemyndigheden ikke tør betroes, bør den, der skal udøve denne Myndighed, ikke bygge – deels fordi man snarere af egen Drift end efter Andres Tilretteviisning bekvemmer sig til at omgjøre, hvad man har gjort. Hvad der skulde være vundet ved Adskillelsen af Anklagemyndigheden fra Forfølgningen, er derfor saare vanskeligt at sige; thi naar man ikke tør betroe Actor Afgjørelsen af Anklagespørgsmaalet, bør man heller ikke betroe ham nogen Lempning af Forfølgningen mod dens Vilje, hvem Anklagen tilkommer, og hvem følgelig ogsaa Udførelsen som sagt, under Rettens og Defensors Control kan betroes. Derimod er det let at sige og bevise, hvad der foruden det Anførte er tabt ved en saadan Adskillelse; men dermed skulde vi her ikke opholde os.

Det er allerede viist, hvor liden Betryggelse mod ubeføiet Anklage der er tilveiebragt ved Grandjuryens korte, eensidige og hemmelige Forundersøgelse af Sagen, og man maatte saaledes vænte, at der ved tilstrækkeligt Varsel til den endelige Behandling var givet Anklagede en til dens afgjørende Indflydelse svarende Anledning til at iagttage sit Tarv; men ogsaa dermed har det været saare mislig bevendt. I tidligere Tider var Alt anlagt paa at lette Arbeidet for Klageren, hvor der handledes om større Forbrydelser, og navnlig saadanne, der interesserede Regjeringen. Man vanskeliggjorde derfor Anklagede Forsvaret ved at berøve ham den fornødne Tid og Anledning til at forberede det, ja ofte endog til at faae rigtig Kundskab om, hvad han anklagedes for. Klagen blev ham først bekjendt, naar man oplæste det vidtløftige, i kunstige Former indhyllede indictment for ham, med Paalæg om øieblikkelig at fremsætte sin plea og forsvare sig, og han var følgelig næsten ganske i Anklagerens Magt, især naar ingen forudgaaet Undersøgelse af Fredsdommeren havde givet ham Vink om, hvad det gjaldt. Hvor der handledes om mindre vigtige Sager, som ikke interesserede Regjeringen, lod man ham derimod benytte saavel lidet som meget rimelige Midler til sit Forsvar. Efter at en stor Mængde Mennesker paa denne Maade var faldne som Ofre for Statsanklager, bragte endelig Revolutionen af 1688 en Forandring heri, hvad Statsforræderi (treason) og Undladelse af at angive saadan Forbrydelse angaaer, og ved forskjellige Statuter er man endelig kommen dertil, at Anklagede i saadanne Sager ti Dage før Tægtetiden kan mod Betaling faae Afskrift af Anklagen samt Liste over Vidnerne og de Personer, hvoraf Pettyjuryen vil blive tagen. Men han antages at have frafaldt al Indsigelse, hentet fra manglende Opfyldelse af disse Betingelser, hvis han ikke, hvad Afskriften og, som det synes, hvad Jurylisten angaaer, fremsætter den, før han afgiver sin plea, men, hvad Vidnelisten betræffer, førend første Vidne er hørt. Handles der om andre grove Forbrydelser (felonies), ikke om de mindre (misdemeanors), har han endnu intet saadant Krav, og følgelig ingen Indsigelse; kun er det antaget, at Retten efter Omstændighederne kan bevilge en Afskrift af Anklagen (indictment) eller en Deel deraf. Derimod har han fuld Ret til at forlange Afskrift af indictiment for misdemeanor. Ved et Statut under Wilhelm den fjerde er derhos givet enhver Anklaget, som har været undergiven foreløbig Undersøgelse, og hvis Sag er henviist til Grandjuryen, Krav paa Afskrift mod Betaling (1 penny for 60 Ord) af Vidneforhøret, som han desuden, naar det med Sagen kommer til Retten, uden Betaling kan eftersee. Endelig kunne Anklagede, der gjøre Ed paa, at de ikke eie en Værdi af £ 5 foruden sine Klæder, i ethvert Tilfælde faae beneficium paupertatis og fri Sagfører. I Sager angaaende Statsforræderi kan Anklagede under alle Omstændigheder fordre sig to Sagførere udnævnte, til hvilke han paa enhver rimelig Tid har Adgang. For Resten maa den Anklagede selv besørge sit Forsvar, og er han fattig, hænder det ikke saa sjælden, at en af de tilstedeværende Sagførere paatager sig Sagen for Intet, især naar Dommeren finder det fornødent og anmoder ham derom. Ellers er Lovens Tanke den, at Dommeren skal paasee Anklagedes Tarv; men dette lader sig ikke forene med hans Stilling, hvor Mere udkræves end at forebygge Ulovligheder og iagttage, hvad Forhandlingerne uden videre Kundskab om Sagen eller indhentet Underretning af Anklagede umiddelbar give Anledning til. I Sager angaaende felonies var det før kun tilladt at benytte Sagfører i den juridiske, ikke i den factiske Deel af Sagen, skjønt Dommeren ofte tillod Undtagelser ved Vidneførselen, som Forbudet dog især gjaldt; og Sagføreren maatte derfor heller ikke tale til Juryen. Først i 1836 lykkedes det at faae denne Indskrænkning ophævet, uagtet allerede Blackstone havde dadlet den stærkt, og hyppige Forsøg i Parliamentet var gjorte for at faae den afskaffet. I Amerika er paa forskjellig Maade sørget for, at Anklagede faaer Afskrift af indictment, i det Mindste i de alvorligste Sager. Saaledes bestemmer en Congreslov af 1790, at der i Høiforræderisager tre Dage og i andre Livssager to Dage før Tægtetiden skal gives Anklagede en saadan Afskrift; men om andre Sager tales der ikke. I New York kan enhver Anklaget mod Betaling faae denne Afskrift; men om Tiden er Intet bestemt. I Massachusetts skal Anklagede i Livssager „snarest mulig“ forsynes med Afskriften, og i Sager, der kunne falde ud til Bodsfængsel, skal han paa Begjæring kunne faae den mod Betaling. I Ohio hjemler selve Constitutionen Ret til denne Afskrift, som i Følge en anden Lov skal leveres senest inden tolv Timer før Tægtetiden i Livs- og Bodsfængselssager. For Resten bemærker Forfatteren, at der overalt, selv hvor Intet er bestemt om Tiden for Afleverelsen, sørges for Afskrift i betimelig Tid, og hvis Anklagede ikke har erholdt den før Tægtetiden, gives een eller flere Dages Udsættelse paa det at han ikke skal lide formedelst „Overraskelse.“ Om Vidneliste findes for det Meste Intet udtrykkelig bestemt, undtagen for Høiforræderi mod de forenede Stater, da Vidneliste skal gives inden den samme Frist som Afskriften af indictment; men i Massachusetts er det antaget, at den bør gives ham paa Begjæring, og i andre Stater opnaaes det Samme ved Afskriften af indictment, for saa vidt Vidnernes Navne derpaa skulle endosseres. Om Jurylistens Meddelelse findes ligeledes kun enkelte Bestemmelser, som i Massachusetts og Ohio for Livssager, uden Fastsættelse af Tiden i den første, men med Bestemmelse af tolv Timers Frist i den sidste Stat. Med Hensyn til Forbrydelser mod Unionen gjælder samme Regel om Jurylisten som om Afskriften af indictment. Sagfører kan overalt bruges, og i nogle Stater er det anordnet, i andre ansees det rigtigt, at Retten tilstaaer den Anklagede Forsvarere een eller to, hvis han ikke selv kan skaffe sig nogen, især i Livssager. Hvor utilstrækkelig Anledning den Anklagede ved disse Meddelelser og Frister faaer til at besørge nærmere Oplysning o. s. v. til første Tægtetid, og hvor mange Vanskeligheder og Ulemper der ere forbundne med Udsættelse af samlet endelig Behandling (ny Sammenslæben af alle Vidner, o. s. v.), fremgaaer allerede af det Anførte, og vil nærmere vise sig i det Følgende.

Da Jury ikke udfordres ved den endelige Behandling, med mindre Afgjørelsen beroer paa en tilsvarende factisk issue (negtet Skyld i Gjerningen), maa den Anklagede først kaldes for Retten, høre Klagen, og svare paa Spørgsmaalet om han erkjender sig skyldig eller ei, eller om han har Indsigelser, hvorved det factiske Spørgsmaals Afgjørelse kan blive overflødig. Denne Fremkaldelse m. M. heder hans arraignment. Den Forlegenhed, hvori man kan komme ved hans Tilstaaelse er allerede ovenfor berørt. Det er for Resten en almindelig Mening, at Dommerne nødig modtage saadanne Tilstaaelser, men gjerne raade Anklagede til at tage dem tilbage. Forfatteren troer dog ikke at dette er Tilfældet, og har i alle Fald ved de Leiligheder hvor han var tilstede, ikke erfaret det, men endog i Regelen fundet det underforstaaet, at Anklagede, i det Mindste naar Sagen var klar, kunde gjøre sig Haab om mildere Straf, hvis han erklærede sig skyldig, og saaledes ikke spildte Rettens kostbare Tid med at sætte det større Maskineri i Bevægelse. Det betragtes derfor som en Gunst, naar Dommeren meddeler den altid fornødne Tillavelse til Negtelsens Tilbagekaldelse, hvilket hyppig skeer, naar af Flere, hvis Skyld beroer paa samme Omstændigheder, men er gjort til Gjenstand for særskilte Forfølgninger, En er fældt, og de Øvrige, som have deeltaget i den fælles Negtelse, følgelig kunne vænte samme Skjebne. Man seer heraf, at der ikke fordres samlet Forfølgning mod Deeltagerne i en Forbrydelse for at lette Anvendelsen af den besværlige Juryindretning, men at den flere Gange kan blive nødvendig for at afgjøre eet og samme Spørgsmaal. Er Straffen aldeles bestemt, hjælper imidlertid Tilstaaelsen ikke til nogen Nedsættelse. En lignende Opfordring til deelviis Bekjendelse har Anklagede deri, at Dommeren og Actor sjælden findes uvillige til at frafalde Forfølgningen for den større Forbrydelse, naar han tilstaaer den mindre deri indbefattede Forseelse, og blot negter de skjærpende Omstændigheder, saasom simpelt i Stedet for grovt Tyveri, simpelt Overfald i Stedet for Voldtægts- eller Drabsforsøg, o. s. v. Forfatteren tilføier dog, at det undertiden hænder, fornemmelig i vigtigere Sager, at Dommeren lader Anklagede forstaae, at han vilde gjøre klogest i at tage sin Tilstaaelse (plea of guilty) tilbage, naar det nemlig kan formodes, at Beviislighederne ville blive svage, da man anseer det uværdigt under saadanne Omstændigheder at misbruge hans Oprigtighed; thi selv den Skyldige, bemærker Forfatteren, ansees forurettet, naar man stænger det af Loven selv aabnede Smuthul, hvorigjennem han kunde have undsluppet. Men der er et godt Skridt fra at stænge til at aabne, anvise og næsten stode ham ind i dette Smuthul. Alligevel fandt Forfatteren ved central criminal court i London, April 1847, af 100 Anklagede 40 tilstaaende blandt de henved 80 fældte; men i Philadelphia, Mai s. A., fandtes kun en Trediedeel af de Fældte at have tilstaaet. Ved egentligt Forhør, som hos os, vilde uden Tvivl et langt større Antal Tilstaaelser have været tilveiebragt. En Grund for den engelske og amerikanske Mistillid til egen Bekjendelse søger Forfatteren i begge Landes Historie, især fra Hexeprocessernes Tid, og beretter i den Anledning, at der i Salem (Massachusetts) i Aarene 1691 og 1692 herskede en Art Hexeepidemi; thi jo Flere der blev dømte for Hexeri, desto Flere angav sig som Hexe, saa at man maatte standse med Forfølgningen, da 28 var dømte – hvoraf 19 blev hængte og 1 presset ihjel – skjønt henved 50 havde tilstaaet. Senere havde flere af disse fortalt, at deres Venner havde indbildt dem, Tilstaaelse var det eneste Redningsmiddel. Vennerne have vel erfaret, at de, der ikke tilstod, blev høiest hængte, uagtet der ikke fandtes mere Beviis mod dem, end mod de øvrige Ofre for denne Epidemi – der gik over den ganske Verden, og blandt Andet kom til Finmarken, hvor Flere fristede samme Skjebne, Men Tiderne have forandret sig, og Lovgivningen er i de fleste Lande fulgt efter, medens common law er bleven staaende. Det hænder ogsaa, at den Anklagede Intet svarer paa Spørgsmaalet: om han erkjender sig skyldig eller ei. I dette Tilfælde tages en Jury af tolv Tilstedeværende for at afgjøre, om han er stum af Natur (ex visitatione Dei) eller af Malice, og i første Tilfælde, om han kan fremsætte en plea, da han i Mangel deraf betragtes som om han havde erklæret sig ikke skyldig. I sidste Tilfælde ansaaes han i ældre Tider, naar det gjaldt Høiforræderi (treason), som tilstaaende, og fældtes; men gjaldt det anden grov Forbrydelse (felony), brugte man alskens Tortur for at fremtvinge Svar, medens ringere Forbrydelser (misdemeanors) behandledes paa samme Maade som Høiforræderi. Under Georg den tredie blev det først bestemt, at felony skulde behandles efter samme Regel som treason og misdemeanor, følgelig i Tilfælde af haardnakket Taushed ansees som tilstaaet, og endelig blev Regelen under Georg den fjerde omvendt, saaledes at Taushed nu i alle Tilfælde ansees som Negtelse. Samme Regel gjælder for det Meste ogsaa i Amerika; dog gives der Undtagelser, og det af eget Slags, som i Ohio, hvor Anklagede, naar han findes døv i Følge Guds Hjemsøgelse (ex visitatione Dei), skal sendes tilbage til Fængslet, indtil han igjen kan tale. Om Vidnebeviis for Anklagedes nærmest foregaaende eller tidligere Tilstand, i Stedet for eller til Hjælp ved Jurykjendelsen, sees ikke af Forfatterens Beretning at være Tale.

At den, der har foreløbige Indsigelser, maa fremsætte dem betimelig, falder af sig selv. I det Foregaaende ere allerede nogle omhandlede, og deres Præscriptionstid berørt. Blandt de øvrige Indsigelser af dette Slags – hvorunder man i England som Følge af Juryindretningen henfører mange, der efter vore Begreber maatte udelukkes – skulle vi her berøre et Par af de mærkeligste i den criminelle Proces. Den almindeligste foreløbige Indsigelse i Strafsager er exceptio rei judicatæ, nemlig plea of autrefois acquit eller plea of autrefois convict – eftersom Anklagede før skal være frifunden eller fældt for samme Gjerning – og denne Indsigelse er ikke altid saa let at afgjøre. Den er nemlig forbunden med juridiske og factiske Finesser, hvoraf de første falde under Dommerens, de sidste under Juryens Afgjørelse, men hvormed vi her ikke videre skulle opholde os. Som Følge af de nye Bestemmelser om indictment m. M., ville herefter i England ikke saa mange Frifindelser paa Grund af Formfeil finde Sted, og følgelig ikke saa mange nye Forsøg strande paa plea of autrefois acquit. En anden Indsigelse, som her fortjener at omtales, og som i England hører blandt de foreløbige, er plea in justification i Libelsager (Sager om offentliggjorte Skandskrifter og deslige). Beskyldningens Sandhed, som naturligviis maa bevises, er ikke ubetinget tilstrækkelig til Frifindelse. Før hed det: „Jo større Sandheden, jo større Libellen,“ da Opirrelsen af Gemytterne kunde medføre Voldsomheder, og forstyrre den offentlige Rolighed. Efter den saakaldte Lord Campbells Act under Victoria kan den Anklagede alene vænte Frifindelse for en Libel, hvis Sandhed bevises, naar han tillige paastaaer, at han derved havde det offentlige Bedste til Formaal, samt angiver og beviser Omstændigheder, hvormed denne Paastand kan begrundes. Finder Juryen ham alligevel skyldig, har Retten at tage under Overveielse, hvor vidt det ved Indsigelsen gjorte Forsøg bør medføre Skjærpelse eller Formildelse i Straffen. I Amerika er man tidligere i de fleste Stater kommen omtrent til det Samme, men Indsigelsen hører der ikke blandt de foreløbige, som Følge af at den ikke kan gjøre Jurykjendelse overflødig. Derimod kan dette blive Følgen af den Indsigelse, at Anklagen er utilstrækkelig in law (ɔ: til at medføre de paastaaede Følger, om end Factum bevises), naar den betimelig fremsættes. En saadan undvigende Indsigelse, hvortil der før især var hyppig Anledning, kaldes en demurrer. Det Samme gjælder i civile Sager, hvor ligeledes Declarationen, dens factiske Sandhed forudsat, kan findes utilstrækkelig in law.

Saavel ved den foreløbige som ved den endelige Forhandling kan der naturligviis paa begge Sider findes Grund til Udsættelse, for at tilveiebringe fornødne Oplysninger med Mere, uagtet det under et saa stivt og besværligt Maskineri har sine store Uleiligheder. I Sager angaaende misdemeanors var det før i England dog sædvanligt, at Sagen ikke endelig behandledes i samme Møde, hvori Anklagede fremsatte sin plea, hvorimod han maatte stille Sikkerhed for at ville indfinde sig til et følgende Mode. Senere er det blevet bestemt, at han, naar han har været fængslet, eller nødt til at stille Borgen, eller underrettet om Anklagen 20 Dage inden Tægtetiden, da maa lade det komme til endelig Behandling, med mindre Sagen, forinden Juryen er tagen i Ed, inddrages for høiere Ret ved writ of certiorari, der som viist bruges, hvor Sagen frembyder et vanskeligt Retsspørgsmaal. Men selv hvor Anklagede ikke saaledes har Krav paa Udsættelse, kan Retten tilstaae ham den, ligesom Retten for Øvrigt, saavel hvor misdemeanor som hvor felony er Gjenstanden, kan give enhver af Parterne Udsættelse paa Grund af særegne Omstændigheder; dog maa Anklagede som sædvanligt stille Sikkerhed, og i dette Tilfælde ved to Cautionister, for sit følgende Møde. Paa den anden Side kan han ved betimelig forudgaaet notice of trial tvinge det Offentlige til at lade det komme til endelig Behandling. I Amerika gjøres tildeels lige saa strenge Fordringer paa Udsættelsesgrunde i misdemeanor som i felony Sager. Hvor megen Forhaling – ei at tale om Besvær – en Jurybehandlings Udsættelse kan medføre, sees af de oven anførte terms.

Naar den foreløbige Behandling i en civil Sag har ledet til en issue, som kræver Jurykjendelse, og de dertil forberedende Skridt ere gjorte, begynder den endelige Behandling for Pettyjuryen, under Dommerens Ledning og Afgjørelse af mellemkommende Retsspørgsmaal, idet vedkommende Sagfører kortelig meddeler historia facti og antyder de Beviisligheder, hvorpaa der kan gjøres Regning, omtrent som Strafsager hos os foredrages i Høiesteret. Bruges flere Sagførere paa samme Side, begyndes Foredraget, som anført, af Medhjælperen (junior), hvorpaa den ledende Sagfører (counsel) optræder med en fuldere Udvikling af Sagens Natur og de Punkter, hvorom Beviisførelsen skal dreie sig, og fortsætter derpaa med denne, hvorunder han, som allerede tidligere bemærket, selv afhører de Vidner, han har at føre. I Forfatterens Anhang vil man finde Exempler nok paa, hvorledes dette foregaaer. Der opstaaer ikke saa sjælden Strid om Beviisbyrden – som Dommeren har at afgjøre – da den, der har det første Foredrag og Beviisførelsen, kun naar Modparten ligeledes fører Vidner, har Ret til at svare, ogsaa hvad det Factiske angaaer; og for Juryen kan det i en tvivlsom Sag være afgjørende, hvem det sidste Ord tilfalder, hvorfor det heller ikke saa sjælden hænder, at Modparten opgiver at føre sine Vidner, blot for ikke at miste denne Fordeel. Imidlertid ere Vidnerne underkastede Krydsforhør fra alle Sider, af Parterne, Juryen og Dommeren, der i fornødent Fald sætter en Grændse for Udskeielser, saa godt han kan. Efter endt Foredrag og Beviisførelse fra den ene Side begynder Tilsvaret fra den anden, og føres Vidner, om man har og vil benytte dem, under Krydsforhør som sædvanligt. Og hermed, eller i alle Fald med det derpaa følgende Svar, hvis Vidner ere førte af Modparten, slutter den mundtlige Forhandling. Til ny Vidneførsel mod Tilsvaret gives kun Adgang, naar dette har været forbundet med Vidneførsel om nye Sider af Sagen. Har Modparten derimod ved sine Vidner alene søgt at svække Hovedbeviset, staaer intet Andet tilbage end Krydsforhør af disse, foruden det oven berørte Svar, hvori man kan imødegaae sin Modparts Beviisligheder og deraf uddragne Slutninger. I criminelle Sager gjælde samme Grundsætninger saavel i England som i Amerika. Disse Indskrænkninger i Gjenmælet under den mundtlige Forhandling medføre væsentlige Uleiligheder efter de ældre Regler (jfr. især S. 163–164), som endnu maae være gjældende i Størstedelen af Amerika, medens der i New York nu haves en ny Civilproces, og maaskee allerede tillige en criminel, og man ved Statuterne af 1851 og 1852 i England har raadet Bod paa de værste Ulemper.

Skjønt de utallige Ophævelser, som efter den ældre Regel kunde gjøres mod indictments, og som for det Meste hørte under Juryens Afgjørelse, nu for Storstedelen bortfalde i England, har Juryen fremdeles ogsaa der en Mængde haarde Nødder at knække i criminelle Sager, som Følge af Straflovgivningens Beskaffenhed. Den Commission, der i sin Tid blev nedsat for at codificere den, bemærker i sin 1839 indgivne fjerde Beretning derom blandt Andet: „Den herskende Forvirring af Regler og Grundsætninger i common laws Definitioner af Forbrydelser og Straffe, Inconseqventserne og Selvmodsigelserne i dens Bestemmelser, og deres hyppige Uovereensstemmelse med hvad en civiliseret Nations Forhold kræve, kunne vanskelig blive fuldeligen forstaaede og vurderede af dem, der ikke opmærksomt have iagttaget dem med en Tanke om at reducere dem i System. Disse Mangler ere de naturlige Følger af common laws Historie, idet dens forskjellige Regler, som var af mangeartet Oprindelse, deels romerske, deels sachsiske og deels normanniske, have undergaaet forskjellige Omvæltninger gjennem Tidens langsomme Fremskridt, og ved gradviis Forandring af Sæder og Skikke, uden nogen positiv Anordning, og følgelig ikke bundne sammen ved Eenhed i Plan eller noget styrende Princip.“ Commissionens Hverv var imidlertid, som sagt, kun at samle, klare og fremstille de gamle Regler, som de fandtes, i systematisk Forbindelse (digest), for at Dommerne ikke skulde være nødte til, for hvert enkelt Tilfælde at fremsøge dem under den store Masse af Aarhundreders Lærdom, hvorunder de laae forstukne – og det skede. Men da man ved dette Sidestykke til de justinianske Pandekter fik et Overblik over den engelske Strafret i al dens Skrøbelighed, nedsattes en ny Commission for at udarbeide Udkast til en ny Criminallov, hvilket udkom i 1848, men endnu, saa vidt vides, ikke er kommet under nogen endelig Behandling, skjønt det saa vidt muligt er bygget paa den gamle Ret. Forfatteren har, for at give et Begreb om den engelske og amerikanske Criminalrets Beskaffenhed, meddeelt en Deel Exempler af de almindeligste Forbrydelser, hvortil her maa henvises, da det vilde lede for vidt at give tilstrækkelige Prøver paa de mange Vanskeligheder for den uretskyndige Jury, som derved frembyde sig. For at man imidlertid kan gjøre sig en Forestilling om, hvor vidt dens Egenheder gaae, hidsættes følgende Tilfælde: Naar en Mand skyder efter en Fugl, og bruger „passende almindelig Forsigtighed for at forebygge Fare,“ men er saa uheldig at dræbe sin Nabo, vil denne Mands Skyld efter common law blive at bedømme saaledes, at Gjerningen ansees som undskyldeligt Drab, hvis det var en Skovdue (feræ naturæ et nullius in bonis); som tilregneligt Manddrab, hvis det var en tam Due (formodentlig underforstaaet: Andenmand tilhørende), hvorpaa han skød for Øvelse eller Fornøielse; og som Mord, hvis det var en Due, som han vilde stjæle – da dette var felony. Men gaaer Tilfældet ind under Statutlovgivningen om ulovlig Jagt, der betragter Vildttyveri som misdemeanor, er Drabet straffrit, fordi de Statuter, som forbyde Ødelæggelsen af Vildt under visse bestemte Straffe, ikke ville have det tilfældige Manddrab, som derunder begaaes, „tillagt større Betydning, end det i Følge sin Natur har.“ Naar Juryen først er underviist herom, er det vel ikke saa vanskeligt, at bedømme de factiske Omstændigheder i saadanne Tilfælde; men i en Lovgivning, der lader Forskjellen mellem tilregneligt og utilregneligt, qvalificeret og simpelt Manddrab beroe paa saadanne Skjelnemærker, begribes let, at der gives en Mængde andre Besynderligheder, som for den Uindviede ere vanskelige at fatte og anvende, især hvor de komme i Strid med hverandre. Dette gjælder endog med Hensyn til de almindeligste Begreber om de forskjellige Forbrydelser. For at blive ved Manddrab, kan her bemærkes, at man, efter forskjellige gjennem Tidernes Løb gjorte Forsøg paa at definere Mord, endelig blev enig om følgende, i Retterne almindelig antagne samt for sin Fuldstændighed og Nøiagtighed meget priste, af Coke forfattede og af Blackstone rettede Definition: „Mord er, hvor en Person, af sund Erindring og Discretion, ulovlig dræber en fornuftig Skabning, som er existerende og under Kongens Fred, med forud betænkt Ondskab (malice aforethought), den være direct eller indirect (express or implied).“ I den senere Lovcommissions anden Indberetning anbefaledes en anden Definition, i det Væsentlige stemmende med den, der fandtes i det bekjendte Udkast til Straflov for Louisiana af Livingston, af hvis Ytringer om den coke-blackstoneske Definition der blandt Andet optages følgende: „Man tænke sig en Jury tagen i Ed om at afgjøre et indictment for Mord, og at den nævnte (nys anførte) Beskrivelse bliver læst for den, efter at Sagens Enkeltheder ere udviklede ved Beviislighederne, og at det af Retten paalægges den, under sin Ed at anvende samme paa Tilfældet. Der er ikke et Ord i den, som ikke vil give en samvittighedsfuld Mand Anledning til alvorlig Tvivl. Anklagede maa have været „af sund Erindring og Discretion.“ Hvilken Udsigt giver ikke dette til Tvetydigheder! Hvilken Mark aabner det ikke for Undersøgelse! Hvad har Erindringens Sundhed at gjøre med Handlingen? Lad den Evne være nok saa ufuldkommen – hvad Indflydelse kan dette have paa Skylden? Og hvad angaaer Discretion – hvis en sund Discretion var nødvendig til at danne Skyld, kunde slet Ingen være skyldig; thi den begaaer i Sandhed den største Indiscretion, som berøver en Anden Livet, og udsætter sit eget for Opdagelse og Straf. Drabet maa ogsaa være ulovligt. Her have vi et af Trækkene i den Beskrivelse, der indeholdes i den af mig foreslaaede Codex, men uden den Leilighed, samme giver til at bestemme ved en Henviisning til nogle faa foregaaende Sider, om Drabet er lovligt. Den Dræbte maa, for at Forbrydelsen kan blive fuldstændig, være „en fornuftig Skabning.“ Hverken et nyfødt Barn, eller en Idiot, eller en gal Mand, eller En der lider under en Febers Delirium, eller En som er beruset af Opium eller stærk Drik, kommer ind under denne Beskrivelse efter Ordenes ligefremme Mening. Dernæst: Hvo er „under Kongens Fred“? Hvad er malice „aforethough“? Er der nogen malice, som er afterthought (efter betænkt)? Hvad er „express“ (udtrykt) malice? Naar skal den ansees „implied“ (indbefattet)? Saaledes see vi, at der i Beskrivelsen af denne Forbrydelse, uagtet Vigtigheden af at samme gjøres bekjendt, neppe findes et Ord, som ikke i det Mindste vil vække Tvivl hos en Mand af almindelig Forstand. Jeg veed vel, at de fleste af disse Ord have været gjennemgranskede af Commentatorer og oplyste ved Domme, og at vi ved at undersøge disse Kilder til Underretning ville erfare, hvorledes de bedste Lovkyndige og Dommere have fortolket dem; men Ondet forsvinder ikke derfor“ – o. s. v. Det begribes let, at Forbrydelser der have slibrigere Sider end Manddrab, saasom statsforræderske Foretagender, voldsomme eller svigagtige Eiendomsindgreb m. M., ikke give Anledning til færre Vanskeligheder. Især foraarsages mange Vanskeligheder ved Ordet malice, der idelig forekommer i Definitioner og indictments, hvor det efter Omstændighederne bruges i forskjellige Betydninger – og at man med implied malice gaaer langt videre, end Juryen af sig selv kunde falde paa, vise de oven anførte Tilfælde af Fugleskydning. En Gjenstand af ikke mindre Vanskelighed er Spørgsmaalet, om Anklagede har befundet sig i utilregnelig Sindstilstand, hvilket naturligviis, i Mangel af andet Forsvarsmiddel, hyppig bringes paa Bane.

Man kan herimod ikke indvende, at Juryen er hævet over alle disse Vanskeligheder ved den fra umindelige Tider nedarvede common law Regel, at Juryen ikke svarer paa juridiske og Dommeren ikke paa factiske Spørgsmaal. (Ad quæstionem juris non respondent juratores, ad quæstionem facti non respondent judices). I ældre Tider, da Jurymændene mere betragtedes som Vidner end som Dommere, fik de vel sjælden Anledning til at indlade sig paa juridiske Spørgsmaal. „Hvis I finde“ – sagde Dommeren gjerne til Juryen – „at den Anklagede A har dræbt B ved den i Anklageacten angivne Leilighed, saa skulle i finde ham skyldig i Mord. Vel maa malice have fundet Sted, for at Handlingen kan være Mord; men om malice var tilstede, har Dommeren efter Omstændighederne at bestemme, og jeg finder, at her var malice. I have altsaa at antage dette for afgjort.“ Det var imidlertid ikke let at faae Juryen til at føie sig efter de besynderlige common law Begreber om malice, og den søgte derfor paa alle mulige Maader at omgaae dem. Denne Utilbøielighed til at rette sig efter de legale Begreber tiltog gjennem Tidernes Løb, og Lovcommissionen bemærkede i 1839: „Det vilde være vanskeligt at overbevise en Jury om Rigtigheden af at sende en Mand til Døden for at have forsøgt at skyde eller stjæle en Fugl, og derved tilfældigviis at have skudt et Menneske.“ I nyere Tider har man derfor seet sig nødt til at overlade det Skjøn, Dommeren tidligere forbeholdt sig, til Juryen, der nu ei alene dømmer om de factiske Omstændigheders Tilværelse og Beskaffenhed i sig, men tillige om deres legale Betydning, alene efter en foregaaende Anviisning af Dommeren, som den følger eller forkaster, efter som den finder for godt; og man erkjender vel, at den ikke har Ret til at sætte sig ud over Dommerens Afgjørelse af Retsspørgsmaalet, men man indrymmer dog, at den har Evne dertil, idet den har at afgjøre Anklagedes Skyld i den paatalte Forbrydelse. Den constitutive Deel af Dommerkaldet, ɔ: Subsumtionen af Factum under Loven, er saaledes gaaet over til Juryen, idet Dommeren derved alene har beholdt en consultativ Stemme, men har mistet sin decisive Myndighed. Juryen har følgelig faaet med alle de oven berørte Vanskeligheder at bestille. Vel gives der mange Tilfælde, hvor det Tvivlsomme fornemmelig, stundom endog udelukkende, falder paa den factiske Side af Sagen; men der gives ogsaa en Mængde Tilfælde, hvor det forholder sig omvendt, idet Spørgsmaalet alene eller især dreier sig om Lovens Forudsætninger, ikke om Gjerningens Egenskaber, ei at tale om de mange flere Tilfælde, hvor større eller mindre Vanskeligheder frembyde sig paa begge Sider, eller hvor det Factiske og det Juridiske saaledes flyde sammen, at de ikke lade sig adskille, i det Mindste ikke ved noget paatageligt Grændseskjel – som i de mangfoldige Tilfælde, hvor Loven maa bygge paa en Gradforskjel, der ikke saa nøie kan betegnes med Ord, at jo baade juridiske Fortolkningsregler og factiske Oplysninger maae anvendes, for at udfinde Grændsen. Imidlertid har Dommeren beholdt den afgjørende Myndighed med Hensyn til Beviisførelsen, idet han kan afskjære Adgangen til at drive den videre, end han efter sit legale Begreb om Forbrydelsen finder Grund til. Vil for Ex. den Anklagedes Sagfører til Undskyldning for Drabet oplyse, at det var fremkaldt ved eggende Skjeldsord, negter Dommeren Beviisførelse om dette, som en Omstændighed, der ikke bør have Indflydelse paa Sagens Afgjørelse o. s. v. Heri er man altsaa bleven tilbage for Conseqventsen af den Udstrækning, Juryens Myndighed i senere Tider har faaet, og Følgen er den samme som før. Lovcommissionen bemærkede i en Indstilling af 1846 blandt Andet, at denne Juryens Udelukkelse fra at see formildende Omstændigheder oplyste og fra at tage dem i Betragtning ofte frister den til, gjennem haardnakkede præsumtiones facti eller ligefrem Krænkelse af sin Ed at gjøre dem gjældende.

Hvad der i Formen har givet baade den ældre og den nyere Retsbrug et vist Medhold, er den forskjellige Maade, hvorpaa Juryens Kald gjennem Tidernes Løb er blevet betragtet af common law Auctoriteterne. I de ældste Tider, da Retsreglerne var simplere, dreiede Tvisten sig fornemmelig om det Factiske, da det Juridiske ikke var nogen Mand for broget. Juryens Kald var da, efter egen Kundskab om Forholdet, til Ex. i Nabotrætter, at bevidne, eller i alle Fald efter de fremkomne Oplysninger at udfinde, hvad der var sandt i Sagen, og dermed var Spørgsmaalet om, hvad der var ret, tillige afgjort, saa at Juryens Kjendelse blev et general verdict, der omfattede baade jus og factum. Imidlertid gik Juryens Ed af de anførte Grunde ganske naturlig blot ud paa at holde sig til Sandheden, under Straf for Meened, om anderledes befandtes. Da Retsspørgsmaal i Forbindelse dermed begyndte at omtvistes, og ikke altid var saa lette at afgjøre, men Dommeren fremdeles forlangte general verdict, blev det ved et af Westminsterstatuterne (1285) bestemt, at Dommerne ikke skulde tvinge Juryen til at sige, om den ene eller anden Part havde Ret, men at de skulde lade sig nøie med at Jurymændene udtalte sig om Factums Sandhed og bad om Dommerens Hjælp. Vilde de af sin gode Vilje sige, paa hvis Side Retten var, skulde deres Kjendelse antages paa deres eget Æventyr (admittatur eorum veredictum sub suo periculo), og Faren var, at de kunde blive straffede for Meened, saavel hvad den juridiske som hvad den factiske Sandhed angik. Der sigtedes vel den Gang blot til Trætter om fast Eiendom, men Regelen blev siden gjort gjældende i alle andre Sager. I det femtende Aarhundrede udtalte en stor common law Auctoritet, Littleton, ogsaa den Sætning: „Hvis Juryen vil paatage sig at kjende, hvad der er Lovens Bud med Hensyn til Sagen, kan den give en almindelig Kjendelse (general verdict).“ Denne Sætning gjentog Coke, med Advarsel om, naar Retspunktet var tvivlsomt, heller at give Kjendelse om Factum alene (special verdict), for ei at udsætte sig for Meenedsstraffen. Ved Siden heraf stod imidlertid den oven anførte fra umindelige Tider nedarvede common law Regel, at Jurymændene ikke svare paa det juridiske og Dommerne ikke paa det factiske Spørgsmaal. Man har derfor, som ovenfor viist, i ældre Tider, der laae Kilderne nærmere, meent at Westminsterstatutet ikke bandt Dommeren til nogen Afvigelse fra denne Regel ved at paalægge ham Modtagelsen af general verdict; man antog ikke, at Littleton ved leilighedsviis at lade indflyde den oven anførte Sætning, havde i Sinde at bestemme Grændsen mellem Dommerens og Juryens Myndighed; Hargrave meente i sine Noter til Coke, at Dommerens Ret til at afgjøre det juridiske Spørgsmaal var ubetinget, Juryens blot tilfældig og betinget af hans Ledning; og i Westminsterstatutet forudsattes Juryen uvillig til at afgjøre Retsspørgsmaalet, eller i alle Fald villig til at søge Dommerens Hjælp, ved hvis Tilsidesættelse Juryen den Gang udsatte sig for Straf. Ashurst meente, at Juryen vel havde Magt (power) til at afgive et general verdict over en general issue, der indbefattede baade juridiske og factiske Spørgsmaal, paa samme Maade som en Mand med en ladt Pistol for en Andens Hoved havde Magt til at tage hans Liv, men at Juryen ikke havde mere Ret til at afgjøre det juridiske Spørgsmaal, end Manden til at tage den Andens Liv. Den ældste bekjendte Sag, hvori Spørgsmaalet om Juryens Competents til at afgjøre Retsspørgsmaal kom alvorlig paa Bane, forefaldt i 1549, da en Oberst Lilburne, som Anklaget, i en kraftig Tale til Juryen paastod, at den var Dommer baade over Loven og Gjerningen, medens Retten benegtede det. Men Tilhørerne „raabte Amen og gjorde stor Lyd“ – heder det i Acten – „og Dommerne, der frygtede for Tumult, opfordrede Generalmajor Skippon til at sende Bud efter tre Compagnier Soldater mere til deres Beskyttelse.“ Obersten forlangte Tilladelse til at læse Extracter af Love eller Præjudicater for Juryen; men dette blev afslaaet. Juryen frifandt ham imidlertid tvert imod Dommernes Instruction, og den blev derpaa efter Parliamentets Opfordring indkaldt til Forhør i det kongelige Statsraad, hvor dens Medlemmer deels simpelt hen erklærede, at de havde fulgt sin Samvittigheds Stemme og ikke vilde svare videre (en Bogbinder tillagde, at han kun skyldte Gud Regnskab), deels at de havde anseet sig som Dommere baade over Loven og over Gjerningen. Parliamentet og Statsraadet var imidlertid af Dommernes Mening, og Retten fældte den Anklagede. I Elisabeths Tid afgjordes samme Tvist under et Par Sager i samme Retning. I en under Carl den anden forefalden mærkelig Sag, hvor Juryen var bleven sendt til Newgates Fængsler for at have frifundet to for ulovlige Forsamlinger Anklagede, som det meldtes: „imod Kongeriget Englands Love, imod fuld og klar Beviislighed og imod Rettens Instruction med Hensyn til Retsspørgsmaalene,“ blev den alligevel frigiven ved court of common pleas efter habeas corpus Anke, fordi vedkommende Dommer ikke havde kunnet vide, hvad der var at ansee som Sagens rette Facta hvilke Juryen alene kunde bedømme), og følgelig heller ikke med Rette havde kunnet sige, at Jurykjendelsen var uovereensstemmende dermed eller med hans Instruction om de dertil knyttede Retsspørgsmaal. Fra dette Præjudicat daterer sig Juryens Ansvarsløshed og det Omslag, der for Øvrigt er foregaaet. Ved dette Tilfælde paaberaabtes endog den oven anførte Regel, at Dommeren ikke har at besvare factiske eller Juryen juridiske Spørgsmaal; men der aabnedes Juryen et Smuthul gjennem den Uvished, hvori den havde ladt og antoges at kunne lade Dommeren om, hvad han nødvendig maatte vide, for ikke vilkaarligen at blive udelukket af Juryen fra Subsumtionen af Factum under Loven, hvilken som sagt udgjør det Constitutive i Dommerkaldet. Skjønt Meningen med dette Præjudicat eller dets Præmisser neppe har været nogen anden end den, at redde de betrængte Jurymænd ud af Kniben, men ingenlunde at foraarsage en Omvæltning, hvorved Retspleien gik over fra kyndige og ansvarlige til ukyndige og uansvarlige Hænder, under Tilsidesættelse af saa mange ældre Præjudicater, blev dette dog Følgen. Ei heller var det vanskeligt at fortolke Juryeden saaledes, at den ikke bandt Vedkommende i saa Maade. At „sige Sandheden“ kan jo betyde at sige, hvad man efter sin Samvittighed anseer for det Rette, ei alene i factisk men ogsaa i juridisk Henseende, især da det ikke altid er saa let at skjelne det Ene fra det Andet. Desuden paastaaes, at det ikke gaaer an at skjelne mellem Evne og Ret (power and right), da Loven ikke kan have villet tillægge Juryen en Magt, som den ikke skulde have Ret til at udøve – og general verdict skal jo af Dommeren modtages efter Westminsterstatutet. Dette finder man nu ogsaa bestyrket derved, at ingen Lov har ført Jurymyndigheden tilbage, efter at den saa længe er gaaet videre, end den gamle common law Regel medførte. Nogle gaae en Middelvei, idet de mene at Juryen bør følge Dommerens Instruction om Retsspørgsmaalene i civile Sager, hvor han kan tilstede ny trial, naar han finder det afgivne verdict retsstridigt, men at den ikke kan ansees forpligtet dertil i criminelle Sager, hvor de ikke antage, at han i Frifindelsestilfælde kan tilstede ny trial, ligesom han heller ikke i Tilfælde af non suit (Udeblivelse eller manglende Forfølgning), i Lighed med hvad der finder Sted i civile Sager, kan dømme uden Jury, som om Factum var tilstaaet. Men det Ene var en Følge af den Grundsætning, at den Anklagede ikke paa denne Maade flere end een Gang maatte stilles i Fare (in jeopardy), hvilket dog nu væsentlig er modificeret ved Statutet af 7de August 1851, og det Andet er en Følge af den nye Regel, at Anklagede, som ikke ville svare, skulle ansees som negtende (jevnfør S. 222), medens den modsatte Regel gjælder i civile Sager.

I Libelsager (Trykkefrihedssager og deslige), hvor Juryen var meest fristet til anmassende Vilkaarlighed, spændtes den i det snævreste Belte med Dommeren under Kampen om Grændserne for dens Myndighed. Her stod det oven berørte Smuthul sjælden aabent, idet der nemlig sjælden var oprigtigt Spørgsmaal om Andet end en i factisk Henseende uomtvistelig Gjernings juridiske Beskaffenhed; og da denne naturligviis ikke af Juryen kunde udfindes anderledes, end ved at sammenholde Handlingens givne Egenskaber med Lovens omtvistede Forudsætninger, ligesom disse heller ikke anderledes med fornøden Bestemthed af Dommeren kunde fortolkes eller anvendes, saa var Dommens Kjerne, Subsumtionen, her i Regelen det udelelige Felt, hvorpaa de mødtes, og hvorfra de maatte søge at fortrænge hinanden, hvis de vilde faae nogen afgjørende Indflydelse paa Sagen. Men i Almindelighed vilde ingen af dem vige. Pressen blandede sig naturligviis i Striden, og slog sig, som rimeligt var, paa Juryens Side, da den fandt et farligere Tribunal i Retten, der betjentes af Lovens Veteraner, end i Juryen, der beklædtes af Ulovkyndige, som lettere kunde besnakkes, og ved ikke at bekvemme sig til den fornødne Enighed i Anklagedes Fældelse kunde hindre Lovens Anvendelse, Noget Erfaring noksom havde viist. Da common laws Fremvæxt netop beroede paa den vedtagne Sætning, at det, der af Dommerne erklæres for Lov, ogsaa er Lov, saa fulgte deraf, at det, der gjennem en lang Tidsrække af Dommermagten var erklæret for den lovlige Grændse mellem juridiske og factiske Spørgsmaal, virkelig blev den lovlige Grændse, hvorfor endog den berømte Erskine – der efter sit vældige Forsvar for Capt. Baillie i en Libelsag var bleven alle Libellisters Sagfører, og i en Libelsag mod Decan St. Asaph havde givet et mægtigt Stod til den Bevægelse, der paafulgte, for at faae anerkjendt Juryens Myndighed til at afgjøre Retsspørgsmaalet i saadanne Sager – siden i Parliamentet, da han forfegtede Antagelsen af en Lov til Bestemmelse af Forholdet, tilstod at den herskende Retsbrug var bleven for stærk til, at han som Dommer vilde kunne tillade sig at fravige den. Paa den anden Side indvendtes, at man med al Agtelse for Dommernes Ret til at afgjøre, hvad Lov er, i Almindelighed, dog ikke kunde anser dem beføiede til at afgjøre et Spørgsmaal, der gjaldt dem selv paa, da de her var Parter i Tvisten, og ikke kunde dømme i sin egen Sag. En saadan Indvending, fremsat med Anvendelse paa en saadan Art af Sager, har uden Tvivl havt megen Indflydelse paa Meningerne. Det er imidlertid klart nok, at enhver offentlig Myndighed selv maa kunne dømme om Grændserne for sit Kald, og alene har at bøie sig for overordnet Myndighed i dette som i Andet. Denne Anskuelse har man, som ovenfor viist, i England ellers givet en saa udstrakt Anvendelse paa Domstolene, at man har anseet de høiere blandt disse beføiede til at gribe ind i de lavere, skjønt ingenlunde underordnede, Domstoles Virkekreds med Forbud, ja at man endog har givet en af flere sideordnede og omtrent lige høie Domstole Myndighed til at tilintetgjøre Virkningen af den andens Domme, ei at tale om de anmassende Overgreb, man for Øvrigt har tilladt dem i hinandens Omraade. Det maa derfor ansees lidet conseqvent, naar man har negtet Dommeren Ret til at bestemme Grændserne for sin Myndighed i Forhold til Juryen, som man dog almindeligviis ikke har villet erkjende i Besiddelse af nogen dømmende eller anden offentlig Myndighed i streng Forstand. Mere gammel-engelsk vilde det have været, om man havde ladet Dommerne og Juryerne, ligesom Retterne indbyrdes, nappes om Grændsen saa godt de formaaede; men man søgte alligevel i 1792 at skille Trætten i Libelsager ved en Parliamentsact, hvorved dog saa godt som Intet er udrettet. Vel heder det, at Juryen „har Ret til at give Kjendelse om alt det, der er in issue“ – hvilket den allerede havde efter Westminsterstatutet – men der tilføies, at Dommeren skal instruere Juryen „ligesom i andre criminelle Sager,“ samt at Juryen skal have „samme Frihed, som hvor der handles om andre Forseelser, til at give en speciel Kjendelse, og at den Anklagede skal have samme Ret til at begjære arrest of judgment, som var ham tilstaaet før denne Lov blev given.“ Det Hele var altsaa en Fortolkning eller Gjentagelse af den gamle Regel, hvorved man ikke kom et Skridt videre, saa meget mere som et Statut, efter hvad allerede tidligere er bemærket, ikke antages at have forandret den ældre Ret, med mindre det umiskjendelig fremgaaer af dets Ordbetydning, hvilket her ikke er Tilfældet. Adgangen til general verdict var, som sagt, allerede given ved Westminsterstatutet; men man forstod ikke dette, som om det gav Juryen nogen afgjørende Myndighed med Hensyn til Retsspørgsmaalet. Man antog heller ikke, at der kunde være Tale om arrest of judgment (hvorom Mere nedenfor), undtagen hvor Dommeren havde at afgjøre det Spørgsmaal, hvis Paakjendelse skulde standses; og naar det først erkjendtes, at Juryen havde selvstændig Afgjørelse af den hele issue ved general verdict, vilde der følgelig i Regelen ikke blive Anledning til nogen arrest of judgment og Anke i Vegringstilfælde, som før. Det Eneste, som kan siges for, at Juryen ved Statutet af 1792 har faaet større Myndighed i Libelsager, end Dommerne for vilde tilstaae den, er at det ellers vilde være en unyttig Ting, at Dommeren skal instruere den som i andre Sager, da her almindeligviis intet Andet kan være tvivlsomt for Juryen end Libellens juridiske Beskaffenhed og sjælden kan være Andet for den at afgjøre, saa at den ellers i Regelen vilde blive overflødig i saadanne Sager, samt at Meningen synes at have været, at den i saadanne Sager skulde have at’ afgjøre noget Mere end i andre Sager; men hvad dette Mere er, har man ikke kunnet blive enig om. Nogle mene, at Juryen i Libelsager maa have Ret til at afgjøre Alt, det Juridiske saavel som det Factiske, efter sit eget Skjøn; Andre antage vel, at dens Myndighed ikke strækker sig til det Juridiske, men at Spørgsmaalet om Libellens Ærerørighed eller Fornærmelighed, og om Hensigtens Ondskab (malice) i Statutet er blevet betragtet som et factisk, medens det før ansaaes som et juridisk Spørgsmaal; atter Andre mene, at Juryen vel har faaet Bedømmelsen af Libellens Ærerørighed, men ikke af dens Hensigt; og endelig mene Andre, at Juryen ikke har at bedømme nogen af Delene, men alene Beviset for Offentliggjørelsen og Hentydningerne (de saakaldte innuendos), hvilket var det Samme, som før antoges at tilkomme den. De Sidste have den oven anførte Fortolkningsregel for sig, men de Fleste bemærker Forfatteren, synes at holde sig til den tredie nys anførte Mening, at Juryen selvstændig kan bedømme Libellens juridiske Beskaffenhed fra den objective Side, følgelig afgjøre, om den er ærerørig, oprørsk, gudsbespottelig, o. s. v. Den første Mening synes imidlertid at have gjort sig gjældende ved Domstolene, og dette maa her som ellers være afgjørende. I 1819 anlagdes tre Sager mod en William Hone for Libeller, hvori han havde behandlet Katechismen, Troesartiklerne, Herrens Bøn og Athanasii Tro paa en Maade, som kaldtes oprørsk og profan, samt benyttet Litaniet parodierende saaledes, at det ved Fordreielse af Artiklerne fik Anvendelse paa Prindsregenten og Parliamentshusene. I disse Sager instruerede Dommerne Juryerne overeensstemmende med den første oven anførte Mening, idet den ene bemærkede, at Skriftet var høilig skandaløst og ureligiøst, følgelig libellisk; men hvis Juryen var af anden Mening, havde den, sagde han, at frifinde – den anden bemærkede, at han blandt alle de Parodier, han havde læst, ikke fandt nogen, som kunde sammenlignes i Grovhed med den foreliggende, der var en ugudelig og profan Libel; men ogsaa han udtrykte sig for Øvrigt saaledes, at han syntes at forudsætte Juryens Ret til at afgjøre Spørgsmaalet anderledes. Anklagede blev i alle tre Sager frifunden af Juryen, og i Parliamentet førtes heftige Klager herover – men man greb kun til skjærpede Bestemmelser om Libeller, hvorved Juryerne neppe blev tilbøieligere til at fælde. I 1848 reistes Sager i Irland mod O’Brien og Meagher for oprørske Taler, hvori der paa Irland var gjort Anvendelse af de i Frankrige nylig indtrufne Begivenheder; men selv Generaladvocaten, der ligesom Dommerne fandt at Meningen klarligen var oprørsk, erkjendte at Juryen ikke var pligtig at følge Rettens Mening om disse Talers retlige Beskaffenhed, hverken i subjectiv eller objectiv Henseende, og Dommerne instruerede i samme Retning, hvorefter Juryerne frifandt begge Anklagede, skjønt Meagher især havde talt saa tydelig, at der ikke var mindste Mulighed i at finde Andet end en ligefrem oprørsk Mening deri. („Op med Barricaderne!“ „Paakald Bataillernes Gud!“ o. s. v.), og Juryen blev gjort opmærksom paa, at den ikke havde nogen Ret til vilkaarlig at sætte sig ud over Loven. Frifindelsen var en Følge af Uenighed i Juryen, og i Meaghers Sag skal kun een Jurymand have været imod hans Fældelse. Mitchell, der som Bladudgiver var i samme Tilfælde, blev derimod fældt, da man havde faaet en Juryliste i Stand, der sikrede dette Udfald. Samme Aar forhandledes i central criminal court i London en lignende Sag mod Chartisten Fussel, hvori Dommeren, skjønt mere tilbageholdende og varsomt, instruerede paa samme Maade. At Theorien fremdeles gaaer i samme Retning som før, vil ikke herefter mere end hidtil hindre Praxis i at følge den saaledes betraadte Vei, der ogsaa følges i andre Arter af Tilfælde, hvor desuden, som allerede viist, Juryens Lovovertrædelse ikke altid er saa let at opdage.

I Amerika havde den berømte Kent i sine unge Aar allerede erklæret sig for den i England nu praktisk gjældende nye Regel i criminelle Sager, medens han i civile Sager erkjendte den gamle Regel, som Følge af at Jurykjendelsen i disse kan tilsidesættes ved Bevilgelsen af ny trial. Da der imidlertid var deelte Meninger om dette Punkt i Libelsager, gaves i New York 1805 et Statut, der bestemmer, at Juryen skal have Ret til at dømme afgjørende baade om Loven og om Factum, under Rettens Ledelse, „ligesom i andre criminelle Sager.“ De sidste Ord ere siden udgaaede saavel i de reviderede Statuter, som i de senere Grundlove af 1821 og 1846, hvor Bestemmelsen for Øvrigt blev optagen, og det er saaledes blevet tvivlsomt, om en forskjellig (den ældre) Regel gjælder i andre Strafsager. Lignende Bestemmelser findes i mange andre nordamerikanske Grundlove, og i nogle af dem med det i New York udeladte Tillæg: „ligesom i andre criminelle Sager,“ hvorhos det i flere reviderede Statuter udtrykkelig heder, at Jurymændene „i alle Sager skulle være Dommere om Loven og om Factum,“ eller: „baade Loven og Factum skal af Retten undergives Juryens Betragtning (consideration),“ og en af Forfatteren i Anhanget meddeelt Sag fra Pensylvania viser, at Dommerne med Bestemthed betragtede sig blot som raadgivende, selv med Hensyn til Retsspørgsmaal. I de Stater, hvor Intet saaledes er bestemt, gjælder endnu common law, og fortolkes deels efter den gamle, deels efter den nye Synsmaade. Den berømte Story forsvarede den gamle Regel, betragtede den som en hellig Ret for enhver Borger, og som en nødvendig Beskyttelse mod den Usikkerhed, som de forskjellige Juryers forskjellige Anskuelser ellers vilde medføre. Han erkjendte vel, at et general verdict maatte omfatte saavel Loven som Gjerningen, og at Juryen havde physisk Evne til at sætte sig ud over Dommerens Instruction i Retsspørgsmaalene; men han negtede dens moralske Ret til at afgjøre disse efter eget Skjøn eller Behag, og meente, det vilde være saa meget misligere, som man ikke vilde have noget Retsmiddel mod dens Vilkaarlighed, da det vilde være umuligt at forvisse sig om, hvad dens Afgjørelse i Virkeligheden var. (Jevnfør det oven berørte Præjudicat af court of common pleas). De, der forsvare den modsatte Mening, søge vel at berolige Gemytterne med den Paastand, at Juryen saare sjælden vil afvige fra Dommerens Instruction i Retsspørgsmaalene; men Erfaring har noksom beviist det Modsatte. Flere anseede Dommere i Amerika, der tidligere havde været af Kents Mening, ere senere gaaede over til Story, hvorom nu ei alene en Mængde af de Retslærde, men selv en meget respectabel Deel af Befolkningens Masse i hele Landet samler sig, og det er ikke sjældent, at de, der ikke hylde hans Mening, beskyldes for politisk Rænkemageri, Demagogisme og Popularitetsjagt, endog af Mænd, hvis Oprigtighed ikke kan betvivles, og hvis Indflydelse paa den almindelige Mening i saa Henseende vilde være stor i hele Amerika, hvis deres Ytringer blev offentliggjorte. Selv i de Stater, hvor Lovgivningen har udtalt den oven anførte Sætning, betvivles det af Retskyndige, at den gamle Regel er ophævet, eller anderledes gjentagen, end den tidligere efter Westminsterstatutet blev forstaaet og anvendt, nemlig saaledes, at Juryen, for saa vidt den i general verdict ogsaa maatte anvende Loven, havde at holde sig Instructionen efterrettelig. Man hører for Øvrigt hyppig Ytringer om, at ingen indsigtsfuld Jurist erklærer sig mod Storys Mening, med mindre han som Lovkyndig indretter sin Færd efter politiske Beregninger.

Af det Anførte sees, at man ingenlunde er paa det Rene med Betingelserne og Grændserne for Juryens Kald, hvad criminelle Sager angaaer. Saa længe det tilstedes den at afgive general verdict, uden at gjøre Rede for Maaden, hvorpaa den kommer til det Udslag, den indbringer i Retten, og man sjælden kan paapege, hvad der skulde bevirke Tilsidesættelse af dens Kjendelse, som stridende imod Loven, eller medføre Ansvar for dens Udskeielse kan der, især naar tillige instrueres som ovenfor viist, ikke være synderlig Tale om at gjennemføre den gamle Regel, som derfor ogsaa blot i Theorien synes at have vedligeholdt sig. For Øvrigt vil nedenfor (ved arrest of judgment) nærmere blive handlet om dette Punkt.

Der tales meget om Juryens Agtelse for Loven, hvilket kan have sin Rigtighed, hvor den ikke finder sig fristet til at overtræde den; men den kommer, blandt Andet som Følge af det Unaturlige i selve den Lovgivning, den har at adlyde, saare ofte i en Fristelse, som den ingenlunde modstaaer; og med Vanen gaaer Vilkaarligheden naturligviis til sidst over alle rimelige Grændser. Medens Parliamentet, især Lorderne og Biskopperne, med det gamle Mundheld: Vi ville ikke have Englands Love forandrede (non volumus leges Angliæ mutari) modsatte sig Ombytningen af de gamle og urimelige Straffe med nye og rimelige, tog Juryen sig den Frihed at omgaae de forældede Bestemmelser ved de haandgribeligste Overtrædelser af sin besvorne Pligt: at sige Sandhed, til Exempel ved at vurdere et Par Vexler og aatte Banksedler, hver paa £ 10, tilsammen for 39 sh., fordi 40 sh. Værdi, stjaalen fra Vaaningshuus, medførte Dødsstraf; og hvor Anklagede ikke paa denne eller lignende Maade kunde reddes ind under en taalelig Straf, blev han aldeles frifunden mod de klareste Beviser. Enhver nogenledes passende Forandring i Straffen har altid medført en tilsvarende Formindskelse i Frifindelserne, der før kunde opstige til det Tidobbelte af Fældelserne, men ved en saadan Forandring komme i omvendt Forhold til disse. Under saadanne Omstændigheder var det ganske naturligt, at man betragtede Juryen som et Værn – og at Massen ved den hos Menigmand sædvanlige Forvexling af Lovene med Domstolene troede, at det var mod disse, ikke mod hine, Beskyttelsen tiltrængtes, er let at begribe, skjønt Dommerne virksomt bidrog til samme Maal ved Instructioner som de oven berørte. Saa megen Vilkaarlighed kunde man nemlig ikke have væntet – og vilde man vel neppe heller have taalt – af Dommerne som af Jurymændene; men Følgen af de forældede Straffeloves hyppigere Anvendelse vilde uden Tvivl have fremkaldt dristigere Bestræbelser for Reformer, som tidligere og fuldstændigere var indtraadte, end Tilfældet har været. Man synes imidlertid nu ogsaa i England at være kommen til almindeligere Erkjendelse af det Fordærvelige i en saadan Tingenes Tilstand og af Nødvendigheden i mere gjennemgribende Reformer, end man indtil de seneste Tider havde fundet tilraadelige.

I Amerika have Juryerne været i mindre Fristelse til at sætte sig ud over Loven paa Grund af dens alt for store Strenghed; thi den store Lethed, hvormed Lovforandringer der foregaae, har med al sin Skadelighed i andre Henseender dog havt den Fordeel, at Lovgivningen i saadanne Grene ikke kan komme i synderlig Strid med Folkets Tænkemaade. Dog finder man Afvigelser til begge Sider. I enkelte af de nordlige Stater, hvor conservative Principer have holdt sig i en vis Anseelse, eller hvor man i det Mindste synes at have næret størst Frygt for stykkevise Forandringer i den almindelige Lovgivning – gjennemgribende Omskiftninger ere ikke saa lette at udføre – ere Straffelovene i lang Tid forblevne uforandrede, og navnlig i Massachusetts, der i almindelig Folkeoplysning som i Religiøsitet dog staaer høiest blandt de forenede Stater. Imidlertid have de amerikanske Straffelovene altid i Blodighed staaet mere eller mindre tilbage for de engelske, og ere nu for det Meste betydelig mildere end disse. Blandt Andet arbeides der meget for Afskaffelse af Livsstraffen, der deels er indskrænket til færre Tilfælde, deels betingelsesviis (i Louisiana) eller ubetinget (i Michigan) ophævet. Hvor den ikke er afskaffet, er det imidlertid ofte vanskeligt at faae den gjort gjældende, selv i Mordsager, og i andre Sager næsten umuligt. Uagtet man har søgt at undgaae denne Ulempe ved at spørge Jurymændene, om de have Samvittighedsskrupler ved at finde Nogen skyldig i en Forbrydelse, som medfører Livsstraf, og i saa Fald at forskaane dem for at sidde i Juryen, har det dog ikke altid hjulpet. En Advocat i Boston sagde, at Mange syntes at have den besynderlige Samvittighedsfuldhed at lyve sig ind i Juryerne, alene for at befrie Andre for den lovbestemte men efter deres Mening uchristelige Straf, og Massachusetts Lovcommission bemærkede i 1836, med Hensyn til Livsstraffen for Indbrud, at man vel vidste, at den foranledigede Klagere, Vidner og Jurymænd stundom vel endog Dommere, til at lukke Øinene for Omstændigheder, som vilde medføre den, eller at Uviljen mod den ledede til fuldkommen Frifindelse.

Mod en fældende Jurykjendelse kan man vide sig temmelig sikker i Tilfælde af Duel og Lynchlov, naar de ere foregaaede under Iagttagelse af almindelig erkjendte Betingelser, nemlig de saakaldte Ærens Love i første, og et Slags Retsformer i sidste Tilfælde.

Lynchloven, der egentlig hører hjemme i de sydvestlige, og lidet bruges i de nordøstlige Stater, pleier at anvendes paa Forbrydelser, der enten slet ikke som saadanne anerkjendes af Lovgivningen, eller ikke ere belagte med en efter Naboskabets Mening tilstrækkelig Straf, eller for hvilke der ikke kan tilveiebringes et Beviis, hvorefter Anklagede kunne væntes kjendte skyldige af en lovlig Jury; thi der mangler sjælden en selvvalgt Jury ved Lynchlovens summariske Proces. En agtet Dommer i Wisconsin forsikrede imidlertid Forfatteren, hvad denne dog finder overdrevet, at han aldrig der havde fundet nogen Uretfærdighed udøvet ved Lynchlov. Derimod udøves Selvtægt af de saakaldte squatters, ɔ: Folk, som uden Tilladelse nedsætte sig paa Jord der siden sælges paa Unionens Landcontor til Udvandrere, og som fordre Erstatning af disse for anvendt Bekostning paa Marker, Bygninger og deslige, eller slet ikke ville vige. At flere af vore Landsmænd ere squatters, begribes let; thi vi have ogsaa squatters her i Landet. I Wisconsin finde de Understøttelse i Selskaber hvoraf de ere Medlemmer, og hvis Statuter vel alene angive lovlige, men hvis Praxis tilsteder voldsomme Midlers Anvendelse. Dette kan ogsaa kaldes Lynchlov i videre Forstand. I Slavestaterne anvendes den gjerne paa Abolitionister, som man først indtjærer, derpaa indfjedrer, og saa lader løbe sin Vei. Ved Mississippi findes saakaldte Regulatorer, ɔ: selvindsatte Øvrigheder, der forestaae Lynchlov-Retspleien, hvorved i Almindelighed Drabsmænd pleie at hænges i nærmeste Træ, men Tyve og andet Pak jages bort under Trusel med Strikken, hvis de vende tilbage.

Det er allerede ovenfor bemærket, at Dommeren har at afgjøre, hvad der bør tilstedes beviist som Noget, der i Sagen kan ansees at være af Indflydelse (relevancy). Denne Dommerens Bestemmelse af Beviisførelsens Grændser, eller af Beviislighedernes relevancy afhænger deels af Statuter, deels og fornemmelig af common law og hans eget Skjøn. Ved Statutet af 7de August 1851 har han, som Følge af de rummeligere Bestemmelser om indictments, faaet friere Hænder i dette som i flere Henseender. At Spørgsmaalets Afgjørelse væsentlig beroer paa almindelige Regler for Beviisbyrden, paa særegne Lovformodninger, afbeviislige og uafbeviislige, og paa mange andre Retshensyn, følger af sig selv, og vi behøve derfor ikke her at gaae ind i den Casuistik af mere eller mindre eiendommelig Beskaffenhed, hvorpaa Forfatteren har meddeelt en heel Deel Exempler i dette (22de) Capitel. I næste (23de) Capitel handles om Beviisligheder, der udelukkes af Mangel paa Tillid eller af Hensyn til det Offentliges Interesse, og det sees af de der anførte Exempler, at den engelske Ret griber temmelig dybt ind med Regler om denne Gjenstand, deels af eiendommelig, deels af tvivlsom Beskaffenhed. Det følgende (24de) Capitel handler om Vidnedygtighed (competency) og om Vidneforhør. Common law opstiller ikke, som vor Lov, nogen bestemt Alder som Betingelse for Vidnedygtighed, og dette maa ansees som et Fortrin ved common law. Heller ikke gaaer den saa vidt i sin Udelukkelse af „udædiske“ Mennesker, som vor Lov (1–13–20), og i England er 1843 ved en Parliamentsact, som efter Ophavsmanden kaldes Lord Denmans Act (udvidet til Skotland ved Statut af 17de Juni 1852), i New York 1848 ved den nye Civilproceslov, Grændsen falden, saa at nu alle fældte Forbrydere kunne føres som Vidner, hvorefter deres Troværdighed bliver at bedømme, som Omstændighederne i ethvert forekommende Tilfælde medføre. I Amerika omgaaer man for det Meste Indskrænkningen, hvor den endnu gjælder, ved at udvirke en Benaadning for Vidnet, som det ellers ikke vilde faae; men den newyorkske Regel vil uden Tvivl blive optagen i de øvrige Stater, saa at denne mislige Omvei kan bortfalde. Hvad egen Interesse i Sagen angaaer, da er den gamle Regel, at de, der have umiddelbar Pengeinteresse i Tvisten, udelukkes fra Vidnesbyrd, hvorimod der ikke spørges, om Vidnet har anden Art Interesse i Sagen, hvor stor den end monne være. I criminelle Sager havde man dog allerede for en stor Deel ogsaa sat sig ud over Pengeinteressen, hvilket i mange Tilfælde blev hjemlet ved senere Lovbud, og endelig er ved det oven nævnte Statut af 7de August 1851 tilladt at fore middelbar eller umiddelbar Interesserede i civile Sager som Vidner, medens det fremdeles er forbudt at føre Nogen som Vidne mod sig selv i Sager, som ere Gjenstand for indictment (indictable offences). Disse almindelige Regler ere for Resten i flere Tilfælde underkastede visse Lempninger og Undtagelser, til Ex. i Forholdet mellem Egtefæller, mellem Sagfører og Part, o. s. v., hvormed vi her ikke skulle opholde os. Grundtrækket er imidlertid, at man, saa vidt behøves, søger Oplysninger, hvor de findes, og bedømmer deres Vegt efter Omstændighederne. Man fører derfor ogsaa Medanklagede som Vidner, naar de ikke ere overbeviste, eller Forfølgningen for deres Vedkommende frafaldes, eller der loves dem Benaadning. For saa vidt de ældre Indskrænkninger i Vidneførselen, deels med Hensyn til personlige Forhold, deels med Hensyn til Gjenstanden, endnu ere gjældende, har Dommeren, som allerede ovenfor bemærket, at afgjøre Spørgsmaalet derom, og det er ikke sjælden forbundet med Tvivl og Vanskeligheder. Ligeledes er det i det Væsentlige overladt til hans Skjøn at bestemme, hvorledes Vidneforhøret, der foretages af Parterne eller deres Sagførere, bør foregaae, skjønt der gives enkelte Regler, ved hvis Overtrædelse Behandlingen kan blive Gjenstand for Omstødelse i høiere Ret. For Øvrigt ere de Regler, der følges under Vidneforhøret, i det Væsentlige stemmende med, hvad der gjælder hos os og i andre Lande.

Efter common law maatte Vidnerne saavel i civile som i criminelle Sager almindeligviis føres for Juryen. At denne Regel medførte store og ikke sjælden uovervindelige Vanskeligheder, følger af sig selv. I civile Sager tvang man imidlertid Modparten til Samtykke i Vidnernes Afhørelse paa Hjemstedet, ved at bevilge Udsættelse indtil Vidnet kom tilstede, eller man henvendte sig til chancery, der ansaae sig berettiget til at bevilge Vidneforhør hvor som helst. Men Westminsterdommerne havde Betænkeligheder ved denne Fremgangsmaade. Under Georg den tredie blev den imidlertid hjemlet ved Statut for Ostindiens Vedkommende, og under Wilhelm den fjerde blev bestemt, at Vidnet kan bevilges afhørt hvor det opholder sig, og Thingsvidnet indsendes til Forelæsning for Juryen, samt at Westminsterdommerne kunne bemyndige sine Skrivere eller Andre til at forhøre Vidner, som hindres fra personligt Møde for Juryen. At de samme Indsigelser mod saadanne som mod personlig modende Vidner (om relevancy, competency o. s. v.) staae aabne, falder af sig selv, og Thingsvidnet maa ikke benyttes, saafremt Vidnet kan skaffes tilstede. For Resten betragtes saadanne Thingsvidner med Ugunst, især naar der ikke har været Adgang til Krydsforhør. Det er heller ikke Pligt for Retten at bevilge Thingsvidner udenfor sin Jurisdiction, naar undtages Ostindien og Colonierne. Om den gamle og nye Regel for Vidneførselen i Chancerysager er allerede oven S. 149 og 151 handlet.

Til at fremtvinge Vidners Møde i civile Sager har man efter common law forskjellige Midler, saa som det for omhandlede attachment, der strax anvendes mod Personen; Bøder indtil £ 100; Straf for comtempt of court, og Erstatning ved action on the case. Efter et Statut under Elisabeth kan man hos Vidnet søge en Bod af £ 10, og Erstatning ved action of debt. Men attachment (Tvang paa Personen) er det sædvanligste Middel, som dog ikke anvendes, med mindre Dommeren finder, at Vidnet er nødvendigt og ikke har været i Forfaldstilfælde. Til at fremtvinge Vidners Svar bruges Fængsel, og man har Exempel paa, at et haardnakket Vidne er holdt i Fangenskab flere Aar. At vor Faldsmaalsstraf er utilstrækkelig i vigtige Sager, hvor det kan svare Regning for Modparten at betale den, saa ofte det skal være, er klart nok. Ogsaa i criminelle Sager bruges attachment mod Vidner, foruden den Caution, som i det Foregaaende er omtalt, naar de skulle føres imod Anklagede, hvorimod de ingen Borgen stille, for saa vidt de have at forklare sig for ham, og i tidligere Tider kunde han aldeles ikke tvinge sine Vidner til at møde, ligesom de, naar de mødte, kun fik aflægge Forklaring uden Ed. Under Maria blev det tilladt dem at aflægge Ed, og under Wilhelm den tredie og Anna blev ogsaa Forsvarsvidner undergivne attachment. Hvis Vidnet er i Fængsel i anden Anledning, eller i Krigstjeneste bruges writ of habeas corpus efter foregaaende affidavit om Vidnets Nødvendighed og Forfald.

I England og Amerika have Vidner Ret til Godtgjørelse i civile Sager, og naar de føres for det Offentlige i criminelle Sager, med den Forskjel, at der i hine kun tilstaaes Erstatning for rimelige Udgifter ved Mødet, hvilken betales dem forud, medens de i disse ogsaa faae Godtgjørelse for Uleilighed og Tidstab, men ikke nyde Forskud, med mindre de kaldes fra en til en anden af Kongerigets tre Hoveddele. For Bestemmelsen af denne Godtgjørelse har der uddannet sig faste Regler, lempede efter Stand og Stilling. Endelig maa bemærkes, at da man i England ikke kjender til lovbestemte Varselsfrister, saa maa Dommeren i forekommende Tilfælde afgjøre ved Skjøn, om Vidnet har faaet tilstrækkeligt Varsel. I criminelle Sager, hvor Vidnerne have at møde baade for Grandjuryen og for Pettyjuryen, kunne de, naar Sagernes Antal er stort, som det gjerne er, komme til at vænte i flere Dage paa den endelige Behandling, skjønt de nu, naar deres Ophold vil blive for langvarigt, kunne sendes hjem og hentes tilbage paa Jærnbanerne. I Amerika gjælder væsentlig de samme Regler, dog nærmere bestemte ved Statutlovgivningen, og i visse Dele forskjellige, saa som: at Godtgjørelsen er lige for Alle; at Grændsen for Vidnets Forpligtelse til at møde for Juryen i civile Sager falder sammen med Rettens Jurisdictionsgrændser, eller er bestemt til 100 engelske Mile, hvis Jurisdictionen gaaer videre. I criminelle Sager maae Vidnerne møde fra hele Unionen for Unionsretterne, og for Statsretterne almindeligviis fra hele Staten, da den Anklagede paa Stedet har Ret „til at møde Vidnerne Ansigt til Ansigt.“– Denne Ret kommer naturligviis Anklagede selv ofte dyrt til at staae ved saa meget længere Heftelse m. M., paa samme Tid som den paalægger Vidnerne utaalelige Byrder og det Offentlige uforholdsmæssige Omkostninger. Thingsvidner kunne følgelig i Regelen blot i civile Sager optages paa andre Steder efter givet Varsel – hvilket i Staten New York dog ogsaa gjælder i criminelle Sager, hvorhos der i Staden New York kan optages Gjæsterets-Thingsvidner over Fornærmede, som høre hjemme udenfor Byen og Countyet, førend de forlade Stedet. Endelig kan man saavel i England som i Amerika optage Thingsvidner, før Sag er reist, i Tilfælde, hvor Beviset ellers maa befrygtes at ville gaae tabt; men til saadanne Thingsvidner in perpetuam rei memoriam maa erhverves Tilladelse af Chanceryretten, og i Amerika kan den tildeels ogsaa meddeles af andre Domstole.

At Bedømmelsen af Beviset ikke mindre end Bedømmelsen af selve Sagsgjenstanden er afhængig af juridiske Regler, fremgaaer af de mange Exempler, som Forfatteren i 22de, 23de og 24de Capitel har anført, og som paa det Tilstrækkeligste vise, at Loven i England og Amerika, som i andre Lande, griber dybt ind i Beviismaterien med Normer, der for Lægmand ikke vilde være lette at anvende, om han end kunde forudsættes at kjende dem. Der kan saaledes i det Væsentlige ingen Forskjel gjøres mellem Beviset og Beviisgjenstanden i saa Henseende. Instructionen strækker sig derfor almindeligviis til begge Dele, og Grændsen er ikke lettere at finde mellem Dommerens og Juryens Kald i det Ene end i det Andet. Den eneste væsentlige Forskjel er den, at Juryen ved special verdict for det Meste kan unddrage sig fra Bedømmelsen af den juridiske Side af Beviisgjenstanden, hvilket derimod ikke lader sig gjøre, hvad selve Beviset angaaer.

Almindeligviis gaaer Juryens Kjendelse i civile Sager ud paa at erklære den Anklagede „skyldig“ eller „ikke skyldig.“ Hvis han frifindes formedelst Afsindighed, holdes han i Fængsel, indtil Øvrigheden har bestemt, hvorledes videre skal forholdes med ham. Frifindelse er nu, som ovenfor S. 188 viist, ikke længere nogen nødvendig Følge af, at han ikke findes skyldig netop som i Sagens indictment forudsat. For Øvrigt har Juryen almindeligviis kun at afgjøre hans Skyld, ikke hans Straf; men i de sydlige og vestlige Fristater, saa som i Virginia, Missouri, Tennessee og Arkansas, bestemmer Juryen ogsaa Straffen, for saa vidt den ikke er aldeles lovbestemt, og det Samme gjælder overalt i de saakaldte actiones populares, hvor Private optræde med Paatale af Forseelser, og paastaae sig tilkjendte Mulkter som Loven hjemler uden at have bestemt deres Beløb. Dette er i det Mindste conseqvent, og har desuden Mere for sig, end Juryens Afgjørelse af juridiske Spørgsmaal; thi her har man dog en mindre blandet Skjønsgjenstand end i de fleste Ting, Juryen ellers har at afgjøre, naar man vil eftergive den Eenhed eller Holdning i Strafudmaalingen, som kan væntes af Dommeren. I Louisiana kan Juryen forbyde Dommeren at anvende Livsstraf hvor Loven ellers vilde medføre den. For Øvrigt kan Juryen i Almindelighed tilføie Anbefaling til Mildhed (recommendation to mercy), men ikke med samme Virkning, som naar de franske Juryer tilfoie, at der gives formildende Omstændigheder (circonstances atténuantes), da Dommeren ikke derfor er nødt til at gaae ned til en mildere Straf, som i Frankrig, hvor dette Tillæg meget hyppig uden mindste lovlig Grund bruges; men den engelske eller amerikanske Dommer tager dog i Regelen særdeles meget Hensyn til Juryens Anbefaling, hvor det staaer i hans Magt. Paa denne Maade faaer altsaa Juryen en stor, ja maaskee en meget større Indflydelse paa Dommerens, end denne paa Juryens Kjendelse, og i Virkeligheden kan man vel derfor sige, at Dommeren i det Hele indtager omtrent samme Stilling i England og Amerika, som Auditøren ved vore Krigsretter.

Derimod lyder Juryens Kjendelse i civile Sager ordentligviis: „for Sagsøgeren“ eller „for den Sagsøgte;“ men, hvor der handles om Fornærmelser, ofte „skyldig“ eller „ikke skyldig;“ og gjælder det, som oftest er Tilfældet, Erstatning, bliver denne bestemt. Her møder igjen, bemærker Forfatteren, den samme Vanskelighed, som ved Hovedspørgsmaalet, nemlig Umuligheden af at opstille nogen skarp Grændse mellem juridiske og factiske Sider. I de egentlige reelle Actioner kan man ikke kræve Erstatning. I de blandede, og navnlig ejectment (som ved Statutet af 30te Juni 1852 for saa vidt er blevet uforandret), er i Grunden det Samme Tilfældet; thi den Erstatning, som her begjæres for Udkastelsen, der nemlig kun er fingeret, kan alene ansættes til et ganske ringe eller nominelt Beløb, da Erstatning for Afsavn ved Andenmands ulovlige Besiddelse maa indtales under et andet Søgsmaal (trespass). Det er saaledes egentlig kun under de personelle Actioner, at der kan søges Erstatning – og, som ovenfor viist, ere vel de trange Formler for de forskjellige Actioner afskaffede, men ikke Nødvendigheden af, i causa connexa at anlægge flere eller gjentagne Søgsmaal, med mindre man gaaer til Chanceryretten. Dog har nys nævnte Statut indført en væsentlig Forbedring ved at ophæve Nødvendigheden af gjentaget Sagsanlæg i Tilfælde af Forandring i Parternes Personer eller Stillinger. Om en Part eller Modpart døer, kan Sagen fortsættes af hans Arving eller den gjenlevende Medpart for dennes Vedkommende, ligesom Manden i Tilfælde af mellemkommet Egteskab indtræder i Konens Sted, og Skifteforvaltningen efter mellemkommen Fallit eller Opbud i Fallentens eller Opbudsmandens Sted, lige meget, om det er Sagsøgerens eller Sagsøgtes. (Hos os staaer endnu L. 1–22–40 ved Magt, skjønt i Anomali med den foregaaende Artikel). Da det under den engelske Retspleies Sneglegang ofte hænder, at Sager henstaae mange Aar, stundom i Menneskealdre, og der paa enhver Substitution kunde følge Uefterrettelighed af den hele foregaaende Behandling (abatement), var denne Forandring en høist paatrængende Fornødenhed, men sattes dog først igjennem i afvigte Aar. Trods Sammensmeltningen af equity og common law Processen i New York, gaae dog Jurykjendelserne fremdeles og i Regelen kun ud paa Afgjørelse af Adgangen til at erholde en bestemt Gjenstand eller Penge; thi kun hvor Spørgsmaalet er herom, kommer Sagen for Jury (hvis man ikke afstaaer fra Jurybehandling, hvilket dog ved den nye Lov af 1848 paaregnedes at ville hyppig blive Tilfældet), med mindre Dommeren selv henviser den hele issue eller en enkelt Gjenstand til Juryen. I Georgia, hvor begge Procesarter forlængst ligeledes paa en Maade ere sammensmeltede, kan Juryen ogsaa paalægge vedkommende Part Udførelsen af andre Pligter end Udleverelsen af Ting eller Udbetaling af Penge – og opfyldes ikke Paalægget, tvinger Retten den Paagjældende ved attachment for contempt. En af de vigtigste, men efter Beskaffenheden af common law just paa Grændsen mellem det juridiske og det factiske Gebeet svævende, Regler for Bestemmelsen af Erstatning er den, at den lidte Skade maa være den naturlige og nærliggende Følge af den Handling, hvorover der klages. En anden Regel er, at den Forurettede ikke kan kræve Erstatning, for saa vidt han med rimelig Møie og ringe Bekostning kunde have forebygget den Skade, der er opstaaet af Handlingen. Foruden disse og flere almindelige, halv juridiske halv factiske Regler, gives der en heel Deel særegne Regler for særskilte Arter af Tilfælde, i hvilke det juridiske Element naturligviis, som Følge af deres Specialitet er overveiende om ikke altid udelukkende. Derhos maa bemærkes, at der i samme Sag kan komme forskjellige Regler til Anvendelse, efter som man vælger den ene eller den anden af de flere anvendelige Actionsformler, hvilke endnu for Størstedelen gjælde i Amerika.

Man vil af alt det Foregaaende have seet, at common law, som Følge af Maaden hvorpaa den har udviklet sig, med de fineste Forgreninger har flettet sig ind i Alt, hvad Juryen har at bedømme, og at denne, for saa vidt den vil lyde Loven, tiltrænger Dommerens Veiledning ved hvert Skridt, den har at gjøre, for ikke at søndertræde den juridiske Væv, der omslutter og gjennemtrænger Skjønsgjenstanden. Imidlertid gives der i mange Tilfælde et stort Raaderum for Juryen, hvor Loven ikke binder den saaledes, at den jo uden at synde ligefrem imod Bogstaven kan handle efter Tykke. Dette viser sig til Ex. i høi Grad i Sager om Overfald, om Brud af Egteskabsløfte, og især om Fornærmelser i Ord, talte eller skrevne, hvor Erstatningen snart sættes til £ 100,000, snart til 1 penny eller 1 farthing (¹⁄4 penny). Forfatteren anfører i denne Forbindelse flere mærkelige Exempler fra den nyeste Tid, som vise, hvor meget det i saadanne Tilfælde beroer paa Juryens Godtykke, Velvilje eller Uvilje, hvad der skal blive Udfaldet, og Vilkaarligheden viser sig altsaa ikke mindre i civile Sager end i criminelle.

Naar Sagen bestaaer af flere særskilte Dele, eller angaaer flere Personer paa een og samme Side, kan Jurykjendelsen naturligviis falde forskjellig ud i de forskjellige Dele, eller for de forskjellige Personer, kun ikke saaledes at den kommer i Strid med sig selv. I ethvert Tilfælde maa den være saa bestemt, at den giver et efterretteligt Udslag; men dette har ikke altid været Tilfældet, hvorpaa Forfatteren anfører flere Exempler.

Det er imidlertid, som tidligere viist, tilladt Juryen, i Stedet for almindelig Kjendelse (general verdict) om den hele issue at afgive deelviis Kjendelse (special verdict). Denne overlader Retsspørgsmaalene til Dommeren, og det gjerne i den Grad, at den indskrænker sig til de ydre Kjendsgjerninger, uden en Gang at afgjøre Spørgsmaalet om Hensigt, ond Vilje og deslige (malice), hvilket, som allerede oven bemærket, efter den ældre Retsbrug ogsaa betragtedes som Retsspørgsmaal. Videre tør Juryen ikke gaae i sin Indskrænkning, og Bevisets Bedømmelse tilsteder ingen saadan Deling. I Libelsager ansees Juryen dog nu ikke berettiget til at indskrænke sig til special verdict. For Øvrigt følger den almindeligviis Dommerens Anviisning heri, i det Mindste i civile Sager. I Amerika haves tildeels særegne Bestemmelser om denne Gjenstand. I civile Sager gjælder det for Resten at holde Adgangen aaben til at faae tvivlsomme Retsspørgsmaal indbragte for vedkommende samlede Ret ved writ of certiorari, hvilket ikke vilde kunne skee, om Juryen ved general verdict implicite afgjorde dem.

Til at opfylde de i det Foregaaende beskrevne vigtige og vanskelige Pligter udfordres i England ingen andre Egenskaber hos Medlemmerne af Pettyjuryen, end at være britisk Undersaat, boe i Landet, være mellem 21 og 60 Aar, og enten 1) besidde med fuld Eiendomsret eller in trust (et eget Slags formelt ufuldkommen Eiendomsret) en aarlig reen Indtægt af £ 10 (45 Spd.) af Jordegods; eller 2) have 20 reen Indtægt af Jord, forpagtet for 21 Aar eller længere Tid, eller for egen eller en Andens Livstid; eller 3) være Huusbesidder og ansat til Fattigskat efter en aarlig Indtægt, i Middlesex af mindst £ 30, i andre Countyer af mindst £ 20 af Eiendomsgjenstande; eller 4) have en Bolig med 15 eller flere Vinduer. I Wales udfordres kun tre Femtedele af det her Anførte. For Byer, der have Privilegier (charters), gjælde særegne Betingelser. Er den Anklagede en Fremmed (Udlænding), kan han fordre at Halvdelen af Juryen skal bestaae af Fremmede, hos hvem ingen Formuenhed forlanges. Uværdig til at tjene som Jurymand er kun den, som har været kjendt skyldig i en vanærende Forbrydelse, uden at have erholdt fuld Benaadning. At de, der lide under Afsindighed eller andre saadanne Mangler, ere udelukkede, falder af sig selv. Efter en saadan Maalestok maatte i det Mindste enhver stemmeberettiget Borger hos os ansees egnet til at være Jurymand. Før gjordes strengere Fordringer til Jurymænds Egenskaber men Byrden blev saa utaalelig for dem, den tilfaldt – især da en Mængde Mennesker paa Grund af sin Stilling og Næringsvei (omtrent efter samme Hensyn, som ved Ombudspaalæg i andre Lande) var fritagne – at man lidt efter lidt maatte nedstemme sine Fordringer, og endelig ved et Statut under Georg den fjerde (1825), hvorved Jurylovgivningen blev samlet og ordnet, udvidede Antallet af de Ombudspligtige ved de oven anførte Bestemmelser, hvortil den Gang var lagt et femte Alternativ, som er bortfaldt. Hvorledes Mandtallet over de Jurypligtige, „Jurymandsbogen,“ bringes i Stand, kan her forbigaaes. Denne Bog beroer hos Sheriffen, som efter indløben Ordre fra Retten om at tilveiebringe det fornødne Antal Jurymænd uddrager af Bogen og opnævner mindst 48 og høist 72 Mænd som enkelt Sæt – men Retten kan forlange dobbelt Sæt – til den almindelige Jury. Skjønt han ikke i Formen er forpligtet til at følge den Orden, hvori de ere anførte i Bogen, skeer det dog i Regelen, da det Modsatte vilde synes mistænkeligt og kunde bevirke Juryens Forkastelse, med mindre gyldige Grunde kunde anføres for Afvigelsen. Listen over de opnævnte Jurymænd (the panel) indsendes til Retten, hvor derefter Navnene opskrives paa Sedler til Lodtrækningen, som i alle Sager ved samme Retsmøde skeer af det eller de samme Sæt Jurymænd. Imidlertid maae Jurymændene, med flere eller færre Dages Varsel efter Omstændighederne, være indkaldte. Efter som Sagerne paaraabes til Jurybehandling, bliver for hver Sag af Urnen uddraget tolv Sedler, forskjellige for hver følgende Sag, hvis man ikke enes om at lade Juryen i den foregaaende vedblive i den følgende, og saa fremdeles. Behøves Aastedsbefaring, giver Dommeren paa Forlangende, og efter Indlevering af det til Udgifterne fornødne Beløb, Sheriffen Ordre til Udnævnelse af de dertil fornødne (6 eller flere) Mænd, som nævnes i Orden, hvis Parterne ere enige om Valget, der ellers tilfalder Sheriffen. Disse tjene da ved den endelige Behandling i Forening med det øvrige af Urnen lodtrukne Antal, som behøves til fuld Jury (12). Var Sagen for vanskelig til at kunne forstaaes af de temmelig simple Folk, som for det Meste dannede den almindelige Jurystok, kunde man ogsaa før faae en særegen Jury udnævnt. Dette er fremdeles Tilfældet, hvorhos man i andre Sager – naar de kun ikke angaae treason eller felony – kan faae særegen Jury, i alle Fald naar man vil betale de forøgede Udgifter. Kun anseelige Mænd kunne opnævnes til særegen Jury, og disse blive af Sheriffen uddragne af Jurybogen efter sin Orden, samt opførte paa en særskilt Liste, som tilligemed Jurybogen og Navnesedler efter Listen bringes den Retsbetjent, der har berammet og forestaaer Opnævnelsen, hvorefter han udtrækker 48 af Sedlerne lagte i Urnen, oplæser Navnene, modtager Parternes Indsigelser mod de Lodtrukne, og uddrager da flere Navne, som i fornødent Fald maae erstatte Afgangen i 48 Tallet. Kan dette efter Afgang ikke erholdes af Sheriffens Liste, tages de manglende Navne af Jurybogen. Enhver af Parterne faaer derpaa en panel med de saaledes udbragte 48 Navne, og udstryger 12, hvorefter en panel med de tilbageblevne 24 indsendes til Retten. Denne Maade, der indførtes i 1825, gjælder London og Landdistricterne, ikke de øvrige Byer, hvor tildeels andre Maader bruges. Den gamle Maade, som endnu bruges, naar Parterne derom ere enige, bestaaer i, at vedkommende Retsbetjent umiddelbar tager de 48 ud af Jurybogen, lader enhver af Parterne stryge 12, og indsender Resten paa en panel til Retten. Det er hyppig Tilfældet, at en saadan Specialjury bruges i flere følgende Sager ved samme Møde, efter vedkommende Parters Overeenskomst.

Naar Juryen ved Sagens Paaraab skal constitueres, have Parterne, baade naar den er speciel og naar den er generel, Adgang til Indsigelse saavel mod den hele Liste (challenge to the array eller the panel) som mod de enkelte Jurymænd (challenge to the poll). Gjælder Indsigelsen hele Listen, afgjøres den af Dommeren, enten Spørgsmaalet er af juridisk eller factisk Beskaffenhed, naar den hører blandt de saakaldte principale, ɔ: lovhjemlede, saafremt det Factiske ansees beviist, hvorimod den, naar der alene handles om saadanne Omstændigheder, som ere nær beslægtede med de lovhjemlede Indsigelsesgrunde, men dog ikke høre deriblandt, saa som Venskab eller deslige (favor), afgjøres af to triors, som Dommeren kan opnævne blandt tilstedeværende coroners eller Jurymænd, ligesom og Indsigelse mod enkelt Jurymand afgjøres af triors, som Dommeren vælger blandt de øvrige. I Sager angaaende treason og felony har Anklagede tillige Forskydelsesret eller som det heder, peremtorisk Indsigelse mod et vist Antal, efter common law 35, efter Statutet af 1825 kun 20, naar det gjælder felony. Forskydelsen, hvorfor ingen Grund behøver at angives, foregaaer gjerne først, hvorved den større Vidtløftighed ved de øvrige Indsigelser mod samme Jurymænd spares; og da den kan omfatte saa Mange, undgaaes derved for det Meste al videre Indsigelse, eller i alle Fald derved, at nye Sedler uddrages af Urnen. Da Juryen i de fleste Tilfælde er fremmed for begge Parter, møder sjælden nogen Indsigelse mod den. Fra bekjendte og nærboende Vidner om det Factiske ere Jurymændene altsaa blevne til ubekjendte og tilfældige Dommere, ei alene om det Factiske, men tillige om det Juridiske, som de saare sjælden forstaae. Medens Grandjuryen, af de ovenfor paa sit Sted berørte Aarsager, i gamle Dage udsøgtes blandt gentlemen of the best figure, og dette siden er vedblevet, maa man i den almindelige Pettyjury, hvis Kald er meget vigtigere og vanskeligere lade sig nøie med langt ringere Egenskaber, naar man ikke kan bekoste en Specialjury, som man desuden ikke paa noget Vilkaar kan erholde i de vigtigere Strafsager (treason og felony). Da Sheriffen ikke er bunden til Mandtalsordenen, kan han naturligviis udøve stor Indflydelse paa Retspleien ved sin panel; og skjønt han almindeligviis er en Mand, der maa ansees hævet over alle lavere Hensyn ved sine personlige Egenskaber, sin Stilling, Maaden hvorpaa han vælges, o. s. v., begribes dog let, at der gives Tilfælde, hvor han kan være fristet til at indrette sit Valg af visse Dommere til visse Sager paa en Maade, der i Almindelighed betragtet maa ansees farlig for Retssikkerheden. Der mangler heller ikke Exempler paa Tilfælde, hvor man ikke uden Grund har troet at finde hans panel indrettet efter Beregning paa et vist Udfald af Sagen. I den ovenfor berørte Sag mod Mitchell 1848 oplystes, at Jurybogen indeholdt 4661 Navne, hvoraf 3426 tilhørte Katholiker og 1235 Protestanter, altsaa omtrent 3 Katholiker mod 1 Protestant. Blandt de paa Sheriffens Liste opførte 150 Jurymænd fandtes derimod kun 28 Katholiker, altsaa knapt 1 mod 5 Protestanter. Undersheriffen, som havde forfattet Listen i Forening med Sheriffen, paastod at have udsøgt Mændene alene med Hensyn til deres bekjendte Respectabilitet, ikke til deres politiske eller religiøse Anskuelser, som han ikke vilde have kjendt. Omtrent samme Forklaring gav Sheriffen, der forsikrede at være upaavirket af Regjeringen. Men man seer dog heraf, at Jurymandtallet ikke var fulgt, og at et egentligt Udvalg havde fundet Sted, og det er let at begribe, hvilket Hensyn har været det afgjørende ved dette Valg. Ved Lodtrækningen blev de 28 Katholiker paa den offentlige Sagførers Begjæring, efter Haanden som de opraabtes, satte til Side. Da Regjeringens Medlemmer – der tidligere havde anket over lignende Misligheder under den foregaaende Regjering i Daniel O’Connells Sag – i Parliamentet blev angrebne for denne Fremgangsmaade i Mitchells Sag, henholdt de sig til Sheriffernes Forsvar, der er det sædvanlige i saadanne Tilfælde og gjerne finder Medhold hos triors. I D. O’Connells Sag fandtes 60 Navne udslettede i Jurybogen, uvist af hvem, hvorfor Jurylisten af Overhuset blev kjendt uefterrettelig. I Meaghers Sag var vel samme Fremgangsmaade brugt, som i Mitchells; men man havde ved Feiltagelse ladet komme ind i Juryen en Katholik, der endog havde præsideret i en Repealmeeting, og ved denne ene Mands Haardnakkethed blev Meagher frelst.

I Amerika ere Fordringerne til Pettyjurymændenes Qvalificationer forskjellige, men naturligviis ikke høiere stemte end i England. I nogle Stater fordres Besiddelse af fast Eiendom, eller Skattepligtighed, eller at man ikke er Tjener eller Læredreng, o. s. v., medens i andre enhver fri Hvid kan være Jurymand – og ved Unionsretterne fordres ingen andre Egenskaber hos Juryen end ved Statsretterne paa Stedet. Almindeligviis føres ingen særskilt Jurybog, hvorimod Vedkommende (locale Dommere eller andre Embedsmænd, eller Comunebestyrelser) af Mandtallene over Skattepligtige eller Stemmeberettigede udsøge dem, de finde meest skikkede til Ombudet, efter forskjellige Antydninger i de forskjellige derom givne Statuter, og i nogle Stater gjælde Jurylisterne for eet, i andre for flere Aar. Af den almindelige Juryliste bliver af vedkommende Embedsmand, efter foregaaende Bekjendtgjørelse, i aabent Møde, ved Hjælp af tilsvarende Navnesedler i en Urne, lodtrukket det til den forestaaende Assise fornødne Antal, med Forkastelse af de Sedler, som lyde paa Personer, der imidlertid ere døde, udflyttede, eller blevne afsindige, o. s. v., og saaledes dannes den endelige panel. Herved udelukkes den Vilkaarlighed, som i England kan udøves ved Valg af Jury, om ikke altid til enkelt Sag (Specialjury, hvortil Adgangen paa forskjellig Maade i Amerika er mere indskrænket), saa dog til et bestemt Retsmøde, hvorved Hensyn kan tages til visse bestemte Sager; her derimod sørges der paa et saa fjernt Stade for den fornødne Brugbarhed – hvorpaa Jurybogen ikke ligefrem kan være bygget – at ingen Vilkaarlighed derved saa let kan indsnige sig. Det amerikanske System har altsaa for saa vidt et afgjort Fortrin for det engelske, og da den almindelige Oplysning for det Meste er langt større i Amerikas nordlige Stater, end i England, fornemmelig i Massachusetts, hvor Strengheden i Udvalget til den almindelige Juryliste ogsaa er størst, maa den amerikanske Pettyjury ogsaa i Regelen, fornemmelig i Massachusetts, ansees paalideligere. I begge Lande bestaaer Pettyjuryen for en meget væsentlig Deel af smaa Handlende og Haandverkere, skjønt paa Landet naturligviis for en stor Deel af Landmænd, især hvor Byerne ere saa store, at de udgjøre selvstændige Countyer. I Amerika som i England har man ei alene Indsigelser, blandt Andet for favor, men ogsaa Forskydelsesret, forskjellig bestemt i de forskjellige Stater – som jevnlig anvendes endog i Materier af den meest almindelige Natur.

Naar en Jury er organiseret, holdes dens Medlemmer afsondrede fra alle Andre, saa at Ingen maa nærme sig den i Retssalen, og ingen Jurymand maa gaae bort under nogen Omstændighed uden Rettens Tilladelse. Faaer en Jurymand Lov til at gaae bort, sendes en Retsbetjent med, efter at være tagen i Ed paa at ville passe paa, at han ikke kommer i Berørelse med Andre. Afbrydes og udsættes Mødet i en Sag, maa Juryen ligeledes afsondres, med mindre Parterne samtykke i Eftergivelsen af denne Forholdsregel, i hvilket Tilfælde Dommeren dog formaner Jurymændene til hverken at tale med hverandre eller med nogen Anden om Sagen, ja ei en Gang at danne sig nogen Mening om den, forinden den med hans Instruction indlades til Paakjendelse. Naar dette Sidste er skeet, og Juryen ikke paa Stedet (i sin box) enes, trækker den sig tilbage i et andet Værelse, hvor den under samme Spærre som før maa søge at komme til Enighed om et verdict. Efter common law skal den forblive uden Mad, Drikke, Lys og Varme, indtil Enighed mellem alle dens Medlemmer er tilveiebragt. Det hjælper altsaa ikke den Svagere, at han opgiver sin Overbeviisning for den Stærkeres Vilje – han maa udholde sine Piinsler, indtil de Stærkere ligeledes have givet efter for den Stærkeste, med mindre han bliver aldeles syg, eller der kommer Ild i Huset. Ere flere Medlemmer af en saaledes – ei en Gang paa Vand og Brød, men paa Sult og Tørst, Frost og Mørke – indespærret Jury saa udholdende, at der ikke kan tilveiebringes Enighed, førend Retten maa begive sig til et andet Countys Assiser, kan den slæbe Juryen med, under samme Spærre og Behandling for Øvrigt. Saa barbarisk gaaer det imidlertid nu i Regelen ikke til, da Retten kan opløse Juryen i et saadant Tilfælde, og almindeligviis opløser den, naar den næste Morgen tilspurgt, om den er bleven enig, svarer at dette ikke er eller kan haabes at blive Tilfældet, ligesom Retten og tillader passende Forpleining af Juryen i dens Aftræde paa dens egen, Countyets eller endog Parternes fælles Bekostning, naar de derom enes. At Aarsagen til de nys berørte barbariske common law Regler var Erfaringen om, at man vel kunde besnakke og selv med et godt Maaltid bestikke Juryen, men ikke Dommeren, og at Juryens verdict ikke vilde nyde stor Agtelse, naar det ikke var tilsyneladende eenstemmigt, behøver neppe at bemærkes. Aldeles ophørt er dog endnu ikke Anvendelsen af disse barbariske Regler. Det forstaaes af sig selv, at det hele besværlige Maskineri med ny Sammenslæben af Vidnerne fra alle Kanter og ny Behandling for ny Jury maa sættes i Bevægelse, naar Juryen formedelst Uenighed maa opløses, eller en Jurymand bliver syg, eller opdages at have været i Berørelse med Nogen under Karantænen, eller deslige. Hvad her er anført, gjælder i alt Væsentligt ogsaa i Amerika.

Efter at Juryen har indgivet sin Kjendelse, kan der fremsættes Indsigelse mod, at der skrides til endelig Dom af Retten, saa som naar Juryens verdict ikke svarer til Sagens issue efter de foregaaende Forhandlinger (Skriftvexler med Mere), eller nogen anden saadan Feil kan paavises ved Hjælp af Sagens Acter (on the face of the record). I saa Fald forlanges arrest of judgment, som i Amerika har en mere udstrakt Anvendelse end i England. Følgen af arrest of judgment er at den hele foregaaende Behandling bliver ubrugbar, og i criminelle Sager at Anklagede frifindes, hvilket dog ikke hindrer ny Anklage for samme Forbrydelse, da han ikke ved et ubrugbart verdict ansees at have været i nogen Fare (jeopardy). Andragendet om ny Undersøgelse ved Jury (trial) maa fremsættes samtidig og alternativ med Andragendet om arrest of judgment. Det finder Hjemmel i følgende Tilfælde: 1) Naar Dommeren, der har ledet Forhandlingerne for Juryen, har instrueret den urigtig i Retsspørgsmaalene, antaget Beviisligheder, der burde have været forkastede eller forkastet Beviisligheder, der burde have været antagne, eller urettelig negtet eller tilstedt Udskydelse af Jurymænd. 2) Naar Jurykjendelsen strider mod Dommerens Instruction i Retspunkter, eller i andre Henseender mod Loven, hvilket imidlertid, som ovenfor viist, ikke altid lader sig godtgjøre, hvor det er skeet, da det er blevet en temmelig almindelig Regel ei alene i England men ogsaa i Amerika – med Undtagelse af enkelte Stater, som Tennessee – at man ikke maa kræve Rede af en Jurymand for Grundene til hans Kjendelse. Imidlertid lader det sig dog stundom til Syne, saa som naar de Kjendsgjerninger, der have været Gjenstand for Beviisførelsen, ere utilstrækkelige in law til at begrunde den afgivne Kjendelse, eller der mangler alt Beviis for det, hvorpaa den maa være bygget. 3) Naar Kjendelsen aabenbar er imod Vegten af de fremkomne Beviisligheder, altsaa haandgribelig Vilkaarlighed eller Feiltagelse begaaet. Det begribes imidlertid let, at man ikke uden stor Varsomhed og Utilbøielighed af denne Grund omstyrter en Jurykjendelse – og at man, selv hvor Juryens Vilkaarlighed er aldeles paatagelig, ofte lader Kjendelsen staae, vise de ovenfor omtalte Værdsætninger af Pengesedler paa flere Snese £ til 39 s., for at bringe Forbrydelsen ned fra stort til smaat Tyveri, med flere af Forfatteren anførte Exempler. For Øvrigt afvises Andragendet ogsaa, naar Stridens Gjenstand er af for ringe Værd til saa megen Vidtløftighed (under £ 20 ved Assise eller under £ 5 for Sheriff). 4) Naar nogen af Parterne godtgjør at have nye Beviisligheder, som kunne faae Indflydelse paa Sagen, og hvis manglende tidligere Benyttelse ikke kan regnes ham til Forsømmelse. Er det Vidner, udfordres deres affidavit for hvad de tænke at bevise, og Modparten kan da ved affidavit søge at godtgjøre deres Upaalidelighed, hvorefter Dommeren afgjør Spørgsmaalet, om de bør stedes til trial. 5) Naar der har været Uregelmæssighed i Jurymændenes Opførsel, og Feilen er af saadan Natur, at de kunne ansees at have været uskikkede til at opfylde sine Pligter. Herved maa blandt Andet erindres, hvad ovenfor er anført om Juryens Afsondring, med Mere. Vel har man ikke villet omstøde en Jurykjendelse, fordi en Jurymand paa Veien til Aftrædet bad en Tjener sørge for hans Hest, men man har omstyrtet en saadan Kjendelse i Massachusetts, fordi Dommeren i en Sag, som havde varet i tre Dage, og hvori Juryen havde været ude i sex Timer uden at kunne enes, paa dens skriftlige Indberetning herom i et skriftligt Svar havde tilkjendegivet sin Utilbøielighed til at opløse den, og givet den en yderligere Instruction, som han antog vilde sætte den i Stand til at udføre sine Undersøgelser paa en sikrere Maade, og som han paalagde den at indbringe i Retten for at indlemmes i Acterne – uagtet Instructionen altid er Slutningen af de offentlige Forhandlinger, hvilken Parterne ikke have Adgang til at imødegaae. Imidlertid kan Dommeren, naar Juryen forlanger yderligere Instruction, i begge Parters Overvær meddele den, og med deres Tilkaldelse gaaer det i Praxis ikke altid saa strengt til. Forlanger Juryen efter mellemkomne Overlægninger nye Beviisligheder, og navnlig ny Afhørelse af Vidnerne, opstaaer naturligviis større Vanskelighed i flere Tilfælde. 6) Naar Juryen formedelst Ildsvaade, Sygdomstilfælde, Uenighed, eller deslige ikke er kommen til enig Kjendelse, falder ny trial af sig selv; ligesom og 7) Naar den seirende Part befindes paa ulovlig Maade at have bevirket Udfaldet; eller 8) Naar nogen Ulovlighed er begaaet ved Juryens Sammensætning, eller nogen Mangel findes ved dens Egenskaber, skjønt ikke enhver ringere Feil giver Adgang til ny trial, om Indsigelsen end ikke er forspildt; og endelig 9) Naar der, efter Udeblivelse paa Grund af lovligt Forfald, findes tilstrækkelige Opreisningsgrunde, i hvis Bedømmelse man dog er temmelig streng, eller der af Modparten ikke er givet tilstrækkelig Underretning om Sagen, eller dens Stilling af utilregnelige Aarsager (Vidners Misforstaaelser eller deslige) er bleven forkvaklet, eller uforudseelig Overraskelse har fundet Sted, o. s. v. Af det Anførte, især hvad under No. 3 er bemærket, sees det at Dommerne lige saa vel have Adgang til at gaae ind paa Juryernes som disse paa hines Gebeet, skjønt Dommerne vise sig langt mindre tilbøielige til Anmasselse, end Juryerne tee sig, hvorimod de ere altfor tilbøielige til at lade det beroe ved et aabenbar urigtigt verdict. Fristelsen til at undgaae Gjentagelsen af en saa besværlig Behandling maa ogsaa være meget stor paa alle Sider. Hvor ofte ny trial kan bevilges, er ikke i Almindelighed bestemt, dog bevilges ordentligviis ikke flere end to, og i nogle amerikanske Stater er dette lovbestemt – men i Øvrigt forbyder det i Regelen sig selv formedelst de betydelige Omkostninger. Det maa nemlig erindres, at Sagen i sin Heelhed paa Nyt maa behandles ved ethvert følgende trial, da Feilen ikke, som hos os, kan udbedres, og den øvrige (feilfrie) Behandling blive staaende ved Magt og benyttes ved Sagens nye Paakjendelse.

Paaanke til høiere Ret (ved writ of error) kan alene støttes paa urigtig Afgjørelse af Retsspørgsmaalene – skjønt Grændsen mellem juridiske og factiske Spørgsmaal, som allerede ovenfor viist, ofte er saare vanskelig at finde – og skulde efter Regelen ikke bevilges uden at der fandtes rimelig Grund i Acterne, som til den Ende maae opsendes; men i Virkeligheden bevilges den gjerne, naar Sportelen betales, Beløbet i civile Sager findes høit nok, og Borgen stilles. I England bevilges Paaanken i civile Sager af chancery, i criminelle af court of kings bench (paa den saakaldte crownside), men i de sidst nævnte Sager maa haves General-Attorneyens eller Regjeringens Samtykke – formodentlig for at modvirke Sportelfristelsen. I Sager angaaende treason og felony – altsaa de vigtigste – kan Bevilgningen af Paaanke aldrig fordres som Ret, men det er aldeles overladt til Vedkommendes Forgodtbefindende, om den skal meddeles eller ei; i andre Strafsager er General-Attorneyen derimod pligtig at give Samtykke, naar det ved affidavit eller paa anden Maade er gjort rimeligt, at der er begaaet en error, som kan bevirke Dommens Omstødelse. Oprindelsen til denne Forskjel er allerede ovenfor i Stævningsmaterien anført. I forrige Tider var der i England som i Amerika hyppig Anledning til writ of error, da en paatagelig Skrivfeil, eller et ringe Anstod mod de utallige fast uopfyldelige Fordringer til indictment o. s. v., kunde bevirke Omstødelse af det Hele. Ved det oftere nævnte Statut af 7de August 1851, og tildeels forinden dette udkom, blev imidlertid de fleste Anledninger dertil bortryddede. De vilde nu være sjældne, dersom man ikke kunde bygge den høiere Rets Dom paa Andet end Acterne i streng Forstand, da Forhandlingerne for Juryen ikke ex officio deri optages; thi ikke en Gang Afgjørelsen af Spørgsmaalene om Beviislighedernes Antagelighed, eller det Væsentlige af Dommerens Instruction for Juryen indlemmes deri. Men Sagførernes skriftlige Indsigelser (bills of exception) blive paa Forlangende heftede til Acterne, og derefter betragtede som en Deel af disse, for saa vidt de vedkomme selve Hovedsagen samt ere meddeelte Modparten og forelagte Dommeren, som kan tilføie Rettelser efter Hukommelsen, hvis han ikke har sine Optegnelser under Forhandlingerne hvorefter han har afsagt sine Kjendelser og instrueret Juryen, eller de ere ufuldstændige. Hvor ingen Grund til ny trial findes, men Feilen kan rettes uden Omstødelse af Jurykjendelsen, til Ex. naar den derpaa støttede Dom findes urigtig, kan ny Dom gives i Realiteten af den overordnede Ret. Før var det dog i criminelle Sager nødvendigt at frifinde Anklagede, naar han var fældt ved en urigtig foregaaende Dom; men ved Statut af 31te August 1848 blev denne Urimelighed i common law afskaffet i England, og i de fleste amerikanske Stater var det allerede tidligere skeet. Saadanne Domme ledsages af Præmisser, som opbevares for at tjene til Veiledning i lignende Tilfælde. Det Samme gjælder, naar vanskelige Retsspørgsmaal ved writ of certiorari eller Reservation af Dommeren ere indbragte for og afgjorte af høiere Ret. Alle saadanne Domme indlemmes i Reportsamlingen. I criminelle Sager er ingen Tidsgrændse sat for writ of error; i civile Sager er Paaankningsfristen i England 20 Aar, men i Amerika er den ofte kortere (i Ohio 6 Aar). Forfatteren har udførlig beskrevet Fremgangsmaaden, hvorved naturligviis adskillige Egenheder forekomme, som dog her maae forbigaaes. I Skotland og Canada gjælder i det Væsentlige, hvad allerede om England og Fristaterne er bemærket, skjønt der findes en og anden afvigende Egenhed ved Behandlingen i hine Lande.

Forfatteren gaaer dernæst over til de Meningsytringer om Juryen, som han har forefundet, og bemærker blandt Andet, at Beviserne for den overordentlige Gunst, som Juryen nyder hos Folket, omgive den, der søger Belærelse, i saadan Mængde, at den eneste Vanskelighed bestaaer i at udpege dem, som bør ansees for mere træffende og fremragende end de øvrige. Dette vil vist Ingen modsige, for saa vidt Folkets Mening kan udledes af hvad der offentlig ytres. Lige saa lidt vil Nogen negte, „at den offentlige Mening just i England og Amerika har den rigeste Anledning til at give sig frit tilkjende, idet den gjennemtrænger alle Magter i Staten, og toner for Parliamenternes, Folkeforsamlingernes og Selskabskredsenes Talerstole, som fra Litteraturens mangfoldigste Forgreninger, samt lægger sin Fylde i alle de Optog, Fester og animerede Scener, hvorigjennem frie Nationers offentlige Liv gjerne med Forkjærlighed fremtræder og drager Aande, fordi de yde den meest umiddelbare Anledning til gjensidig Paavirkning mellem Masserne og deres Ledere.“ Men da de Masser, som deeltage i at angive Tonen eller danne den offentlige Mening, ikke gjerne lade sig lede af Mænd, der stode an mod deres Fordomme, og Lederne følgelig mere paavirkes, end de paavirke (i selvstændig Retning), maa den, der søger Belærelse, ei alene om Opinionsterrorismens Herredømme hos de frie Nationer, men tillige om deres offentlige Menings Holdbarhed, være meget varsom i sine Slutninger fra Tingens Navneværdi til dens Realværdi. At Grandjuryen – uagtet dens utvivlsomme Forkastelighed, efter at Aarsagerne til dens Indførelse forlængst var ophørte – indtil de seneste Tider har nydt og for en stor Deel endnu nyder samme Gunst hos Folket som Pettyjuryen, staaer ikke til at negte; og at denne Gunst har store Auctoriteter (Blackstone o. s. v.) for sig, er bekjendt. Det var derfor ikke uden „Frygt og Bæven,“ at Denman i 1828 belyste dens Mangler i en anonym Opsats, der vel strax fandt Indgang hos den mere oplyste og fordomsfrie Deel, men først længe efter vandt saa megen Anerkjendelse, at man under Navn vovede offentlig at bekjende sig til hans kjætterske Mening, og tilsidst at tale om Grandjuryens Afskaffelse. Mod Pettyjuryen har man vel endnu ikke vovet ligefrem at udtale sig i samme Grad; thi ved Robert Peels uforbeholdne Ytring om, at Pettyjuryen ikke havde Mindre imod sig, end Grandjuryen, var kun Lidet vovet, da han paa samme Tid af andre Grunde bestred Forslaget til dennes Afskaffelse. Men man har dog allerede begyndt at pille store Stene ud af den Muur, hvormed den offentlige Mening har omhegnet Pettyjuryen; og det bedste Beviis paa Folkets sande Mening om den som Retsmiddel – medens man skruer sig op i hinanden overbydende Lovtaler over den som Opdragelsesmiddel – er det hyppige Afkald, der gjøres paa dens Anvendelse af vedkommende Parter, hvis Velfærdsanliggender det gjælder Naar man ved en Countyret i Sager af indtil £ 50 Værdi kan have Jurybehandling for 5 s., og alligevel kun i 3 af 3000 Sager anvender den, uagtet der i mindre Sager ikke sjældnere er Spørgsmaal om Bevisets Tilstrækkelighed eller Erstatningens Bestemmelse, end i større Sager, og det i hine for det Meste gjælder saadanne snævrere Forhold, hvorom en Jury af Ligemænd maatte kunne forudsættes at have lige saa sikkert eller sikrere Skjøn, end de egentlige Dommere, da kan der ikke være synderlig Tvivl om, hvad Priis Folkets Masse sætter paa Jurybehandlingen i Forhold til den blotte Dommerbehandling, hvor den har Valget. Naar man kan tye til Chancerybehandlingen, hvorved ingen Jury bruges, skeer det ogsaa, ligesom man ved de store common law Retter jevnlig griber til Voldgift, for at undgaae Jurybehandling; og ved Sammensmeltningen af begge Procesarter i New York forudsættes ligeledes hyppigt Afkald paa Jurybehandling. I de mindre civile og criminelle Sager, hvor Jury ikke kan bruges, klages heller ikke over Savnet deraf; og for saa vidt den Anklagede i criminelle Sager har Valget, seer man ham selv i Amerika – hvor Dommerne ikke altid ere de paalideligste, og hvor Skinsygen mod den egentlige Dommermagt ikke stiller den i det bedste Lys – for det Meste at afstaae fra sit Krav paa Jurybehandling, med mindre han kan regne paa Frifindelse formedelst Juryens Uenighed. Men Skinsygen har i Amerika ved selve Constitutionerne sat en Pind for yderligere Afkald, ved kun at tillade det i civile og i mindre criminelle Sager. Hvad Lovtalerne angaaer, da var de Grunde, Forfatteren meest almindelig hørte for Juryens Fortræffelighed af Jurister og Andre, temmelig forskjellige. Medens Nogle priste den som et fortrinligt Middel til Sandhedens Udfindelse, meente Andre, at den var en udmærket Skole for almindelig Retskundskab, hvori tillige lærtes Lydighed imod Loven og Agtelse for sig selv, eller at den var en Indstiftelse, der hævede Folket til Bevidsthed, ei alene om sin Frihed, men ogsaa om sine Pligter, og vakte Trang til at blive værdigt den Tillid, der vistes det. Atter Andre roste den som en Indretning, der især anbefalede sig til Folkets Interesse, fordi Juryforhandlingen just indeholdt den Deel af Processen, som Almeenmand forstaaer, og hvorved saavel Tilhørere som Parter selv kunne danne sig en Forestilling om, hvorledes Retspleien røgtes, medens den øvrige Deel formedelst sin indviklede Beskaffenhed og mangfoldige Spidsfindighed ikke kunde skaffe sig Indgang i den almene Yndest. Mange ansaae Juryen for en velskikket Mægler mellem Ret og Billighed; og endelig saae Mange i Jury-Institutionen en Hyldest af den borgerlige Frihed, som i høi Grad tiltalte dem, medens ikke Faa, hvoriblandt Præsidenten Polk, i Juryen saae den stærkeste Garanti for den personlige og borgerlige Frihed, idet de førte paa Læberne det gamle Mundheld: Forfatningen er i Juryskranken. (The constitution is in the jurybox).

Hvad nu Juryens Fortrinlighed til Sandhedens Udfindelse angaaer, da erkjender Brougham i sin Lovtale over denne Indstiftelse, at mange factiske Spørgsmaal (de juridiske vil han altid have paakjendte af Retten alene) meget bedre afgjøres af een eller flere Dommere, eller af en Voldgiftsmand, især naar der fordres lang Undersøgelse af indviklede Facta, opblandede med Retsspørgsmaal, og han foretrækker kun Jury, hvor det gjælder at bestemme Vegten af stridige Beviisligheder, eller Erstatningen for overgaaet Fornærmelse, eller hvor Regjeringen eller en mægtig Person eller Corporation er Sagsøger. I sidste Tilfælde finder han Jurybehandling at være i Frihedens Interesse, fordi Dommerne udnævnes af Kronen, og høre til samme Klasse som de mægtige Parter. Dette staaer ikke i synderlig Samklang med hans Lovtale over de engelske Dommeres Uafhængighed og Viljesreenhed, hvor han bemærker, at en saadan Dommermagt især er nødvendig under en fri Forfatning, hvor en betydelig Myndighed maa lades tilbage i Folkets (her Juryens) uansvarlige Hænder, og taler om Dommerkaldets rolige Udøvelse „midt i Stormen af kæmpende Partier ved Mænd, der ere ophøiede over al Berørelse af Factionsaand, over al Deeltagelse i dens Raseri som i dens Skuffelser, lige uafhængige af Kronen, Parliamentet og Massen,“ o. s. v. Efter Alt, hvad man har kunnet erfare, er dette ogsaa den almindelige Mening om common law Retternes Medlemmer, og Brougham maa derfor antages at have meent, hvad han her har sagt. Derimod skal der Meget til at troe, at han virkelig har anseet Smaaforpagtere, Smaahandlere, Haandverkere og deres Lige i Almindelighed bedre skikkede til at bedømme Vegten af stridige Beviisligheder, end retskyndige og erfarne Dommere, især af saa sjælden Duelighed, som de faa og udsøgte Westminsterdommere vist nok med Føie antages at besidde, og det er derfor rimeligt, at han ved dette Udsagn kun har havt Hensyn til saadanne Tilfælde, hvor Jurymændene selv have et nærmere Bekjendtskab til Personer og Gjenstande, som for en omreisende Enedommer maatte erstattes ved almindelig Beviisførelse. Men paa et saadant tilfældigt Bekjendtskab hos lodtrukne Mænd – hvilket desuden efter flere Omstændigheder at slutte maa være sjældent nok – kan intet Forsvar for det besværlige og upaalidelige Juryvæsen bygges, da de i saadanne Tilfælde nødvendige Oplysninger meget lettere og sikrere tilveiebringes ved Afhørelse af dem, hos hvem Kundskaben findes. For Øvrigt maa det være klart, at Juryen er mindre skikket end Dommeren til at løse de Opgaver, der stille sig under saa indgribende Beviisregler, som common law indeholder, og saa forviklede Omstændigheder, som gjerne ere forbundne med en virkelig eller tilsyneladende Strid mellem Beviisligheder. Lewin, hvem man ikke kan mistænke for Partiskhed mod Juryvæsenet – som han endog anbefaler i simplere Sager, fordi Jurymændene almindeligviis staae i nærmere Forbindelse, end de omreisende Dommere, med de Samfundsklasser, hvortil de Anklagede høre, og følgelig bedre maae kunne bedømme deres Handlinger – afgav for Criminalproces-Lovcommissionen i 1844 en Erklæring, hvori blandt Andet følgende Ytringer forekomme: „Juryer ere, almindelig talt, ikke i Stand til at komme ud af det med flere særskilte Poster; og naar det paalægges dem at skjelne saaledes“ (mellem forskjellige Arter af Deeltagelse i Forbrydelser o. s. v.), „afgive de sin Kjendelse efter det almindelige Indtryk, de have modtaget. Saadan er min Erfaring om dem. Jeg har været temmelig heldig i at forsvare Anklagede, hvortil jeg – saa vel som Andre – har troet at finde Grunden i den Omstændighed, at jeg har indskrænket Juryens Opmærksomhed saa meget som muligt til et enkelt Punkt.“ (Man erindre sig her, hvorledes Sagførerne endog med Opofrelse af Modbeviis stræbe at faae det sidste Ord for Juryen). „Jeg har ofte moret mig over den omhyggelige Maade, hvorpaa Dommere i indviklede Sager, hvor Beviserne var Indicier, have udviklet og opsummeret det Hele for Juryen, idet de henstillede kanskee et Dusin Punkter til dens Overveielse, af hvilke nogle igjen gav Anledning til flere end een Forudsætning, da dog ikke een af alle disse Poster forstodes af en eneste Mand i Juryen.“ (Samme Erfaring har i Frankrige ledet til flere Lovforandringer, hvoraf dog ingen har bødet paa Tingen). En saa ædru Redegjørelse for egen Erfaring af en Mand, som desuagtet anbefaler Juryens Bibeholdelse for Øvrigt, selve Grandjuryen ikke undtagen, maa kunne opveie alle de berusede Lovtaler, i hvis svævende Almeensætninger man forgjæves søger det af Engelskmændene ellers saa strengt fordrede matter of fact Beviis. Men med Juryvæsenet, som med common law overhoved, gjøres en Undtagelse, da Engelskmanden og Amerikaneren, som Forfatteren meget rigtig bemærker, „endog elsker Juryen, om han aldrig har tænkt over dens egentlige Nytte,“ og man kan derfor være vis paa, at den meest opskruede Lovtale finder det villigste Øre, hvor urimelig den end for Resten kan være. Selv de største Auctoritetsmænd forsmaae ikke at udkaste Føde for den nedarvede Fordom, som de vistnok ogsaa for en stor Deel selv ere inddrukne af. Saaledes siger Story: „Da vore Forfædre kom til Amerika, bragte de dette store Privilegium (Juryvæsenet) med sig som sin Fødselsret og Arv, som en Deel af den beundringsværdige common law“ (Blackstone fandt den ogsaa beundringsværdig), „som har omgjærdet Friheden og til alle Sider opstillet Skranker mod vilkaarlig Magt.“ „Dennes (Juryprocessens) store Øiemed i criminelle Sager er at beskytte mod Undertrykkelsens og Tyranniets Aand paa de Regjerendes Side, og mod Voldsomhed og Hevngjerrighed fra Folkets Side. Det er i Sandhed ofte mere vigtigt at sikre mod den sidste end mod den første“ o. s. v. Her have vi Juryvæsenet betragtet fra en ny Side – og i Amerika kan denne Betragtningsmaade vistnok have nogen Grund for sig, især hvad Grandjuryen angaaer.

De nyere engelske Auctoritetsmænd have dog enten udelukkende eller fornemmelig anbefalet Juryvæsenet som en fortrinlig politisk Opdragelsesanstalt. Men de skylde alle Beviset for den dyrekjøbte Nytte deraf. Erfaring har viist, hvad Tingens Natur tilsagde, at Folket ved disse juridiske Kvaksalverier, hvormed dets ombudspligtige Mænd nu og da efter Lodtrækning nødes til at befatte sig, gjennem Aarhundreder ikke har opnaaet nogen Dygtighed til Deeltagelse i Retspleien – og hvad Nytte de ellers skulde medføre for dets politiske Opdragelse, er ikke let at indsee. Man lærer ikke „Lydighed mod Loven“ ved idelig at tilsidesætte den, om det end skeer med et Slags Hjemmel i det Kald, man udøver, og man bliver vist ikke klogere i politiske Anliggender ved enkelte Gange efter Lod at sættes indenfor Juryskranken, end ved lige saa ofte af Nysgjerrighed at staae udenfor den, eller af Aviser og paa andre tilfældige Maader at erfare, hvorledes Retten pleies i Landet. Man vinder heller ingen „Agtelse for sig selv“ ved idelig at bryde sin Ed, eller fuske saa godt man kan i et Fag, som man ikke veed eller kan vide sig voxen, eller ved at gaae i en Andens Ledebaand med den tarvelige Bevidst- hed, at man ikke misbruger en Adgang til selvraadig at gribe ind, som man mangler Evne til rigtig at benytte. Ei heller har man nogen Spore i „den viste Tillid,“ naar man lodtrukken af en talrig Stok som mistænkt Mand sidder indespærret og kæmpende med egen Tvivl eller Andres Stivsind, for at tilveiebringe et eenstemmigt verdict, hvortil man altid maa have modtaget en bedre betroet Mands Belærelse, men ikke altid har Evne til at fatte, beholde eller benytte den. Ved saaledes at drøfte de forskjellige Almeensætninger, hvoraf Lovtalerne over Juryvæsenet ere sammenflikkede, vil man see, at de komme i skrigende Modsigelse med Virkeligheden, som den er og maa være under en Indretning, der staaer i Strid med sig selv og med alle sunde Begreber, ei alene om en fornuftig Retspleie, men om enhver Bedrift, hvortil særegen Duelighed udkræves. De Skræddere og Skomagere, der tilskjære Jurykjendelser efter sit eget Hoved til Grundlag for Dommerkjendelser, vilde nok blive meget forbausede, om man i Fleng hentede Folk ind fra Gaden og fortalte disse Mestere, at de burde benytte dem som bedre Tilskjærere, fordi de bedre kjendte Kundernes Kroppe, o. s. v.

Hvad der uden Tvivl meget har bidraget til Englændernes store Forkjærlighed for sit Juryvæsen, og Amerikanernes ikke ringere Vedhængen ved denne sin „Fødselsret og Arv,“ er den Omstændighed, at den er bleven betragtet som en egen Opfindelse, og som et Fortrin, de kunde bryste sig af at have for sig selv, især saa længe andre Folkeslag ikke havde indladt sig paa nogen Efterligning – og for en Deel endnu, da Engelskmændene ansee Juryvæsenet paa Fastlandet mislykket. Vi skulle anføre et Par Ytringer, hvoraf dette kan sees. Blackstone taler om „den beundringsværdige og i Sandhed engelske Juryproces.“ Kennedy siger, at den længe har været Englands „eiendommelige Stolthed og Fortrin“ (peculiar boast and privilege). Og saaledes omtales den af flere engelske Forfattere, idet de prise sine tidligste Forfædres særegne Viisdom for hvad der fra disses ansvarlige Vidnenævnd langt senere af tilfældige Aarsager har udviklet sig til en vilkaarlig Dommernævnd. Den saaledes nærede Mening er imidlertid kun for saa vidt sand, som man i England og Amerika er bleven staaende paa et af andre Folkeslag tilbagelagt Trin af Retsudvikling i dette som i saa meget Andet, og har givet det en særegen Indretning, der dog ikke er saa væsentlig forskjellig fra samme Slags Indretninger i andre Lande, som man har troet. Hos alle germaniske Folkeslag have Mænd af Folkets Midte udøvet Dommerkaldet, og i Begyndelsen afgjort Sagerne i det Hele, uden Indskrænkning til det Factiske, saa længe det Juridiske ikke udkrævede større Retskyndighed, end de fandtes i Besiddelse af, men siden, i Forbindelse med en fast ansat Lovkyndig, der sagde dem hvad Ret var, afgjorde det factiske Spørgsmaal med Anvendelse af Loven efter hans Anviisning. Saaledes blev hos os i ældre Tider Alt afgjort paa Thingene, hvor enhver myndig Mand havde lige Stemme, ja endog var pligtig at møde; og Enhver, der havde Noget at andrage for Thinget, var berettiget til at sammenkalde det. Det varede længe, inden der behøvedes egentlige Dommere, da Herser og Lendermænd af gamle Ætter, hos hvilke Lovkyndighed blev ivrig dyrket og høit agtet, kunde veilede Bønderne, som villig fulgte deres Anviisning. Først under Sverre blev det nødvendigt at ansætte faste Dommere, da disse Ætter, der havde hørt til Magnus Erlingssøns Parti, maatte træde tilbage for Birkebenerne, der som raae og uvidende Folk hverken kunde veilede Bønderne i Retsanliggender, eller vinde Tillid hos dem. I Sverres første Regjeringsaar, 1177–1182, blev Lagmandsembedet indført, men uden at der endnu blev givet Lagmændene nogen selvstændig dømmende Myndighed. Lagmanden skulde alene give Oplysning om Loven (segja mönnum lög), men Thinget skulde selv afgjøre Sagerne. Den danske nefnd, den islandske kviðr, og Jurysystemet gestaltede sig vel mere eller mindre forskjellig fra denne Indretning; men det Væsentlige i alle disse Indstiftelser er dog, at Dommermyndigheden udøvedes af Mænd fra Folkets Midte, for saa vidt ikke særegen Lovkundskab udkrævedes, og at de Spørgsmaal, der fordrede saadan Kundskab, blev henlagte under fast ansatte Dommere, som havde den inde. Paa dette Trin er man med sin „beundringsværdige“ common law i England og Amerika bleven staaende, skjønt ikke med synderlig Fasthed eller Holdning, idet man deels har ladet Chancery-Grundsætningerne gribe mere og mere om sig, deels har vaklet og endnu vakler frem og tilbage i sine Begreber om Juryens Myndighed. Men i andre Lande er man imidlertid gaaet videre. Under Retsforholdenes større Udvikling fandt man snart, at der mellem det Juridiske og det Factiske sjælden kunde trækkes en saadan Grændse, som vilde være fornøden til deres adskilte Paakjendelse; thi Retssikkerheden havde fordret lige saa gjennemgribende Regler for Bedømmelsen af selve Beviset, som for Afgjørelsen af dets Gjenstand, og Beviisreglerne var som Følge af Tingens Natur ikke de letteste at anvende. Da det hele Felt for Dommermyndighedens Udøvelse saaledes var blevet Gjenstand for skrevne og uskrevne Regler, og de uretskyndige Thingmænd følgelig saa godt som ved hvert Skridt maatte gaae i de Lovkyndiges Ledebaand, naar de ikke vilkaarligen vilde gribe ind i Retsforholdene og undergrave Lovenes Herredømme, fandt man deres Deeltagelse i Retstvistigheders Afgjørelse snart lige saa overflødig og skadelig, som besværlig og tidspildende, hvorfor Retspleien uden Vanskelighed aldeles gik over i fast ansatte retskyndige Dommeres Hænder – og dermed fandt man sig i Regelen vel tjent, da disse ikke forstod sig mindre paa Factum, end Thingmændene. Næsten umiddelbar efter Lagmændenes Judførelse udstrakte deres Virksomhed sig derfor til Udøvelsen af det hele Dommerkald, og da Hereds- eller Bygdethingene ikke som Lagthingene havde nogen retskyndig Leder, begyndte man snart at overgive sine Sager til umiddelbar Afgjørelse af Lagmanden alene, med Forbigaaelse af Thingene. I saadanne Voldgiftstilfælde kaldtes Lagmandens Kjendelse dog ikke Dom, men orskurðr. Da man imidlertid ikke altid var enig om denne Afgjørelsesmaade, skjønt den almindeligviis maa have været anseet for den bedste, blev ved en Retterbod af Haakon Haakonssøn under Straf befalet at møde efter Stævning for Lagmanden, og at holde sig hans Orskurd efterrettelig. Denne Orskurd sattes for saa vidt endog over en Heredsthingsdom, som den sidste kunde underkjendes af Lagthinget, den første (efter Magnus Lagabøters Landsl. 1, 11) alene forandres (efter dets Forestilling) af Kongen, som med sit Raad foretog Revision saavel af Lagthingets Domme som af Lagmandens Orskurder, og vist ikke derved altid holdt sig til Loven, da han efter l. c. var yfir lögin skipaðr, ligesom den engelske Krone ved Chancerybehandlingen, Torturen, m. M. Paa selve Lagthinget havde Lagmanden imidlertid endnu kun at lede Forhandlingerne og paakjende Retsspørgsmaalene, som tilfaldt ham alene at afgjøre (M. L. Landsl. 1, 4). Misgjerningssager kunde han dog ikke afgjøre ved Orskurd, men efter Erik Magnussøns Retterbod af 1280, Art. 28, havde Ombudsmanden i saadanne Sager at udnævne 12 skjønsomme Mænd, som skulde træde afsides, beslutte Dommen mellem sig, og dernæst komme tilbage og stadfæste den med de øvrige Thingmænd. Dette vedblev ind i det 17de Aarhundrede; men ogsaa her afgjorde Lagmanden, hvor han var tilstede, Retsspørgsmaalene. (Se Dipl. Norv. I. No. 1030). Chr. IV L. 1, 4, gjentog denne Regel med den Forandring, at de 12 Mænd skulde dømme i Lagmandens Nærværelse, om han var nær tilstede. Efter det Anførte begribes imidlertid let, at de 12 Mænd den Gang ikke have havt større Indflydelse paa den Dom, de fældte i Lagmandens Nærværelse – under hans Veiledning i det Factiske, medens han selv afgjorde det Juridiske – end de 8 eller 6 og tilsidst 4 Meddomsmænd, der senere have deeltaget og endnu deeltage i visse Sagers Afgjørelse. Det er desuden bekjendt nok af Rescrr. af 3die Februar 1579, 16de August 1590 o. s. v. hvorledes Lagrettesmændene søgte at skyde Sagerne fra sig til Lagmændene og andre lovkyndige Dommere; og skjønt de ved Frd. af 21de Juli 1591 efter Begjæring bevilgede Sorenskrivere ved Bygdethingene kun skulde undervise Thingmændene i Loven og føre Pennen for disse – der mod sin Vilje fremdeles skulde dømme i Sager, som var dem for høie, for ikke at faae Anledning til at skyde lavere Sager fra sig, men for deres vankundige Domme dog ikke skulde fældes eller slet fordærves – blev de dog snart i Virkeligheden Enedommere, ligesom de retskyndige Medlemmer af de engelske quartarsessions (jfr. S. 161).

At heller ikke Juryerne afvige fra Dommernes Instruction, undtagen hvor Fristelsen til at overtræde Loven falder dem for stærk, er bekjendt nok. Medens Nogle undsee sig ved at berøre denne Lovgivningens Øiemed undergravende Vilkaarlighed, tage Andre ikke i Betænkning at fremhæve den som et Fortrin ved Juryvæsenet, hvilket de derfor kalde „en velskikket Mægler mellem Ret og Billighed“ – og under en saadan Retsforfatning som common law lade slige Ting sig vistnok ogsaa sige. Det er derfor ikke saa urimeligt, hvad en Høiesteretsdommer i New York sagde til Forfatteren: „Det maa vistnok forekomme en Fremmed besynderligt, at et System kan være godt, som kalder alskens Folk til at afgjøre de vigtigste Sager; det forekommer næsten os selv saaledes. Alt, hvad vi kunne sige, er at dette System praktisk viser sig godt“ (it works well). Men hvor Lovgivningen nogenledes holder Skridt med Tiderne og svarer til Behovet, saa at man ikke tiltrænger denne Mægler mellem Ret og Billighed, vilde det være høist ubesindigt at paadrage sig et saadant formeentlig mindre Onde, for at undgaae det større, der hverken finder eller kan væntes at ville finde Sted hos os. Denman udhævede med Eftertryk for Forfatteren, at der er stor Forskjel mellem at beholde Juryindretningen, hvor den en Gang er grundfæstet, og at indføre den fra Nyt af, uagtet han i Øvrigt udtalte sig med stor Agtelse om Pettyjuryen, ligesom Story i Amerika og Blackstone i England baade om den store og den lille Jury. Denmans eftertrykkelige Udhæven af Forskjellen finder sin gode Forklaring i, hvad Forfatteren fra flere Sider har oplyst om Forholdene, hvoriblandt Denmans egen Erfaring om Pettyjuryens Upaalidelighed, og det netop der, hvor man især har søgt dens Paalidelighed, nemlig i Bedømmelsen af Beviset. Blandt nogle slaaende Exempler fra de seneste Tider paa Juryers Misgreb – og flere kunde tilføies – fortæller Forfatteren et Tilfælde, hvori Denman selv ledede Undersøgelsen, og hvor den Anklagedes Uskyldighed i paasagt Voldtægt efter Vidneførselen var saa klar, at hans Sagfører tilbød at indlade Sagen uden videre Forsvar. Men Denman spurgte først Juryen, og da den erklærede sig fuldkommen overbeviist om at den Anklagede var skyldig, lod han Sagføreren anbringe Forsvaret, hvorefter Juryen lige saa rask erklærede den Anklagede uskyldig. Medens man ikke har faa Exempler paa Uskyldiges Fældelse ved Jurykjendelser, hører det vistnok til de store Sjældenheder, at Uskyldige i vore Dage fældes ved Dommerkjendelser paa utilstrækkeligt Beviis. Med Juryens Modstand mod Magtens Misbrug har det ikke været stort bedre bevendt, og Forfatteren har, som Macaulay og Flere, af den engelske Historie viist, „hvorledes Juryen i slette Tider i Virkeligheden kun yderst sjælden har afgivet nogen Beskyttelse for dem, hvem Regjeringen vilde knuse.“ „Men“ – tilføier han – „disse faa Tilfælde have indgravet sig saa meget dybere i Folkets Hjerte, som de opvise enkelte trøstende Afvexlinger i den Række af afskyelige Scener, som trækker sig hen over næsten hvert eneste Blad i Englands ældre Historie.“ Sagen mod de syv Biskopper i 1688 har især bidraget til at grundfæste Juryen i det engelske Folks taknemmelige Minde, skjønt det maa erkjendes at det „næsten kun var en Tilfældighed,“ der hindrede, „at Juryen i dette enkelte Tilfælde lod sig bruge som Verktøi til at knuse dem, der var Regjeringen ubehagelige.“ „Det kan vistnok med Grund antages“ – vedbliver Forfatteren – „at den ene Garanti, Dommernes Uafhængighed, som senere er tilveiebragt, vilde have bidraget mere end Jury-Institutionen til at sikre mod Styrelsens Vilkaarlighed; men som Forholdene da var, indeholdt Juryen den eneste Beskyttelse, eller rettere: afgav det eneste Holdepunkt for Haabet.“ Amerikanerne have lignende Exempler at paavise fra de nærmeste Tider før Frihedskampen, hvilke de lige saa lidt have glemt.

Det Anførte maa være nok til at vise, hvad Vegt der kan lægges paa den i England og Nordamerika nedarvede Forkjærlighed for Juryvæsenet, som for common law i Almindelighed, eller, om man vil, paa de Hyperboler, hvori Lovtalerne have stræbt at overtræffe hverandre, og hvorved denne Forkjærlighed bestandig er bleven næret hos Folket. „Der er ingen Indstiftelse i Landet“ – siger det engelske Law magazine 1848 – „der mere har været Gjenstand for en falsk Romantik.“– At man medbringer denne saaledes nærede Forkjærlighed til andre Verdensdele, altsaa indfører common law og Jury, hvor man kan, følger af sig selv; og jo mindre man forstaaer at bedømme fremmede Forhold – som Engelskmænd altid have havt vanskeligere end Andre ved at sætte sig ind i – desto bedre maa man finde sig tjent med Juryvæsenet, hvori ogsaa de Indfødte maae finde den allerbedste Side ved common law, da det giver dem væsentlig Indflydelse paa Retspleien, hvorfra de ellers vilde være udelukkede. Paa Steder som Sandwich-Øerne, med flere, kan Juryen derfor vistnok med langt større Føie ansees som „en velskikket Mægler mellem Ret og Billighed,“ end i selve England og Nordamerika, end sige i Lande, hvor indfødte retskyndige Dommere have at anvende en efter Behovet afpasset Lovgivning paa kjendte Forhold, som de fuldt saa vel som deres Medborgere forstaae at bedømme.

Forfatteren paaberaaber sig ogsaa den Popularitet, Juryvæsenet har vundet paa det europæiske Fastland, og navnlig i flere af de Lande udenfor Frankrige, hvor det med den franske Lovgivning under Napoleon blev indført, og siden som i selve Frankrige har vedligeholdt sig. Det vilde her lede for vidt, om vi vilde belyse de Aarsager, hvori denne Popularitet – uagtet den franske Juryindretnings endnu større Skrøbeligheder end den engelskes – har sin Rod og Næring. Vi maae derfor indskrænke os til at sætte Auctoriteter mod Auctoriteter. Den berømte Feuerbach foretog for omtrent 30 Aar siden en Undersøgelsesreise i de Lande, hvorpaa man i hans Hjem, Bayern, som i flere tydske Lande især havde henvendt Opmærksomheden, for ogsaa der at faae den franske Juryindretning indført; men han hjembragte lige saa mange Beviser mod den franske, som vor Forfatter har hjembragt for den engelske Jurys formeentlige Hensigtsmæssighed. Feuerbach siger: „Medens man i Tydskland har i nogle Aar holdt uudtømmelige Lovtaler over den franske Edsvorneret; medens ingen Forfatter indrymmes Indsigt og Frisind, som ikke bærer en lige Beundring til Skue, og ingen ung Professor kommer tilbage fra sin Feriereise i en Rhinprovinds, uden paa sin Viis at forkynde Evangeliet om de edsvorne Retter, er der i det egentlige Frankrige, med Undtagelse maaskee af et eller andet Sluhoved (Schlaukopf), Ingen, til hvilket Parti eller Stand han end maatte høre, han være Ultra eller Liberal, Lærd eller Forretningsmand, som jo anseer den franske Criminalproces og dens Tilbehør, de saakaldte Edsvorneretter, som Statsindretningens partie honteuse.“ Han anfører derpaa nogle af de Forfattere, der høre til de ivrigste Forfegtere af liberale Grundsætninger og Venner af Ideen om Edsvorneretter: Cottu, Compte, Carnot, Bavoux, Beranger, Oudart, Aignan, Ginouvier, Legraverend, og tilføier: „dog, hvo kunde opregne alle dem, som, just fordi de attraae en Jury, betragte den Uting, der i Frankrige tiltager sig dette Navn, som et Tidsalderen og Nationen vanærende Mindesmærke af et Tyranni, der frækt forhaanede Menneskehedens Helligste – og ved Kjendsgjerninger bevise de dette tydelig for Enhver, som ikke forsætligen tillukker Øinene for Sandheden.“ Imidlertid har man under de ultraliberale Bevægelser, hvis Frugter vi endelig have seet modnede og faldne, beholdt denne Uting som et Vaaben i Folkets Hænder baade i Frankrige og flere Lande, hvor den en Gang var indført, medens man i andre Lande og navnlig i Holland har skilt sig ved den. Hvad Holland angaaer, da have Nogle villet udlede dette af Hadet mod Alt, hvad Napoleon havde paatvunget Landet, Godt saa vel som Slet; men Hollænderne forhastede sig ikke med at afskaffe Juryen, der vedblev i flere Aar efter den gjenvundne Frihed, og Beskyldningen modsiges desuden af de nye hollandske Lovbøger, hvori saare Meget af den paatvungne franske Lovgivning er bibeholdt. Herom kunne de, der ikke forstaae Hollandsk overbevise sig ved at eftersee den paa Tydsk oversatte Handelslov, hvori den franske gjenfindes med faa Forandringer saa som Gjenoptagelsen af det patriarchalske Forhold mellem Skipper og Mandskab, og af enkelte andre Ting. De praktiske og lige saa frisindede som besindige Hollændere havde derfor uden Tvivl ogsaa bibeholdt Edsvorneretterne, til hvis Betjening de selv var mere skikkede end de fleste andre Folkeslag – især under en efter Tidens og Folkets Meninger og Tilstande lempet simpel og fattelig Lovgivning, som deres var – hvis de under sin frie Forfatning ikke havde fundet sig bedre tjente med retskyndige og ansvarlige Dommeres Anvendelse af bestemte Regler, ei alene for selve Sagsgjenstanden, men ogsaa for Beviset. Disse Regler ere nu atter indførte i Stedet for Juryens conviction intime uden Beviisregler, for hvilken mangt et uskyldigt Offer er faldet og uden Tvivl fremdeles vil falde. I England, hvor Juryen ikke, som i de Lande, hvor den franske Indretning er vedbleven, lovlig kan følge sit eget umiddelbare Omdømme om Beviislighedernes Tilstrækkelighed, haves vistnok langt færre Exempler paa Uskyldiges Fældelse ved verdict i senere Tider; men man har saa meget hyppigere Exempler paa Skyldiges Frifindelse – og Forfatteren, der hører blandt Ynderne af Juryvæsenet, tilstaaer selv, at der for Samfundets Ro og Orden nok kunde tiltrænges en kraftigere Retspleie i saa Henseende. Man erindre sig blot de mange oven anførte Exempler paa de engelske Juryers „Mægling mellem Ret og Billighed,“ blandt Andet i Oprørstilfælde, og man vil finde, at Retsordenen staaer paa svage Fødder, hvor den beroer paa Jurykjendelser, medens Juryen yderst sjælden, om ellers nogensinde, har beskyttet mod Tyranni.

Forfatteren fandt i det Hele forholdsviis færre Beundrere af Juryen blandt Jurister end blandt Lægfolk, færre blandt yngre end blandt ældre Jurister og færre blandt Sagførere end blandt Dommere. Dette lader sig vel forklare af den blindere Tillid, Ukyndige nære til de idelige Lovtaler, samt af den større Indflydelse, ældre Jurister have paa Juryen fremfor yngre, og Dommere fremfor Sagførere, hvorhos Dommerne nok ogsaa finde sig vel tjente med at kunne vælte den tungeste Deel af Dommerkaldet, som for dem vilde være forbunden med Ansvar, over paa Juryen, hvor alt Ansvar bortfalder. Især maa de finde sig tjente med denne Indretning, hvor det gjælder at tilsidesætte Loven; thi de oven anførte Exempler paa Instruction vise, hvorledes Juryen kan instrueres i en Retning, og dog uden Ansvar kan vinkes hen i en anden. Det er imidlertid en uimodsigelig Kjendsgjerning, at et veltalende Forsvar til alle Tider har udøvet en mægtig og ofte saare mislig Indflydelse paa Juryen, hvorfor Sagførere ogsaa i meget lang Tid blev udelukkede fra al Adgang til at bearbeide den i vigtigere Strafsager. Først i 1836 lykkedes det i England at bane dem Adgang hertil i felony Sager. I Amerika hørte Forfatteren ikke sjælden den Paastand, at det var meget vanskeligt at faae unge – Nogle tilføiede: smukke – Fruentimmer fældte af Juryen. Et godt Udtryk i deres Ansigt og Taarer i deres Øine paastodes ikke sjælden at være Mere, end en ærlig Jurymands Hjerte kunde bære. At Jurymænd for Øvrigt oftere end Dommere lade sig forlede af Anklagedes og Vidners Tone, udseende, Maneer o. s. v., til at fæste ubeføiet Lid eller nære ugrundet Mistillid til deres Udsagn, begribes let, især da baade Parter og Vidner, som ovenfor viist, i Regelen ere ukjendte af Jurymændene; thi der skal større Evne til at fastholde, overskue og veie alle Sagens Omstændigheder og større Erfaring om Paalideligheden eller Upaalideligheden af den Adfærd, der vises for Retten, end de fleste Jurymænd have, for at kunne bedømme Forklaringens Rimelighed, skjelne mellem Frimodighed og Fripostighed, Bevægelse af krænket Selvfølelse og Bevægelse af bevidst Brøde, o. s. v. Det sandselige Indtryk af Parter og Vidner, som en Paagjældende veed at beregne og benytte, en anden ikke, er derfor med al sin udskregne Fortrinlighed til Sandhedens Opdagelse almindeligviis en farlig Lygtemand, hvorved mangen Jury er bleven vildledet. Efter Alt, hvad man kan erfare, lægges der i England og Amerika nu heller ikke saa megen Vegt paa Juryens Skjøn over Vedkommendes Adfærd i Retten; thi deels fremhæves det ikke i Lovtalerne, deels viser det sig i Chancerybehandlingen, at man har betragtet den umiddelbare Iagttagelse af Vidnernes Adfærd som et underordnet eller vel endog temmelig ligegyldigt Middel; og ligesom man i England, under væsentlig Reform af Chanceryvidneførselen i Øvrigt, fremdeles lader Vidner afhøre af Andre end Dommerne, hørtes i New York, blandt de Anker, der førtes over den gamle Forhørsmaade, saa vidt man kan see, ingen Klage over, at Dommerne ikke saae Vidnerne, hvorimod Forfatterne af den nye Proceslov i Anledning af Spørgsmaalet om ny trial meente, at en sammentrængt Angivelse af Beviislighederne, efter hvad Erfaring viste, fremstiller dem lige saa rigtig som en fuldstændigere, og derhos letter deres Bedømmelse. Det er almindeligviis ogsaa ved en saadan Fremstilling af Dommeren – der under Beviisførelsen optegner det Væsentlige af Vidneforklaringerne – at Juryen bliver i Stand til at afgive et brugeligt verdict, for saa vidt den ellers ved Dommerens Instruction formaaer at sætte sig ind i Sagen, hvilket efter de oven anførte Udsagn og Kjendsgjerninger kun i simplere Sager lader sig paaregne. Endelig meente de newyorkske Lovforfattere, at „en Undersøgelse, der er anstillet af to Retter, giver en lige saa stor Sandsynlighed for at Retfærdigheden er fyldestgjort, som der nogensinde kan opstaae ved en Jurys Kjendelse.“ Videre vilde det naturligviis have været formasteligt at gaae i sin Vurdering af Dommernes betvivlede Skjønsomhed i Forhold til Jurymændenes beundrede Viisdom, især i Amerika, hvor det kunde have havt slemme Følger for Vedkommende. Men heri ligger blandt Andet den Forudsætning, at man ikke behøver nogen umiddelbar Erfaring om Vidnernes Adfærd, for at kunne bedømme deres Paalidelighed, da den endelig afgjørende Ret, nemlig Appelretten, i Regelen maa lade sig nøie med den sammentrængte Angivelse af Beviislighederne, som Erfaring havde viist at være tilstrækkelig og paalidelig nok til Spørgsmaalets Afgjørelse.

Ved at overskue de i det Foregaaende af Forfatterens udførligere Fremstilling sammendragne Grundtræk vil man uden Tvivl finde, at den berømte common law og den dermed forbundne Retspleie, især som den fandtes, da Forfatteren i 1847–1848 undersøgte den, ikke er saa „beundringsværdig“ som forunderlig, og at det engelske Folk ikke kan være blevet frit og stort formedelst, men uagtet denne Lov, der unegtelig er en af de sletteste om ikke den allersletteste, der findes i noget civiliseret Land. Man vil derhos see, at der nu arbeides paa mere gjennemgribende Reformer i den engelske Retspleie, og at ei alene Grandjuryen er faldefærdig, men at Pettyjuryen ikke staaer paa synderlig fastere Fødder. Som Exempel paa det Sprog, der nu offentlig føres, kan foruden det S. 272 Anførte tjene Edinburgh Review, hvor i 1849 findes bemærket, „at Engelskmanden er bange for at optage de vigtigste og ubestrideligste Forbedringer med mindre han kan finde en eller anden Hjemmel for dem i det Forbigangne;“ „at det sikreste Middel til at lede ham fremad er at bringe ham til at troe, at han gaaer baglængs, og at han ikke gaaer videre tilbage end til sin egen Historie;“ „at han ei alene er tilfreds med, men virkelig synes indtagen for Flikverk, og at han bestandig syer en ny Lap paa en gammel Klædning;“ „at han sjælden drømmer om at stoppe en fælles Kilde til flere Onder, saa at de kunne forsvinde af Mangel paa Næring,“ o. s. v. I Sammenligning med de Franskes Udskeielse i modsat Retning finder den anonyme Forfatter i Edinburgh Review vistnok med Føie de Engelskes overdrevne Frygt for indgribende Forandringer mindre farlig; men han finder den ikke desto mindre meget skadelig, som den unegtelig er, og beklager, at de Engelske undgaae alt Hensyn til almindelige Retsgrundsætninger med en uvilkaarlig Sky, der bærer Præg af bevidst Udygtighed. I sit berømte Verk om Irland belyser Beaumont dette Træk hos Englænderne udførligere, idet han viser hvorledes de udlede alle sine Rettigheder fra Lehnsgrundsætningen, og følgelig betragte alle sine Friheder som Privilegier. „I England siger man ikke: Friheden er en umistelig Menneskeret, men man siger: Den Ret, ikke at kunne heftes, sagsøges eller forstyrres i sin Eiendom, med mindre det skeer i de Former og ved de Embedsmænd, som Loven bestemmer, er et Privilegium, som tilstodes af Kong Johan, og siden ikke har ophørt at tilkomme enhver Engelskmand.“ ... „Man spørger sig undertiden, hvorfor intet Rationelt findes i de engelske Indstiftelser? Det er fordi Alt der flyder af en Begivenhed, Intet af en Retskilde.“ ... „Seer man ved Siden af et vigtigt Hegn om Friheden en uindskrænket Magt som Kilde til Voldsherredømme, da er det fordi det første er fravristet en svag Konge af hans kraftigere Undersaatter den anden hundrede Aar senere paanødt Folket af en mægtig Konge.“ (Man erindre sig habeas corpus Retten ved Siden af Presningsskikken, som Codrington, hjemkommen fra Navarino, forgjæves søgte at faae afskaffet, o. s. v.) Idet Beaumont fortsætter sine Bemærkninger, viser han blandt Andet, at Offentligheden af Parliamentets Forhandlinger, hvorpaa der nu med Føie sættes saa megen Priis, har sin Oprindelse fra en Misbrug, som ved Sædvanen har vundet Lovskraft – og saaledes forholder det sig med flere af de vigtigste Bestanddele i den engelske Ret. Man har i det Foregaaende seet, hvorledes Romerretten og Chancery-Grundsætningerne blev indlemmede i den engelske Retsforfatning; hvorledes de høiere Retter deels tiltvang deels tilsneg sig sin nu anerkjendte Jurisdiction (North fortæller nærmere, hvorledes court of kings bench „outwitted“ court of common pleas ved „ac etiams,“ og „ran away with all the business“), paa samme Tid som common law Jurisdictionen indskrænkedes ved vilkaarlige Indretninger (Actionsformlerne o. s. v.); hvorledes man ved Fictioner og Inventioner omgik Loven, men derved indviklede sig i de besynderligste Vanskeligheder (Fordringerne til indictments, m. M.); og endelig hvorledes Pettyjuryen fra en ansvarlig Vidnenævnd paa lignende Maade gik over til et al Dommermyndighed i vigtigere Strafsager opslugende men uansvarligt Folketribunal, med hvis uberegnelige Godtykke man i Mangel af en tidsmæssig Lovreform endnu lader sig nøie.

Idet Forfatteren, „afseet fra Udgifterne,“ tilraader Juryvæsenets Indførelse hos os, vover han vel ikke at erklære det for noget nødvendigt eller fortrinligt Middel til Haandhævelse eller Betryggelse af vor Retsorden, men han mener dog at det er et Element i Retspleien, hvilket med Tryghed lader sig anvende, og anbefaler det som et udmærket Dannelsesmiddel for Folket, en næsten uundværlig Ledsager af politisk Frihed. Som Grunde herfor paaberaaber han sig den Kjærlighed og Tillid, Jury-Institutionen har tilvundet sig hos Folket der, hvor man er bleven vant til den, og den Mening, som næres om den af de Nationer, der ere meest oplyste og mindst tilbøielige til at lade sig bedaare af et falsk Skin eller upraktiske Theorier – især af disse Nationers dygtigste og til at dømme i saadanne Sager competenteste Mænd. Han veed ikke, hvorledes man skal kunne negte Rigtigheden af, hvad der saaledes fra alle Sider fremstiller sig som sikre Erfaringer; og hvis der endda uvilkaarlig paatrænger sig nogen Tvivl, mener han dog, at en rimelig Beskedenhed maa føre til den Tanke, at den nærmest grunder sig i vor egen Opdragelse, i vor Tilvanthed til en Ideekreds og til Former, hvor Systemet ikke hører hjemme. Endelig mener han, at naar man først erkjender, at Betænkelighederne have en saadan Rod, tør det vel ogsaa forudsættes, at de, naar man praktisk har gjort Bekjendtskab med det Fremmede, ville efterhaanden tabe sig, og Anskuelserne forandres tilligemed den Stemning, som os ubevidst langt mere end upartisk Reflection nu danner deres Grundlag. Heldigviis har Forfatteren sat os i fuld Stand til at bedømme Vegten af disse Grunde ved de Oplysninger, han selv har leveret os i Hænde, og vi mene derfor at kunne uden Ubeskedenhed negte Rigtigheden af, hvad der vistnok fra mange, men ingenlunde fra alle Sider udgives for sikre Erfaringer om Juryvæsenets Fortræffelighed. Hvad angaaer den Kjærlighed og Tillid, som denne Indstiftelse har tilvundet sig, hvor man er bleven vant til den, da er allerede i det Foregaaende viist, hvorledes Kjærligheden er opstaaet og senere næret, samt hvorledes Tilliden holder Prøve, hvor det gjælder egne Velfærdsanliggender, og man har Valget. Hvad de meest oplyste og praktiske Nationers eller deres dygtigste og competenteste Mænds Mening betræffer, da er ligeledes viist, paa hvad Grunde den er bygget, og paa hvor faste Fødder den nu staaer. Med al rimelig Beskedenhed maa man dog kunne tillade sig at betvivle Rigtigheden, ei alene af forsvundne, men ogsaa af vedblevne Fordomme, naar de ere af saa paatagelig Beskaffenhed som de, hvorom her er Tale, og især naar de kjendelig begynde at vakle. Uagtet alle de haandgribelige Urimeligheder hvoraf common law og dens Proces vrimlede, var den dog gjennem Aarhundreder overhoved Gjenstand for den meest ubegrændsede Beundring af lige saa imponerende Auctoriteter som de, Forfatteren paaberaaber sig, og er det tildeels endnu; men Ingen vil kunne negte, at denne Beundring har tabt sig og er paa Veien til ganske at forsvinde, hvor længe den end har kjæmpet mod Tingenes Magt, der imidlertid mere og mere har gjort sig gjældende, skjønt ad kummerlige Veie, og for det Meste i Form af alskens Misbrug. For ikke mange Aar tilbage kunde Forfatteren have ført samme Beviis for Grandjuryens Ønskelighed, som han nu fører for Pettyjuryens, og man skulde have havt vanskeligere ved at gjendrive det, hvis man, som han nu forlanger, havde taget Fornuften fangen under Troens Lydighed; thi hvorledes skulde man da have kunnet negte, hvad virkelig fra alle Sider fremstilledes som saa sikre Erfaringer, at selv Denman, der ikke behøvede at bøie sig for Andres Auctoritet, fandt sig foranlediget til at sige, at han skalv og bævede ved at træde anonym op mod Grandjuryen – medens Pettyjuryen nu allerede er Gjenstand for saadanne Skudsmaal af navngivne Auctoriteter, som Peel, Lewin og Flere have givet den, selv ved at tage den i Beskyttelse mod den Fare, som truer den. Denne Fare forudsaae allerede Blackstone for en Deel, idet han spaaede, at man tilsidst blot vilde komme til at anvende den i Livssager, og hans Spaadom tør maaskee tidligere, end Nogen vares for, ei alene blive opfyldt, men endog overtruffen. Ogsaa Grandjuryen er bleven staaende, ja har endog vundet Udvidelse af sin Virkekreds ved Coronerjuryens Forfald; men Ingen vil derfor nu spaae den nogen lang Tilværelse. Pettyjuryen er siden Blackstones Tid mere og mere undergraven, deels ved Afkald deels ved Lovgivning, i civile og mindre criminelle Sager, og behandles nu i Comiteer og Commissioner af anseede Mænp paa en Maade, som vilde have bragt Blackstone til at spaae dens snare Undergang. Medens man vedbliver at holde den under samme Spærre som før, viser man i sine Reformer af Retspleien den største Tillid til Dommerne, idet man overlader de vigtigste Forholdsregler til deres Skjøn; og naar endog saadanne Lovtalere over dens Fortræffelighed, som Brougham, ei alene ville have dens verdict indskrænket til det blotte Factiske, men endog maae erkjende, at den selv deri – paa nogle Undtagelser nær, som for Størstedelen heller ikke holde Prøve – overtræffes af Dommerne, da er det ikke vanskeligt at forudsige dens Skjebne. Falder først dens Anseelse som Retsmiddel, vil man ogsaa snart faae andre Tanker om den som Opdragelsesmiddel; thi hos Massen har den ikke og kan den ikke have noget Hold i saa Henseende, og hos den oplyste Deel vil det ikke nytte at bruge Talemaader, som Tingens Natur og al Erfaring modsiger.

Men om Juryvæsenet end bidrog Noget til de smaa Forpagteres, Handlendes, Haandverkeres og Fleres politiske Opdragelse i England – som det beviislig ikke gjør eller kan gjøre – saa vil det dog ikke kunne anslaaes saa høit, at man, for at vinde et lignende Bidrag til Folkeopdragelsen hos os, i vor Retspleie burde optage en Bestanddeel, der efter vore Forhold vilde have endnu Mere imod sig, end den har i sit Hjem; og vi maae derfor lægge større Vegt paa Denmans eftertrykkelige Udhæven af Forskjellen mellem at beholde og at indføre Juryvæsenet, end Forfatteren synes at have gjort. Om man i England ømmer sig ved at omhugge et gammelt minderigt Træ, der allerede indtager et Rum, man ikke saa let igjen vilde kunne udfylde i Folkets nedarvede Bevidsthed, da afgiver dette endnu ingen Grund for os til at omhugge vort gamle Træ, hvorunder vi hidtil have fundet et bedre Ly – for at give Plads til en fremmed Plante, som endog staaer Fare for at blive udryddet der, hvor den hører hjemme, og Engelskmanden vilde vist fremfor nogen Anden afholde sig fra et saadant Foretagende, hvis han befandt sig i vor Stilling. Det Samme vilde Amerikaneren, skjønt han ellers er mere tilbøielig til Forandringer; thi begge indsee, at ikke Alt, hvad der trives i den Jordbund, hvor det af sig selv er fremvoxet, i samme Grad trives omplantet i en anden Jordbund, under andre Paavirkninger, hvorfor de heller udbedre sine egne Indretninger, end de optage fremmede, naar de ikke finde nogen afgjort Fordeel derved; og denne forudsætte de ikke i blind Tiltro til Andres Omdømme, men undersøge og overveie selv alle Omstændigheder, forinden de ombytte sit Eget med det Fremmede. Skjønt Englænderne hidtil have næret en overdreven og skadelig Frygt for indgribende Forandringer have de dog ved sine langsommere men selvstændigere og derfor naturligere Reformer fundet sig langt bedre tjente, end andre Nationer med sine overfladiske Efterligninger – og de bitre Erfaringer, som disse derved have gjort, sees allerede at have medført et Omslag i Meningerne, der endog synes at true med Udskeielser til den modsatte Yderlighed. Den opskruede Navneværdi, hvori „frie Institutioner“ stod, er allerede i den Grad falden i Cours, at man ei alene ikke længere skammer sig ved den virkelige Frihed og Sikkerhed, man nyder under Forfatninger, som trods de reelle Garantier, man har for disse Retsgoder, efter samme Sprogbrug kunne kaldes ufrie, men at man endog foretrækker et Jærnscepter, saa længe det medfører større Orden og Sikkerhed, for den saakaldte Selvregjering – der dog aldrig svarer eller kan svare til sit Navn. Hvad i Særdeleshed angaaer Juryvæsenet, af hvis Overførelse til Fastlandet Frankrige ikke med Grund skal kunne rose sig, da vil neppe Nogen, der kjender Forholdene, for Alvor negte, at en Hollænder uden Jury er friere og sikrere end en Franskmand med Jury, ja endog friere og sikrere end en Engelskmand – der blandt Andet endnu kan presses, ja endog som Jurymand mishandles værre end en Misdæder, om man saa finder for godt. Man maa altsaa, naar man vil være oprigtig, tilstaae, at Jury-Institutionen ikke er nogen uundværlig eller „næsten uundværlig Ledsager af politisk Frihed“; thi denne have Hollænderne og Nordmændene nydt i fuldt Maal og i al Ro og Sikkerhed, medens de jurybegavede Franskmænd og Tydskere have gjennemgaaet sørgelige Omvæltninger, hvorunder de atter have bragt sig Jærnscepteret paa Halsen. Havde Juryvæsenet været et saa udmærket Dannelsesmiddel, som det udgives for, vilde disse Mennesker vel ikke have drevet det saa vidt i sine politiske Vildfarelser, som skeet.

Forfatteren, hvem man overhoved dog ikke skal kunne beskylde for Eensidighed eller Overfladiskthed, men maa erkjende at have anstillet grundige og alsidige Undersøgelser, har imidlertid istemt de gængse Lovtaler over Juryvæsenets Indflydelse medens han lægger mindre Vegt paa Stemmerettens, som fjern og middelbar, og paa Formandskabs-Forretningerne, som sjælden skikkede til at forædle eller belære. Men hvor rigt en Jurymands Kald end maatte være paa Næring baade for Aand og Hjerte; hvor meget en tung Ansvarlighed end maatte stille sig umiddelbar for hans Øie; hvor stærkt et Indtryk han end i sin Samvittighed deraf maatte føle; hvor meget han end maatte anspænde sine Sjælsevner i Bevidsthed om Vigtigheden af sin Stemme; og hvor meget hans Selvagtelse og moralske Holdning end maatte hæves derved – thi vi ville for et Øieblik lade alle disse Forfatterens vakre Forudsætninger gjælde, trods al den Gjendrivelse, de finde i hans egne Beretninger – saa kunne vi alligevel ikke med ham haabe, hvad han især finder vigtigt, at Samfundet gjennem Juryen antager en høiere Tone, og erhverver en sandere, dybere, ædlere Berettigelse end den, som den politiske Lov alene er i Stand til at give, især naar Indretningen ikke kommer til videre Anvendelse, end han til en Begyndelse har foreslaaet – hvorved efter hans egen Beregning gjennemsnitlig kun 4 Sager aarlig i hvert Amt paa Landet vilde blive Gjenstand for Jurybehandling. Vel regner han paa videre Anvendelse med Tiden; men Tilbøieligheden til dens Udvidelse turde neppe blive større i Norge end i England, hvor man vedbliver at gaae i modsat Retning, uagtet den forholdsviis der ikke er saa besværlig, som den her vilde blive. Den middelbare Indflydelse af saa indskrænket en Anvendelse kan dog ikke blive stor i Forhold til den umiddelbare Vækkelse, som de mange Stemmeberettigedes Deeltagelse i vort Valgvæsen, Formandskabsvæsen o. s. v., maa medføre og virkelig har medført i den Grad, at Tonen vist ikke er stemt for lavt, eller at man derved mindre føler sin Berettigelse til Selvregjering, end man kan føle ved at gaae i en Dommers Ledebaand, eller ved selvraadig at gribe ind i Ting, man ikke forstaaer sig paa – og hvad mere Belærende eller Forædlende der kan være i at dømme Mordere, Røvere o. s. v., end i at sørge for Skoler, Fattige m. M., er ikke let at indsee. Begge Dele give baade onde og gode Tilbøieligheder Anledning til at ytre sig, og Udbyttet af det ene som af det andet Slags Selvregjering vil beroe paa, hvilke Tilbøieligheder blive de raadende, følgelig faae saa meget større Anledning til at udvikle sig selv og fortrænge de modsatte. Det er endelig – for at sætte gjorte mod mulige Erfaringer hos os selv – hidtil ikke faldet Nogen ind at antage, at vor endnu vedligeholdte Meddomsmænds-Indstiftelse har havt nogen saadan Indflydelse, som man vænter sig af Juryvæsenet, skjønt den anvendes i langt flere Sager, naar de civile medregnes, end Juryen efter Forfatterens Beregning for det Første (efter al rimelig Beregning vel ogsaa for det Sidste) vilde blive brugt, og Meddomsmanden ikke som Jurymanden er Gjenstand for Mistanke og Spærring, ikke som denne efter længere Mishandling nødt til at opgive sin Mening for den Stærkeres Stivsind, o. s. v., men staaer paa lige Fod med Dommeren, og kan følge sin egen bedre Overbeviisning, hvis han har nogen.

Man kan vel tænke sig de her paapegede og flere Sider ved det engelske Juryvæsen borte; men Hensigten med dets Indførelse vil ikke tilstede meget indgribende Forandringer. Saa lidet det end lader sig gjøre i en Definition at skitsere det ubestemte Taagebillede, der foresvæver Juryvæsenets Yndere som dets almindelige Idee, maa man dog antage, at de ville have Grundtrækkene gjengivne af dets Indretning i de Lande, hvorpaa Opmærksomheden i saa Henseende fornemmelig er henvendt, og at de ikke ville have det saaledes forvansket, at en Engelskmand kunde erklære det for en Uting, som ikke fortjente Navnet af den Indstiftelse, han saa længe har betragtet som sit Lands eiendommelige Stolthed og Fortrin. Blandt den engelske Juryindretnings Grundtræk hører unegtelig Nødvendigheden af at tilveiebringe et eenstemmigt verdict – hvorfra Meningstvangen er uadskillelig, naar man ikke, uden dog at have sikker Udsigt til at naae Maalet, vil experimentere i det Uendelige med nye trials ved nye Juryer, og saaledes forflere de allerede noksom uforholdsmæssige Uleiligheder, hvormed dette besværlige Maskineri er forbundet, eller i Stedet derfor lade de fleste Forbrydere løbe. Forfatteren er ogsaa meest tilbøielig til at beholde Fordringen paa Eenstemmighed, som han forsvarer med Fordelen af, at Jurymændene derved tvinges til at discutere og bestræbe sig for at overtale hverandre. Imidlertid mener han dog, at man vilde kunne lade sig nøie med Eenstemmighed blandt 9 eller 10 af de 12 Jurymænd; men derved vilde ikke Synderligt være udrettet, da man, fornemmelig i tvivlsomme Tilfælde, sjælden vilde kunne regne paa saa megen frivillig Eenstemmighed – skjønt Jurymændene neppe vilde indlade sig synderlig paa Spørgsmaalenes Forgrening, men rimeligviis slumpe paa den af Lewin (S. 264–265) beskrevne Maade. Paa Hemmeligholdelsen af deres Raadslagning og Begrundelse vil man vel heller ikke give Afkald, da den aabenbar vil være lige saa nødvendig her som i andre Lande for at opretholde Juryens Anseelse og beskytte den mod Paavirkninger og Forfølgelser. Derved er Adgangen til Anmasselse bevaret, da Dommeren ikke kan erfare, hvor vidt Juryen er gaaet ind paa hans Enemærker – for ei at tale om Umuligheden af at adskille det Factiske fra det Juridiske i de fleste Tilfælde – og den gamle Drøm om Jurymænds Lydighed imod Lov og Instruction har, hvor der er Fristelse til at fravige begge Dele, ei alene Tingens Natur men al Erfaring imod sig. Om noget Ansvar for Juryen kan der efter det Anførte ikke være Spørgsmaal, om end ikke Juryvæsenets nyere Begreb afskar al Tanke derom. Forfatteren har af gode Grunde heller ikke vovet at foreslaae nogen Undtagelse fra Jurybehandling i Sager af politisk Charakteer, og i Libelsager erkjender han at den engelske Regel maatte bibeholdes. Men han mener at kunne hjælpe paa Tingen ved at foreslaae, at Dommeren skal kunne indskrænke Juryen til special verdict, samt at Juryen skal aflægge Ed paa at ville følge Loven, saadan som Dommeren forklarer den, og at ville ansee som Retsspørgsmaal, hvad Dommeren erklærer for Retsspørgsmaal. Hvad det første Middel angaaer, da vil Juryen, som allerede oftere bemærket, dog ikke derved i Regelen faae noget reent factisk Spørgsmaal at afgjøre. Skal Lovgivningen yde den Anklagede fornøden Beskyttelse mod Vilkaarlighed og Uskjønsomhed, kan den lige saa lidt lade Beviset som Straffen aldeles ubestemt, da hans Skjebne ikke mindre beroer paa det Ene end paa det Andet. I Frankrige, hvor Bevisets Afgjørelse er overladt til Juryens uregelbundne Skjøn, har man de sørgeligste Erfaringer om Juryvæsenets Indflydelse paa Retspleien, og anderledes kan det ikke være, hvor Lovgivningen i den Grad svigter sit Kald. Derfor har man i England og Amerika endnu aldrig drømt om at indføre en saadan Frihed i Jurykjendelsen, skjønt man i England har afskaffet nogle af de stiveste Indskrænkninger i Benyttelsen af Vidner. For Bevisets Bedømmelse som for Straffens Udmaaling tiltrænges altsaa ledende Grundsætninger, som ikke enhver Jurymand medbringer, men som alene kunne fremgaae af lang og moden Overveielse, efter alsidig Erfaring og Overskuelse af Retspleiens Tarv i det Hele, hvorfor man med Føie ikke en Gang har turdet betroe egentlige Dommere nogen saa ubunden Udøvelse af denne vanskeligste Deel af Dommerkaldet. Der bliver saaledes meget faa reent factiske Spørgsmaal for Juryen at afgjøre, hvor meget man end vil indskrænke dens Myndighed; thi endog i egentlige Skjønstilfælde har man ofte vanskeligt ved at adskille det factiske fra det juridiske Element, uagtet det her gjælder saadanne Spørgsmaal, til hvis Løsning Loven ikke kan yde synderligt Bidrag. Den newyorkske Lovcommission, der ligeledes vilde have Jurykjendelsen indskrænket til det Factiske, var derfor heller ikke falden paa at foreslaae nogen tvungen Indskrænkning til special verdict. Det andet af Forfatteren foreslaaede Middel, Eden, vil heller ikke hjælpe. Naar man i England, hvor der vist ikke hersker mindre Gudsfrygt end i Norge, efter at have aflagt Ed paa at ville afgive et samvittighedsfuldt verdict vurderer rede Penge til nogle Procent af deres uomtvistelige Værdi, o. s. v., og der hos os, under mindre Fristelse, i det Smaa forholdes paa samme Maade, kan man regne sig til, hvad Indflydelse en saadan Ed vilde have. Som det gik med common low Regelen: at Dommeren alene afgjør de juridiske Juryen alene de factiske Spørgsmaal, hvortil Juryeden rigtig forstaaet allerede svarer, vilde det gaae med den af Forfatteren foreslaaede nye Ed – og Fristelsen til at bryde den vilde ikke udeblive. For ei at tale om politiske Sager – paa hvis Behandling ved Jury vi ovenfor have seet slaaende Exempler – og især Trykkefrihedssager, hvor Juryen i Regelen ikke faaer andre end juridiske Spørgsmaal at afgjøre, og ikke kan ansee sig kaldet alene til at strøe Sand paa hvad Dommeren foreskriver den, ville vi anføre et Par Exempler, hvori Forskjellen mellem Jurybehandling og Dommerbehandling maa kunne gjettes. For ikke mange Aar siden blev nogle af en Bygds bedste Mænd fældte for Drab paa en for Tyveri mistænkt Mand, som de under forgjæves Ransagning i hans Huus mishandlede saa længe, for at tvinge ham til Bekjendelse, at han døde under deres Hænder. Hvorledes en Jury her, som i Amerika, vilde have afgjort et saadant Lynchlov-Tilfælde, er let at begribe. For nylig havde man i en anden Bygd Exempel paa aaben Feide mellem to talrige Partier af Gaardmandssønner, der leverede hverandre blodige Slag med hvad Vaaben de fik i Hænde, saa ofte Leilighed gaves. Heller ikke i saadanne Tilfælde er det vanskeligt at begribe Forskjellen mellem Jurybehandling og Dommerbehandling. Flere lignende Exempler kunde anføres, om de ikke maatte ansees overflødige. Ved Indførelsen af Juryvæsenet her i Landet vilde vi ganske vist paa mange Steder baade faae Lynchvæsenet og andre Frugter af saadanne friere Institutioner i fuldt Maal som Tilgift, da man i Tillid til Juryvæsenets sædvanlige Indflydelse i saadanne Tilfælde vilde vove Mere, end man nu kan vænte at slippe fra – og dette turde blive den mærkeligste Virkning paa Folkeopdragelsen, vi af Juryvæsenet kom til at spore. Vel har Forfatteren tænkt sig en større Benyttelse af vore selvstændigere Embedsmænd som Jurymænd her end i England; men foruden at Bestræbelsen for at indbringe større Dannelse i Juryen ikke har frugtet i Frankrige, som Følge af at den ene Dygtighed ikke kan erstatte den anden, naar denne fordrer særegne Kundskaber, og at en Præst eller Officier derfor omtrent vil være lige saa lidet skikket som en forstandig Bonde til at løse Retsopgaver, kan man vel ogsaa paaregne, at Embedsmændene, som desuden altid vilde komme til at udgjøre en ringe Deel af Jurymandsstokken, om ikke ved Lov saa dog ved Forskydelse af de Anklagede vilde blive udelukkede fra Deeltagelse i Sagernes Afgjørelse, og i alle Fald ikke faae nogen afgjørende Indflydelse paa Anklagedes Fældelse. Ved Spørgsmaalet om Juryens Udelukkelse fra politiske Sager og Trykkefrihedssager har Forfatteren selv blandt Andet anført Grunde, som lede til denne Forudsætning. Finder man først at en Jury behøves for at beskytte den Paagjældende mod Dommerstandens Sympathier med Anklagemagten, vil man naturligviis nære samme Mistanke og Uvilje mod den hele Embedsstand, og her som i andre Lande foretrække en Jury af Standsbrødre, saa vidt den kan haves. At Sagerne efter Forfatterens Forslag skulle behandles amtsviis, gjør heller ingen Forskjel; thi om man end vilde hente Jurymænd fra nordre Østerdalen for at dømme en Mand fra Odalen, eller fra nordre Gudbrandsdalen for at dømme en Mand fra Hedalen, vilde det ikke gjøre større Forandring her end i England eller Amerika, hvor Juryen sjælden staaer i nærmere Forhold til den Anklagede. Man kommer saaledes i alt Væsentligt tilbage til den engelske Indretning med alle dens Skrøbeligheder – og hvad dens Besværlighed og Bekostelighed angaaer, da ere disse Sider en nødvendig Følge af det Væsentligste ved denne Indretning, hvorpaa der mindst kan gjøres Afkald, nemlig den samlede mundtlige Slutningsbehandling, hvortil fjerne og nære Vidner maae sammenslæbes paa een Gang med Anklagede, Jury og Ret, naar Noget skal kunne foretages, og ikke det hele Møde skal være spildt ved en Enkelts Udeblivelse, saa at Alle maae møde paa Nyt. Tænker man sig nu paa den ene Side vore Fjord- og Fjeldegne, hvor Vidnerne ofte ere beskjeftigede ved Fiskerier og Søfart, eller hindrede ved Uveir og Uføre med Mere, og det derfor ofte er vanskeligt nok at faae Strafretspleien efter vor simple og lempelige Rettergangs-Lovgivning til stykkeviis at gaae nogenledes fra Haanden, og paa den anden Side Lande, som i alle Retninger ere gjennemskaarne af Jærnbaner eller Floder, hvorpaa man med Dampindretninger saa meget sikrere, hurtigere og billigere kan befordres til og fra Retsstedet end hos os, medens det dog der er forbundet med saa store Vanskeligheder og Bekostninger at faae alle Vedkommende samlede paa een Gang, at man fremdeles som før benytter Arrest eller Caution saa vel af Vidner som af Anklagede, for nogenledes at sikre sig mod alt for stor Tids- og Pengespilde, og at selv Jurymændenes Ombud ansees for det tungeste, en Borger har at bære, da maa man fatte saa meget større Gru for at faae et saadant Uvæsen indført her i Landet. Forfatteren synes ogsaa selv i Bekostningen at have fundet en overveiende Hindring; thi i sin „Slutning“ siger han, som allerede bemærket, at han „afseet fra Udgifterne“ ikke kan see Andet, end at det maatte være ønskeligt, ogsaa hos os at faae indført Jury-Institutionen.

I Grundloven finder Forfatteren derimod Intet til Hinder for sit Forslag; men den Dialektik, hvormed han har søgt at imødegaae Indvendingerne, holder naturligviis ikke Prøve, hvor heldige Overgange han end har valgt. Han negter ikke, at Dommerkaldet er et Embede, der skal besættes af Kongen, men søger at indskrænke dets Begreb, deels ved Sprogfortolkning, deels ved Exempler, og fornemmelig ved at ville bringe Jurymænd ind under eet Fællesbegreb med Vidner og Skjønsmaænd. Det Væsentlige ved et Vidnes Forklaring er imidlertid Gjengivelsen af en sandselig Iagttagelse, som vel altid i større eller mindre Mon er betinget af Skjønsevnens Medvirkning, men dog aldrig derved taber sin Hovedegenskab af reent factisk Vidnesbyrd. Et Skjøn af uvillige Mænd, som det hos os kaldes, adskiller sig kun deri fra et Vidnesbyrd i almindelig Forstand, at hiint mere beroer paa Skjønsevnens, dette mere paa Iagttagelsesevnens Virksomhed; men begge have det tilfælles, at de alene gaae ud paa at oplyse det reent factiske Forhold, uden at afgjøre dets juridiske Beskaffenhed – hvilket oprindelig heller ikke var Juryens Kald – og at deres Brugbarhed som Beviismidler maa afgjøres ved Rettens Dom. At Vidneforklaringen undertiden streifer ind paa Skjønnets Enemærker (til Ex. naar det gjælder Beruselsesgrader eller deslige), og Skjønnet paa Dommens (hvor det Factiske og det Juridiske ikke saa ganske kan adskilles), forandrer ikke deres almindelige Natur, da Forklaringen maa vige for egentligt Skjøn, hvor det kan haves, og Skjønnet ikke indskrænker Dommen i Afgjørelsen af de juridiske Spørgsmaal, hvorpaa dets Indflydelse beroer. Men naar man til Ex. i Trykkefrihedssager, hvor det Factiske er givet, vil lade dets juridiske Beskaffenhed afgjøre af Juryen ved en Subsumtion under Lovens Begreber, der skal binde Dommeren saaledes, at han alene har at tilføie Strafudmaalingen – hvorpaa Forfatteren conseqvent nok ogsaa vil give Jurykjendelsen en saare væsentlig Indflydelse, idet den tillige skal bestemme Valget mellem de forskjellige Straffegrader – da kan man dog ikke med noget som helst Skin af Grund negte, at Jurykjendelsen bliver Dom i alleregentligste Forstand; og det aldeles underordnede Bidrag, Dommerkjendelsen skal yde til Sagens Afgjørelse faaer aabenbar Udseende af et Nødmiddel, hvormed man vil dække Anstødet mod Grundlovens utvivlsomme Bud. Herimod hjælper det ikke at paaberaabe sig Jurylandenes Sprogbrug, som Grundlovens Forfattere deels ikke kjendte, deels ikke kunde falde paa at følge, idet de talte til sine Landsmænd, der maatte forstaae Ordene saaledes, som de var vante til at opfatte og anvende dem under vore Forhold. Ei heller hjælper det at anføre Exempler paa Tilfælde, hvor Spørgsmaalet alene er om Løsningen af Retsopgaver, eller hvor Parterne kunne stille Opgaven, som de finde for godt, da Dommeren i ethvert af disse Tilfælde dog lige fuldt har at afgjøre Alt, hvad der omtvistes. Lige saa lidt kan det hjælpe at tale om det Baand, Loven paalægger Dommeren ved Afgjørelsen af Beviismidlernes Anvendelighed og Tilstrækkelighed, da denne Afgjørelse alligevel bliver hans, ikke Andres Sag, baade hvor der er Beviisstrid, og hvor det gjælder Vegten af det eensidige Beviis i Forhold til Lovens Fordringer. Subsumtionen under Loven er, som allerede bemærket, det Constitutive i Dommerkaldet, og kan følgelig ikke udøves af Andre end Dommeren, enten den er let eller vanskelig, enten Spørgsmaalet er om Bevisets Brugbarhed og Tilstrækkelighed, eller om den beviste Gjernings legale Begreb og Strafbarhed. Den Knibe, hvori Forfatteren har befundet sig med Grls. §§ 20, 21, 88, 92 og 96, har blandt Andet bragt ham til at tænke paa en Udvei, hvorved dog ikke Juryvæsenets Anstød mod disse Bestemmelser vilde undgaaes, men alene dets egen Grundvold omstødes. Han mener nemlig at der ikke vilde være nogen absolut Hindring for de factiske Spørgsmaals Opbringelse for Høiesteret i Forbindelse med de juridiske, naar den Vidneførsel, hvorpaa hines Afgjørelse vilde beroe, nedskreves og medfulgte. Men foruden at Grundloven lige saa lidt i første som i sidste Instants tilsteder, at Dommermyndigheden udøves af Andre end Dommere i Ordets strengere Betydning, vilde den ved Juryvæsenet tilsigtede Betryggelse bortfalde, idet de populære Sympathier kom i omvendt Forhold til de officielle, hvis Raaderum det netop skulde indskrænke – hvilket Forfatteren ogsaa selv antyder, hvor der handles om de forskjellige Maader, hvorpaa en Jury kan tænkes istandbragt. Endelig mener Forfatteren, at om Grundlovens Forfattere end have tænkt sig, at Dommeren afgjør alle de under en Retssag omtvistede Spørgsmaal, altsaa tillige factiske, saa kan dette ikke være til Hinder for Indførelsen af Juryvæsenet, saa længe „det ikke udtrykkelig er bestemt, at de factiske Spørgsmaal skulle afgjøres af Dommerne.“ Men vil man omgaaes saaledes med en Grundlovs Bestemmelser, at Alt, hvad ikke særlig, umiddelbar eller udtrykkelig er bestemt, skal ansees ubestemt, enten det er indbegrebet i dens Tankegang eller ei, da vil det hverken for den ene eller den anden Green af Statsmagten være vanskeligt at frigjøre sig fra de Baand, den paalægger. Hidtil har man dog ikke fundet at burde omgaaes saaledes med nogen Lov, hvad den dømmende og den udøvende Magt betræffer, og Regelen maa være den samme ved Grundlovens Fortolkning for alle Statsmagter, saa at ogsaa den lovgivende Magt har at følge Aanden i dens Bud. (Grls. § 112).

Der vilde endnu være Meget at sige saavel om Grundloven som om andre Ting; men da det Anførte allerede overskrider det Omfang, hvortil en Anmeldelse hos os af flere Grunde pleier at indskrænke sig, maa det her beroe med disse korte Bemærkninger, til hvis Fortsættelse der maaskee vil gives anden og bekvemmere Anledning. Imidlertid maae vi – hvor uenige vi end ere med Forfatteren i Anvendelsen af det Udbytte, han har hjembragt fra sin Undersøgelsesreise – yde ham den Erkjendelse, at han har leveret et særdeles værdifuldt Bidrag til Løsningen af det store Spørgsmaal, der for Tiden beskjeftiger os, og at Hovedformaalet for hans Sendelse derved i en sjælden, om end ikke uvæntet, Grad er opfyldt.

C. Winter-Hjelm.

---

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.