Keilhaus opdagelse af Jotunhejmen
1870 var et slags jubelår for Jotunhejmen, som burde have værst mindet i turistforeningens årbog for dette år; men det er vel bedre sent end aldrig. I året 1820 foretog nemlig bergstuderende Keilhau, ledsaget af student Christian Boeck, begge senere professorer ved universitetet, en tur hidop fra Valders, hvor den förstnævnte i nogen tid havde været sysselsat med geologiske undersögelser, og denne tur blev en virkelig opdagelsesrejse. Keilhau beskrev den i det nedenfor af „Budstikkens“ 2den årgang aftrykte stykke, med overskrift: „Nogle efterretninger om et hidtil ubekendt stykke af det söndenfjeldske Norge.“ — Når man erindrer, at dette stykke udgör ikke mindre end 150 kvadratmil, at storbygder stöde tæt op til fra alle sider, at gamle, stærkt befærdede landeveje gå forbi i kun et par mils afstand eller knapt det, at der heroppe findes samlet i tætsluttede rækker Norges höjeste fjelde med sine tinder og rygge stikkende op af sne- og isbræer, at disse tinder og bræer omgive tre store indsöer med græsrige bredder og et vidunderligt natursceneri, der nuomstunder hver sommer drager hundreder af turister hidop i sommermånederna — så synes det næsten utroligt, at alt dette skulde have været ukendt lige indtil for et halvt hundrede år siden. Således forholder det sig imidlertid. Udenfor rensjægernes, fækarernes og fiskernes kreds var der ingen, som vidste besked om denne vidtstrakte alpeverden, för året 1820. Pontoppidans kart har hverken Bygdin eller Tyin; i ströget mellem Valders og Lom er der på dette kart afsat fjelde, der nærmest se ud som lavere arme, gående ud mod öst fra Lang- eller Filefjeldenes hovedkæde; midt imellem Vang og Lom, altså omtrent der, hvor Memurubræerne og Memurutinderne ere beliggende, er anbragt et fjeld, der kaldes „Skagenfjeld“, og længere sydpå et andet, der kaldes „Fliefjeld“, Vi kende nu ingen fjelde af disse navne i Jotunhejmen, men det er rimeligt, at „Skagenfjeld“ skal være Skaget i östre Slidre, og at „Fliefjeldet“ skal være Valders- og Vinsterflyerne, hvorover vejen fra Slidre til Våge gennem Sjodalen falder. Dette samme Flyenfjeld omtales også i den gamle beskrivelse over Valders, „Valdresia reserata“, der er trykt i Budstikkens 3die årgang. „Det er meget höjt,“ heder det, „en mil langt, og Gud hjælpe den, som kommer på det i snedrev eller tykt vejrligt: han må regne det for en særdeles Guds forsyns gerning, at han bær sit liv derfra som et bytte.“
Forfatteren af „Valdresia reserata“ var præst i Slidre; han må på sine kirkerejser over åsen mellem vestre og östre Slidre mangfoldige gange have seet Mugnafjeldets snevidder, Torfins- og Galdebergstindernes kegler og pyramider rage frem over de nærmest bygden liggende fjelde; men han har ikke fundet det umagen værd at spörge efter disse tinders navne eller at optage dem i sin fortegnelse over Valders’s naturmærkværdigheder. Fra landevejen mellem Svennæs og Ulnæs kirker i nordre Aurdal ser man ligeledes Mugnafjeldet og Torfinstinderne; fra Maurklephougen, det överste punkt af den gamle Filefjeldsvej, har man udsigt til Horungerne og andre af Jotunhejmens alpeknippe: tusinde rejsende af alle samfundsklasser have draget her forbi i årenes löb; men Horungtinderne og Mugnabræerne have forgæves vinket til dem; de have ikke vakt opmærksomhed hos en eneste, ikke en eneste har fölt lyst til at aflægge dem et nærmere besög.
Det indre öje må oplades, för det ydre kan se, og natursansen har först lidt efter lidt erobret det vidtstrakte rige, som den nu omfatter, — er först i den nyeste tid trængt op sålangt som til Höjfjeldene. Dens historie falder sammen med videnskabens og den frie tankes. Videnskaben er gået foran, den har löst den forbandelse, som en mörk overtro havde lagt over naturen, og åbnet öjnene for naturens storhed og skönhed Det fortælles om den hellige Bernhard af Clairvaux, at han en gang vandrede en hel dag langs söen ved Lausanne og om aftenen spurgte, hvor söen lå, såsom han intet havde seet. Han var den store mönstermand for sin tid, de mörke gotiske kirkers og de farvede glasruders tid, da mennesket ligesom med et slags afsky vendte sig bort fra naturen og stængte den ude som noget ondt; det var spiritualismens höjdepunkt og natursansens laveste ebbe. Men nu begynder omslaget; den frie tænkning hævder sin ret og bryder stykke for stykke af fængselsmurene, så lys og luft strömmer ind og öjet vænnes til at se. I Ludvig den fjortendes tidsalder indtager allerede naturen en anerkendt plads ved siden af salonerne i det höjere samfunds interesse; men der er ikke endnu den frie, vilde natur. Træerne måtte være tilstudsede, opstillede i soldatiske, fejekostlignende rækker; marken måtte være inddelt i ruder og regelmæssige geometriske figurer for at tåles. Den mindste noget afsidesliggende dal, er det bleven sagt (Henri Martin), var for det 17de århundredes mennesker „une solitude horrible“, den mindste klippe „un chaos affreux“. Det attende århundrede var i denne som i de fleste andre henseender den store frigörelsens tid. Naturvidenskaben blev populær, og naturbeskrivelser både på vers og prosa optoges i literaturen som et genre for sig. Det er bekendt, hvor stærkt dette genre er repræsenteret i fællesliteraturens norske del og hvorledes Nordmændene i Danmark gave sin norske særfölelse luft i poetiske skildringer af hjemlige naturscener. Når vi nuomstunder ikke kunne föle os tiltalte af disse skildringers pedantiske omstændelighed og lærde mytologiske forsiringer, sa må vi ikke glemme den betydning, de kunne have havt for folkets nationale genfödelse. De vare et slags åndige landnåm. Ved den vågnende natursans kan det siges, at nationen har taget sit land i besiddelse på en ny og varigere måde. Men det er gået stykke for stykke. Först blev det lavere land indvundet med den mere smilende natur, agervidderne, skovene, de græsrige enge, hvor ikke blot natursansen, men også sansen for det nyttige kunde finde noget at hvile ved; — hos det forrige århundredes naturbeskrivende digtere gör denne sidste sig meget stærkt gældende; — sidst kom det öde höjfjeld Rousseau og Byron have opdaget alpernes naturskönhed; för stode de kun som en skillevæg, et stygt stengærde, som man skyndte sig at komme over sa fort som muligt. Jotunhejmen er först i vort århundrede bleven opdaget af den videnskabelige interesse og har först i den allernyeste tid fundet sine poeter.
Den nedenfor aftrykte opsats er således et aktstykke til vor „kulturhistorie“. Den vil udentvivl være ny for de fleste af årbogens læsere, da „Budstikken“ nuomstunder er sjelden udenfor de lærdes biblioteker, og den fortjener at læses.
Det nordvestlige Agershus og en del af det tilstödende Bergenhus stift gemmer en på vore karter og i vort lands beskrivelser hidtil ubekendt strækning af omtrent 150 geogr. □ mils areal. Dette betydelige stykke begrænses af de beboede dale i Gudbrandsdalen, Sogn og Valders, og forsåvidt det har nogen ejer, regnes det til præstegældene Lom, Våge, Lærdal, Lyster og Justedal. Det er en fjeldegn, som upåtvivlelig er den vildeste og måske den höjeste i Norge; og da det hele store stykke ikkun har en fast menneskebolig, så turde kundskaben om samme være mindre vigtig for ökonomen end for fysikeren. Det hele er et höjland, sådant som nordens almindelige fjeldegne; men den midterste del er opfyldt med sande alper i den betydning, som geognosterne tage dette ord, d. e. fjelde af samme fysiognomi som Schweizer-alperne. I geografien anföres Langfjeldene at gennemsætte denne egn fra nord mod syd; men man finder her ingen sådan kæde. Tværtimod löbe rækkerne med små afvigelser altid mellem öst og vest. På stiftsgrænsen trænge de sig vel nærmere sammen og danne höje punkter imellem sig, som skille Vesterhavets og Kristianiafjordens vasdrag; men disse knytninger ere så ubestemte og udhæve sig så lidet, at de ingenlunde berettige til at antage nogen fra nord mod syd löbende hovedkæde, hvoraf de andre skulde være grene. Her eksistere altså Langfjeldene i virkeligheden ligesålidt som nogen af indbyggerne kender dette navn, og det er ikke usandsynligt, at det samme, på den hele lange linje ned til Kristianssands stift, er tilfældet med Langfjeldene, som jeg vover at anse for indbildte. Hovedrækken i vort forehavende terra incognita turde være den, som danner grænsen mellem Valders og Gudbrandsdalen og på vestsiden sænker sig mellem Lyster og Årdal, ligesom den i öst afbrydes på en milevid fjeldslette, som Valderserne kalde „flye“ (nordre Vinster-flye og Bygdis-flye). Denne centralsamling af fjelde er i Sogn og Valders tildels bekendt under navn af Borungtinderne, Galdebergknausenn, Torfinstinderne og Mugnafjeld, men en stor del er aldeles ubekendt. Iblandt de mægtige grupper opstige toppe, der i höjde næppe stå tilbage for Snehætten på Dovre; ja der er grundet formodning om, at landets höjeste punkter dölge sig mellem denne frygtelige egns evige sne- og ismasser. Endnu blot i dens udkanter stiger Mugnafjeldet til 6750 fod, og Skaga-stölens tinder hæve sig mere end 7000 franske fod over havfladen; og en sådan höjde nå disse tinder på mindre end halvanden mils afstand fra söen; Sognefjorden beskyller sågodtsom deres födder. Blandt de mangfoldige vande i denne egn fortjene at bemærkes:
1. Bygdin, der strækker sig 3—4 mil fra vest mod ost på sydsiden af den omtalte centralrække og tilhörer Vang i Valders. Den ligger efter et middeltal af flere målinger 3400 franske fod over havet, og enkelte snefonner, som ikke borttö i den hedeste sommer, stige fra de bratte fjeldsider lige ned til dens vand. Ikkedestomindre har denne höjtbeliggende sö, især på nordsiden, meget græsrige strandbredder. Disse herlige græsgange benyttes 3—4 måneder om sommeren af slagtehandlerne, som her fede flere hundrede stykker kvæg. Men træer findes ikke omkring Bygdin; de elendige hytter eller boder, som de kaldes, hvori kreaturernes vogtere opholde sig, bygges af löse stene og torv. Bygdins vande, hvoraf meget er optöet gletscher-is, flyde gennem en række af betydelige söer ud i Gudbrandsdalene hovedelv, Lougen.
2. Gjendevandet (Gjendin) löber på nordsiden af hin fjeldrække omtrent parallel med Bygdin. Dets spejl ligger under birkens vegetationslinje, altså lavere end Bygdin, dog næppe mindre end 3000 fod. Indsenderen, som ikke selv har været der, formoder, at Gudbrandsdölerne have sætre på dets bredder eller idetmindste havnegange (fælægere) af samme beskaffenhed som ved Bygdin.
3. Tyin tilhörer dels Valders, dels Sogn. Denne 2 mile lange og meget brede sö begynder ¼ mil vestenfor Bygdin og ender 3 mil i n.n.v. fra Nystuen på Filefjeld, med udlöb i Årdal. Tyin ligger omtrent på samme höjde som Bygdin, er fiskerig, og dens bredder have skönne græsgange. I höjdalene omkring disse söer opholde sig talrige flokke af rensdyr, lemænerne have også der sit sande hjem. Når man hertil lægger en enkelt björn og vielfrassen samt meget få fugle, så findes der næppe flere vilde dyr i de trakter.
Til disse afbrudte, forelöbige notitser föjes en kort beretning om en rejse, som indsenderen i selskab med student * i dette års sommer foretog i vor forehavende fjeldegn.
Efterat have anvendt det meste af juni måned på den lavere fjeldstrækning mellem Hallingdal og Valders, udrustede vi os endelig fra hovedkvarteret i Slidre til at tage op mellem de höje fjelde på nordsiden af dalen Valders henimod Gudbrandsdalen. Fra Olberg i Slidre, fra Sultind på Filefjeld og fra mange andre höje punkter havde vi alt længe seet Horungtindernes og Galdebergknausernes pyramider og Mugnafjeldets sneflader i det fjerne nord og længtes inderlig efter at komme op imellem disse vilde, ubekendte trakter. Nu var da endelig sneen afgået så meget, at vor bagage, som skulde föres på klev, kunde komme frem. En gammel, erfaren rensdyrskytter var den tredje person i rejseselskabet. Man må til sådan tur være vel forsynet med klæder, levnetsmidler og det nödvendige husgeråd; ti det indtraf virkelig, at vi i flere dage ikke traf mennesker. Halvanden mil fra kongevejen i Valders, i Hurums anneks til Vang, forlode vi Skreberg, den sidste gård i Agershus stift, for först igen at se faste menneskeboliger i Årdal, 11 mil fra Skreberg. Rauhornet, ligeoverfor denne gård, har kobberlejer af ringe værdi; man bragte mig og et stykke blende derfra. En halv mil i nord for Rauhorn hæver Bitihorn sig til en höjde af 5000 franske fod over havet. Det har en umådelig synskreds, især henover de östlige og sydlige lavere bergstrækninger. I vest og nord ser man utallige horn og tinder, fjernt og nær, enkelte og sammenhobede, under mangfoldige skikkelser. Fra Mugnafjeldets sneflader glider öjet ned i Bygdin, hvis vand man ser at löbe ud i den nære sö Vinstern. Bitihornet har skrækkelige præcipicer mod öst, og er selv et af de östligste punkter i den samling af alper, som strække sig hen til Sogn, og som udelukkende bestå af Syenit. Min rejsefælle botaniserede med særdeles held på og omkring Bitihornet. Ranunculus glacialis vokser lige til det överste. Hödnstölen, d. e. Hornsæteren, ligger ved hornets fod på en höjde af 3250 franske fod, og omkring den vokse endnu små birke. Dette træs vegetationslinje turde være 3300 franske fod i Valders. Vi lagde vejen over en bro ved Vinstervandets nordre os, forbi Synshorn, vestefter Bygdins nordre bred. Her ankom vi den 11te juli i et nedslående vejr til Hestevoldbod, hvor der var et fælæger af 3—400 stkr. slagtekvæg. Mugnafjeldet stiger på denne side op fra Bygdin, og Hestevoldboden ligger på dets græsrige fod. — Den fölgende dag var vejret godt, og vi bestege Mugnafjeldet. 1600 fod over Bygdin begynder den store snebræ, som uafbrudt vedvarer lige til det överste; på det sted, ovenfor hvilket den i mands minde aldrig var borttöet, foretoges en måling, som angav 5000 franske fod. Når det nu må antages, at de store snemasser selv nedsætte temperaturen og derved forårsage en synken af snelinjen, som ikke vilde finde sted, dersom hin lokale, kuldebringende årsag var borte, så er det vist rigtigt med v. Buch at ansætte den evige snees grænse til 5200 fod i denne egn af Norge. Og er v. Buch’s angivelse ikke fuldkommen rigtig, så ligger det kanske deri, at han regner 100 fod for meget. Man ser ingen is på denne side af Mugnafjeldet, men det er sandsynligt, at den overordentlig tykke snebræes underste lag er virkelig is, der måske i meget varme sommere henimod hösten kommer tilsyne. I förstningen gik vi ret magelig på den faste sne; som en fjern, fjern torden hörtes en elv under bræen; ganske trygge gik vi over den, uden i förstningen at vide, hvad det egentlig var. Op imod det överste blev sneen blödere, og stundom sank vi ned i den til armene. Jeg tör ikke afgöre, om det punkt, vi nåede og fandt 6745 fod over havet, er det höjeste på Mugnafjeldet. Så jævnt det stiger op fra Bygdin, så stejlt er det afstyrtet mod norden; græsselige præcipicer indeslutte der en gyselig dal. Faldjökler stige fra alle sider ned mellem fjeldklöfterne, og gletschere af förste rang efter Saussures inddeling opfylde dalbunden. De temmelig faste snekaver hænge frem over de bratte vægge som et tag; og når et sådant stikkende stykke brister ved sin egen vegt, så fremkommer en heftig snelavine. Tvende sådanne fulgte straks på hinanden under vort ophold på Mugnafjeldet og afgave en forbausende scene. Det virkede stærkt på barometeret. Det sank 0,25‴ under den sidste lavine; ti en betydelig luftkolonne måtte af den faldende sne blive sammenpresset i den nedenfor værende dal, medens luften på vort höje standpunkt i samme grad blev fortyndet.
Endnu samme dag fortsattes rejsen fra Hestevoldbod. Man kommer forbi Hestekampen, hvis pyramide man ser ved siden af Mugnafjeldet på mange steder i det lavere, sydligere Valders; her viser den sig ikke længere som en spids, men afstumpet og på nordsiden sammenhængende med det höjere Mugnafjeld. Så fölge Torfinstinderne, som danne en fuldkommen kam. Mellem dem og Galdeberg trænger Langsidalen sig ned til Bygdin, og nu blive denne sees bredder så stejle under Galdeberg, at man ikke længere kan fölge dem. Op igennem Langsidalen kom vi först ned til stranden igen efter en meget besværlig vandring i halvoptöet sne. Vejen måtte lægges over selve Galdeberg og var den höjeste, vi passerede med bagagen; en barometerobservation angav 4747 fod. Dette bjerg er det mægtige fodstykke, hvorpå Galdebergknausernes pyramider og kegler tårne sig. Mellem disse dannes betydelige gletscher. Egnen er yderst vild og rædsom; men her vide skytterne altid at træffe talrige flokke af rensdyr. Det var os umuligt at nå Bramboden den aften; vi måtte derfor overnatte på stranden under åben himmel. Rensdyrskytterne vide under sådanne omstændigheder fortræffeligen at hjælpe sig; med den lille håndökse rive de snart sammen et bål af törre enebærbuske, slå ild, sætte på den feltkedelen, og medens denne koger, törre de sine klæder. Vi måtte også finde os i dette og tilbragte tåleligen den smukke sommernat i en egn, hvor enkelte snefonner aldrig ophöre.
Den 13de kom vi forbi fælægret ved Bramboden og satte over en elv, der formedelst sit gletschervand kaldes Mælkedöla. I nærheden af dens udlöb i Bygdin forekommer et fossil, som måske turde være nyt. Ikke langt derfra forlader man Bygdin ved Ejdsbod, en ussel jordhytte, som rensdyrskytterne have bygget omtrent i middelpunktet af sine bedste jagter. Omkring Rustetjernet og Slottets höjdale (Slöttabottadden) strejfe dyrene i hundretal; ligesom i den nære Koldedal. Nu havde et tordenvejr adspredt og bortskræmmet alle rener fra disse trakter.
Fra Bygdin stiger man over en ubetydelig höjde hen til det store vand Tyin. Dette pas, der, ligesom Filefjeld, deler Kristianiafjordens og Sognesöens vasdrag, angaves ved en barometer-observation 3473 fod over havet, altså henimod 500 fod höjere end Smeddalen på Filefjeld.
Fra nordre Tybod, som var vort kvarter ved Tyin, foretoges den 14de juli en udvandring til Koldedalen, som i nærheden af Tyboden kommer ned til Tyin. Ved sådanne ekskursioner pakker man sit töj ned imellem nogle stene og overlader hestene til sig selv på en god græsgang; ere de forsynede med bjælde, så findes de igen uden vanskelighed.
Koldedalen ligger omtrent 4000 fod over havet og har næsten ingen vegetation; det er kun moser og de höjeste fjeldvæksten som trodse det hårde klima. Man er omringet af 5—6 faldjökler; to overordentlig spidse tinder af Horungerne knejse vældigen i det överste af dalen og se ned i en sö, som endnu var belagt med blågrönne isflokker. Vi gik op på den bræ, som ligger midt for dalens indgang, på den nordligste side af den lille sö. Ovenfor isen er en umådelig snemasse, hvorpå man uden vanskelighed går frem. Over disse bræer bliver man næsten altid var en vis skælvende bevægelse i luften, lig den, som sees over en varm ovn, eller over jorden, når der, især om foråret, kommer solskin efter regn. Der er sagt, at en mængde varme bliver fri i nærheden af og helst på bræerne; uagtet jeg under mange forskellige omstændigheder, i klart og tykt vejr, både morgen, middag og aften, har havt lejlighed til at kunne göre denne bemærkning, så har det dog aldrig lykkedes mig at iagttage nogen særdeles varmeudvikling på disse steder, hvor theorien endog må postulere det modsatte. Den skælvende bevægelse i luften kunde måske ansees for en fölge af uddunstningen; det er oplöst sne, luftformigt vand, som opstiger og bölgende söger de höjere, lettere regioner; det er en operation, som nödvendig må binde varme, istedetfor at göre den fri. Det er en anden sag, at solstrålerne måske virke noget stærkere på mennesker og andre ting, når de befinde sig på den hvide sne, end når de, under ellers lige omstændigheder, stå på mörk jord; den höjere varmegrad, som da fornemmes, forklares lettelig af strålernes tilbagekasten fra snefladen; hvilken med sine forskellige krumninger og bugter, især når den er belagt med glat skare, er at anse som et spejl. Imidlertid udfordres flere iagttagelser. Der er mange ting under solen, siger Shakespeare, hvorom vi ikke finde noget i vort compendium.
Det lykkedes os at bestige den höje tind, som hæver sin sorte væg næsten lodret op af sneen om dens fod. Tindens östlige side forlænger sig omtrent på den halve höjde imod norden; der bliver præcipicen noget mindre stejl, og en smal feldspatgang forskaffer det eneste mulige sted til opgangen. Små bække risle overalt ned fra de i höjden udoverhængende snekaver; vandet randt os bestandig ned i ærmene, når vi skulde tage fat i de fremspringende stene og rifter for at trække os op. Jeg fejler næppe meget ved at anslå den væg, opad hvilken vi stege i feldspatgangens klöft til 800 fod lodret over bræen. Når man med stor fare er kommen fra den faste klippe ind på det udstikkende snetag, så er vejen ikke længere farlig opad tindens bagside. Toppen er överst af få skridts omfang og har et yderst forrevet udseende; det er vanskeligt at finde det faste bjerg (anstehendes Gestein); ti endog det höjeste punkt ligner en sammenkastet stenhob. Det er lynilden, som således sprænger disse toppe. Ved at kaste en sten få alen ud fra os, faldt den uden at stöde an lige ned på bræen, og vi talte, fra det öjeblik den begyndte at falde lodret, til slaget hörtes på bræen, 8—9 sekunder i flere gentagne forsög. Af dette göre man sig et begreb om den enorme præcipice.
Det hændte sig, at vi på nedgangen bleve skilte fra hinanden, og först henimod morgenstunden vare alle samlede i Tyboden. Endnu tænker jeg med gysen på de timer, som jeg tilbragte i den usle hytte i en bestandig angest for min vens liv. Henimod natten var et frygteligt uvejr frembrudt — et natligt uvejr i en egn, som er skrækkelig på den klareste dag! Endelig borte jeg en stemme gennem ljoren på det lave törvtag. Han kom drivvåd, yderst udmattet, just da alt håb begyndte at forsvinde.
Fra en mindre top i Koldedalen har man den fortræffeligste udsigt til Horungernes tætte grupper med deres utallige sne- og isbræer. Dybe, trange dale skære sig ned til Sognefjorden; de små söer og åerne före det dejligste, blågrönne isvand. Morka-Koldedalen kommer op fra Årdal til dette sted, og Utladalen sætter langt ind imellem höjfjeldene. Langt oppe i Utladalen, trindt omringet af Hornungtinderne, er der endnu faste bopæle, hvor man dyrker korn og har nogen skov. Stedet kaldes Vormeli, beboes af nogle husmænd og regnes til Fortuns anneks til Lyster. Den, som vilde male de höjeste af Horungerne og undersöge denne mærkværdige egns gletscher, burde tage sit hovedkvarter i Vormeli. Vi kendte ikke disse omstændigheder, för det var for sent; ellers havde vi kunnet tage fra Bygdin, gennem Mælkedalen lige til Utladalen, istedetfor at göre den lange omvej gennem Tyindalen til Årdalsvand, og derfra gennem Fardalen til Helgedalen i Fortun.
I Helgedalen ligge mange skönne sætre. Vi boede på Ringadn ligeoverfor Skagastölen. I sydost for denne ligger den höje Skagastölstind, som her ansees for den höjeste af Horungerne. Det er egentlig ikke en top, men tre, temmelig stærkt adskilte, og det er meget uvist, at de ere de höjeste blandt den store, vidt udbredte mængde fjeldspidser; de stå yderst i gruppen, og det er sjelden tilfældet, at den höjeste top findes der, hvor en række begynder eller ender. Dels det mindre heldige vejr, dels ubekendtskab til terrænget gjorde, at vi ikkun kunde bestige den nordligste af Skagastölstinderne. Snart var luften klar, snart fulgte et stærkt snedrev. Barometeret stod på 21 tom. 5 lin., og varmegraden var + 4° Celsius kl. 1½ middag. Målingen, som angav lidt over 7000 Pariserfod, er kun lidet nöjagtig. Imidlertid er det vist, at den höjeste af Skagastölens tinder stiger mere end 7000 fod over havet. Fra denne nedrasede frygtelige stenlaviner; dens stejle vægge give ikke Koldedalen stort efter. Et rensdyrhorn fandtes nær ved toppen af vor spidse; til disse höjder ty dyrene, nar de opskræmmes af tordenens brag. Også herfra ser man en mængde is- og snebræer.
Fra Fortun går over Helgedalen en god vej til Lom i Gudbrandsdalen; dens vedligeholdelse forårsager en besynderlig strid blandt almuen i Sogn og Valders. Der er en betydelig strækning, hvorigennem vejen löber, og nu procederede de om denne strækning, ikke for at komme i besiddelse af den, men for at blive den kvit.
Således havde vi da gennemskåret den store fjeldegn og nåede bygderne i Sogn. Nu fortsattes reisen gennem Lyster, Justedalen og Lom, indtil vi igen kom ind i dets östlige gebeter mellem Gudbransdalen og Valders. Fra Sjodalen ved begyndelsen af flyet ser man Mugnafjeldets nordside bedækket med sne og is, og mellem endnu stejlere fjelde end ved Bygdin når öjet hen til Gjendevandet. Forbi Bitihornet kom vi ned i Hegge anneks til Slidre. Her findes den sjeldne anatase (octoëdrit) i nærheden af gården Dale.
Fra Slidre gik rejsen skyndsomst tilbage til Kristiania.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |