Keysers og Munchs mythologiske Haandbøger
22. Nordmændenes Religionsforfatning i Hedendommen, fremstillet af R. Keyser, Prof. i Historien ved Norges Universitet. 177 S. 8v. Christiania. 1847. C. A. Dybwad heft. 60 ß.
23. Nordmændenes Gudelære i Hedenold, tilligemed de vigtigste Heltesagn, fremstillede af P. A. Munch. 168 S. stor 8vo. Christiania. 1847. Joh. Dahl. 80 ß.
Det er glædeligt, med hvilken Iver man i de senere Aar ogsaa her i Norge har kastet sig over Studiet af vore Forfædres Sprog og Historie, et Studium, der tilforn dreves saagodtsom alene af danske Lærde, hvorved en vis Ensidighed og Ufuldstændighed i Behandlingen af det forhaandenværende Materiale var uundgaaelig. Thi ikke blot skriver den første Del af de litterære Kilder for det nordiske Oldstudium sig fra Norge eller dets Koloni Island, men Skildringerne af det oldnordiske Folkeliv dreje sig ogsaa for en stor Del om Norge, i hvis Fjelddale endnu Mangt og Meget af de gamle Nordboers ejendommelige Tænke- og Levemaade saavelsom af deres Sprog har vedligeholdt sig lige til vore Dage. Man kan derfor af det nordiske Oldstudiums flittigere Dyrkning paa norsk Grund vente sig mangt et vigtigt Bidrag ikke blot til en rigtigere Belysning af det Lokale i Kildeskrifterne, men ogsaa til Berigtigelse og Udvidelse af Kundskaben om Oldsproget, til en rigtigere Opfattelse af de gamle Nordboers Karakter og til en bedre Forstaaen af de Træk, Oldskrifterne have opbevaret os af deres ejendommelige Tale- og Handlemaade, Sæder og Skikke. I den korte Tid, som er forløbet siden et selvstændigere Studium af Fædrelandets Historie og de dermed i Forbindelse staaende Fag er bleven vakt i Norge, ere ogsaa flere værdifulde Arbejder i denne Retning leverede af norske Videnskabsmænd, som f. Ex. de vigtige “Samlinger til det norske Folks Sprog og Historie“, Munchs og Ungers kritiske Udgaver af flere Oldbøger, den paabegyndte Udgave af de gamle norske Love, Aalls Oversættelse af Snorre med Munthes fortrinlige Anmærkninger, Langes Klosterhistorie, foruden mange mindre Afhandlinger af Munch, Keyser, Berg o. Fl. Ogsaa de to ovenanførte Skrifter, hvorpaa nærværende Anmeldelse har til Hensigt at henlede Opmærksomheden, ere særdeles værdifulde Bidrag til at oplyse en vigtig Side af de gamle Nordboers Liv, og de bære begge Vidne om de høitfortjente Forfatteres dybe Sagkundskab og inderlige Fortrolighed med den nordiske Oldtid. De staa i nær indbyrdes Forbindelse, ikke blot fordi de tildels behandle det samme Stof, men ogsaa fordi hvert af dem er udarbejdet med udtrykkeligt Hensyn til det andet, saaledes at i hvert af dem Behandlingen af enkelte Materier er forbigaaet eller afkortet, med udtrykkelig Henvisning til det andet Skrift som supplerende det Udeladte eller Afkortede. Paa Grund af dette gjensidige Forhold har jeg troet det rigtigst her at sammenstille begge Skrifter og betragte dem under Et, saaledes at jeg, idet jeg gaaer ud fra Hr. Keysers Skrift som det i sin Plan mest omfattende, med hvert Afsnit i dette skal sammenstille hvad der svarer hertil hos Hr. Munch.
Med Hensyn til Planen adskiller Hr. Keysers Skrift sig fra Hr. Munchs deri, at det fornemmelig har til Formaal at fremstille den Side af de gamle Nordboers Folkeliv, hvori deres religiøse Livsanskuelse afprægede sig, medens derimod Fremstillingen af selve Religionens Dogmer er den væsentligste Gjenstand for Hr. Munchs Skrift. Hr. Keysers Bog behandler saaledes egentlig et Afsnit af de nordiske Antikviteter, og optager kun en Skisse af Hovedmytherne med en kort Vejledning til deres Udtydning, forsaavidt som disse ere nødvendige som Basis for det egentlige Hovedæmnes Behandling. Hr. Munchs Bog er derimod en nordisk Mythologi, en detaljeret Fremstilling af Asetroens Lærdomme tilligemed de mythiske Heltesagn fra den forhistoriske Tidsalder; paa Mythernes Udtydning indlader den sig blot lejlighedsvis og kun med korte Antydninger. Hvad der saaledes hos Munch er mest detaljeret og udførligt fremstillet, det skisseres kun hos Keyser; hvad derimod denne Sidste har behandlet mest udtømmende og nøjagtigt, har den Første paa enkelte Punkter nær ganske forbigaaet. Begge supplere saaledes gjensidigt hinanden og danne tilsammen et klart og fuldstændigt Billede af Asereligionen og de i nærmest Forbindelse med denne staaende Ejendommeligheder i de hedenske Nordboers Folkeliv. Kun i et væsentligt Punkt lade de hinanden og følgelig ogsaa Læseren for en Del i Stikken, nemlig i Udtydningen af Aselærens Dogmer og Myther, hvilket Punkt hos Keyser – ligesom selve Aselæren – kun er skisseret og hos Munch saagodtsom ganske forbigaaet. Herved kommer Læseren til, ialfald for en Del, at savne et vigtigt Mellemled i Fremstillingen, et Mellemled, der ikke blot skulde stille selve Aselæren i et nyt Lys for ham, men ogsaa klargjøre for ham dens indre Sammenhæng med Folkelivet. Jeg vil senere nærmere komme til at omtale dette Punkt, og skal derfor ikke her videre indlade mig derpaa, men strax gaa over til at antyde Indholdet af de forskjellige Afsnit af Hr. Keysers Skrift under stadig Jevnførelse med Hr. Munchs, og med Tilknyttelse af de Bemærkninger, jeg ved ethvert Afsnit maatte finde mig foranlediget til at fremsætte.
I en kort Indledning (S. 1–4) lærer Hr. Keyser os, at Asetroen i sine Grundbestanddele var fælles for den germaniske Folkeklasses to Stammer, den norrøne og den tydske. Medens Hjælpekilderne til at lære denne Tro at kjende i dens tydske Form forholdsvis ere faa og ikke let tilgjængelige, har man derimod rige Kilder til at lære den at kjende i dens norrøne Form, nemlig ikke blot flere under Asetroens Blomstren digtede religiøse Kvad, der indeholdes i den ældre Edda, men ogsaa et helt Troessystem, der er fremsat i den yngre eller Snorres Edda. Paa disse Kildeskrifter er hans Fremstilling af Aselæren bygget, hvilken udgjør Bogens første Afsnit. Til Aselærens Udtydning ere flere nyere Lærdes Skrifter benyttede som Hjælpekilder; af disse nævnes Finn Magnusen, Grundtvig, Hammerich, Petersen, Geijer, Mone, Jak. Grimm og P. A. Munch. Den bedste Kilde til Skildringen af det religiose Liv i det hedenske Norden – Bogens tredje og vigtigste Afsnit – afgive de norsk-islandske Sagaer. Disse fremstille imidlertid kun Asetroen saaledes, som den opfattedes og hyldedes i Norge og paa Island, og uagtet det er sandsynligt, at den i det Hele taget yttrede den samme Indflydelse paa Folkelivet hos Svearne og Danerne, saa kjender man dog i det Enkelte kun lidt til de religiøse Forholde hos disse to Grene af Norrønastammen. Hr. Keysers Fremstilling omfatter derfor nærmest de religiøse Forholde under Hedendommen i Norge og paa Island.
Hr. Munch har ogsaa en kort Indledning (S. 1–4), der i en sammentrængt Fremstilling omtaler Asetroens Historie og Aarsagerne til, at dens Myther vedligeholdt sig i Norden selv efter Kristendommens Indførelse, der ellers i de andre Lande, hvor Asetroen herskede, saagodtsom aldeles udryddede de gamle Myther. At dette ikke ogsaa skede i Norden, har efter Hr. Munch sin Grund dels i den katholske Gejstligheds mindre overvejende Indflydelse her, dels i Modersmaalets Hævdelse som Skriftsprog ligeoverfor Latinen, dels ogsaa i den nøje Forbindelse, hvori Mythologien stod med Skaldekunsten, der fra den hentede sine fleste Billeder og Lignelser. Hr. Munch gaaer derefter over til at omtale de tvende Eddaer; fuldstændigere end Hr. Keyser angiver han deres Indhold og Tendents, samt af hvem de ere samlede. Angaaende den ældre Edda hælder han til den almindelige Mening, at Sæmund Frode er dens Samler; denne Mening er han imidlertid senere frafalden, som man ser af Fortalen til nærværende Skrift og ligeledes af Fortalen til hans fortjenstfulde Udgave af den ældre Edda, hvor han viser, at denne Mening blot er en aldeles løs Gisning. Den yngre Edda tillægger han som almindeligt Snorre Sturlasøn.
Det første Afsnit af Hr. Keysers Skrift indeholder (S. 4–16), som forhen omtalt, en kort Oversigt over Asetroens Læresætninger. I denne Oversigt har Forf. blot holdt sig til Hovedmytherne om Verdens Ophav og Vedligeholdelse, Gudestaten i Asgaard og dens Fiender, Verdens Forfald, Gudernes og Verdens Undergang og herlige Gjenfødelse. Det er saaledes kun Hovedstammen af Asetroens Træ, han fremstiller for os, blottet for Grene og Løv, der vel tjene til at forskjønne og belive selve Stammen, men dog ogsaa ofte skjule denne for Betragteren, og hindre Blikket fra at forfølge dens Væxt. Den Klarhed og Lethed, som udmærker den sammentrængte Fremstilling, viser Forfatterens fuldkomne Overlegenhed over sit Stof.
Langt udførligere og omstændeligere er naturligviis Hr. Munchs Fremstilling af Aselæren (S. 4–84). Med megen Lærdom og Nøjagtighed er Alt medtaget, der er af nogensomhelst Betydenhed. Men uagtet en stor Masse af Stof er sammentrængt paa et forholdsvis lidet Rum, er dog det Hele saa velordnet og de enkelte Dele saa klart og koncist behandlede, at Stoffets Righoldighed ingenlunde besværliggjør Opfattelsen. Fremstillingen er ikke alene klar og korrekt, men ogsaa, hvor Stoffet tillader det, livlig og tiltrækkende. Dette Sidste er især Tilfældet med de længere fortløbende Sagn, der fremstille Scener af Gudernes, især Thors Kamp med Jotnerne, f. Ex. Thors uheldige Færd til Jøtunheim (S. 17), hans Besøg hos Hymer (S. 52) o. fl., medens derimod i andre Afsnit, f. Ex. i dem, der omhandle Gudernes Funktioner og Attributer, Fremstillingen paa Grund af Sagens Natur nødvendigvis maa blive mere tør og overfyldt med Navne og isolerede Notitser. Hr. Munchs Sprog udmærker sig i dette Skrift, som overhovedet i hans Arbejder, ved en stærk Stræben efter Nationalitet; han bruger hyppigt Ordformer og Udtryk, som ere optagne af det norske Talesprog, uden hidtil at have været benyttede i det almindelige Skriftsprog. Paa Grund af Hr. Munchs fortrinlige Sprogsands og nøje Bekjendtskab saavel til de norske Dialekter som til Oldsproget, har denne Stræben efter at fornorske Sproget været særdeles heldig, og ikke faa rigtige Ordformer og gode nationale Udtryk ere herved komne til sin lovlige Ret.
Efter den egentlige Gudelære følger hos Hr. Munch (S. 84–144) en Række af heroiske Sagn, der vel ikke egentlig tilhøre Mythologien, men dog staa i meget nær Forbindelse med denne, idet det mythiske Element i dem paa det Nøjeste er amalgameret med det historiske, snart mere, snart mindre overvejende. De her fortalte Sagn ere: om Vølund, om Hjadningekampen, om Sværdet Tyrfing og de Ulykker, det bragte over Arngrim paa Bolms Æt; derpaa følger den store vidtudbredte Sagnkreds om Volsungerne, Niflungerne og Gjukungerne, Sagnene om Hadding, Fredefrode og hans to Tjenestekvinder af Jøtunæt, om Helge og Rolf Krake, Starkad hin Gamle og Ørvarodd. Flere af disse Sagn ere hentede fra Eddaerne, de øvrige fra Sagaerne. Om deres Fremstilling her gjælder det Samme, som ovenfor er anført om Gudesagnene. De ere ledsagede af temmelig vidtløftige Anmærkninger, hvori den lærde og skarpsindige Forfatter dels underkaster Sagnene en kritisk Drøftelse, og søger at udfinde deres historiske Kjerne, dels sammenligner dem med lignende Sagn hos andre Folkeslag, fornemmelig Tydskerne og Angelsaxerne. – Anmærkningerne til Gudesagnene, der nærmest angaa Aselærens Udtydning, vil jeg nedenfor komme til at berøre.
Efter saaledes at have betragtet Hr. Munchs Bog, hvis væsentligste Del – selve Gude- og Heltesagnene – svarer, skjønt en langt større Maalestok, til den første Afdeling af Hr. Keysers Skrift, vender jeg atter tilbage til dette. Nøje sluttende sig til dets første Afdeling, indeholder dets anden en Udtydning af Aselæren, et Forsøg paa at dechiffrere dens mythiske Billedskrift. At denne Afdeling er saa kortfattet og skisseret som den er, er en naturlig Følge af dens nøje Forbindelse med den kortfattede Fremstilling af Gudelæren i første Afdeling, og naar jeg i det Foregaaende har udtalt en Beklagelse over, at Læseren her erholder Mindre, end han kunde ønske og behøve, for at se tilstrækkelig klart i dette for en rigtig Opfatning af Oldtidens religiøse Liv saare vigtige Punkt, da maa dette ingenlunde forstaaes som en Daddel over Hr. Keyser, af hvis Bog man ifølge dens Plan ikke har Ret til at fordre en større Vidtløftighed i Behandlingen heraf. Men saare ønskeligt vilde det have været, om Bogens Plan havde medført en nøjagtigere og udførligere Behandling af Mythernes Fortolkning; thi den Korthed, hvormed denne her er behandlet, har vistnok bidraget meget til at give Hr. Keysers Fremstilling af Mythernes Væsen og Betydning et Anstrøg af en Eensidighed, der maaske er langt fjernet fra hans virkelige Anskuelse af Sagen, og som han ialfald ganske vist vilde have frigjort sig fra ved at underkaste Sagen en mere omfattende Betragtning. Hr. Keyser er nemlig – som de fleste nyere Fortolkere af den nordiske Mythologi – en Tilhænger af den saakaldte fysiske Fortolkningsmaade, der i Mytherne blot ser en for den mythedannende Tidsalder naturlig Betegnelse af Naturkræfter og Naturfænomener. At mange Myther maa fortolkes paa denne Maade, kan ikke negtes, ligesom det ogsaa er sandsynligt, at mangen Mythe, som i den Gestalt, hvori den er os overleveret, ikke kan tydes ved nogen Natursymbolik, i sin oprindelige Form har havt Hensyn til et eller andet Naturfænomen. Men naar man gjør denne Fortolkningsmaade til den udelukkende eller endog blot til den forherskende ved Udtydningen af Aselæren, da miskjender man det Udviklingstrin, Norrøonestammen havde naaet, inden Mythedannelsens Periode var udløben, og overser det Urimelige i, at Religionen hos et Folk, der hverken kuedes af noget Hierarki eller nogen militær Despotisme, men hvor Personligheden nød sin fulde Ret og alle aandelige Kræfter frit kunde udvikle sig, skulde blive staaende ved den raa Naturdyrkelse, der tilfredsstillede dets første Barndom. Religionen er hos et saadant Folk ikke stagnerende, men udvikler sig med Folket selv, hvis aandelige Standpunkt, forherskende Tilbøjeligheder og vigtigste Sysler afpræge sig i den. I Folkets tidligste Barndom er det Naturens Fænomener, Aarstidernes Vexlen, Vegetationens Opblomstren og Henvisnen, der nærmest gjør Indtryk paa Fantasien, som heri ser snart venlige, snart fiendske Væseners Virken. Aselæren har flere Myther af denne Art, og i mange andre, der ikke have denne Karakter, spores endnu den oprindelige Grundvold. Især er det Navnene paa Guderne og deres Attributer, som ere bibeholdte fra Naturdyrkelsens Tid, uagtet de langtfra passede til de Forestillinger, en senere Tid dannede sig om Guderne. Disse ældste Myther have rimeligvis engang været fælles for den hele germaniske Folkestamme, og medbragte fra det tidligere Hjem. Men de fleste af Aselærens Myther, ja man kan gjerne sige Aselæren i det Hele taget i den Gestalt, hvori vi kjende den, bærer Præget af en langt sildigere Tidsalder med et rigere Aandsliv, med udviklede politiske og sociale Forholde og fremfor Alt hengiven til krigeriske Sysler, en Tidsalder, man gjerne plejer at kalde den heroiske. I en saadan Tidsalder maatte nødvendigvis den raa Naturdyrkelse vige for andre med Tidsalderens Karakter mere stemmende Forestillinger. I Asgaard finde vi saaledes en Gudestat, hvor Odin hersker som Overkonge, Thor er hans fornemste Kjæmpe og de øvrige Guder og Gudinder hver paa sin Maade deltage i Statsstyrelsen. Her er intet Spor længer af nogen Hentydning til Naturfænomener; Odin er her ikke Himmelens Gud men Gudestatens Overhoved, Thor er ikke Tordengud, men Asernes Forkjæmper mod deres Stats Fiender, og Tordenen og Lynilden ere kun hans Attributer. Valhal er ganske indrettet som en Fyrstehal i den heroiske Tidsalder; Odin sidder i Højsædet, Ejnherjerne sidde om Bordet og drikke Mjød, Valkyrjerne varte op, o. s. v.; kuns er Alt her i større, gigantiske Omrids. Saaledes dannede sig efterhaanden omkring den oprindelige Kjerne af fysiske Myther en Mythecyklus, formet i den heroiske Tidsalders Aand, hvori de gamle Naturguddomme vel indlemmedes, men først efter at være omdannede i Folkeanskuelsen til Væsener af en mere ethisk Karakter. Jeg vil her som Exempel berøre Idunsmythen, da vi just i den græske Mythologi besidde et oplysende Sidestykke hertil i Mythen om Kora, Demeters Datter. I den ældre Naturkultus betegner Idun vistnok ligesom Kora det frodige Sommerliv; i hendes Ran af Jøtunen Thjasse og – hvad der kommer ud paa det Samme – hendes Nedstyrten fra Ygdrasil i Nattens Mørke se vi ligesom i Koras Ran ved Pluton Sommerens Undergang ved den haardere Aarstids Komme. Forsaavidt indeholdes i Idunsmythen Natursymbolik, men at man senere har lagt Forestillinger af en anden Art deri, og at man til denne Mythe – saaledes som Tilfældet var med Koramythen – har villet knytte Tanken om Sjælens Udødelighed, det fremgaar af flere betydningsfulde Træk, som f. Ex. af Beretningen om Heimdal, der opsøgte hende i Nattens Rige og udspurgte hende om Fremtiden, af hendes Formæling med Digterguden Brage o. A. m. Idet saaledes den ældre Naturreligion traadte i Skyggen for den heroiske Tidsalders straalende Gudeskikkelser, blev der kun Spor af den tilbage i enkelte Myther, i Gudsdyrkelsens Former og i Gudernes Navne og Attributer. Men ved Dannelsen af dette nye System, hvori de gamle Guddomme indlemmedes med en meere eller mindre forvandlet Gestalt, maatte naturligvis de Guddomme, som enten fordi de havde en altfor snæver Virkekreds som Naturguddomme, eller af andre Grunde mindre godt kunde omdannes eller benyttes i det nye System, træde i Baggrunden, ihvorvel de vedbleve at dyrkes offentligt og privat. Et frappant Exempel herpaa er Uller, der synes, hvis man tør slutte fra de mange efter ham opkaldte Steder rundt om i Norge, at have været meget dyrket, medens han dog næsten slet ikke forekommer som handlende Person i Mytherne.
I det Foregaaende har jeg søgt at vise, at den forherskende Anvendelse af den fysiske Fortolkningsmaade paa Aselæren er ensidig og giver en falsk Forestilling om vore Forfædres Opfattelse af denne Lære, som derimod i den Gestalt, hvori vi have den, maa betragtes som et Udtryk for den heroiske Tidsalders, det nordiske Helteolds Livsanskuelse, og i Kraft heraf tillægges en højere, ethisk Karakter. Hr. Keyser har selv i sin Udtydning oftere maattet forlade den fysiske Fortolkningsmaade, f. Ex. ved Forklaringen af Forsete, Tyr, Brage og flere Guddomme, der umuligt kunde henføres til nogen Natursymbolik. Ja ved Fortolkningen af Baldersmythen anfører han rigtignok den fysiske Udtydning, men erklærer derpaa (S. 15.), at “Mytherne om Balder saavelsom de om Loke tidlig have været opfattede fra et moralsk Standpunkt, og udentvivl fremstilles saaledes i Eddaerne“. S. 31 erkjender han ogsaa, at Naturkraften under den menneskelige Skikkelse og tildels menneskelige Virksomhed, den er bleven tillagt, hel ofte er bleven forglemt af Skaldene i deres Gudesagn. Han har saaledes selv vistnok – ialfald for en Del – erkjendt Rigtigheden af den ovenfor udviklede Anskuelse, – der ogsaa er bleven udtalt af en tidligere Anmelder af Hr. Keysers Bog i den norske Rigstidende –, og han har maaske kun af Agtelse for den fysiske Fortolkningsmaades Almindelighed erklæret sig for den. Derimod har han med fuld Ret forkastet den Fortolkningsmaade – den saakaldte historiske, – der i Aselærens Myther vil finde historiske Fakta fra den germaniske eller fra den norrøne Stammes tidligere Tid. Historisk i en anden Forstand bør derimod Mythefortolkningen vistnok være, forsaavidt som den nemlig bør søge at reducere enhver Mythe til sin rette Oprindelsestid og altsaa udsondre de Myther, der ere opstaaede i Folkets Barndom, fra dem, der ere Frugterne af en sildigere Tids aandelige Liv. Men at foretage denne Udsondring og saaledes konstruere Mythologiens egen Udviklingshistorie er vistnok en saare vanskelig Opgave, da det Tidligere og Oprindelige ofte i en og samme Mythe er saaledes sammensmeltet med det Sildigere, at de neppe kunne adskilles, og den kan neppe løses uden ved Hjælp af den komparative Mytheforskning.
Mythernes Udtydning behandles i Hr. Munchs Skrift kun lejlighedsvis i korte Anmærkninger til de enkelte Myther. I det Væsentlige synes han her at anvende den samme fysiske Forklaringsmaade som Hr. Keyser, og han holder sig især til Navnenes Bemærkelse og Afledning. Denne filologiske Del af Mythefortolkningen kan vel heller ikke være i bedre Hænder end i Hr. Munchs eller Hr. Keysers. Derimod synes flere af de Anmærkninger, hvori Munch berører selve Indholdet af Mytherne, at vise en, jeg kunde næsten sige naiv Betragtningsmaade af Mythernes Væsen. Saaledes siger han (S. 5.), efter at have fremstillet Mythen om Verdens Oprindelse: “Det vilde være forgjeves, i denne Fremstilling at finde nogen Orden og bestemt Tankegang .... men man maa heller ikke vente, i slige Sagn, der tilhøre Folkenes første Barndom, at finde nogen Rimelighed“. Jeg behøver blot at henvise til Hr. Keysers Fortolkning af denne Mythe (S. 19–21.) for at vise, at det er en meget god Orden og Tankegang i denne Mythe, naar man læser den som Mythe og ikke som Historie. Men Rimelighed er der rigtignok ikke i den, ligesaalidt som i den hele Mythologi. Senere bemærker ligeledes Hr. Munch, efter at have fortalt Skabelsesmythen: „Om denne Fortælling kan det Samme siges, som om den foregaaende (nemlig at der ingen Rimelighed er i den). Hvor boede vel Jotunerne og Aserne, hvorfra fik vel Bergelmer sin Baad, naar Jord, Himmel, Vand, Træer og Stene endnu ei vare skabte? Men med saadant regnede man det i hine Tider ikke saa nøje.“ Nej, det gjorde man vistnok ikke, men dette ligger netop i Mythedannelsens Natur, og hvis man „i hine Tider“ havde kunnet „regne det saa nøje med saadant,“ saa vilde aldrig nogen Mythedigtning have fundet Sted. I sine Kombinationer af de oldnordiske og andre Folkeslags Sagn viser Hr. Munch sig saavel i den egentlige Gudelære som i Heltesagnene særdeles sindrig og skarpsindig; dog forekommer det mig, at han i denne Henseende undertiden gaar for vidt, som f. Ex. i Bemærkningerne om det dunkle Ørvandelsagn, hvilket han paa højst løse Grunde sætter i Forbindelse ikke blot med Amlethsagnet, men endogsaa med de græske Sagn om Odysseus og Telemakos.
Den væsentligste Del af Hr. Keysers Skrift, saavel med Hensyn til Indhold som Omfang, er dets tredje Afdeling (S. 53–177 eller ud), der behandler Asetroens Fremtræden i Nordmændenes Folkeliv. Her er Forfatteren ret i sit Element. Med udtømmende Grundighed og en paa nøjagtigt og omfattende Kildestudium grundet Sagkundskab fremstiller han de i vore Forfædres Folkeliv fremtrædende Institutioner, Vedtægter og Anskuelser, der staa i nærmest Forbindelse med Asetroen. Den klare og livlige Fremstilling bliver endnu mere tiltrækkende ved den Mangfoldighed af oplysende Træk, han anfører af Sagaerne, ikke i korte og tørre Citater, men i længere Skildringer, hvoraf enhver i og for sig danner et lidet afsluttet Billede.
I det første Afsnit af denne Afdeling eller Bogens § 16 handles om Religionens Tjenere. Forf. gjør opmærksom paa, at Asetroen ingenlunde hørte til de Religioner, der indhylles i et hemmelighedsfuldt Slør, som en afsondret Præstestand kun saavidt drager tilside, at Folket faar enkelte Glimt af hvad det skjuler. Der var intet Hierarki, ingen eller dog kun saare faa Mysterier forbundne med denne Religion. Kongerne og Høvdingerne vare tillige Folkets Præster, og udførte i Almindelighed i Folkets store Forsamlinger Gudstjenestens Skikke paa den mest aabenlyse Maade. Heri ser Forf. med Rette et Bevis for, at Asetroen ej var paatvunget Folket ved en længe efter Landets Bebyggelse af Norrønestammen indvandret Koloni af fremmede Præster, men at den i sin første Spire er medbragt af Folket selv fra ældre Opholdsteder, og siden frit har udviklet sig hos det i dets nye Hjem. Snorres Beretning i Ynglingasagaen om den indvandrede Præstekoloni under Odin og hans 12 Diar eller Drótnar er saaledes vistnok intet Andet end en højst forfejlet Fortolkning af de gamle Eddamyther, i hvis Guder han har seet historiske Personer. Præsteværdigheden var saaledes knyttet til det verdslige Høvdingdømme; Præsten kaldtes Gode, et Navn, der var almindeligt paa Island, medens det i selve Norge sjeldnere forekommer, udentvivl fordi det Navn, der betegnede det verdslige Høvdingdømme, der var forenet med Præsteværdigheden, her blev det overvejende, medens det Modsatte var Tilfældet paa Island. Præsterne vare ogsaa Folkets Religionslærere, og foredroge rimeligvis ved høitidelige Lejligheder Troeslærdommene offentlig, som oftest vel i Digte; hertil synes flere af den ældre Eddas Digte at have været bestemte.
I § 17 handles om Aserne som Gjenstand for Folkets Dyrkelse. Uagtet vistnok alle Asetroens Guddomme tilbades af Nordmændene, ere dog kun enkelte af dem saaledes omtalte i de historiske Efterretninger, at man kan gjøre sig en nogenlunde klar Forestilling om, hvorledes deres Væsen egentlig opfattedes af Folket, og i hvilken Egenskab de fortrinsvis dyrkedes. Som Saadanne omtales i dette Afsnit fornemmelig Odin, Thor, Njørd, Frey og desuden Balder, Forsete, Brage samt af Asynjerne Frigg og Freya. Hertil burde maaske Uller have været føjet; se Munchs Gudelære Side 17.
I § 18 behandles de ringere Guddomme, der vare Gjenstand for Folkets Dyrkelse, Diserne, Landvætterne og Alferne. Særdeles interessant er, hvad der efter Sagaerne berettes om Nordmændenes Tro paa Diserne (ogsaa benævnte Fylgjer ɔ: Følgeaander, eller Hamingjer ɔ: Lykkegudinder), en Art kvindelige Genier, der, som oftest beskyttende, dog undertiden ogsaa forfølgende, ledsagede det enkelte Menneske eller hele Slægter gjennem Jordelivet. Et Par Træk af denne Tro skal jeg her udtage af Hr. Keysers Fremstilling (S. 71).
„Da den islandske Høvding Thorstein Ingemundssøn paa Hof i Vatsdalen var buden til Gjæst af en tryllekyndig Kvinde, Groa, der boede i hans Nabolag, drømte han før Gjæstebudet 3 Nætter i Rad, at den Kone, der havde fulgt ham og hans Frænder, viste sig for ham og forbød ham at fare. Han adlød hende og blev hjemme tilligemed sine Venner. Men den samme Dag, da Gjæstebudet skulde have været, begravede et Fjeldskred, fremkaldet ved Groas Trolddom, hendes Hus.“
„Da Halfred Vandraadeskjald laa dødelig syg paa sit Skib, saa man en Kone gaa langs med Skibet. Hun var anselig af Skikkelse og iført Brynje; hun gik over Bølgerne som var det paa Landjorden. Halfred saa til hende og mærkede, at det var hans Følgekone (Skytsaand); han sagde til hende: „Nu erklærer jeg mig skilt fra dig.“ „Vil Du tage mod mig?“ spurgte hun Thorvald, Halfreds Broder. Han benægtede det. Da sagde Halfred den Yngre, Skaldens Søn: „Jeg vil tage mod Dig.“
Navnet Fylgjer, der undertiden er synonymt med Diser eller Hamingjer, betegner ellers en Art Væsener, der i Dyreskikkelse troedes at ledsage eller egentlig gaa forud for Menneskene som en Slags Dobbeltgjængere. Landvætterne vare derimod en Egns Skytsguder og bundne til Stedet; som hele Norges Landvætte synes man at have tænkt sig Thor. Alferne tænkte man sig som menneskelignende Væsener, der boede dels i Luften (Lysalfer) dels i Jorden (Svartalfer), og kunde virke baade Gavn og Skade for de Mennesker, der boede i deres Nærhed.
I § 19 handles om Gudecbilleder, der synes at have været meget almindelige, men paa Grund af den bildende Kunsts lave Standpunkt meget simple og uskjønne. § 20 omhandler de hellige Bygninger, især det egentlige Tempel, der kaldtes Hof, medens Horg var Navnet paa et simpelt Stenalter, bestemt til Offringer og omhegnet af Stene. Ingen af disse Templer ere endnu til, ei engang i Ruiner, men Beskrivelser af dem forekomme paa flere Steder i Sagaerne. Keyser meddeler saaledes (S. 91) efter Eyrbyggjasaga og Landnamabok følgende Beskrivelse over det Thorstempel, som den norske Høvding Thorolf Mostrarskeg rejste paa Thorsnæs paa Island efter Forbillede af Thorstemplet paa Øen Moster i Norge.
„Døren til dette Hof var paa Sidevæggen nær den ene Ende; indenfor Døren stode Øndveges-Sulerne, og i dem vare Nagler, der kaldtes Gude-Nagler (reginnaglar), men om hvis Betydning der iøvrigt ingen Oplysning gives. Indenfor dette Hus var et andet, ligt Koret i de kristelige Kirker, og her stod midt paa Gulvet en Forhøjning (stallr) og et Alter (rimeligvis en Forhøjning, der tillige tjente til Alter), paa hvilket laa en Ring uden Sammenføjning (hringr mótlauss) af 2 Ørers Vægt; ved den skulde alle Eder aflægges, og den skulde Høvdingen have paa Haanden (eller Armen) ved alle Sammenkomster. Paa Forhøjningen skulde ogsaa staa en Laut-Bolle (Offerblods Bolle) og deri en Laut-Ten ligesom en Stænkekost, med hvilken man skulde stænke af Bollen det Blod, der blev kaldet Laut, og var af de Dyr, som bleve Guderne offrede. Rundt omkring Forhøjningen vare Gudebillederne opstillede i det mindre Hus (afhúsit). I Nærheden var en Dom-Ring, i hvilken Mennesker bleve dømte til at offres; og i denne Ring stod Thors-Stenen, over hvilken de bleve knuste (deres Ryg knækket?), der skulde offres. Endnu længe efter Christendommens Indførelse troede man at se Blod-Spor paa Stenen.“
§ 21 fremstiller den hedenske Gudstjeneste. Her var Offringen Hovedsagen, og denne omfattede igjen, naar den var offentlig, to Hovedhandlinger: Slagtningen tilligemed den dermed forbundne Blodbesprængning, og Offergildet med de viede Skaaler til Odin for Sejer og Magt – eller, hvis man, som Nordmanden almindeligt gjorde, troede paa sin egen Styrke og Kraft, da til Thor – og dernæst til Njørd og Frey for gode Aaringer og Fred. Som særdeles glimrende skildres de 3 store Offerfeste ved Vinternat, ved Midvinterstid og ved Sommerens Begyndelse. Som andre Dele af Gudstjenesten omtales Bønner og Renselser.
§ 22 handler om Dyrkelsen af Afdøde og Naturgjenstande, til hvilket Slags Afguderi flere Spor forekomme i Sagaerne. § 23 er et særdeles interessant Afsnit, der omhandler Ed, Tvekamp og Gudsdomme. Jeg vil heraf fornemmelig udhæve Fremstillingen af de forskjellige Former for Tvekampen, af hvilke den saakaldte Holmgang især synes at have været kunstig, idet nemlig Kampen her foregik paa en udbredt Feld eller Kappe og paa den Maade, at de Kjæmpende havde Lov til at benytte 3 Skjolde hver, at hver af de Kjæmpende havde en af sine Venner til at holde Skjoldet for ham, at man brugte Sværde og det af en vis Længde til Kampen, og at man ordentlig vexlede Hug. Adskillige af Sagaerne optagne temmelig udførlige Beskrivelser af Tvekampe tjene i høj Grad til at belive Fremstillingen. Særdeles interessant er ogsaa Skildringen af den saakaldte Kargang, en egen Art Tvekamp, som bestod i, at de Kjæmpende lode sig indeslutte i et foroven tildækket Kar, og her i Mørket vexlede Hug eller Stik, men bødede af med et Kjævle, som de holdt i Haanden.
Det Anførte vil formentlig være tilstrækkeligt til at give et Begreb om, hvorledes Hr. Keyser i denne indholdsrige Afdeling af sit Skrift har behandlet sit Æmne. Jeg skal derfor, for at undgaae en Vidtløftighed, som Rummet ikke tillader, blot referere Titlerne paa de efterfølgende Afsnit. Saaledes handler § 24 om Trolddom, § 25 om Udforskning af det Tilkommende, § 26 om anden Overtro, § 27 om Asetroens Indflydelse paa Nordmændenes Folkeaand, og endelig § 28 om Asetroens Forfald. Specielt maa jeg udhæve Afsnittet om Asetroens Indflydelse paa Nordmændenes Folkeaand og det Kompendium af Klogskabsregler, som her meddeles efter den ældre Eddas Havamaal og Sigrdrifumaal, Regler, som afspejlede sig i de hedenske Nordmænds Folkekarakter, den Hr. Keyser derpaa med ligesaa livlige som sande Træk skildrer i Afsnittets Slutning.
Idet jeg forlader Hr. Keysers fortjenstfulde Skrift for at tilføje nogle Ord om de sidste Blade af Hr. Munchs Gudelære, kan jeg ikke undlade at udtale det Ønske, der vistnok deles af alle dem blandt Hr. Keysers Landsmænd, som interessere sig for Fædrelandets Oldtid, at han snart maatte se sig istand til at opfylde, hvad han i Fortalen til nærværende Skrift halvt om halvt lover, nemlig “ved lignende Arbejder at opklare andre Dele af det norske Folks Fortids Liv.“ Han vil herved vistnok erhverve sig et nyt Krav paa sine Landsmænds Erkjendtlighed, og væsentligen berige sit Fædrenelands Litteratur.
Hr. Munch behandler i sin Gudelære kuns ganske kortelig og anhangsvis nogle faa Punkter – om Hov, Blot og Spaadomme – af hvad der udgjør Æmnet for den tredje Afdeling i Hr. Keysers Skrift. Derimod har han (S. 147–161.) tilføjet en Udsigt over de gamle norske Templers Beliggenhed. Støttende sig, dels til Sagaernes Angivelser, dels til de opbevarede Stedsnavne, som tyde hen paa Tilværelsen af et hedensk Hov eller Tempel, søger han at bestemme Beliggenheden idetmindste af Fylkeshovene i hele Landet. Hr. Munchs omfattende og nøje Kjendskab saavel til Norges gamle som til dets nyere Geografi gjør ham maaske mere end nogen Anden skikket til at løse denne vanskelige Opgave, ved hvis Behandling i det Enkelte man ofte blot kan komme til mere eller mindre sandsynlige Resultater. Han erklærer ogsaa selv, at denne Materie ingenlunde ved dette hans første Forsøg kan betragtes som udtømt, men meget mere vilde, naar den i sin Helhed skulde behandles, afgive Stof til et eget Skrift.
Til Slutning maa jeg endnu bemærke, at nærværende Skrift af Hr. Munch egentlig er en ny Udgave af hans i 1840 udkomne „Nordens gamle Gude- og Helte-Sagn.“ I denne nye Udgave har Bogen erholdt mange væsentlige Forøgelser og Forbedringer. Blandt Forøgelserne er den betydeligste den ovenanførte Udsigt over de vigtigste Templers Beliggenhed; desuden Stykket om Høner og Løder (S. 17–18) og Sagnet om Hadding (125–129). Anmærkningerne ere betydeligt forøgede; saaledes er Side 10 tilføiet en Sammenstillen af Odin med Merkurius, S. 12 en Sammenstillen af Thor med Jupiter og ligeledes med St. Olaf som Troldenes Svøbe, S. 13 endel Stedsnavne, afledede af Njørd og S. 15 endel Navne, afledede af Frøy og Yngve eller Inge, S. 21 Bemærkninger om Folkesagn opstaaede af Mythen om Opbyggelsen af Asernes Borg, S. 25 om Gefjons Identitet med Frigg, samt om Henførelsen af Sagnet om Sjælands Udpløjning af Mælaren til Landskabet Roslagen i Sverige, S. 26 en Fortegnelse over Aasynjerne efter Skálda, S. 29 en Opregning af Valkyrjerne efter Skálda, S. 59–60 Bemærkninger om Ørvandelsagnet. Flere Stykker ere omsatte til en mere passende Plads, f. Ex. Stykket om Hermod og Skirner S. 21, Mythen om Thors Kamp med Rugner S. 57, Sagnene om Hjadningekampen S. 87 og om Fredefrode S. 129. Navnet Thor er ej som i første Udgave afledet af at þora, at turde, men af þonarr, Torden. Endelig er Retskrivningen af mange Egennavne rettet efter den norske Skrivebrug i Middelalderen; saaledes skrives i den nye Udgave ikke As, Aser, Asynjer, men Aas, Æser, Aasynjer, ligeledes skrives Frøy og Frøyja istedetfor Frey og Freyja, Høner og Øger istedetfor Hæner og Æger, osv.
H. J. Thue.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |