Kielland JACOB/Kapitel 2
Den By, han kom til næste Morgen, var saa stor, at Tørres blev staaende ganske fortumlet og maalløs, da han kom ud af Jernbanen.
En saadan Ansamling af høje og kostbare Huse havde han ikke kunnet forestille sig, hvor meget han end havde hørt og selv tænkt efter.
Uden at agte paa nogle Gutter, som vilde bære for ham — han havde jo ingenting, gik han langsomt indover i Byen uden med en Mine at forraade, hvor overvældet han var.
Men pludseligt kom der noget nyt imod ham. Det var en ung, fin Dame — indsnøret og udsvaiet, med spidse smaa Støvler og en stor Hat paatvers. Før han selv vidste Ord af det, strøg han Huen af som foran Præsten, og Damen blev rød, men kunde alligevel ikke lade være at smile noksaa fornøiet.
Det var dog ikke hendes Skjønhed — Tørres havde næsten ikke seet hendes Ansigt, hellerikke var det Kostbarheden ved hendes Dragt, men Façonen! — at man kunde faa et Kvindfolk til at se saaledes ud, det syntes ham et overordentligt Mesterstykke. Tørres havde seet Kvindfolk før — baade med Klær og uden; men sligt havde han aldrig anet. Og for hver Dame, han siden mødte, gik der et Stød gjennem ham og han gloede; men ingen syntes ham som den første, og han tog ikke mere til Huen.
Inden Middag var Tørres saa vidt kjendt i Byen, at han vidste, hvor Folk holdt sig mest. De smaa og trange Gader blev han snart færdig med; men i Hovedgaderne, hvor Husene vare murede — med de uhyre Vinduer af et eneste Glas, som var til at se igjennem som den klare Luft og alligevel saa gode til at speile sig i, — her drev Tørres om i timevis.
Byens fineste Butik hed Brandt; det var Damernes Handel med Prøveværelse og Systue. Men fra gammel Tid førtes der ogsaa Caffe, The og Cigarer, hvilke Artikler udstilledes i et særskilt Vindu behængt med Draperier og Gardiner.
Den mest befærdede Gade i Byen havde netop en bred Udvidelse foran Brandts Butik, hvortil vendte tre store Vinduer foruden Glasdøren. Her gik Tørres frem og tilbage og studerede den hele Dag. Han prøvede uafladeligt at værdsætte Varerne; men der var kun faa Priser at læse sig til og dem forstod han hellerikke. Kniplinger og Gardintøi var ham lige ringt, men Fløiel troede han var al Verden værdt.
Nærmeste Nabo til Brandt var Cornelius Knudsen, hvis Hus stod lige Væg i Væg med Brandts, men Knudsen havde bare et Vindu til Hovedgaden, Resten af det vidtløftige Hus laa til en smal Sidegade og endte nede ved Søen i Søboder og Oplagstomter.
Denne Forretning styredes af Cornelius Knudsens unge Enke, medens Brandts store og rige Huus indehavdes af gamle Brandts Svigersøn Gustav Krøger.
I Cornelius Knudsens ene Vindu mod Gaden var der en Blanding af alt det, som fandtes hos Brandt og lidt til. Tørres saa snart, at ingenting her var saa dyrt og fint; men saa var her tre — rigtignok temmeligt støvede Vinduer nedover den smale Gade fulde af Varer helt ned til Tjære og Tougværk.
Disse to Naboforretninger trak Tørres frem og tilbage hele Dagen, indtil han mærkede, at han var forfærdelig sulten. Hos en Bager kjøbte han et Hvedebrød og en Sirupskage og nød dem som de første Delikatesser, han smagte i Byen.
Styrket og ivrig fortsatte han sin Vandring; han vilde strax til at fortjene noget; men hvor skulde han begynde? Guldsmedens Vinduer og Uhrmagerens trak ham svært. Her var Guldet ægte og skinnende.
Men som han stod og iagttog en Arbeider, der sad lige ved Vinduet med Glas for Øiet og søgte mellem nogle bitte smaa Skruer og Stifter paa et Papir, gik det med en Gang op for Tørres, at dette var det sletikke; det var langt fra Guld, om end Vinduerne vare fulde af Guldsager.
Sidde stille og tie stille og arbeide med sig selv fra Morgen til Aften; — nei — jeg maatte være dum, tænkte Tørres og lo indvendig. Saa kunde han ligesaa godt blevet hjemme og rodet i Jorden.
Nu sad den Beslutning fast i ham, at der, hvor der var tættest med Folk — der vilde han være; og han vilde ikke sidde og hænge over et Arbeide med Hænderne; men han vilde være med der, hvor de solgte, se Pengene komme op af de velforvarede Lommer og stryge dem ned i en Skuffe, saa det klingrede.
Alligevel var der altfor fint for ham oppe i Hovedgaderne — endnu; han gik derfor nedover i Byen, og da han saa en halvgammel Fyr alene i sin Krambod, gik Tørres ind og spurgte uden videre Indledning, om der var Plads for en Gut?
»Nei,« svarede Manden og saa op af Avisen. Men da Tørres uden at forraade den ringeste Skuffelse vilde gaa igjen, begyndte Kjøbmanden at røre paa sig:
»Du er fra Landet? — netop kommen? — er du stærk?«
»Aa jo — noksaa!« svarte Tørres undvigende; han havde imidlertid seet sig om, og forstod, at en stærk Gut i denne Forretning fik helst at tumle med Sild og Tjæretønder nede paa Søhuset; og det var ikke det, han vilde.
Kjøbmanden derimod begyndte at faa Smag paa denne Bondegut.
»Jeg har ikke netop strax Brug for en Gut,« sagde han.
»Ja, men det maatte være strax,« sagde Tørres.
»Aa —,« raabte den gamle Høker forargelig — »de tænker altid saa Bønderne, at bare de kommer til Byen, saa staar Grødfadet færdigt med Smør i.«
Men Tørres lo: »Her maa dog være Arbeide midt i tykke Byen.
Denne Sikkerhed slog Manden; der var noget i denne Gutten, det var ikke til at tage Feil af.
»Du — du kunde jo prøve —« begyndte han.
»Hvad er Lønnen for en Krambodgut? —« spurgte Tørres.
»Løn! — Løn? — du fik da være nøid med Hus og Mad og lidt Klær — for det første da,« mente den Gamle.
Tørres gjorde et Skridt mod Døren, hvor der idetsamme kom to Piger, som skulde kjøbe.
»Ja, saa faar du lyes indom imorgen,« sagde Kjøbmanden, som maatte gaa til Kunderne; »du faar love mig det, at du kommer indom imorgen,« raabte han endnu engang; han havde faaet stor Lyst paa den Gutten.
»Ja, det skal jeg,« svarede Tørres; men idet han gik ud af den halvmørke Krambod, var han fast bestemt paa, at her kom har aldrig mere.
Nu vilde han gaa lige paa — enten hos Brandt eller Knudsen; han havde godt mærket, at den gamle Høker vilde have Ham, og mindre end Hus og Mad kunde de vel ikke byde ham; var han bare vel indenfor Døren, skulde han nok klare sig selv.
I en Fart fandt han ud af Smaagaderne; men idet han bøiede om Hjørnet midt foran Brandt, var alt forandret.
Gasen var imidlertid bleven tændt, og fra de store Vinduer udgik en Lysglands, som Tørres aldrig havde tænkt mulig uden i selve Himmelen. Indimellem alle de lyse og lette Stoffer, som vare udhængte, skimtede han nogle lykkelige Skikkelser, der færdedes langs Disken eller steg op paa Stiger mellem de opstablede Varer i Hylderne – ganske som Englene — syntes han – i Jacobs Drøm.
Uden at kaste et Blik paa Cornelius Knudsens Vindu, som ikke engang var tændt endnu, gik han modig, men med bankende Hjerte lige ind i den glimrende Butik.
Han spurgte efter »Manden selv« og en Dame af Betjening som just var optaget af nogle Kunder, aabnede Disken for ham; hun troede, han var et Bud. Tørres fulgte den Vei, Damen anviste med Haanden – opfyldt og betagen af alt det, han saa, af Lugten og Lyset her inde i den Verden, han havde drømt om.
Døren til Kontoret stod aaben. Tørres gik ind. En tyk Mand med Hat paa stod og læste et Brev under Gaslampen. Tørres begyndte: om her skulde være Plads for en Gut?
Ærgerlig vendte Manden sig om; men da han fik se Tørres, slog han ud med Armene:
»Det var da Faen til Gut! — er han nu her ogsaa!«
Tørres var i en Fart ude af Døren; det var den Tykke fra igaar – hans Fiende; ud gjennem Butiken skyndte han sig og fik ikke Pusten, før han var kommen helt ned i den smale Gade ved Cornelius Knudsen, hvor der var ensomt og mørkt.
Nu var det næsten forbi med hans Mod, og Dagen var snart tilende. At søge Husly for Penge i den dyre By skulde være hans Udvej; han havde været saa fast bestemt paa at finde sig noget strax, om det end var i saa ringt. Om han skulde gaa ned igjen til Høkeren?
Et Par Gange gik han op og ned, idet han tænkte paa den tykke Mand, som altsaa var den rige Brandt; det kunde vare længe før han fik Hævn over slig en Kar, og imens stod han og stirrede ind i Knudsens Vinduer.
Pludselig tog han Mod til sig, gik op ad Trappen og ind.
Inde i Knudsens lange Butik var der ikke saa lyst og hellerikke saa mange Folk som hos Brandt. Tørres vilde betro sit Ærinde til en sød liden Dame bag Disken; men idetsamme kom der en liden sirlig Mand, som Tørres forstod var Herren i Huset. Han var klædt i Ruder og Striber, med høi Flip, spidst mørkt Skjæg og Haaret tyndt og glat strøget fremover.
Tørres betragtede ham med Ærbødighed og gjentog sin Lexe: om her ikke skulde være Plads for en Gut?
»Hvad Slags Gut?« spurgte den fine Herre.
»Krambodgut —« svarede Tørres.
»Ser nærmest ud som Sjøhusdreng,« sagde den fine Herre og gik rundt Tørres og mønstrede ham. Den lille Dame var skrækkelig fuld af Latter.
Men Tørres selv lod Øinene gaa rundt over al den Masse af Varer; mon hvor mange Penge her laa for?
Den fine Herre fortsatte – nærmest forat opmuntre Damerne – sin Examination af den lange Bondegut.
»Hvad er Deres Navn?« – spurgte han med Lorgnet.
»Tørres Snørtevold.«
Den unge Dame fik et Anfald og maatte pudse sin Næse henne i en Krog.
»Et velklingende Navn,« sagde den fine Herre, »og i hvilken Branche har De helst Lyst til at arbeide?«
Det forstod ikke Tørres; men han svarede alligevel: »Jeg vil sælge.«
»Sælge — ja, det er netop Kunsten,« sagde den fine Herre halvt for sig selv, »De kan vente lidt her.«
Hr. Anton Jessen var Førstemand i Forretningen og styrede ligesom for Enkefru Knudsen; man sagde i Byen, der blev vist et Par af de to. Han gik nu de totre Trappetrin op, som førte til Kontoret, hvor Fru Knudsen selv sad ved Pulten som hun havde gjort fra sin Mands Tid. Hr. Jessen bad hende komme ned i Butikken, forat tage et ungt Menneske i Øiesyn; de trængte til en Krambodgut.
Fru Knudsen steg ned, og medens hun lod, somom hun havde andet at gjøre, iagttog hun hemmelig Tørres. Han stod fremdeles og gloede rundt fortabt i sine Beregninger uden at ane, hvem Damen var, som strøg forbi ham; og Fruen syntes, han saa ud som en almindelig dum Gut fra Landet. Hun ligte ham igrunden ikke, og det gik hun forat sige til Hr. Jessen.
Men idet hun anden Gang gik forbi, kom Tørres til at se paa hende, og da han strax forstod, at denne Dame var en vigtig Person i Huset, stak han sin Haand frem og bød Goddag.
Fru Knudsen smilte halvt uvillig; men kom til at give ham Haanden, siden de var saa nær indpaa hinanden. Tørres, som aldrig havde kjendt andre end klamme haarde Arbeidsnæver, blev saa betagen af den bløde lille Haand, at han løftede den op forat se paa den.
»Nei nu har jeg aldrig seet sligt før,« sagde han beundrende, idet han saa hende ind i Ansigtet.
Fru Knudsen blev rød og trak sin Haand til sig; men hun kunde jo ikke blive vred paa denne troskyldige Bondegut.
»Tror De, han duer til noget — Hr. Jessen?«
»Han maatte jo dresseres.«
»Ialfald er det et troskyldigt ungt Menneske,« mente Fruen.
»Det er det« — sagde Hr. Jessen og smilte.
Og saaledes blev Tørres foreløbig antaget som Dreng — i Kramboden eller Søhuset — som det kunde falde sig.