Kielland JACOB/Kapitel 8
Hver eneste Morgen havde Frøken Thorsen hilst ham, naar han kom, med et Blik, som — hvor lidet Hr. Jessen end mangen Gang havde agtet paa det — alligevel gav ham den stille Tryghed, at han ogsaa her i Forretningen saavel som hjemme hos Moderen var den forkjælede Yndling.
Men Dagen efter, at Tørres havde besøgt hende, sagde Frøken Thorsen Godmorgen! uden at se op, da Jessen kom i Butiken.
Og i samme Secund syntes han, der for som en Gnist af Forstaaelse mellem hende og Tørres, en flygtig Trækning i hans Ansigt, mens han stod nede i den ufine Del af Kramboden og handlede med nogle Folk fra Landet.
Og jo længere det led paa Dagen, desto sikrere fik Hr. Jessen Følelsen af, at her var noget iveien. Aldrig havde han været Halvparten saa elskværdig mod hende som idag. Men, medens han før med et Øiekast eller ved et Strøg med Haanden, naar han gik hende tæt forbi, havde kunnet bringe hende til at blusse og straale, saa syntes hun idag aldeles ikke at forstaa ham.
Tilslut — lige før de skulde tænde Gassen om Eftermiddagen — næsten drevet til Fortvivlelse af hendes Kulde, vovede han sig længere end han nogensinde var gaaet og prøvede at kysse hende paa Kinden bagfra.
Men da vendte Frøken Thorsen sig i al sin Jomfruelighed og sagde høit: »Men, Hr. Jessen! — er De bleven gal?«
Han skjælvede i Knærene og følte den kolde Sved under Øinene. Igaar, iforgaars og alle Dage havde han havt hende i sin Haand, — idag var hun undsluppen ham. Men netop dette, at han inderst inde var sig bevidst, at han hverken igaar eller iforgaars eller nogen Dag havde havt det afgjørende Mod til at tage hende, det gav hans Smerte en utaalelig Bitterhed, under hvilken han vaandede sig, mens den store forslugne Bondetamp gik der og triumferede.
Og Frøken Thorsen, som ikke kunde forklare sig hans usædvanlige Dristighed, var i en pinlig Forlegenhed. Var dette hændt igaar, vilde hendes Hjerte helt og udelt have tilhørt Hr. Jessen, som hidtil kun havde manglet dette raske Tag; men idag gjalt det fremfor alt at bevise for Hr. Tørres Wold, at hun havde talt sandt, at der ikke var noget mellem hende og Hr. Jessen.
— Da hendes Søn kom hjem om Aftenen oprevet og nervøs med mange Suk og halve Hentydninger, kunde Fru Jessen ikke holde sig længer:
»Du skulde passe dig — Anton! det kan let blive for meget dette — dette Dameselskab.«
»Hvorledes mener Du — Mor?« spurgte han, for at gjøre hende forlegen.
Hun blev ogsaa ganske forvirret, og fik ikke sagt andet end, at det tog for meget af hans Tid.
»Aa — tog det ikke andet end min Tid,« svarede Sønnen i en forsoren Tone og tog sig til Baghovedet.
»Har du nu ondt i Hovedet igjen — Anton?«
»Bare lidt slap — Mor! lidt slap.«
Fru Jessens Læber bævede, idet hun samlede alt sit Mod:
»Du — du er vel — forsigtig — Anton?«
»Bah — Mor! du ved selv: en ung Mand — i min Stilling —,« han vred sin lille Knebelsbart op i Veiret og nynnede noget, der skulde lyde yderst frivolt.
Det styrkede ham ikke saa lidet ovenpaa Dagens Ydmygelse at se, hvor forskrækket han gjorde sin Moder; og lidt efter lidt, mens han spiste den gode Mad og drak et Glas fin Cognac, som Moderen syntes, han trængte, voxede han igjen saa høit op, at Frøken Thorsen igrunden ikke var ham værdig.
Han gik ind i sit Værelse og tog med en stræng Mine hendes Billede ud af Albumet, hvor det stod forrest lige efter Moderen, og flyttede det langt bag blandt kjøbte Skuespiller inder og Atklædningsbilleder.
Men i den tomme Plads indsatte han Fru Knudsen, og da han en Stund havde betragtet hendes fine, alvorlige Ansigt under det mørke Haar, syntes han næsten, det var uværdigt, at den lille purrede Frøken Thorsen nogensinde havde havt nogen Betydning for ham.
Men Moderen laa længe vaagen og tumlede med svære Bekymringer over Anton, som — trods alt var falden i den store Fare. Og naar hun forestillede sig det frygtelige Levned, han førte, kom hun næsten til at tænke, om det ikke var best at faa ham gift — saa ung og svag som han var.
Før havde hun altid afværget det, naar nogen vilde hentyde til et Forhold mellem hendes Anton og Fru Knudsen. Men nu begyndte hun at finde Redning i dette. Fru Knudsen havde været gift før — med en gammel Mand tilogmed; hun vilde kunne forstaa, med hende kunde en Moder tale; de to sammen vilde vaage over hendes Anton og gjøre ham lykkelig.
Men næste Dag var endnu værre for Hr. Jessen. Thi ogsaa den Nat var Tørres kommen ind til Frøken Thorsen. Hun havde virkelig villet laase Døren; men nogen havde taget Nøglen bort, og hun generede sig for at spørge efter den.
Han havde forresten været ligesaa fredsommelig og lydig som igaar, men mere spøgefuld, saa hun endog havde maattet le et Par Gange, saa angst som hun var. Han kom — havde han sagt — for at bede hende tilgive hans stygge Mistanke, og det syntes hun var pent af Hr. Wold.
Derfor var der idag en stille Fortrolighed over de to, som pinte Hr. Jessen værre end den aabneste Haan. Han tyede ind paa Kontoret og gav sig i Arbeide med Bøgerne; men han gjorde et saa forvirret Indtryk, at Fru Knudsen meget venligt og deltagende spurgte, om han var syg?
I den Stemning, hvori han var, blev han saa greben af hendes Venlighed, at han saa hende varmt ind i Øinene; Fru Knudsen rødmede.
Det var ikke første Gang, hendes første Kommis tillod sig dette Blik; og hun vilde muligvis ikke lagt videre Vægt paa det. Men siden hun var bleven Enke, var det dette, Alverden hentydede til — Krøger ogsaa. Overladt til sig selv, var det muligvis ikke faldet hende ind at gifte sig igjen. Gamle Cornelius Knudsen havde taget hende, da hun var Dame i Butiken; det var en Lettelse, da han døde, og hun beholdt en Afsmag for Mandfolk.
Men nu summede det hende bestandig om Ørene, bestandig havde hun disse Mandfolk indpaa sig, først og fremst Hr. Jessen med sine varme Øine, saa Gustav Krøgers aabenhjertige Spøg —, alt dette gjorde hende usikker, somom det var noget uundgaaeligt.
Idet hun gik ind i sin Dagligstue, som stødte til Kontoret, sagde hun saa koldt som hun kunde:
»Dersom De ikke er frisk — Hr. Jessen! — kan De meget godt være hjemme et Par Dage.«
Han takkede hende og vilde sagt mere; men hun lukkede Døren efter sig.
Saasnart Tørres fik vide, at Hr. Jessen var syg, begyndte alle hans Planer at røre sig i hans Hoved.
Allerede længe havde han havt en Fornemmelse af, at Handelen i Butiken ikke havde den rigtige Sving. Han maatte se paa, at gode Kunder bare kom indom uden at give sig Tid, til man fra de mangfoldige Hylder og Skuffer kunde finde frem, hvad der var forhaanden i den ønskede Vare. Og omvendt kunde nogle fine Damer belemre halve Disken i de beste Formiddagstimer med uendelige Bunker af Tøi, som de bare vilde se paa.
Dertil var Cornelius Knudsens Forretning fra gammel Tid saa blandet, at Varernes Mangfoldighed burde kunne trække den dobbelte Søgning. Men det var, somom den ene Vare tog Magten fra den anden uden selv at trives.
Den lange gammeldagse Krambod, der rummede de forskjelligste Ting fra Blonder og Balblomster til Tjære og Salt, var ikke anderledes ordnet, end at de finere Varer holdt sig oppe ved det store Vindu mod Gaden; medens de grovere Ting fandtes nedover mod Søhuset og Lagerne.
Det havde ofte været en Speculation for Tørres, hvad der vilde være klogest: enten at opgive en Mængde Artikler og vælge en begrænset Branche? eller dele Butiken i to med to Indgange?
Tilslut var han kommen til det, at intet af dette behøvedes. Hele Kunsten bestod i, at det blev ordnet, at samhørende Varer samledes og at om muligt alting stilledes aabent ud, saaat Folk af sig selv fik det Indtryk, at her kunde man faa alt muligt.
Og den gamle Orden, hvorefter det fine var i den ene Ende og det grove i den anden, — den maatte brydes. Det var galt — det indsaa han, at Damerne lagde Beslag paa det lyse Vindu, hvorfra de ligesom trykkede og skræmte Smaafolk og Tjenestepiger, som ikke altid kunde være i Pynt, naar de skulde løbe ud efter et eller andet.
Folk maatte blandes sammen. Man maatte frembringe Fornemmelsen af, at her mødtes alle Veie, saa vilde ingen holde sig tilbage; alting maatte ligge aabent og udstillet, forat bringe Folk til at dvæle længe og fylde Butiken fra Morgen til Aften.
Disse Ideer udviklede Tørres for Fru Knudsen, mens han spiste med hende, — dertil var han allerede avanceret. Han blev nu mer og mer livlig, talte let og godt, og hun hørte paa ham med Overraskelse. Denne Bondegut var ikke bare flink og stærk; men han havde Tanker, han vilde noget, og det syntes forstandigt, hvad han sagde.
»Jeg skulde have stor Lyst til at tale med Gustav Krøger om dette,« sagde hun.
»Med Krøger — Frue!« raabte Tørres forskrækket.
»Hvorfor ikke?«
»Vor værste Konkurrent!«
»Her har aldrig været Tale om nogen Konkurrence mellem os,« svarede Fru Knudsen.
Tørres smilede skjævt: »Krøger vilde naturligvis sige, det var noget Vrøvl, og siden gjøre det selv.«
Hun saa det stygge Udtryk i hans Ansigt og tænkte paa Krøgers Advarsel mod den unge Person; men da han bad om Lov til at forandre og ordne lidt i Butiken, mens Hr. Jessen var borte, kunde hun ikke sige nei, hun turde ligesom ikke.
I en rivende Fart forklarede Tørres for Frøken Thorsen, hvad han vilde gjøre; han stod bøiet lige over hende og hun saa ham ind i Øinene trofast og fuldt hengiven, hendes Hjerte var helt, det var hans, han kunde have foreslaaet at stikke Ild paa Butiken, og hun havde fundet det ypperligt og selv tændt Fyrstikken.
Dernæst satte Tørres Søhusmanden og Løbergutten ivei, de fik endogsaa den tause Halvor Røidervaag tilhjælp, og selv tog han fat med al sin opstemte Iver og Kraft. Hele Eftermiddagen blev der arbeidet, mens Folk kom og gik; men først om Aftenen, da Butiken var lukket og Skodderne for, begyndte Forandringen at vise sig i den forfærdeligste Uorden.
Søhusmanden Simon Varhoug mumlede, alt imens han sled: han haver uvægerligen Djævelen. Thi gamle Kasser og Saltbinger, som havde været i Kramboden, fra den blev til, de skulde nu slaaes løs og flyttes ud paa Søhuset. Og derude, hvor Simon var vant til at rode omkring med en liden Lygt, der kom nu en Mand fra Gasværket og satte to Blus, saa selve Søhuset blev saa lyst som en rigtig Butik.
Halvor Røidevaag vilde ogsaa sagt noget, men han var saa overvældet, at han bare rystede paa Hovedet.
Jo længer det led paa Aftenen, desto modigere blev Tørres og des frugtbarere paa Indfald. Af alle de grovere Søhusartikler samlede han Prøver og lod de store Ruller Tougværk, som stod og lugtede Tjære, flytte ud paa Søhuset. Derimod lavede han en hel Dekoration af Fiskesnører, Kroge, Spiger, Tran paa klare Flasker, Tobak, Kornprøver, Salt, Kaffe og Erter — i en Række lakerede Russeskaaler, som han fandt bortgjemt under Disken. Alt trak han frem og anvendte. Han tog intet Hensyn til Farver eller Symmetri; hans eneste Maal var Rigelighed indtil Overflod, at Øiet overalt saa mangfoldige Ting og alligevel midt i Mangfoldigheden fandt det ensartede nogenlunde samlet.
Først da Klokken var over tolv, fik Folkene Lov til at gaa hjem; det meste af Udrydningen i den nedre Del var tilendebragt; og Frøken Thorsen og Tørres gav sig nu til at arrangere denne Del efter hans Plan.
Fru Knudsen var gaaet misfornøiet tilsengs; hun haabede bare, at Hr. Jessen vilde komme imorgen og bringe det hele i Orden igjen.
Imidlertid var der kommen to Koner, som skulde rydde væk den Masse Papir og Affald, som havde samlet sig, samt støve og skure Gulvet.
»Men Disken!« raabte pludselig Frøken Thorsen og slog Hænderne sammen.
Hele den lange polerede Disk var aldeles opfyldt med Alverdens Ting. Der laa Stabler af Kjoletøier, Silke, Fløiel, brocherede Stoffer, Blonder, Sæbe og Galanterivarer — alt saaledes, som det var udpakket af Hylderne og lagt frem.
»Det skal ligge saaledes — altsammen!« svarede Tørres og lo.
For første Gang saa hun paa ham med Tvivl.
»Ja — lidt maatte det vel ordnes,« sagde han; »hvis De ikke er for træt?«
Ikke det ringeste træt var hun og tog strax fat med sine smaa flinke Hænder. Men da tog Tørres hendes blonde Hoved mellem sine Hænder og kyssede hende paa Munden. Hun greb ham om Haandleddet og saa efter Skurekonerne; men da de ingenting kunde se, slap hun ham og fortsatte sit Arbeide med bøiet Hoved.
Det var hans Mening, at selve Disken skulde være en stor Udstilling, og Ordningen bestod mest i, at Stofferne bredtes ud, saaat de saaes i fordelagtige Fald og Folder; og da de endelig var færdige med dette, sagde Tørres, at nu skulde hun have Tak for idag, saa vilde han selv ordne Vinduerne.
Han fulgte hende ud i det mørke Kot foran Trappen, hvor Butiksfolkene pleiede at hænge sit Tøi; her greb han hende, saa han løftede hende fra Gulvet og hviskede: maa jeg komme iaften?
Hun svarede ingenting; han spurgte igjen; men hun gav ingen Lyd, bare listede sig stille og hurtigt opad Trappen. Hun kjendte sig saa let og lykkelig og dog saa underligt beklemt. Hvilken Dag det havde været! hvor han var smuk — og stærk — tænkte hun, mens hun skjælvende løste sit Corset.
Da Tørres kom ind igjen i Butiken, vilde han strax give sig ikast med Arrangementet af Vinduerne; men han blev staaende og faldt i Tanker foran denne Overflod, som før havde ligget fredeligt nedpakket i Hylder og Skuffer, og som han nu med et Slag havde strøet udover.
Egentlig var alt dette hans forsigtige Bondenatur grundigen imod. Men der havde fore svævet ham noget lignende som de brogede Kjæppe, han i Ungdommen havde tænkt saa meget paa, indtil det med en Gang var kommet med en Magt over ham: at saaledes skulde netop Byfolkene have det, disse gale Mennesker, som gruste med Penge og kjøbte alt, hvad de saa, Skrab og Rab.
Men da han vilde arbeide videre, følte han, at det vilde ikke forme sig for ham nu, da hun var gaaet. Det var kun under hendes Øine, han havde den lykkelige Haand.
Der kom ham en priklende Længsel og Utaalmodighed i Kroppen; han kunde ikke holde det ud længer. Efterat have slukket de over flødige Gasblus og formanet Konerne til at holde god Varme i den store Ovn, at Gulvet kunde være tørt imorgen, trak han sine Støvler af ude i det mørke Kot og listede sig ovenpaa.