Knut Hanssøn Jaastad
Ei kjække Nordmand trænger til
At muntres op til Dyd,
Hos ham Dyd arves med
Den Luft, han fødes i.
– – – – –
– – – – –
– – – – –
For ham er Kongen Fader,
Thi Børne-Ret han har,
Han derfor fremfor andre
Udsees at Kongen vogte.
(P. F. Suhm, Saml. Skr. VI. S. 89–90).
I Aarene 1769–1772 tjente mellem Kongens Livgardere i Kjøbenhavn ogsaa en Soldat fra Ullensvang i Hardanger, Knut Hanssøn Jaastad. Han var 72 Tommer høi og en vakker Karl af ualmindelig Legemsstyrke. Man sagde, at han var af Kjæmpeslægt, da hans Fader og hele hans Slægt vare store og stærke Folk. Som bekjendt fandt Ministeren Struensee ogsaa paa at ville afskedige Garderne og „stikke“ dem, som det kaldtes, ind under de smaa Regimenter. Herover bleve Garderne saare misfornøiede. De valgte da Knut Hanssøn til sin Ordfører. Da Befalingen blev oplæst for dem, traadte Knut frem og sagde: „Det er ikke Kongens Villie, at vi skulle stikkes ind under de smaa Regimenter. Vi have aflagt vor Ed paa at tjene ham som Livvagt, og behøver han os ikke mere, bede vi om Afsked. Vi gaa ikke til de smaa Regimenter!“ Officieren, som havde forelæst Befalingen, satte ham den blottede Kaarde for Brystet, men da fattede Knut med sin Næve over Klingen, holdt den, som den var naglet fast, og gjentog: „Vi gaa ikke!“ Da han endelig slap Klingen, stak Officieren Kaarden i Skeden. Garderne fik sin Afsked, og Knut kom hjem til Hardanger igjen 1772.
Denne Begivenhed er det, som har fremkaldt Johan Nordal Bruns berømte Sang „For Norge, Kjæmpers Fødeland“, og hertil sigte disse Linier i Sangen:
Hver ærlig Norsk, blandt Klipper fød,
Vi synge vil til Ære,
Hver ærlig Norsk, som Lænker brød,
Skal evig priset være.
Den vrede Livvagts Vaabenbrag
Forklarer trolig Nordmands Sag.
Da Knut var en Leilændings Søn og ingen Gaard havde at vente, gav han sig paa Hardangervis til at handle med Fedevarer, Humle og Brændevin, og paa den Maade samlede han saa meget, at han kjøbte et Brug i Gaarden Jaastad. Det var ham, som lærte sine Sambygdinger at gjøre sig Nytte af de vilde Skovæblers Saft. Han gjorde sig hertil Presser med stærke Jernskruer og solgte Saften i Bergen. Allerede for 40 Aar siden solgtes fra hans Bygd alene indtil 350 Ankere om Aaret.
Knut var bekjendt for sin Styrke, men var dog en sagtmodig Mand, som aldrig æggede Nogen til Kamp. Kun hvor det var nødvendigt, brugte han Magten, men kunde da raade med Mange. Ogsaa havde han Ord for at kunne give gode og hurtige Svar. Engang, da Knut stod Vagt ved Christiansborgs Slot i Kjøbenhavn, spurgte en høi Herre ved Hoffet ham: „Du Nordmand, hvad har du spist i Norge, siden du er bleven saa stor og før?“ „De Slage, so Hestane eter i Danmark,“ svarede han.
Knuts Navn vil længe erindres i Kinservik ogsaa af den Grund, at han stiftede et lidet Legat for Fattige af Præstegjeldet. Han døde 1824 som barnløs Enkemand.
Optegnelser af Provst N. Hertzberg (se B. Moes Tidsskrift for den norske Personalhistorie. 2 R. S. 207–210.
Om Beboere af Jaastad haves forøvrigt adskillige ældre Sagn. En Ole Jaastad var Bygdens Lensmand i det syttende Aarhundrede og kaldtes „Ola med Hatten“, fordi han var den første Bonde i Hardanger som brugte Hat. Paa et Thing sagde Fogden Nils Knutssøn til ham: „Der kommer Ole Jaastad med sin brede Hat.“ „Ja,“ svarede Ole, „Hatten har staaet et Futebytte før, og jeg tænker, den skal staa et til.“ Ole havde faaet en Foged (Nils Stub) afsat 1672 og fik ogsaa Nils Knutssøn afsat 1688. I Forening med Knut Freim, Lensmand i Odde, om hvem der haves mange pudsige Fortællinger, nødte han ogsaa en Præst til at flytte fra Bygden.
Omtrent ved Aar 1600 laa en Nordfarjagt ved Jaastad. Skipperen, Thomas, gik iland og ind i et Ildhus, hvor to Søstre sad og bagte Fladbrød. Han gav da hver af Pigerne et fint Bybrød. Den yngste spiste strax sit, men den ældste, Synnøve, gav uden at sige noget en Hund et Stykke af sit og ventede saa en Stund, inden hun selv spiste Resten. Thomas lagde Mærke til dette og fik gode Tanker om Pigens Klogskab, hvorfor han friede til hende, og skjønt Forældrene slet ikke syntes derom, sagde hun Ja. Hun reiste strax med ham til Nordland. Et Aar efter kom Synnøve tilbage med et Barn paa Ryggen, som var født paa Stathavn under Reisen fra Nordland, og som siden blev kaldet Brita Skeggjo, fordi det havde Skjeggehaar. Hun tilkjendegav sin Ankomst ved at ljome den Laat, som Sæterpigerne pleiede at bruge, naar de gik hjem, men hun blev koldt modtagen, og Ingen spurgte hende om Noget. Da Thomas, som havde ligget veirfast nogle Mile derfra, kom efter, løste han Gaarden og bosatte sig der, da Synnøve ikke trivedes i Nordland. De vare Velstandsfolk, og deres Efterkommere bo endnu paa Gaarden i 10de Led.
Meddelt mig af fhv. Storthingsmand Johannes Aga (Forfatter af „Slægttavler, væsentlig vedkommende Ullensvang“, Ullensvang, 1875. 8.).
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |