Kondoren/Kapittel 16
Det var en lys maidag.
Regntiden var forlængst forbi. Og nu stod solen paa himmelen og laget vanddamp av de svulmende floder og de svømmende myrer. Det straalende himmellegeme glødet som en ovn. Det var som ildmasserne var flyttet helt ned til jorden. Luften var tung og trykkende, og dampskyerne gnistret for øinene mellem de hundreaarige palmer i Matlo Grossos tætte skoger. Fugtigheten la sig overalt. Den krøp ind i klærne, den snek sig ind i lungerne, den pirret huden med sin krydderagtige aande, den hang som en tung ildmørje under den voksende urskogs tak.
Vegetationen blev rikere og rikere og skogen tættere jo længere nord man kom. Langsomt nærmet man sig det store »Selva«, det urskogopfyldte Amazonbasin, der mot nord strækker sig helt op til Guyannas sumper.
Her var det, at floden Paraguay sprang ut fra de syv sjøer, og like vestenfor gled Arinosfloden mot nordøst paa vei til Tapajos, den kraftige strøm, som tømmer sine sorte vande ut i selve Amazonens stamaare. . . .
. . . . .
Antonio Heredia var ikke rigtig i sit es—da han gik i spidsen for den lille ekspedition. De seks øine bak ham vogtet paa hans mindste bevægelser. Mistillid og bestemthet stod at læse i dem alle. Det var nok desperate folk, disse blonde europæere. Deres revolvere laa nær ved haanden, og den lyse indianer gik der som en tapir med snuten i jorden og lugtet forræderi. . .
Men han stolte paa sine folk. De laa i et sikkert skjul ved en liten aapning i skogen, hvor den heldet nedover mot Arinos. De feilet ikke sit maal paa 20 meters avstand. Deres gamle bøsser var godt smurt og omhyggelig ladet. Og kulene hadde faat en liten omgang med en stilfærdig indianergift, som paa en hurtig og heldig maate forkorter et menneskes dødskamp. Jøden i Cuyaba hadde sørget for det hele. Og det var en paalidelig mand. . . . Hvad var det tobaindianeren hadde kaldt den høie europæer med de blaa speiderøine . . . »Kondoren« hadde han sagt. . . Hva mente han med det. . . . Naa, det var ikke den første kjæmpefugl, som var opætt av den gamle menneskeæter paa dyndbanken i floden. . . Han lo høit med sig selv. . .
—Hvad ler De av, sa en dyp stemme ved hans side.
Heredia skvat op. Hans haand vandret uvilkaarlig hen til bukselinningen. . . Saa smilte han.
—Ingenting, señor. Alt ler her i skogen. Aperne, vildduerne og papegøierne.
—Jeg har hørt den latter engang før, sa Fjeld uforstyrret. Den minder mig om en mand, jeg engang traf i Europa. Han bar det samme navn som Dem.
Heredia saa op. Det var saavidt, at de sorte pupiller var synlig mellem de rynkede øienlok. . .
—Vel, sa han. Hvad saa? . . Heredia er et godt navn.
—Ja, det har en god klang. Ikke mindst hos det internationale politi.
Heredia stanset. Hans ansigtsfarve fik en gulere avskygning; men det joviale smil vek ikke fra de tykke læber . . øinene gled langsomt til siden—de møtte tobaindianerens dype, rolige blik. . . Og paa en trærot sat svensken og pudset sin karabin. . . .
—Hva mener De, señor? sa han smilende, mens de hvite hænder nervøst krummet sig.—Jeg er en hæderlig mand,—en fattig garimpeiros uten venner,—uten slegtninger. .
—De hadde en bror, som bodde i Berlin, avbrøt Fjeld ham. Han lignet Dem. Der var meget blod paa hans hænder, og han levde av rov i stor stil. . .
Heredia rystet paa hodet—men nu er han død, fortsatte Fjeld. .
—Mario? sa kreolen hurtig. . .
—Ja netop—Mario de Heredia. . Han var altsaa Deres bror. . .
—Hvor vil De hen med alt dette, herre, mumlet argentineren hæst. La os gaa videre. . . Min bror er død. . . Vel. Jeg antar, at han døde som en mand.
—Det gjorde han, sa Fjeld lavt. Jeg saa ham i hans dødsøieblik . . der randt blod fra hans tinding . . og han hadde en machetas i haanden. Jeg har et minde om det vaaben paa mit legeme—et trekvart fot langt ar fra knæet til lysken.
—Var det Dem, som dræpte ham? spurte Heredia likegyldig og gapte let; men hans øine næsten forsvandt i hodet. . .
—Det var mig, svarte Fjeld.—Han vilde forraadt mig—akkurat paa samme maate, som De nu vil forraade os. Det var Dem, som lot niggeren slippe slangen ind til Paquai. Det var Dem, som skjøt niggeren ned, for at han ikke skulde forraade Dem. . . Og det er Dem, som nu paa en eller anden maate vil forsøke at lure os ind i et bakhold. . . . Deres latter røbet Dem, señor Heredia. . .
—Vogt Dem, herre, ropte Paquai.
Argentineren hadde bøiet sig fremover, som om han vilde knappe en løs rem . .: men før han fik reist sig igjen, var indianeren over ham, og en lang kniv faldt magtesløs til jorden.
—Bind ham, sa Fjeld hurtig.
—Bare armene. Og la os saa foreta en liten ombytning. . .
Heredia gjorde ingen motstand. Det er kun taaper, som slaas med overmagten. Han lukket øinene og lot indianeren binde sine armer bakut. Hans tid kom nok. Disse hunder vaaget ikke at dræpe en forsvarsløs mand. . .
—Staa op, sa Fjeld.
Argentineren reiste sig. Smilet hadde ikke forlatt hans ansigt
—Skal vi saa gaa videre, spurte han koldblodig. En bakbunden mand biter ikke!
—Et øieblik, svarte Fjeld efter en stunds betænkning.—De bør skifte toilet. Hva sier De om at bytte klær med min ven? De faar hans korkhjelm og hans gule gummikappe. Det er nyttige plagg i urskogen. De skjærmer mot solstik og slangebit.
Torell reiste sig. Han saa forbauset paa Fjeld, rakte ham sin kappe og hjelm, og kort efter stod Heredia som en anden Stanley for dem i den tropiske rustning. Hjelmen var litt for stor for kreolen,—den skjulte næsten helt hans lille tykke hode; men kappen dækket godt hans brede skuldre og bakbundne armer.
—Vil De saa gaa foran, señor Heredia, sa Fjeld.—Det er naturligvis overflødig at indprente Dem forsigtighet. Ethvert tegn eller signal vil bli skjæbnesvangert for Deres helbred. . .
Argentineren nølte litt. . . Hans halsaarer svulmet. Det var, som om der arbeidet et frygtelig raseri under den brede hjelm, der lot hans øine ligge i en mørk skygge. . . Saa gik han videre med sammenknepne læber.
Veien var klar nok. Skogknivene hadde hugget en gang gjennem det tykke krat, og man saa trækoksenes hover paa den sumpige jord. . . Men efterhvert som det underlige følge avancerte, blev vegetationen sparsommere, og de høie palmetrær slap av og til det fulde dagslys ind til dem. I et litet gløt skimtedes en stor flod, som i en svak strømning krummet sig nedover gjennem dalføret under dem.
Det saa ut, som om skogen aapnet sig.
Da stanset Heredia tvilraadig.
—Gaa videre! kommanderte Fjeld haardt.
—Nei, sa argentineren. Dernede ligger indianerlandsbyen. Der faar dere kjøpt kanoer. Jeg skal nordover. . . Herrerne har mistillid til mig, fortsatte han. Jeg faar finde mig i det. Hvis dere er ræd for en ensom mand, saa ta vaabnene fra mig; men gi mig mine penger og la mig gaa. .
—De skal følge os frem til floden.
—Nei.
Fjeld trak frem sin revolver.
—Vil De, eller vil De ikke?
—Nei, mumlet argentineren arrig og rystet pludselig av sig hjelmen. Saa utstøtte han et skingrende skrik og sprang ind paa den lille aapne plads. . . .
Paquai vilde styrte efter; men Fjeld grep ham i armen. . .
Vent! skrek han.
Der lød pludselig et skud fra den anden side av krattet. Heredia styrtet overende. To halvnakne mænd sprang frem paa pladsen like paa de reisende. . . Den ene kastet geværet til kindet; men et revolverskud i kindet forvirret hans sigte. Han slap den tunge rifle, saa sig forvirret omkring, utstøtte et vældig hyl og sprang med begge hænder om sin splintrede kjæve ind i urskogens tykninger. . .
Den anden drog sin kniv og styrtet frem,—men Torells nikkelmantlede kule ramte ham like under brystbenet og slog den svære bandit til jorden som et fældet træ. . . . . Han faldt like ved siden av Heredia, . . og hans bristende øine saa gjennem en blodsky av skuffelse og raseri ind i den døende forbryders—hans herre og mesters—fortrukne ansigt.
—Dumrian! hvisket Antonio Heredia.
Det var cuyababanditens sidste ord.
Fjeld blev staaende ved hans lik. Ved skulderen i den gule kappe var der et stort hul, hvorigjennem en tynd blodstrøm silret. Kulen hadde knust kravebenet; men saaret saa ellers ikke særlig dødbringende ut.
Han tok op det ene gevær, som mestisen hadde kastet fra sig. Det var en sværkalibret remingtonrifle. Patronen sat endnu i løpet. Der var hakket et kors i blyet, og kulen bar tydelige spor av et brunt harpikslignende stof.
Fjeld blev en nuance blekere.
—Hva er det, spurte Torell.
—Curare, sa nordmanden.
Venenum americanum. Den sterkeste plantegift, man kjender. Et streifskud, og vi hadde fulgt Heredia paa hans vandring til den evige urskog.