Kondoren/Kapittel 18
Paquai blev sittende ved ilden. Hans sorte øine skar sig ind i mørket, og hans ører fanget den mindste lyd. Skogen sov; men tusende natlige liv var dog paafærde. Det tuslet mellem grener og krat; store forfærdede øine stirret ind i det rødgyldne skin fra den flammende ild, menneskets frygtelige ven og forsvarer.
Men hvad var det? . . . Der blandet sig en fremmed lyd ind i urskogens dæmpede nocturne. Og Paquai’s hode bøide sig fremover til anspændt lytten . . . hans næsebor dirret, hans mund stod aapen som en mikrofon, . . . der kom nogen derborte, og pludselig skar en paafugls iltre skrik sig ind i natten . . . en buestreng sang. . .
Tobaindianeren kastet sig bakover,— en pil suste over hans hode og boret sig ind i en træstamme bak ham. . .
Fjeld reiste sig hurtig . . . og Torell gned sine øine; men haanden laa allerede paa den svære nagantrevolver ved hans lænd. . .
Der hørtes et høit vræl, . . og ind i lysskjæret kom der hoppende og springende en del sorte nakne skikkelser . . . de hadde buer og køller i hænderne. . .
—Charantes, mumlet Paquai . . . kast dere ned i skyggen, skrek han . . . deres piler er forgiftet!
Fjeld adlød øieblikkelig . . . en pilesverm fløi over deres hoder . . . var nogen rammet?
Da lynte Paquais revolver mellem de sorte indianere, de nakne charantes, urskogens orangutanger, de laveststaaende og hæsligste av alle dem, som lever i Amazonas sumper. . . Saa fræste ildstripene mot de natlige røvere . . . hvis sorte legemer krummet sig i skjæret fra baalilden, mens kulene slog ind i dem med den samme lyd som sten, der plumper i vand. . . . Forvirret sjanglet de trufne hit og dit. . . Fjelds rifle skraldet ind i kamplarmen og Paquais lange kniv gjorde det hett i de rædselsslagne vilddyrs flanke. . .
Da saa Jonas Fjeld et syn, som han aldrig glemte. Torell hadde reist sig i hele sin høide. Hans hænder klamret sig om haandtakene paa to revolvere, hans øine stirret henført ind i det synkende baal; men i hans brede, høithvælvede bryst dirret en langskaftet pil. . . Foran ham stod der en naken indianer . . hans buestreng dirret endnu og et bredt hæslig grin fortrak den fraadende mund. . . .
Et forfærdelig raseri grep Fjeld. Hele hans blodsjæl vaaknet. Med et sprang var han oppe. Han slap sine vaaben og styrtet over Torells banemand . . . ja, det var i sandhet Kondoren, som slog ned paa de skjælvende gjeter i Cordilleras. . . . Hans knyttede næver faldt knusende ned paa det ynkelige rovdyr, der sank under ham som et fældet træ; saa grep han charanten i det høire ben og slynget ham mot en stamme. . . . Med knust hode og knuste lemmer rullet denne skogens sortbrune øgle som en bylt sammen ved jacarandaens fot. . .
Fjeld vendte sig mot den næste fiende. Men indianerne var forsvundne. De efterlot sine døde i fiendens vold og tok flugten . . langt, langt,—for hvem hadde nogensinde set en slik vælde, en slik vrede i en hvit mands ansigt. Ak, ak. . og denne mand vilde de ha fortæret . . . som de hvite barn, de saa gjerne stjal og delikaterte sig med i tørketidens festdage, eller som de ensomme guldsøkere, der forvirret sig i urskogen og blev et let bytte for de forgiftede piler. . .
Høit stønnende sank Fjeld sammen ved siden av sin døende ven. Og Paquai bøide knæ og mumlet den bøn, som jesuiterpresten hadde lært ham paa de helliges sprog. . .
Men Magnus Torell var fjernt borte fra dem. Giften æste i hans blod og pilens spids sat ved hans hjerterøtter. Der laa et træt, lykkelig smil om hans læber . . . og hans bristende øine søkte ut over urskogens hvælv langt, langt bort til en smilende junidag ved Fyrisaaens bredder. . .
Men da dagen gryet, sovnet Torell ind. Hans livs eventyr var fuldbyrdet. Han døde i sin ungdom; men han hadde i mange vidunderlige glimt set ind i den verden, hvor menneskets hjerter fyldes av naturens stolte enetale og urkræfternes evige mysterium. . .
Og Fjeld saa sin ven dø i sine armer uten at kunne hjælpe ham—mens dagens larmende liv fyldte skogen. . .
De flettet en baare til den døde av de tynde seige lianer, de bar liket mellem sig en anstrengende dagsmarsj helt ned til Purusflodens bred. Der fandt de en stor ekspedition kautschuksamlere, som netop var sat iland av en dampbaat fra Manaos—Amazonas hovedstad.
Den førte Torells lik nedover Purusfloden til selve det store flodsystems stamaare,—Rio-mar, havfloden, den dunkle, dype og lunefulde Amazone.
Og i en skyggefuld palmelund paa Manaos' kirkegaard begrov Fjeld sin ven. Hans vaaben, klær og eiendele blev sendt den svenske konsul i Para med en kort beretning om den unge mands død i urskogen.
Kun en ting beholdt Fjeld til minde om sin ven. Det var et gammelt fotografi som fandtes i det allerhelligste i Torells lommebok. Det forestillet en ung, vakker kvinde med en liten smilende gut paa fanget.
Bakpaa stod der skrevet med en fin damehaand: Ebba Torell og hendes søn Magnus. Og nedenfor med Torells egen skrift: Min herlige avdøde mor, som lærte mig at elske eventyret. . .
— — —
Det var en aften paa det lille hotels veranda, Manaos blandingsbefolkning holdt paa at gaa til ro, og moskitoerne surret blodtørstig utenfor nettene.
Ute paa floden var der stille og fredelig. Det var en av disse faa aftener, da havbrisen—alizeoens—milde luftninger glider op over floden og kjærtegner menneskene. En enslig gitar klang nede fra vandet. Og en varm og fyldig mandsstemme lød utover kautschukbyen.
Eu queria, ella queria,
eu pedia, ella nao dava;
eu chegava, ella fugia,
eu fugia, ella chorava.
Det var en brasiliansk folkevise—en modinha. Hvor underlig den lød herinde i Sydamerikas øde flodland!
—Eu fugia ella chorava, mumlet Fjeld for sig selv. »Jeg flygtet, og hun graat«.
— — Og mens det sidste solstreif dyppet sin ild i den sortgule flod dirret der en navnløs længsel i hans hjerte. Ja—han var en landflygtig—, en fattig, venneløs drømmer, som gik iblinde gjennem verdens urskog med et sviende kjærlighetsminde i sit hjerte,—gik, gik, til døden hentet ham og bar ham ind i det underlige eventyr, som skinnet i Magnus Torells bristende øine.
—Herre, spurte Paquai ydmygt, vil du forlate mig?
—Jeg maa videre, svarte Fjeld. Der brænder en ild under mine føtter. En forbandelse følger i mit fotspor . . . den driver mig, til jeg stuper.
—Kondoren kan ikke dø, sa tobaen høitidelig. Donna Francescas aand følger dig, herre. De røde incaers gyldne troldom beskytter dig.
De blev længe sittende slik. Det var, som om Torells smilende ansigt fulgte dem og gav de to landflygtige mod og fortrøstning.
—Hvilken fin og god sjæl var han ikke, mumlet Fjeld.
—Han var en drømmer o herre!
—En mand var han, Paquai. Han levde sit liv som en høvding. Han døde, som det sømmer en fri borger av den store natur.