Wikikilden

Kong Christian den fjerdes norske Lovbog af 1604/Kjøbebolk

< Kong Christian den fjerdes norske Lovbog af 1604
Kong Christian den fjerdes norske Lovbog af 1604
Utgitt av Frederik Hallager og Frederik Brandt, Carl C. Werner & Komp.s Bogtrykkeri,  (s. 160-185).
Kiöbe Balcken.
Om mand tager fra anden vden dom,
cap. I.[1]

Tager1 mand fra anden vden dom: da skal hand føre det igien, oc bøde[2] imod den hand fra tog effter laugdomme. Oc konningen tre marck[3] sølff, for det hand met wrette tog: oc søge siden sit effter lowen.

Tager konningens ombudsmand eller adelsmand[4] bondens gods eller boe, vden dom: føre det igien, oc bøde konningen ti marck sølff, oc bøde den fuld[5] effter laugdomme hand fra tog, oc huer den met hannem vaar oc tilhialp, bøde konningen en marck sølff.

Roer mand til bondens gaard, eller farer der til bemandit, oc bryder hans husz op, giører hannem vold, oc borttager hans gods: da er det fredløs gierning. Huem der ved befindis, som vil bliffue i landit: føre bonden alt sit gods igien, som fra hannem bleff tagit, oc bøde konningen ti marck sølff,[6] eller fare fredløs.

Om gield at verge for, oc vidnisbyrd om gield,
cap. II.[7]

Kræffuer2 mand anden gield, oc siger hand haffuer betald [anden mand det paa hans vegne,[8] oc siger at hand det vil beujse: da skal hand naffngiffue sine vidne, sted oc stund hand betalede paa. Ere de vidne inden fylckis: [da skulle de steffnis lowligen,[9] deris sandhed at vidne. Ere de vden fylckis: da steffne dem effter som lowen siger. Vidne da to lowlige vidne, at hand haffuer betald hannem, eller hans fuldmectige bud, som haffde befalning at opbære samme gield: da vere quit for den kræffning, det heder betalings vidne, oc der imod maa ingen vidnisbyrd føris: Fierde mand vdi slegt eller suogerskab maa icke der om vidne: vden hand dem lige nær beslegtit eller besuogrit er. Kand nogen vidnisbyrd icke selff komme tilstede oc vidne: da maa to myndige mend bære deris vidnisbyrd, som haffuer hørt dens bekiendelse der om: da er det lige saa fuld som den vaar selff tilstede.

Huem som vil gield affuerge: da skal suergis en eed for en øre sølff. To mends eed: for to øre sølff. Tre mends eed: for tre øre. Huor stor gielden er: da vergis ey mere for end met tre mends eed. Kiøbslaer nogen tilsammen, oc den ene miszregnis nogit fra: da maa hand kræffue den anden til ret regenskab, oc skal betale hannem huis miszregnit vaar.

Om gield lowlig at söge, met detz adfærd,
cap. III.[10]

Er3 nogen anden pendinge skyldig som vidne vide, eller hand selff vedgaar: da skal den gielden kræffuer, kræffue hannem som skyldig er, met to mends vidne, oc legge hannem halff maanitz dag for at betale. Betaler hand icke inden den tid: da maa hand steffne hannem til ting. [Oc da skal tingmend legge hannem halff maanitz dag for at betale.[11] Vorder det icke da betalit: [da skal næffnis hannem[12] aff tinge saa mange mend behoff giøris, at fare til hans husz, som gielden skyldig er, oc vdvurdere hannem sin gield aff hans gods, oc fuld ræt effter laugdomme.

[13]Farer den aff landit som [gield er bort skyldig, eller i andre maade[14] er brødfeldig, førend hand betaler, oc kommer icke igien selff, eller hans ombudsmand inden tolff maaneder: da settis deris arffuinger i deris gods, oc suare til all den lowlig gield som kræffuis, oc huis anden brøde som findis.[15] Oc skal deris gods, som saa bortdrage vurderis, oc quærsettis met ombudsmandens vidskab, fra det første hand rømde landit.

Huer mand som tilnæffnis, er plictig met at fare. Vil hand icke: da bøde konningen [en halff marck[16] sølff. Konningens ombudsmand eller hans fogit skal oc fare met, oc tage konningens ræt, som er en halff marck sølff.[17] Farer hand icke met: da mister konningen sin ræt.

Giør den som skyldig er nogen modstand oc verger derfor, at icke maa vdvurderis, oc giør nogen aff dem som vurdere skal, skade .met od eller eg: da vere fredløs. oc de sig vergede, bøde icke derfor, Men stander hand imod, oc giør dog ingen skade: bøde konningen otte ørtuger oc tretten marck sølff som gielden skyldig vaar: oc huer aff dem met hannem vaar, en marck sølff.

Om skyld at betale, oc om wvitterlig gield,
cap. IV.[18]

Laan,4 oc det som nogen er tildømt, oc all den gield som vidne er til, eller nogen selff vedgaar, skal saa kræffuis oc vdsøgis, som nu er sagd.

[All huis pendinge som til visse tid vdloffuit er, skal til den dag, oc paa den sted de vdloffuit er betalis.[19] Kommer hand icke pendingen skal anamme, eller hans fuldmectige, men den kommer som pendinge skal betale: da skal hand pendingen opbiude. Er ingen tilstede dennem anamme skal: da giemme pendingen til saa lenge hand kommer dem haffue skal, oc betale hannem da sine pendinge.[20] Er nogen anden pendinge skyldig, som hand icke haffuer vidne til: da skal hand steffne hannem hiemme, oc kræffue hannem sine pendinge: da skal hand enten betale hannem, eller verge sig derfor met eed, som før er sagd. Vil hand icke feste hannem eed: da skal hand betale, oc maa det vdsøge, som før er sagd.

Om fattig mands gield,
cap. V.[21]

Er5 nogen fattig mand, som haffuer mist sit gods aff ildebrand, til søes, eller aff anden vaade, nogen mand gield skyldig, oc kræffuis derfor: da skal hand met sin eed forplicte sig at betale samme gield effter haanden, naar gud vil giffue hannem effne til: da nyder hand dag, om hand icke tilforne er kiend at omgaais met løgn.[22]

Men kræffuis nogen gield, som icke slig tilfald er paakommen: da maa hand hæfftis oc føris til tinge, oc biude hans frender hannem til, om de ville løsze hannem, oc betale hans gield. Ville de icke løsze hannem: da skal tingmend dømme hannem til at arbeide for samme gield (om hand er arbedsfør) indtil den bliffuer betalit. Løber hand der fra, vden lowlig aarsage: da haffue reffsning derfor effter laugdomme.

[23]Bliffuer nogen fattig mand dræbt, som er vdi stor gield: da skal den bøder, som dømmis hans arffuinge til at haffue for hannem, vendis til at betale hans gield met, effterdi hand skulde met sit legem arbeide for gielden, om hand haffde leffd.

Om gield som kræffuis effter den döde,
cap. VI.

[24]Hvem6 som gield kræffuer effter død mand: hand skal haffue der vidne til. Thi ingen skal eed suerge [for den dødis gierning.[25]

[26]Kræffuer mand gield effter den døde, oc icke kand den beujse met lowlig vidne, handskriffter, vdskorne skriffter, eller rictig regenskabs bøger: miste gielden.

[27]Ingen maa tilkiøbe sig den dødis arff, førend hans vitterlig gield er betalit.

Om sögningmaal, oc hiemsteffne,
cap. VII.[28]

Kommer7 nogen i nogen fylcke, som mand vil for gield eller anden sag søge, som icke haffuer arffuinger i det fylcke, oc icke haffuer verit der i fylcket jule nat: da skal hand spørgis om sit hiem. Næffner hand det: da skal hand der steffnis oc tiltalis. Icke skal hand næffne sit hiem hos nogen herremand,[29] vden saa er. Vil hand icke sige huor hans hiem er: da skal det beujsis.[30] Oc da maa hand steffnis, vdi huilcken mands gaard hand vil, der sag haffuer offuer hannem at søge: oc der tiltalis.[31]

Steffnis hand oc paa torgit[32] som de kiøbtis sammen. da er hand oc ret steffnd. Saa skal løsze karle steffnis, [der som deris hiem er, eller der som deris arffuinger boer inden fylckis, som bonde til den gaard hand iboer.[33] Der skal huer mands hiem vere, som hand det kiender oc næffner det inden fierding;[34] vden hand næffner det til en herremands. Ingen skal giffue sag paa andens gods.
Om lowlig sögning, stefnemaal, oc fierdhold,
cap. VIII.[35]

Ingen8 maa anden steffne den stund hand er i ledingsfærd, eller førend fem netter effter hand er hiemkommen, oc skib er opdragen.

[36]Alle sager skal vere vsteffnd paa de tider som anfred holdis effter lowen.

Steffne maa mand anden mands hiemsteffne som sin egen, om hand er ombedit, oc haffuer der vidne til.

Huer mand der frels oc fuldmyndig er, skal selff søge sine sager inden lands, Haffuer hand icke selff forstand eller mact der til: da skal konningens ombudsmand søge hans sag paa hans vegne. Oc haffue for sin vmag huis fæld der bødis effter lowen, oc icke mere.

Farer nogen aff landit: da skal hans ombudsmand som hand haffuer der til betroet, haffue hans gods i forsuar i tre aar, oc giøre omhandle ræt for hannem.

Er hand lenger borte end tre aar: da skal hans neste arffuing haffue hans vergemaal, som icke vil øde hans gods. Naar hand kommer i landit igien: da vdlegge det som vidne vide hand optog.

[Saa skal mand søge quinde som karl.[37] Det er quinde frjt for at [faa sit vergemaal[38] huem hun vil: dog at hun icke tager den til verge som er adelsmand,[39] eller yppermere, end den hun haffuer sag imod. Hand maa søge hindis sag som sin egen, om hun haffuer ombedit hannem met vidne. [40]Skal karle næffnis til at giøre low oc eed met karle, oc quindfolck met quinder: vden karle er icke saa mange met karlemend, oc kone met koner.

Haffuer to mend tiltale til nogen paa en anden mands vegne for en sag: da skal hand suare den som først fick hans ombud. Thi icke tør mand suare to til en sag.[41]

Om förste kiöb konningen ejer,
cap. IX.

[42]Konningen9 eller hans ombudsmand paa hans vegne, bør at haffue første kiøb paa alle de vare som indlendiske eller vdlendiske haffuer at selge, som konningen behoff haffuer, for slig verd, som en anden vil giffue derfor. [43]Dog skal ombudsmanden eller hans fogit icke kiøbe slig vare sig selff til beste eller at selge til forprang: men alleniste konningen til beste.

Losz oc maard skal ombudsmand kiøbe konningen til beste: oc giffue bønderne derfor saa megit de ere verd. Men vlffskind, reffskind, odderskind, biørneskind, ellendshuder, oc andre vilduare mue bønderne selge til huem de vil vforbudit.

Konningens ombudsmand eller hans fogit maa icke nøde nogen til at kiøbe slacterfæ oc selge sig igien: men skal kiøbe aff dem som haffuer at selge, oc giffue dem derfor, saa megit det er verd, oc en anden vil giffue dem derfor. Nøder konningens fogit nogen til at selge sig sine vare, eller giøre der forbud paa, vden konningens vilie: da tiltalis derfor met lowen, oc straffis derfor, som ved bør.
Om kiöb oc skiffte der lowlig ere, oc om falsk kiöb,
cap. X.[44]

Allesteds10 som mand kiøbis ved om jorder, eller gaarde, huse, skib, eller andit slig store ting: da skal det skee met handtag, oc tuende mends vidne eller flere, [oc skal kiøbis aff rette ejermand som kand hiemble det hand selger.[45] Alle andre kiøb som selgis met handtag, oc[46] vidne er til: skulle oc holdis, om det der selgis er hans egit, oc maa selff raade for sit gods: vden nogen selger vhiemmelt eller falske vare: da bliffuer det kiøb macteløs, oc den som kiøbte, bør sin verd igien.

Selger mand guld eller brendsølff, giort eller vgiort, oc selger det for purt guld eller sølff: da bør det at vere purt som det selgis for. [47]Oc huis sølff som her i rigit forarbeidis: skal holde sin prob effter rigs daler. Oc skal stempis met dens stemp som det forarbeider. Befindis nogen at stempe falsk sølff: da haffue forbrut saa megit aff sin boeslaad til konningen, som hand haffuer falsk stempit, oc der til otte ørtuger oc tretten marck sølff, oc giffue den sit sølff igien hand arbeidit for, oc icke bruge embedit der effter. Men huis guld som forarbeidis, skal vere vforfalskit: oc leffueris lige som det er annammit, vere sig vngerske guld, krone guld, eller rinsk guld.

Selger mand honning vdi tønder, eller anden kar, malt eller korn i punde, meel i secke, smør eller salt i løbe, lijn eller hør, eller anden deel i knippe: da skal det vere lige got inden oc vden. [Konningens ombudsmand skal haffue opsiun met, at huis vare som indføris vdi rigit, selgis almuen for billig kiøb.[48] Forfalsker nogen sine vare, oc selger dem siden: da [haffue forbrut godsit til konningen, oc[49] bøde der til konningen otte ørtuger oc tretten marck sølff: [vden hand vil verge sig selff tolffte, at hand icke viste, at der vaar falsk vdi.[50] Men haffuer hand selff kiøbt samme vare, oc viste at der vaar falsk iblant, oc vilde det icke afftage: da [haffue forbrut godsit til konningen, oc[49] bøde fem marck sølff.

Sammeledis skal oc holdis om mand selger klæde, lerffuit, vadmel, som falsk er vdi, eller andre falske vare: da [miste varen, oc[49] bøde derfor, som før er sagd: [vden hand fører den tilstede som slig falsk giorde: da stande hand selff derfor til rette.[51]

Det er falskt som skellige mend kiender falskt vere. Ombudsmand maa icke kiende der paa: at icke skal meenis, at hand giør det aff gerighed. Er kiøb handsold oc icke er vidne til: da [suerge den som solde met sin eed, at hand solde det, oc da skal slig kiøb holdis.[52]

[53]Alle vare indlendiske oc vdlendiske, skal føris til kiøbstederne, oc kiøbis oc selgis paa torffuit for rede pendinge. Huem andensteds selger eller kiøber: da bøde huer for sig, som selge eller kiøbe, otte ørtuger oc tretten marck sølff, oc haffue forbrut til konningen varen, de solde oc kiøbte: huad heller det giøris i by eller herrit.

Ingen maa fare vdi herrit, eller haffner[54] met mangerskab at kiøbe oc selge. Icke maa bønderne heller selge vdi herrittit, eller paa strande, fæ, faar, suin, smør, salt, vadmel, lerffuit, høns, gies, eller andit: vndtagen veyfarendis mand til it maaltid eller to, men alle vare skal føris til kiøbstederne.

Ingen maa bryde sin buncke vdi haffue til nogen kiøb eller sal: vden for saa megit kost som hand behøffuer der, den stund hand lader sit skib. Huem det giør: haffue forbrut det hand solde til konningen, oc bøde huer som solde oc kiøbte, otte ørtuger oc tretten marck.

Ingen skal selge eller kiøbe de vare, som komme aff landit til kiøbstederne, inde i gaarde, lønlig eller obenbare: men skal selgis paa torffuit. Huem anderledis kiøber oc selger: da haffue forbrut baade varen som soldis, oc verden met til konningen, oc bøde otte ørtuger oc tretten marck.

Konningens ombudsmand skal haffue tilsiun, at konningens mønt icke foractis. [Men mønten vdi Norge, skal vere jæffngod ved mønten vdi Danmarck, oc gaa for fulde i all kiøb oc sal. Danske mønt skal vere gengbar i Norge, lige som norsk mønt, oc norske mønt i Danmarck, lige som danske mønt.[55] Huem som foracter oc icke vil tage konningens mønt for sin vare, huad heller det er indlendiske eller vdlendiske: bøde for første sinde [otte ørtuger oc tretten marck.[56]

Giør hand det anden sinde: vere fredløs, oc bøde [otte ørtuger oc tretten marck.[56]

Giør hand det tredie sinde: da haffue forbrut liff oc gods.

Ingen vdlendisk mand eller giest, maa kiøbe sparrer, bord, spirer, eller andre indlendiske vare til at vdselge til forprang i Norge.

Ingen bonde eller herritzmand, leeg eller lærd, maa vdtage aff kiøbmend sild, klæde eller andit gods, oc siden selge det vd til forprang i herrit, for spirer, bord, eller fænit. Huem det giør, kiøber eller selger, vere sig indlendiske eller vdlendiske: da skal huer for sig bøde konningen otte ørtuger oc tretten marck, oc haffue forbrut godsit til konningen.

[57]Vil icke vdlendisk kiøbmend som segler[58] til kiøbstederne, selge deris gods, for slig verd som billigt er: da skal det vere dennem frjt forre, samme deris gods igien at vdføre.

Ingen giest eller vdlendisk, som segler[58] til kiøbstederne, maa kiøbe noget slacterfæ eller edende vare, at bortføre aff landit, vden huis de kiøbe skelligen til deris kost, men de der bliffue oc ere vdi landit, oc dog ingen andensteds kiøbe end paa torffuit. Huem anderledis kiøber eller selger: da haffue de begge forbrut varen til konningen, oc bøde der til otte ørtuger oc tretten marck.

[59]Huer bonde maa kiøbe i haffner, huis hand haffuer behoff til sit eget nøtte, oc icke til forprang at selge igien. Oc skulle konningens fogider icke tilstede, at nogen kiøb brugis i haffner, eller paa landit, videre end som lowen oc privilegierne vdujser. Besynderlige skulle de tilsee, oc grandgiffueligen acte, at vdlendiske icke vdføre nogen kiøbmandskab imod lowen oc privilegierne, som er huder, fætallie, oc andre vlowlige vare, kiøbstederne til skade oc forderffuelse.

[60]Konningens tolder oc fogit maa icke bruge kiøbmandskab vdi haffnerne, eller drage vd imod skib som indkommer, at kiøbe vdi konningens naffn, huad vare de føre, oc siden selge det igien til forprang. Icke maa de heller forbiude nogen, som indkommer i haffner met rede pending, at kiøbe deris last for, at kiøbe met andre, end met dennem paa konningens vegne. Giør nogen det, oc kand hannem[61] offuerbeujsis: da maa hand klagis for konningens ombudsmand, oc hand skal sette hannem aff sin befalning, oc komme hannem til at flytte til kiøbsteden, oc skatte aff hans brug. Vil icke ombudsmand skaffe der raad til, naar det klagis for hannem: da maa hand indklagis for lowen oc laugmanden, oc der gaa om huis ræt er.

[62]Skal det oc vere en huer frjt for, saa vide som icke er imod kiøbsteds privilegier, at handle met fremmede vdi haffnerne: vden det forbiudis met konningens breff.

Huis tømmer eller andit borgerne ville kiøbe met bønderne, skal de betale dem for den verd, dem biudis aff fremmede, oc kand borgerne icke formeene, dem at kiøbe met fremmede: vden de haffue der paa konningens privilegier.

Om forord, oc breffue at giöre,
cap. XI.[63]

Om11 alle de forord mand giør vdi quinde giffting, eller om mand kiøber jord eller gaarde, oc om alle kiøb, som gielder ti marck oc mere, skal begge parterne giøre breff imellem dennem, effter deris kiøb oc forord, oc næffne deris vidne som hoss vaare, sted oc tid, oc haffue der for laugmandens,[64] eller andre skellige mends indsegel, som viste aff dens kiøb.

Haffue de icke indsegel: da giøre [vdskorne skriffter:[65] oc bære de da vidne om deris kiøb, om icke vidne er til, ihuor den sag skal dømmis, enten for laugmand eller andre tilbørlig dommere.

Om vidnisbyrd huer ejer at bære,
cap. XII.[66]

Hvem12 som aff nogen bliffuer tilkraffuit at vidne vdi nogen sag,[67] oc dommeren legge hannem eed for, sin sandhed vdi den sag at vidne: da er hand plictig at vidne ved sin eed, alt huad hannem der om vitterligt er, eller oc suerge at hand veed der intit aff. Vil hand icke vidne bære, naar hand aff sagsøgeren til kræffuis: bøde konningen tre marck[68] sølff, paa det, ingen skal miste sin ræt.

Saa skal hand vidne bære, om hand[69] er tilkræffd: at hand vil vidne effter sin samuittighed, det sandiste hand haffuer seet oc hørd. Siden maa laugmanden eller domsmendene, dømme, om dennem siunis hans vidne ret at vere.

Om mand selger it kiöb tuende mend,
cap. XIII.[70]

Alle13 kiøb som er sold met vidne oc handtag, bør at holdis, effter lowen. Det kiøb maa icke holdis, naar mand selger en det, som hand tilforne haffuer sold en anden. Haffuer den som sidst kiøbte det i haffuendis verge: da maa hand [holde slig dom for sit kiøb som laugmanden, eller sex laugrettismend siger.[71] Den først kiøbte beholder sit kiøb, om hand kand beujse for dom, at hand kiøbte først: oc det er hannem [forgieffs kiøb,[72] der sidst kiøbte. Det skal hand lade wuillige mend vide.

Det er oc forgieffs kiøb, at kiøbe det den icke tilhører der soldit: vden det skede met hans vilie det tilhørde.

Den som kiøbte, skal søge den som solde, oc hente det[73] aff hannem. Vil hand icke faa hannem det i hender: da skal hand hannem hiemsteffne, oc nyde sine vidne, [at hand lod det effter vden loff,[74] oc kræffue hannem sine pendinge, oc legge hannem der ran til. Selger hand det[75] anden siden: da bøde tre[76] marck sølff til konningen. Fanger hand icke det samme hand kiøbte, eller andit saa got: da bøde tre[77] øre sølff for huer marck som vaar kiøbt for. Oc endog kiøbit er mindre verd end en marck: da bøde dog tre[77] øre sølff, oc vere der met forligte.

Den som kiøber det som hand viste en anden haffde kiøbt tilforne: bøde tre[77] øre sølff for huer marcks kiøb til konningen.

[78]Kiøber nogen met fredløszmand: da hører det konningen til hand [kiøbte aff[79] hannem, oc bøde til met sex øre sølff, eller suerge met sin eed selff tredie, at hand icke viste hand vaar fredløs.

Om leje koe, oc detz aabyrgd,
cap. XIV.[80]

Lejer14 mand koe: da skal hand stande til rette for den, om den bliffuer borte: [vndtagen krigsfolck tog den bort,[81] eller den døde aff lungesot, eller braddød, eller den døer aff kalff, eller aff alder, aff tordenslag, eller blodsot, eller storm blæs træ om paa den, oc slaer den ihiel.

Døer den ellers for fattigmand: da bøde den igien effter sex skellige mends dom paa tre aars tid. Den koe lejer, skal haffue den [fra korszmisse oc til om vaaren:[82] thi da skal kiøer [vere hieme,[83] vden de haffuer anden forsagd dag dem imellem sat, der hand lejede koen.

Døer koen for hans forsømmelse der lejet: da skal hand sette anden koe i dens sted igien. Men leffuer den: da skal hand beholde sin egen, alligeuel den er verre[84] end den før vaar.

Er kommen lyde paa koen, saa at enten halen er affsliden, eller horn brøden: da bøde den lyde. Vil hand icke haffue koe lenger i leje: da skal hand søge den hinde ejer, om hand er inden fylckis, oc tilbiude hannem sin koe met vidne. Er hand vden fylckis: da skal hand føre koen hiem, oc kalde der mend til at lade besee, at den er helbred oc skader intet, oc sige den aff sin vold, oc foruare koen som sit egit quæg, oc beholde nytten der aff for sin græsz oc varetect.[85] Men er hand aff land faren koen aatte, oc haffuer hand nogen ombudsmand: da skal hand hannem koen tilbiude, om hand er inden fylckis, eller oc hans arffuinge, om hand haffuer icke ombudsmand, om hand vil icke beholde koen den lejet haffuer.

Om foderfæ, oc detz aabyrgd ved sin haands gierning,
cap. XV.[86]

Tager15 mand andens fæ til foder: da skal hand suare der til, som til sin egen haands gierning.[87]

Det er hans haands gierning: om hand suelter det, eller dræber det, eller nogen den hand skal suare for. Det er oc hans haands gierning: om hiurden finder det icke før det er døt. Saa er oc om biørne slaer det, vlffue bide det, falder ned for bierg om icke vaar hiurde met. End falder det ned aff bierg, [oc hiurd er hoss,[88] oc lader det see [samme dag,[89] førend hand flaaer huden der aff: da er det icke hans haands gierning.

Druckner det i brønd, oc ingen vocter det, døer det aff sult eller quellis aff kloffuen: da er det hans haands gierning. [Kommer benit i baandit[90] oc rendstaffuer er for: da er det icke hans haands gierning.

Føde skal hand quægit, indtil det kand bierge sig vde paa græs, oc da tilsige hannem som det tilhører, oc bede hannem foruare sit quæg, oc lade hannem oc andre mend see det, at det er marckeføer, oc sige det saa aff sin foruaring.

Tager mand [øg paa beed eller til foder,[91] oc bider vlffue det: da er det hans haands gierning, om andre mends øg icke er vde i marcken. Tager hand nød paa foder: da foruare det [som sit egit.[92] Icke skal nogen suare til, at kiør faar icke kalff, om hand ellers haffuer tiur met sit quæg.

Om quæg der selgis oc lyde haffuer, oc om skuldgang koe,
cap. XVI.[93]

Haffuer mand vdlagt koe i sin gield, som skal gange for fuld verd oc leje: da skal den icke vere eldre en otte aar, oc icke yngere end den haffuer faait to kalffue. Skal den vere helbrede, oc heel spennit, oc haffue kalff om vinteren effter Pouelsmisse.

Kiøber mand øg eller andit fæ aff nogen: da er det i hans foruaring det kiøbte, naar hand haffuer det anammit.

Alt huad quæg mand selger anden: det skal mand icke selge met nogen fordult lyde.

Det er fordult lyde paa hest eller øg om det er døff, blind, sprengd eller vanhalt,[94] lobsk eller stædig. End paa andit fænit, om det dier sig selff.

Befinder hand det som kiøbte, den første maanit: da skal den det solde, beholde det selff: vden hand vil suerge, at hand viste icke nogen lønlig lyde der paa.

Om mand kiöber nogen deel vbeseet,
cap. XVII.[95]
Kiøber17 mand aff anden nogen ting vbeseet: da vere det i hans foruaring som solde det, indtil det kommer hannem til hender, som kiøbte det, eller den mand som hand met vidne haffuer befald at tage det: vden de haffuer andre forord der om for vidniszbyrd.
Om fællitz gods, detz skiffte oc brug,
cap. XVIII.[96]

Alt18 det mand ejer tilhobe, huad heller det er ager, eng, husz, eller andit, som skifftis kand: da skal den skiffte raade, som skiffte vil, som lowen tilforne siger om odels skiffte.

Men ejer nogen, to eller flere, de tingist tilhobe, som icke kand skifftis vden skade, [oc den ene vil bruge det, oc den anden ancker der paa, eller formaar icke at bruge det:[97] da biude hand dem først til, som met hannem ejer. Vil de icke kiøbe: da kaste laad om huem kiøbe skal, oc den laaden tilfalder beholde det, effter sex skellige mends vurdering, eller selge det huem hand vil, oc giffue de andre huer sin anpart aff det verd, det vurderis for. Ville de icke vidtage: da beholde det[98] i sin foruaring som sit egit gods, indtil de kræffue det. Ingen maa selge anden mands tingist anderledis, end som lowen formeller.

Ejer mand skib sammen, oc ingen aff dem som ejer, formaar at kiøbe det aff anden, oc andre vil ey heller kiøbe det: da maa den bruge det som vil, oc betale den anden skibs leje,[99] effter som hand haffuer part i skibit. Oc tage dog der aff først, det hand haffuer bekostit paa den andens anpart.

Om laan at suare til,
cap. XIX.[100]

Den19 som laaner nogit, hand skal foruare det, oc fly det heelt hiem igien, vil hand icke fly det hiem igien: da maa det vdsegis som vitterlig gods.

Det kaldis vitterlig gods, som en haffuer vidne paa, [saa oc alt det en tildømmis, oc om laugmand siger nogen til at giffue anden pending met lowlig dom,[101] det er alt vitterlig gods.

Laaner mand bort, eller selger det hand haffuer laant, oc mister hand det: da maa hand kræffue sit aff huilcken hand vil, enten aff den der soldit eller kiøbte det. Oc saaledis allesteds dersom mand selger, eller bortlaaner det en anden tilhør.

Om mand setter anden nogit i pant,
cap. XX.[102]

Setter20 mand anden pant for nogen deel: da foruare hand pantit det tog. Haffuer de set nogen visse dag at løsze det igien: da skal hand biude hannem eller hans ombud det til samme dag, oc haffue der to vidne til. Løszer hand det icke da: da giør hand huilcket hand vil, enten haffue det selff effter sex mends vurdering, eller selge det en anden, oc haffue der aff sin gield som pantit tog, oc ejermanden det, som til offuers er. [Men icke maa hand det til andre høyere forpante, end hand det selff haffuer i pant.[103] Er der ingen forsagd dag sat: da løsze det inden 12. maaneder, eller fare der met som før er sagd.

Er mand anden pending skyldig, oc haffuer tagit pant for sine pendinge, huad heller det er jord eller andit: da skal det pant vurderis. Affhender hand det pant til nogen anden: da skal hand haffue vidne til sin pant, oc løsze det at første 12. maaneder, om hand er inden fylckis. Er hand icke inden fylckis: da haffue det løst inden første 12. maaneder effter hand kommer i fylckit: vden hand haffuer saadan forfald, som lowen siger. Vidne skal hand der til haffue, [at hand er sand ejermand til det pant,[104] ellers maa hand det aldrig efftersøge. Setter mand tuende mend it pant: da beholder den pantit som først tog det. End den anden tog forgieffs[105] der sidst pantit, om det er beujsligt.
Om löffte for gield, oc huad kiöb quinder maa giöre,
cap. XXXI.[106]

Finder21 mand den i herrittit, som er hannem gield skyldig, oc kræffuer hannem, oc hand da forujser hannem til nogen anden mand, som hannem betale skal: da haffuer hand betald den gield, om det er beujszligt, at den som gielden kræffde, tog ved den anden for sin gield.

Den som er vdi sin vmyndig aar, maa ingen kiøb giøre.

Bondens hustrue maa raade for en halff marcks[107] kiøb. Haulders eller odels bondis hustrue maa raade for to marcks[108] kiøb. Adelsmands[109] hustrue maa raade [kiøb, saa vide hoszbonden hinde samtycker.[110] Kiøbslaer de videre vden deris hoszbonders vidskab: da maa hoszbonden rygge det inden første maanit, effter hand kommer hiem, oc faar det at vide.

Om lejefolck, oc tieniste hion,
cap. XXII.[111]

Fester22 mand nogen tieniste karl: da skal det holdis, som de forligis om. Vil icke bonde holde sin lejemaal, men forujser sin tieniste dreng: da skal hand kræffue hannem sin løn, oc kost met to vidne, oc tilbiude hannem sin tieniste, som de ere forligte om. Vil bonden icke: da bøde konningen tre øre sølff, oc giffue den hand lejede sin løn oc sin kost verd, saa lenge hans lejemaal er vde.

Vil tieniste hion icke holde sin lejemaal: da maa bonden kræffue hannem i sit arbeide oc tieniste, oc biude hannem til at bliffue i sin kost, oc haffue der to vidne til. Vil hand icke: da bøde konningen tre øre sølff, oc bonden maa da vdsøge slig løn aff hannem som bonden skulle giffuit hannem, men betalning for hans kost fanger hand icke, thi hand beholt den selff.

Tager nogen anden mands tieniste hion vitterlig i sin tieniste: bøde konningen fem[112] marck sølff.[113]

Tager nogen anden mands arbeid an, oc kand det icke fuldkomme: da skal skellige mend dømme, huad hand skal haffue for det arbeid giord er.

Bliffuer tieniste dreng siug, oc ligger halff maanitz da miste icke aff sin løn derfor.[114] Men ligger hand lenger: da skal quittis aff hans løn, oc betalis hans fortæring effter dannemends sigelse, eller føre hannem sine arffuinge paa hender.

[115]Betroer nogen sin tienere eller anden mand sit gods, pendinge eller andre vare, at forhandle sin hoszbond til gaffn oc beste, inden lands eller vden lands, oc hand der met vtroligen handler, eller oc samme hans huszbonds gods oc pendinge vnytteligen fordoyer, eller oc[116] optager gods oc pendinge paa hans hoszbonds vegne, oc setter hannem i gield, vden hans befalning oc vilie, oc fordominerer det: huem i slig vtroskab befindis, straffis derfor som en vtro tienere: met mindre hand kand betale hans hoszbond, huis hand i saa maade haffuer forkommit aff hans gods, eller hand kand stille hannem derfor nøyactig loffuen oc vissen til visse tid[117] at betale.

Om arbeidsmand vdi herrittit,
cap. XXIII.[118]

Bønder23 sønner eller drenge, løse karle, oc huszmend, oc bissekremmer maa icke omløbe paa bygden, oc kiøbslaa. Icke maa heller bønder tage slig løsze folck, mand eller quinde til huszværing, men de mend eller løsze karle, som icke haffue saa megit gods vnder henderne, at de kand feste dem gaarde: skulle tage dennem tieniste, oc arbeide for herremend, prester eller bønder, oc tiene for heelt eller halfft aars løn, effter som de kunde forligis om, oc seedvaanligt er, oc icke gaa i vge dage: vndtagen skredere, skomager, oc lands tømmermend, som almuen synderlig behoff haffuer. Dog skal de icke befatte dennem met nogen kiøbmandskab, deller at lade skiere, tømmerlast eller andit: men nære dem aff deris embede. Huem det giør: vere forbrut til konningen, huis hand kiøbt haffuer, oc bøde konningen otte ørtuger oc tretten marck.

Icke skulle heller løsze karle, som giffuer sig vd for baadsmend, tilstedis at føre nogen kiøbmandskab aff landit, vden bord oc tømmer, som kaldis føring. Ingen søefarend mand maa heller indtage nogen anden kiøbmandskab for nogen baadsmand, vden konningens ombudsmands samtycke: vnder otte ørtuger oc tretten marcks brøde.

Icke skal heller huszmend maa sidde i gaarde met bønderne: men de som saa formuendis ere, at de kunde besidde gaarde, skulle skickis til ødegaarde at besidde, oc nyde der paa billig frelse. Men de som icke formuendis ere, skulle begiffue sig til kiøbstederne, eller i tienist, eller andensteds huor de sig nære kunde, oc icke sidde saa hoss bønderne at forhugge skowen til vplict, konningen oc jordegne til stor skade oc affbreck. Løber slige løsze folck om i landit: da skal konningens ombudsmand tilholde dem at tage sig tieniste, eller straffe der offuer som ved bør.

Hvorledis holdis skal met fracte skib,
cap. XXIV.[119]

Fracter en skipper sit skib forgrebs til nogen kiøbmand, oc kiøbmanden vil imod skipperens vilie lade skibit offuer sin rette lade oc maade, kommer skibit der offuer til nogen vlycke: da skal kiøbmanden vere plictig at oprette skaden halffdelen, effter dannemends sigelse. Men dersom skipperen selff forlader sit skib, formedelst gerighed: da skal hand haffue forbrut aff sine egne pendinge XL. marck til konningen, oc XL. marck til byen.[120]

Om mand far imod forbud,
cap. XXV.[121]

Farer25 mand [aff beslag eller[122] imod forbud, fra landit, eller steder imellem: da bøde skipperen til konningen otte ørtuger oc tretten marck, oc huer baadsmand en marck sølff. Men farer mand aff kiøbsted som er beslagen, oc vdi herrit: da bøde konningen en marck sølff.

Skipperen skal bøde for alle dem paa skibit er som far imod forbud: oc huer dem betale hannem, effter som de haffue gods i skibit til.

Ingen maa giøre forbud i fylckene, paa korn eller fetallie [at selge,[123] vden hand haffuer konningens befalning der paa: [huem det giør, bøde[124] otte ørtuger oc tretten marck, halffparten til konningen, oc halffparten til laugrettit.[125]

Om mand roer eller segler paa anden,
cap. XXVI.[126]

Kommer26 tuende skib seglendis, oc kunde icke vnduige huer anden, men fange baade skade: da skulle baade skipperne met deris folck suerge, at det skede aff wraad, oc icke met vilie. Oc da gielde baade skibene skaden halff om halff, huad heller det skeer om dagen eller om natten.

Ligger it skib vdi haffn eller paa reed, oc it andit kommer seglendis, oc løber det vdi grund som ligger for acker, eller giør skade vdi anden maade: da skal den skipper, som skaden haffuer giort, betale skaden aff sine egne pendinge altsammen saa langt hans gods kand tilrecke: om det skeer for hans forsømmelse, oc onde forsiun. Er hand icke formuendis at betale: da gielde skibit skaden, dog icke kiøbmends godsit det at vndgielde. Men skeer det aff nødsag: da skal skaden bedris aff baade skibene effter gode mends tycke, som skelligt kand vere.

Bliffuer nogit skib løst, at acker eller kabel brøster, enten vdi storm eller anden vlycke, oc driffuer it andit skib, om borde som fast ligger for sit acker, oc faa baade skade: da skal den skade besigtis aff søfarende mend, oc betalis effter deris gode tycke oc forstand. Men fanger det skib allene skade som driffuer paa det andit: da skal det skib som ligger for acker det icke vndgielde vdi nogen maade.

Ligger skib for acker, oc bliffuer nogit andit skib driffuendis aff storm oc wuædersvold, oc it eller flere som ligger vdi den driffuendis fareuand, bliffuer var at skade er foruentendis, oc nogen slipper tow oc acker, paa det større skade maa forkommis, som det ene skib kunde bekomme aff det andit: da skal tow oc acker regnis, oc betalis baade skibene imellem halff om halff effter søfarende mends sigelse.

[127]Alt det vrag som i alminding inddriffuer: det ejer konningen.

Segler mand langs lande, eller [aff haffne,[128] oc vorder skibbruden: da eyer huer sit gods igien, som hand kiender, oc kand beujse sit at vere, huis jord det paa driffuen. All anden strand vrag hører konningen til.

Om forfang paa laan, oc om fuldrettis skade,
cap. XXVII.[129]

Laaner27 mand anden sin hest, eller skib til sit behoff, oc den som laante hannem det, tager det fra hannem igien: da bøde hand for hand giorde hannem forfang paa sit laan, en marck[130] sølff.

[Men beholder den som laante det, lenger end laant vaar: bøde til den hannem laante, en halff marck[130] sølff, for hand forholder hannem sit gods.[131]

Allesteds huor mand giør anden skade paa nogit, aff affuind oc hæffn: da skal hand det giorde, bøde den skade fick, fuld ræt[132] effter sex mends dom, om beujszligt er.

Det er fuldrettis skade, som kand vurderis for en halff marck sølff. End om mindre er: da gielde affuindsbod[133] til den skade fick, [effter som dømmis aff sex mend.[134] Vil nogen dølge om icke er vidne til: da suerge sex mends eed for fuldrettis skade, oc tre mends eed for mindre skade. Vil hand icke saaledis verge sig: da bøde som før er sagd.

Om daabel oc veddemaal,
cap. XXVIII.[135]

Om28 mand daabler oc kaster tærning om pendinge: da vere de pendinge paa borden kommen ere forbrut til konningen, oc huer dem bøde der til konningen en halff marck sølff.

End om mand vedder sammen: da haffue ingen dennem der aff, oc bøde icke imod konningen.

Om vegt oc maalekar,
cap. XXIX.[136]

Skal29 saa holdis offuer all Norgis rige: som her effter følger. At sielandske allen skal vere gengs. oc der met skal altingist maalis vdi all handtering, som met allen maalis skal.

Huis korn, vere sig rug, biug, malt, salt, eller andre slig vare, som met tønder maalis skal: det skal maalis met saadan en tønde, som nu vdi Kiøbenhaffn brugis. Oc der effter skal skeppen rettis: saa der ganger sex strugen skepper i tønden, oc tolff strugen settinger, eller halff skepper i tønden. Oc huor mele eller sold brugis: da rettis de effter tønden, dog at tallet er lige effter som i huer bygdelag sedvaanligt haffuer verit. Oc skal konningens ombudsmand som haffuer hoffuitlæner her i Norge, tilskicke borgemester oc raad vdi huer kiøbsted som i deris læn liggendis ere, en brend tønde effter den maade, som forskreffuit staar, huor effter huer vdi sin sted, skal lade brende de tønder, som der vdi byen met maalis skal. Disligeste skal hand forsende en brend tønde til huer læn, som vdi hans gebed ligger: at huer sig der effter kand vide at rette. Oc skal holdis en suoren maaler vdi huer kiøbsted, som skal maale alle huis rug, biug, malt, salt oc alle slig vare, som did ind eller vdføris met samme brende byes tønde: oc skal hand haffue for sin vmag, for huer skibs lest, eller 24. tønder otte skilling danske. Skal oc icke maalis met andre tønder, enten vdi haffner, aff skibe eller nogen andensteds offuer alt landit, end met den tønde, som aff ombudsmanden er vdsend, eller vdi kiøbstederne brend er, effter som forskreffuit staar.

Huad vare som met skaalepund selgis oc forhandlis: vere sig guld, sølff, oc alt andit, det skal veygis met colniske vegt, oc icke met nogen anden vegt.

Vdi huer løb smør, skal vere 3. biszmer pund reent smør, foruden løben.

Vdi huer biszmerpund, skal vere 24. marck, som skal holde 12. skaalepund offuer alt landit: vndtagen i Bahus læn oc Vigen, der skal biszmer vegt bliffue, som den aff arrilds tid verit haffuer.

Skippund vegt skal holdis offuer alt landit, som aff arrilds tid verit haffuer. Først vdi Bahus læn holdis saaledis: i huer Skippund skal vere 20. liszpundt. Vdi huer liszpund skal vere 18. skaalepund. Biszmerpund er effter hallandske vegt større der, end andersteds: oc holder 16. skaalpund.

Vdi Agershus læn holdis saaledis effter Tonsbergs vegt: at it skippund er 20. liszpund. It liszpund er 18. skaalpund. It biszmerpund 12. skaalpund.

Vdi Bergenhus læn holdis saaledis, it skippund er 8. voger. Vdi huer voge er 3. biszmerpund. Vdi huer biszmerpund er 12. skaalpund. Oc der effter veygis anden vare, saa it stycke miel skal veige 8. voger, it stycke malt skal veige 8. voger. En tønde miel foruden træ skal veige fem voger, oc holdis saa vdi Bergen, for contorens skyld paa bryggen.

Men landskylden i Ryefylcke læn, skal veigis met den vegt, som aff arrilds tid sedvaanligt haffuer verit: som er met Tonsbergs vegt.

Vdi Trundhiems læn holdis saa: it biszmerpund er 24. marck, er 12. skaalpund. En voge er 3. biszmerpund, oc otte voger er it skippund. En vet miel er 6. veger. En spand smør er 3. pund. Korn oc malt maalis i tønder.

I Nordlanden holdis met vegt oc maal, lige saa som i Trundhiem.

Laugmanden skal haffue alle slags vegt oc maal, vere sig skippund vegt, biszmer, tønde, skeppe oc alne paa laugtingit, naar laugting holdis, at huer som vil, kand ligne sin vegt oc maal der effter. Dis imellem skulle de leggis i foruaring i konningens gaard, vnder laugmandens laas, oc deris som konningens gaard besidde, oc der effter skal huer mand rette sine punder vegt, biszmer, tønder, skepper oc alne, oc skal prøffuis met rug oc vand, oc skal huer maalekar vere brend met slig brende, som konningens ombudsmand vdsender. Skal oc huer ombudsmand en gang huert aar lade skode alle tønder, vegt oc maal vdi sit læn, Dersom hand da befinder nogen som omgaais met falske tønder, skepper, vegt, biszmer, alne, eller maal: da straffis derfor effter lowen som ved bør.

  1. ↑ Kilden M. L. VIII. 1.
  2. ↑ M. L. tilf. Ret.
  3. ↑ M. L. har. Øre.
  4. ↑ M. L. har. Baron (Lendermand).
  5. ↑ M. L. tilf. Ret.
  6. ↑ M. L. tilf. „og til den, fra hvem de røvede, fuld Ret efter 12 Mænds Dom.“
  7. ↑ Kilden M. L. VIII. 2. Flere Codices af M. L. gjentage her i Begyndelsen ordret Begyndelsen af Tingfb. Kap. 4.
  8. ↑ [ mgl. i flere Codd. af M. L.
  9. ↑ [ M. L. har. „þá skal skapa þeim leiðar lengð til,“ hvilket vel vil sige, at de skulle tilsiges med et efter Vejens Længde afpasset Varsel, og ikke have det ordinære Halvmaaneds Varsel efter Tingfb. c. 9; i Modsætning til de udenfylkes Vidner, der tilkomme formelig Stævning og lovligt Varsel.
  10. ↑ Kilden M. L. VIII. 3.
  11. ↑ [ M. L. har: „og der atter kræve sine Penge. Nu er det vel, hvis han eller hans ombudsmand betaler der eller inden en halv Maaned derefter forfaldsløst.“
  12. ↑ [ M. L. har: „da skal Sagsøgeren opnævne.“
  13. ↑ Dette Passus er taget af Magnus Smeks Rb. 8 Jan. 1357 i Slutn.
  14. ↑ [ mgl. i Kilden.
  15. ↑ Kilden tilf. „saa længe Godset strækker til.“
  16. ↑ [ M. L. „en Øre.“
  17. ↑ M. L. tilf. i nogle Codd. „og til Sagsøgeren 2 Ører for vanskelig Erholdelse,“ (at harða fangi).
  18. ↑ Kilden M. L. VII. 4.
  19. ↑ M. L. har: „Al den Gjæld, som Vidner vide skal betales til en vis Tid, derom skal Kreditor nyde sine vidner til denne bestemte Termin, naar han bar stævnt Debitor hjem.“ – De gamle Loves System med Hjemstevne, Krav eller Kvada havde forlængst tabt sin Betydning. Jfr. Rb. 1280 Art 17.
  20. ↑ M. L. tilf. „og være alene ansvarlig for sin egen Forsømmelse.“
  21. ↑ Kilden M. L. VIII. 5.
  22. ↑ M. L. óskil.
  23. ↑ Dette Passus er taget af Dronning Margretes Fr. 29 Marts 1392 Art. 1. (Suhms Hist. XIV. S. 566).
  24. ↑ Kilden til Kapitlets 1ste Passus M. L. VIII. 6.
  25. ↑ [ M. L. „fyrir brjóst hins dauða“ M. L. tilf. „Men Arvingen, naar han er myndig, eller hans lovlige Værge skal sværge den Ed, at den Gjæld ikke var til, saavidt han vidste; da sværger han for sit eget Bryst og ikke for den Dødes.“
  26. ↑ Istedetfor dette Passus, der er nyt i Chr. IV. L., har M. L.: „Henstnar Gjæld i 20 Aar eller længer, da forældes den for Vidner; men Kreditor kan kræve Debitor paa Ed om han vil; thi Sagen ligger i Salt (ɔ: holder sig frisk) saa længe Sagsøgeren duer“ (ɔ: kan bevise).
  27. ↑ Kilden til dette Passus er Dronning Margretes Rb. 1398 (Paus S. 234).
  28. ↑ Kilden M. L. VIII. 7.
  29. ↑ M. L. har: Baron (Lendermand).
  30. ↑ nemlig: at han ikke vilde sige sit Hjem.
  31. ↑ M. L. tilf. „undtagen i Sagsøgerens egen.“
  32. ↑ M. L. á kaupreinu.
  33. ↑ M. L. „som en Bonde, didhen hvor hans Arving bor inden Fylket. Ellers (ɔ: hvis han ikke har nogen Arving inden Fylket) skal han spørges efter sit Hjem.“
  34. ↑ Nogle Codd. af M. L. tilf. „eller Fylket.“
  35. ↑ Kilden M. L. VIII. 8.
  36. ↑ Istedetfor dette Passus, som mangler i M. L. (Jfr. ovf. Tingfb. c. 9, M. L. c. 10) har M. L.: „Alle Søgsmaal skulle hvile under Langfasten. Kristendoms-Sager maa altid søges, og nye Sager naar de opstaa. Ikke maa man føre Sager paa Helligdage, uden alene stævne Manden hjem.“
  37. ↑ [ M. L. „Saa skal Kvinde søge som Karl, hvis hun raader for sig selv.“
  38. ↑ [ M. L. har: „betro sit Søgsmaal og sit Forsvar.“
  39. ↑ M. L. har: Baron (Lendermand).
  40. ↑ Slutningen af dette Passus er tagen af Rb. 2 Maj 1313 Art. 5.
  41. ↑ M. L. tilf. „Hvis man stevner nogen til Lagmanden eller søger ham med andre lovlige Stevnemaal eller Søgsmaal, og hverken bliver tilkjendt Penge eller Ed (Benegtelsesed af Indstevnte, Kap. 4), da gjælde han den som han paaførte vrang Sag hans Bekostning dobbelt igjen og til Kongen en Mark Sølv, med mindre han sværger med sin Ed, at han troede at søge en ret Sag.“
  42. ↑ Første Punktum af dette Kapitel indtil – „vil giffue derfor“ er taget af M. L. VIII. 9.
  43. ↑ Det følgende af Kapitlet er taget af Reces 1568, stadf. 28 Maj 1584 Art. 10 og 15, og Reces 7 Oktbr. 1578 Art. 11 og 12. Se endvidere Rb. 30 Juli 1316. Rb. 19 Juni 1355 og 5 Febr. 1360. Rb. 22 Jan. 1358 og Rb. 1 Maj 1373.
  44. ↑ Kilden til Kapitlets 5 første Passus indtil – „oc da skal slig kiøb holdis“ er M. L. VIII. 10, men adskilligt forandret, hvorhos flere Retterbøder ere indtagne.
  45. ↑ M. L. har: „ok með heimilldartøkum.“
  46. ↑ M. L. eller.
  47. ↑ Kilden til det følgende af dette Passus vides ikke, jfr. Rb. 19 April 1314, Fr. 3 Aug. 1514 og Anordn. 22 Septbr. 1537.
  48. ↑ [ mgl. i M. L. Bjelke bemærker her: „Og højlovlig Kong Frederik den første haver meddelt Bergens By saadan Privilegie, at, dersom de tydske Kjøbmænd der, eller andre Udlændiske, sætte deres Vare for dyre, da skulle de første, anden og tredje Gang paamindes derom, og, dersom det endda ikke kunde hjælpe, da det Hans Majtt. at skulle tilkjendegives, for at skaffes Middel dertil, ut udi samme Privilegier Art. 8, og dateret Bergen S. Mortens Dag Anno 1535. (Jfr. Fr. 14 Oktbr. 1528, Paus S. 285). Og end menes udi S. Peder Hansens Tid, fordum Hövedsmand paa Agershus, næsten alle Slags Vare at være sat for en vis Pris i denne Egn, hvordan de her i Landet skulle sælges og kjøbes. Hvilket om end ikke vel kunde ske for divers Indkjøbs og Bekostnings Skyld, dog om Kjøbstadsmænd kunde foreholdes (under nogen tilbørlig Straf) her eller hvor nogen alt for megen Skinderi bruges mod den gemene Mand, at ikke tage mere til Gevinst over al Bekostning end Mark paa hver Dalers Værd (som brugeligt er hos retskafne Kjøbmænd sommesteds udenlands) eller en hel Mark i det meste, og derpaa at skulle giøres Ed af dennem, som tager Borgerskab, og af andre fremmede Kjøbmænd, som nogen Vare vil og maa sælge (det første de ankomme), uden Bedrag at skulle holde, og saa under nogen vedlagt Straf: stilles til deres Betænkende, som det bedre forstaa, paa det man ikke formedelst Vares og Penges ulidelig Skattering, paa nogle Steder, synderlig her i Landet, skulde faa en udarmet Almue i Længden.“
  49. ↑ 49,0 49,1 49,2 [ mgl. i M. L. Se Rb. 12 Decbr. 1330.
  50. ↑ [ M. L. har: „med mindre det befindes grovere efter Loven.“
  51. ↑ [ M. L. har: „med mindre han ikke vidste, at der var Falsk deri, og fører 6 Mænds Ed for sig. Siden skal han fremføre sin Hjemmelsborgen, naar det kommer til Undersøgelse, og da skal den svare for Falskheden, som svare bør efter Loven.“
  52. ↑ [ M. L. har omvendt: „da negte Sælgeren det med sin Ed; ellers skal deres Kjøb holdes.“
  53. ↑ De følgende 11 Passus ere tagne af Kong Haakon Magnussøns Rb. om Mynten og Handelen i Kjebetæderne, gl. L. III. S. 202-207, dog med adskillige Forandringer og Tilsætninger.
  54. ↑ Nogle Aftryk have: haffuer.
  55. ↑ [ Dette stykke er taget at Frr. 26 Juni 1483, 3 Aug. 1514, 13 Marts 1541. (Krags Hist. II. S. 353) jfr. 11 Oktbr. 1551.
  56. ↑ 56,0 56,1 [ Kilden (Haakon Magnussøns Retterbod) har: „2 Gange 8 Ørtuger 13 Mark i Brevbrud.“ Se endvidere Rb. 23 April 1293. Art 10. Rb. 1 Novbr. 1311. Rb. 19 Juli 1320. Fr. 4 Decbr. 1444 Art 14. Fr. 7 Jan. 1508. 14 Oktbr. 1528. Reces 15 Septbr. 1578 Art. 7.
  57. ↑ Haakon Magnussens Rb. har her den modsatte Bestemmelse: at Varer, som ere bragte til Kjøbstæderne, skulle sælges der efter den satte Taxt, og maa ikke igjen bortføres, under Straf af 8 Ørtuger og 13 Mark i Brevbrud. Jfr. Rb. 11 Novbr. 1302.
  58. ↑ 58,0 58,1 Nogle Aftryk have: selger.
  59. ↑ Kilden til dette Passus vides ikke.
  60. ↑ Kilden til dette Passus er Reces 7 Oktbr. 1578 Art 13.
  61. ↑ Nogle Aftryk tilf. det.
  62. ↑ Kilden til de 2 sidste Passus vides ikke.
  63. ↑ Kilden M. L. VIII. 11.
  64. ↑ M. L. tilf. i de fleste Codd. „eller Sysselmandens.“
  65. ↑ M. L. chirographum.
  66. ↑ Kilden M. L. VIII. 12.
  67. ↑ M. L. tilf. „og selv om han ikke (udtrykkelig) er krævet til Vidne, naar han enten har seet eller hørt det.“
  68. ↑ M. L. i de fleste Codd. een Mark. Jfr. Tingfb. Kap. 4; Mhb. Kap. 10.
  69. ↑ M. L. tilf. i de fleste Codd.: ikke.
  70. ↑ Kilden M. L. VIII. 13. Jfr. Landslb. Kap. 5. M. L. 6.
  71. ↑ [ M. L. har: „holde Skilledom for sit Kjøb til Lagmandens Orskurd (efter den derved oplyste Sammenhæng bliver erhvervet).“ Den gamle Institution med Skilledomme var nu forlængst gaaet af Brug.
  72. ↑ M. L. kaupfox.
  73. ↑ M. L. har: sit ɔ: sit tilkommende eller jævngodt.
  74. ↑ [ Misforstaaelse. M. L. har: „at hann lét at løgum laust“ ɔ: at han lovligen leverede det fra sig (til rette Ejermand, som havde kjøbt det først).
  75. ↑ ɔ: vederlaget.
  76. ↑ M. L. en halv (nogle Codd. een).
  77. ↑ 77,0 77,1 77,2 M. L. een.
  78. ↑ Jfr. Chr. V. N. L. 5–3–25.
  79. ↑ [ M. L. „kaupir at honum“ ɔ: sælger til ham.
  80. ↑ Kilden M. L. VIII. 13; jfr. Chr. V. N. L. 5–8–10.
  81. ↑ [ M. L. „nema við strandhøggi.“
  82. ↑ [ M. L. har: „til Korsmisse den næste Vaar.“
  83. ↑ M. L. har: á før vera, ɔ: skikkes til Havnegangen.
  84. ↑ M. L. har: ældre.
  85. ↑ M. L. tilf. „og staa alene inde for sin Forsømmelse“ (handvømm).
  86. ↑ Kilden M. L. VIII. 15, jfr. Chr. V. N. L. 5–8–11 til 13.
  87. ↑ M. L. handvømm.
  88. ↑ [ mgl. i M. L.
  89. ↑ mgl. i M. L.
  90. ↑ [ M. L. har: „En ef hes er i banði“ ɔ: Men hvis der er Ring i Klaven (saa at Koen ikke snares i Baandet ved at gaa rundt).
  91. ↑ M. L. „hross (Hoppe) at fylgu (for at følge med sine Heste) eða á hábit.“
  92. ↑ M. L. „sem fylgunaut.“
  93. ↑ Kilden M. L. VIII. 16.
  94. ↑ M. L. vamhalt.
  95. ↑ Kilden M. L. VIII. 17.
  96. ↑ Kilden M. L. VIII. 18; jfr. Chr. V. N. L. 5–3–51.
  97. ↑ [ M. L. „eller som den ene vil benytte, men som den anden ikke vil ænse, eller ikke kan bruge.“
  98. ↑ M. L. tilf. „som et Laan.“
  99. ↑ M. L. skipleiga ɔ: Fragt.
  100. ↑ Kilden M. L. VIII. 19. Jfr. Chr. V. N. L. 5–8-1 og 15.
  101. ↑ [ M. L. „ok allt þat er dómr dœmir manni; svá ok ef løgmaðr segir fé á henðr manni með løgligum laga orskurði at gjallda øðrum manni.“
  102. ↑ Kilden M. L. VIII. 20.
  103. ↑ [ mgl. i M. L. Jfr. Chr. V. N. L. 5–7–4.
  104. ↑ [ M. L. „at þær sé sannar“ (nauðsynjar) ɔ: at Forfaldet er sandt.
  105. ↑ M. L. veðfox.
  106. ↑ Kilden M. L. VIII. 21.
  107. ↑ M. L. har: en Øres.
  108. ↑ M. L. har: 2 Ørers.
  109. ↑ M. L. har: Barons (Lendermands).
  110. ↑ [ M. L. har: en halv Marks (4 Ørers) Kjøb.
  111. ↑ Kilden M. L. VIII. 22.
  112. ↑ M. L. en halv.
  113. ↑ Bjelke citerer her: Fred. II. Søret Art. 2. Frederik II. Gaardsret Art. 30–31 og 36 og Chr. IV. Rytter Krigsret Art. 30 og Fr. om Haandværksfolk 10 Decbr. 1621 Art. 9.
  114. ↑ M. L. tilf. i de fleste Codd. „hvis skjønsomme Mænd skjønne, at Bonden kan have Raad dertil.“
  115. ↑ Kilden til dette Passus er ubekjendt.
  116. ↑ mgl. i nogle Aftryk.
  117. ↑ mgl. i nogle Aftryk.
  118. ↑ Dette Kap. svarer til M. L. VIII. 23, men er aldeles forandret i Overensstemmelse med sednere Retterbøder, – se Reces 1539, Art. 20 og 22, og Anh. Art. 1 og 2. Se derhos Rb. 9 Febr. 1291, jfr. Rb. 1280 (gl. L. III. S. 11 var. 12). Rb. 8 Marts 1364. Rb. 3 Maj 1372. Rb. No. 114 (gl. L. III. S. 205) Art. 13. Rb. 26 Aug. 1383 og 23 Juni 1384. Fr. 23 Aug. 1420 og Reces 1557 Art. 8.
  119. ↑ Dette Kapitel er taget at Frederik d. 2dens Søret at 1561 Art. 41 og 42, jfr. Chr. V. N. L. 4–2–8 og 9. – M. L. VIII. 24 er ikke optagen i Chr. IV. L., hvilket ogsaa Bjelke bemærker: „De gamle Exemplaria af den norske skrevne Lovbog statuerer, at hver som frugter Skib, maa saa meget faa indfragtet som forafskedet er; men om der er ikke Rum til, da bør Skipperen først sit at udtage; siden de, som sidst indladde.“
  120. ↑ Bjelke bemærker her: „I den Norske prentede Lov findes ingen mere 40 Marks Sager uden denne ene. – – Og synes 40 Marks Bøder i Danmark undertiden at være ærerørige, saasom naar de bødes for Skjelden, ut udi Kong Hans’s Bylov Art. 160.“
  121. ↑ Kilden M. L. VIII. 25.
  122. ↑ [ mgl. i M. L.
  123. ↑ [ M. L. har: „at føre ud af Fylket.“
  124. ↑ [ M. L. har: „Gjøres det, da ere alle Fylkesmændene brødige o. s. v.“
  125. ↑ M. L. løgunantar ɔ: Indbyggerne i Lagdømmet.
  126. ↑ Kilden til dette Kapitels 4 første Passus er Fr. II. Søret 1561 Art. 55–57, jfr. Chr. V. N. L. 4–3–3 til 6. Det tilsvarende M. L. VIII. 26 har blot: „Ror eller sejler men paa nogen, da skal man gjælde al den Skade, uden de Andre ro foran deres Stavn.“
  127. ↑ De 2 sidste Passus af Kapitlet er tagen af M. L. VIII. 26. Jfr. Fr. II. Søret af 1561 Art. 49 og 73, Chr. V. N. L. 4–4–1, 2, 4 og 5.
  128. ↑ M. L. af hafi ɔ: hjem fra Søen.
  129. ↑ Kilden M. L. VIII. 27.
  130. ↑ 130,0 130,1 M. L. 2 Ører.
  131. ↑ [ mgl. i de fleste Codd. af M. L.
  132. ↑ M. L. tilf. „og Skadeserstatning.“
  133. ↑ M. L. þokkabót.
  134. ↑ [ M. L. 2 Ører Sølv.
  135. ↑ Kilden M. L. VIII. 28.
  136. ↑ Dette Kapitel svarer til M. L. VIII. 29, hvoraf det sidste Passus ogsaa tildels er taget; men det er for øvrigt helt igjennem forandret. Jfr. Rb. 23 April 1293 Art. 11 og 22 Juli 1297 Art. 5. Chr. I. Fr. 1478 (Paus S. 273). Fr. 16 Maj 1541 Art. 16. Fr. 13 Marts 1541 (Krags Hist. II. S. 353, jfr. Artt. 1548, 2. Reces 1568 og Anordn. 8 Jan. 1573 Art 20. Ingen af disse Bestemmelser kan imidlertid ansees som umiddelbar Kilde til nogen Del af Kapitlet.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Kong_Christian_den_fjerdes_norske_Lovbog_af_1604/Kjøbebolk&oldid=186180»