Kong Christiern den Førstes norske Historie/4

Ludvig Daae

Kong Christiern den Førstes norske Historie

A. W. Brøgger, 1879 (s. 47-70).

Mødet i Halmstad. Kong Karl maa frasige sig Norge. Christiern krones i Throndhjem. Forening mellem Norge og Danmark i Bergen. Christierns Hjemreise og Junker Olafs Fødsel. Islandske og hanseatiske Anliggender.

Toget mod Oslo var saaledes mislykket, og med Udsigterne til at vinde noget Herredømme over Norge saa det nu daarligt ud, men det nye Aar skulde bringe Karl Knutssøn endnu flere og vistnok ogsaa større Sorger og Ydmygelser. Allerede ved Forhandlingerne paa Gotland i Efteraaret 1449 have vi seet Tegn til, at endog hans svenske Kongedømme trods det store Stemmeantal, hvormed han var valgt, ikke hvilede paa sikker Grund. At føre Regjeringen i Sverige havde ogsaa lige fra Folkungernes Dage været en saare vanskelig Ting, og i de to sidste Aarhundreder havde egentlig kun Magnus Ladelaas og Margareta vist sig Opgaven voxne. Det vedblev længe efter denne Tid at være alt andet end let at styre et Folk, i hvilket der gjærede store Kræfter, men som først gjennem lange indre Brydninger skulde udvikles og forklares. Indenlandske saavelsom danske eller helt udenlandske Herskere havde hver sine eiendommelige Hindringer at bekjæmpe. Selv Karls ham saa langt overlegne Efterfølgere, gamle Hr. Sten Sture og Gustav Vasa, fik rig Anledning til at prøve det. Men ingen af de svenske Regenter kom dog saa tidlig til at føle sin høie Stillings Byrder og Plager som Karl.

Det dansk-svenske Møde i Halmstad samledes til fastsat Tid i Begyndelsen af Mai 1450 og blev et af de mærkeligste Møder i den hele Unionstid. De tolv svenske Deltagere vare valgte paa en noget tidligere afholdt svensk Herredag i Arboga. Nogle af de valgte vare indvandrede danske Adelsmænd, andre saa løse i sin Troskab mod sin Konge, at de kort efter ligefrem forraadte ham. Mellem de danske Raader møde vi flere af dem, der havde været med Christiern ved Hyldingen i Marstrand, blandt dem Hr. Eggert Frille og Hr. Aage Axelssøn, der blandt de svenske Raader fandt sin egen Broder Hr. Erik Axelssøn. Fire af de mødende havde deltaget i Forhandlingerne paa Gotland, men Magnus Gren selv var dog ikke tilstede, heller ikke Karls farligste Fiende, den svenske Erkebiskop. En af de svenske Herrer, Aage Jønssøn (Svarte-Skaaning), der sandsynligvis har tilbragt en Del af sin Ungdom i Norge, medens Faderen var forlenet med Akershus, havde fulgt Kong Karl paa hans Kroningsreise til Throndhjem.

Vi kjende som sædvanlig Intet til Forhandlingernes Gang, men kun deres Resultater. Allerede den 13de Mai var man færdig. Hvad der vedtoges, var først og fremst, at Unionen mellem Danmark og Sverige, saasnart Leilighed dertil gaves, skulde fornyes. Saasnart en af de to Konger døde, kunde det saaledes ledigblevne Rige, om det saa syntes, vælge den gjenlevende Konge, men ifald man ikke havde Lyst hertil, skulde Kongevalget henstaa og vedkommende Rige imidlertid bestyres ved en eller flere indfødte Forstandere, indtil ogsaa det andet blev kongeløst. Saa skulde Danmark og Sverige foretage fælles Kongevalg og derpaa være forenede til evig Tid. Ved saadant fælles Kongevalg skulde man aldrig tage nogen Udlænding, men altid en Dansk eller en Svensk.^[1] Ogsaa andre Bestemmelser bleve vedtagne om den kommende Forenings Vilkaar.

Mellem de to for Tiden regjerende Konger skulde strax sluttes Fred, hvilken skulde være forkyndt til Efterlevelse af hver Mand i samtlige tre Riger inden førstkommende St. Olafs Dag. For Norges Rige skulde Adgang staa aaben til, naar alle tre Riger kom under en Konge, at indtræde i det her afsluttede Statsforbund.^[2]

De forsamlede danske og svenske Rigsraader optraadte altsaa ingenlunde som sine Kongers Fuldmægtige, men meget mere som de to Rigers souveraine Repræsentanter. Der er heller ikke i denne Statsakt Tale om nogensomhelst Ratifikation af Kongerne. Dengang, da disse vedtoge Forliget paa Gotland, havde der været tænkt paa noget ganske andet, nemlig at komme til endeligt Opgjør ar forskjellige, i Forhold til hvad man nu havde besluttet mindre Sager og Tvistemaal, først og fremst om hin omstridte Ø. Men netop disse Ting lod man nu uafgjorte, idet man henskjød dem til en ny Kongres, som til næste Aar skulde holdes paa Landemærket mellem Bleking og Smaaland.

Norges Skjebne blev derimod afgjort. I Forliget paa Gotland var Norge blevet opført som et af Christierns Riger, men siden havde Kong Karl ladet sig krone i Throndhjem, saa at nu begge Konger kaldte sig Konge af Norge, De danske Raader maa naturligvis have fremlagt Rigsraadets Valg- og Hyldingsakt og protesteret mod Karls Valg og Kroning som ulovlige Handlinger. De svenske Raader, der vare tilstede i Halmstad, og som nu aabenbart maa have ønsket, at Karl aldrig var bleven Konge i Sverige, følte fra sit Partistandpunkt ingen Lyst til at se hans Magt forøget ved Besiddelsen af Norge og indsaa ialfald, at han siden det uheldige Tog til Oslo i Virkeligheden havde forspildt dette Rige eller ialfald ikke kunde hævde det uden ved en Krig med Danmark, hvilken de just vilde undgaa. De forpligtede derfor Karl til uden videre at frafalde sine Fordringer paa Norge og at overlade det til Christiern. Paa Kongens Vegne lovede de derhos, at han skulde bekræfte denne Afstaaelse inden St. Olafs Dag, idet de i modsat Fald selv forpligtede sig til et Indlager i Helsingborg.^[3] Ligeledes indestode de for, at alle de Fanger, som vare gjorte i Norge, skulde løslades.^[4]

Det følger af sig selv, at Karl med stor Forbitrelse erfarede Udfaldet af Halmstadmødet.^[5] Hans Stilling tillod ham imidlertid ikke at gjøres Modstand, og han føiede sig da i Nødvendigheden og afstod sine formentlige Rettigheder til Norge i Arboga den 10de Juni 1450. Hans Ærgrelse fremskinner imidlertid selv gjennem Kancellistilen. „Ville Norges Riges Indbyggere have Kong Christiern til Konge eller Herre, da tillade Vi det og ville ham ikke hindre.“ Han forbeholdt sig imidlertid, trods Protester fra Christierns Side, fremdeles Titelen af Norges Konge.^[6]

Kong Christiern havde imidlertid om Høsten 1449 ladet sig krone i Kjøbenhavn, den 28de Oktober, og samme Dag ægtet sin trolovede Brud, Enkedronning Dorothea, der endnu ikke var mere end omtrent 18 Aar gammel. Medens hendes første Bryllup med Kong Christopher havde været høitideligholdt med overordentlig Pragt,^[7] feiredes det denne Gang i Stilhed.^[8]

Christiern havde derefter gjort en Reise omkring i Danmark. I Januar 1450 var han i Ribe^[9] og har maaske ved samme Leilighed besøgt Morbroderen Adolf. Allerede længe før Halmstadkongressens Sammentræden, og vistnok inden Kong Karls Tilbagetog fra Oslo var ham bekjendt, havde han begyndt Rustninger til et Tog op til Norge, thi allerede i Marts vidste man i Danzig Besked om hans Forberedelser, der synes at have været meget betydelige. Det heder endog, at hver fjerde Mand skulde udskrives.^[10] Nu vare saa krigerske Forberedelser idetmindste for Øieblikket overflødige, og Christiern kunde i Ro begive sig afsted til sin norske Kroning.

Reisen gik først til Bergen, hvor Kongen indfandt sig med „mange Skibe og Folk“. I denne Stad, hvor en norsk Konge nu ikke i et Par Menneskealdre havde været seet, var hans Ankomst naturligvis en Begivenhed af høi Betydning og det ikke mindst for de tydske Kjøbmænd Det gjaldt for Hanseaterne at faa sine Privilegier fornyede, og man vil derfor stedse finde dem saare opmærksomme og forekommende mod alle nyvalgte Konger. De gjorde denne Gang Kong Christiern den Ære at medgive ham et Æresfølge til Throndhjem af ikke mindre end fem Skibe og trehundrede harniskklædte Mænd.^[11]

I Throndhjem, hvor Kroningen skulde gaa for sig, fandt man ikke mere Aslak Bolt i Live. Den gamle Mand var død for nogle Dage siden^[12] og sparedes saaledes for de Ydmygelser, som han ellers ikke vilde have kunnet undgaa. Men en talrig og prægtig Kreds af norske og danske geistlige og verdslige Herrer var samlet i Staden, deriblandt hele fire og tyve norske Rigsraader, maaske det største Antal, som nogensinde var tilstede paa engang i hele det femtende Aarhundrede. Øverst i Rækken nævnes Udlæudingen Marcellus, Biskop af Skaalholt, om hvem vi snart skulle tale mere, dernæst kommer Biskop Jens af Oslo, noksom bekjendt af de foregaaende Begivenheder, videre Biskoppen af Stavanger, Gunnar Erikssøn, der hidtil havde holdt sig ganske tilbage fra Deltagelse i Thronstriden, Biskop Heming af Færøerne og Matthæus, der gjorde Paastand paa Hole Bispedømme. Biskop Gunnar af Hamar, der nylig havde spillet en saa fremtrædende Rolle mellem Kong Karls norske Venner, var, som rimeligt kunde være, ikke tilstede. Bergens Bispestol var ledig efter Biskop Olaf Harniktssøns Død, men hans valgte eller, nøiagtigere talt, postulerede Eftermand var med. Dette var Thorlak, en af de faa Nordmænd, som havde gjort Lykke under Erik af Pommern. Denne havde gjort ham til sin Provst ved Bergens Apostelkirke, ja endog villet ophøie ham paa Upsala Erkestol. Da dette ikke lykkedes formedelst de Svenskes bestemte Modstand, var Thorlak bleven Biskop i Viborg, og nu nylig, da han helst vilde hjem til Norge, postuleret til Bergen. Af geistlige Rigsraader møde vi endnu Olaf, Abbed af Halsnø, Provsterne Alf fra Bergen og Gunnar Holk fra Oslo, den sidste tillige Kantsler, samt Sigurd Bjørnssøn, Erkepræst i Oslo Kapitel. Mellem de verdslige Raader var selvfølgelig Hr. Sigurd Jonssøn den første, dernæst kom den gamle Hr. Olaf Haakonssøn, saa Hr. Olaf Nilssøn, Hr. Erlend Endridessøn af Losna ved Sognefjordens Munding, en rig og fornem Mand og af den Grund ogsaa en af dem, der engang opførtes paa Forslag til Drost, forøvrigt lidet fremtrædende i Historien og en af dem, som havde holdt sig ganske borte fra disse Aars politiske Kriser, saa Hr. Hartvig Krummedike, Hr. Mats Jakobssøn, Hr. Kolbjørn Gerst, Hr. Simon og Hr. Erik Bjørnssønner, Hr. Guttorm Eivindssøn, Hr. Hans Krukow, Hr. Gaute Kane, Hr. Peder Nilssøn, Hr. Henrik Jenssøn og Væbneren Engelbrekt Steffenssøn. Hertil kom en stor Del af Landets bedste Folk forøvrigt, Kanniker, Væbnere udenfor Raadet, Lagmænd^[13] o. s. v. Ved Hyldingen i Marstrand var der udstedt Indbydelse til Landets forskjellige Egne om at lade sig repræsentere ved Kroningen, og dette er ganske vist ogsaa skeet idetmindste fra nogle Landskaber, skjønt det, som siden skal vises, ikke skede fra alle. En stor Mængde Danske ledsagede sin Konge, saaledes ikke mindre end ni Riddere, deriblandt atter Hr. Eggert Frille og Hr. Aage Axelssøn. Krigsfolket og Mandskaberne fra Skibene tilligemed de medfulgte Tydskere udgjorde store Skarer. Throndhjem, der til Hverdags var en stille By, kun udmærket ved sin Stilling som geistlig Hovedstad, men aldeles ubetydelig som Handelsstad og ikke større af Folketal end Holmestrand eller Flekkefjord i vore Dage,^[14] har derfor i Slutningen af Juli og Begyndelsen af August 1450 været Vidne til et ellers ukjendt Liv og en uhyre Menneskevrimmel. Hvilken Modsætning til den improviserede Kroning i November Aaret i Forveien! Kong Christiern selv var endnu kun fire og tyve Aar gammel. Han havde Grund til at prise Lykken, der allerede skjænkede ham, for et Par Aar tilbage endnu en ubetydelig Greve, den anden Krone, og som, hvem kunde vide, maaske om ikke lang Tid vilde skjænke ham den tredie. Et Øienvidne, den tydske Digter Michael Behaim, der havde opsøgt ham i Norge og nu saa ham i denne Herlighed, har ogsaa nedskrevet de Ord: „Ich sah nie einen fröhlichern Fürsten“.^[15]

Forinden Kroningen fandt Sted, udstedtes under 1ste August en Bevidnelse om, at Kong Karls Valg havde været ugyldigt og hans Kroning ulovlig Det erklæredes, at Erkebiskop Aslak nødtvungen havde kronet den svenske Konge,^[16] samt at han derhos havde været fuldkommen uberettiget til at krone den, der ikke var paa tilbørlig Maade valgt af Rigets Raad og Parliament, ligesom heller ikke nogen Kroning rettelig kunde finde Sted uden i dettes Nærværelse. Kong Christiern var derimod lovlig valgt og nu med en stor og mægtig Flaade ført til Nidaros, Rigets Metropole, hvorfor Raadet herved præsenterede ham til at krones som Norges sande Konge. Dokumentet var mod norsk Sædvane affattet paa Latin, rimeligvis for at kunne meddeles i Afskrifter til fremmede Fyrster og Magter, og dertil, hvad der ligeledes var noget ualmindeligt, forsynet med tvende Notariers, en dansk og en tydsk Mands, embedsmæssige Bekræftelse.^[17]

Som Kroningsdag angives i flere Kilder St. Olafs Dag, 29de Jul 1450,^[18] noget, der ogsaa i og for sig maa forekomme rimeligt nok. Men for at dette skulde være muligt, maatte man antage, at Christierns nys omtalte Præsentation til Kroningen var feilagtig dateret eller udstedt bagefter Høitideligheden, hvilket dog ikke let kan tænkes^[19]. Ogsaa bestemte Vidnesbyrd tyde paa, at den høitidelige Handling først har fundet Sted et Par Dage senere, nemlig Søndagen den 2den August.^[20]

Hvo, der har forrettet Kroningen, er intetsteds omtalt, men med Føie tør man antage, at det har været Biskop Marcellus af Skaalholt, saasom han nævnes øverst blandt de geistlige Rigsraader. En tydsk Krønike fortæller, at Christiern blev kronet „med St. Olafs Krone“,^[21] hvilket dog naturligvis ikke kan forstaaes efter Ordene, men gamle Kroningsregalier maa vistnok endnu ved den Tid have været bevarede i Throndhjem,^[22] thi ellers ved man ikke, hvorledes Karl Knutssøns Kroning kunde finde Sted. Til en Kongekroning hørte endelig ogsaa Ridderslag, og Christiern slog ved denne Leilighed to og tyve Personer til Riddere.^[23]

Selvfølgelig var der i den nærmeste Tid Regjeringsanliggender nok at ordne, Retsspørgsmaal nok at afgjøre, Forleninger skulde uddeles eller bekræftes, o. s. v., men kun ganske faa deslige Sager ere nu bekjendte. Vi se kun, at der den 4de August udstedtes en Forordning angaaende Privilegier for Bønderne i Opdal,^[24] samtidig ogsaa for Fjeldstuen Drivstuen,^[25] og at en større Sag paadømtes mellem Rigsraaden Hr. Jakob Matssøn og hans Broders Enke, Fru Philippa Krummedike, og dennes Børn angaaende Østraat Gaard og Gods.^[26]

Det mærkeligste og i enhver Henseende vigtigste Spørgsmaal, som for Øieblikket var paa Dagsordenen i Norge, var imidlertid, hvo der skulde efterfølge Aslak Bolt paa Throndhjems Erkebispestol. Den Strid om denne, som vel først senere for Alvor udbrød, men hvortil Grunden allerede er at søge ved denne Tid, blev baade langvarig og følgerig.

Kannikerne, hvem Valgretten efter kanonisk Ret og Sædvane tilkom, havde allerede før Christierns Ankomst udvalgt en af sin egen Midte, Mag. Olaf Throndssøn, til Erkebiskop. Han var en, som man maa antage, vel studeret Mand, der 1430 var bleven indskreven ved Universitetet i Rostock og i 1438, altsaa efter et langt Studenterliv, havde erhvervet Magistergraden i Greifswald, hvorhen Universitetet havde taget sin Tilflugt under de Uroligheder, som dengang hjemsøgte Rostock.^[27] Uagtet han ved sin Immatrikulation fritoges for Sportlerne i Egenskab af pauper, tilhørte han dog en gammel fornem Familie. Om Faderen vides vistnok Intet, men Bedstefaderen, Hr. Thorald Sigurdssøn, havde været Rigsraad og forekommer som saadan i de fleste vigtige Statsakter fra Slutningen af det fjortende Aarhundrede, saaledes i Kalmar 1397.^[28]

Hvorledes Christiern under almindelige Omstændigheder vilde have stillet sig til Mag. Olaf Throndssøns Valg, kunne vi ikke vide, og der kjendes ialfald ingen Grund til, at han i og for sig kunde have noget imod hans Person. Men til Ulykke baade for sig og for Norge havde Kongen gjort Bekjendtskab med en i særegen Grad indsmigrende og paatrængende geistlig Eventyrer, der ganske havde bedaaret ham, derpaa ledsaget ham til Norge og rimeligvis allerede paa Forhaand tilsneget sig hans Løfte om Bistand til at opnaa Norges Erkebispestol.

Denne Mand var den allerede nævnte Marcellus, af Fødsel Engelskmand,^[29] en forløben Franciskanermunk, havde allerede i mere end tyve Aar ført et omstreifende og lidet hæderligt Liv. Han havde 1428 optraadt i de vendiske Søstæder med den falske Paastand, at han var Magister i den hellige Skrift, men skal dog forøvrigt virkelig have besiddet Lærdom og været en veltalende Mand. Han og en Broder, der ligeledes var Franciskanermunk, men kaldte sig Johanniterridder, udgave sig begge for pavelige Legater og vilde som saadanne ved Hjelp af en falsk Pavebulle indsamle Penge for at udløse den af Saracenerne fangne Konge af Cypern. Biskoppen af Lybek mærkede imidlertid Uraad, tvang Marcellus til at udlevere de samlede Penge og holdt ham fast, men han undveg. Da Paven havde faaet Underretning om disse Sager, befalede han saavel Biskoppen af Lybek som ogsaa Biskop Henrik af Winton, almindelig kaldet „Kardinalen af England“, der ved den Tid som virkelig Legat reiste i paveligt Ærinde i Tydskland, at gribe ham, hvis det lod sig gjøre. Stolende paa Landsmandskabet indfandt Marcellus sig ogsaa i Trier hos Kardinalen, men denne behandlede ham med Strenghed og lod ham sætte i et haardt Fængsel paa Bruel, et Slot, der tilhørte Erkebiskoppen af Køln, ja efter en anden Beretning endog dømme til Døden i Kølns Domkirke af en Ret, bestaaende af ham selv, Erkebispen af Køln, Hertugen af Berg og Junker Ruprecht af Julich og Berg, blandt andet fordi han skulde have modtaget Stikpenge af Hussiterne og meddelt dem „de Christnes“ Forbund imod dem. Marcellus fandt imidlertid Leilighed til at indynde sig hos Erkebiskoppen ved at bistaa ham som Læge i en Sygdom og slap derfor siden løs. Dette Fængsel var ikke det eneste, Marcellus havde fristet, thi han havde ogsaa siddet fangen i Venedig og reddet sig .derfra ved List.^[30] Ogsaa andre lignende Bedrifter tillægges denne Mand, men han har ogsaa havt Venner og efter de ovenfor fortalte Begivenheder opnaaet geistlige Stillinger i Kølns og Münsters Stifter. I Aaret 1448 indfandt han sig i Rom hos Pave Nicolaus V, og denne udnævnte ham ved Provision til Biskop af Skaalholt Stift, som var ledigt efter Hollænderen Gosvin Comhaer. Meningen var neppe, at Marcellus ialfald for det første skulde tiltræde dette fjerne og lidet indbydende Embede, men vistnok snarere, at det skulde skaffe ham en passende Titel og et Bidrag til hans Underholdning. Rimeligvis er han i Rom bleven indviet; idetmindste optræder han aabenbart som viet Biskop ved sin Nærværelse i Throndhjem. Han skulde ogsaa indtil videre beholde sine tydske Beneficier. Pavens Hensigt med at tilstaa Marcellus disse Gunstbevisninger var at bruge ham i sin Tjeneste som Generalindsamler af de pavelige Indtægter i de tre nordiske Riger. Hertil udnævntes han den 1ste Juni 1448 og fik samme Dag en hel Række af Fuldmagter til at dispensere fra kanoniske Hindringer for Ægteskab og Præstevielse, fra Løfter om Pilegrimsfarter o. s. v., til at autorisere Notarier m. m., og endelig udstedtes der den 12te Juni Reisepas for ham fra Rom. Han tituleres i disse Breve stadig kun Nuntius, men ikke Legatus, med hvilken Titel han selv fandt for godt at optræde.^[31] Det lykkedes nu, som sagt, denne slue og erfarne Mand at besnakke Christiern, og denne maa have troet i ham at finde en brugbar Tjener ikke alene i den høie geistlige Stilling, men vistnok i politiske og diplomatiske Hverv overhoved. Men hvad Marcellus selv rimeligvis ikke anede paa den Tid, han drog med Christiern til Norge, var dette, at Pave Nicolaus den 12te Juni 1450 havde udnævnt en anden Mand, en svensk Prælat, Erkepræsten i Upsala, Birger Magnussøn, til Indsamler af sine Indtægter i Norden og ved samme Leilighed ikke alene tilbagekaldt Marcellus’s egen Beskikkelse til denne Forretning, men tillige paalagt ham ufortøvet at indfinde sig i Rom.^[32]

Kong Christiern protesterede ved sin Ankomst til Throndhjem mod Kapitlets Valg af Mag. Olaf og vilde ikke erkjende det for lovligt. Han paastod, at hans Samtykke forud skulde have været indhentet. Den Uenighed, der saaledes opstod mellem ham og Kannikerne, enedes man da om at lade bilægge ved Voldgift. Voldgiftsmændene udnævntes den 1ste August, og de vare Marcellus selv (om hvis egne Planer paa Erkesædet man da vel har tiet stille), de øvrige tilstedeværende Biskopper, Thorlak af Viborg (Bergen), Gunnar af Stavanger, Heming af Færøerne og Matthæus af Hole, samt Provsterne Gunnar Holk og Alf af Bergen. Kongen var her den stærkere, og Dommen altsaa ikke tvivlsom. Den faldt den 7de August og gik ud paa, at Kongedømmets Samtykke var nødvendigt til et Erkebispevalgs Gyldighed, og der tilføiedes, at Olaf Throndssøns Valg for Tiden ikke var stemmende med Rigets Bedste, ja endog den gaadefulde Bemærkning, at der var Omstændigheder ved dette Valg, „som man for den geistlige Stands Æres Skyld vilde fortie“.^[33]

Derefter kunde nu Underhandlingerne mellem Kongen og Marcellus for Alvor begynde. Christiern har aabenbart gaaet ud fra, at „Legaten“ Marcellus var en hos Paven meget formaaende Mand, og har troet i ham at have et ypperligt Middel til at opnaa store Ting ved Kurien baade i den ene og den anden Retning. Eventyreren har visselig ikke undladt at bestyrke Kongen i disse Forestillinger. Der blev opsat en af Notarier bekræftet Kontrakt mellem Kongen og „Legaten“, hvorved denne lovede at udvirke, at Paven ikke alene skulde bekræfte Kongens paastaaede Ret til at præsentere Erkebiskop og Biskopper saavel i Danmark som i Norge, men ogsaa sanktionere Danmarks, Norges og Sveriges Rigers Forening til evig Tid og derhos endnu gjøre Kongen nogle forholdsvis ubetydeligere Indrømmelser. Til den Ende skulde Marcellus strax begive sig til Rom, og hvis han ikke inden Juletid 1451 havde udrettet, hvad han havde lovet, skulde Kongen være fri for sit Tilsagn om at hjelpe ham til Throndhjems Erkebispestol og have sin Frihed til at udse en anden Kandidat til denne.^[34] Overenskomsten, hvilken Marcellus har beseglet, er ikke dateret, men udentvivl sluttet allerede i Throndhjem, hvorefter Kapitlet har maattet føie Kongen i at give Marcellus sine Stemmer, thi allerede inden August Maaneds Udgang føier han Titelen Archipostulatus til sin usurperede Legattitel.

I Løbet af samme Maaned forlod derefter Kongen Throndhjem og begav sig atter til Bergen. Marcellus fulgte ham, ligesaa de danske og den største Del af de norske Rigsraader. Dette andet Ophold i Bergen, der varede nogle Uger, blev ogsaa betegnet ved en mindeværdig Begivenhed. Den 29de August 1450 afsluttedes nemlig det Statsforbund mellem Danmark og Norge, der udentvivl er det ældste i sit Slags mellem disse to Riger alene. Man har som bekjendt paastaaet, at en Forening mellem Danmark og Norge allerede er bleven sluttet 1380,^[35] da de i Olaf Haakonssøn fik samme Konge, men det er ikke bevist og bliver netop usandsynligt af den Grund, at den ikke paaberaabes i den bergenske Akt, hvilket man neppe havde undladt, ifald den virkelig havde existeret.

Den bergenske Foreningsakt fastsætter, at de to Riger til evig Tid skulle have samme Konge og blive tilsammen i broderlig Kjærlighed,og Venskab, intet af dem være det andets Overmand, begge Riger styres ved sine indfødte Mænd, hvert Rige beholde sin Lov, sine Friheder og Privilegier, det ene komme det andet til Hjelp og Trøst, naar behov gjøres. Bestemmelserne for Kongevalget ere, som i de fleste Akter fra denne Tid, svævende. Ligesom i Christierns norske Haandfæstning fra det foregaaende Aar hans Ret til Riget er udledet af hans Slægtskab med foregaaende Konger, men Norge dog samtidig erklæres for et frit Kaarerige, saaledes fastsættes ogsaa her et frit Kongevalg, men dog bundet til Kongens ægte Sønner. Hvert af de to Riger skal have sit frie Kaar, men dog maa de to Rigsraad ikke skilles ad, før de ere blevne enige om et fælles Kongevalg.^[36] Den ved Halmstadkongressens Beslutninger aabnede Udsigt til alle tre Rigers Forening omtales ikke i denne Forbundsakt.

Hvad der forøger Interessen for denne Akt, er dette, at den længe efter, at dens enkelte Bestemmelser ikke længere kunde have nogen praktisk Betydning, er bleven fremdragen og gjort gjeldende som det Grundlag, hvorpaa Danmarks og Norges helstatlige Forening hvilede. § 3 i Christian III’s Haandfæstning af 1536, hvorved Norge erklæredes for et Ledemod af Danmarks Rige, var lidet kjendt af Samtiden og glemtes af Eftertiden, og det var først efter 1814, at man begyndte at gaa ud fra, at den havde været gjeldende Ret. I Christian IV’s Norske Lovbog af 1604 blev meget mere udtalt, at der „til evig Tid skal blive en Herre og Konning over Danmarks og Norges Riger efter den Forening, som Rigerne udi Dronning Margretes Tid og siden i Konning Christian den førstes Tid imellem gjort er“.^[37] Og i samme Retning have ogsaa i den senere Forenings Tid Forfattere udtalt sig.^[38]

Samme Dag udstedte Kongen ogsaa en Del andre Breve. Han tog saaledes Stavangers Biskop og Domkirke under sit kongelige Værn, hvad allerede Erik af Pommern havde gjort 1431 og Kong Christopher gjentaget ved sin Kroning 1442.^[39] Bergens Biskop og Domkapitel fik et særegent Bevis paa Kongens Naade, idet han den 9de September tilstod dem Hardangers Len med al kongelig Ret, mod at de forpligtede sig til en daglig Messe om St. Olaf med Kollekter om Treenigheden, vor Frue og St. Anna med Voxlys og Ringning samt med Forbønner for Kong Christiern, Dronning Dorothea, deres Forældre og Efterfølgere, Norges Rigsraad og alle Christne.^[40]

Dette er mærkelig nok saagodtsom det eneste Forleningsbrev, der er bevaret fra den hele Kongereise. Det siges udtrykkelig, at Kongen i Bergen uddelte Forleninger,^[41] hvad han udentvivl allerede har gjort ogsaa i Throndhjem, men med Hensyn til Enkelthederne ere vi henviste til Slutninger. Sigurd Jonssøn, der allerede i 1449 havde faaet en Statholders Værdighed, vedblev fremdeles at besidde den og fik formodentlig nu Tønsberghus Len, som Erik Sæmundssøn ved sin Optræden for Karl havde forbrudt.^[42] Iøvrigt havde jo Christiern allerede ved sin Haandfæstning forpligtet sig til at lade sin Formands Lensbreve staa ved Magt, og de store Hovedlen, Akershus, Baahus og Bergenhus, se vi ogsaa i den nærmeste Tid fremdeles i sine tidligere Indehaveres, Hartvig Krummedikes, Kolbjørn Gersts og Olaf Nilssøns, Hænder. I Thrøndelagen er Henrik Jenssøn vistnok allerede nu bleven Høvedsmand, og maaske har ogsaa Peder Nilssøn havt en Forlening paa denne Kant.^[43] Man ser derhos, at Hr. Erlend Eindridssøn beholdt Sogn og fik dertil Valders og Romsdal som Pantelen.^[44]

Hvilke Forhandlinger denne Gang have fundet Sted med Hanseaterne, vides ikke. De have, naar man skal slutte fra deres Opmærksomhed ved at give Kongen det store Æresfølge til Throndhjem, neppe undladt ved Udsendinge at drive paa Fornyelsen af Privilegierne, men dette have de i ethvert Fald ikke opnaaet. Det norske Rigsraad har rimeligvis endnu formaaet at hindre saadant Derimod fandt Christiern selv Leilighed til mod Kjøbmændenes Vilje at skaffe sig en uventet og betydelig Indtægt. En Flaade af Bergefarere fra Lybek havde paa Veien til Norge stødt paa to store engelske Skibe under Skagen. Da der paa den Tid var Misforstaaelse mellem England og Lybek, angreb nogle af Bergefarerne disse Skibe og bemægtigede sig det ene af dem. Mandskabet sendte de til Lybek, men Skib og Ladning førte de med til Bergen. Her opstod imidlertid Strid om Byttet, thi de Skippere, der havde gjort Englænderen til Prise, vilde ikke dele med de øvrige. Sagen kom for Kongen, men denne lod Bergefarerne erklære for Sørøvere og Skib og Ladning sig tildømme efter Norges Lov, sendte det til Kjøbenhavn og lod det sælge der. En Krønike angiver endog Værdien af Varerne til hundrede tusinde rhinske Gylden, og en anden tillægger, at Bergefarerne desuden maatte give Kongen tyve Læster Øl og dertil laane ham tusinde Mark, hvilke sidste han dog siden skal have tilbagebetalt.^[45] Man ser imidlertid, at Tydskerne appellerede denne Sag til Keiserens Kjendelse.^[46] Før sin Afreise udstedte Christiern den 9de September et Beskjærmelsesbrev for den Kronen tilhørende Gaard Vaagsbotnen og de deri boende tydske Skomagere.^[47]

Endnu den 11te September finde vi Marcellus, der fremdeles optræder som Legat og pavelig Collector, i Bergen, hvor han i den sidste Egenskab modtog Penge af forskjellige, saaledes ogsaa af den for hans Skyld fortrængte Mag. Olaf Throndssøn. Rimeligvis har ogsaa Kongen, hvem Marcellus formodentlig fulgte, endnu ved den nævnte Dag dvælet i Bergen, men kort efter tiltraadte han ialfald Tilbagereisen til Danmark. Han berørte under denne, hvilken tildels foregik over Land,^[48] Stavanger.^[49] Den 23de September var han i Skjernsund ved Mandal, hvor Rigsraaderne Sigurd Jonssøn, Kolbjørn Gerst, Guttorm Eivindssøn og Gaute Kane synes at have været med ham, og hvor han udstedte et Privilegium for Stavanger By.^[50] Her har han da sandsynligvis sagt Norge Farvel, og kort efter var han i Danmark igjen.

Ved sin Hjemkomst modtog Christiern, for hvem alle Ting syntes at føie sig efter Ønske, et nyt Glædesbudskab. Hans unge Dronning havde sytten Dage før,^[51] end han gjensaa hende, født ham en Søn. En Kongesøns og sandsynlig Thronfølgers Fødsel maatte altid være en vigtig Begivenhed, men paa denne Tid var den en overordentlig. Det var netop hundrede Aar, siden en Kongesøn sidste Gang var bleven født i Danmark, nemlig Valdemar Atterdags kort efter bortdøde yngre Søn af samme Navn. Derefter var Kong Valdemars ældste Søn død før Faderen, Kong Olaf Haakonssøn var ikke engang bleven gift, Erik af Pommern og Christopher af Bayern havde været barnløse. En gammel Krønike kunde med Føie tale om den Ufrugtbarhedens Beskjæmmelse, hvorunder det danske Kongehus saalænge havde lidt, og hvorfor nu Dorothea befriede det.^[52] „Alle priste derfor Gud med enstemmig Røst, at der endelig var født Landet en Kongesøn, og Kongen festligholdt hans Daab ved et stort Gilde.“^[53] Sønnen fik Navnet Olaf efter Norges Patron og Nordens Hovedhelgen, hvis Hvilested Faderen saa nylig havde gjestet. Men den samme Vanskjebne, der ligesiden det tolvte Aarhundrede havde hvilet over norske Kongesønner, der opkaldtes efter St. Olaf, rammede ogsaa Christierns Førstefødte, thi han døde endnu i sin spæde Alder.^[54]

Der gives en dansk Folkevise, der indtil vore Dage er bleven sungen af Bønderne i Thelemarken, og som den norske Udgiver^[55] har givet Overskriften „Kong Christian og hans Dronning“. Den fortæller, at en Kong Christian skulde fare i Krig, men forinden han drog ud satte sin Dronning tre Vilkaar, der skulde være opfyldte inden hans Hjemkomst, nemlig at hun skulde lade bygge en Stol, der skulde skinne som en Morgensol, lade bygge en Sal, der skulde „stande baade med Voxter og Al“, samt endelig have et Barn og ikke vide nogen anden Fader dertil end ham. Kongen styrede sit Skib paa Fjorden, og Dronningen badede sine Hænder i Taarer. Paa Stranden møder hun en gammel Mand, der spørger hende, hvi hun er bedrøvet, og til hvem hun da betror sin Nød. Han spørger, hvad hun vil give ham, naar han kan „raade“ hende de tre Vilkaar, og hun lover ham hans Brød hans Levetid. Han lader da bygge Stolen og Salen og Dronningen iføre sig Jomfruklæder og Sobel og Maar, hvorefter de seile til Skotland. Der møde de Kongen paa den hvide Sand. Han spørger den Gamle, hvorfra han har faaet den Liljevand, og denne svarer, at han har fundet hende paa Stranden. Kongen beder hende følge sig og giver hende det røde Guldbaand. Nu er der en Lakune i Visen, som maa indeholde noget om Dronningens Hjemreise. Siden kommer ogsaa Kongen hjem, faar se den forgyldte Stol og Salen og et lidet Barn, men udbryder ved Synet af det sidste, at han vist ikke er dets Fader. Da fremtræder den gamle Mand og fremviser det røde Guldbaand, hvorpaa Kong Christians Navn var skrevet. „Har du ikke,“ spørger han, „været ved Skotlands Ø, og fandt du der ikke saa væn en Mø?“

Selve denne Vise har ganske vist oprindelig Intet med Christiern I at bestille. Den er meget ældre end hans Tid, og Indholdet er nær beslægtet med det Eventyr, som fortælles om Dronning Ermenga i en Eventyrsaga.^[56] Men derimod er det vistnok utvivlsomt, at man ved Junker Olafs opsigtvækkende Fødsel under Faderens Fraværelse paa en lang Reise har erindret dette Eventyr, og at saa Christierns Navn er blevet indlagt i Visen.

Imod Slutningen af Aaret tog Christiern som Norges Konge ogsaa Islands Anliggender under Behandling, og det, som det udtrykkelig angives, under norske Rigsraaders Medvirkning. Maaske have nogle af de Raader, der, som vi saa, endnu vare hos ham i Skjernsund ved Mandal, ledsaget ham til Danmark. Den 26de November udstedte han altsaa en Forordning for Island, den saakaldte lange Retterbod, saavel angaaende Landets verdslige som geistlige Styrelse. Af Forordningens Indhold skal her alene anføres, at den erklæredes for Landraademand, der hyldede nogen anden Herre end Kongen og hans eneste Søn Olaf, hvem altsaa Faderen har anseet ligefrem arveberettiget til Norge, samt at det forbødes saavel Geistlige som Lægfolk at modtage nogen anden Mand som Biskop paa Øen end den, der kunde godtgjøre at være valgt med Erkebiskoppens og Rigsraadets Samtykke og medbragte Kongens Brev.^[57] Samtidig indsatte han Torve Arason til sin Høvedsmand paa Øen og meddelte ham tillige Brev paa adelig Frihed og Frelse.^[58]

Længere ud paa Vinteren sees Christiern atter at have havt norske Regjeringsanliggender fore. Han havde i Odense ved Midfastetid 1451 et Møde med Udsendinge fra Hansestæderne, hvor der blandt andet blev fordret Erstatning for den kostbare engelske Prise, som Kongen havde fravristet Kjøbmændene i Bergen. Kongen forstod dog at komme bort fra denne Sag og stillede de tilstedeværende lybekske Raadsherrer tilfreds ved at skjænke dem hver en prægtig Hest.^[59] Nogle Uger senere var han igen i Kjøbenhavn, men hanseatiske Anliggender forfulgte ham ogsaa did. Kong Christopher havde, som jeg tidligere har omtalt, uden Raadets Medvirkning indrømmet Rostokkerne de mest udstrakte Friheder i Oslo og Tønsberg, og Kjøbmændene fra hin Hansestad bade nu om Bekræftelse paa dette Privilegium. De opnaaede det ogsaa, og, som det udtrykkelig bemærkes, i Nærværelse af fem norske Rigsraader, nemlig Hr. Sigurd Jonssøn, Hr. Kolbjørn Gerst, Hr. Simon Bjørnssøn samt Provst Gunnar Holk og Erkepræst Sigurd Bjørnssøn, men dog kun indtil et Møde kunde komme istand, hvor Kongens og Rigernes Forhold til Hansestæderne i Almindelighed kunde komme under Behandling og Spørgsmaalet om Fornyelsen af disses Privilegier i den Hele bringes iii Afgjørelse.^[60]

1. Paludan-Müller har i sine Observ. criticae, p. 88, og i sin Bog: De første Konger af den oldenb. Slægt, S. 287, gjort opmærksom paa, at der fra svensk Side siden paastodes, at til Fælleskonge skulde der rettelig have været valgt afvexlende en Dansk og en Svensk, hvorfor der efter Kong Hans’s Død forekommer en svensk Udtalelse om, at Unionen vel burde fornyes, men under en svensk Konge, ligesom det i 1547 endog anførtes, at det allerede ved Foreningen af 1397 havde været besluttet, at Valget skulde afvexle mellem Mænd af alle tre Riger. (Stiernman, Alla Riksdagars Beslut, Bihang, p. 80 fgg.). Mon ikke denne Paastand kan have sin Oprindelse i denne Halmstadkongressens Beslutning om Valg af enten en Dansk eller en Svensk?
2. Dipl. Christierni Primi, p. 18 sqq.
3. Dipl. Norv. VIII, S. 386.
4. Dipl. Norv. III, S. 587.

5. „Hade konung Karls rad alle warit thro,
   The hade ey dagtingat så.“

   (Rimkrøniken, Klemmings Udg., II, S. 280).

6. Dipl. Norv. III, S. 588.
7. Se herom, foruden de bekjendte nordiske Kilder, ogsaa bl. a. følgende tydske: Riedel, Cod. Dipl. Brandeburg. IV, 1, p. 68, Lüb. Chroniken, hg. v. Grautoff, II, S. 95, og fornemmelig den fortrinlige Beskrivelse i Berckmanns Stralsund. Chronik, hg. v. Mohnike u. Zober, S. 185.
8. Berckmanns Stralsund. Chronik fortæller (S. 192—193) om dette Bryllup i ret mærkelige Udtryk: „1449 sontages vor Simonis vnd Judae (altsaa, hvis dette er rigtigt, ikke, som det heder hos Huitfeldt, 28de, men 26de Oktober) do schlep Jungcker Carsten bij tho Copenhagen, men de kost was so en groth nicht, ock was des rickes rath nicht, darumb kann dat neuen langen lop hebben, dath de Koning sonder unwillen bliuen mag.“ Hamburg, og formodentlig flere tydske Stæder, havde vist Kongeparret den Opmærksomhed at sende en Gave i Vin. Kämmereirechnungen der Stadt Hamburg, hg. v. Koppmann, II, S. 80.
9. Terpager, Ripae Cimbricae, p. 693.
10. Styffe, Bidrag till Skandin. Hist. II, S. 28. Pundmesteren i Danzig til Høimesteren 29de Marts 1450,
11. „Anno 1450 do qvam koningk Christiern to Bergen myt eneme legaten des pawes, Marcellus, mijt velen schepen unde volke unde toch to Drünthem. De kopman beleydede syne gnade myt V schepen unde IIIc maanen to harnsche.“ (v. Gherens utrykte Krønike).
12. Styffe, l. c. II, XXXIV angiver, at Aslak var død „i Juletiden“, uvist efter hvilken Kilde.
13. Dipl. Norv. III, s. 609.
14. Til at bedømme Staden Throndhjems Vilkaar i Unionstiden har man et vigtigt Bidrag i Meddelelser fra det Norske Rigsarchiv, I, S. 250—256. Direkte Seilads til Throndhjem søgte Hanseaterne at hindre for det Bergenske Kontors Skyld. I 1535 blev saaledes en Skipper sat under Tiltale, fordi han mod Forbudet havde seilet derhen. Hamburgische Chroniken, hg. v. Lappenberg, S. 87.
15. M. v. Behaim, Das Buch von den Wienern, p. XL, (Dansk historisk Tidsskrift, 1 R., VI, S. 325, cfr. Y. Nielsen, Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden, Chra. 1877, S. 255 fgg.).
16. Se ovenfor S. 42—43.
17. Dipl. Christierni Primi, p. 24. Dipl. Norv. VIII, s. 368. Notarier maatte i Middelalderen som bekjendt have pavelig eller keiserlig Udnævnelse og Autorisation. De forekom derfor ikke hyppig iN orden, hvilket vi finde udtrykkelig udtalt for Norges Vedkommende 1438 („Notarii publici in istis partibus non habentur“, Dipl. Norv. VI, S. 499) og 1445 („Notariorum usus rarus est in nostra terra, nec iis creditur, sed sigillis“, D. N. IV, S. 658). Forøvrigt forekommer dog 1436 en throndhjemsk Kannik, der var keiserlig Notarius (D. N. IV, S. 630). I 1448 havde Paven tilstaaet Biskop Marcellus Ret til at udnævne ti Personer udenfor den geistlige Stand til Notarier (D. N. VI, S. 545). Maaske var Provsten i Mariakirken, Gunnar Holk, en af disse, thi han var i 1450 pavelig Notarius og fungerede som saadan. (Dipl. Chr, Primi, p. 30).
18. Saaledes hos Huitfeldt p. 853 (der udentvivl her, som ellers ofte, udskriver Absalon Pederssøn, Norske Mag. I, S. 138), i Henrik Smiths’s Aarbog (Rørdams Monumenta Hist. Dan. I, S. 601), i v. Gherens utrykte Krønike, samt, hvad der er det mærkeligste, i et Dokument, udstedt i samme Aar (Finni Johannæi Hist. eccl. Isl. II, p. 286).
19. Det er dog paafaldende, at flere af de Mænd, som nævnes i hint Dokument, deri optræde som Riddere, hvilket de vistnok først ere blevne ved Kroningen.
20. N. Nicolaysen har i Norsk Magasin, I, Fortalen p. X, anført et Brev, hvis Datering bestemt peger paa denne Dag. Mærkeligt nok har A. S. Vedel i et Haandskrift af Roskildeaarbogen (Rørdams. Monumenta Hist. Dan. I, p. 308) rettet St. Olavi Dag til „Søndag efter St. Olavi Dag“, hvilket tyder paa, at han har havt nu tabte Vidnesbyrd for sig. R. Keyser, der forøvrigt først har fremhævet, hvad der taler imod 29de Juli (Den norske Kirkes Hist. II, s. 545), har villet forsone den gamle Beretning med Dokumentet af 1ste August ved at antage, at St. Olafs Dag her skulde være Translationsdagen (3die August), men denne Antagelse har ingen særlig Hjemmel i Kilderne.
21. Reimar Kock. (Werlauff, Om de norske Kongers Salving og Kroning i Middelalderen, i det Kgl. Danske Vidensk. Selsk hist. og philos. Afhandlinger, V, Kbh. 1836, S. 97—98).
22. Haakon VI havde pantsat Kronen og andre Rigsklenodier til to Borgere i Stralsund. Otto Fock, Rügensch-Pommersche Geschichten, III, Lpz. 1865, S. 220. Til Frederik I’s Kroning, der dog tænktes udført i Oslo eller endog i Konghelle, var der Tale om at laane Regalier fra Danmark.
23. v. Gherens utrykte Krønike: „He slocch XXII Riddere“.
24. Dipl. Norv. II, S. 593.
25. Norske Magasin, Fort. p. X.
26. Dipl. Norv. III, s. 607—609.
27. Matrikler over nordiske Studerende ved fremmede Universiteter, udg. af L. Daae, S. 38 og 40 (under Pressen). Kosegarten, Gesch. d. Univ. Greifswald, II, S. 294.
28. Disse hidtil upaaagtede Familieforhold udfindes ved at sammenstille Dipl. Norv. I, S. 424 og 551 med II, S. 661 og V, S. 688. Heraf vil fremgaa følgende Slægttavle:

    Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.

29. Han kaldes vistnok ogsaa en Tydsker, men den nedenfor citerede lybekske Krønike, der viser sig særdeles godt underrettet, kalder ham en Engelskmand, og jeg har troet at burde følge dette Vidnesbyrd.
30. Lüb. Chroniken, hg. v. Grautoff, II, S. 48—50. L. Ennen, Gesohichte der Stadt Köln, III, Köln u. Neuss 1869, S. 363—364. C. Paludan-Müller, i Dansk hist. Tidsskr. 3 R., I, S. 312 fgg. „Marcellus, falsarius literarum papae“, Scr. Rer. Dan. VI, p. 616.
31. Dipl. Norv. VI, S. 538 fgg.
32. Dipl. Norv. VI, S. 561—563.
33. Dipl. Norv. VIII, S. 371: „Causae, quas hic pro honore clericalia statue subticere decrevimus.“
34. Dipl. Norv. II, S. 593.
35. Huitfeldt p. 565. P. A. Munch, N. F. Hist., 2den Hovedafd., II, S. 125. Munch har overseet Rigsraaden Jakob Ulfeldts kortfattede danske Historie (Westphalen, Mon. ined. III, p. 494), hvori der, skjønt visselig uden mindste Hjemmel, fortælles, at Kong Olaf Haakonssøn efter sin Moders Baad havde fastsat, at Danmark og Norge aldrig maatte adskilles.
36. Dipl. Chr. Primi, p. 30. Dipl. Norv. VIII, S. 376. Paludan-Mtiller, Danmark under de første Konger af det oldenborgske Hus, S. 22—23.
37. Thingfarebalken Kap. 10. Kong Christian IV’s Norske Lovbog, udg. af Fr. Hallager og Fr. Brandt, Chra. 1855, S. 22.
38. „Unter so vielen fruchtlosen Verträgen, die damals fast in jedem Jahre geschlossen wurden, ist dieser von der glücklichsten Wirkung gewesen. Denn er ist der Hauptgrund von Dänemarks und Norwegens fortdaurender und unauflöslicher Verbindung. Und in Betrachtung dieses Bundes, der sich auf eine enge, gleiche und brüderliche Vereinigung gründet, werden die beiden Reiche nicht unrecht Zwillingsreiche von Dänischen Poeten genannt.“ J. H. Schlegel, Geschichte der Könige aus dem Oldenburgischen Stamme. Th. 1. 2te Aufl. Kopenh, 1771. Fol. S. 27.
39. Dipl. Norv. IV, S. 621, 649, 675.
40. Dipl. Norv. I, S. 591.
41. M. v. Behaim, l. c.
42. Han kaldes 1452 Norges Riges Høvedsmand. Dipl. Norv. V, S. 563.
43. Dipl. Norv. II, S. 593.
44. Dipl. Norv. VI, S. 565.
45. Lüb. Chroniken, hg. v. Grautoff, II, S. 132—133. v. Gherens utrykte Krønike. Dipl. Norv. VIII, S. 373 ff.
46. Dipl. Norv. VII, S. 436.
47. Dipl. Norv. I, S. 590.
48. M. v. Behairn, l. c.
49. Norske Magasin, III, S. 202. Erindringer af Henrik Kreyers Liv, Kbhvn. 1870, S. 205.
50. Dipl. Norv. IV, S. 677.
51. M. v. Behaim, l. c. Vorrede, p. XLI.
52. „Regina, statim a Christierno impraegnata, opprobrium sterilitatis a domo regali Daciae removit.“ Chron. Sclavicum, hg. v. Laspeyres, Lübeck 1865, p. 199.
53. M. v. Behaim, l. c. Digteren var selv Gjest ved Barselsfesten.
54. I. P. F. Kønigsfeldt, Genealogisk.-historiske Tabeller over de nordiske Rigers Kongeslægter, 2. Udg., S. 44.
55. M. B. Landstad, Norske Folkeviser, Chra. 1853, S. 585—589.
56. Bragda-Màgus Saga með tilheyrandi þáttum. Skrifuð upp eptir gömlum handritum af Gunnlaugi Þorðarssyni, Kaupmannahöfn 1858, S. 8—36.
57. Finni Johannæi Hist. eccl. Isl. II, p. 336 sqq.
58. Samll. t. N. F. Spr. og Hist. II, S. 587.
59. Lübeckische Chroniken, hg. v. Grautoff, II, S. 142.
60. Dipl. Norv. III, S. 592.